juni 2020
M Ti O To F L S
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Michael Kousgaard’

Kolde timer af Michael Kousgaard

Kolde timer af Michael Kousgaard

For nogen tid siden læste jeg novellesamlingen Mørkets gerninger udgivet på Forlaget Petunia. I den forbindelse blev jeg vældig underholdt af Michael Kousgaard novelle ‘Den vildfarne’. Efterfølgende spurgte Michael Kousgaard mig, om jeg havde lyst til at læse hans novelle ‘Kolde timer’, der ligeledes er udkommet på Forlaget Petunia. Det kunne jeg ikke sige nej til.

Den studerende Nanna lejer en kælderlejlighed af fru Larsen, hvis mand blev dræbt for nogle år siden.

En aften under en løbetur overværer Nanna en hit-and-run påkørsel. Men da hun når hen til ofret, er en anden allerede nået frem. En høj mand i en lang frakke – der knækker nakken på trafikofret!

Nanna stikker af, og hjemme i lejligheden burer hun sig inde. Er den høje mand nu efter hende? Hvorfor slog han trafikofret ihjel? Og hvem var trafikofret?

Michael fortæller, at han skrev ‘Kolde timer’ som en slags hyldest til 1980’ernes mange fede gyserfilm. Derfor foregår den i 1984, og da han skrev den, forestillede han sig den som en åbnings-scene til en film.

Jeg er ikke helt så vild med ‘Kolde timer’, som jeg var med ‘Den vildfarne’. Her bliver kastet en del bolde op i luften, som ikke rigtig gribes igen. Det kan være fordi, ‘Kolde timer’ er tænkt som en optakt, hvor begivenhederne senere vil blive forklaret. Og naturligvis er noveller også altid små udklip af et større billede. Men jeg synes alligevel, at f.eks. åbningen af novellen, hvor vi hører om, hvordan fru Larsens afdøde mand river slægtsgården ned, kommer til at virke som et påhæng, snarere end som en del af historien.

Sprogligt virker novellen heller ikke helt så gennemarbejdet som ‘Den vildfarne’. Men når det er sagt, så er ‘Kolde timer’ tænkt som en YA-gyser, og som sådan fungerer den fint med sin opbygning á la de glade 80’er slashere.

Det lykkes også Michael Kousgaard at skabe en vild paranoid stemning i novellen, mens Nanna gemmer sig i lejligheden. Jeg kunne nærmest føle hendes angst for den høje mand, der måske/måske ikke gemmer sig ude i den mørke kælderskakt.

Så skal du f.eks. slå en togtur ihjel og trænger til et hurtigtlæst og uforpligtende adrenalinkick, så læs ‘Kolde timer’ på rejsen.

Uddrag af Kolde timer:

“Hold op,” skreg hun hver gang og holdt sig for ørerne. Til sidst havde hun også lukket øjnene, og da hun kiggede hen på døren igen, var manden væk. Hun forsøgte at rejse sig, men benene sov. Fra sin plads gulvet drejede hun sig rundt og kiggede i alle kældervinduerne. Frygtede at se hans fødder i det stive græs. Men alt var stille.

Sådan sad hun i lang tid. Hvorfor havde han stået og stirret på hende i stedet for at forsøge at komme ind? Hun kunne kun komme på en enkelt grund. Han havde hørt hende låse døren, da hun kom hjem. Havde hun været sekunder fra at død? Syv trin? Hun gøs ved tanken om, at han havde lusket rundt udenfor og stirret på hende uanset hvor i lejligheden, hun havde gået rundt. Han havde set hende halvnøgen, da hun skiftede tøj.

Hun kom i tanke om, at hun havde snakket med Peter, da hun havde fået øje på manden. Røret lå på gulvet. Hun tog det og trykkede hans nummer igen. Da hun lagde røret mod øret, var der kun stilhed. Telefonen var død. (side 10-12)

Reklame: Tak til Michael Kousgaard og Forlaget Petunia som har foræret mig novellen til anmeldelse.

