Indlæg tagget med ‘katastrofer’

Udhængt af Per Jacobsen

Udhængt af Per Jacobsen

Er du til snigende uhygge, overraskende plot-twists og topklasse horror, så er Udhængt af Per Jacobsen et rigtig godt bud.

Randall Morgan har netop færdiggjort sin seneste roman, og er efter 14 dage i en afsidesliggende hytte ved Maiden Lake på vej hjem til East Alin. Han glæder sig til at se sin søn Billy igen, og til at vise ham bogens dedikation. For selvom Randall elsker sin søn, er deres forhold ikke så tæt længere efter skilsmissen fra Allie, Billys mor.

Men før Randall når helt hjem, opdager han en hængt mand i en lygtepæl. Chokeret ringer han til alarmcentralen, der lover at sende en patruljevogn. Før den ankommer, begynder Randall dog at fornemme, at noget er HELT galt. Ikke blot er der en hængt mand i lygtepælen. Ingen andre end ham lader til at finde det underligt! Og da betjenten når frem, udvikler situationen sig fra slem til værre.

Hvad er der sket i de 14 dage Randall har været væk? Hvorfor virker folk ligeglade med de døde, der hænger rundt omkring? Og er det kun sket i East Alin eller over hele landet?

Jeg har tidligere læst Spejlkabinettet af Per Jacobsen, der udkom i 2020. Den var jeg ret begejstret for, så da forlaget HumbleBooks spurgte, om jeg var interesseret i at anmelde Udhængt, sagde jeg straks ja. Heldigvis for det, for Udhængt er endnu bedre.

Der er ingen tvivl om, at Per Jacobsen er inspireret af Stephen King (som stort set alle, der skriver horror i dag, er). Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Desperation, da jeg læste scenen, hvor Randall taler med politibetjenten om den hængte mand. Den tanke har Jacobsen også selv haft, for i indledningen til 2. akt er der indsat et citat fra netop den.

Der er i det hele taget en fed King vibe over fortællingen, fra dengang King var bedst. Dengang han overraskede, ligeså vel som han forførte med sine portrætter og stemningsfulde historier. Dengang man sad med tilbageholdt åndedræt under læsningen, fordi man ikke kunne regne ud, hvordan det hele skulle ende. Dengang han kunne være så ond, at det næsten ikke var til at bære. Tag ikke fejl. Jeg er stadig meget glad for King, og I kan glæde jer til Blodtørst og andre fortællinger, der snart udkommer. Den er classic King, men der er ikke mange overraskelser under læsningen. Det er der til gengæld i Udhængt. Altså overraskelser.

Tit sidder jeg og gætter forud, når jeg læser, men det havde jeg ikke tid til denne gang. Jeg var simpelthen for opslugt, og siderne nærmest læste sig selv. Som sidste side nærmede sig, blev jeg dog lidt nervøs for, om slutningen ville leve op til handlingen. Det gjorde den heldigvis. Tingene bliver ikke overforklaret, og slutningen er fuldstændig åben – og i min optik – grum, som når King er værst.

Der findes forskellige typer af gode bøger. Søstre af Daisy Johnson, som jeg læste tidligere på året, er en fremragende roman, der med sit sprog, sin stil og tematikker efterlod et dybt aftryk i mig. Udhængt er god på en helt anden måde. Her udruller handlingen et spor, det er umuligt at vige bort fra. For HVAD SKER DER NU! Spændingskurven er støt stigende, og gyset er i højsædet, når Randall med sin bror Tommy forsøger at finde ud af, hvad der er sket, og hele tiden er underholdningsværdien helt i top, mens vi følger dem i deres færd i denne nye, farlige verden.

Måske kommer Udhængt ikke til at vinde fine litterære priser, men det er topklasse underholdning, og dansk horror af international klasse. Jeg var i hvert fald solgt, og kan kun varmt anbefale et besøg i Per Jacobsens univers. Også selvom du nok aldrig mere vil kunne se på en politibetjent med helt samme tryghed i maven som før.

Udhængt udkommer d. 1. oktober 2021. Forlaget fortæller, at den samme dag udkommer som e-bog på engelsk med titlen Strung, samt at der også er en spansk oversættelse på vej.

Uddrag af bogen:

Randall Morgans første tanke var, at det måtte være en spøg. En drengestreg, sikkert lavet i forbindelse med Halloween, der var lige så usmagelig, som den var veludført.

I virkeligheden var denne tanke dog intet andet end en desperat forsvarsmekanisme, for inderst inde var Randall godt klar over, at allehelgensaften længe var overstået. Desuden behøvede han ikke at bruge ret lang tid på at studere detaljerne i det aparte syn, som bilens lyskegler havde bragt i fokus på den anden side af den regnvåde forrude, for at vide, at det umuligt kunne være en joke.

Og skulle der på trods af disse ting alligevel herske et gran af tvivl i Randalls sind, forsvandt det endegyldigt, da efterårsvinden uden for køretøjet et øjeblik tog til og derved fik drejet den livløse mand, der hang og dinglede i lygtepælen, rundt, så hans ansigt kom til syne.

Hans blålilla, opsvulmede ansigt. (side 11)

Reklame: Tak til forlaget HumbleBooks der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Udhængt:

Udgivelsesår: 01.10.2021
Forlag: HumbleBooks, 361 sider
Omslagsgrafik: Per Jacobsen

Læs også

Spejlkabinettet af Per Jacobsen
The Uninvited af Liz Jensen
Desperation af Stephen King
Søvnløs af Stephen King
Kold karantæne af David Koepp
Udslettelse af Jeff VanderMeer

Carriers
The Crazies
Invasion of the Body Snatchers (1956)

Undergang af Søren Poder

Undergang af Søren Poder

Jeg har altid været fascineret at læse og se film om pandemier, men da jeg i weekenden gik i gang at læse ”Undergang” af Søren Poder, var jeg alligevel lige ved at lægge den fra mig. For selvom COVID-19 pt. er under kontrol i Danmark, var scenariet, hvor det går galt, ubehageligt tæt på. Og det at romanen udspiller sig i Danmark gjorde forløbet skræmmende realistisk.

Forlagets beskrivelse:

Niels og Marie er pensionister og holder sig hjemme i rækkehuset, mens corona-virussen hærger. Men trods påpasselighed og social distance rammer sygdommen og tvinger dem fra hinanden, og pludselig kan Niels ikke få kontakt til sin hustru.

