Indlæg tagget med ‘Maria Tran’

Absurd #6

Absurd #6

For to år siden var jeg til Skrækfest i Odense. Her faldt jeg over et nyt tegneserie-hæfte kaldet Absurd. Det var jeg selvfølgelig nødt til at købe, og det blev starten på et spændende bekendtskab med Forlaget Afkom. Nu sidder jeg så to år senere med Absurd #6 i hånden og glæder mig til at komme til Skrækfest i Odense om få dage. I år med den ekstra kriller i maven at jeg skal være ordstyrer i en panelsnak om horror og tegneserier med udgangspunkt i … Forlaget Afkoms serie Absurd! Det er altså lidt syret, hvordan tilfældighederne styrer …

Her skal det dog handle om fødselsdagsnummeret Absurd #6.

I anledningen af 2-års fødselsdagen er hæftet denne gang i A4 format fremfor det sædvanlige A5 format. Det fungerer rigtig godt, idet tegningerne bliver foldet ud, så man lettere kan nyde detaljerne. Bagerst er indlagt seks flotte fødselsdagstegninger fra tegnere, der tidligere har bidraget til Absurd-serien.

De fem fortællinger er trykt i sort/hvid og gråtoner, og er som altid meget forskellige i deres udtryk og indhold. Det er noget af det, jeg særligt godt kan lide ved serien, for det betyder, at min smag bliver udfordret i hvert hæfte. Samtidig giver serien plads til nye navne, så jeg også bliver introduceret til spændende nye upcoming kunstnere.

Hæftet indledes med ‘Svampejagt’ af Jonas Aagard Dinesen og Jacob Rask Nielsen. Clara er på skovtur med sine forældre og hunden Felix. Det bliver en tur med dystre konsekvenser. Jeg kender Jacob Rask Nielsen fra hans vidunderlige zombie-serie Exodus, der siden er udkommet i et samlebind. Hans tegninger er på den ene side simple, lidt stive og nærmest naive i udtrykket, men samtidig får han indarbejdet masser af action og følelser. Det er godt lavet. Historien er også dejlig ond, og en af mine favoritter.

Med ‘Romantiske Stig‘ af Jana Christensen er vi ovre i en helt anden stil. Tegningerne er mindre polerede og pæne, og historien fortælles helt uden ord. Jeg husker selv pubertetens lede bumser, men kan her se at det kunne have været meget værre 🙂

Dennis Frederiksen har tegnet og skrevet ‘It grufuldt mareridt‘, hvor hovedpersonen er på vej hjem efter en koncert. Her opdager han en berygtet seriemorder, der er i gang med at slagte et par i en gyde. Herfra udvikler historien sig i vilde retninger med bl.a. monstre og nye plottwists.

Makkerparret Martin Scjönning og Steven Plato står bag historien ‘Percival‘. Parret har tidligere lavet western-fortællingen ‘Sorte bønner’ i Absurd #4. Denne gang tager de os tilbage til 1. verdenskrig. Fortælleren er soldat i skyttegravene. Han fortæller, hvordan han mødte Percival, der havde gjort tjeneste som dragon, men nu er endt som almindelig fodtudse. Percival er en sand gentleman, en frygtløs soldat og en loyal ven, der vil gå gennem helvede for sine kammerater. Historien er en af mine favoritter, ikke mindst på grund af illustrationerne, hvor Steven Plato bruger et mix af fotos med tegninger. Det fungerer forrygende, og med Martin Schjönnings tekst indsat som små maskinskrevne kartotekskort er det overordnede indtryk suverænt.

Den sidste historie i Absurd #6 er ‘En del af flokken‘, som er tegnet af Melanie Darling og skrevet af Adam Markiewicz. Dusørjægeren Eli Brenners fange stikker af fra ham en aften i en mørk skov. Noget overfalder Eli, og da han kommer til sig selv, befinder han sig på Gévaudan-ranchen. Her får han lov til at blive nogle dage, mens han kommer sig helt, og så kan han hjælpe til med småting indtil da. Men ranchens ejer, Laura, har ikke fortalt Eli alt. Jeg er vældig begejstret for Melanie Darlings illustrationer, og særligt en forvandlingsscene sidst i historien er virkelig fed. Også en rigtig flot og underholdende fortælling.

Der er endnu et Absurd-hæfte på vej i det format, som vi kender, men fra 2022 varsler forlægger Anders Fjølvar nye tider. Fremfor at udsende fire små hæfter om året kommer der i stedet to lidt større udgivelser i bogform. Det lyder spændende. Jeg vil i hvert fald glæde mig til at blive trukket gennem mørket, blodet og alt muligt ulækkert snask i de kommende år.

