Indlæg tagget med ‘kvinder’

Fuglereden af Shirley Jackson

Fuglereden af Shirley Jackson

Siden jeg fik nys om, at forlaget Alhambra planlagde at oversætte Fuglereden til dansk, har jeg holdt øje med den. Og forleden kunne jeg endelig sætte mig godt til rette og begynde læsningen.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen har skrevet det interessante forord, hvor hun blandt andet fortæller om Shirley Jacksons omfattende forfatterskab, der tæller seks romaner, to erindringsbøger, et skuespil, en lærebog og over 300 essays og noveller. Alt sammen skrevet inden hendes alt for tidlige død som kun 48-årig.

I dag tænker de fleste formentlig på Shirley Jackson som feminist, men i 1963 kaldte Betty Friedan hende for den værste af husmorforfatterne, der: “iscenesatte sig selv som husmødre og tjente patriarkatet som kvindelige onkel Tom’er.” Som Siri Ranva tørt konstaterer: “det er næsten umuligt at forestille sig, at hun [Betty Friedan, JH.] rent faktisk har læst Fuglereden.”

Historien fortælles over seks kapitler med hvert sit fortællerperspektiv.

Vi starter med Elizabeth. Hun er en stille, farveløs ung kvinde, der bor sammen med sin moster, Morgen, efter moderens pludselige død. Elizabeth arbejder på et museum. Ikke fordi hun er særligt interesseret i det, men alligevel er hun pligtopfyldende som få.

Under en renovering af museet møder Elizabeth en dag op på sit kontor til et kæmpehul i den ene væg. Og herfra skrider begivenhederne. Elizabeth begynder at modtage truende beskeder. Hun lider af hovedpine og rygsmerter, og hendes ensformige liv brydes igen og igen af mærkelige optrin, som hun ikke selv husker noget om.

Modvilligt indvilliger Elizabeth at besøge doktor Wright, som er fortælleren i andet kapitel. Doktor Wright er en selvhøjtidelig mand, der gør en dyd ud ikke at ‘hoppe på’ alle mulige moderne idéer.

Jeg mener, at jeg er en ærlig mand. Ikke sådan en blødagtig, moderne læge med alskens diagnoser for ingenting og alskens kure for sygdomme, der ikke findes, sådan en, der skammer sig for meget til at kunne se patienterne i øjnene. Nej, jeg mener, at jeg er en ærlig mand, og os er der ikke mange tilbage af.” (side 60)

Under sit forsøg på at hjælpe Elizabeth opdager han efterhånden, at hun gemmer på flere personligheder. Én af dem er fortæller i kapitel tre, mens kapitel fire igen er doktor Wright. Kapitel fem fortælles af moster Morgen, og sjette kapitel afslører jeg ikke.

Fuglereden er på en og samme tid skræmmende og morsom. Det er skræmmende at opleve Elizabeths tab af sig selv, og omgivelsernes manglende indføling. Men det er samtidig morsomt at følge doktor Wrights oppustede ego, når han gang på gang sættes til væg af Elizabeths underbevidste personligheder.

Siri Ranva nævner i forordet, at: “centrale elementer af Fugleredens form og forløb samt doktor Wrigths perspektiv og overvejelser korresponderer med Morton Princes afhandling [The Dissociation of a Personality, JH]. En anden central kildetekst er Sigmund Freuds studie af den tilsyneladende ‘hysteriske’ Dora i Bruchstück einer Hyserie-Analyse fra 1905.” (side 14)

Under læsningen kom jeg selv flere gange til at tænke på bogen Sybil skrevet af Flora Rheta Schreiber, om en psykiaters kamp for at helbrede en ung personlighedsspaltet kvinde. Sybil har intet af Shirley Jacksons forløsende humor, men Fuglereden er ikke mindre seriøs af den grund.

Fuglereden er et indfølende portræt af en ung kvinde med en spaltet personlighed. Den er mørk og alligevel humoristisk, og så giver den et foruroligende indblik i sindets skyggesider og den galskab, som lurer i os alle.

Uddrag af romanen:

“Hold venligst op med at kalde mig det,” sagde hun vrissent. “Jeg siger Dem, at jeg ikke er frøken R., og jeg hader hendes navn; hun er en tudemarie og et tosset lille fjols, og det er jeg bestemt ikke.”

“Jamen, hvad skal jeg så kalde Dem?”

“Hvad kalder De mig i Deres notater? Dem, De engang viste hende?”

Jeg var forbløffet over, at hun kendte til mine notater og vidste, at frøken R. engang havde set dem, men jeg sagde blot: “Jeg har intet navn til Dem, siden De nu frasider Dem Deres oprindelige. Jeg har kaldt Dem R3.”

Hun skar ansigt ad mig, rakte tunge og trak på skuldrene. “Jeg vil i hvert fald ikke kaldes R3,” sagde hun. “De kan kalde mig Rosalita, eller Charmain, eller Lilith, hvis De foretrækker det.”

