Indlæg tagget med ‘klima’

En sang for de levende af Irene Scharbau

En sang for de levende af Irene Scharbau

I En sang for de levende tegner Irene Scharbau et dystert billede af vores fremtid. Klimaet bliver varmere og varmere, og de beboelige områder mindre og mindre. De rige bygger mure, og de fattige overlades til tørkedøden. Og så rammes jorden pludselig af en global hændelse, der ændrer alle spillereglerne.

År 2055: Chris er it-specialist med en fortid i Forsvarets Center for Cybersikkerhed. Verden er presset af klimaflygtninge, og EU er i færd med at bygge en mur fra La Rochelle til Odessa. Soldater skyder alle, der forsøger at trænge ind fra det glo- hede Sydeuropa og Afrika. En dag rammes hele kloden af et ødelæggende anslag. Chris forsøger at hjælpe sine venner til et sikkert sted ved Lolland. Det går slet ikke som planlagt. (fra bagsiden)

En af de bedste ting ved at have Gyseren.dk er, at jeg ind i mellem bliver kontaktet af forfattere, jeg ikke kender i forvejen. Det var tilfældet med En sang for de levende af Irene Scharbau, og historien om et samfund, der bryder sammen da elektriciteten forsvinder, lød så spændende, at jeg straks sagde ja tak.

Romanen udspiller sig i 2055. Klimaet er gået amok, og store dele af kloden er nu ubeboelig på grund af tørke. Nordeuropa har lukket sig sammen om sig selv, og holder med alle midler grænserne mod syd lukket for de mange klimaflygtninge.

Vi følger en række forskellige personer: it-sikkerhedseksperten Chris, der er bedste venner med kollegaen Aage. Benjamin, der oprindelig var pacifistisk skolelærer, men nu bevogter grænsen mod syd som EU-soldat. Michelle, der flyttede til Danmark fra Italien for at få et bedre liv, mens grænserne endnu var åbne. Ann, der arbejder som akutsygeplejerske og hver dag må foretage benhårde prioriteringer blandt patienterne, mens hun forsøger at få hverdagen til at hænge sammen alene med sine to små børn. Og Adi fra Lagos i Nigeria, der står med ansvaret for sine søskende og drømmer om at komme til Danmark.

I første del af romanen introduceres vi for personerne, og hører om verdens udvikling fra 2020’erne og frem. Anden halvdel fokuserer på tiden efter den globale hændelse, der efterlader kloden uden elektricitet. Vi følger både den lille gruppe personer, der mere eller mindre tilfældigt ender på en lille ø, men også virkningerne af manglen på strøm for samfundet. For udover de umiddelbare gener ved at strømmen forsvinder, så forsvinder næsten alt vores viden også. Meget gemmes kun digitalt i dag, lige fra sygejournaler til skøder og andre juridiske dokumenter. Så hvad sker der, når samfundet rejser sig igen?

Det er ikke så længe siden, jeg læste Christina Lassen-Andersens vellykkede debutroman Mørkelagt, der også handler om hvad der vil ske, hvis strømmen pludselig forsvinder. Men mens Mørkelagt ikke fokuserede på, hvorfor strømmen forsvandt, får vi svaret i En sang for de levende. Og det er desværre ikke en urealistisk hændelse, der er årsagen.

En sang for de levende er elementært spændende, og jeg blev lynhurtigt fascineret af Scharbaus vision af år 2055. Både samfundet og begivenhederne, der leder op til romanens nutid, fremstår skræmmende troværdigt. Skrivestilen er lidt abrupt efter min smag, og persontegningerne er ikke de dybeste. Dog er Adi, hvis hjerteskærende historie næsten ikke var til at bære, meget velskrevet. Trods disse små-anker blev jeg hurtigt grebet af romanen, der føles bekymrende realistisk. Og endelig er jeg også nødt til at rose det overraskende twist, Scharbau introducerer mod slutningen, som giver romanen en helt ny vinkel.

Jeg var godt underholdt af En sang for de levende, der kombinerer spænding med cli-fi i en ubehagelig troværdig fremtid. En effektiv, realistisk og spændende roman, der ikke kan udgå at give læseren stof til eftertanke.

Irene Scharbau er journalist, og debuterede som forfatter med romanen Max fra 2020.

Uddrag af romanen:

I 2045 gav EU sine borgere tre år til at forlade tørkezonen. Varetransporter stoppede, de sidste vandværker standsede pumperne. Strømforsyninger slukkede. Det var slut med at orientere sig på braces og skærme. I det hele taget var det slut. Cypresserne på sydens solbeskinnede kystskråninger stod som rustne støtter over de tidligere så magtfulde riger.

Læger uden Grænser fordoblede deres styrke, og europæiske læger trak sig stille og roligt hjem fra andre af verdens brændpunkter for at hæve indsatsen i det sydlige Spanien, Italien og Grækenland. Fra juli ’48 skød EU-hæren på alle, der forsøgte at krydse grænserne sydfra.

Soldater cementerede de følgende år grænsen med et utal af lig. De begravede grænseoverløberne, hvor de faldt, eliminerede af EU-railguns, de masseproducerede elektromagnetiske våben, soldaterne var udstyret med i 40’erne.

Ingen plausible forklaringer gav længere adgang. Den voksende digitale programindustri til at spore dialekter og oprindelsesland døde ud på et år i ’48 sammen med knoglescanningsanlæg til at bestemme børns alder – børn kom heller ikke ind.

En stream med en cirka 4-årig pige gik verden rundt. Med kager af snavs i sine mørke krøller, åbne sår på knæene og blod på sin lyserøde Disney t-shirt stod hun alene på grænseovergangen ved Coccau Valico i det østlige Østrig. Hun var for længst holdt op med at græde, hendes øjne var huller af rædsel. To soldater, som trådte ud foran hende med hævede railguns, så ud til at have en kort diskussion. Så skød den ene, mens den anden sank ned på knæ.

Brølet over umenneskeligheden steg fra Amnesty, FIDH, selv i FN viste man streamen.

Men ‘No Trespassing’ havde opbakning fra store flertal i de europæiske staters befolkning. (side 72-73)

Reklame: Tak til Irene Scharbau og forlaget Indblik der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om En sang for de levende:

Udgivelsesår: 19.05.2022
Forlag: Indblik, 296 sider

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Nordlys af Tina Ibsen
Opgøret af Stephen King
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Den 5. bølge af Rick Yancey

Fire fortællinger om kærlighed af Trine Andersen

Fire fortællinger om kærlighed af Trine Andersen

Fire fortællinger om kærlighed er ikke en typisk titel her på siden, men Trine Andersens novellesamling er absolut værd at læse. Hun tegner i samlingens fire noveller billeder af en fremtid, der er alvorligt påvirket af klimaforandringerne. En fremtid hvor det er for sent. En fremtid hvor vandet stiger, hvor ‘de fremmede’ registreres og til sidst smides ud. En fremtid hvor vi ender som ‘de fremmede’ i flygtningelejre i Eritrea.

I ‘Blackout’ er forretningsmanden Felix lige blevet fyret. Uden en plan stiger han på toget til Tyskland, hvor han møder den yngre kvinde Ellie. Hun er på vej til Freiburg for at demonstrere til et klimatopmøde. Samtidig tænker Felix tilbage på sin eks-kone, Birgitte, og hvorfor de gik fra hinanden. En novelle om at leve fremfor at give op.

I ‘Vinger’ møder vi kvinden Hilde. Hun skal til at sige farvel til sin søn. Vandet er steget, så store dele af Danmark er oversvømmet, og nu søger sønnen frihed længere sydpå, hvor mørk hud ikke er et stigma. En novelle om at elske, og hvordan kærlighed både kan dræbe og sætte fri.

I ‘Ned på jorden’ tænker Villus tilbage på sin ungdoms backpacker-rejse, der udviklede sig fra mainstream til grænseoverskridende. Nu 40 år efter sidder han alene i sin lejlighed på 9. sal som den sidste lejer i bygningen. Også han vil rejse nu, men først må han besøge faderen. En novelle om valg og konsekvenser.

I den sidste novelle ‘Samme sted’ er hovedpersonen danske Inga, der har levet hele sit liv i forskellige flygtningelejre. Faren døde allerede, mens hun var baby, og moren da Inga var 9 år. Nu arbejder hun som lærer i en lejr i Eritrea for et måltid mad om dagen. En novelle hvor det globale hierarki er vendt på hovedet.

