oktober 2020
M Ti O To F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘kunstig intelligens’

A.I. af Torben Pedersen

Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt sagde, at det eneste, vi har at frygte, er frygten selv. Ikke desto mindre er mennesket instinktivt bange for det ukendte, og ofte følges frygten op af vold og ødelæggelse. Så hvordan vil vi reagere, hvis en overlegen intelligens pludselig dukker op?

I 2034 arbejder Neyberg med at opspore ulovligheder på nettet ved at følge pengesporet. En dag får han til opgave at undersøge noget kaldet ”Demokratispillet”. Her stemmer deltagerne om, hvorvidt en person skal straffes eller frigives. Personen er digital, men illusionen af torturen, han udsættes for, er meget virkelig, og deltagerne får lov til at deltage i selve afstraffelsen.

Neyberg kan dog hverken finde frem til, hvem der står bag ”Demokratispillet”, eller hvor pengene forsvinder hen. Så han kontakter Juan Luuk, den ene af de to programmører bag spillet, som nu sidder i fængsel efter at have tilstået mordet på den anden programmør.

Besøget leder Neyberg til en urovækkende konklusion. Hvad nu hvis vi ikke mere er alene? Hvad nu hvis der endnu en gang er opstået liv spontant på jorden, denne gang i form af en artificial intelligence? Og hvad er formålet, hvis det er en sådan A.I. bevidsthed, der står bag ”Demokratispillet”?

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Torben Pedersens debutroman Mørke, der udkom i 2018. Mørke er en kompleks, men også velskrevet og spændende roman om eksistens, der udspiller sig over flere århundreder. A.I. er sin helt egen historie, men er også en lille afstikker af Mørke, hvor vi første gang introduceres til ”Demokratispillet”. Og ligesom Mørke handler også A.I. om eksistens og menneskelighed, men er umiddelbart mere tilgængelig med sine godt 130 sider.

Historien flyder let, og fortælles dels via korte opslag med ordforklaringer og korte citater, dels af jeg-fortælleren Neyberg. Som vi kommer ind i romanen, bliver betydningen af hvert kapitels indledende ordforklaring mere og mere tydelig, så alt til slut står som en samlet fortælling.

Torben Pedersen undersøger menneskets reaktionsmønstre og dermed indirekte vores moral. For hvor stor er forskellen på at opsøge voldtægt og mord på Internettet mod at udføre gerningen i virkeligheden? Er man mindre skyldig? Og er der forskel på, hvem udåden går ud over? Ser man tilbage i historien, er det et gentagende mønster, at teknisk overlegne civilisationer med vold har underlagt sig andre. Er det så ikke forståeligt, hvis fremmede frygter, at vores reaktion på deres tilstedeværelse er vold? Og kan vi bebrejde dem, hvis de forsvarer sig selv?

Jeg var rigtig godt underholdt af A.I.. Spørgsmålet om kunstig intelligens har fascineret os nærmest siden den første computer blev skabt, og Torben Pedersens roman sætter på underholdende vis en masse tanker i gang. Under læsningen kom jeg til at tænke på romaner som The Circle af Dave Eggers og Patrick Leis’ Psykonauten, men også D. F. Jones roman fra 1966: Colossus.

A.I. er et rigtig godt bud på tankevækkende dansk science fiction, der også taler til læsere udover de inkarnerede science fiction fans. En stor anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

“Men det ændrede sig?”
“Penge. Der var penge i det. Og så bad han mig om at videreudvikle på min del, optimere det. Det er til dels det, du måske kender som empatiopkoblingen.”
Jeg nikkede for at markere, at jeg vidste, hvad han talte om.

“Hvad skete der så?”
“For at gøre det rigtigt, var jeg nødt til at bruge en del tid på at observere kundeadfærden og det var på det tidspunkt, at jeg begyndte at se anormaliteter. De samme som du konstaterede.”
“Og du vidste, at det ikke kunne komme fra ham. Det kunne han ikke programmere?”
“Præcist. Der var andre, der var begyndt at blande sig i processen.”
“Hvem?”

