maj 2017
M T O T F L S
« apr    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘krimi’

Adams forbandelse af Robert Zola Christensen

Adams forbandelse af Robert Zola ChristensenDa nogle spejderdrenge under et natløb finder et nedgravet lig, sættes Bent Kastrup på sagen. Offeret identificeres som gen-forskeren Gunnar Kollte-Hansen, der var i gang med at lave et genom-katalog over befolkningen på Færøerne. Da hans forskningsassistent også er færøsk, drejer efterforskningen naturligt nordpå, men hvad kan være så interessant ved et genom-katalog, at nogen skal myrdes for det?

Oveni har Kollte-Hansen tilsyneladende ikke efterladt nogle forskningspapirer på arbejdspladsen, og indholdet på hans computer er krypteret. Og da en ransagning i hjemmet afslører, at Kollte-Hansen samlede på nazi-effekter, tager sagen pludselig en helt ny drejning.

Mens Kastrup kæmper med at få hoved og hale på sagen, hvor der hele tiden dukker nye ofre op, er der også problemer på hjemmefronten og ikke mindst blandt kollegaerne, hvor Kastrup har en fornemmelse af at blive modarbejdet frem for hjulpet.

For nogen tid siden læste jeg Is i blodet, som er første bog i serien om Bent Kastrup og Robert Zola Christensens første krimi. Det var en velskrevet, underholdende og overraskende fortælling, så forventningerne var høje til Adams forbandelse.

Der er ingen tvivl om, at Zola Christensen skriver forrygende og formår at skabe en interessant hovedperson. Kastrup er en dygtig efterforsker, men ikke ubetinget et behageligt menneske. Til gengæld er han vidende, og Zola Christensen lader sin kærlighed for godt sprog vise sig, når Kastrup smider ord som eksorbiante og evident ind i sine sætninger, uden at det føles påtaget. Sådan taler han blot.

Plottet laver flere overraskende spring undervejs, som dog til tider føles lidt utroværdige. Men Zola Christensen samler trådene til sidst i en både interessant og lidt kontroversiel slutning. Der er derfor ikke noget decideret dårligt at sige om Adams forbandelse. Alligevel synes jeg, at den mangler lidt i at nå første bind. Det skal dog ikke afholde nogen fra at læse den, for jeg har bestemt også læst langt dårligere krimier.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Adams forbandelse: 

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Gyldendal, 339 sider

Den sidste gode mand af A. J. Kazinski & Palle Schmidt

Den sidste gode mand af A. J. Kazinski og Palle SchmidtPalle Schmidt præsenterer en smuk, dyster og vellykket bearbejdning af A. J. Kazinskis “Den sidste gode mand”

Rundt om i verden sker en række dødsfald, der ikke umiddelbart ser ud til at have forbindelse med hinanden. Men en italiensk politikommisær har en teori om, at dødsfaldene ikke er spor tilfældige. Tværtimod er han overbevist om, at nogen er i færd med at dræbe de 36 retfærdige mænd, der ifølge en jødisk myte holder ondskaben skak på jorden.

I Danmark overlades sagen til Niels Bentzon, som er gidselforhandler ved Københavns politi. Bentzons kollegaer anser ham for at være lidt småskør, men han er dygtig til at tale med folk, og da der er klimatopmøde i København er politiets ressourcer spændt til bristepunktet. Så Bentzon får til opgave at tage rundt til 10 gode mennesker fra ’godheds-industrien’, der er bosat i København, så man ikke efterfølgende kan anklage politiet for ikke at have gjort noget.

Bentzon besøger de 10 personer på listen, men da han dagen efter sidder i flyet på vej på ferie, kan han ikke slippe tanken om, at noget er galt. Han øjner en sammenhæng mellem en præst, der har skjult afviste asylansøgere i sin kirke, og en efterlysning på en terrorist fra Yemen som han tilfældigt så, da han afleverer sin rapport, og det ender med at han springer af flyet.

Sammen med astofysikeren Hannah Lund, der er ekspert i at finde systemer i datamængder, sætter Bentzon sig for at opklare sagen. Men det viser det snart, at han er langt mere involveret, end han forestiller sig.

I 2010 udgav Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich krimien ”Den sidste gode mand” under pseudonymet A. J. Kazinski. Bogen modtog Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom, og blev den første i en international bestseller-serie med Niels Bentzon som hovedperson.