Andre skriver:

Litteratursiden:
De fire barske fortællinger skræller effektivt alle mellemregninger væk, når de udstiller de dystre fremtidsudsigter. Tilbage står den rå ”virkelighed”, som vender op og ned på læserens forventning og på verdenssituationen. Den dystopiske tilstand levner ikke meget håb for menneskeheden. Kærligheden er den sidste oppebærende fremdrift, som i sin natur rummer menneskers samhørighed og viser, hvor langt nogle vil gå for andre. Klimakamp og kærlighed kan dog også være en farlig cocktail, men det må man læse sig til i de fire fortællinger om klima, krise og kærlighed. (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Stærke noveller, som maner til eftertænksomhed og som kræver eftertanke, når Trine Andersen vender handlingen lidt på hovedet og spidder absurditeter i dansk klima- og flygtningepolitik.

Uddrag af ‘Blackout’:

Birgitte talte også hele tiden om at gøre noget.

I begyndelsen havde hun beundret hans projekter; arbejdet med de første kabiner. Han sagde ikke noget om, at opgaven var havnet tilfældigt på firmaets bord, og at de kun tog den, fordi afkastet kunne gå hen og blive stort. Han var selv begejstret – det var meningsfyldt arbejde – men der er en mulighed for, at Birgittes interesse skærpede hans egen.

Kabinerne kunne modstå det meste. Ild, vand, jordskælv. Den første prototype var skrællet ind til det mindst mulige og kunne kun opfylde de mest basale behov. Overlevelse afhænger af ganske få faktorer. Men allerede under fremstillingen af næste generation tog han og teamet sig flere friheder og stillede flere spørgsmål, også nogle, som handlede om komfort, tilbehør, udvendige effekter. Selv efter sammenbruddet ville mennesker have behov for at hævde sig, ville de ikke? Desuden skulle kabinerne sælges nu og ikke siden.

Successen ledte til andre opgaver i samme retning, og hver opgave bød på uventede udfordringer og gav sig udslag i kreative, overraskende løsninger. Alligevel blegnede Birgittes beundring med tiden og blev til et stadig stædigere spørgsmål. I stedet for at forberede sig på den værst tænkelige katastrofe burde man så ikke forsøge at afværge den? (side 17)

Om Fire fortællinger om kærlighed:

Udgivelsesår: 11.01.2022
Forlag: Café Monde, 193 sider
Forsidebillede: John Kørner
Omslag: Rikke Vagner
Besøg Trine Andersens hjemmeside

Indhold:

Blackout
Vinger
Ned på jorden
Samme sted

Læs også:

48 timer i Massachusetts-havet / red. Lise Andreasen og Niels Dalgaard
Komplekskuller – klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard

København, udateret af Villads Andersen
Omhu for eftertiden af Helga Berg
Når vi rejser til Mars af Maja Elverkilde
Blå af Maja Lunde
Mali af Torben Mathiassen
Den afskyelige af Charlotte Weitze
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Englenes blod af Johanna Sinisalo

Englenes blod af Johanna Sinisalo

Hvad har bidød i Nordamerika med kødproducenter i Finland at gøre? Få svaret i Johanna Sinisalos roman Englenes blod.

Vi befinder os i en nær fremtid. USA plages af fødevareruroligheder, efter at bestanden af bier er faldet drastisk på grund af pludselig bidød, Colony Collapse Disorder. I Finland passer Orvo Toivonoja sine bistader ved siden af jobbet som bestyrer for begravelsesforretningen ‘Afsejlingshavnen’.

En dag finder Orvo en død dronning i et tomt bistade. Det ser ikke ud til at bierne er sværmet, eller er væk af andre naturlige årsager, og Orvo frygter, at pludselig bidød nu er nået til Finland. Men før han får indregistreret sit fund, flytter andre begivenheder hans fokus fra det tomme stade.

Orvos søn, Eero, har lært kærligheden til bierne og naturen at kende fra sin far. Farfaren Ari har derimod et helt anderledes syn på dyr. Han har en fabrik med kvæghold og slagteri, og her gælder maksimum profit for minimale omkostninger uden tanke for dyrevelfærd. Et besøg på fabrikken som barn grundlægger Eeros modstand mod menneskets udnyttelse af produktionsdyr, som han skriver om på sin blog.

Orvo kender ikke til sønnens aktiviteter, men da politiet en dag dukker op, afsløres det, at Eero ikke nøjes med at skrive blogindlæg. Han arbejder aktivt for at stoppe udnyttelsen af produktionsdyr.

Finske Johanna Sinisalo er en fascinerende forfatter. Jeg har tidligere læst Solens kerne, der beskæftiger sig i fiktionsform med racehygiejne, kønspolitik og totalitarisme. I Englenes blod handler det om menneskets mishandling af vores jord. Hvordan vi gang på gang skaber ravage i klodens komplicerede økosystem, og hvordan det kan få katastrofale følger.

Historien springer mellem Orvos fortælling og Eeros blogindlæg i en blanding af tanker, skræmmende facts og hadske internet-kommentarer. Langsomt oprulles, hvad der skete den dag, Orvo fandt den døde bidronning, før vi når til den nærmest mytologiske slutning.

Jeg har tidligere læst Biernes historie af Maja Lunde, der også ser nærmere på betydningen af bier i vores verden. Det er nemlig ikke kun honning, vi må undvære, hvis bierne forsvinder. De bestøver også den mad, vi og produktionsdyrene spiser, så uden bier vil der hurtigt opstå hungersnød. Og desværre er de skræmmende beretninger om pludselig bidød som Sinisalo beskriver i romanen taget fra den virkelige verden.

Englenes blod er oprindeligt skrevet i 2011, og er således en af de romaner, der sparkede gang i cli-fi genren i 2010’erne. Det er en betagende og uhyggelig roman om klima og dyrevelfærd, men også en historie om kærlighed og håbet om en bedre fremtid. Som læser kan man ikke undgå at blive grebet af bogen, der svinger mellem sorg og vrede og sætter masser af tanker i gang om vores forhold til dyrene – og til mennesker med andre holdninger end os selv.

Uddrag af bogen:

Nogle uger efter hændelsen var Eero og jeg i et stort supermarked.

Kølediskene bugnede af okse, svin, lam, der var elg, rensdyr, antilope. Den ene røde dynge efter den anden, enorme stakke, som næsten nåede toppen af kølediskene, overflodsbjerge; de lå så langt øjet rakte, de dryppede af blod eller kødsaft efter dybfrysningen, i saftpølene spejlede de lydigt deres egen endegyldige destruktion. De poserede med ben, uden ben, som stege, fileter, koteletter, skanke.

Døde søgte de stadig vores øjne, anbragt forførende og æggende. En velhængt entrecotes dysterhed og gennemtænkte marmorering lokkede øjet, andetsteds var en svineskinkes hoftebue anbragt med sit sensuelle fedtlag i netop den rigtige vinkel. Hakkekød blev badet i bordelrødt lys. Let bedaget kød var blevet penslet med orange marinade som med en foundation, der skjuler ældningstegn.

Eero stoppede op foran en køledisk.

“Stykker af et dødt dyr.” Han sagde det højt, næsten trodsigt.

Jeg nåede ikke at sige noget, før en dame, der tog imod en hvid pakke fra en ekspedient, vendte sig om imod os.

“Føj. Sådan siger man da ikke.”

Eero så på hende, hans øjne var klare, uskyldige. “Hvorfor ikke?” spurgte han.

Kvinden så ikke på ham, men på mig. “De skulle tage at lære drengen, hvordan man taler om mad.” (side 69)

Andre skriver:

Litteratursiden:
’Englenes blod’ er nemlig et gennemarbejdet argument for et opgør med vores moderne livsstil, en moralsk løftet pegefinger, der forsøger at åbne vores øjne i forhold til menneskehedens syn på (og misbrug af) naturen. Men derudover er det en rørende historie om en far og søn og om, hvordan bierne på mange måder er nøglen til balance – både i livet og i døden. (Læs hele anmeldelsen HER)

Bogrummet:
‘Englenes blod’ er pirrende og lidt mystisk, men også hyggeligt hverdagsagtig, når vi hører om Orvos liv som forladt ægtemand, bedemand og bistadeholder. Her demonstrerer den flere gange prisbelønnede Sinisalo sin varme medmenneskelighed og livsvisdom. Men først og sidst er bogen en stærk og uafrystelig (og en lille smule nørdet) advarsel mod vores ubesindige måde at behandle naturen og dyrene på. Fremover vil denne let chokerede anmelder spise endnu flere grøntsager; og de skal være økologiske. (Læs hele anmeldelsen HER)

Skriv for livet:
Englenes blod er simpel skønhed, dyb sorg, storslåede naturbeskrivelser, stilhed, ensomhed, eftertænksom. Det er den stille skrift med de dybe undertoner, det er tusind ord i et, og det er litteratur, når litteraturen slår sine kronblade ud og viser sig i sit fulde flor. (Læs hele anmeldelsen HER)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Johanne Sinisalo har skrevet en rædselsvækkende roman om “den dag, bierne døde”, men med en let overnaturlig drejning, der gør romanen endnu mere gribende. En fantastisk og meget nutidig roman, der tager fat om mange af de temaer, der er i samfundsdebatten i dag. Meget velskrevet og elementært spændende.

