august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘krig’

World War Z af Max Brooks

World War Z af Max BrooksIntelligent og velskrevet zombieroman for både zombieentusiaster, doomsday preppers og elskere af gode bøger

I 2013 havde filmen World War Z premiere. Det var en visuelt overdådig zombiefilm fyldt med action, og som med Brad Pitt i hovedrollen ramte mainstream-publikummet og blev en blockbuster. Filmen byggede på Max Brooks roman af samme navn, uden dog at have ret meget tilfælles med det originale værk.

Max Brooks udgav oprindelig World War Z tilbage i 2006, og man kan jo altid gætte på, at filmatiseringen hjalp den danske oversættelse på vej, som udkom samme år som filmen.

I indledningen gør forfatteren opmærksom på, at her er tale om et kildeskrift, som er indsamlet i forbindelse med udarbejdelsen af de Forenede Nationers Efterkrigsrapport. Forfatteren var en del af kommissionen, som efter zombiekrigen blev bedt om at udarbejde en rapport om forløbet til gavn for fremtidige generationer.

For at skaffe oplysningerne måtte forfatteren rejse verden rundt, og undervejs fik han også fortalt en række mundtlige beretninger om tiden før, under og efter krigen. Disse erindringer ønskede han indlemmet i rapporten, men det blev afvist. Derfor denne bog, som består af en række førstehåndsberetninger om, hvad der egentlig skete.

Historierne er inddelt i kapitlerne: Advarsler, Skyld, Den store panik, Udviklingen vendes, USA’s hjemmefront, Rundt omkring i verden og over den, Den totale krig, Afskeder.

Den første beretning i Advarsler fortælles af en kinesisk læge. Smitten brød ud i Kina, og lægen fortæller, om den gang han første gang stødte på en zombie i en afsides beliggende landsby. Hvordan han først troede, at beboerne var nogle overtroiske bondeknolde, men siden måtte erkende at noget var helt galt.

I samme kapitel fortæller en anden overlevende, hvordan han opererede som menneskesmugler og hjalp folk ud af landet, før alt brød sammen, mens en palæstinenser blev reddet, da faderen insisterede på, at de skulle tage til Israel – det første land til at aktivt erkende faren og gøre noget for at stoppe smitten.

Kapitlet Skyld lader bl.a. en CIA ansat få ordet, mens kapitlet Den store panik tager fat på beretninger fra flygtninge og soldater, da zombierne overstrømmer alt, og så videre.

World War Z har det hele. Her er heltemodige beretninger om generalen, der ofrede sit eget liv for at sprænge et pas i luften og redde tusindvis af civile, såvel som opfinderen af en fupvaccine mod zombiesmitten der tjente masser af penge og absolut ikke føler dårlig samvittighed over det. Her er embedsmænd, som forsøger at fralægge sig skylden, og embedsmænd som efter krigen skal forsøge at samle samfundet op igen. Og så er der alle beretningerne fra soldaterne og de overlevende, som fortæller hvordan de klarede sig igennem krigen og bagefter.

Her er ikke lagt vægt på detaljerede bloddryppende zombie ædegilder. I stedet giver romanen med sit kalejdoskopisk blik en overvældende følelse af den panik og det kaos, zombiesmitten medførte, når den hopper rundt mellem personer, tider og verdensdele og udstiller hjælpeløsheden som rammer såvel høj som lav. Det er rigtig godt beskrevet. Samtidig er det også interessant at læse de forholdsregler, der begynder at blive truffet, efterhånden som enkelte lande begynder at få lagt slagplaner, og hvordan man til sidst begynder en FN modstandskrig mod zombierne. Man vil ikke leve i evig frygt for zombierne bag høje mure, men i stedet erobre verden tilbage fra dem.

Jeg kom under læsningen til at tænke på Warday af Whitley Strieber og James Kunetka fra 1984, som også er en roman bygget på de overlevendes beretninger, her blot overlevende efter en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. Stiebers roman kunne godt have været en inspiration for Max Brooks, som dog absolut har skrevet en selvstændig og vellykket roman. World War Z er nemlig intelligent, velskrevet og trods sin tykkelse letlæst, og kan klart anbefales for både zombieentusiaster, doomsday preppers og elskere af gode bøger.

