Indlæg tagget med ‘kunst’

Ur – en historie af Rasmus Hastrup

Ur af Rasmus Hastrup

Lige fra jeg læste Rasmus Hastrups novellesamling Liv, har jeg været betaget af hans forfatterskab. Hans fortællinger er lige dele fascinerende, tankevækkende, velskrevne og spørgsmålsfremkaldende. Han lefler ikke for laveste fællesnævner, men udfordrer læseren. Jeg må indrømme, at jeg ikke altid forstår alt, men det gør nu ikke oplevelsen mindre.

Nu er Hastrup aktuel med sin fjerde udgivelse, Ur. Og selvom undertitlen er ‘en historie’, så består fortællingen af en række historier på tværs af tid og sted. Alle har dog base i det samme udgangspunkt, nemlig et kort over verden lavet i midten af 1300-tallet.

Vi introduceres til historien med Æinir Glyrifax’s beretning. Han er en dygtig illuminator, der i 1355 bliver tilkaldt af fyrst Gervase Hasenkopf på Schloss Schwalbengrab. Hasenkopf ønsker at lave verdens smukkeste og mest nøjagtige kort, og har i den anledning tilkaldt nogle af de dygtigste skriftkloge, illuminatorer og mest lærde hoveder i Europa.

Men kortet er ikke et almindeligt kort, og konsekvenserne af kortet spreder sig som ringe i vandet.

I et senere kapitel beretter en jeg-fortæller om et møde med en ung kvinde i år 1990. Kvinden fortæller om sine drømmesyn, som hun aldrig ved om er drømme eller virkelige begivenheder i fortiden eller fremtiden, men som hun ved er advarsler.

Kapitlet ‘Hændelsen’ udspiller sig i 1791 og fortæller om et København, der har været udsat for en altødelæggende katastrofe, mens kapitlet ‘Hindbærsvinget’ tager os frem til nutiden. Her skal Tilde og Enrik besøge et vennepar, der lige er flyttet ind i et parcelhuskvarter. For Enrik er området lig med hans værste mareridt, for Tilde er det drømmen at bo sådan et sted. Men i første omgang skal de finde vennernes hus.

Det er vanskeligt at fortælle ret meget af historien uden at afsløre/ødelægge læseoplevelsen. Vi springer mellem forskellige fortællere i forskellige tider og på forskellige steder. I kapitler, der umiddelbart virker helt løsrevet fra den samlede fortælling, dukker små ledetråde op, der med et knips forener historierne.

Sproget følger de enkelte kapitlers tid og sted, og veksler mellem smukt billedsprog over breve til et fremtidigt ”testamente” skrevet 17 år efter Den Store Ordstorm i 2121 (som fik mig til at tænke på Orwells 1984).

Fadene blev stillet på bordet, der blev skænket øl og vin i store sølvkrus. De mange dufte blandede sig og ramte Æinir Glyrifax som tusinde smukke, ukendte våben på én gang. Aromaerne trådte en hvirvlende og okkult dans i hans hoved og i luften omkring ham. Tid og rum holdt op med at eksistere, forvandledes til kød og brød og safter og saucer og vine og krydret øl. Han ænsede ikke, at kødsaft løb ned i hans ærmer, hørte ikke, hvad Heetmund den Fromme spurgte om, ignorerede Ardwulf Enegrams fortælling om den talende musvåge.

Pludselig klappede fyrsten i hænderne, og tiden faldt på plads og genbekræftede sin tilsidesatte relevans. De blafrende flammer, skyggerne, mørket i salens kroge manifesterede sig atter som fysiske fænomener. (side 21-22)

Som vanligt er der masser af symbolik i personernes navne, ligesom Rasmus Hastrup lader, bøger, navne m.m. fra sine tidligere udgivelser dukke op midt i det hele. Jeg er vild med den slags ‘easter eggs’, som denne gang bl.a. førte mig til en genlæsning af novellen ‘Afhøringer, juli’ fra samlingen Væk. Og mon ikke der også er tænkt over Urs udgivelsesdato 02.11.2022?

