Indlæg tagget med ‘Kim Schrewelius’

Pulp Horror Fiction / red. Lars Grill Nielsen

Pulp Horror Fiction redigeret af Lars Grill Nielsen

Pulp Horror Fiction er en udgivelse, jeg har glædet mig virkelig meget til. Jeg fik nemlig lov til at smuglæse nogle af novellerne før udgivelsen, og det var en ren fornøjelse.

Antologien består af 11 nyskrevne danske noveller inspireret af fortidens kiosklitteratur. Hver novelle indledes med en illustration af Karsten Brandt-Knudsen.

Pulp var historier fyldt med tjubang, horror, science fiction, helte og storbarmede kvinder trykt i farvestrålende hæfter, og jeg synes, at Pulp Horror Fiction rammer stemningen lige på kornet. Her er både monstre, scifi-horror, hårdkogte privatdetektiver og masser af splat, så what’s not to like 🙂

Samlingen indledes med ‘Døden i kloakken‘ af altid velskrivende Lars Ahn, der denne gang præsenterer læseren for en vildt underholdende, sjov og ulækker historie om Stefan, der ejer en krokodillezoo. Han bliver kontaktet af politiinspektør Niels Sommer, der vil have ham til at undersøge en kloak. To mænd fra forsyningsselskabet er stødt på noget dernede, og kun den ene kom op igen. Stefan véd, at krokodiller ikke kan overleve i en kloak, men går alligevel ned efter at have set et foruroligende billede. Her viser det sig, at kloakken indeholder mere end bare fedtbjerge, og Stefan må tage sagen i egne hænder for at sone en fejltagelse i fortiden.

Karsten Brandt-Knudsen, der romandebuterede med Dan lærer at leve i 2021, har hele to noveller med i Pulp Horror Fiction. Den første er ‘Knælernes nat‘. En vild fortælling fuld af action, monstre og sexede lejemordere der bruger alle midler for at nå deres mål. Historien udspiller sig i et København, der er opdelt mellem banderne Slangerne og Tranerne. Hovedpersonerne er de to lejemordere, Myggen og Larven, der bliver sendt af sted for at lukke et narkolaboratorium, Slangerne har åbnet i Tranernes territorium. Det viser sig dog, at laboratoriet ikke producerer narko, men noget langt værre, og snart står Myggen og Larven i problemer til langt op over halsen.

Kim Michael Schrewelius har jeg tidligere læst novellesamlingerne Justitia og Dukkemageren af. Her er han aktuel med novellen ‘Dominicus‘, der udspiller sig i den lille amerikanske by Jeremiah Town. To drenge forsvinder sporløst i 1949, og det er blot begyndelsen. Snart forsvinder der flere børn. Noget ondt har slået sig ned i byen.

For ikke så længe siden læste jeg novellesamlingen Galgeleg af Alice Aagaard, som har skrevet næste novelle: ‘Velkommen til Monarch‘. En fed novelle fuld af splat og tempo, samt ikke mindst kæmpe-edderkopper! Lasses bil går i stå på motorvejen. Mens han venter på vejhjælpen, går han ind på den nærmeste Monarch for at købe en kop kaffe. Det skulle han ikke have gjort…

Mikala Rosenkilde står bag podcasten De Mystiske Dyr og har også skrevet romanen Kongamato, hvor flyveøgler pludselig dukker op i Afrika. I Pulp Horror Fiction bidrager hun med den vildt underholdende ‘I morgen er der atter en dag‘. Lars er en ældre herre, der bor alene i en ældrebolig med sin puddelhund, Perle. En dag ser han et ukendt flyvende objekt, som senere omtales i nyhederne. Under udsendelsen bliver journalisten pludselig grebet af noget der minder om en kæmpemæssigt blæksprutte-arm, og snart opdager Lars, at hans hus er blevet belejret af et tilsvarende væsen. Hvad gør man så?

