juli 2020
M Ti O To F L S
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘monsterfilm’

The Lost World

The Lost World“The Lost World” er en stumfilm fra 1925 og er baseret på en historie af Arthur Conan Doyle. Doyle er mest kendt for sine historier om Sherlock Holmes, men “The Lost World” er mere en adventure-historie.

Professor George Challenger påstår, at han har fundet en “tabt verden”, hvor der stadig lever dinosaurer. Han har ingen fysiske beviser, udover en dagbog skrevet af Mabel White – hans kollega som forsvandt under ekspeditionen. Sammen med bl.a. storvildtsjægeren Sir John Roxton, Whites datter Paula og journalisten Edward Malone drager han ud på en redningsekspedition, som også skal bringe beviser på dinosaurerne med tilbage.

Det lykkes dem at finde plateauet igen, men deres eneste vej ud ødelægges. Nu er også de fanget midt blandt vilde dinosaurer, en abemand som ønsker at ødelægge dem, og en vulkan på vej i udbrud …

Som man kan høre, er det dramatiske løjer, og ind i det smides også en kærlighedshistorie, lidt jalousi, enkelte udbrud af falden på halen komedie og masser af britisk overlegenhed. Men man skal huske på, at filmen er fra 1925, hvor plot og historieafvikling var langt fra så forfinet som nu, så selvom historien roder lidt, og dele af den kører rimelig langsomt, synes jeg, at “The Lost World” er underholdende – ikke mindst pga. de fantastiske dinosaurer-scener.

Jeg blev utrolig positivt overrasket over, hvor godt det er lykkes at lave dinosaurerne. De er lavet ved brug af stop motion teknik af Willis O´Brian (som også stod bag effekten i “King Kong” fra 1933), og når jeg tænker på, hvor sølle den danske film “Reptilicus” fra 1961 var, så synes jeg, de er blevet fantastiske livagtige. Der er også flere scener, hvor man både ser dinosaurer og mennesker sammen for første gang på film, og igen var det O´Brian, som stod bag teknikken kaldet Split Screen. Især synes jeg scenerne, hvor brontosaurussen løber vildt i London, er utrolig godt lavet. Det er lavet i miniture-kulisser, men det virker ret overbevisende for sin tid.

Der bruges en del tid i filmen på scener, som viser dinosaurerne interagerer uden egentlig at bringe historien videre, men eftersom de er lavet fantastisk efter datiden standard – og for så vidt også efter nutidens – så gør det ikke spor. Og skulle man nu ikke være blevet tilpas benovet over dinosaurerne, så har Harry O. Hoyt også smidt flere andre eksotiske dyr ind, som slanger, geparder og aber (hvor imod den eneste sorte karakter blev spillet af en hvid mand sminket med sort maling!).

“The Lost World” har inspireret til film som bl.a. “King Kong” og “Jurassic Park”. Udgaven, der kan ses i dag, er noget kortere end originalen, som var mellem 104 og 108 minutter. Udgaven jeg har set var ca. 68 minutter, men der findes tilsyneladende endnu en udgave på 93 minutter, som også indeholder scener hvor vores helte møder lokale indfødte. Noget der slet ikke sås i min udgave.

Filmen er af The Library of Congress bedømt til at være “culturally significant” og er blevet udvalgt til bevarelse i The United States National Film Registry. Jeg synes bestemt, at man skal unde sig at se denne stumfilmsperle, som måske ikke imponerer så meget for sin historie som for sin tekniske udførelse, men som alene pga. det sidste nærmest må siges at være et mesterværk.

Om “The Lost World”:

Instruktør: Harry O. Hoyt
Udgivelsesår: 1925

Se uddrag af filmen

Læs også Mark Bournes interessante omtale på The DVD Journal

Creature from the Black Lagoon

Creature from the Black LagoonJeg synes, det er rigtig skægt at se nogle af de gamle gysere ind i mellem, og i julegave fik jeg Creature from the Black Lagoon fra 1954 af en veninde, som kender min svaghed.

Historien handler om en gruppe videnskabsmænd, som finder knogler efter et hidtil ukendt væsen, der har udviklet sig parallelt med mennesket. De tager til Black Lagoon for at finde flere knogler, men i stedet finder de væsnet selv – en amfibie-mand som lever i vandet, men også kan bevæge sig op på land.

Videnskabsmændene er uenige om, hvorvidt de skal dræbe væsnet og tage det med tilbage, eller blot studere det i dets omgivelser i lagunen, men da den ene skyder en harpun efter det, er valget taget, for nu kæmper væsnet tilbage.

Historien minder i virkeligheden meget om King Kong, blot lavet som en undervandsfilm. Som i King Kong bliver væsenets verden invaderet af mennesket, som vil bringe det med tilbage til civilisationen. Som i King Kong forelsker væsnet sig i kvinden, der er med ekspeditionen. Og som i King Kong findes der ingen lykkelig slutning for væsenet.

Den forstandige videnskabsmand, som taler for at studere væsnet i dets egne omgivelser, spilles af Richard Carlson, der også spillede den forstandige helterolle i It came from outer space fra 1953. Han var forbillede for en ny type Hollywoodhelte, nemlig forskerhelten, som i modsætning til de tidligere portrætterede videnskabsmænd hverken var gal eller gik efter verdensherredømmet.