Skulle du have lyst til at høre World War Z som lydbog, har en kammerat har meget stærkt anbefalet den. Jeg har endnu ikke selv hørt den, men kan se at både Martin Scorsese, Simon Pegg, Frank Darabont, Nathan Fillion, Rob Reiner og Henry Rollins m.fl. lægger stemme til.

Om World War Z:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Tellerup, 440 sider
Omslag: Flemming Schmidt
Originaltitel: World War Z : an oral history of the zombie war (2006)

Krigen i luften af H. G. Wells

Krigen i luften af H. G. Wells

Den britiske forfatter H. G. Wells er i dag sikkert mest kendt for romanen “Klodernes kamp”, der – da den blev dramatiseret til radioen i 1938 af Orson Welles – forårsagede ren panik blandt lytterne, som var overbeviste om, at marsboerne virkelig invaderede jorden. Blandt Wells andre kendte romaner findes bl.a. “Den usynlige mand” og “Doktor Moreaus ø”.

Krigen i luften er skrevet i 1907, og som Niels Dalgaard påpeger i efterordet, er romanen en del af subgenren fremtidskrigsromaner. Historien er en blanding af satire, fascination af de videnskabelige landvindinger og eftertænksomhed over den sociale og menneskelige effekt af disse.

I den lille landsby Bun Hill i Kent havde familien Smallway boet i generationer. Den ældste søn Tom ejede en lille grønthandel, og den yngste søn Bert havde fuld af foretagsomhed slået sig sammen med en kammerat om en forretning, der solgte og udlejede cykler.

Fremskridtet er dog også nået Bun Hill med monorail, telefoner og de begyndende forsøg på flyvning. Rygter om krig rumler i pressen, uden at det dog på nogen måde påvirker hverdagen for Bun Hills indbyggere.

Bert Smallway er således på alle måder en helt almindelig englænder, indtil den dag han ved et tilfælde havner i opfinderen Mr. Butteridges luftballon. Butteridges er den eneste, det er lykkes med at fremstille en stabil flyvemaskine, men endnu har han ikke afsløret sit design, selvom flere lande er mere end interesseret i hans tegninger.

Ude af stand til at styre ballonen ender Smallway i Tyskland midt i prins Karl Alberts krigsforberedelser. Prinsens plan er at flyve over Atlanten og erobre Amerika, og uforvarende overdrager Smallway Butteridges tegninger af verdens første vellykkede flyvemaskine til Tyskland.

Da det bliver afsløret, at Smallway ikke er Butteridge, er han allerede om bord på samme luftskib som prinsen. Så Smallway følger med og oplever grusomme slag og massakren af New York, mens hans forståelse af krigen ændrer sig, som han kommer tættere på dens følger.

Da Krigen i luften udkom i 1907, var det endnu uvist, om ballonskibe eller motordrevne fly var vejen frem. Det første styrbare luftskib blev konstrueret af H. Giffard i 1852, mens Charles Renard og A. Krebs i 1884 fløj i 23 min. og som de første vendte tilbage til deres startsted. I 1903 udførte brødrene Wright historiens første kontrollerede motorflyvning. De udviklede på deres konstruktion, men først i 1909 lykkes det dem at sælge den til den amerikanske hær. Hæren mente nemlig længe, at flyvemaskinen ikke kunne bruges militært. H. G. Wells lægger sig heller ikke fast på hvilken konstruktion, der bliver valgt i sin roman, men beskriver i stedet forskellige typer luftskibe og flyvemaskiner uden dog at ødelægge flowet i fortællingen med tekniske detaljer.

De første kapitler, som humoristisk beretter om Smallways absolut ikke-helteagtige natur, efterfølges af betragtninger over den videnskabelige tidsalders forandring af verdenssamfundet og krigens grusomhed. H. G. Wells påpeger, hvordan verden blev mindre via jernbaner, telegrafen osv., men uden at landene af den grund blev tættere. I stedet voksede de nationalistiske egeninteresser, og fremfor at bruge ressourcerne på at uddanne befolkningerne og højne levestandarden, blev fremskridtet i høj grad brugt på militæret.

