oktober 2020
M Ti O To F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘krimi’

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Lad mig være ærlig og starte med at sige, at jeg har aldrig læst en krimi som Tre små kinesere af Niels Søndergaard før. Det er en helt igennem unik oplevelse, som både byder på grin, action, interessante personer, plot-twists og masser af spænding. Det kan også siges om andre krimier, men jeg er endnu aldrig stødt på én, som introduceres sådan HER.

Politiassistent Charlotte Lund, kaldet Charlie, er blevet sat i skammekrogen efter en lidt for offentlig anholdelse af en mistænkt. Hun får til opgave at vise tidligere model og kommende forfatter, Mille Madsen, rundt på politigården og fortælle om det daglige arbejde.

I den forbindelse tager hun Mille med ud til et selvmord. En blind, afroamerikansk jazzmusiker er blevet fundet død i en lejlighed på Højbro Plads. Han har tilsyneladende hængt sig, og eftersom lejligheden var lukket og låst indefra, er Charlie egentlig ikke i tvivl om, at her er tale om et selvmord.

Men det tror Mille ikke på. Hvorfor er musikeren f.eks. iført dame-solbriller? Hvor er hans førerhund henne? Og hvorfor myldrer det med kinesere på Højbro Plads, der holder øje med lejligheden? Mille får overbevist Charlie om at undersøge sagen nærmere, og snart er de dybt involveret i en efterforskning, som ingen egentlig er interesseret i, at de udfører.

Det lyder måske som en ligetil krimi, men Niels Søndergaard løfter historien ud over det sædvanlige. F.eks er Mille vild med film og citerer glad og gerne fra dem. Men hun er ikke den eneste filmentusiast. Hvert kapitel i Tre små kinesere er en filmtitel, lige fra første kapitel Blod og jordbær til mere kendte film som En verden udenfor og Taxi Driver. Det er herligt lavet.

Sideløbende med krimiplottet krydsklippes til tråde om Milles udlejer, Sidsel, om antikvarboghandleren Stefan, om kriminalteknikeren Nick, om pølsemanden Alpermann, en amerikansk bogudgivelse, nordkoreanske diplomater og meget mere. Med næsten 700 sider skulle man tro, at de mange plottråde ville blive uoverskuelige og kedelige, men Søndergaard har styr på det. Alt samles op, og undervejs fortælles med så stor viden og underliggende humor, at det er uhyre svært at lægge Tre små kinesere fra sig igen.

Den hæsblæsende slutning, der involverer både metal-koncert, Kandis-fans, cykel-taxa og bedstemor-bil, efterfølges af en epilog, som åbner døren på klem for en efterfølger. Tre små kinesere er da også første bind i en planlagt trilogi, og jeg ser allerede nu frem til fortsættelsen.

Så har du lyst til at læse en finurlig, velskrevet og vildt underholdende krimi, der blander action med who-dunnit og krydrer med romantik og en herlig humoristisk tone, så søg ikke længere. Jeg er i hvert fald fan.

Uddrag af bogen:

Mille slog ud med armene. “Hvordan skulle en blind amerikaner vide, at der er kroge i loftet i gamle danske huse?”

“Fordi der sikkert også er det i gamle amerikanske huse,” sagde Charlie. Det begyndte at føles som en tennismatch mellem Williams og Wozniacki.

“Hvorfor er gardinerne så trukket for?” spurgte Mille. “En blind mand ville da aldrig trække gardiner for!”

Svisj. Klask.

“Han har vel tænkt, at nogen kunne se hængningen og slå alarm,” sagde. Charlie. “Han har ikke ønsket at blive reddet og leve videre som grøntsag.”

Svisj. Klask.

Mille fangede bolden og smashede hårdt. “Hvor er hunden?” spurgte hun.

Charlie sænkede sin imaginære ketsjer. “Hvad for en hund?”

Mille slog triumferende ud med hånden. “Der har været en hund her! Han havde en førerhund!” (side 107-108)

Reklame: Tak til forlaget Total Tekst der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tre små kinesere:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Total Tekst, 696 sider
Forside: Duzulek / Niels Søndergaard

Læs Jacob Krogsøes anmeldelse

Læs også:

Død indtil solnedgang af Charlaine Harris
Heksejagt af Kim Harrison
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dexters dunkle drømme af Jeff Lindsay
Manden der glemte han var død af John Lorentz
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
Bloddryppende af Rafael Reig
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
De efterladte af Palle Schmidt
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson

Den som søger skal finde af Lars Thomassen

Den som søger skal finde af Lars Thomassen

Forrygende afslutning på Vesterlund-trilogien

For 10 år siden kom Ditlev Rosenkilde første gang ind i Margit Vesterlunds liv, stort set samtidig som Kaj Brønds. Men hvor den pensionerede politimand blev en forbundsfælle og siden kær ven, kunne familien Vesterlund først føle sig nogenlunde sikre, da seriemorderen Ditlev efter et opgør på en tom cementfabrik blev indlagt i dyb koma.

De mange år har bragt hverdagen tilbage. Margit er tilbage på prædikestolen. Sønnen Jake, der også har dårlige minder om Ditlev, er blevet gift med Katarina, og sammen har de datteren Clara. Også Kaj har fundet kærligheden igen med den tidligere engelske politikvinde, Adriana.

Men i mørket har Ditlev lagt planer, og han har ikke tænkt sig at lade familien Vesterlund slippe ustraffet. Imod alle odds og i dybeste hemmelighed har han kæmpet sig tilbage til livet, og nu vil han have hævn.

