august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Lars Gabel’

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Lars Gabel

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Lars GabelSkæbnemageren er en spændende fortalt og flot tegnet fantasy graphic novel om jalousi, mod og troen på den frie vilje.

Jeg ville ønske, han aldrig var født!” Simon og Tim er tvillinger, men Simon har altid følt sig i skyggen af Tim. En aften koger alting over, og Simon ønsker inderligt, at Tim aldrig var blevet født. Næste dag er Tim væk, og ingen aner, at han har eksisteret.

Da det går op for Simon, hvad han har gjort, fortryder han bitterligt, og pludselig får han en chance for at gøre det godt igen. Et gammelt maleri, som har hængt i huset, siden de flyttede ind, viser sig nemlig at være en portal til en anden verden. Her bor spindlerheksen, som stjal Tim. Men også skæbnemageren som kan ændre ens skæbne og dermed redde Tim.

Heldigvis møder Simon Tom, som lover at hjælpe ham med at finde skæbnemageren og Tim. Heksen må Simon dog selv møde. Hendes mose tør Tom ikke vove sig ind i. Men det er ikke kun heksens mose, der er farlig. Overalt lurer farer, og Simon er i konstant livsfare. Spørgsmålet er, om han kan overleve længe nok til at redde Tim. Om det er hans skæbne …

Skæbnemageren er en spændende fortalt og flot tegnet fantasy graphic novel, skrevet af Kenneth Bøgh Andersen og illustreret af Lars Gabel. Kenneth Bøgh Andersen, som bl.a. har skrevet serien om Den Store Djævlekrig, er altid garant for en god historie, og det er også tilfældet her. Fortællingen om den jaloux Simon, der i et dystert øjeblik ønsker sin mere populære bror væk, indeholder både drama og eksistentielle spørgsmål formidlet underholdende i et lettilgængeligt sprog.

Lars Gabel kendes bl.a. for sine illustrationer til Fra vand til blod skrevet af Morten Dürr, Mette Finderups Gemini-serie m.fl., og med “Skæbnemageren” er han atter medvirkende til en virkelig lækker udgivelse. Lige fra den flotte hardcover forsides edderkoppespind med maleriportalen i midten, til det tykke glitrede papir med perfekt farvelægning.

Lars Gabel rammer helt i plet med illustrationerne, og bruger både sort/hvid, farver, billedbeskæring og sideopsætningen til at understøtte fortællingen. Den del af historie, der foregår i vores verden, er f.eks. holdt i sort/hvid. Når der er tilbageblik, tegnes de mere gennemsigtigt, så man tydeligt fornemmer den tidsmæssige distance. Lige så snart vi kommer over i den anden verden, er farverne strålende, og billederne myldrer af liv. I nærheden af skæbnemageren bliver farveskalaen rødbrun, og i heksens mose dukker en giftiggrøn farve op i det sorte, mens teksten pludselig omgærdes af en pang rød kant.

En anden lækker detalje er den måde, Lars Gabel flytter perspektivet. F.eks. da Simon kravler ind gennem maleriportalen. Her er vi også nødt til at flytte bogen rundt for at kunne se og læse videre. Det er rigtig fedt tegnet.

Skæbnemageren er en historie om jalousi, mod og troen på den frie vilje. Simon er jaloux på Tim, men elsker ham alligevel. Så da Tim forsvinder, vil Simon gøre alt for at redde ham. Det fører ham på en farlig færd, der sætter hans mod på prøve. Men Tim nægter at give op – skæbne eller ej.

Jeg var meget begejstret for Skæbnemageren, som måske nok har målgruppen børn og unge, men en voksen læser kan bestemt sagtens være med. En klar anbefaling herfra.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Skæbnemageren:

Udgivelsesår: 9. juni 2017
Forlag: Høst & Søn, 176 sider
Omslag: Lars Gabel

Besøg Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside
Besøg Lars Gabels hjemmeside

Vand til blod af Morten Dürr

Vand til blod af Morten DürrStemningsfyldt og barsk tegneserie om Lea, der en dag bliver bolig for Guds stemme

Lea bor alene sammen med sin far og storebroren Lukas efter morens død. De arbejder alle hårdt på gården, men hver dag kl. 16 står den på en halv times bibellæsning, for den lille familie tilhører Guds Udvalgte, og faren holder strengt på reglerne. Da Lea bliver inviteret med til en fest hos klassekammeraten Anna, behøver hun ikke engang at spørge faren om lov. Hun VED, at han vil sige nej, og så vil det gå ud over Lukas.

Så hun spørger ikke, men klarer sine pligter og sidder efterfølgende og dagdrømmer lidt om festen. Imens trækker et uvejr op. Da Lea kommer til sig selv igen, har Gud mærket hende med et mirakel, og hans stemme har taget bolig i hendes krop. En stemme, der tvinger alle til at adlyde.

Vand til blod er skrevet af Morten Dürr, som er forfatter til en lang række børne- og ungdomsbøger. Lars Gabel står for illustrationerne.

Historien fortælles med Lea som jeg-fortæller. Hun beretter nøgternt og i korte sætninger om sin hverdag, hvor troen – og farens humør – fylder alt. Hvordan hun savner sin mor, og drømmer om at være som de andre piger. Men en dag rammer “miraklet” hende, og alt ændres. Pludselig har hun magt til at ødelægge, for Gud taler gennem hende.

Morten Dürr rammer præcist Leas tone, og ordene står skarpe for læseren. Men Lars Gabels illustrationer er det, der løfter Vand til blod langt over en almindelig ungdomsroman. For der er arbejdet rigtig meget med bogens grafiske udtryk. F.eks. er formatet ikke den store A4-side, som graphic novels ofte udgives i. I stedet er her tale om en bog nærmest i lommeformat, hvor de enkelte illustrationer fylder hele siden og ofte også hele opslaget, så her slet ikke er tale om den ramme-opbygning, der er almindelig i tegneserier.

Gabels illustrationer er en blanding af skitse-agtige tegninger holdt i hårde, kantede streger og næsten poetiske illustrationer malet med bløde linjer, mens farvepaletten ændrer sig efter stemningen i fortællingen. Nogen steder holdes alt i blåt, andre steder i grønt, og få steder skriger rødt og sort sorg og rædsel i hovedet på læseren. Det er aldeles fremragende, og jeg er ked af, at jeg ikke har bedre ord til at beskrive Lars Gabels præstation.

Om man vil læse historien bogstaveligt eller som en allegori, må være op til den enkelte læser. Men et er sikkert. Alene for tegningernes skyld bør man unde sig at læse Vand til blod. Dürrs manuskript er dog bestemt også læseværdig, så lad ikke bibliotekets ungdoms-label forhindrer dig i at gribe denne intense og stemningsfulde graphic novel.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Carlsen
Illustrator: Lars Gabel

Besøg Lars Gabels hjemmeside

Eller læs Kulturkapellets anmeldelse