I ‘En røst fra graven‘ af Tue Omø handler det om vampyrer. Henning Liguster forsker sammen med doktor A.F. Sindig i vampyrisme. Da Sindig findes død i sit laboratorium, tror politiet først, at Henning er morderen. Men Henning hjælper i stedet med at finde et skjult rum i laboratoriet fyldt med lig. Og det er blot begyndelsen …

En af samlingens mere dystre fortællinger er ‘Skimmel‘ af C. C. Thybro, der handler om drengen David og Rosemarie, som har et detektivbureau. De påtager sig en sag om en ungt forsvundet par, Oscar og Hanne. Sammen med Oscars storebror og vennen Emil tager de til landsbyen Sengerup, hvor parret forsvandt. Men byen er en øde ruin, dækket af en mærkelig sort skimmelsvamp, og da de endelig finder Oscar, er han en skygge af sig selv. Historien er både creepy og velskrevet, og jeg gad godt læse mere om detektivbureauet og deres tidligere sager, som vi får løftet en smule af sløret for.

Der er flere detektiver i ‘Melba, for helvede‘ af Arnulf Rasmussen. Privatdetektiven Peter Hammer, en tidligere politimand, er i gang med at indtale sine erindringer. Undervejs bliver han opsøgt af en ung kvinde, der vil hyre ham til at finde nogle kufferter med arvestykker, som en fætter nægter at udlevere. Hammer synes, hun minder ham om en tidligere klient – eller rettere, en tidligere klients syndebuk. Historien er uforpligtende underholdning fuld af noir stemning og et herligt strejf af okkultisme.

Morten Carlsen serverer en rå omgang scifi horror i ‘Asimovs mareridt‘. Schou arbejder som produktudvikler hos Goldstrom AI Products, Inc., der er ved at udvikle en ny androidmodel. Ved novellens start sidder han fastbundet et ukendt sted i stærke smerter, mens han tænker tilbage på dagens start.

I ‘Sidste job inden fyraften‘ af Niels Kjærgaard får blikkenslageren Henry Blake en opgave i et ødebeliggende hus ejet af den ældre mand. Mr. Milton. Han skal lave rørene i kælderen, men da han er færdig, kan bilen ikke starte. Mr. Milton tilbyder Blake at overnatte, og det bliver starten på et mareridt.

Sidste novelle i samlingen er Karsten Brandt-Knudsens anden historie: ‘Koffein og sukker‘, som er mindst ligeså underholdende som den første. Politimanden Bent nærmer sig pensionsalderen, og hustruen Ingrid forsøger at få ham til at spise sundt. Men så snart Bent har muligheden spiser han alt mulig junkfood og kager. På vej til arbejde bliver han bedt om at stoppe en selvmorder. Det lykkes Bent at stoppe manden, men det starter en kædereaktion af ulykker og dødsfald. En herlig actionfuld novelle fuld af splat og humor.

Pulp Horror Fiction er en underholdende, velskrevet og fandenivoldsk novelleantologi, der i det store hele lykkes med at genoplive det bedste fra pulp-litteraturen. Her er masser af tjubang, gys og grin, monstre og privatdetektiver, aliens, ghouls og kæmpeedderkopper pakket ind i et farvestrålende, iøjnefaldende cover der matcher det kulørte indhold. Jeg har kun én ting at sige – læs den!

Om Pulp Horror Fiction:

Udgivelsesår: 16.12.2021
Forlag: Enter Darkness, 326 sider
Omslag: armstranger
Illustrationer: Karsten Brandt-Knudsen

Indhold:

Døden i kloakken af Lars Ahn
Knælernes nat af Karsten Brandt-Knudsen
Dominicus af Kim Michael Schrewelius
Velkommen til Monarch af Alice Aagaard
I morgen er der en ny dag af Mikala Rosenkilde
En røst fra graven af Tue Omø
Skimmel af C. C. Thybro
Melba, for helvede af Arnulf Rasmussen
Asimovs mareridt af Morten Carlsen
Sidste job inden fyraften af Niels Kjærgaard
Koffein og sukker af Karsten Brandt-Knudsen

