Indlæg tagget med ‘Kat Lassen’

Read.Die.Repeat – Horror og weirdart for voksne, vol. 3

Read.Die.Repeat vol. 3

I april 2021 udkom første bind af Read.Die.Repeats magasin med horror og weirdart for voksne. Dengang var forlaget helt nyoprettet, og selvom indholdet var godt i første bind, manglede magasinet lidt finish. Nu er Read.Die.Repeat vol. 3 på gaden, og denne gang er det et magasin i topform.

Magasinet er fyldt med noveller, illustrationer, tegneserier, digte og artikler fra en række danske kunstnere.

I redaktørens hjørne ser Jonas Aagaard Dinesen nærmere på monstrets rolle i gyset og i eventyret. Jacob Krogsøe kommer med et bud på, hvad der definerer en god gyser. Mens Aske Munk-Jørgensen skriver om zombien – set i forhold til de tidlige kristne tekster. Det var en vinkel, jeg aldrig har set før, og det er en uhyre interessant artikel.

Flere dygtige illustratorer medvirker i Read.Die.Repeat vol. 3. Jeg blev især fanget af ‘Mareridt’ af Pelle Gedtek, der gav mig mindelser til Edvard Munchs ‘skriget’; samt bagsiden ‘Voodoo’ af Christina Larsen, der også stod for forside-illustrationen på det første nummer af Read.Die.Repeat. Hun har bare en streg, der appelerer til mig.

Denne gang er der to tegneserier med: ‘Fatal Error’ tegnet af Kasper Thorup Nielsen med tekst af Jonas Aagaard Dinesen; samt ‘Life Support’ af Karsten Brandt-Knudsen. Førstnævnte er i farver og overvejende i rene streger. Historien handler om en mand, der når sit bristepunkt, og jeg kan vældig godt lide, hvordan det grafiske skifter mellem meget rent og mere skraveret, som plottet skrider frem. Jeg kunne godt have ønsket, at tekstboblerne var med lidt større skrift, men det er nok fordi, jeg er ved at være gammel.

‘Life Support’ af Karsten Brandt-Knudsen er holdt i sort/hvid, og stilen minder nærmest om linoleumstryk. Historien åbner med en scene, hvor en person, der giver associationer til fortidens pestlæger, bolter en dør til på vej ud. En rigtig fin fortælling med et fedt twist.

Jeg er ikke den store lyriklæser, men der er også et par bidrag med herfra. Anne-Mette Brandt bidrager med den lyriske ‘Tynde vægge’, mens Marie Louise Pedersen har skrevet et længere digt med titlen ‘Den inderste cirkel’.

11 noveller har også fundet vej til magasinet, og her er både navne jeg kendte og nye forfattere.

‘Jeg er her stadig’ af Barbara Beatrice Davidsen fortælles af en person begravet under en græsplæne. Novellen er både klam og morsom, og jeg var stærkt underholdt under læsningen.

I ‘Den glemte park’ af Kat Lassen er et kærestepar på ferie på Samos, hvor der ligger en helt særlig forlystelsespark.

David Garmark er en meget produktiv forfatter med flere romaner bag sig. Her byder han ind med novellen ‘Rekviem for en spejder’ med en (for mig) meget overraskende fortæller. Jeg skulle tænke mig lidt om undervejs, før sammenhængen gik op for mig, men det gør jo bare læseoplevelsen mere interessant.

Der er mange gode noveller med, men min yndlingshistorie må være ‘Limbo’ af C.C. Thybro. Her følger vi en taxichauffør, der skal oplære en ny chauffør til at køre i en helt særlig zone. Jeg er vild med oplægget til historien. Jeg er vild med stemningen. Og jeg er vild med plottet og måden Thybro fortæller på. Jeg har tidligere læst flere noveller af Thybro, bl.a. ‘Skimmel’ fra Pulp Horror Fiction, der udkom i 2021, og hun er helt sikkert en forfatter, der er værd at holde øje med.

‘Mareridtet der aldrig døde’ er skrevet af Jette Kjær Petersen. Her flytter Daniel ind i en nyrenoveret lejlighed hos en gårdejer sammen med sin hund og sin kat. Tæt på ligger en skov, og rygtet siger, at den er hjemsøgt.

Sorg, jalousi og et gammelt egetræ er blandt ingredienserne i Maria Aagaards novelle ‘Galgetræet’. Og jalousien går igen i Louise Willingsøes ‘Love Me-Chan’, hvor Magnus og Liv netop er gået fra hinanden. Kort efter møder han Hong et ret uventet sted.

Nis Sperling debuterede med den vellykkede Skaberværk i 2021. En science fiction roman om Teófilo Reyes, der er skyggebokser. Hans novelle ‘En mand tager form’ er en rå, men velskrevet fortælling, som jeg læser som en slags forløber til universet i Skaberværk.