Videnskabens udvikling havde ændret størrelsesforholdene i menneskenes affærer. Ved hjælp af hurtig mekanisk bevægelse havde den bragt menneskene tættere på hinanden, så meget tættere socialt, økonomisk, fysisk, at de gamle inddelinger i nationer og kongedømmer ikke længere var mulige, en nyere, bredere syntese var ikke alene nødvendig, men afgørende nødvendig … Bert Smallways verden gjorde intet i den retning. Dens nationale regeringer, dens nationale interesser, ville ikke høre om noget så selvindlysende; de var for mistænksomme overfor hinanden og manglede i for høj grad generøs fantasi. De begyndte at opføre sig som ubehøvlede personer i en omnibus med trængsel, at mase sig mod hinanden, skubbe med albuerne, puffe, diskutere og skændes.

Bert selv er også overbevist om krigens nødvendighed – indtil han får den på tæt hold. Da det går op for ham, at krigen ikke bare er noget, der udspiller sig langt væk, men som rent faktisk rammer almindelige folk som ham selv, forsvinder romantikken. Det beskriver H. G. Wells brutalt og uden omsvøb.

Smask! kom en uhyre eksplosion i den forreste ende af flagskibet, og et enormt stykke metal syntes at løfte sig op fra hende og kaste sig i havet, mens den smed mænd fra sig og efterlod et hul, hvorigennem en snarrådig drageflyver anbragte en brandbombe. Og så opfangede Bert et øjeblik alt for tydeligt i det tiltagende, nådesløse lys, et antal bittesmå krampagtigt aktive smådyr der var svedne, og kæmpede i ‘Theodore Roosevelts’ skummende kølvand. Hvad var de? Ikke mænd – bestemt ikke mænd? De druknende, forvredne små væsner flåede med deres gribende fingre i Berts sjæl. Åh Gud! udbrød han, åh Gud, næsten klynkende. Han så igen og de var væk, og ‘Andrew Jacksons’ sorte stavn, lidt skæmmet af det sidste skud fra den synkende ‘Bremen’, pløjede det hav, der slugte dem, til to nydeligt symmetriske bølger. I nogle øjeblikke blindede den rene rædsel Bert for ødelæggelserne under ham. Så sprang ‘Susquehanna’ med en uhyre brusende lyd, så at sige med en ujævn salve af mindre eksplosioner på ryggen, der nu var fem kilometer eller mere mod øst, og forsvandt brat i en kogende, dampende forvirring. Et øjeblik sås intet andet end hvirvlende vand – og så lød der en ræben nedefra, med uhyre svælgende lyde, udbrud af damp og luft og benzin og stumper af lærred og træværk og mænd.”

Krigen i luften blev første gang udgivet på dansk som en føljeton i Politiken i 1913, og allerede året efter brød 1. verdenskrig ud. Selvom det ikke blev en luftkrig, som Wells havde spået, så fik han dog ret i, at videnskaben medvirkede til, at krigen blev mere blodig end nogensinde før. Også selvom bombningerne af civilbefolkningen først blev virkelighed i 2. verdenskrig.

Romanen hører ikke til H. G. Wells mest kendte udgivelser, måske fordi den er så tvetydig med sin blanding af satire og eftertænksomhed. Det er således første gang, at Krigen i luften udkommer på dansk i bogform som en del af Science Fiction Cirklens klassiker-serie.

Selvom jeg gik lidt i stå over de første kapitlers nærmest falden-på-halen-komedie-stemning, er jeg glad for, at jeg holdt ved og læste romanen færdig. For historien udvikler sig til et både tragisk og barsk billede af krigens væsen, som vi stadigvæk kan lære af i dag.

Andre udgivelser fremtidskrigsfortællinger:

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger
Dommens dag af Karl Larsen

Om Krigen i luften:

Udgivelsesår: 2017 (1907)
Forlag: Science Fiction Cirklen, 285 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaltitel: The War in the Air

Enders strategi af Orson Scott Card

enders-strategiJorden har brug for en helt. Er en 6-årig dreng svaret?

