december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘krig’

Akerons porte af Niels E. Nielsen

Akerons porte af Niels E. NielsenFor flere hundrede år siden var der krig mellem menneskene på landjorden og deres slavebyer på havbunden. En krig der endte med ødelæggende klimaforandringer, så isen nu år for år rykker længere og længere sydpå og tvinger den stadig mindre befolkning i Vaalheim i knæ.

Også dværgene fra Akeron på havets bund bliver færre og færre. Selvom maskinerne stadig virker og holder dem med ilt, mad og alle øvrige fornødenheder, så lider deres børn af blodsot og mange dør, før de bliver voksne.

Alligevel består hadet mellem de to befolkninger. I Vaalheim hersker broderskabet Riddere af Isen. Øverst sidder jarl Eriksson og hans datter Kristin, Isens Dame. Livet her er hårdt, med stadig kortere sommere og dermed mindre mulighed for at skaffe mad. Tidligere tiders viden er stort set gået tabt, og byens befolkning lever i fattigdom.

I byen er også krigsfangen Oin, en havdværg der blev fanget som spion, og har trællet for Vaalheim i fem år. Men nu er friheden inden for rækkevidde. Under Høstfestens dag hvor alle byens borgere er samlet, lykkes det for Oin at befri sig fra sine lænker. Med snilde og held kidnapper han både jarlen og Kristin, og skarpt forfulgt af ridderne lykkes det ham at nå ud til havet, hvor hans ubåd stadig venter. Nu går turen til Akeron, og med sig har han arvefjendernes hersker.

Jeg er meget begejstret for Niels E. Nielsen, som i mine øjne er en af Danmarks største science fiction forfattere. Akerons porte udkom første gang i 1976, og er nu kommet i genudgivelse fra Science Fiction Cirklen. Åbenlyse trykfejl er rettet, ligesom der er foretaget enkelte mindre sproglige ændringer. Ellers er her tale om en gengivelse af førsteudgaven, og det kan naturligvis mærkes på sproget.

Nielsen har en lidt altmodisch skrivestil, hvis tone man enten kan lide, eller hurtigt bliver træt af. Jeg hører til de førstnævnte. Her i Akerons porte passer stilen også rigtig godt, idet handlingen udspiller sig i en fremtid, hvor fortidens feudale samfund er blevet hverdagens barske vilkår, og hvor de nordiske sagn og myter er traditionen.

I hvert fald så længe vi befinder os i Vaalheim. For i Akeron lever teknologien stadigvæk, omend befolkningen heller ikke her forstår at udvikle nyt. I stedet lever de en drømmende tilværelse, hvor håbet er, at isen vil knuse Vaalheim, så der atter kan blive plads til dværgene på landjorden.

Oin prøver at vække sit folk til handling ved at bringe arvefjendens øverste med sig tilbage til Akeron. I stedet ender det med, at Oin, jarl Eriksson og Kristin begiver sig ud på en lang og ukendt færd for at nå frem til Ildtræet, som sagnene siger, kan standse isen. Spørgsmålet er dog, om fjenderne kan glemme fortiden og skabe en ny fremtid sammen…

Niels Dalgaard har skrevet efterordet, hvor han bl.a. kommer ind på, at Niels E. Nielsen her i romanen låner lidt fra fantasygenren. Som altid er det interessant at læse Dalgaards analyse af romanen, som er skrevet under den kolde krig, hvor frygten for en atomkrig var reel.

Selvom romanen bruger udtryk som mikrofilm og magnetbånd, så er indholdet på ingen måde gammeldags. Akerons porte er elementær spændende, og indeholder samtidig også den samfundskritik, der kendetegner Nielsens forfatterskab. Jeg synes stadigvæk, at romanen holder, og kan kun takke Science Fiction Cirklen for deres store arbejde med at genudgive Niels E. Nielsens værker, så nye generationer også kan læse ham.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 52)

Om Akerons porte:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 233 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaludgave: 1976

Udvalg af Niels E. Nielsens udgivelser:

Den beske magt, 2015
Weekend på Mars, 2011
Klode til salg, 2011
Lilleputternes oprør, 1978
Akerons porte, 1976
Skyggen fra Sirius, 1975
Vogteren, 1974
Vagabondernes planet, 1970
Herskerne, 1970
Troldmandens sværd, 1967
Narrens drøm, 1963
To sole stod op, 1961

 

 

Evnen af Siri Pettersen

Evnen af Siri Pettersen”Evnen” er tredje og sidste bind i norske Siri Pettersens episke fantasy-serie om Odinsbarnet Hirka, der blev født uden hale.

