juni 2020
M Ti O To F L S
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘kolonisering’

Non-stop af Brian Aldiss

Non-stop af Brian Aldiss

Det er snart mange år siden, jeg første gang læste Non-stop. Egentlig huskede jeg ikke meget af handlingen, udover at den greb mig. Det var derfor lidt med bange anelser, at jeg genlæste den for nylig. Ofte lever minderne om en læseoplevelse ikke op til en genlæsning mange år senere, men Non-stop er klart en af undtagelserne.

Complain er jæger og medlem af Greene-stammen. De har herredømmet over et stykke af Dødvejen, men er altid på vagt overfor andre stammer og omstrejfere. Af grunde han ikke selv forstår, er Complain ikke tilfreds med sit liv. Der mangler noget. Så da hans kvinde bliver kidnappet, og han selv står til afstraffelse og prestigetab, lader han sig overtale til at følge fire andre mænd væk fra Kvarteret.

Lederen af ekspeditionen er præsten Marapper. Han fortæller dem, at den gamle myte om, at Skibet rent faktisk er et skib på rejse og ikke hele verden, er sand. Ethvert skib har en kaptajn, og Marapper ønsker at finde ham, slå ham ihjel og overtage magten over Skibet.

Først tror Complain ikke på Marapper. Under rejsen hvor de krydser et utal af dæk og oplever mange mærkelige ting, bliver han dog nødt til at se en ny virkelighed i øjnene. Men hvis de virkelig er på et skib, hvorfor er de så blevet spærret inde der? Og af hvem?

Brian Aldiss skrev Non-stop for godt 70 år siden. Det mærkes nu ikke på historien, der fascinerer fra første side. Vi ved lige så lidt som Complain, hvad der er sket, men efterhånden som han sammen med gruppen arbejder sig opad gennem Skibet, begynder en tragisk historie at åbenbare sig. Noget gik for mange år siden helt galt, men hvor galt finder vi først ud af til allersidst.

Niels Dalgaard beskriver i en artikel på dr.dk romanen som karakteriseret ved, ”at dens rejse varer så længe, at hele generationer af besætningsmedlemmer når at blive født og dø på rumskibet”. Skibet er således et ’generationsrumskib’, og besætningens store udfordring er at huske, hvor de kommer fra og helt simpelt, hvad et menneske er. Historierne om jorden og menneskeheden kan med tiden blive til myter, og besætningens identitet ændre sig, som det sker i Non-stop.

Det er svært ikke at blive grebet af fortællingen, selvom hovedpersonerne egentlig ikke er særligt sympatiske. Hele samfundsstrukturen i Skibet er bygget op over en forvansket udgave af psykoanalysen som religion, og det har medført et aggressivt samfund, hvor man er sig selv nærmest. For Complain bliver den nye viden, gruppen får undervejs, dog en vej til udvikling, så måske er der trods alt håb for Skibets besætning.

Brian Aldiss er en af de allerstørste indenfor science fiction genren. Han blev født i 1925 i Norfolk og døde i 2017 efter at have skrevet mere end 40 bøger og et hav af noveller. Hans første science fiction roman var Non-stop fra 1958, og i 1959 modtog han sin første internationale anerkendelse, en særlig Hugo-pris fra World Science Fiction Society for “årets mest lovende nye forfatter”.

Læs mere om Brian Aldiss HER

Om Non-stop:

Udgivelsesår: 1968
Forlag: Steen Hasselbachs Forlag, 238 sider
Omslag: Frithioff Johansen
Originaltitel: Non-Stop, 1958 (engelsk)
Oversætter: Jannick Storm

Find bogen på Bibliotek.dk

Læs også:

Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Exnihilo af Publius Enigma
Artemis af Andy Weir

Artemis af Andy Weir

Artemis af Andy Weir

Det var aldrig meningen, at Jasmine Bashara skulle være en helt. Hun ville bare være rig. Ikke styrtende rig som mange af de besøgende i hendes hjemby, månekolonien Artemis. Bare rig nok til at flytte ud af sin kisteagtige lejlighed og spise noget, der er bedre end alger tilsat smag. Rig nok til at betale en gammel gæld.

Da chancen for et stort udbytte byder sig, siger Jazz ikke nej. Det kræver dog, at hun tager springet fra at være en ubetydelig smugler til at være kriminel strateg, og der kræves også en helt særlig kombination af kløgt, tekniske færdigheder og store eksplosioner – for ikke at nævne en rendyrket fræk attitude.

