august 2020
M Ti O To F L S
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘katastrofer’

Kimana Magars sidste sang af Karen Skovmand

Kimana Magars sidste sang af Karen Skovmand

Underholdende og veltænkt dansk science fiction roman om katastrofer, genopbygning og virtual reality

I 2037 bliver jorden uventet ramt af en astroide, som udrydder en stor del af jordens befolkning. Dels i de øjeblikkelige følger, såsom jordskælv og tsunamier, men også langtidsvirkningerne som støv i atmosfæren, der sænker temperaturen og dræber en lang række planter og dyr; ødelagte atomkraftværker der lækker stråling og forurener alt; samt naturligvis sult, mangel på medicin o.s.v.

Men 30 år efter har livet alligevel triumferet. Rundt omkring på kloden har små lommer af mennesker overlevet, og i kuppelbyen Lilypond har man opbygget en digital verden kaldet ‘Rummene’, hvor de unge kan opleve verden før katastrofen, med farver, smage og dufte som ikke mere findes i kuppelbyerne.

Romanen følger forskellige personer. I tiden lige efter katastrofen følger vi terapeuten Gorman. Vi hører, hvordan han overlever katastrofen og finder sammen med den katolske nonne Sara og datalogen Haiken og om deres forsøg på at nå frem til militærbasen L1L1P0ND. Vi hører om de valg og fravalg den militære ledelse må foretage, da de overlevende begynder at strømme til basen, og om de første hårde år hvor simpel overlevelse er en udmattende og endeløs kamp.

Som årene går, bliver forholdene for menneskene bedre i militærbasen, der nu har udviklet sig til kuppelbyen Lilypond. Men da børn begynder at begå selvmord, beslutter byens ledere sig for at gøre noget for at indgyde håb. Man begynder opbygningen af ‘Rummene’, som tilbyder en helt ny verden for brugerne. Men ingen roser uden torne.

Jeg var vældig underholdt af Kimana Magars sidste sang. Det er underligt, som nogle bøger bare fanger fra første sætning, og det var tilfældet for mig her.

Efter en prolog, der foregriber en dramatisk senere begivenhed, fortæller Karen Skovmand historien kronologisk. Sproget er nærmest klinisk under beretningen om de katastrofale følger af astroiden, men alligevel berørte personernes skæbne mig, og begivenhederne fremstår troværdige. Brugen af en alvidende fortæller gør, at vi ikke nødvendigvis kommer helt tæt på romanens personer. Alligevel er de interessante at følge, og jeg havde lyst til at vide mere.

Strukturen af romanen er også anderledes end de fleste. For det meste hører vi enten om katastrofen og tiden lige efter, eller også starter historien hvor samfundet er kommet på fode igen, og det virtuelle univers er opfundet. Her i Kimana Magars sidste sang får vi dog hele historien, inklusive hvordan ‘Rummene’ bliver opfundet. Det kan jeg godt lide.

Personligt kender jeg ikke meget til computerspil og virtual reality, men det havde ingen betydning for læsningen. Historien er underholdende uanset, og personligt glæder jeg mig vældigt, til nogen opfinder romanens husbotter. Sådan en vil jeg gerne have 🙂

Uddrag af romanen:

Persiennernes hvide plastiklameller dæmpede dagslyset udefra og forhindrede at patienterne lod sig distrahere af gadens liv. Men intet kunne stoppe det blændende klare lysglimt fra astroide K3, da den flænsede den grå efterårshimmel på sin vej mod oceanet. Det ledsagende brag fulgte lidt forsinket, men lydisoleringen reducerede drønet til noget der mindede om kraftigt tordenvejr.

Gorman så lysglimtet og kiggede et øjeblik forbavset mod vinduet.
Så kom trykbølgen.

Trykbølgen smadrede vinduet. Persiennerne afbødede de fleste glasskår, men ikke dem alle, og glasset ramte Gorman og hans patient. Gorman så det ske, som i slowmotion, samtidig med han blev kastet bagud, væk fra vinduet.

De blev begge ramt i ansigtet, men ikke alvorligt. Kun nok til lige at begynde at bløde. Andre glasskår ramte deres tøj, men uden at trænge igennem. Som et mirakel, tænkte Gorman, da han bagefter omsorgsfuldt tørrede Miriams ansigt af.

