Indlæg tagget med ‘krig’

Absurd #6

Absurd #6

For to år siden var jeg til Skrækfest i Odense. Her faldt jeg over et nyt tegneserie-hæfte kaldet Absurd. Det var jeg selvfølgelig nødt til at købe, og det blev starten på et spændende bekendtskab med Forlaget Afkom. Nu sidder jeg så to år senere med Absurd #6 i hånden og glæder mig til at komme til Skrækfest i Odense om få dage. I år med den ekstra kriller i maven at jeg skal være ordstyrer i en panelsnak om horror og tegneserier med udgangspunkt i … Forlaget Afkoms serie Absurd! Det er altså lidt syret, hvordan tilfældighederne styrer …

Her skal det dog handle om fødselsdagsnummeret Absurd #6.

I anledningen af 2-års fødselsdagen er hæftet denne gang i A4 format fremfor det sædvanlige A5 format. Det fungerer rigtig godt, idet tegningerne bliver foldet ud, så man lettere kan nyde detaljerne. Bagerst er indlagt seks flotte fødselsdagstegninger fra tegnere, der tidligere har bidraget til Absurd-serien.

De fem fortællinger er trykt i sort/hvid og gråtoner, og er som altid meget forskellige i deres udtryk og indhold. Det er noget af det, jeg særligt godt kan lide ved serien, for det betyder, at min smag bliver udfordret i hvert hæfte. Samtidig giver serien plads til nye navne, så jeg også bliver introduceret til spændende nye upcoming kunstnere.

Hæftet indledes med ‘Svampejagt’ af Jonas Aagard Dinesen og Jacob Rask Nielsen. Clara er på skovtur med sine forældre og hunden Felix. Det bliver en tur med dystre konsekvenser. Jeg kender Jacob Rask Nielsen fra hans vidunderlige zombie-serie Exodus, der siden er udkommet i et samlebind. Hans tegninger er på den ene side simple, lidt stive og nærmest naive i udtrykket, men samtidig får han indarbejdet masser af action og følelser. Det er godt lavet. Historien er også dejlig ond, og en af mine favoritter.

Med ‘Romantiske Stig‘ af Jana Christensen er vi ovre i en helt anden stil. Tegningerne er mindre polerede og pæne, og historien fortælles helt uden ord. Jeg husker selv pubertetens lede bumser, men kan her se at det kunne have været meget værre 🙂

Dennis Frederiksen har tegnet og skrevet ‘It grufuldt mareridt‘, hvor hovedpersonen er på vej hjem efter en koncert. Her opdager han en berygtet seriemorder, der er i gang med at slagte et par i en gyde. Herfra udvikler historien sig i vilde retninger med bl.a. monstre og nye plottwists.

Makkerparret Martin Scjönning og Steven Plato står bag historien ‘Percival‘. Parret har tidligere lavet western-fortællingen ‘Sorte bønner’ i Absurd #4. Denne gang tager de os tilbage til 1. verdenskrig. Fortælleren er soldat i skyttegravene. Han fortæller, hvordan han mødte Percival, der havde gjort tjeneste som dragon, men nu er endt som almindelig fodtudse. Percival er en sand gentleman, en frygtløs soldat og en loyal ven, der vil gå gennem helvede for sine kammerater. Historien er en af mine favoritter, ikke mindst på grund af illustrationerne, hvor Steven Plato bruger et mix af fotos med tegninger. Det fungerer forrygende, og med Martin Schjönnings tekst indsat som små maskinskrevne kartotekskort er det overordnede indtryk suverænt.

Den sidste historie i Absurd #6 er ‘En del af flokken‘, som er tegnet af Melanie Darling og skrevet af Adam Markiewicz. Dusørjægeren Eli Brenners fange stikker af fra ham en aften i en mørk skov. Noget overfalder Eli, og da han kommer til sig selv, befinder han sig på Gévaudan-ranchen. Her får han lov til at blive nogle dage, mens han kommer sig helt, og så kan han hjælpe til med småting indtil da. Men ranchens ejer, Laura, har ikke fortalt Eli alt. Jeg er vældig begejstret for Melanie Darlings illustrationer, og særligt en forvandlingsscene sidst i historien er virkelig fed. Også en rigtig flot og underholdende fortælling.

Der er endnu et Absurd-hæfte på vej i det format, som vi kender, men fra 2022 varsler forlægger Anders Fjølvar nye tider. Fremfor at udsende fire små hæfter om året kommer der i stedet to lidt større udgivelser i bogform. Det lyder spændende. Jeg vil i hvert fald glæde mig til at blive trukket gennem mørket, blodet og alt muligt ulækkert snask i de kommende år.

  • "Svampejagt" af Jonas Aagaard Dinesen og Jacob Rask Nielsen
  • "Romantiske Stig" af Jana Christensen
  • "It grufuldt mareridt" af Dennis Frederiksen
  • "Percival" af Martin Schjönning og Steven Plato
  • "En del af flokken" af Melanie Darling og Adam Markiewicz

Om Absurd #6:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Afkom, 44 sider
Omslag: Peter Skjøtt

Indhold:

Svampejagt skrevet af Jonas Aagaard Dinesen og illustreret af Jacob Rask Nielsen
Romantiske Stig skrevet og tegnet af Jana Christensen
It grufuldt mareridt skrevet og tegnet af Dennis Frederiksen
Percival skrevet af Martin Schjönning og tegnet af Steven Plato
En del af flokken skrevet af Adam Markiewicz og tegnet af Melanie Darling

Fødselsdagstegninger bagerst af Matias Gedtek, Peder Riis, Bjarke Johansen, Anders Fjølvar, Nicolai Hvidberg Jørgensen og Maria Tran

Isle of the Dead

Isle of the Dead (1945)
Instrueret af Mark Robson

I forbindelse med at jeg skrev en omtale af Hanna Lützens roman Vlad, faldt jeg over en spændende artikel af Niels K. Petersen om vampyrfilmens historie. Han nævnte filmen Isle of the Dead fra 1945 med bl.a. Boris Karloff på rollelisten. Den lød så interessant, at jeg fandt frem til den på Internet Archive, et omfattende digitalt bibliotek der bl.a. giver adgang til en lang række ældre film, som ellers kan være svære at finde lovligt.

