juni 2017
M T O T F L S
« maj    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘menneskelighed’

Udryddelsen af Kazuaki Takano

Udryddelsen af Kazuaki TakanoTankevækkende thriller om hvad der kan ske, hvis en ny livsform truer menneskeheden

Da den amerikanske efterretningstjeneste opsnapper oplysninger om, at der er opstået en ny livsform med potentiale til at udrydde menneskeheden, er valget for den amerikanske præsident ikke vanskelig. Han sætter en lille gruppe professionelle lejesoldater på opgaven – at opspore og udrydde truslen.

Samtidig er den unge japanske universitetsstuderende Kento i sorg over farens pludselige død. Midt i sorgen modtager han en mail fra faren med helt specielle anvisninger. Faren vil have Kento til at fuldføre den opgave, han var i gang med. Og det vender op og ned på Kentos liv. Men også på alle hans forestillinger om faren.

De to spor krydser hinanden, og snart er læseren fanget i en hæsblæsende jagt på det afrikanske kontinent, hvor skellet mellem godhed og ondskab er blevet udvisket i den uoverskuelige krig mellem stater, befolkninger og oprørsgrupper.

Folkedrab”, messede Singleton. “I øjeblikket gennemlever Congo en storkonflikt, én der er blevet kaldt Den Første Afrikanske Verdenskrig. Her er det højeste antal døde siden anden verdenskrig fire millioner. Våbenhvilerne bliver brudt igen og igen, og der er ingen ende i sigte.” Som kunne han aflæse tvivlen i soldaternes ansigter, fortsatte han. “Det her sker faktisk, tro mg. Det er bare sådan at aviserne og tv ikke rapporterer om det. Man kan godt kalde det diskrimination fra mediernes side. Massemedierne i de udviklede lande er ligeglade med hvor mange afrikanere der bliver slået ihjel. Det konstante folkedrab i denne region får mindre presseomtale end da syv gorillaer blev dræbt. Men på den anden side er afrikanere heller ikke nogen truet art.”

Jeg havde ikke hørt udtrykket Den Første Afrikanske Verdenskrig før, men et hurtigt tjek på nettet førte til denne JP Explorer-artikel, der ord for ord bekræfter den grusomme historie, som Singleton fremfører i citatet. Hvordan væbnede konflikter oftest udvikler sig til regionale kriser (og også bliver globale fordi I-landene støtter de forskellige parter), når der er mulighed for at tjene penge på at plyndre værdifulde naturressourcer, hvad enten det er olie, diamanter eller metaller til brug i computere. Det er svært for en almindelig dansk bibliotekar, der aldrig har oplevet noget værre end overvejelser om aftensmaden, at forstå de grusomheder der her udspiller sig hver eneste dag. Alene fordi Kazuaki Takano sætter fokus på dette, er Udryddelsen værd at læse.

Men historien rummer naturligvis mere, for det er selv sagt ikke kun på det afrikanske kontinent ondskaben findes. I USA har den amerikanske præsident Burns i sin iver for at ramme terroristerne sat en række love og menneskerettigheder til side. Mistænkte sendes rask væk til lande som Usbekistan for at blive tortureret, og præsidenten styrer landet ud fra frygt for det fremmede fremfor ønsket om at favne det. Spørgsmålet er, om det også er den rette tilgang til problemet denne gang?

Udryddelsen er som antydet en roman, der rejser en række etiske problemstillinger. Er det f.eks. i orden at slå en gruppe uskyldige mennesker ihjel, hvis det potentielt redder resten af verden? Kan vold og tortur retfærdiggøres, hvis det er i en højere sags tjeneste? Og hvem bestemmer, hvad en højere sag er? Ændrer det ens opfattelse af et drab, hvis man kan se det menneske, man skal dræbe, i øjnene i forhold til at dræbe via droner? I hvor høj grad påvirker ens barndom de beslutninger man træffer senere i livet? Er mennesket i bund og grund et frygtsomt og hadefuldt væsen, eller er godhed og kærlighed indgroet i os? Den diskussion af menneskets sind er uhyre interessant, men desværre også temmelig desillusionerende.

Kazuaki Takano har skrevet en tankevækkende thriller, som kræver at man fordyber sig i læsningen. Både pga. de etiske spørgsmål, men også fordi den indeholder en del videnskabelige afsnit, der sikkert kan afskrække enkelte læsere. Samtidig er historien dog også elementært spændende. Dels er der gruppens flugt gennem et land, hvor oprørsstyrker og lokale bander ingen skrupler har over at myrde hvem som helst. Dels er der Kentos forsøg på at finde den kur, som hans far arbejdede på, da han døde. Så her er også masser af underholdning.