I 2015 opstod så idéen om at forvandle ”Den sidste gode mand” til en graphic novel i samarbejde med den prisbelønnede illustrator og forfatter Palle Schmidt. Processen hertil var omfattende. Først skulle bogens knap 500 sider brydes ned, personerne skulle skabes, råskitser af forløbet tegnes, dialogen justeres o.m.a. Hele processen tog knap et år, og d. 30. marts 2017 udkom ”Den sidste gode mand” af Kazinski og Palle Schmidt. Og jeg må sige, at forvandlingen er vellykket.

Hvor romanen fik lidt skældud for at ville for meget med sit miks af astrofysik, geofysik, teologi og para-psykologi, så er den tegnede udgave stram og velkomponeret. Teorierne introduceres ubesværet, og plottet afvikles uden svinkeærinder.

S. 10 Den sidste gode mand, illustration: Palle SchmidtI det hele taget synes jeg, at historien nyder godt af Palle Schmidts fantastiske illustrationer. Allerede i introduktionen af Niels Bentzon, hvor han står på kanten af et hustag i regnvejr, får man som læser et dybt indblik i hans psyke. For han er en plaget mand – også selvom Schmidt snyder os lidt der.

Romanens filmiske tone træder ligeledes tydeligt frem i Schmidts illustrationer, som er malet op med akvarel. Når fortællingen så træder bagud i tiden, afløses farverne af sort/hvide illustrationer, præcist som gammeldags tv. I andre passager er illustrationernes baggrund nærmest smukke akvarelmalerier, og atter andre steder er illustrationerne holdt i en enkelt farvenuance for at fremme stemninger og handlinger. Og så er jeg utrolig betaget af Schmidts måde at tegne lys, hvad enten det er gadelygter en regnvejrsnat eller solen, der falder ind ad et vindue. Han formår at tegne det dystre umanerligt smuk.

Selvom du ikke skulle have læst romanen, så kan du godt kaste dig over graphic novel udgaven af ”Den sidste gode mand”. Den kan sagtens stå alene, og jeg kan kun give den en stor anbefaling.

Om Den sidste gode mand:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Politikens forlag, 138 sider
Illustrationer: Palle Schmidt

DNA af Yrsa Sigurðardóttir

DNA af Yrsa SigurðardóttirDa en ung mor til tre bliver brutalt myrdet i sit hjem, er den 7-årige datter, Margrét eneste vidne. Hun lå gemt under sengen, mens morderen torturerede og dræbte moren, og Margrét er også sikker på, at hun har set morderen ved andre lejligheder.

Men politiet er på bar bund. Der er ingen konkrete spor, og Huldar, som er blevet sat i spidsen for opklaringen for første gang, kæmper med at få hoved og hale i sagen. Opklaringen kompliceres yderligere af, at Huldar og Margréts bisidder, børnepsykologen Freyja, har en fortid sammen, som de begge helst vil glemme.

Bedst som Huldar ikke tror, at tingene kan blive værre, slår morderen til igen. Denne gang mod en pensioneret lærerinde, og som ved første mord er politiet på bar bund.

Sideløbende hører vi fortællingen om Karl, der er vokset op sammen med sin enlige mor og en ældre storebror. Begge drenge er adopterede og kender intet til deres fortid. Ved et tilfælde falder Karl over en besynderlig radiotransmission, der vækker hans opmærksomhed. Men hvem står bag?

Jeg har tidligere læst bl.a. ”Jeg skal huske dig” af Yrsa Sigurðardóttir. Den indeholdt en blanding af krimi og gys, som jeg var ret begejstret for. ”DNA” er en mere klassisk krimi, hvor man ikke mærker det store til den islandske kulisse.

”DNA” blev kåret som årets krimi 2014 i Island, og modtog Palle Rosenkrantz-prisen for bedste krimi 2016 under Krimimessen i Horsens d. 1-2. april. Her er da også tale om en underholdende og actionfyldt krimi med nogle yderst brutale mord. Jeg synes dog ikke, at den helt lever op til de andre bøger, jeg har læst af forfatteren. Måske mest fordi opklaringen af sagen, pludselig skal klemmes sammen i den traditionelle konfrontation fra Agathe Christies krimier, hvor skurken og helten fortæller hinanden, hvordan det hele hænger sammen. Det synes jeg er for letkøbt, plus at det umuliggør for læseren at gætte plottet.

På trods af min anke kan jeg dog sagtens anbefale ”DNA”, hvis man holder af en gedigen krimi.

”DNA” er første bind i Yrsa Sigurðardóttirs krimiserie om Huldar og Freyja. Andet bind hedder ”Hævn” og er udkom d. 20. marts 2017.

Om “DNA”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 479 sider
Originaltitel: DNA (islandsk)

Andre bøger af Yrsa Sigurðardóttir:

DNA, 2016
Kulde, 2015
Jeg skal huske dig, 2013
Isblå spor, 2011
Aske, 2009
Den der graver en grav, 2007
Det tredje tegn, 2006

Varsleren af Karin Fossum

Varsleren af Karin FossumEt forældrepar finder deres lille baby badet i blod, og kører chokerede på hospitalet. Blot for at få at vide at babyen intet fejler – hun var blot blevet overhældt med dyreblod. Kort efter opdager en ældre kvinde, at nogen har indrykket en falsk dødsannonce om hende, og så dukker et hold bedemænd op hos et ægtepar, hvor manden lider af en dødelig sygdom, men så sandelig stadig er i live.

Konrad Sejer og Jacob Skarre sættes på sagen, som de tager meget alvorligt, selvom der ikke er sket fysiske skader. Sejer er overbevist om, at her er tale om en mand, som ønsker opmærksomhed, og da han får smidt et postkort under sin dør med ordene: “Helvede begynder nu”, ved han, at de kun har set begyndelsen.

Sideløbende med politiets opklaring hører vi om den forhutlede teenager Johnny Beskow, der bor alene med sin alkoholiserede mor. Han har aldrig kendt faren, og det eneste menneske, han bryder sig om, er morfaren, som nu er gammel og syg. Johnny brænder efter at blive set og anerkendt, og det driver ham ud i en uhyggelig “leg” med omgivelserne.

Karin Fossum skriver kriminalromaner, hvor krimi-intrigen ikke er det vigtigste. Det er personerne og undersøgelsen af, hvorfor de agerer som de gør, der er interessant.

Hvis du mest er til hårdtslående action, hvor hver side driver med mord, så er Varsleren sikkert ikke noget for dig. Men brænder du til gengæld for velskrevne psykologiske portrætter med masser af menneskelig indsigt, så er Karin Fossums forfatterskab et godt valg. Det er ikke hygge-nygge-historier, for Fossum har bestemt øje for den menneskelige ondskab, men vægten er ikke på de blodige detaljer. I stedet viser hun de psykologiske mekanismer i ondskaben, og det kan være endnu værre.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Varsleren: 

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Gyldendal, 255 sider
Originaltitel: Varsleren (norsk)

Serien med Konrad Sejer:

Evas øje, 1997
Den der frygter ulven, 1999
Se dig ikke tilbage, 1999
Elskede Poona, 2001
Når djævelen holder lyset, 2001
Sorte sekunder, 2003
Drabet på Harriet Krohn, 2005
Den som elsker noget andet, 2008
Den onde vilje, 2009
Varsleren, 2010
Carmen Zita og døden, 2014
Helvedesilden, 2016

Helvedesilden af Karin Fossum

Helvedesilden af Karin FossumMed Helvedesilden serverer norske Karin Fossum endnu en gang en velskrevet og fængslende psykologisk krimi for læserne.

I en gammel campingvogn finder Konrad Sejr liget af en smuk kvinde og en lille dreng. Begge er blevet dolket. Bortset fra et enkelt skoaftryk er der umiddelbart ingen spor at gå efter i opklaringen af den brutale forbrydelse.

Mens Sejr og kollegaerne går i gang med eftersøgningen, springer handlingen et halvt år tilbage, hvor vi dels følger de to ofre: hjemmehjælperen Bonnie og hendes lille søn, Simon, samt den ligeledes enlige mor Mass og hendes voksne søn Eddie.

Eddie er lidt til en side. Han er intelligent nok, men kan ikke klare for mange mennesker og nye situationer, så han er på offentlig forsørgelse, og trods sine 21 år bor han stadigvæk hos moren. Faren forlod dem for mange år siden, og ligger nu begravet på en kirkegård i København. Eddie drømmer om at besøge hans grav, men moren vil ikke rykke ud med, hvor præcist han ligger begravet.

Bonnie er en stille og venlig kvinde, som knokler på i sit job i hjemmeplejen, hvor hun pga. sit omgængelige væsen finder sig i det hele fra sine borgere. Trods det hårde slid er pengene små, og hun drømmer om at give sønnen Simon et bedre liv. Mænd har hun droppet, efter at være blevet skuffet inderligt af Simons far.

Som altid i Karin Fossums serie med politimanden Konrad Sejer er hovedvægten i Helvedesilden ikke på selve opklaringen af forbrydelsen. Vi hører naturligvis om Sejer og kollegaernes arbejde og følger deres jagt på de forskellige spor, men det vigtigste er portrætterne af de to små familier, der både er frygtelig ens og meget forskellige.

Fossum er en mester i at beskrive sine personer, så man ikke kan undgå at få sympati for dem. Selv morderen formår hun at gøre menneskelig, uden dog at give undskyldninger for dennes gerninger. Samtidig er plottet troværdigt, og selvom man som læser godt kan regne ud, hvem der står bag drabet, så er det opklaringen af hvorfor, der er spændende. Og her snød Fossum i hvert fald mig fuldstændigt.

Jeg er som regel ikke særlig god til at læse krimiserier, men Fossums serie er anderledes. Nok er Konrad Sejer omdrejningspunktet for opklaringen i hvert bind, men fokus er aldrig i særlig høj grad på ham og hans privatliv. Det er et stort plus for mig, og gør samtidig at hvert bind kan læses som en enkeltstående roman.

Selvom jeg er begejstret over Helvedesilden, så skæmmes udgivelsen desværre lidt af rod i korrekturen. Et stort forlag som Gyldendal burde have styr på den del af en udgivelse, men jeg blev flere steder irriteret over fejl. Gentagne gange roder teksten rundt mellem han og hun, ligesom man og men forveksles flere gange. Hvor sidstnævnte er til at leve med, så var førstnævnte med til at forkludre læsningen, så handlingen blev mindre forståelig.

Det er dog ikke nok til at afholde mig fra at anbefale Helvedesilden, som trods småfejlene er yderst læseværdig.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Helvedesilden:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gyldendal, 228 sider
Originaltitel: Helvetesilden
Omslag: Terese Mo Leiner/Blæst Design

Serien med Konrad Sejer:

Evas øje, 1997
Den der frygter ulven, 1999
Se dig ikke tilbage, 1999
Elskede Poona, 2001
Når djævelen holder lyset, 2001
Sorte sekunder, 2003
Drabet på Harriet Krohn, 2005
Den som elsker noget andet, 2008
Den onde vilje, 2009
Varsleren, 2010
Carmen Zita og døden, 2014
Helvedesilden, 2016

 

Hviskende lig af Dennis Jürgensen

Hviskende lig af Dennis JürgensenEfterforskningsleder Roland Triel er en af København politis dygtigste drabsefterforskere. I Hviskende lig bliver der endnu engang brug for hans opklaringsevner, samtidig med at fortidens genfærd spøger igen.

En ung kvinde bliver myrdet på en rideskole. Politiet har umiddelbart ikke nogen fysiske spor at gå efter, men et vidne har set en forhutlet mand forlade stedet. Triel og hans kollegaer sættes på sagen, og da der kort efter findes et lig af en ung pige i en nærliggende mose, ender også den sag på Triels bord.

Liget i mosen er usædvanligt velbevaret. Det viser sig at være en pige, som forsvandt sporløst for 40 år siden. De sidste, der så hende, var to brødre, hvoraf den ene i dag driver en millionforretning som selvhjælpsguruen bag Det Perfekte Liv, mens den anden lever på overførselsindkomst.

Samtidig med at Triel arbejder på de to drabssager, spøger sagen om hans hustrus drab stadig. Det er nu over fire år siden, at hun blev myrdet og datteren Andrea blev svært mishandlet. I sidste bind overvandt Andrea endelige sine traumer og begyndte at tale igen, men nu har ukendte gerningsmænd brændt deres gamle hus ned.

Triel er ikke i tvivl om, at det er hustruens morder, der står bag. Men selvom han – modvilligt – har slået sig sammen med journalisten Thor Brandt, som han reddede i sidste bind, er han ikke kommet nærmere på at finde ud af, hvem det er.