  • "Svampejagt" af Jonas Aagaard Dinesen og Jacob Rask Nielsen
  • "Romantiske Stig" af Jana Christensen
  • "It grufuldt mareridt" af Dennis Frederiksen
  • "Percival" af Martin Schjönning og Steven Plato
  • "En del af flokken" af Melanie Darling og Adam Markiewicz

Om Absurd #6:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Afkom, 44 sider
Omslag: Peter Skjøtt

Indhold:

Svampejagt skrevet af Jonas Aagaard Dinesen og illustreret af Jacob Rask Nielsen
Romantiske Stig skrevet og tegnet af Jana Christensen
It grufuldt mareridt skrevet og tegnet af Dennis Frederiksen
Percival skrevet af Martin Schjönning og tegnet af Steven Plato
En del af flokken skrevet af Adam Markiewicz og tegnet af Melanie Darling

Fødselsdagstegninger bagerst af Matias Gedtek, Peder Riis, Bjarke Johansen, Anders Fjølvar, Nicolai Hvidberg Jørgensen og Maria Tran

Absurd #1

Absurd #1

Tag med på en underholdende tur ind i mørket med fem nye og upcoming kunstnere

For noget tid siden faldt jeg tilfældigt over tegneserien Volt #3 fra Tegneseriekollektivet Urkraft. Det førte ad kringlede veje til, at jeg hørte om Forlaget Afkom, der blev startet i 2019 med et ønske om at skabe en platform til zines og small press. Så da jeg til Skrækfest i Odense så, at Mephisto solgte et nyt gyserblad Absurd #1, var jeg da nødt til at købe det.

Som Volt består Absurd af en række små gyserfortællinger af forskellige tegnere.  Jeg kendte desværre ingen af navnene på forhånd. Hæftet er i en god papirkvalitet og med et omslag i blank, farvestrålende karton illustreret af Anders Fjølvar.

Første historie hedder Sodapop og er fortalt og tegnet af Maria Tran. Historien handler om en ung pige, der er blevet forladt af sin kæreste, og det har hun meget svært ved at håndtere. Illustrationerne er sort/hvide og meget grafiske, næsten ligesom linoleumstryk. Alligevel er der masser af følelser i billederne, og historien er både sørgelig og grum. Jeg er meget begejstret for både billedeside og selve historien, der har en fantastisk slutning.

Dybet er tegnet og fortalt af Lauge Eilsøe-Madsen. Få dage tidligere blev verden ramt af voldsomme rystelser. En dybhavsekspedition er på vej til bunden af det arktiske ocean, men rystelserne har omformet havbunden. Alt for dybt nede finder de … noget! Tegningerne er sort/hvide og en blanding af meget detaljerede illustrationer og mere grafiske overbliksbilleder. Stemningen er nærmest Lovecraftiansk, så endnu et pletskud i min bog.

I samlingens tredje fortælling Jagt af Bjarke Johansen er tegnestilen helt anderledes. En jæger beslutter sig for at skyde det vildsvin, der ødelægger hans afgrøder og endda har dræbt hans hund. Med fine, bløde streger og brug af grålige nuancer har fortællingen nærmest et sart skær, men det skal man ikke lade sig snyde af. Handlingen er absolut rent gys, og slutningen twister lige alt det, jeg troede ville ske. Kanonflot og overraskende fortælling.

Hytten der dryppede af blod er tegnet og fortalt af Danni Barslund Christensen. Historien udspiller sig omkring en hytte på stranden, hvor nogle kammerater hygger sig med øl omkring bålet. Pludselig dukker noget op, og hyggen forvandles til blodig rædsel. Tegningerne er lidt uslebne i en stil næsten som blyantstegninger. Det er ikke den stil, jeg holder mest af, men til gengæld må jeg lette på hatten for de overdådige blodsprøjt og den indvoldsflænsende fortælling, der kan have fundet inspiration hos både John Carpenters The Thing, John McTiernans Predator og Ridley Scotts Alien. What’s not to like.

Samlingens sidste historie er Gæsten, som er tegnet og fortalt af Matias Gedtek. En kvinde ser et opslag om at passe en lejlighed og en kat samme aften. Lønnen er god, så hun ringer straks op på nummeret. Umiddelbart virker det som et let job, men selvfølgelig er der en hage. Tegningerne er holdt i gråtoner med en close-up billedside. Historien fortælles næsten kun via detaljer fra det store billede. For eksempel ser vi kun hånden tage et telefonnummer fra opslagstavlen. Vi ser kun munden, der svarer på hendes telefonopkald, og så videre. Enkelte billeder viser hele situationen, og så er der billeder, hvis tegnestil har en helt anden tone, men det vil jeg ikke afsløre. Den fragmenterede måde at fortælle på er effektiv til at skabe suspense, så Absurd #1 slutter stærkt af.

Absurd #1 er en underholdende tur ind i mørket og et spændende kig på nye og upcoming kunstnere. Så har du lyst til et godt gys til billige penge, får du fuld valuta og støtter samtidig tegneserie-undergrunden.

Om Absurd #1:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Forlaget Afkom, 48 sider
Omslag: Anders Fjølvar

Indhold: 

Sodapop af Maria Tran
Dybet af Lauge Eilsøe-Madsen
Jagt af Bjarke Johansen
Hytten der dryppede blod af Danni Bardlund Christensen
Gæsten af Matias Gedtek
Enkelte ting dør aldrig af Martin Zauner

Illustrationer af Maria Tran, Lauge Eilsøe-Madsen, Bjarke Johansen, Danni Bardlund Christsensen og Matias Gedtek