Hirka er opvokset i Ymslanda, hvor folket er af Ymsæt, men som 15-årig finder hun ud af, at hun er menskr, hvilket forklarer hendes manglende hale. Samtidig bliver hun involveret i et gryende opgør mellem Mannfalla og det selvstændige Ravnhov. Og ikke mindst i de indbyrdes intriger og magtkampe i Mannfalla hvor Hirkas eneste barndomsven, stolearvingen Rime An-Eldrin mod sin vilje befinder sig.

For at redde Rime forlader Hirka i slutningen af bind 1 Ymslanda via Ravneringene, en portal mellem forskellige verdener, og hun ender i vores verden. Men heller ikke i menneskenes verden er Hirka i sikkerhed. Her har Graal af Dreri-folket nemlig levet i eksil i tusind år, siden han og broderen Naiell stod på hver sin side af den store krig.

Sideløbende følger vi Rimes forsøg på at overbevise Rådet i Mannfalla om, at deres verden er i fare for at blive invaderet af De Blinde, imens han også forsøger at finde en vej til at få Hirka tilbage til Ymslanda. Bind 2 slutter med et voldsomt opgør, hvor Naiell dør, og Hirka opdager, at Graal er hendes far. Det sender Hirka til en ny verden, hvor hun håber på endegyldigt at redde Rime og stoppe krigen mellem Ymsæt og De Blinde.

Her i tredje bind tumler Hirka lige ud i en snestorm. Graal har via Ravneringene sendt hende til Dreysíl hvor Umpiri-folket (De Blinde) bor, og hvor Graals folk venter hende. Som Graals datter har Hirka en høj status, men hun lever på ingen måde op til familiens forestillinger. Umpiri er høje, stærke væsener med kløer og hugtænder. De heler lynhurtigt, føler ikke kulde og aner intet om frygt. Men Hirkas komme er tegnet på, at det igen er muligt at rejse mellem verdenerne, så hun skal oplæres i Umpiri-skikke, så hun kan stå i spidsen for Dreris invasion af Ymslanda, hvor de vil tilbageerobrer Evnen.

Hirka håber derimod på at kunne stoppe krigen, men det går snart op for hende, at Umpiri lever efter helt andre regler. Så mens hun forsøger at finde en udvej, underkaster hun sig sin oplæring, og undervejs snubler hun over en farlig hemmelighed.

Siri Pettersen fortæller sin historie gennem to spor, hvor hun skiftevis tager læseren med til Ymslanda, hvor rådsmanden Darkdagger er i færd med at overtage Rådet og udslette Rime og Kolkagga; og til Drysíl hvor Hirka desperat forsøger at finde en måde at stoppe Umpiri fra at invadere Ymslanda. Det er en effektiv måde at skabe suspense, fordi læseren hele tiden efterlades med en cliffhanger, og jeg følte mig da også konstant fristet til at læse videre for at få vide, hvad der nu skete.

Jeg er meget begejstret for Siri Pettersens serie, og ”Evnen” er en forrygende afslutning på en eventyrlig serie. I hvert bind har Pettersen skabt nye og fantastiske verdener, og både Ymslanda og Drysíl er fascinerende steder, der sagtens kunne udforskes mere.

Personerne er spændende og nuancerede, og Pettersen falder heldigvis ikke i fælden med at lade Hirka udvikle sig til en utroværdig YA heltinde. Og selvom Pettersen har serveret masser af action og drama undervejs, så samler hun ubesværet alle trådene i en troværdig og overbevisende slutning.

I det hele taget er der ikke meget skidt at sige om serien, som da også sagtens kan læses af voksne. Siri Pettersen har vundet flere priser og fået anerkendelse langt ud over Norges grænser, ligesom serien er solgt til filmatisering. En klar anbefaling herfra, og så glæder jeg mig til at se, hvad Siri Pettersen udgiver næste gang.

(Anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 52)

Om “Evnen”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Høst & Søn, 468 sider
Originaltitel: Evna
Omslag: Siri Pettersen og Jette Aagaard Enghusen

World War Z af Max Brooks

World War Z af Max BrooksIntelligent og velskrevet zombieroman for både zombieentusiaster, doomsday preppers og elskere af gode bøger

I 2013 havde filmen World War Z premiere. Det var en visuelt overdådig zombiefilm fyldt med action, og som med Brad Pitt i hovedrollen ramte mainstream-publikummet og blev en blockbuster. Filmen byggede på Max Brooks roman af samme navn, uden dog at have ret meget tilfælles med det originale værk.