Hun var stadig delvist i trance, fyldt af ro og lykke. “Det var så klart, så tydeligt!” sagde hun til Gorman, og han vidste ikke om hun talte om lysglimtet eller sin vandring i underbevidstheden. Han valgte ikke at tale til hende om nogen af delene. Selv i denne akutte situation kunne han ikke holde op med at være behandler, og der var ingen grund til at bevidstgøre patienten om at der nok havde været et bombeangreb på byen. Eller for hende endnu værre: et fly måtte være styrtet ned.

Han åbnede dog døren til det fælles venteværelse. Det var tomt, som han forventede. John, hans kompagnon, holdt altid fri om onsdagen, ligesom Gorman altid gjorde om torsdagen. Der var heller ingen øvrige klienter før om eftermiddagen.

Han nåede ikke længere.
Jordskælvet kom.
(side 18-19)

Om Kimana Magars sidste sang:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Science Fiction Cirklen, 258 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Besøg Karen Skovmands hjemmeside

Læs også:

Ready Player One af Ernest Cline
Børnenes jord af Gipi
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Blår af Hugh Howey
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Vejen af Cormac McCarthy
Den hvide fjende af Niels Meyn
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Metrozone af Søren Mosdal
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Den sorte tåge af Fred Hoyle

Den sorte tåge af Fred Hoyle

For efterhånden lang tid siden købte jeg en stor stak gamle science fiction romaner. Nogle af dem havde jeg læst før, andre kendte jeg kun af omtale. På det seneste er jeg begyndt at læse stakken, og det er allerede blevet til flere gode gensyn. Bl.a. med Den sorte tåge af Fred Hoyle.

Historien udspiller sig i 1964-65, men prologen åbner med et brev dateret d. 19. august 2020 (altså i år!). En ung norsk astronom opdager under en rutineskanning af nattehimlen en mystisk sort plet, mens han er udstationeret på Mount Palomar, et astronomisk observatorium, beliggende i Californien. Han kontakter straks den ældre forsker, dr. Geoff Marlowe, som hurtigt indser plettens betydning.

Mens de amerikanske forskere og myndigheder overvejer situationen, har amatør astronomer i England opdaget et andet problem. De kan påvise, at planeterne Jupiter og Saturn er ude af position, og deres resultater bakkes op af Det Kongelige Observatorium. Astronomiprofessoren Chris Kingsley når frem til, at hvis disse beregninger er korrekte, betyder det, at en stor masse er trængt ind i solsystemet. Og det viser sig, at han har ret.

En stor sort tåge bevæger sig med utrolig fart direkte mod solen. Videnskabsmænd regner sig frem til, at tågen vil dække for solens stråler i en måned, og imens vil jorden blive udsat for voldsom kulde, der vil slå dyr, planter og mennesker ihjel. Men jo tættere tågen kommer på solen, jo mere går det op for videnskabsmændene, at tågen ikke følger naturlovene. Og så kommer professor Kingsley med en vild idé.

Den sorte tåge fortælles som sagt i et brev, der i tilbageblik beretter om begivenhederne. Forfatteren Fred Hoyle var selv astrofysiker og kendt for sine ind i mellem kontroversielle holdninger og teorier. Romanen er da også fyldt med videnskabelig snak, som heldigvis aldrig bliver docerende. Her er i stedet tale om en rigtig tjubang roman, der trods sine sort/hvide persontegninger, gammeldags udtryk som f.eks. elektronregnemaskiner og et lidt kliché-præget sprog alligevel skaber spænding på bedste vis.

Så jeg var godt underholdt under genlæsningen, hvor Hoyle opstiller en masse spændende spørgsmål og mulige svar. Mange af dem har jeg ingen forudsætninger for at vurdere sandhedsværdien af, men én af tågens følger er dog kommet tæt på vore dages virkelighed. Vi har i dag stor fokus på drivhus-effektens betydning for temperaturstigninger. Målet er at holde dem under 1,5 grader, da vi ellers risikere at havet vil stige helt op til 60 meter i løbet af nogle århundreder. I Den sorte tåge taler Hoyle om temperaturstigninger på 17-18 grader. Ganske vist giver det store problemer for menneskeheden, men ikke i form af de oversvømmelser vi i dag ved ville komme under de forhold.

Trods de mere end 50 år på bagen er Den sorte tåge stadig en læseværdig oplevelse. Efter min mening en klassiker som jeg bestemt kan anbefale.

Uddrag af romanen:

I de sidste dage af juni og i hele juli steg temperaturen støt over hele jorden. På De Britiske Øer klatrede kviksølvsøjlen langsomt i vejret, først stod den i tyverne, så i trediverne, og til sidst nåede den op i nærheden af 40-stregen, hvor den blev stående. Folk besværede sig over varmen, men der opstod ingen uro. Det var varmt, men det var til at udholde.