Om Kolde timer:

Udgivelsesår: 01.06.2019
Forlag: Forlaget Petunia, ca. 20 sider (sms-novelle)

Mørkets gerninger / red. Tenna Vagner

Mørkets gerninger / red. Tenna VagnerEt godt gys er karakteriseret ved happy hour med dobbelt op. Første skræmmende oplevelse er mens, du læser. Her er du dog ikke i tvivl om, at du er tilskuer til en fortælling, og du kan bare smække bogen i, hvis du bliver skræmt.

Den næste kommer, når du har lagt bogen fra dig, men alligevel lytter efter barnegråd og hviskende stemmer. Når du tænder lampen på natbordet for at tjekke under sengen eller trækker benene hurtigt op på madrassen af frygt for, at noget behåret med lange, flossede negle griber dig om anklen, så har du fået din happy hour. Hvis du er alene og mærker øjne stirre, er det for sent at fortryde. Her er der intet omslag at lukke. (fra forordet)

Sådan har jeg aldrig tænkt på god horror. Som en happy hour med dobbelt op. Men jeg er vild med tanken og må sige, at flere noveller her fra Mørkets gerninger vil komme til at hjemsøge mine tanker.

Hver novelle indledes med en lille vignet af et ur, hvis visere bevæger sig frem historie for historie. Det er en lækker detalje i layoutet, som generelt er læsevenligt og indbydende. Jeg tror dog, at der er gået noget galt i tekstopsætningen af novellen ‘Den mørke mare’, og det er lidt en skam, for det skæmmer oplevelsen lidt.

Nogle af forfatterne i antologien var ukendte for mig på forhånd, mens jeg havde store forventninger til andre som f.eks. Lars Ahn og Freddy E. Silva fra tidligere bekendtskaber. Og rent faktisk må jeg sige, at jeg ikke synes én eneste af novellerne falder igennem. Nogle af dem er mere rettet mod ungdomslæseren end andre, men overordnet set er niveauet skræmmende (høhø) højt.

Invasiv af Anna Lindbjerg
Emilia er indlagt på hospitalet. Alle tror, at hun er syg, men hun ved bedre. Noget sidder i hendes hals og æder hende op. En barsk fortælling med en grum slutning.

Den mørke mare af Marie Louise Pedersen
Sara er bange for at sove. Hun hjemsøges af et mareridt, hver gang det samme, hvor hun er fanget i mørket og ikke kan slippe ud. Efterhånden bliver Sara også bange for mørket, når hun er vågen. Men da fyren hun er vild med invitere hende til fest, overtaler hun sig selv til at gå med.

Pigen, der ikke spiste Kimchi af Lars Ahn
Astrid er adopteret fra Korea. Hun har aldrig haft et ønske om at opsøge sin biologiske mor, men ender alligevel med at tage med sin adoptivmor for at besøge sit fødeland. Det bliver en tur, hun aldrig glemmer. Lars Ahn er en af mine yndlingsforfattere, og han skuffer heller ikke denne gang. En velkomponeret novelle som både indeholder gys, men også er fuld af tanker om at høre til og om at finde sin egen identitet.

Den vildfarne af Michael Kousgaard
Mads er 21 år. Han bor alene i et ganske almindeligt parcelhus, og i starten af novellen opsøges han af gangsteren Jørgen, der tror, at Mads er tvillingebroren Lasse. Det bliver starten på et mareridt. Jeg blev total snydt af Kousgaards novelle, som har et fornøjeligt og helt (for mig i hvert fald) uforudset twist undervejs. En vældig underholdende fortælling.

Mor af Charlotte Zubir
Den 13-årige fortæller er et ensomt enebarn. Hans far er meget væk, og hans mor er en kold karrierekvinde. Så da muligheden for opmærksomhed og sympati opstår, griber han den – men med hvilke konsekvenser? En både smuk og sørgelig historie med en hjerteskærende slutning.

Grå af Ane Gudrun
Mortens forældre er blevet skilt, og nu bor han alene med faderen i et forfaldent lille hus midt i en granplantage. En forfærdelig storm har i ugevis hærget Danmark, som er blevet erklæret i undtagelsestilstand. Så når faren, der er Falckredder, må af sted, er Morten alene uden hverken tv eller internet. Han har endnu ikke fået venner på sin nye skole, men han havde engang en ven. Nærmest en blodsbror …

Bare en kat af Helle Lenschow
Tom er blevet dumpet af kæresten Tanja. I nattens mulm og mørke stak hun af fra ham. Men han har tænkt sig at tage grusom hævn. En mørk historie om jalousi, hævn og kærligheden til en kat.