Under alle omstændigheder har Takano skrevet en yderst læseværdig roman, med en slutning der kan dele vandene. For hvad er egentlig håbet for menneskeheden?

Kazuaki Takano debuterer på dansk med Udryddelsen, men i hjemlandet Japan er han en anerkendt forfatter. Med sin blanding af videnskab og spænding minder Takanos forfatterskab om forfattere som Michael Crichton og på dansk Mads Peder Nordbo. Jeg ser frem til at læse mere fra Takanos hånd.

Om Udryddelsen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Turbine, 444 sider
Originaltitel: Jenosaido
Omslag: Bitten Vernersen

Kolonien af Pierre Robert

KolonienDet er altid spændende at få fingre i en ny udgivelse fra Forlaget Valeta, for de udgiver så mange skæve og interessante ting, som de store forlag ikke tør gribe fat i. Et rigtig godt eksempel er Kolonien af Pierre Robert, som ikke er en gyser, ej heller en ‘rigtig’ science fiction roman eller en rejseskildring eller noget andet let genkendeligt. Til gengæld er Kolonien en fascinerende, tankevækkende, velskrevet og spændende fortælling, så derfor omtaler jeg den alligevel her på siden.

Om aftenen d. 10. september 1984 forsvinder den danske maskiningeniør Martin Damgaard på vej hjem fra arbejde. Politiet finder hans bil, hvor nøglerne stadig sidder i. Der er ingen tegn på en forbrydelse, og i 1991 bliver Martin erklæret død. Men hvad skete der egentlig med ham?

Kolonien er Martins fortælling, som den er blevet overleveret af Pierre Robert, der i 2006 dukkede op hos Martins bror og udgav sig for at være Martins søn. Pierre efterlod manuskriptet, og bad om hjælp til at få det udgivet. Hvad enten historien er en fiktiv thriller, eller en rejseskildring hinsides grænserne for vores virkelighed som afslører den skræmmende forklaring på Fermis paradoks, skal jeg ikke sige. Men jeg blev i hvert fald fanget ind fra første side.

Romanen fortæller den fantastiske historie om, hvordan Martin bliver bortført til en fremmed planet, hvor en gruppe mennesker holdes indespærret i noget kaldet Kolonien. Her må de under primitive forhold forsørge sig selv, og med jævne mellemrum hentes de til en forskningsstation, hvor de udsættes for grusomme eksperimenter.

Martin finder sammen med en lille gruppe ligesindede, der ligesom han er villige til at gøre alt for at komme væk fra Kolonien – eller dø i forsøget. Men hvorfor er de overhovedet i første omgang blevet bragt dertil? Og hvordan slipper man væk, når ens vogtere er telepatiske, og når verden udenfor Kolonien er både ukendt og farlig?

Historien fortælles kronologisk af Martin startende med bortførelsen, rejsen, ankomsten osv. med et forord og en efterskrift af hans bror. Her fortælles sagligt om oplevelserne under rejsen, om livet i kolonien og de mange problemer der er med sygdomme, mangel på tøj og sprogbarrierer, men også om det varme venskab der opstår blandt Martin og de øvrige i hans gruppe. Mod slutningen ændrer fortællingen lidt karakter, idet Martin får kendskab til, hvem der har kidnappet dem og hvorfor, så her bliver beretningen mere overordnet men stadig med den menneskelige synsvinkel.

Jeg blev som sagt straks fascineret af fortællingen, og jo længere ind i historien jeg kom, jo mere blev jeg spundet ind i romanens virkelighed. Slutningen er helt uforudsigelig men samtidig troværdig, og efter endt læsning kan man næsten ikke lade være med at spørge som fysikeren Enrico Fermi: Hvis der er intelligent liv i universet udover os, hvor er de så?

