Indlæg tagget med ‘kannibalisme’

Hotellet af Storm Frost

Hotellet af Storm Frost

Baggaardsbaroner er et spændende dansk forlag, der er noget så sjældent som anonymt. På deres hjemmeside forklarer de, at de ingen ambitioner har om at udødeliggøre sig selv, men i stedet ønsker at gøre litteraturen spontan og nærværende. Litteraturen skal ud til folket, og ikke forbeholdes en selvbestaltet kulturelite.

Jeg har skrevet om et par af deres tegneserier her på Gyseren (Repulsive Attraction af Patrick Steptoe og Necropolis af Simon Petersen med illustrationer af Cav Bøgelund), men de har udgivet meget andet også. I serien De Kælderkolde genudgiver de klassikere, mens Baggaardens Baglommebøger er en serie af små afsluttede kortromaner. Til denne serie hører Hotellet at Storm Frost, som med sine blot 39 sider er hurtigt læst, men ikke desto mindre afsætter et solidt aftryk.

Mersault har arbejdet på Hotellet altid. Han har aldrig holdt ferie eller været syg, hotellet er meningen med hans liv og alt uden om hotellet er spildtid. Men en dag ændrer alt sig. Mersault møder som sædvanligt tideligt ind og finder hoteldirektøren død. Hans første indskydelse er at ringe til resten af personalet og fortælle dem, at de ikke skal møde ind mere. Herefter vil han fortsætte til hotellets gæster, men rammes pludselig af chokket. For hvis hotellet lukker, hvad så med ham?

Så Mersault lader som om intet er hændt og fortsætter driften af hotellet som før, blot med ham som eneste medarbejder. Men som tiden går, opstår der nye problemer, og Mersault, som altid er loyal overfor hotellet, må finde på nye, alternative løsninger.

Jeg kan godt have svært ved at læse eksperimenterende litteratur, fordi jeg hurtigt føler mig hægtet af, hvis jeg ikke forstår, hvad jeg læser. Det er intet problem her i Hotellet. Sproget er poetisk og fuld af billeder, men samtidig har fortællingen en klar handling med en begyndelse, en midte og en afslutning. Undervejs udsættes vi som læsere for groteske og absurde hændelser, men forklaret på en utrolig rationel og pragmatisk måde, så selvom det, der udspiller sig, på sin vis er chokerende, føles handlingen samtidigt aldeles uundgåeligt. Og det er vel for så vidt en ganske passende måde at beskrive livet på?

Bibliotekernes lektørudtalelse kalder Hotellet for: “En Camus-inspireret kortroman ud over det sædvanlige. Handlingen er stramt skruet sammen med et poetisk og billedrigt sprog, der skaber en foruroligende rationel læsning af det absurde og chokerende plot.

Kulturkapellet har skrevet en samlet anmeldelse af de tre første udgivelser i Baglommebøger, hvor det lyder: “de [er] alle interessante små værker, der alle er så finurlige, at man har får lyst til at genlæse dem, muligvis ikke kun for at få tiden til at gå, men fordi de alle er både underholdende, poetiske og pirrer læselysten.” 

Jeg kan kun være enig, hvad Hotellet angår. Her er tale om en tankevækkende, poetisk, eksistentialistisk kortroman, der både er grotesk underholdende, og samtidig giver stof til eftertanke.

Uddrag af bogen:

Som jeg lå der under skranken, indså jeg, at jeg måtte foretage mit første selvstændige valg. Jeg følte mig forurettet. Jeg var blevet frarøvet min lænke, skænket en frihed, hvis natur var mig frastødende. Her forelå muligheden i at kunne bestemme sine egne veje, stoppe op eller på anden vis skridt ud ad skæbnens sti. Men uvidenhed bringer intet godt med sig.

Umiddelbart efter var jeg ude i det fri i håbet om, at havet og luften ville styrke mig. Sådan stod jeg længe ved bredden og mærkede bølgerne slå under mine fodsåler. Mit blik søgte ud over det store hav, men blev mødt af et tavst tomrum. Jeg kunne ikke undgå at fornemme havets fængslende tæppe omslutte mig og indsnævre byen og det liv, der kunne leves der. Jeg betragtede byens tårne og forsøgte at interessere mig for dem. Mit hjerte gav genlyd i havets brusen, og jeg gjorde endnu en anstrengelse for at vende mine tankers strøm.