Læs også:

Den gale doktors vanvidsmikstur af Lasse Bo Andersen
Occidentens stjerne af Benni Bødker
Det kom fra en anden verden af John W. Campbell Jr.
Rakelsminde af David og Stephan Garmark
Djinn af Tom Holland
Thulesingulariteten af Torben Magnild Husum
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Spøgelsestoget af Stephen Laws
Hvisken fra dybet af Patrick Leis
En sag for Luckner af Per Sanderhage, illustreret af Peter Snejbjerg
Pandaemonium af A. Silvestri
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum

Dukkemageren af Kim Michael Schrewelius

Dukkemageren af Kim Michael Schrewelius

Dukkemageren og 8 andre skræmmende noveller er en ny novellesamling af Kim Schrewelius, som i 2018 udgav Justitia.

Bagsidetekst:
Tro på det – for hvad nu hvis
Der er 9 gode grunde til at få læst denne her bog, så vær forberedt på lidt af hvert.
Kim vender tilbage med 9 nye blodige og uhyggelige noveller.
Han leger endnu en gang med ordene, for læserens skyld. Bestil et sæde og tag det rigtige fly, for du ved aldrig hvor du lander, hvis det hele går galt.

Som det fremgår, består af samlingen af ni noveller, der emnemæssigt strækker sig fra seriemordere over nedlagte psykiatriske hospitaler til voldsramte kvinder og meget mere.

Der er ingen tvivl om, at KS elsker gys og horror. De ni noveller rummer masser af fortælleglæde, og selvom nogle af idéerne ikke er ukendte for læsere af genren, forsøger KS altid at give historierne sit eget twist. Det lykkes særligt godt i novellen ‘De skulle skrabes ned’, om Michael der sidder og spiser på et værtshus, mens han tænker tilbage på fortidens synder. Her er opbygningen af novellen lykkes til fulde, så når vi læser sidste linje, går hele historien op i en højere enhed.

Der er dog også historier, hvor de mange idéer falder over hinanden og forhindrer novellen i at opnå sit potentiale. F.eks. i ‘Isla Del Diablo’ hvor et fly styrter ned tæt på en øde ø. Historien kunne være et lille tæt drama, men ender i stedet som en smårodet fortælling, hvor vi introduceres for en masse mennesker i tilbageblik, mens kampen for livet på øen reduceres til et sidespor.

Dukkemageren er udgivet på selvudgiverforlaget BoD ligesom Justitia. Denne gang har KS haft mere fokus på selve layoutet, som fremstår langt mere læsevenligt og nydeligt. Korrekturen er desværre skæmmet af en del fejl, og selvom der ind i mellem er herlige sprogperler og vellykkede oneliners, er sproget dog gennemgående meget beskrivende og kunne med fordel strammes op under en redaktørs kyndige blik.

Kim Schrewelius er en ildsjæl, som også står bag hjemmesiden Midnatstimen. Her skriver han ligeledes historier til, og jeg kan kun tage hatten af for hans entusiasme. Sproget er måske ikke så professionelt, men glæden ved gyset er umiskendelig. Også her i Dukkemageren og 8 andre skræmmende noveller.

Om Dukkemageren:

Udgivelsesår: 15.05.2020
Forlag: BoD, 172 sider
Forside: Clara Lindén

Indhold:
Dukkemageren
Lægen fra Sorgdrupgaard
Isla Del Diablo
Skal der være en grund
Skygger i skyggen
Særtog
De skulle skrabes ned
Dæmoner & had
Nok
Forfatterens hilsen

Justitia af Kim Schrewelius

Justitia af Kim SchreweliusBagsidetekst:

Hvad enten du tror på retfærdighed, uhyggelige klovne, væsner fra en anden planet eller spøgelser, så er der alligevel en grund til at læse denne bog. Historierne forsøger at drive din fantasi rundt i manegen, så du til sidst måske ikke aner om det er der i virkeligheden. Måske er det ikke kun din fantasi der spiller dig et puds?

