september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Mick Garris’

Critters 2

Critters 2“Critters 2” starter et par år efter første films slutning. Dusørjægerne får at vide, at der stadig er Critter-aktivitet på jorden, så de må en tur tilbage til Grover’s Bend.

Her er Brad på besøg hos bedstemoren i påskeferien. Familien er ellers flyttet fra byen og taler aldrig om, hvad der skete under Critternes sidste besøg. Men nu er den gal igen. Nogle æg, som Critterne efterlod, udklækkes, og snart er byen oversvømmet af behårede klumper fyldt med tænder og en umættelig appetit.

“Critters 2” er næsten ligeså god som første film. Mick Garris, som har instrueret, har fulgt Aliens-formlen: Hvis et uhyre er uhyggeligt, så er rigtig mange uhyrer rigtig meget uhyggeligt, så Grover’s Bend får denne gang besøg af hundredevis af Critters. Humoren er dog den samme, og vi får en række herlige splatter-scener, som da Critterne har besat en grillbar, og dusørjægerne kommer til. Her får flere af de små hårkugler virkelig deres bekomst, og en af dem ender i frituregryden. En anden fed scene er, da en kæmpeklump Critters ruller over en flygtende mand og efterlader et rentpillet skelet.

Manuskriptet har flere referencer til andre gysere, bl.a. “Cujo” og “Ghostbusters”, og selvom plottet til tider er papirtyndt, så fortælles det hele med humor og gejst, så man glemmer alle umulighederne.

Jeg synes klart godt om Critters-filmene og glæder mig til at se de sidste.

Critters-serien:

Critters – 1986, D: Stephen Herek
Critters 2 – 1988, D: Mick Garris
Critters 3 – 1991, D: Kristine Peterson
Critters 4 – 1992, D: Rubert Harvey

Ondskabens hotel af Stephen King

Ondskabens hotel af Stephen King

Ondskabens hotel er en fremragende roman om mennesker, og hvad der kan ske, når en familie udsættes for stress og isolering.

Jack Torrance bliver fyret fra sit job på Stovington Highschool pga. en uheldig episode med en elev. Han er tørlagt alkoholiker og har et voldsomt temperament. En ven hjælper ham til jobbet som opsynsmand på hotel Overlook i Colorados bjerge, som hver vinter afskæres fra omverdenen, når sneen begynder at falde. Jack vil bruge vinteren til at komme på fode igen og få skrevet sit skuespil færdig. Med sig har han sin kone Wendy og sin søn Danny på 5 år.

Danny har et særligt talent. Det opdager kokken Hallorann, da familien ankommer til hotellet på sæsonens sidste dag. Danny kan skinne. Han kan finde ting, der er blevet væk, fornemme folks tanker – og han kan se ting, der sker i fremtiden. Hallorann kan også skinne lidt, og de to knytter en særlig kontakt, da Hallorann advarer Danny mod at opholde sig bestemte steder på hotellet.

Overlook er nemlig ikke et helt almindelig hotel. I årenes løb er der sket en mængde mord, selvmord og ulykker her, og disse hændelser svæver stadig rundt i hotellets korridorer. Og med Dannys særlige evner varer det ikke længe, før de holder op med blot at være luftspejlinger.

Den første tid går alt dog godt. Jack får gang i skriveriet, og han og Wendy kommer tættere på hinanden igen. Kun Danny mærker, at der er noget galt. Men som tiden går, bliver det også tydelig for Wendy. Selvom der ikke findes en dråbe spiritus i hotellet, begynder Jack nemlig at udvise de samme symptomer, som da han drak. Han bliver aggressiv, og det går op for Wendy, hvor isolerede de er i bjergene.

Kings beskrivelse af Jacks gradvise nedbrydning er suverænt godt skrevet. Man sidder som læser og har både ondt af ham og skræmmes af hans karakterskift. Udover at være en yderst spændende gyser, kan man også læse Ondskabens hotel som en fortælling om mennesker, og hvad der kan ske, når en familie udsættes for stress og isolering.

Bogen blev i 1980 filmatiseret med Stanley Kubrick som instruktør. En filmatisering som King ikke selv var særlig tilfreds med: “I’d admired Kubrick for a long time and had great expectations for the project, but I was deeply disappointed in the end result… Kubrick just couldn’t grasp the sheer inhuman evil of the Overlook Hotel. so he looked, instead, for evil in the characters and made the film into a domestic tragedy with only vaguely supernatural overtones.”

I 1997 kom derfor en mini-serie til tv med manuskript af Stephen King og instrueret af Mick Garris. Om man bedst kan lide den ene eller den anden, afhænger nok af temperamentet. Kubricks version er en flot film, som kun løseligt bygger på bogen, mens Garris’ version holder sig stramt til bogens indhold, og derfor ikke rummer mange overraskelser, hvis man har læst bogen.

Om bogen:

Originaltitel: The Shining (på dansk også udgivet som Drengen der skinnede)
Udgivelsesår: 1977