januar 2020
M Ti O To F L S
« dec    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Louise Floor Frellsen’

Sandsynlighedskrydstogt – Lige under overfladen 14 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Sandsynlighedskrydstogt - LUO 14 / red. Carl-Eddy SkovgaardEt af årets boglige højdepunkter for mig er udgivelsen af Science Fiction Cirklens antologi Lige under overfladen. Jeg har læst med lige fra første bind i 2007 og er stor fan af serien. I år er vi nået til bind 14, og Sandsynlighedskrydstogt er som altid en blanding af nye og garvede forfattere, med emner der spænder lige fra noveller om klimaet over en manual til en tidsrejsemaskine til drager i rummet.

Hele 26 noveller er der fundet plads til i år. Redaktør Carl-Eddy Skovgaard fortæller i forordet, hvordan de indsendte noveller er udvalgt uden kendskab til forfatteren bag, og at kriteriet har været at vælge de bedste og samtidig give en bred præsentation af genren. Det må siges at være opnået, for novellerne er vidt forskellige i både temaer og skrivestil.

Selvsagt er det ikke alle noveller i samlingen, jeg synes lige godt om. Men overordnet set er Sandsynlighedskrydstogt et spændende indblik i den danske science fiction scene lige nu, og er helt sikkert et bekendtskab værd.

Blandt mine favoritter er åbningsnovellen ‘Fire år senere’ skrevet af Lars Ahn, der hører til de garvede bidragsydere. Helt simpelt handler historien om, at alle på jorden en dag vågner op og opdager, at der er gået fire år, som de intet husker af. Hvad eller hvem står bag og hvorfor? Ahn er en fremragende novelleforfatter, der kan få de mest utrolige scenarier til at fremstå troværdige, og samtidig tager han hverdagens trivialitet og viser det fantastiske heri. Han er altid værd at læse.

I den mere humoristisk ende er Flemming Johansens ‘En skidt dag for Danmark’, hvor de to knap så kloge kammerater, Torsten og Ejvind, opdager en UFO, der lander i nabolaget. Novellen har en morsom vinkel på et “first contact”-scenarie, og er underholdende læsning.

Freddy E. Silva kender jeg blandt andet fra romanerne Mediatropolis og Virtropolis, og hans novelle ‘Shenzhen hardware’ udspiller sig i samme univers. Jake skylder mange penge til Sun Yee On-triaden, og hans eneste chance er at klare et job for dem. Sammen med en hacker skal han bryde ind i en virksomhed og stjæle nogle eksperimentelle data. Et job, der nærmest er dømt til at mislykkes. Novellen skal fremhæves for sit fremragende univers, der bringer mindelser til Blade Runner, og så er historien elementært spændende.

Danmark er en svinenation, og mange danskere synes nærmest det er blasfemisk, hvis man ikke spiser svin. Helene Toksværd vender denne tradition på hovedet i ‘I Danmark spiser vi hunde’, og spidder selvfedme og angsten for det anderledes i sin novelle.

I ‘Symbionter’ af Richard Ipsen handler det om kødspisere og veganere. Efterhånden er ingen vel i tvivl om, at det er bedre for verden, hvis vi spiste mindre kød, men hvad nu hvis veganerne fandt en måde at gøre tanken om kød ubehagelig?

Også Karsten Brandt-Knudsens novelle ‘Farmer’ undersøger fremtidens ernæring. I Danmark er man for alvor begyndt at spise insekter, og det har ført til nye former for farme. Dyrerettighedsforkæmpere findes dog stadig, og som i vore dage er deres aktioner ikke altid hensigtsmæssige for hverken dyr eller mennesker.

Ovenstående er kun et udpluk fra Sandsynlighedskrydstogt, der også rummer interessante og spændende noveller af blandt andre A. Silvestri, Gudrun Østergaard, Jesper Rugård Jensen, Mette Markert, Louise Floor Frellsen og Sara Buch.

Har du lyst til et kig ind i den danske science fiction scene, så grib fat i Sandsynlighedskrydstogt. Jeg er lige imponeret hver gang over den sprudlende idérigdom hvert bind i Under Overfladen afspejler.

Om Sandsynlighedskrydstogt:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Science Fiction Cirklen, 433 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Fire år senere af Lars Ahn
Fjernt bekendt af Hans Peter Madsen
Taking Care of Business af Hans Peter Kjær
En skidt dag for Danmark af Flemming Johansen
Byen lidt senere af Ellen Miriam Pedersen
Dødeliv af Lars Behn-Segall
Manden der kunne undværes af Kenneth Hansen
Shenzhen hardware af Freddy E. Silva
Marmor af Susan Toldam
Sandsynlighedskrydstogt af Jakob Drud
I Danmark spiser vi hunde af Helene Toksværd
Hjem fra de ydre galaxer af Viggo Madsen
Beautiful Budapest af A. Silvestri
Landlov af Mette Markert
Udsigt til regn af Sara Buch
Xact FAQ af Kenneth Krabat
En tur i parken af Jesper Rugård Jensen
Øjnene lyver aldrig af Ida Maria Bonnevie
Hovmodets kurs af Louise Floor Frellsen
Fortrydelsespiller af Maria Fuhlendorff
En chance i livet af Gudrun Østergaard
Uden filter af Maria Frantzen Sanko
Symbionter af Richard Ipsen
Hver for sig af Marie Bachmann Pedersen
Farmer af Karsten Brandt-Knudsen
Flinck og Willy En feuilleton i seks overgreb af Henning Andersen

Lige under overfladen:

De fremmede – lige under overfladen 13, 2018
Efter fødslen – lige under overfladen 12, 2017
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11, 2016
Som et urværk – lige under overfladen 10, 2015
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9, 2014
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8, 2013
Nær og fjern – lige under overfladen 7, 2013
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6, 2012
Den nye koloni – lige under overfladen 5, 2011
Ingenmandsland – lige under overfladen 4, 2010
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3, 2009
I overfladen – lige under overfladen 2, 2008
Lige under overfladen, 2007

Drifter – 13 mørke erotiske noveller / red. Nikolaj Højberg

Drifter / red. Nikolaj HøjbergBagsidetekst:

I mørk erotik kombineres gys og lyst. Effekten kan være ganske foruroligende, hvilket du opdager, når du læser denne bog. Her møder du blandt andet ægteparret, der pifter deres sexliv op ved at invitere døden ind i ægtesengen. Du kommer også til at møde manden, der en dag får en henvendelse fra en søn, han ikke anede eksisterede. Og som ikke burde eksistere. Og så er der kvinden, der efter en skilsmisse og hensynende sexliv en dag kommer til at røre en ældre kvindes hånd. Og mærker knoglerne under den tynde hud. Alle tre foruroligende noveller. Og der er yderligere 10 i samlingen.

 

Fra forordet:

Nu har jeg brugt genrebetegnelsen mørk erotik flere gange, men hvad er det egentlig for en størrelse? Jeg har ikke kunne finde en klokkeklar definition. Nogle steder defineres genren som en erotisk historie, hvor døden spiller en central rolle. Andre steder defineres den som en historie, hvor erotik kombineret med frygt. Jeg har valgt den sidste definition i forbindelse med udvælgelsen af novellerne til denne antologi. I nogle af novellerne spiller døden dog også en væsentlig rolle.

En af udfordringerne ved at sammensætte nærværende antologi var spændviden i de to bærende følelser. Nogle af novellerne er eksplicitte i deres håndtering af erotikken, andre er underspillede. Det samme gør sig gældende med frygten, der spænder fra almindelig hverdagsfrygt for at blive afsløret i en prekær situation, til den voldsomme frygt associeret  med voldtægt og død. Jeg har forsøgt at vise hele spektret mellem de to følelsers yderpunkter.

Ud over lyst og frygt varierer novellerne også i graden af realisme. Nogle af novellerne er tro mod virkelighedens verden, andre bevæger sig bort fra den. Jeg har valgt at bruge realismen som rettesnor i forbindelse med organiseringen af antologien. Novellernes rækkefølge er sat efter graden af realisme, med de realistiske først og de fantasifulde til sidst.

God læselyst
Nikolaj Højberg, Redaktør

 

Indhold:

Forord
La petite mort af Lars Ahn Pedersen
Kongler af Anika Eibe
In spe af Teddy Vork
Drifter af Flemming Rasch
Store bryster af Alice Aagaard
Hjemkomsten af Jesper Rugård
Dronningen af Maria Bache Andersen
Parringsdans af Carina Evytt
Sort undfangelse af Jonas Wilmann
Aftenens vinder af Pernille Eybye
Liliths døtre af Luna Pedersen
I nationens tjeneste af Thomas Vernon Nielsen
I røg og dis af Louise Floor Frellsen

Om Drifter:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Kandor, 344 sider
Omslag: Luca Oleastri

Farvel, min astronaut – Lige under overfladen 8 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Farvel, min astronaut / red. Carl-Eddy SkovgaardTænk hvis man kunne springe elleve timers rejse til Thailand over og i stedet bare træde igennem en portal! Velskrevet dansk science fiction-antologi udfordrer og underholder læseren.

I år udgiver Science Fiction Cirklen to bind i serien Lige under overfladen, og bind otte – Farvel, min astronaut – lever helt op til de foregående syv bind. Som altid dækker de seksten noveller et bredt spektrum af dansk science fiction, og emnerne spænder lige fra rumrejser over teleportation til tidsrejser og kærlighed, ligesom forfatterne er en blanding af debutanter og garvede forfattere.

En af mine favoritter er Louise Floor Frellsens ’Venter på fremtiden’. Én af de opfindelser, jeg personligt ser meget frem til, er teleportation. Tænk at kunne springe elleve timers rejse til Thailand over og i stedet bare træde igennem en portal og være der øjeblikkeligt! Men forfatteren tegner et dystert billede af bivirkningerne af teleportation, for hvad sker der egentlig med os undervejs?

A. Silvestri er nærmest også altid garant for en god fortælling. ’I sit ansigts sved’ foregår i en ikke nærmere defineret fremtid. Det meste af verdens elektronik er lagt øde af “Impulsen”, og de overlevende er enten presset sammen i få større byer eller bor på isolerede gårde i oplandet, hvor de hele tiden må holde et vågent øje med ”de smittede”. En dag kommer en sælger til gården Karlsbo. Han har noget helt særligt at sælge dem, men salget går ikke efter planen.

Titelnovellen ’Farvel, min astronaut’ af Jesper Goll hører også til blandt samlingens bedste. Som barn var Cecilie et stædigt barn. Hun lærte sig selv at læse som fem-årig, men mistede hurtigt interessen for skolen. Da hun fik et amatørteleskop, ændredes alt dog. Cecilie ville være astronaut. Goll giver et spændende bud på, hvordan fremtidige astronauter tackler de lange rejser, og samtidig er novellen et smukt far/datter-portræt.

De sidste noveller, jeg vil fremhæve, er Richard Ipsen ’Biofeedback 2.0’ og Diana Junchers ’Den tidsrejsende’. ’Biofeedback 2.0’ starter med et forsøg på at foretage tidsrejser ved hjælp af masturbation og slutter med en rørende kærlighedsfortælling, mens ’Den tidsrejsende’ giver sit eget bud på the Big Bang.

Jeg kan godt lide science fiction, fordi det er en genre, som stiller spørgsmål. Den udfordrer læseren og kan underholde, samtidig med at den maner til eftertænksomhed. Det gør novellerne i Farvel, min astronaut også, og bogen er dermed et glimrende bud på god science fiction.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Majbrit Høyrup: Mørkets hastighed.
A. Silvestri: I sit ansigts sved.
Steen Knudsen: Opvågnen.
Louise Floor Frellsen: Venter på fremtiden.
Sofie Boysen: Be My Baby.
Tina Christensen: Solens by.
Christian Kaarup Baron: Vejen hjem.
Jesper Goll: Farvel min astronaut.
Carl Christian Abrahamsen: Manual til robotliv.
Ditte Egegaard Hennild: Vold.
Richard Ipsen: Biofeedback 2.0.
Vagn Grønkilde: Gummianden.
Mogens Graae Hansen: Copenhaven by night.
Bjarke Schjødt Larsen: En god dag.
Diana Juncher: Den tidsrejsende.
Martin Wangsgaard Jürgensen: Panelet

Om Farvel min astronaut:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Science Fiction Cirklen, 248 sider

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen