Indlæg tagget med ‘maleri’

Salveren af Bo Reinholdt

Salveren af Bo Reinholdt

Min kollega Janus introducerede mig til forfatteren Bo Reinholdt, da han anbefalede mig at læse romanen Kore. Det var en meget speciel oplevelse, og jeg er ikke sikker på, at jeg forstod historien helt.

Ikke desto mindre har jeg siden opsøgt Reinholdts bøger flere gange, og denne gang har jeg læst Salveren, som forlaget Escho genudgav i 2016.

I byen har alle hørt om Salveren. Han laver en masse forefaldende arbejde for folk, men har et særligt talent for billeder og for at male. Så da kirkens kalkmalerier skal restaureres, spørger menighedsrådet Salveren.

Mens Salveren arbejder på malerierne i kirken, forsvinder tre børn sporløst. Siden forsvinder endnu en ung kvinde, og der begynder at gå rygter i byen, om at gartnerens kone har en affære. Alt det kan Salveren ikke tage sig af. Han er helt opslugt af at gøre Gud ære med malerierne i kirken.

Salveren er en fabulerende historie om at skabe, og om kærlighed der tager en helt forkert drejning. Helliger målet midlet, når det gælder om at lave det smukkeste billede? Kan det være til Guds ære, hvis fristelsen efter det perfekte har ført hånden på afveje? Og kan ønsket om at give omsorg og kærlighed fører til fortabelse?

Jeg var meget betaget af Salveren, som nok er den Reinholdt roman, jeg har læst, der umiddelbart er lettest tilgængelig. Sproget er dog – som altid – et smukt sanseorgie, der leger med fortællevinkel, tid og virkelighed.

Bagerst er indsat novellen ‘Øjets purpur’, om fotografen Lau der farer vild under en tur i skoven. Her opdager han et ensomt beliggende hus, hvis ejer byder ham indenfor. Einar Larsen, som denne hedder, har en særpræget hobby. Han arbejder på at kunne fremkalde det sidste billede på øjets nethinde – og han er kommet langt i processen. Lau er fascineret af Einars arbejde, men også frastødt, og går derfra med følelsen af at have oplevet et eventyr og for at vende tilbage til hverdagen.

Noget tid efter bliver Lau dog opsøgt af Einar Larsens søster. Einar er blevet arresteret, og nu beder hun Lau om hjælp.

‘Øjets purpur’ er en underholdende lille historie, som fik mig til at tænke på tegneserien Morderens mesterværk af Gigi Simeoni.

Uddrag af Salveren:

Byen var på den anden ende. Tre børn forsvundet på vej hjem fra skole. Politimesteren tilkaldte forstærkning fra storbyen. Ikke mange kroge undgik en omhyggelig granskning – lofter, kældre, skure, lader og udhuse; men det var omsonst. Der var tilsyneladende intet spor at gå frem efter. Heller ikke da bønderne forsamledes med greven og hans folk fra det nærliggende gods, og man lod omtrent enhver hund med sporsans i behold blive sat på opgaven, fandtes noget af betydning. De tre var som sunket i jorden.

Imens bankede Salveren kalk af på kirkens hvælvinger. Frilagt kalken fra et helt hvælvingefag. Midt i kirken. Banker let med stumpen af et økseskaft. Tok – tok -tok …

Billedet af Himmeldronningen på hvidgrund, af Elisabeth, hendes slægtning, af Jesusbarnet, af Josef, af de fordums funklende konger og deres gaver. Guld og gyldent til rødt og orange. Maries kærlighed salvet i mit hjerte. Det ligger frit nu som de første billeder. Alt tager jeg med. Labber farven i mig, hoster af kalken og æder de slyngede skriftbånd. Var det ikke således profeten gjorde? Bugen er min sjæl. Brystkassen min kirke. Øjnene min frelse. Smerten bygges op af kvadre og kridt. Øjeblikket er bygherre. Ham frygter jeg. Øjeblikket har bemalet den friske kalkpuds i raske penselstrøg. Det var bindende i mere end én forstand. Nu har jeg så lagt det frit. Efter mere end 300 år. En evighed eller bare et øjeblik. Tok – tok – tok … (side 19-20)

Anmelderne skrev:

Erik Svendsen i Jyllandsposten:
Historien er på en gang en parodi og en psykodrama […] Dens energi ligger ikke i dramatikken, snarere i malerens rablende visioner om sit kunstneriske arbejde og i den lettere morbide og udstillende beskrivelse af de småborgerlige typer – præsten, gartnerfruen, brugsens kommis og i særdeleshed den jomfrunalske, pensionerede skolelærer, Frk. Hansen, der virkelig går op i drømmen om at gøre noget for sine medmennesker. (Læs hele anmeldelsen i Jyllandsposten fra d. 13. maj 1997)

