september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Mørkets søn’

Grænselandet af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl

graenselandet1Den unge hersker Destan Tolvarssøn er tilbage i Heikan hos Sikanias mørke folk, som trues af hungersnød. Destans alliance med Sikanias lyse folk falder ikke i god jord hos Rådet. Ikke desto mindre beslutter Destan at forsøge at få gang i handlen med overfladen, så han kan købe korn til sit folk. Imens rasler naboerne i Koru med våbnene. Destan frygter, at de vil gå i alliance med de frygtede taronere og angribe Heikan.

I et forsøg på at blive forsonet med sin moder sender Destan en rådmand ud for at overtale Theodora til at vende tilbage og hjælpe ham med at styre. Men ikke alle er lige interesseret i, at Destan skal klare sig godt, og et kup lurer i det skjulte.

Uvidende om dette gør Destan sit bedste for at sikre sit folk, men han er stadigvæk i dyb sorg over tabet af Celina. Et tab han nægter at anerkende som endeligt, og derfor opsøger han den eneste person, der kan hjælpe. Men med hvilke omkostninger?

Grænselandet er bind 2 i serien om Mørkets søn, og Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl fortsætter det gode oplæg. Denne gang hører vi mere af historien bag splittelsen mellem lysets og mørkets folk, ligesom forfatterne succesfuldt udbygger seriens univers ved at introducere en række nye væsner og deres samhørighed med Sikanias to folkeslag.

Hvor første bind måske var lidt lang tid om at komme helt op i omdrejninger, er der her i andet bind mindre fokus på kærlighed og familierelationer og mere på intriger og krig. Det giver fortællingen fart lige fra starten af.

Udover at holde spændingen i selve plottet fortsætter persongalleriet også med at være interessant at følge. Selvom Destan har allieret sig med lysets folk, er han stadigvæk barn af mørket. Denne sammensatte personlighed gør ham til tider uforudsigelig. Vi kommer også tættere på den unge Baran, der meldte sig til hersker Ragns hær for at hjælpe med at finde Celina i bind 1. Baran kommer nu helt tæt på den mørke Destin, da krigen truer, og pludselig må han finde ud af om han kan være loyal mod manden, der delvist er skyld i Barans families vanære.

Og så viser Hedengran og Sanddahl sig atter at være ganske nådesløse overfor deres personer, så ingen kan vide sig sikker på at fortsætte til bind 3.

Jeg var vældig underholdt under læsningen af Grænselandet, der ligesom første bind er udgivet som hardback i solidt papir med en fin typografi og en fængende forside. Jeg har ikke kunne finde en udgivelsesdato på bind tre, men jeg glæder mig allerede til at få slutningen på denne velskrevne trilogi, der kan læses af såvel unge som voksne fantasy-elskere.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 49)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: BRETH DESIGN / v. Mette Breth
Forlag: Ulven og Uglen, 405 sider

Mørkets søn af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl

moerkets-soenDestan Tolvarssøn er arving til Sikanias trone. Det samme er Celina. Men de to unge arvinger har aldrig set hinanden og kommer heller aldrig til at mødes, for Destan skal herske over det mørke folk, som bor under jorden og kun kommer op om natten for at dyrke jorden og jage, og som hader lysets folk, mens Celina skal herske over det lyse folk, som bor på overfladen og frygter mørket mere end alt andet.

Destan har dog overhovedet ikke lyst til at blive hersker. Han har aldrig kunne leve op til sin fars forventninger, og er i stedet gået i den modsatte grøft og turer rundt i byens værtshuse i stedet for at følge sine læreres undervisning og sidde med under rådsmøderne.

Men da hungersnød truer det mørke folk, får hersker Tolvar en idé. Han vil kidnappe Celina, og tvinge hersker Ragn af lysets folk til at slukke for solen, så mørkets folk kan komme op til overfladen. Og han vil have Destan til at udføre dåden.

På trods af deres anstrengte forhold griber Destan chancen for et eventyr og siger ja til Tolvar, men det viser sig, at opgaven langt fra er så simpel, som den lyder.

Forlaget Ulven og Uglen blev grundlagt i 2013 med ambitionen at udgive fantasy af høj kvalitet til et voksent publikum. Et hurtigt kig på forlagets tidligere udgivelser viser, at ambitionen ser ud til at lykkes, og jeg kan da også anbefale Mørkets søn til både unge og voksne fantasy-læsere, som holder af et godt eventyr, hvor kampen mellem det gode og det onde krydres med en kærlighedshistorie i et interessant og troværdigt univers. Samtidig er den fysiske udgivelse også lækker med kraftigt papir, letlæselig typografi og en appellerende forside.

Debutanterne Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl har skabt et spændende todelt rige, hvor splittelsen mellem et lysets og et mørkets folk både er godt fundet på og vel udført. Destan, som tilhører mørkets folk, er f.eks. klart mere brutal og selvisk end lyse Celina i starten, og selvom de begge tvinges til at udvikle sig undervejs, så er det interessant med en hovedperson som har en mere sammensat personlighed end helte ofte har.

Sproget flyder let, og selvom historien er lidt tid om at komme rigtigt i omdrejninger, er den både underholdende og spændende. Vi får ikke så meget at vide om, hvorfor mørkets folk i første omgang er endt i det underjordiske rige, men det, håber jeg, kommer i bind to. Til gengæld slutter Mørkets søn med noget af en cliffhanger, som smider alt op i luften til næste bind, der har fået titlen Grænselandet.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 49)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Ulven og Uglen, 393 sider
Omslag: Breth Design v/Mette Breth