Ur er en af den slags bøger, man med fordel kan læse flere gange. Hver gennemlæsning bringer detaljer frem, som åbner for nye lag i historien. Rasmus Hastrup har skrevet en vildtvoksende roman om tid og rum; om uendelige dimensioner og kunstens evne til at bryde alle grænser; og om menneskets evne til at skabe umådelig skønhed og fuldkommen ødelæggelse.

En fascinerende, fabulerende og forførende læseoplevelse som jeg kun kan anbefale.

Andre skriver:

Bogrummet:
Hastrup skriver i mange forskellige genrer bogen igennem, og han skriver som vanligt utrolig godt og varieret. Det er en nydelse at betragte hans leg med ordene og erfare ‘langsom pludselighed’, ‘koldbrandsfarvede bær’ og beskrivelsen af skaden: Dens øjne sugede halvmørket til sig og sendte det helmørkt tilbage. (Læs hele anmeldelsen her)

Skriv for livet:
Ur har helt uprætentiøst undertitlen En historie, og det er jo i bund og grund, hvad vi taler om, men der er forskel på historier. Hastrup griber verden, stopper den i sit litterære raflebæger og slår en rendyrket yatzy. (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Vildt underholdende og vildt frustrerende roman, men frustrerende på den gode måde, hvor man hele tiden lige må standse op og læse en side igen, for hvad pokker skete der lige her? Men hurtigt læser man videre, for sproget er fantastisk, tempoet højt, den er spændende, eventyrlig, mærkelig og virkelig læseværdig.

Om Ur – en historie:

Udgivelsesår: 02.11.2022
Forlag: Screaming Books, 222 sider
Omslag: Solveig Agerbak

Besøg Rasmus Hastrups hjemmeside

Læs også:

Når vi ikke længere forstår verden af Benjamín Labatut
En dag uden sol af Benjamin Lunøe
Zeitgeist af Jane Mondrup
Tidskortet af Felix J. Palma
Mørke af Torben Pedersen

Sorte åkander af Cassegrain/Duval/Bussi

Sorte åkander af Cassegrain, Duval & Bussi

Sorte åkander er en af de tegneserier, jeg har læst med stor fornøjelse, men ikke har fået skrevet om her på siden. Det prøver jeg at råde bod på med denne korte omtale.

Der boede tre kvinder i Giverny, den landsby i Normandiet, hvor Monet malede sine berømte åkander. Den første var ondskabsfuld. Den anden var løgnagtig. Den tredje var egoistisk. Alle tre syntes, at landsbyen var et fængsel, en stor og smuk have omgivet af et gitter. Et maleri, hvis ramme det var umuligt at bryde at bryde ud af. En gang, i tretten dage, åbnede lågerne sig dog for dem … Disse tretten dage fløj forbi som en parentes i deres liv, der begyndte med et mord på den første dag og endte med endnu et på den sidste. (Forlagets beskrivelse)

Den franske forfatter Michel Bussi udgav krimien Sorte åkander i 2011 (læs en anmeldelse på Bogrummet). Romanen vandt en lang række priser, og i 2018 udkom den på dansk. Jeg har ikke læst den originale historie, men kun denne tegneserie-bearbejdning. Det er til gengæld en stemningsfuld oplevelse, som varmt kan anbefales. Især slutningen, hvor alle tråde flettes sammen, var en total overraskelse for mig.

Teksten er bearbejdet af Fred Duval, mens Didier Cassegrain har stået for tegningerne.

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Virkelig medrivende kriminalgåde, der bæres flot fremad af en ret præcis tekst med gode dialoger og ikke mindst de smukke tegninger, der maler et meget fransk miljø frem. Nærmest forførende billeder, der bygger en spænding op, så man må bladre hastigt videre til næste poetiske side samtidig med at læseren får faktuel viden om Monet og samtidens malerkunst. De tre kvinders historier flettes smukt sammen, især prologen/præsentationen er betagende.

Litteratursidens anmeldelse:
Bogen balancerer fantastisk mellem det kunstneriske og underholdningen, og spændingsniveauet er højt og konstant. Det er ikke en krimi af den blodige seriemorder slags, men dramaet i en lille landsby med uopfyldte drømme, forsmåede følelser, gamle hemmeligheder og slet skjult bitterhed kan også noget. En meget flot og læseværdig graphic novel for læseren, der kan lide en god historie i flot indpakning.