Om Englenes blod:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Jensen & Dalgaard, 280 sider
Originaltitel: Enkelten verta, 2011
Oversætter: Siri Nordborg Møller

Læs mere om cli-fi HER

Læs også:

48 timer i Massachusetts-havet
Oryx og Crake af Margaret Atwood
Komplekskuller – klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Akerons porte af Niels E. Nielsen
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Komplekskuller – klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard

Komplekskuller - klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard

Komplekskuller – klimafiktion består af 24 nye science fiction noveller med fokus på klimaet skrevet af danske forfattere. Den udkom i april 2021, men jeg er håbløst bagud i forhold til at få læst, så derfor kommer der først en omtale nu.

De 24 noveller kommer langt omkring, lige fra oversvømmelser, over tørke og ildstorme, til istid og alt der i mellem. Flere af forfatterne kendte jeg på forhånd, men der er også en række nye navne repræsenteret. Det er noget af det jeg holder af ved Science Fiction Cirklens antologier, at de også giver plads til upcoming-forfattere.

Bagerst findes en kort introduktion til hver enkelt forfatter.

Novellerne er generelt af høj kvalitet, og flere af dem giver stof til eftertanke. Jeg ved ikke, om det er upassende at sige, at jeg var godt underholdt under læsningen, men uanset er Komplekskuller en relevant udgivelse som er helt på højde med Science Fiction Cirklens anden klimaudgivelse i 2021: 48 timer i Massachusetts-havet.

En overgang af Jesper Goll
Forhenværende biolog Aksel Rose er en af de overlevende. Havene omkring Danmark er steget og har langsomt oversvømmet store dele af landet. Oveni har en influenza-epidemi krævet mange dødsofre. Vandet er begyndt at stige i hans stuelejlighed, så nu er han rykket op på 2. sal i bygningen, til en lejlighed hvis ejer er død. En dag begiver han sig længere ind i landet på jagt efter mad, men finder i stedet noget helt uventet.

Hobbyer af Lars Nisted
På en togtur forbereder Svend Holmstrup sig på et foredrag, han skal holde om aftenen. Han foretrækker fred og ro, og bliver derfor irriteret da en yngre kvinde sætter sig overfor ham. Det bliver dog ikke kvinden, der udøver de største forstyrrelser på togturen. En velskrevet og meget ubehagelig novelle, der udspiller sig i en fremtid, hvor atmosfæren er giftig og elektriske storme hærger.

Kuplen af Hanne Rump
Kasia bor alene med sin mor. Hendes far døde sidste år i en arbejdsulykke, mens han servicerede kuplen. Moren er taknemmelig for livet i kuplen, men Kasia er overbevist om, at der er noget fordækt ved farens død. Jeg kom til at tænke på Niels E. Nielsens roman Troldmandens sværd, og det er jo ikke en dårlig sammenligning.

Løbet ud i sandet af Sara Weisdorf
En ganske kort, nærmest bevægende novelle der udspiller sig i en verden ramt af tørke.

Klima Noir af Niels Kjærgaard
Jeg har efterhånden læst flere noveller af Niels Kjærgaard, og som oftest er han garant for en humoristisk fortælling med satirisk bid. Det er også tilfældet i den vældigt underholdende ‘Klima Noir’, hvor temperaturene har nået 90 grader, og folk er nødt til at bruge medicin eller implantater for at overleve. Her får privatdetektiven Jonny Stormlund til opgave at finde videnskabsmanden Karl Strøm, der tilsyneladende har opfundet en maskine, der vil medfører en katastrofe for samfundet.

Havudsigt af Rune Nyholm Nøhr
Havene er steget, og nu ligger Steins hus på en lille ø i stedet for på toppen af en bakke. En dag ser han en robåd, der kæmper sig over det oprørte hav. Ombord er en præst, og han har et overraskende spørgsmål til Stein. En novelle om at overleve klimakatastrofen med et uforudsigeligt twist til slut.

Bunker fem af Sofie Boysen
Pigerne Nina og Una er vokset op i Bunker Fem langt under jordens overflade, som er ramt af en ny istid. Bunkeren styres af den avancerede droide Q, som pigerne begge frygter. En dag sker der et uheld i bunkeren, og pludselig er Nina og Una de eneste tilbage sammen med butlerbotten Smiley og den frygtede Q.

Knappen af Maria Pilh Bengtsen
En tsunami truer med at udslette Danmark. En mand har mulighed for at redde Danmark – men med hvilke omkostninger …

Komplekskuller af C.C. Thybro
Astrid bor alene efter hendes forældres død. Hun lider af gigt, som gør at hun ikke kan bidrage med arbejde i komplekset, hvor hun bor. På nettet har hun fundet et fællesskab med andre, der som hun bliver betragtet som unyttige snyltere. Her forelsker hun sig i Tia, selvom de to aldrig vil kunne mødes. ‘Noget’ udenfor husene forhindrer nemlig folk i at gå ud. Titelnovellen er velskrevet og sørgeligt troværdig, for hvor meget overskud er der til at tage sig af de svage, når det gælder liv og død for flertallet?

Lortejob! af A. Silvestri
I 2047 er fortælleren i gang med at lave en bodycast, hvor der dykkes ned i fire af tidens lortejobs. De fordeler sig på servicemedarbejder ved et træningscenter, en inkassomedarbejder, en slags it-udvikler og en marinebiolog. Vi følger besøgene hos hver person, og deres jobindhold er ikke som nutidens. Som altid leverer A. Silvestri høj kvalitet. Her leger han med formen af fortællingen ved at skrive den som et manus. Jeg kan også godt lide den indirekte facon klimaændringernes konsekvenser beskrives på igennem kendte jobtypers nye indhold.

En opsang af Tim Sørensen
Den dansk-russiske Vasilij Jensen har i mange år forsøgt at råbe verdens magthavere op og få dem til at gøre noget ved klimaforandringerne. Nu har han mistet tålmodigheden. Under et foredrag truer han med alvorlige konsekvenser, hvis ikke verden sænker CO2-udledningen, stoppe skovfældninger, standse alle krige og forbyde fiskeri. Men er hans trusler bare varm luft?

Langtidshukommelse af Cindy Lynn Brown
Sol er rejst nordpå for at studere pizzlyer og forsøge at genskabe deres langtidshukommelse, der er forsvundet som et resultat af mange års ophobet mikroplast i bjørnenes kost. Men jo mere bevidst pizzlyen bliver, jo mere får Sol lyst til at komme væk fra glasboblen.

Til sidste dråbe af Andreas Olesen
Fortælleren er en ornitolog, der er sendt ud af Statens Genum Institut for at undersøge, om observationerne af en han-solsort er korrekte. I en tid hvor kønsbalancen er alvorligt forstyrret er handyr i fare for at uddø. En novelle der desværre slet ikke er så utænkelig, når man ser på nutidens faldende sædkvalitet.

Vandtæt af Sonja Winckelmann Thomsen
Stigende vandstand sender store dele af Danmarks befolkning på flugt. Mange søger tilflugt i Norge, hvor de indkvarteres i overfyldte flygtningelejre. Det er altid godt at forsøge at sætte sig i andres sted, og her giver Sonja Winckelmann Thomsen et bud på, hvordan vi danskere måske en gang får brug for andres hjælp. Og hvordan det er let at forfalde til at hade ‘de andre’ for at få det bedre med sig selv.

Vejrskifte af Gudrun Østergaard
I en verden plaget af alvorlige klimakonsekvenser rejser de allerrigeste jorden rundt foran tørkeperioder, regntid osv. for at nyde det bedste af alle verdener. Salima er en af disse privilegerede, og hun står foran at skulle gifte sig med Edwin, der ligeledes tilhører en af de gamle familier. Ved at lade Salima være fortælleren hører vi om katastroferne som ubelejligheder for Salima og hendes venner, som når de ikke kan få deres jordbær. Jeg blev nærmest rasende på personerne i fortællingen, og det er vel ikke den værste anbefaling. Gudrun Østergaard har tidligere skrevet om klimaet i novellesamlingen Ord har hærget, som bestemt også er værd at læse.

Den store mindedag af Jon Terje Østberg
Historiens fortæller er adfærdskonsulenten Martin Johansen. Han hjælper folk, der har det psykisk skidt. En dag ser han navnet Kai Werner Stellenberg på sit skema. Stellenberg var tidligere CEO for Nordisk Råstof, Olie og Metal, men hans symptomer er de samme som mange andre af Martins klienter. Der er flere gode overraskelser i Jon Terje Østbergs novelle, og jeg kan også anbefale at læse hans roman Tropika fra 2017.