Niels klamrer sig til troen på, at myndighederne har situationen under kontrol, men virussen er langt mere aggressiv end forventet, dødstallet stiger, og anarkiet breder sig i takt med, at samfundets institutioner bryder sammen.

Den brutale virkelighed trænger ind ad døren og konfronterer Niels med en forandret verden, og nu er han nødt til at begive sig ud på en desperat rejse og et opgør med omgivelserne og sig selv, hvis han vil gøre sig håb om at se Marie igen. Spørgsmålet er, om det allerede er for sent.

Oftest fortælles epidemi-fortællinger fra unge, stærke menneskers synsvinkel, men Søren Poder lader den 75-årige Niels være jeg-fortælleren i ”Undergang”. Han overlever i første omgang at blive smittet, fordi det er først i pandemien, hvor sygehusene – og samfundet i det hele taget – endnu fungerer.

Men som smitten breder sig, begynder samfundet at bryde sammen, og han bliver sendt hjem, længe før han egentlig er rask nok. Blot for at opdage at hustruen Marie er blevet indlagt. Trods gentagne forsøg på at ringe til Maries mobil og til hospitalet, lykkes det ikke Niels at nå i gennem. Han slår sig til tåls med, at der er travlt, og at myndighederne nok skal give besked, hvis det bliver nødvendigt.

Niels forsøger at komme igennem dagene. Han er stadig meget svag, men hunden Molly skal luftes, og snart begynder det også at knibe med forsyningerne. Trods påbuddet om at blive inden døre hvis man er smittet, vover Niels sig ud for at skaffe mad. Og her konfronteres han for alvor med, hvor galt det står til.

Efterhånden som dagene går, bliver Niels’ tiltro til myndighederne sat mere og mere på prøve. Hvorfor sørger de ikke for, at telefonnettet virker? Hvor er de, da han forsøger at tilkalde hjælp til naboen, der ligger syg i rækkehuset ved siden af? Hvor er de, da hamstringen i supermarkederne løber helt ud af kontrol? Hvorfor kan han ikke få kontakt til hospitalet og høre, hvordan Marie har det? Og hvorfor bliver vejene pludselig spærret af hæren?

Undergang er måske ikke blændende litteratur, men det er heller ikke nødvendigt for at fortælle en relevant og interessant historien. Romanen er et troværdigt bud på, hvordan det kunne være gået, hvis COVID-19 havde været værre. Det er skræmmende at se, hvor hurtigt et samfund falder fra hinanden, og enhver bliver sig selv nærmest i kampen for overlevelse. Frygt får mennesker til at handle selvisk, og for folk som Niels, der alle dage har levet med troen på myndighederne, er det måske endnu sværere.

Det er ikke en bog, man bliver i godt humør af, men det er en bog, der får læseren til at tænke. Hvordan ville jeg reagere?

I dag kan vi godt grine ad de første dages toiletpapirs-hamstring, men hvad hvis situationen havde udviklet sig værre? Havde de butiksansatte vist samme moral og samfundssind og var blevet på deres plads, hvis sandsynligheden for at blive dødelig syg havde været større? Og hvad hvis forsyningerne af værnemidler aldrig var kommet op at stå?

I et interview med den 46-årige Søren Poder fortæller han, hvordan idéen til ”Undergang” opstod, da han hørte en politiker udtale, at fællesskabet har stået sin prøve og vist sig stærkere end en virus. Poder kom i tvivl, om det nu også er sandt, eller om vi bare har været heldige? (Læs interviewet her)

Poder er uddannet journalist samt cand.mag. i journalistik og kommunikation. Han debuterede med ungdomsromanen ”Sidste skoledag” i 2015, en fiktiv historie baseret på virkelighedens skoleskyderier.

Anmelderne skriver:

Litteraterne:
Romanen skildrer troværdigt et sammenbrud af samfundet og et opblomstrende anarki, som ikke nødvendigvis ser ud som i amerikanske film, men nærmere er en stigende egoisme og ligegyldighed hos den enkelte borger. Undergang handler derfor ikke kun om samfundets undergang, men også de enkelte personer, som Niels møder på sin færd. (Læs hele anmeldelsen her)

Cats, Books and Coffee:
Undergang er en roman der rammer præcis ned i nutidens rammer, hvilket gør den skræmmende realistisk. Tanken om den fine grænse mellem orden og anarki – en grænse vi vel sagtens kunne have overskredet – ligger som en truende skygge over landet. Niels og Marie var et helt fantastisk par, der fremstod så realistiske, at man næsten kunne se dem træde ud af romanen. Deres kærlighed var så gribende, hjerteskærende og smuk, som man kun finder det hos mennesker, der har levet et helt liv sammen. (Læs hele anmeldelsen her)

Kulturhatten.dk:
Stemningsbilleder som vi husker, og som vi alle har godt af at huske; det var en del af vores fælles historie; det var det, vi var en del af, og som vi overlevede, og derfor er det vigtigt med bøger som Søren Poders, der blot prikker godt og grundigt til menneskers tolerancetærskler og mangel på omsorg i krisesituationer. Hvordan vil det gå os næste gang, en pandemi og en endnu større og mere voldsom af slagsen rammer os? Kan vi gøre noget for at forberede os, kan samfundet tage hånd om at finde en god balance mellem information og hensynet til Danmarks sikkerhed. (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Bogen formår fint at beskrive et corona-ramt samfund, hvor intet er som det plejer at være. På sin rejse møder Niels en befolkning, som alle er påvirkede af sygdommen og dens konsekvenser. Det er en beskrivelse af en civilisation i opløsning, hvor nogen forsøger at hjælpe, mens andre kæmper deres egen kamp. Sproget er let at læse, og med den fremadskridende handling lever man sig ind i Niels’ kamp for at blive genforenet med sin kone Marie.

Om Undergang:

Udgivelsesår: 03.06.2021
Forlag: Brændpunkt, 257 sider
Omslag: Søren Klok

Se et interview med Søren Poder om Undergang

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Det er bare en virus af Anders Fomsgaard
Den spanske syge af Tommy Heisz
De dødes tid af Thomas Helle
Den blege rytter af Klaus Larsen
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Station 11 af Emily St. John Mandel
23:59:00 – ét minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen
Undergang / red. Martin Schjönning
Den fjerde rytter af Jeanette Varberg og Poul Duedahl
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Stjerneklart af Lars Wilderäng

Stjerneklart af Lars Wilderäng

Stjerneklart af Lars Wilderäng

Stjerneklart udkom på dansk i 2019, men er fuldstændig fløjet under min radar. Heldigvis har jeg nu opdaget serien, hvor jeg indtil videre med stor fornøjelse har læst første bind, og glæder mig til at få fingre i efterfølgeren Stjerneskud.