Her er der fire noveller, der tager udgangspunkt i det du håber der ikke sker, men hvem ved? Ved du det?

Spørg dig selv inden du læser novellerne.

Har du været retfærdig i hele dit liv? Kan du sige det til dit spejlbillede?
Er klovne kun for børn? Eller kan de skræmme voksne? Og hvorfor?
Ville du tage på motel og tro alt det bedste om dem der er der i forvejen?
Kan du bevise at der ikke findes spøgelser? Tror du at de kommer tilbage til os?

Kim Schrewelius har i flere år haft hjemmesiden Midnatstimen.dk, som han har skrevet gyserfortællinger til. Nu tager han skridtet fuldt ud og udgiver novellesamlingen Justitia, der indeholder fire historier.

Der er ingen tvivl om, at Schrewelius er stor fan af gysergenren, og at idéerne står i kø hos ham. De fire noveller afprøver forskellige indgange til gyset lige fra spøgelseshistorier til aliens, og glæden ved at fortælle mærkes tydeligt.

Det skinner dog også igennem, at bogen ikke har været igennem en redaktør. Sprogligt kunne den være strammet lidt op, men særlig ærgerligt er det i forhold til tekstlayouten. Især læsningen af novellen ‘Motel Diablo’ blev besværliggjort af, at teksten næsten bare går ud i et, så det var svært ved at holde styr på, hvad der skete med hvem og hvornår.

Jeg er sikker på, at udgivelsen af Justitia har været et kærlighedsprojekt for Schrewelius, en slags kærlighedserklæring til gysergenren. Som sådan er her tale om et fint bidrag. Der er dog stadig et stykke vej, før bogen fremstår som en helstøbt professionel udgivelse. Men øvelse gør mester, og idéerne er der bestemt.

Om Justitia:

Udgivelsesår: 12.10.2018
Forlag: Books on Demand, 116 sider

Indhold: 

Justitia – nede i mørket
Klovnens billede
Motel Diablo
Små kolde øjne

Danske horrorudgivelser 2018

Danske horrorudgivelser 2018Igen i år har jeg forsøgt at lave en oversigt over årets danske horrorudgivelser 2018.

Jeg har kun medtaget de titler, som retter sig mod voksne (og unge) og kun udgivelser af danske forfattere. Til gengæld har jeg også medtaget udgivelser, som ikke nødvendigvis er decideret horror, men som alligevel indeholder elementer af horror.

Danske horrorudgivelser 2018

Rød høst af Lars Ahn
H. Harksen Productions, 2018. – 285 sider
Den unge kvinde Iris Frantzen findes brutalt myrdet, hendes hoved befinder sig på sofabordet og resten af hende i soveværelset. Badeværelset ligner en slagtehal og morderen sover stadig på sofaen. Han påstår at hun var vampyr og derfor skulle hun dø.


Savas vidner af Sara Linderoth Bouchet
Lindhardt og Ringhof, 2018. – 447 sider
Danielle kommer efter sin søsters selvmord i besiddelse af hendes forskningsmateriale, som henviser til uddrivelse af dæmoner i besatte børn. Kan det have noget at gøre med den høje selvmordsrate og søsterens død?


Menneskekød af Nick Clausen

Menneskekød af Nick Clausen
Facet, 2018. – 151 sider
Anne og Hugos vinterferie i Østrig er blevet aflyst, så de tager på vinterferie hos deres farfar i Nordjylland, men det bliver en helt anden ferie end forventet.


Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Escho, Sidste Århundrede, eksp. DBK, 2018. – 214 sider. – (Grotesker, 2)
Noveller. Klassiske fortællinger i krydsfeltet mellem det realistiske og gotiske om Martin Willén, en svensk sagfører, der fortæller fra 1800-tallets Sverige med skæbnetro, drømmesyner og dunkle hemmeligheder om brodermord, grådighed, flugt og tragiske dødsfald.