Det må være mindst 20 år siden, at jeg første gang læste Enders strategi, og den gang var jeg vild med den og læste den flere gange. Derfor var jeg lidt spændt på, om historien stadigvæk kunne begejstre mig, da jeg genlæste den. Det kunne den heldigvis.

Denne nye udgave af Enders strategi har et udvidet forord, hvor forfatteren Orson Scott Card fortæller lidt om baggrunden for at skrive romanen og kommer ind på nogle af de reaktioner, han efterfølgende har fået fra læserne. For mig var det rigtigt interessant læsning og gav et yderligere indblik i både Ender, men også i lærernes handlinger og reaktioner i romanen. Man kan dog sagtens følge med i romanen uden at have læst forordet.

Menneskene har været tæt på at tabe krigen mod Summerne, en insektlignende race som har forsøgt at invadere jorden med voldsomme ødelæggelser og store tab af menneskeliv til følge. For at forhindre Summerne i nogensinde at angribe menneskeheden igen har man startet et militærprogram. Her udvælges de mest intelligente børn i en ung alder og sendes til Kampskolen, hvor de uddannes til officerer. Håbet er at sende en flåde ud til Summernes planet og overvinde dem der.

Romanen udspiller sig 70 år efter angrebene, og hovedpersonen er den kun 6 år gamle Ender. Efter at hans to ældre søskende er dumpet til programmet, bliver Ender optaget og sendes til Kampskolen, hvor han sammen med de andre udvalgte børn skal gennemgå en hård træning. Lærerne har dog helt særlige planer for Ender, som de har store forhåbninger til. Men kan de forme den helt, de har brug for, eller vil presset i stedet ødelægge ham?

Enders strategi blev filmatiseret i 2013. Selvom det for så vidt er en vellykket filmatisering, synes jeg dog stadig, at romanen er langt bedre. Dels kommer vi mere ind i hovedet på Ender, der trods sin intelligens stadig er en lille dreng, som savner sin familie. Dels hører vi mere om Enders søskende, Peter og Valentine, der har deres helt egen agenda nede på jorden, hvor Peter drømmer om verdensherredømmet.

Bogen er letlæst, sproget flydende og historien fortælles skiftevis fra undervisernes og Enders vinkel.

Selvom romanen for en stor del handler om krig og strategi, er det også en beretning om kærlighed og håb. Orson Scott Card fortæller historien om Ender, som både er barn og geni, med stor indlevelse og forståelse. Men også de kyniske lærere, som virker utroligt brutale i deres uddannelse af Ender, formår han at gøre menneskelige. For hvis menneskehedens overlevelse står på spil, er nogen pris så for høj?

Enders strategi er den første bog i serien om Ender. Da den udkom første gang vandt den både Nebula Award for bedste roman samt Hugo Award ligeledes for bedste roman. Jeg håber, at Bechs Forlag også udgiver de efterfølgende bind.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016/1985
Originaltitel: Ender’s Game
Forlag: Bechs Forlag, 411 sider

Bunker 137 af Michael Kamp

Bunker 137 af Michael KampVi befinder os i de sidste dage af 2. verdenskrig. Tyskerne er pressede fra alle sider af de allierede tropper. Soldaten Jürgen Holz er blevet overflyttet til Waffen-SS – elitesoldaterne, der aldrig giver op. Men deres troppetransport bliver angrebet, og sammen med de andre overlevende trækker Jürgen sig tilbage under hård beskydning. Tilfældigt ender de ved en forladt tysk bunker, og her beslutter de sig for at vente på forstærkningerne.

Men noget er forkert ved bunkeren. Der er ingen tegn på kamp, men alle er forsvundet og har efterladt deres personlige ejendele. Og hvad er der bag den aflåste ståldør, der fører til underetagen?

Jeg har efterhånden ret store forventninger, når jeg sætter mig til rette med en ny Michael Kamp bog, og heldigvis er de blevet indfriet hver gang hidtil. Det blev de også med denne horrorroman fra 2. verdenskrig.

Kamp skriver forrygende, og jeg lagde stort set ikke Bunker 137 fra mig, da jeg først gik i gang med at læse. Selvom historiens elementer måske nok er brugt før (From Beyond og Outpost), så mikser Kamp dem i sin egen effektive stil og skaber en overbevisende og totalt skræmmende fortælling, som fik mig til at se mig over skulderen flere gange under læsningen. Der er bare noget fundementalt ubehageligt ved låste døre i mørket, og når det så mikses med nazister og mærkelige væsner – ja, så får det i hvert fald mig til at gyse.