Følgende omtale indeholder spoilers.

Isle of the Dead udspiller sig i Grækenland under den første Balkankrig i 1912. Boris Karloff spiller den græske general Nikolas Pherides, som hele sit liv har fulgt reglerne striks og uden undtagelser. Ved filmens begyndelse tager han den amerikanske journalist Oliver Davis med, da han en aften aflægger et besøg ved sin hustrus grav. Hun døde for mange år siden, og ligger begravet på en lille ø ikke langt fra generalens lejr.

Men da de ankommer til øen, opdager generalen, at hustruens grav er tom. De opsøger det eneste hus på øen, hvor arkæologen Albrecht har slået sig ned som bod for at have købt artefakter af de lokale, som de har stjålet fra gravstederne. Hos ham er også ægteparret St. Aubyn og deres hjælper Thea. En græsk pige de har taget til sig. Derudover er der endnu en gæst, Andrew Robbins, samt Albrechts husholderske Madame Kyra.

Af forskellige årsager ender det med, at Davis og generalen overnatter på øen. Da de vågner næste morgen, er Robbins død, og generalen tilkalder lægen Drossos for at finde frem til dødsårsagen. Det viser sig, at Robbins er død af septikæmisk pest, og nu må gruppen holde sig isoleret på øen, meget mod deres vilje.

Mens gruppen langsomt decimeres, begynder Madame Kyras historier om ‘vrykolakas’ at sætte sig spor i generalen. Kyras angst for sygdommen får hende til at søge mod alle mulige forklaringer, og her er det lokale vampyrvæsen ‘vrykolakas’ et godt bud. Det er der midler til at beskytte sig mod. Kyra er sikker på, at Thea er grunden til dødsfaldene, og da man finder hende inde hos en livløs Mrs. St. Aubyn, bliver generalen også overbevist. Han truer Thea, men både Albrecht og Davis beskytter hende.

Imens bliver Mrs. St. Aubyn begravet i et gravkammer. Desværre er gruppen ikke opmærksom på, at hun lider af en sygdom, der gør, at hun falder livløs hen i lange perioder for så at komme til sig selv igen. Så da hun vågner og finder sig selv levende begravet, bliver hun selvsagt rædselsslagen.

Det lykkes Mrs. St. Aubyn at slippe ud af graven, og hun vender tilbage til huset, hvor hun dræber Madame Kyra. Siden kommer hun Thea til hjælp, da den pestramte general forsøger at standse ‘vrykolakas’. I det samme kommer Davis og Albrecht tilbage, og under Mrs. St. Aubyn flugt falder hun i døden.

Isle of the Dead varer en god times tid, og er naturligvis ikke voldsom uhyggelig efter vor tids standard. Ikke desto mindre er der en fantastisk atmosfære over filmen, og jeg blev overraskende berørt over scenen, hvor de tror, at Mrs. St. Aubyn er død og begraver hende.

Boris Karloff leverer desuden en spændende præstation som generalen, der bliver kaldt vagthunden af omgivelserne. Han står fast på at gøre det rigtige, og han ønsker at beskytte alle på øen – og dermed sine tropper inde på fastlandet. På mange måder er generalen ikke særlig sympatisk, men Karloff spiller ham fremragende.

Endelig må jeg også indrømme, at det at se en film om pest, mens COVID-19 pandemien rumler rundt om i verden, også er med til at give oplevelsen en ekstra dimension.

Om ‘vrykolakas’ skriver Johan Egerkrans i De udøde:

Næst efter Rumænien er det mest vampyrbefængte land i Europa utvivlsomt Grækenland. De græske udøde, som normalt går under navnet vrykolakas, har mange ligheder med deres nordligere slægtninge, hvad angår udseende, evner og bekæmpelsesmetoder, men på visse punkter er de forskellige. Blandt andet drikker de ikke blod i et særligt stort omfang, men kvæler hellere deres ofre. Den store forskel ligger dog i, hvad eller hvem det i virkeligheden er, der animerer de døde. De fleste europæiske gengangere som strigoi og nachzhrere er rastløse ånder, der er vendt tilbage fra graven og har taget deres egen krop i besiddelse […] I Grækenland derimod anses det for at være en dæmon eller endda Djævelen selv, som er den ansvarlige. Nogle gange fordi Den Onde så fuldstændigt har korrumperet den dødes sjæl, at den helt har mistet sin menneskelighed og er blevet forvandlet til en slags dæmon. I andre tilfælde er det andre mørke magter, som sørger for, at en vrykolakas rejser sig fra graven.” (side 37)

Anmelderne skriver:

ClassicHorror.com:
Death casts a large shadow in all of Val Lewton’s RKO horror productions, but never larger than in Isle of the Dead. Characters drop like flies as both science and superstition prove inept against the advances of the Grim Reaper in this foreboding tale set amid war, disease and encroaching madness. Perhaps the most flawed of Lewton’s chillers, this is also one of his most memorable and, in its climactic moments, the most outright frightening.” (Læs hele anmeldelsen her)

Classic Film Freak:
The Isle of the Dead isn’t great art, but it still is far from a “B” picture.  Watch it for the well done atmosphere of claustrophobia and of course Boris Karloff.” (Læs hele anmeldelsen her)