Dagbog fra zombieverdenen af Klaus Frederiksen og Hanne Rump
mellemgaard, 2018. – 255 sider
Ingen ved hvorfor, men verden er blevet overtaget af zombier. Menneskene forskanser sig rundt omkring og prøver at overleve. En selvstændig fortsættelse af Dagbog fra Zombieland.


Love City af David Garmark & Stephan Garmark

Love City af David og Stephan Garmark
Kandor, 2018. – 277 sider
En dansk nødhjælpsarbejder efterforsker en mystisk malaria-lignende epidemi i tidligere Dansk Vestindien i en atmosfære tyk af revolutionære kræfter med USA og Trump lurende i kulissen.


De dødes tid af Thomas Helle
Facet, 2018. – 463 sider
En ukendt virus breder sig som en løbeild og slår en stor del af den danske befolkning ihjel. Læger og forskere arbejder på at finde en kur mod vira inden det er for sent og endnu flere bukker under for sygdommen og bliver ofre for den.


Isabelle af Anette Heide
mellemgaard, 2018. – 349 sider
En klassisk spøgelseshistorie om et hjemsøgt hus.


Ad Nauseum af Daniel Henriksen

Ad nauseam af Daniel Henriksen
Valeta, 2018. – 255 sider
Hovedpersonen bliver kastet ud i en ekstremt voldelig rutsjebanetur. Han må slippe af med et lig, der hjemsøger ham, og i mellemtiden forsvinder hans kone. Gamle fjender dukker op, mens nye venner viser sig uvurderlige.


Afkroge af Helene Hindberg
H. Harksen, 2018. – 235 sider
Mystiske og foruroligende noveller, der foregår i Danmark og bl.a. omhandler seksuelle udskejelser, mareridt og kosmisk terror.


Horror-noveller af bl.a. Lotte Petri og Lars Ahn

Horror-noveller 
Storytel Original, 2018
7 horrornoveller skrevet af internationale forfattere. De danske bidrag kommer fra Lars Ahn og Lotte Petri.


Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Escho, Sidste Århundrede, 2018. – 275 sider
17 uhyggelige tekster om spøgelser, djævle, morderiske ægtemænd og ånder, men også om romantik, håb og kærlighed og grænsen mellem fantasi og virkelighed.


Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Anne Vibeke Jensen, 2018. – 341 sider
I 1803 driver en munk djævelen ud af en ung pige på Lønnestakgård i Vestjylland. I nutiden findes en ung kvinde død i et af de gamle huse på Frilandsmuseet. Politiet er overbevist om, at det er selvmord, men er det nu også det?


Fyrtårnet af Nikolaj Johansen
Tværveje, 2018. – 276 sider
En fortælling, hvor det er dine valg, der bestemmer handlingen.


Jeg er Albert Storm af Zenia Johnsen

Jeg er Albert Storm af Zenia Johnsen
Jensen & Dalgaard, 2018. – 183 sider
Roman om en dreng, der forsvinder på en ø sammen med en skygge og et helt hus og også lidt om at fortælle historier.


Kill your darlings
Ravnerock, 2018. – 99 sider, illustreret
Krimi, spænding og gys i digtform, hvor det poetiske er kombineret med det uhyggelige.


Fandenivoldsk af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen
Fahrenheit, 2018. – 105 sider, alle illustreret i farver
Tegneserie. To ekstreme cirkusartister myrdes til deres eget bryllup, men kærlighedsgudinden Afrodite vækker dem til live igen som en del af et væddemål. Det fører til et fandenivoldsk hævntogt.


