november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Masters of Horror’

The V word

Det sidste afsnit i 2. sæson af Masters of Horror er Ernest Dickersons “The V word”. Her er tale om en klassisk vampyrfortælling – med et twist.

Vennerne Justin og Kerry tager en nat ud til den lokale bedemand, hvor Justins fætter arbejder, for at se liget af en ung mand der er kørt galt. Døren er åben, men de kan ikke finde Justins fætter. I stedet opdager de noget mystisk med ligene – og pludselig er de på vild flugt med en vampyr i hælene.

Det lykkes Justin at undslippe, men da han forsøger at skaffe hjælp, tror ingen på ham. Og da Kerry senere på natten dukker op hjemme hos Justin, ser han bestemt ikke godt ud.

Ernest Dickerson har lavet en glimrende vampyr-fortælling, hvor han både bruger noget fra de klassiske film (f.eks. vampyrens skyggespil på væggen som første gang bruges i “Nosferatu” fra 1922), men også bringer sine egne elementer ind. Vampyren bider f.eks. ikke sine ofre, men river halsen op på dem.

De to unge mænd, der spiller Justin og Kerry, er gode i rollerne, og deres venskab og forsøg på at overkomme den umulige situation, de bringes i, er fint skildret. Og også Michael Ironside er velcastet i rollen som vampyren.

Dickerson bruger en masse blod og splat, og blander det med en flot og anderledes brug af farver og klipning, og det er endt med et rigtig vellykket afsnit i Masters of Horror serien.

Instruktør: Ernest Dickerson
Udgivelsesår: 2006

Også omtalt på horrorsiden.dk

Dream Cruise

“Dream Cruise” er sæson 2’s asiatiske bidrag, instrueret af japanske Norio Tsuruta der også har instrueret “Premonition” (“Yogen”), som jeg glæder mig til at se.

Jeg var dog ikke ovenud begejstret for denne her, som adskiller sig væsentligt fra Masters of Horror seriens andre afsnit. Dels mangler den klassiske indledning, og så er den 20 minutter længere.

Amerikaneren Jack Miller arbejder for et advokatfirma i Tokyo. En dag beder hans boss ham ordne en stor sag for klienten Eiji, som Jack kender privat – og hvis kone Jack har en affære med…

Eiji inviterer Jack ud på sin båd, og Jack er nødt til at acceptere, selvom han er bange for vand, efter at hans lillebror druknede da de var børn. Ombord på båden er også Eijis hustru, Yuri, og turen udvikler sig snart mere og mere ubehageligt. Ved Eiji noget om affæren? Og hvis han gør, hvad er så hans formål med bådturen?

Norio Tsurata beskriver forskellen på J-horror og vestlig horror i ekstra-materialerne: “The characteristics of J-horror is to have fear in the corners, where in Hollywood they put a man with an axe in the center of the screen and call that horror”.

Et langt stykke hen ad vejen synes jeg, han har ret, og i “Dream Cruise” bruger han også den metode. Det underspillede og usete giver mange chok-effekter. Mod slutningen går Tsurata dog over i at vise en masse, og her kommer det klassiske sorthårede kvindelige spøgelse ind i filmen – og så er det jeg synes, det bliver lidt trælst. Men tilsyneladende er spøgelser det essentielle onde i japansk film, så ingen gyser uden zombi-agtige spøgelseskvinder.

Jeg vil ikke kalde “Dream cruise” en dårlig film. Den er uhyggelig sine steder, og i betragtning af at den er indspillet på engelsk, som Tsuruta ikke selv taler, er det også lykkes at skabe rimelig interessante figurer. Men den bliver måske lidt for langtrukken og mangler den skarphed og overraskelse, de bedste afsnit i serien har.

“Dream Cruise” er baseret på en novelle af Koji Suzuki, der også har skrevet romanen “Ringu” og “Dark water“.

Instruktør: Norio Tsuruta
Udgivelsesår: 2007

The Damned Thing

Tobe Hooper har instrueret afsnittet “The Damned Thing” i 2. sæson af Masters of Horror, og her er tale om virkelig kræs.

