november 2019
M Ti O To F L S
« okt    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘kønsroller’

Solens kerne af Johanna Sinisalo

Solens kerne af Johanna SinisaloDa pigerne Vera og Mira er små, dør deres forældre i en bilulykke. Deres eneste slægtning er farmoren Aulikki i Finland på gården Neulapää, så pigerne bliver overdraget i hendes varetægt.

Finland har i mange år været lukket mod omverdenen. Det er et Eusistokrat, hvor staten styrer alt – endda kønsbestemmelse af mennesker. I Finland har man nemlig avlet sig frem til en ny type kvinde, eloien, der besidder de vigtigste egenskaber for en kvinde: smuk og lydig. Kvinder, der ikke er tilstrækkeligt feminine, kaldes for morlocker og steriliseres ganske unge. De kan bruges som arbejdskraft i stedet for til avl, indtil arten uddør.

Særligt for Vanna (som Vera nu kaldes, da kvinder ikke må have R i deres navn) er det svært at finde sig til rette. Hun er videnbegærlig og ikke særlig interesseret i tøj og makeup. Det er Manna (Mira) derimod, og Vanna opdager hurtigt, at hun skal følge Mannas opførsel for at passe ind, mens Aulikki i det skjulte giver hende mulighed for at studere.

Historien fortælles hovedsageligt gennem Vannas breve til Manna. Det er tydeligt, at Vanna har dårlig samvittighed over for Manna, men hvorfor afsløres først langt henne i fortællingen. I mellem Vannas breve er indlagt uddrag fra forskellige bøger, som f.eks. ”En kort historie om domesticeringen af kvinder” og undervisningsmaterialer for eloier. Derudover er der bidder af sange og historier for eloier, og endelig hører vi også enkelte kapitler fortalt af maskoen Jare, der arbejdede for Aulikki en sommer.

Til at begynde med vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle synes om Solens kerne. Opbygningen forvirrede mig, og jeg havde svært at finde frem til selve historien. Men alligevel blev jeg ved med at læse, og lige pludselig var jeg fuldstændig opslugt. Ikke nødvendigvis så meget af historien, som af det univers Johanna Sinisalo har skabt.

Sinisalo definerer Eusistokrati som: ”Den herskende samfundsorden i Finland, ’velfærdsstat’. Bygger på de latinske ord eu (god) og sistere (stå), bogstaveligt talt altså ’blive, forblive i en god tilstand’. Eksempel: ’I et eusistokratisk samfund er regeringens vigtigste opgave at fremme borgernes generelle velfærd og sundhed.’” (side 81) Og der er heller ingen grænser for, hvad staten forsøger at kontrollere. Ud over narkotika er cigaretter, alkohol og chili strengt forbudt. Eloier skal følge en fastlagt undervisning for at blive en god hustru og mor, og de har ikke ret til at eje noget. Og selvom maskoer naturligvis ikke må slå eloier ihjel, så straffes det ikke særligt hårdt. Der er intens overvågning af borgerne, som ikke har adgang til hedonist-staternes teknologi, men til gengæld er der ingen restriktioner i forhold til religion.

Samfundet er helt opbygget efter maskoens seksuelle behov, og – er mit gæt – efter de herskende myndighedspersoners ønske om magt. Men hvordan er den tanke opstået? Udskift bil med kvinde i nedenstående citat og du har svaret.

Det her behøvede ikke engang at være flertallets vilje. Sommetider skal der ikke andet til end en tilpas højrøstet og toneangivende gruppe for at ændre verden til det, gruppens medlemmer vil have. Gruppen behøver ikke engang at være særligt stor. Det er nok, at nogle anfører deres egne personlige præferencer som den eneste rigtige sandhed, og med deres højrøstethed skaber det indtryk, at de har glemte og tilsidesatte masser bag sig. Det er nemt at få én, der har været tilfreds med tingenes tilstand, til at støtte en idé, som vedkommende selv kan få gavn af. Mange kunne leve fint uden en bil eller godt forstå, at det kræver anstrengelser at anskaffe sig en, og at man må gå på kompromis med nogle andre ting. Men hvis en tilpas kraftfuld gruppe konstant banker den tanke ind i hovedet på andre, at det er umuligt at leve uden en bil, at billøshed er en krænkelse af menneskerettighederne – hvor mange ville i den situation takke nej til de gratis biler, staten deler ud?” (side 264-265)

Solens kerne er en dystopisk fortælling, der udspiller sig i en nær fremtid. Finland minder om George Orwells 1984 stat, blot med racehygiejne og kønspolitik dybt implementeret i styret.

Romanen er let at læse, men svær at fordøje. Mange af de videnskabelige ’facts’ er nemlig hentet fra virkeligheden, enkelte dog med få ændringer. De fleste lande har jo brugt racehygiejne som et redskab til at forme samfundet, og selvom de færrest gik så langt som nazisterne, så har vi i Danmark udført tvangssterilisation helt op til 1967! Og hvad angår forsøg på at fremme bestemte egenskaber via avl, kan vi jo bare se på, hvordan kortsnudede hunderacer fremavles helt grotesk med store sundhedsmæssige følger.

Jeg var måske ikke betaget af Solens kerne fra første side, men det var jeg, da jeg lagde den fra mig. Den gav i den grad stof til eftertanke.

Om Solens kerne:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Jensen & Dalgaard, 347 sider
Omslag: RubArt
Originaltitel: Auringon ydin, 2013
Oversætter: Siri Nordborg Møller

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup
1984 af George Orwell

 

Kraften af Naomi Alderman

Kraften af Naomi AldermanMagt korrumperer! Det må være kernen i Naomi Aldermans fremragende roman Kraften, som jeg simpelthen ikke kan sige nok positivt om

En forfatter sender sit manuskript til en ven og beder om feedback. I stedet for en historisk fagbog forsøger forfatteren at beskrive sine teorier om samfundets opståen i romanform, men med fuldt belæg i arkæologiske kilder m.m. Det er rammen om Naomi Aldermans internationale bestseller Kraften, som herefter tæller kronologisk ned over en periode på 10 år via de fire hovedpersoner: Roxy, Tunde, Margot og Allie.

Vi er i fremtiden. Ud af det blå får teenagepiger pludselig evnen til at give dødelige elektriske stød. I starten betragtes det som en lidelse, men efterhånden som flere og flere får Kraften, begynder (det patriarkalske) samfund at træffe forholdsregler.

Det er dog langt fra alle, som synes, at pigernes kraft skal begrænses. Den kvindelige borgmester Margot opdager, hvordan hendes politiske liv pludselig kan nå helt nye højder. Mafiadatteren Roxy bruger sin kraft i familiens tjeneste. Plejepigen Allie stikker af fra et misbruget i sin plejefamilie og søger tilflugt i et kloster. Og den unge journalist Tunde bliver mere eller mindre tilfældigt ham, der bringer kraftens fortælling til offentlighedens kendskab.

Herfra ruller historien, og vi hører om et samfund, der ændrer sig radikalt.

I løbet af de ti år sker en tydelig udvikling i forholdet mellem kønnene, og det er både fascinerende og rystende at læse. Lige fra det subtile træk at morgen-tv værterne pludselig er en moden, vidende kvinde og en kæk og smuk ung mand, over den rå gengældelse som rammer bagmændene af den systematiserede menneskehandel med sexslaver, til fremkomsten af den nye religion centreret om Modergudinden.

Pludselig er det kvinderne, der er de stærkeste, og mændene der frygter voldtægt og overfald, når de går ud om aftenen. Og hos Alderman lader kvinderne ikke mændene tilbage, når det gælder om undertrykkelse af det andet køn.

Det er mig umuligt at putte Kraften i en genrekasse. På mit biblioteket står den kategoriseret som science fiction, men den hører i ligeså høj grad til i spænding eller blandt de debatskabende romaner, for historien er både barsk og tankevækkende.

Kraften er elementært spændende, men samtidig kan man som læser ikke undgå at reflektere over romanens dissektion af magt i alle former, lige fra politisk magt over religiøs magt til helt grundlæggende fysisk magt.

Derudover er romanen også interessant sociologisk og antropologisk set. Aldermans forfatter har indsat noter og billeder af arkæologiske fund i sin fortælling. Blandt dem er to billeder af virkelig fund fra oldtidsbyen Mohenjo-Daro. Det tankevækkende her er, at i romanen tolkes de som Præstedronning og Tjenerdreng, mens virkelighedens arkæologer navngav fundene Præstekonge og Dansende pige. Altså en helt modsatrettet tolkning, som bunder i den sociale orden et givet samfund har indrettet sin acceptable adfærd efter.

Her er dog langt fra tale om et feministisk manifest, som skal overbevise læseren om kvindekønnets moralske overlegenhed. Snarere tværtimod. For selvom Alderman underforstået kommenterer på vor tids kvindeundertrykkelse, når hun indfører forbud mod, at mænd må køre bil i romanen, så opfører kvinderne i Kraften sig nøjagtig ligeså hensynsløs og selvisk som mændene, da de bliver det fysisk overlegne køn. I stedet for køn er det således magtens skyggesider, romanen spidder.

Og det bringer mig tilbage til indledningen – at magt korrumperer, at frygt og uvidenhed avler had, og at Naomi Alderman har skrevet en helt igennem fantastisk roman, der fortjener et hav af læsere. Så læs den, læs den, læs den …

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Kraften:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alhambra, 369 sider
Originaltitel: The Power
Oversætter: Rebekka Hjelholt Svendsen
Omslag: Caroline Asferg Madsen

Besøg Naomi Aldermans hjemmeside

Læs også:

Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
De indviede af Manfred Christiansen
Celle 7 af Kerry Drewery
Den beske magt af Niels E. Nielsen