Cinema Retro:
Though the first of the Lewton horrors, The Cat People (1942, directed by Jacques Tourneur) is likely the best celebrated of the six films overall, I’ve always held a special fondness for Isle of the Dead. Now, revisiting the film with this stunning Blu ray transfer, I’m as impressed as ever with Robson’s claustrophobic direction, the thoughtful scripting of Ardel Wray and Josef Mischel and the film’s gloomy atmospherics […] In some ways Isle of the Dead is a tough film to neatly pigeonhole. It really isn’t a straight-forward drama nor a mystery, nor is it a bon a fide horror film in the general sense. It’s a psychological thriller that offers viewers little in surprises or plot twists but treats erudite moviegoers to fascinating character studies. The superstitious peasant Kyra is certain the recent spate of deaths are deserved, a punishment of the Gods for evil deeds committed by earth-bound mortals. This reading is as good as any, I suppose. But how people choose to deal with this invisible terror not easily defended against nor explained is reflective of the level of education and personality traits of any given individual. Do we believe the assessment of the doctor? The militarist? The superstitious old woman? Those most brave? Or those most fearful?” (Læs hele anmeldelsen her)

Om Isle of the Dead:

Udgivelsesår: 1945
Instruktør: Mark Robson

Se filmen her

Læs Niels K. Petersens artikel her

Watchmen af Alan Moore

Watchmen af Alan Moore og Dave Gibbons

I virkeligheden er jeg ikke den store superhelte fan. Jeg har set en del af X-men-filmene, men det er meget begrænset, hvad jeg har læst af superhelte-tegneserier, og jeg har slet ikke haft lyst til at kaste mig over de mange genindspilninger af Spiderman eller de utallige film i Avengers-universet.

Det har mest været de lidt mere skæve superhelte, jeg har sat pris på. Jeg er vild med Guardians of the Galaxy og Deadpool, men f.eks. også for Woody Harrelsons fine portræt af den naive Arthur, der påtager sig superhelte-rollen i Defendor, lidt som Dave Lizewski fra Kick-Ass, bare mere kikset.

Da HBO udgav tv-serien Watchmen baseret på Alan Moores tegneserie, kom jeg i tanke om, at jeg for efterhånden nogle år siden så Zack Snyders ret dystre Watchmen filmatisering. Den var jeg også ret begejstret for, men havde aldrig fået læst Alan Moores oplæg fra 1986. Det er gjort nu, og den kan varmt anbefales.

I et efterord skriver Alan Moore, hvordan han havde George Orwells 1984 i tankerne, da han fik idéen til Watchmen. Udgangspunktet var, at han og Dave Gibbons skulle arbejde sammen om projektet, og samtidig ville de gerne bruge figurerne fra et eksisterende tegneserie-univers, men uden at skulle forholde sig til den indbyrdes sammenhæng til tidligere og kommende fortællinger. Den sidste del mislykkedes dog, og i stedet skabte de deres egne figurer stærkt inspireret af Charlton Comics universet fra 1960’er. Eksempelvis er figuren Doctor Manhattan en videreudvikling af Charlton-figuren Captain Atom.

Til gengæld indeholder Watchmen til fulde den dystre og mørke stemning fra Orwells roman. Her er superheltene ’blot’ almindelige mennesker med disses fejl og mangler. Så da historien åbner med, at Komikeren bliver fundet helt udsmattet på gaden efter et fald fra sin lejlighed, er det svært at være rigtig ked af det. For han var da en usympatisk superhelt af rang. Men – som hos alle mennesker er tingene sjældent helt sort eller hvidt.

Jeg er også begejstret for måden Watchmen er opbygget på. Historien er opdelt i tolv kapitler, som oprindelig var et hæfte hver. I første kapitel følger vi Rorschach, der er overbevist om, at nogen forsøger at myrde de tidligere superhelte. Han opsøger derfor sine tidligere kollegaer, men ingen af dem tror på ham. Andet kapitel åbner med Silkesværmeren og bevæger sig bagud i tiden, hvor vi hører om Minutmilitsen og gamle stridigheder. Mens tredje kapitel har udgangspunkt i Doctor Manhattan, osv.

I de enkelte kapitler leger Moore og Gibbons dog med fortællingen. Der er f.eks. både indlagt tegneseriestriber fra en pirathistorie, sider fra Hollis Masons aka den oprindelige Natugles biografi, uddrag af en patientjournal fra New Yorks psykiatriske hospital m.m. Umiddelbart løststående enkeltdele, men efterhånden som man læser videre, samles alt i et utrolig gennemarbejdet og spændende univers.

Jeg er næsten flov over, at jeg først har opdaget Watchmen nu, men bedre sent end aldrig. Allan Sortkær har på Litteratursiden skrevet en grundig og interessant analyse af historien og figurerne, som jeg også kun kan anbefale at læse.

Om Watchmen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: RW, 500 sider
Forfatter: Alan Moore
Tegner: Dave Gibbons
Farvelægger John Higgins
Oversætter: Maja Gabelgaard Nielsen

Find en oversigt over Marvel-film i kronologisk rækkefølge HER

Læs også:

Ghost Rider – vejen til Helvede af Garth Ennis
Overløber – Kijara 1 af Tatiana Goldberg
John Constantine – Hellblazer
Marvel Zombies af Robert Kirkman
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Deadboy af Tom Kristensen
Kick-Ass af Mark Millar
Thomas Alsop – Manhattans beskytter af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
NYX – Wannabe af Joe Quesada
Gigant af Rune Ryberg

Enkemagerne af Rasmus Wichmann

Jeg har haft Enkemagerne til at ligge i min to-read-stak alt for længe, men i påsken kom jeg endelig en tur tilbage til oldtidens Egypten.