I De Forenede Stater indtraf kun forholdsvis få dødsfald, hovedsageligt fordi man i de foregående år og måneder havde fået bygget effektiver luftkonditioneringsanlæg overalt. Temperaturen steg til den dødelige grænse over hele landet, og folk var nødt til at opholde sig indendørs i ugevis. Engang imellem svigtede et luftkonditioneringsanlæg, og det var faktisk mest ved sådanne uheld, at varmen kostede menneskeliv.

I hele det tropiske bælte var der fortvivlede forhold, hvilket fremgår alene af den kendsgerning, at i alt 7.943 plante- og dyrearter uddøde fuldstændigt. At mennesker kunne overleve i disse forhold, skyldtes udelukkende, at de havde været i stand til at grave sig ned i kølige jordhuler eller opholdt sig i kælderrum. Intet kunne her gøres for at mildne den kvældende lufttemperatur. Hvor mange mennesker, der gik til grunde i netop denne fase af udviklingen, vides ikke. Det kan kun siges, at over syv hundrede millioner mennesker mistede livet som følge af de forskellige klimaændringer den sorte tåge fremkaldte. Og kun på grund af visse heldige omstændigheder, som endnu ikke er omtalt, blev det kolossale tab af menneskeliv ikke større. (side 127-128)

Note: I 1960 var verdens befolkning på ca. tre milliarder mennesker, så Hoyle forestiller sig i romanen, at næsten en fjerdedel af jordens befolkning dør på grund af klimaændringerne. (dst.dk)

Om Den sorte tåge:

Udgivelsesår: 1967
Forlag: Stjernebøgerne Vintes Forlag, 237 sider
Omslag: Thore Furulund
Originaltitel: The Black Cloud (1957)
Oversætter: Grete Dunker

Læs Morten Hildings artikel i Information: “En anden slags formørkelse”
Lån Den sorte tåge via bibliotek.dk.

Læs også:

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Mørke af Torben Pedersen
Syndfloden af Carl S. Torgius
The Martian af Andy Weir

Non-stop af Brian Aldiss

Non-stop af Brian Aldiss

Det er snart mange år siden, jeg første gang læste Non-stop. Egentlig huskede jeg ikke meget af handlingen, udover at den greb mig. Det var derfor lidt med bange anelser, at jeg genlæste den for nylig. Ofte lever minderne om en læseoplevelse ikke op til en genlæsning mange år senere, men Non-stop er klart en af undtagelserne.

Complain er jæger og medlem af Greene-stammen. De har herredømmet over et stykke af Dødvejen, men er altid på vagt overfor andre stammer og omstrejfere. Af grunde han ikke selv forstår, er Complain ikke tilfreds med sit liv. Der mangler noget. Så da hans kvinde bliver kidnappet, og han selv står til afstraffelse og prestigetab, lader han sig overtale til at følge fire andre mænd væk fra Kvarteret.

Lederen af ekspeditionen er præsten Marapper. Han fortæller dem, at den gamle myte om, at Skibet rent faktisk er et skib på rejse og ikke hele verden, er sand. Ethvert skib har en kaptajn, og Marapper ønsker at finde ham, slå ham ihjel og overtage magten over Skibet.

Først tror Complain ikke på Marapper. Under rejsen hvor de krydser et utal af dæk og oplever mange mærkelige ting, bliver han dog nødt til at se en ny virkelighed i øjnene. Men hvis de virkelig er på et skib, hvorfor er de så blevet spærret inde der? Og af hvem?

Brian Aldiss skrev Non-stop for godt 70 år siden. Det mærkes nu ikke på historien, der fascinerer fra første side. Vi ved lige så lidt som Complain, hvad der er sket, men efterhånden som han sammen med gruppen arbejder sig opad gennem Skibet, begynder en tragisk historie at åbenbare sig. Noget gik for mange år siden helt galt, men hvor galt finder vi først ud af til allersidst.

Niels Dalgaard beskriver i en artikel på dr.dk romanen som karakteriseret ved, ”at dens rejse varer så længe, at hele generationer af besætningsmedlemmer når at blive født og dø på rumskibet”. Skibet er således et ’generationsrumskib’, og besætningens store udfordring er at huske, hvor de kommer fra og helt simpelt, hvad et menneske er. Historierne om jorden og menneskeheden kan med tiden blive til myter, og besætningens identitet ændre sig, som det sker i Non-stop.

