Indlæg tagget med ‘korruption’

Brændoffer af Christian Kronow

Brændoffer af Christian Kronow

Journalisten Johan er med kollegaen/kæresten Ane på arbejdsweekend i Thyborøn. Han har tidligere skrevet om kvotekongen Bjørn Gabriel Havkarl og dennes forhold til landets statsminister Hans Hauge. Denne weekend har Ane et interview med Hauge, mens Johan skal dække en fiskeauktion holdt til fordel for statsministerens velgørende organisation Rødder.

Men alle overskrifter ændrer sig, da de sidste kasser til auktionen viser sig at indeholde liget af en teenager med hænderne skåret af. Hvem har lagt ham der og hvorfor? Er det en advarsel til statsministeren? Og hvem er den døde?

Ved et tilfælde opdager Johan, at sagen har tråde til hans gamle soldaterkammerat, Benjamin. Benjamin blev i hæren, da Johan forlod den, og har været udstationeret flere gange. Nu bor han på sin fiskekutter i Thyborøns havn, hvor han sælger hash og ellers holder sig langt væk fra livet. Men livet lader ikke Benjamin få fred.

Mens Johan forsøger at finde hoved og hale i mistankerne om mord, korruption, smugleri og skattesnyd, brænder hans privatliv sammen. Hustruen Laura har fået nok af deres proforma ægteskab og vil tage deres to piger fra Johan. Han ved godt, at han har kvajet sig, men ikke desto mindre vil han gøre alt for at blive i pigernes liv.

Jeg har tidligere læst de første to bind i Orator-trilogien af Christian Kronow. En ungdoms fantasy-serie med rødder i danske myter og sagn. Bøgerne var underholdende og letlæste, så jeg havde gode forventninger i Brændoffer.

Brændoffer er inspireret af virkelige begivenheder, og jeg kunne da heller ikke undgå at tænke på LøkkeFonden og Lars Løkke Rasmussens forhold til kvotekongen John-Anker Hametner Larsen, mens jeg læste. Kronow understreger dog i et interview, at alle personer er opdigtede, og jeg forestiller mig da heller næppe, at Hans Hauge er en en-til-en fremstilling af Lars Løkke. Men omstændighederne med fonde og tilskud og en adskillelse af privatpersonen og statsministeren er et interessant udgangspunkt for en krimi om korruption i et land, der ligger helt i top på Transparency Internationals liste sammen med New Zealand som verdens mindst korrupte lande.

Johan er jeg-fortælleren i historien. Ind i mellem er der enkelte kapitler fra andre synsvinkler, som dels skaber suspense. Dels giver os indblik i begivenheder og tanker, som Johan ikke kan vide noget om.

Generelt var jeg godt underholdt af Brændoffer, selvom jeg lige skulle vænne mig til skrivestilen. Kronow skriver for så vidt godt, men flere gange studsede jeg lidt over ordstillingerne, som jeg synes bremsede fortællingen lidt. Men det kan være en smagssag. I hvert fald blev jeg ret hurtigt fanget ind af historien, og ikke mindst af den uperfekte Johan der er en troværdig hovedperson. Samtidig kan jeg også godt lide, at handlingen udspiller sig i Thyborøn, langt fra Christiansborg. Det er altid interessant, når forfattere bruger anderledes lokationer.

Brændoffer er en spændende politisk krimi om korruption og mord. Men det er også en fortælling om familie. Om hvordan kærlighed kan udvikle sig til en destruktiv kraft, og hvordan principper og moral forkastes, når det for alvor bliver personligt.

Christian Kronow er sluppet godt fra sin krimi-debut, som i øvrigt har en yderst smuk forside lavet af Betina Drews.

Uddrag af bogen:

Hauge smiler stadig, da det utænkelige sker. Om det er et forsagt skrig fra en i mængden, eller fordi jeg genkender færten af menneskelig tragedie, er jeg ikke sikker på. Jeg tænder videokameraet på min smartphone hurtigere, end Hauges ansigtskulør skifter fra bodegarød til ligbleg, idet det sidste lag af kasser åbenbares. Først ser fiskerne det og træder tilbage. Så turisterne, og så er alt kaos. Skrig, tumult. Jeg træder ind i cirklen af grønne kasser. Døde kulmuler, fladfisk og muslinger. Mine nakkehår bliver stive som børster. Jeg filmer statsministeren, der hastigt bliver ført væk af sine PET-vagter, og ned på kasserne igen. Mens jeg filmer, bliver jeg slået med rædsel.

Foran mig, i tre kasser, hvor siderne mod hinanden er fjernet med en nedstryger, mellem stendøde atlantiske laks, ligger noget langt større, der fylder hele det underste lag. Det hører ikke hjemme på en fiskeauktion, endsige nogen andre steder. Jeg kaster op i munden, da jeg indser, hvad jeg står og filmer. Et halvvejs frossent lig af en teenagedreng med et gabende åbent sår på tværs af halsen. Han har tøris i de åbne øjne. Hans arme er for korte, og jeg indser hvorfor. Senerne stritter stive og døde som metalwirer ud efter håndleddet, der, hvor der burde være hænder. (side 29)

Reklame: Tak til forlaget SuperLux der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Brændoffer:

Udgivelsesår: 12.10.2021
Forlag: Superlux, 244 sider
Omslag: Betina Drews

De indviede af Manfred Christiansen

De indviede af Manfred Christiansen

Magt, politik og skjulte dagsordener – hvad nu hvis det i virkeligheden er De indviede der styrer Danmark?

Kristian Meyer skal være far. Det har fået ham til at overveje et karriereskift fra jobbet som journalist på ‘Avisen’, hvor han sammen med kollegaen Esben Burg står for den politiske sektion. Kristian er træt af at den daglige trummerum, og et tilbud om en stilling som kommunikationsansvarlig for en dagligvaregrossist er kommet som sendt fra himlen. Han skal bare lige have sagt det til Esben.

I stedet for bliver Kristian ufrivilligt involveret i en korruptionshistorie af uhørt omfang. Esben skriver på en roman, der skal afdække den chokerende sandhed om Svend Vendell, en af Danmarks mest magtfulde mænd. Han præsenterer den for Kristian, som ikke ligefrem falder på halen over manuskriptet og samtidig forudser injurieanklager. Kristian beder derfor Esben om at skaffe beviser, men kort efter bliver Esben indlagt i koma på hospitalet efter at være blevet kørt ned.

Modvilligt tager Kristian alligevel til mødet med Esbens informant, som overrækker ham et USB-stik, der tilsyneladende underbygger beskyldningerne i romanen. Før Kristian kan nå at undersøge indholdet, bliver også informanten kørt ned og dræbt. Nu kan Kristian ikke længere ignorere, at der er noget helt galt. Han begynder modstræbende at dykke ned i sagen, der viser sig at have tråde langt ind i Danmarks elite.

Nu befinder Kristian sig pludselig selv i farezonen, og spørgsmålet er: hvem kan han stole på?

Under den amerikanske valgkamp blev Danmark pludselig et emne, da demokraten Bernie Sanders pegede på os, som model for hans vision for USA. Danmark har da også  et velfungerende demokrati, ligesom vi scorer højt på lykke-skalaen og lavt på korruption. Men hvad nu hvis det korruptionsfri folketing alligevel ikke var så rene i kanten? Hvad nu hvis der bag de folkevalgte politikere stod en skyggeloge af rige erhvervsfolk, skjult for befolkningens blik, men med magten til at få deres ønsker og beslutninger igennem? Det er kernen i Manfred Christiansens thriller De indviede.

Jeg kender mest Manfred Christiansen fra hans science fiction fortællinger. Han har deltaget i en lang række af Science Fiction Cirklens antologier, og fik i 2012 udgivet novellesamlingen Galaktiske forestillinger. I 2014 udgav han så spændingsromanen The Real Houdinis som jeg endnu ikke har læst. Det har jeg nu fået lyst til at, for Christiansen demonstrerer her i De indviede, at han bestemt også magter romanformatet.

De indviede er en elementært spændende fortælling med et veldrejet plot. Christiansen skriver levende og er god til at skabe action og fremdrift i fortællingen, så man som læser hænger på for at finde ud af, hvad der nu sker. Samtidig er romanen tankevækkende med sin konspirationsteori om en skyggeloge med skjulte dagsordener, der står bag udvalgte politikere for at fremme egne formål under dække af den demokratiske proces. Når man ser på USA, kan jeg i hvert fald ikke lade være med at tænke, at de kapitalistiske interesser styrer mere end godt er. Ikke mindst når jeg tænker på deres våbenlovgivning. Som en bonus leger Christiansen med navnene på romanens politikere, der bl.a. tæller lederen af oppositionen Frederikke Madsen fra Socialpartiet samt Johannes B. Olufsen og Andreas Emanuelsen fra Den Frie Koalition.

Udover Kristian Meyer introduceres vi også for en oliemægler der har bevæget sig ind i den politiske arena og ikke mindst en mystisk kvindelig lejemorder. Sidstnævnte er en kompleks og interessant person, og romanens slutning kunne godt antyde en fortsættelse, hvor hun spiller en større rolle.

Jeg læste bogen i et stræk og var vældig underholdt imens. Så er du til thrillers om magt, skjulte dagsordener, politik og korruption, er De indviede et godt valg.

Om De indviede:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: EgoLibris, 228 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Besøg Manfred Christiansens hjemmeside