Enkemagerne af Rasmus Wichmann

Seren af Søfolket. Lejesoldat, sørøver og krigsherre, men først og fremmest et dumt svin.
Sandsigersken. Kvinden med det halve ansigt.
Shem, Væddergudens slave. En helt almindelig mand, hvis liv bliver forvandlet til én lang kamp.
Insyah af Det Skjulte Land. Opfostret for at hævne sin familie.

Fire liv, fire skæbner, som alle bliver bundet sammen af deltagelsen i en ældgammel strid, der truer med at kaste oldtidens verden ud i åben krig. En krig, hvor det farligste våben er kendt som ENKEMAGERNE. (fra bogens bagside)

Der er fuld fart over feltet fra side 1 i Enkemagerne, som starter med Serens Køtere, der i tæt tåge lokker et skib i forlis for at plyndre vraggodset. Imens er en patrulje af soldater fra Det Sorte Land på jagt efter Køterne, men tågen tvinger dem til at søge ly.

Tågen gemmer dog også på noget andet. Et væsen, der stræber begge grupper på livet. Et væsen skabt til krig. Et væsen kaldet Enkemager. Og snart må de overlevende fra begge grupper slå sig sammen for at overvinde væsenet – eller dø.

Fra første kamp med enkemagerne fortsætter romanen med spring i tiden til forskellige opgør, hvor vores hovedpersoner uvægerligt bliver involveret. Undervejs hører vi mere om de nærmest uovervindelige enkemagere, og bliver langsomt klar over, at der bag den umiddelbare historie gemmer sig noget langt mere kompleks med grene til både fortiden og fremtiden.

Jeg var godt underholdt af romanen, der som sagt er fyldt med action. Sprogligt synes jeg, den bliver bedre, som historien skrider frem, hvor dialogerne halter lidt i starten. Til gengæld er setuppet med de forskellige folkeslag og ikke mindst de grusomme enkemagere gennemarbejdet og spændende at læse om. Jeg fik mindelser til ‘The Necromongers’ fra The Chronicles of Riddick men også til The Fifth Element, hvor liv og anti-liv står overfor hinanden.

Enkemagerne er en rigtig røverhistorie med fuld fart over feltet, grov humor og et kompleks verdens-setup, der giver historien sin tyngde. Det er underholdende, lidt skævt og sikkert ikke for alle. Men jeg vil nu gerne anbefale den.

Rasmus Wichmann er uddannet historiker. Han er også foredragsholder og har redigeret flere udgivelser samt oversat og udgivet John Campbells Det kom fra en anden verden på dansk.

Uddrag af bogen:

Om det var forår eller vinter betød meget lidt i Svøbens rige, thi der fejede altid en iskold blæst hen over det. Det var et land, hvor der kun kunne dyrkes noget i isolerede lommer. Alt, der voksede – og voksede op – i sådan et land, var sparsomt og barskt. Man kendte ikke de ords sande betydning, hvis ikke man havde levet blandt Svøben, mente de selv. De var villige til at lære alle de mennesker, de kunne finde, om det ved at lade dem trælle på markerne, til de faldt døde om. Og det skete ikke så sjældent.

En dyb, ildevarslende tone bredte sig ud over landskabet for at lade alle vide, at overhovederne mødtes. Det var dødsvarsleren, et sjældent instrument lavet af dyrbare metaller, samt af hornet fra et forlængst uddødt væsen. Sådanne instrumenter kom fra Fyrstens personlige samling og blev kun givet til de huse, der havde udmærket sig. Dødsvarslerens toner var ofte nok til at demoralisere fjendtlige hære og opstemme Svøben til dåd.

Hans majestæt, kongen af Guds vrede, fyrst Tre Flammer, rejste sig op og hørte overhovederne fremsige eden:

“Vor fyrste! Vi, som skal dø, hilser dig!”

Og imens var Sandsigersken langsomt ved at dø af kedsomhed på sit ukomfortable leje, der var placeret lige bag ved overhovedernes sorte troner.

Rådsmødet tjente ikke noget formål som sådan. Ikke andet end at Fyrsten gerne ville vide hvem af hans undersåtter, der stadig var i live. Sandsigersken syntes, at de alle sammen så ens ud. Selvfølgelig ikke ens ligesom mennesker, hvor én stamme havde sort pels og en anden stamme havde lys pels. Svøben var både lyse, kulsorte, spættede, stribede og meget andet, men de blodskudte øjne, altid fulde af indestængt raseri, var ikke til at tage fejl af. (side 48-49)

Om Enkemagerne:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 297 sider
Omslag: Shutterstock.com (Vladimir Zadvinskii)

Læs også:

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann
Odinsbarn af Siri Pettersen
Miraklets fald af Christian Reslow
Svovlild af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Robopocalypse af Daniel H. Wilson

Robopocalypse af Daniel H. Wilson

I den nære fremtid i et velkoordineret øjeblik, der går ubemærket hen blandt mennesker, holder al den strålende teknologi, der får verden til at løbe rundt, pludselig op med at virke. Den forener sig … og begynder at vende sig imod os.

En vanvittigt kraftfuld, kunstig intelligens kaldet Archos bliver sat i verden, men kan ikke holdes under kontrol. Menneskeheden fatter ingen mistanke, da Archos i smug begynder at overtage vores biler, elforsyninger, flykontrolsystemer og computernetværk – hele det globale system, der styrer vores liv.

I det, der senere bliver kendt som Katastrofetimen, da robotkrigen pludselig bryder ud, bliver menneskeheden udslettet – og for første gang i historien – forenet.

Vi vil ikke lade os udrydde. (fra bogens bagside)

Robopocalypse er skrevet af Daniel H. Wilson, der har en PhD i Robotics og er af Cherokee afstamning. På engelsk er der også udkommet en efterfølger med titlen Robogenesis. Filmrettighederne blev ret hurtigt solgt til Steven Spielberg, men det lader til, at projektet siden er blevet lagt på hylden.