Lars Handesten i Berlingske Tidende:
»Salveren« er kunstnerens sære navn, og selv fremstår han i romanen som en splittet dæmonisk kraft. Han er en kvindeforfører og lokker både erotik og guld til glorierne ud af byens kvinder. Men han er også en tvivler, der mister troen på sit arbejde. I begyndelsen er han besat af det, og billederne overflødiggør alt andet og bliver til det sande liv. Men netop denne forveksling af liv og billede bliver fatal. Det viser den skæbne, som bliver hans hemmelige hjælper til del. Romanens tunge vinterlige symbolik, dens bloddryppende gys og dens splittede figurer giver »Salveren« præg af den gotiske skrækhistorie, som Reinholdt med held dyrkede i sin sidste bog »Øjets purpur«. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende fra d. 13. maj 1997)

Bent Mohn i Politiken:
Alt er billeder, billedet er alt, har Bo Reinholdt tidligere forkyndt, gerne med en fotograf som talerør. At skabe billeder er kunstnerens opgave. Vil de forråde virkeligheden, vil de skabe en højere virkelighed, eller kan man gengive virkeligheden ganske nøjagtigt? I hans nye roman er hovedpersonen den lille landsbys kunstmaler og fotograf […] Hovedpersonen, der kaldes for Salveren, føler sig tvunget til at skabe lidelse for at skabe kunst, der kan hylde Gud. Han ønsker det ikke selv, er kun et redskab, og dog er han Skaberen. Om kunsten og dens ofre, om billedet og virkeligheden handler den lille roman. Kunst koster. Noget der her tages meget bogstaveligt. Og den handler om lidelsen med Gud som medvider. (Læs hele anmeldelsen i Politiken fra d. 13. maj 1997)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016 (1. udgave på forlaget Centrum, 1997)
Forlag: Escho, 200 sider
Omslag: Simon Bukhave

Udvalgt bibliografi:

Focus puller, 2020
Ormespinger, 2019
Kore, 2016
Hjertets synskreds, 2010
Tavlen, 1998
Salveren, 2016 (1997)

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Lars Gabel

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Lars GabelSkæbnemageren er en spændende fortalt og flot tegnet fantasy graphic novel om jalousi, mod og troen på den frie vilje.

Jeg ville ønske, han aldrig var født!” Simon og Tim er tvillinger, men Simon har altid følt sig i skyggen af Tim. En aften koger alting over, og Simon ønsker inderligt, at Tim aldrig var blevet født. Næste dag er Tim væk, og ingen aner, at han har eksisteret.

Da det går op for Simon, hvad han har gjort, fortryder han bitterligt, og pludselig får han en chance for at gøre det godt igen. Et gammelt maleri, som har hængt i huset, siden de flyttede ind, viser sig nemlig at være en portal til en anden verden. Her bor spindlerheksen, som stjal Tim. Men også skæbnemageren som kan ændre ens skæbne og dermed redde Tim.

Heldigvis møder Simon Tom, som lover at hjælpe ham med at finde skæbnemageren og Tim. Heksen må Simon dog selv møde. Hendes mose tør Tom ikke vove sig ind i. Men det er ikke kun heksens mose, der er farlig. Overalt lurer farer, og Simon er i konstant livsfare. Spørgsmålet er, om han kan overleve længe nok til at redde Tim. Om det er hans skæbne …

Skæbnemageren er en spændende fortalt og flot tegnet fantasy graphic novel, skrevet af Kenneth Bøgh Andersen og illustreret af Lars Gabel. Kenneth Bøgh Andersen, som bl.a. har skrevet serien om Den Store Djævlekrig, er altid garant for en god historie, og det er også tilfældet her. Fortællingen om den jaloux Simon, der i et dystert øjeblik ønsker sin mere populære bror væk, indeholder både drama og eksistentielle spørgsmål formidlet underholdende i et lettilgængeligt sprog.

Lars Gabel kendes bl.a. for sine illustrationer til Fra vand til blod skrevet af Morten Dürr, Mette Finderups Gemini-serie m.fl., og med “Skæbnemageren” er han atter medvirkende til en virkelig lækker udgivelse. Lige fra den flotte hardcover forsides edderkoppespind med maleriportalen i midten, til det tykke glitrede papir med perfekt farvelægning.

