Indlæg tagget med ‘krimi’

Sorte åkander af Cassegrain/Duval/Bussi

Sorte åkander af Cassegrain, Duval & Bussi

Sorte åkander er en af de tegneserier, jeg har læst med stor fornøjelse, men ikke har fået skrevet om her på siden. Det prøver jeg at råde bod på med denne korte omtale.

Der boede tre kvinder i Giverny, den landsby i Normandiet, hvor Monet malede sine berømte åkander. Den første var ondskabsfuld. Den anden var løgnagtig. Den tredje var egoistisk. Alle tre syntes, at landsbyen var et fængsel, en stor og smuk have omgivet af et gitter. Et maleri, hvis ramme det var umuligt at bryde at bryde ud af. En gang, i tretten dage, åbnede lågerne sig dog for dem … Disse tretten dage fløj forbi som en parentes i deres liv, der begyndte med et mord på den første dag og endte med endnu et på den sidste. (Forlagets beskrivelse)

Den franske forfatter Michel Bussi udgav krimien Sorte åkander i 2011 (læs en anmeldelse på Bogrummet). Romanen vandt en lang række priser, og i 2018 udkom den på dansk. Jeg har ikke læst den originale historie, men kun denne tegneserie-bearbejdning. Det er til gengæld en stemningsfuld oplevelse, som varmt kan anbefales. Især slutningen, hvor alle tråde flettes sammen, var en total overraskelse for mig.

Teksten er bearbejdet af Fred Duval, mens Didier Cassegrain har stået for tegningerne.

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Virkelig medrivende kriminalgåde, der bæres flot fremad af en ret præcis tekst med gode dialoger og ikke mindst de smukke tegninger, der maler et meget fransk miljø frem. Nærmest forførende billeder, der bygger en spænding op, så man må bladre hastigt videre til næste poetiske side samtidig med at læseren får faktuel viden om Monet og samtidens malerkunst. De tre kvinders historier flettes smukt sammen, især prologen/præsentationen er betagende.

Litteratursidens anmeldelse:
Bogen balancerer fantastisk mellem det kunstneriske og underholdningen, og spændingsniveauet er højt og konstant. Det er ikke en krimi af den blodige seriemorder slags, men dramaet i en lille landsby med uopfyldte drømme, forsmåede følelser, gamle hemmeligheder og slet skjult bitterhed kan også noget. En meget flot og læseværdig graphic novel for læseren, der kan lide en god historie i flot indpakning.

Om Sorte åkander:

Udgivelsesår: Maj 2022
Forlag: mellemgaard, 139 sider
Originaltitel: Nymphéas noirs
Oversætter: Jens Eichler Lorenzen

Læs også:

Den sidste gode mand af A. J. Kazinski & Palle Schmidt
Green Manor 2: Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann
Hvem myrdede præsidenten? af Duval & Pécau
Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Lovecraft af Hans Rodionoff
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët
Scrapbogen af Karsten Mungo Madsen
Watchmen af Alan Moore
Åbenbaringer af Paul Jenkins

A – mørket lyver altid af Lars Thomassen

A-Mørket lyver altid af Lars Thomassen

A-Mørket lyver altid er første bind i en ny serie af Lars Thomassen om Iben Brahms og Asger Hartvig. Og jeg må sige, at det starter godt.

I 1983 forsvinder den 15-årige Anita Madsen på vej hjem fra ungdomsklubben. Da hun kommer til sig selv, befinder hun sig i et underjordisk rum, lænket til en seng.

Så springer fortællingen til nutiden, hvor Bastian Madsen er på vej på arbejde. Men nogen venter på ham i bilen.

For Asger er det derimod business as usual. Efter han trak sig tilbage fra jobbet som politibetjent efter en personlig tragedie, arbejder han nu som handyman. Denne dag skal han fjerne et gammelt gulv i et foderrum på en lettere forfalden gård, der netop har fået nye ejere. Efterhånden som han får fjernet de gamle mursten, dukker en lem op under gulvet. Nysgerrigt kigger han ned – og finder et kranium.

Asgers tidligere kollega politikommissær Iben Brahms kommer på sagen, som snart viser sig at være større end først antaget. Og så bliver et nyt mordoffer fundet i Fredericia midtby.

A-Mørket lyver altid fortælles skiftevis i fortiden, og i månederne før COVID-19 rammer Danmark i 2020. Vi hører dels Anitas historie, og dels følger vi opklaringen af sagerne om skelettet i kælderen og Bastians forsvinden. Sideløbende hører vi mere om Asger, hvis privatliv er gået helt i hundene. Han er blevet skilt, har ikke god kontakt til sin søn, og så spiller han alle sine penge væk.

Men hans involvering i sagen om det gamle kranium bliver hans billet tilbage til politiet. Iben ansætter ham som konsulent i en nyoprettet enhed, Rejsende Efterforskningsteam, kaldet RET. Afdelingen skal være en form for rejsehold, der efterforsker de sager, der har stor mediebevågenhed, såsom drabssager, pædofili og de værste voldssager.

Jeg har tidligere læst Lars Thomassens Vesterlund-trilogi samt debuten Når månen titter gennem ruden, så jeg havde på forhånd visse forventninger. Dem lever A-Mørket lyver altid heldigvis op til.

Historien er grum og bringer mindelser til virkelige psykopater som Wolfgang Priklopil og Josef Fritzl. Så selvom sproget flyder let, kan det alligevel ind i mellem være svært at læse videre. Samtidig skaber de skiftende synsvinkler dog en løbende suspense, hvor man alligevel ikke kan slippe historien, fordi man må følge hvert nyt spor. Og ikke mindst fik jeg simpelthen lyst til at læse mere om de to hovedpersoner, Iben og Asger.

Som en ekstra bonus lader Thomassen et par tråde til de tidligere bøger flyde ind i fortællingen. Eksempelvis er Iben datter af Troels Brahms, politimanden fra novellen ‘Når månen titter gennem ruden’, mens Asger har lært den tidligere PET-agent og graver, Kaj Brøns fra Vesterlund-trilogien, at kende. Jeg synes personligt, det er sjovt, når forfattere kæder deres universer sammen, så længe det ikke føles påtaget. Og det gør det ikke her.

Er du til mørke krimier med ubehagelige hemmeligheder og interessante personer? Så er A-Mørket lyver altid et godt bud. Jeg ser i hvert fald allerede frem til næste bind i serien.