Én nat på tre døgn af Rasmus Hebsgaard
En begivenhed har sendt jorden i en evig bunden rotation om Solen, således at 90% af overfladen potentielt bliver ubeboelig. Eskil Østergaard-Vig er folketingets formand, og historien udspiller sig, mens han afventer statsministerens beslutning for, hvad Danmark skal gøre. En lavmælt og lidt sørgmodig novelle som greb mig overraskende stærkt.

Koben af Helene Toksværd
Jeg-fortælleren står med et koben i hånden ved novellens begyndelse. Udenfor er heden ekstrem, men også i laden er varmen tæt. Fortælleren skal i gang med at slagte de sidste dyr, men tanker om frihed forstyrrer.

Præsentation af ‘Kulturel-antropologisk diskussion af fund fra informationstidsalderen’ af Ea-Katrine Lystbæk Thomsen
Sarah er arkæolog. Mange af tidligere tiders fund er dog gået tabt gennem de sidste århundreders oversvømmelser og brande, så nutidens arkæologer må ty til affaldsdepoter i verdenshavene og afbrændte genbrugsstationer indlands. Der er ikke direkte fokus på klimaforandringerne i denne novelle. I stedet lader forfatteren os tænke selv, når Sarah fortæller om de forskellige fund og arkæologernes konklusioner. Det fungerer godt, og giver stof til eftertanke i forhold til ens eget forbrug.

Udenfor skyggen af Martin Møller Geertsen
I en fremtid er befolkningen opdelt i sletteboere og lysbyer. Førstnævnte bor under jorden og kan kun bevæge sig oppe, når solen er nede. De to grupper handler med hinanden. Bl.a. køber sletteboerne ilt i lysbyerne.

Æggebakkebjergene af J.M. Larsen
For at beskytte byen mod den stigende vandstand opførte regeringen for år tilbage en kæmpestor dæmning. I novellen beretter fortælleren om et forholdsvist begivenhedsløst liv under et styre, der langsomt bliver mere og mere totalitært i sine bestræbelser på at ‘tjene’ folket. Tankevækkende novelle, især set i lyset af den nuværende samfundssituation med Covid-19 og de mange debatter om, hvorvidt regeringen går for vidt i restriktioner m.m.

Nord af Trine J. Cederlöf
En stor del af verden ligger under vand. Forskeren Anna Tranenberg har fået bevilliget penge til en ekspedition til Svalbard i et samarbejde mellem fire nordiske universiteter. Hun har fundet nogle oplysninger i en gammel dagbog, som kan føre til et fantastisk fund – hvis de er korrekte. Vellykket novelle om tiden efter katastrofen med en slutning der lugter lidt af karma.

Tommelfjeld af Majbrit Høyrup
Ellen og Bjarke er ansat af Skandinavisk Raastofudvindning. De er blevet sendt til den lille ø Skágrund for at undersøge undergrunden for råstoffer. Skágrund er dog et specielt samfund, og der er særlige regler, der skal overholdes.

Under himlen, over jorden af Heidi Bobjerg
Da havene steg, blev det for risikabelt at bo i husene ved kysterne. Mange byggede derfor deres huse om, så de kunne flyve væk fra vandet. Novellen følger Inuk og Robin i deres hus på jagt efter et sted, hvor de kan tanke vand.

Om Komplekskuller:

Udgivelsesår: 15.04.2021
Forlag: Science Fiction Cirklen, 397 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Jesper Goll: En overgang
Lars Nisted: Hobbyer
Hanne Rump: Kuplen
Sara Weisdorf: Løbet ud i sandet
Niels Kjærgaard: Klima Noir
Rune Nyholm Nøhr: Havudsigt
Sofie Boysen: Bunker Fem 121
Maria Pilh Bengtsen: Knappen
C. C. Thybro: Komplekskuller
A. Silvestri: Lortejob!
Tim Sørensen: En opsang
Cindy Lynn Brown: Langtidshukommelse
Anders Olesen: Til sidste dråbe
Sonja Winckelmann Thomsen: Vandtæt
Gudrun Østergaard: Vejrskifte
Jon Terje Østberg: Den Store Mindedag
Rasmus Hebsgaard: Én nat på tre døgn
Helene Toksværd: Koben
Ea-Katrine Lystbæk Thomsen: Præsentation af ‘Kulturel-antropologisk diskussion af fund fra informationstidsalderen’
Martin Møller Geertsen: Udenfor Skyggen
J. M. Jensen: Æggebakkebjergene
Trine J. Cederlöf: Nord
Majbrit Høyrup: Tommelfjeld
Heidi Bobjerg: Under himlen, over jorden
Om forfatterne

Læs også:

48 timer i Massachusetts-havet
Verden under vand af J.G. Ballard
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Den hvide fjende af Niels Meyn
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

48 timer i Massachusetts-havet

48 timer i Massachusetts-havet udvalgt af Lise Andreasen og Niels Dalgaard

Vi lever i en tid, hvor det ikke mere er muligt at lade som om, menneskeheden ikke har påvirket jordens klima i negativ retning. Det er derfor sørgeligt aktuelt, at Science Fiction Cirklen i april måned udgav antologien 48 timer i Massachusetts-havet. Samlingen består af 14 noveller, udvalgt og oversat af Lise Andreasen og Niels Dalgaard. Noveller som alle handler om at leve/overleve i en verden ødelagt af menneskeskabte klimakatastrofer.

De 14 noveller kommer bl.a. omkring verdensomspændende oversvømmelser, uforudsigeligt vejr med flere og voldsommere orkaner, langvarig tørke, smeltning af permafrost med følgende frigivelse af metan som accelerer opvarmningen af jorden og langvarig kulde.

Jeg vil nøjes med at nævne to noveller, selvom der sagtens kan fremhæves flere.

‘Kontoret for klimafakta’ af Mitch Sullivan handler om Jake, der er ansat på kontoret for klimafakta. En dag bliver han bedt om at deltage i dagens morgen-tv, da Maryanne, som normalt er kontorets ansigt udadtil, sidder fast i Sacramento. Jake griber muligheden, men må sande at journalisterne har svært ved at acceptere hans påstand om, at der ikke er noget at bekymre sig om. Det er trods alt bare vejr, ikke klima.

Novellen fortælles af Jake, og det er interessant at følge, hvordan han med fakta i hånden kan bortforklare det meste – indtil han pludselig oplever vejrets konsekvenser helt tæt på. Jeg kan ikke lade være med at trække en linje til langt størstedelen af nutidens politikere og pengemænd, der på samme måde frasiger sig et ansvar for at gøre noget nu, hvis det får indflydelse på nutidens bekvemmelighed. Også selvom det er på bekostning af fremtiden.

‘Fjærtfangeren’ af Pat Murphy og Paul Doherty er en helt anden type fortælling og mere ovre i ‘hård’ science fiction. Maggie Lindsay har opfundet en metan-tilbageholdelsesmåtte – populært kaldet fjærtfanger – som hun får mulighed for at afprøve ved Franklin Forskningsstation i Arktis. Med Maggie som jeg-fortæller hører vi om optakten til hendes ophold i Arktis, om selve forsøget og arbejdet med at optimere det.

Hvor Jake var ansat af magthaverne for at skjule konsekvenserne af klimaforandringerne, så er Maggie kun på overfladen en del af magthaverne. Hendes forsøg er godkendt af myndighederne i håb om at afbøde klimaforandringerne, men i virkeligheden arbejder hun mere i det skjulte for ikke at blive stoppet af politisk bureaukrati. Det er dette private initiativ, der i sidste ende gør fjærtfangeren en succes. Historien fortælles nøgternt og ‘matter-of-fact’-agtig, og slutningen er meget stærk.

Bagerst i 48 timer i Massachusetts-havet er en præsentation af de medvirkende forfattere samt et, som altid, interessant efterord af Niels Dalgaard. Her kommer han bl.a. ind på klimafiktion i historisk kontekst, for klimafiktion er ikke en ny opfindelse blandt forfattere.

Det gør en afgørende forskel i klimafiktion, om de ændringer der beskrives, er menneskeskabte eller ej. Hvis ikke skriver teksterne sig ind i en lang tradition for katastrofefortællinger, der spænder over alt fra kæmpe-jordskælv, kometer og meteornedslag til oversvømmelser, ekstra store vulkaner og at Jorden suges ind i Solen. I årtierne omkring 1900 blev der skrevet talrige noveller og romaner med denne type motiv, der tilsyneladende kunne varieres bredt […] (side 246)

Mens de ældste klimanoveller hovedsageligt omhandler udefrakommende katastrofer, danner tiden efter 2. Verdenskrig bund for en ny slags klimafiktion: den menneskeskabte. Atombomberne over Japan betød, at menneskeheden nu kunne udslette sig selv, og ved samme lejlighed afstedkomme en atomvinter med alvorlige følgevirkninger for hele kloden.