Det er svært ikke at blive grebet af fortællingen, selvom hovedpersonerne egentlig ikke er særligt sympatiske. Hele samfundsstrukturen i Skibet er bygget op over en forvansket udgave af psykoanalysen som religion, og det har medført et aggressivt samfund, hvor man er sig selv nærmest. For Complain bliver den nye viden, gruppen får undervejs, dog en vej til udvikling, så måske er der trods alt håb for Skibets besætning.

Brian Aldiss er en af de allerstørste indenfor science fiction genren. Han blev født i 1925 i Norfolk og døde i 2017 efter at have skrevet mere end 40 bøger og et hav af noveller. Hans første science fiction roman var Non-stop fra 1958, og i 1959 modtog han sin første internationale anerkendelse, en særlig Hugo-pris fra World Science Fiction Society for “årets mest lovende nye forfatter”.

Læs mere om Brian Aldiss HER

Om Non-stop:

Udgivelsesår: 1968
Forlag: Steen Hasselbachs Forlag, 238 sider
Omslag: Frithioff Johansen
Originaltitel: Non-Stop, 1958 (engelsk)
Oversætter: Jannick Storm

Find bogen på Bibliotek.dk

Læs også:

Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Exnihilo af Publius Enigma
Artemis af Andy Weir

Spøgelsesbåden af George E. Simpson og Neal R. Burger

Spøgelsesbåden af George E. Simpson og Neal R. BurgerSpøgelsesbåden er en underholdende gyser, om en ubåd der forsvinder sporløst under 2. verdenskrig – for at dukke op i perfekt stand, men uden sin besætning, 30 år senere.

Kommandør Ed Frank har i årevis interesseret sig for forsvindingerne i området kaldet Bermuda-trekanten, og han er overbevist, at der findes et tilsvarende område i Stillehavet. Han ser derfor genkomsten af ubåden ‘Candlefish’, som en fantastisk mulighed for at finde ud af, hvad disse områder gemmer af hemmeligheder. Det lykkes ham at få overtalt sine overordnede til at finansiere en gentagelse af ‘Candlefish’s sidste togt, ned til sidste detalje. Håbet er, at ved at genskabe omstændighederne for ubådens forsvinden vil man finde ud af, hvorfor skibe og fly forsvinder i særlige områder.

‘Candlefish’ havde en enkelt overlevende. Søløjtnant Jack Hardy befandt sig på dækket, da ‘Candlefish’ måtte dykke, og han blev efterfølgende reddet af en japansk fiskerbåd. Efter krigen vendte han sig mod havstudier og i nutiden er han dr. phil og ansat ved Scripps Institution of Oceanography. Ed Frank ønsker at få Hardy med på toget, men spørgsmålet er, om professoren har lyst til at sætte sine ben på ‘Candlefish’ igen?

Jeg var godt underholdt af Spøgelsesbåden. Den første halvdel, hvor Ed Frank forsøger at få togtet på benene, og vi hører om alle forberedelserne, er måske lidt tør. Men til gengæld er sidste halvdel vellykket. Det lykkes forfatterne at skabe en klaustrofobisk og uheldsvanger atmosfære i ubåden, der på alle måder skal gennemføre sit sidste togt en gang til. Og hvor det i starten er tydeligt, hvad formålet med Candlefish’s rejse er, bliver det sværere og sværere for besætningen at holde fokus på målet, jo tættere de kommer den 30. breddegrad, hvor skibet forsvandt i 1944.

Spøgelsesbåden er ikke nytænkende eller vildt overraskende. Men den er underholdende og har sine skumle momenter. Og så er det længe siden, jeg har læst om mystiske forsvindinger i Bermuda-trekanten (som godt nok her er i nærheden af Japan). Så alt i alt en hyggelig sommergyser, der nok fortjener et gensyn.

Uddrag af Spøgelsesbåden:

Hardy kravlede gennem lugen op i den sorte nat over Stillehavet. Diselmotorernes brummen og havets dæmpede brusen var lyde, som han var fortrolig med. Hans øjne vænnede sig langsomt til mørket. Han åndede dybt ind af den fugtige luft for at rense sine lunger for oliestank. Han tog en redningsvest i et hjørneskab og trak den på. Den beskyttede bedre mod kulden end olietøjet.