Den som søger skal finde er tredje og afsluttende bog om Margit, Jake, Kaj og de andre. Og sikke en finale. Lige knap 1500 sider er det blevet til i alt, men Lars Thomassen samler fornemt op på alle tråde og får afsluttet trilogien helt tilfredsstillende. Oveni får han elegant flettet de tidligere begivenheder ind i historien, så selvom man ikke lige har de første bind i frisk erindring, er det nemt at følge med.

Som i de første bøger er her masser af både action og spænding. Samtidig har Den som søger skal finde dog også en mere eftertænksom side. Ditlev viser nogle nye sider af sig selv, ligesom også andre af seriens karakterer pludselig afslører store overraskelser.

Har du endnu Vesterlund-trilogien til gode, kan du glæde dig. Jeg har været drønunderholdt, og synes bare Thomassen er blevet bedre og bedre.

Historien fortælles i korte kapitler, der springer mellem de forskellige handlingstråde. Det skaber en konstant suspense, hvor man bare er nødt til at læse videre for at finde ud af, hvad der nu sker. Sproget flyder let. Personerne er nuancerede og troværdige. Og plottet er spændende og fyldt med uforudsigelige sving undervejs. Det bliver stort set ikke bedre.

Er du til kringlede thrillers med et interessant og anderledes persongalleri, hvor der både skrues på actionknappen og drilles med plot-twists? Så er Den som søger skal finde sammen med de to første bind ikke til at komme uden om.

Uddrag af bogen:

Der blev helt stille i stuen på Huslodsvej. Efter Gabriellas chokudmelding havde ingen trukket vejret i flere lange sekunder. Så eksploderede Jake.

Hvad fanden er det, du siger?

Kajs vældige arm røg ud og trak Jake i armen. “Slap af. Lad os nu høre.”

Jake drejede hovedet og stirrede med vilde øjne på Kaj. Så søgte de tilbage mod Gabriella, der med et mildt blik studerede ham. Jake satte sig forstenet tilbage på stolen.

Politiet blev tidligt i morges gjort opmærksom på, at Ditlev Rosenkilde er forsvundet fra plejecentret i Viby.”

Jake eksploderede ikke denne gang. Han stirrede ned på Kaj og Margits hænder, som havde lagt sig på hans fra hver sin side.

Jeg ved ikke meget endnu, men det ser ud til, at en kvindelig plejecenter-assistent har været hans ‘personlige’ plejer. Hun overtog løbende al pleje af ham. Ingen har sat spørgsmålstegn ved det, fordi ingen andre åbenbart ønskede at passe ham.

Men hvordan fanden kan det ske?” spurgte Margit forbitret.

Jeg ved det ikke. Det er det alt for tidligt i efterforskningen til, at vi kan svare på. Men kollegaerne virker overbeviste om, at det er ham, der har gjort det.” (side 77)

Om Den som søger skal finde:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Månen, 447 sider

Vesterlund-trilogien:
Han kender det som er i mørket, 2017
Lad de døde begrave de døde, 2019
Den som søger skal finde, 2020

Onde piger af Alex Marwood

Onde piger er en forfærdelig og fremragende fortælling om menneskelig ondskab og tilfældighedernes spil.

Onde piger af Alex Marwood

En sommermorgen i 1986 mødes to elleve-årige piger for første gang. Ved dagens afslutning står de anklaget for en frygtelig forbrydelse.

Femogtyve år senere rammes en lille ferieby på den engelske sydkyst af en række mord og bestialske overfald på unge kvinder. Journalisten Kirsty Lindsay rapporterer fra stedet, og hendes undersøgelser bringer hende i kontakt med Amber Gordon, der arbejder som rengøringskone i det lokale tivoli.

Det er første gang, Kirsty og Amber ser hinanden, siden den skæbnesvangre dag for så mange år siden. De lever nye liv med mænd og børn, som intet ved. Men nu er det hele truet. For mens jagten i badebyen går ind for at afsløre en morder, stiger de to kvinders frygt for selv at blive afsløret. Afsløret som de børn, der engang af hele pressen blev udråbt som ondskaben selv. (fra bogens bagside)

Nogle gange er de mest uhyggelige bøger ikke de blodigste. Nogle gange er beskrivelsen af hverdagens brutale ligegyldighed og konsekvenserne deraf langt mere skræmmende end seriemordere eller dæmoner fra helvede.

Onde piger er på én og samme tid rørende og modbydelig ond. I to tidsspor følger vi Kirsty og Amber, der første gang mødte hinanden for 25 år siden. Nu er Kirsty gift med to børn og arbejder som freelance journalist, mens Amber er rengøringsassistent i det lokale tivoli og bor sammen med den lidt yngre Vic. Begge har lagt låg på fortiden, og forsøger nu at leve et normalt liv hvor ingen kender deres baggrund.

Men en dag findes en ung kvinde dræbt på Ambers arbejdsplads. En seriemorder hærger Whitmouth, og pludselig bliver de to kvinders hemmelighed meget nærværende, da Kirsty dukker op for at skrive en artikel om mordene og tilfældigt møder Amber. Mødet lukker op for en masse fortrængte følelser, og samtidig dukker frygten op for, at deres fortid igen har indhentet dem.

Ind i mellem den nutidige fortælling hører vi om den dag for 25 år siden, hvor de to 11-årige piger mødes for første gang. I små bidder får vi at vide, hvad der skete og de langtrækkende konsekvenser af tilfældigheders grusomhed.

Onde piger er mere end “bare” en krimi. Den er et velskrevet indblik i menneskelig ondskab og ligegyldighed. En historie om, hvordan det ikke kun er børn i den nedre del af samfundet, der udsættes for svigt og forsømmelse. Om samfundets ønske om hævn, og om det svære i at se gennem gerningerne til mennesket bag.