Om Sorte åkander:

Udgivelsesår: Maj 2022
Forlag: mellemgaard, 139 sider
Originaltitel: Nymphéas noirs
Oversætter: Jens Eichler Lorenzen

Læs også:

Den sidste gode mand af A. J. Kazinski & Palle Schmidt
Green Manor 2: Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann
Hvem myrdede præsidenten? af Duval & Pécau
Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Lovecraft af Hans Rodionoff
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët
Scrapbogen af Karsten Mungo Madsen
Watchmen af Alan Moore
Åbenbaringer af Paul Jenkins

Tre af A. Silvestri

Tre af A. Silvestri

En lejlighed. Tre forfattere. Tre historier. Eller …?

For over 20 år siden var Emmanuel Dunkeltier på alles læber. Horrorprofeten. Rædslernes fyrste. Ondskabsfuldhedens atlet. Så forsvandt han og efterlod kun sit manifest: verden er rædsel.

Nu vil det manifest diktere et døgn for tre forfattere. Ina, Sander og Thorvald er blevet inviteret til et mystisk rendezvous, hvor de får stillet en opgave. Mens København sner til i en storm, skal de skrive hver deres fortælling, for at bevise hvem der bedst forstår, at verden er rædsel. Vinderen får retten og rådighed over Dunkeltiers bo.

Men i takt med at fortællingerne kommer til live, gryer det for Ina, Sander og Thorvald, at én ting er at vinde. Noget helt andet er at fortælle den bedste historie. (fra bagsiden)

Tre består af tre lange noveller omgivet af en rammefortælling. I rammefortællingen præsenteres vi for horrorforfatteren Emmanuel Dunkeltier, som for 20 år siden var kendt og feteret af alle. Men pludselig forsvandt han, og ingen ved, hvad der skete med ham.

I nutiden er en slem snestorm ved at lægge sig over København. Tre af tidens dygtigste forfattere har hver især modtaget en invitation til at møde op i en afsidesliggende lejlighed. En invitation sendt af Dunkeltier! Han ønsker, at de hver især skal skrive en fortælling over en nat i lejligheden, og den, der skriver den bedste historie, bliver hans arvetager.

Der er ingen kærlighed tabt mellem de inviterede forfattere, som skriver vidt forskelligt og har vidt forskellige syn på, hvad god litteratur er. Men de kaster sig ufortrødent over opgaven, og ud fra hver deres valgte genstand fra Dunkeltiers idé-bank skriver de en fortælling med udgangspunkt i Det Dunkeltierske Manifest: “Verden er rædsel.”

Resultatet bliver de tre lange noveller, der udfylder rammefortællingen: ‘Catwalk’ af Thorvald Ask, ‘Abstraktion af Ingemann’ af Ina Heim og ‘Stegt flæsk’ af Sander Dahlfelt.

Det er altid interessant at læse A. Silvestri. Han har en spændende pen og et godt sprog. Og så er han ikke bange for at udfordre sin læser. Jeg indrømmer, at jeg måtte læse slutningen mere end én gang, før jeg helt fangede den. Men netop det uforudsigelige gør Silvestri så fascinerende at læse, så selvom jeg ikke altid forstår alt, så har jeg altid lyst til at læse mere.

Tre er A. Silvestris 16. bog. Ret vildt, især taget i betragtning af at han debuterede for 10 år siden, i 2010. Han har bevæget sig inden for mange forskellige genrer; skrevet både romaner og noveller; og har aldrig været bange for at eksperimentere, når han fortæller sine historier. Denne gang stammer hans inspiration blandt andet fra 1816 og fra antologi-film som f.eks. Creepshow.

Hør A. Silvestri fortælle om og læse op af romanerne Et satans arbejde og Tre.

Uddrag af bogen:

Ina gik forrest. Hendes tunge støvler med firkantet hæl slog rytmisk i trinene. Lige efter hende kom Sander, og en halv etage længere nede i dybet travede Thorvald, hvis pande perlede af sved. Han hev efter vejret og støttede sig til det hvidmalede gelænder, hvor der hist og her var revner i malingen. I hullerne kunne han se den oprindelige farve, identisk med trinene. Det hele havde været mørkt træ og spejle, før nogen havde forsøgt at give det mere liv. Effekten var stik modsat. Det føltes dødt.

“Det er en fotomodel med leverpletter,” mumlede han og hev sig op på tredje sal. “På afstand ser hun dejlig ud, tæt på falder hun fra hinanden. Hun er en stabel knogler syet ind i en hudsæk, hendes øjne alt for små til kraniets huler. Hun var yndig, nu er hun tonet bort.”

Han drejede om det sidste hjørne og så op. Ina og Sander ventede på ham foran en rødmalet dør. I modsætning til gelænderet var malingen hverken flosset eller falmet, men flammende, som var den ild. Midt på døren var fæstnet en gammel dørhammer, der forestillede et gargoylefjæs, og dørhåndtaget sad langt oppe på døren, så de fleste ville være nødt til at række op for at trykke det ned. (side 18-19)

Om Tre:

Udgivelsesår: 27.03.2020
Forlag: Kandor, 205 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjætt Poulsen

Læs mere om bogen på A. Silvestris hjemmeside

Læs også:

Begravelsesudstyr af Fernando Iwasaki
Dansk Standard af Kim Leine
Perfekte dage af Raphael Montes
Etatsråden af Arne Munk
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Kærlighedsfrugt – 14 rædsler af A. Silvestri
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen

Eddie – the Sleepwalking Cannibal

Eddie - the Sleepwalking CannibalDen danske billedkunstner Lars Olafssen var for nogle år tilbage en ung berømthed i kunstverdenen, men nu maler han ikke mere. Hans agent har dog ikke til sinds at give op. Han skaffer ham et job som underviser på en kunstskole i Koda Lake, en lille canadisk by i midten af ingenting. I første omgang nægter Lars dog kategorisk at male, men da den stumme og lettere retarderede Eddie flytter ind hos ham, ændrer det sig.

Eddie har en uvane. Han går i søvne – og i søvne dræber han smådyr i skoven! Da Lars opdager dette, ved han først ikke, hvad han skal stille op. Men Eddies massakrer skaber fantastiske billeder i Lars, og snart er han i fuld gang med at male igen.

Alle er glade – indtil Eddie ændrer på sine vaner…

Eddie – the Sleepwalking Cannibal er en gyserkomedie, som dog tager udgangspunkt i et ganske seriøst emne, nemlig kunst og hvor langt en kunstner vil gå for at finde inspiration og skabe det ultimative værk.

Thure Lindhardt spiller rollen som Lars, og det gør han rigtig godt. Man fornemmer kunstneren, som brænder for sin kunst, men til sidst opdager at hans kreativitet måske kommer ved for høj en pris. Dylan Smith brænder også igennem i rollen som Eddie. Eddie taler ikke, og jeg var overrasket over, hvor mange følelser og tanker man kan udtrykke uden brug af ord, især i denne type film. Dylan Smith fortæller i ekstra-materialerne, at han så en del stumfilm som forberedelse til rollen, og jeg tror, at han har fundet stor inspiration i Boris Karlofs portræt af Frankensteins monster.

Jeg har læst flere anmeldelser af Eddie – the Sleepwalking Cannibal, og anmelderne er ikke helt enige. Best Horror Movies skriver f.eks.: “Heading into the film, I had the idea that I was about to witness an ultra-hokey cannibal flick filled with laughs fit for a Simon Pegg production. While there are indeed some laugh-out-loud sequences on display, Eddie – The Sleepwalking Cannibal is a supremely dark film constructed of intricate layers, one placed atop another, placed atop another. This is anything but a lazy comedy with cliché jokes: this is a masterfully assembled tale with a wealth of depth to dive intoOur onscreen players execute flawlessly. This is an ensemble to drool over, as Thure Lindhardt is hypnotic as the conflicted Lars. Georgina Reilly offers a believable spin on an initially intimidated young lady who harbors a deep admiration for her new co-worker – whether he’s riding the wave of fame or not – and Dylan Smith completely sells the disabled titular character. He’s frightening, sympathetic, melancholy and hopeful… and he’s all these things without uttering so much as a single word. This is an award worthy performance that knowing the film industry, will go completely ignored.”

Mens We Got This Covered er noget mindre postive: “Eddie – The Sleepwalking Cannibal is one of those high-concept films that probably seemed hilarious on paper, but just wasn’t thought out cleverly enough to be adapted thoughtfully to feature film length. Rodriguez’s more fun scenes of death and destruction are overshadowed by too many questions and not enough explanation about Eddie’s unique condition, and there’s an unsatisfying feeling that Lars’ character comes off a little too hateful to actually let audiences embrace the emotional dramatics between him and Eddie. At the end, I’d felt like I’d been sleepwalking through the film myself, just coasting through a surface-level viewing that lacked substance and depth. Damn sleepwalking cannibals.

Og måske har Boris Rodriques sat sig lidt imellem to stole med denne film, som på den ene side slår på at være en splatterkomedie, og på den anden side indeholder så mange lag og fortolkninger af personer og scenarier, at den oplagte målgruppe for splatterkomedien muligvis finder den for kedelig. For mig er der dog ingen tvivl om, at jeg følte mig fantastisk godt underholdt af Eddie – the Sleepwalking Cannibal.

Filmen er instrueret af Boris Rodriques, der også har været med til at skrive manuskriptet. Blandt pudsighederne er, at hver gang Lars kører bil, hører han en operakanal på radioen. Og alle operaerne bygger på skrækkelige fortællinger om mødre, der slår deres børn ihjel osv. Således viser det sig, at anerkendt kunst og vold slet ikke er så langt fra hinanden.

Om filmen:

Instruktør: Boris Rodriques
Udgivelsesår: 2012

Morderens mesterværk af Gigi Simeoni

Morderens mesterværk af Gigi SimeoniItaliens svar på Jack the Ripper slå sig løs i Milanos stræder i denne stemningsfulde graphic novel fra Gigi Simeoni.

Alessandro er en dygtig ung kunstner. Han er forlovet med den smukke og dristige Luisa og er nærmest adopteret af hendes forældre, som gør alt for at hjælpe ham med karrieren som portrætmaler. Alessandro vil dog gerne noget mere, men han har svært ved at bryde ud af trygheden.

Så bliver Luisa dræbt i en bilulykke, og i dødsøjeblikket ser Alessandro noget i hendes øjne, som inspirerer ham til en ny form for maleri – et maleri der skal vise sjælen. Inspirationen falmer dog efterhånden, og i sin jagt efter at se fænomenet endnu engang søger han ansættelse på et hospital – kun for at blive skuffet igen. Tilsyneladende er det kun ved en uventet voldelig død, at sjælen ses i øjet, og hvad gør en sand kunstner så?

I sit forord skriver Gigi Simeoni om Morderens mesterværk, at inspirationen til historien opstod, da han begyndte at spekulere over begreberne galskab og genialitet. Er de egentligt så forskellige fænomener, eller er det i virkeligheden to sider af samme sag? Hvad nu hvis et geni i stedet for at udtænke en fantastisk opfindelse i stedet udtænkte en perfekt forbrydelse?

Morderens mesterværk udspiller sig over en række korrekte historiske hændelser, hvori Simeoni bygger sin historie. Den udspiller sig i Italien i årene 1907-9, nogenlunde samtidig med at den første skole for Videnskabeligt Politi blev oprettet. En skole som mange af de gamle politifolk anså som noget pjat, men den metodiske procedure som bogens politi-inspektør Matteo De Vitalis introducerer, er begyndelsen på vor tids polititeknikere, og historien kan næsten ses som en datidens CSI.

Historien fortælles først via Alessandro, og siden skifter synsvinklen til politi-inspektør Matteo.

Tegningerne er sort/hvide, detaljerige og trods de til tider usle lokaliteter og skræmmende begivenheder vil jeg også til tider kalde dem smukke. Simeoni forklarer i forordet, hvordan han under arbejdet besluttede at ”beholde den social-politiske bymæssige kontekst som en konstant undertone og kun ind i mellem lade nogle få referencer dukke op på den mest naturlige måde. Milanos katedral, for eksempel, optræder for det meste som en svært genkendelig silhuet, som forsvinder i tågen – utydelig, men til stede.” På den måde flyder byens og tidens atmosfære ud over siderne og ind i læseren, samtidig med at man indfanges af historien, hvor Alessandro ender i et frygteligt dilemma, og hvor uhyggen accelererer, efterhånden som han finder svaret på det.