Jeg smilede igen ved tanken om, at dette væsen skulle få lov at navngive sig selv som en prinsesse i et eventyr. “Frasiger De Dem også navnet Elizabeth?” spurgte jeg.

“Det er hendes navn.”

“Men,” udbrød jeg, ramt af en pludselig indskydelse, “De har selv foreslået det: Elizabeth, Beth, Betsy og Bess …”

Hun slog en grov latter op. “Elizabeth er den tomhjernede, Beth er doktorens kæledægge; udmærket så vælger jeg Betsy.” Og hun lo igen.

“Hvorfor ler De?”

“Jeg tænkte bare på Bess,” sagde hun grinende.

Og det, kære læser, gjorde jeg også. (side 107-108)

Om Fuglereden:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Alhambra, 408 sider
Omslagsdesign: Caroline Asferg Bernhard
Originaltitel: The Bird’s Nest, 1954
Oversætter: Rebekka Hjelholt Svendsen

Læs også:

Porcelænskvinden af Annegret Friedrichsen
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Skygger af Henriette Rostrup
Forglemmigej af Teddy Vork

Lysbringersken af Palle Reimann

Lysbringersken af Palle Reimann

Barsk roman om hekseforfølgelse og kvindeundertrykkelse i Danmark og Europa i slutningen af 1400-tallet

I 1484 udsendte den romerske pave en bulle, der erklærede alt heksekunst for kætteri. Denne bulle er udgangspunkt for Palle Reimanns barske, men interessante roman om Aslaug, smedens hustru, der anklages for hekseri.

Aslaug er gift med Hans smed. Begge har været gift før, og begge ægtefæller døde af pesten. Hans smed har fem børn, som Aslaug gladelig har taget til sig. Ikke mindst den ældste datter, Mette, der er meget optaget af at lære, alt hvad stedmoren ved om planter og helbredelse. For Aslaug arbejder som jordemoder.

I Rom følger paven sin bulle op ved at udsende inkvisitoren Augustin Valle. Han skal efterforske hekseanklager over hele Europa og har pavens bemyndigelse til at fængsle og straffe eventuelle hekse. Med tiden kommer Valle også til Danmark, og her støder han på Aslaug, der med sit røde, løsthængende hår, sin frie optræden og ikke mindst sit erhverv som jordemoder er en torn i øjet.

På samme tid bliver franskmanden Jean Doneau, der har skrevet en række værker om statens suverænitet og social orden, ansat af den danske konge. Krig og sygdom har decimeret befolkningstallet, og det er Doneaus tanker om, hvordan man forøger befolkningstallet igen, som kongen er interesseret i. Her er kvinden i centrum, idet hun skal overbevises om, at ”hendes eneste berettigelse i Guds skaberværk vitterlig er at sætte børn i verden” (side 96).

Palle Reimann er journalist og cand.mag. i historie og dansk, og Lysbringersken er hans romandebut.

Middelalderen var en tid, hvor døden aldrig var langt væk. Kirken havde stor autoritet, og forbrød man sig mod Guds love, var straffen hård. Men eftersom kvinder i kirkens øjne var svage og syndige, var de skyldige alene ved at eksistere. Det gav sig udslag i en – i nutidens øjne – foruroligende dobbeltmoral.

Reimann fortæller for eksempel om en kvinde, der blev dømt til halshugning for at hore med sin svoger. Han slap med en tur ved kagen og tre dage i gabestok, fordi han ”havde følt sig fristet af magiske kræfter” (side 293). I en anden sammenhæng fortæller Reimann, at kvinder ikke blev hængt. Man ville spare dem for at mænd kiggede dem op under skørterne, så i stedet blev de levende begravet. Endelig hører vi også om to kvinder, der var kommet op at slås. Havde det været mænd, havde de fået en bøde, men nu skulle de i stedet gå nøgne rundt i byen med en sten bundet om halsen.

Romanen fortælles gennem de forskellige personer. Aslaug er for så vidt hovedpersonen, men vi hører også pavens, Valles og Doneaus fortællinger. På den måde præsenteres vi bl.a. for det beskidte politiske spil, der udspillede sig omkring paven i Rom osv. De forskellige fortællertråde er i virkeligheden rigtig interessant, men de føles ikke altid lige integreret i historien, som derfor til tider bliver lidt flagrende at læse.

Min største anke er dog, at forfatteren har taget sig visse kunstneriske friheder uden at det klart fremgår. For eksempel udspiller romanen sig slutningen af 1400-tallet, hvor Danmark stadig er katolsk, men i virkeligheden kom hekseprocesserne først til Danmark efter reformationen ca. 50 år senere. Paven i romanen hedder Honorius V, men det var Innocent VIII der udsendte den pavelige heksebulle, osv.

Det er naturligvis en forfatters ret at digte. Lysbringersken er jo netop en roman og ikke en fagbog. Men da bogen på så mange måder virker gennemresearchet, ville et uddybende efterord med fokus på hvilke elementer af romanen der er fantasi, og hvilke der er konkret historisk funderet, have været på sin plads. Det ville give romanen mere pondus, for nu ved jeg ikke, om jeg kan stole på nogen af de spændende historiske facts, vi får undervejs, eller om det hele er fri fantasi.