Vi hører ikke meget om opklaringsarbejdet i romanen. I stedet er fokus lagt på portrættet af de to kvinder, der kæmper med at komme overens med fortiden, og den de er. Det er både barskt og rørende, og Alex Marwood kommer ikke med nogen lette udveje.

I 2012 hvor Alex Marwood oprindeligt skrev Onde piger, var udskamningen på de sociale medier slet ikke så voldsom som i dag. Ikke desto mindre får vi et tydeligt billede af mediernes sensationsjagt og drejning af “historien”, så aviserne får flest mulige læsere, ude hensynstagen til menneskerne bag. Beskrivelsen af, hvor hurtigt vi mennesker dømmer hinanden, er rystende overbevisende, og jeg kan ikke lade være med at gyse ved tanken om, hvordan vores nutid dokumenterer alt online, sandt som falskt, og danner grobund for endnu mere had og udskamning.

Jeg kom både til at tænke på Villy Sørensens novelle Blot en drengestreg, der stiller skarpt på det uskyldige barns ondskab. Men også på Pat Barkers Over grænsen fra 2001, der var inspireret af sagen om den 2-årige James Bulger, som i 1993 rystede England i sin grundvold. Onde piger har en anden vinkel, men stiller samme eksistentielle spørgsmål: Kan mennesker ændre sig? Hvornår er folk blevet straffet nok? Og har vi ikke alle været grusomme som børn?

Onde piger er en fremragende bog. En stor anbefaling herfra.

Reklame: Tak til forlaget Hoff & Poulsen som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

Der er ikke noget blod. Kun højrøde mærker efter fingre, der har klemt om hendes hals. Det her er den tredje i år, tænker Amber. Det kan ikke være noget tilfælde. To er et tilfælde; tre er … åh, arme barn.

Amber er kold helt ind til marven, selvom natten er lun. Hun kanter sig langsomt fremad, som en gammel kone, støtter sig til spejlene med en dirrende hånd. Nye spejlbilleder krydser hendes synsfelt efterhånden – en million lig spredt i en uendelig sal.

Og så, pludselig, hende selv. Ansigtet hvidt, øjnene store, munden en tynd streg. Stående ved liget som lady Macbeth.

Hvad havde du tænkt dig at gøre? Røre ved hende?

Tanken får hende til at stivne. Hun har ikke tænkt sig om. Chokket har gjort hende til et instinktdrevet væsen, en mekanisk dukke. Har gjort hende glemsom.

Hvad er det, du laver? Du kan ikke lade dig blive blandet ind i det her. Det kan du ikke. Anonym. Det er meningen, at du skal være anonym. Hvis du bliver involveret, finder de ud af det. Hvem du er. Og når først de ved, hvem du er …

Hun mærker panikken sprede sig i kroppen. Den nervøse snurren. Den kvalmende kløe. Velkendt, aldrig langt borte. Hun må beslutte sig hurtigt.

Det kan ikke være mig, der finder hende. (side 28)

Om Onde piger:

Udgivelsesår: 24.04.2020
Forlag: Hoff & Poulsen, 427 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: Wicked Girls (2012)
Oversætter: Signe Lyng

Besøg Alex Marwoods hjemmeside

Læs også:

Over grænsen af Pat Barker
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Blot en drengestreg af Villy Sørensen
En morders død af Rupert Thomson

Sort arv af David Garmark

Sort arv af David Garmark

November. Regnen vælter ned fra den grå, sønderjyske himmel. Max Munk tager til Ribe for at stille sin døende far det spørgsmål, der har plaget ham, siden han forlod byen for 25 år siden: Hvad ved faderen om sin datter Eleonoras selvmord? Men Munk må med gru sande, at den gamle greve rummer langt mere oprivende hemmeligheder.

Munk møder sin gamle flamme Edith. Hun beder ham finde sin forsvundne datter Caroline, mens området rystes af drabet på en lille dreng – angiveligt begået af en ulv. Forsvindings-sagen leder Munk på sporet af sin egen familie i 1700-tallet, dæmonbesættelse og dystert begær. Og da Merian ankommer, og begge udsættes for attentatforsøg, indser Munk, at der er stærke kræfter på spil, for at de ikke skal finde Caroline. (fra bogens bagside)

Sort arv er andet bind i krimiserien om Max Munk og Merian Takano. Første bind var Rød tåge, der udkom sidste år. David Garmark fortsætter således sit høje tempo med bogudgivelser – heldigvis uden at slække på kvaliteten.

Munk er tilbage i Ribe, hvor hans far ligger for døden. Munk er heller ikke selv i topform efter begivenhederne i Rød tåge. Det gør det ikke nemmere for ham at konfrontere faderen, og da han endelig får det gjort, er resultatet ikke som han forventede.

Sideløbende med at Munk forsøger at få styr på fortiden, bliver han involveret i eftersøgningen af en gammel venindes datter, Caroline. Hun har ikke kontaktet sin familie i lang tid, og moren er bange for, at der er sket hende noget.

Efterhånden som Munk graver sig ind i sagen, får han brug fra hjælp fra kollegaerne i København. Ikke mindst Merian som han beder om at komme til Sønderjylland for at hjælpe ham.

Men Merian har sine egne problemer at kæmpe med, og oveni er eftersøgningen af Caroline ikke en officiel politisag. Snart kommer Munk ud på dybt vand, mens hemmeligheder og overraskelser rasler som skeletter ud af Munkenæs-familiens historie.

Sort arv lever som sagt helt op til forgængeren Rød tåge. Noget af det, jeg synes særligt godt om ved serien, er blandingen af krimi og gyserelementer. Også denne gang er der nemlig et mystisk element i historien i form af en dæmon, der piner den forsvundne Caroline.