Randvad af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen

Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
H. Harksen Productions, 2018. – 233 sider
Hyret til at opklare et mysterium tilbage fra 1887, vikles Karl Johansen ind i et okkult plot i de mørke jyske skove i nærheden af Aabenraa ved landsbyen Randvad. Måske er det selve djævelen der er på spil.


Frygt, fabrik, fælde af Steen Langstrup
2 Feet Entertainment, 2018. – 2 bind
En gruppe urban explorers besøger en mørk aften en nedlagt fabrik i København. Hurtigt går det dog op for deltagerne, at der er noget helt galt. De er fanget inde i fabrikken, og de er muligvis ikke alene.


Requiem – Fort Ferguson af Patrick Leis
Valeta, 2018. – 386 sider, illustreret
I en fremtidsverden lever menneskerne i små befæstede kolonier, bag elektriske hegn, tykke porte og bevogtede mure. Altid på vagt og på udkig efter de levende døde, der angriber alt levende på deres vej.


Huset der ikke kunne glemme af Elisabeth Lyneborg
mellemgaard, 2018. – 120 sider
Ægteparret Mette og Jens flytter sorgløse og forventningsfulde ind i deres drømmehus. Men idyllen brydes hurtigt og udvikler sig til en grum og hårrejsende historie, hvor der både er uhyggelige stemmer og uforklarlige syner på spil.


Evig nat af Lasse Løager

Evig nat af Lasse Løager
DreamLitt, 2018. – 240 sider
Den unge mand Elias har særlige evner, som bl.a. betyder, at han kan se døde mennesker. En dag har han en drøm om en kvinde, der giver ham en vigtig besked. Og så tager begivenhederne fart.


Glasnøglen af Alex Karl Morell
Bindslev, 2018. – 319 sider
Kathrin er amatørornitolog. I forsøg på at finde ud af, hvorfor mange fugle opfører sig anderledes, kontakter hun miljøjournalisten Jesper. Med base i Thailand har han beskrevet et lignede fænomen. Snart jages de to af en hemmelig organisation over flere kontinenter.


Ondskabninger af John Kenn Mortensen

Ondskabninger af John Kenn Mortensen
Alinea, 2018. 17 sider, illustreret
Sidsel er vågen, det er helt mørkt. Omkring hende står en masse ondskabninger. Ser hun på dem med åbne øjne, æder de hende. Hun er bange, men måske man kan godt gå rundt med lukkede øjne uden, der sker noget.


Små onde svin af John Kenn Mortensen
Høst, 2018. – 315 sider, illustreret
13-årige Sebastians mor er syg, så han er flyttet ind på onkel Gunnars skumle og faldefærdige gods, Kragenborg på Lolland. Det viser sig hurtigt, at der foregår noget mystisk på godset. Heldigvis er vennerne Katten, Sixten og Julie spøgelsesjægere.


Sortedammens hemmeligheder af Karen Inge Nielsen
DreamLitt, 2018. – 424 sider. – (Djævlepassagen, del 1)
Fantasy. Der foregår noget mystisk på Herstedholm. Marcus og Kira vil undersøge Herstedholms historie og får hurtigt på fornemmelsen at Herstedholm gemmer på uhyggelige hemmeligheder.


Når mørket kommer krybende - 5 horrornoveller

Når mørket kommer krybende / redaktør: Lars Grill Nielsen
Enter Darkness, 2018. – 74 sider
Noveller. Fem gysernoveller med uhyggelige spøgelser, en uhyggelig fascination af døden, en monstrøs nisse, et koldt og hjemsøgt hus, og den der porcelænsdukke, der ligger helt stille, men måske bevægede sig alligevel.


The horror and beauty of life itself af Henriette Heyn Olsen
Henriette Heyn Olsen, 2018. – Ca. 80 sider, alle illustreret
En ung pige gennemlever svære prøvelser i livet og forsvinder i malstrømmen. Hun oplever prøvelserne som et landskab af død og smerte men genfødes som en modnet og livsklog pige, som har bibeholdt sin barnlige glæde.