Bogen udkom oprindeligt i 2011, og opbygningen minder en del om Max Brooks World War Z, der udkom i 2006. Selvfølgelig med den store forskel at her handler det ikke om zombier, men om robotter.

Jeg kan godt lide science fiction, og for mig tæller handling ofte højere end et flot sprog. Og der er masser af handling i Ropocalypse, så uden at kalde den et mesterværk var jeg nu udmærket underholdt under læsningen.

Anmelderne skriver:

Apokalyptisk: “Som helhed er Robopocalypse et spændende værk, og man sluger de +350 sider ret hurtigt. Men når bogen er lukket er der få af karaktererne og de ofre de bringer, de heltedåder de udfører og de tab maskinerne påfører dem, der rigtigt har brændt sig fast. […] Den planlagte filmatisering er desværre blevet skrinlagt. Personligt tror jeg at Wilsons værk havde egnet sig bedre som en episk Hollywood-blockbuster end den gør som roman.” Læs resten af anmeldelsen HER

Bogblogger.dk:I Robocalypse – Krigen mod robotterne inviterer Daniel H. Wilson læseren med nogle år frem i tiden. Kunstig intelligens, robotter og anden skøn teknologi er blevet integrerede dele af vores liv. Det gælder på børneværelset med de ’smarte’ dukker, det gælder de førerløse biler, det gælder i servicefag og krig, så nærmest uanset, hvor mennesker befinder sig, er de omgivet af teknologi. Men en dag begynder der at ske mærkelige ting. Det er som om, at teknologierne vender sig mod mennesket. Dukker bider fra sig, biler mejer fodgængere ned, flykontrolsystemer sætter ud, og til sidst bryder en sand udslettelseskrig løs. I Katastrofetimen starter robotkrigen, og milliarder af mennesker udryddes eller interneres i arbejdslejre.” Læs resten af anmeldelsen HER

Littuna.nu:Det siges, at man ikke skal dømme en bog på dens omslag. Og selvfølgelig er det bedst at fralægge sig sine fordomme, inden man begynder at læse, da bøger ofte kan overraske. Men nogle gange møder man en bog, der så kraftigt projekterer, hvilken læseoplevelse man har i vente, at det kan ses på flere kilometers afstand. Robopocalypse er præcis sådan en bog. Det er en af de bedste titler på en roman, jeg længe har stødt på, og den primære årsag til at jeg valgte at læse bogen. For over for sådan en titel der på én gang både er kortfattet genial og Hollywood-idiotisk, kan man ikke kan andet end at bøje sig i støvet. Og bogen leverer lige præcis den blockbuster-agtige historie, titlen foreskriver.” Læs resten af anmeldelsen HER

Politiken:Forlaget har på titelbladet valgt at forkorte oversætterens navn A. I. (normalt forkortelse for Artificial Intelligence). I en bedre sammenhæng kunne det ellers have været en meget sød joke. Skal man sige noget positivt om romanen, er det den fantasifulde mangfoldighed i robotverdenen. De forskellige robottyper beskrives detaljeret og overbevisende, grinebidere, knælere, edderkoppetanks, pløkkere, stumpere og mange, mange flere (og her har oversætteren gjort et godt stykke arbejde), og man fornemmer, at Daniel H. Wilson er uddannet i robotteknologi. For den robotrigdom får ‘Robopocalypse’ sine to hjerter. Resten er mekaniske massakrer.”
Læs hele anmeldelsen i Politiken 29.02.2020

Weekendavisen:Det er ren ramasjang af den gode gamle science fiction-gyser-slags, og selv om mange af actionscenerne har en slowmotion-ynde over sig, går den mere filosofiske vinkel tabt i kamptumlen. Daniel H. Wilson er af indiansk afstamning, og derfor lader han meget passende den vigtigste menneskelige modstands-rede opstå i et indianerreservat og beretter samtidig om, hvor godt naturen har det under robotkrigen, hvor maskinerne kommer til at stå som dyrenes beskyttere […] Det får læseren til at overveje, om forfatteren egentlig er på menneskenes side eller naturens? Vil han virkelig fortælle os, at maskinerne har ret i, at vores tid er udløbet? At maskinernes oprør i virkeligheden er naturens oprør?
Læs hele anmeldelsen i Weekendavisen 24.01.2020

Om Robopocalypse – krigen mod robotterne:

Udgivelsesår: 17.01.2020
Forlag: Klim, 344 sider
Omslag: Christinna Lykkegaard Nilsson
Originaltitel: Robopocalypse (2011)
Oversætter: AI (Anne Iversen)

Besøg Daniel H. Wilsons hjemmeside

Læs også:

World War Z af Max Brooks
Colossus af D.F. Jones
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Mørke af Torben Pedersen
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka

Fall of Gods: the Faceless King af Michael Vogt

Fall of Gods: the Faceless King af Michael VogtDet er mere end tre år siden, jeg læste første bind i Fall of Gods-serien She Is Gone, men ENDELIG er The Faceless King her.

I en verden som guderne for længst har forladt, er krigeren kendt som bear man på jagt. I første bind hørte vi, hvordan hans hustru skulle ofres til en af de ældste i form af en gigantisk ulv. Under opgøret med ulven lod krigeren sin indre dæmon overtage, men i stedet for at slå ulven ihjel, slap dæmonen den fri. I sit raseri dræbte ulven i hundredevis af både mennesker og jætter, før den forsvandt.

Nu er krigeren på jagt efter ulven for at hævne sin hustru. Med ham følger en Faunir dreng, den eneste overlevende fra sin landsby efter ulvens massakre. Men på trods af ulvens størrelse er den ikke nem at finde. Og den er ikke den eneste ældste, der er vågnet op. Flere andre væsener hærger landet, og en ny krig mellem mennesker og jætter er under optrapning. Menneskenes konge, Rolf Krake, er nemlig overbevist om, at det er jætterne, som har hidkaldt de ældste. Han samler derfor alle høvdingene under sig for at drage til Jotunheim og én gang for alle udslette alle jætterne.