Hvis de katastrofale kilimaforandringer i en historie kommer udefra og er udenfor menneskenes kontrol, kan personerne ikke gøre andet end at forsøge at overleve … det er sjældent at situationen giver så langt varsel, at de kan overveje at forhindre katastrofen. Anderledes stiller det sig i historier om menneskeskabte klimaforandringer, hvor der kan være tale om at afbøde konsekvenserne, før de indtræffer. I mange historier er der imidlertid primært tale om at påpege problemets alvor, hvilket særligt var relevant før det stod klart for de fleste, hvor alvorlig situationen er. (side 247-248)

Hvor megen klimafiktion i sagens natur ser ret pessimistisk på fremtiden, slutter Dalgaard dog af på en mere optimistisk tone, idet han introducerer subgenren med den lidt selvmodsigende betegnelse ‘hopepunk’.

Hopepunk er tydeligvis blandt de strømninger der viser en vej frem. Der er formentlig stadigvæk brug for dystre, realistiske undergangsvisioner som advarsler til nutiden; men det er vigtigt at supplere med overvejelser over hvordan man undgår at gå under og hvad man så kan og skal sætte i stedet. Skønlitteraturens opgave er i sig selv ikke at være handlingsanvisende; men den afspejler virkeligheden og får i bedste fald læseren til at reflektere over den. Det gælder også science fiction, og det er tydeligt at rigtig mange forfattere og læsere for tiden bruger genren til at overveje planetens og menneskenes fremtid. (side 251-252)

Som jeg læser antologien, tilhører et par af novellerne i 48 timer i Massachusetts-havet sidstnævnte subgenre. ‘Fjærtfangeren’ som jeg nævnte ovenfor samt ‘Verdens ottende vidunder’ af Kathryn Blume, ‘Barnebarns-paradokset’ af Daniel Thron og ‘Astrofili’ af Carrie Vaughn slutter alle på en positiv note, selvom menneskeheden i ingen af novellerne slipper uden skrammer.

Alle 14 noveller her i antologien er oversatte, men der findes naturligvis også masser af dansk cli-fi. I min læsebunke har jeg bl.a. endnu en udgivelse fra Science Fiction Cirklen, nemlig Komplekskuller der er en antologi med danske cli-fi noveller. Den ser jeg også frem til at læse.

Om 48 timer i Massachusetts-havet:

Udgivelsesår: 15.04.2021
Forlag: Science Fiction Cirklen, 256 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Oversætter: Niels Dalgaard

Indhold:
Det druknede Venedig af Kim Stanley Robinson
Kontoret for klimafakta af Mitch Sullivan
Kælvet af Sam J. Miller
At miste det vi ikke kan leve uden af Jean-Louis Trudel
Barnebarns-paradokset af Daniel Thron
Druknet af Lavie Tidhar
De nye venusboere af Sean Williams
Fremtiden er blå af Catharynne M. Valente
Afvigere af Nicole Feldringer
Drowntown af Camille Alexa
Astrofili af Carrie Vaughn
Fjærtfangeren af Pat Murphy og Paul Doherty
Verdens ottende vidunder af Kathryn Blume
Meddelelser fra vuggen af Ken Liu
Efterord ved Niels Dalgaard

Læs også:

Verden under vand af J.G. Ballard
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Metro 2033 af Dmitrij Gluchovskij
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Varslet af Liz Jensen
Fanget i isen af Dean Koontz
Blå af Maja Lunde
Vejen af Cormac McCarthy
Til verdens ende af Charlotte McConaghy
Den hvide fjende af Niels Meyn
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Metrozone af Søren Mosdal
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Den femte dag af Frank Schätzing
Den afskyelige af Charlotte Weitze
Udsendingen af Yoko Tawada
Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Verden under vand af J.G. Ballard

Verden under vand af J.G. Ballard

Verden under vand udkom oprindeligt i 1962 og hører til J.G. Ballards øko-katastroferomaner, dvs. romaner der beskriver en virkelighed ramt af radikale forandringer i klimaet. Romanerne foregriber nutidens cli-fi, den økokritiske fiktion der har vundet indpas hos såvel litterære- som genreforfattere i tiden. Ballards øvrige øko-katastroferomaner tæller The Wind from Nowhere (1961), The Drought (1964) og The Crystal World (1966). Sidstnævnte udkom på dansk i 1973 som Krystalverdenen.

Nu har forlaget A Mock Book genudgivet Ballards klassiker i GAIA-serien. En serie der tematiserer menneskets forhold til naturen og andre arter, set i forhold til klodens nuværende tilstand både klimamæssigt, politisk og socialt. I samme serie er bl.a. også udkommet Skimmelrytteren af Theodor Storm samt Dune af Frank Herbert.

Bagerst er et oplysende efterord skrevet af Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff.

Verden under vand udspiller sig i en nær fremtid, hvor voldsomme solstorme har skabt ekstreme klimaforandringer. Det meste af jordkloden er oversvømmet af vand eller forvandlet til en tropisk sump, og de overlevende mennesker er fortrængt til de arktiske egne i nord og syd, hvor temperaturen endnu er udholdelig.

Biologen Robert Kerans er udsendt som del af en videnskabelig forskningsstation. Under militær eskorte af oberst Riggs og hans mænd skal han lave en biologisk kortlægning af de oversvømmede områder. Ved romanens begyndelse er de ved at færdiggøre området over London, og har fået besked på snart at vende tilbage til Grønland.

Hvor de fleste af folkene, glæder sig til at vende tilbage til de køligere egne, er enkelte voldsomt fascinerede af det hede, solbeskinnede urskovs-landskab. Her i blandt løjtnant Hardman. Indtil for tre måneder siden fungerede han som oberst Riggs betroede næstkommanderende. Nu plages han af tungsind og søvnløshed og har isoleret sig i sin kahyt.

Men Hardman er ikke den eneste, der har problemer med at sove – eller rettere problemer med de drømme søvnen medfører. Også Kerans bliver påvirket, og mens enheden gør klar til at vende tilbage nordpå, lægger han planer om i stedet at drage længere mod syd, selvom det vil medfører hans død.

Verden under vand (1969)

I Verden under vand beskæftiger Ballard sig ikke som sådan med grunden til klimaændringerne, eller hvordan de kan overvindes. I stedet er fokus på den effekt ændringerne har på mennesket. Hvordan reagerer vi i en ekstrem situation, hvor verden og naturen omkring os tilsyneladende vender tilbage til det subtropiske klima fra for 200 millioner år siden. Ballard forestiller sig, at disse omstændigheder vil vække minder til live fra hele vores evolutionshistorie, som ligger gemt i generne.

“Det individuelle livs korthed er vildledende. Enhver af os er så gammel som hele det biologiske rige, og vores blodårer strømmer ud i det totale hukommelses store hav. Det voksende fosters odyssé i livmoderen genskaber hele udviklingens fortid, og dets centrale nervesystem er en indkodet tidsskala; hver af neuronforbindelserne og hvert rygmarvsniveau afmærker et symbolsk stadium, en enhed i den neuroniske tid.” (side 50)

For ikke så længe siden hørte jeg en samtale mellem Karsten Wind Meyhoff og Niels Dalgaard, hvor de talte om Verden under vand og J.G. Ballards forfatterskab. Her kom Niels Dalgaard bl.a. ind på, at allerede ved udgivelsen i 1962 var hypotesen om ‘neuronik’ forældet. Derudover giver det ingen mening, at naturen skulle udvikle sig baglæns eller at mennesker skulle regrediere pga. klimaforandringerne.

Det var Karsten Wind Meyhoff for så vidt ikke uenig i, men mente at vi nærmere skal læse romanen som et visuelt visionært rum. Han mente, at Ballard minder om surrealistiske malere som Dali og Magritte, der arbejdede med at vise det indre rum. Ballards visualiserer menneskets indre verden i mødet med den ydre. Han skaber visuelle billeder, som han bliver ved med at fylde detaljer på. Vi kommer længere og længere ind i en varm, fugtig og nådesløs verden, hvor den hede sol står som en gud på himlen. Et drømmeagtigt landskab hvor hver detalje i de ydre realiteter er et udtryk for den indre verden, dens begær, sårbarhed og rationalitet.

Hvor mange romaner handler om at mennesket overvinder naturen, er Ballards fortælling modsat. På et tidspunkt ankommer fribytteren Strangman med sin armada af sorte besætningsmedlemmer og fulgt af en hær af krokodiller. Strangman er besat af at hente fortidens kunstværker op, blot for at stuve dem sammen på sin hjuldamper og eje dem, og det lykkes ham at tømme lagunen, hvor Kerans holder til. Men som vandet pumpes væk, afsløres en by forvandlet til en stinkende kloak uden spor af tidligere tiders skønhed. Civilisationen er blevet godt og grundigt besejret af naturen. I hvert fald i Kerans øjne.

Uanset hvorfor Kerans drages på nærmest hypnotisk vis af den ukendte verden mod syd, så er Verden under vand fascinerende og blændende godt skrevet. Og som Katrine Colmorn skriver i sin anmeldelse på Litteratursiden er Kerans overvejelser om, hvorvidt mennesket bærer minder om livets udvikling i sine celler, højaktuel. Vi lever i en tid, hvor mennesket ubønhørligt underlægger sig hele kloden, som om vi har glemt, at vi ikke kan sætte os ud over planeten, men blot er et pattedyr som alle andre, uløseligt forbundet til jordens økosystem.

Andre skriver:

Skriv for livet:
Verden under vand er et pragteksemplar af en bog med et sprog, der begejstrer konstant og tager dig med på et dyk ned i urtidskræfterne, et svimlende, kvælende dyb af vand, urskov, lyd og hede. Det kravler helt ind i knoglerne og bliver siddende der som en rytmisk banken, der ikke slipper dig igen. Her er hverken moralisering eller dom, men blot en konstatering af, at mennesket er en del af verden lige så meget, som verden er en del af mennesket. Det er en symbiose på godt og ondt. Og så er det en formidabel læseoplevelse. (Læs hele anmeldelsen her)

Litteratursiden:
Ballards detaljerede beskrivelser af miljø og klima i en fremtid, hvor verden er druknet i det stigende vand, hensætter læseren i en særegen tilstand, hvor grænsen mellem drøm og virkelighed bliver mere og mere flydende. (Læs hele anmeldelsen her)

Essay af Peter Briggs:
Indeed, Ballard has created in this novel a most pervasive demonstration of the frailty of “technological” man. He diminishes man in the face of the natural universe by establishing that he has no control over either the outer or the inner world. A tiny but implacable change in cosmic terms finds man all but destroyed by natural disaster and struggling against the mind. The mind and its complex cultural and technological by-products attempt to adapt for survival by tapping the same archaeophysic pool as do other animals and plants as they fecundly regress to their prehistoric natures. The tenuousness of Man’s hold on mere survival lies in the fact that he cannot adapt quickly enough, and that his archaeophysic impulses destroy the body even as they produce a sense of unity with the changed world. (Læs hele artiklen på jgballard.ca)

Uddrag af bogen:

Riggs spejdede mørkt ud gennem trådnettet. “Gud være lovet for den besked fra Byrd. Vi burde have trukket os tilbage for flere år siden. Hele denne detaljerede kortlægning af havne til brug for en eller anden hypotetisk fremtid er komplet latterlig. Selv hvis solstormene svinder hen, vil det vare mindst ti år før der bliver gjort noget alvorligt forsøg på at bebo disse byer igen. Til den tid vil de fleste store bygninger være forsvundet i dyndet. Der skal et par divisioner til at rydde junglen væk fra denne lagune alene. Bodkin fortalte mig her til morgen at nogle af beplantningerne – og det drejer sig ikke om træer – er over tres meter høje. Det hele er sgu en stor zoologisk have.”

Han tog kasketten af og tørrede sig over panden og råbte så hen over den stigende brølen fra de to udenbords diselmotorer: “Hvis Beatrice bliver her meget længere så bliver hun sindssyg. Det minder mig for resten om endnu en grund til at vi må afsted herfra.” Han så hen på sergent Macreadys høje, ensomme skikkelse ved roret – denne stod og stirrede stift på det brydende vand – og på de øvrige folks fortrukne, plagede ansigter. “Sig mig, doktor, hvordan sover du for tiden?” (side 18-19)

Om Verden under vand:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: A Mock Book & Urgent.Agency, 232 sider
Omslag: Urgent.Agency
Originaltitel: The Drowned World, 1962
Oversætter: Niels-Erik Wille

Læs også:

Den sorte tåge af Fred Hoyle
Den hvide fjende af Niels Meyn
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Farlige forbindelser af Bille & Bille

Farlige forbindelser af Lisbeth og Steen Bille

Farlige forbindelser er anden del i trilogien om Freddie Mandix, den tidligere betjent der nu arbejder for forskningsministeriet i Kontoret for Forskning & Sikkerhed.

På arbejdet dukker en ny sag op. Professor i kemi, Katja Frank, dukker op på konteret. Hun fortæller en forvirret historie om en forsvunden cylinder, kinesiske spioner og et muligt mordforsøg. Selvom hun overbeviser Emma om sagen, er Freddie i tvivl. Men da de sweeper Katja Franks laboratorium, opdager han, at nogen aflytter det. Så måske er der alligevel noget om snakken?

Samtidig kæmper Freddie med at holde sammen på det hele i privatlivet. Lillebroren Jacob er tilsyneladende faldet tilbage i stofferne. Oveni er Freddie bekymret for, om Emma skal finde ud af hans hemmelighed og sende ham i fængsel, så han ikke mere kan hjælpe Jacob. Og endnu engang kommer Freddie i karambolage med Rune C., narkohandleren fra Christiania, der kender en af Freddies hemmeligheder.

Farlige forbindelser er underholdende læsning. Denne gang er nogen ude efter en opfindelse, der kan rense luften for CO2. De tre forskere bag opfindelsen vil dele den gratis med hele verden, men nogen ønsker at stjæle opfindelsen fra dem og tjene penge på den i stedet for.

Politiet med Freddies gamle makker Preben i spidsen ønsker at Freddie skal holde sig fra sagen. De er nemlig sikre på, at det drejer sig om narko. Og så er Freddie i øvrigt ikke længere betjent. Men Freddies retfærdighedssans byder ham at hjælpe forskerne, for han er sikker på, at politiet har overset noget.

For nyligt havde jeg fornøjelsen af at tale med Lisbeth og Steen Bille om Mandix-serien. Her fortalte de blandt andet, om deres fascination af den videnskabelige verden, som de jo bruger i deres krimier. For selvom de ikke tror, at forskere er mere morderiske end andre, er de sikre på, at når forskere begår mord, så er det langt mere udspekuleret og køligt planlagt, end når Benny fra Bodegaen slår en mand ned med en flaske. Og faktisk blev mordmetoden til det ene mord i Farlige forbindelser (som er virkelig modbydelig), forslået af en professor på kemisk institut i København under deres research.

Jeg er generelt begejstret for krimier, som ikke kun handler om opklaringen. Så når Lisbeth og Steen Bille smider et interessant scenarie om atmosfærekemi ind, og samtidig fortæller en spændende historie fyldt med action og humor, ja så bliver det ikke meget bedre i min bog.

Så en varm anbefaling af Farlige forbindelser herfra.

Uddrag af bogen:

“Politiet kan ikke gøre noget,” sagde kvinden, der stod midt på gulvet mellem Emma og Malthe. Freddie tvang sig selv til at høre efter. Hun havde præsenteret sig som Katja Frank, professor i kemi på Københavns Universitet.

“Instituttets leder melder også pas, så hvor ellers kan jeg gå hen?” Freddie smugkiggede på Emma. Kunne hun slet ikke høre det? Professorkvinden løj. Emmas profil afslørede kun medfølelse. Typisk Emma. En kvinde i nød har altid ret.

“Men hvorfor skulle den kinesiske regering sende spioner til København for at stjæle en cylinder?” sagde Freddie.

Katja Frank vendte sig mod ham. Hun var en køn kvinde med smilerynker ved øjnene, usminket og med lyst hår, der trængte til at blive klippet. En blodåre dunkede på siden af hendes hals. Hun havde armene foldet foran brystet, som om hun ville holde sammen på sig selv.

“For at bruge opfindelsen selv,” sagde hun.

“Men sagde du ikke lige, at I har holdt jeres opfindelse hemmelig?”

“Jo, vi har været yderst forsigtige.”

“Så den kinesiske regering ved, at I har en enestående værdifuld cylinder, men den ved ikke, at I offentliggør al jeres forskning i morgen. Det lyder ikke logisk,” sagde Freddie.

Malthe rynkede panden. Han var sandsynligvis ivrig efter at tage professoren alvorligt. Emmas panderynke kendte Freddie også. Den betød: Klap i, bak ud, gå hjem. Freddie valgte at fortsætte.

“Hvis kineserne havde siddet på hænderne et enkelt døgn, så havde de fået fat i både den kemiske formel og i opskriften på, hvordan man fremstiller stoffet. De kunne fremstille tusindvis af cylindere. Er det ikke rigtigt?”

“Jo,” sagde Katja Frank. Hun virkede pludselig usikker. “Men min kollega så en kineser forlade vores laboratorium. Det var lige efter, at jeg blev låst ind i vores forsøgskammer.” (side 47-48)

Reklame: Tak til forlaget People’s Press som har foræret mig serien til anmeldelse

Om Farlige forbindelser:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: People’s Press, 274 sider
Omslag: Rasmus Funder

Besøg Lisbeth og Steen Billes hjemmeside

Mandix-serien:
Patent på mord
Farlige forbindelser
Blodets bånd

Læs også:

Vredens ord af Bille & Bille
Det fjerde menneske af David Garmark
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Al kødets gang af Ambrose Parry
Djævelens værk af Lotte Petri
Rød sne af Thomas Ringstedt
Søster min af Helle Vincentz
Is i blodet af Robert Zola Christensen

Den sorte tåge af Fred Hoyle

Den sorte tåge af Fred Hoyle

For efterhånden lang tid siden købte jeg en stor stak gamle science fiction romaner. Nogle af dem havde jeg læst før, andre kendte jeg kun af omtale. På det seneste er jeg begyndt at læse stakken, og det er allerede blevet til flere gode gensyn. Bl.a. med Den sorte tåge af Fred Hoyle.

Historien udspiller sig i 1964-65, men prologen åbner med et brev dateret d. 19. august 2020 (altså i år!). En ung norsk astronom opdager under en rutineskanning af nattehimlen en mystisk sort plet, mens han er udstationeret på Mount Palomar, et astronomisk observatorium, beliggende i Californien. Han kontakter straks den ældre forsker, dr. Geoff Marlowe, som hurtigt indser plettens betydning.

Mens de amerikanske forskere og myndigheder overvejer situationen, har amatør astronomer i England opdaget et andet problem. De kan påvise, at planeterne Jupiter og Saturn er ude af position, og deres resultater bakkes op af Det Kongelige Observatorium. Astronomiprofessoren Chris Kingsley når frem til, at hvis disse beregninger er korrekte, betyder det, at en stor masse er trængt ind i solsystemet. Og det viser sig, at han har ret.

En stor sort tåge bevæger sig med utrolig fart direkte mod solen. Videnskabsmænd regner sig frem til, at tågen vil dække for solens stråler i en måned, og imens vil jorden blive udsat for voldsom kulde, der vil slå dyr, planter og mennesker ihjel. Men jo tættere tågen kommer på solen, jo mere går det op for videnskabsmændene, at tågen ikke følger naturlovene. Og så kommer professor Kingsley med en vild idé.

Den sorte tåge fortælles som sagt i et brev, der i tilbageblik beretter om begivenhederne. Forfatteren Fred Hoyle var selv astrofysiker og kendt for sine ind i mellem kontroversielle holdninger og teorier. Romanen er da også fyldt med videnskabelig snak, som heldigvis aldrig bliver docerende. Her er i stedet tale om en rigtig tjubang roman, der trods sine sort/hvide persontegninger, gammeldags udtryk som f.eks. elektronregnemaskiner og et lidt kliché-præget sprog alligevel skaber spænding på bedste vis.

Så jeg var godt underholdt under genlæsningen, hvor Hoyle opstiller en masse spændende spørgsmål og mulige svar. Mange af dem har jeg ingen forudsætninger for at vurdere sandhedsværdien af, men én af tågens følger er dog kommet tæt på vore dages virkelighed. Vi har i dag stor fokus på drivhus-effektens betydning for temperaturstigninger. Målet er at holde dem under 1,5 grader, da vi ellers risikere at havet vil stige helt op til 60 meter i løbet af nogle århundreder. I Den sorte tåge taler Hoyle om temperaturstigninger på 17-18 grader. Ganske vist giver det store problemer for menneskeheden, men ikke i form af de oversvømmelser vi i dag ved ville komme under de forhold.

Trods de mere end 50 år på bagen er Den sorte tåge stadig en læseværdig oplevelse. Efter min mening en klassiker som jeg bestemt kan anbefale.

Uddrag af romanen:

I de sidste dage af juni og i hele juli steg temperaturen støt over hele jorden. På De Britiske Øer klatrede kviksølvsøjlen langsomt i vejret, først stod den i tyverne, så i trediverne, og til sidst nåede den op i nærheden af 40-stregen, hvor den blev stående. Folk besværede sig over varmen, men der opstod ingen uro. Det var varmt, men det var til at udholde.

I De Forenede Stater indtraf kun forholdsvis få dødsfald, hovedsageligt fordi man i de foregående år og måneder havde fået bygget effektiver luftkonditioneringsanlæg overalt. Temperaturen steg til den dødelige grænse over hele landet, og folk var nødt til at opholde sig indendørs i ugevis. Engang imellem svigtede et luftkonditioneringsanlæg, og det var faktisk mest ved sådanne uheld, at varmen kostede menneskeliv.

I hele det tropiske bælte var der fortvivlede forhold, hvilket fremgår alene af den kendsgerning, at i alt 7.943 plante- og dyrearter uddøde fuldstændigt. At mennesker kunne overleve i disse forhold, skyldtes udelukkende, at de havde været i stand til at grave sig ned i kølige jordhuler eller opholdt sig i kælderrum. Intet kunne her gøres for at mildne den kvældende lufttemperatur. Hvor mange mennesker, der gik til grunde i netop denne fase af udviklingen, vides ikke. Det kan kun siges, at over syv hundrede millioner mennesker mistede livet som følge af de forskellige klimaændringer den sorte tåge fremkaldte. Og kun på grund af visse heldige omstændigheder, som endnu ikke er omtalt, blev det kolossale tab af menneskeliv ikke større. (side 127-128)

Note: I 1960 var verdens befolkning på ca. tre milliarder mennesker, så Hoyle forestiller sig i romanen, at næsten en fjerdedel af jordens befolkning dør på grund af klimaændringerne. (dst.dk)

Om Den sorte tåge:

Udgivelsesår: 1967
Forlag: Stjernebøgerne Vintes Forlag, 237 sider
Omslag: Thore Furulund
Originaltitel: The Black Cloud (1957)
Oversætter: Grete Dunker

Læs Morten Hildings artikel i Information: “En anden slags formørkelse”
Lån Den sorte tåge via bibliotek.dk.

Læs også:

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Mørke af Torben Pedersen
Syndfloden af Carl S. Torgius
The Martian af Andy Weir

Efter syndfloden af Kassandra Montag

Efter syndfloden af Kassandra Montag

Lidt mere end et århundrede ud i fremtiden er den verden, vi kender, fuldstændig forandret. Vandet har langsomt overtaget kontinentet, og den forhøjede vandstand har først udslettet Amerikas store kystbyer og derefter også de centrale dele af landet. Der er intet andet tilbage end de kolonier, overlevende har etableret på de højeste bjergtoppe, der ligger som øgrupper i det dybe, åbne hav.

Den stædigt uafhængige Myra og hendes fremmelige, 7-årige datter Pearl, lever på vandet i deres lille båd, Bird. De er fiskere og går kun i land, når de skal bytte deres fisk til forsyninger og information i civilisationens få tilbageværende handelsstationer. Myra har i de sidste syv år sørget over tabet af sin ældste datter, Row, der blev stjålet af sin far, efter en enorm flodbølge indtog deres hjem i Nebraska.

Da Myra tilfældigt finder ud af, at Row sidst er blevet set i en fjernt beliggende koloni i Grønland, må hun droppe sin sædvanlige forsigtighed og begive sig ud på en farfuld rejse til nordens isfyldte have sammen med Pearl, mens de klamrer sig til håbet om, at Row stadig vil være der, når de når frem. (fra bagsiden)

Kassandra Montag er uddannet i engelsk litteratur og har tidligere udgivet både noveller og lyrik. Efter syndfloden er hendes romandebut og er indtil videre udkommet i 17 lande.

Montags lyriske baggrund mærkes tydeligt i det smukke sprog, men Efter syndfloden er dog langt mere. Det er en roman om overlevelse, håb og kærlighed, i en verden hvor den stærkes ret gælder.

Jeg blev hurtigt opslugt af historien, der udspiller sig, efter katastrofen har ramt. Jorden er allerede stort set oversvømmet, og vi hører kun i få og spredte erindringsglimt om tiden før og under den store oversvømmelse. I stedet for følger vi den nye hverdag, hvor Myra hver dag kæmper for at skaffe mad til Pearl og lærer hende at overleve.

Den nye verden er et farligt sted. Piratbander hærger, og risikoen for at ende på et avlsskib eller blive slave er høj. Myra stoler ikke på nogen, og hun vil gøre alt for at holde Pearl i sikkerhed. Men samtidig har hun et håb.