Også Freddy E. Silva er et kendt navn efterhånden. ‘Slaven i skyggerne’ er den tredje novelle om krigeren Morgion, som denne gang ender i ørkenlandet Adhorran, hvor en ældgammel og grusom hemmelighed lurer i ødemarken. Silva beskriver selv novellerne som dark fantasy/lovecraftian/sword & sorcery, og historierne er vældig underholdende.

‘Syndikatet: Mærkeren’ er skrevet af Mariane Mide. Novellen følger et væsen, der får til opgave at finde et menneske og mærke ham. Novellen er velfortalt, uhyggelig og meget stemningsfuld, og selvom jeg ikke er helt sikker på, om jeg forstår den, så var jeg godt underholdt.

Sidste novelle i denne omgang er ‘Rotter i rummet’ af Jonas Aagaard Dinesen. Her følger vi et ægtepar, der er på vej til Lunar Resort 1 – verdens ældste og mest luksuriøse månestation. Glimrende science fiction novelle med en temmelig irriterende hovedperson, der får som fortjent.

Nyeste nummer af Read.Die.Repeat kan varmt anbefales, hvis du interesserer dig det mindste for horror og weirdart. Både indholdet og layoutet er vokset siden første nummer, og børnesygdommene er nu stort set væk. I stedet er der kommet spændende nyt indhold til i form af artikler og lyrik, og samtidig er der stadig fokus på den gode fortælling både i form af ord og billeder.

Godt gået. Jeg glæder mig allerede til vol. 4.

Om Read.Die.Repeat vol. 3:

Udgivelsesår: 15.05.2022
Forlag: Read.Die.Repeat, 182 sider
Forside: Jan Jensen

Indhold:

Jan Jensen: Forsideillustration
Jonas Aagaard Dinesen: Redaktørens hjørne (artikel)
Jacob Krogsøe: En god gyser (artikel)
Aske Munk-Jørgensen: En hvisken i dit øre (artikel)
Charlotte T. Frobenius: Where did she go (illustration)
Barbara Beatrice Davidsen: Jeg er her stadig (novelle)
Kat Lassen: Den glemte park (novelle)
David Garmark: Rekviem for en spejder (novelle)
Kasper Thorup Nielsen og Jonas Aagaard Dinesen: Fatal Error (tegneserie)
C.C. Thybro: Limbo (novelle)
Anne-Mette Brandt: Tynde vægge (lyrik)
Lauge Eilsøe-Madsen: Afgrundens hersker (illustration)
Jette Kjær Petersen: Mareridtet der aldrig døde (novelle)
Maria Aagaard: Galgetræet (novelle)
Karsten Brandt-Knudsen: Lust for Life (illustration)
Marie Louise Pedersen: Den inderste cirkel (lyrik)
Louise Willingsøe: Love Me-Chan (novelle)
Pelle Gedtek: Mareridt (illustration)
Nis Sperling: En mand tager form (novelle)
Freddy E. Silva: Slaven i skyggerne (novelle)
Mariane Mide: Syndikatet: Mærkeren (novelle)
Karsten Brandt-Knudsen: Life Support (tegneserie)
Jonas Aagaard Dinesen: Rotter i rummet (novelle)
Christina Larsen: Rotter i rummet (illustration)
Christina Larsen: Bagsideillustration “Voodoo”

  • Mareridt af Pelle Gedtek fra Read.Die.Repeat vol. 3
  • Voodoo af Christina Larsen fra Read.Die.Repeat vol. 3

Noget er på vej – 24 fortællinger om nordisk folketro / red. Helle Perrier

Noget er på vej - 24 fortællinger om nordisk folketro / red. Helle Perrier

Noget er på vej er en utrolig flot udgivelse fra forlaget Krabat bestående af 24 noveller med udgangspunkt i den gamle nordiske folketro. Samlingen indledes af et kort forord om sagn og mærkelige væsener af arkivar Lene Vinther Andersen, og hver fortælling prydes af en smuk illustration i gråtoner. Bagerst er en kort introduktion til de 23 medvirkende forfattere. Med sine godt 400 sider er det en udgivelse, der både fylder og pynter på boghylden. Og heldigvis er indholdet også godt.

Enkelte af historierne foregår i “gamle dage”, men de fleste af dem er flyttet op i nutiden. Det er dog ingen hindring for uhyggen i de gamle sagn, som det i det store hele lykkes forfatterne at integrere i det moderne liv.

I det hele taget synes jeg, at niveauet af historierne er højt, men jeg har dog alligevel nogle favoritter. Af dem vil jeg blot fremhæve et par stykker her i omtalen.

Det er ikke så længe siden, jeg læste antologien Pulp Horror Fiction, hvor Lars Ahns novelle ‘Døden i kloakken’ var en af mine favoritter. Det samme kan siges om hans novelle ‘E. Høj‘ her i Noget er på vej.