Radbrækket, 3
Cult Pump, 2018
Tegneserieantologi med syv gyserhistorier af bl.a. John Kenn Mortensen og Mårdøn Smet.


Søen af Henriette Rostrup, illustreret af Michael Schiøler Tingsgård

Søen af Henriette Rostrup
Fahrenheit, 2018. – 85 sider, alle illustreret
I et dystert København udspilles igennem et barns øjne en historie om overlevelse i en totalitær fremtid med interneringslejre, cirkulerende helikoptere, sortuniformerede patruljer og gadebørn, der lever i frygt og på flugt på Nørrebros gader.


Witch Mountain 3 af Rune Ryberg
Rune Ryberg, 2018. Tredje bind
En ung kvinde på en motorcross cykel søger efter løftet om hekse bjergets transformative, overnaturlige krafter, men stedet bevogtes af en benhård motorcykel bande dømt til at hjemsøge bjerget for evigt.


Justitia af Kim Schrewelius
Books on Demand, 2018. – 116 sider
4 noveller om retfærdighed, uhyggelige klovne, væsner fra en anden planet og spøgelser.


Jeg ved godt, du er der af A. Silvestri

Jeg ved godt, du er der af A. Silvestri
Calibat, 2018. – 215 sider
8 noveller om vampyrer, varulve, cirkusklovne og psykopater, der tager læseren en tur ind i mørket.


Slør af A. Silvestri
Kandor, 2018. – 190 sider
Pernille har næsten mistet kontakten med sin gamle veninde Jeanette, så det kom som en overraskelse for hende, da Jeanette inviterede Pernille med til sit bryllup og endda som brudepige. Men nogen, eller noget, lurer i skyggerne parat til at slå til.


King af Silvestri, A.
Calibat, 2018. – 37 sider, illustreret i farver
En nat vågner drengen Simon, og jages i bare tæer og pyjamas ud på gaden af et uhyre. Hans trofaste schæferhund King forsøger at redde ham. Men kan King hamle op med bevingede væsner fra helvede og Den Onde selv?


Udyr af Bjarke Sølverbæk

Udyr af Bjarke Sølverbæk
Jensen & Dalgaard, 2018. – 180 sider
En dag begynder Milles hund at tale, og snart har alle dyr et sprog. I takt med at dyrene begynder at tale, stiger frygten blandt befolkningen, og snart jages alle af dyrene.


Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Politiken, 2018. – 338 sider
Fantasy. Lucie er et ca. 1000 år gammelt kannibalistisk vandvæsen. Sammen med den synske aktiespekulant Casper og den fugletalende religionshistoriker Martin, drager hun på pilgrimsfærd i Norge, hvor hun i sin tid kom fra.


Forglemmigej af Teddy Vork

Forglemmigej af Teddy Vork
Original Storytel, 2018
Atmosfærefyldt thriller om sindets skrøbelighed og livets afslutning.


Thelema af Martin Wangsgaard Jürgensen
H. Harksen Productions, 2018. – 213 sider, illustreret
Okkult fortælling om en kunstners uhyggelige møde med en verden fyldt med sort magi og overnaturlige fænomener.


Hotellet af Jonas Wilmann
Kaos, 2018. – 251 sider
Forfatter Roland Andersen rejser til England for at få udgivet sin roman. Men han kører galt i bilen og havner pludselig på et mystisk hotel. Men hvor befinder han sig og kan han slippe levende ud fra hotellet?


Rummets Guder 2: Rumhavne af Jonas Wilmann

Rumhavne af Jonas Wilmann
Kaos, 2018. – 217 sider. (Rummets guder, del 2)
Det er 3 år siden Miko og Drex flygtede fra deres hjemplanet. Men en dag støder Miko på en mulig ledetråd i hans jagt på guderne, og hans drøm om modstand vågner igen.


Årets horrorudgivelser 2017

Årets horrorudgivelser 2016

Årets horrorudgivelser 2015