Bag ham sad udkigsfolkene på hver sin side af periskopet, i en slags kragerede, der var det højeste observationspunkt på ‘Candlefish’. Oven over dem var tvillingperiskoperne og radio- og radarantennerne. Ellers ikke andet end himlen.

Hardy så forbavset op, da de første tågeklatter kom drivende. Han så store, forrevne stumper glide forbi tæt ved havfladen, enkelte hen over dækket neden for hans plads. Han tog sekstanten for at sikre sig en observation, mens der endnu var klar himmel, og gik hen til broens styrbords side. Han indstillede sekstantens kikkert mod Nordstjernen og derefter mod to andre fikspunkter. Han skrev resultatet af observationerne på sin blok, men standsede pludselig, da der gik en voldsom skælven gennem broen under hans fødder. 

Han så sig om. De andre på broen reagerede på rystelsen. De to udkigsfolk, Stanhill, der var vagthavende officer, og Lopez, der var vagtchef – alle stirrede de forud i tågen, der var ved at samle sig, og derefter ud til siden. Havde undervandsbåden ramt noget? (side 13)

Om Spøgelsesbåden:

Udgivelsesår: 1976
Forlag: Lademann, 244 sider
Originaltitel: Ghostboat
Oversætter: Mogens Boisen

Læs også:

Bunker 137 af Michael Kamp
Fanget i isen af Dean Koontz
Jagtmarken af Patrick Leis
Skibet af Stefán Máni
Arthur Gordon Pyms eventyr af Edgar Allan Poe

Danske katastrofer af Rasmus Dahlberg

Danske katastrofer af Rasmus DahlbergGennemillustreret, velresearchet og lidt tør bog om danske katastrofer fra 1897 frem til 2001

Rasmus Dahlberg er uddannet historiker og har udgivet en række historiske fagbøger. Han har også undervist i og skrevet om katastrofer både som fiktion og faglitteratur, ligesom han sammen med Lars Vestergaard har udgivet en række krimier under pseudonymet Henrik Desmond.

Danske katastrofer er en grundigt researchet og gennemillustreret bog om 30 katastrofer på dansk jord eller med dansk medvirken fra jernbaneulykken i Gentofte i 1897 frem til flykatastrofen i Linate i 2001. I forordet forklarer Dahlberg, at han har valgt ikke at medtage fyrværkeriulykken i Seest i 2004, da den er grundigt beskrevet i hans bog fra 2012 100 års katastrofer.

Med så mange frygtelige begivenheder samlet i én bog er der risiko for, at en form for samlebåndsfornemmelse rammer under læsningen, selvom Dahlberg har forsøgt at give samtlige kapitler et menneskeligt ansigt ved at medtage udsagn fra vidner og overlevende til hver katastrofe. I sagens natur kan en bog om virkelige katastrofer heller ikke være opmuntrende læsning, og idet Dahlberg samtidig bestræber sig meget på at fremstille begivenhederne korrekt og objektivt, bliver fornemmelsen til tider meget lærebogsagtig under læsningen, og ønsket om at referere detaljer korrekt er til tider lige ved at overskygge læsbarheden.

Om det er etiske overvejelser, der ligger til grund for det, ved jeg ikke, men kapitlerne virker mere refererende end berettende og kunne ind i mellem godt bruge en bedre sproglig bearbejdning. Som for eksempel beskrivelsen af Skageraks forlis i 1966. Dahlberg lader først i et afsnit en 13-årig dreng fra Rask Mølle berette om redningen, for i næste afsnit at skrive at der ombord på skibet også var en skoleklasse fra Rask Mølle. Mon ikke drengen kom herfra?

Når alt dette er sagt, synes jeg dog bestemt ikke, at Danske katastrofer er en dårlig bog. Dels giver den et indblik i, hvordan hver katastrofe har været med til at forbedre sikkerheden fremadrettet indenfor både skibs-, tog- og luftfart samt på farlige virksomheder. Dels fortæller den om – i hvert fald for mig – glemte katastrofer i Danmarkshistorien samt naturligvis også de nyere, som jeg selv kan huske.

Og hvis beskrivelserne af katastroferne til tider bliver lidt tekniske og gentagende, så giver bogens illustrationer klart udtryk for den gru og de menneskelige tragedier, hver enkelt begivenhed efterlod.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Danske katastrofer:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Gyldendal, 326 sider

Læs også:

Solstorm af Rasmus Dahlberg
Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Faldvand af Mikael Niemi
Syndfloden af Carl S. Torgius

Meteor af Henrik Einspor

Hvad ville du gøre, hvis du vidste, at du kun havde ti dage tilbage at leve i?