Max Brooks udgav oprindelig World War Z tilbage i 2006, og man kan jo altid gætte på, at filmatiseringen hjalp den danske oversættelse på vej, som udkom samme år som filmen.

I indledningen gør forfatteren opmærksom på, at her er tale om et kildeskrift, som er indsamlet i forbindelse med udarbejdelsen af de Forenede Nationers Efterkrigsrapport. Forfatteren var en del af kommissionen, som efter zombiekrigen blev bedt om at udarbejde en rapport om forløbet til gavn for fremtidige generationer.

For at skaffe oplysningerne måtte forfatteren rejse verden rundt, og undervejs fik han også fortalt en række mundtlige beretninger om tiden før, under og efter krigen. Disse erindringer ønskede han indlemmet i rapporten, men det blev afvist. Derfor denne bog, som består af en række førstehåndsberetninger om, hvad der egentlig skete.

Historierne er inddelt i kapitlerne: Advarsler, Skyld, Den store panik, Udviklingen vendes, USA’s hjemmefront, Rundt omkring i verden og over den, Den totale krig, Afskeder.

Den første beretning i Advarsler fortælles af en kinesisk læge. Smitten brød ud i Kina, og lægen fortæller, om den gang han første gang stødte på en zombie i en afsides beliggende landsby. Hvordan han først troede, at beboerne var nogle overtroiske bondeknolde, men siden måtte erkende at noget var helt galt.

I samme kapitel fortæller en anden overlevende, hvordan han opererede som menneskesmugler og hjalp folk ud af landet, før alt brød sammen, mens en palæstinenser blev reddet, da faderen insisterede på, at de skulle tage til Israel – det første land til at aktivt erkende faren og gøre noget for at stoppe smitten.

Kapitlet Skyld lader bl.a. en CIA ansat få ordet, mens kapitlet Den store panik tager fat på beretninger fra flygtninge og soldater, da zombierne overstrømmer alt, og så videre.

World War Z har det hele. Her er heltemodige beretninger om generalen, der ofrede sit eget liv for at sprænge et pas i luften og redde tusindvis af civile, såvel som opfinderen af en fupvaccine mod zombiesmitten der tjente masser af penge og absolut ikke føler dårlig samvittighed over det. Her er embedsmænd, som forsøger at fralægge sig skylden, og embedsmænd som efter krigen skal forsøge at samle samfundet op igen. Og så er der alle beretningerne fra soldaterne og de overlevende, som fortæller hvordan de klarede sig igennem krigen og bagefter.

Her er ikke lagt vægt på detaljerede bloddryppende zombie ædegilder. I stedet giver romanen med sit kalejdoskopisk blik en overvældende følelse af den panik og det kaos, zombiesmitten medførte, når den hopper rundt mellem personer, tider og verdensdele og udstiller hjælpeløsheden som rammer såvel høj som lav. Det er rigtig godt beskrevet. Samtidig er det også interessant at læse de forholdsregler, der begynder at blive truffet, efterhånden som enkelte lande begynder at få lagt slagplaner, og hvordan man til sidst begynder en FN modstandskrig mod zombierne. Man vil ikke leve i evig frygt for zombierne bag høje mure, men i stedet erobre verden tilbage fra dem.

Jeg kom under læsningen til at tænke på Warday af Whitley Strieber og James Kunetka fra 1984, som også er en roman bygget på de overlevendes beretninger, her blot overlevende efter en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. Stiebers roman kunne godt have været en inspiration for Max Brooks, som dog absolut har skrevet en selvstændig og vellykket roman. World War Z er nemlig intelligent, velskrevet og trods sin tykkelse letlæst, og kan klart anbefales for både zombieentusiaster, doomsday preppers og elskere af gode bøger.

Skulle du have lyst til at høre World War Z som lydbog, har en kammerat har meget stærkt anbefalet den. Jeg har endnu ikke selv hørt den, men kan se at både Martin Scorsese, Simon Pegg, Frank Darabont, Nathan Fillion, Rob Reiner og Henry Rollins m.fl. lægger stemme til.

