Indlæg tagget med ‘katte’

Dommerens hus af Bram Stoker

Dommerens hus af Bram Stoker

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker gotiske gyserhistorier. Da jeg fandt ud af, at Steen Langstrup havde oversat fem af Bram Stokers noveller og udgivet dem i samlingen Dommerens hus, røg der derfor straks en bestilling af sted.

Bram Stoker (1847-1912) huskes i dag stort set kun for romanen Dracula fra 1897, men han skrev i samtiden en række romaner og noveller. Fem af disse noveller udgives her i Steen Langstrups nyoversættelse, hvoraf to aldrig tidligere har været udgivet på dansk.

Samlingen indledes med titelnovellen ‘Dommerens hus’, der på dansk tidligere har været udgivet i Klassiske makabre historier udvalgt af Charles Keeping.

Studenten Malcolm ønsker ro til at læse til eksamen. I en lille landsby lejer han et hus, som længe har stået tomt. Huset var tidligere ejet af en dommer, der var berygtet for sin grusomhed, og de lokale fortæller mange skrøner om huset. Det afskrækker dog ikke Malcolm, der flytter ind og straks begynder sine studier. Men måske er der alligevel noget om sagen. En nat opdager Malcolm en kæmpestor rotte, der ikke lader sig skræmme væk, og en grusom kamp på liv og død udspiller sig i Dommerens hus.

Også ‘En mors hævn’ har tidligere været udgivet på dansk, bl.a. i antologien Djævelens tunger under titlen ‘Squaw’.

Et ægtepar er på bryllupsrejse i Nürnberg. Her støder de på amerikaneren Hutcheson, som de slår følgeskab med. De vil besøge Nürnberger Burg, hvor særligt det gamle torturkammer fyldt med torturredskaber vækker Hutchesons opmærksomhed. Men et tidligere uheld får alvorlige konsekvenser for selskabet.

Endelig har ‘Draculas gæst’ været udgivet på dansk i Draculas gæst og andre vampyrhistorier.

Historien handler om en engelsk gentleman, der er på vej gennem Tyskland. Det er Walpurgis Nacht, og kusken er utrolig nervøs. Da Harker beder ham om at køre en anden vej, fordi han gerne vil se nærmere på en forladt landsby, ender det med, at Harker stiger af og går, mens kusken kører videre. Men en snestorm er på vej, og da Harker endelig når frem til landsbyen, viser det sig, at der også gemmer sig andre farer her.

To af novellerne havde jeg ikke læst før. Det var ‘De dobbeltfødtes dødsdom’ samt ‘Hemmeligheden bag dyrkning af guld’.

Førstnævnte handler om hr og fru Bubb, som efter mange år endelig lykkes med at blive forældre til to smukke tvillinger. Nu er lykken gjort. På hver sin side af familien Bubbs hus bor vennerne Harry og Tommy. De to drenge finder et fristed i et gammelt skur i den bagerste del af Bubbs have. Men deres lege begynder snart at udvikle sig i en uhyggelig retning.

I ‘Hemmeligheden bag dyrkning af guld’ har de to familier Delandre og Brent haft hver sin part af skandaler. Begge familier er nu på sidste slægtsled, og mens bondefamilien Delandre, der kun består af søskendeparret Wykham og Margaret, er røget støt ned af den sociale rangstige, tilhører den adelige Geoffrey Brent, der er sidste gren i den familie, stadig overklassen. På trods af den standsmæssige forskel flytter Margaret uventet ind hos Geoffrey efter et voldsomt skænderi med Wykham. Men kan den upassende forbindelse holde i længden?

Selvom jeg kendte flere af novellerne i Dommerens hus, var bogen en fornøjelse at læse. Her er historier om genfærd, om hævn, om barnlig ondskab og endelig et smut ind i Draculas univers. Efter sigende er ‘Draculas gæst’ nemlig et upubliceret afsnit af Dracula, som blev udeladt af hensyn til længden af den samlede bog. De fem noveller viser en stor emnemæssig bredde af Stokers forfatterskab, og for mig var især ‘De dobbeltfødtes dødsdom’ overraskende. Både for måden den fortælles på, men i særdeleshed for den trøstesløshed der gennemsyrer historien.