Det skal dog ikke lyde, som om Lysbringersken er dårlig. Jeg kunne godt lide den, og det er slet ikke sikkert, at andre vil savne at få præciseret fakta og fiktion. Romanen emmer af middelalderstemning, og er både spændende, tankevækkende og barsk. Så er du til fortællinger om middelalderen, hekseforfølgelser og kvinders rettigheder, så er Palle Reimanns roman et godt bud.

(Oprindeligt anmeldt til Litteratursiden)

Uddrag af romanen:

“Kære broder Ingatius. Jeg tænker som du, at alt liv er helligt. Men hør nu her. En husbond ansætter en tjenestepige, der som dagene går sætter ild i hans lænder og giver ham lystige drømme. En dag tager han hende med om bag huset og krænker hende, som kun en mand kan krænke en pige. Hun bliver med barn og kan se frem til at blive sendt væk og kaste skam over familien. Hvilket liv skal vi redde? Kan vi redde begge? Hvad ville David skrive om det?”

“Når en mand træffer en jomfru, der ikke er trolovet og tiltvinger sig at gøre sig til gode med hende, og de gribes på fersk gerning, så skal manden give pigens far 60 sekel sølv og tage hende til ægte. Sådan sagde Moses til Israels folk. Det står skrevet i Deuteronomium.”

Smilet var forsvundet fra Aslaugs ansigt og hendes øjne fik en feberagtig glans. “Ja. Voldtag en pige, og som straf må du gifte dig med hende bagefter. Mon ikke pigen næsten får medlidenhed med manden på grund af straffens strenghed.”

Hun fnøs. “Tager jeg helt fejl, eller stod Moses ikke også der i ørkenen og sagde, at hvis en mand voldtager en ung pige, så skal både manden og pigen stenes til døde. Manden på grund af sin gerning og pigen, fordi hun ikke råbte om hjælp. I hvert fald ikke højt nok til at nogen hørte hende og kom til undsætning.” (side 64-65)

Om Lysbringersken:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Kraka, 332 sider

Læs også:

Søstrene i Salem af Brunonia Barry
Heksenes by : Ribes hekseforfølgelser 1572-1652 af Torben Bramming
Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen
Rottens øje af Herdis Frahm Honoré
Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup
En messe for byen Arras af Andrzej Szczypiorski
Arvingen af Michael Sørensen

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman er en af de mest mindeværdige noveller, jeg har læst. Nu genudgiver forlaget Escho den i en ny oversættelse, 45 år efter den første gang udkom på dansk. Udover novellen indeholder udgivelsen også et yderst interessant efterord af Kasper Opstrup, Postdoc ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Lad mig sige det med det samme – har du ikke læst Det gule tapet før, så gør det nu. Og har du læst den tidligere, så genlæs den. Selvom novellen oprindeligt udkom i 1892, er det stadig på alle måder en stærk og vedkommende fortælling, og med Kasper Opstrups efterord bliver oplevelsen blot desto større.

Den kvindelige fortæller tager sammen med sin mand, John, ophold på en herregård sommeren over. Kvinden har sandsynligvis en fødselsdepression, og manden, der selv er læge, anbefaler hende absolut ro og frisk luft. Hun skal holde sig fra sine skriverier, og må ikke have kontakt med sine venner.

Kvinden gør, hvad hun kan for at efterkomme sin mands ønske, selvom hun ikke er enig. “Men hvad kan man gøre?” som hun skriver, “når en højtstående læge, tilmed ens egen mand forsikrer venner og familie om, at man vitterlig ingenting fejler ud over en midlertidig nervøs depression – en lettere hysterisk tendens – hvad skal man så gøre?” (side 7-8)

Selv tror hun, at behageligt arbejde med spænding og afveksling ville gøre hende godt, og som et lille oprør skriver hun i det skjulte dagbog for at komme af med sine tanker og følelser. Det er gennem denne, at vi hører hendes historie.

John har besluttet, at de skal have soveværelse i herregårdens gamle børneværelse. Her er masser af vinduer og dermed frisk luft, men det gule tapet vækker fra starten af ubehag i kvinden. Der er noget forkert ved mønstret, ligesom farven frastøder hende.

Som tiden går, ændres den isolerede kvindes afsky dog til interesse. Hun bliver mere og mere sikker på, at der gemmer sig noget bag det umiddelbare mønster. Men hvad?