Filmen åbner op en uvejrsaften, hvor en lille familie sidder og hygger sig over aftensmaden. Det er farens fødselsdag, og netop som mor og søn skal til at bringe fødselsdagskagen ind, sker der noget. Far står i døren med et jagtgevær, og et øjeblik efter er mor død, og sønnen bliver jagtet ud over markerne, mens faren råber “jeg gør dig ikke noget”.

24 år efter er drengen blevet voksen. Nu er han sherif i den lille by og har selv fået en søn. Men der er noget i luften. Normalt er byen ualmindelig fredelig, men nu sker der flere umotiverede tilfælde af vold og drab, og vejret opfører sig også unormalt. The Damned Thing er tilbage …

Denne meget korte beskrivelse af handlingen yder slet ikke filmen retfærdighed. Tobe Hooper har på en lille time, skruet en meget effektiv historie sammen på et lille budget. Alene starten lægger “The Damned Thing” klasser over flere af de andre afsnit i serien, og der er mere uhygge undervejs. Bl.a. en hammerscene som næsten fik mig til at kigge væk.

Skuespillet er i orden, og handlingen bygger på en novelle af Ambrose Bierce. Et navn jeg ofte er stødt på, men aldrig har fået læst noget af. Det bliver jeg vist nødt til at råde bod på nu. “The Damned Thing” hører efter min mening til i toppen af Masters of Horror. Tobe Hooper kan altså noget bag et kamera…

Instruktør: Tobe Hooper
Udgivelsesår: 2006

Besøg Masters of Horror

The Washingtonians

Hvis du troede, at George Washington var en flink fyr og en helt – så tager du helt fejl! I hvert fald i følge Peter Medaks bidrag til serien Masters of Horror: “The Washingtonians”.

Mikes bedstemor i Virginia er død, og han har arvet huset. Sammen med sin hustru og datter tager han derned og bliver yderst venligt modtaget af den lokale sagfører, som har sørget for testamente, begravelse osv. Venligheden ændrer sig dog, da Mike finder et dokument gemt i et stort maleri af George Washington. I følge det var G. W. nemlig kannibal med hang til at spise børn!

Pludselig har Mike og familien en flok Washingtonians på nakken – dvs. tilhængere af George Washington, som følger hans kannibalske livsførelse, men ikke ønsker at verden skal få kendskab til sandheden. Heldigvis kender Mike en historieprofessor, der har mere end et citat i ærmet.

“The Washingtonians” er en underholdende, satirisk og ind i mellem fuldstændig splattet film, som jeg morede mig meget over. Peter Medak laver nogle vilde og bizarre scener undervejs, bl.a. scenen hvor Mike og familien er blevet taget til fange af the Washingtonians og overværer et måltid – før de selv skal være det. Der veksles mellem uhygge og over-the-top så det i stedet bliver morsomt, og så slutter filmen af med at George Washington bliver udskiftet på dollar-sedlerne. Med hvem vil jeg ikke afsløre …

Filmen bygger på en novelle af Bentley Little, og den kunne jeg også godt tænke mig at få fingre i.

Instruktør: Peter Medak
Udgivelsesår: 2007

Sounds like

Jeg er åbenbart kommet til de film i 2. sæson af Masters of Horror, som jeg ikke er så begejstret for. “Sounds like” er en lidt langtrukken affære, som er mere sørgelig end skræmmende.

Larry arbejder for et it-firma, hvor han overvåger samtalerne til firmaets help-desk. Et job han har klaret succesfuldt hidtil, da han lytter godt og fanger nuancer i stemmerne før andre. Men da sønnen dør, har Larry svært ved at håndtere sorgen. Hans hørelse bliver enormt sensitiv, og det går ud over både arbejdet og hjemmelivet. Og en dag slår det klik for Larry. Han vil gøre hvad som helst for at få ro …

Chris Bauer, som spiller Larry, gør det godt. Der er også mange interessante scener i filmen, hvor kameraet zoomer helt ind på de støjkilder, som i Larrys bevidsthed lyder utroligt højt, men som i virkeligheden blot er regn på bilruden.

Historien er på sin vis smuk, for den handler om sorg og måder at håndtere sorg på. Men som gyser synes jeg, at filmen er mislykket, og jeg har svært ved at se, hvorfor den er endt i Masters of Horror serien.

Instruktør: Brad Anderson
Udgivelsesår: 2006

We all scream for ice cream

Tom Holland har instrueret  “We all scream for ice cream” i 2. sæson af Masters of Horror, og det er ikke lige mit yndlingsafsnit, må jeg indrømme.