Siden Myras mand Jacob forsvandt med deres ældste datter, Row, har Myra ledt efter hende. Da hun får opsporet, at Row er blevet set i The Valley, en koloni på Grønland, sætter hun derfor alt på spil for at komme dertil og finde Row.

Rejsen bliver lang og farefuld, men måske mere vigtigt får den Myra til at stille spørgsmål. Tør hun leve i et fællesskab? Hvor langt vil hun gå for sin forsvundne datter? Vil hun forråde sine rejsefæller? Kan kærligheden til den mistede ødelægge livet for den levende? Og hvad gør man ved rejsens ende?

Som sagt var jeg godt underholdt af Efter syndfloden. Beskrivelsen af den nye verden er vellykket, og jeg kan også godt lide Myra. På den ene side er hun stædig og blind for alt andet end det, hun ønsker, og på den anden side er hun stærk og modig, og vil gøre alt for dem hun holder af. Hun er ikke nødvendigvis let at elske, men hun er ægte.

Efterhånden som romanen udspiller sig, møder vi både action og grusomheder. Til tider sker tingene lidt vel belejligt for Myra i jagten på Row, men pyt med det. Jeg lod mig i hvert fald rive med, og kan anbefale Kassandra Montags debut til alle, der holder af smukke og grumme post-apokalyptiske fortællinger.

Der findes naturligvis også andre fortællinger, der udspiller sig i en oversvømmet verden. Mest kendt er måske Kevin Costner-filmen Waterworld fra 1995. I den helt modsatte ende er f.eks. romanen Blå af norske Maja Lunde, der udspiller sig i en nær fremtid, hvor jorden er ramt af omfattende tørker i stedet for.

Anmelderne skriver:

Bogblogger.dk: “Jeg må sige, at Efter syndfloden er en helt igennem fremragende debut. Ikke alene er det en historie om overlevelse, det er også en historie om at bevare håb mod alle odds. Om at turde stole på mennesker, selv når de fleste har vist, at de ikke er til at stole på. Om karakterstyrke og om at ofre sig for dem, man elsker. Jeg var vild med alle bogens 432 sider og håber, Kassandra Montag snart udgiver en ny. Det kan faktisk ikke gå stærkt nok.” Læs hele anmeldelsen HER

Bogrummet: “Jeg er vild med den postapokalyptiske genre og måtte bare læse Efter syndfloden, der er forfatterens debut. Den bliver rost af både Karin Slaughter og Liv Constantine på bogens flapper, men jeg fandt den desværre delvis rædselsfuld og svær at komme igennem. […] Ærgerligt at udførslen af det lille Waterworld-agtige drama ikke rigtig virkede troværdigt. Om ikke andet, så kan bogen måske være noget for nybegyndere indenfor den postapokalyptiske genre. En gammel postapokalyptisk rotte som jeg, har læst alt for meget god litteratur indenfor denne genre, så der skal mere til at dupere mig.” Læs hele anmeldelsen HER

Nordjyske Stiftstidende: “… Kassandra Montag debuterer med en gennemført vision om en grufuld fremtid med vold, rædsel, skånselsløse pirater, nådesløs natur, forstemmende få muligheder, modløshed og kun få glimt af håb. Det er både uhyggeligt, spændende, blodigt og gribende.” (Nordjyske Stiftstidende 16.01.2020)

Politiken: “Efter syndfloden kan ikke beslutte sig overbevisende for, om den er en klimaapokalypsefortælling eller et sørøvereventyr. Trods en god optakt og et bag alt fyldet godt plot får den aldrig for alvor dybt vand under sine litterære fødder.” (Politiken 21.01.2020)

Sidses Bogreol: “Udover at være en roman om klima, så er det også en særdeles velskrevet roman om moderskab, savn, desperation og kærlighed. Det er en roman som lægger op til refleksion hos læseren, samtidig med at det er virkelig god, omend også lidt barsk og trist, underholdning. Jeg er virkelig vild med denne her bog og den er altså noget ganske særligt og formåede at sætte gang i flere følelser hos mig. Jeg sender derfor fuldt hus af stjerner afsted.” Læs hele anmeldelsen HER

Kort om Efter syndfloden:

Udgivelsesår: 16.01.2020
Forlag: HarperCollins, 429 sider
Omslag: Mumtaz Mustafa
Originaltitel: After the Flood (2019)
Oversætter: Lene Støvring

Besøg Kassandra Montags hjemmeside

Læs også:

Børnenes jord af Gipi
Vejen af Cormac McCarthy
Station 11 af Emily St. John Mandel
Den hvide fjende af Niels Meyn
Faldvand af Mikael Niemi
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Syndfloden af Carl S. Torgius
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ord har hærget” består af 17 noveller, hvor nogle tidligere har været udgivet, mens andre her optræder på tryk for første gang. De noveller, der har været udgivet før, har alle gennemgået en let redigering […] Historisk befinder vi os i en periode, hvor mennesket er priviligeret med højteknologiske bekvemmeligheder og raffineret kunst, kultur og tænkning. Alligevel er elendighed og grusomhed stadig en del af vores verden.” (fra forordet)

I Ord har hærget beskæftiger Gudrun Østergaard sig med nogle af de temaer, der fylder i vores tid, men lader dem udspille sig i en nær fremtid, hvor hun kan sætte fuld skrue på problematikkerne. Vi hører om klimakatastrofer, diktaturstater, fremmedhad og ords betydning for blot at nævne et par stykker.

Blandt mine favoritnoveller er ‘Kreds 11 mandag aften‘, som oprindeligt blev skrevet til Science Fiction Cirklens antologi Som et urværk. Klimaet er gået helt amok. Det internationale råd er lykkes med at udvikle en måde at kolonisere Mars, og nu skal man udvælge de personer, der skal med.

På et tidspunkt havde jeg i min naivitet troet, at Nordeuropa var nogenlunde sikret klimamæssigt, men efter den sidste oversvømmelse og storm, der havde lavet voldsomme skader på Molsbroen, undermineret flere af de store motorveje og lammet togtrafikken i ugevis, blev det klart for mig, at ingen steder på kloden var fredet.” (side 95)

Også ‘Sidst på eftermiddagen, først på aftenen‘ fra Fremmed stjerne skal fremhæves. Her er en kvinde under anklage for drab i en retssal dækket af tv. Sideløbende med samfundets fordømmelse hører vi kvindens minder, som afslører en anden side af sagen.

Nu, da seerne har hørt den grufulde historie om, hvordan Adalja Yung Tsin myrdede sin mand, vil TV1 stille et par uddybende spørgsmål til den anklagede.” Dina Hin Chen nærmede sig podiet med en kameramand i hælene, mens hun kommenterede. “Jeg vil nu konfrontere denne kvinde og stille hende nogle af de spørgsmål, vi alle sammen brænder efter at få svar på. Har denne forbryder overhovedet moral? Eller er hun den rene inkarnation af ondskaben?” (side 174)

Endelig vil jeg nævne ‘Som ingen andre ser‘ om Per, som ved novellens start er i gang med at mure en væg op, mens han tænker tilbage på begivenhederne, der har ført ham frem hertil.

I starten havde Per ikke tænkt så meget over det, men tilskrev det bare verdens almindelige mærkværdighed. Hver morgen på vej ud til bilen gik han en runde i haven og samlede et par stykker op, som han puttede i lommen for senere, når han kom ind på kontoret, at lade plumpe ned i en affaldsspand. Nogle morgener fandt han bare en enkelt, andre gange tre, men han havde aldrig fundet flere end fire ad gangen. Til syneladende var der ingen andre, der bemærkede dem, men Per kunne slet ikke lade være med at få øje på dem, som de lå der og forstyrrede det daglige landskabs sædvanlige udseende.” (side 156)

Novellerne er velskrevne, interessante og ofte med skarpe pointer. En spændende novellesamling som bestemt kan anbefales.

Om Ord har hærget:

Udgivelsesår: 16.11.2019
Forlag: Kandor, 278 sider
Omslag: Peter Palmqvist Poulsen

Besøg Gudrun Østergaards hjemmeside

Indhold:
Noget at skulle have sagt
Sprækker (fra Det sker igen)
Den sidste markør (fra Den nye koloni)
Nocebo (fra Rustkammeret)
Vågehuller (fra De andres blod)
Kreds 11 mandag aften (fra Som et urværk)
Når krager i hobetal søger ly (fra Efter fødslen)
Havnomader (fra Ingenmandland)
Kolonien
Som ingen andre ser
Sidst på eftermiddagen, først på aftenen (fra Fremmed stjerne)
Animaxit (fra Til deres dages ende)
Knæler
Udenfor (fra Proxima, nr. 98)
Agernø (fra Varulv)
Et barndomshjem (fra Når mørket kommer krybende)
Ord har hærget (fra Undergang)

Hør Gudrun Østergaard fortælle om klimafiktion og sit forfatterskab.