Indlæg tagget med ‘kirker’

Mørkets skabninger af Kåre Johannessen

Mørkets skabninger af Kåre Johannessen

Mørkets skabninger – Middelalderens gruelige gestalter kommer omkring en lang række væsner fra nisser og spøgelser, over vampyrer, varulve og andre hamskiftere, til drager, elverfolk og væmmelige varslere. Alle væsner, der trods den frygt de indgød i folk, gjorde middelaldermennesket i stand til at overleve i en truende og fjendtlig verden.

I forordet fortæller Kåre Johannessen, at bogen handler om fantasivæsner, men det vidste man ikke, at de var dengang! For middelaldermennesket eksisterede lygtemænd, nisser og og gengangere på lige fod med høns, hunde og heste. Vi synes måske, det lyder tåbeligt at tro på noget, der ikke findes beviser for, men for middelaldermennesket var disse skabninger måder at forklare verden på. Det truende og uforståelige blev gjort konkret, og derved blev menneskets rolle pludselig aktiv. For mod konkrete trusler findes der ofte råd. Det gør der ikke mod naturens luner eller skæbnens tilfældigheder.

I øvrigt ville det faktisk være forkert at hævde, at der slet ingen beviser var for disse besynderlige forestillinger. Selv i dag rummer museer og antikvariske samlinger verden over for eksempel et stort antal enhjørningehorn. De stammer ganske vist ikke fra enhjørninger; det er narhvalstødtænder, der blev forhandlet som horn fra enhjørninger og var ekstremt efterspurgt som kostelige sjældenheder af fyrster og velhavere over hele Europa. Et horn, der helt tydeligt ikke havde siddet på noget kendt dyr, og som autoriteterne sammenstemmende forsikrede om stammede fra en enhjørning, kunne selvfølgelig kun opfattes som et bevis på dyrets eksistens. Et eller andet måtte de jo stamme fra – og enhjørningen var simpelthen den mest logiske og troværdige forklaring. (side 17)

Som KJ kommer ind på lidt senere i bogen, er vi på mange måder ikke kommet meget længere. Nok ved vi, at videnskaben har forklaret Big Bang, atomer og lysbølger. Men forstår vi det? Oftest nej, så også vi stoler på, at autoriteterne fortæller os sandheden om verden omkring os.

Mørkets skabninger er opdelt i ni kapitler samt et efterskrift om nutidens overtro. Bagerst er indsat en omfattende litteratur- og billedliste samt over 200 noter.

Researchen strækker sig, trods emnets afgrænsning til middelalderen, fra de gamle romere og tidligere helt frem imod det 20. århundrede. Dette er gjort, da det overvejende var kirken som nedskrev historien i tiden, og mange af væsnerne, var ikke en del af den kirkeligt anerkendte virkelighed og blev dermed ikke dokumenteret. For at overvinde det problem har KJ bl.a. undersøgt kilder fra før middelalderen og sammenlignet dem med kilder fra folkemindesamlernes beretninger i det 19. og 20. århundrede. Hvis beretningerne kan genfindes i nogenlunde uforandret form, taler sandsynligheden for, at man også troede på væsnerne i middelalderen.

Trods den videnskabelige tilgang til sit emne er Mørkets skabninger ikke vanskelig at læse. KJ gør både emnet interessant og til tider endda morsomt. Og så er han ikke bange for at tolke på, hvorfor nogle af beretningerne opstod.

En del af middelalderens fortællinger og vidnesbyrd om mærkværdige væsner kan forklares som ren og skær propaganda eller – hvis vi skal sætte lidt mindre negative ord på det – belærende og opbyggelige skrifter. Langt den overvejende del af de overleverede beretninger om for eksempel spøgelser finder vi i kirkelige skrifter, skabt af munke, nonner og præster i et distinkt kirkeligt miljø. Som det vil ses efterfølgende, er de middelalderlige spøgelseshistorier nemlig fortællinger om mennesker, hvis sjæle ikke kan finde hvile i døden. Forklaringen på denne post mortem-uro er meget ofte den enkle, at de pågældende er døde helt af sig selv, uden kirkens beredvillige assistance; en succesfuld overgang til saligheden krævede nemlig væsentlig mere, end blot at man havde været god og dydig … (side 19)

Som horrorfan synes jeg, Mørkets skabninger er en umanerlig interessant bog. Det er spændende at dykke ned i de mange forskellige væsner, og opdage hvordan historierne om dem er blevet overleveret gennem århundrederne. Jeg vil ikke komme omkring samtlige kapitler og væsner, men blot fiske enkelte afsnit frem for at give et indtryk af indholdet.