Om A-Mørket lyver altid:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Månen, 380 sider

Besøg Lars Thomassens hjemmeside

Læs også:

Passager 23 af Sebastian Fitzek
Hviskeren af Karin Fossum
Rød tåge af David Garmark
Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen
Løbende tjener af Dennis Jürgensen
Mercedesmanden af Stephen King
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
Sankt Psyko af Johan Theorin
Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson

Hvidt had af David Garmark

Hvidt had af David Garmark

Sneen falder tæt, og efterforskningsleder Max Munk har dårligt fået pusten efter sin sidste sag, der nær kostede ham og hans partner Merian livet og konfronterede ham med fortiden i form af en hidtil ukendt datter og en søster, hvis død han har sørget over i 25 år. Nu er et nyt mysterium landet på hans skrivebord – en række børn er blevet kidnappet direkte fra deres mødres maver, og situationen har mistænkelige sammenfald med en 15 år gammel sag om en færøsk læge og seriemorder. Med pressen åndende ham i nakken og hele Danmark som publikum må Munk på sagen, alt imens Merians helbred forværres, og hendes stalker begynder at gøre alvor af sine trusler. Og selvom Munk er lykkelig for at have sin søster tilbage i sit liv, er hendes genkomst omgærdet af skygger fra fortiden, der ikke lader sig ignorere. Presset til det yderste bliver det snart klart, at Munk har et skæbnesvangert valg at træffe … (fra bogens bagside)

Hvidt had er tredje og sidste bind i serien om makkerparret Max Munk og Merian Takano, og jeg skal love for, at her er smæk for skillingen.

Max er ikke den typiske politimand med sin adelige baggrund. Han er heller ikke et specielt sympatisk menneske. Men han har været en knalddygtig efterforsker, og har sammen med Merian opklaret nogle usædvanlige sager i fortiden. Nu er en ny – og meget ubehagelig sag – landet hos makkerparret. Ufødte børn bliver kidnappet fra deres mødres maver, og mødrene efterlades med en sten. Hvem står bag og hvorfor?

Oveni er både Max og Merians privatliv rystet. Merians helbred forværres langsomt, men sikkert, og Max kæmper med at finde sig til rette med søsteren Leo, der er dukket op, 25 år efter han troede, hun druknede. Max kæmper både med skyldfølelser og fortrængte minder. Oveni skal han forholde sig til sin voksne datter Caroline, som pludselig er kommet ind i hans liv. Og ikke mindst dukker en ubehagelig hemmelighed fra Merians fortid op. En hemmelig hun end ikke har delt med Max.

Hvidt had er en spændingsmættet og dramatisk historie med flere sideløbende handlingstråde. Alt samles dog til sidst, hvor vi både får opklaret sagen om de bortførte babyer, Merians fortid og Munk-familiens hemmeligheder. Det hele flettes professionelt sammen, og bogen læser nærmest sig selv.

Der er således ingen tvivl om, at David Garmark har skruet en underholdende og spændende krimi sammen. Når det er sagt, er jeg dog ikke helt så begejstret for bind tre, som jeg var for de to første. Der sker næsten for meget med to store kriminalsager oveni Munk familiens historie, så jeg følte ikke helt, at der blev tid til at gå i dybden med alle handlingstrådene. Heldigvis er delplottet om Max og Merians forhold kun blevet stærkere igennem serien, og det kulminerer overraskende her i Hvidt had.

Mit lille forbehold skal dog ikke afholde nogen fra at kaste sig over serien, for Hvidt had har både action, overraskelser og masser af drama. Men læs Rød tåge og Sort arv først.

Reklame: Tak til forlaget Montagne som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Malin Martinussen var gravid i niende måned, da hun blev myrdet. Hun var på barsel fra sit job som civilingeniør, stod til at føde omkring jul. Men maven indeholdt ikke hendes barn … den indeholdt fem store sten, der var blevet indopereret post mortem.”

Næste billede viste stenene lagt ud ved siden af hinanden.

“Hvad for noget?” stønnede Munk.

“Stenene vejede tilsammen omtrent det samme som et barn. 4,5 kilo. Barnet var væk. Offer nummer to. Kirsten Lei.” Levinsen skiftede billede. Endnu et kvindelig. “Fundet i havnebassinet på Sjællands Odde den 3. januar i 2003 klokken 05.12 af en lystfisker. Som I ser, var også hun gravid, også i niende måned, men med maven fyldt med sten i stedet for hendes barn.”

Munk så til med voksende kvalme, mens to kvinder mere dukkede op på skærmen med samme grusomme skæbne.

“Som I kan forstå, blev disse kvinder myrdet vidt forskellige steder i landet. Kerteminde, Lumsås på Sjællands Odde, Køge og Vilsted i Nordjylland. Alle var i niende måned, og deres børn var og forblev forsvundet.” (side 35-36)

Om Hvidt had:

Udgivelsesår: 02.04.2022
Forlag: Montagne, 445 sider
Omslag: Imperiet / Marlene Diemar

Serien om Max Munk og Merian Takano

Rød tåge, 2019
Sort arv, 2020
Hvidt had, 2022

Forvitring af Johan Theorin

Forvitring af Johan Theorin

Det er sjældent, at hovedpersonen i en krimi bor på et plejehjem og går med rollator. Det er dog tilfældet i Forvitring af Johan Theorin, som er femte bind i serien om den sympatiske pensionist Gerlof, der med sin skarpe hjerne ikke går af vejen for at lege privatdetektiv, når brorens barnebarn, der er ansat i politiet, har problemer med en sag.

Den 86-årige Gerlof Davidsson bor nu på plejecenteret i Marnäs, men har stadig sit sommerhus i Stenvik. Under et oprydningsbesøg i sommerhuset hører han en underlig rumlende lyd. Da han samme dag får besøg af sin brors barnebarn Tilda, der arbejder som politiassistent i Kalmar politis efterforskningsafdeling, nævner han episoden for hende.

Tilda undersøger sagen nærmere, og det viser sig, at der er sket et stenskred på stranden, som har kostet en mand livet. Endvidere opdager politiet knoglerne af endnu et lig begravet på stranden sammen med et bundt breve. Men er stenskreddet et uheld eller har det forbindelse med de gamle knogler og de friske blomster ved dem?

Jeg er stor fan af Johan Theorins Ølands-serie, og Forvitring lever efter en lidt stille start op til de øvrige bind i serien. Historien udspiller sig i 2001 og fortælles med tilbageblik til henholdsvis 1951, samt ca. 20 år tidligere hvor brevene fra graven på stranden skrives. Sideløbende følger vi Gerlofs private detektivarbejde og Tilda og politiets efterforskning.

Det viser sig, at den største katastrofe i Gerlofs eget liv er vævet sammen med sagen, og han må se dårlige minder i øjnene under forsøget på at finde ud af, hvorfor fortidens hemmeligheder stadig koster liv i nutiden.