Men det var ikke let at tænke en fri mands tanker. Den ubegribelighed, som frihedens tilværelse forlangte af mig, var ikke ulejligheden værd. Vanen er ganske vist lige så nytteløs, men den er mindre urimelig og udfordrende. En verden, man kan forklare, har man hjemme i. Også selvom forklaringen ikke holder stik. (side 11-12)

Om Hotellet:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Baggaardsbaroner, 39 sider
Omslag: Zven Balslev

Forlaget oplyser i øvrigt på hjemmesiden, at forfatterhonoraret for udgivelsen doneres til Landsforeningen for Voldsramte Kvinder.

Menneskekød af Nick Clausen

Menneskekød af Nick ClausenEn skitur bliver udskiftet med ferie hos en gammel farfar. Desværre bliver det ikke en kedelig uge…

Anne og hendes lillebror Hugo får aflyst deres skiferie, da deres far forstuver foden. Som kompensation sender han dem på ferie hos farfaren i Nordjylland. De har godt nok ikke set ham i flere år, men Anne husker ham med varme.

Det starter dog ikke så godt. Togturen er lang, kedelig og forsinket pga. sneen, og da de endelig når frem til Terstved Station, er farfaren der ikke for at hente dem. De ender med at blive kørt hjem til ham af en ung mand, Martin, der godt kender farfaren, gamle Frede som han bliver kaldt.

Anne er nervøs for, om farfaren er kommet til skade, siden han ikke dukkede op på stationen, men sandheden er langt mere kompliceret og skræmmende. Hvorfor lader farfaren døre og vinduer stå åbne i den koldeste vinter i mands minde? Hvorfor taler ingen om, hvordan Anne og Hugos farmor egentlig døde?  Og er der noget sandt i de rygter, der går om farfaren i landsbyen?

Menneskekød fortælles som en dokumentarisk beretning over en række hændelser, der udspillede sig i Terstved under en streng isvinter. Nick Clausen kalder bogen for en slags puslespil, hvor læseren selv må stykke brikkerne sammen undervejs. Den følelse understreges af formatet, idet historien fortælles via forskellige kilder lige fra blogindlæg på Annes blog, over mails mellem Martin og hans far, til sms’er og transskriptioner af telefonsamtaler. Andre forfattere (bl.a. Bram Stoker og Stephen King) har benyttet sig af samme teknik, der tilfører historien en helt særlig autentisk stemning.

Nick Clausen gennemfører den dokumentariske vinkel 100%, idet intet af Menneskekød fortælles af andet end kilderne. Her er ingen forfatterstemme ind over til at tolke personernes handlinger eller spekulere over begivenhederne. Det er helt op til læseren – og det virker.

Menneskekød er underholdende, uhyggelig og rammer sin unge målgruppe lige i solar plexus. Den flotte forside af Mette Breth fanger den dystre og kuldslåede stemning i romanen, og sætter læseren i den rette stemning helt fra start. Måske er der ikke så mange overraskelser for en garvet voksen horrorfan, men det er også ligegyldigt, for målgruppen er unge. Og jeg var nu godt underholdt alligevel.

Nick Clausen er en utrolig produktiv forfatter, og alligevel bliver jeg sjældent skuffet, når jeg læser ham. Det blev jeg heller ikke her, og med Menneskekød føjer han endnu en vellykket ungdomsgyser til sit CV.