Lars Gabel rammer helt i plet med illustrationerne, og bruger både sort/hvid, farver, billedbeskæring og sideopsætningen til at understøtte fortællingen. Den del af historie, der foregår i vores verden, er f.eks. holdt i sort/hvid. Når der er tilbageblik, tegnes de mere gennemsigtigt, så man tydeligt fornemmer den tidsmæssige distance. Lige så snart vi kommer over i den anden verden, er farverne strålende, og billederne myldrer af liv. I nærheden af skæbnemageren bliver farveskalaen rødbrun, og i heksens mose dukker en giftiggrøn farve op i det sorte, mens teksten pludselig omgærdes af en pang rød kant.

En anden lækker detalje er den måde, Lars Gabel flytter perspektivet. F.eks. da Simon kravler ind gennem maleriportalen. Her er vi også nødt til at flytte bogen rundt for at kunne se og læse videre. Det er rigtig fedt tegnet.

Skæbnemageren er en historie om jalousi, mod og troen på den frie vilje. Simon er jaloux på Tim, men elsker ham alligevel. Så da Tim forsvinder, vil Simon gøre alt for at redde ham. Det fører ham på en farlig færd, der sætter hans mod på prøve. Men Tim nægter at give op – skæbne eller ej.

Jeg var meget begejstret for Skæbnemageren, som måske nok har målgruppen børn og unge, men en voksen læser kan bestemt sagtens være med. En klar anbefaling herfra.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Skæbnemageren:

Udgivelsesår: 9. juni 2017
Forlag: Høst & Søn, 176 sider
Omslag: Lars Gabel

Besøg Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside
Besøg Lars Gabels hjemmeside

The Man in the Picture af Susan Hill

The Man in the Picture af Susan HillEfter skuffelsen over The Mist in the Mirror var jeg lidt spændt på, om The Man in the Picture også ville skuffe. Men heldigvis er Susan Hill her tilbage i klassisk god stil med en victoriansk spøgelseshistorie, præcis som den skal være.

Oliver besøger sin gamle mentor, Theo Parmitter, i Cambridge, hvor Parmitter fortæller ham en gådefuld historie om et maleri, han længe har haft i sin vartægt. Billedet, som forestiller et venetiansk karneval, kom i Parmitters hænder under en kunstauktion. Egentlig var det slet ikke hans normale stil, men maleriet kaldte på ham, så da han efterfølgende blev tilbudt at sælge det videre (og blot skulle nævne en pris), siger han klart nej.

Der er dog noget ualmindeligt ved maleriet, som er malet sidst i 1700-tallet, men som alligevel indeholder meget vellignende ansigter på nutidige personer. Og efterhånden som Parmitter fortæller Oliver hele historien om maleriet, går det op for ham, at billedet gemmer på en tragedie.

Susan Hill skaber en klassisk gotisk atmosfære i fortællingen, og hvor jeg ikke syntes, at historien helt hang sammen i The Mist in the Mirror, så fungerer plottet fint her i The Man in the Picture. En dejlig, velskruet og underholdende historie, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Om The Man in the Picture:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Profile, 145 sider

Morderens mesterværk af Gigi Simeoni

Morderens mesterværk af Gigi SimeoniItaliens svar på Jack the Ripper slå sig løs i Milanos stræder i denne stemningsfulde graphic novel fra Gigi Simeoni.

Alessandro er en dygtig ung kunstner. Han er forlovet med den smukke og dristige Luisa og er nærmest adopteret af hendes forældre, som gør alt for at hjælpe ham med karrieren som portrætmaler. Alessandro vil dog gerne noget mere, men han har svært ved at bryde ud af trygheden.

Så bliver Luisa dræbt i en bilulykke, og i dødsøjeblikket ser Alessandro noget i hendes øjne, som inspirerer ham til en ny form for maleri – et maleri der skal vise sjælen. Inspirationen falmer dog efterhånden, og i sin jagt efter at se fænomenet endnu engang søger han ansættelse på et hospital – kun for at blive skuffet igen. Tilsyneladende er det kun ved en uventet voldelig død, at sjælen ses i øjet, og hvad gør en sand kunstner så?

I sit forord skriver Gigi Simeoni om Morderens mesterværk, at inspirationen til historien opstod, da han begyndte at spekulere over begreberne galskab og genialitet. Er de egentligt så forskellige fænomener, eller er det i virkeligheden to sider af samme sag? Hvad nu hvis et geni i stedet for at udtænke en fantastisk opfindelse i stedet udtænkte en perfekt forbrydelse?