Jeg læste første gang Det gule tapet for mange år siden, men virkningen er lige så stærk i dag. Vi følger fortællerens mentale sammenbrud midt i omgivelsernes tilsyneladende omsorg, som dog reelt blot er staffage. For selvom John påstår, at han kun ønsker sin hustru det bedste, er han på ingen måde lydhør eller har nogen forståelse for hendes situation. “Han ved, at der ikke er nogen grund til at lide, og det er nok for ham.” (side 12)

Amerikanske Charlotte Perkins Gilman (1860-1935) blev i sin samtid anset som en af de førende indenfor kvindesagen. Det er således oplagt at læse Det gule tapet som en kritik af samtidens undertrykkelse af kvinder. Men Kasper Opstrup præsenterer også andre fortolkningsmuligheder i efterordet. Dels ud fra den tidlige psykoanalyse, men også ud fra samtidens racistiske holdninger til ‘den gule fare’. Det er bestemt også interessant læsning.

Uanset om du læser efterordet eller ej, så er Det gule tapet en fængslende og til tider ligefrem fysisk læseoplevelse. I hvert fald gav Gilmans beskrivelser af tapetet mig næsten kvalme. Det føltes som om de uhyrlige, uforståelige og samtidig sært genkendelige mønstre på foruroligende vis kravlede ud af bogens sider og ind i mig, og efterlod mig med følelsen af at have kørt alt for mange gange rundt i karrusellen.

Jeg er sikker på, at Stephen King havde Charlotte Perkins Gilmans novelle i tankerne, da han beskrev hotelværelset i 1408. Og hvem ved, måske var også H. P. Lovecraft inspireret af Det gule tapet. I hvert fald hedder hovedpersonen i Dreams of the Witch House Walter Gilman, og også her handler det om foruroligende linjer og uhyrlige vinkler, der leder ind i et andet univers.

Til slut er jeg også nødt til at rose forsiden, der er lavet af Nis Bysted. Den ser umiddelbart enkel ud med den gule farve; den røde titel med smudsige pletter; og forfatternavnet skrevet i dagbogsstil. Men summen af alle delene er ligeså iøjnefaldende og forstyrret som Gilmans novelle. Det er fantastisk godt lavet.

Uddrag af bogen:

“Aldrig i mit liv har jeg set et værre tapet. Et af disse usammenhængende, pompøse mønstre, der begår enhver kunstnerisk synd.

Det er sløret nok til, at øjet bliver forvirret af at aflæse det, tydeligt nok til konstant at irritere og fremprovokere nærmere studier, og når man så følger disse tåbelige, usikre kurver et lille stykke begår de pludselig selvmord – springer af sted i uhyrlige vinkler, ødelægger sig selv i uhørte modsætninger.

Farven er frastødende, nærmest afskyvækkende; en ulmende, uren gul, der er sært falmet af den langsomt drejende sol. Nogle steder har det en kedelig, men dog grel, orange farve, andre steder en sygelig svovlagtig nuance.

Der er ikke noget at sige til, at børnene hadede det!” (side 11)

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det gule tapet:

Udgivelsesår: 12.11.2020
Forlag: Escho, 52 sider (serien Udenlandsk Fugl)
Omslag: Nis Bysted
Originaltitel: The Yellow Wall-paper, 1892
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen og Kasper Opstrup

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Lejligheden af S. L. Grey
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Manden i det sorte jakkesæt af Stephen King
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Drømmene i heksehuset af H. P. Lovecraft
Intet på jord af Conor O’Callaghan

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Lad mig være ærlig og starte med at sige, at jeg har aldrig læst en krimi som Tre små kinesere af Niels Søndergaard før. Det er en helt igennem unik oplevelse, som både byder på grin, action, interessante personer, plot-twists og masser af spænding. Det kan også siges om andre krimier, men jeg er endnu aldrig stødt på én, som introduceres sådan HER.

Politiassistent Charlotte Lund, kaldet Charlie, er blevet sat i skammekrogen efter en lidt for offentlig anholdelse af en mistænkt. Hun får til opgave at vise tidligere model og kommende forfatter, Mille Madsen, rundt på politigården og fortælle om det daglige arbejde.

I den forbindelse tager hun Mille med ud til et selvmord. En blind, afroamerikansk jazzmusiker er blevet fundet død i en lejlighed på Højbro Plads. Han har tilsyneladende hængt sig, og eftersom lejligheden var lukket og låst indefra, er Charlie egentlig ikke i tvivl om, at her er tale om et selvmord.

Men det tror Mille ikke på. Hvorfor er musikeren f.eks. iført dame-solbriller? Hvor er hans førerhund henne? Og hvorfor myldrer det med kinesere på Højbro Plads, der holder øje med lejligheden? Mille får overbevist Charlie om at undersøge sagen nærmere, og snart er de dybt involveret i en efterforskning, som ingen egentlig er interesseret i, at de udfører.

Det lyder måske som en ligetil krimi, men Niels Søndergaard løfter historien ud over det sædvanlige. F.eks er Mille vild med film og citerer glad og gerne fra dem. Men hun er ikke den eneste filmentusiast. Hvert kapitel i Tre små kinesere er en filmtitel, lige fra første kapitel Blod og jordbær til mere kendte film som En verden udenfor og Taxi Driver. Det er herligt lavet.