Om World War Z:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Tellerup, 440 sider
Omslag: Flemming Schmidt
Originaltitel: World War Z : an oral history of the zombie war (2006)

Krigen i luften af H. G. Wells

Krigen i luften af H. G. Wells

Den britiske forfatter H. G. Wells er i dag sikkert mest kendt for romanen “Klodernes kamp”, der – da den blev dramatiseret til radioen i 1938 af Orson Welles – forårsagede ren panik blandt lytterne, som var overbeviste om, at marsboerne virkelig invaderede jorden. Blandt Wells andre kendte romaner findes bl.a. “Den usynlige mand” og “Doktor Moreaus ø”.

Krigen i luften er skrevet i 1907, og som Niels Dalgaard påpeger i efterordet, er romanen en del af subgenren fremtidskrigsromaner. Historien er en blanding af satire, fascination af de videnskabelige landvindinger og eftertænksomhed over den sociale og menneskelige effekt af disse.

I den lille landsby Bun Hill i Kent havde familien Smallway boet i generationer. Den ældste søn Tom ejede en lille grønthandel, og den yngste søn Bert havde fuld af foretagsomhed slået sig sammen med en kammerat om en forretning, der solgte og udlejede cykler.

Fremskridtet er dog også nået Bun Hill med monorail, telefoner og de begyndende forsøg på flyvning. Rygter om krig rumler i pressen, uden at det dog på nogen måde påvirker hverdagen for Bun Hills indbyggere.

Bert Smallway er således på alle måder en helt almindelig englænder, indtil den dag han ved et tilfælde havner i opfinderen Mr. Butteridges luftballon. Butteridges er den eneste, det er lykkes med at fremstille en stabil flyvemaskine, men endnu har han ikke afsløret sit design, selvom flere lande er mere end interesseret i hans tegninger.

Ude af stand til at styre ballonen ender Smallway i Tyskland midt i prins Karl Alberts krigsforberedelser. Prinsens plan er at flyve over Atlanten og erobre Amerika, og uforvarende overdrager Smallway Butteridges tegninger af verdens første vellykkede flyvemaskine til Tyskland.

Da det bliver afsløret, at Smallway ikke er Butteridge, er han allerede om bord på samme luftskib som prinsen. Så Smallway følger med og oplever grusomme slag og massakren af New York, mens hans forståelse af krigen ændrer sig, som han kommer tættere på dens følger.

Da Krigen i luften udkom i 1907, var det endnu uvist, om ballonskibe eller motordrevne fly var vejen frem. Det første styrbare luftskib blev konstrueret af H. Giffard i 1852, mens Charles Renard og A. Krebs i 1884 fløj i 23 min. og som de første vendte tilbage til deres startsted. I 1903 udførte brødrene Wright historiens første kontrollerede motorflyvning. De udviklede på deres konstruktion, men først i 1909 lykkes det dem at sælge den til den amerikanske hær. Hæren mente nemlig længe, at flyvemaskinen ikke kunne bruges militært. H. G. Wells lægger sig heller ikke fast på hvilken konstruktion, der bliver valgt i sin roman, men beskriver i stedet forskellige typer luftskibe og flyvemaskiner uden dog at ødelægge flowet i fortællingen med tekniske detaljer.

De første kapitler, som humoristisk beretter om Smallways absolut ikke-helteagtige natur, efterfølges af betragtninger over den videnskabelige tidsalders forandring af verdenssamfundet og krigens grusomhed. H. G. Wells påpeger, hvordan verden blev mindre via jernbaner, telegrafen osv., men uden at landene af den grund blev tættere. I stedet voksede de nationalistiske egeninteresser, og fremfor at bruge ressourcerne på at uddanne befolkningerne og højne levestandarden, blev fremskridtet i høj grad brugt på militæret.

Videnskabens udvikling havde ændret størrelsesforholdene i menneskenes affærer. Ved hjælp af hurtig mekanisk bevægelse havde den bragt menneskene tættere på hinanden, så meget tættere socialt, økonomisk, fysisk, at de gamle inddelinger i nationer og kongedømmer ikke længere var mulige, en nyere, bredere syntese var ikke alene nødvendig, men afgørende nødvendig … Bert Smallways verden gjorde intet i den retning. Dens nationale regeringer, dens nationale interesser, ville ikke høre om noget så selvindlysende; de var for mistænksomme overfor hinanden og manglede i for høj grad generøs fantasi. De begyndte at opføre sig som ubehøvlede personer i en omnibus med trængsel, at mase sig mod hinanden, skubbe med albuerne, puffe, diskutere og skændes.