Krigeren er ikke interesseret i krigen. Alligevel bliver han mod sin vilje pludselig en brik i spillet mellem mennesker og jætter. Hans søgen bringer skjulte minder og gamle hemmeligheder frem, så han må konfrontere sin indre dæmon, og – i sidste ende erkende – at ingen kan holde sig helt udenfor.

Fall of Gods: the Faceless King udspiller sig i rammerne af den nordiske mytologi med mennesker, jætter og andre sagnvæsner. Det er et imponerende smukt værk, og jeg blev endnu engang blæst omkuld, da jeg læste den. De fantastiske cinematiske illustrationer er ganske enkelt mageløse. Jeg formår ikke at yde dem retfærdighed i min beskrivelse, men se nogle eksempler på Moods hjemmeside.

Et tredje bind er planlagt, og jeg håber ikke, at vi skal vente længe. Jeg glæder mig nemlig helt vildt til at finde ud af, hvad det er for et komplot, der er i gære. Indtil da må jeg nøjes med at læse og genlæse de to første bind igen og igen og nyde de fantastiske billeder. En stor anbefaling herfra.

Om Fall of Gods: the Faceless King:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Mood Publishing, 140 sider
Illustreret af Mood

Serien Fall of Gods:

Fall of Gods: the Faceless King, 2018
Fall of Gods: She Is Gone, 2015

Den uægte af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle Schmidt

Den uægte af Jesper Wung-Sung , illustreret af Palle Schmidt

Løb, kærlighed og bedrag er blandt ingredienserne i Den uægte, en graphic novel af Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt

17-årige Joakim er ganske almindelig ung mand. Han bor hjemme hos sine forældre, har en sød kæreste ved navn Sheila – og så er han en ekstremt talentfuld løber.

Da han vinder et løb over den firedobbelte vinder og storfavorit, Mike McLean, bliver han efterfølgende kontaktet af en ukendt person, som ønsker, at Joakim skal skifte klub. Det vil Joakim dog ikke.

Men det er ikke så let at sige nej, for uanset hvor Joakim er, dukker den mystiske mand op. Så til sidst siger Joakim ja til et møde med mr. Wilson, og her får han et tilbud, han ikke kan modstå. Han får et stipendium til et eliteuniversitet for internationale sportsudøvere, og til gengæld skal han løbe for dem. Men også holde øje med en anden studerende, Jennifer Last, som skjuler en frygtelig hemmelighed.

Vi befinder os nemlig i fremtiden, hvor en krig er blevet udkæmpet, og Jennifer Last er den sidste overlevende fra fjendens side. Hun har integreret sig i samfundet, men mr. Wilson vil bruge Joakim til at eksponere og uskadeliggøre hende. Joakim siger ja, men opgaven viser sig langt fra at være let.

Det er ikke første gang, at Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt arbejder sammen. I 2016 udgav de Diego & Dolly, en graphic novel om kærlighed og besættelse. I Den uægte handler det om sport og ambitioner, men også om bedrag og spirende kærlighed.

Som sædvanligt – fristes jeg til at sige – leverer Jesper Wung-Sung en spændende historie, hvor slutningen i den grad overraskede mig. Palle Scmidts illustrationer er denne gang grove og nærmest skitseagtige. Her er ikke arbejdet med detaljerede baggrunde eller skarpe linjer i de sort/hvide stregtegninger. Ikke desto mindre formidler de historien effektivt, og skaber en slags dyster åndeløshed der passer til den grumme fortælling.

Jeg var godt underholdt af Den uægte, selvom jeg skyder mindst 30 år over målgruppen. Så hvis du også er til dystre fortællinger med uventede plot-twists og menneskelige dramaer, så giv Wung-Sung og Schmidts graphic novel en chance.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Den uægte:

Udgivelsesår: 10.08.2018
Forlag: Høst & Søn, 104 sider
Omslag og illustrationer: Palle Schmidt

Akerons porte af Niels E. Nielsen

Akerons porte af Niels E. NielsenFor flere hundrede år siden var der krig mellem menneskene på landjorden og deres slavebyer på havbunden. En krig der endte med ødelæggende klimaforandringer, så isen nu år for år rykker længere og længere sydpå og tvinger den stadig mindre befolkning i Vaalheim i knæ.

Også dværgene fra Akeron på havets bund bliver færre og færre. Selvom maskinerne stadig virker og holder dem med ilt, mad og alle øvrige fornødenheder, så lider deres børn af blodsot og mange dør, før de bliver voksne.

Alligevel består hadet mellem de to befolkninger. I Vaalheim hersker broderskabet Riddere af Isen. Øverst sidder jarl Eriksson og hans datter Kristin, Isens Dame. Livet her er hårdt, med stadig kortere sommere og dermed mindre mulighed for at skaffe mad. Tidligere tiders viden er stort set gået tabt, og byens befolkning lever i fattigdom.

I byen er også krigsfangen Oin, en havdværg der blev fanget som spion, og har trællet for Vaalheim i fem år. Men nu er friheden inden for rækkevidde. Under Høstfestens dag hvor alle byens borgere er samlet, lykkes det for Oin at befri sig fra sine lænker. Med snilde og held kidnapper han både jarlen og Kristin, og skarpt forfulgt af ridderne lykkes det ham at nå ud til havet, hvor hans ubåd stadig venter. Nu går turen til Akeron, og med sig har han arvefjendernes hersker.

Jeg er meget begejstret for Niels E. Nielsen, som i mine øjne er en af Danmarks største science fiction forfattere. Akerons porte udkom første gang i 1976, og er nu kommet i genudgivelse fra Science Fiction Cirklen. Åbenlyse trykfejl er rettet, ligesom der er foretaget enkelte mindre sproglige ændringer. Ellers er her tale om en gengivelse af førsteudgaven, og det kan naturligvis mærkes på sproget.

Nielsen har en lidt altmodisch skrivestil, hvis tone man enten kan lide, eller hurtigt bliver træt af. Jeg hører til de førstnævnte. Her i Akerons porte passer stilen også rigtig godt, idet handlingen udspiller sig i en fremtid, hvor fortidens feudale samfund er blevet hverdagens barske vilkår, og hvor de nordiske sagn og myter er traditionen.

I hvert fald så længe vi befinder os i Vaalheim. For i Akeron lever teknologien stadigvæk, omend befolkningen heller ikke her forstår at udvikle nyt. I stedet lever de en drømmende tilværelse, hvor håbet er, at isen vil knuse Vaalheim, så der atter kan blive plads til dværgene på landjorden.

Oin prøver at vække sit folk til handling ved at bringe arvefjendens øverste med sig tilbage til Akeron. I stedet ender det med, at Oin, jarl Eriksson og Kristin begiver sig ud på en lang og ukendt færd for at nå frem til Ildtræet, som sagnene siger, kan standse isen. Spørgsmålet er dog, om fjenderne kan glemme fortiden og skabe en ny fremtid sammen…

Niels Dalgaard har skrevet efterordet, hvor han bl.a. kommer ind på, at Niels E. Nielsen her i romanen låner lidt fra fantasygenren. Som altid er det interessant at læse Dalgaards analyse af romanen, som er skrevet under den kolde krig, hvor frygten for en atomkrig var reel.

Selvom romanen bruger udtryk som mikrofilm og magnetbånd, så er indholdet på ingen måde gammeldags. Akerons porte er elementær spændende, og indeholder samtidig også den samfundskritik, der kendetegner Nielsens forfatterskab. Jeg synes stadigvæk, at romanen holder, og kan kun takke Science Fiction Cirklen for deres store arbejde med at genudgive Niels E. Nielsens værker, så nye generationer også kan læse ham.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 52)

Om Akerons porte:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 233 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaludgave: 1976

Udvalg af Niels E. Nielsens udgivelser:

Den beske magt, 2015
Weekend på Mars, 2011
Klode til salg, 2011
Lilleputternes oprør, 1978
Akerons porte, 1976
Skyggen fra Sirius, 1975
Vogteren, 1974
Vagabondernes planet, 1970
Herskerne, 1970
Troldmandens sværd, 1967
Narrens drøm, 1963
To sole stod op, 1961

 

 

Evnen af Siri Pettersen

Evnen af Siri Pettersen”Evnen” er tredje og sidste bind i norske Siri Pettersens episke fantasy-serie om Odinsbarnet Hirka, der blev født uden hale.

Hirka er opvokset i Ymslanda, hvor folket er af Ymsæt, men som 15-årig finder hun ud af, at hun er menskr, hvilket forklarer hendes manglende hale. Samtidig bliver hun involveret i et gryende opgør mellem Mannfalla og det selvstændige Ravnhov. Og ikke mindst i de indbyrdes intriger og magtkampe i Mannfalla hvor Hirkas eneste barndomsven, stolearvingen Rime An-Eldrin mod sin vilje befinder sig.

For at redde Rime forlader Hirka i slutningen af bind 1 Ymslanda via Ravneringene, en portal mellem forskellige verdener, og hun ender i vores verden. Men heller ikke i menneskenes verden er Hirka i sikkerhed. Her har Graal af Dreri-folket nemlig levet i eksil i tusind år, siden han og broderen Naiell stod på hver sin side af den store krig.

Sideløbende følger vi Rimes forsøg på at overbevise Rådet i Mannfalla om, at deres verden er i fare for at blive invaderet af De Blinde, imens han også forsøger at finde en vej til at få Hirka tilbage til Ymslanda. Bind 2 slutter med et voldsomt opgør, hvor Naiell dør, og Hirka opdager, at Graal er hendes far. Det sender Hirka til en ny verden, hvor hun håber på endegyldigt at redde Rime og stoppe krigen mellem Ymsæt og De Blinde.

Her i tredje bind tumler Hirka lige ud i en snestorm. Graal har via Ravneringene sendt hende til Dreysíl hvor Umpiri-folket (De Blinde) bor, og hvor Graals folk venter hende. Som Graals datter har Hirka en høj status, men hun lever på ingen måde op til familiens forestillinger. Umpiri er høje, stærke væsener med kløer og hugtænder. De heler lynhurtigt, føler ikke kulde og aner intet om frygt. Men Hirkas komme er tegnet på, at det igen er muligt at rejse mellem verdenerne, så hun skal oplæres i Umpiri-skikke, så hun kan stå i spidsen for Dreris invasion af Ymslanda, hvor de vil tilbageerobrer Evnen.

Hirka håber derimod på at kunne stoppe krigen, men det går snart op for hende, at Umpiri lever efter helt andre regler. Så mens hun forsøger at finde en udvej, underkaster hun sig sin oplæring, og undervejs snubler hun over en farlig hemmelighed.

Siri Pettersen fortæller sin historie gennem to spor, hvor hun skiftevis tager læseren med til Ymslanda, hvor rådsmanden Darkdagger er i færd med at overtage Rådet og udslette Rime og Kolkagga; og til Drysíl hvor Hirka desperat forsøger at finde en måde at stoppe Umpiri fra at invadere Ymslanda. Det er en effektiv måde at skabe suspense, fordi læseren hele tiden efterlades med en cliffhanger, og jeg følte mig da også konstant fristet til at læse videre for at få vide, hvad der nu skete.