Historien fortælles i et roligt tempo, uden hæsblæsende action. Ikke desto mindre er Forvitring spændende på sin helt egen lavmælte facon. For hvordan får man svaret på gamle hemmeligheder, når de fleste, der kendte dem, er døde eller demente, og kun myter har overlevet?

Svenske Theorins Ølands-serie er et must for alle, der holder af stilfærdige og atmosfærefyldte krimier, hvor fortidens hemmeligheder får betydning i nutiden, og hvor det uforklarlige ind i mellem titter frem.

Som altid i Ølands-serien er landskabet i Forvitring en væsentlig stemningsskaber i historien. Det golde, stenede og til tider nærmest uhyggelige landskab skaber en helt særlig atmosfære, som underbygger fortællingens iboende spænding.

Denne gang holder plottet sig dog helt i realismens verden uden svinkeærinder til tusmørkezonen som i de tidligere bind. O det er måske min eneste anke. For netop evnen til at blande myter, gys og krimi gør Johan Theorins forfatterskab enestående. Forvitring er dog bestemt stadig værd at læse, og selvom seriens bind kan læses selvstændigt, vil jeg anbefale at læse dem i rækkefølge. For hvorfor gå glip af noget godt?

Uddrag af bogen:

Fortryllelsen, eller hvad det nu var, der havde sænket sig over Tilda, var væk. Men Amor stod stadig bøjet over rosenkransen og pegede på noget ved siden af den.

“Det der,” sagde han langsomt, “det ligner lidt knogler.”

“Fra sælen?” sagde Tilda.

Da hun satte sig på knæ ved siden af ham, fik hun øje på noget småt og lyst i gruset tæt på blomsterkransen. Smalle små sten, tænkte Tilda, men de stak lodret op af gruset ved siden af hinanden.

“Hvad tror du?” sagde Amor. “Sæl eller svane eller …?”

Uden at sige noget fjernede Tilda et par sten rundt om knoglerne og rystede på hovedet. Hun nikkede i retning af Emma og Hans. “Vi må hellere tilkalde teknikerne.”

Fundet her var hverken en knogle fra et dyr eller en fugl – det var en menneskehånd, der stak op af gruset. Med flere bøjede fingre og en enkelt strakt.

En strakt pegefinger, der smal og gråhvid syntes at pege ud mod havet. (side 53-54)

Om Forvitring:

Udgivelsesår: 17.03.2022
Forlag: Modtryk, 413 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Originaltitel: Benvittring
Oversætter: Jakob Levinsen

Ølands-serien:

Skumringstimen, 2008
Natstorm, 2009
Blodlag, 2010
Gravgæst, 2014
Forvitring, 2022

EXIT af Palle Schmidt

EXIT af Palle Schmidt

Nogle bøger læser nærmest sig selv. Det er tilfældet med serien om Hauge af Palle Schmidt, hvor bind fire, EXIT, netop er udkommet.

Hovedpersonen er den kriminelle Hauge. Vi har fulgt ham, siden han blev løsladt fra fængslet i De efterladte og sendt til Nordjylland af rocker-overhovedet Bjarke for at undersøge nevøens død.

Selvom Hauge hjalp Bjarke i første bind, har han hele tiden holdt sig ude af rockerverdenen. Men omstændighederne har ændret sig, og i EXIT er Hauge blevet prospect i Broderskabet under præsidenten Kian, efter at Jimmy er blevet indlagt for sine skader i bind tre. Hauge arbejder for et vagtselskab med forgreninger til Broderskabet, mens han ved siden af indkasserer gæld for klubben. Trods sin oprindelige modvilje mod at underordne sig andre, forsøger han nu at leve op til Broderskabets motto: “Love, Loyalty and Respect”.

Så forsvinder en lastbil fra Holland med varer for en værdi af 10 millioner på vej gennem Tyskland. Er det politiet, der har opdaget transporten, eller er det andre kriminelle, der har stjålet sendingen? Snart går rygterne, at det er en udstødt broder ved navn Lennox, der står bag, og Hauge får til opgave at finde ham og likvidere ham.

Det er dog nemmere sagt end gjort. Lennox har været forsvundet i to år, og ingen ved tilsyneladende noget. Men Hauge borer sig ind i sagen med hjælp fra Marcello, der ligeledes arbejder for Broderskabet. Deres jagt på Lennox fører dem langt omkring i den kriminelle underverden og til udlandet, og undervejs opdager Hauge hemmeligheder, der sætter hans tiltro til Broderskabet på prøve.

Jeg er virkelig begejstret for serien om Hauge, der er drønspændende og utroligt underholdende. Palle Schmidt skriver, så historien nærmest udspiller sig som en film for læserens indre øje. Tempoet er højt og med masser af action. Samtidig er det tydeligt, at der ligger et stort researcharbejde bag. Denne gang kommer vi helt ind i rockermiljøet og dets hierarki, og det er interessant at se, hvad der får unge mænd til at tilslutte sig bandemiljøet. Og så får Hauges jagt på Lennox ham til at reflektere over sit eget liv, og over de små ting, der kan få afgørende betydning for ens livsbane.

Hauge er en interessant hovedperson. Han er kriminel og har problemer med sit temperament. Men han er også intelligent, frygtløs og har en stor retfærdighedssans. Det bringer ham jævnligt i konflikt med Broderskabets fuldgyldige medlemmer. Ikke mindst krigsministeren Bager, som Hauge har haft et sammenstød med under et fængselsophold. Det er dog de samme egenskaber, der gør ham egnet til at finde frem til sandheden i de sager, han bliver sat på, og derfor har Hauge fået lidt længere snor af ledelsen.

EXIT er den hidtil længste roman om Hauge, men for min skyld måtte den gerne være længere. Her er nemlig knald på hele vejen og både spændings- og underholdningsniveauet er i top. Der er mange personer, grupperinger og spor at holde styr på, men Palle Schmidt er en dygtig jonglør, og alt samles i en smuk sløjfe til sidst.

Jeg har håb for Hauge, og glæder mig allerede til bind fem!

Uddrag af bogen:

“Skal vi se at komme afsted?”

“Først vil jeg gerne have, at du lægger din hånd der.” Han pegede på spisebordet. “Du bestemmer selv, om det er højre eller venstre.”

“Hvad snakker du om?”

“Et instrument for et instrument,” sagde han og greb en håndvægt fra stativet. “Du bruger næverne. Det er kun rimeligt, vi bytter sådan.”

En isnen løb op ad ryggen på mig. Var det derfor, vi skulle hjem til ham? Så han kunne smadre mig på sin egen hjemmebane? “Come on,” sagde jeg. “Det mener du ikke, vel?”

Han drejede håndvægten og lod den falde gennem luften et par gange. “Højre eller venstre.”