Der er dog én virkelig vellykket ting, og det er klovnen  Busters make-up. Puha, det er lige før Pennywise er en hyggefætter at se på til sammenligning. Desværre er det ikke hele tiden, den uhyggelige klovne make-up bruges, men kun i klip som viser Buster i sin is-bil.

Historien lyder: Layne vender med sin familie tilbage til barndomsbyen, men han har ikke været der længe, før vennerne fra hans gamle slæng begynder at forsvinde. Rygterne siger, at de efterlader deres tøj og forsvinder i den blå luft. Samtidig begynder byens børn at gå ud om natten. De hører en isbil, som sælger verdens bedste is. Det får Layne til at tænke tilbage på barndommen, hvor han og slænget gjorde noget forfærdeligt ved ismanden Buster. Og nu er Buster åbenbart tilbage for at tage en iskold hævn.

Som sagt kan jeg godt lide Buster make-uppen, men generelt synes jeg, at filmen er lidt kedelig. Der er en del scener med børn, og de fungerer desværre ikke ret godt. Historien bliver aldrig rigtig uhyggelig, og slutscenen er mere komisk end skræmmende. Så “We all scream for ice cream” er ikke lige min kop horror.

Instruktør: Tom Holland
Udgivelsesår: 2007

Right to die

Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med Rob Schmidt, som har instrueret “Right to die” i sæson to af Masters of horror, men han har bl.a. instrueret “Wrong turn“.

“Right to die” handler om ægteparret Cliff og Abbey, som en aften kører galt. Abby bliver forbrændt på 99% af kroppen, mens Cliff slipper stort set uskadt. Abbey har udtrykt ønske om, at skulle hun komme til skade, vil hun ikke holdes i live som en grøntsag, så Cliff får en advokat på for at slukke for Abbeys respirator. Abbeys mor er dog af en anden mening. Hun ønsker, at Abbey skal leve, og så er kampen i gang.

Mens de to slås, dør Abbey et kort øjeblik, og i den tid vender hun tilbage og hjemsøger Cliff. Og efterhånden som filmen skrider frem, afsløres mere og mere af de begivenheder, som lå forud for den skæbnesvangre køretur. Og Cliff får atter besøg af Abbeys spøgelse.

“Right to die” er en rigtig fin film. Martin Donovan, som spiller Cliff, er utrolig overbevisende i rollen. Han er sympatisk, fuld af sorg og så efterhånden som man kommer længere ind i historien, opdager man, at han måske alligevel ikke er helt så fin i kanten. Det samme kan man sige om Abbey og i øvrigt om de fleste personer i filmen.

Mod slutningen er der en virkelig grum og splattet scene i en tandlægeklinik, og derudover er Abbeys forbrændte krop virkelig uhyggelig at skue. Men ellers vil jeg sige, at selve handlingen – også uden blodet – er godt skruet sammen og utrolig uhyggelig. En klar anbefaling herfra.

Instruktør: Rob Schmidt
Udgivelsesår: 2006

The Screwfly Solution

“The Screwfly Solution” er nok den film i sæson to af Masters of Horror, som jeg har haft det sværest med indtil nu. Joe Dante, som har instrueret den, stod i første sæson bag “Homecoming“, der mere var et politisk budskab end en gyser, men som iøvrigt var en udmærket film.

Tværs over USA sker en række mord på kvinder, alle begået af mænd som efter mordet bekender, at det var Gud, som bad dem slå kvinderne ihjel. Regeringen forsøger at finde ud af, hvad der sker, og efterhånden går det op for dem, at nogen har ændret ved mændenes reaktionsmønstre, så når de føler seksuel lyst, føler de nu i stedet for aggressioner overfor kvinderne. Selvom man forsøger at dæmme op for situationen, løber det fuldstændig ud af kontrol, og snart er kvinder en truet art.

“The Screwfly Solution” bygger ligesom “Homecoming” på et kontroversielt emne, og selvom filmen er velspillet, vellavet og på mange måder rigtig god, så blev jeg ikke fanget af den, og det tror jeg desværre er min egen skyld. Jeg kunne nemlig ikke lade være med at tænke på, hvordan kvinder nogen steder i verden er fanget under en burka, for at mændene ikke skal blive fristet af dem, og med den tanke in mente kunne jeg ikke lade mig underholde af det fiktive plot i filmen.

Instruktør: Joe Dante
Udgivelsesår: 2006

Family

I ekstramaterialerne fortæller John Landis, at han egentligt helst ikke vil have, at publikum opdager brugen af kameravinkler i hans film. De skal være så opslugte af historien, at de ikke tænker på noget som helst andet. Og så griner han lidt, for her i “Family” som er Landis bidrag til anden sæson af Masters of Horror, starter han med en visuel rundtur i den hyggelige Harolds smukke hjem, hvor publikum ikke kan andet end lægge mærke til kameraets synsvinkel.

“Family” er historien om Harold, som dræber af ensomhed. Han tager sine ofre med hjem, koger kødet af deres knogler og samler skeletterne om sig som familiemedlemmer. Da et ungt par flytter ind i nærheden af Harold, og de virker venligt optaget af ham, bliver Harolds skeletkone jaloux. Så Harold smadrer hende, men nu mangler han en hustru, og selvom det er risikabelt at myrde så tæt på hjemmet, beslutter han sig alligevel for at gå efter den unge nabokone.

Harold spilles af George Wendt, som jeg kender som Norm fra tv-serien “Sams bar”. Han er velcastet i rollen, fordi han udadtil ser hyggelig og gemytlig ud, og det virker dobbelt grotesk, når han så står og vasker kødet af et lig. Samtidig kan han faktisk også se rigtig ond ud, som da han mister temperamentet overfor skelethustruens jalousi.

Jeg blev ikke fuldstændig overrasket over slutningen, selvom jeg ikke havde gennemskuet hele plottet, men trods det vil jeg kalde “Family” en gennemført fortælling med masser af underholdningsværdi.

John Landis instruerede “Deer Woman” i første sæson af Masters of Horror.

Instruktør: John Landis
Udgivelsesår: 2006

Pro-life

I første sæson af Masters of Horror instruerede John Carpenter film “Cigarette burns”, som jeg ikke var specielt vild med. Her i anden omgang står han bag “Pro-life”, som befinder sig i en helt anden boldgade.

Alex og Kim arbejder på en abortklinik, og på vej på arbejde er de lige ved at køre en ung kvinde ned. De tager hende med for at sikre sig, at hun er uskadt, men da de kommer hen til klinikken, viser det sig, at hun er gravid, og at hun ønsker en abort. Og det viser sig også, at hendes far (Ron Perlman) er en indædt abort-modstander, som har fået et politi-tilhold mod at vise sig i nærheden af klinikken. Men nu holder han udenfor lågen – og han kører ikke igen uden sin datter…

“Pro-life” er ikke et indlæg i diskussionen om abort, siger John Carpenter i ekstra-materialerne. Det er en monsterfilm, som tilfældigvis foregår i det miljø. Og i mine øjne er det en rigtig uhyggelig og vellavet film.

Ron Perlman spiller rollen som faderen fremragende. Han har retten på sin side, og Gud har fortalt ham, hvad han skal gøre – ergo gør han det uden at stille spørgsmålstegn. Overfor ham står overlægen på klinikken (Bill Dow), som nægter at lade abortmodstanderne vinde. Han vil hellere dræbe dem end overgive sig. Og fanget i midten er datteren Angelique (Caitlin Wachs), som ønsker en abort, selvom hun elsker sin far og tror på Gud. Hun ved nemlig, at fostret inde i hende er ondt.

John Carpenter har lavet en film, hvor personerne føles helt virkelige, og hvor historien bliver mere og mere grum. Det er faktisk en lettelse, da monstret endelig dukker op, for det er lettere at hade en dæmon fra helvedet end både faderen og doktoren og de øvrige personer, selvom de undervejs begår forfærdelige gerninger. Og så indeholder slutningen alligevel et glimt, som sætter spørgsmålstegn ved, om selv de tydeligt onde måske alligevel ikke er helt så entydige.

Selvom “Pro-life” kun varer ca. 60 minutter, så synes jeg, at John Carpenter med denne film er helt på højde med nogen af sine bedste spillefilm, som fx “The fog” og “The thing“.

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 2006

Også omtalt på horrorsiden.dk