Jeg er meget begejstret for Siri Pettersens serie, og ”Evnen” er en forrygende afslutning på en eventyrlig serie. I hvert bind har Pettersen skabt nye og fantastiske verdener, og både Ymslanda og Drysíl er fascinerende steder, der sagtens kunne udforskes mere.

Personerne er spændende og nuancerede, og Pettersen falder heldigvis ikke i fælden med at lade Hirka udvikle sig til en utroværdig YA heltinde. Og selvom Pettersen har serveret masser af action og drama undervejs, så samler hun ubesværet alle trådene i en troværdig og overbevisende slutning.

I det hele taget er der ikke meget skidt at sige om serien, som da også sagtens kan læses af voksne. Siri Pettersen har vundet flere priser og fået anerkendelse langt ud over Norges grænser, ligesom serien er solgt til filmatisering. En klar anbefaling herfra, og så glæder jeg mig til at se, hvad Siri Pettersen udgiver næste gang.

(Anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 52)

Om “Evnen”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Høst & Søn, 468 sider
Originaltitel: Evna
Oversætter: Rolf Stavnem
Omslag: Siri Pettersen og Jette Aagaard Enghusen

World War Z af Max Brooks

World War Z af Max BrooksIntelligent og velskrevet zombieroman for både zombieentusiaster, doomsday preppers og elskere af gode bøger

I 2013 havde filmen World War Z premiere. Det var en visuelt overdådig zombiefilm fyldt med action, og som med Brad Pitt i hovedrollen ramte mainstream-publikummet og blev en blockbuster. Filmen byggede på Max Brooks roman af samme navn, uden dog at have ret meget tilfælles med det originale værk.

Max Brooks udgav oprindelig World War Z tilbage i 2006, og man kan jo altid gætte på, at filmatiseringen hjalp den danske oversættelse på vej, som udkom samme år som filmen.

I indledningen gør forfatteren opmærksom på, at her er tale om et kildeskrift, som er indsamlet i forbindelse med udarbejdelsen af de Forenede Nationers Efterkrigsrapport. Forfatteren var en del af kommissionen, som efter zombiekrigen blev bedt om at udarbejde en rapport om forløbet til gavn for fremtidige generationer.

For at skaffe oplysningerne måtte forfatteren rejse verden rundt, og undervejs fik han også fortalt en række mundtlige beretninger om tiden før, under og efter krigen. Disse erindringer ønskede han indlemmet i rapporten, men det blev afvist. Derfor denne bog, som består af en række førstehåndsberetninger om, hvad der egentlig skete.

Historierne er inddelt i kapitlerne: Advarsler, Skyld, Den store panik, Udviklingen vendes, USA’s hjemmefront, Rundt omkring i verden og over den, Den totale krig, Afskeder.

Den første beretning i Advarsler fortælles af en kinesisk læge. Smitten brød ud i Kina, og lægen fortæller, om den gang han første gang stødte på en zombie i en afsides beliggende landsby. Hvordan han først troede, at beboerne var nogle overtroiske bondeknolde, men siden måtte erkende at noget var helt galt.

I samme kapitel fortæller en anden overlevende, hvordan han opererede som menneskesmugler og hjalp folk ud af landet, før alt brød sammen, mens en palæstinenser blev reddet, da faderen insisterede på, at de skulle tage til Israel – det første land til at aktivt erkende faren og gøre noget for at stoppe smitten.

Kapitlet Skyld lader bl.a. en CIA ansat få ordet, mens kapitlet Den store panik tager fat på beretninger fra flygtninge og soldater, da zombierne overstrømmer alt, og så videre.

World War Z har det hele. Her er heltemodige beretninger om generalen, der ofrede sit eget liv for at sprænge et pas i luften og redde tusindvis af civile, såvel som opfinderen af en fupvaccine mod zombiesmitten der tjente masser af penge og absolut ikke føler dårlig samvittighed over det. Her er embedsmænd, som forsøger at fralægge sig skylden, og embedsmænd som efter krigen skal forsøge at samle samfundet op igen. Og så er der alle beretningerne fra soldaterne og de overlevende, som fortæller hvordan de klarede sig igennem krigen og bagefter.

Her er ikke lagt vægt på detaljerede bloddryppende zombie ædegilder. I stedet giver romanen med sit kalejdoskopisk blik en overvældende følelse af den panik og det kaos, zombiesmitten medførte, når den hopper rundt mellem personer, tider og verdensdele og udstiller hjælpeløsheden som rammer såvel høj som lav. Det er rigtig godt beskrevet. Samtidig er det også interessant at læse de forholdsregler, der begynder at blive truffet, efterhånden som enkelte lande begynder at få lagt slagplaner, og hvordan man til sidst begynder en FN modstandskrig mod zombierne. Man vil ikke leve i evig frygt for zombierne bag høje mure, men i stedet erobre verden tilbage fra dem.

Jeg kom under læsningen til at tænke på Warday af Whitley Strieber og James Kunetka fra 1984, som også er en roman bygget på de overlevendes beretninger, her blot overlevende efter en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. Stiebers roman kunne godt have været en inspiration for Max Brooks, som dog absolut har skrevet en selvstændig og vellykket roman. World War Z er nemlig intelligent, velskrevet og trods sin tykkelse letlæst, og kan klart anbefales for både zombieentusiaster, doomsday preppers og elskere af gode bøger.

Skulle du have lyst til at høre World War Z som lydbog, har en kammerat har meget stærkt anbefalet den. Jeg har endnu ikke selv hørt den, men kan se at både Martin Scorsese, Simon Pegg, Frank Darabont, Nathan Fillion, Rob Reiner og Henry Rollins m.fl. lægger stemme til.

Om World War Z:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Tellerup, 440 sider
Omslag: Flemming Schmidt
Originaltitel: World War Z : an oral history of the zombie war (2006)
Oversætter: Camilla Clasen