oktober 2018
M T O T F L S
« sep    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Lisa Hågensen’

Gæld til Djævelen af Lisa Hågensen

Gæld til Djævelen af Lisa HågensenSlægtsforskning anses af de fleste som en lidt tør fornøjelse, men ikke alle gamle hemmeligheder er ufarlige! Topunderholdende krimi som mikser overtro, historie og humor i en vellykket cocktail.

Raili Rydell er leder af biblioteket i Valludden, hvor hendes bedste veninde Ylva også arbejder. For tiden er Ylva dog sygemeldt. Hendes mand døde pludseligt, og sammen med stressen efter duoens oplevelser i Hendes blå øjne slog det hende helt ud. Nu ligger hun på psykiatrisk afdeling, psykotisk og ukontaktbar.

Raili er dog ikke overbevist om, at lægerne har ret. Op til Ylvas sammenbrud mødtes hun nemlig med en sær, lille mand. De besøg stoppede nøjagtig samtidig med, at Ylvas sygdom brød ud, og Raili mistænker, at den lille mand på en eller anden måde er skyld i venindens psykose.

Med hjælp fra Solveig med skilningen, der også arbejder på biblioteket, finder Raili frem til manden, Lasse Legho. De finder ud af, at Ylva hjalp ham med slægtsforskning, og at han bor på fjeldet i det øde Svartevattnet sammen med sine søstre. Men ligesom Ylva ligger også han psykotisk hen.

Hvilke hemmeligheder gemmer sig i familien Leghos fortid, der kan forklare den pludselige sygdom hos Ylva og Lasse? Og hvordan kan Raili hjælpe sin veninde tilbage?

Det er ikke så længe siden, jeg læste første bind i serien om den lettere overvægtige bibliotekar Raili Rydell, og jeg har glædet mig til at læse bind to Gæld til Djævelen. Heldigvis blev jeg ikke skuffet.

Ligesom i Hendes blå øjne blander Lisa Hågensen historiske begivenheder med nutiden. Denne gang trækker historien tråde til Brændefejden (den lokale betegnelse for Kalmarkrigen 1611-1613), hvor kirkebøgerne fortæller en sær historie om en soldat, der tilsyneladende får sin døde kone tilbage.

Hågensen skriver, så siderne nærmest læser sig selv. Historien er spændende, og i lang tid bliver vi som læsere holdt helt i mørket om, hvad der har forårsaget Ylvas sygdom. Vi kan jo godt fornemme, at et eller andet er skævt hos familien Legho, men hvad? Heller ikke afslutningen havde jeg forudset, og det er altid fedt, når det lykkes for forfatteren.

Derudover er jeg ganske enkelt faldet totalt for hovedpersonen Raili. Hendes personlighed skaber lidt humor midt i krimiintrigen, og det fungerer perfekt. Samtidig er hun langt fra en superhelt og må derfor finde hjælp i særprægede alliancer. Denne gang hos Solveig med skilningen, en vrissen pernittengryn af en kollega som Ylva og Raili ellers tit har harceleret over.

Endelig får Hågensen også skabt en yderst foruroligende stemning på fjeldet Svartevattnet. Gæld til Djævelen udspiller sig om vinteren, hvor en snestorm lukker alt ned. Følelsen af isolation og frygten for at noget forfærdeligt skal ske, beskriver Hågensen overbevisende og skræmmende.

Krimiserien om Raili Rydell er ikke hardcore bloddryppende action. Til gengæld er mikset af historie og overtro iblandet en velkonstrueret krimi-intrige med et drys humor topunderholdende. Jeg glæder mig til at følge bibliotekarerne fremover, når bind tre Rummet forhåbentlig også udkommer på dansk.

Tak til forlaget DreamLitt som har sponseret læseeksemplaret.

Om Gæld til Djævelen:

Udgivelsesår: 08.03.2018
Forlag: DreamLitt, 287 sider
Omslag: Rasmus Hjulgaard

Serien om Raili Rydell:

Hendes blå øjne (2017)
Gæld til Djævelen (2018)
Rummet (ikke oversat til dansk endnu)

Hendes blå øjne af Lisa Hågensen

Hendes blå øjne af Lisa HågensenRaili glæder sig til ferien i sit sommerhus ved skovsøen i Lövaren. Men den normalt så fredelige skov rummer gamle hemmeligheder, og ferien bliver langt fra så fredelig som forventet.

Til Krimimessen 2017 fik jeg købt en masse gode bøger, heriblandt Hendes blå øjne af Lisa Hågensen. Som det ofte går for mig, så endte den desværre i en “glæder mig til at læse”-bunke, som jeg ikke lige fik set på. Men nu er bind to om den lettere overvægtige bibliotekar Raili Rydell, Gæld til djævelen, udkommet, så det var en god grund til – endeligt – at få læst bind et.

Raili er single, overvægtig og bibliotekar. Hun glæder sig til sommerferien, der skal holdes i ro og fred i hendes lille primitive sommerhus ved skovsøen i Lövaren. Her plejer hun at hygge sig alene med lejlighedsvise besøg hos det ældre nabopar, Sara og Anders. I år kommer hun også i snak med den ældre ungkarl, Yngve Olofsson, som trods et træls førstehåndsindtryk viser sig at blive en god ven.

Alligevel føler Raili sig ikke lige så tilpas i sit hus som ellers. Skoven lurer truende i stedet for fredfyldt, og samtidig døjer hun med en grim hovedpine. Pludselig bliver Olufsson fundet død, druknet i skovsøen. Raili er overbevist om, at det ikke blot var et uheld, og beslutter sig for at finde ud af, hvem der slog hendes gode ven ihjel. Men hvorfor skulle Olufsson dø? Og hvem, eller hvad, er det, der gemmer sig i skoven?

Sideløbende med historien om Raili hører vi også om en ung kvinde, der i 1670’erne bliver anklaget for at være heks med grusomme konsekvenser.

Jeg er rigtig glad for, at jeg endeligt fik læst Hendes blå øjne, for her er tale om en virkelig underholdende krimi med overnaturlige takter. Sproget flyder let, selvom jeg ind i mellem blev lidt irriteret over de engelske vendinger, som Raili føler trang til at smide rundt med, men det var ikke nok til at gøre helhedsindtrykket dårligt.

Selve plottet er spændende på den hyggelige måde, og grebet med at lade to tidslinjer løbe parallelt virker rigtig godt. Ikke mindst fordi Hågensen lader den historiske del af plottet starte med klimaksset, og derfra bevæge sig baglæns. Det fangede mig i den grad og gav en helt anderledes form for spænding i historiens udvikling.

Jeg tog mig i at le lidt for mig selv flere gange undervejs, samtidig med at jeg var grebet af historien og var nødt til at læse videre for at finde ud af, hvordan det dog kunne ende. Og jo – slutningen overraskede mig.

Hendes blå øjne er en letlæst, underholdende og hyggelig krimi med paranormale overtoner, som helt klart kan anbefales. Og jeg er helt sikker på, at Gæld til djævelen ikke får lov til at ligge særligt længe på mit natbord nu.

Om Hendes blå øjne:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: DreamLitt, 364 sider
Omslag: Rasmus Hjulgaard

Læs også:

Kulde af Yrsa Sigurðardóttir
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Natstorm af Johan Theorin