Sideløbende med krimiplottet krydsklippes til tråde om Milles udlejer, Sidsel, om antikvarboghandleren Stefan, om kriminalteknikeren Nick, om pølsemanden Alpermann, en amerikansk bogudgivelse, nordkoreanske diplomater og meget mere. Med næsten 700 sider skulle man tro, at de mange plottråde ville blive uoverskuelige og kedelige, men Søndergaard har styr på det. Alt samles op, og undervejs fortælles med så stor viden og underliggende humor, at det er uhyre svært at lægge Tre små kinesere fra sig igen.

Den hæsblæsende slutning, der involverer både metal-koncert, Kandis-fans, cykel-taxa og bedstemor-bil, efterfølges af en epilog, som åbner døren på klem for en efterfølger. Tre små kinesere er da også første bind i en planlagt trilogi, og jeg ser allerede nu frem til fortsættelsen.

Så har du lyst til at læse en finurlig, velskrevet og vildt underholdende krimi, der blander action med who-dunnit og krydrer med romantik og en herlig humoristisk tone, så søg ikke længere. Jeg er i hvert fald fan.

Uddrag af bogen:

Mille slog ud med armene. “Hvordan skulle en blind amerikaner vide, at der er kroge i loftet i gamle danske huse?”

“Fordi der sikkert også er det i gamle amerikanske huse,” sagde Charlie. Det begyndte at føles som en tennismatch mellem Williams og Wozniacki.

“Hvorfor er gardinerne så trukket for?” spurgte Mille. “En blind mand ville da aldrig trække gardiner for!”

Svisj. Klask.

“Han har vel tænkt, at nogen kunne se hængningen og slå alarm,” sagde. Charlie. “Han har ikke ønsket at blive reddet og leve videre som grøntsag.”

Svisj. Klask.

Mille fangede bolden og smashede hårdt. “Hvor er hunden?” spurgte hun.

Charlie sænkede sin imaginære ketsjer. “Hvad for en hund?”

Mille slog triumferende ud med hånden. “Der har været en hund her! Han havde en førerhund!” (side 107-108)

Reklame: Tak til forlaget Total Tekst der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tre små kinesere:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Total Tekst, 696 sider
Forside: Duzulek / Niels Søndergaard

Læs Jacob Krogsøes anmeldelse

Læs også:

Død indtil solnedgang af Charlaine Harris
Heksejagt af Kim Harrison
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dexters dunkle drømme af Jeff Lindsay
Manden der glemte han var død af John Lorentz
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
Bloddryppende af Rafael Reig
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
De efterladte af Palle Schmidt
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson

I en mørk mørk skov af Ruth Ware

I en mørk mørk skov af Ruth WareForfatteren Nora har ikke set sin skoleveninde Clare i 10 år. Ikke siden dengang Nora brød med sit gamle liv uden at se sig tilbage. Men så dukker en invitation op ud af det blå – til Clares polterabend.

Der er lagt op til en hyggelig og sjov weekend i et hus langt ude i skoven. Men snart opstår der spændinger i den sammensatte vennegruppe. Ting forsvinder på mystisk vis. Sjov bliver til dødsens alvor. Og hvem er det egentlig, Clare skal giftes med?

Huset ligger isoleret fra omverdenen, der er ingen mobildækning. Og så går noget galt. Helt galt.

Mens hemmeligheder og løgne dukker op til overfladen, bliver Nora indhentet af fortiden. Langt ude i den mørke, mørke skov. (fra bagsiden)

Jeg læser meget, og problemet med det er, at jeg dermed er blevet præsenteret for rigtig mange plots. Derfor var overraskelsen ikke så stor for mig i Ruth Wares I en mørk mørk skov. Jeg havde ret hurtig en god formodning om, hvordan tingene hang sammen, og det viste sig, at jeg havde ret.

Men dermed ikke sagt at I en mørk mørk skov er dårlig.

Historien udfoldes i to spor. Vi følger hovedpersonen Nora i nutiden, hvor hun vågner på et hospital uden at kunne huske hvorfor. I det andet spor fortæller Nora bagudrettet om, hvordan hun blev inviteret med til Clares polterabend og begivenhederne frem til den fatale nat.

Ware skriver flydende, og springene i tid og sted er effektive suspense skabere. Her er masser af spænding, og underholdningsværdien er bestemt i top. Så er du til thrillers i domestic noir stil, så er I en mørk mørk skov et godt bud.

Ruth Ware slog igennem herhjemme med Kvinden i kahyt nr. 10 og har seneste udgivet Mrs. Westaway er død. Besøg hendes hjemmeside HER.

Uddrag fra I en mørk mørk skov:

“Hey!!!” sagde hun, og på en eller anden måde gav hendes toneleje ordet tre udråbstegn, og jeg vidste før hun sagde mere, hvem det var. “Det er mig der er Flo!”