Bert selv er også overbevist om krigens nødvendighed – indtil han får den på tæt hold. Da det går op for ham, at krigen ikke bare er noget, der udspiller sig langt væk, men som rent faktisk rammer almindelige folk som ham selv, forsvinder romantikken. Det beskriver H. G. Wells brutalt og uden omsvøb.

Smask! kom en uhyre eksplosion i den forreste ende af flagskibet, og et enormt stykke metal syntes at løfte sig op fra hende og kaste sig i havet, mens den smed mænd fra sig og efterlod et hul, hvorigennem en snarrådig drageflyver anbragte en brandbombe. Og så opfangede Bert et øjeblik alt for tydeligt i det tiltagende, nådesløse lys, et antal bittesmå krampagtigt aktive smådyr der var svedne, og kæmpede i ‘Theodore Roosevelts’ skummende kølvand. Hvad var de? Ikke mænd – bestemt ikke mænd? De druknende, forvredne små væsner flåede med deres gribende fingre i Berts sjæl. Åh Gud! udbrød han, åh Gud, næsten klynkende. Han så igen og de var væk, og ‘Andrew Jacksons’ sorte stavn, lidt skæmmet af det sidste skud fra den synkende ‘Bremen’, pløjede det hav, der slugte dem, til to nydeligt symmetriske bølger. I nogle øjeblikke blindede den rene rædsel Bert for ødelæggelserne under ham. Så sprang ‘Susquehanna’ med en uhyre brusende lyd, så at sige med en ujævn salve af mindre eksplosioner på ryggen, der nu var fem kilometer eller mere mod øst, og forsvandt brat i en kogende, dampende forvirring. Et øjeblik sås intet andet end hvirvlende vand – og så lød der en ræben nedefra, med uhyre svælgende lyde, udbrud af damp og luft og benzin og stumper af lærred og træværk og mænd.”

Krigen i luften blev første gang udgivet på dansk som en føljeton i Politiken i 1913, og allerede året efter brød 1. verdenskrig ud. Selvom det ikke blev en luftkrig, som Wells havde spået, så fik han dog ret i, at videnskaben medvirkede til, at krigen blev mere blodig end nogensinde før. Også selvom bombningerne af civilbefolkningen først blev virkelighed i 2. verdenskrig.

Romanen hører ikke til H. G. Wells mest kendte udgivelser, måske fordi den er så tvetydig med sin blanding af satire og eftertænksomhed. Det er således første gang, at Krigen i luften udkommer på dansk i bogform som en del af Science Fiction Cirklens klassiker-serie.

Selvom jeg gik lidt i stå over de første kapitlers nærmest falden-på-halen-komedie-stemning, er jeg glad for, at jeg holdt ved og læste romanen færdig. For historien udvikler sig til et både tragisk og barsk billede af krigens væsen, som vi stadigvæk kan lære af i dag.

Andre udgivelser fremtidskrigsfortællinger:

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger
Dommens dag af Karl Larsen

Om Krigen i luften:

Udgivelsesår: 2017 (1907)
Forlag: Science Fiction Cirklen, 285 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaltitel: The War in the Air

Grænselandet af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl

graenselandet1Den unge hersker Destan Tolvarssøn er tilbage i Heikan hos Sikanias mørke folk, som trues af hungersnød. Destans alliance med Sikanias lyse folk falder ikke i god jord hos Rådet. Ikke desto mindre beslutter Destan at forsøge at få gang i handlen med overfladen, så han kan købe korn til sit folk. Imens rasler naboerne i Koru med våbnene. Destan frygter, at de vil gå i alliance med de frygtede taronere og angribe Heikan.

I et forsøg på at blive forsonet med sin moder sender Destan en rådmand ud for at overtale Theodora til at vende tilbage og hjælpe ham med at styre. Men ikke alle er lige interesseret i, at Destan skal klare sig godt, og et kup lurer i det skjulte.

Uvidende om dette gør Destan sit bedste for at sikre sit folk, men han er stadigvæk i dyb sorg over tabet af Celina. Et tab han nægter at anerkende som endeligt, og derfor opsøger han den eneste person, der kan hjælpe. Men med hvilke omkostninger?