Læs mere om hvilke overvejelser Nick Clausen havde under arbejdet med romanen

Reklame: Tak til forlaget Facet som har sponseret læseeksemplaret

Om Menneskekød:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Forlaget Facet, 151 sider
Omslag: Breth Design

Læs også:

Let bytte af Carina Evytt
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Carrie af Stephen King
Ravenous (film)
Hundene af Allan Stratton
Dracula af Bram Stoker

Læs mere om wendigo og Swift Runner på Wikipedia

Eddie – the Sleepwalking Cannibal

Eddie - the Sleepwalking CannibalDen danske billedkunstner Lars Olafssen var for nogle år tilbage en ung berømthed i kunstverdenen, men nu maler han ikke mere. Hans agent har dog ikke til sinds at give op. Han skaffer ham et job som underviser på en kunstskole i Koda Lake, en lille canadisk by i midten af ingenting. I første omgang nægter Lars dog kategorisk at male, men da den stumme og lettere retarderede Eddie flytter ind hos ham, ændrer det sig.

Eddie har en uvane. Han går i søvne – og i søvne dræber han smådyr i skoven! Da Lars opdager dette, ved han først ikke, hvad han skal stille op. Men Eddies massakrer skaber fantastiske billeder i Lars, og snart er han i fuld gang med at male igen.

Alle er glade – indtil Eddie ændrer på sine vaner…

Eddie – the Sleepwalking Cannibal er en gyserkomedie, som dog tager udgangspunkt i et ganske seriøst emne, nemlig kunst og hvor langt en kunstner vil gå for at finde inspiration og skabe det ultimative værk.

Thure Lindhardt spiller rollen som Lars, og det gør han rigtig godt. Man fornemmer kunstneren, som brænder for sin kunst, men til sidst opdager at hans kreativitet måske kommer ved for høj en pris. Dylan Smith brænder også igennem i rollen som Eddie. Eddie taler ikke, og jeg var overrasket over, hvor mange følelser og tanker man kan udtrykke uden brug af ord, især i denne type film. Dylan Smith fortæller i ekstra-materialerne, at han så en del stumfilm som forberedelse til rollen, og jeg tror, at han har fundet stor inspiration i Boris Karlofs portræt af Frankensteins monster.

Jeg har læst flere anmeldelser af Eddie – the Sleepwalking Cannibal, og anmelderne er ikke helt enige. Best Horror Movies skriver f.eks.: “Heading into the film, I had the idea that I was about to witness an ultra-hokey cannibal flick filled with laughs fit for a Simon Pegg production. While there are indeed some laugh-out-loud sequences on display, Eddie – The Sleepwalking Cannibal is a supremely dark film constructed of intricate layers, one placed atop another, placed atop another. This is anything but a lazy comedy with cliché jokes: this is a masterfully assembled tale with a wealth of depth to dive intoOur onscreen players execute flawlessly. This is an ensemble to drool over, as Thure Lindhardt is hypnotic as the conflicted Lars. Georgina Reilly offers a believable spin on an initially intimidated young lady who harbors a deep admiration for her new co-worker – whether he’s riding the wave of fame or not – and Dylan Smith completely sells the disabled titular character. He’s frightening, sympathetic, melancholy and hopeful… and he’s all these things without uttering so much as a single word. This is an award worthy performance that knowing the film industry, will go completely ignored.”

Mens We Got This Covered er noget mindre postive: “Eddie – The Sleepwalking Cannibal is one of those high-concept films that probably seemed hilarious on paper, but just wasn’t thought out cleverly enough to be adapted thoughtfully to feature film length. Rodriguez’s more fun scenes of death and destruction are overshadowed by too many questions and not enough explanation about Eddie’s unique condition, and there’s an unsatisfying feeling that Lars’ character comes off a little too hateful to actually let audiences embrace the emotional dramatics between him and Eddie. At the end, I’d felt like I’d been sleepwalking through the film myself, just coasting through a surface-level viewing that lacked substance and depth. Damn sleepwalking cannibals.

Og måske har Boris Rodriques sat sig lidt imellem to stole med denne film, som på den ene side slår på at være en splatterkomedie, og på den anden side indeholder så mange lag og fortolkninger af personer og scenarier, at den oplagte målgruppe for splatterkomedien muligvis finder den for kedelig. For mig er der dog ingen tvivl om, at jeg følte mig fantastisk godt underholdt af Eddie – the Sleepwalking Cannibal.