Bunker 137 lever fuldt op til Michael Kamps tidligere udgivelser, som bl.a. tæller Moln – jorden husker, Hvor de gamle visner og Fordærv. Og har du ikke læst dem endnu, bør du straks gå i gang med dem også.

Besøg Michael Kamps hjemmeside eller læs mere om “Bunker 137” på Tellerup.dk

Læs et interview med Michael Kamp på Fantastiske Forfattere

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Tellerup, 208 sider
Omslag: breth design, Mette B. Klausen

 

Sauna

Sauna

Sauna er en af de mest stemningsmættede og angstfremkaldende film, jeg længe har set

Nogle gange er det bare for fedt at være bibliotekar. En hurtig søgning på tilgængelige horrorfilm i landets folkebiblioteker bragte denne finske perle af en stemningsfuld gyser lige hjem til mig.

Året er 1595. 25 års krigen mellem Sverige og Rusland er netop afsluttet og for at understøtte freden sendes to kommisioner bestående af russere og svenskere ud for at trække grænsen mellem de to stater. I den ene gruppe befinder de to brødre Eerik og Knut sig. De er finlandssvenskere, og mens Eerik har kæmpet med hele krigen og har mange liv på sin samvittighed, har Knut studeret og er først nu kommet ud, hvor han kan se krigens grusomhed på nærmeste hold.

Mens kommisionen tegner grænsen gennem en sump, som regnes for at være affolket, støder de på en gammel landsby befolket af 73 – hovedsageligt gamle – mennesker. Kun et eneste barn bor her. Midt i byen står en gammel sauna, og jo længere tid de befinder sig i byen, jo mere går det op for dem, at noget er helt galt her.

Sauna var en overordentlig positiv overraskelse. Den er filmet i mørke og triste toner, og det finske efterårslandskab fremstår som trøstesløs og fremmedartet. Instruktør Antti-Jussi Annila klipper mellem drømmeagtige mindesekvenser og den barske nutid, som brødrene befinder sig i, og det virker skræmmende og intenst. Samtidig er skuespillet i topklasse, og jeg blev særligt betaget af Ville Virtanen, der spiller Eerik. I starten virker han hård og modbydelig, men jo længere ind i filmen man kommer, jo tydligere bliver det, at også han ved at fortidens synder til sidst indhenter os alle.

Filmen er mættet af atmosfære, og selvom man med stor ret kan sige, at der egentlig ikke sker så mange voldsomme ting, så kryber stemningen ind under huden, og jeg endte med at sidde med tilbageholdt åndedræt i perioder, mens jeg overvejede, hvad der nu ville ske. For Annila lefler ikke for de nemme løsninger. Han lader tilskueren om at analysere og ved at vise mindre, skaber han en af de mest stemningsmættede angstfremkaldende film, jeg længe har set.

Om Sauna:

Instruktør: Anitti-Jussi Annila
Udgivelsesår: 2008

Læs også anmeldelsen på Horror Unrated

Stir of Echoes 2 – the Homecoming

Stir of Echoes 2 - the HomecomingGanske som forventet når denne toer ikke den originale Stir of Echoes til sokkeholderne.

Rob Lowe spiller soldaten Ted Cogan, som under en mission i Irak fejlagtig beordrer sine mænd at skyde mod en vogn, som viser sig at indeholde en ganske almindelig familie. Efter hændelsen bliver Ted skudt, og i lang tid svæver han i livsfare. Så kommer han sig pludseligt mirakuløst og sendes hjem til familien i USA.

Men Ted vender ikke uændret hjem. Han forfølges af syner og ser hele tiden en brændt mand for sig. Først tror han, at det er familiefaren, der brændte ihjel, der vil have hævn, men et besøg hos den synske Jake Witzky gør det klart, at manden ikke er den, Ted tror, han er – og at motivet for hævn skal findes et helt andet sted.