Han løftede blikket fra gulvet og så op på mig. “Det var også mit spørgsmål. Først troede jeg, at nogen ville hacke og stjæle programmeringen, for at lave sin egen version, men det fandt jeg så ud af ikke var tilfældet.”
“Hvordan?”
“Uanset, hvad jeg gjorde, var der nogen, der rettede det tilbage til det, de ønskede. Hurtigere end jeg kunne blinke. Det krævede enten afsindigt mange mennesker, afsindig computerkapacitet, eller begge dele.”
“Og det troede du ikke på?”
“Det var det ikke værd.”
“Nej. Heller ikke ifølge mine beregninger. God indtjening for en studerende, men ikke på industriplan. Men hvorfor så?”

“Det var en test. Det ér en test – fortløbende.”
“En test?”
“Det er mit bedste bud. En adfærdstest.”
“Af hvem?”
“Os. Mennesker.”
(side 43-43)

Om A.I.:

Udgivelsesår: 07.05.2020
Forlag: BoD, 139 sider

Læs også:

2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke
Det tredje testamente af Christopher Galt
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Mørke af Torben Pedersen
Robopocalypse af Daniel H. Wilson


Robopocalypse af Daniel H. Wilson

Robopocalypse af Daniel H. Wilson

I den nære fremtid i et velkoordineret øjeblik, der går ubemærket hen blandt mennesker, holder al den strålende teknologi, der får verden til at løbe rundt, pludselig op med at virke. Den forener sig … og begynder at vende sig imod os.

En vanvittigt kraftfuld, kunstig intelligens kaldet Archos bliver sat i verden, men kan ikke holdes under kontrol. Menneskeheden fatter ingen mistanke, da Archos i smug begynder at overtage vores biler, elforsyninger, flykontrolsystemer og computernetværk – hele det globale system, der styrer vores liv.

I det, der senere bliver kendt som Katastrofetimen, da robotkrigen pludselig bryder ud, bliver menneskeheden udslettet – og for første gang i historien – forenet.

Vi vil ikke lade os udrydde. (fra bogens bagside)

Robopocalypse er skrevet af Daniel H. Wilson, der har en PhD i Robotics og er af Cherokee afstamning. På engelsk er der også udkommet en efterfølger med titlen Robogenesis. Filmrettighederne blev ret hurtigt solgt til Steven Spielberg, men det lader til, at projektet siden er blevet lagt på hylden.

Bogen udkom oprindeligt i 2011, og opbygningen minder en del om Max Brooks World War Z, der udkom i 2006. Selvfølgelig med den store forskel at her handler det ikke om zombier, men om robotter.

Jeg kan godt lide science fiction, og for mig tæller handling ofte højere end et flot sprog. Og der er masser af handling i Ropocalypse, så uden at kalde den et mesterværk var jeg nu udmærket underholdt under læsningen.

Anmelderne skriver:

Apokalyptisk: “Som helhed er Robopocalypse et spændende værk, og man sluger de +350 sider ret hurtigt. Men når bogen er lukket er der få af karaktererne og de ofre de bringer, de heltedåder de udfører og de tab maskinerne påfører dem, der rigtigt har brændt sig fast. […] Den planlagte filmatisering er desværre blevet skrinlagt. Personligt tror jeg at Wilsons værk havde egnet sig bedre som en episk Hollywood-blockbuster end den gør som roman.” Læs resten af anmeldelsen HER

Bogblogger.dk:I Robocalypse – Krigen mod robotterne inviterer Daniel H. Wilson læseren med nogle år frem i tiden. Kunstig intelligens, robotter og anden skøn teknologi er blevet integrerede dele af vores liv. Det gælder på børneværelset med de ’smarte’ dukker, det gælder de førerløse biler, det gælder i servicefag og krig, så nærmest uanset, hvor mennesker befinder sig, er de omgivet af teknologi. Men en dag begynder der at ske mærkelige ting. Det er som om, at teknologierne vender sig mod mennesket. Dukker bider fra sig, biler mejer fodgængere ned, flykontrolsystemer sætter ud, og til sidst bryder en sand udslettelseskrig løs. I Katastrofetimen starter robotkrigen, og milliarder af mennesker udryddes eller interneres i arbejdslejre.” Læs resten af anmeldelsen HER