En stor meteor hvirvler gennem rummet på vej mod jorden. Om ti dage vil Afobis (som meteoren bliver døbt) ramme jorden, og vi følger nedtællingen gennem Mads og hans familie.

Dag for dag hører vi, hvordan samfundet langsomt bryder sammen, mens man venter på jordens undergang. Efterhånden som nedtællingen skrider frem, vokser fornemmelsen af undergang sig større og større, og som læser føler man med Mads, mens han prøver at holde modet oppe for lillesøsterens skyld. Men det er ikke let, for forældrene kan slet ikke håndtere nyheden, mens storebroren til gengæld er dybt fascineret af Afobis og nærmest glæder sig over dens ankomst.

Meteor er en ny bog i Henrik Einspors letlæsnings-serie for større børn. Sproget er meget let (lix 7), men indholdet er ikke for begynderlæseren. For selvom her er tale om en letlæsningsbog, giver Einspor plads til både reflektioner og komplekse følelser hos personerne, ligesom den knugende atmosfære og rørende slutning kræver en mere moden læser.

Morten Solgaard Pedersen skal roses for den meget stemningsfulde forside. Med sin giftig grønne farve og det atmosfærefyldte setup skal den nok tiltrække de unge læsere, som kan glæde sig til en spændende og gribende historie.

Vil du vide noget om virkelighedens Apophis, der forventes at passere tæt forbi jorden i 2029, så læs mere her.

Susan Beth Pfeffer har skrevet ungdomsromanen Mens vi endnu er her, som handler om en astroide, der rammer vores måne og hvilke følger det har. Mens det i Varslet af Liz Jensen er forskellige naturkatastrofer, der rammer jorden.

Tak til forlaget Løse Ænder for læse-eksemplaret.

Også anmeldt på Bogrummet.dk

Om Meteor:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Løse Ænder, 49 sider
Omslag: Morten Solgaard Pedersen
Lix: 7

Andre bøger af Henrik Einspor:

De to myr
Farlig fisketur
I klovnenes kløer
Porcelænsdukken

Den hvide fjende af Niels Meyn

Den hvide fjende af Niels MeynEn ny istid truer med at gøre Danmark ubeboelig i denne interessante genudgivelse af Niels Meyns katastroferoman fra 1921

Da den ellers så velestimerede videnskabsmand, dr. phil. Jens Rønning, fremsætter sin teori om at en ny istid, som vil knuse hele Skandinavien, er på vej, opstår der stor bestyrtelse i København. Alle hans kollegaer undsiger ham, og han beskyldes for alt lige fra at spekulere på børsen med sin påstand til at være blevet sindssyg. Kun bankdirektør Kruses datter, Eva, tror fuldt og fast på ham. Da hendes far sætter alt ind på at få Rønning fængslet for landsskadelig virksomhed, trodser hun hans vilje og hjælper Rønning. Så sætter en voldsom kulde ind, og pludselig virker Rønnings istids-teori slet ikke så usandsynlig.

Den hvide fjende udkom i 1921, og forfatteren Niels Meyn var en af datidens mest produktive forfattere indenfor børne- og underholdningslitteratur. I dag er han nærmest ukendt og ikke helt uden grund. Som Niels Dalgaard skriver i efterordet, så er hans værker et eksempel på, at kvantitet og kvalitet ofte er hinandens modsætninger. Dermed ikke sagt, at jeg ikke brød mig om Den hvide fjende. Jeg følte mig egentlig ganske godt underholdt, selvom sproget naturligvis er lidt gammeldags og moralen både racistisk og chauvinistisk. For eksempel anser man det for ganske naturligt, at danskerne kan bygge et nyt Danmark i Sydøstafrika, hvor befolkningen alligevel ikke formår at udnytte landets ressourcer!

Da Meyn skrev Den hvide fjende, var videnskaben begyndt at fremsætte teorien om, at vi befinder os i en mellemistid, og han forestiller sig i romanen, hvordan samfundet og de enkelte mennesker ville reagere under en sådan katastrofe. Resultatet er blevet en kulørt og ganske underholdende historie, der blander spænding, politik og kærlighed, og som sine steder meget skræmmende beskriver isens indtog over Danmark.

Også i nutiden bekymrer vi os om klimaet, og et hav af spændingsbøger, krimier og romaner undersøger, hvordan ændringer i klimaet kan påvirke vores levevilkår. Dermed er Meyns roman stadigvæk aktuel på trods af alderen på samme måde som for eksempel Syndfloden af Carl S. Torgius fra 1913.