Til slut må jeg hellere afsløre, at jeg ikke kendte til Enrico Fermis paradoks, men i pressemeddelelsen foklarer forlaget det heldigvis:

Under en frokost med kolleger, hvor talen faldt på intelligent liv andre steder i vor galakse, spurgte den kendte fysiker og nobelprismodtager Enrico Fermi: Hvor er de? Det spørgsmål er knap så naivt, som man kunne forledes til at tro. Enrico Fermi indså nemlig, at hvis højt udviklede civilisationer jævnligt opstår i vores galakse, ville de på nuværende tidspunkt for længst have spredt sig til hele galaksen, og følgelig burde vi have mødt dem. Spørgsmålet er siden blevet kendt som Fermis paradoks. Enten er intelligent liv langt mere sjældent end selv de mest konservative formodninger antyder, eller også udgør Jorden en slags undtagelse, som af ukendte årsager ikke er forbundet til et galaktisk netværk af civilisationer. Det første er sandsynligt men ikke særligt interessant. Det sidste er usandsynligt, men til gengæld særdeles interessant.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Kaare Bækgaard
Forlag: Valeta, 312 sider

Læs mere på forlaget Valetas hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen

Dæmonen i hælene af Dennis JürgensenDet er stort set altid en fornøjelse at læse Dennis Jürgensen, og Dæmonen i hælene er ingen undtagelse.

I køen i Netto mærker Rune pludselig, at nogen stirrer ondt på ham. Ikke bare ondt som “du har taget min plads i køen”-ondt, men hadefuldt som “jeg ønsker du skal dø”-ondt. Kort efter finder han en forladt mobiltelefon, som en teenager tilsyneladende har glemt. Da den ringer op, er det en ung pige, som råber på hjælp. Rune tror, at det er en joke, men pigen ved en masse ting om ham, som ingen andre ved, og det ender med, at han tror på Sandra, som hun hedder.

Sandra er blevet taget af de grå mænd. Hun befinder sig et mørkt sted, og nu vil hun have Rune til at hjælpe hende. De grå mænd går rundt blandt os og “kidnapper” enkeltpersoner, hvorefter personerne ophører med at eksistere! Ingen husker at de har været til – pånær Rune.

Rune forsøger på flere måder at hjælpe Sandra. Først ved at gå til politiet, siden ved bl.a. at søge hjælp hos en computerkyndig kammerat, men intet hjælper tilsyneladende. Og så må Rune tage sagen i egen hånd.

Som altid blev jeg lynhurtigt fanget ind i Jürgensens univers. Uanset om det handler om børn, eller som her i Dæmonen i hælene en voksen hovedperson, så fortæller Jürgensen flydende og effektivt. Her er Rune fanget i en mareridtsagtig verden, hvor alle han kender forsvinder, og han bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt det virkelig sker, eller om det hele blot foregår i hans hoved.

Plottet er måske nok set før, f.eks. i Jack Finneys roman fra 1955, hvor aliens overtager menneskenes kroppe og langsomt udsletter menneskeheden. Men jeg synes stadigvæk, at Dennis Jürgensen sætter sit eget præg på historien, som efter min mening er velskrevet og underholdende for både unge og voksne.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Omslag: Leif Rosby

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

Dagon

Jeg lånte “Dagon” af min gode kollega, som dog på forhånd advarede mig om, at jeg ikke skulle sætte forventningerne op. Det var nok meget godt, for jeg synes bestemt ikke, at “Dagon” hører til blandt de bedste H. P. Lovecraft filmatiseringer.

Instruktør Stuart Gordon har ellers gjort det udmærket med Lovecraft-filmatiseringerne af “Re-animator” og “Castle Freak“, men her går det galt. Som jeg husker novellen “Dagon”, handler den om en sømand, som støder på et mystisk land midt i havet og her finder en monolit fyldt med mystiske tegn, som hylder en rædselsvækkende guddom. Historien i filmenversionen læner sig dog meget mere op ad handlingen i “Skyggen over Innsmouth“, hvor fortælleren kommer til Innsmouth for at se nærmere på arkitekturen, men opdager at beboerne ikke blot er fremmedfjendske, men også er begyndt at ændre udseende. Den lokale drukkenbolt fortæller ham, hvordan beboerne dyrker en gud fra havet, som giver dem fisk og guld, og til gengæld skal de vende tilbage til havet og dyrke ham. Og det er næsten også handlingen i filmen.

Paul er blevet rig på internettet, og nu er han sammen med kæresten Barbara og forretningspartneren Howard og dennes kone Vicki på bådferie. Pludselig bliver det storm, og båden blæser op på et rev, som slår hul i bunden og fanger Vicki i kahytten. Barbara og Paul tager redningsflåden ind til den lille fiskerby, de kan se, mens Howard bliver hos Vicki.

Men det er ikke kun vand, der trænger ind i båden, og da Paul og Barbara når Imboca, opdager de, at byens befolkning ikke er helt almindelig. De har nemlig for mange år siden vendt sig fra den kristne tro og tilbeder nu i stedet Dagon, som giver dem fisk og guld, mod at de ofrer til ham. Den historie får Paul fra den lokale drukkenbolt, der også sætter livet på spil for at redde Paul ud af byen.

Der er enkelte rigtig gode elementer i filmen, f.eks. da Barbara går gennem byen for at finde hotellet og ringe efter hjælp. Her lykkes det Gordon at skabe en ildevarslende atmosfære ved hjælp af få midler.

Der er gjort en del ud af at vise, hvordan byens beboere er ved at blive forvandlet til fiskeagtige væsner. Noget af det er vellykket, andet knap så godt. Manuskriptet veksler mellem at være atmosfærefyldt og så fyrer helten lige nogle one-liners af, som fuldstændig spolerer stemningen. Stuart Gordon har tidligere haft held med den humoristiske tilgang, men jeg synes ikke, at det lykkes her.

Alt i alt kommer “Dagon” nok ikke på min top 10 liste over bedste Lovecraft filmatiseringer

Instruktør: Stuart Gordon
Udgivelsesår: 2001

Det Umenneskelige af Clive Barker

Det umenneskelige af Clive BarkerEngelske Clive Barker blev udråbt som Stephen Kings efterfølger, da han i 80’erne udgav novellesamlingerne “Books of Blood”. Siden har han skrevet indenfor mange andre genrer, ligesom han både har skrevet manuskripter og instrueret flere film. Mest kendt er vel nok “Hellraiser” fra 1987.

I Danmark var det forlaget Artia, som udgav “Books of Blood”, og af uvisse grunde (for mig i hvert fald) valgte de at starte med den fjerde bog, der er kommet under titlen Det umenneskelige. Så vidt jeg ved, er de tre første bøger ikke udkommet på dansk.

I “Statslegemet” følger vi Charlie George, som lever et ganske normalt liv, men en dag begynder han at føle ubehagelige smerter i håndled og hænder. Efter nogen måneder går han til lægen, men denne kan ikke se noget, og nu begynder Charlie ligefrem at føle lede ved sine hænder. Derfor går han til en psykolog, som finder frem til, at Charlies lede ved hænder stammer fra et faderkompleks. Det hjælper på Charlies humør, men han er stadig træt, og det viser sig da også, at psykologens diagnose ikke er helt korrekt. For Charlies hænder planlægger nemlig et oprør. De er trætte af at være lænket til tyrannen og er sikre på, at der findes et liv efter kroppen, så nu vil de sætte hinanden fri. Novellen er efter min mening samlingens bedste, og slutter af med ordene:

“Et øjeblik troede han, at de ville gøre ham noget, men nej. Da de havde gjort ham opmærksom på deres tilstedeværelse, lod de ham ligge, hvor han lå, tilfredse med at være fri. Og misundte hans øjne dem deres frihed, tænkte han, og var hans tunge ivrig efter at slippe ud af hans mund og komme væk, var hver eneste del af ham på sin egen stilfærdige måde ved at tage skridt til at svigte ham? Han var en alliance, der kun blev holdt sammen af den skrøbeligst tænkelige våbenstilstand. Nu hvor der var skabt præcedens, hvor lang tid var der så til det næste oprør? Minutter? År? Han ventede med hjertet i halsen på imperiets fald.”

I “Det Umenneskelige” bliver en gammel bums overfaldet af en gruppe unge mænd, som slår ham halvt fordærvet og stjæler hans sprut. Den yngste i gruppen, Karney, bryder sig ikke om den slags overfald, men han protesterer ikke, og da han efterfølgende finder en stump snor med en række knuder på, tager han den med sig. Han er nemlig vild med at løse knuder. Det viser sig dog, at snorens knuder ikke er almindelige, og at den gamle bums gemmer på nogle forfærdelige hemmeligheder.

Åbenbaringen” er en spøgelseshistorie, som er nem at gå til. Prædikanten John er på tur gennem landet med sin hustru, Virginia, og hjælperen Earl. John er overbevist om, at han er Guds stemme på jorden, men Virginia er begyndt at have sine tvivl. En regnvåd nat vælger de at overnatte på Cottonwood Motel på vej til næste vækkelsesmøde, og skæbnen vil, at de får det værelse, hvor en kvinde 30 år tidligere slog sin mand ihjel. Denne nat er de to spøgelser samlet igen for at afprøve, om skæbnen kunne være blevet anderledes for dem, men i stedet falder de lige ind i et nyt opgør.