Samtidig lader David Garmark Munk være plaget af begivenhederne fra sidst, så hans situations-forståelse er slet ikke på toppen. Dermed har han sværere ved at agere i de mange begivenheder, der hober sig op omkring ham, som historien udspiller sig. Og det er også med til at holde læseren i uvidenhed.

Jeg var godt underholdt af Sort arv, der slutter af med en kæmpe overraskelse. Det bliver interessant at se, hvad bind tre bringer.

Reklame: Tak til forlaget Montagne der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

“Maximilian?” Han rørte på sig. Munk trådte hen til sengen og så ned på sin fars indsunkne ansigt.

“Det er mig.” Havde han troet, at hans far ville se anderledes ud end før, blev han klogere. Hans far lignede sig selv, blot i en mere afpillet version. De gennemtrængende blå øjne, der så op på ham, besad stadig den magt, de havde haft over sønnen for alle de år siden. Det mærkede han med det samme som en krusning ned ad rygraden. Som en svag rysten i knæene. Skægstubbene, håret, der ganske vist var uglet, var som det plejede. Bortset fra det var det en fremmed mand, der lå i sengen. Munk kendte ham ikke mere. Han havde bestemt, at det skulle være sådan for længe siden.

En senet grå hånd kom frem fra dynen. Den karakteristiske signetring, som Munk som barn altid havde været fascineret af, sad stadig på ringefingeren. Om end løst.

“Maximilian, du kom.”

“Kun for at fortælle dig noget. Stille dig nogle spørgsmål, inden … ja, inden det er for sent.” Munk trak en stol over til sengen og satte sig ned uden at tage sin fars hånd. Han havde lyst til at få det overstået. Havde lyst til at konfrontere manden i sengen og så komme ad helvede til væk igen. Hvis han havde forestillet sig derhjemme at blive hængende på godset til det uundgåelige skete, så havde han nu skiftet mening. Der sad noget i halsen på ham, der ikke frivilligt ville væk. Ikke kvalme mere, men noget tæt på. Med smagen af noget bittert. Galde, måske. (side 49-50)

Om Sort arv:

Udgivelsesår: 25.03.2020
Forlag: Montagne, 438 sider
Omslag: Imperiet / Marlene Diemar

Krimiserien om Max Munk og Merian Takano

Rød tåge, 2019
Sort arv, 2020

Besøg David Garmarks hjemmeside

Læs også:

Bjerget af Luca D’Andrea
Rød tåge af David Garmark
Det tavse vidne af Elly Griffiths
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Åndemaneren af Lotte Petri
Seks stemmer af Matt Wesolowski

Hjælperen af David Jackson

Hjælperen af David Jackson

Hvad nu hvis der er en seriemorder løs, men ingen tror på dig, når du fortæller det?

Efter begivenhederne i Paria har kriminalassistent ved NYPD, Callum Doyle, hovedsageligt haft skrivebordsarbejde. Men da en ung kvinde findes dræbt i en antikvariat, bliver alle mand kaldt ud. Også Doyle.

I første omgang er Doyle glad for at være i spil igen. Snart opdager han dog, at noget ved sagen ikke er, som det ser ud. Og så modtager han et opkald fra en mand, der tilbyder ham sin hjælp. Den eneste betingelse er, at Doyle ikke må fortælle nogen om ham.

Hjælperen er andet bind i serien om Callum Doyle, men man kan sagtens læses dem uafhængigt af hinanden. Som i første bind er her tale om en hårdkogt krimi med fuld fart på handlingen, og en hovedperson der ikke altid spiller efter reglerne.

Denne gang må Doyle gå bag ryggen på sine kollegaer i jagten på en seriemorder, som ingen andre har opdaget. Ofrene og drabsmetoderne er vidt forskellige, og nu er det op til Doyle at finde ledetråden, der binder de dræbte sammen, for at finde frem til morderen.

Jeg var vældig underholdt af første bind om kriminalassistent Doyle, og Hjælperen er i samme liga. Nok rummer historien sine klichéer, men det hører til den hårdkogte genre. Til gengæld får vi masser af action, vilde plot-twists og mandehørmende humor.

Er du til uforpligtende, actionfyldte krimier om seriemord med en fandenivoldsk efterforsker i hovedrollen, så led ikke længere. Hjælperen er nær (hø hø).

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hej.”

“Hej Doyle. Nej, lad mig begynde forfra. Hej Cal. Det er i orden at kalde dig Cal, ikke? Det er lidt mere venskabeligt.”

Doyle genkender ikke mandens stemme. Den er dyb, stilfærdig og kultiveret. Han hører høj musik i baggrunden, som næsten drukner stemmen.

“Hvem er det?”

“Undskyld. Vi har ikke mødt hinanden, men det håber jeg, vi kommer til en dag. Jeg ved dog en hel masse om dig. Om dig og Rachel og Amy. Om din lejlighed på West 87th Street. Du er en fascinerende mand, Cal. Det er derfor, jeg har valgt dig.”

“Valgt mig til hvad? Hvem fanden taler jeg med?”

“Valgt dig til at modtage min hjælp. Fik du ikke den besked, jeg lagde til dig?”

“Besked? Nej. Hvilken besked?”

“Dit telefonnummer, naturligvis. På pigens arm.”

Verden forsvinder. Der er ingen Rachel, ingen dagligstue, ingen lejlighed. Kun denne mands stemme, denne mands ord. (side 57-58)

Om Hjælperen:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Zara, 428 sider
Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen
Originaltitel: The Helper (2012)
Oversætter: Annemette Goldberg

Besøg David Jacksons hjemmeside

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Paria af David Jackson
Blodmanden af Robert Pobi
De efterladte af Palle Schmidt
Mørk treenighed af Karin Slaughter

Paria af David Jackson

Paria af David Jackson

Callum Doyle er kriminalassistent ved New Yorks politi. For et år siden døde hans makker under en anholdelse, der førte til mistanke om, at han havde noget med dødsfaldet at gøre. Doyle endte med at blive frikendt og er nu tilbage på jobbet med sin nye makker, Joe Parlatti.