Forlagets beskrivelse:

Der er noget, der ikke stemmer. Flere og flere defekte telefoner er blevet indleveret til reparation rundt om i landet. Men de kan ikke repareres, de er stendøde. Samtidig begynder en række uforklarlige hændelser i samfundet at afløse hinanden. En fabrikationsfejl i bilernes mikrochips forvandler inden længe vejene til bilkirkegårde. Togene rammes af elektriske fejl, sommerforkølelserne bliver mere og mere hårdnakkede, og strømafbrydelser bliver en del af den nye hverdag. På Karlsborgs flyveplads står elitesoldaten Gustaf Silverbane klar til en indsats i udlandet, da noget går frygtelig galt, og en ildkugle fylder himlen. Prepperen Filip Stenvik ser sin tidligere hobby forvandles til blodig alvor. I den stigende usikkerhed driver politimanden Peter Ragnhell sine i forvejen ukonventionelle metoder til kriminalitetsbekæmpelse over grænsen. Samtidig gør programmøren Anna Ljungberg en opdagelse, der truer med at ændre forudsætningerne for alt menneskeligt liv på Jorden. Eller er det allerede for sent? Efter endnu en strømafbrydelse ændrer alt sig. Det mørke efterår går over i en stjerneklar vinter, hvor kaos råder og få overlever.

Vi følger en række forskellige personer i tiden op til samfundets sammenbrud. Noget ødelægger elektronikken over hele verden, men på en sær, ukoordineret facon. Strømafbrydelserne bliver hverdag. Fødevareforsyningen går i stå, fordi bestillingerne foregår via computer, og fordi bilerne simpelthen ikke kan køre. Internet, tv, radio – det hele forsvinder. Alligevel bliver langt de fleste ved med at tro, at myndighederne lige om lidt får styr på situationen. Efterhånden står det dog smerteligt klart, at uden elektronik bryder samfundet sammen, og det er op til hver enkelt at overleve.

Det er ikke så længe siden, jeg med fornøjelse læste Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen. Ligesom Stjerneklart handler den også om, at samfundet bryder sammen, da elektronikken forsvinder. Hvor Christina Lassen-Andersen har fokus på, hvordan katastrofen påvirker menneskerne, er Lars Wilderängs tilgang mere spændings- og teknisk orienteret. På den led minder Stjerneklart om den kontrafaktiske roman 23:59:00 – et minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen, som jeg også var ret begejstret for.

Som dansker synes jeg det var interessant at se samfundsnedbruddet med svenske øjne. Ikke mindst fordi svenskerne har nogle særlige udfordringer med deres atomkraftværker, hvis al strøm forsvinder. Også deres elve kan forårsage langt større skade, hvis en dæmning bryder sammen, end Kongeåen kan i Danmark.

Af uransagelige årsager er der ikke særligt mange biblioteker, der har købt Stjerneklart-serien. Men send en opfordring til dit lokale bibliotek, hvis du har fået lyst til at læse den. Og ellers findes de også som både ebog og lydbog.

Det skriver anmelderne:

Bechs Books:
Stjerneklart er velskrevet og ganske uhyggelig. Plottet er virkelig fascinerende og spændende. Det er meget virkelighedstro – og mon der findes nogen helt almindelige mennesker, som faktisk tænker over, hvor meget strøm betyder for os i hverdagen? Tænk, hvis det forsvandt – stort set alt i vores dagligdag har brug for strøm på den ene eller anden måde for at virke, blive produceret og så videre. (Læs hele anmeldelsen på Bechs Books)

Bogblogger.dk:
Stjerneklart er første bind af Lars Wilderängs trilogi. Egentlig er det dystopisk sci-fi, men man kan godt fornemme, at Wilderängs andre romaner er spændingsromaner af forskellige arter, da der også her er en opbyggende og vedholdende spændingskurve i det meste af romanen. […] Det er en gennemtænkt og vel researchet roman med et fokus på de samfundsmæssige problemer snarere end de problemer, som mennesker skaber for hinanden i kampen for at overleve eller for at udnytte en situation for egen vindings skyld. Selvom vi ser de brodne kar og andre, som repræsenterer de negative sider af mennesket, så er det stadig medmenneskeligheden, empatien og forståelsen, der sejrer til sidst, når de forskellige story lines afsluttes. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger.dk)

Uddrag af romanen:

“Undskyld, men synes I, her lugter brændt?”

Eva nikkede. Der lugtede brændt. På den anden side af gangen begyndte folk at kigge sig omkring i kabinen, og en mumlen begyndte at brede sig.

Var der ikke endnu mere tåget i kabinen nu? Et fly havde røgdetektorer, så ild kunne det ikke være. Luften var ganske enkelt beskidt. Der måtte være noget med luftcirkulationen og airconditionfiltrene.

Eva rakte hånden op mod luftventilen. Der lod ikke til at komme nogen luft overhovedet.

“Røg!”

Stewardessen skreg højt og pegede mod gulvet ved Evas ben, hvor der steg røgfaner op af hendes håndtaske. Instinktivt sparkede Eva håndtasken ud i gangen. Stewardessen bakkede væk. Nogen skreg. Andre løsnede bælterne og rejste sig for at se.

“Væk! Til side!”

En anden stewardesse kom løbende med en lille brandslukker, som hun rettede mod Evas håndtaske og trykkede af. En hvid sky sprøjtede ud og dækkede tasken. De, der sad nærmest, begyndte at forlade deres pladser for at komme væk.

“Rolig! Bliv siddende på jeres pladser! Der er ingen fare! Vi har alt under kontrol! Iltmaskerne vil falde ned, men der er ingen grund til bekymring. Bliv på jeres pladser!”

Mærkeligt nok adlød alle. Eva stirrede på tasken. Der steg fortsat røg op fra den, og den lugtede af varm elektronik. Stewardessen fyrede ildslukkeren af igen. “Det slukker ikke!”

En mand kom farende, satte sig på hug ved tasken og fik låsen op. “Forbandende idiot!. Det er en overophedet computer! Jeg har set det før.”

