november 2020
M Ti O To F L S
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘L. P. Hartley’

Klokkerne og andre sælsomme fortællinger

Klokkerne og andre sælsomme fortællinger

Min gode kollega Janus er bogelsker med stort B, så ind i mellem opdager han, at hjemmebiblioteket rummer flere eksemplarer af den samme titel. Under en sådan oprydning forærede han mig en række af sine dubletter, blandt andet Klokkerne og andre sælsomme fortællinger der består af 12 historier om genfærd og uforklarlige hændelser.

De 12 forfattere er alle engelske. Nogle af dem kendte jeg på forhånd, andre var mig ukendte. Og selvom enkelte af novellerne ikke helt lever op til bagsidens løfte om “lekture af højeste kvalitet“, så er langt de fleste så absolut værd at læse.

Fra bagsiden:
Klokkerne og andre sælsomme fortællinger er skrevet af 12 toneangivende engelske novellister, og hver novelles handling er bygget over en uforklarlig eller overnaturlig hændelse.

Bortset fra dette fællespræg er novellerne indbyrdes såre forskellige, og temaet veksler fra det fint poetiske i John Connells ‘Huset i højlandet’, der handler om en overanstrengt rejsendes forunderlige oplevelser i en afsidesliggende egn af Skotland, til det fuldkomment groteske i ‘Huset, der ikke ville stå stille’ af L.A.G. Strong. Videre til de makabre optrin i titelnovellen af Robert Aickman: ‘Klokkerne’, om to mennesker der tilbringer deres bryllupsrejse ved et fordums rigt besøgt, men efterhånden glemt badested […].

I Elizabeth Taylors fortælling ‘Stakkels pige’ identificeres en stilfærdig præstedatter og privatlærerinde uafvidende med sin sensuelle elevs tilkommende hustru; og således skifter scenerne i denne samling fortællinger, der endvidere rummer følsomme, realistiske og humoristiske passager, men frem for alt er spændende lekture af højeste kvalitet.

Blandt mine favoritter er titelnovellen af Robert Aickman. ‘Klokkerne’ er også trykt i antologien Masser af spøgelser under titlen ‘Alle sjæles dag’. Jeg har således læst den tidligere, men ikke desto mindre blev jeg fuldstændig overrumplet af historiens klimaks. Det er pudsigt, hvordan den samme novelle kan ramme så forskelligt, afhængigt af hvornår man læser den.

Hvor Aickmans novelle er ret barsk, tilhører ‘Den rette ejer’ af Elizabeth Bowen snarere de klassiske engelske spøgelseshistorier. Her har et pensioneret ægtepar købt deres drømmehjem, et ensomt beliggende hus i det vestlige England. Men bedst som de har fået indrettet sig, modtager de et brev fra husets tidligere ejers nevø. Denne er overbevist om, at huset er hans, og nu starter en besynderlig tovtrækning mellem stærke viljer. Jeg har tidligere læst ‘Hånd i handske‘ af Elizabeth Bowen, som også kan anbefales.

Endeligt vil jeg også fremhæve ‘Manden i elevatoren’ af L.P. Hartley. Her er en lille dreng vældig fascineret af elevatoren på familiens feriehotel, samtidig med at han frygter skyggeskikkelsen heri. Hartleys noveller kan findes i flere danske antologier, blandt andre Fra en død mands lommer og Spøgelseshistorier fra hele verden.

Antologien er som sagt fuld af glimrende fortællinger, så jeg kunne også have fremhævet ‘Hvem er Sylvia?’ af Cynthia Asquith, ‘Vær så god at inklinere’ af Ronald Blythe, ‘Der er nogen, der kalder’ af James Laver og ‘Harry’ af Rosemary Timperley.

Klokkerne og andre sælsomme fortællinger er et udvalg af novellerne fra The Third Ghost Book fra 1955. Ud fra hvilke kriterier de 12 noveller er udvalgt, og de sidste 15 noveller er fravalgt fremgår desværre ikke, ligesom den originale introduktion af L.P. Hartley heller ikke er medtaget i den danske oversættelse. Dette til trods er Klokkerne herlig læsning, hvis du som jeg holder af gode historier om genfærd og andre uforklarlige hændelser.

Om Klokkerne og andre sælsomme fortællinger:

Udgivelsesår: 1956
Forlag: C.A. Reitzels Forlag, 154 sider
Omslag: Povl Kolind
Originaltitel: The Third Ghost Book / ed. Cynthia Asquith
Oversætter: Johanne Marie Larsen

Indhold:
Klokkerne af Robert Aickman (Ringing the Changes, 1955)
Hvem er Syliva? af Cynthia Asquith (Who Is Sylvia? 1955)
Vær så god at inklinere af Ronald Blythe (Take Your Partners, 1955)
Den rette ejer af Elizabeth Bowen (The Claimant, 1955)
Mrs. Smiff af Collin Brooks (Mrs. Smiff, 1955)
Huset i højlandet af John Connell (The House in the Glen, 1955)
Lægen af Mary Fitt (The Doctor, 1955)
Manden i elevatoren af L.P. Hartley (Someone in the Lift, 1955)
Der er nogen, der kalder af James Laver (Somebody Calls, 1955)
Huset, der ikke ville stå stille af L.A.G. Strong (The House That Wouldn’t Keep Still, 1955)
Stakkels pige af Elizabeth Taylor (Poor Girl, 1955)
Harry af Rosemary Timperley (Harry, 1955)

Fra en død mands lommer / red. Mogens Toft

Fra en død mands lommer / red. Mogens ToftFra en død mands lommer tilhører serien En SV gyser. Antologien indeholder 11 noveller.

Indhold:

L. P. Hartley: W.S.
C. S. Forrester: Angstens fysiologi
H. G. Wells: Pollock og Porroh-manden
Jack Finney: Fra en død mands lommer
Oscar Cook: Bid for bid
Flavia Richardson: Bag den gule dør
Geoffrey Household: Tabu
Martin Waddell: Den gamle Adam
Abraham Ridley: Min lille mand
John D. Keefauver: Ræk mig din kolde hånd
A. L. Barker: Under vandet

Om Fra en død mands lommer:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Stig Vendelkær, 192 sider
Originaltitel: The Pan Book of Horror Stories

Spøgelseshistorier fra hele verden udvalgt af Tage la Cour

Spøgelseshistorier fra hele verdenDet skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker disse novelle-antologier, hvor både klassiske og mindre kendte historier bliver hevet frem fra glemslen. Spøgelseshistorier fra hele verden udgivet i 1957 er udvalgt af Tage La Cour, som også har oversat flere af novellerne, og som altid har han gjort et fint stykke arbejde.

Blandt mine favoritter (af de noveller som ikke tidligere er omtalt her på siden) er “Tilfældet mrs. Maradick” af Ellen Glasgow (The shadowy third, 1923). En ung sygeplejerske bliver bedt om at være natsygeplejerske for den charmerende hospitalskirurgs unge hustru, som lider af tvangstanker og hallucinationer. Men tingene er ikke så sort/hvide som de umiddelbart virker til.

De kære afdøde” af Donald McGuire er en fin lille historie med et humoristisk twist om arvingen til et forbandet slot, som ikke tror på spøgelseshistorierne fra fortiden –  men det kommer han til.

Edderkoppen” af Hans Heinz Ewers (The Spider, 1907) er måske blevet lidt for lang, men ikke desto mindre har den så grum en afslutning, at det kompenserer for den lidt langsomme start. Tre mennesker har begået selvmord på den samme måde og i det samme tidsrum i det samme hotelværelse. En ung studerende beslutter sig for at løse mysteriet, som viser sig at hænge sammen med en smuk ung kvinde.

I “Hvorledes frygten forsvandt fra Church-Peveril” af E. F. Benson (How fear departed from the long gallery, 1911) vrimler det med spøgelser, men kun to af dem skal man tage sig i agt for – nemlig et lille tvillingepar, der led en grusom død, og nu forvolder det samme til alle som ser dem.

Endelig vil jeg også fremhæve B. S. Ingemanns “Glasskabet” (1847), som måske knap er en spøgelseshistorie, men som alligevel har en grusom drejning. En mand har giftet sig med en rig kvinde, som dør før ham. I hendes testamente fremgår det, at når hun bliver begravet, overgår alle hendes penge til hendes side af familien. Så ægtemanden beslutter at balsamere hende og beholde hende i en glaskiste i sit soveværelse … Jeg havde ikke styr på Ingemanns bidrag til danske gys, før jeg læste antologien Skygger udgivet af Steen Langstrup, hvor “Fjendskab efter døden” af Ingemann er medtaget. (Læs mere om Skygger her), men jeg skal da love for, at den gamle salmedigter også havde nogle uhyggelige historier i baghånden.

I det hele taget er der mange flere gode og underholdende noveller i Spøgelseshistorier fra hele verden, som kan anbefales til alle, der holder af korte gys.

Indhold:

Søen af Ray Bradbury
En gæst fra det underjordiske af L. P. Hartley
Sheraton-spejlet af August Derleth
De kære afdøde af Donald McGuire
Rotterne i murene af H. P. Lovecraft
Whessoe af Nugent Barker
Huset af André Maurois
Hånden af William Fryer Harvey (også udgivet i “Verdens bedste spøgelseshistorier“, 1987)
Er det dig, Valentiner? af Sven Elvestad
Den himmelske omnibus af E. M. Forster
Adam og Eva og -? af A. E. Coppard
Spøgelser af Lord Dunsany
Tilfældet mrs. Maradick af Ellen Glasgow
Gensynet af Astrid Ehrencron-Kidde
Edderkoppen af Hans Heinz Ewers
Den mystiske logerende af Algernon Blackwood
Nummer 13 af Montague R. James (også udgivet i “Mine bedste gysere“, 1974)
Det våde spøgelse af John Kendrick Bangs (også udgivet i “Verdens bedste spøgelseshistorier“, 1987)
Hvorledes frygten forsvandt fra Church-Peveril af E. F. Benson
Vandet i Kirkevigen af Selma Lagerlöf
Var det en drøm? af Guy de Maupassant (også udgivet i “Mine bedste gysere“, 1974)
Den onde kaptajn Walshawe af Sheridan Le Fanu
Banevogteren af Charles Dickens (også udgivet i “Mine bedste gysere“, 1974)
William Wilson af Edgar Allan Poe
Skyggen af H. C. Andersen (også udgivet i “Skygger“, 2010)
Ligkistesnedkeren af A. S. Pusjkin (også udgivet i “Den nye spøgelsestime“, 1987)
Glasskabet af B. S. Ingemann
Mord råber til himlen af Geoffrey Chaucer

Om Spøgelseshistorier fra hele verden:

Udgivelsesår: 1957
Forlag: Carit Andersen, 336 sider