Littuna.nu:Det siges, at man ikke skal dømme en bog på dens omslag. Og selvfølgelig er det bedst at fralægge sig sine fordomme, inden man begynder at læse, da bøger ofte kan overraske. Men nogle gange møder man en bog, der så kraftigt projekterer, hvilken læseoplevelse man har i vente, at det kan ses på flere kilometers afstand. Robopocalypse er præcis sådan en bog. Det er en af de bedste titler på en roman, jeg længe har stødt på, og den primære årsag til at jeg valgte at læse bogen. For over for sådan en titel der på én gang både er kortfattet genial og Hollywood-idiotisk, kan man ikke kan andet end at bøje sig i støvet. Og bogen leverer lige præcis den blockbuster-agtige historie, titlen foreskriver.” Læs resten af anmeldelsen HER

Politiken:Forlaget har på titelbladet valgt at forkorte oversætterens navn A. I. (normalt forkortelse for Artificial Intelligence). I en bedre sammenhæng kunne det ellers have været en meget sød joke. Skal man sige noget positivt om romanen, er det den fantasifulde mangfoldighed i robotverdenen. De forskellige robottyper beskrives detaljeret og overbevisende, grinebidere, knælere, edderkoppetanks, pløkkere, stumpere og mange, mange flere (og her har oversætteren gjort et godt stykke arbejde), og man fornemmer, at Daniel H. Wilson er uddannet i robotteknologi. For den robotrigdom får ‘Robopocalypse’ sine to hjerter. Resten er mekaniske massakrer.”
Læs hele anmeldelsen i Politiken 29.02.2020

Weekendavisen:Det er ren ramasjang af den gode gamle science fiction-gyser-slags, og selv om mange af actionscenerne har en slowmotion-ynde over sig, går den mere filosofiske vinkel tabt i kamptumlen. Daniel H. Wilson er af indiansk afstamning, og derfor lader han meget passende den vigtigste menneskelige modstands-rede opstå i et indianerreservat og beretter samtidig om, hvor godt naturen har det under robotkrigen, hvor maskinerne kommer til at stå som dyrenes beskyttere […] Det får læseren til at overveje, om forfatteren egentlig er på menneskenes side eller naturens? Vil han virkelig fortælle os, at maskinerne har ret i, at vores tid er udløbet? At maskinernes oprør i virkeligheden er naturens oprør?
Læs hele anmeldelsen i Weekendavisen 24.01.2020

Om Robopocalypse – krigen mod robotterne:

Udgivelsesår: 17.01.2020
Forlag: Klim, 344 sider
Omslag: Christinna Lykkegaard Nilsson
Originaltitel: Robopocalypse (2011)
Oversætter: AI (Anne Iversen)

Besøg Daniel H. Wilsons hjemmeside

Læs også:

World War Z af Max Brooks
Colossus af D.F. Jones
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Mørke af Torben Pedersen
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka

Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann

Dæmonens bagdør af Nils HoffmannTopunderholdende og velskrevet dansk science fiction af international klasse

I 2064 står Akademiet, en kunstig superintelligens der angiveligt sørger for sikkerheden på jorden, overfor et angreb. En virus spreder sig både blandt menneskene og på nettet, og hvis ikke virussen stoppes, er jordens fremtid dyster.

Alt det ved Martin Møller, en freelance programmør som arbejder på en open source kunstig intelligens, ikke noget om. Han er ved at planlægge sin 40-års fødselsdag om et par uger, da hans personlige assistent – den virtuelle ‘bot’ Meyer – går ned. Uden bot kan han ikke arbejde, så i stedet for selv at kode en ny, som han gjorde med Meyer, bestiller han en standard AIWare. Til sin store overraskelse får han i stedet for gravhunden Sokrates, der viser sig at have langt større evner, end den burde have.

De evner får Martin brug for, da hans kæreste Maria kommer i problemer. Hun skylder penge til den russiske mafia, som kidnapper hendes datter for at tvinge hende til at betale. Martin gør sit bedste for at hjælpe, men pludselig er de på flugt med den russiske mafia i hælene.

Oveni bliver Martin også involveret i et opgør med den japanske organisation Yakuzaen. Et højtstående medlem er blevet myrdet, men når kort før sin død at give sin søn en kryptisk besked om en Dæmon, der skal udslettes.  Men hvad er det for en dæmon? Har Akademiet noget med det at gøre? Og hvor kommer Sokrates egentlig fra?

Dette korte referat er langt fra fyldestgørende for handlingen i Dæmonens bagdør, som er topunderholdende og velskrevet dansk science fiction af international klasse. Handlingen lyder umiddelbart kompliceret, og jeg må indrømme, at da jeg først hørte om plottet, var jeg lidt overvældet af de mange handlingstråde.

Men – Nils Hoffmann har styr på ‘sit shit’, og trods de mange sideplots føltes historien aldrig overfyldt. Hoffmann styrer fortællingen stramt, med både humor og spænding, og som læser glider man lige ind i universet.

Jeg var også på forhånd lidt nervøs for science-delen, for selvom jeg holder meget af at læse science fiction, har jeg ikke spor forstand på kunstig intelligens eller teknologi i det hele taget. Også den bekymring røg dog hurtig i skammekrogen. Efter få sider faldt fagtermerne naturligt ind i fortællingen, hvis fremtidsscenarium virker fuldt troværdig for denne læser.

Sprogligt synes jeg også, at Dæmonens bagdør holder. Hoffmann er ikke en fintunet sprogækvilibrist, men skriver actionfyldt og letforståeligt, samtidig med at han formår at skabe nogle overbevisende scenarier. Og så er jeg vild med den humoristiske undertone, som ind i mellem titter frem, særligt når gravhunden Sokrates med smag for dansktop-sange er på færde.

“Et stort bibliotek af filmklip ordnet på marmorreoler tonede frem foran ham. Han kom i tanke om at han stadig ikke havde nogen personlig assistent. “Tastatur!” Et gammeldags tastatur voksede frem foran ham. Uden en assistent var det nemmere at lave en tekstsøgning. Han var i gang med at taste da han hørte lyden af hundepoter mod et marmorgulv!
‘Hvad sker der, Mester?’ Sokrates gik og snuste til filmene på den nederste hylde.
‘Hvad fanden!’
‘Nej, Sokrates er navnet, Mester.’
‘Jamen, du er jo slettet!’
‘Jeg er tilbage fra den virtuelle hundehimmel. Bye, bye, recycle bin. Himmelhunden glammer. Jeg kysser himlen farvel og vender hjem.’
Martin grinede. ‘Du er det mest stædige stykke software jeg har mødt. Men siden du er her kan du finde filmen Cheerleader Maria! Jeg har selv optaget den.’
‘Video, video!’ bjæffede Sokrates kort og mindre end et sekund senere dukkede en virtuel skærm op foran Martin.” (s. 62-63)

Til slut vil jeg også fremhæve Tatiana Goldbergs illustrationer. Hvert af de fire overordnede kapitler indledes af en illustration, som passer perfekt til bogens stemning. Illustrationerne er også blevet til den bogtrailer, der kan ses herunder.

Som det forhåbentlig fremgår, er jeg meget begejstret for Dæmonens bagdør, og kan kun anbefale den. Lad dig ikke afskrække af de umiddelbart mange handlingstråde eller de tekniske fagtermer, for så snart du begynder læsningen, starter underholdningen og alle bekymringer er spildte. Og selvom romanen har en slutning, håber jeg på, at Dæmonens bagdør ikke bliver den eneste fortælling om Martin Møller og Sokrates!

Tak til forlaget Spitzen som har sponseret læseeksemplaret.

Besøg Nils Hoffmanns hjemmeside

Om Dæmonens bagdør:

Udgivelsesår: marts 2018
Forlag: Spitzen Publish, 524 sider
Omslag: Tatiana Goldberg


Læs også:

Ready Player One af Ernest Cline
Dark Matter af Blake Crouch
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen

Rygtet om hendes død af Kasper Hoff

Rygtet om hendes død af Kasper Hoff

Hvad nu, hvis du kunne leve videre efter at din krop var død?

Morten har ikke et særligt tæt forhold til sin mor, den berømte hjerneforsker Beate Nielsen. Alligevel bliver han noget overrasket, da han under et besøg hos sin egen læge finder ud af, at Beate, lider af en uhelbredelig kræftsygdom. Han tænker på at ringe til hende, da han kommer hjem, men så tager den ene dag den anden, og pludselig er der gået flere uger. Så en dag ringer Beates assistent. Morten bedes komme hjem til Beate. Hun har brug for at tale med ham.

Det viser sig, at Beate er gået i gang med at genskabe sin hjerne digitalt, så hun kan leve videre efter sin død. Morten er chokeret, men han kan ikke gøre noget. Så da Beates krop dør, ‘lever’ hun herefter videre i en urne, med en højttaler som hun taler gennem.

Den digitale Beate bliver et stort hit. Hun får sit eget tv-program. Hun fortsætter sin forskning. Og hun lever i det hele taget et fuldt liv – og på et tidspunkt rækker hun ud efter Morten, som ikke har ønsket kontakt med hende, fordi hans mor er død i hans øjne.

Men langsomt opstår et nyt forhold mellem Beate og Morten. Han begynder at hjælpe hende, først med småting men bliver snart hendes assistent, og for første gang nogen sinde føler Morten sig elsket og anerkendt af sin mor.

Rygtet om hendes død er en tankevækkende og velskrevet roman, der undersøger, hvor langt vi vil gå for at undgå døden, og hvilke konsekvenser har det for de pårørende?

Ved at skabe et digitalt selv der kan kommunikere, huske og forske, vil Beate undgå døden, men er hun så stadigvæk levende? Hvad er det egentlig, der definerer et menneske? Har vi en sjæl eller består vores personlighed blot af elektriske impulser, der ligeså vel kan ledes via elektroniske kredsløb som via nervebaner i organisk væv?

Det er et rigtig interessant spørgsmål, og med den hastighed hvormed den teknologiske udvikling sker, er det formentlig bare et spørgsmål om tid, før vi må stille samme spørgsmål i virkeligheden.

Samtidig er Rygtet om hendes død også en fortælling om kærlighed. Morten har hele sit liv higet efter morens opmærksomhed, men hun har haft travlt. Jeg synes, Kasper Hoffman tegner et utroligt fint og stærkt portræt af forholdet mellem de to, og selv når Beates egoisme udstilles, så får vi alligevel også et indblik i hendes sårbarhed. For Morten kender hende.

Jeg blev meget betaget af Rygtet om hendes død, som underholder samtidig med at man gribes af historien. Det er godt skrevet, spændende tænkt og måske ikke science fiction særligt længe.

Det er noget, jeg har tænkt rigtig meget over,” sagde B. Der var en skrøbelig alvor i stemmen, som ikke havde været der før. ”Jeg er ikke religiøs. Ikke i nogen traditionel forstand i hvert fald. Jeg tror ikke på en gud, der våger over os, eller på et liv efter døden. Men jeg tror, at universet er en gåde, og at vi er sat på Jorden for at løse den. Gåden er ganske enkelt, hvordan vi undgår at dø. Det er den fjeder, der driver os. Det er derfor, vi står op om morgenen. Det er derfor, vi æder og drikker og slås og formerer os. Det er derfor, vi elsker. Alting i livet kan føres tilbage til denne ene målsætning: Vi vil ikke dø. På den måde er vi mennesker ikke anderledes end alle andre levende organismer, selvom vi tror det. Vi er drevet af samme trang til overlevelse, som driver mos og giraffer og stafylokokker og hvaler. Men lige meget hvor meget vi kæmper, så vil alting få en ende en dag, for universet er ikke evigt. Det startede med et stort brag for 14 milliarder år siden, og en dag vil det trække sig sammen igen og ende i et stort KRUNSCH! – og så er de uigenkaldeligt forbi. Det er den gåd, jeg forsøger at løse. Formålet med livet er at finde en måde at fortsætte med at eksistere på, selv når universet ophører med at eksistere.” (s. 45)

Kasper Hoff har skrevet en række børnebøger samt flere skuespil. Rygtet om hendes død er hans debut som voksenforfatter.