Eva mærkede, at hun blev knaldrød i ansigtet og rystede på hovedet. “Nej, batteriet var helt afladet. Computeren kunne ikke bruges.”

Manden kiggede hurtigt op. “Fandme nej. Du har proppet en tændt computer ned i tasken. Der er noget galt med skidtet, den skal lukke ned, hvis den bliver for varm.”

Han greb fat i computeren for at trække den op af dens rum, men bandede højt og rev hurtigt hænderne til sig. “For helvede!”

Stewardesserne var bakket et par skridt væk og stod og snakkede ophidset sammen. En af dem kiggede fremad i maskinen, hvor en anden stewardesse slog ud med hænderne. Døren til cockpittet gik op, og en høj pilot hastede ind i kabinen. Han undersøgte hurtigt noget oven over passagersæderne længst fremme og stillede sig så midt i gangen og råbte med høj røst.

“Vi har problemer med iltsystemet. Vi er nødt til at dykke ned i lavere højde for at kunne lufte halon ud af kabinen. Der er ingen grund til bekymring, vi har øvet den slags. Bliv siddende på jeres pladser!” (side 48-49)

Om Stjerneklart:

Udgivelsesår: 21.11.2019
Forlag: Hoi, 419 sider
Omslag: Andres Timrén, Islington Design
Originaltitel: Stjärnklart, 2014
Oversætter: Ole Steen Hansen

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
De ubudne af Liz Jensen
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Vejen af Cormac McCarthy
23:59:00 – et minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen
Faldvand af Mikael Niemi
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Den 5. bølge af Rick Yancey

Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen

Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen

I vores moderne verden er vi fuldt afhængige af elektricitet. Uden strøm kan vi ikke lave mad eller vaske tøj. Trafiklys virker ikke, og det gør vandværker og varmeværker eller kasseapparater og computere heller ikke. Vi er med andre ord helt på r…. hvis strømmen ryger for alvor. Og det gør den i Christina Lassen-Andersens spændingsroman Mørkelagt.

Vi følger en række forskellige personer gennem den kaotiske tid, hvor alt strøm ryger på global plan. Blandt andre ægteparret Rasmus og Rikke og deres teenagesøn Jonas; Den pensionerede lærer Torben og veninden Ellinor; Den 15-årige Diana der er anbragt på en institution for utilpassede unge; Den medicinstuderende Sille og den erfarne sygeplejerske Fazir. Alle må de pludselig navigere i en helt ny og farlig verden, og gøre hvad der skal til for at overleve.

I starten forsøger myndighederne at tage affære, men hvordan kommunikerer man til et helt land, når du ikke bare kan tænde fjernsynet eller radioen, og der ingen kontakt er til satellitterne, som sørger for at internettet kan fungere? Og hvor længe kan du regne med at personel som læger, sygeplejersker, apotekere, betjente osv. vil blive på deres poster, når deres egne familier er i fare?

Overraskende hurtigt forsvinder civilisationens fernis, og det varer ikke længe, før det er alles kamp mod alle. Vi er så vant til at kunne åbne køleskabet, når vi er sultne; hente medicin på apoteket hvis vi er syge; eller bare at kunne ringe og skype til hinanden på tværs af verden. Så hvad gør vi, hvis vi pludselig er uden alt det?

Christina Lassen-Andersen har med Mørkelagt skrevet en overbevisende og foruroligende roman, om hvor hurtigt et samfund kan bryde sammen. Det er uhyggeligt at tænke på, hvor sårbare vi egentlig er, og hvor alvorlige konsekvenserne af et varigt strømsvigt kan blive. Ligeså skræmmende er det, når CLA ser på de moralske dilemmaer. For hvor dybt stikker næstekærligheden, når sulten banker på døren? Hvor langt vil du gå for at skaffe mad og medicin til din familie?

Jeg kom undervejs til at tænke på Stephen Kings roman Opgøret, som foregår i en verden, hvor en verdensomspændende pandemi har slået størstedelen af menneskeheden ihjel. King ser også nærmere på de enkelte menneskers skæbne. Hvordan man måske overlever den indledende katastrofe, blot for at dø af blodforgiftning efter at have skåret sig på et rustent søm. Samme vinkel har CLA i sin roman. Vi får ikke en afsluttende forklaring, men bliver blot kastet ind i konsekvenserne ligesom bogens personer. Det er deres liv og valg, der fører romanen frem og ikke en alvidende fortæller, og det giver fortællingen en skræmmende realisme.

Mørkelagt er Christina Lassen-Andersens debut, men det mærker man ikke. Sproget flyder let, og opbygningen med de skiftende synsvinkler er med til at skabe løbende suspense. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, som både er spændende og giver stof til eftertanke. En stor anbefaling herfra.

Uddrag af romanen:

Allerede inden de når ud på gaden, kan de lugte røgen. Torben sætter farten op og zigzagger igennem barrieren, der er sat op for at forhindre cyklister i at komme ind i parken uden at stå af. Han stopper op så brat, at Ellinor uden varsel braser ind i ryggen på ham. Ingen af dem siger noget. Foran dem midt i T-krydset ligger en bunke forvredet metal, og Torben kan tælle tre involverede biler.

Nederst ligger en lille hvid Ford med taget bukket sammen på midten. Halvvejs ovenpå ligger, hvad der ved første øjekast ligner en håndværkerbil med lad. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være en gartnerbil fra Vej og Park. En trillebør er blevet kastet af ladet og er landet på fortovet. Hjulet ruller stadig rundt, og besynderligt nok er det det, han fokuserer på. Hans hjerne nægter at håndtere, at der ligger et menneske kastet halvejs ud af forruden. Kølerhjelmen er dækket af blodet, der stødvist bliver pumpet ud af halsen på manden.

Den tredje bil er splittet ad. Den eneste grund til, at Torben kan se, at der er tre biler involveret, er antallet af hjul. Hvordan er det sket? Han ved godt, at det er en del af designet på moderne biler, at kabinen skal holde, mens resten af karrosseriet krøller sammen omkring den. Men det er umuligt at se, om designkriterierne har holdt. Tankerne flyver rundt i hovedet. Han kan se, at der er mennesker, der er kommet til skade. Han forstår, at han skal hjælpe. Men hvor skal han begynde? Det hele foregår i slowmotion, og benene nægter at bevæge sig.

Stilheden er overvældende. Bedøvende. Ellinor snor sig udenom Torben og kaster et enkelt blik på de krøllede biler. Så stikker hun telefonen i hånden på ham og kommanderer ham til at ringe efter hjælp. Selv løber hun hen til den nærmeste bil og forsøger at åbne førerdøren.

Fra de nærliggende huse kommer folk løbende for at hjælpe. Overfor parken ligger en lille kiosk, hvor Torben ofte har købt tyggegummi og en liter mælk med hjem. Ejeren kommer løbende med en pulverslukker i den ene hånd, mens han med den anden holder en mobiltelefon for øret. Han tager den ned igen og kigger frustreret på displayet. Så stiller han pulverslukkeren på vejen og ringer op igen. Tydeligvis uden resultat for manden stikker telefonen i lommen og ser sig om efter hjælp. Torben råber ham an og vinker med Ellionors telefon.

Det tager et par forsøg at få skidtet til at vise andet end sort skærm. Til sidst går det op for ham, at han skal stryge fingeren over displayet for at få adgang til telefonen. Adrenalinet får hans fingre til at ryste, og det er svært at ramme ikonet med den lille telefon. Han taster de tre cifre, og hører telefonen ringe op. Intet sker. Det forventede “Det er alarmcentralen” udebliver. (side 20-21)

Om Mørkelagt:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Forlaget Fjorden, 379 sider
Omslag: Sofie Raphael

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Opgøret af Stephen King
Den 5. bølge af Rick Yancey

Kimana Magars sidste sang af Karen Skovmand

Kimana Magars sidste sang af Karen Skovmand

Underholdende og veltænkt dansk science fiction roman om katastrofer, genopbygning og virtual reality

I 2037 bliver jorden uventet ramt af en astroide, som udrydder en stor del af jordens befolkning. Dels i de øjeblikkelige følger, såsom jordskælv og tsunamier, men også langtidsvirkningerne som støv i atmosfæren, der sænker temperaturen og dræber en lang række planter og dyr; ødelagte atomkraftværker der lækker stråling og forurener alt; samt naturligvis sult, mangel på medicin o.s.v.

Men 30 år efter har livet alligevel triumferet. Rundt omkring på kloden har små lommer af mennesker overlevet, og i kuppelbyen Lilypond har man opbygget en digital verden kaldet ‘Rummene’, hvor de unge kan opleve verden før katastrofen, med farver, smage og dufte som ikke mere findes i kuppelbyerne.

Romanen følger forskellige personer. I tiden lige efter katastrofen følger vi terapeuten Gorman. Vi hører, hvordan han overlever katastrofen og finder sammen med den katolske nonne Sara og datalogen Haiken og om deres forsøg på at nå frem til militærbasen L1L1P0ND. Vi hører om de valg og fravalg den militære ledelse må foretage, da de overlevende begynder at strømme til basen, og om de første hårde år hvor simpel overlevelse er en udmattende og endeløs kamp.

Som årene går, bliver forholdene for menneskene bedre i militærbasen, der nu har udviklet sig til kuppelbyen Lilypond. Men da børn begynder at begå selvmord, beslutter byens ledere sig for at gøre noget for at indgyde håb. Man begynder opbygningen af ‘Rummene’, som tilbyder en helt ny verden for brugerne. Men ingen roser uden torne.

Jeg var vældig underholdt af Kimana Magars sidste sang. Det er underligt, som nogle bøger bare fanger fra første sætning, og det var tilfældet for mig her.

Efter en prolog, der foregriber en dramatisk senere begivenhed, fortæller Karen Skovmand historien kronologisk. Sproget er nærmest klinisk under beretningen om de katastrofale følger af astroiden, men alligevel berørte personernes skæbne mig, og begivenhederne fremstår troværdige. Brugen af en alvidende fortæller gør, at vi ikke nødvendigvis kommer helt tæt på romanens personer. Alligevel er de interessante at følge, og jeg havde lyst til at vide mere.

Strukturen af romanen er også anderledes end de fleste. For det meste hører vi enten om katastrofen og tiden lige efter, eller også starter historien hvor samfundet er kommet på fode igen, og det virtuelle univers er opfundet. Her i Kimana Magars sidste sang får vi dog hele historien, inklusive hvordan ‘Rummene’ bliver opfundet. Det kan jeg godt lide.

Personligt kender jeg ikke meget til computerspil og virtual reality, men det havde ingen betydning for læsningen. Historien er underholdende uanset, og personligt glæder jeg mig vældigt, til nogen opfinder romanens husbotter. Sådan en vil jeg gerne have 🙂

Uddrag af romanen:

Persiennernes hvide plastiklameller dæmpede dagslyset udefra og forhindrede at patienterne lod sig distrahere af gadens liv. Men intet kunne stoppe det blændende klare lysglimt fra astroide K3, da den flænsede den grå efterårshimmel på sin vej mod oceanet. Det ledsagende brag fulgte lidt forsinket, men lydisoleringen reducerede drønet til noget der mindede om kraftigt tordenvejr.

Gorman så lysglimtet og kiggede et øjeblik forbavset mod vinduet.
Så kom trykbølgen.

Trykbølgen smadrede vinduet. Persiennerne afbødede de fleste glasskår, men ikke dem alle, og glasset ramte Gorman og hans patient. Gorman så det ske, som i slowmotion, samtidig med han blev kastet bagud, væk fra vinduet.

De blev begge ramt i ansigtet, men ikke alvorligt. Kun nok til lige at begynde at bløde. Andre glasskår ramte deres tøj, men uden at trænge igennem. Som et mirakel, tænkte Gorman, da han bagefter omsorgsfuldt tørrede Miriams ansigt af.

Hun var stadig delvist i trance, fyldt af ro og lykke. “Det var så klart, så tydeligt!” sagde hun til Gorman, og han vidste ikke om hun talte om lysglimtet eller sin vandring i underbevidstheden. Han valgte ikke at tale til hende om nogen af delene. Selv i denne akutte situation kunne han ikke holde op med at være behandler, og der var ingen grund til at bevidstgøre patienten om at der nok havde været et bombeangreb på byen. Eller for hende endnu værre: et fly måtte være styrtet ned.

Han åbnede dog døren til det fælles venteværelse. Det var tomt, som han forventede. John, hans kompagnon, holdt altid fri om onsdagen, ligesom Gorman altid gjorde om torsdagen. Der var heller ingen øvrige klienter før om eftermiddagen.