Han var kold nok til at gøre det, den del var jeg ikke i tvivl om. Og som Sergeant at Arms i Copenhagen, var der heller ingen tvivl om hans autoritet. Jeg kunne ikke sætte mig op imod ham, hvis jeg ville overleve i broderskabet. “Hvad med lige at ringe til Kian og høre, hvad han synes?”

“Det her er mellem dig og mig.”

Jeg studerede hans ansigt, men der var intet at hente. Hverken vrede, glæde eller noget som helst andet. Han var en voksfigur.

Jeg trådte frem og lagde min højre hånd fladt på bordet. Den havde været brækket før, og det var aldrig vokset ordentligt sammen. Måske lægerne kunne gøre det bedre denne gang. (side 40)

Reklame: Tak til forlaget Avanti der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om EXIT:

Udgivelsesår: 01.03.2022
Forlag: Avanti, 401 sider
Omslag: Palle Schmidt

Hauge-serien:

EXIT, 2022
Blod ved daggry, 2021
Ulv blandt ulve, 2020
De efterladte, 2018

Læs også:

Patent på mord af Lisbeth og Steen Bille
Jeg er Sif af Thomas Clemen
Fantomsmerter af Stephan Garmark
I skyggen af Sadd af Blædel, Holm, Kjædegaard og Langstrup
Paria af David Jackson
Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen
Det tredje hus af Irene Manteufel
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen
Havhvepsen af Tommy Thorsteinsson
DNA af Yrsa Sigurðardóttir

Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen

Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen

Forlagets beskrivelse:
Den førtidspensionerede historielærer Solveig Sollenberg er i færd med at skrive en artikel om den gamle ruin Sankt Michaels Sanatorium, da hun forsvinder sporløst ved en drukneulykke på den vestjyske ø Fejrø. Hendes niece, Katrine, tager kort tid efter Solveigs død ophold i hendes hjem på øen. Mystiske ting begynder at ske i det afsidesliggende sommerhus, og Katrine får snart mistanke om, at Solveigs død ikke var en ulykke, men at der under den idylliske overflade befinder sig mange hemmeligheder blandt lokalbefolkningen på den lille ø. Før Katrine ved af det, befinder hun sig i en slipstrøm af sorg og blodhævn, som kan spores tilbage til natten, hvor den karismatiske patient mystikeren Emanuel Kruse, sammen med sine disciple, udslettede Sankt Michaels Sanatorium.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, da jeg begyndte at læse Sankt Michaels Sanatorium, men jeg blev positivt overrasket. Romanen starter tilbage i 1892. Her brænder det tidligere Ravnekjær Gods, nu privatsanatorium for de gale, ned under grufulde omstændigheder og dræber stort set alle patienter og ansatte. Herfra springer historien til nutiden, hvor Katrine ankommer til Fejrø efter hendes faster Solveigs død.

Katrines fætter Laurits arbejder på øens lokalhistoriske arkiv. Han får hurtigt gjort Katrine interesseret i historierne om slægten der ejede Ravnekjær før det blev sanatorium, samt ikke mindst branden og patienten Emanuel Kruse. Men selvom det er over 100 år siden, at Sankt Michaels Sanatorium brændte, er flere af øens beboere stærkt imod at lave udstillinger om begivenhederne. Der bor stadig efterkommere af de døde på øen, og der er stadig ondt blod mellem slægterne.

Laurits er gift med den lokale læge, Williams, datter, og Katrine bliver snart tiltrukket af den karismatiske og venlige mand. Også en anden mand kommer til at fylde meget i Katrines verden. Den lokale særling Tom der lever alene, udstødt af det lille ø-samfund.

Jeg var vældig underholdt under læsningen af Sankt Michaels Sanatorium. Elsebeth Gundersen Jensen fortæller levende. Historien er spændende, og de historiske detaljer om sanatoriet og de gamle slægter flettes elegant ind i fortællingen. Der er et strejf af mysticisme i fortællingen, som jeg synes godt om, men som en klassisk krimilæser måske vil rynke lidt på næsen af. Endelig er jeg også vild med beskrivelserne af det gamle sanatorium. Det er en perfekt kulisse for historien.

Er du til krimier med plads til kærlighed, tråde tilbage i tiden og et strejf af det overnaturlige, så er Sankt Michaels Sanatorium et fint bud.

Uddrag af bogen:

William slog en hjertelig latter op, mens Laurtis fortsatte henvendt til Vicky: “Katrine har for øvrigt lovet mig at hjælpe med at skrive artiklen færdig om sanatoriet ud fra Solveigs noter.”

Vicky lyste op, og Katrine følte sig pludselig en smule bondefanget: “Altså, det bliver jo hverken i morgen eller i næste uge,” forsøgte hun at trække i land.

William fattede sammenhængen: “Pas på med at give Laurits en lillefinger, han tager hele armen.” Han blinkede til Vicky. “Og din datter med, hvis du er for god ved ham.”

Laurits forsvarede sig: “Katrine vil da også få noget ud af det! Hun skal til at skrive ph.d. Jeg har sagt, at hun godt må bruge historien om Sankt Michael, bare jeg får lov til at udstille den først.”

William skar en overbærende grimasse: “Sanatoriet er vist udelukkende af interesse for folk her på øen.”

Laurits greb fadet med kage og rakte det til Katrine efter at have forsynet sig med et stykke selv: “Det kommer da fuldstændig an på, hvilken vinkel man tager på historien. Hvis man for eksempel tager udgangspunkt i, hvordan de behandlede deres patienter.”

William brummede afvisende: “Det var vel ikke værre på Sankt Michaels, end det var andre steder på det tidspunkt.”

Laurits lo: “Helt rart kan det fandeme heller ikke have været, siden patienterne valgte at brænde lortet ned.” (side 38-39)

Om Sankt Michaels Sanatorium:

Udgivelsesår: maj 2021
Forlag: mellemgaard, 288 sider
Omslag: Maleri af Brian Lassen, Symbiotic Ars

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex
Døden mellem linjerne af Elly Griffiths
Gæld til Djævelen af Lisa Hågensen
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Lyst af Åsa Schwarz
Natstorm af Johan Theorin
Sjælesøstre af Sarah Waters
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Det tredje hus af Irene Manteufel

Det tredje hus af Irene Manteufel

Jeg faldt tilfældigt over Det tredje hus af Irene Manteufel på årets bogmesse i Forum. Jeg havde set omtale af den på Facebook, og tænkte at den lød interessant med sit udgangspunkt i haunted houses. Nu har jeg så fået læst den, og jeg var vældig underholdt.