Grænselandet er bind 2 i serien om Mørkets søn, og Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl fortsætter det gode oplæg. Denne gang hører vi mere af historien bag splittelsen mellem lysets og mørkets folk, ligesom forfatterne succesfuldt udbygger seriens univers ved at introducere en række nye væsner og deres samhørighed med Sikanias to folkeslag.

Hvor første bind måske var lidt lang tid om at komme helt op i omdrejninger, er der her i andet bind mindre fokus på kærlighed og familierelationer og mere på intriger og krig. Det giver fortællingen fart lige fra starten af.

Udover at holde spændingen i selve plottet fortsætter persongalleriet også med at være interessant at følge. Selvom Destan har allieret sig med lysets folk, er han stadigvæk barn af mørket. Denne sammensatte personlighed gør ham til tider uforudsigelig. Vi kommer også tættere på den unge Baran, der meldte sig til hersker Ragns hær for at hjælpe med at finde Celina i bind 1. Baran kommer nu helt tæt på den mørke Destin, da krigen truer, og pludselig må han finde ud af om han kan være loyal mod manden, der delvist er skyld i Barans families vanære.

Og så viser Hedengran og Sanddahl sig atter at være ganske nådesløse overfor deres personer, så ingen kan vide sig sikker på at fortsætte til bind 3.

Jeg var vældig underholdt under læsningen af Grænselandet, der ligesom første bind er udgivet som hardback i solidt papir med en fin typografi og en fængende forside. Jeg har ikke kunne finde en udgivelsesdato på bind tre, men jeg glæder mig allerede til at få slutningen på denne velskrevne trilogi, der kan læses af såvel unge som voksne fantasy-elskere.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 49)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: BRETH DESIGN / v. Mette Breth
Forlag: Ulven og Uglen, 405 sider

Mørkets søn:

Mørkets søn, 2015
Grænselandet, 2016
Sikanias arvinger, 2017

Enders strategi af Orson Scott Card

enders-strategiJorden har brug for en helt. Er en 6-årig dreng svaret?

Det må være mindst 20 år siden, at jeg første gang læste Enders strategi, og den gang var jeg vild med den og læste den flere gange. Derfor var jeg lidt spændt på, om historien stadigvæk kunne begejstre mig, da jeg genlæste den. Det kunne den heldigvis.

Denne nye udgave af Enders strategi har et udvidet forord, hvor forfatteren Orson Scott Card fortæller lidt om baggrunden for at skrive romanen og kommer ind på nogle af de reaktioner, han efterfølgende har fået fra læserne. For mig var det rigtigt interessant læsning og gav et yderligere indblik i både Ender, men også i lærernes handlinger og reaktioner i romanen. Man kan dog sagtens følge med i romanen uden at have læst forordet.

Menneskene har været tæt på at tabe krigen mod Summerne, en insektlignende race som har forsøgt at invadere jorden med voldsomme ødelæggelser og store tab af menneskeliv til følge. For at forhindre Summerne i nogensinde at angribe menneskeheden igen har man startet et militærprogram. Her udvælges de mest intelligente børn i en ung alder og sendes til Kampskolen, hvor de uddannes til officerer. Håbet er at sende en flåde ud til Summernes planet og overvinde dem der.

Romanen udspiller sig 70 år efter angrebene, og hovedpersonen er den kun 6 år gamle Ender. Efter at hans to ældre søskende er dumpet til programmet, bliver Ender optaget og sendes til Kampskolen, hvor han sammen med de andre udvalgte børn skal gennemgå en hård træning. Lærerne har dog helt særlige planer for Ender, som de har store forhåbninger til. Men kan de forme den helt, de har brug for, eller vil presset i stedet ødelægge ham?

Enders strategi blev filmatiseret i 2013. Selvom det for så vidt er en vellykket filmatisering, synes jeg dog stadig, at romanen er langt bedre. Dels kommer vi mere ind i hovedet på Ender, der trods sin intelligens stadig er en lille dreng, som savner sin familie. Dels hører vi mere om Enders søskende, Peter og Valentine, der har deres helt egen agenda nede på jorden, hvor Peter drømmer om verdensherredømmet.

Bogen er letlæst, sproget flydende og historien fortælles skiftevis fra undervisernes og Enders vinkel.

Selvom romanen for en stor del handler om krig og strategi, er det også en beretning om kærlighed og håb. Orson Scott Card fortæller historien om Ender, som både er barn og geni, med stor indlevelse og forståelse. Men også de kyniske lærere, som virker utroligt brutale i deres uddannelse af Ender, formår han at gøre menneskelige. For hvis menneskehedens overlevelse står på spil, er nogen pris så for høj?