Men en kold vinternat bliver Doyles liv igen forvandlet til et mareridt. Parlatti findes død på en tom byggegrund – skudt sammen med en ung prostitueret. Rygterne begynder hurtigt at summe, og snart sker endnu et mord på en person nær Doyle. Hvem står bag? Og hvorfor?

Paria er først bind i David Jacksons serie om kriminalassistent Doyle. På dansk er også udkommet Hjælperen, samt yderligere to bind der endnu ikke er oversat.

Historien er en hårdkogt, underholdende krimi, hvis plot tager en overraskende drejning mod slutningen, der fuldstændig snød mig. Det er altid fedt, når det lykkes for forfatteren. Til gengæld er persontegningerne lidt tynde, men det hører med til den hårdkogte genre, hvor der ikke er hverken lyst eller tid til dybe psykologiske overvejelser undervejs.

Handlingen accelerer hurtigt med en støt stigende suspense, og er du til actionfyldte pageturnere er Paria et rigtig godt bud. Jeg ser i hvert fald frem til at læse næste bind i serien om Callum Doyle.

Uddrag af bogen:

“Okay, så Joe finder pigen. Han prøver på at hjælpe hende. Det afleder hans opmærksomhed. Så morderen ser sit snit …”

“Nej, det er for mange tilfældigheder. Jeg tror, det var planlagt. Jeg tror, pigen var indblandet, men ikke af egen fri vilje. Det er derfor, Joe befinder sig nede bag i grunden med lygten i hånden. Han prøver på at hjælpe hende, men han ved ikke, at han er gået lige i en fælde. Han ved ikke, at han er blevet ført hen til et sted, hvor ingen ude på gaden vil se eller høre noget.”

“Og det ville så kræve, at morderen vidste, at Joe kom her forbi omkring det tidspunkt.”

“Præcis. Han skulle også vide, at Joe ikke ville ignorere sådan noget. De fleste ville skynde sig over på den anden side af gaden, hvis de hørte larm inde fra en mørk afkrog. Men ikke Joe. Ikke hvis nogen var i fare.”

Franklin trækker vejret ind gennem tænderne. “Åh gud. Var hun madding? Hvis du har ret, så er det en ren likvidering.” (side 23-24)

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Paria:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Bazar, 363 sider
Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen
Originaltitel: Pariah (2011)
Oversætter: Stig W. Jørgensen

Besøg David Jacksons hjemmeside

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Den fortabte søn af Dean R. Koontz og Kevin J. Anderson
Tabu af Steen Langstrup
Under overfladen af Claus Lohman
De efterladte af Palle Schmidt

De udstødte af Elly Griffiths

De udstødte af Elly Griffiths

Ruth Galloway, arkæolog med speciale i biologisk antropologi, har under en udgravning i Norwich fundet skelettet af en kvinde med en krog i stedet for den ene hånd. Kvinden var en af Norfolks mest berygtede mordere og gik under navnet Moder Krog. Hun blev hængt i 1867 og begravet udenfor kirkegården. Og nu har Ruth fundet hendes lig.

Institutleder og Ruths chef, Phil Trent, øjner straks en mulighed, da tv-serien “Kvinder der dræber” ønsker at lave et afsnit om fundet. Så snart er Ruth involveret i tv-optagelser, som hun allerhelst var fri for.

Sideløbende følger vi vicekriminalkommisær Nelson og hans kollegaer i forsøget på at opklare forbrydelser i nutiden. Ægteparret Donaldson har netop mistet deres tredje barn til vuggedøden, og Nelson mistænker moren for at stå bag.

Oveni bliver en lille dreng kidnappet, og politiet må sætte alle ressourcer ind for at finde ham, før det er for sent.

Jeg kan bare rigtig godt lide Elly Griffiths krimier om Ruth Galloway, og De udstødte er ingen undtagelse. Hele universet omkring Ruth er velkonstrueret med interessante personligheder og et landskab, der nærmest er en karakter i historien på linje med personerne.

Samtidig er jeg vild med blandingen af historiske facts ind i krimi-plottet. Denne gang får vi noget at vide om gravrøvere, og om de udstødte døde der blev begravet udenfor kirkegården.

Jeg har tidligere kaldt Elly Griffiths krimier for charmerende puslespils-krimier, men nu er jeg blevet introduceret for begrebet “Cosy Crimes”, og det er en perfekt beskrivelse af De udstødte. For nok handler det om død og bortførte børn, men det hele fortælles varmt og med fokus på personerne fremfor forbrydelsen, og det gør besøget i Norfolk til en hyggelig og underholdende fornøjelse.

Har du ikke læst bøgerne om Ruth Galloway endnu, vil jeg anbefale at starte med bind et: Pigen under jorden. Og er du helt opdateret i serien, så sæt dig godt til rette i din lænestol og nyd det sjette kapitel i serien: De udstødte.

Reklame: Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af De udstødte:

Da vicekriminalkommisær Harry Nelson kommer hjem den dag, har han det, som om han har været vågen i flere år. Da han ser sin kones bil holde i indkørslen, tænker han, måske for første gang nogensinde, at han ville ønske Michelle var ude med veninderne eller på besøg hos sin mor i stedet for at vente på ham med varm mad og spørgsmål om hans dag.