Ahns novelle handler om en ellepige, der i mange år har levet i menneskenes verden. Her tjener hun staten og sørger for, at uønskede elementer skaffes af vejen i al ubemærkethed. Men en aften opdager hun, at hendes offer er beskyttet af magi, og det bliver starten på en omvæltende opdagelse. Historien er velskrevet, og jeg synes, twistet med at indsætte en ellepige i vores nutid og endda lade hende være en slags lejemorder for staten er både overraskende og godt fundet på. Du kan læse mere om tankerne bag novellen på Lars Ahns hjemmeside.

Jeg var også ret begejstret for ‘Mørkeræd‘ af Andrias Andreasen. Her introduceres vi for en række gamle sagn og myter, idet hovedpersonen får fortalt de uhyggelige fortællinger en mørk aften på turen hjem fra sin mormor. Slutningen vender op og ned på vores forventninger om, hvad der er uhyggeligt, og det fungerer rigtig godt.

Det er ikke så tit, at træer er hovedpersonen, men det er tilfældet i ‘Hyldemor‘ af Maria Pilh Bengtsen. Her fortæller et gammelt hyldetræ om fortiden og afslører til sidst en grum hemmelighed. Hyldetræer blev i folketroen betragtet som et træ med særlige evner. Hvis man behandlede træet med respekt, passede det på husstanden. Men ve dem der kom på tværs af et hyldetræ.

Draugens døtre‘ af Thea Marie Munk Pedersen handler om Frida og hendes mor og søstre. Deres far druknede for noget tid siden, og nu vender han tilbage som en draug, der ønsker at trække de levende med ham ud til havet. Jeg kendte ikke sagnet om draugen, der stammer fra Norge (læs mere her), men historien er velfortalt og slutningen grum.

Sinus Reuss’ novelle ‘Ormegården‘ handler om teenageren Mikkel, der er dødssyg af kræft. Familien flytter derfor ind i et gammelt hus med en forfalden have for at komme tættere på hospitalet. Deres nye nabo Pil er ikke som folk er flest, og hun fortæller Mikkel om hultræet i haven. En rigtig fint fortalt historie hvor slutningen endnu en gang overrasker.

Naturligvis (fristes jeg til at skrive) hører Teddy Vorks novelle ‘Skiftning‘ også til blandt de bedste i Noget er på vej. Hovedpersonen er drengen Knud, der kender en masse af de gamle fortællinger. En dag hører han et råb om hjælp ude i skoven, og finder Skiftningen, som landsbyen kalder ham, fanget i et gammelt egetræ. Skiftningen sidder fast og beder Knud om hjælp. Men kan og vil Knud hjælpe? Vork skriver altid godt og formår at blande uhygge med eftertænksomhed. Og så kom jeg til at tænke på hans roman Diget, der ligeledes har en sagnkyndig Knud i hovedrollen.

De nævnte historier er blandt mine favoritter, men jeg kunne sagtens have fremhævet flere. Som sagt synes jeg i den grad, at her er tale om en kvalitetsudgivelse, både indholdsmæssigt og håndværksmæssigt. Historierne kan læses fra +12 år, og jeg var glimrende underholdt, selvom jeg nærmer mig de 50 🙂

Om Noget er på vej:

Udgivelsesår: 06.11.2021
Forlag: Krabat, 408 sider
Omslag: Joanna De Romanus

Indhold:

Forord af Lene Vinther Andersen, cand.mag. i historie og dansk
Ormegården af Sinus Reuss
Skifting af Teddy Vork
Draugens døtre af Thea Marie Munk Pedersen
Bare grave af Nicoline Kjærsgaard Møller
Nis af Alexandra Vinther
Har du mønt? af Rikke Havner Alrø
Bortledt af Thea Astrid
Usynlig af Mette Engel-Holm
Hesten af vand af Silja Bødker
Den vilde jagt af Signe Fahl
Glemslens sø af Kat Lassen
Fantomlys af Helle Jakobsen
Aqua sapiens af Mariane Mide
Hyldemor af Maria Pihl Bengtsen
Maren af Summer Ema
E. Høj af Lars Ahn
Mod lyset af Rasmus Vestergaard
Lilli-Rose af Malene Fabricius Holm
Løftet af Alexandra Vinther
Mørkeræd af Andrias Andreasen
Æ krochmand af Judith Annette Sølvkjær
Klokkedybet 2.0 af Pernille Thorenfeldt
Alt var hvidt af Gudrun Østergaard
Made in Denmark af Barbara Beatrice Davidsen

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Nordiske guder af Johan Egerkrans
De udøde af Johan Egerkrans
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
Mennesker og mosevæsner af Jens S. Holt
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Blodets bånd af Christian Kronow
Diget af Teddy Vork