Han nåede ikke længere.
Jordskælvet kom.
(side 18-19)

Om Kimana Magars sidste sang:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Science Fiction Cirklen, 258 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Besøg Karen Skovmands hjemmeside

Læs også:

Ready Player One af Ernest Cline
Børnenes jord af Gipi
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Blår af Hugh Howey
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Vejen af Cormac McCarthy
Den hvide fjende af Niels Meyn
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Metrozone af Søren Mosdal
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Den sorte tåge af Fred Hoyle

Den sorte tåge af Fred Hoyle

For efterhånden lang tid siden købte jeg en stor stak gamle science fiction romaner. Nogle af dem havde jeg læst før, andre kendte jeg kun af omtale. På det seneste er jeg begyndt at læse stakken, og det er allerede blevet til flere gode gensyn. Bl.a. med Den sorte tåge af Fred Hoyle.

Historien udspiller sig i 1964-65, men prologen åbner med et brev dateret d. 19. august 2020 (altså i år!). En ung norsk astronom opdager under en rutineskanning af nattehimlen en mystisk sort plet, mens han er udstationeret på Mount Palomar, et astronomisk observatorium, beliggende i Californien. Han kontakter straks den ældre forsker, dr. Geoff Marlowe, som hurtigt indser plettens betydning.

Mens de amerikanske forskere og myndigheder overvejer situationen, har amatør astronomer i England opdaget et andet problem. De kan påvise, at planeterne Jupiter og Saturn er ude af position, og deres resultater bakkes op af Det Kongelige Observatorium. Astronomiprofessoren Chris Kingsley når frem til, at hvis disse beregninger er korrekte, betyder det, at en stor masse er trængt ind i solsystemet. Og det viser sig, at han har ret.

En stor sort tåge bevæger sig med utrolig fart direkte mod solen. Videnskabsmænd regner sig frem til, at tågen vil dække for solens stråler i en måned, og imens vil jorden blive udsat for voldsom kulde, der vil slå dyr, planter og mennesker ihjel. Men jo tættere tågen kommer på solen, jo mere går det op for videnskabsmændene, at tågen ikke følger naturlovene. Og så kommer professor Kingsley med en vild idé.

Den sorte tåge fortælles som sagt i et brev, der i tilbageblik beretter om begivenhederne. Forfatteren Fred Hoyle var selv astrofysiker og kendt for sine ind i mellem kontroversielle holdninger og teorier. Romanen er da også fyldt med videnskabelig snak, som heldigvis aldrig bliver docerende. Her er i stedet tale om en rigtig tjubang roman, der trods sine sort/hvide persontegninger, gammeldags udtryk som f.eks. elektronregnemaskiner og et lidt kliché-præget sprog alligevel skaber spænding på bedste vis.

Så jeg var godt underholdt under genlæsningen, hvor Hoyle opstiller en masse spændende spørgsmål og mulige svar. Mange af dem har jeg ingen forudsætninger for at vurdere sandhedsværdien af, men én af tågens følger er dog kommet tæt på vore dages virkelighed. Vi har i dag stor fokus på drivhus-effektens betydning for temperaturstigninger. Målet er at holde dem under 1,5 grader, da vi ellers risikere at havet vil stige helt op til 60 meter i løbet af nogle århundreder. I Den sorte tåge taler Hoyle om temperaturstigninger på 17-18 grader. Ganske vist giver det store problemer for menneskeheden, men ikke i form af de oversvømmelser vi i dag ved ville komme under de forhold.

Trods de mere end 50 år på bagen er Den sorte tåge stadig en læseværdig oplevelse. Efter min mening en klassiker som jeg bestemt kan anbefale.

Uddrag af romanen:

I de sidste dage af juni og i hele juli steg temperaturen støt over hele jorden. På De Britiske Øer klatrede kviksølvsøjlen langsomt i vejret, først stod den i tyverne, så i trediverne, og til sidst nåede den op i nærheden af 40-stregen, hvor den blev stående. Folk besværede sig over varmen, men der opstod ingen uro. Det var varmt, men det var til at udholde.

I De Forenede Stater indtraf kun forholdsvis få dødsfald, hovedsageligt fordi man i de foregående år og måneder havde fået bygget effektiver luftkonditioneringsanlæg overalt. Temperaturen steg til den dødelige grænse over hele landet, og folk var nødt til at opholde sig indendørs i ugevis. Engang imellem svigtede et luftkonditioneringsanlæg, og det var faktisk mest ved sådanne uheld, at varmen kostede menneskeliv.

I hele det tropiske bælte var der fortvivlede forhold, hvilket fremgår alene af den kendsgerning, at i alt 7.943 plante- og dyrearter uddøde fuldstændigt. At mennesker kunne overleve i disse forhold, skyldtes udelukkende, at de havde været i stand til at grave sig ned i kølige jordhuler eller opholdt sig i kælderrum. Intet kunne her gøres for at mildne den kvældende lufttemperatur. Hvor mange mennesker, der gik til grunde i netop denne fase af udviklingen, vides ikke. Det kan kun siges, at over syv hundrede millioner mennesker mistede livet som følge af de forskellige klimaændringer den sorte tåge fremkaldte. Og kun på grund af visse heldige omstændigheder, som endnu ikke er omtalt, blev det kolossale tab af menneskeliv ikke større. (side 127-128)

Note: I 1960 var verdens befolkning på ca. tre milliarder mennesker, så Hoyle forestiller sig i romanen, at næsten en fjerdedel af jordens befolkning dør på grund af klimaændringerne. (dst.dk)

Om Den sorte tåge:

Udgivelsesår: 1967
Forlag: Stjernebøgerne Vintes Forlag, 237 sider
Omslag: Thore Furulund
Originaltitel: The Black Cloud (1957)
Oversætter: Grete Dunker

Læs Morten Hildings artikel i Information: “En anden slags formørkelse”
Lån Den sorte tåge via bibliotek.dk.

Læs også:

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Mørke af Torben Pedersen
Syndfloden af Carl S. Torgius
The Martian af Andy Weir

Non-stop af Brian Aldiss

Non-stop af Brian Aldiss

Det er snart mange år siden, jeg første gang læste Non-stop. Egentlig huskede jeg ikke meget af handlingen, udover at den greb mig. Det var derfor lidt med bange anelser, at jeg genlæste den for nylig. Ofte lever minderne om en læseoplevelse ikke op til en genlæsning mange år senere, men Non-stop er klart en af undtagelserne.