For eksempel lærte jeg forskellen på spøgelser og gengangere. Spøgelser har en eller anden form for uafsluttet gerning på jorden, og blev i middelalderen betragtet som ånden/sjælen. Gengangeren var det, der blev tilbage, når sjælen forsvandt – et vandrende lig (på moderne dansk, zombier). Og i modsætning til spøgelser var gengangere altid nogle grimme skabninger, man skulle holde sig langt væk fra. KJ fortæller også, hvordan man kan forhindre gengangeri ved at banke en pæl gennem den afdøde.

Selvom vampyren har sit eget kapitel, var den ikke en almindelig skikkelse i de middelalderlige fortællinger. På dansk kendes begrebet vampyr ikke før 1732, men vampyren var dog et kendt begreb i det østlige Europa længe før.

Modsat vampyren var varulven tidligt en velkendt skikkelse i folketroen, og måske stammer den fra den norrøne tradition bersærkere og ulfhednir? Bjørne og ulve var dog ikke de eneste var-væsner, og jeg blev særligt betaget af KJ’s genfortælling af en rumænsk legende om en VARGRIS!

Hvad elverfolk og feer angår, fortæller KJ, hvordan de oprindeligt var ondskabsfulde væsner, der var lige så slemme til at efterlade skiftninge hos menneskene, som de underjordiske var. Og modsat de underjordiske tog de ikke kun spædbørn, men også unge mænd som vovede sig forbi en gravhøj om natten. Ganske interessant er elvere tilsyneladende en rent germansk konstruktion.

Vampyrer og varulve kender vi hos de gamle grækere og romere, og drager havde man allerede i de første store kulturer i Nærorienten – men alfer og elverfolk blev øjensynlig født i de dybe, mørke skove i Germanien. De er, så vidt vi kan se, et originalt germansk-keltisk påhit. (side 142)

I 8. kapitel om væmmelige varslere fortæller KJ bl.a. om kirkevarer. Ordet ‘vare’ betyder varsler og er beslægtet med ‘advare’ og ‘varetage’. Kirkevaren optræder normalt kun på kirkegårde og kan være forskellige væsner. Jeg kendte på forhånd helhesten og gravsoen, men havde ikke før hørt om liglammet. Kirkevaren kendes kun i det sydlige Skandinavien og det nordlige England og er oftest trebenet. Og da jeg bor i Horsens, er jeg selvfølgelig nødt til at nævne KJ’s fortælling fra Tamdrup Kirke. Under opførslen af kirken blev byggeriet ødelagt hver nat af onde kræfter, indtil en klog mand kom med følgende råd:

Og han sagde, at de skulle tage et lam, hvis ene ben var i stykker, og drive det ud om aftenen. Dér, hvor de så fandt lammet om morgenen, skulle de bygge kirken, thi det var hellig jord. Bygmestrene gjorde det, og om morgenen fandt de lammet på den høj, hvor kirken nu ligger […] Lammet murede de inde under koret. Lammet blev så sognets hel, og den går nu omkring på kirkegården og udseer pladsen til de døde. (side 160)

I sidste kapitel af Mørkets skabninger kommer KJ ind på nutidens myter og overtro. For selvom vi aldrig før har haft så mange effektive redskaber til at søge viden, har vi stadig ikke helt frigjort os fra fortidens fejlbehæftede tankemønstre. Internettet er fuld af surrealistiske konspirationsteorier, lige fra troen på at flyenes dampstriber er giftstoffer, til den amerikanske QAnon-bevægelse, der er overbevist om, at der eksisterer en gruppe satantilbedende pædofile politikere, topembedsmænd, mediepersonligheder, rige erhvervsfolk og skuespillere, som kidnapper børn og drikker deres blod for at opnå styrke. En af bevægelsens tilhængere er endda blevet valgt ind i det amerikanske senat!

Men hvor ovenstående – i hvert fald for mig – er let at afvise som opspind, så er andre ‘sandheder’ sværere at gennemskue. Jeg har f.eks. altid lært, at man skulle vente med at bade, når man lige har spist. Men – der findes ingen dokumenterede eksempler på, at nogen nogensinde er druknet som følge af mavekramper under svømning efter spisning. Så når nutidens eksperter kan tage fejl, er det i virkeligheden ikke så sært, at middelalderens eksperter også kunne.

