september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Korea’

Red Eye

Red EyeFor flere år siden forulykkede et tog, hvor flere hundrede passagerer blev dræbt. Vognene blev restaureret og sat i drift igen, men nu er det togets sidste tur, før ruten nedlægges.

Ombord er togstewardessen Oh Mi-sun, som lige er startet – og faktisk har byttet sig til vagten, selvom det er hendes fødselsdag. Allerede kort efter togets afgang begynder hun at opleve sære ting. Hun ser mennesker og begivenheder, som udspillede sig på turen, hvor katastrofen skete, og det går langsomt op for hende, at tiden imellem de to begivenheder er smeltet sammen, og at toget nu er på vej til at gentage ulykken.

Jeg var ikke voldsomt imponeret af Red Eye, som dog teknisk set er ganske vellykket med flotte visuelle sekvenser, når spøgelsestoget og det nutidige tog smelter sammen. Til gengæld er plottet fuld af usandsynligt mange tilfældigheder, og personerne forbliver ret uinteressante. Der dør nogen undervejs, men det bliver aldrig rigtig interessant hvem og hvorfor.

Beyondhollywood.com skriver i deres anmeldelse: “As another entry into the ever-growing list of Asian horror films about vengeful female ghosts and a blank slate leading lady going through the motions of discovering the past so she can resolve the present and save the future (the basic template of many Asian ghost stories since “Ringu”), “Red Eye” is ultimately a middling effort. It’s not overly horrible, but it’s not really all that good, either. If you’ve never seen an Asian horror film in your life, or any of the recent spate of American remakes, then I suppose “Red Eye” may be worth the price of a video rental. Then again, considering the film’s overall pedestrian qualities, waiting for the free TV broadcast might be a better deal.”

Mens Korean Grindhouse opsummerer filmen således: “If nightmare-causing moments are what you’re after, most Korean fright flicks are bound to disappoint. Look at Redeye, Kim Dong-bin’s moody spookshow about a phantom train on which deceased passengers share berth-space with the living. It’s got plenty of horror movie mainstays: the rainstorm, flickering lights, fog, cobwebs, a random spider, a music box, and an affectless child who likes to draw in red. It’s also got some second-tier dependables like dirty mirrors, a late victim’s cell phone, a possessed wig, a camera that sees ghosts, and a pair of shiny scissors used repeatedly as a weapon. As a catalogue of creepiness, Redeye is respectable stuff. As a journey into your darkest fears, however, it’s more a conundrum. As the runaway train careens towards a terminal of the dead, the heroine (snack bar servant and daughter of the dead engineer) sleepwalks from one disaster to the next. Ghosts may come and go; she may scream and faint. But the dreamlike world isn’t terrifying so much as its surreal. That’s not a complaint. K-horror often feels like a strange, off-kilter parallel universe. Like many unconscious psychic trips, it’s filled with symbols and a cast of characters who rarely ask why anything is happening.”

Retfærdigvis skal den mere positive omtale fra Asian Cinema også nævnes: “It’s not terribly original, most of it we’ve seen before, but there’re enough cool little details and inventive moments to call this a success. The train setting alone is enough to make the film feel a little different and fresh. When the real world and the ghost world are brought together and the darkness starts to spread through the train, we get some very effective creepy moments. The shadows come alive, things are crawling around on the walls, and there’s the sound of crying. Like I said, it’s not new, but it works.”

Samme år udkom iøvrigt endnu en film med titlen Red Eye instrueret af Wes Craven. Denne foregår i et fly, men om der er nogen forbindelse imellem de to film, ved jeg desværre ikke.

Om Red Eye:

Instruktør: Dong-bin Kim
Udgivelsesår: 2005
Originaltitel: Redeu-ai

Nightmare

NightmareEn gruppe studiekammerater hænger altid ud sammen, men en begivenhed gør, at gruppen lidt efter lidt mister kontakten med hinanden og begynder hvert sit liv.

Nogle år senere opsøges Hye-jin af Sun-ae, som har boet i USA det sidste år. Sun-ae virker skræmt og er overbevist om, at deres veninde Kyung-ah forfølger hende og ønsker at slå hende ihjel. Besøget fra Hye-jin til at tænke tilbage på begivenhederne dengang, og hvad der egentlig skete.

Nightmare er en ganske underholdende koreansk gyser, der i sit set-up minder meget om amerikanske teenage-gys som f.eks. I know what you did last summer.  Instruktør Byeong-ki Ahn forfalder dog ikke til de amerikanske films overdrevne brug af blodige voldsscener for at skabe atomosfære. I stedet er det det klassiske asiatiske spøgelse, den langhårede sorthårede skikkelse, der pludselig dukker, der serverer filmen mest vellykkede gys – og det lykkes faktisk ganske ofte at give tilskuerne et mindre chok.

Historien starter i nutiden, hvorefter den springer tilbage til den dag, Hye-jin møder Kyung-ah, for så at slutte i nutiden igen. Byeong-ki Ahn er som sagt dygtig til at skabe en paranoid stemning i Nightmare, men jeg er dog ikke lige imponeret over alle skuespillerne. De 7 studerende er lige karikerede nok, og det kan være svært at forstå, hvad der holder dem sammen som gruppe, før de får en hemmelighed at beskytte. Det ødelægger dog ikke den overordnede oplevelse af en ganske underholdende gyser med enkelte rigtigt vellykkede scener.

Byeong-ki Ahn står også bag filmen Phone fra 2002.

Om Nightmare:

Instruktør: Byeong-ki Ahn
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Gawi

Thirst

ThirstThirst er noget så usædvanlig som en sydkoreansk vampyr-film med en katolsk præst i hovedrollen.

Præsten Sang-hyun arbejder på det lokale hospital, men han drømmer om at gøre en forskel. Derfor melder han sig som frivillig forsøgsperson til et eksperiment, hvor man forsøger at finde en kur mod en dødelig virus. Sang-hyun er tæt på at dø, men overlever da han får en blodtransfusion – som er inficeret med vampyrblod!

Sang-hyun vender tilbage til sit tidligere liv, men finder det svært at forene sin tro med sine nye morderiske drifter. Han kæmper for ikke at dræbe for at tilfredsstille sin sult, men da han møder den unge kvinde Tae-ju, der lever i et kærlighedsløst ægteskab med Sang-hyuns barndomsven, overvinder drifterne ham, og de indleder et kærlighedsforhold. Men forholdet får alvorlige konsekvenser, da det går op for Tae-ju, at hendes elsker er vampyr.

Thirst er en anderledes vampyrfilm, og fortælles generelt i et meget roligt tempo hvor der mere er fokus på historien og personernes udvikling end på den mere bloddryppende side af vampyrlivet. Der er et meget fint samspil mellem lydsporet og billedsiden, og trods den alvorlige fortælling er historien også gennemsyret af en skæv humor, som især er tydelig i filmens sidste halvdel.

Som Jeffery J. Timbrell skriver på Fatally-yours.com: “Park-Chan Wook’s “Thirst” is like a vampire movie written by Alejandro Jodorowsky and directed by Stanley Kubrick. It has a sense of madness and objective clarity; it is equally filthy and sterile, sweet and bitter, sexy and repulsive, all at once. “Thirst” is not the vampire movie for people who want their vampires castrated and cuddly and cliché. There is no kung fu here, no karate battles between the undead for the unrequited love of a willing victim. Indeed as one vampire states with a sense of biting, fiendish simplicity: “A willing victim?  What’s the point of that?” … “Thirst” is a movie about love. So yes it is funny, it is kooky, it is strange, it’s kinky as all hell, and it is very, very dark and brutal.”

Thirst er instrueret af Park Chan-wook, der bl.a. også har lavet filmene “Sympathy for Mr. Vengeance”, “Old Boy” og “Lady Vengeance”. Thirst blev belønnet med Juryens Specialpris på Cannes International Film Festival i 2009.

Om Thirst:

Instruktør: Park Chan-wook
Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: Bakjwi

Acacia

AcaciaÆgteparret Mi-sook og Do-il har længe forsøgt at få et barn. Til sidst beslutter de sig for at adoptere, og da Mi-sook på børnehjemmet ser drengen Jin-song, føler hun øjeblikkeligt, at han hører til hos dem.

Jin-song er en stille dreng med en passion for træer og for at tegne, og han “forelsker” sig straks i et dødt akasie-træ, som står i parrets have. Han falder dog efterhånden til i familien, men så bliver Mi-sook pludselig gravid, og det ændrer alt.

Acacia er snarere et drama end en egentlig gyser. Den indeholder dog nogle meget intense og skræmmende scener, som gør, at jeg alligevel vil omtale den her på siden. Instruktør Ki-hyeong Park fortæller sin historie i en rolig og lavmælt tone, men mod slutningen bruger han nogle spændende klipninger med pludselige spring i tidsforløbet.

Jeg har set mere uhyggelige asiatiske film, men Acacia er værd at se, hvis man blot ikke forventer en film, hvor blodet sprøjter, og man hopper ud af sædet af forskrækkelse.

Om Acacia:

Instruktør: Ki-hyeong Park
Udgivelsesår: 2003

R-Point

R-PointNo. 1 Korean Horror Movie of the Year står der på bagsiden af “R-Point”, og det er nok lidt af en overdrivelse. Men det er helt sikkert en film med flere interessante scener i.

Vietnamkrigen er mod slutningen, da løjtnant Choi bliver sendt på en mission med sin enhed. De skal finde 9 soldater, der er forsvundet i det samme område – døde eller levende. Hvad Choi og hans mænd ikke ved, er at hovedkvarteret igennem længere tid har modtaget nødråb fra de forsvundne mænd, selvom en overlevende har sværget på, at alle er døde.

Redningsgruppen ankommer i god behold til R-Point, som området kaldes, og slår lejr i et gammelt tempel. Men snart begynder mystiske ting at ske. En af soldaterne i gruppen dør, og det viser sig, at han i virkeligheden var en af de forsvundne soldater. Hvor kom han fra? Og hvorfor kan gruppen ikke slippe væk igen?

Som sagt er noget af filmen noget værre hø, men der er også flere rigtig fede scener. “R-Point” er et udmærket valg til en krigsgyser, men “Deathwatch” er alligevel bedre.

Om filmen:

Instruktør: Su-chang Kong
Udgivelsesår: 2004

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Into the mirror

Jeg så for nyligt, at man er ved at lave en genindspilning af den koreanske film “Into the mirror” som kom for nogle år siden. Det fik mig til at gense originalen, og den var egentlig bedre, end jeg huskede den.

Et stormagasin har været lukket i en periode efter en voldsom brand med flere dødsfald. Nu er det blevet sat i stand og skal genåbnes med fuld musik. Men en uge før åbningen sker en række dødsfald, som alle umiddelbart ser ud som selvmord. Kommisær Woo, som arbejder i sikkerhedsafdelingen, synes dog, det virker mistænkeligt og begynder at efterforske sagen, og det viser sig, at de dræbte alle arbejdede på det samme kontor – og har tilknytning til den eneste medarbejder, som døde under branden.

“Into the mirror” har en fremragende åbningsscene. Det første offer står og ser sig i spejlet, og pludselig gør spejlbilledet ikke, hvad Choi gør. Det giver mig et chok hver gang. Og generelt vil jeg kalde “Into the mirror” en udmærket film. Den er mere vestlig i sin opbygning end fx “Ringu” og “Ju-on”, og alligevel formår den at bevare den særlige asiatiske opbygning af uhyggen. Måske ikke den bedste gyser jeg har set, men i hvert fald både underholdende og med flere fede chok-scener.

Instruktør: Sung-ho Kim
Udgivelsesår: 2003
Originaltitel: Geoul sokeuro