Journalisten Johanne forsøger at finde frem til et hemmeligt scary house, som lever af at skræmme gæsterne på ekstreme måder. Mens hun researcher, begynder folk med tilknytning til stedet at forsvinde, og en af dem findes myrdet. Undervejs modarbejdes hun både af sin egen redaktør, skeptiske efterforskere i politiet og horror-fans, som vil holde husets eksistens hemmeligt. Da det pludselig ser ud, som om Johanne er den eneste, der kan forhindre, at et nyt offer bliver slået ihjel, går hun i gang med sin egen efterforskning, selvom hun får adskillige advarsler om, at hun bør holde sig langt, langt væk … (forlagets beskrivelse)

Johanne Fryd er freelance journalist, men har en plan om at hendes nye projekt – en podcast om haunted houses – skal skaffe hende et fast job på redaktionen hos Media City. I forbindelse med sin research kommer hun på sporet af et haunted house kun for særligt inviterede. Det lykkes hende at få en rundvisning på stedet, som viser sig at være mere end almindeligt grænseoverskridende.

Mens Johanne graver sig dybere og dybere ind i horrormiljøet, opdager hun en forbindelse til nogle unge hjemløse. Og så finder politiet et halshugget lig af en ung mand. Hvem er han? Og har han forbindelse til Johannes research?

Jeg var vældig underholdt af Det tredje hus, som både er spændende og velfortalt. Det er første gang, jeg har læst en krimi, som udspiller sig i det danske horrormiljø, og det er lykkes godt. Her er både blevet plads til nørd-klichéen, hvis lejlighed er fuld af film og figurer, og som ligner en der bor hjemme i kælderen hos sin mor. Men også til den unge, succesfulde kvinde der spiller online zombiespil. Horrorfans er jo ligeså forskellige som Shakespeare-fans 🙂

Det var også interessant at følge Johannes proces med at lave sin podcast for mediehuset. Både i forhold til hendes research om haunted houses og deres historie, men også omkring overvejelserne af brugen af lyd. Jeg er ikke selv så rutineret i at lytte til podcasts, så jeg lærte en masse tricks undervejs. Endelig kommer vi også tæt på arbejdsgangen i et stort mediehus, og jeg må indrømme, at jeg næsten synes, at arbejdsmiljøet der var ligeså skræmmende som et haunted house.

Researchen virker til at være på plads, og det er med til at gøre historien troværdig. En solid baggrund betyder at plottet godt må tage nogle lidt vildere twists ind i mellem, for grundlæggende er fortællingen plausibel. Det synes jeg er tilfældet med Det tredje hus. Her sker grufulde ting, og Johanne kommer ud på dybt vand, men historien holder.

Efter jeg læste bogen, fik jeg lov til at stille Irene Manteufel et par spørgsmål. Svarene kan læses længere nede på siden.

Uddrag af bogen:

Besøget i Timme Hartvigs ‘Creepy Mansion’ var til den podcast, hun var ved at lave om kommercielle spøgelseshuse gennem tiden.

Idéen var kommet nogle år før, da hun var til Halloween i Tivoli og gik gennem deres ‘Hotel Scary’, hvor monsterklædte skuespillere skræmte publikum i en mørk labyrint af gange i et spøgelseshotel. Turen havde fået hende til at mindes parkens oprindelige ‘skræmmeforlystelse’, den nu hedengangne ‘Den Blå Vogn’, hvor man kørte rundt i en lille vogn i mørket. Som barn var hun især blevet forskrækket, når vognen pludselig passerede fronten af et gammelt damplokomotiv, der tudede højt og vibrerede, som om det lige skulle til at køre henover én. Kontrasten mellem den enkelte, lidt naive Blå Vogn og det velscenograferede ‘hotel’ gav hende lyst til at undersøge, hvordan de skræmmende forlystelser havde udviklet sig gennem tiden.

I det allerførste ‘spøgelseshus’ fra 1915, som eksisterede endnu i USA, var det nok at slukke lyset, blæse luft på publikum og få gulvene til at vippe. I dag skulle folk overfaldes, jagtes med motorsave og bades i kunstigt blod, til de græd af rædsel. I hvert fald i de ‘Haunted Houses’ i USA, der konkurrerede om at være værst. De skulle ikke være for børn. Og nichen var boomet de sidste 20 år og blevet en milliardindustri. Det, der interesserede Johanne, var hvorfor? Og så elskede hun at lege med lyd. En ingrediens, der var rigeligt af i stoffet. (side 9-10)

Mini-interview med Irene Manteufel

1) Hvorfor skrive en bog med udgangspunkt i haunted houses? Hvordan opstod idéen?

Jeg har altid været fascineret af skræmmende forlystelser, og for nogle år siden så jeg en Netflix-serie, hvor hovedpersonerne besøgte et scary house i L.A. Det var meget voldsomt, og jeg blev nødt til straks at undersøge, om sådan noget virkelig fandtes. Det gjorde det, opdagede jeg, og jeg kastede mig ud i en dybere research og fandt bl.a. frem til McKamey Manor, som er temmelig kontroversielt og også omgærdet af kritik – og mystik. Jeg tænkte, at det var underligt, der ikke var skrevet en krimi med temaet, og da jeg samtidig havde haft lyst til at skrive en krimi i rigtig lang tid, så var det oplagt.

2) Det er første gang, jeg har læst en krimi, der udspiller sig i det danske horrormiljø. Hvordan har du researchet emnet?

Allerede for mange år siden, da jeg lige var startet i DR, lavede jeg indslag om en ekstrem filmklub i København, der hed Something Weird, og senere var jeg producer på en hel P1-udsendelse om rædsler og gys. I den forbindelse besøgte jeg folk, der var i miljøet dengang. Jeg har også lavet en radiomontage med Uno Krüger, der var redaktør på gysermagasinet GRU fra 70’erne. Da jeg researchede til Det Tredje Hus, blandede jeg mine erfaringer med finkæmning af diverse fora i dag – og så min egen fantasi.

3) Du har nogle tråde i historien til unge hjemløse i København. Det er en barsk side af Danmark, vi ikke hører så meget om til dagligt. Hvordan kom du på den vinkel?

Vinklen stammer dels fra videoer, jeg har set fra McKamey Manor, hvor en ung teenager var ansat, og jeg fik en forestilling om, at han søgte en tilknytning til noget for enhver pris. Samtidig tænkte jeg, at hvis nogen vil have folk i deres magt, så vil de i nogle tilfælde netop søge de sårbareste typer frem, og det tænkte jeg at nogle unge hjemløse kunne være. Hjemløshed blandt unge er et stigende problem, og jeg har både lavet radio og TV om det, hvor jeg har været ude i nogle af deres miljøer, men det meste er selvfølgelig noget, jeg har fundet på.

4) Johanne virker som en troværdig hovedperson. Hun er podcast journalist – som du selv – Hvordan opstod hun, og hvordan skriver man troværdige personer?

Johanne opstod simpelthen som en person, der har nogle ting tilfælles med mig, idet hun er journalist og laver radio. Det synes jeg åbner for en masse oplevelser og en tilgang til mange ting, som det er nemt for mig at leve mig ind i. Grænseløs nysgerrighed og det stadige fokus på lyd, ikke mindst. Og så syntes jeg, det var sjovt at lade hende arbejde i et stort mediehus, der måske minder om DR. Mht troværdige personer, så viste det sig dog at være det allersværeste ved at skrive bogen: At gøre hende troværdig. For hun er jo slet ikke mig, men jeg skal samtidig se ting gennem hendes øjne. Det var sjovt nok nemmere at leve mig ind i mange af de personer, der overhovedet ikke har noget tilfælles med mig selv! Men jeg kan ikke rigtigt forklare hvordan. For mig var det intuition.

5) Arbejder du på en ny bog? Og kunne du evt. forestille dig at skrive en regulær horrorroman engang?

Ja, jeg arbejder på den næste i serien. Den foregår i nogle HELT andre miljøer, men Johanne er den samme, og der sker også mord!
Jeg ved ikke, om jeg kunne finde på at skrive en regulær horrorroman. Måske😊

6) Hvad har jeg ikke spurgt dig om, som du gerne vil fortælle dine læsere?

Jeg vil gerne fortælle læserne, at jeg planlægger mindst to bøger til med Johanne, og at de bliver uhyggelige. Og at jeg stadig er i proces med at lære håndværket og arbejder på at blive bedre og bedre. Jeg er meget ydmyg overfor håndværk, og jeg har KÆMPE beundring for de mange dygtige krimiforfattere, der mestrer det så overlegent!

Om Det tredje hus:

Udgivelsesår: 31.10.2021
Forlag: Byen, 320 sider
Omslag: Michelle Rivas

Læs også:

Hvorfor fascineres vi af gyset?

Ghost House 2.0 af Arne Dahl
Døden mellem linjerne af Elly Griffiths
Den sidste af Alexandra Oliva
Seks stemmer af Matt Wesolowski

Brændoffer af Christian Kronow

Brændoffer af Christian Kronow

Journalisten Johan er med kollegaen/kæresten Ane på arbejdsweekend i Thyborøn. Han har tidligere skrevet om kvotekongen Bjørn Gabriel Havkarl og dennes forhold til landets statsminister Hans Hauge. Denne weekend har Ane et interview med Hauge, mens Johan skal dække en fiskeauktion holdt til fordel for statsministerens velgørende organisation Rødder.

Men alle overskrifter ændrer sig, da de sidste kasser til auktionen viser sig at indeholde liget af en teenager med hænderne skåret af. Hvem har lagt ham der og hvorfor? Er det en advarsel til statsministeren? Og hvem er den døde?

Ved et tilfælde opdager Johan, at sagen har tråde til hans gamle soldaterkammerat, Benjamin. Benjamin blev i hæren, da Johan forlod den, og har været udstationeret flere gange. Nu bor han på sin fiskekutter i Thyborøns havn, hvor han sælger hash og ellers holder sig langt væk fra livet. Men livet lader ikke Benjamin få fred.

Mens Johan forsøger at finde hoved og hale i mistankerne om mord, korruption, smugleri og skattesnyd, brænder hans privatliv sammen. Hustruen Laura har fået nok af deres proforma ægteskab og vil tage deres to piger fra Johan. Han ved godt, at han har kvajet sig, men ikke desto mindre vil han gøre alt for at blive i pigernes liv.

Jeg har tidligere læst de første to bind i Orator-trilogien af Christian Kronow. En ungdoms fantasy-serie med rødder i danske myter og sagn. Bøgerne var underholdende og letlæste, så jeg havde gode forventninger i Brændoffer.

Brændoffer er inspireret af virkelige begivenheder, og jeg kunne da heller ikke undgå at tænke på LøkkeFonden og Lars Løkke Rasmussens forhold til kvotekongen John-Anker Hametner Larsen, mens jeg læste. Kronow understreger dog i et interview, at alle personer er opdigtede, og jeg forestiller mig da heller næppe, at Hans Hauge er en en-til-en fremstilling af Lars Løkke. Men omstændighederne med fonde og tilskud og en adskillelse af privatpersonen og statsministeren er et interessant udgangspunkt for en krimi om korruption i et land, der ligger helt i top på Transparency Internationals liste sammen med New Zealand som verdens mindst korrupte lande.

Johan er jeg-fortælleren i historien. Ind i mellem er der enkelte kapitler fra andre synsvinkler, som dels skaber suspense. Dels giver os indblik i begivenheder og tanker, som Johan ikke kan vide noget om.

Generelt var jeg godt underholdt af Brændoffer, selvom jeg lige skulle vænne mig til skrivestilen. Kronow skriver for så vidt godt, men flere gange studsede jeg lidt over ordstillingerne, som jeg synes bremsede fortællingen lidt. Men det kan være en smagssag. I hvert fald blev jeg ret hurtigt fanget ind af historien, og ikke mindst af den uperfekte Johan der er en troværdig hovedperson. Samtidig kan jeg også godt lide, at handlingen udspiller sig i Thyborøn, langt fra Christiansborg. Det er altid interessant, når forfattere bruger anderledes lokationer.

Brændoffer er en spændende politisk krimi om korruption og mord. Men det er også en fortælling om familie. Om hvordan kærlighed kan udvikle sig til en destruktiv kraft, og hvordan principper og moral forkastes, når det for alvor bliver personligt.

Christian Kronow er sluppet godt fra sin krimi-debut, som i øvrigt har en yderst smuk forside lavet af Betina Drews.

Uddrag af bogen:

Hauge smiler stadig, da det utænkelige sker. Om det er et forsagt skrig fra en i mængden, eller fordi jeg genkender færten af menneskelig tragedie, er jeg ikke sikker på. Jeg tænder videokameraet på min smartphone hurtigere, end Hauges ansigtskulør skifter fra bodegarød til ligbleg, idet det sidste lag af kasser åbenbares. Først ser fiskerne det og træder tilbage. Så turisterne, og så er alt kaos. Skrig, tumult. Jeg træder ind i cirklen af grønne kasser. Døde kulmuler, fladfisk og muslinger. Mine nakkehår bliver stive som børster. Jeg filmer statsministeren, der hastigt bliver ført væk af sine PET-vagter, og ned på kasserne igen. Mens jeg filmer, bliver jeg slået med rædsel.