Som altid (fristes jeg til at sige, når det gælder udgivelser fra 2 Feet Entertainment) er indpakningen også i orden. Lige fra den enkle, men smukke forside, til valget af skrifttyper hvor novellernes titler er skrevet i en lækker gotisk-udseende type. Endelig er oversættelsen så vidt jeg kan vurdere både loyal overfor den originale tekst og samtidig letforståelig og behagelig at læse.

Så hvis du også er vild med gotiske gys fra Victoria-tiden, eller du har lyst til at læse andet af Bram Stoker end Dracula, så grib fat i Dommerens hus. Her er både gys og gru til de lange sommeraftener.

Om Dommerens hus:

Udgivelsesår: 09.06.2022
Forlag: 2 Feet Entertainment, 115 sider
Omslag: Steen Langstrup
Udvalgt og oversat af Steen Langstrup

Læs mere om samlingen på Steen Langstrups blog

Indhold:

Forord
Dommerens hus (The Judge’s House, 1891)
De dobbeltfødtes dødsdom (The Dualitists; or the Death Doom of the Double Born, 1887)
Hemmeligheden bag dyrkning af guld (The Secret of Growing Gold, 1892)
En mors hævn (The Squaw, 1893)
Draculas gæst (Dracula’s Guest, 1914)

Læs også:

1900 – et århundredes tusmørke
Draculas gæst og andre vampyrhistorier
Gotiske gysere udvalgt af Arne Christiansen
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel
Spøgelseshistorier af Charles Dickens
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Blodet fra mumiens gravkammer af Bram Stoker

Besøg i Randers Regnskov
Lækker lille læse-snack!

Hvad Fluffy vidste / red. Lise Andreasen og Niels Dalsgaard

Hvad Fluffy vidste / red. Lise Andreasen og Niels DalsgaardUnderholdende og velskrevet science fiction-antologi, som fortjener læsere både blandt katteelskere og science fiction-entusiaster.

Lad mig starte med at bekende, at jeg i virkeligheden er et hundemenneske. Alligevel kunne jeg ikke stå for antologien Hvad Fluffy vidste, som indeholder 16 science fiction-noveller, hvis eneste lighedspunkt er, at de alle omhandler katte. Antologien er redigeret af Lise Andreasen og Niels Dalsgaard, som har gravet højt og lavt for at finde fortællingerne til samlingen, hvis ældste novelle er fra 1909, mens den nyeste er fra 2011.

Forfatterne spænder ligeledes bredt fra ”rene” science fiction-forfattere til ”hybrider”, som både skriver fantasy, horror og science fiction. Novellerne handler om alt lige fra aliens, rumkatte, gensplejsning og telepati til en virtual reality-kat, der slet ikke er der. Her er således tale om en blandet landhandel, men det skal man nu ikke lade sig skræmme af, for antologien indeholder langt flere perler end pinligheder.

Blandt mine favoritter er Philip K. Dicks ‘Den fremmede bevidsthed’. Et rumskib er på vej til en fremmed planet med en vaccine, da det ryger ud af kurs. Piloten vækkes og opdager, at det er katten, som har forstyrret kursen. I vrede slår han den ihjel, men det får uforudsete konsekvenser, da han lander med sin last. En anden favorit er ‘Ildprøve i rummet’ af Robert A. Heinlein. Her har en rummand udviklet en frygt for at falde efter et uheld i rummet, så han nu er nødt til at holde sig på jorden. En dag bliver han inviteret hjem til en kollega og hører en lyd udenfor vinduet – på 35. etage!