Planlægningen af den perfekte forbrydelse er kun begyndelsen på Jazz’ problemer. Hendes lille kup placerer hende midt i en sammensværgelse om kontrollen over Artemis – og snart jages hun af både loven og en lovløs morder. (fra forlagets beskrivelse)

For nogle år siden læste jeg Andy Weirs debutroman The Martian med stor fornøjelse. Derfor var forventningerne høje, da jeg så, at Artemis var udkommet. De blev heldigvis indfriet.

Denne gang befinder vi os på Månen i månekolonien Artemis, hvor hovedpersonen Jazz har boet med sin far, siden hun var 6 år. Udover at være kvinde er Jazz også af arabisk afstamning, men ellers er ligheden med astronauten Mark Watney stor. De er begge snarrådige og intelligente, og de har begge en herlig tør humor.

Jazz har som yngre taget nogle dumme beslutninger, og nu har hun et lavtlønnet job som bud, mens hun kører en lille smuglerforretning ved siden af. Så fristelsen er stor, da en af hendes faste kunder tilbyder hende et job, der kan gøre hende økonomisk uafhængig. Den eneste ulempe er, at opgaven er stort set umulig.

Artemis er rendyrket underholdning, hvor spænding og humor forenes i et troværdigt science fiction setup. Historien flyder let, og selvom der indimellem er lidt rigeligt med tekniske forklaringer, bliver læseren hele tiden lokket videre, fordi man godt lige vil vide, hvad der nu sker.

Jeg var vældig underholdt af Artemis, og kan kun anbefale den hvis du holder af et godt scifi-eventyr.

Anmelderne siger:

Med “Artemis” viser Andy Weir igen sin tæft for at skabe rumscenarier, der føles virkelige og realistiske koblet med en action-fyldt fortælling. 
SCIFI SNAK

Glimtet i øjet hos både Weir og hans hovedperson Jazz gør “Artemis” til en fornøjelig læseoplevelse. Her er måske lidt langt til de store episke rumfortællinger a la Isaac Asimovs, men pyt – for i rummet kan ingen høre dig grine.
Computerworld

“Artemis” er alt det “The Martian” også var. Der er fuld skrald på hele vejen, og spændingskurven starter højt oppe på skalaen, og ender på månen. Weir er en fabelagtig fortæller. Dels kan han fortælle en virkelig spændende historie der holder læseren fanget hele vejen, og dels er det virkelig morsomt. Nogle steder lårklaskende morsomt, uden at det på noget tidspunkt bliver forceret, søgt og plat. Det er ganske enkelt vanvittig godt!
B for Bog

Om Artemis:

Udgivelsesår: 15.11.2019
Forlag: Dreamlitt, 344 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen
Originaltitel: Artemis (amerikansk)
Oversætter: Lars Poulsen

Læs også:

Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Mørke af Torben Pedersen
Exnihilo af Publius Enigma
Coyote af Allen M. Steele
The Martian af Andy Weir

Coyote af Allen M. Steele

Coyote af Allen M. Steele46 lysår fra Jorden har astronomer opdaget en, formodet, beboelig måne – Coyote – i kredsløb om en gaskæmpe. Amerikas Forenede Republiks totalitære regering ser en mulighed for at skabe sig et historisk monument ved at kolonisere Coyote og sætter nationens økonomi over styr for at konstruere menneskehedens første stjerneskib. Besætningen og kolonisterne er udvalgt blandt Frihedspartiets mest trofaste medlemmer, dog har skibets kaptajn andre planer. Men er det overhovedet muligt at kapre et stærkt bevogtet rumskib? Og kan utrænede kolonister overleve i en ukendt vildmark, så langt fra resten af menneskeheden, at den lige så godt kunne være ikkeeksisterende? (fra forlagets beskrivelse)

Jeg havde længe gået og luret på Coyote af Allen M. Steele, men ikke lige haft tiden til at kaste mig over de lidt over 500 sider. Andre behøver dog ikke at have samme skrupler, for da jeg først begyndte at læse, stoppede jeg stort set ikke, før end sidste side var vendt.

Romanen tager udgangspunkt i en virkelig opdagelse. I 1996 opdagede astronomerne Geoffery Marcy og Paul Butler en kæmpeplanet i kredsløb om 47 Ursae Majoris. Planeten var særlig interessant, fordi dens kredsløb lå lige udenfor den ‘beboelige zone’, så man spekulerede i om eventuelle måner kunne være hjem for liv.

I Steeles roman (der oprindelig udkom i 2002) er handlingen flyttet godt 80 år ud i fremtiden. Magten i USA er blevet overtaget af det totalitære Frihedsparti, som sidder hårdt på landet. Deres drøm om at kolonisere rummet har næsten bragt USA i knæ økonomisk, men nu er det lykkes dem at bygge stjerneskibet URSS Alabama, som snart rejser ud på sin 46 lysår lange færd.

Det er dog ikke alle, der er lige store tilhængere af Frihedspartiets ideologi, og op mod afgang er et omfattende plot i gang for at overtage URSS Alabama ved opsendelse. Men er det muligt i et statsovervåget samfund?

Romanen er opdelt i to “bøger”. Den første handler om det sidste døgn op til URSS Alabamas opsendelse, selve rumrejsen og ankomsten til Coyote. Den anden handler om kolonisternes første år på planeten, hvor de skal overleve i en fremmed og fjendtlig verden.

Jeg er stor fan af rumrejser og udforskning af fremmede planeter, og det får man masser af i Coyote. Sproget er lige ud af landevejen, og jeg skal ikke kunne sige, hvor realistisk romanens videnskab er, men jeg var vældig underholdt under læsningen.

Coyote er første del af en serie. Det ser umiddelbart ud til, at forlaget Dreamlitt også har planer om at udgive de næste to bind Opstand og Grænseland. Jeg er klar, når de kommer.

Uddrag fra Coyote:

Han vendte sig mod manden, han talte med tidligere. “Jeg ved ikke, om De nogensinde har mødt direktøren for Sikkerhedstjenesten … hr. Shaw, kaptajn Lee.”

“Ikke før nu, hr. præsident.” Roland Shaw kommer ned ad midtergangen for at række hånden frem. “Jeg mener dog, at vi har et møde i morgen tidligt på Capen.”

“Ja, hr. Det har vi.” Lee griber Shaws hånd. “En detalje i sidste øjeblik før opsendelsen. Sikkerhedsprocedurer …”

“Selvfølgelig.” Det trækker lidt op i Shaws venstre mundvig. “Vi var lige i færd med at diskutere noget lignende.”

“Virkelig?” Senator Rochelle forsøger at indsætte sig selv i samtalen. “Noget, De har lyst til at dele med os?”

Shaw rynker brynene. “Ikke noget at snakke om,” siger han, og et øjeblik møder hans øjnes Lees. “En razzia mod dissidenter, som muligvis er imod missionen. Udelukkende for en sikkerheds skyld.”

“En god idé.” Rochelle er hurtig til at tydeliggøre sin anerkendelse. “Jeg er glad for, at vi var i stand til at forny Indvandrer- og Oprørsloven ved sidste samling. Det virkede fornuftigt, vores nuværende situation taget i betragtning.”

Den nuværende situation. Republikken er som altid under konstant belejring af sine fjender, både uden- og indenlandske. New Englands Statsforbund, som stadig har bevæbnede tropper på grænserne til Connecticut, Massachusetts og Vermont. Pacifica, hvis guerillahær har daglige skærmydsler med URS-styrker over omstridte territorier i den nordlige del af Sierra Nevada-bjergkæden. Det Europæiske Statsforbund, som fastholder sine handelsembargoer, indtil Republikken indvilger i at fjerne sine atomvåben fra geostationære kredsløb. Dagligt anholdes påstående spioner i byer over hele landet. I aftes blev en gymnasielærer offentlig hængt i Houston. En af hendes tidligere elever påstod, at hun brugte en satelittelefon til at sende informationer til Frankrig […] (side 33)

Om Coyote:

Udgivelsesår: 03.10.2019
Forlag: Dreamlitt, 527 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen
Originaltitel: Coyote (amerikansk)
Oversætter: Tom Vedsted Vonsild

Besøg Allen M. Steeles hjemmeside

Læs også:

Armada – Spillet om jorden af Ernest Cline
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Exnihilo af Publius Enigma
The Martian af Andy Weir