oktober 2020
M Ti O To F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘klima’

Den sorte tåge af Fred Hoyle

Den sorte tåge af Fred Hoyle

For efterhånden lang tid siden købte jeg en stor stak gamle science fiction romaner. Nogle af dem havde jeg læst før, andre kendte jeg kun af omtale. På det seneste er jeg begyndt at læse stakken, og det er allerede blevet til flere gode gensyn. Bl.a. med Den sorte tåge af Fred Hoyle.

Historien udspiller sig i 1964-65, men prologen åbner med et brev dateret d. 19. august 2020 (altså i år!). En ung norsk astronom opdager under en rutineskanning af nattehimlen en mystisk sort plet, mens han er udstationeret på Mount Palomar, et astronomisk observatorium, beliggende i Californien. Han kontakter straks den ældre forsker, dr. Geoff Marlowe, som hurtigt indser plettens betydning.

Mens de amerikanske forskere og myndigheder overvejer situationen, har amatør astronomer i England opdaget et andet problem. De kan påvise, at planeterne Jupiter og Saturn er ude af position, og deres resultater bakkes op af Det Kongelige Observatorium. Astronomiprofessoren Chris Kingsley når frem til, at hvis disse beregninger er korrekte, betyder det, at en stor masse er trængt ind i solsystemet. Og det viser sig, at han har ret.

En stor sort tåge bevæger sig med utrolig fart direkte mod solen. Videnskabsmænd regner sig frem til, at tågen vil dække for solens stråler i en måned, og imens vil jorden blive udsat for voldsom kulde, der vil slå dyr, planter og mennesker ihjel. Men jo tættere tågen kommer på solen, jo mere går det op for videnskabsmændene, at tågen ikke følger naturlovene. Og så kommer professor Kingsley med en vild idé.

Den sorte tåge fortælles som sagt i et brev, der i tilbageblik beretter om begivenhederne. Forfatteren Fred Hoyle var selv astrofysiker og kendt for sine ind i mellem kontroversielle holdninger og teorier. Romanen er da også fyldt med videnskabelig snak, som heldigvis aldrig bliver docerende. Her er i stedet tale om en rigtig tjubang roman, der trods sine sort/hvide persontegninger, gammeldags udtryk som f.eks. elektronregnemaskiner og et lidt kliché-præget sprog alligevel skaber spænding på bedste vis.

Så jeg var godt underholdt under genlæsningen, hvor Hoyle opstiller en masse spændende spørgsmål og mulige svar. Mange af dem har jeg ingen forudsætninger for at vurdere sandhedsværdien af, men én af tågens følger er dog kommet tæt på vore dages virkelighed. Vi har i dag stor fokus på drivhus-effektens betydning for temperaturstigninger. Målet er at holde dem under 1,5 grader, da vi ellers risikere at havet vil stige helt op til 60 meter i løbet af nogle århundreder. I Den sorte tåge taler Hoyle om temperaturstigninger på 17-18 grader. Ganske vist giver det store problemer for menneskeheden, men ikke i form af de oversvømmelser vi i dag ved ville komme under de forhold.

Trods de mere end 50 år på bagen er Den sorte tåge stadig en læseværdig oplevelse. Efter min mening en klassiker som jeg bestemt kan anbefale.

Uddrag af romanen:

I de sidste dage af juni og i hele juli steg temperaturen støt over hele jorden. På De Britiske Øer klatrede kviksølvsøjlen langsomt i vejret, først stod den i tyverne, så i trediverne, og til sidst nåede den op i nærheden af 40-stregen, hvor den blev stående. Folk besværede sig over varmen, men der opstod ingen uro. Det var varmt, men det var til at udholde.

I De Forenede Stater indtraf kun forholdsvis få dødsfald, hovedsageligt fordi man i de foregående år og måneder havde fået bygget effektiver luftkonditioneringsanlæg overalt. Temperaturen steg til den dødelige grænse over hele landet, og folk var nødt til at opholde sig indendørs i ugevis. Engang imellem svigtede et luftkonditioneringsanlæg, og det var faktisk mest ved sådanne uheld, at varmen kostede menneskeliv.