Begge noveller bruger kun katten kort nærmest som en rekvisit, der sørger for, at plottet kan udvikle sig. I andre fortællinger er katten helt klart hovedpersonen, for eksempel i endnu en favorit, nemlig titelnovellen ‘Hvad Fluffy vidste’ af Kristine Kathryn Rusch. Fluffy er en prinsesse i sit hjem, elsket og beundret af sine mennesker og langt overlegen i forhold til husets andre katte. Men en dag kommer de, og pludselig kommer Fluffys verden i fare.

I samlingens første novelle ‘Smis’ af Mercedes Lackey har en kat udviklet telepatiske evner og kommunikerer med sin kattepasser. En evne der får stor betydning, da rumskibets kaptajn skal forhandle en aftale i stand med Lacu’un-folket. To af novellerne, ‘Ikke på sin plads’ af Pamela Sargent og ‘Tobermory’ af Saki, handler om katte, som pludselig kan tale og hvilke konsekvenser, det får. Sidstnævnte er skrevet i 1909, men er absolut stadig læseværdig.

Blandt de noveller, jeg ikke var så begejstret for, er Gene Wolfes ‘Katten’ og Damien Broderick ‘Regnepigens kat’. Begge foregår i andre verdener, som jeg ikke helt lader mig overbevise af, og derfor fængsles jeg ikke så meget af plottene.

Alt i alt er Hvad Fluffy vidste dog en underholdende og velskrevet samling science fiction-noveller, som fortjener læsere både blandt katteelskere og science fiction-entusiaster. Og selvom jeg stadig vil kalde mig et hundemenneske, så har jeg dog fået større forståelse for kattemenneskernes fascination af katten.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Mercedes Lackey: Smis.
David Barr Kirtley: Sejrende katte.
Sharon Lee: Et ceremonielt spørgsmål.
Gene Wolfe: Katten.
Pamela Sargent: Ikke på sin plads.
Philip K. Dick: Den fremmede bevidsthed.
Sean McMullen: Mestrenes mor.
Andre Norton: Alle katte er grå.
Fritz Leiber: Rumtid for springere.
Saki: Tobermory.
Edward Bryant: Jade Blue
Robert A. Heinlein: Ildprøve i rummet.
Kristine Kathryn Rusch: Hvad Fluffy vidste.
Jody Lynn Nye: Tænk dig, en kat.
Paul Melko: Dysfunktionel familiekat.
Damien Broderick: Regnepigens kat

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Science Fiction Cirklen, 276 sider

Kat

KatDa Steen Langstrup i 1995 skrev romanen “Kat“, tror jeg ikke, at han havde regnet med, at den ville blive filmatiseret af Martin Schmidt 6 år senere. Jeg ved, at han efterfølgende har udtalt, at filmen ikke helt levede op til hans forventninger, og nu hvor jeg langt om længe har fået set den, må jeg indrømme, at det forstår jeg godt.

Martin Schmidt debuterede samme år som Langstrup med “Sidste time“, som var en stor biografsucces, og som jeg personligt var rigtig begejstret for. Året efter kom han med “Mørkeleg“, som klarede sig lidt dårligere i biograferne, men stadig var en ganske ok film. Der var derfor god grund til at tro, at Schmidt kunne tage Langstrups roman og transformere den om til endnu et hit. Men det kan man ikke siges lykkedes.

Maria (Liv Corfixen) deler lejlighed med Isabella (Charlotte Munck). De bor i samme opgang som Isabellas bedsteforældre, som går meget op i det okkulte. En fredag afholder de en seance, der går helt galt. Noget slipper igennem til vores verden, og da Maria næste morgen vil nusse sin kat, føler hun at noget er forkert.

Og hun har ret. Da to mennesker myrdes på bestialsk vis, mens Maria er ude at spise med kæresten Henrik (Martin Brygmann), får hun nogle mystiske syn. Og da myrderierne fortsætter, bliver hun sikker på, at katten på en eller anden måde er involveret. Men et besøg hos dyrlægen får ikke den afslutning, som hun havde regnet med.

Filmens manuskript er skrevet af Marie Trolle Larsen, og den er frit efter Langstrups roman. At den ikke følger romanens plot, behøver ikke at være dårligt, men jeg må indrømme, at jeg synes, Trolle Larsens historie er langt mindre interessant. Dels er Maria utrolig naiv, og hendes forhold til Henrik er så tåkrummende pinligt, at det er svært at tro på, at nogen kan være så lidt i kontakt med hinanden efter tre år. Dels bliver katten aldrig rigtig uhyggelig, og dermed ryger meget af plottets troværdighed. Endelig er de fleste af dialogerne mildest talt ringe, og måden betjenten Hald (Søren Pilmark) får koblet Maria sammen med mordene er heller ikke just overbevisende.

Jeg må også indrømme, at jeg blev temmelig skuffet over Martins Schmidts instruktion. I både “Sidste time” og “Mørkeleg” viste han, at han kan bruge genrens elementer effektivt, men her i “Kat” føles det, som om han tager samtlige klichéer og kaster dem i nakken på hinanden. Filmen når ikke at starte, før vi skal forskrækkes over et par fødder i mørket. Der bruges konstant skæve kameravinkler og unaturlige farvenuancer, og hvor begge dele kan være utroligt effektive, når de bruges korrekt, så bliver denne overdrevne brug bare irriterende.

Endelig var jeg heller ikke imponeret over skuespillet, men det har sikkert også været svært at få særlig meget liv ud af de meget lidt mindeværdige replikker.

Slutningen (som følger Langstrups) er dog lige i øjet, selvom den virker lidt påklistret og ikke rigtig hænger sammen med resten af historien. Så rigtig ærgerligt at det ikke lykkedes bedre.

Om Kat:

Instruktion: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 2001

Den sorte kat af Edgar Allan Poe

Samlede-fortaellinger-PoeEt af de temaer, som går igen i Edgar Allan Poes historier, er temaet med at blive levende begravet. Det er blandt andet temaet i Den sorte kat fra 1841, om end det her ikke er et menneske, der bliver begravet levende.

Her er hovedpersonen en mand, som er meget glad for dyr. Hans yndlingsdyr er katten Pluto, men som tiden går, falder fortælleren i alkoholens klør, og langsomt bliver han mere og mere ondskabsfuld over for såvel konen som katten, og det ender med, at han slår katten ihjel.

Noget tid efter finder han en ny kat, som næsten 100 % ligner Pluto. Eneste forskel er, at den på brystet har en hvid plet, som med tiden begynder at ligne en galge. Snart er fortælleren nærmest dødsensangst for den nye kat, men han tør ikke gøre den noget.

En dag er han dog ved at snuble over den, og i raseri slår han ud med sin økse. Da hans hustru forsøger at forhindre ham, dræber han i stedet hende og murer hende inde i væggen, som ”det er dokumenteret, at munkene i middelalderen murede deres ofre inde”. Efterfølgende vil han også slå katten ihjel, men den er forsvundet.

Da politiet kommer forbi for at undersøge hustruens forsvinden, har fortælleren ikke den mindste dårlig samvittighed. Så kæk er han, at han slår på væggen i kælderen og praler med, hvor velbygget huset er. Men i samme øjeblik lyder et frygteligt skrig fra muren. Han har muret katten inde med hustruens lig.

Poes var selv alkoholiker ligesom fortælleren i historien. Han kendte derfor på første hånd til de ødelæggende konsekvenser denne sygdom har. Fortælleren føler sig forfulgt af katten i historien, og han bebrejder katten mange af de ting, som hænder ham. Men Poe var klar over, at det i virkeligheden var alkoholen, der gjorde fortælleren voldelig og paranoid, så her er der tale om en historie, som udforsker grænserne mellem det irrationnelle og det rationelle univers.

Det, der gør Poe interessant også i dag, er den måde hvorpå han bruger den gotiske scene og kombinerer den med et psykologisk perspektiv, som var langt forud for hans tid.

Om bogen:

Den sorte kat fra “Samlede fortællinger 1-2” af Edgar Allan Poe (Klim, 2007)
Originaludgave: 1841