Kåre Johannessen måske vigtigste ærinde med bogen er dog hverken at bevise eller modbevise de mange væsner, eller udstille middelaldermenneskene for at tro på dem. Han giver os en forklaring på, hvorfor man troede på dem. At skiftninge kunne forklare skrigende spædbørn med kolik, og vampyrer uforklarlige sygdomme. De mange væsner var en måde at skabe mening i en uforståelig verden, og en måde at genvinde kontrollen når livet slog kolbøtter.

Dermed holder han også et spejl op for den nutidige læser, for hvad siger vores overtro om os og vores største frygt? Måske er nutidens konspirationsteorier det moderne menneskes modsvar på middelalderens uhyggelige væsner?

Mørkets skabninger er fascinerende læsning, hvad enten du læser den for at blive klogere på middelalderens mennesker eller for at lære mere om de skræmmende væsner fra deres fortællinger.

Har du den mindste interesse i sagn og myter? Vil du vide mere om varulven Peter Stubbe der i 1589 blev dømt til døden i Tyskland? Eller om den danske konge, Valdemar II Sejr der vakte sin døde dronning til live igen? Eller om Arnaud Gélis, der i begyndelsen af det 14. århundrede blev retsforfulgt for at være sjælebudbringer? Så læs Mørkets skabninger – Middelalderens gruelige gestalter. Du kan ikke undgå at bliver både underholdt og klogere.

Om Mørkets skabninger:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Turbine, 199 sider
Omslag: Bearbejdet illustration fra Nürnberg krøniken, 1493

Indhold:
Indledning
Dværge, underjordiske, nisser – kære børn med mange navne
Spøgelser, ånder og hvileløse sjæle
Grumme gengangere – de levende døde
Den bestialske blodsuger – vampyren
Om mennesker og dyr – varulven og andre hamskiftere
Drager og lindorme
Elverfolk og fæle feer
Væmmelige varslere og fatale følgesvende
Rapport fra overdrevet – sære skabninger fra fjerne egne
Efterskrift
Anvendt litteratur
Billedliste
Noter

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Monstre af Mathias Clasen
De udøde af Johan Egerkrans
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Mennesker og mosevæsner af Jens S. Holt
Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
De mystiske dyr – podcast af Mikala Rosenkilde
Alverdens vampyrer af Dan Turéll

Salveren af Bo Reinholdt

Salveren af Bo Reinholdt

Min kollega Janus introducerede mig til forfatteren Bo Reinholdt, da han anbefalede mig at læse romanen Kore. Det var en meget speciel oplevelse, og jeg er ikke sikker på, at jeg forstod historien helt.

Ikke desto mindre har jeg siden opsøgt Reinholdts bøger flere gange, og denne gang har jeg læst Salveren, som forlaget Escho genudgav i 2016.

I byen har alle hørt om Salveren. Han laver en masse forefaldende arbejde for folk, men har et særligt talent for billeder og for at male. Så da kirkens kalkmalerier skal restaureres, spørger menighedsrådet Salveren.

Mens Salveren arbejder på malerierne i kirken, forsvinder tre børn sporløst. Siden forsvinder endnu en ung kvinde, og der begynder at gå rygter i byen, om at gartnerens kone har en affære. Alt det kan Salveren ikke tage sig af. Han er helt opslugt af at gøre Gud ære med malerierne i kirken.

Salveren er en fabulerende historie om at skabe, og om kærlighed der tager en helt forkert drejning. Helliger målet midlet, når det gælder om at lave det smukkeste billede? Kan det være til Guds ære, hvis fristelsen efter det perfekte har ført hånden på afveje? Og kan ønsket om at give omsorg og kærlighed fører til fortabelse?

Jeg var meget betaget af Salveren, som nok er den Reinholdt roman, jeg har læst, der umiddelbart er lettest tilgængelig. Sproget er dog – som altid – et smukt sanseorgie, der leger med fortællevinkel, tid og virkelighed.

Bagerst er indsat novellen ‘Øjets purpur’, om fotografen Lau der farer vild under en tur i skoven. Her opdager han et ensomt beliggende hus, hvis ejer byder ham indenfor. Einar Larsen, som denne hedder, har en særpræget hobby. Han arbejder på at kunne fremkalde det sidste billede på øjets nethinde – og han er kommet langt i processen. Lau er fascineret af Einars arbejde, men også frastødt, og går derfra med følelsen af at have oplevet et eventyr og for at vende tilbage til hverdagen.

Noget tid efter bliver Lau dog opsøgt af Einar Larsens søster. Einar er blevet arresteret, og nu beder hun Lau om hjælp.