Complain er jæger og medlem af Greene-stammen. De har herredømmet over et stykke af Dødvejen, men er altid på vagt overfor andre stammer og omstrejfere. Af grunde han ikke selv forstår, er Complain ikke tilfreds med sit liv. Der mangler noget. Så da hans kvinde bliver kidnappet, og han selv står til afstraffelse og prestigetab, lader han sig overtale til at følge fire andre mænd væk fra Kvarteret.

Lederen af ekspeditionen er præsten Marapper. Han fortæller dem, at den gamle myte om, at Skibet rent faktisk er et skib på rejse og ikke hele verden, er sand. Ethvert skib har en kaptajn, og Marapper ønsker at finde ham, slå ham ihjel og overtage magten over Skibet.

Først tror Complain ikke på Marapper. Under rejsen hvor de krydser et utal af dæk og oplever mange mærkelige ting, bliver han dog nødt til at se en ny virkelighed i øjnene. Men hvis de virkelig er på et skib, hvorfor er de så blevet spærret inde der? Og af hvem?

Brian Aldiss skrev Non-stop for godt 70 år siden. Det mærkes nu ikke på historien, der fascinerer fra første side. Vi ved lige så lidt som Complain, hvad der er sket, men efterhånden som han sammen med gruppen arbejder sig opad gennem Skibet, begynder en tragisk historie at åbenbare sig. Noget gik for mange år siden helt galt, men hvor galt finder vi først ud af til allersidst.

Niels Dalgaard beskriver i en artikel på dr.dk romanen som karakteriseret ved, ”at dens rejse varer så længe, at hele generationer af besætningsmedlemmer når at blive født og dø på rumskibet”. Skibet er således et ’generationsrumskib’, og besætningens store udfordring er at huske, hvor de kommer fra og helt simpelt, hvad et menneske er. Historierne om jorden og menneskeheden kan med tiden blive til myter, og besætningens identitet ændre sig, som det sker i Non-stop.

Det er svært ikke at blive grebet af fortællingen, selvom hovedpersonerne egentlig ikke er særligt sympatiske. Hele samfundsstrukturen i Skibet er bygget op over en forvansket udgave af psykoanalysen som religion, og det har medført et aggressivt samfund, hvor man er sig selv nærmest. For Complain bliver den nye viden, gruppen får undervejs, dog en vej til udvikling, så måske er der trods alt håb for Skibets besætning.

Brian Aldiss er en af de allerstørste indenfor science fiction genren. Han blev født i 1925 i Norfolk og døde i 2017 efter at have skrevet mere end 40 bøger og et hav af noveller. Hans første science fiction roman var Non-stop fra 1958, og i 1959 modtog han sin første internationale anerkendelse, en særlig Hugo-pris fra World Science Fiction Society for “årets mest lovende nye forfatter”.

Læs mere om Brian Aldiss HER

Om Non-stop:

Udgivelsesår: 1968
Forlag: Steen Hasselbachs Forlag, 238 sider
Omslag: Frithioff Johansen
Originaltitel: Non-Stop, 1958 (engelsk)
Oversætter: Jannick Storm

Find bogen på Bibliotek.dk

Læs også:

Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Exnihilo af Publius Enigma
Artemis af Andy Weir

Spøgelsesbåden af George E. Simpson og Neal R. Burger

Spøgelsesbåden af George E. Simpson og Neal R. BurgerSpøgelsesbåden er en underholdende gyser, om en ubåd der forsvinder sporløst under 2. verdenskrig – for at dukke op i perfekt stand, men uden sin besætning, 30 år senere.

Kommandør Ed Frank har i årevis interesseret sig for forsvindingerne i området kaldet Bermuda-trekanten, og han er overbevist, at der findes et tilsvarende område i Stillehavet. Han ser derfor genkomsten af ubåden ‘Candlefish’, som en fantastisk mulighed for at finde ud af, hvad disse områder gemmer af hemmeligheder. Det lykkes ham at få overtalt sine overordnede til at finansiere en gentagelse af ‘Candlefish’s sidste togt, ned til sidste detalje. Håbet er, at ved at genskabe omstændighederne for ubådens forsvinden vil man finde ud af, hvorfor skibe og fly forsvinder i særlige områder.

‘Candlefish’ havde en enkelt overlevende. Søløjtnant Jack Hardy befandt sig på dækket, da ‘Candlefish’ måtte dykke, og han blev efterfølgende reddet af en japansk fiskerbåd. Efter krigen vendte han sig mod havstudier og i nutiden er han dr. phil og ansat ved Scripps Institution of Oceanography. Ed Frank ønsker at få Hardy med på toget, men spørgsmålet er, om professoren har lyst til at sætte sine ben på ‘Candlefish’ igen?

Jeg var godt underholdt af Spøgelsesbåden. Den første halvdel, hvor Ed Frank forsøger at få togtet på benene, og vi hører om alle forberedelserne, er måske lidt tør. Men til gengæld er sidste halvdel vellykket. Det lykkes forfatterne at skabe en klaustrofobisk og uheldsvanger atmosfære i ubåden, der på alle måder skal gennemføre sit sidste togt en gang til. Og hvor det i starten er tydeligt, hvad formålet med Candlefish’s rejse er, bliver det sværere og sværere for besætningen at holde fokus på målet, jo tættere de kommer den 30. breddegrad, hvor skibet forsvandt i 1944.

Spøgelsesbåden er ikke nytænkende eller vildt overraskende. Men den er underholdende og har sine skumle momenter. Og så er det længe siden, jeg har læst om mystiske forsvindinger i Bermuda-trekanten (som godt nok her er i nærheden af Japan). Så alt i alt en hyggelig sommergyser, der nok fortjener et gensyn.

Uddrag af Spøgelsesbåden:

Hardy kravlede gennem lugen op i den sorte nat over Stillehavet. Diselmotorernes brummen og havets dæmpede brusen var lyde, som han var fortrolig med. Hans øjne vænnede sig langsomt til mørket. Han åndede dybt ind af den fugtige luft for at rense sine lunger for oliestank. Han tog en redningsvest i et hjørneskab og trak den på. Den beskyttede bedre mod kulden end olietøjet.

Bag ham sad udkigsfolkene på hver sin side af periskopet, i en slags kragerede, der var det højeste observationspunkt på ‘Candlefish’. Oven over dem var tvillingperiskoperne og radio- og radarantennerne. Ellers ikke andet end himlen.

