Indlæg tagget med ‘kortroman’

Vampyren af John Polidori

Vampyren af John Polidori

For nogle år siden læste jeg en bearbejdet udgave af Vampyren af John Polidori. Nu har forlaget Escho oversat og genudgivet historien med et fyldigt efterord af Hans Peter Madsen. Jeg må sige, at der er ret stor forskel på de to udgaver, og at Eschos nyudgivelse klart er at foretrække for en voksen læser.

Et nyt ansigt har fundet vej til Londons selskabsliv. Lord Ruthven, som han hedder, beskrives som mere bemærkelsesværdig for sine særegenheder end sin rang, og han vækker – trods sine døde, grå øjne – stor opmærksomhed hos det modsatte køn.

Også den unge mand Aubrey lader sig fascinere af den selvtilstrækkelige lord. Aubrey bliver så betaget af Ruthven, at da han hører, at Ruthven er nødt til at forlade London, beslutter han sig for selv at tage på en rejse. Da Aubrey fortæller Ruthven om sin rejse, bliver han mere end smigret, da Ruthven foreslår ham at rejse sammen.

Som turen skrider frem, opdager Aubrey dog, at lord Ruthven ikke er den romantiske helt, han forestillede sig. Deres veje skilles, og Aubrey rejser til Athen, hvor han møder den unge kvinde, Ianthe og charmeres af hendes troskyldige umiddelbarhed.

Men lykken er kort, og da Aubrey vender tilbage til London for at føre sin søster ind i selskabslivets cirkler, har han aflagt en skæbnesvanger ed.

Cand. mag. i litteraturhistorie, Hans Peter Madsen, har både oversat Vampyren og skrevet et informativt og interessant efterord til. Her kommer han bl.a. ind på, hvem John Polidori var og omstændighederne bag den oprindelige udgivelse. Han giver derudover forskellige analyser af historien, der har slet skjulte referencer til lord Byron, som Polidori havde et komplekst forhold til.

Med mere end 200 år på bagen er Vampyren naturligvis ikke skræmmende for en nutidslæser. Ikke desto mindre er den stadig værd at læse. For genrefans er den bl.a. interessant, fordi Polidori fastlægger flere af vampyrens karakteristika, næsten 80 år før Bram Stoker skrev Dracula. Derudover giver Hans Peter Madsens læsning et lag til fortællingen, som overhovedet ikke kom frem, i den genfortælling jeg tidligere har læst. Så selvom læsningen for mig mere var intellektuel end følelsesmæssig, så kan jeg kun anbefale Eschos genudgivelse, til alle der interesserer sig for horror, men også til litteraturinteresserede i almindelighed.

Vampyren er udkommet i forlaget Eschos serie ‘Udenlandsk Fugl’, der fokuserer på oversættelser af gotik- og skræklitteratur fra perioden 1880-1940. I samme serie har jeg tidligere læst Charlotte Perkins Gilmans fremragende fortælling Det gule tapet fra 1892.

Om Vampyren:

Udgivelsesår: 24.02.2022
Forlag: Escho, 99 sider
Omslag: Kristian Funder-Nielsen
Originaltitel: The Vampyre, 1819
Oversætter: Hans Peter Madsen

Læs også:

Blodrus af Sebastià Alzamora
Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex
Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier / red. Michael Sims
Carmilla af Sheridan Le Fanu
Hotellet af Storm Frost
Aura af Carlos Fuentes
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Dracula af Bram Stoker
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Vampyr / red. Nikolaj Højberg

Gule roser af Rud Lange

Gule roser af Rud Lange

Jeg købte Gule roser, da jeg var på Bogforum i efteråret 2021, og det er en af de bøger, jeg har dårlig samvittighed over ikke at have fået skrevet noget om her på siden. Det er nemlig en interessant lille bog. Ikke mindst pga. Anders Jørgen Mogensens efterord der hjælper læseren til en dybere forståelse af teksten. Men her kommer i det mindste en kort omtale.

Forlaget skriver:
Gule roser er en mærkværdig dansk skrækroman oprindeligt udgivet i 1911. Det er en litterær kinesisk æske i højt tempo, med utallige lag, trods dens korte længde. Ved udgivelsen blev den latterliggjort, mens det i dag er tydeligt, at den var forud for sin tid i forsøget på at vise sindssygen indefra og give sindssygen en stemme i litteraturen.

Romanens hovedperson, Viktor, er overbevist om at han har fundet grundformen til alt organisk liv. Det er et underligt dyr, en blanding af en elefant og en flue, med ildrøde øjne, snabel, stødtænder, klumpfødder og på størrelse med en oldenborre! I forsøget på at skræmme dyret væk med et skud fra sin revolver, bliver han tiltalt for mordforsøg på en lille dreng og kommer i fængsel. Senere ender han på et sindssygehospital. Dog kun til observation og ikke som patient. Siger han selv. På sindssygehospitalet møder Viktor en farlig morder, som fortæller den rablende historie om hvordan han endte på hospitalet. Og så står vanviddets porte pludseligt åbne som aldrig før, for både Viktor og læseren.

Gule roser er en del af forlaget Eschos serie af samme navn, der fokuserer på kulørt litteratur fra perioden 1900-1945, herunder skrækromaner, elskovsromaner, kriminalromaner og eventyr. Andre udgivelser i serien er bl.a. Jernvognen af Stein Riverton.

Anmelderne skriver:

Rune Christiansen, Litteratursiden:
At sætte ord på Rud Langes ’Gule roser’ er som at forsøge sig med en rutebeskrivelse ud af Minotaurus’ labyrint. Det starter klart og enkelt (højre-venstre, venstre-højre), men på et tidspunkt bliver beskrivelsen så forvirrende, at den ikke længere giver mening. […] Så hvorfor overhovedet læse den? Netop fordi den på ingen måder er en almindelig roman. Tværtimod er det en mørk og mystisk fortælling, der drager os ind i hovedet på en mand, som har tabt al greb om virkeligheden. Den direkte adgang til Viktors tanker og følelser er et fascinerende indblik i et vanvittigt menneskes forkrøblede tankegang, og der er ikke umiddelbart mange danske romaner, der på den måde slipper halsbåndet om psykoserne, lader dem får frit spil på siderne. […] den er fascinerende, og for de, der tør prøve kræfter med en historie langt væk fra triviallitteraturen, så er Rud Langes roman så oplagt et besøg (på anstalten?) værd.” (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Vrangforestillinger, galskab og sindssyge er i denne lille roman skildret med den største, skrækblandede selvfølge og i en form som en kinesisk æske. Den er mærkelig på en interessant måde og får læseren til at rette blikket mod interessen for det sjælelige i dansk litteratur fra begyndelsen af 1900-tallet.