Den hvide fjende er en del af Science Fiction Cirklens serie med genudgivelser af ældre titler og er som sådan et godt tidsbillede og en interessant læseoplevelse for alle, som interesserer sig for katastrofe-fortællinger.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013/1921
Forlag: Science Fiction Cirklen, 200 sider

Faldvand af Mikael Niemi

Faldvand af Mikael NiemiFaldvand er ikke horror. Faktisk er det ikke en gang en thriller, men da jeg læste den, blev jeg så grebet af Mikael Niemis beskrivelse af en naturkatastrofe i Sverige, at jeg er nødt til kort at nævne romanen her på siden.

Et intensivt regnvejr har plaget det nordlige Sverige gennem en længere periode, og vandreservoirerne, som leverer vand til Vattenfalls kraftværker, er fyldt til randen. Under normale omstændigheder er proceduren at lukke lidt vand ud, når reservoirerne er fyldte, men pga. den ualmindeligt voldsomme nedbør sker det utænkelige. En dæmning brister og millioner tons vand vælter i en gigantisk flodbølge ned langs elven, hvor den smadrer alt på sin vej.

Niemi fortæller ud fra forskellige personer, som oplever flodbølgen. Bl.a. helikopterpiloten som pga. en grim skilsmisse har besluttet sig for at begå selvmord. Kraftværksarbejderen som har sin helt egen forståelse af, hvad der er ret og rimeligt. Kvinden som er på malerkursus og pludselig står med en andens liv i sine hænder. Manden som elsker sin Saab over alt; og ikke mindst moren som vil gøre alt for at komme hjem til sin datter, da katastrofens omfang går op for hende.

Niemi beskriver både den ufattelige katastrofe, så man føler, man selv ser vandmasserne vælte frem, samtidig med at han tegner nogle yderst realistiske portrætter af sine personer. Her lægges ikke fingre imellem, når det primitive overlevelsesinstinkt tager over og tilsidesætter al vores tillærte pænhed. Undervejs krydsklipper han mellem personerne, så man konstant sidder på det yderst af stolen ude af stand til at lægge bogen fra sig, fordi man er nødt til at vide, hvordan det går dem.

“Det var i det øjeblik, Sofia registrerede lyden. Hun slog øjnene op. Hendes første tanke var, at elven havde forandret sig. Metallet var væk, i stedet var der et sår. Et voldeligt overgreb, en rå, ond fråden. Vandet steg så hurtigt, at det virkede, som om huset sank, som om det skred ned mod bredden. Hun rejste sig alt for brat, knæet gav efter. Hun tumlede om på terrassegulvet. forsøgte desperat at tyde verden, men det hun så, var ikke et billede. Der var ingen linjer eller konturer, kun en fremadvæltedende, optårnende blindhed.
Eveli…
Så blev hun løftet op. Nu lød der knagen og bragen fra lister, der knækkede, en rå lyd fra forpint træ og så den gysende kilden i mellemgulvet, da hun blev ført væk. Armene strakte sig ud, automatisk som et spædbarns. Så begyndte hun at gå i stykker. Korte smæld, da knoglerne i brystkassen og lemmerne brækkede, da en eller anden tævede hende leddeløs og slap, slog og klaskede, som når man gnubber et stykke snavset tøj mod et brutalt vaskebræt.”

Faldvand er en velskrevet og skræmmende katastroferoman, som med sin realisme sætter spor i læseren længe efter, at sidste side er læst.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Henrik Koitzsch
Originaltitel: Fallvatten

Kimære af Gert Nygårdshaug

Kimære af Gert NygårdshaugVi befinder os i den nærmeste fremtid, dybt inde i Congos regnskov, hvor det topmoderne forskningscenter CORAC ligger. Her arbejder videnskabsmænd fra vidt forskellige fagområder sammen om at løse jordens klimaproblemer. Blandt dem er den norske zoolog Karl Iver Lyngvin, som en dag får til opgave at skyde en gorilla, der pludselig viser tegn på usædvanlig aggressiv adfærd.

I de indsamlede prøver fra gorillaens lunger og hjerne finder forskerne en hidtil ukendt og meget aggressiv virus, og kort efter opdager Karl Iver, at en lokal landsby er blevet udslettet af samme virus, som – hvis den slipper ud af junglen – vil udslette en stor del af jordens befolkning.

Men virusset kan også blive et frygteligt våben, og en af videnskabsmændene forsøger tilsyneladende at udnytte situationen. Samtidig har chefen for CORAC, franskmanden Gauthier de Payens, en plan, der skal give jordkloden og menneskene en ny chance.

Forlaget betegner Kimære som en øko-thriller, og Gert Nygårdshaug tegner da også et skræmmende scenarie af en ikke så fjern fremtid, når olien slipper op, og kunstgødning bliver en mangelvare, og det dermed bliver endnu vanskeligere at brødføde jordens befolkning.

Nygårdshaug rejser en række ubehagelige etiske spørgsmål, og der er ingen tvivl om, at han har stærke holdninger til emnet. Er det i virkeligheden overbefolkningen, der er vores største problem frem for klima- og forureningsproblematikken? Men han tvinger ikke sine meninger hæmningsløst ned over én, så man får selv lov til at tage stilling.

Kimære er fyldt med videnskabelige fakta blandet ind i plottet. Det kan tiltrække nogle læsere og afskrække andre. Personligt synes jeg dog, at Nygårdshaug holder balancen uden at blive prædikende. Sproget er udover de tekniske termer lige ud ad landevejen, og plottet er nemt forståelige trods de mange personer vi følger.

Romanen er ikke en klassisk thriller, men det er bestemt uhyggelig læsning, så selvom her ikke er tale om decideret horror, så vil jeg alligevel omtale den her på siden. Og selvom jeg ikke blev ligeså så grebet af den, som af f.eks. Liz Jensens The Uninvited, der også bevæger sig indenfor øko-thilleren, er Kimære bestemt stadigvæk værd at læse.

Læs også anmeldelsen på Kulturkapellet
Besøg Forlaget Hovedlands hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Hovedland efter Hans Jørgen Furre Nygårdshaugs omslag

Også omtalt på Bogrummet.dk

 

Snowmageddon

SnowmageddonSnowmageddon har med garanti ikke vundet store filmpriser eller modtaget flot kritik fra estimerede filmanmeldere. Ikke desto mindre følte jeg mig vel underholdt af denne B-film med – efter min mening – helt hæderlige skuespillerpræstationer.

Den lille by Normal i Alaska danner baggrunden for denne mærkelige julehistorie. Dagen før juleaften afleveres en mystisk pakke på familien Millers dørtrin. Sønnen, Rudy, åbner den og finder en smukt udformet snekugle, som indeholder en by der til mindste detalje ligner Normal. Om aftenen rystes Normal af et jordskælv, og da Rudy ser på snekuglen, før han skal sove, ser han lignende rystelser her. Men ingen tror på ham.

Næste dag flyver Beth med datteren Jennifer ud med pakker til de omkringliggende byer. Med sig har de også to snowboardere, som skal tage turen ned af det lokale bjerg. Turen starter begivenhedsløst, men ændrer sig til et mareridt efter at snowboarderne er blevet sat af. Pludselig rammer et forfærdeligt uvejr helikopteren, som tvinges til at nødlande. Beth og Jennifer må nu kæmpe sig vej ned af bjerget, og også de to snowboardere er i store problemer.

Og det slutter ikke her. Flere ulykker ramler ned over Normal, og til sidst må byens indbyggere se i øjnene, at der er en sammenhæng mellem snekuglen og begivenhederne i byen. Men hvordan kan de bremse udviklingen, før byen ødelægges fuldstændigt?

Jeg indrømmer, at historien ikke er hverken overraskende eller nytænkende. Ikke desto mindre blev jeg charmeret af filmen, lige fra de tydelige scenekulisser til de knap så overbevisende CGI effekter. Måske fordi jeg rent faktisk tænkte, at skuespillerne gjorde det ganske fint, og at replikker og plot et langt stykke hen ad vejen egentlig er ok. Eller også kan jeg bare godt lide katastrofe-julefilm med et stejf af Dungeon and Dragons universet.

Snowmageddon har kun fået scoren 3,7 på IMDB, og ingen af de anmeldelser, jeg har læst af den, er særligt postive (for at sige det mildt). DreadCentral.com går så vidt som at slutte sin anmeldelse med ordene: “Snowmageddon? More like Snoremageddon?”

Snowmageddon er produceret af Snow Globe Productions for SyFy Channel, hvilket sikkert også siger lidt om, hvad man kan forvente sig.

Om filmen:

Instruktør: Sheldon Wilson
Udgivelsesår: 2011