Hvad gør man, hvis man har alt, men mister troen på Gud? I “Forsvind, Satan!” beslutter den hovedrige Gregorius, at han vil lokke Gud frem, og da han ikke kan gøre det via sine gode handlinger, beslutter han sig for at skabe et nyt Helvede på jorden, som Djævelen ikke kan lade være med at besøge. For hvis Djævelen dukker op, må Gud vil komme ham til undsætning? Novellen er ganske kort, men har en utrolig grum afslutning.

Samlingens sidste novelle hedder “Kødets lyst” og handler om et eksperiment, som går galt. Et hold forskere har søgt efter et afrodisium, men da de finder det, viser det sig at være alt for kraftigt. Det ender i mord og voldtægt, og den frivillige forsvinder fra laboratoriet – opfyldt af lyst til hele verden.

Fælles for novellerne i Det umenneskelige er, at de handler om mennesket og opløsningen af mennesket. I første novelle, “Statslegemet”, går menneskenes kroppe bogstaveligt talt i stykker, efterhånden som forskellige kropsdele gør oprør og forlader kroppen. I “Det Umenneskelige” gemmer en snor på en række ufærdige væsner, som bliver til et, når de samles. I “Åbenbaringen” er kroppene opløst til spøgelser. I “Forsvind, Satan!” mister hovedpersonen troen og dermed sig selv, og i “Kødets lyst” nedbrydes kroppen i jagten på evig lyst. En rigtig interessant novellesamling som kræver lidt af sin læser.

Udgivelsesår: 1992

Books of Blood-serien:

Books of Blood, vol. 1 (1984)
Indhold: Introduction af Ramsey Campbell; The Book of Blood; The Midnight Meat Train; The Yattering and Jack; Pig Blood Blues; Sex, Death and Starshine; In the Hills, the Cities

Books of Blood, vol. 2 (1984)
Indhold: Dread; Hell’s Event; Jacqueline Ess: Her Will and Testament; The Skins of the Fathers; New Murders in the Rue Morgue

Books of Blood, vol. 3 (1984)
Indhold: Son of Celluloid; Rawhead Rex; Confession of a (Pornographer’s) Shroud; Scape-Goats; Human Remains

Books of Blood, vol. 4 (1985): Det Umenneskelige
Indhold: Statslegemet; Det Umenneskelige; Åbenbaringer; Forsvind, Satan!; Kødets lyst

Books of Blood, vol. 5 (1985): I kød og blod
Indhold: Det forbudte; Madonna; Babels børn; I kød og blod

Books of Blood, vol. 6 (1985): Den levende død
Indhold: Den levende død; Blodhævn; Forvandlingen; Mørkets magter; Blodets bog (en efterskrift) På Jerusalem Street

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Gøgene i Gorby af John Wyndham

Gøgene i GorbyFor nogen tid siden genså jeg filmatiseringen af John Wyndhams roman Midwich Cuckoos, der blev filmatiseret som Village of the Damned. Jeg var ret betaget af den og fik lyst til at læse romanen bag. Desværre er den eneste udgave på dansk en forkortet og bearbejdet udgave til børn. Det bedste, man kan sige om Gøgene i Gorby, er, at filmen tilsyneladende følger oplægget temmelig nøjagtigt, og at idéen til toeren også kan findes i bogforlægget. Jeg må vist hellere få fat i originaludgaven.

John Wyndham har bl.a. også skrevet Da Trifitterne kom, hvor jorden bliver invaderet af menneskeædende planter, og Invasion fra dybet som jeg endnu har til gode at læse.

Om bogen:

Originalt udgivelsesår: 1957
Originaltitel: Midwich Cuckoos

Children of the Damned

Children of the DamnedTre år efter successen med Village of the Damned kom en efterfølger med titlen Children of the Damned. Denne gang starter historien med, at man for første gang tester intelligensen på børn over hele verden. Testen medfører, at man finder seks ekstraordinært intelligente børn, som alle befinder sig i England, selvom de er af forskellige nationaliteter. Da børnene slutter sig sammen i en forladt kirke, begynder de forskellige landes forsøg på at hente børnene til netop deres land. Hvert land ønsker at udnytte børnenes mentale formåen til at skaffe sig herredømme over de andre stater.