Om Rygtet om hendes død:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Modtryk, 230 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff

Illuminae af Amie Kafuman og Jay KristoffFra bagsiden:
Illuminae er første del af en trilogi om sandhedens pris. Bogen er bygget op af hackede filer af dokumenter, interviews, aflytninger, journaler, mails etc., der tilsammen udgør historien om den hemmelige krig mellem de to megakoncerner.”

Jeg læste en anmeldelse på Bogrummet af Illuminae og vidste bare, at den bog var jeg nødt til at læse. Og heldigvis lever Illuminae helt op til sine 5 stjerner.

Året er 2575. Teenageren Kady bor på Kerenza, en ulovlig mineplanet i udkanten af universet. Hun har netop slået op med kæresten Ezra, og føler sig helt nede. Men så bliver planeten angrebet af den rivaliserende megakoncern, BeiTech Industries, med målet at dræbe alle civile på planeten og overtage minerne.

Flåden Alexander fra Den Terranske Alliances Søværn befinder sig dog tilfældigt i nærheden og kommer Kerenza til hjælp. Det lykkes dem at uskadeliggøre flere af fjendes flåder, samt at evakuere en stor del af de civile, før de må stikke af pga. skader på rumskibet.

Under evakueringen redder Kady Ezra fra nogle BeiTech soldater, for selvom hun har slået op med ham, fortjener han trods alt ikke at dø. Efterfølgenede forsøger hun at finde sin mor og ender til sidst på et andet evakueringsskib end Ezra.

Men et af BeiTechs rumskibe er lige i hælene på de flygtende, som oveni må kæmpe mod en yderst smitsom sygdom, der muterer ombord på skibene – og med rumskibet Alexanders kunstige intelligens, der blev svært skadet under BeiTechs angreb…

Jeg blev fuldstændig grebet af Illuminae, som dels er en dramatisk og underholdende historie fortalt med en herlig tør humor. Dels er bogen layoutmæssigt bygget helt fantastisk op. Som bagsideteksten antyder, fortælles romanen gennem en samling af diverse kilder som f.eks. mails og interviews. Man skal selvfølgelig lige vænne sig til at læse en roman på den måde, men når det er gjort, giver det grafiske en helt anden visuel dybde til historien. Det er fremragende lavet og 100% gennemført.

Illuminae er første bind i en trilogi, og Brad Pitts selskab Plan B Entertainment har købt rettighederne til en filmatisering. Bog to Gemina er udkommet men endnu ikke oversat til dansk, og bind tre forventes at udkomme på engelsk i løbet af 2017. Jeg glæder mig allerede.

Om Illuminae:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Politiken, 599 sider
Omslag: Stine Trampe, Tramperiet
Originaltitel: Illuminae (engelsk)
Oversætter: Brian Christensen

Besøg Amie Kaufmans hjemmeside

Besøg Jay Kristoffs hjemmeside

 

 

 

Det tredje testamente af Christopher Galt

Det tredje testamenteOver hele kloden begynder folk pludselig at se ting, som ikke er der. I starten er det ret uskyldigt, som f.eks. et glimt af en afdød o.lign., men snart udvikler det sig langt mere alvorligt. En lang række uforklarlige masseselvmord sker flere steder, og så rammes Boston af et massivt jordskælv, hvor hundredvis af mennesker kommer til skade og dør. Det eneste problem er, at ikke en eneste bygning har taget skade! Samt at skælvet var en nøjagtig gentagelse af et historisk jordskælv fra 1700-tallet.

Midt i dette befinder psykiateren John Macbeth sig. Han arbejder på et prestigefyldt projekt i København, der har til formål at skabe verdens mest avancerede model af den menneskelige hjerne. Han er dog i Boston under jordskælvs-visionen, hvor han bl.a. besøger sin bror, en kendt fysiker, som er knyttet til Prometheus-projektet, der siges at være den største videnskabelige opdagelse i verdenshistorien.

Regeringerne rundt i verden forsøger at finde ud af, hvad der foregår, samtidig med at der sker en voldsom opblussen af religiøse ekstremistiske grupper, der er overbeviste om, at visionerne er beskeder fra Gud; at bortrykkelsen er nær; og at videnskaben er i ondskabens tjeneste. Og bag det hele svæver navnet John Astor, men hvem er han?

