september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘katte’

Hvad Fluffy vidste / red. Lise Andreasen og Niels Dalsgaard

Hvad Fluffy vidste / red. Lise Andreasen og Niels DalsgaardUnderholdende og velskrevet science fiction-antologi, som fortjener læsere både blandt katteelskere og science fiction-entusiaster.

Lad mig starte med at bekende, at jeg i virkeligheden er et hundemenneske. Alligevel kunne jeg ikke stå for antologien Hvad Fluffy vidste, som indeholder 16 science fiction-noveller, hvis eneste lighedspunkt er, at de alle omhandler katte. Antologien er redigeret af Lise Andreasen og Niels Dalsgaard, som har gravet højt og lavt for at finde fortællingerne til samlingen, hvis ældste novelle er fra 1909, mens den nyeste er fra 2011.

Forfatterne spænder ligeledes bredt fra ”rene” science fiction-forfattere til ”hybrider”, som både skriver fantasy, horror og science fiction. Novellerne handler om alt lige fra aliens, rumkatte, gensplejsning og telepati til en virtual reality-kat, der slet ikke er der. Her er således tale om en blandet landhandel, men det skal man nu ikke lade sig skræmme af, for antologien indeholder langt flere perler end pinligheder.

Blandt mine favoritter er Philip K. Dicks ‘Den fremmede bevidsthed’. Et rumskib er på vej til en fremmed planet med en vaccine, da det ryger ud af kurs. Piloten vækkes og opdager, at det er katten, som har forstyrret kursen. I vrede slår han den ihjel, men det får uforudsete konsekvenser, da han lander med sin last. En anden favorit er ‘Ildprøve i rummet’ af Robert A. Heinlein. Her har en rummand udviklet en frygt for at falde efter et uheld i rummet, så han nu er nødt til at holde sig på jorden. En dag bliver han inviteret hjem til en kollega og hører en lyd udenfor vinduet – på 35. etage!

Begge noveller bruger kun katten kort nærmest som en rekvisit, der sørger for, at plottet kan udvikle sig. I andre fortællinger er katten helt klart hovedpersonen, for eksempel i endnu en favorit, nemlig titelnovellen ‘Hvad Fluffy vidste’ af Kristine Kathryn Rusch. Fluffy er en prinsesse i sit hjem, elsket og beundret af sine mennesker og langt overlegen i forhold til husets andre katte. Men en dag kommer de, og pludselig kommer Fluffys verden i fare.

I samlingens første novelle ‘Smis’ af Mercedes Lackey har en kat udviklet telepatiske evner og kommunikerer med sin kattepasser. En evne der får stor betydning, da rumskibets kaptajn skal forhandle en aftale i stand med Lacu’un-folket. To af novellerne, ‘Ikke på sin plads’ af Pamela Sargent og ‘Tobermory’ af Saki, handler om katte, som pludselig kan tale og hvilke konsekvenser, det får. Sidstnævnte er skrevet i 1909, men er absolut stadig læseværdig.

Blandt de noveller, jeg ikke var så begejstret for, er Gene Wolfes ‘Katten’ og Damien Broderick ‘Regnepigens kat’. Begge foregår i andre verdener, som jeg ikke helt lader mig overbevise af, og derfor fængsles jeg ikke så meget af plottene.

Alt i alt er Hvad Fluffy vidste dog en underholdende og velskrevet samling science fiction-noveller, som fortjener læsere både blandt katteelskere og science fiction-entusiaster. Og selvom jeg stadig vil kalde mig et hundemenneske, så har jeg dog fået større forståelse for kattemenneskernes fascination af katten.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Mercedes Lackey: Smis.
David Barr Kirtley: Sejrende katte.
Sharon Lee: Et ceremonielt spørgsmål.
Gene Wolfe: Katten.
Pamela Sargent: Ikke på sin plads.
Philip K. Dick: Den fremmede bevidsthed.
Sean McMullen: Mestrenes mor.
Andre Norton: Alle katte er grå.
Fritz Leiber: Rumtid for springere.
Saki: Tobermory.
Edward Bryant: Jade Blue
Robert A. Heinlein: Ildprøve i rummet.
Kristine Kathryn Rusch: Hvad Fluffy vidste.
Jody Lynn Nye: Tænk dig, en kat.
Paul Melko: Dysfunktionel familiekat.
Damien Broderick: Regnepigens kat

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Science Fiction Cirklen, 276 sider

Kat

KatDa Steen Langstrup i 1995 skrev romanen “Kat“, tror jeg ikke, at han havde regnet med, at den ville blive filmatiseret af Martin Schmidt 6 år senere. Jeg ved, at han efterfølgende har udtalt, at filmen ikke helt levede op til hans forventninger, og nu hvor jeg langt om længe har fået set den, må jeg indrømme, at det forstår jeg godt.

Martin Schmidt debuterede samme år som Langstrup med “Sidste time“, som var en stor biografsucces, og som jeg personligt var rigtig begejstret for. Året efter kom han med “Mørkeleg“, som klarede sig lidt dårligere i biograferne, men stadig var en ganske ok film. Der var derfor god grund til at tro, at Schmidt kunne tage Langstrups roman og transformere den om til endnu et hit. Men det kan man ikke siges lykkedes.