Filmen er instrueret af Boris Rodriques, der også har været med til at skrive manuskriptet. Blandt pudsighederne er, at hver gang Lars kører bil, hører han en operakanal på radioen. Og alle operaerne bygger på skrækkelige fortællinger om mødre, der slår deres børn ihjel osv. Således viser det sig, at anerkendt kunst og vold slet ikke er så langt fra hinanden.

Om filmen:

Instruktør: Boris Rodriques
Udgivelsesår: 2012

Wrong Turn

Wrong TurnWrong Turn er en lige ud ad landevejen film. Du ved, hvad du får, og allerede kort inde i filmen kan man regne ud, hvem der overlever, og hvem der dør. Det betyder dog ikke i dette tilfælde, at her er tale om en dårlig film, for Wrong Turn er vældig underholdende alligevel.

Chris Flynn er på vej til en vigtig jobsamtale, men hovedvejen er spærret pga. en ulykke. Derfor tager han en lille bjergvej, som ifølge kortet skulle ramme hovedvejen igen længere fremme. Men i stedet for ender han i et brager han ind i en bil, der holder midt på vejen. Bilen tilhører en gruppe venner, som er på weekendtur i bjergene. Deres bil er punkteret på alle hjulene, og da Chris’ bil bliver smadret i uheldet, må de hente hjælp til fods. To venner bliver ved bilen, mens kæresteparret Carly og Scott følger med Chris og Jessie efter hjælp.

De finder også et hus, men ingen svarer, da de banker på. I jagten på en telefon (der er naturligvis ingen dækning på mobilen) går de ind i huset, og her finder de et usædvanligt hjem. Det går snart op for dem, at lige netop disse bjergboere er mere end almindeligt indavlede, og at de ikke skal forvente hjælp fra dem. Og da de tre beboere vender tilbage, mens vennerne stadig er i huset, er gode råd dyre.

Plottet i Wrong Turn er som sagt temmelig gennemskueligt. Du skal ikke have set mange gyserfilm, for at du kan regne ud, hvordan den ender. Selv en af figurerne advarer om, hvad der vil ske, da han spørger de øvrige: “You know the movie Deliverance?” Alligevel er Wrong Turn rigtig underholdende, for den bilder ikke seerne ind, at den vil være mere. Den er fyldt med jump-scares, gode forfølgelses-scener, en rigtig final-girl som udvikler sig til at sparke indavlet bjergbeboer-røv så det basker, og så er Stan Winston producer.

Stan Winston har lavet special effects til film som The Terminator, Aliens, Predator, Leviathan, Constantine, Iron Man og Avatar for blot at nævne nogle af hans film. Han har vundet ikke mindre end tre Oscars og været nomineret yderligere seks gange. Det betyder heldigvis, at der er gjort meget ud af special effects her, så dels får vi nogle herlige dødsscener (bl.a. en halshugning i et træ), og dels er de tre indavlede bjergboere ikke bare iført en fjollet paryk, men ligner virkelig nogen, man nødigt vil møde i det virkelige liv. Endeligt er der også nogle yderst vellykkede CGI effekter i. Bl.a. ser man på et tidspunkt et øje kigge ud af et nøglehul, i øjet genspejler scenen sig som øjet ser på, og det er rigtig godt lavet.

Jeg er sikker på, at Rob Schmidt har fundet inspiration i film som The Hills Have Eyes, Deliverance og selvfølgelig The Texas Chainsaw Massacre, da han gik i gang med dette projekt, og selvom Wrong Turn aldrig bliver overraskende, som nogen af de ovenstående var, så var jeg underholdt hele vejen og måtte tage mig i at sidde og heppe på de fem venner (pånær den irriterende Carly der ikke kan holde alt det væmmelige ud! Hende ville jeg bare have slået ihjel af bjergboerne hurtigst muligt). Så snup Wrong Turn hvis du trænger til lidt actionfyldt gys uden store overraskelser.

Der er iøvrigt lavet et par efterfølgere til også: Wrong Turn 2: Dead End i 2007 og Wrong Turn 3: Left for Dead i 2009. Ingen af dem dog af Rob Schmidt, der til gengæld er repræsenteret i Masters of Horror-serien med filmen Right to die.