Hvad kan han sige? Jeg har afhørt en ung mor, en kvinde, der ikke var så forskellig fra dig – tiltrækkende, uafhængig, begavet – og spurgt om hun har lagt en pude hen over munden på sine tre børn og kvalt dem. Jeg har spurgt en kvinde, som lige har mistet sit tredje barn, om hun i virkeligheden er rendyrket morder. (side 16)

Om De udstødte:

Udgivelsesår: 27.03.2020
Forlag: Gads forlag, 360 sider
Omslag. Anders Timrén
Originaltitel: The Outcast Dead
Oversætter: Lærke Pade

Ruth Galloway-serien:

Pigen under jorden, 2018
Løgnens hus, 2018
Huset på klippen, 2018
Døden på museet, 2019
Det tavse vidne, 2019
De udstødte, 2020

Ulv blandt ulve af Palle Schmidt

Ulv blandt ulve af Palle Schmidt

Hauge fra De efterladte er tilbage i Ulv blandt ulve, en ny spændende krimi noir fra Palle Schmidt

Hauge sidder endnu en gang bag tremmer. Modsat tidligere har han dog noget at komme ud til, og det har helt ændret hans perspektiv på tiden i fængslet. Udenfor venter nemlig kæresten Kristine samt ‘lillemanden’.

Men en løsladelse har lange udsigter. Da en fange findes død i isolationscellen, beslutter Hauge sig derfor for at bryde den vigtigste af de indsattes regler: tal ikke med fængselspersonalet.

Den officielle forklaring er selvmord, men Hauge er overbevist om, at fangen blev myrdet. Så i det skjulte laver han en aftale med fængselsdirektøren. Hauge finder frem til morderen, og til gengæld bliver hans straf nedsat. Nu er det eneste problem bare, at ingen tilsyneladende ved noget, og de, der gør, vil ikke tale.

Ulv blandt ulve er Palle Schmidts anden bog om den voldsdømte Hauge, som vi blev introduceret for i De efterladte fra 2018. Den var jeg begejstret for at læse, og begejstringen er ikke mindre denne gang.

Historien udspiller sig i et lukket fængsel, hvilket byder på en del udfordringer for Hauge under opklaringen. Udover at yde gode benspænd til plottet er fængslet som kulisse virkelig godt lavet. Det er tydeligt, at Palle Scmidt har gjort noget ud af at researche forholdene, som beskrives deprimerende realistisk lige fra de triste og slidte omgivelser til personalenedskæringer og deraf følgende problemer. Også de indsatte på Hauges afdeling er fremstillet troværdigt, og som læser får vi en klar fornemmelse af fængselshiearkiet, hvor den svage ikke har mange chancer.

Den dystre, mistrøstige stemning pibler ud af siderne, som blodet fra et sår. Jeg sad hele vejen og heppede på Hauge, hvis liv bestemt ikke har været et eventyr, men som nu er begyndt at drømme om en fremtid. Når bare lige han får opklaret mordet på medfangen.

Hauge er ganske simpelt en knaldgod og troværdig karakter. Vi oplever ham fra en lidt blødere side denne gang, hvor han drømmer om at komme ud og leve et almindeligt liv med Kirstine, som han mødte i De efterladte. Han er dog langt fra blevet blødsøden, og også her i Ulv blandt ulve lader han næverne tale, når ordene slipper op.

Sidst men ikke mindst er plottet elementært spændende og godt bygget op. Efterhånden som Hauge dykker ned i, hvem den myrdede fange var, bliver det klart for ham, at sagen måske ikke er så ligetil. Er morderen en medfange, en ansat eller en udefra? Hvem har haft interesse i at lukke munden på ofret og hvorfor?

Palle Schmidt har med Ulv blandt ulve skrevet en spændende hårdkogt noir krimi, som jeg kun kan anbefale. Sproget flyder let, og hele setuppet i fængslet er særdeles vellykket, og giver historien en perfekt mørk atmosfære. Hvis du endnu har krimierne om Hauge til gode, har du et par fantastiske læseoplevelser på vej.

Uddrag af Ulv blandt ulve:

Jeg havde holdt mig for mig selv i de knap fire måneder, jeg havde været her siden varetægt. Havde fået lov at lave cellearbejde. Men det ville blive udfaset på de fleste fællesskabsafsnit, havde man sagt. Jeg havde fået valget om enten at tage den niende klasse, jeg aldrig havde fået, eller lave julenisser på træværkstedet. Ingen af delene virkede tillokkende.

Jeg passerede igen flokken af indvandrere. De slog over i arabisk, da jeg gik forbi. Jeg så små poser skifte hænder, vagtsomme blikke, der flakkede. En af dem fulgte mig med øjnene. Alfahan med guldkæde over den stramme t-shirt. Gåsehud på de hårdtpumpede overarme.

“Hva’ glor du på?”
Jeg sagde ikke noget, gik forbi ham uden at sætte farten ned.
“Hey, jeg tjaler til dig, din luder.

Kammeraten hev fat i ham, hviskede ham i øret. “Det er Hauge,” sagde han. “Lad ham være, bro, han er en fucking psykopat.

Jeg fortsatte på min rute. De kunne sagtens indhente mig og springe på mig, hvis de ville. Men jeg havde et rygte indenfor murene. Det havde indtil videre holdt mig ude af problemer, og det skulle det gerne blive ved med. Jeg havde afgivet et løfte. (side 10-11)

Tak til Palle Schmidt som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Ulv blandt ulve:

Udgivelsesår: 20.03.2020
Forlag: Avanti, 284 sider
Omslag: Palle Schmidt

Læs også:

Hviskeren af Karin Fossum
Eksploderende skadedyr af Dennis Jürgensen
Den sidste gode mand af A. J. Kazinski & Palle Schmidt
Manden der glemte han var død af John Lorentz
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
De efterladte af Palle Schmidt
Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen

Vinterjagt af Nina von Staffeldt

Vinterjagt er fjerde uafhængige bind i den grønlandske krimiserie om Sika Haslund

Vinterjagt af Nina von Staffeldt

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg har læst de foregående bøger af Nina von Staffeldt med stor fornøjelse. Vinterjagt lægger sig på bedste vis i kølvandet af disse, og tager endnu en gang læseren med på en underholdende rejse til Grønland.