Maria (Liv Corfixen) deler lejlighed med Isabella (Charlotte Munck). De bor i samme opgang som Isabellas bedsteforældre, som går meget op i det okkulte. En fredag afholder de en seance, der går helt galt. Noget slipper igennem til vores verden, og da Maria næste morgen vil nusse sin kat, føler hun at noget er forkert.

Og hun har ret. Da to mennesker myrdes på bestialsk vis, mens Maria er ude at spise med kæresten Henrik (Martin Brygmann), får hun nogle mystiske syn. Og da myrderierne fortsætter, bliver hun sikker på, at katten på en eller anden måde er involveret. Men et besøg hos dyrlægen får ikke den afslutning, som hun havde regnet med.

Filmens manuskript er skrevet af Marie Trolle Larsen, og den er frit efter Langstrups roman. At den ikke følger romanens plot, behøver ikke at være dårligt, men jeg må indrømme, at jeg synes, Trolle Larsens historie er langt mindre interessant. Dels er Maria utrolig naiv, og hendes forhold til Henrik er så tåkrummende pinligt, at det er svært at tro på, at nogen kan være så lidt i kontakt med hinanden efter tre år. Dels bliver katten aldrig rigtig uhyggelig, og dermed ryger meget af plottets troværdighed. Endelig er de fleste af dialogerne mildest talt ringe, og måden betjenten Hald (Søren Pilmark) får koblet Maria sammen med mordene er heller ikke just overbevisende.

Jeg må også indrømme, at jeg blev temmelig skuffet over Martins Schmidts instruktion. I både “Sidste time” og “Mørkeleg” viste han, at han kan bruge genrens elementer effektivt, men her i “Kat” føles det, som om han tager samtlige klichéer og kaster dem i nakken på hinanden. Filmen når ikke at starte, før vi skal forskrækkes over et par fødder i mørket. Der bruges konstant skæve kameravinkler og unaturlige farvenuancer, og hvor begge dele kan være utroligt effektive, når de bruges korrekt, så bliver denne overdrevne brug bare irriterende.

Endelig var jeg heller ikke imponeret over skuespillet, men det har sikkert også været svært at få særlig meget liv ud af de meget lidt mindeværdige replikker.

Slutningen (som følger Langstrups) er dog lige i øjet, selvom den virker lidt påklistret og ikke rigtig hænger sammen med resten af historien. Så rigtig ærgerligt at det ikke lykkedes bedre.

Om Kat:

Instruktion: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 2001

Den sorte kat af Edgar Allan Poe

Samlede-fortaellinger-PoeEt af de temaer, som går igen i Edgar Allan Poes historier, er temaet med at blive levende begravet. Det er blandt andet temaet i Den sorte kat fra 1841, om end det her ikke er et menneske, der bliver begravet levende.

Her er hovedpersonen en mand, som er meget glad for dyr. Hans yndlingsdyr er katten Pluto, men som tiden går, falder fortælleren i alkoholens klør, og langsomt bliver han mere og mere ondskabsfuld over for såvel konen som katten, og det ender med, at han slår katten ihjel.

Noget tid efter finder han en ny kat, som næsten 100 % ligner Pluto. Eneste forskel er, at den på brystet har en hvid plet, som med tiden begynder at ligne en galge. Snart er fortælleren nærmest dødsensangst for den nye kat, men han tør ikke gøre den noget.

En dag er han dog ved at snuble over den, og i raseri slår han ud med sin økse. Da hans hustru forsøger at forhindre ham, dræber han i stedet hende og murer hende inde i væggen, som ”det er dokumenteret, at munkene i middelalderen murede deres ofre inde”. Efterfølgende vil han også slå katten ihjel, men den er forsvundet.

Da politiet kommer forbi for at undersøge hustruens forsvinden, har fortælleren ikke den mindste dårlig samvittighed. Så kæk er han, at han slår på væggen i kælderen og praler med, hvor velbygget huset er. Men i samme øjeblik lyder et frygteligt skrig fra muren. Han har muret katten inde med hustruens lig.

Poes var selv alkoholiker ligesom fortælleren i historien. Han kendte derfor på første hånd til de ødelæggende konsekvenser denne sygdom har. Fortælleren føler sig forfulgt af katten i historien, og han bebrejder katten mange af de ting, som hænder ham. Men Poe var klar over, at det i virkeligheden var alkoholen, der gjorde fortælleren voldelig og paranoid, så her er der tale om en historie, som udforsker grænserne mellem det irrationnelle og det rationelle univers.

Det, der gør Poe interessant også i dag, er den måde hvorpå han bruger den gotiske scene og kombinerer den med et psykologisk perspektiv, som var langt forud for hans tid.

Om bogen:

Den sorte kat fra “Samlede fortællinger 1-2” af Edgar Allan Poe (Klim, 2007)
Originaludgave: 1841

Cat’s Eye

Cat's EyeEn mystisk kat er bindeleddet mellem tre gyserfortællinger af Stephen King.

Den første film handler om en professionel tennisspiller, som tvinges til at deltage i et dødeligt spil, da han bliver fanget i at have en affære med en gangsters kone. I den anden historie hører vi om en mand, som gerne vil stoppe med at ryge. Han anbefales en klinik af en god ven, og det viser sig, at man her er yderst seriøse i at holde klienterne fra smøgerne. Og endeligt handler den tredje historie om en lille pige, som terroriseres af et lille monster efter sengetid.

Om Cat’s Eye:

Instruktør: Lewis Teague
Udgivelsesår: 1985