Foran mig, i tre kasser, hvor siderne mod hinanden er fjernet med en nedstryger, mellem stendøde atlantiske laks, ligger noget langt større, der fylder hele det underste lag. Det hører ikke hjemme på en fiskeauktion, endsige nogen andre steder. Jeg kaster op i munden, da jeg indser, hvad jeg står og filmer. Et halvvejs frossent lig af en teenagedreng med et gabende åbent sår på tværs af halsen. Han har tøris i de åbne øjne. Hans arme er for korte, og jeg indser hvorfor. Senerne stritter stive og døde som metalwirer ud efter håndleddet, der, hvor der burde være hænder. (side 29)

Reklame: Tak til forlaget SuperLux der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Brændoffer:

Udgivelsesår: 12.10.2021
Forlag: Superlux, 244 sider
Omslag: Betina Drews

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

For nyligt modtog jeg en dejlig pakke med posten. Det var Elly Griffiths: Døden mellem linjerne. Jeg er stor fan af Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway, men jeg elsker også gotiske spøgelseshistorier, så da jeg hørte, at Griffiths nye bog handler om en engelsk-underviser, der skriver på en bog om den gotiske forfatter R.M. Holland, som er kendt for sine spøgelseshistorier – ja, så kunne jeg næsten ikke vente. Men det har bestemt været ventetiden værd. Døden mellem linjerne er underholdning i topklasse.

Clare Cassidy underviser i litteratur på Talgarth High, hvor hun også tilbyder undervisning i kreativ skrivning. Hendes yndlingsemne er den gotiske forfatter R.M. Holland, der boede i Holland House, en gammel bygning tilknyttet den nye skolebygning, hvor Clare underviser, og i sin fritid skriver hun på en biografi om ham. Clare flyttede fra London efter en skilsmisse, og nu bor hun sammen med teenagedatteren, Georgie og hunden Herbert i West Sussex. Men en dag i efterårsferien får hun en ubehagelig opringning. Hendes kollega og gode veninde Ella Elphick er blevet myrdet, og politiet vil gerne tale med Clare.

På sagen er kriminaloverbetjentene Harbinder Kaur og Neil Winston. I første omgang er der hverken tydelige motiver eller spor på, hvem der kan have dræbt Ella. Men så opdager Clare pludselig, at en fremmed har skrevet i hendes dagbog. Kan det have noget med mordet at gøre? Og så sker der endnu et dødsfald.

Historien fortælles gennem tre overordnede stemmer: Clare, Harbinder og Georgie. Det betyder, at vi ind i mellem hører om den samme begivenhed set fra en ny synsvinkel. Det giver et helt særligt indblik i personerne. Ikke mindst i samspillet mellem Clare og Harbinder, hvor der i første omgang ikke er meget sympati. Harbinder synes Clare er alt for høj, smuk og overlegen, men er det bare hendes egen følelse af underlegenhed, som spiller ind?

Imellem hver del er desuden indsat stumper af en novelle skrevet af R.M. Holland, som Clare bruger i sin undervisning. Undervejs dukker der mystiske henvisninger op til novellen, som er trykt i sin helhed bagerst i bogen, så vi nørder kan få slutningen med.

Døden mellem linjerne kom fint pakket ind, og er første bind i en ny serie med  kriminaloverbetjent Harbinder Kaur.

Som jeg skrev indledningsvis, har det været værd at vente på Døden mellem linjerne. Elly Griffiths er fænomenal til at tegne sympatiske og troværdige hovedpersoner, og den 35-årige Harbinder, der stadig bor hjemme hos sine indiske forældre, der ikke ved noget om, at hun er lesbisk, tegner til at blive et ligeså spændende bekendtskab som Ruth Galloway.

Selve plottet er overraskende og fuld af twists og drejninger. Vi kommer omkring hvid magi, litteraturnørder, teenagebetagelser, jalousi, affærer og spøgelser, og alligevel var jeg ikke tæt på at gætte slutningen. Det er fuldt fortjent, at Døden mellem linjerne vandt en Edgar Award for Best Novel i 2020. Jeg læste den nærmest ud i et stræk, og kan kun være enig med bloggen Crime by the Book, der giver bogen 5 ud af 5 stjerner:

Griffiths masterfully blends Gothic influence with modern-day suspense sensibility, and the result is effortless, spine-tingling, page-turning fun. Masterfully blurring the lines between reality and fiction, Elly Griffiths has crafted an exceptional bookish mystery that is both an ode to Gothic literature and an effective work of Gothic suspense unto itself.”

Bind to med Harbinder Kaur er udkommet på engelsk og hedder The Postscript Murders.

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Jeg mødte Ella første gang til jobsamtalen på Talgarth High for fem år siden. Vi blev begge budt velkommen af Rick, der forsøgte at lade, som om en tredjedel af engelskafdelingen ikke havde sagt op før påske, og dermed blot givet ham et par måneder til at finde to erfarne engelsklærere. For et stykke tid siden læste jeg tilbage i dagbogen for at se mit første indtryk af Rick, men det var skuffende banalt. Høj, tynd, forpjusket. Rick er den type, hvor charmen – som den nu engang er – langsomt åbenbares.

“Det er en meget dynamisk afdeling,” sagde han, mens han gav os en rundvisning. “Og skolen er skøn, meget forskelligartet, masser af energi.”

På det tidspunkt havde vi regnet ud, at det drejede sig om to ledige stillinger, og at vi ikke var i konkurrence med hinanden. Vi udvekslede blikke. Vi vidste begge to, hvad ‘dynamisk’ betød. Skolen lå på grænsen til rent anarki. Under den sidste kommunale inspektion havde den fået dommen ‘Forbedring kræves’. Den gamle skoleleder, Megan Williams, hang fast med det yderste af neglene, men to år senere blev hun sat fra bestillingen af Tony Sweetman, der med kun 10 års undervisningserfaring blev hentet ind fra en anden skole. Nu har skolen fået ratingen ‘God’.

Bagefter sad Ella og jeg og talte om vores første indtryk på lærerværelset, et trist lokale i den nye bygning med passiv-aggressive post-its på opvaskemaskinen – ‘Hjælp med at tømme opvaskemaskinen. Det er ikke mit job!’ Vi var blevet efterladt der med te og en tallerken med kiks, mens ‘panelet’ traf deres beslutning. Vi var begge klar over, at vi ville få tilbudt et job. Synet af kvinden over for mig: langt, blondt hår, spids næse, ikke smuk, men utrolig tiltalende, gjorde det kommende job mindre dystert. Jeg fandt senere ud af, at Ella, en Jane Austen-entusiast, identificerede sig med Elizabeth Bennet. Men for mig var hun altid Emma.

