november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘mockumentar’

Troldjægeren

TroldjægerenThe Blair Witch Project – nu med trolde…

Nej, faktisk er det ikke fair af mig at sammenligne den norske film Troldjægeren med The Blair Witch Project, for den var jeg ikke ret vild med. Troldjægeren er derimod rigtig underholdende. Men mockumentarformen er den samme, og derfor ligger en sammenligning lige til højrebenet.

Tre studerende vil lave en dokumentarfilm om en krybskytte, som skyder bjørne rundt om i Norge. De støder på enegængeren Hans, der virker som den oplagte krybskytte. Men det viser sig, at han er ude i et helt andet ærinde. Han er nemlig ansat hos TST, en hemmelig afdeling i den norske stat, som tager sig af trolde, og nu er  han på jagt efter en gruppe trolde, som er brudt ud af deres revirer og skaber ulykker overalt de kommer frem.

Naturligvis tror de unge ikke på trolde – men det kommer de til – og snart er de dybt involveret i jagten på de undslupne trolde og forsøget på at finde ud af, hvad der har drevet dem på flugt.

Troldjægeren er som sagt filmet som en dokumentarfilm, og indledningen fortæller, at filmen er fundet i råklip og klippet sammen i kronologisk rækkefølge. Men at ingen af de unge mennesker siden er set… Og når man har set den onde statsansatte Finn, som virkelig ikke bryder sig om, at de studerende følger Hans på hans jagt, så har man en klar fornemmelse af, at den norske stat ikke er så uskyldig, som vi tror.

Filmen er fyldt med facts om trolde: hvorfor nogen af dem bliver til sten, når sollyset rammer dem, mens andre eksploderer; hvilke typer trolde der bor hvor; hvorfor de norske fjelde er fyldt med højspændingsledninger osv.

Der går længe imellem, at jeg ser norske film, og jeg indrømmer blankt, at en af grundene til det, er broderfolkets sprogtone, som simpelthen ikke kan være uhyggelig ligegyldig hvad der sker på skærmen. Troldjægeren er da også mere morsom end skræmmende, men ikke desto mindre var jeg gevaldigt underholdt undervejs.

Det lykkes faktisk instruktør André Øvredal, at gøre historien troværdig, så vi næsten tror på, at troldene huserer i de norske fjelde. Han fortæller effektivt med en blanding af humor og enkelte mere uhyggelige scener, når Hans er på troldejagt. Ikke alle CGI-effekterne er lige vellykkede, men generelt er troldene interessante, omend ikke specielt uhyggelige.

Hvis du kan lide lidt skæve film, så er Troldjægeren et godt bud. Som James Lasome skriver på Best Horror Movies: “Overall, Trollhunter is a fine found-footage adventure. The film’s sound design and Norwegian shooting locations all help ring further tension and excitement out of an already brilliant script and performances. The added touches of dark comedy and palpable sense of adventure make this a hunt highly recommended.”

Om filmen:

Instruktør: André Øvredal
Udgivelsesår: 2010

The Last Exorcism

For efterhånden lang tid siden læste jeg Janus omtale af filmen “The Last Exorcism” på Horrorsiden.dk. Senere faldt jeg over den til billige penge, og den endte i bunken af film som skal ses ved lejlighed. Det fik jeg så endelig taget mig sammen til, og faktisk blev jeg lidt overrasket over, hvor god den er et lang stykke hen ad vejen.

Cotton Marcus er præst. Allerede som dreng stod han på prædikestolen sammen med faderen, og gennem årene har han udviklet sig til en ren entertainer og yderst vellidt præst, der også udfører eksorcismer. Men da hans søn overlever en alvorlig operation, og det går op for Cotton, at den første han takker er lægen og ikke Gud, stiller han sig spørgsmålet, om han overhovedet er rigtig troende?