Sika Haslund flyttede sammen med sønnen Mathias tilbage til Grønland, da hendes mand døde for tre år siden. Her fik hun arbejde som kommunikationskonsulent hos Go Greenland, det grønlandske selvstyres paraplyorgan for erhverv og turisme, og ved siden af er hun begyndte at skrive artikler om gamle kriminalsager for avisen Seqineq.

Hvor alt ånder fred og ro hjemme hos Sika og Mathias, er det samme ikke tilfældet i det grønlandske natteliv. En stigende mængde hash og hårde stoffer finder vej til værtshuse og diskoteker med indlæggelser og dødsfald til følge. Politi og toldere forsøger at dæmme op for indsmuglingen, men Grønlands over 44.000 km kystlinje gør det mildest talt til en vanskelig opgave.

Journalisten Thormod Gislasson skriver på en artikel om de nye, farlige stoffer, da han bliver kontaktet af en ung mand, som har oplysninger til ham. Oplysninger der har bragt den unge mand i alvorlig fare.

Imens arbejder Sika på en artikel til Go Greenland om lokale virksomheder, der benytter sig af udenlandsk arbejdskraft. Her støder hun på en virksomhed, der både har albanere og grønlændere ansat, men som viser sig ikke at være helt fin i kanten.

I efterskriftet fortæller Nina von Staffeldt, at idéen til Vinterjagt opstod, da en af hendes bekendte fik job i Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug i Nuuk. Ad den led hørte hun om Fiskerilicenskontrollens arbejde, og så lå det lige til højrebenet at sammenkoble det ellers så fredelige erhverv med narkosmugling og hvidvask. Resultatet er blevet en vellykket krimi, der tager livtag med nogle af det moderne Grønlands problemer.

Serien om Sika Haslund er ikke hæsblæsende action, hvor hver side drypper af blod. Heldigvis, for dem er der nok af. Derimod mærkes det tydeligt, at Nina von Staffeldt kender Grønland og grønlænderne indgående. Hun går bag om avisernes sort/hvide overskrifter, og gør landet og befolkningen levende for læseren, samtidig med at vi bliver underholdt på bedste vis af et troværdigt plot og sympatiske hovedpersoner.

Jeg er blevet bidt af serien fra det iskolde nord, som på den ene side er et koldt og meget anderledes sted, og som på den anden side ikke er meget forskellig fra vores hjemlige provinsbyer. Så en stor anbefaling til Vinterjagt herfra. Og har du ikke læst de tre første bøger i serien, så har du noget godt til gode.

Uddrag fra bogen:

Tyve minutter senere ønskede hun, at hun bare var gået direkte til frokost. Uengageret sad hun og stak til maden, da Gitte og Mads gled ned ved hendes bord.

“Hva’ søren, smager det så grimt?” Mads pegede grinende på den i øvrigt udmærkede kyllinge-linse-salat.

Sika gjorde en grimasse. “Naamik. Det er, fordi jeg læste på KNR, at to personer i Nuuk kort efter hinanden er døde af en overdosis ecsatsy.” Hun så op. “Jeg tænkte ikke videre over det, men bagefter tjekkede jeg Facebook og opdagede på opdateringer fra venner og naboer, at jeg ved, hvem begge er. Det føles ærligt talt ikke ret festligt.”

Gitte lagde spontant hånden på hendes arm. “Hvor trist, var det nogen du kendte godt?”

Sika rystede på hovedet. “Ikke personligt, men jeg har mødt kvinden, der døde, og også den unge fyrs mor.”

Og mens Gitte og Mads stille lagde bestikket ned ved siden af deres tallerkener og lyttede med alvorlige miner, fortalte Sika om den 18-årige Karl, som var kommet ud, hvor han ikke kunne styre tilværelsen, og hvordan forældrene magtesløse havde måttet stå og se til uden at kunne gribe ind. Og hvor skidt hun følte sig over ikke at have hjulpet hans mor noget mere. Og bagefter om 44-årige Ragna, hvis venner havde skrevet en fin og smuk nekrolog på Facebook i forlængelse af venindens helt uforståelige død.

“Men du foreslog jo drengens mor, hvad de kunne gøre – og det var vildtfremmede mennesker.” Gitte så indtrængende på Sika, som smilede blegt tilbage. Ja og nej, tænkte hun. Gitte havde boet her i mange år, men forstod måske ikke fuldstændigt hvordan det hele hang sammen. (side 39-40)

Reklame: Tak til Milik Publishing som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Vinterjagt:

Udgivelsesår: 19.03.2020
Forlag: Milik Publishing, 320 sider
Omslag: Emil Nørgaard Stach, Justin Case Productions

Læs en spændende artikel på Bog.dk om arctic noir, hvor bl.a. Nina von Staffeldt bliver interviewet.

Serien om Sika Haslund:

Vinterjagt, 2020
Skibet fra Isfjorden, 2018
Den sorte engel, 2017
Frosne beviser, 2016

Læs også:

De dødes fjord af Hans Jakob Helms
Korsveje i nord af Bjarne Ljungdahl
Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo
Åndemaneren – Blodengel 2 af Lotte Petri
Skibet fra Isfjorden af Nina von Staffeldt
Den sidste olie af Rune Stefansson
Is i blodet af Robert Zola Christensen

Familiens synder af Cara Hunter

Sharon og Barry Masons datter forsvinder sporløst under en havefest. Politiet med kriminalinspektør Adam Fawley i spidsen starter en omfattende efterforskning, men i første omgang uden nogen resultater. Som dagene går, og chancen for at finde den 8-årige Daisy i live bliver mindre, dukker flere familiehemmeligheder frem i lyset, og politiet må revurdere deres opfattelse af sagen.