Jeg er sikker på, at instruktør Ernie Barbarash gerne vil komme med et statement i forbindelse med Irak-krigen. Men Stir of Echoes 2 er ikke rigtig vellykket, og idet plottet twistes til sidst kan man også spørge sig selv, om filmen overhovedet har noget med soldatertraumer at gøre? Endelig er filmen i perioder decideret kedelig, og Rob Lowe formår ikke at fremstille Ted Cogan særligt overbevisende. Han er i hvert fald langt fra Kevin Bacons fremragende indsats i første film.

Bedst er afsløringen af, hvorfor Ted forfølges af spøgelset, selvom filmen her snyder lidt på plot-vægten. I det mindste kommer der lidt rigtig gru ind i fortællingen, og på alle plan føler man for de involverede. Men det er desværre kun 7 minutter ud af filmens samlede 89 minutter, så det batter alt for lidt.

Ernie Barbarash har også instrueret den efter min mening noget mere vellykkede They Wait.

Om Stir of Echoes 2:

Instruktør: Ernie Barbarash
Udgivelsesår: 2007

Outpost

OutpostI et ikke nærmere bestemt østeuropæisk land bliver lejesoldaten DC og hans kumpaner hyret til at følge en forretningsmand midt ind i et ingenmandsland, der konstant er skueplads for krigshandlinger. Hunt, som forretningsmanden hedder, siger, at han leder efter mineraler, men det viser sig at være løgn. Gruppen skal nemlig finde en gammel nazibunker, som gemmer på en grufuld hemmelighed.

Film som Outpost er som regel ikke særligt overraskende, og jeg sad da heller ikke og blev overvældet af fryd over uforudsete drejninger af historien eller et sindrigt plot. Ikke desto mindre følte jeg mig vældig godt underholdt, for trods et lille budget, er det lykkes instruktør Steve Barker at skrue en effektiv film sammen.

Filmen bæres delvist af okay skuespilspræstationer. Udover Paul Blair kan nævnes Richard Brake og ikke mindst Johnny Meres, der ikke siger et eneste ord under hele filmen, men alligevel er ham jeg husker  allerbedst efterfølgende. Derudover har Barker filmet historien godt. Billederne er farveløse og triste, og det bakker godt om historien. Nazibunkeren er en stor labyrint, og scenerne i skoven om natten, når lejesoldaterne får besøg, er også rigtig overbevisende (måske lige bortset fra bombesprængningerne *S*). Endelig er nazi-skurkene rigtig arketypiske og virker derfor totalt uhyggelige på mig.

Alt i alt synes jeg, at Outpost hører til i den bedre ende, og kunne du lide f.eks. Deathwatch, så skal du ikke gå glip af Outpost. Her er samme isnende stemning (næsten) og frygtelige fjender.

Om Outpost:

Instruktør: Steve Barker
Udgivelsesår: 2008

Red Sands

Red-SandsNogen gange har man urealistiske forventninger til en film, selvom man nærmest ikke har hørt om den. Sådan havde jeg det med “Red Sands”, og sikkert derfor blev jeg ganske skuffet.

En gruppe amerikanske soldater i Afghanistan bliver sat til at bevogtet en nærmest usynlig vej, som tilsyneladende bliver brugt af Taliban. Soldaterne slår sig ned i et nærvedliggende hus, der er blevet delvist bombet, og hvor de finder beboerne brændt til ukendelighed.

Men allerede første nat blæser en sandstorm ind over dem, og med den kommer en ung afghansk kvinde, der ikke taler et sprog de forstår. Kvinden skaber uro i gruppen, hvor en straks tænker voldtægt, men de andre bremser ham dog. Der begynder også at ske andre mystiske ting. De kan ikke få radiokontakt med overkommandoen – i stedet hører de brudstrykker af et SOS-kald. En af soldaterne påstår, at han ser en død kammerat, og stabssergeanten har syner om en lille pige, han skød ved et uheld. Og så forsvinder en af soldaterne …

Det lyder godt og kunne sikkert også have været det, men filmen fangede mig bare ikke rigtigt. Historien om Djinnen som lurer i ørkenen er ellers uhyggelig nok, og der er også et par gode scener, hvor den eneste overlevende soldat har mareridt. Instruktøren Alex Turner har arbejdet med filmens farver, så vi det meste af tiden befinder os i et gult-brunt scenarie, for så at vise fuld-farve i bl.a. drømmesekvenserne. Alligevel bliver det aldrig rigtigt uhyggeligt, og jeg vil til enhver tid hellere se f.eks. “R-Point“, som jeg tror Alex Turner har skelet en del til, da han lavede “Red Sands”.