På børnenes side er psykologen dr. Llewellyn, som i rædsel ser på, at myndighederne gang på gang forsøger at dræbe børnene. Han er overbevist om, at børnene kun dræber, fordi menneskene forsøger at dræbe dem, og han prøver at overtale børnene til at overgive sig til deres respektive ambassader. Men da de gør det, får de først for alvor øjnene op for den menneskelige ondskab.

Children of the Damned er en fantastisk velspillet og velfortalt historie. Menneskenes angst for det ukendte udstilles, og vores ønske om at slå det ihjel, som vi ikke forstår og som vi frygter, sættes her på spidsen. Som publikum starter vi med at synes, at børnene er skræmmende og modbydelige, men som filmen skrider frem, flyttes sympatien til børnene, idet menneskene omkring dem opfører sig som vilde dyr, der kun ønsker at dræbe og ikke forsøger at forstå eller leve i fredelig sameksistens.

I modsætning til Village of the Damned får vi ingen forklaring på børnenes opdukken, og de gør ingen fortræd, før de trues, hvor de i første film straffede folk langt ud over alle proportioner. Og selvom slutningen på sin vis er en direkte afspejling af første film, så er slutresultatet helt modsat. Børnenes udslettelse er måske i virkeligheden vores egen.

Denne gang har instruktør Anton M. Leader valgt at gøre børnene forskellige ved at vælge børn fra Indien, Kina, USA, Sovjetunionen, England og Nigeria. De er stadig for en stor del tavse, men virker overbevisende i deres samspil. Modsat første film gøres der ikke så meget ud af at lave tricks med børnenes øjne, når de bruger deres mentale kræfter, og kun i enkelte scener skifter de øjenudtryk. Til gengæld er det bedre lavet end i første film.

Selvom jeg godt kunne lide Village of the Damned, synes jeg næsten, at Children of the Damned er endnu bedre. En klar anbefaling herfra.

Om Children of the Damned:

Instruktør: Anton Leader
Udgivelsesår: 1964

Village of the Damned (1960)

Village of the DamnedDet er efterhånden en del år siden, at jeg første gang så den originale Village of the Damned, og jeg må indrømme, at jeg nok synes bedre om den ved dette gensyn.

Den lille engelske by Midwich falder en dag bogstaveligt talt i søvn. Alle, som befinder sig indenfor en radius af 5 km fra byens centrum falder om i en dødlignende søvn på samme tid, uanset hvad de var i gang med. Det bliver opdaget af major Alan Bernard, da han vil besøge sin søster, som er gift med videnskabsmanden Gordon Zellaby og bor i Midwich.

Før myndighederne finder ud af, hvad der foregår, vågner alle dog op igen – tilsyneladende uskadte – men to måneder senere får byen endnu en overraskelse. Alle de fødedygtige kvinder, som befandt sig i Midwich den dag, er gravide! Og oveni udvikler fostrene sig hurtigere end normalt.

Efter fødslen fortsætter denne hurtige udvikling, og Gordon Zellaby, som holder børnene (inklusive sin egen søn, David) under nøje observation, finder ud af, at når et af børnene har lært noget, kan de det alle. Desuden kan de læse tanker og kontrollere andre mennesker ved hjælp af deres mentale kræfter. Og da børnene ikke lader til at have samme moralske sans som almindelige mennesker, bliver det snart klart at noget må gøres for at stoppe dem.

Village of the Damned er fra 1960, så naturligvis er tempoet væsentlig langsommere end i nutidens film. Selvom der er flere ganske voldsomme scener undervejs, så antydes de blot. F.eks. brænder en mand op, men vi ser kun ham, så flammerne og til sidst hvordan andre mænd tramper på noget på jorden. Et andet eksempel er en mand, der skyder sig selv med et jagtgevær – også her er det tilskuerens fantasi, der gør det beskidte arbejde. Men denne antydelsens kunst fungerer rigtig godt, og gør efter min mening ikke filmen ringere. Samtidig er starten af filmen yderst effektfuld, idet synet af de mange livløse mennesker i hverdagssituationer virker overraskende voldsomt. Jeg tænker næsten, at Mick Garris, som instruerede Stephen Kings The Stand, er blevet inspireret til sin start med de mange døde forskere i militærlaboratoriet.

Stemningen i Village of the Damned minder mig om Invasion of the Body Snatchers med den samme følelseskolde overtagelse af menneskeheden. Børnene ser måske ikke specielt skræmmende ud med deres kunstige parykker, men når deres øjne skifter udtryk, bliver de alligevel ganske ubehagelige at se på, og jeg synes, det er lykkes fint at gøre dem til små udtryksløse skabninger med et stirrende, koldt blik.

Village of the Damned bygger på romanen The Midwich Cuckoos fra 1957 af John Wyndham (på dansk Gøgene i Gorby). Nogle år senere kom sequalen Children of the Damned af Anton Leader (også med titlen Horror!), og i 1995 lavede John Carpenter en genindspilning af filmen. Selvom jeg mener at have set den, så kan jeg faktisk ikke rigtig huske den for hverken noget godt eller skidt. Jeg har købt en dobbeltudgave, hvor også Children af the Damned er med, og efter fornøjelsen med første film glæder jeg mig til at se, om den næste er ligeså god.

Om Village of the Damned:

Instruktør: Wolf Rilla
Udgivelsesår: 1960

Nicholas Marners hemmelighed af Peter Legård Nielsen

Nicholas Marners hemmelighed af Peter Legård NielsenBagsiden lover en gotisk gyser om mærkelige eksperimenter, og hvad det fører med sig af sex, vold, mord og ødelæggelse, og det er for så vidt også hvad man får.

Advokaten Henry tilkaldes en aften af sin gode ven Nicholas Marners tjener, Collins. Denne er dybt urolig for sin herre, og det lykkes ham at overtale Henry til at følge med for at hjælpe. Da de ankommer til Marners hus, bryder de døren op til hans laboratorium, og her finder de ikke alene liget af Marner men også liget af en ganske ung pige. Deres mistanke falder straks på Marners ubehagelige ven Arthur Owen, som tidligere har været under mistanke for mord, men en hurtig gennemgang af huset bringer ham ikke for lyset, og han har ikke på nogen måde kunne snige sig ud, uden nogen har set ham. Til gengæld finder Collins et brev til Henry fra Marner. Det tager han med sig hjem for at læse, før de tilkalder politiet.

Brevet indeholder rystende læsning. Marner viser sig at have ført et dobbeltliv, hvor han på den ene side var en mønsterborger, og på den anden side frekventerede de usleste bordeller som Arthur Owen hvor han mishandlede og misbrugte luderne på det groveste.

Lyder historien bekendt? Peter Legård giver os her sin version af Dr. Jekyll and Mr. Hyde, og den største forskel (bortset fra sproget) er, at han mere detaljeret beskriver Arthur Owens laster: “Jeg gjorde ting, som jeg har svært ved at beskrive bagefter. Jeg prøvede at have flere kvinder samtidig og urinerede op i endetarmen på én, mens jeg havde afføring i munden på en anden“. Spørgsmålet er, om det tilfører noget uundværlig til historien, som Stevensons original mangler? Ikke efter min mening.

I slutningen sørger Legård Nielsen dog for at give credit til originalen, idet han lader Stevenson besøge Henry. “Jeg blev opsøgt af en mand. Han blev vist ind i mit soveværelse og præsenterede sig som forfatter, men jeg kender ham ikke. Læser ikke den slags. Manden havde et langt hesteansigt, som understregedes af hans mørke hår, der nåede helt ned til kraven på hans jakke. På tværs i dette ansigt sad et stort overskæg, der forekom mig absurd, som om ejeren ikke havde vænnet sig til at bære det. Alligevel virkede han elegant, sikker på grund af tøjet … Hvis de skriver om Nicholas Marner, vil jeg sagsøge Dem for bagvaskelse, sagde jeg. Det kan de være sikker på. Selvfølgelig bruger jeg ikke de rigtige navne, sagde han. Jeg lader, som om alt kom til mig i en drøm.”

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om Nicholas Marners hemmelighed. På den ene side fanger Peter Legård Nielsen fint den gotiske stemning og laver på den facon en ganske vellykket roman. På den anden side synes jeg ikke, at han føjer noget nyt til historien. Som tidligere nævnt udpensler han nærmest blot Marners dyriske side, omend han også forsøger at give en forklaring på, hvorfor Marner i første omgang får problemer med sit indre følelsesliv. Alt i alt er her ikke tale om en dårlig bog, men i mine øjne bliver det en overflødig bog, da originalen er så meget stærkere.

Nicholas Marners hemmelighed er illustreret med fine stregtegninger af Janus René Andersen.

Om Nicholas Marners hemmelighed:

Udgivelsesår: 1998
Forlag: Aschehoug, 119 sider

Bride of Frankenstein

Bride of FrankensteinJames Whales Frankenstein fra 1931 blev et kæmpe hit, og Universal begyndte hurtigt at planlægge en efterfølger. De ville gerne have James Whale i instruktørstolen igen, men han betakkede sig i første omgang. Det lykkedes dog at overtale ham til at lave Bride of Frankenstein, bl.a. fordi han denne gang fik et væsentligt større budget (det største der på den tid var givet til en gyserfilm), og fordi han fik stor indflydelse på manuskriptet.

Bride of Frankenstein åbner med den brændende mølle. Landsbyboerne står og ser møllen brænde til aske, mens de taler om, hvor godt det er, at monstret er død. Men det viser sig, at monstret har overlevet ilden, og da det flygter fra møllen, bliver det opdaget og fanget af landsbyboerne. De smider det i fængsel, men her lykkes det for monstret at bryde ud fra. På sin flugt møder monstret en blind mand, og de to fatter sympati for hinanden. Manden lærer monstret at tale, men da der dukker andre mennesker op, går det galt, og monstret må igen flygte.

Imens opsøges Henry Frankenstein af den sære doktor Pretorius. Han drømmer om at skabe liv som Frankenstein har gjort det, og lokker ham med ligedele trusler og overtalelse til at gå med til at skabe en mage til monstret. Monstret ønsker brændende en ven, men da dets brud endelig står foran ham, venter endnu en skuffelse. Heller ikke hun kan se gennem hans grusomme ydre, og monstret er ligeså alene, som det hele tiden har været.

Bride of Frankenstein er en fantastisk film. I ekstra-materialerne kalder filmhistoriker Bob Madison den for: “den mest komplekse og genialt udtænkte gyserfilm nogensinde. Kronjuvelen i Universals serie af gysere“. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Boris Karloff endnu engang skabte en fantastisk rørende og betagende figur i monstret, der så brændende ønsker nogen at elske, som elsker ham igen. Og selvom Karloff selv var imod idéen om, at monstret fik stemme, så tog publikum godt imod denne udvidelse af figuren, som jeg også synes fungerer rigtig godt.

James Whale insisterede også på få prologen med, hvor Mary Shelley (Elsa Lanchester) sidder og taler med Percy Shelley og Lord Byron, ligesom han insisterede på, at hun skulle spille monstrets brud. Og ligesom man ikke kan tænke Frankensteins monster uden at se Boris Karloffs udgave for sig, så kan man heller ikke tænke på det kvindelige monster uden at se Elsa Lanchester for sig. Hun er billedskøn men med et kæmpear på halsen og med en sindssyg frisure med hvide lynstriber i. Men hun spiller forrygende, og scenen hvor hun hisser i vrede mod monstret er særdeles vellavet.

Figuren doktor Pretorius (Ernest Thesiger) findes ikke i Mary Shelleys roman, men han fungerer perfekt som katalysatoren for, at Henry Frankenstein igen begiver sig ud i området, som er forbeholdt Gud. Pretorius er en blanding af grin, galskab og gys, og ifølge ekstra-materialerne var det nærmest sådan Ernest Thesiger var i virkeligheden. Der er en helt fantastisk scene, hvor Pretorius viser Frankenstein sine flasker med små mennesker i, hvor han sammenligner sig selv med djævelen. Han er i hvert fald den, der frister Frankenstein over evne.

Det ses også på filmens kulisser, at der var flere penge til rådighed. Bl.a. er scenen på kirkegården, hvor monstret i vrede vælter en statue af en biskop, utrolig smuk filmet. Himlen er fantastisk, og den måde alle gravstenene står i underlige vinkler på, underbygger en indtrykket af galskab og vildskaben. Visuelt er Bride of Frankenstein en fantastisk oplevelse, og når det smelter sammen med store skuespils præstationer og et interessant manuskript, er der ikke noget at sige til, at efterfølgeren denne gang nærmest overgår originalen.

I senere Frankenstein film spillede Karloff kun med i Son of Frankenstein (1939). I The Ghost of Frankenstein (1942) overtog Lon Chaney jr. rollen , og i 1943 spillede Bela Lugosi monstret i Frankenstein meets the Wolf Man. Herefter overtog Glenn Strange rollen i flere film. Se en oversigt over hvem der har spillet monstret på IMDB.

Om filmen:

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1935