november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘klima’

Akerons porte af Niels E. Nielsen

Akerons porte af Niels E. NielsenFor flere hundrede år siden var der krig mellem menneskene på landjorden og deres slavebyer på havbunden. En krig der endte med ødelæggende klimaforandringer, så isen nu år for år rykker længere og længere sydpå og tvinger den stadig mindre befolkning i Vaalheim i knæ.

Også dværgene fra Akeron på havets bund bliver færre og færre. Selvom maskinerne stadig virker og holder dem med ilt, mad og alle øvrige fornødenheder, så lider deres børn af blodsot og mange dør, før de bliver voksne.

Alligevel består hadet mellem de to befolkninger. I Vaalheim hersker broderskabet Riddere af Isen. Øverst sidder jarl Eriksson og hans datter Kristin, Isens Dame. Livet her er hårdt, med stadig kortere sommere og dermed mindre mulighed for at skaffe mad. Tidligere tiders viden er stort set gået tabt, og byens befolkning lever i fattigdom.

I byen er også krigsfangen Oin, en havdværg der blev fanget som spion, og har trællet for Vaalheim i fem år. Men nu er friheden inden for rækkevidde. Under Høstfestens dag hvor alle byens borgere er samlet, lykkes det for Oin at befri sig fra sine lænker. Med snilde og held kidnapper han både jarlen og Kristin, og skarpt forfulgt af ridderne lykkes det ham at nå ud til havet, hvor hans ubåd stadig venter. Nu går turen til Akeron, og med sig har han arvefjendernes hersker.

Jeg er meget begejstret for Niels E. Nielsen, som i mine øjne er en af Danmarks største science fiction forfattere. Akerons porte udkom første gang i 1976, og er nu kommet i genudgivelse fra Science Fiction Cirklen. Åbenlyse trykfejl er rettet, ligesom der er foretaget enkelte mindre sproglige ændringer. Ellers er her tale om en gengivelse af førsteudgaven, og det kan naturligvis mærkes på sproget.

Nielsen har en lidt altmodisch skrivestil, hvis tone man enten kan lide, eller hurtigt bliver træt af. Jeg hører til de førstnævnte. Her i Akerons porte passer stilen også rigtig godt, idet handlingen udspiller sig i en fremtid, hvor fortidens feudale samfund er blevet hverdagens barske vilkår, og hvor de nordiske sagn og myter er traditionen.

I hvert fald så længe vi befinder os i Vaalheim. For i Akeron lever teknologien stadigvæk, omend befolkningen heller ikke her forstår at udvikle nyt. I stedet lever de en drømmende tilværelse, hvor håbet er, at isen vil knuse Vaalheim, så der atter kan blive plads til dværgene på landjorden.

Oin prøver at vække sit folk til handling ved at bringe arvefjendens øverste med sig tilbage til Akeron. I stedet ender det med, at Oin, jarl Eriksson og Kristin begiver sig ud på en lang og ukendt færd for at nå frem til Ildtræet, som sagnene siger, kan standse isen. Spørgsmålet er dog, om fjenderne kan glemme fortiden og skabe en ny fremtid sammen…

Niels Dalgaard har skrevet efterordet, hvor han bl.a. kommer ind på, at Niels E. Nielsen her i romanen låner lidt fra fantasygenren. Som altid er det interessant at læse Dalgaards analyse af romanen, som er skrevet under den kolde krig, hvor frygten for en atomkrig var reel.

Selvom romanen bruger udtryk som mikrofilm og magnetbånd, så er indholdet på ingen måde gammeldags. Akerons porte er elementær spændende, og indeholder samtidig også den samfundskritik, der kendetegner Nielsens forfatterskab. Jeg synes stadigvæk, at romanen holder, og kan kun takke Science Fiction Cirklen for deres store arbejde med at genudgive Niels E. Nielsens værker, så nye generationer også kan læse ham.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 52)

Om Akerons porte:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 233 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaludgave: 1976

Udvalg af Niels E. Nielsens udgivelser:

Den beske magt, 2015
Weekend på Mars, 2011
Klode til salg, 2011
Lilleputternes oprør, 1978
Akerons porte, 1976
Skyggen fra Sirius, 1975
Vogteren, 1974
Vagabondernes planet, 1970
Herskerne, 1970
Troldmandens sværd, 1967
Narrens drøm, 1963
To sole stod op, 1961

 

 

Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen

Troldmandens sværd af Niels E. NielsenUnderholdende og tankevækkende fremtidsroman sat i en verden, hvor miljøet er gået amok.

Som ung slugte jeg alt, hvad jeg kunne finde af Niels E. Nielsen på biblioteket. Det var derfor med forventning iblandet skræk, at jeg læste Science Fictions Cirklens genudgivelse af Troldmandens sværd, der oprindeligt udkom i 1967, for kunne den nu leve op til mine erindringer?

Romanen foregår i en fremtid, hvor jorden har oplevet et økologisk sammenbrud. De overlevende er stuvet sammen i BYEN, et totalt lukket samfund, som ledes af Tante Kluk og hendes 12 Inderste. Ressourcerne er knappe, så alt er strengt reguleret – også fødselstallet. Ikke desto mindre fødes der år for år flere og flere ”lykkebørn”, som må klare sig ved at stjæle og gemme sig. For at bremse overbefolkningen udfører Børnepolitiet razziaer, og de indfangede lykkebørn henrettes og indgår igen i kredsløbet.

BYENs indbyggere husker ikke verden udenfor kuplen, men Kaninen – et lykkebarn – har været der. Majoren sender ham regelmæssigt ud for at se, hvordan det står til derude, så da Kaninen finder ud af, at pigen Bi-P er gravid med hans barn, planlægger han at tage hende med ud, så hans barn ikke skal friste samme kummerlige skæbne som de andre lykkebørn. Men Bi-P er ikke interesseret i hans plan. Hun vil møde tante Kluk og tale fornuft med hende. Så Kaninen må finde frem til tante Kluk, før han kan overbevise Bi-P, men Børnepolitiet er lige i hælene på dem, og denne gang kan Majoren ikke hjælpe.

Niels Dalgaard har skrevet et uddybende efterord, hvor han sætter Troldmandens sværd i kontekst med Niels E. Nielsens øvrige forfatterskab. Her er overbefolkning og forurening med deraf øget belastning af miljøet et tilbagevendende tema, i en tid hvor problemerne knapt var opdaget af det vestlige samfund.

Det er desværre problemer, som stadigvæk er sørgeligt aktuelle. Dermed er Troldmandens sværd også stadig interessant for nutidens læsere. Fortællingen virker ikke sprogligt bedaget, blandt andet fordi personerne ikke forstår de tekniske virkemidler i BYEN, og dermed giver dem deres egne navne. På den måde sætter læseren sit eget forståelsesbillede ind og gør fortællingen up to date.

Et andet plus er, at personerne ikke er sort/hvide. Nok styrer tante Kluk BYEN med fast hånd og slår ned på uregelmæssigheder som lykkebørn, men hun gør det for at passe på flertallet. Og Kaninen er nok vores helt, men han er også tyv og kriminel. Desuden er han den, der – selvom han sætter spørgsmålstegn ved tante Kluk – samtidig forstår, hvorfor det er vigtigt, at der ikke kommer for mange indbyggere i BYEN.

Jeg må sige, at Troldmandens sværd levede op til mine erindringer, og selvom jeg hist og pist blev lidt irriteret over, at genoptrykket tilsyneladende har ændret en masse ø’er til o’er, så er teksten generelt både pæn og læsbar, og sprogligt er der som nævnt heller ikke noget at komme efter.

Alt i alt en både underholdende og tankevækkende roman som jeg kun kan anbefale.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014/1967
Forlag: Science Fiction Cirklen, 228 sider

Den hvide fjende af Niels Meyn

Den hvide fjende af Niels MeynEn ny istid truer med at gøre Danmark ubeboelig i denne interessante genudgivelse af Niels Meyns katastroferoman fra 1921

Da den ellers så velestimerede videnskabsmand, dr. phil. Jens Rønning, fremsætter sin teori om at en ny istid, som vil knuse hele Skandinavien, er på vej, opstår der stor bestyrtelse i København. Alle hans kollegaer undsiger ham, og han beskyldes for alt lige fra at spekulere på børsen med sin påstand til at være blevet sindssyg. Kun bankdirektør Kruses datter, Eva, tror fuldt og fast på ham. Da hendes far sætter alt ind på at få Rønning fængslet for landsskadelig virksomhed, trodser hun hans vilje og hjælper Rønning. Så sætter en voldsom kulde ind, og pludselig virker Rønnings istids-teori slet ikke så usandsynlig.

Den hvide fjende udkom i 1921, og forfatteren Niels Meyn var en af datidens mest produktive forfattere indenfor børne- og underholdningslitteratur. I dag er han nærmest ukendt og ikke helt uden grund. Som Niels Dalgaard skriver i efterordet, så er hans værker et eksempel på, at kvantitet og kvalitet ofte er hinandens modsætninger. Dermed ikke sagt, at jeg ikke brød mig om Den hvide fjende. Jeg følte mig egentlig ganske godt underholdt, selvom sproget naturligvis er lidt gammeldags og moralen både racistisk og chauvinistisk. For eksempel anser man det for ganske naturligt, at danskerne kan bygge et nyt Danmark i Sydøstafrika, hvor befolkningen alligevel ikke formår at udnytte landets ressourcer!

Da Meyn skrev Den hvide fjende, var videnskaben begyndt at fremsætte teorien om, at vi befinder os i en mellemistid, og han forestiller sig i romanen, hvordan samfundet og de enkelte mennesker ville reagere under en sådan katastrofe. Resultatet er blevet en kulørt og ganske underholdende historie, der blander spænding, politik og kærlighed, og som sine steder meget skræmmende beskriver isens indtog over Danmark.

Også i nutiden bekymrer vi os om klimaet, og et hav af spændingsbøger, krimier og romaner undersøger, hvordan ændringer i klimaet kan påvirke vores levevilkår. Dermed er Meyns roman stadigvæk aktuel på trods af alderen på samme måde som for eksempel Syndfloden af Carl S. Torgius fra 1913.

Den hvide fjende er en del af Science Fiction Cirklens serie med genudgivelser af ældre titler og er som sådan et godt tidsbillede og en interessant læseoplevelse for alle, som interesserer sig for katastrofe-fortællinger.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013/1921
Forlag: Science Fiction Cirklen, 200 sider