“Hvorfor vil du arbejde her?” spurgte Ella, mens hun rørte rundt i teen med en kuglepen.

“Jeg er lige blevet skilt,” sagde jeg. “Jeg vil væk fra London. Jeg har en datter på 10 år. Jeg tror, at det vil være rart for hende at komme ud på landet. Og være tæt ved vandet.”

Skolen lå i West Sussex. Shoreham-by-Sea lå blot et kvarter væk, Chichester en halv time på en god dag. Det havde både Rick og Tony talt meget om. Jeg forsøgte at fokusere på køreturen herned gennem det frodige landskab og ikke på de revnede ruder i billedkunstlokalet og den trøstesløse gård, hvor alt grønt var gået ud på grund af den salte vind.

“Jeg er også på flugt,” sagde Ella. “Jeg underviste i Wales, men jeg havde en affære med chefen. Det kan ikke anbefales.”

Jeg kan huske, at jeg blev rørt og lidt chokeret over, at hun betroede sig til mig så hurtigt.

“Jeg kan ikke forestille mig at have en affære med ham der Rick,” sagde jeg. “Han ligner et fugleskræmsel.”

“If I only had a brain,” sang Ella med en imponerende imitation af fugleskræmslet fra ‘Troldmanden fra Oz.

Men hun havde en hjerne, og endda en god en af slagsen, så hun burde have indset det med Rick. Hun skulle have lyttet til mig.

Men nu er det for sent. (side 20-21)

Om Døden mellem linjerne:

Udgivelsesår: 28.05.2021
Forlag: Gad, 421 sider
Omslag: Anders Timrén efter originaldesign af Ghost Design
Originaltitel: The Stranger Diaries
Oversætter: Ane Lauenblad

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Ravnens rede af Leif Davidsen
Ruth Galloway-serien af Elly Griffiths
Otte berømte spøgelseshistorier af M.R. James
Randvad af Krogsøe og Wangsgaard Jürgensen
Slør af A. Silvestri
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Skyggernes skov af Franck Thilliez

Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen

Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen

En død københavner midt i Vadehavet. En forsvunden skoleelev. Et dansk-tysk politi-samarbejde. Dennis Jürgensen er tilbage med en ny serie Mand uden ansigt.

Da en død mand bliver fundet i grænselandet ude i vadehavet, bliver kriminalassistent Lykke Teit sendt til Sønderjylland for at assistere det lokale politi sammen med en kollega fra det tyske politi. Hauptkommissar Rudi Lehmann viser sig at være en kompetent og venlig mand, og han og Lykke får hurtigt etableret et godt samarbejde.

Samarbejdet med det lokale politi går lidt mere trægt. Den døde mand blev fundet af en lærer og hans elev, der var ude at kigge på fugle. Læreren ligger nu på hospitalet, og eleven er sporløst forsvundet. Så mens Lykke og Rudi arbejder på at opklare mordet, efterforsker det lokale politi den forsvundne dreng med efterforskningsleder Mogens Krogh i spidsen. Men Krogh er ikke begejstret for, at hans overordnede har bedt om assistance fra ’Djævleøen’ og Tyskland. Han er overbevist om, at assistancen skal ses som en reprimande til ham.

For eleven er ikke det første forsvundne barn i Melum. For halvandet år siden forsvandt en 6-årig pige under en gemmeleg med sine venner. Efterfølgende fandt man hendes sko under en busk, men hverken pigen eller gerningsmanden blev fundet, og de lokale bebrejdede politiet, og i særdeleshed Mogens Krogh, for ikke at gøre deres job godt nok. Det er den bitterhed Krogh lader gå ud over Lykke og Rudi.

Jeg holder meget af Dennis Jürgensens tidligere bøger, både horror-romanerne og krimi-serien om Roland Triel, så jeg har set frem til Mand uden ansigt, der er første bind i en ny serie. Heldigvis leverer Dennis Jürgensen endnu en gang en atmosfærefyldt, spændende og velskrevet historie, der fanger læseren fra første side.

Som altid lader Jürgensen historien udvikle sig med forskellige plot-twists og en stigende suspense. Undervejs i efterforskningen sker endnu et par mord, og Lykke og Rudi kommer i kontakt med en dømt pædofil, der sidder i forvaring. Om der er sammenhæng mellem de forskellige sager, står åbent hele vejen til den hæsblæsende afslutning, hvor alle tråde bindes sammen.

Dennis Jürgensen er en mester i spænding, men også i at skabe troværdige og sympatiske personer. Jeg faldt straks for Lykke, der (ligesom Triel i øvrigt) har en personlig tragedie med sig i bagagen, men som bruger denne som brændstof for at blive en endnu bedre politikvinde. Også Rudi er et behageligt bekendtskab, og jeg er spændt på, hvordan serien udvikler sig fremover. Der kan i hvert fald gemme sig flere interessante konflikter i sammenstødet mellem det tyske og det danske, ligesom jeg tænker, at vi får nærmere indblik i de to efterforskeres fortid.

Endeligt vil jeg også rose forsiden. Smudsomslaget er effektiv, men indenunder gemmer sig en cigaræske fuld af hemmeligheder. Den er måske ikke lige så iøjnefaldende for en krimi, men den er virkelig smuk.

Mand uden ansigt er god, gedigen underholdning, som endnu en gang viser Dennis Jürgensens evne til at skrue en spændende og effektiv historie sammen.

Uddrag af bogen:

Tågen kom rullende fra havet som et stofligt monster uden lemmer eller lyd. Han havde set fronten nærme sig og tænkte, at de godt kunne nå ind til fastlandet, men på få øjeblikke opslugte hvid tomhed og isnende kulde de vidtstrakte sandflader. Den udviskede horisontens takkede konturer, så diget forsvandt i det fjerne.

Det var ikke meningen, at de skulle have været så langt ud på vaden, men drengen blev ved med at finde nye genstande længere væk, og Lasse var selv optaget af at kigge på de mange fugleflokke, som fouragerede i naturens enorme spisekammer. Der var også noget dragende ved at gå udefter på den blottede havbund, som om man kunne vandre halvvejs til England, hvis tiden og tidevandet tillod det.

Det gjorde de ikke.

Han sagde til sig selv, at der ikke var nogen umiddelbar fare trods tågen. Han tjekkede altid tidevandstabellen før han gik ud. Der var mindst en time til, cyklussen vendte. Han havde gået her hundredvis af gange, men som regel alene, hvor han ikke havde ansvar for andre end sig selv. (side 7)

Om Mand uden ansigt:

Udgivelsesår: 15.03.2021
Forlag: Politiken, 336 sider
Omslag: Simon Lilholt, Imperiet