Hardy så forbavset op, da de første tågeklatter kom drivende. Han så store, forrevne stumper glide forbi tæt ved havfladen, enkelte hen over dækket neden for hans plads. Han tog sekstanten for at sikre sig en observation, mens der endnu var klar himmel, og gik hen til broens styrbords side. Han indstillede sekstantens kikkert mod Nordstjernen og derefter mod to andre fikspunkter. Han skrev resultatet af observationerne på sin blok, men standsede pludselig, da der gik en voldsom skælven gennem broen under hans fødder. 

Han så sig om. De andre på broen reagerede på rystelsen. De to udkigsfolk, Stanhill, der var vagthavende officer, og Lopez, der var vagtchef – alle stirrede de forud i tågen, der var ved at samle sig, og derefter ud til siden. Havde undervandsbåden ramt noget? (side 13)

Om Spøgelsesbåden:

Udgivelsesår: 1976
Forlag: Lademann, 244 sider
Originaltitel: Ghostboat
Oversætter: Mogens Boisen

Læs også:

Bunker 137 af Michael Kamp
Fanget i isen af Dean Koontz
Jagtmarken af Patrick Leis
Skibet af Stefán Máni
Arthur Gordon Pyms eventyr af Edgar Allan Poe

Danske katastrofer af Rasmus Dahlberg

Danske katastrofer af Rasmus DahlbergGennemillustreret, velresearchet og lidt tør bog om danske katastrofer fra 1897 frem til 2001

Rasmus Dahlberg er uddannet historiker og har udgivet en række historiske fagbøger. Han har også undervist i og skrevet om katastrofer både som fiktion og faglitteratur, ligesom han sammen med Lars Vestergaard har udgivet en række krimier under pseudonymet Henrik Desmond.

Danske katastrofer er en grundigt researchet og gennemillustreret bog om 30 katastrofer på dansk jord eller med dansk medvirken fra jernbaneulykken i Gentofte i 1897 frem til flykatastrofen i Linate i 2001. I forordet forklarer Dahlberg, at han har valgt ikke at medtage fyrværkeriulykken i Seest i 2004, da den er grundigt beskrevet i hans bog fra 2012 100 års katastrofer.

Med så mange frygtelige begivenheder samlet i én bog er der risiko for, at en form for samlebåndsfornemmelse rammer under læsningen, selvom Dahlberg har forsøgt at give samtlige kapitler et menneskeligt ansigt ved at medtage udsagn fra vidner og overlevende til hver katastrofe. I sagens natur kan en bog om virkelige katastrofer heller ikke være opmuntrende læsning, og idet Dahlberg samtidig bestræber sig meget på at fremstille begivenhederne korrekt og objektivt, bliver fornemmelsen til tider meget lærebogsagtig under læsningen, og ønsket om at referere detaljer korrekt er til tider lige ved at overskygge læsbarheden.

Om det er etiske overvejelser, der ligger til grund for det, ved jeg ikke, men kapitlerne virker mere refererende end berettende og kunne ind i mellem godt bruge en bedre sproglig bearbejdning. Som for eksempel beskrivelsen af Skageraks forlis i 1966. Dahlberg lader først i et afsnit en 13-årig dreng fra Rask Mølle berette om redningen, for i næste afsnit at skrive at der ombord på skibet også var en skoleklasse fra Rask Mølle. Mon ikke drengen kom herfra?

Når alt dette er sagt, synes jeg dog bestemt ikke, at Danske katastrofer er en dårlig bog. Dels giver den et indblik i, hvordan hver katastrofe har været med til at forbedre sikkerheden fremadrettet indenfor både skibs-, tog- og luftfart samt på farlige virksomheder. Dels fortæller den om – i hvert fald for mig – glemte katastrofer i Danmarkshistorien samt naturligvis også de nyere, som jeg selv kan huske.

Og hvis beskrivelserne af katastroferne til tider bliver lidt tekniske og gentagende, så giver bogens illustrationer klart udtryk for den gru og de menneskelige tragedier, hver enkelt begivenhed efterlod.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Danske katastrofer:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Gyldendal, 326 sider

Læs også:

Solstorm af Rasmus Dahlberg
Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Faldvand af Mikael Niemi
Syndfloden af Carl S. Torgius

Meteor af Henrik Einspor

Hvad ville du gøre, hvis du vidste, at du kun havde ti dage tilbage at leve i?

En stor meteor hvirvler gennem rummet på vej mod jorden. Om ti dage vil Afobis (som meteoren bliver døbt) ramme jorden, og vi følger nedtællingen gennem Mads og hans familie.

Dag for dag hører vi, hvordan samfundet langsomt bryder sammen, mens man venter på jordens undergang. Efterhånden som nedtællingen skrider frem, vokser fornemmelsen af undergang sig større og større, og som læser føler man med Mads, mens han prøver at holde modet oppe for lillesøsterens skyld. Men det er ikke let, for forældrene kan slet ikke håndtere nyheden, mens storebroren til gengæld er dybt fascineret af Afobis og nærmest glæder sig over dens ankomst.

Meteor er en ny bog i Henrik Einspors letlæsnings-serie for større børn. Sproget er meget let (lix 7), men indholdet er ikke for begynderlæseren. For selvom her er tale om en letlæsningsbog, giver Einspor plads til både reflektioner og komplekse følelser hos personerne, ligesom den knugende atmosfære og rørende slutning kræver en mere moden læser.

Morten Solgaard Pedersen skal roses for den meget stemningsfulde forside. Med sin giftig grønne farve og det atmosfærefyldte setup skal den nok tiltrække de unge læsere, som kan glæde sig til en spændende og gribende historie.

Vil du vide noget om virkelighedens Apophis, der forventes at passere tæt forbi jorden i 2029, så læs mere her.

Susan Beth Pfeffer har skrevet ungdomsromanen Mens vi endnu er her, som handler om en astroide, der rammer vores måne og hvilke følger det har. Mens det i Varslet af Liz Jensen er forskellige naturkatastrofer, der rammer jorden.

Tak til forlaget Løse Ænder for læse-eksemplaret.

Også anmeldt på Bogrummet.dk

Om Meteor:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Løse Ænder, 49 sider
Omslag: Morten Solgaard Pedersen
Lix: 7

Andre bøger af Henrik Einspor:

De to myr
Farlig fisketur
I klovnenes kløer
Porcelænsdukken