‘Øjets purpur’ er en underholdende lille historie, som fik mig til at tænke på tegneserien Morderens mesterværk af Gigi Simeoni.

Uddrag af Salveren:

Byen var på den anden ende. Tre børn forsvundet på vej hjem fra skole. Politimesteren tilkaldte forstærkning fra storbyen. Ikke mange kroge undgik en omhyggelig granskning – lofter, kældre, skure, lader og udhuse; men det var omsonst. Der var tilsyneladende intet spor at gå frem efter. Heller ikke da bønderne forsamledes med greven og hans folk fra det nærliggende gods, og man lod omtrent enhver hund med sporsans i behold blive sat på opgaven, fandtes noget af betydning. De tre var som sunket i jorden.

Imens bankede Salveren kalk af på kirkens hvælvinger. Frilagt kalken fra et helt hvælvingefag. Midt i kirken. Banker let med stumpen af et økseskaft. Tok – tok -tok …

Billedet af Himmeldronningen på hvidgrund, af Elisabeth, hendes slægtning, af Jesusbarnet, af Josef, af de fordums funklende konger og deres gaver. Guld og gyldent til rødt og orange. Maries kærlighed salvet i mit hjerte. Det ligger frit nu som de første billeder. Alt tager jeg med. Labber farven i mig, hoster af kalken og æder de slyngede skriftbånd. Var det ikke således profeten gjorde? Bugen er min sjæl. Brystkassen min kirke. Øjnene min frelse. Smerten bygges op af kvadre og kridt. Øjeblikket er bygherre. Ham frygter jeg. Øjeblikket har bemalet den friske kalkpuds i raske penselstrøg. Det var bindende i mere end én forstand. Nu har jeg så lagt det frit. Efter mere end 300 år. En evighed eller bare et øjeblik. Tok – tok – tok … (side 19-20)

Anmelderne skrev:

Erik Svendsen i Jyllandsposten:
Historien er på en gang en parodi og en psykodrama […] Dens energi ligger ikke i dramatikken, snarere i malerens rablende visioner om sit kunstneriske arbejde og i den lettere morbide og udstillende beskrivelse af de småborgerlige typer – præsten, gartnerfruen, brugsens kommis og i særdeleshed den jomfrunalske, pensionerede skolelærer, Frk. Hansen, der virkelig går op i drømmen om at gøre noget for sine medmennesker. (Læs hele anmeldelsen i Jyllandsposten fra d. 13. maj 1997)

Lars Handesten i Berlingske Tidende:
»Salveren« er kunstnerens sære navn, og selv fremstår han i romanen som en splittet dæmonisk kraft. Han er en kvindeforfører og lokker både erotik og guld til glorierne ud af byens kvinder. Men han er også en tvivler, der mister troen på sit arbejde. I begyndelsen er han besat af det, og billederne overflødiggør alt andet og bliver til det sande liv. Men netop denne forveksling af liv og billede bliver fatal. Det viser den skæbne, som bliver hans hemmelige hjælper til del. Romanens tunge vinterlige symbolik, dens bloddryppende gys og dens splittede figurer giver »Salveren« præg af den gotiske skrækhistorie, som Reinholdt med held dyrkede i sin sidste bog »Øjets purpur«. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende fra d. 13. maj 1997)

Bent Mohn i Politiken:
Alt er billeder, billedet er alt, har Bo Reinholdt tidligere forkyndt, gerne med en fotograf som talerør. At skabe billeder er kunstnerens opgave. Vil de forråde virkeligheden, vil de skabe en højere virkelighed, eller kan man gengive virkeligheden ganske nøjagtigt? I hans nye roman er hovedpersonen den lille landsbys kunstmaler og fotograf […] Hovedpersonen, der kaldes for Salveren, føler sig tvunget til at skabe lidelse for at skabe kunst, der kan hylde Gud. Han ønsker det ikke selv, er kun et redskab, og dog er han Skaberen. Om kunsten og dens ofre, om billedet og virkeligheden handler den lille roman. Kunst koster. Noget der her tages meget bogstaveligt. Og den handler om lidelsen med Gud som medvider. (Læs hele anmeldelsen i Politiken fra d. 13. maj 1997)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016 (1. udgave på forlaget Centrum, 1997)
Forlag: Escho, 200 sider
Omslag: Simon Bukhave

Udvalgt bibliografi:

Focus puller, 2020
Ormespinger, 2019
Kore, 2016
Hjertets synskreds, 2010
Tavlen, 1998
Salveren, 2016 (1997)