Imens er Triels kæreste Astrid i gang med en kæmpe oversætter-opgave for sit forlag, som betyder, at hun skal tilbringe noget tid med succesforfatteren Jeremy Forest i sin chefs sommerhus på Stevns. Men også Astrids fortid gemmer på hemmeligheder. Bl.a. en eks-mand med løse næver og et hævngerrigt sind.

Hviskende lig er tredje bind i serien om Roland Triel skrevet af Dennis Jürgensen, og som i de to første bind i serien er her tale om en velskrevet krimi af stort format. Hvor de tidligere bind havde temmelig blodige mord som omdrejningspunkt, fylder det psykologiske aspekt meget mere end selve gerningen her i bind 3, hvor Jürgensen giver os adgang til en anderledes type morder.

Som altid fremstår persongalleriet levende og interessant. Jürgensen giver sig tid til at beskrive sine personer og lader os komme ind under huden, både på hovedpersonerne, men også f.eks. på teamet omkring Triel. Han forfalder aldrig til endimensionelle klichéer, men gør sine figurer til hele mennesker.

Samtidig skriver Jürgensen, så man ser en indre film, mens man læser. Sproget er klart og mister aldrig pusten. Undervejs i romanen krydsklippes konstant mellem Triel og de øvrige figurer, hvilket giver en støt accelererende spændingskurve. Det er nemlig ikke bare historien om de to mord eller Triels jagt på hustruens morder, vi som læsere fanges af. Også bihistorierne om Astrids forfatterbesøg; Andreas ønske om at gennemgå hypnose for at huske, hvad der skete under hendes overfald, kollegaen Karstens pludselige fravær osv. har deres egen momentum, som holder én fængslet. Og så viser Jürgensens dygtighed sig til fulde, når han til sidst samler de mange plottråde i en elegant sløjfe.

Men Dennis Jürgensen er nærmest også en institution som forfatter. I mange år skrev han børne- og ungdomsbøger med en særlig forkærlighed for gyset. Hans bibliografi tæller bl.a. Danmarks første zombie-roman Kadavermarch og manuskriptet til filmen Sidste time. I 2014 udgav Jürgensen så sin første krimi for voksne, Løbende tjener, der helt fortjent røg til tops på bestseller-listen. Siden kom Dansende røde bjørne i 2015 og nu Hviskende lig.

For mig er der ingen tvivl. Uanset om han skriver for børn, unge eller voksne. Om det er horror, krimi eller for sjov. Dennis Jürgensen er en fantastisk fortæller, og han serverer endnu en gang en fremragende roman. Læs den.

Tak til forlaget Tellerup for læse-eksemplaret. Og til slut en lille tanke – gad vide om Roland Triel er opkaldt efter Stephen Kings revolvermand fra Det Mørke Tårn?

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Tellerup, 507 sider.
ISBN: 978-87-588-3000-1
Omslag: Danielle Finster
Udkommer d. 11/11-2016

De der søger af Stephen King

De der søger af Stephen KingI 1978 vågner den aldrende forfatter John Rothstein forvirret op midt om natten, blot for at opdage at hans hjem er blevet invaderet af tre indbrudstyve. De er ikke blot ude efter penge, men også efter de mange uudgivne sider Rothstein har gemt i sit pengeskab. Indbruddet ender ikke godt, og hovedmanden Morris Bellamy får kort efter det indvendige af en fængselscelle at se.

Godt 30 år senere finder drengen Pete Saubers en begravet kuffert fyldt med penge og nogle gamle notesbøger. Hjemme går det skidt. Krisen har efterladt faren arbejdsløs, og en ulykke har gjort ham delvist invalid, så familien nu må klare sig på morens lærerløn. Det har ført til bitre skænderier, og både Pete og lillesøsteren Tina er begyndte at frygte skilsmisse-ordet. Så for Pete er der ikke meget tvivl om, hvad han skal gøre med kuffertens indhold. Forældrene skal have pengene, men uden at få at vide hvor de kommer fra.

Også for den forhenværende politimand Bill Hodges er tiden gået. Han har startet sit eget firma sammen med Holly, som han mødte i forbindelse med sagen om Brady Hartsley, og bortset fra savnet af Janey er livet godt.

Men i mellemtiden nærmer Morris Bellamy sig en mulig prøveløsladelse. Det eneste, der har holdt ham oppe gennem årene i fængslet, er hans viden om, at kuffertens indhold venter på ham, når han engang kommer ud. Og han vil gøre hvad som helst, for at få opfyldt den drøm.

Normalt er jeg kæmpe-fan af Stephen King, og selvom jeg ikke blev slået omkuld af Mercedesmanden, der blev markedsført som Kings første kriminalroman, så var jeg dog godt underholdt undervejs. De der søger var jeg derimod lige ved at lægge fra mig.

Dels var den ualmindelig lang tid om at komme i gang. Godt nok starter vi lige på og hårdt med indbruddet hos Rothstein, men så går historien nærmest i tomgang de næste 150 sider. Vi hører om familieproblemer hos Pete, om hvordan Morris fængselsophold forløber osv., men det føles lidt ligegyldigt. Måske fordi personerne ikke står så levende, som King normalt skriver. Først da Bill Hodges træder ind i fortællingen side 175, begynder det at løsne lidt.

Min anden anke er, at jeg ganske enkelt ikke synes, at plottet er særligt interessant. Der er ingen overraskelser undervejs. Vi ved allerede i samme øjeblik, som Pete finder kufferten, at på et tidspunkt får han Bellamy i hælene. Og måden det sker på, er ikke engang særligt opfindsom.

Måske er det fordi, jeg har læst for meget Stephen King, at De der søger føles som venstrehånds-arbejde. Den virker ganske enkelt uinspireret. Og den lille sidehistorie hvor Hodges besøger Brady Hartsfield, som stadigvæk er indlagt med hjerneskade. Ja, den er så åbenlyst bare et påskud for at føre læseren videre til bog tre, hvor mit gæt er, at Hartsfield vender tilbage – og denne gang nok med psykokinetiske evner.

For mig var De der søger noget skuffende, omend et par scener i slutningen når Kings sædvanlige standard. Jeg håber dog, at mesteren vender stærkt tilbage i sidste bind, der har fået titlen End of Watch.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Originaltitel: Finders Keepers
Forlag: Hr. Ferdinand, 487 sider
Omslag: Jon Asgeir

Vredens ord af Lisbeth og Steen Bille

Vredens_Ord

Underholdende og godt tænkt videnskabskrimi med Thea Vind i hovedrollen

Igennem flere år har jeg haft fornøjelsen af at være med til at lave ”krimi bingo banko” på Årets Krimimesse i Horsens, hvor bl.a. forfatterne Lisbeth og Steen Bille med aldrig svigtende humør har deltaget som henholdsvis oplæser/opråber og præmiepige. Det har altid været et velbesøgt arrangement, og vi har haft en fest med afviklingen.

I år udkom ’Billernes’ nyeste krimi netop på Krimimessen (d. 12. marts), og de var så søde at give mig et læseeksemplar. Godt nok skriver de krimier, men “Vredens ord” er både velskrevet og underholdende, så jeg giver den alligevel et par ord med på vejen her på siden.

Thea Vind er ansat som videnskabsjournalist på forsk.nu. Hun er i gang med at skrive en reportage om et nyopfundet fællesnordisk sprog, nyska, opfundet af forskeren Sigrid Kring, som nu bruges i en stor tv-serie om vikingerne. Men den dag hun skal møde Sigrid, dør en af statisterne på settet. Selvom det ser ud til at være et hændeligt uheld, aflyses mødet naturligt nok.

Selvom Theas redaktør skubber på, for at Thea skal skrive om dødsfaldet, insisterer hun på at holde sig til reportagen om nyska. Men da hun senere forsøger at få interviewet med Sigrid Kring, og hun også ender op død, samtidig med at det viser sig, at både Sigrid og statisten kommer fra det samme alternative økosamfund, Humla, hvor alle taler nyska, får Thea sværere og sværere ved ikke at blande sig.

”Vredens ord” er en underholdende og godt tænkt videnskabskrimi, hvor opfindelsen af et nyt sprog danner baggrund for en smeltedigel af vrede, jalousi og mord, selvom målet med sproget i virkeligheden var at danne fællesskab.

Plottet i romanen er som sagt godt tænkt, og jeg synes, det er yderst befriende at læse en krimi, hvor hovedpersonen ikke er overmenneskelig, og hvor mange af brikkerne i virkeligheden falder på plads via tilfældigheder. Som læser har vi nemlig bedre overblik over, hvorfor tingene sker, end Thea har. Dermed ikke sagt at man regner morderen ud med det samme, for ’Billerne’ lægger naturligvis lidt twist og fælder ind undervejs, så man alligevel bliver snydt.

Samtidig lykkes det rigtig godt for forfatterne at få formidlet en masse viden om kunstige sprog uden at handlingen går i tomgang (eller bliver til volapyk – som i øvrigt også et kunstsprog som var populært i slutningen af det 19. århundrede). For hvis man tror, at universitetsfolk er vindtørre og lidenskabsløse, så tager man i hvert fald grueligt fejl.

”Vredens ord” er fjerde bind i serien med videnskabsjournalisten Thea Vind i hovedrollen. Nye læsere kan sagtens starte her, men hvorfor dog snyde sig for en god læseoplevelse med de første tre bøger.

Besøg Lisbeth og Steen Billes hjemmeside

Serien om Thea Vind:

Vredens ord (2016)
I ond tro (2014)
Nattens gerning (2013)
Gudindens sidste offer (2012)

Om bogen:

Udgivet: 12. marts 2016
Omslag: Silvana Nikolic
ISBN-13: 9788799893102
Sideantal: 333
Forlag: Umlaut

Mercedesmanden af Stephen King

MercedesmandenDa politimanden Bill Hodges efter 40 år som opdager går på pension, føler han snart en uventet trang til at afslutte det hele. Det ændrer sig dog, da han modtager et brev fra ‘ham der slap væk’.

I 2009 kørte en grå Mercedes ind i en menneskemængde og dræbte 8 samt kvæstede flere. Hodges var på sagen, som ikke var blevet opklaret, da han gik på pension. Men nu har Mercedes-morderen taget kontakt til Hodges, og Hodges har ikke til sinds at lade ham slippe væk igen. Med hjælp fra en kvik ung mand fra nabolaget, der hjælper ham med at passe haven, og en psykisk ustabil kvinde starter han sin egen efterforskning i håb om endelig at få ram på morderen. Sideløbende med at vi følger Hodges og opklaringsarbejdet, introduceres vi også for morderen, en ung mand ved navn Brady Hartsley, der har store planer for Bill Hodges.

Der har været stor hype omkring denne nye Stephen King udgivelse, der betegnes som hans første regulære kriminalroman, og samtidig er første bind i en trilogi med Bill Hodges som hovedperson. Hvad synes jeg så om denne ‘rendyrkede krimi’? Faktisk tænker jeg lidt, at betegnelsen kriminalroman mest er brugt for at ramme en bredere læserskare, for King er i mange tilfælde en forfatter, der helt hæver sig over genrebegrebet (selvom mange tror, han er ren horror-forfatter).

I dette tilfælde har romanen dog en krimi-intrige som omdrejningspunkt og en politimand (omend forhenværende) som hovedperson, ligesom der ikke er skyggen af overnaturlige elementer i. I stedet får vi en klassisk ‘katten efter musen’ krimi, hvor der ikke svælges i blodige detaljer men snarere fokuseres på personerne og deres baggrund. Så på den måde er ”Mercedesmanden” alligevel en klassisk King roman med sine yderst troværdige og levende personbeskrivelser, der straks skaber lyst hos læseren til at få mere at vide mere om dem.

Jeg var ikke voldsomt imponeret af opklaringsdelen i romanen, men det betyder dog ikke, at jeg synes, ”Mercedesmanden” er en dårlig roman. For det er den bestemt ikke. Den er velskrevet, underholdende og både portrættet af Bill Hodges og Brady Hartsley er fremragende. Derudover er valget af Hodges hjælpere på samme tid totalt usandsynligt og samtidig fuldstændigt velfungerende, så også det løfter fortællingen. Og selvom jeg ikke synes plottet overrasker, så har fortællingen alligevel både spænding og gru, blot på det mere menneskelige plan.

I det hele tager indeholder ”Mercedesmanden” i rigt mål Kings kendetegn: den fremragende beskrivelse af historiens personer og baggrunde; de springende fortællervinkler; det umiddelbart letlæselige sprog der smider små kroge ud til læseren med hints om fortid og fremtid; samt – naturligvis – referencer til Kings øvrige univers som når politifolkene behandler den grå Mercedes, somom de ”forventede at den store, grå sedan skulle gå i gang af sig selv og forsøge at stikke af ligesom den der gamle Plymouth i gyserfilmen.”