Morderens mesterværk er måske nok mere en krimi end en gyser, men med sin gotiske undertone, synes jeg sagtens, at jeg kan anbefale den her på siden. Og er du f.eks. til Alan Moores fremragende From Hell, så tror jeg også, at du vil nyde Gigi Simeoni.

Om Morderens mesterværk:

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Gli Occhi e il Buio
Omslag: Gigi Simeoni

Besøg Shadow Zone Medias hjemmeside

Duma Key af Stephen King

Duma Key af Stephen KingFor en gang skyld udkommer der en Stephen King roman på dansk med en fed forside! Jeg faldt fuldstændigt for palmerne, som svejer i vinden under en uvejrstung himmel, hvor solen lige kan titte igennem forneden. Smudsbindet har derudover et porcelænsansigt svævende – det var jeg ikke så vild med.

Hvad indholdet angår, så er Duma Key en helt igennem god læseoplevelse. Ja, den er lang, og ja, King har en tilbøjelighed til at fortælle mange kringelkroge med, men det hele bygger op til slutningen, og når man når dertil, synes jeg ikke, at noget har været overflødigt.

Edgar Freemantle er en succesfuld bygningsentreprenør med eget firma, hustruen Pam og døtrene Melinda og Ilse. Så kommer Edgar voldsomt til skade i en ulykke på en byggeplads, mister højre arm, knuser næsten sit kranie og får talrige andre skader. Nærmest mirakuløst overlever han, men ægteskabet overlever ikke genoptræningsperioden, hvor Edgar lider af voldsomt raseri og manglende hukommelse.

For at komme videre anbefaler Edgars psykolog ham at rejse bort og lave noget som gør ham glad, og det ender med at Edgar tager til Florida og begynder at tegne og male, noget han var glad for som ung.

Smudsbindet til Duma Key af Stephen KingDet viser sig, at Edgar er en meget talentfuld maler, og han falder godt til på Duma Key, hvor han bliver gode venner med de nærmeste – og eneste – naboer Wireman og Elizabeth Eastlake. Wireman passer Elizabeth, som er på vej ind i demensens tåger, men i sine klare øjeblikke har hun og Edgar gode snakke.

Og det er Elizabeth, som advarer Edgar om, at Duma Key ikke er et sted før døtre, og det viser sig efterhånden, at Duma Key gemmer på nogle uhyggelige hemmeligheder bag den smukke strand.

Duma Key indeholder en snigende uhygge, som jeg slet ikke kunne slippe. Man sidder og tænker: Bare han nu når at holde sin udstilling og være glad, før det slemme sker ; Bare der nu ikke sker noget med Wireman ; Bare de nu klarer den. Og det er ikke så tit, at jeg sidder med den følelse, når jeg læser. Men Stephen King får virkeligt sine figurer til at leve, så man bliver grebet af deres skæbner.

Noget af det mest velskrevne i romanen er nok Edgars ulykke og genoptræning. Jeg tænker, at King har brugt sin egen ulykke som inspiration, men det er fantastisk, hvor virkelig han gør smerterne og raseriet. Det står i særklasse.

Duma Key minder på nogen måder om Kings roman Knogler fra 1998, som også har denne spøgelsesagtige uheldsvangre stemning. På andre måder tænker jeg lidt på Lisey’s story, fordi der også i Duma Key findes denne parallelverden, hvor stor skønhed og stor ondskab bor.

Jeg tror ikke, at det vil være den roman, de yngste Stephen King læsere sætter højest, men det er bestemt en af dem, som jeg vil læse igen og igen, og hver gang få mere ud af den.

Hør Stephen King fortælle om “Duma Key”

Også omtalt på horrorsiden.dk

Om bogen:

Originaludgave: 2008
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 636 sider
Omslag: Peter Stoltze