I hele det tropiske bælte var der fortvivlede forhold, hvilket fremgår alene af den kendsgerning, at i alt 7.943 plante- og dyrearter uddøde fuldstændigt. At mennesker kunne overleve i disse forhold, skyldtes udelukkende, at de havde været i stand til at grave sig ned i kølige jordhuler eller opholdt sig i kælderrum. Intet kunne her gøres for at mildne den kvældende lufttemperatur. Hvor mange mennesker, der gik til grunde i netop denne fase af udviklingen, vides ikke. Det kan kun siges, at over syv hundrede millioner mennesker mistede livet som følge af de forskellige klimaændringer den sorte tåge fremkaldte. Og kun på grund af visse heldige omstændigheder, som endnu ikke er omtalt, blev det kolossale tab af menneskeliv ikke større. (side 127-128)

Note: I 1960 var verdens befolkning på ca. tre milliarder mennesker, så Hoyle forestiller sig i romanen, at næsten en fjerdedel af jordens befolkning dør på grund af klimaændringerne. (dst.dk)

Om Den sorte tåge:

Udgivelsesår: 1967
Forlag: Stjernebøgerne Vintes Forlag, 237 sider
Omslag: Thore Furulund
Originaltitel: The Black Cloud (1957)
Oversætter: Grete Dunker

Læs Morten Hildings artikel i Information: “En anden slags formørkelse”
Lån Den sorte tåge via bibliotek.dk.

Læs også:

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Mørke af Torben Pedersen
Syndfloden af Carl S. Torgius
The Martian af Andy Weir

Efter syndfloden af Kassandra Montag

Efter syndfloden af Kassandra Montag

Lidt mere end et århundrede ud i fremtiden er den verden, vi kender, fuldstændig forandret. Vandet har langsomt overtaget kontinentet, og den forhøjede vandstand har først udslettet Amerikas store kystbyer og derefter også de centrale dele af landet. Der er intet andet tilbage end de kolonier, overlevende har etableret på de højeste bjergtoppe, der ligger som øgrupper i det dybe, åbne hav.

Den stædigt uafhængige Myra og hendes fremmelige, 7-årige datter Pearl, lever på vandet i deres lille båd, Bird. De er fiskere og går kun i land, når de skal bytte deres fisk til forsyninger og information i civilisationens få tilbageværende handelsstationer. Myra har i de sidste syv år sørget over tabet af sin ældste datter, Row, der blev stjålet af sin far, efter en enorm flodbølge indtog deres hjem i Nebraska.

Da Myra tilfældigt finder ud af, at Row sidst er blevet set i en fjernt beliggende koloni i Grønland, må hun droppe sin sædvanlige forsigtighed og begive sig ud på en farfuld rejse til nordens isfyldte have sammen med Pearl, mens de klamrer sig til håbet om, at Row stadig vil være der, når de når frem. (fra bagsiden)

Kassandra Montag er uddannet i engelsk litteratur og har tidligere udgivet både noveller og lyrik. Efter syndfloden er hendes romandebut og er indtil videre udkommet i 17 lande.

Montags lyriske baggrund mærkes tydeligt i det smukke sprog, men Efter syndfloden er dog langt mere. Det er en roman om overlevelse, håb og kærlighed, i en verden hvor den stærkes ret gælder.

Jeg blev hurtigt opslugt af historien, der udspiller sig, efter katastrofen har ramt. Jorden er allerede stort set oversvømmet, og vi hører kun i få og spredte erindringsglimt om tiden før og under den store oversvømmelse. I stedet for følger vi den nye hverdag, hvor Myra hver dag kæmper for at skaffe mad til Pearl og lærer hende at overleve.

Den nye verden er et farligt sted. Piratbander hærger, og risikoen for at ende på et avlsskib eller blive slave er høj. Myra stoler ikke på nogen, og hun vil gøre alt for at holde Pearl i sikkerhed. Men samtidig har hun et håb.

Siden Myras mand Jacob forsvandt med deres ældste datter, Row, har Myra ledt efter hende. Da hun får opsporet, at Row er blevet set i The Valley, en koloni på Grønland, sætter hun derfor alt på spil for at komme dertil og finde Row.