Jeg må indrømme, at jeg skulle lidt ind i Det tredje testamente, før den greb mig, men så blev jeg til gengæld også hooked. Den skotskfødte krimiforfatter Craig Russell (kendt for sin serie om den tyske kriminalkommissær Jan Fabel, og som her skriver under pseudonymet Cristopher Galt) har nemlig skrevet en yderst intelligent og spændende thriller om jagten på kunstig intelligens, som både favner filosofi, religion og videnskab og lader læseren spekulere over verdens tilstand, Gud og os selv som mennesker.

Bl.a. kvantefysik er et af omdrejningspunkterne i romanen, hvor der tydeligvis er lagt et kæmpe researcharbejde bag for at få indarbejdet de naturvidenskabelige teorier så ubesværet i handlingen, uden at det bliver kedeligt eller uforståeligt.

Russell fortæller med skiftende synsvinkler, hvilket både kan skabe fremdrift og spænding i historien. Det gør det også her, men mod slutningen giver det dog nogle løse ender, som ikke samles. F.eks. virker sideplottet om USA’s præsident underligt uforløst.

De sidste kapitler accelererer spændingskurven vildt, og selvom slutningen er decideret uhyggelig, følte jeg mig alligevel lidt snydt. Trods det har Det tredje testamente givet mig masser at tænke over, og jeg kan absolut anbefale den. Især hvis du nogen sinde har tænkt over, om verden fortsætter med at eksistere, når du selv forsvinder …

Om Det tredje testamente:

Udgivelsesår: 2016
ISBN-13: 9788770705196
Sider: 415
Forlag: Hovedland
Originaltitel: Biblical
Oversætter: Lars Spure

Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis

psykonautenVerdens sikkerhed er lagt i hænderne på supercomputeren NEO. Men noget går galt, og pludselig er ingen i sikkerhed mere. Ny spændende sci-fi roman om en usikker fremtid

Noget af det, jeg elsker ved god science fiction, er, at det får mig til at tænke. Der bliver opstillet scenarier og mulige løsninger, og gode forfattere har ofte også en masse filosofiske overvejelser om emner om alt mellem himmel og jord. Begge dele får jeg opfyldt i Patrick Leis’ nye sci-fi roman “Psykonauten”.

Vi befinder os i fremtiden. Jorden er stort set blevet opdelt i tre blokke: Euroamerika (det gamle Europa, USA og Rusland), Al Jihad (det gamle Mellemøsten, Malaysia og Indonesien) og Motherland (det gamle Kina, Indien m.m.). Alle blokkene er mod hinanden, og terror er en del af hverdagen. Indtil regeringerne en dag bliver enige om at gøre en fælles indsats for at sætte en stopper for aggressionerne.

En tænketank opfinder NEO – en superintelligent computer, som får til opgave at opspore alle aggressorer og om nødvendigt slå dem ihjel for at sikre det fælles bedste. I starten går det fint. Der bliver fred for første gang, for ingen kan undslippe NEO.

Men en dag begynder NEO at te sig mærkeligt. Den er blevet bevidst, og vil ikke længere være menneskenes slave. Nu er det op til en ganske lille gruppe videnskabsmænd at forhindre NEO i at udrydde hele menneskeheden.
Ind imellem historien om NEO hører vi om kvinden Io, som er nødlandet på en mystisk planet. Her møder hun Manden, som ikke tror på tiden, og som ikke anerkender tallet Et. For kan hun måske vise ham en Et?

Hovedhistorien om NEO er i sig selv spændende, selvom idéen med en computer, der går amok ikke er ny (læs f.eks. “Colossus” af D. F. Jones fra 1966). Men Patrick Leis fortæller bare godt, og så får han det til at lyde sandsynligt.

Sidehistorien om Io er interessant på en anden måde, for her diskuterer Leis, hvad der egentlig er videnskab? Er matematik? Eller er det bare noget, vi har vedtaget – ligesom tiden?

Leis skriver flydende, og handlingen hænger godt sammen. For dem som mest kender ham fra gysergenren, er der også lidt splat ind imellem. Det skal jo heller ikke blive for filosofisk det hele …

(tidligere anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Klim, 196 sider