Det fører til andre spørgsmål, som f.eks. at han bevidst har lavet tricks under udførelsen af sine eksorcismer – ikke blot for at narre den besatte og deres familier, men for at hjælpe dem ud af vildfarelsen om at være besat af en dæmon. Da han i avisen læser om et barn, som er blevet dræbt under en eksorcisme, beslutter Cotton sig for at afsløre bedrageriet. Han siger ja til en sidste omgang, og tager et dokumentarhold med til at filme begivenhederne undervejs.

I første omgang lykkes eksorcismen, som de også får lov til at filme, men efterfølgende dukker den besatte pige op på Cottons hotel, og han bliver overbevist om, at både hun og faderen har brug for psykiatrisk hjælp. Det er faderen dog slet ikke indforstået med, og langsomt accellerer begivenhederne og ryger helt ud af kontrol.

Filmen er optaget som en slags dokumentarfilm, hvor Cotton taler til kameraet og holdet bag. Det virker udmærket som fortællevinkel, også selvom det ikke gennemføres 100%. F.eks. er jeg glad for, at det ikke er et evigt rystende håndholdt kamera med elendig lyssætning hele tiden.

Opbygningen af historien er også godt lavet. Vi får tid til at sætte os ind i personerne, og Cotton fremstår som et godt menneske på trods af, at han rent faktisk mere eller mindre har levet af at fuppe folk. Også den besatte pige Nell fungerer godt i rollen. Hun ser uskyldig og skrøbelig ud, så forvandlingen til den dæmonbesatte furie er ret overvældende. Jeg har i et interview læst, at Ashley Bell, som spiller Nell, har hypermobile led, så de mange umulige bøjninger af kroppen, hun foretager, skulle være virkelige. I hvert fald var det meget overbevisende og totalt skræmmende.

Undervejs i historien føres vi fra det rationelles verden ind i det irrationelle og tilbage igen. For så at komme i tvivl og blive snurret frem og tilbage ind til det, der er svagest i hele filmen, nemlig slutningen. Her følte jeg mig hensat til en blanding af “The Devil Rides Out” og “The Blair Witch Project“, og det passer virkelig bare slet ikke til resten af filmen efter min mening. Så slutningen lever desværre slet ikke op til optakten, og jeg kan ærge mig over, at instruktør Daniel Stamm ikke stoppede bare 5 minutter før.

Det ændrer dog ikke ved, at jeg blev grebet af historien undervejs, og at den med sin vinkel på en frafalden præst, der vil afsløre eksorcisme-fup, tilbyder nye og anderledes fortolkninger end normalt i eksorcismefilm. Et langt stykke ad vejen holdes tilskueren i tvivl om, hvad der virkelig foregår på den ensomt beliggende farm, og det er egentlig ganske godt klaret.

“The Last Exorcism” er produceret af Eli Roth (“Cabin Fever” og “Hostel“), som også introducerede filmen på Toronto After Dark Film Festival, hvor den bl.a. modtog publikumsprisen for bedste film. Her fortalte Roth om, hvilken betydning det havde for ham at se “Exorcisten“, da den kom i 1971. Hvordan han frygtede at blive offer for en dæmonbesættelse på trods af hans mors overbevisninger om, at som jøder troede de slet ikke på dæmoner. Han vidste, at han aldrig ville kunne lave et remake af den, men han ville gerne sætte sit aftryk på ekcorsicme-kanonen – og han har i hvert fald gjort et godt forsøg som producent af “The Last Exorcism.

Instruktør: Daniel Stamm
Udgivelsesår: 2010

Læs også omtalen af “The Last Exorcism” på Toronto Film Scene

[REC]2

[REC]2Så har jeg endelig fået set fortsættelsen til [REC], som fik mig helt op af stolen, da jeg så den for et par år siden. [REC]2 er ligesom første film instrueret af Jaume Balagueró og Paco Plaza, og den starter umiddelbart efter første film.

En lille gruppe soldater sendes ind i den forseglede bygning sammen med dr. Owen fra Sundhedsministeriet. Soldaterne har blot fået besked på at beskytte Owen, som leder efter noget, der kan bruges til en kur. Men ligeså snart de er inde i bygningen, går det op for soldaterne, at det her ikke er en almindelig sygdom – og det varer heller ikke længe, før de finder ud af, at Owen ikke er en almindelig doktor …

Hvad jeg næsten blev mest positivt overrasket over er, at det endnu en gang er lykkes at filme stort set alt med subjektivt kamera, uden at det virker påtaget eller kluntet. Soldaterne har hver deres kamera, som bruges for at dokumentere alt i bygningen, og da vi på et tidspunkt skifter perspektiv til nogle unge, som sniger sig ind, så er der også en god grund til, at de optager med deres kamera. Det subjektive kamera underbygger uhyggen fantastisk, idet vi kun kan se, hvad personerne kan.

Ligeledes lykkes det igen at skabe den klaustrofobiske og truende stemning, som første film besad til fulde. Selv i de rolige øjeblikke sidder man ude på kanten, fordi man VED, at lige om lidt dukker en af de besatte op, og så flyder det med blod og skrig igen.

Der er mere fokus på den religiøse del af historien her i anden ombæring, men det giver en ny og anderledes vinkel, så også det synes jeg lykkes godt. Alt i alt må jeg sige, at [REC]2 levede helt op til forventningerne, men husk at se film et først, hvis du endnu ikke har set den. Og nu er jeg så bare spændt på om [REC]3 kan fortsætte successen.

Om [REC]2:

Instruktør: Jaume Balagueró, Paco Plaza
Udgivelsesår: 2009

Andre film af Jaume Balagueró:

[REC], 2007
Dødens lejlighed, 2006
Fragile, 2005
Darkness, 2002
De navnløse, 1999

Paranormal Activity

Paranormal ActivityJeg er glad for, at jeg ikke så Paranormal Activity i biografen, for så er jeg ret sikker på, at jeg havde skidt grønne grise!

Katie og Micah er kærester. Lige siden hun var en lille pige på 8 år, har Katie jævnligt følt sig forfulgt af et væsen, som hun dog aldrig har set. Nu er det kommet tilbage, og Micah sætter sig for at finde ud af, hvad det er. Han sætter kamera op i soveværelset, så de kan se, hvad der laver lydene i huset, og på den måde få det til at holde op.

Katie inviterer også et medie, der har forstand på spøgelser, men han kan ikke hjælpe. Han mener, at væsenet er en dæmon, og anbefaler i stedet at de kontakter en dæmonolog. Da Micah foreslår, at de taler med væsenet via et quija bræt, afviser mediet det dog på det kraftigste. Det vil være en invitation, og det ønsker de ikke at give væsenet, siger han. Desuden advarer han om, at det tiltrækkes af negativ energi, og at det ikke vil nytte at flytte, da væsenet tydeligvis følger Katie og ikke huset.

Mens Katie straks vil tilkalde dæmonologen, mener Micah, at de skal klare det selv. Det skaber splittelse mellem dem, men Katie lader sig overtale. Og langsomt bliver tingene værre og værre, til selv Micah må indrømme, at de har brug for hjælp.

Selvom jeg havde hørt om Paranormal Activity, og selvom jeg i starten af filmen tænkte “åh nej” over det håndholdte kamera, og det lidt amatøragtige skuespil, så blev jeg stille og roligt mere og mere skræmt. Ved slutningen af filmen måtte jeg bare erkende, at Paranormal Activity alligevel havde overrasket mig, og gjort mig mere utryg end længe over en film.

Det gode ved filmen er, at vi nærmest ingenting ser. Hele uhyggen baserer sig på lyde og enkelte special effects, såsom at døren lukkes uden at nogen rører den, og at dynen falder af. En af de mest uhyggelige scener i filmen er, da Katie en nat står ud af sengen og bare står og ser på Micah i mere end en time. Det lyder ikke spor uhyggeligt, når man ser det på skrift, men for pokker hvor var det væmmeligt i filmen.

En anden ting, der er med til at forhøje uhyggen, er kameraets tidsindstilling. Om natten når det optager i soveværelset, vises klokkeslettet i højre hjørne af skærmen, og når det spoler hurtigt, er vi trygge, men når tiden går normalt, ved vi, at væsnet er undervejs. Puha.

Den værste (på den gode måde) film, jeg nogensinde har set om paranormale aktivititeter, er The Entity fra 1981, som efter sigende baserede sig på en sand historie. Her er en scene, hvor hovedpersonen bliver voldtaget af den usynlige dæmon, og det billede har siddet fast på nethinden lige siden, for det var utroligt overbevisende lavet. Paranormal Activity er uhyggelig på en anden måde. Her kryber uhyggen ind under huden, og de små ting hober sig op og bliver rædselsfulde. Hele stemningen emmer af uro og frygt, og efterhånden som selv Micah må lade sin fascination af det ukendte erstatte af frygt, må man som tilskuer fuldstændig overgive sig og tro på, at det man ser på skærmen er virkeligt. Det er godt lavet på en helt anden måde.

Paranormal Activity er lavet på et lille budget (11.000 $). Der er fire skuespillere med, og hele filmen er optaget i Katie og Micahs hus. Oprindeligt åbnede den kun i 12 biografer i USA, men langsomt bed den sig fast og har nu haft premiere over det meste af verden og har indspillet for over 100.000.000 $.

I starten af filmen antydes det, at optagelserne er virkelige, idet rulleteksterne takker familierne samt San Diegos politi. Et markedsføringstrick, der virkede supergodt for The Blair Witch Project, men som jeg dog ikke tror, at publikum har købt denne gang. Alligevel er antydningen med til at få en til at tænke “Hvad nu hvis det er sandt?” Og giver lige et lille nøk mere på skræmme-skalaen.

Det eneste ekstramateriale, der var på blurayen, var en alternativ slutning. Jeg har læst, at filmselskabet købte Paranormal Activity, der er uafhængigt produceret af debutanten Oren Peli, og så tilføjede de nogle scener samt klippede den lidt anderledes. Noget af det, de ændrede, skulle være slutningen, som da også virker anderledes end resten af filmen. Jeg vil ikke sige, at den er dårlig for filmen, men jeg synes dog, at den originale slutning er mere tro mod personerne.

Om filmen:

Instruktør: Oren Peli
Udgivelsesår: 2007

Welcome to the jungle

Welcome to the JungleJeg er ikke stor fan af film filmet med subjektivt håndholdt kamera. Ofte synes jeg, det virker mere rodet end uhyggeligt, og hver gang har jeg svært ved at forstå, hvorfor man dog bruger tid på at filme alting, når man kæmper for sit liv. Men jeg er også ved at blive gammel.

“Welcome to the jungle” er netop en sådan film, og jeg er ikke voldsomt imponeret.

Fire ret forskellige venner beslutter sig for at tage til Ny Guineas jungle for at lede efter Michael Rockefeller, der forsvandt der i 1961. Familien anser ham for død, men en helikopterpilot så fornyligt en 70-årig hvid mand i området, og nu er vennerne sikre på, at det er Rockefeller – og at de kan tjene en formue på ham.

De pakker og tager afsted, men i junglen kommer uenighederne mellem dem for alvor op til overfladen. Efter en uge med skænderier og uenigheder stikker to af dem af med kort, GPS og næsten alt maden. De to tiloversblevne forsøger at indhente dem, men nu er de nået til kannibal-territorium.

Det hele er som sagt filmet med subjektivt kamera, så hver gang der sker noget, siger personerne “Giv mig kameraet”, og så følger vi dennes synsvinkel. Det irriterer mig rigtig meget og er med til at sænke spændings niveauet. Det trækker også ned, at filmens første halvdel går i tomgang, mens vi følger de fire unge skændes, drikke og lave ingenting. Først i filmens sidste halvdel begynder der at ske noget. Samtidig er personerne generelt så irriterende, at jeg ingen sympati fik for dem, og dermed var ligeglad med om de blev ædt af kannibaler eller ej.

Jeg synes klart bedre om “Zombie Holocaust“, som jeg tror har været inspirationen for Jonathan Hensleigh, så vil man se en kannibalfilm, er den at foretrække. “Welcome to the jungle” har dog en mindeværdig scene på flodbredden da vi ser, hvad der er sket med den ene af kvinderne i gruppen, men bortset fra det minut var det en lidt kedelig affære.

Om “Welcome to the jungle”:

Instruktør: Jonathan Hensleigh
Udgivelsesår: 2007

Diary of the dead

Diary of the deadGeorge A. Romero må kaldes for den moderne zombi films fader. I Diary of the dead vender han tilbage til zombiplagens begyndelse og fortæller historien om, hvad der skete en ung gruppe studerende, da zombierne pludselig dukkede op, og verden som vi kender den endte.

En gruppe filmstuderende og deres professor er ved at lave en gyserfilm, da de i nyhederne hører, at de døde pludselig vender tilbage med en umættelig trang til at spise de levende. Gruppen beslutter sig for at forsøge at finde hjem til deres familier, men vejen er fyldt med zombier, og langsomt bliver gruppen mindre og mindre.

Som noget nyt bruger Romero et subjektivt kamera hele filmen igennem. Historien fortælles gennem Jason Creeds kamera, som han filmer alt med undervejs mixet sammen med nogle overvågningsbånd og film fra en kammerats kamera. Jason filmer kammeraterne, zombierne og de andre overlevende, og skaber hermed den første “dokumentarfilm” om begivenhederne. Selvom de andre i starten er trætte af ham, ender de med at følge med i hans film, for “if it’s not on camera, it’s like it never happend” – og det må vel være Romeros politiske kommentar i denne zombi-film: hvordan vi konstant er online og hele tiden søger at være på, måske på bekostning af rent faktisk at være til stede i øjeblikket.

Jeg kan godt lide George A. Romero, og Diary of the dead er også en okay film, men jeg synes ikke, den kommer helt på højde med de øvrige i serien, selvom den bestemt har interessante scener undervejs.

Om Diary of the dead:

Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 2007

George A. Romeros zombi-serie:

Night of the living dead – 1968
Dawn of the dead – 1978
Day of the dead – 1985
Land of the dead – 2005
Diary of the dead – 2008
Survival of the dead – 2009

Cannibal Holocoust

Cannibal HolocoustDa jeg fornyligt så Hostel-filmene, blev jeg inspireret til at se Cannibal Holocoust, som var en stor inspirationskilde for Eli Roth, og som jeg husker fra min ungdom, som en af de film kun de sejeste turde se. Jeg turde ikke se den dengang, men nu 27 år efter udgivelsen er det lykkes mig.

Cannibal Holocoust blev lavet med formålet at chokere folk – og det må sige lykkedes. Allerede en uge efter filmen havde premiere i Milano i 1980, blev den forbudt og printet konfiskeret. Instruktøren Ruggero Deodato var lige ved at blive anholdt for mordet på skuespillerne i filmen, for man troede vitterlig, at de var blevet slået ihjel under filmen.

Cannibal Holocoust indeholder også flere scener med drab på dyr, og også de scener var skyld i mange problemer for både instruktør og producenter. Her forsvarede Deodato sig med, at dyrene bagefter blev spist, og at de iøvrigt var normale byttedyr for stammerne i området.

Historien lyder: Dokumentar-filmmageren Alan Yates tager sammen med sit hold til Amazonas, hvor de vil optage en dokumentarfilm om kannibalstammerne, der lever uberørt af den hvide mand. Men holdet kommer aldrig tilbage. Efter nogle måneder sendes endnu en ekspedition ud, denne gang ledet af antropologen Monroe, som skal forsøge at finde ud af, hvad der er sket med Yates-gruppen.

Monroe finder frem til Yates-gruppens jordiske rester, og det lykkes ham at få deres filmruller med hjem, men hvorfor de er blevet slået ihjel på grusom vis, ved han ikke, før filmene er set igennem. Det viser sig, at Alan Yates var en fup-dokumentarist, som iscenesatte sin egen virkelighed for at skabe sensationelle billeder, og at det var disse konstante overgreb på stammen, der førte til gruppens død. Så til sidst spørger Monroe filosofisk: “I wonder who the real cannibals are?

Jeg kan godt se, hvor Eli Roth finder inspirationen til sine Hostel-film. Ruggero Deodato viser volden udpenslet og nærmest dokumentarisk. Selv så mange år efter virker nogen af scenerne stadig meget voldsomt. Jeg blev næsten utilpas af scenen, hvor en ung stammepige straffes for utroskab på en meget ubehagelig måde. Filmens mest kontroversielle billede er formentlig det, hvor en anden ung kvinde findes spiddet på en pæl. Det ser utrolig virkeligt ud, og jeg var glad for at læse i ekstramaterialerne, at skuespilleren i virkeligheden sidder på en lille cykelsaddel og holder et spidst pælestykke i munden.

Mest chokerende er dog næsten billederne af dyrene, der bliver slået ihjel. Jeg trøstede mig med, at det måtte være meget virkelighedstro special effects, men det kunne jeg så efterfølgende se, at det ikke var. Og så kan man undre sig over, hvorfor jeg synes, det var værre, at dyrene døde i filmen? Jeg tror, det er fordi, at jeg jo godt ved, at skuespillerne ikke lider skade, så det er bare film. Men at slå dyr ihjel for ren underholdning er ret grænseoverskridende for mig.

Filmens soundtrack, som er komponeret af Riz Ortolani, skal også lige nævnes. Cannibal Holocoust åbner med at kameraet fra luften følger amazonfloden med smuk baggrundsmusik. Dette musikstykke genbruges flere gange i filmen, bl.a. under en dramatisk scene hvor Alan Yates hold brænder en stammelandsby ned. Det modsigende i den smukke musik og de modbydelige billeder virker meget stærkt.

Jeg har hørt meget om de italienske kannibalfilm fra firserne, men har stort set kun set Zombie Holocaust (også fra 1980), som er langtfra så vellavet eller skræmmende, og jeg havde forventet mig noget i den retning af Cannibal Holocoust. I stedet er det en film, som med sin nærmest dokumentariske rå stil stadig kan chokere og ramme nutidens seer, og jeg må indrømme, at selvom jeg fuldt ud forstår, hvorfor den er blevet en klassiker indenfor genren, så har jeg ikke lyst til at se den igen.

Darry Jones skriver om de italienske kannibal-film i “Horror: A Thematic History in Fiction and Film”:

“…The anthropologist Claude Lévi-Strauss’s fundamental category distinction between ‘raw’ and ‘cooked’ food as an index of civilization is generally borne out also in cannibal movies, with cultured European and American cannibals such as Hannibal Lecter or the ‘Wendigo” cannibals of the Rocky Mountain army camp in “Ravenous” eating their victims deliciously cooked, while the Amazonian ‘savages’ of the Italian ‘gut-muncher’ cannibal movies of Ruggero Deodato, Umberto Lenzi and others prefer to chow down on the raw internal organs of their (preferably still living) victims…

It is Italian cinema, however, which has provided the most complete vision of man-as-meat, with a series of notorious, long-banned cannibal movies made during the 1970s and 1980s, a list which includes “Cannibal Holocaust”, “Cannibal Ferox”, “Eaten Alive”, “Prisoner of the Cannibal God”, “Deep River Savages”, and a number of others. Together, these constitute the most extreme body of work in Cinematic history, if not in aesthetic history tout court, offering a grim, relentlessly repellent vision of the human body and of human culture.

Though the films differ from one another in detail and intensity … they all follow what is essentially the same plot. In these films, a group of modern, Western adventures, scientists, or film-makers, travels up the Amazon, encountering first nature in the raw, and then a tribe of Amerindian cannibals, invariably described as belonging to a culture fundamentally of the Stone or Iron Age. That is to say, the cannibals are figured as less evolved than their Western counterparts, and the films’ dietary logic follows itself a kind of Darwinian principle, moving ‘up the ladder’ from depictions of animals eating each other, to animals eating humans (or anyway attacking or killing them), to humans eating animals (real footage of the killing and eating of live animals is a regular feature in these films), to Amerindians eating each other, and culminating in scenes of the cannibals eating the Westerners.

Like Montaigne’s essay, however, the films do attempt some degree of relativism: the Westerners are usually untrustworthy types – capitalist out to secure uranium (“Prisoners of the Cannibal God”), exploitative film-makers (“Cannibal Holocaust”), drug-dealers on the run (“Cannibal Ferox”), Jim Jones-type cultists (“Eaten Alive”) – who do great damage to the Amazonian communities the effectively invade, leading to an anthropophagous revenge. Typically, the films close by asking who the ‘real savages’ were.”

Om Cannibal Holocoust:

Instruktør: Ruggero Deodato
Udgivelsesår: 1980

Se filmens hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Cloverfield

“Cloverfield” fortælles via et videobånd, som er fundet i en park. Filmen starter til en privat farvel fest for Rob, som har fået arbejde i Japan. Midt i festen bliver der strømafbrydelse, og det viser sig, at noget er ved at invadere Manhatten. En gruppe af de unge fra festen forsøger at slippe væk, men bliver fanget midt i de værste kampområder, og hele tiden dokumenterer videokameraet begivenhederne, uden at nogen af de involverede aner, hvad der sker.

Det meste af filmen er derfor en masse løben og skrigen, hvor intet bliver forklaret for tilskueren, som bagefter sidder uden at vide, om det var skabninger fra det ydre rum, der angreb. Om det var et monster fra fortiden, som pludselig dukkede op. Om det var et eksperiment der løb løbsk. Eller hvad pokker det egentlig var.

Idéen med at lade de unge optage filmen, mens det sker, er gennemført. Og selvom jeg på forhånd havde mine betænkeligheder ved at se en film lavet kun på håndholdt kamera, så virker det fint og meget autentisk (og bedst af alt – jeg blev ikke køresyg). Lydniveauet er helt oppe. Der er hele tiden brag og skrig og brølen, så du bliver holdt på mærkerne. ”Monstret” bliver holdt ukendt et langt stykke hen i filmen, så også det virker fint.

Alligevel synes jeg ikke, at den blev rigtig uhyggelig på noget tidspunkt. Jeg blev aldrig rigtig grebet af personerne, og derfor forblev det ret ligegyldigt, om de blev dræbt. Filmen forsøger sig hele tiden med skræmmeteknikken, hvor højere lyde og pludselige brag skal gøre det ud for gyset, så det mere subtile gys får ikke en chance. Og det er det subtile gys, der virker mest uhyggeligt for mig.

Dermed ikke sagt at “Cloverfield” er en dårlig film. For den er som sagt gennemført, og der er ikke en finger at sætte på special effects eller historien. Den er bare mere larmende end uhyggelig i mine øjne.

Instruktør: Matt Reeves
Udgivelsesår: 2008

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Quarantine

QuarantineJeg var vildt begejstret for [REC], som er den originale indspilning af Quarantine. Jeg ved ikke, hvorfor man besluttede at genindspille den med amerikanske skuespillere (udover at man “over there” åbenbart ikke kan læse undertekster), for handlingen og filmningen følger næsten slavisk originalen. Der er måske arbejdet lidt mere med special effects, men i det store hele synes jeg, at filmene er identiske. Det er dog ikke nødvendigvist negativt, for eftersom jeg holdt meget af [REC], bliver Quarantine også god – men måske lidt unødvendig.

Vi følger journalisten Angela, som sammen med sin kameramand skal tilbringen natten på en brandstation og filme, hvad der sker. I starten er alt roligt, men så får stationen et opkald om en ældre kvinde, som tilsyneladende ikke kan komme ud af sin lejlighed. Angela tager med, og det bliver starten på et mareridt. Kvinden virker konfus og bange, men pludselig angriber hun en politimand og bider ham alvorligt. Da de forsøger at få fat i en ambulance til ham, opdager de, at hele huset er blevet sat i karantæne, og ingen får lov at komme ud.

Som [REC] er Quarantine en yderst klaustrofobisk og skræmmende oplevelse. Ingen ved, hvad der foregår, og efterhånden som situationen glider ud af kontrol, bliver virkeligheden mere og mere uvirkelig. Hele filmen er optaget med et subjektivt kamera set fra Angelas kameramand. Det giver nogle fantastiske intense billeder, og er med til at gøre handlingen plausibel. For vi ser, hvad personerne ser, og får ingen forklaring ud over hvad de får. Slutningen holder stadig, og jeg kan bestemt anbefale Quarantine, hvis du ikke har set originalen.

Om filmen:

Instruktør: John Erick Dowdle
Udgivelsesår: 2008

The Blair Witch Project

The Blair Witch Project10 år efter alle faldt på halen over The Blair Witch Project har jeg endelig fået set filmen – og jeg må indrømme, at jeg ikke synes, jeg er gået glip af ret meget. Det var muligvis meget overraskende og epokegørende at lave en hel film med håndholdt kamera, men jeg blev nu ikke fanget ind af den “autentiske” stemning her i 2009.

Heather, Joshua og Mike tager ud i Marylands skove for at lave en dokumentarfilm om “the Blair witch”. I starten går det fint, men så falder de over nogle mystiske stenhøje, og om natten forstyrres de af mærkelige lyde. Næste dag går det helt galt, da de mister deres kort, og snart er de faret fuldstændigt vild. Da Joshua forsvinder efter en nat fyldt med lyde og råb, mister både Heather og Mike overblikket, så da et forladt hus dukker op foran dem, er de overbeviste om, at Joshua er herinde. Men er han nu også det?

Jeg var sikkert forudindtaget, før jeg begyndte på The Blair Witch Project, og det kan være noget af forklaringen på, at jeg synes, den var mere kedelig end uhyggelig. Kaster man sig ud i at se den, vil jeg dog på det varmeste anbefale at se ekstra-materialerne bagefter. Her finder man nemlig interviews med Heather, Mike og Joshuas familie og venner og andre involverede i sagen. Og meget kan man sige om filmen, men gimmicken med at lade som om, det er en virkelig hændelse er gennemført.

Darryl Jones skriver om The Blair Witch Project i “Horror: A Thematic History in Fiction and Film“:

“…What ‘Blair Witch’ really capitalized on was its audience’s collective desire to believe in the reality of what they saw… Rather, what the audience was responding to was a series of cinematic cues and devices which traditionally signify ‘reality’: shooting on video rather than film, blurry, jerky, ‘hand-held’ camera-work; the lack of a ‘classic’ three-act cinematic structure; the presence of amateur of semiprofessional actors.

The documentary style of ‘Blair Witch’ serves, indeed, to draw attention to its own fictionality and artfulness in ways in which the ‘neutral’ style of classic American Cinema, though ostensibly more formalized, does not. This it does both stylistically and by self-consciously foregrounding a number of generic conventions.

First, ‘Blair Witch’ is in essence an updating of one of the oldest of all Gothic devices – her the found manuscript of ‘The Castle of Otranto’ is technologically updated as the found videotape…

Second, ‘Blair Witch’ is generically a work of regional Gothic (another city slicker narrative of urban folks in trouble in the country), and thus it opens with a series of mock-interviews with locals, who tell of local legends and atrocities…

The ‘official’ documentary which Heather, Josh and Mike set out to mak, shot in black and white and on film, is inter-cut with the footage of the making of the movie, on video. In this, ‘Blair Witch’s unacknowledged source is a far more notorious quasi-snuff-movie, Deodato’s ‘Cannibal Holocaust’. Like the film-makers in ‘Cannibal Holocaust’, Josh, Heather and Mike perpetually film each other, and film each other filming, consistently foregrounding what the, and the film, are setting out to do.”

Om The Blair Witch Project:

Instruktør: Daniel Myrick og Eduardo Sánchez
Udgivelsesår: 1999