Uddrag af bogen:

En af mine frakkeknapper skrattede mod vindueskarmen, så det gav en sviende skurren, der filede gennem min drømmende hjerne og jog alle dens fantasier på flugt, men så faldt jeg hen i en sløv, behagelig døs.

Pludselig fór jeg sammen.

Der var nogen bag mig!

Jeg hørte bestemt, at der var noget, der rørte sig.

Jeg krummede mine fingre og vendte mig hastigt om parat til at gribe den, der ville komme luskende sig ind på mig.

Men der var ingen!

Selvfølgelig var der ingen.

Der er aldrig nogen, når jeg tror, der er nogen. (side 28)

Om Gule roser:

Udgivelsesår: 13.08.2021 (1911)
Forlag: Escho, 102 sider
Omslag: Simon Bukhave

Læs også:

Små hænder af Andrés Barba
Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Hotellet af Storm Frost
Aura af Carlos Fuentes
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Horla af Guy de Maupassant
Jernvognen af Stein Riverton

Menneskekød: Grotesker 1910-1920

Blodtørst og andre fortællinger af Stephen King

Jeg har været fan af Stephen King i over 30 år, og han har skrevet endnu længere. Han romandebuterede med Carrie i 1974, da jeg var to år, og han skrev The Stand, som var det første jeg læste af ham, tilbage i 1978. Jeg har læst langt de fleste af hans bøger, og selvom der har været enkelte titler imellem, som jeg ikke har brudt mig så meget om, har jeg holdt af de fleste. Jeg er med andre ord ikke helt uvildig i min bedømmelse af Blodtørst og andre fortællinger.

For mig var det at læse Blodtørst som at besøge et elsket sted. Jeg genkender det straks, og selvom der kan være sket små ændringer siden sidst, er alt grundlæggende som det plejer. Det er en tryg og lidt nostalgisk følelse, og jeg følte mig da også i vældig godt selskab under læsningen.

King er fantastisk dygtig til at sætte en stemning, skabe personer, man involverer sig i og fortælle en god historie. Det gør han også her i Blodtørst. Bogen består af fire fortællinger (nærmest kortromaner), hvoraf de tre er på cirka 100 sider hver, mens titelnovellen er på ca. 200 sider. Titelnovellen er også den eneste fortælling, der umiddelbart kan knyttes til Kings øvrige forfatterskab, idet den handler om Holly Gibney, der første gang optrådte i krimien Mercedesmanden og spillede en større rolle i Outsideren (der også er blevet en tv-serie).

Samlingen indledes af ‘Mr. Harrigans telefon’. Her tænker hovedpersonen Craig tilbage på sin barndom i 00’erne, hvor han voksede op i en landsby med knap 600 indbyggere. Én af dem var rigmanden Mr. Harrigan, som Craig begyndte at arbejde for i 2004, da han var 9 år. Craig kunne læse tidligt, og han læste bl.a. højt for Harrigan, og ordnede andre småting som at vande blomster m.m. I sit arbejdsliv havde Harrigan været en hård mand. For Craig blev han dog en slags ven. Historien udspiller sig, i tiden før mobiltelefoner blev almindelige, og netop en iPhone, som Craig forærer Mr. Harrigan, spiller en stor rolle for fortællingen, som King i efterordet forklarer bl.a. opstod af barndommens skrækblandede fascination af tanken om at blive begravet levende.

Den mest overraskende fortælling i Blodtørst er ‘Chucks liv’, som fortælles i tre akter, og tager udgangspunkt i at alle mennesker er en verden i sin egen ret. Jeg vil ikke fortælle ret meget om handlingen for ikke at spoile, men kan dog afsløre at klimaændringer spiller en ret stor rolle i tredje akt, og at King her eksperimenterer med opbygningen af historien.

I titelnovellen falder Holly Gibney, der nu ejer detektivbureauet De, der søger, over en særhed i forbindelse med et bombeattentat på en skole. Hun kan ikke lade være med at undersøge sagen nærmere, selvom der ikke er en klient i den anden ende. Det fører hende i armene på en helt særlig ondskab.

Samlingens sidste fortælling hedder ‘Rotten’ og handler om en engelsklærer, der også er forfatter. For nogle år siden havde Drew Larson et sammenbrud, da arbejdet med den roman, ham arbejdede på, brød sammen. Han var tæt på at brænde familiens hus ned, og alle planer om at skrive en roman siden har været lagt i graven. Indtil en idé slår ned i ham, mens han venter ved et lyskryds. Drew ender med at tage orlov for at køre op til familiens gamle hytte på grænsen af civilisationen for at skrive. Og i starten går det godt, men så rammer en hård storm området, og ligesom sidste gang Drew forsøgte sig med en roman, begynder ordene at drille.

De enkelte historier er som nævnt underholdende og velfortalte. Men – Stephen King er nu 74 år gammel og har udgivet over 70 bøger, og for en der har læst de fleste, er der ikke særligt mange overraskelser i denne seneste udgivelse. Historien om en forfatter der kæmper for at skrive, har King beskæftiget sig med flere gange, og drejningen til sidst minder også om noget, han har skrevet før. Derudover er det i en historie som ‘Mr. Harrigans telefon’ ret tydeligt at mærke Kings alder. På trods af mobiltelefon og internet antyder fortællestilen og sproget langt fra en nogen-og-30-årig fortæller.