Familiens synder er første bind i Cara Hunters serie om Adam Fawley. Serien udspiller sig i universitetsbyen Oxford, og forlaget sammenligner bøgerne med tv-serien Broadchurch. Den må jeg indrømme, at jeg ikke har set, men måske bør jeg det, for jeg blev i hvert fald fanget ind af Familiens synder .

Romanen er bygget op i to spor. Det ene udspiller sig i nutiden og fortælles skiftevis af Adam Fawley og de øvrige politifolk, krydret med opslag på Twitter hvor naboer (og fremmede) giver deres mening tilkende om sagen.

Det andet spor bevæger sig rykvist baglæns i tiden, startende med dagen før Daisy forsvandt, tilbage til 79 dage før hendes forsvinden. Jeg har ikke læst en bog med helt samme opbygning som denne før, men jeg må sige, at det fungerer overraskende effektivt. Oplysninger, vi får i nutiden, har pludselig en helt anden betydning, når vi får baggrunden med, og det giver en helt særlig spænding i historien.

Det er heller ikke tit, at jeg har læst en bog med så usympatiske ofre. Hverken Barry Mason eller hustruen Sharon virker særligt behagelige, og det er svært at have ondt af dem, selvom deres datter er forsvundet. Måske derfor er folkedomstolen på twitter også hurtig til at dømme dem uden at have nogen beviser. Den del af historien kan jeg desværre genkende alt for let fra tastaturkrigerne på Facebook osv., der er mere end parate til at dømme andre uden at sætte sig ind i sagen.

Jeg var lynhurtigt fanget ind af Familiens synder, som både er spændende og overraskende. Jeg havde i hvert fald ikke gennemskuet plottet. Cara Hunter skriver levende, og den specielle opbygning af historien skaber en stadigt stigende suspense, så jeg nærmest ikke kunne slippe bogen, da jeg først gik i gang.

Samtidig er Adam Fawley en interessant hovedperson. Vi fornemmer fra starten, at han har en tragedie i bagagen, men hvilken afsløres først langt inde i bogen. Alligevel er han dybt professionel, og har samtidig en medfølende og venlig side der adskiller ham fra mange af tidens krimi-skikkelser. Men han har også sine personlige meninger, som ind i mellem skinner igennem i snakken med kollegaerne. Det er med til at gøre hans karakter troværdig, og jeg ser frem til at lære ham bedre at kende i kommende bind.

Cara Hunter besøger Krimimessen i Horsens d. 28.-29. marts, hvor hun vil fortælle om Familiens synder. I den forbindelse har Krimimessen spurgt hende, hvordan inspirationen til bogen opstod. Til det fortæller hun om sin fascination af ”at tage temaer op, der er blevet betydningsfulde emner både inden for den virkelige verdens kriminalitet og i fiktionens verden, og se på dem fra uventede vinkler”. I Familiens synder vender hun således rundt på ordsproget om, at det kræver en landsby at opdrage et barn. Her kræver det i stedet et samfund at miste et barn.

En absolut læseværdig og underholdende historie, hvis anderledes opbygning er med til at holde læseren fanget til sidste side. For alle der holder af gedigne og overraskende krimier med et drys domestic noir.

Uddrag af Familiens synder:

Jeg nikker. ”Det er klart. Jeg kan se, at haven støder op til kanalen. Er der en låge, som fører ud til trækstien?”
Barry ryster på hovedet. ”Som om! Det vil kommunen aldrig give lov til. Han kan umuligt være kommet ind den vej fra.”
”Han?”
Barry ser væk igen. ”Hvem det så end var. Det svin, som har taget hende. Det svin som har taget min lille Daisy.”
Jeg skriver ’min’ i notesbogen og sætter spørgsmålstegn bagefter. ”Men du så faktisk ikke en mand?”
Han tager en dyb indånding, som ender i en hulken, og så ser han væk, da tårerne igen begynder at trille. ”Nej, jeg så ikke nogen.”
Jeg bladrer i mine papirer. ”Jeg har billedet af Daisy, som I har givet kriminalassistent Davis. Kan I fortælle mig, hvad hun havde på af tøj?”
Der bliver stille.
”Vi holdt udklædningsfest,” sagde Sharon til sidst. ”For børnene. Vi tænkte, at det kunne være hyggeligt. Daisy var klædt ud som sit navn.”
”Undskyld, jeg er ikke helt med …”
”Daisy betyder tusindfryd. Hun var klædt du som en tusindfryd.”
Jeg fornemmer Gislinghams reaktion, men kigger ikke på ham. ”Nu forstår jeg. Og det vil sige …”
”Grøn nederdel, grønne strømpebukser og grønne sko. Og en hat med hvide kronblade og gult i midten. Vi fandt kostumet i den der butik på Fontover Street. Det kostede en formue bare at leje det. Og vi blev nødt til at betale depositum.”
Hun går i stå og gisper. Så knytter hun nævne og presser den mod munden med bævende skuldre. Barry lægger armen rundt om hende. Hun vugger klynkende frem og tilbage og siger til ham, at det ikke er hendes skyld – hun vidste ikke noget – og han stryger hende over håret. (side 14-15)

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Familiens synder:

Udgivelsesår: 20.02.2020
Forlag: Gads Forlag, 354 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: Close to home, 2018
Oversætter: Brian Christensen

Læs også:

Enken af Fiona Barton
Øjensamleren af Sebastian Fitzek
Og så var hun væk af Lisa Jewell
Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist