september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Mads Peder Nordbo’

Gudspartiklen af Mads Peder Nordbo

Gudspartiklen af Mads Peder NordboAnderledes spændingsroman om tro, kærlighed og fysik, som efter en lidt langsommelig start munder ud i hæsblæsende, men tankevækkende action.

Findes Gud? Er alt hvad vi gør forudbestemt? Hvilke hemmeligheder gemmer Pagtens Ark og Higgs-partiklen? Det er blot nogle af de spørgsmål, den fysikstuderende Mikkel må forholde sig til i Mads Peder Nordbos roman Gudspartiklen.

Mikkels liv er gået i stå efter kæresten Veronicas død. Vennen Patrick forsøger at muntre ham op med utallige byture, og under en af dem møder Mikkel sin tidligere terapeut, hypnotisøren Tosca. Mødet med hende bliver startskuddet til en lang række forandringer for Mikkel, som kort efter finder nogle hemmelige papirer i en forladt lejlighed. Pludselig er Mikkel midtpunkt for en uvelkommen international interesse, og samtidig dukker en ung nigeriansk kvinde op i hans liv.

Jeg har tidligere læst Odins Labyrint og Thuleselskabet af samme forfatter, som ligeledes er spændingsbøger med en filosofisk/videnskabelig tilgang, her med udspring i den nordiske mytologi og rune-indskrifter. Begge bøger var spændende og velskrevne og gav lyst til at læse videre fra side et.

Med Gudspartiklen blev jeg ikke fanget helt så let ind. Bogen er overordnet opdelt i seks kapitler: Bevægelse, Løse partikler, Kollision, Fission, Reaktion og henfald, Stabil – begreber som er hentet fra atomfysikkens verden, men som også beskriver de forløb bogens personer går igennem. Derudover er indlagt en række kapitler med nigerianske Oluchi som hovedperson, startende i 1998 med spring frem til nutiden.

Mads Peder Nordbo kan bestemt skrive, og kapitlerne om Oluchi greb mig straks om hjertet. Til gengæld var delen om Mikkel lang tid om at indfange mig. Hele baggrunden med hans døde kærlighed, hypnotisøren Tosca som kan mærke en masse ting i både fortid og fremtid samt besøgene i den forladte lejlighed, blev for abstrakt for mig. Både plot og personer virker lidt for konstruerede og får ikke kød og blod på sig.

Fra Kollision-kapitlet bliver romanen mere handlingsbåret, selvom der stadig er filosofiske, religiøse og videnskabelige overvejelser. Det giver både fremdrift og spænding til historien, som her får langt mere substans før den hæsblæsende afslutning.

Man behøver hverken være fysikstuderende eller religiøst interesseret for at læse Gudspartiklen, men det er en roman som kræver en opmærksom læser. Som sagt synes jeg, at den var lidt lang tid om at komme i gang, men til gengæld slutter den i top, så giv Gudspartiklen en chance hvis du har lyst til en anderledes spændingsroman om tro, kærlighed og fysik.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: People’s Press, 341 sider

Thuleselskabet af Mads Peder Nordbo

thule-selskabetJeg læste med stor fornøjelse “Odins labyrint”, som var Mads Peder Nordbos første bog om den unge studerende Mathias Hviid med speciale i runologi. Derfor var mine forventninger høje til anden del af trilogien: “Thuleselskabet”.

Mathias Hviid tilkaldes af politiet i Odense for at bistå dem med opklaringen af mordet på en midaldrende kvinde, som er fundet ved foden af Glavendrupstenen, nøgen og med kroppen oversået af små runetegn der er skåret ind i huden med en skalpel.

Sammen med kæresten Helen rejser han hjem til Danmark, men det viser sig, at kvindeliget rummer flere ubehagelige overraskelser. Dels opdager Mathias, at hans eget navn er indgraveret i kvindens hud, men endnu værre er det, at offeret muligvis har forbindelse til Mathias’ egen familie.

Sammen med liget findes en bog med titlen “Sanatoriet ved søen” – en selvbiografisk beretning om en ung drengs ophold på SS Sanatorium Waldheim, hvor nazisterne udførte omfattende eksperimenter på børn med det formål at skabe ultimative ariere.

Mathias og Helen må endnu engang grave dybt i fortidens hemmeligheder, og deres søgen fører dem vidt omkring, lige fra Nordboernes bosættelser i Grønland til Thuleselskabet og SS-tiden samt historien om svastika-tegnets og det ariske folks sande ophav.

Som sagt var mine forventninger høje til “Thuleselskabet”, og måske var de også lidt for høje. Jeg synes nemlig desværre, at historien bærer lidt præg af at være “den i midten”. Her er masser af spænding og intriger, men mod slutningen føles det lidt, som om den mere lægger op til tredje og sidste bind, end fortæller sin egen historie. Når det er sagt, så var jeg nu godt underholdt undervejs, for Nordbo skriver rigtig godt og er eminent til at skabe komplekse, men interessante plots ud fra mysticisme og religion blandet med historiske facts.

Selvom “Thuleselskabet” er en fortsættelse, kan man dog godt læse den for sig selv, idet Nordbo elegant indfletter den nødvendige viden fra første bind i fortællingen.

Jeg synes dog ikke, at man bør snyde sig selv for “Odins labyrint”, som jeg var ret betaget af. Og på trods af mine anker denne gang så vil jeg se frem til at læse tredje og afsluttende bind om Mathias Hviid, så forhåbentlig går der ikke alt for længe, før vi får den.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 471 sider

Odins Labyrint – et glasbarns fortælling af Mads Peder Nordbo

odins-labyrintMathias Hviid studerer runologi og filologi, mens han ved siden af passer sit studiejob som assistent på Universitetsbiblioteket i Odense. Han bor alene sammen med moderen, hvis barndom har efterladt hende med masser af ar. Både bogstaveligt og i overført betydning.

En dag modtager Mathias et brev fra en gammel verdenskendt kunstner ved navn Lucian Whitmore. Han ønsker, at Mathias skal rejse til London for at hjælpe ham med en opgave, der kan rokke ved fundamentet for hele den vestlige verden. Vedlagt er en lille notesbog. Den skal overbevise Mathias om, hvorfor det netop er ham, Whitmore har brug for. Og som et yderligere middel lader Whitmore Mathias forstå, at han også kender hans mor.

Mathias bider på krogen og rejser til London, hvor han langsomt får gravet sig ind i opgaven, som Whitmore har givet ham. En opgave der viser sig at være farligere, end Mathias havde forestillet sig, og som sætter spørgsmålstegn ved selve kristendommens fundament.

“Odins labyrint” er både spændende og udfordrende, idet man som læser skal holde tungen lige i munden for at følge med. Mads Peder Nordbo bruger nemlig sin ekspertise i runologi og sproghistorie til at skabe et kompliceret plot, som henter tråde fra hemmelige katolske broderskaber, runernes historie og ikke mindst Odins og Asernes oprindelse.

Med Mathias Hviid som en troværdig hovedperson i centrum for begivenhederne serverer Nordbo en både spændende og tankevækkende konspirationsthriller der blander mysticisme og nordisk mytologi i en dramatisk fortælling, der med sin detaljerigdom nok kræver lidt af sin læser, men til gengæld også leverer ubetinget underholdning.

Det er oplagt at sammenligne Nordbo med Dan Brown, men jeg synes faktisk, at Nordbo skriver bedre. En anden sammenligning kunne være Mikkel Birkegaards “Libri De Luca” og “Fra drømmenes bog”.

“Odins labyrint” er Mads Peder Nordbos debut – og en yderst vellykket debut, som da også har fået stor ros af anmelderne generelt.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Lindhardt & Ringhof, 412 sider