Rejsen bliver lang og farefuld, men måske mere vigtigt får den Myra til at stille spørgsmål. Tør hun leve i et fællesskab? Hvor langt vil hun gå for sin forsvundne datter? Vil hun forråde sine rejsefæller? Kan kærligheden til den mistede ødelægge livet for den levende? Og hvad gør man ved rejsens ende?

Som sagt var jeg godt underholdt af Efter syndfloden. Beskrivelsen af den nye verden er vellykket, og jeg kan også godt lide Myra. På den ene side er hun stædig og blind for alt andet end det, hun ønsker, og på den anden side er hun stærk og modig, og vil gøre alt for dem hun holder af. Hun er ikke nødvendigvis let at elske, men hun er ægte.

Efterhånden som romanen udspiller sig, møder vi både action og grusomheder. Til tider sker tingene lidt vel belejligt for Myra i jagten på Row, men pyt med det. Jeg lod mig i hvert fald rive med, og kan anbefale Kassandra Montags debut til alle, der holder af smukke og grumme post-apokalyptiske fortællinger.

Der findes naturligvis også andre fortællinger, der udspiller sig i en oversvømmet verden. Mest kendt er måske Kevin Costner-filmen Waterworld fra 1995. I den helt modsatte ende er f.eks. romanen Blå af norske Maja Lunde, der udspiller sig i en nær fremtid, hvor jorden er ramt af omfattende tørker i stedet for.

Anmelderne skriver:

Bogblogger.dk: “Jeg må sige, at Efter syndfloden er en helt igennem fremragende debut. Ikke alene er det en historie om overlevelse, det er også en historie om at bevare håb mod alle odds. Om at turde stole på mennesker, selv når de fleste har vist, at de ikke er til at stole på. Om karakterstyrke og om at ofre sig for dem, man elsker. Jeg var vild med alle bogens 432 sider og håber, Kassandra Montag snart udgiver en ny. Det kan faktisk ikke gå stærkt nok.” Læs hele anmeldelsen HER

Bogrummet: “Jeg er vild med den postapokalyptiske genre og måtte bare læse Efter syndfloden, der er forfatterens debut. Den bliver rost af både Karin Slaughter og Liv Constantine på bogens flapper, men jeg fandt den desværre delvis rædselsfuld og svær at komme igennem. […] Ærgerligt at udførslen af det lille Waterworld-agtige drama ikke rigtig virkede troværdigt. Om ikke andet, så kan bogen måske være noget for nybegyndere indenfor den postapokalyptiske genre. En gammel postapokalyptisk rotte som jeg, har læst alt for meget god litteratur indenfor denne genre, så der skal mere til at dupere mig.” Læs hele anmeldelsen HER

Nordjyske Stiftstidende: “… Kassandra Montag debuterer med en gennemført vision om en grufuld fremtid med vold, rædsel, skånselsløse pirater, nådesløs natur, forstemmende få muligheder, modløshed og kun få glimt af håb. Det er både uhyggeligt, spændende, blodigt og gribende.” (Nordjyske Stiftstidende 16.01.2020)

Politiken: “Efter syndfloden kan ikke beslutte sig overbevisende for, om den er en klimaapokalypsefortælling eller et sørøvereventyr. Trods en god optakt og et bag alt fyldet godt plot får den aldrig for alvor dybt vand under sine litterære fødder.” (Politiken 21.01.2020)

Sidses Bogreol: “Udover at være en roman om klima, så er det også en særdeles velskrevet roman om moderskab, savn, desperation og kærlighed. Det er en roman som lægger op til refleksion hos læseren, samtidig med at det er virkelig god, omend også lidt barsk og trist, underholdning. Jeg er virkelig vild med denne her bog og den er altså noget ganske særligt og formåede at sætte gang i flere følelser hos mig. Jeg sender derfor fuldt hus af stjerner afsted.” Læs hele anmeldelsen HER

Kort om Efter syndfloden:

Udgivelsesår: 16.01.2020
Forlag: HarperCollins, 429 sider
Omslag: Mumtaz Mustafa
Originaltitel: After the Flood (2019)
Oversætter: Lene Støvring

Besøg Kassandra Montags hjemmeside

Læs også:

Børnenes jord af Gipi
Vejen af Cormac McCarthy
Station 11 af Emily St. John Mandel
Den hvide fjende af Niels Meyn
Faldvand af Mikael Niemi
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Syndfloden af Carl S. Torgius
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ord har hærget” består af 17 noveller, hvor nogle tidligere har været udgivet, mens andre her optræder på tryk for første gang. De noveller, der har været udgivet før, har alle gennemgået en let redigering […] Historisk befinder vi os i en periode, hvor mennesket er priviligeret med højteknologiske bekvemmeligheder og raffineret kunst, kultur og tænkning. Alligevel er elendighed og grusomhed stadig en del af vores verden.” (fra forordet)

I Ord har hærget beskæftiger Gudrun Østergaard sig med nogle af de temaer, der fylder i vores tid, men lader dem udspille sig i en nær fremtid, hvor hun kan sætte fuld skrue på problematikkerne. Vi hører om klimakatastrofer, diktaturstater, fremmedhad og ords betydning for blot at nævne et par stykker.

Blandt mine favoritnoveller er ‘Kreds 11 mandag aften‘, som oprindeligt blev skrevet til Science Fiction Cirklens antologi Som et urværk. Klimaet er gået helt amok. Det internationale råd er lykkes med at udvikle en måde at kolonisere Mars, og nu skal man udvælge de personer, der skal med.

På et tidspunkt havde jeg i min naivitet troet, at Nordeuropa var nogenlunde sikret klimamæssigt, men efter den sidste oversvømmelse og storm, der havde lavet voldsomme skader på Molsbroen, undermineret flere af de store motorveje og lammet togtrafikken i ugevis, blev det klart for mig, at ingen steder på kloden var fredet.” (side 95)

Også ‘Sidst på eftermiddagen, først på aftenen‘ fra Fremmed stjerne skal fremhæves. Her er en kvinde under anklage for drab i en retssal dækket af tv. Sideløbende med samfundets fordømmelse hører vi kvindens minder, som afslører en anden side af sagen.

Nu, da seerne har hørt den grufulde historie om, hvordan Adalja Yung Tsin myrdede sin mand, vil TV1 stille et par uddybende spørgsmål til den anklagede.” Dina Hin Chen nærmede sig podiet med en kameramand i hælene, mens hun kommenterede. “Jeg vil nu konfrontere denne kvinde og stille hende nogle af de spørgsmål, vi alle sammen brænder efter at få svar på. Har denne forbryder overhovedet moral? Eller er hun den rene inkarnation af ondskaben?” (side 174)

Endelig vil jeg nævne ‘Som ingen andre ser‘ om Per, som ved novellens start er i gang med at mure en væg op, mens han tænker tilbage på begivenhederne, der har ført ham frem hertil.

I starten havde Per ikke tænkt så meget over det, men tilskrev det bare verdens almindelige mærkværdighed. Hver morgen på vej ud til bilen gik han en runde i haven og samlede et par stykker op, som han puttede i lommen for senere, når han kom ind på kontoret, at lade plumpe ned i en affaldsspand. Nogle morgener fandt han bare en enkelt, andre gange tre, men han havde aldrig fundet flere end fire ad gangen. Til syneladende var der ingen andre, der bemærkede dem, men Per kunne slet ikke lade være med at få øje på dem, som de lå der og forstyrrede det daglige landskabs sædvanlige udseende.” (side 156)

Novellerne er velskrevne, interessante og ofte med skarpe pointer. En spændende novellesamling som bestemt kan anbefales.

Om Ord har hærget:

Udgivelsesår: 16.11.2019
Forlag: Kandor, 278 sider
Omslag: Peter Palmqvist Poulsen

Besøg Gudrun Østergaards hjemmeside

Indhold:
Noget at skulle have sagt
Sprækker (fra Det sker igen)
Den sidste markør (fra Den nye koloni)
Nocebo (fra Rustkammeret)
Vågehuller (fra De andres blod)
Kreds 11 mandag aften (fra Som et urværk)
Når krager i hobetal søger ly (fra Efter fødslen)
Havnomader (fra Ingenmandland)
Kolonien
Som ingen andre ser
Sidst på eftermiddagen, først på aftenen (fra Fremmed stjerne)
Animaxit (fra Til deres dages ende)
Knæler
Udenfor (fra Proxima, nr. 98)
Agernø (fra Varulv)
Et barndomshjem (fra Når mørket kommer krybende)
Ord har hærget (fra Undergang)

Hør Gudrun Østergaard fortælle om klimafiktion og sit forfatterskab.

De rensede af Søren Staal Balslev

De rensede af Søren Staal BalslevOmkring 2021 overvældes menneskeheden af en verdensomfattende pandemi.

”Det gik forbavsende stærkt, og det var kun de mest pessimistiske, som havde haft fantasi til at forestille sig helt præcist, hvor utilstrækkeligt forsvaret var. Da de første tal blev offentliggjort, gik journalister amok over de marginale chancer for overlevelse. Blev man først inficeret, havde man en til to procents chance for at klare skærene. Myndighederne var på ingen måde forberedte på en nedsmeltning af denne karakter, private organisationer kæmpede forgæves med de nationale styringsenheder, og det transnationale samarbejde var usædvanlig mangelfuldt. En efter en faldt regioner, lande, kontinenter og verdensdele.” (side 23)

Romanen følger den lille familie Eva, William og datteren Laura flere år efter samfundets sammenbrud. De har overlevet i det nordvestlige København, hvor de gemmer sig i en lejlighed overfor Bispebjerg Kirkegård uden kontakt til andre overlevende. En overraskende triviel hverdag har indfundet sig, hvor William finder mad i de omkringliggende boliger og butikker, mens Eva er hjemme og passer på Laura.

Men nu har den efterhånden 17-årige Laura fået en feber, der ikke vil gå væk. William må forsøge at få fat i noget penicillin til hende, og efter flere år i relativ rolighed ruskes familiens postapokalyptiske hverdag i den grad op.

Jeg har haft Søren Staal Balslevs dystopiske roman De rensede til at ligge i min læsebunke, siden jeg købte den til Skrækfest i Odense. Af uransagelige årsager – for forventningerne til den var høje – er jeg først nået til den her et par måneder senere. Men jeg kan afsløre, at forventningerne blev indfriet.

Ofte handler apokalyptiske bøger om selve undergangen, mens samfundet falder fra hinanden, og folk kæmper for at overleve. Det er ikke tilfældet her. Søren Staal Balslev har placeret sin handling flere år efter katastrofen, hvor situationen har stabiliseret sig. I en afdæmpet og realistisk tone beretter han om livet efter katastrofen. Et liv som viser sig at være overraskende kedsommelig.

”Der var ingen, som nogensinde havde forestillet sig, at apokalypsen ville være så gudsjammerligt kedelig at overleve. I det første lange stykke tid havde der ikke været grund til at kede sig eller overhovedet mulighed for at trække vejret. De havde, måske ligesom de få andre overlevende, som verden havde benådet, været væk i flugten, og den uendelige kamp for overlevelse havde krævet alt af dem. Overlevelsestrangen havde slet og ret dikteret alt, hvad hjernen foretog sig, og hver eneste lille handling havde båret kimen til en salig tomhed. De havde dengang været nådigt befriet for nagende tanker, usikkerhed og kronisk selvransagelse. Nu? Nu var der ikke andet end et uendeligt og grandiost indre rum med udstrakte marker, fyldt med tid til at tænke over hver enkelt forbandede ting, som nu engang faldt hende ind.” (side 12)

Vi følger familien i en kort tidsperiode under Lauras sygdom, og hører om livet før via personernes tanker.

Eva drømmer om at komme ud af København. Hendes forældre havde et økologisk landbrug på Lolland, og hun forsøger at overtale William til at tage dertil. Men William holder fast i København. Han var før katastrofen deltidsansat ved universitetet, hvor han underviste i akkadisk og sumerisk og tjente begrænset. Eva stod således for den økonomiske stabilitet i ægteskabet. I postapokalypsens ruiner viser William sig dog at være en pålidelig forsørger, og måske er det den rolle, han er bange for at opgive ved at forlade byen? Spørgsmålet er dog, om en ny begyndelse virkelig er mulig i resterne af den tidligere storby.

Søren Staal Balslev og Aske Munk-JørgensenDe rensede er en anderledes dystopi. I et interview på Superkultur.dk fortæller Søren Staal Balslev, at han med romanen ønskede at gøre undergangen lokal og genkendelig. Med sine detaljerede beskrivelser af et København i forfald er den del bestemt lykkes.