De efterladte af Ann-Christina Hansen
Tre unge piger er de eneste elever tilbage på Madame de Saint-Etiennes Kostskole i efterårsferien. Kun skolens leder Monsieur Laurent samt et par ansatte er tilbage sammen med dem. Ensomheden leder de tre piger sammen, og skjulte hemmeligheder dukker frem i lyset.

Den anden side af Helle Jakobsen
Tara er startet på en ny skole, men savner sin gamle veninde. En dag dukker en mystisk bog op, som advarer Tara mod nogle dødbringende væsener. Hvis bog er det, og hvorfor skal Tara have den?

Rising Sun af Freddy E. Silva
Kæresteparret Sara og Mikkel er på ferie i New Orleans. Under en nat i byen bliver deres penge og pas stjålet, men et par nye venner hjælper dem. De ved et sted, hvor parret kan bo, indtil de har fået penge sendt fra Danmark. Desværre ligger stedet et stykke væk, og det er nemt at køre forkert i mørket … Silvas novelle er uhyre stemningsfuld og krøb i den grad under huden på mig. Måske samlingens bedste.

Uønsket af Helle Perrier
Pludselig begynder en række unge mennesker fra det samme slæng at dø. I udkanten af gruppen befinder jeg-fortælleren og hendes veninde, Trine, sig. Som novellen udfolder sig, begynder sammenhængen mellem dødsfaldet og fortælleren at blive klart. En fortælling om ung kærlighed med vidtrækkende konsekvenser.

Maren af Sørine Amanda Nielsen
Maren er efter sin fars død flyttet ind hos sin mor, der bor i sin antikvitetsbutik. Men hun har svært ved at sove, for om natten føles det som om noget ligger sig på hende og næsten kvæler hende med sin vægt. Klassekammeraten Magnus fortæller hende historien om ‘maren’, der har givet navn til mareridt. Kan det være forklaringen? Fængslende fortælling om svære følelser med en anderledes slutning.

Øjne i mørket af Sara K. A. Meier
En ung pige flytter ind i en lejlighed. Hvad hun ikke ved er, at lejligheden er fuld af øjne, der betragter hende, når mørket falder på. Og ikke alle øjnene har nok i kun at se. En overraskende effektiv lille fortælling.

De giver nok slip, når det bliver lyst af Tenna Vagner
Sanne er bange for mørket. Noget hendes lillesøster Charlotte ikke viger tilbage for at drille hende med. Så da de en aften skal cykle ud til mormoren, insisterer Charlotte på, at de tager den korte vej gennem skoven. Men hvad nu hvis der gemmer sig en bussemand i mørket? Vagner er redaktør på Mørkets gerninger, og hendes novelle er en ekstra historie til læseren. Og sikke en godbid at slutte af med …

Om Mørkets gerninger:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Petunia, 473 sider
Omslag: Rikke Ella Andrup, Gitte Hougesen

Indhold:

Invasiv af Anna Lindbjerg
Den mørke mare af Marie Louise Pedersen
Pigen der ikke spiste Kimchi af Lars Ahn
Den vildfarne af Michael Kousgaard
Mor af Charlotte Zubir
Grå af Ane Gudrun
Bare en kat af Helle Lenschow
De efterladte af Ann-Christina Hansen
Den anden side af Helle Jakobsen
Rising Sun af Freddy E. Silva
Uønsket af Helle Perrier
Maren af Sørine Amanda Nielsen
Øjne i mørket af Sara K. A. Meier
De giver nok slip, når det bliver lyst af Tenna Vagner

Læs også:

Det grufulde bibliotek
Grufulde mørke
Horror.dk
Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket
Når mørket kommer krybende
PIX – nygotiske skæbner
Rustkammeret – fortællinger fra mørket 2
Vampyr
Velkommen til Dybet