Om filmen:

Instruktør: Rob Schmidt
Udgivelsesår: 2003

Frontiers

FrontiersI en blanding af The Texas Chainsaw Massacre og The Hills Have Eyes tager den franske instruktør Xavier Gens os ind i en verden fyldt med rå sadisme, trøstesløse farver, menneskelig ondskab og mod.

I Paris står gaderne i brand. Der er optøjer som følge af valget, hvor højrepartiet er gået stærkt frem. Fem unge af muslimsk baggrund har benyttet balladen til at begå røveri, men Sami bliver ramt af politiets kugler under flugten. Hans søster Yasmina og eks-kæresten Alex kører Sami til hospitalet, mens Farid og Tom kører mod Holland. Meningen er, at de skal mødes på et hotel nær grænsen.

Men alt går galt. Sami dør på hospitalet, og Yasmina og Alex må flygte fra politiet igen. Imens har Tom og Farid godt nok fundet et stille hotel at booke ind på, men værterne er ikke helt almindelige. Pludselig er også Tom og Farid på vild flugt, og da Yasmina og Alex finder frem til hotellet, er de to venner væk. Og snart går det op for Alex, at det ikke er et godt sted at være.

Frontiers er en barsk film, og jeg sad det meste af filmen med en ubehagelig fornemmelse i mellemgulvet. Man er bare ikke sikker på, at nogen klarer sig igennem i live, og de uheldige dør på virkelig modbydelige måder. I film som Wolf Creek bliver den blodige udpensling af volden for meget efter min mening. Men her i Frontiers virker det ikke påklistret og bliver dermed en naturlig del af historien. Så selvom her er nogle vildt klamme scener, bliver det aldrig torturporno.

Visuelt er filmen også værd at se. Det meste er filmet i meget trøstesløse farver, hvilket fuldkomment illustrerer den tilstand personerne befinder sig i. Skuespillet er i top, lige fra psykopat-familien til vores gruppe af unge helte – som under andre omstændigheder ligeså vel kunne have været skurkene.

Jeg blev fuldstændig blæst væk af Frontiers, og jeg må igen takke Rikke Schubart for at åbne mine øjne for den nye bølge af fransk horror. De har bare en helt særlig tone i deres film, som gør dem barske, realistiske og temmelig uhyggelige.

Efter at have set filmen læste jeg flere anmeldelser af den, og det var lidt pudsigt at opdage, at stort set alle amerikanske anmeldelser var dårlige, mens de europæiske var positive. På Uncut.dk har Caspar Vang f.eks. følgende at sige om Frontiers: “Først og fremmest er filmen en refleksion over grusomhed, og hvordan trinvis mere og mere ekstrem vold rykker vores grænser. Både for, hvad vi kan holde ud at se på, og hvem vi holder med. For hvordan har vi det, når protagonisterne koldt og kynisk basker en politibetjent til plukfisk? Den ene voldelige handling afløser den næste og sættes i perspektiv af ydmygende overgreb fra de nådesløse nazister, som fremstår som den ultimative terror. Tingene får nemlig yderligere en interessant vinkel, idet de unge flygter fra, hvad de opfatter som et rædselsregime, for blot at lande i et VIRKELIGT rædselsscenarium, der får sammenstødene i Paris’ forstæder til at ligne en udflugt med børnehaven. Nazirædslerne, de unge render ind i, fungerer som et ildelugtende ekko fra fortiden, og, vi kan let ende her igen, fortæller Frontier(s) os formanende, hvis vi ikke passer på.

Mens John Anderson på Variety.com har denne holdning: “Can a movie be an adrenalin-fueled, blood-gushing thrill ride and still be as boring as dirt? Apparently. The French answer to “Hostel” and “Saw” — which is like being the French answer to rock ‘n’ roll — “Frontier(s)” is a 100-minute hemorrhage that doesn’t bring anything to the operating table of torture-porn but more gore, cruelty and misery.”

Jeg synes dog på ingen måde, at Frontiers er kedelig og kan kun anbefale den.

Om filmen:

Instruktør: Xavier Gens
Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: Frontière(s)