Så jo, jeg var godt underholdt af ”Mercedesmanden”, som i øvrigt modtog den prestigefyldte Edgar Award i 2015 for Best Novel.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016 (2014)
Omslag: Jon Asgeir
Originaltitel: Mr. Mercedes
ISBN-13: 9788793323186
Sideantal: 480
Forlag: Hr. Ferdinand

I skyggen af Sadd 2 af Friis, Holm, Kjædegaard og Langstrup

I-skyggen-af-Sadd-2Godt 10 år efter første bog om gangsterbossen Jimmy Sadd høstede roser blandt læsere og anmeldere, udkommer del to om den berygtede forbryder, og ligesom sidst består romanen af fire dele, skrevet af hver sin forfatter med hver sin stemme.

Det lå dog langt fra i kortene, at der skulle komme en efterfølger til Sadd. Steen Langstrup, som er idémanden bag bøgerne, fortæller på sin blog om overvejelserne:

For mig var tanken om en 2’er lettere irriterende. Lidt som om, at nu det er en vellykket krimi, og krimier, de har det jo så godt med at udkomme i serier, så må alle gode krimier føre en serie med sig. Men for mig var ‘I skyggen af Sadd’ alt andet en bare endnu en krimi. Det var en udfordring af genren og af kultursnobberes opfattelse af, at genrelitteratur og litterære eksperimenter intet havde med hinanden at gøre. Vi havde vist dem at man kunne ting med krimigenren, som brød som med de stive, kedelige kasser, hvis man turde … Det var ikke genren, der krævede den skabelon-agtige tilgang til at skrive, det var måden, man tænkte genren på, der hæmmede kreativiteten.”

Men på et tidspunkt begyndte Gretelise Holm at puffe til Langstrup og fik ham efterhånden overbevist om, at en fortsættelse kunne være en god idé, og – lang historie kort – ”I skyggen af Sadd 2” blev virkelighed med en enkelt udskiftning på forfatterholdet, som denne gang består af Agnete Friis, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup.

Også i Byen er der gået 10 år, og kynismen og grådigheden styrer i endnu højere grad. Selvom Sadd nu indtager den offentlige scene som en respektabel forretningsmand, styrer han dog stadigvæk Byens kriminelle netværk med hård hånd bag kulisserne.

I første afsnit møder vi stuepigen Frida – eller servicemedarbejderne som hotelledelsen nu kalder dem. Hun arbejder på det mondæne Royal Park Palads Hotel, hvor diskretion er mere end en æressag. Under morgenrengøringen finder hun en død kvinde i et af værelserne, og ikke bare en hvem-som-helst.

I afsnit to møder vi radioværten fra Radio Fake, Baggårdskatten Jack, der har økonomiske problemer og er midt i en skilsmisse. Også han befinder sig på Royal Park Palads Hotel, hvor han skal mødes med en ung talentfuld sangerinde, der gerne vil have en hjælpende hånd for at få karrieren skudt i gang.

I tredje afsnit ankommer kriminalbetjent Andrea Sabueso til Royal Park Palads Hotel for at undersøge, hvad der er sket, mens sidste afsnit introducerer Ministeren, som har haft en kometkarriere i Byen de seneste år. De fire afsnit fletter sig ligesom i første bog efterhånden sammen, så plotbrikkerne langsomt falder på plads, og trods de forskellige vinkler og stemmer er resultatet endnu en gang vellykket og godt tænkt.

Selvom forbindelsen mellem romanens fire afsnit måske nok står lidt tydeligere end de gjorde i første bind, hvor alle persontråde først blev knyttet i allersidste afsnit, så er “I skyggen af Sadd 2” bestemt en værdig efterfølger. Stemningen er rå og betændt, og der er hverken meget kærlighed eller håb at finde i Byen, hvis mørke og dystre kulisse læner sig tungt ind over fortællingen. Penge og magt er alt, der tæller, og enhver tager grådigt de chancer, der byder sig, uanset love og moral.

Det er beskidt, barskt og ingen kan føle sig sikker. Heller ikke læseren, som nok engang snydes af en plotdrejning i den overraskende slutning. Og selvom det ikke ligefrem er opmuntrende at bevæge sin ind i Byen under Sadds skygge, så er det fremragende læsning om forhutlede menneskeskæbner i et sjældent kynisk univers.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Steen Langstrup
ISBN-13: 9788779944077
Sider: 186
Forlag: 2FeetEntertainment