Enders strategi er den første bog i serien om Ender. Da den udkom første gang vandt den både Nebula Award for bedste roman samt Hugo Award ligeledes for bedste roman. Jeg håber, at Bechs Forlag også udgiver de efterfølgende bind.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016/1985
Originaltitel: Ender’s Game
Forlag: Bechs Forlag, 411 sider

Bunker 137 af Michael Kamp

Bunker 137 af Michael KampVi befinder os i de sidste dage af 2. verdenskrig. Tyskerne er pressede fra alle sider af de allierede tropper. Soldaten Jürgen Holz er blevet overflyttet til Waffen-SS – elitesoldaterne, der aldrig giver op. Men deres troppetransport bliver angrebet, og sammen med de andre overlevende trækker Jürgen sig tilbage under hård beskydning. Tilfældigt ender de ved en forladt tysk bunker, og her beslutter de sig for at vente på forstærkningerne.

Men noget er forkert ved bunkeren. Der er ingen tegn på kamp, men alle er forsvundet og har efterladt deres personlige ejendele. Og hvad er der bag den aflåste ståldør, der fører til underetagen?

Jeg har efterhånden ret store forventninger, når jeg sætter mig til rette med en ny Michael Kamp bog, og heldigvis er de blevet indfriet hver gang hidtil. Det blev de også med denne horrorroman fra 2. verdenskrig.

Kamp skriver forrygende, og jeg lagde stort set ikke Bunker 137 fra mig, da jeg først gik i gang med at læse. Selvom historiens elementer måske nok er brugt før (From Beyond og Outpost), så mikser Kamp dem i sin egen effektive stil og skaber en overbevisende og totalt skræmmende fortælling, som fik mig til at se mig over skulderen flere gange under læsningen. Der er bare noget fundementalt ubehageligt ved låste døre i mørket, og når det så mikses med nazister og mærkelige væsner – ja, så får det i hvert fald mig til at gyse.

Bunker 137 lever fuldt op til Michael Kamps tidligere udgivelser, som bl.a. tæller Moln – jorden husker, Hvor de gamle visner og Fordærv. Og har du ikke læst dem endnu, bør du straks gå i gang med dem også.

Besøg Michael Kamps hjemmeside eller læs mere om “Bunker 137” på Tellerup.dk

Læs et interview med Michael Kamp på Fantastiske Forfattere

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Tellerup, 208 sider
Omslag: breth design, Mette B. Klausen

 

Sauna

Sauna

Sauna er en af de mest stemningsmættede og angstfremkaldende film, jeg længe har set

Nogle gange er det bare for fedt at være bibliotekar. En hurtig søgning på tilgængelige horrorfilm i landets folkebiblioteker bragte denne finske perle af en stemningsfuld gyser lige hjem til mig.

Året er 1595. 25 års krigen mellem Sverige og Rusland er netop afsluttet og for at understøtte freden sendes to kommisioner bestående af russere og svenskere ud for at trække grænsen mellem de to stater. I den ene gruppe befinder de to brødre Eerik og Knut sig. De er finlandssvenskere, og mens Eerik har kæmpet med hele krigen og har mange liv på sin samvittighed, har Knut studeret og er først nu kommet ud, hvor han kan se krigens grusomhed på nærmeste hold.

Mens kommisionen tegner grænsen gennem en sump, som regnes for at være affolket, støder de på en gammel landsby befolket af 73 – hovedsageligt gamle – mennesker. Kun et eneste barn bor her. Midt i byen står en gammel sauna, og jo længere tid de befinder sig i byen, jo mere går det op for dem, at noget er helt galt her.

Sauna var en overordentlig positiv overraskelse. Den er filmet i mørke og triste toner, og det finske efterårslandskab fremstår som trøstesløs og fremmedartet. Instruktør Antti-Jussi Annila klipper mellem drømmeagtige mindesekvenser og den barske nutid, som brødrene befinder sig i, og det virker skræmmende og intenst. Samtidig er skuespillet i topklasse, og jeg blev særligt betaget af Ville Virtanen, der spiller Eerik. I starten virker han hård og modbydelig, men jo længere ind i filmen man kommer, jo tydligere bliver det, at også han ved at fortidens synder til sidst indhenter os alle.

Filmen er mættet af atmosfære, og selvom man med stor ret kan sige, at der egentlig ikke sker så mange voldsomme ting, så kryber stemningen ind under huden, og jeg endte med at sidde med tilbageholdt åndedræt i perioder, mens jeg overvejede, hvad der nu ville ske. For Annila lefler ikke for de nemme løsninger. Han lader tilskueren om at analysere og ved at vise mindre, skaber han en af de mest stemningsmættede angstfremkaldende film, jeg længe har set.

Om Sauna:

Instruktør: Anitti-Jussi Annila
Udgivelsesår: 2008

Læs også anmeldelsen på Horror Unrated

Stir of Echoes 2 – the Homecoming

Stir of Echoes 2 - the HomecomingGanske som forventet når denne toer ikke den originale Stir of Echoes til sokkeholderne.

Rob Lowe spiller soldaten Ted Cogan, som under en mission i Irak fejlagtig beordrer sine mænd at skyde mod en vogn, som viser sig at indeholde en ganske almindelig familie. Efter hændelsen bliver Ted skudt, og i lang tid svæver han i livsfare. Så kommer han sig pludseligt mirakuløst og sendes hjem til familien i USA.

Men Ted vender ikke uændret hjem. Han forfølges af syner og ser hele tiden en brændt mand for sig. Først tror han, at det er familiefaren, der brændte ihjel, der vil have hævn, men et besøg hos den synske Jake Witzky gør det klart, at manden ikke er den, Ted tror, han er – og at motivet for hævn skal findes et helt andet sted.

Jeg er sikker på, at instruktør Ernie Barbarash gerne vil komme med et statement i forbindelse med Irak-krigen. Men Stir of Echoes 2 er ikke rigtig vellykket, og idet plottet twistes til sidst kan man også spørge sig selv, om filmen overhovedet har noget med soldatertraumer at gøre? Endelig er filmen i perioder decideret kedelig, og Rob Lowe formår ikke at fremstille Ted Cogan særligt overbevisende. Han er i hvert fald langt fra Kevin Bacons fremragende indsats i første film.

Bedst er afsløringen af, hvorfor Ted forfølges af spøgelset, selvom filmen her snyder lidt på plot-vægten. I det mindste kommer der lidt rigtig gru ind i fortællingen, og på alle plan føler man for de involverede. Men det er desværre kun 7 minutter ud af filmens samlede 89 minutter, så det batter alt for lidt.

Ernie Barbarash har også instrueret den efter min mening noget mere vellykkede They Wait.

Om Stir of Echoes 2:

Instruktør: Ernie Barbarash
Udgivelsesår: 2007

Outpost

OutpostI et ikke nærmere bestemt østeuropæisk land bliver lejesoldaten DC og hans kumpaner hyret til at følge en forretningsmand midt ind i et ingenmandsland, der konstant er skueplads for krigshandlinger. Hunt, som forretningsmanden hedder, siger, at han leder efter mineraler, men det viser sig at være løgn. Gruppen skal nemlig finde en gammel nazibunker, som gemmer på en grufuld hemmelighed.

Film som Outpost er som regel ikke særligt overraskende, og jeg sad da heller ikke og blev overvældet af fryd over uforudsete drejninger af historien eller et sindrigt plot. Ikke desto mindre følte jeg mig vældig godt underholdt, for trods et lille budget, er det lykkes instruktør Steve Barker at skrue en effektiv film sammen.

Filmen bæres delvist af okay skuespilspræstationer. Udover Paul Blair kan nævnes Richard Brake og ikke mindst Johnny Meres, der ikke siger et eneste ord under hele filmen, men alligevel er ham jeg husker  allerbedst efterfølgende. Derudover har Barker filmet historien godt. Billederne er farveløse og triste, og det bakker godt om historien. Nazibunkeren er en stor labyrint, og scenerne i skoven om natten, når lejesoldaterne får besøg, er også rigtig overbevisende (måske lige bortset fra bombesprængningerne *S*). Endelig er nazi-skurkene rigtig arketypiske og virker derfor totalt uhyggelige på mig.

Alt i alt synes jeg, at Outpost hører til i den bedre ende, og kunne du lide f.eks. Deathwatch, så skal du ikke gå glip af Outpost. Her er samme isnende stemning (næsten) og frygtelige fjender.

Om Outpost:

Instruktør: Steve Barker
Udgivelsesår: 2008