Filmen er en blanding af smukke undervandsscener og pludselig action. I en scene ser vi Kay Lawrence svømme i lagunen. Kameraet fanger hende nedefra, og scenen er nærmest kopieret i Jaws. Men pludselig dukker væsenet op, og han betragter hende, mens hun svømmer rundt og følger hendes bevægelser, bare dybere nede. Det er nærmest en ballet mellem de to, og meget smukt filmet.

Filmens ekstra-materialer indeholder bl.a. et kommentarspor af filmhistorikeren Tom Weaver samt dokumentarfilmen Back to the Black Lagoon. Her afsløres det bl.a., at væsenet spilles af to forskellige skuespillere, en på land (Ben Chapman) og en i vandet (Ricou Browning),  så man lavede forskellige dragter til dem, da de ikke var lige store. Ingen af dem blev i øvrigt krediteret for rollen.

Creature from the Black Lagoon blev oprindelig lavet i 3D, og “the Gilman” opnåede en popularitet på højde med Dracula og Mumien. Der kom yderligere to film om væsnet: Revenge of the Creature i 1955 og The Creature walks among us i 1956.

Om Creature from the Black Lagoon:

Instruktør: Jack Arnold
Udgivelsesår: 1954

Læs også anmeldelsen på Classic Horror

Cloverfield

“Cloverfield” fortælles via et videobånd, som er fundet i en park. Filmen starter til en privat farvel fest for Rob, som har fået arbejde i Japan. Midt i festen bliver der strømafbrydelse, og det viser sig, at noget er ved at invadere Manhatten. En gruppe af de unge fra festen forsøger at slippe væk, men bliver fanget midt i de værste kampområder, og hele tiden dokumenterer videokameraet begivenhederne, uden at nogen af de involverede aner, hvad der sker.

Det meste af filmen er derfor en masse løben og skrigen, hvor intet bliver forklaret for tilskueren, som bagefter sidder uden at vide, om det var skabninger fra det ydre rum, der angreb. Om det var et monster fra fortiden, som pludselig dukkede op. Om det var et eksperiment der løb løbsk. Eller hvad pokker det egentlig var.

Idéen med at lade de unge optage filmen, mens det sker, er gennemført. Og selvom jeg på forhånd havde mine betænkeligheder ved at se en film lavet kun på håndholdt kamera, så virker det fint og meget autentisk (og bedst af alt – jeg blev ikke køresyg). Lydniveauet er helt oppe. Der er hele tiden brag og skrig og brølen, så du bliver holdt på mærkerne. ”Monstret” bliver holdt ukendt et langt stykke hen i filmen, så også det virker fint.

Alligevel synes jeg ikke, at den blev rigtig uhyggelig på noget tidspunkt. Jeg blev aldrig rigtig grebet af personerne, og derfor forblev det ret ligegyldigt, om de blev dræbt. Filmen forsøger sig hele tiden med skræmmeteknikken, hvor højere lyde og pludselige brag skal gøre det ud for gyset, så det mere subtile gys får ikke en chance. Og det er det subtile gys, der virker mest uhyggeligt for mig.

Dermed ikke sagt at “Cloverfield” er en dårlig film. For den er som sagt gennemført, og der er ikke en finger at sætte på special effects eller historien. Den er bare mere larmende end uhyggelig i mine øjne.

Instruktør: Matt Reeves
Udgivelsesår: 2008

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Pro-life

I første sæson af Masters of Horror instruerede John Carpenter film “Cigarette burns”, som jeg ikke var specielt vild med. Her i anden omgang står han bag “Pro-life”, som befinder sig i en helt anden boldgade.

Alex og Kim arbejder på en abortklinik, og på vej på arbejde er de lige ved at køre en ung kvinde ned. De tager hende med for at sikre sig, at hun er uskadt, men da de kommer hen til klinikken, viser det sig, at hun er gravid, og at hun ønsker en abort. Og det viser sig også, at hendes far (Ron Perlman) er en indædt abort-modstander, som har fået et politi-tilhold mod at vise sig i nærheden af klinikken. Men nu holder han udenfor lågen – og han kører ikke igen uden sin datter…

“Pro-life” er ikke et indlæg i diskussionen om abort, siger John Carpenter i ekstra-materialerne. Det er en monsterfilm, som tilfældigvis foregår i det miljø. Og i mine øjne er det en rigtig uhyggelig og vellavet film.

Ron Perlman spiller rollen som faderen fremragende. Han har retten på sin side, og Gud har fortalt ham, hvad han skal gøre – ergo gør han det uden at stille spørgsmålstegn. Overfor ham står overlægen på klinikken (Bill Dow), som nægter at lade abortmodstanderne vinde. Han vil hellere dræbe dem end overgive sig. Og fanget i midten er datteren Angelique (Caitlin Wachs), som ønsker en abort, selvom hun elsker sin far og tror på Gud. Hun ved nemlig, at fostret inde i hende er ondt.

John Carpenter har lavet en film, hvor personerne føles helt virkelige, og hvor historien bliver mere og mere grum. Det er faktisk en lettelse, da monstret endelig dukker op, for det er lettere at hade en dæmon fra helvedet end både faderen og doktoren og de øvrige personer, selvom de undervejs begår forfærdelige gerninger. Og så indeholder slutningen alligevel et glimt, som sætter spørgsmålstegn ved, om selv de tydeligt onde måske alligevel ikke er helt så entydige.

Selvom “Pro-life” kun varer ca. 60 minutter, så synes jeg, at John Carpenter med denne film er helt på højde med nogen af sine bedste spillefilm, som fx “The fog” og “The thing“.

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 2006

Også omtalt på horrorsiden.dk