Du ved hvordan det, når man ser en bror eller en søster til nogen som er kendt, er lidt som at se på dem, men i et forvrængende spejl? Men et af dem der fordrejer spejlbilledet så subtilt at man ikke kan sætte fingeren på hvad der er anderledes, men bare ved at noget ER anderledes. Noget væsentligt mangler, der er en falsk tone i sangen. Sådan var kvinden i døren.

“Åh, altså!” sagde hun. “Hvor er det godt at se jer! Du må være – ” Hun så fra mig til Nina og valgte det åbenlyse. Nina er 1.85 høj og brasilianer. Eller rettere, hendes fra er fra Brasilien. Selv er hun født i Reading, og hendes mor er fra Dalston. I profil ligner hun en høg, og hun har hår som Eva Longoria.

“Du må være Nina, ikke?”

“Ja.” Nina rakte hende hånden. “Og du må være Flo, regner jeg med.”

“Jups!”

Nina sendte mig et blik. Jeg havde ikke troet at der faktisk fandtes mennesker som sagde jups!, eller hvis de gjorde, så ville det være blevet pillet ud af dem i løbet af skoletiden eller i det mindste på universitetet. Måske var Flo sejere end som så.

Flo gav entusiastisk Nina hånden og vendte sig om mod mig med et strålende smil. “I så fald må du være … Lee, ikke!”

“Nora,” sagde jeg instinktivt.

“Nora?” Hun så forundret ud.

“Jeg hedder Leonora,” sagde jeg. “I skolen blev jeg kaldt Lee, men nu foretrækker jeg Nora. (side 27-28)

Om I en mørk mørk skov:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Gyldendal, 310 sider
Omslag: Harvill Secker / Martin Dennis
Originaltitel: In a Dark, Dark Wood, 2015
Oversætter: Sara Koch

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
En lille tjeneste af Darcey Bell
Ægtemanden af Dean Koontz
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Bag lukkede døre af B. A. Paris
Lyst af Åsa Schwarz
Slør af A. Silvestri
Close-up af Esther Verhoef

Tabu af Steen Langstrup

Tabu af Steen LangstrupTabu er en ny thriller fra Steen Langstrup, som endnu en gang sætter læserens fantasi i ‘nightmare mode’

Jeanette har altid drømt om at fejre jul under fremmede himmelstrøg, så da hendes mand Klavs køber en ø i Caribien, kan drømmen endelig gå i opfyldelse.

Men det bliver dog ikke helt den idylliske familiejul, som Jeanette har drømt om. Spændingerne mellem Klavs og sønnen Birk fører hurtigt til konflikter, og da datteren Ulrikke ankommer med sin nye kæreste Adam, lægges der yderligere ved til bålet. Klavs er bestemt ikke imponeret over Adam, der slet ikke lever op til Klavs’ krav til en svigersøn. Til gengæld er Jeanette voldsomt tiltrukket af ham, men han er jo både datterens kæreste og langt yngre end Jeanette.

Samtidig er en storm på vej, og da den rammer øen, eskalerer begivenhederne for alvor i mord, utroskab og bedrag, når gamle hemmeligheder kommer frem i lyset.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Steen Langstrups forfatterskab. Jeg er begejstret for hans filmiske skrivestil, som suger læseren ind i historien fra første sætning. Derudover kaster han sig uforfærdet over nye genrer og temaer i sit efterhånden omfattende forfatterskab, så hver bog byder på noget nyt. Fra klassiske monstre som vampyrer og varulve, over okkulte krimier, historiske spændingsromaner, socialrealistiske noveller, ‘torture porn’ og faglitteratur til ‘coming of age’ romanen Skadedyr og tulipaner og nu en thriller i ‘home invasion’-stil.

Langstrup skriver i et blogindlæg om arbejdet med Tabu, som har været en sej kamp. Undervejs nåede han både at tvivle på projektet og sine egne evner i det hele taget. Heldigvis overvandt han besværlighederne, og resultatet kan ikke andet end begejstre.

Begrebet tabu stammer fra religionen, hvor det blev brugt om noget, som var forbudt. I dag har vi i Vesten flyttet begrebet over i sociale sammenhænge, om ting man undgår at tale om. Eksempelvis midaldrende kvinders seksualitet som blot er et af tabuerne, Langstrup bryder med her i romanen. Men også sorg kan være tabu. Og naturligvis lufter man heller ikke familiens beskidte sengetøj i offentligheden.

Tabu starter i solskin, men efterhånden som historien skrider frem, og hemmeligheder og løgne afsløres, bliver stemningen mere og mere mørk. Og sidste del af bogen, hvor stormen med fuld kraft rammer øen (i både reel og overført betydning), er atmosfæren skræmmende på alle planer. Hvem tør man stole på, når alle kan være morderen?

Steen Langstrup har skrevet en elementært spændende historie, som også stiller spørgsmål ved samfundets sociale normsæt. Det er stærkt underholdende, og jeg kan ikke andet end være begejstret for Tabu, som er endnu et pletskud fra forfatteren. Vi er måske nok på en paradis-ø, men mareridtet venter lige rundt om bugten.

