Indlæg tagget med ‘LGBT+’

Børn af havet af Leon S. Dantoft

Børn af Havet af Leon S. Dantoft

Børn af havet er en overrumplende og vild roman. Helt anderledes end jeg troede, og langt bedre end jeg forventede.

Historien fortælles i nutid, og skiftevis af de to jeg-fortællere Frank og Klara. De er begge midt i tyverne og har været venner siden barndommen.

Det står hurtigt klart, at Frank er en plaget sjæl. Allerede på første side kaster han sig i havet fra en boreplatform. Noget forfølger ham, men ingen andre kan se det. Han har ingen kontakt med sine forældre og stort set ingen venner. Kun Klara kan han ubetinget regne med. Hun har hjulpet og beskyttet ham, så godt hun kunne.

Men også Klara har sine dæmoner. Hendes mor var en berømt biolog, der døde, da Klara var barn. Nu kæmper hun for at træde ud af moderens skygge.

Børn af havet fortælles kronologisk i et næsten hæsblæsende tempo. Fra chokstarten på side et bringer hvert kapitel nye tråde til plottet, og i lang tid var jeg usikker på, hvor historien egentlig var på vej hen. Jeg var ligeledes i tvivl, om jeg kunne stole på fortællerne. Og om de overhovedet kunne stole på dem selv …

Sproget er nøgternt med en hård kant, der passer til den forråede stemning i romanen. Esbjerg er ikke et sted, man har lyst til at besøge her, men samtidig er det heller ikke et sted, man forlader.

Børn af havet bringer på én og samme tid mindelser til Jack Finneys roman Invasion of the Body Snatchers såvel som til Nordkraft af Jakob Ejersbo. Her er krybende uhygge, modbydelige skabninger og følelseskold vold. Men her er også tanker om identitet, venskab, kærlighed og forsøg på at bryde traumets magt.

Leon S. Dantoft har skrevet en overrumplende og vild roman, der bryder både genrer og forventninger. Jeg blev øjeblikkeligt indfanget af fortællingen, der ligesom en russisk babushka dukke løfter sløret for nye hemmeligheder i hvert kapitel. Det er godt lavet.

Jeg er simpelthen også nødt til at tage hatten af for forlaget Leitura. Endnu en gang har de udgivet en bog, man som læser nyder at sidde med i hænderne. Fangende forside, lækkert papir og flot layout, hvor den nederste kant af hver side viderefører vand-illustrationen fra første side. Og så er bogen ovenikøbet både Svanemærket og trykt på bæredygtigt papir.

Børn af havet får en stor anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

Døren til toilettet går op. Jeg kan høre fodtrin, og jeg sætter mig på toiletbrættet.

Skrabende fodtrin, slæbende hen over flisegulvet.

Nogen sætter sig tungt på toilettet ved siden af mig. Jeg kan høre manden trække vejret gennem de tynde toiletvægge. Sort vand siver ud på gulvet, spreder sig i en pøl, løber mod mine sko. Jeg trækker benene op under mig. Kryber sammen og gør mig lillebitte.

Der er et hul i væggen, i skridt-højde. I vandspejlet kan jeg se undersiden af mine sko, toilettet og den beskidte pære i loftet. I den anden toiletbås er der kun mørke.

Vridende, pulserende mørke.

Jeg læner mig frem, stirrer ind i hullet på mørket inde på den anden side.

Et øje åbner sig, omkranset af sort hud. En pupil, omgivet af en muggengrøn iris. Så endnu en iris, endnu en pupil i det samme øje. De ser gennem mig, støder mod hinanden som billardkugler og glider rundt i det vanvittige øje. Noget bevæger sig bag pupillerne, noget slimet og leddeløst. (side 60-61)

Om Børn af havet:

Udgivelsesår: 16.09.2022
Forlag: Leitura, 365 sider
Omslag: Francisco M. Zepeda G.

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Fjeldgænger af Julie Clausen
Silhuet af Nick Clausen
Forbandet onDsdag af Ane Gudrun
Håbet er som en muskelhund af Nanna Gyldenkærne
Frankenstine af Lars Kramhøft
NYX – Wannabe af Joe Quesada
Dead World af Bo Sejer
Hundene af Allan Stratton
Den usynlige verdens undere af Teddy Vork

Frankenstine af Lars Kramhøft

Frankenstine af Lars Kramhøft og Jam Aden

Lars Kramhøft er en interessant forfatter, og jeg har efterhånden læst en del af hans bøger. Blandt andet har han flere gange samarbejdet med tegneren Tom Kristensen, ikke mindst i den prisvindende tegneserie Fordærvet. Men Kramhøft tegner også selv. Senest i den delvist autofiktive Noget frygteligt er altid lige ved at ske.

I Frankenstine leverer Lars Kramhøft historien, mens Jam Aden står for illustrationerne. Resultatet er en fin fortælling om køn, identitet og venskab iblandet både gys og grin.

Bagerst er indsat en faktaboks om køn samt en hurtig guide til kønsneutrale pronominer.

Opfyldt af sorg over sin hustru og datters død i et flystyrt skaber kirurgen, dr. Haraways, en skabning som skal udfylde tomrummet. Men Stine kan ikke erstatte Haraways familie, og en dag begår han selvmord.

Nu er Stine alene i en verden med ukendte spilleregler. Tilsyneladende er det meget vigtig, om man er en han eller en hun, men Stine bliver heldigvis venner med Vicky, som er mere interesseret i, hvordan Stine er, end hvad hen er.

Andre er dog ikke så fordomsfri. Caroline er misundelig over, at hendes kæreste taler så godt med Stine, at hun beslutter sig for at tilkalde mørkets magter og på den led slippe af med Stine. Det går dog ikke helt efter planen.

Anmelderne skriver:

Lars kramhøfts velfungerende historie sætter – uden at pege spidse fingre – fokus på kønsidentitet. Først og fremmest. Men også venskab og trolddom! Det hele blandes til en velfungerende tegneserie, der genbruger et klassisk litterært tema til at fortælle en hel ny historie. (Tid til tegneserier 29.05.2020)

‘Frankenstine’ er en meget anderledes og smuk graphic novel, hvis hovedtematikker er venskab, køn og magi. Historien i sin helhed ligner ikke noget, jeg har set før, og det er ret befriende. Mørkt og humoristisk, overvældende og alligevel ret simpelt. En historie med mange forskellige spor og mange sære væsner. Nogle af dem forklædt som mennesker. (Litteratursiden 05.05.2020)

Det er et flot værk som er dystert, fangende, interessant og yderst smukt samtidig. Det er grelt og fantastisk og den eneste grund til at jeg ikke giver værket topkarakter, er at jeg personligt ikke havde behov for at der skulle være alle de uhyrer, dæmoner og lignende med. Men det til side så er det virkelig en spændende indgangsvinkel til en anden måde at forstå hvad det vil sige at være ciskønnet, non-binær og så videre. For det er jo et emne der fylder meget hos mange i dag og som det er blevet mere almindeligt at tale om – heldigvis. (Bogrummet 05.04.2020)

Der findes tegneserier, som jeg virkelig ville ønske var bedre. Og Jam Aden og Lars Kramhøfts ‘Frankenstine’ er én af dem. For dens emne er vigtigt, og grundidéen om et ordspillende queer-feministisk remix af ‘Frankenstein’ er egentlig ret oplagt […] På trods af åbenlyse mangler kan man håbe, at en bog som ‘Frankenstine’ kan være værdifuld læsning for unge mennesker, der ikke føler sig inkluderet af den herskende heteronormative kønsforståelse – og, nok så vigtigt, også for dem (os), der er repræsenteret vidt og bredt, og som automatisk og uden forsæt tænker køn og seksualitet, som de altid har gjort og kender fra sig selv. Man kan i hvert fald håbe, at Jam Aden og Lars Kramhøft kan være med til at nuancere en debat, der for det meste foregår som binær skyttegravskrig. (Politiken, 2020-03-31)

Om Frankenstine:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Cobolt, 83 sider
Forside og illustrationer: Jam Aden

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Alena af Kim W. Andersson
Vand til blod af Morten Dürr
Håbet er som en muskelhund af Nanna Gyldenkærne
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Onde piger af Alex Marwood
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Thornhill af Pam Smy
Zam af Jesper Wung-Sung

Alena af Kim W. Andersson

Alena af Kim W. AnderssonFlot tegneserie-thriller om ulykkelig kærlighed og ondskabsfuld mobning i det svenske kostskolemiljø

Svenske Kim W. Andersson debuterede i 2006 med en romantisk horrorserie kaldet “Love Hurts”. Serien blev fremragende modtaget og vandt Svenska Serieakademins Adamsonpris i 2011. “Alena” ligger i naturlig forlængelse af “Love Hurts” fortællingerne, og er ligesom dem blevet en succes i Sverige med en filmatisering i 2015 og udgivelse i flere lande, bl.a. USA, Frankrig og Spanien.

Alena og Josefine var tætte veninder. Måske mere. Det ville Josefine i hvert fald gerne. Men så dør Josefine i en tragisk ulykke, og nu er Alena begyndt på en ny skole, som ellers er forbeholdt rige og talentfulde elever.

Alena kan slet ikke falde til på skolen. Hun bliver mobbet af de andre piger, og særligt anføreren af lacrosseholdet, Filippa, er efter hende. Så Alena holder sig for sig selv. Det vil sige – hun taler stadig hver dag med Josefine. Selv døden kan ikke bryde deres bånd, og deres venskab er stærkere end nogensinde før.

Josefine vil have, at Alena skal stå op for sig selv. Det tør hun dog ikke – og så må Josefine tage over. Men da den lækre Fabian pludselig fatter interesse for Alena, glider forholdet til Josefine i baggrunden. Spørgsmålet er dog, om Alena kan kontrollere Josefine …

Kim W. Anderssons tegnestil beskrives som en blanding af den klassiske stil fra amerikanske 50’er-serier med ele­menter fra alternative 90’er-serier, som “Tank Girl” af Jamie Hewlett. Illustrationerne er realistiske og detaljerede, med en farvelægning der bruges visuelt til at underbygge stemningen i fortællingen.

Andersson leger med perspektivet og skifter mellem oversigtsbilleder og ‘helt nede i detaljen’-rammer, og selvom “Alena” måske ikke har verdens mest originale plot, så sørger den skarpe billedside for, at også ikke-teenagere alligevel fanges 100% ind af historien.

Blandingen af ulykkelig kærlighed, mobning og ren horror er meget vellykket, og jeg følte mig underholdt hele vejen. Nu håber jeg bare at forlaget Forlæns også får lyst til at udgive “Astrid : cult of the volcanic moon”, som er Anderssons nyeste projekt, og beskrives som en blanding af “Firefly” og “Mass Effect“.

Om Alena:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Forlæns, 120 sider

Tak til forlaget Forlæns for læseeksemplaret

Læs mere:

Læs en anmeldelse af The Complete Love Hurts
Kim W. Anderssons hjemmeside
Interview med Kim W. Andersson på Art Bubble

Sjælesøstre af Sarah Waters

Sjælesøstre af Sarah Waters“Hun sad på sin træstol, men havde ladet hovedet falde tilbage og lukket øjnene. Hendes strikketøj lå i hendes skød, og hendes hænder var ført sammen og en anelse foldede. Det gule glas i hendes vindue var oplyst af solen, og hun havde vendt ansigtet op mod vinduet for at fange varmen fra solen … Hendes hår, hvor det stak frem under kanten af hendes kappe, var lyst. Hendes kind var bleg, og hendes lyse ansigtsfarve fremhævede hendes buede bryn, læber og øjenvipper. Jeg var sikker på, at jeg havde set en kvinde som hende før; en helgen eller en engel i et maleri af Crivelli.”

Sådan møder den yngre overklassekvinde, Margaret, første gang den spiritistiske fange, Selina Dawes, i fængslet Millbank, hvor hun er startet som besøgsdame som en form for terapi efter et selvmordsforsøg oven på faderens død.

Margaret bliver dybt fascineret af den unge Selina, og et varmere venskab, end det egentlig er tilladt i fængslets dystre og tavse verden, opstår mellem de to. Selina bringer budskaber fra faderen i åndeverdenen til Margaret, som efter en umiddelbar skepsis lader sig overbevise af de mange fysiske manifestationer, hun også modtager.

Efterhånden ændrer Margarets følelser sig til kærlighed, som gengældes – eller gør den?

Historien, der foregår i Viktoriatidens London, fortælles gennem Margarets dagbog, hvilket gør læseoplevelsen endnu mere intens og fængslende. “Sjælesøstre” er velskrevet og giver et fint portræt af Margaret som den intellektuelle pebermø, der ikke passer ind i samfundets opfattelse af kvinders rolle. Samtidig er den også spændende som en thriller med gotiske træk og en overraskende slutning.

Historien læses i flere lag. Der er fortællingen om de forbudte følelser og længslen efter frihed og kærlighed, som både Margaret og Selina nærer. Der er det fascinerende og uhyggelige indblik i Millbanks fængselsverden, hvor man har indtryk af, at forfatteren har lavet sin research grundigt. De barske straffemetoder og den kyniske omgang med fangerne er mere end godt skrevet. Endelig er der også hele det spirituelle spørgsmål. Er Selina og de andre medier svindlere, eller findes åndeverdenen og alle mysterierne?

Sarah Waters modtog i 2000 Somerset Maugham-prisen og Sunday Times’ “Young Writer of the Year”-prisen for “Sjælesøstre”. Romanen blev i øvrigt filmatiseret i 2008 af Tim Fywell under titlen “Affinity”.

Sarah Waters betegner selv sine romaner som “lesbisk victoriansk ramasjang”. Læs et interview med hende her.

Om Sjælesøstre:

Udgivelsesår: 2001
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 396 sider
Originaltitel: Affinity
Oversætter: Henrik Enemark Sørensen