Derudover har romanen også en meget dansk tone. Den er ikke båret af vild action eller blod og død, men lever via personernes tanker og følelser. Vi er langt fra amerikanske action-baskere, og selvom begivenhederne accelerer mod slutningen, har De rensede en ’nede på jorden-stemning’, for ”[…] selvom verden er gået under, kan det stadig være uoverkommeligt at håndtere parforhold, opdragelse og helt basale ting som ikke at fryse, sulte ihjel eller blive dræbt af fremmede.” Balslev gør familien til centrum for historien – og endda en relativ dysfunktionel familie, som før katastrofen brugte mere tid på deres elektroniske gadgets end på hinanden – fremfor at fokusere på drama og katastrofer, og det giver fortællingen et skræmmende genkendeligt skær.

For mig var læsningen af De rensede en todelt oplevelse. Jeg hørte nemlig første halvdel på lydbog indtalt af David Garmark. Her fik jeg en god fornemmelse for de sproglige finesser og en underliggende humor, der ind i mellem titter frem. Som da William falder i staver over mannequinerne i en lingeriforretning, som står med ”struttende bryster og bh’er både med og uden bøjle”. (side 35)

Sidste del læste jeg som papirbog i ét stræk, fordi jeg ville vide, hvad der skete. Så selvom her ikke er tale om hæsblæsende Hollywood-underholdning, blev jeg alligevel dybt grebet af det postapokalyptiske familiedrama.

Jeg kan varmt anbefale De rensede, til alle der holder af god litteratur, og kunne du lide Vejen af Cormac McCarthy eller Station 11 af Emily St. John Mandel, så vil du også holde af denne.

Læs hele interviewet med Søren Staal Balslev på Superkultur.dk eller besøg forfatterens hjemmeside

Om De rensede:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Kandor, 243 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen

Læs også:

Ruiner af Adam O
Vores endeløse dage af Claire Fuller
Vejen af Cormac McCarthy
Station 11 af Emily St. John Mandel
Jeg er den sidste af Richard Matheson
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Efter år nul af Grete Roulund

Akerons porte af Niels E. Nielsen

Akerons porte af Niels E. NielsenFor flere hundrede år siden var der krig mellem menneskene på landjorden og deres slavebyer på havbunden. En krig der endte med ødelæggende klimaforandringer, så isen nu år for år rykker længere og længere sydpå og tvinger den stadig mindre befolkning i Vaalheim i knæ.

Også dværgene fra Akeron på havets bund bliver færre og færre. Selvom maskinerne stadig virker og holder dem med ilt, mad og alle øvrige fornødenheder, så lider deres børn af blodsot og mange dør, før de bliver voksne.

Alligevel består hadet mellem de to befolkninger. I Vaalheim hersker broderskabet Riddere af Isen. Øverst sidder jarl Eriksson og hans datter Kristin, Isens Dame. Livet her er hårdt, med stadig kortere sommere og dermed mindre mulighed for at skaffe mad. Tidligere tiders viden er stort set gået tabt, og byens befolkning lever i fattigdom.

I byen er også krigsfangen Oin, en havdværg der blev fanget som spion, og har trællet for Vaalheim i fem år. Men nu er friheden inden for rækkevidde. Under Høstfestens dag hvor alle byens borgere er samlet, lykkes det for Oin at befri sig fra sine lænker. Med snilde og held kidnapper han både jarlen og Kristin, og skarpt forfulgt af ridderne lykkes det ham at nå ud til havet, hvor hans ubåd stadig venter. Nu går turen til Akeron, og med sig har han arvefjendernes hersker.

Jeg er meget begejstret for Niels E. Nielsen, som i mine øjne er en af Danmarks største science fiction forfattere. Akerons porte udkom første gang i 1976, og er nu kommet i genudgivelse fra Science Fiction Cirklen. Åbenlyse trykfejl er rettet, ligesom der er foretaget enkelte mindre sproglige ændringer. Ellers er her tale om en gengivelse af førsteudgaven, og det kan naturligvis mærkes på sproget.

Nielsen har en lidt altmodisch skrivestil, hvis tone man enten kan lide, eller hurtigt bliver træt af. Jeg hører til de førstnævnte. Her i Akerons porte passer stilen også rigtig godt, idet handlingen udspiller sig i en fremtid, hvor fortidens feudale samfund er blevet hverdagens barske vilkår, og hvor de nordiske sagn og myter er traditionen.

I hvert fald så længe vi befinder os i Vaalheim. For i Akeron lever teknologien stadigvæk, omend befolkningen heller ikke her forstår at udvikle nyt. I stedet lever de en drømmende tilværelse, hvor håbet er, at isen vil knuse Vaalheim, så der atter kan blive plads til dværgene på landjorden.

Oin prøver at vække sit folk til handling ved at bringe arvefjendens øverste med sig tilbage til Akeron. I stedet ender det med, at Oin, jarl Eriksson og Kristin begiver sig ud på en lang og ukendt færd for at nå frem til Ildtræet, som sagnene siger, kan standse isen. Spørgsmålet er dog, om fjenderne kan glemme fortiden og skabe en ny fremtid sammen…

Niels Dalgaard har skrevet efterordet, hvor han bl.a. kommer ind på, at Niels E. Nielsen her i romanen låner lidt fra fantasygenren. Som altid er det interessant at læse Dalgaards analyse af romanen, som er skrevet under den kolde krig, hvor frygten for en atomkrig var reel.

Selvom romanen bruger udtryk som mikrofilm og magnetbånd, så er indholdet på ingen måde gammeldags. Akerons porte er elementær spændende, og indeholder samtidig også den samfundskritik, der kendetegner Nielsens forfatterskab. Jeg synes stadigvæk, at romanen holder, og kan kun takke Science Fiction Cirklen for deres store arbejde med at genudgive Niels E. Nielsens værker, så nye generationer også kan læse ham.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 52)

Om Akerons porte:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 233 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaludgave: 1976

Udvalg af Niels E. Nielsens udgivelser:

Den beske magt, 2015
Weekend på Mars, 2011
Klode til salg, 2011
Lilleputternes oprør, 1978
Akerons porte, 1976
Skyggen fra Sirius, 1975
Vogteren, 1974
Vagabondernes planet, 1970
Herskerne, 1970
Troldmandens sværd, 1967
Narrens drøm, 1963
To sole stod op, 1961

 

 

Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen

Troldmandens sværd af Niels E. NielsenUnderholdende og tankevækkende fremtidsroman sat i en verden, hvor miljøet er gået amok.

Som ung slugte jeg alt, hvad jeg kunne finde af Niels E. Nielsen på biblioteket. Det var derfor med forventning iblandet skræk, at jeg læste Science Fictions Cirklens genudgivelse af Troldmandens sværd, der oprindeligt udkom i 1967, for kunne den nu leve op til mine erindringer?

Romanen foregår i en fremtid, hvor jorden har oplevet et økologisk sammenbrud. De overlevende er stuvet sammen i BYEN, et totalt lukket samfund, som ledes af Tante Kluk og hendes 12 Inderste. Ressourcerne er knappe, så alt er strengt reguleret – også fødselstallet. Ikke desto mindre fødes der år for år flere og flere ”lykkebørn”, som må klare sig ved at stjæle og gemme sig. For at bremse overbefolkningen udfører Børnepolitiet razziaer, og de indfangede lykkebørn henrettes og indgår igen i kredsløbet.

BYENs indbyggere husker ikke verden udenfor kuplen, men Kaninen – et lykkebarn – har været der. Majoren sender ham regelmæssigt ud for at se, hvordan det står til derude, så da Kaninen finder ud af, at pigen Bi-P er gravid med hans barn, planlægger han at tage hende med ud, så hans barn ikke skal friste samme kummerlige skæbne som de andre lykkebørn. Men Bi-P er ikke interesseret i hans plan. Hun vil møde tante Kluk og tale fornuft med hende. Så Kaninen må finde frem til tante Kluk, før han kan overbevise Bi-P, men Børnepolitiet er lige i hælene på dem, og denne gang kan Majoren ikke hjælpe.

Niels Dalgaard har skrevet et uddybende efterord, hvor han sætter Troldmandens sværd i kontekst med Niels E. Nielsens øvrige forfatterskab. Her er overbefolkning og forurening med deraf øget belastning af miljøet et tilbagevendende tema, i en tid hvor problemerne knapt var opdaget af det vestlige samfund.

Det er desværre problemer, som stadigvæk er sørgeligt aktuelle. Dermed er Troldmandens sværd også stadig interessant for nutidens læsere. Fortællingen virker ikke sprogligt bedaget, blandt andet fordi personerne ikke forstår de tekniske virkemidler i BYEN, og dermed giver dem deres egne navne. På den måde sætter læseren sit eget forståelsesbillede ind og gør fortællingen up to date.

Et andet plus er, at personerne ikke er sort/hvide. Nok styrer tante Kluk BYEN med fast hånd og slår ned på uregelmæssigheder som lykkebørn, men hun gør det for at passe på flertallet. Og Kaninen er nok vores helt, men han er også tyv og kriminel. Desuden er han den, der – selvom han sætter spørgsmålstegn ved tante Kluk – samtidig forstår, hvorfor det er vigtigt, at der ikke kommer for mange indbyggere i BYEN.

Jeg må sige, at Troldmandens sværd levede op til mine erindringer, og selvom jeg hist og pist blev lidt irriteret over, at genoptrykket tilsyneladende har ændret en masse ø’er til o’er, så er teksten generelt både pæn og læsbar, og sprogligt er der som nævnt heller ikke noget at komme efter.

Alt i alt en både underholdende og tankevækkende roman som jeg kun kan anbefale.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014/1967
Forlag: Science Fiction Cirklen, 228 sider

Den hvide fjende af Niels Meyn

Den hvide fjende af Niels MeynEn ny istid truer med at gøre Danmark ubeboelig i denne interessante genudgivelse af Niels Meyns katastroferoman fra 1921

Da den ellers så velestimerede videnskabsmand, dr. phil. Jens Rønning, fremsætter sin teori om at en ny istid, som vil knuse hele Skandinavien, er på vej, opstår der stor bestyrtelse i København. Alle hans kollegaer undsiger ham, og han beskyldes for alt lige fra at spekulere på børsen med sin påstand til at være blevet sindssyg. Kun bankdirektør Kruses datter, Eva, tror fuldt og fast på ham. Da hendes far sætter alt ind på at få Rønning fængslet for landsskadelig virksomhed, trodser hun hans vilje og hjælper Rønning. Så sætter en voldsom kulde ind, og pludselig virker Rønnings istids-teori slet ikke så usandsynlig.

Den hvide fjende udkom i 1921, og forfatteren Niels Meyn var en af datidens mest produktive forfattere indenfor børne- og underholdningslitteratur. I dag er han nærmest ukendt og ikke helt uden grund. Som Niels Dalgaard skriver i efterordet, så er hans værker et eksempel på, at kvantitet og kvalitet ofte er hinandens modsætninger. Dermed ikke sagt, at jeg ikke brød mig om Den hvide fjende. Jeg følte mig egentlig ganske godt underholdt, selvom sproget naturligvis er lidt gammeldags og moralen både racistisk og chauvinistisk. For eksempel anser man det for ganske naturligt, at danskerne kan bygge et nyt Danmark i Sydøstafrika, hvor befolkningen alligevel ikke formår at udnytte landets ressourcer!

Da Meyn skrev Den hvide fjende, var videnskaben begyndt at fremsætte teorien om, at vi befinder os i en mellemistid, og han forestiller sig i romanen, hvordan samfundet og de enkelte mennesker ville reagere under en sådan katastrofe. Resultatet er blevet en kulørt og ganske underholdende historie, der blander spænding, politik og kærlighed, og som sine steder meget skræmmende beskriver isens indtog over Danmark.

Også i nutiden bekymrer vi os om klimaet, og et hav af spændingsbøger, krimier og romaner undersøger, hvordan ændringer i klimaet kan påvirke vores levevilkår. Dermed er Meyns roman stadigvæk aktuel på trods af alderen på samme måde som for eksempel Syndfloden af Carl S. Torgius fra 1913.

Den hvide fjende er en del af Science Fiction Cirklens serie med genudgivelser af ældre titler og er som sådan et godt tidsbillede og en interessant læseoplevelse for alle, som interesserer sig for katastrofe-fortællinger.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013/1921
Forlag: Science Fiction Cirklen, 200 sider