Uddrag af Tabu:

Selvom begge gæstehuse lå lidt i læ for stormen på øens modsatte sider, rev den alligevel godt i begge bygninger, og vandstanden var selv på den vestlige og nordlige side af Despedida nu så høj, at strandene var som slugt af havet, og vandet slikkede mod de sandsække, Juan havde placeret foran den nederste etage af det store gæstehus, den eneste bygning på øen med direkte adgang til stranden.

De tunge skyer over øen ulmede af kræfter, der snart ville blive sluppet løs. De første lyn var allerede begyndt at glimte i det fjerne, og inden længe ville regnen begynde at piske ned. Nede i Klavs’ kontor i hovedbygningens underetage med udsigt over havet kom det eneste lys fra printerens grønne dioder, der blinkede rytmisk inden den brummende begyndte at printe sider ud. (side 173-174)

Om Tabu:

Udgivelsesår: 23.08.2019
Forlag: 2 Feet Entertainment, 278 sider
Omslag: Steen Langstrup

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Savas vidner af Sara Bouchet
Drifter – 13 mørke erotiske noveller / red. Nikolaj Højberg
Ø af Steen Langstrup
Perfekte dage af Raphael Montes
Glasborgen af Anne Marie Vedsø Olesen
Søster min af Helle Vincentz

Solens kerne af Johanna Sinisalo

Solens kerne af Johanna SinisaloDa pigerne Vera og Mira er små, dør deres forældre i en bilulykke. Deres eneste slægtning er farmoren Aulikki i Finland på gården Neulapää, så pigerne bliver overdraget i hendes varetægt.

Finland har i mange år været lukket mod omverdenen. Det er et Eusistokrat, hvor staten styrer alt – endda kønsbestemmelse af mennesker. I Finland har man nemlig avlet sig frem til en ny type kvinde, eloien, der besidder de vigtigste egenskaber for en kvinde: smuk og lydig. Kvinder, der ikke er tilstrækkeligt feminine, kaldes for morlocker og steriliseres ganske unge. De kan bruges som arbejdskraft i stedet for til avl, indtil arten uddør.

Særligt for Vanna (som Vera nu kaldes, da kvinder ikke må have R i deres navn) er det svært at finde sig til rette. Hun er videnbegærlig og ikke særlig interesseret i tøj og makeup. Det er Manna (Mira) derimod, og Vanna opdager hurtigt, at hun skal følge Mannas opførsel for at passe ind, mens Aulikki i det skjulte giver hende mulighed for at studere.

Historien fortælles hovedsageligt gennem Vannas breve til Manna. Det er tydeligt, at Vanna har dårlig samvittighed over for Manna, men hvorfor afsløres først langt henne i fortællingen. I mellem Vannas breve er indlagt uddrag fra forskellige bøger, som f.eks. ”En kort historie om domesticeringen af kvinder” og undervisningsmaterialer for eloier. Derudover er der bidder af sange og historier for eloier, og endelig hører vi også enkelte kapitler fortalt af maskoen Jare, der arbejdede for Aulikki en sommer.

Til at begynde med vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle synes om Solens kerne. Opbygningen forvirrede mig, og jeg havde svært at finde frem til selve historien. Men alligevel blev jeg ved med at læse, og lige pludselig var jeg fuldstændig opslugt. Ikke nødvendigvis så meget af historien, som af det univers Johanna Sinisalo har skabt.

Sinisalo definerer Eusistokrati som: ”Den herskende samfundsorden i Finland, ’velfærdsstat’. Bygger på de latinske ord eu (god) og sistere (stå), bogstaveligt talt altså ’blive, forblive i en god tilstand’. Eksempel: ’I et eusistokratisk samfund er regeringens vigtigste opgave at fremme borgernes generelle velfærd og sundhed.’” (side 81) Og der er heller ingen grænser for, hvad staten forsøger at kontrollere. Ud over narkotika er cigaretter, alkohol og chili strengt forbudt. Eloier skal følge en fastlagt undervisning for at blive en god hustru og mor, og de har ikke ret til at eje noget. Og selvom maskoer naturligvis ikke må slå eloier ihjel, så straffes det ikke særligt hårdt. Der er intens overvågning af borgerne, som ikke har adgang til hedonist-staternes teknologi, men til gengæld er der ingen restriktioner i forhold til religion.

Samfundet er helt opbygget efter maskoens seksuelle behov, og – er mit gæt – efter de herskende myndighedspersoners ønske om magt. Men hvordan er den tanke opstået? Udskift bil med kvinde i nedenstående citat og du har svaret.