Forlaget skriver, at Blodtørst og andre fortællinger[…] illustrerer Kings alsidige storytelling med elegance, humor, skræk og åndeløs spænding. En King Classic, både for Kings mange fans og et godt sted at starte, hvis man er ny i det store forfatterskab.” Det er på mange måder en meget præcis beskrivelse: King Classic – og måske mest for de mere modne King læsere.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Stephen King udgiver en samling med kortromaner. Different Seasons fra 1982 bestod også af fire fortællinger, som dog på dansk blev udgivet i to bind: Rita Hayworth i Shawshank Fængslet & Mønstereleven samt Liget i skoven & Åndedrætsmetoden. I 1990 udgav han Four Past Midnight, der også blev delt op i to bind herhjemme: Efter midnat og Langolinerne. Hearts in Atlantis udkom i 1999 og indeholder fem fortællinger, og seneste i 2012 kom Full Dark, No Stars med fire fortællinger. Derudover har han også skrevet flere novellesamlinger samt selvfølgelig den lange lange række af romaner.

Uddrag af bogen:

“Altså … der var enighed på holdet om, at ydre ondskab er betinget af troen på noget ydre godt …”

“Gud,” siger Holly.

“Ja. Så kan man også tro på, at der findes dæmoner, og at eksorcisme er en valid måde at bekæmpe dem på, og at der findes onde ånder …”

“Spøgelser,” siger Holly.

“Nemlig. For ikke at tale om forbandelser, der rent faktisk fungerer, hekse, dibbukker og alt muligt andet. Men på college bliver alt sådan noget ikke rigtig taget alvorligt. Selv når det gælder Gud, bliver Han som regel grinet ad som noget useriøst.”

“Eller Hun,” siger Holly spidst.

“Jo, jo, et eller andet, for hvis Gud ikke findes, betyder stedordene sikkert heller ikke alverden. Dermed er der kun den indre ondskab tilbage. Alle tumperne. Folk, der tæver deres egne børn ihjel, seriemordere som Brady fucking Hartsfield, etnisk udrensning, folkedrab, 11. september, masseskyderier og terrorangreb som det i dag.”

“Kalder de det sådan?” spørger Holly. “Et terrorangreb, måske IS?”

“Det antager de, men der er endnu ingen, der har påtaget sig skylden.”

Nu kører hans anden hånd ned ad den anden kind, kradse-krads, og har han også tårer i øjnene? Det ser sådan ud, og hvis han begynder at græde, gør hun også, hun vil ikke kunne lade være. Sorg smitter, og hvor bæagtigt er det nu ikke lige?

“Men Holly, der er bare lige det med indre og ydre ondskab – jeg tror ikke, der er forskel. Gør du?”

Hun overvejer alt det, hun kender til og har været igennem sammen med den unge mand her, med Bill og med Ralph Anderson. “Nej,” siger hun. “Det gør jeg ikke.”

“Jeg tror, det er en fugl,” siger Jerome. “En stor, lurvet og iskold grå fugl. Den flyver rundt alle mulige steder. Den fløj ind i hovedet på Brady Hartsfield. Den fløj ind i hovedet på ham, der skød alle de folk i Las Vegas. Eric Harris og Dylan Klebold fik fuglen i sig. Hitler. Pol Pot. Den flyver ind i hovedet på dem, og når så det beskidte arbejde er overstået, flyver den væk igen. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at fange den.” Han knytter nævnerne og ser på hende, og jo, han har tårer i øjnene. “Fange den og vride dens forpulede hals om.” (side 191-192)

Om Blodtørst og andre fortællinger:

Udgivelsesår: 15.09.2021
Forlag: Hr. Ferdinand, 480 sider
Omslag: Hodder og Stoughton, dansk versionering Sofie Winding
Originaltitel: If It Bleeds
Oversætter: Jakob Levinsen

Indhold:

Mr. Harrigans telefon
Chucks liv
Blodtørst
Rotten

Hotellet af Storm Frost

Hotellet af Storm Frost

Baggaardsbaroner er et spændende dansk forlag, der er noget så sjældent som anonymt. På deres hjemmeside forklarer de, at de ingen ambitioner har om at udødeliggøre sig selv, men i stedet ønsker at gøre litteraturen spontan og nærværende. Litteraturen skal ud til folket, og ikke forbeholdes en selvbestaltet kulturelite.

Jeg har skrevet om et par af deres tegneserier her på Gyseren (Repulsive Attraction af Patrick Steptoe og Necropolis af Simon Petersen med illustrationer af Cav Bøgelund), men de har udgivet meget andet også. I serien De Kælderkolde genudgiver de klassikere, mens Baggaardens Baglommebøger er en serie af små afsluttede kortromaner. Til denne serie hører Hotellet at Storm Frost, som med sine blot 39 sider er hurtigt læst, men ikke desto mindre afsætter et solidt aftryk.

Mersault har arbejdet på Hotellet altid. Han har aldrig holdt ferie eller været syg, hotellet er meningen med hans liv og alt uden om hotellet er spildtid. Men en dag ændrer alt sig. Mersault møder som sædvanligt tideligt ind og finder hoteldirektøren død. Hans første indskydelse er at ringe til resten af personalet og fortælle dem, at de ikke skal møde ind mere. Herefter vil han fortsætte til hotellets gæster, men rammes pludselig af chokket. For hvis hotellet lukker, hvad så med ham?

Så Mersault lader som om intet er hændt og fortsætter driften af hotellet som før, blot med ham som eneste medarbejder. Men som tiden går, opstår der nye problemer, og Mersault, som altid er loyal overfor hotellet, må finde på nye, alternative løsninger.

Jeg kan godt have svært ved at læse eksperimenterende litteratur, fordi jeg hurtigt føler mig hægtet af, hvis jeg ikke forstår, hvad jeg læser. Det er intet problem her i Hotellet. Sproget er poetisk og fuld af billeder, men samtidig har fortællingen en klar handling med en begyndelse, en midte og en afslutning. Undervejs udsættes vi som læsere for groteske og absurde hændelser, men forklaret på en utrolig rationel og pragmatisk måde, så selvom det, der udspiller sig, på sin vis er chokerende, føles handlingen samtidigt aldeles uundgåeligt. Og det er vel for så vidt en ganske passende måde at beskrive livet på?

Bibliotekernes lektørudtalelse kalder Hotellet for: “En Camus-inspireret kortroman ud over det sædvanlige. Handlingen er stramt skruet sammen med et poetisk og billedrigt sprog, der skaber en foruroligende rationel læsning af det absurde og chokerende plot.

Kulturkapellet har skrevet en samlet anmeldelse af de tre første udgivelser i Baglommebøger, hvor det lyder: “de [er] alle interessante små værker, der alle er så finurlige, at man har får lyst til at genlæse dem, muligvis ikke kun for at få tiden til at gå, men fordi de alle er både underholdende, poetiske og pirrer læselysten.” 

Jeg kan kun være enig, hvad Hotellet angår. Her er tale om en tankevækkende, poetisk, eksistentialistisk kortroman, der både er grotesk underholdende, og samtidig giver stof til eftertanke.

Uddrag af bogen:

Som jeg lå der under skranken, indså jeg, at jeg måtte foretage mit første selvstændige valg. Jeg følte mig forurettet. Jeg var blevet frarøvet min lænke, skænket en frihed, hvis natur var mig frastødende. Her forelå muligheden i at kunne bestemme sine egne veje, stoppe op eller på anden vis skridt ud ad skæbnens sti. Men uvidenhed bringer intet godt med sig.

Umiddelbart efter var jeg ude i det fri i håbet om, at havet og luften ville styrke mig. Sådan stod jeg længe ved bredden og mærkede bølgerne slå under mine fodsåler. Mit blik søgte ud over det store hav, men blev mødt af et tavst tomrum. Jeg kunne ikke undgå at fornemme havets fængslende tæppe omslutte mig og indsnævre byen og det liv, der kunne leves der. Jeg betragtede byens tårne og forsøgte at interessere mig for dem. Mit hjerte gav genlyd i havets brusen, og jeg gjorde endnu en anstrengelse for at vende mine tankers strøm.

Men det var ikke let at tænke en fri mands tanker. Den ubegribelighed, som frihedens tilværelse forlangte af mig, var ikke ulejligheden værd. Vanen er ganske vist lige så nytteløs, men den er mindre urimelig og udfordrende. En verden, man kan forklare, har man hjemme i. Også selvom forklaringen ikke holder stik. (side 11-12)

Om Hotellet:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Baggaardsbaroner, 39 sider
Omslag: Zven Balslev

Forlaget oplyser i øvrigt på hjemmesiden, at forfatterhonoraret for udgivelsen doneres til Landsforeningen for Voldsramte Kvinder.

Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex

Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex

Jeg læser ind i mellem bøger, som jeg synes bør have en omtale her på siden, men som jeg af forskellige grunde ikke får gjort noget ved. En af disse bøger er den lille, tætte roman Vampyren fra Ropraz udgivet på forlaget Sidste Århundrede. Med sine kun 85 sider er romanen hurtigt læst, men ikke desto mindre er det en interessant fortælling, som efter sigende skulle baseres sig på en virkelig sag om et muligt justitsmord på en stalddreng. Uanset er den bestemt værd at læse.

Forlaget skriver:
Vampyren fra Ropraz – der angiveligt bygger på en virkelig sag om et muligt justitsmord – er trods titlen ingen vampyrroman; i stedet kan den minde om landsmanden Friedrich Dürrenmatts kriminalromaner om skyld, straf og hævn.

Året er 1903. I den schweiziske landsby Ropraz finder man den nyligt afdøde Rosa Gilliérons grav åbnet. Liget er slemt lemlæstet, kønsdelene søndergnaskede, og hjertet skåret ud af brystet. Historien om den bestialske forbrydelse spredes vidt og bredt, og med den genopvækkes også egnens frygt for vampyrer. Sladderen går, og ondsindede rygter florerer om hver eneste mand med selv den mindste afvigende adfærd. Det ellers strengt calvinistiske landsbysamfund begynder atter at søge trøst og beskyttelse i katolicismens kors.

Da endnu to kvindelig lemlæstes, må en mistænkt fremskaffes, og kort efter anholdes stalddrengen Charles-Augustin Favez for usømmelig omgang med en kvie. Nu har man den perfekte skyldige: en alkoholiseret outsider og kronisk masturbatør med unaturligt store hjørnetænder og permanent blodskudte øjne – de sidstnævnte træk anses på egnen for klare tegn på vampyrisme.

Favez bliver en cause célèbre i medierne, et skattet objekt for psykiaterne og en erotisk drøm for en mystisk kvinde klædt i hvidt. Da retssagen går i gang, fastholder landsbysamfundet Favez som syndebuk, trods manglende beviser. En syndebuk, hvis ofring dækker over dybt begravede hemmeligheder og forbudte lyster.

Med en usentimental, nedbarberet prosa vækker romanen en verden af beklumrede, sneklædte bjerglandsbyer og nedarvede fordomme til live. Vampyren fra Ropraz er en roman om, hvordan samfundet skaber et monster, om en latent ondskab, hvis sande ansigt ikke bærer hugtænder, men kors og høtyv.

Jacques Chessex (1934-2009), schweizisk forfatter og maler. Chessex skrev om forbrydelse og straf i den vestschweiziske provins, ofte med henvisning til historiske sager. Hans dokumentariske tilgang har i mindst ét tilfælde indbragt ham dødstrusler, og han fik aldrig noget stort publikum i sit hjemland. Modtagelsen var anderledes positiv i Frankrig. I 1973 blev Chessex tildelt den prestigefulde Prix Goncourt som den første ikke-franskfødte forfatter nogensinde, og han modtog Grand prix Jean Giono for Vampyren fra Ropraz i 2007. Jacques Chessex er begravet på kirkegården i Ropraz.

Anmelderne skriver:

Katherine Diez, Berlingske:
“Vampyren fra Ropraz” er en mesterlig om end maksimalt morbid, lille roman, der i øvrigt vil vække mindelser hos alle med kendskab til Arthur Millers verdensberømte skuespil “Heksejagt”. Det er en roman om, at monstre ikke bliver skabt af sig selv, men af samfund, hvor ondskab er latent og systemer svigter. Om at, de sande monstre ikke nødvendigvis er freaks, men i virkeligheden dem, der bærer – eller i hvert fald bar – på kors og høtyve. (Læs hele anmeldelsen i 24.05.2021 Berlingske)

Arvid Kühne, Littuna.nu:
Et lille Schweizisk landsbysamfund bliver i 1903 pludselig ramt af en række makabre overgreb på nyligt døde unge kvinders lig. Nogen graver de døde op, skærer i dem, smager på dem, voldtager dem. Fakler bliver tændt, børn må ikke gå ud alene, naboer bliver angivet; der er en vampyr på løs fod og beboerne af Ropraz vil se blod. Men dette er ikke en vampyrfortælling. Det er en fortælling om myten om en. […] Den mentalt udfordrede og alkoholiske stalddreng Favez bliver anholdt, og ender som syndebukken for alle beboernes undertrykte lyster. […] Men er Favez skyldig, og er Favez et monster, er beboerne i Ropraz det også. For Favez er selv offer for ekstrem vold, mishandling og voldtægt. Favez er en konsekvens af levevisen i Ropraz. (Læs hele anmeldelsen)

Om Vampyren fra Ropraz:

Udgivelsesår: 04.05.2021
Forlag: Sidste Århundrede, 85 sider
Omslag: efter Valerius de Saedeleer; De Oude Boomgaard in den Winter (1925)
Originaltitel: Le Vampire de Ropraz (2007)
Oversætter: Nils Schultz Ravneberg

Læs også:

Små hænder af Andrés Barba
Aura af Carlos Fuentes
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Fuglereden af Shirley Jackson
Unge sjæle af Sigurd Mathiesen
Salveren af Bo Reinholdt

Aura af Carlos Fuentes

Aura af Carlos Fuentes

Den mexicanske forfatter Carlos Fuentes skrev Aura i 1965. Nu kommer denne lille gotiske fortælling om kærlighed, begær og tid for første gang på dansk.

Jeg kendte intet til historien på forhånd, men faldt for den smukke forside der er illustreret af Alejandra Acosta. Det varede dog ikke længe, før jeg var lige så opslugt af Fuentes ord som af Acostas tegninger.

Forlagets beskrivelse:

Felipe Montero får ansættelse hos señora Consuelo – en tudsegammel enkefrue, der synes nærmere død end levende. Han skal renskrive ægtemandens memoirer. En betingelse er, at Felipe indlogerer sig i Consuelos dystre hus. Han tøver … indtil en smuk, ung kvinde træder frem af skyggerne. Hun hedder Aura og er señora Consuelos niece. Felipe drages øjeblikkeligt, men får efterhånden svært ved at skelne de to kvinder fra hinanden …

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
En tankevækkende roman, der på en gang har en både stærk og dyster kærlighedshistorie. Fuentes vekselvirkning mellem nutid og fremtid giver fortællingen en drømmende tone, der passer godt til den klassiske gotiske gyserstil. De smukke illustrationer passer perfekt til romanens uheldsvangre og mystiske stemning.

Linda Hesel Brandorffs anmeldelse på Litteratursiden.dk:
I et dystert scenisk univers udspiller sig en kærlighedshistorie, der tager en drejning i en drømmeagtig legen med protagonisten og læserens forventning til handling, tid, sted og rum. Sanserne og grænserne mellem det kødlige liv og det hinsides udfordres. Intet er, som det ser ud. […] Somme tider bliver man draget og forført uden helt at opdage, hvad der foregår. Sådan er det med denne helt fantastiske og anderledes kortroman, der også kan læses som en langvarig, smuk kærlighed på trods og kroppens foranderlighed over tid og begær. Som læser er jeg både forvirret, forundret og fascineret af dette spændende værk. (Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden.dk)

Bjarne Jensens anmeldelse på Bogrummet.dk:
Det er en sjældent velskrevet gyser der sniger sig ind på læseren. Som Montero ikke er helt sikker på, at han oplever det han gør, så sidder man som læser også lidt perpleks tilbage og er i tvivl om det man lige har læst. Historien er lige så sjældent skrevet i du-form, så man nærmest selv bliver hovedperson. […] Lige så fængslende historien er, lige så betagende er Alejandra Acostas smukke illustrationer, der tilføjer historien endnu mere gotisk gru. Passende til den sjældne historie, illustrerer hun i en lige så sjælden stil, jeg ikke har set før, fyldt med fotografisk skønhed, muligvis computeranimeret? Jeg ville elske at få forsiden som plakat! (Læs hele anmeldelsen på Bogrummet.dk)

Katrine Lesters anmeldelse på Bogblogger.dk:
Aura” er en kort fortælling, der leger med det uhyggelige og det mystiske. Læserens opgave er ikke at gennemskue plottet (det sker ganske hurtigt), men at lade sig indfange af stemningen og de utrolig smukke illustrationer, der er lavet af Alejandra Acosta. Det virker, for mexicanske Carlos Fuentes kan skrive så tapetet smuldrer for øjnene af én, og Rigmor Kappel Schmidt kan oversætte, så det rammer den helt rigtige tone på dansk. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger.dk)

Kasper Håkanssons anmeldelse på K’s Bognoter:
[…] jeg kunne godt have ønsket mig, at “Aura” havde været lidt længere. Ikke fordi, der mangler noget, historien er tværtimod meget velkomponeret, og alle brikkerne er til stede i den meget intense fortælling. Men slet og ret fordi historiens rene underholdningsværdi som snigende gys sagtens kunne have båret at blive strukket lidt længere ud. (Læs hele anmeldelsen på K’s Bognoter)

Henriette Bacher Linds anmeldelse i Jyllandsposten:
Rigmor Kappel Schmidts oversættelse af det fabulerende, stemningsmættede sprog formidler en direkte oplevelse af det gysende uigennemskuelige, drømmende tilhyllede, som karakteriserer handlingen og dens gådefulde metamorfoser. Rotter, der piler gennem huset, gamle, mørnede brudekjoler, ældede ansigtstræk, kister med gulnede dokumenter m. v. får virkeligheden til at skride og giver personerne et surrealistisk skær. Ikke underligt, at hverken Felipe eller læseren kan gennemskue, hvad der er op og ned. […] Kærlighedens inkarnationer, kærlighedens trodsige trofasthed, ungdommens levende billede – temaet i “Aura” er svært at indkredse, men man læser den ejendommelige roman med lystfyldt spænding. (Læs hele anmeldelsen i Jyllandsposten 08.11.2020)

Om Aura:

Udgivelsesår: 02.11.2020
Forlag: Skjødt Forlag, 74 sider
Omslag og illustrationer: Alejandra Acosta
Originaltitel: Aura (1962)
Oversætter: Rigmor Kappel Schmidt

Læs også:

Små hænder af Andrés Barba
Porcelænskvinden af Annegret Friedrichsen
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Begravelsesudstyr af Fernando Iwasaki
Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen
Horla af Guy de Maupassant
På den anden side af Audrey Niffenegger
Hjertesten af Ruth Rendell
Olalla af Robert Louis Stevenson
Skyggelandet af Taichi Yamada

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman er en af de mest mindeværdige noveller, jeg har læst. Nu genudgiver forlaget Escho den i en ny oversættelse, 45 år efter den første gang udkom på dansk. Udover novellen indeholder udgivelsen også et yderst interessant efterord af Kasper Opstrup, Postdoc ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Lad mig sige det med det samme – har du ikke læst Det gule tapet før, så gør det nu. Og har du læst den tidligere, så genlæs den. Selvom novellen oprindeligt udkom i 1892, er det stadig på alle måder en stærk og vedkommende fortælling, og med Kasper Opstrups efterord bliver oplevelsen blot desto større.

Den kvindelige fortæller tager sammen med sin mand, John, ophold på en herregård sommeren over. Kvinden har sandsynligvis en fødselsdepression, og manden, der selv er læge, anbefaler hende absolut ro og frisk luft. Hun skal holde sig fra sine skriverier, og må ikke have kontakt med sine venner.

Kvinden gør, hvad hun kan for at efterkomme sin mands ønske, selvom hun ikke er enig. “Men hvad kan man gøre?” som hun skriver, “når en højtstående læge, tilmed ens egen mand forsikrer venner og familie om, at man vitterlig ingenting fejler ud over en midlertidig nervøs depression – en lettere hysterisk tendens – hvad skal man så gøre?” (side 7-8)

Selv tror hun, at behageligt arbejde med spænding og afveksling ville gøre hende godt, og som et lille oprør skriver hun i det skjulte dagbog for at komme af med sine tanker og følelser. Det er gennem denne, at vi hører hendes historie.

John har besluttet, at de skal have soveværelse i herregårdens gamle børneværelse. Her er masser af vinduer og dermed frisk luft, men det gule tapet vækker fra starten af ubehag i kvinden. Der er noget forkert ved mønstret, ligesom farven frastøder hende.

Som tiden går, ændres den isolerede kvindes afsky dog til interesse. Hun bliver mere og mere sikker på, at der gemmer sig noget bag det umiddelbare mønster. Men hvad?

Jeg læste første gang Det gule tapet for mange år siden, men virkningen er lige så stærk i dag. Vi følger fortællerens mentale sammenbrud midt i omgivelsernes tilsyneladende omsorg, som dog reelt blot er staffage. For selvom John påstår, at han kun ønsker sin hustru det bedste, er han på ingen måde lydhør eller har nogen forståelse for hendes situation. “Han ved, at der ikke er nogen grund til at lide, og det er nok for ham.” (side 12)

Amerikanske Charlotte Perkins Gilman (1860-1935) blev i sin samtid anset som en af de førende indenfor kvindesagen. Det er således oplagt at læse Det gule tapet som en kritik af samtidens undertrykkelse af kvinder. Men Kasper Opstrup præsenterer også andre fortolkningsmuligheder i efterordet. Dels ud fra den tidlige psykoanalyse, men også ud fra samtidens racistiske holdninger til ‘den gule fare’. Det er bestemt også interessant læsning.

Uanset om du læser efterordet eller ej, så er Det gule tapet en fængslende og til tider ligefrem fysisk læseoplevelse. I hvert fald gav Gilmans beskrivelser af tapetet mig næsten kvalme. Det føltes som om de uhyrlige, uforståelige og samtidig sært genkendelige mønstre på foruroligende vis kravlede ud af bogens sider og ind i mig, og efterlod mig med følelsen af at have kørt alt for mange gange rundt i karrusellen.

Jeg er sikker på, at Stephen King havde Charlotte Perkins Gilmans novelle i tankerne, da han beskrev hotelværelset i 1408. Og hvem ved, måske var også H. P. Lovecraft inspireret af Det gule tapet. I hvert fald hedder hovedpersonen i Dreams of the Witch House Walter Gilman, og også her handler det om foruroligende linjer og uhyrlige vinkler, der leder ind i et andet univers.

Til slut er jeg også nødt til at rose forsiden, der er lavet af Nis Bysted. Den ser umiddelbart enkel ud med den gule farve; den røde titel med smudsige pletter; og forfatternavnet skrevet i dagbogsstil. Men summen af alle delene er ligeså iøjnefaldende og forstyrret som Gilmans novelle. Det er fantastisk godt lavet.

Uddrag af bogen:

“Aldrig i mit liv har jeg set et værre tapet. Et af disse usammenhængende, pompøse mønstre, der begår enhver kunstnerisk synd.

Det er sløret nok til, at øjet bliver forvirret af at aflæse det, tydeligt nok til konstant at irritere og fremprovokere nærmere studier, og når man så følger disse tåbelige, usikre kurver et lille stykke begår de pludselig selvmord – springer af sted i uhyrlige vinkler, ødelægger sig selv i uhørte modsætninger.

Farven er frastødende, nærmest afskyvækkende; en ulmende, uren gul, der er sært falmet af den langsomt drejende sol. Nogle steder har det en kedelig, men dog grel, orange farve, andre steder en sygelig svovlagtig nuance.

Der er ikke noget at sige til, at børnene hadede det!” (side 11)

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det gule tapet:

Udgivelsesår: 12.11.2020
Forlag: Escho, 52 sider (serien Udenlandsk Fugl)
Omslag: Nis Bysted
Originaltitel: The Yellow Wall-paper, 1892
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen og Kasper Opstrup

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Lejligheden af S. L. Grey
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Manden i det sorte jakkesæt af Stephen King
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Drømmene i heksehuset af H. P. Lovecraft
Intet på jord af Conor O’Callaghan

A.I. af Torben Pedersen

Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt sagde, at det eneste, vi har at frygte, er frygten selv. Ikke desto mindre er mennesket instinktivt bange for det ukendte, og ofte følges frygten op af vold og ødelæggelse. Så hvordan vil vi reagere, hvis en overlegen intelligens pludselig dukker op?

I 2034 arbejder Neyberg med at opspore ulovligheder på nettet ved at følge pengesporet. En dag får han til opgave at undersøge noget kaldet ”Demokratispillet”. Her stemmer deltagerne om, hvorvidt en person skal straffes eller frigives. Personen er digital, men illusionen af torturen, han udsættes for, er meget virkelig, og deltagerne får lov til at deltage i selve afstraffelsen.

Neyberg kan dog hverken finde frem til, hvem der står bag ”Demokratispillet”, eller hvor pengene forsvinder hen. Så han kontakter Juan Luuk, den ene af de to programmører bag spillet, som nu sidder i fængsel efter at have tilstået mordet på den anden programmør.

Besøget leder Neyberg til en urovækkende konklusion. Hvad nu hvis vi ikke mere er alene? Hvad nu hvis der endnu en gang er opstået liv spontant på jorden, denne gang i form af en artificial intelligence? Og hvad er formålet, hvis det er en sådan A.I. bevidsthed, der står bag ”Demokratispillet”?

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Torben Pedersens debutroman Mørke, der udkom i 2018. Mørke er en kompleks, men også velskrevet og spændende roman om eksistens, der udspiller sig over flere århundreder. A.I. er sin helt egen historie, men er også en lille afstikker af Mørke, hvor vi første gang introduceres til ”Demokratispillet”. Og ligesom Mørke handler også A.I. om eksistens og menneskelighed, men er umiddelbart mere tilgængelig med sine godt 130 sider.

Historien flyder let, og fortælles dels via korte opslag med ordforklaringer og korte citater, dels af jeg-fortælleren Neyberg. Som vi kommer ind i romanen, bliver betydningen af hvert kapitels indledende ordforklaring mere og mere tydelig, så alt til slut står som en samlet fortælling.

Torben Pedersen undersøger menneskets reaktionsmønstre og dermed indirekte vores moral. For hvor stor er forskellen på at opsøge voldtægt og mord på Internettet mod at udføre gerningen i virkeligheden? Er man mindre skyldig? Og er der forskel på, hvem udåden går ud over? Ser man tilbage i historien, er det et gentagende mønster, at teknisk overlegne civilisationer med vold har underlagt sig andre. Er det så ikke forståeligt, hvis fremmede frygter, at vores reaktion på deres tilstedeværelse er vold? Og kan vi bebrejde dem, hvis de forsvarer sig selv?

Jeg var rigtig godt underholdt af A.I.. Spørgsmålet om kunstig intelligens har fascineret os nærmest siden den første computer blev skabt, og Torben Pedersens roman sætter på underholdende vis en masse tanker i gang. Under læsningen kom jeg til at tænke på romaner som The Circle af Dave Eggers og Patrick Leis’ Psykonauten, men også D. F. Jones roman fra 1966: Colossus.

A.I. er et rigtig godt bud på tankevækkende dansk science fiction, der også taler til læsere udover de inkarnerede science fiction fans. En stor anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

“Men det ændrede sig?”
“Penge. Der var penge i det. Og så bad han mig om at videreudvikle på min del, optimere det. Det er til dels det, du måske kender som empatiopkoblingen.”
Jeg nikkede for at markere, at jeg vidste, hvad han talte om.

“Hvad skete der så?”
“For at gøre det rigtigt, var jeg nødt til at bruge en del tid på at observere kundeadfærden og det var på det tidspunkt, at jeg begyndte at se anormaliteter. De samme som du konstaterede.”
“Og du vidste, at det ikke kunne komme fra ham. Det kunne han ikke programmere?”
“Præcist. Der var andre, der var begyndt at blande sig i processen.”
“Hvem?”

Han løftede blikket fra gulvet og så op på mig. “Det var også mit spørgsmål. Først troede jeg, at nogen ville hacke og stjæle programmeringen, for at lave sin egen version, men det fandt jeg så ud af ikke var tilfældet.”
“Hvordan?”
“Uanset, hvad jeg gjorde, var der nogen, der rettede det tilbage til det, de ønskede. Hurtigere end jeg kunne blinke. Det krævede enten afsindigt mange mennesker, afsindig computerkapacitet, eller begge dele.”
“Og det troede du ikke på?”
“Det var det ikke værd.”
“Nej. Heller ikke ifølge mine beregninger. God indtjening for en studerende, men ikke på industriplan. Men hvorfor så?”

“Det var en test. Det ér en test – fortløbende.”
“En test?”
“Det er mit bedste bud. En adfærdstest.”
“Af hvem?”
“Os. Mennesker.”
(side 43-43)

Om A.I.:

Udgivelsesår: 07.05.2020
Forlag: BoD, 139 sider

Læs også:

2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke
Det tredje testamente af Christopher Galt
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Mørke af Torben Pedersen
Robopocalypse af Daniel H. Wilson


Små hænder af Andrés Barba

Små hænder af Andrés Barba“Min far døde på stedet, min mor på hospitalet.”
Marina har lært at sige sætningen uden tristhed, ligesom når man siger sit navn til en fremmed, ligesom jeg hedder Marina og er syv år.

På børnehjemmet bliver hun beundret af de andre piger.
Og holdt udenfor.
Dukken tager de fra hende.
Men så finder Marina på en leg. På skift bliver pigerne klædt ud som dukke. Dukken ligger stille og kan ikke tale. Bare lytte.
Endelig en nat får Marina lov til at være dukken. (fra bagsiden)

Anmeldelser af Små hænder

[Små hænder] er på samme tid dragende, ækel og uhyggelig på en sært smuk måde. Til tider fortryder jeg, at jeg har læst bogen, for den har sneget sig helt ind i den fjerneste hjernekrog med sin uhygge. Og så alligevel er der noget pirrende ved den bizarre fortælling om 7-årige Marina, der mister sin far og mor i en bilulykke, men selv overlever og kommer på børnehjem.”
Læs hele anmeldelsen på Bogrummet

“Små hænder udforsker gråzonen mellem barnlig uskyld og ondskabsfuldhed, og Andrés Barba er skræmmende god til at sætte ord på det virvar af forvirrede følelser, som Marina og de andre børn gennemlever, men som de ikke selv er i stand til at verbalisere; følelser, som foruroligende hurtigt kan slå over i voldelig, grænseoverskridende adfærd.”
Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden

“Små hænder kan uden problemer læses som en gyser med langsomt tiltagende ubehag på børnehjemmet. Men mere end det, er det som en litterær skildring af, hvordan store følelser som sorg, (u)skyld og kærlighed sammenfiltres og kompliceres af hinanden, at bogen rigtig kommer til sin ret.”
Læs hele anmeldelsen på LitteraturNu

Om Små hænder:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Skjødt Forlag, 96 sider
Omslag: Leo Scherfig
Originaltitel: Las manos pequeñas, 2008
Oversætter: Ane-Grethe Østergaard

Læs også:

Lille stjerne af John Ajvide Lindqvist
The Girl Next Door af Jack Ketchum
I gode hænder af Christian Mørk
Thornhill af Pam Smy

Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen

Profilfoto med Kværnen

Velskrevet og velillustreret zombieroman, der i den grad sparker r…

10 år efter at samfundet brød sammen under zombiernes svøbe, har de overlevende samlet sig til modstand. I stedet for at slås med håndvåben mod den uendelige skare af udøde har Arkens befolkning skabt Kværnen. En kæmpemæssig maskine der smadrer, maser og fortærer de levende døde i tusindvis.

I førersædet sidder Rebecca. En overlever, der er tæt på at knække. Under et raid forsvandt hendes kæreste, Johnny, og siden har hun været ustabil. Men nu er der fundet spor efter overlevende i Wolfsburg-området, hvor Johnny forsvandt, og Rebecca sendes sammen med en ny besætning af sted for at finde ud af, hvad der er sket.

Besætningen består udover Rebecca bl.a. af den tidligere punker Gizela, eks-strømeren Helmuth og Slagteren, der var ukrainsk våbensmugler før verden brød sammen. Tidligere ville de aldrig have været i stue sammen. Nu er de våbenbrødre, hvis liv afhænger af hinanden. Og det viser sig snart, at de får brug for alle ressourcer, for da de når Wolfsburg, bryder Helvede løs på jord.

“Kværnen” startede som en novelle af Martin Schjönning. Men historien udviklede sig og blev for lang til novelleformen men for kort til at udgive som en roman. Det fik Schjönning til at tænke nye tanker: “Historien fyldte det den burde, mente jeg, og i stedet for at skære gode ting fra eller lægge meningsløse ting til, tænkte jeg, at illustrationer ville føje en ny dimension til værket og give det den fysiske pondus, der ville få folk til at investere i det.” (Martin Schjönning)

Som illustrator var Schjönnings første valg Tom Kristensen, der bl.a. har udgivet “Deadboy” og den prisbelønnede “Made Flesh” i samarbejde med Lars Kramhøft. Resten er historie, som man siger, for “Kværnen” er endt med at være en utrolig lækker og velskrevet oplevelse.

Gizela (Kværnen side 136)Lad mig starte med Tom Kristensens illustrationer, som endnu en gang er med til at hæve et godt værk til nye højder. Illustrationerne veksler mellem små vignetter over enkeltstående tegninger til flere-sides tegneseriesekvenser der uddyber detaljer i teksten. Jeg er vild med, hvordan Kristensen mikser rå, skitse-agtige billeder med detaljerede, næste foto-agtige elementer. Illustrationerne lever selvstændigt, men bringer samtidig en ekstra dybde til Schjönnings historie, og få kan som Kristensen få sort/hvide tegninger til at være så bloddryppende. Det er simpelthen suverænt.

Men også Martin Schjönnings tekst fortjener ære. Schjönning har en lang række noveller bag sig, og derudover har han udgivet romanerne “Deroute” og “Afsind“. Sidstnævnte roste jeg her på siden for sit flotte billedskabende sprog, men fandt også at det mod slutningen bremsede fortællingens fremdrift. Det kan jeg ikke påstå denne gang.

Det er ikke ofte, at en zombiefortælling er skrevet så smukt, samtidig med at handlingen i den grad sparker r… Her er masser af action, men her er også øjeblikke med eftertænksomhed om menneskelighed, eksistens og meningen med livet. Det er lykkes Schjönning at ramme den perfekte tone, og han udfolder med kraftfuld prosa et forstemmende univers, hvor døden fylder hvert øjeblik af de levendes timer.

Antikkens lande, hvor Vesten blev undfanget i et dionysisk orgie og født af et beruset orakel, var overgroet af vildvin og nektarglinsende blomster. Årtusinders visdom og vanvid lå glemt under støv og bortfløjne blade. Udhulede badehoteller lænede sig mismodigt op ad ældgamle tempelsøjler – forbrødret på tværs af tid af det allestedsnærværende sammenbrud. Og overalt i disse overgroede scenarier krøb og kravlede, vraltede og stavrede de grå figurer, der bar ansvaret.” (side 19)

Med sin kompakte handling føles det, at læse “Kværnen”, nærmest som at se et afsnit af sin yndlings-serie. Man tumler ind midt i handlingen, overvældes, underholdes og sidder med en voldsom trang til at se endnu et afsnit. Jeg vil vide, hvordan det går med Rebecca og de andre. Jeg vil høre mere om den beherskede general Korfa Ghedi, hvis fortid gemmer på dystre hemmeligheder. Jeg vil endnu en gang sidde bag Kværnens panserede forrude, mens horder af zombier forsvinder i dens tærskende mund. Jeg vil have et bind to …

Om “Kværnen”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Calibat, 186 sider
Illustrator: Tom Kristensen

Besøg Martin Schjönnings hjemmeside og Tom Kristensens hjemmeside