Alex Turner debuterede som instruktør i 2004 med “Dead birds“. Se den i stedet for …

Instruktør: Alex Turner
Udgivelsesår: 2009

Også omtalt på Horrorsiden.dk

R-Point

R-PointNo. 1 Korean Horror Movie of the Year står der på bagsiden af “R-Point”, og det er nok lidt af en overdrivelse. Men det er helt sikkert en film med flere interessante scener i.

Vietnamkrigen er mod slutningen, da løjtnant Choi bliver sendt på en mission med sin enhed. De skal finde 9 soldater, der er forsvundet i det samme område – døde eller levende. Hvad Choi og hans mænd ikke ved, er at hovedkvarteret igennem længere tid har modtaget nødråb fra de forsvundne mænd, selvom en overlevende har sværget på, at alle er døde.

Redningsgruppen ankommer i god behold til R-Point, som området kaldes, og slår lejr i et gammelt tempel. Men snart begynder mystiske ting at ske. En af soldaterne i gruppen dør, og det viser sig, at han i virkeligheden var en af de forsvundne soldater. Hvor kom han fra? Og hvorfor kan gruppen ikke slippe væk igen?

Som sagt er noget af filmen noget værre hø, men der er også flere rigtig fede scener. “R-Point” er et udmærket valg til en krigsgyser, men “Deathwatch” er alligevel bedre.

Om filmen:

Instruktør: Su-chang Kong
Udgivelsesår: 2004

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Jacob’s ladder

Jacob's ladderJeg forsøgte at se Jacob’s ladder for mange år siden, men blev overhovedet ikke grebet af historien, som jeg fandt meget forvirrende, og derfor fik jeg aldrig set den færdig. Nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at give den en chance igen, og sikke et held for det var en yderst intens oplevelse!

Jacob Singer var i 1971 soldat under Vietnam krigen. Under et angreb bliver han hårdt såret, og nu følger man ham, efter han er vendt tilbage til USA. Han er blevet skilt fra sin hustru, Sarah, som han har drengene Eli og Jed samt den døde søn Gabriel med, og nu bor han sammen med Jezabel fra postkontoret.

Men noget er ikke rigtigt. Jacob begynder at se mærkelige ting, mennesker der ligner dæmoner, og han bliver forfulgt. Han bliver opsøgt af en gammel soldaterkammerat, som oplever det samme, og da denne kammerat bliver dræbt af en bilbombe, beslutter Jacob sig til at bringe sagen op for de øvrige kammerater fra delingen. De er sikre på, at hæren har udsat dem for et eksperiment, og at det er derfor, de bliver forfulgt. Men intet er, hvad det ser ud til at være…

Jacob’s ladder er en intens, forvirrende, ubehagelig og meget skræmmende film, hvor historien i de sidste 10 minutter falder helt på plads og forklarer alt. Og da jeg ikke vil ødelægge slutningen, er min beskrivelse af handlingen derfor langtfra fuldstændig.

Der er masser af symbolik i filmen, og alene navnevalget af de to kvinder i Jacobs liv, Sarah og Jezabel, siger en del. Derudover er den filmet fantastisk. I en scene bliver Jacob kørt rundt på en båre på hospitalet, og omgivelserne bare bliver mere og mere sindssyge, og til sidst er det bare for rædselsfuldt. Men Jacob er fanget i det.

Hovedrollen Jacob spilles af Tim Robbins, og jeg har aldrig set ham bedre.

Jacob’s ladder er en film, som man absolut ikke bør snyde sig selv for, og som sagt så er starten lidt kringlet, men hæng på – for det ender i en fantastisk oplevelse.

Om Jacob’s ladder:

Instruktør: Adrian Lyne
Udgivelsesår: 1990

Også omtalt på horrorsiden.dk