Det her behøvede ikke engang at være flertallets vilje. Sommetider skal der ikke andet til end en tilpas højrøstet og toneangivende gruppe for at ændre verden til det, gruppens medlemmer vil have. Gruppen behøver ikke engang at være særligt stor. Det er nok, at nogle anfører deres egne personlige præferencer som den eneste rigtige sandhed, og med deres højrøstethed skaber det indtryk, at de har glemte og tilsidesatte masser bag sig. Det er nemt at få én, der har været tilfreds med tingenes tilstand, til at støtte en idé, som vedkommende selv kan få gavn af. Mange kunne leve fint uden en bil eller godt forstå, at det kræver anstrengelser at anskaffe sig en, og at man må gå på kompromis med nogle andre ting. Men hvis en tilpas kraftfuld gruppe konstant banker den tanke ind i hovedet på andre, at det er umuligt at leve uden en bil, at billøshed er en krænkelse af menneskerettighederne – hvor mange ville i den situation takke nej til de gratis biler, staten deler ud?” (side 264-265)

Solens kerne er en dystopisk fortælling, der udspiller sig i en nær fremtid. Finland minder om George Orwells 1984 stat, blot med racehygiejne og kønspolitik dybt implementeret i styret.

Romanen er let at læse, men svær at fordøje. Mange af de videnskabelige ’facts’ er nemlig hentet fra virkeligheden, enkelte dog med få ændringer. De fleste lande har jo brugt racehygiejne som et redskab til at forme samfundet, og selvom de færrest gik så langt som nazisterne, så har vi i Danmark udført tvangssterilisation helt op til 1967! Og hvad angår forsøg på at fremme bestemte egenskaber via avl, kan vi jo bare se på, hvordan kortsnudede hunderacer fremavles helt grotesk med store sundhedsmæssige følger.

Jeg var måske ikke betaget af Solens kerne fra første side, men det var jeg, da jeg lagde den fra mig. Den gav i den grad stof til eftertanke.

Om Solens kerne:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Jensen & Dalgaard, 347 sider
Omslag: RubArt
Originaltitel: Auringon ydin, 2013
Oversætter: Siri Nordborg Møller

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup
1984 af George Orwell

 

Women in Horror Film Festival

Women in Horror Film Festival ved Chris Fullam Forleden fik jeg en mail om den spændende filmfestival: Women in Horror Film Festival, der finder sted i Atlanta 21. til 24. september 2017. Se pressemeddelelsen nedenfor og læs mere på festivalens hjemmeside.

Pressemeddelelse:

Det glæder gyserfilminstruktører Vanessa Ionta Wright og Samantha Kolesnik at kunne præsentere en festival for kvinder i gyserfilm, “The Women in Horror Film Festival”, som nu er åben for tilmeldinger gennem FilmFreeway.

Det glæder WIHFF at byde deres stadigt voksende dommerpanel velkommen. Panelet består af Hannah Neurotica, grundlægger af Women in Horror Month og Ax Wound Film Fest, Melissa Hannon grundlægger af Horror Geek Life, April Bedan, leder af Fangoria Musick, Brandon Taylor fra Hollow Tree Films, Tanya Chuturkova, kreativ producer/instruktør fra New York og Terri Adams, uafhængig producer fra Atlanta og Kevin Peterson, producer og ejer af Pure Grain Productions.

Det glæder os også, at vi får støtte fra The Writer’s Store, Minuteman Press, We Are Indie Horror, Horror Homeroom, Terror Films, Dead, Buried & Back Magazine og Crimson Screen Horror Film Fest. Tak for jeres støtte til Kvinder i Gyserfilm!

Denne festival afholdes i Atlanta, GA, USA fra den 21. til 24. september, 2017. Billetter kan købes gennem WIHFF ́s website ligesom festivalens program kan findes her. WIHFF er stolte over at invitere kvindelige gyserfilmproducenter og -manuskriptforfattere fra hele verden til at indsende deres indslag til festivallen.

Se venligst yderligere information om festivalen og hvordan du kan blive involveret på www.WIHFF.com eller på Facebook & Twitter @WIHFF.

KONTAKT:

Vanessa Ionta Wright
Samantha Kolesnik
WIHFilmFest@gmail.com
www.WIHFF.com

Dolores Claiborne af Stephen King

Dolores Claiborne af Stephen KingDolores Claiborne har hele sit liv boet på øen Little Tall Island. De sidste mange år har hun arbejdet for Vera Donovan – en rig gammel kone med et hidsigt temperament. Men nu er Vera død – og Dolores er anklaget for mordet.

Og Dolores vil godt tilstå et mord, men ikke på Vera. I stedet fortæller hun historien om sit liv, gift med den fordrukne Joe som slår hende og er efter datteren Selena. Indtil en dag Dolores får nok…

Dolores Claiborne er et fantastisk portræt af en stærk kvinde, som kæmper med de hårdeste odds. Dem, der har beskyldt Stephen King for at hade kvinder, kan ikke have læst denne bog!

I 1995 blev bogen filmatiseret, dog ikke særligt godt efter min mening. Kathy Bates er glimrende som Dolores, men manuskriptet er ikke nær så godt som bogen. Og så var jeg ikke særlig imponeret af Jennifer Jason Leigh som Selena.

Om Dolores Claiborne:

Originaltitel: Dolores Claiborne
Udgivelsesår: 1992