Morderens mesterværk udspiller sig over en række korrekte historiske hændelser, hvori Simeoni bygger sin historie. Den udspiller sig i Italien i årene 1907-9, nogenlunde samtidig med at den første skole for Videnskabeligt Politi blev oprettet. En skole som mange af de gamle politifolk anså som noget pjat, men den metodiske procedure som bogens politi-inspektør Matteo De Vitalis introducerer, er begyndelsen på vor tids polititeknikere, og historien kan næsten ses som en datidens CSI.

Historien fortælles først via Alessandro, og siden skifter synsvinklen til politi-inspektør Matteo.

Tegningerne er sort/hvide, detaljerige og trods de til tider usle lokaliteter og skræmmende begivenheder vil jeg også til tider kalde dem smukke. Simeoni forklarer i forordet, hvordan han under arbejdet besluttede at ”beholde den social-politiske bymæssige kontekst som en konstant undertone og kun ind i mellem lade nogle få referencer dukke op på den mest naturlige måde. Milanos katedral, for eksempel, optræder for det meste som en svært genkendelig silhuet, som forsvinder i tågen – utydelig, men til stede.” På den måde flyder byens og tidens atmosfære ud over siderne og ind i læseren, samtidig med at man indfanges af historien, hvor Alessandro ender i et frygteligt dilemma, og hvor uhyggen accelererer, efterhånden som han finder svaret på det.

Morderens mesterværk er måske nok mere en krimi end en gyser, men med sin gotiske undertone, synes jeg sagtens, at jeg kan anbefale den her på siden. Og er du f.eks. til Alan Moores fremragende From Hell, så tror jeg også, at du vil nyde Gigi Simeoni.

Om Morderens mesterværk:

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Gli Occhi e il Buio
Omslag: Gigi Simeoni

Besøg Shadow Zone Medias hjemmeside

Dorian Gray (2009)

Jeg må nok hellere starte med at indrømme, at jeg aldrig har fået læst Oscar Wildes berømte roman, der ligger til grund for denne filmatisering. Til gengæld havde jeg glædet mig til at se filmen, netop fordi jeg har hørt så meget om historien.

Den unge Dorian Gray arver en formue efter sin bedstefar, der tilsyneladende var en modbydelig person. Dorian drager derfor ung og naiv til London, hvor han hurtigt introduceres for den lidt ældre og meget mere kyniske Henry og dennes ven maleren Basil. Basil drages af Dorians ungdommelige sødme, og maler et smukt og livfuldt portræt af ham, som han forærer Dorian.

Henry drages også, men han sætter en ære i at vise Dorian de kyniske sider af verden, og opfordrer ham til at leve hver time, som var det den sidste. Den sætning tager Dorian til sig, og da det viser sig, at Basils maleri tager al Dorians synd på sig, mens han selv forbliver ung og uspoleret at se på, drages han ind i et liv, hvor jagten efter nydelse bliver eneste mål.

Men da Dorian efter mange år vender tilbage til London og sine nu gamle venner, opdager han, at alting har sin pris…

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om filmen. På en måde er den velfortalt, smukt filmet og især Ben Barnes i rollen som Dorian spiller overraskende godt. På den anden side synes jeg ikke, at der er så mange overraskelser undervejs – men det skal der måske heller ikke være i sådan en type film.

Billedsiden er holdt i stærke og klare farver langt det meste af filmen, og instruktør Oliver Parker leger med billederne, når Dorian kaster sig ud i de mest dekadente nydelser. Det virker dragende, samtidig med at det også er frastødende, hvilket på en måde kendetegner hele filmen.

Colin Firth gør det ok som den kyniske lord, der prædiker et liv i lyst, men ikke selv tør tage hele skridtet – og til sidst får sin egen filosofi smidt i hovedet, da Dorians lyst pludselig kommer tæt på ham selv.

Så jeg kan egentlig ikke sige noget skidt om Dorian Gray. Alligevel må jeg tilstå, at den ikke rigtig rørte mig, og det er jo desværre ikke den bedste anbefaling at give videre.

Historien om Dorian Gray er blevet filmatiseret flere gange, første gang (ifølge wikipedia) af den danske skuespiller Axel Strøm, mens den mest anmelderroste version blev instrueret af Albert Lewin i 1945.

Om Dorian Gray:

Instruktør: Oliver Parker
Udgivelsesår: 2009
Efter romanen The Picture of Dorian Gray af Oscar Wilde fra 1891