Indlæg tagget med ‘monstre’

D. 20. marts udkom Patrick Leis nye horror-roman “Sort vand”. En roman som får læseren til at tænke på både King og Koontz, men som alligevel ender som Patrick Leis’ helt egen fortælling.

Mike bor på den lille ø Barsø. Det er sommerferie, og hans kammerat Adrian kommer på besøg. Det samme gør den tidligere nabopige Laura, som begge drenge er lidt lune på. De tre tager på en badetur til en nærliggende klippeø, men det der skulle være en hyggelig sommereftermiddag, udvikler sig til et mareridt.

På øen finder de en forladt båd, der er drevet i land, men hvor er ejeren? Kort efter dukker en sort pøl op ude i vandet, som tilsyneladende fornemmer hvor de er, og som virker umådelig sulten. Og for at gøre ondt værre begynder det at regne…

Som sagt tænkte jeg straks på Stephen Kings novelle “Tømmerflåden“, som også har en altspisende sort pøl i monsterets rolle, men selvom der er en del lighedspunkter mellem de to plots, så sørger Patrick Leis heldigvis for at udfolde sin historie, så den får sit eget liv. Bl.a. forklarer han logisk - og skræmmende – hvordan pølen er opstået, og udvider på den måde plottet til uudforskede områder.

Også Dean Koontz roman “Skygger” virker som en inspirationskilde med en organisme, som trænger ind ad selv den mindste sprække. Men igen sørger Leis for, at “Sort vand” får sit eget liv ved at give sin pøl en anden måde at bevæge sig rundt på, og dermed give personerne andre måder at klare sig (eller blive dræbt) på.

“Lassemand var næsten opløst. Resterne af ham lå i den gennemblødte seng, dækket af et stinkende slimlag. Huden og det meste af knoglerne var forsvundet, og vindueskarmen i soveværelset var fyldt af sort, olielignende væske. Nabo-Niels udstødte et skingert vræl og trak sig instinktivt baglæns. Der stank af blod og ligsaft i rummet, og nu rejste en del af det sorte uhyre sig fra liget. Det trak sig sammen som en skovsnegl og blev ligesom mere fast i formen. Det vejrede i luften, små tentakler skød ud fra den klæbrige masse, og Niels affyrede sin riffel. Kuglerne sank ind i væsnet uden at gøre den mindste skade, og Niels mærkede en varm strøm af urin løbe ned ad sit venstre lår.”

Patrick Leis er ikke kendt for at lave dybdegående portrætter eller spidsfindige plotdrejninger. I stedet sørger han for hæsblæsende action og underholdende splat, og det får vi også her i “Sort vand”, hvor handlingen nærmest accelerer for hver side. Spændingen holdes også ved at krydsklippe mellem begivenhederne på Barsø og på skibsværftet Ringwall, hvor en smart måde at rense tankskibe på har fået en yderst uheldig side-effekt.

“Sort vand” er med andre ord effektiv og underholdende på samme måde som Leis’ “Jagtmarken“, og hvis man ikke har læst de gamle Koontz og King, får man også et anderledes monster. Skal jeg komme med en lille anke, er det, at dialogen blandt de unge hovedpersoner ind i mellem virker lidt “gammeldags”, men det er ikke nok til at trække oplevelsen ned i det store billede. Jeg følte mig i hvert fald ganske underholdt, og morede mig i øvrigt også over at finde små hints til andre værker indenfor horror-genren, hvor bl.a. Steen Langstrups Gillsby-univers får en lille hilsen.

Den stemningsfulde forside er lavet af Peter Nielsen. Før udgivelsen havde Patrick Leis en lille afstemning på facebook, hvor han bad om folks mening vedr. tre forskellige forsider. Jeg må jo nok indrømme, at jeg ikke stemte på vinderforsiden (som dog bestemt også er rigtig god), men i stedet på et andet forslag som der kan ses et udsnit af på side 3. Tjek selv hvilken tegning du synes bedst om.

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Peter Nielsen, pncreate

Læs mere på Forlaget Facets hjemmeside eller besøg Patrick Leis’ hjemmeside

På en søndag må man godt se skodfilm, også selvom man ikke har tømmermænd, og det er nok den eneste grund til, at jeg så Gregory Connors “Alien vs. Zombies: the dark lurking” til ende.

Handlingen lyder: to dele “Resident Evil“ blandes med en del “Doom” og tilsættes en teskefuld “[REC]2” og røres sammen med en talentløs masse af skuespillere iblandet et hav af dårlige oneliners.

Lena vågner op alene i et hvidt rum. Pludselig vælter blodet ud af hendes næse. Soldater trænger ind i rummet og vil skyde hende. Et monster dræber soldaterne. Lena flygter ud i en labyrintisk underjordisk facilitet. Lena møder en gruppe lejesoldater og et par andre overlevende civilister, bl.a. en sygeplejerske og en forsker. Lena får at vide, at hun er ligesom monstrene. Det tror Lena ikke på. Monstrene bliver ved at angribe. Soldaterne skyder en masse monstre. Nogen af soldaterne dør. Nogen af de civile dør. Gruppen finder den onde overforsker dr. Konieg, som er meget interesseret i Lena. Nogen flere dør. En bombe sprænger snart. Et redningshold lander. Nogen flere dør. Nogen flere dør. Kan nogen mon gætte slutningen?

Blandt de værste præstationer ses Cassia Rosenstrauss som sygeplejersken Jen, hvis replikker dels er tåbelige i sig selv, og dels leveres med en tåkrummende pinlighed. Men generelt er der nu ikke meget at råbe hurra for på skuespillerfronten, som dog heller ikke har meget hjælp i manuskriptet, hvor de hver især tildeles klichéfyldte roller som den hårde negl, den onde forsker,  helten osv.

Endelig er titlen og forsiden et typisk eksempel på en å-film, der ligger sig tæt op ad et kendt koncept og håber, at folk overser i farten, at der ikke er tale om den ægte varer. Forsiden signalerer klart Alien og har som tagline “Under jorden kan ingen høre dig skrige“, og citerer endda Dreadcentral.com for at kalde filmen for: “En adrenalinfyldt action gyser i stil med horror-klassikere som Aliens og The Evil Dead“. Bob bob – der er ikke skyggen af aliens med i filmen, der er ingen humor som i “Evil Dead”, og der er sgu’itte særlig meget adrenalinfyldt action i den heller. Det hele drukner i mystisk klipning, underlig belysning og total usammenhæng i historien.

Instruktør: Gregory Connors
Udgivelsesår: 2010

Nogen gange er det bare misvisende, når man på et bibliotek inddeler romanerne i børnebøger og voksenbøger. På mit bibliotek står Carina Evytts debutroman i børnebiblioteket, men jeg synes bestemt ligeså godt, at den kunne placeres blandt voksenbøgerne.

Mathias på 6 år er en helt almindelig dreng – og så alligevel ikke. Han er nemlig det, man kalder et vidunderbarn, dvs. langt mere intelligent end de fleste. Samtidig har han også en evne til at fornemme ting. F.eks. vidste han, at hans mor var syg, længe før det gik op for de voksne. Nu er han sammen med sin far flyttet til en ny by, hvor de skal forsøge at få en hverdag til at hænge sammen.

Men samtidig med deres ankomst dukker også noget andet op. Noget med skarpe tænder og en glubende appetit. Noget som er lynende intelligent – og som hurtigt opdager, at mennesket er et let bytte.

Carina Evytt fortæller sin historie ud fra forskellige vinkler. Vi hører både gennem Mathias og andre børn, men fortællingen vinkles også til den voksne læser via betjenten Jesper og læreren Kirsten. Sproget er godt, og tempoet varierer, så man aldrig falder i staver. Her er tale om en klassisk monstergyser med et twist, for det viser sig, at monstret og Mathias har en forbindelse, og på den måde udbygges både Mathias og monstrets figurer. Her er det ikke bare sort og hvidt, ondt og godt. Virkeligheden er mere kompleks end som så, og ingen kan aldrig vide sig sikker.

“Let bytte” er en slags blanding af “Predator” og “Når knoglerne fryser“, og jeg læste den i et stræk. Måske er det ikke dybdepsykologi på højt plan, men det er glimrende underholdning for både unge og voksne, som holder af “hyggelig uhygge”.

Jeg har tidligere læst novellen “Stevie” af Carina Evytt, og hun er netop nu aktuel med endnu en roman “Jack the Rippers lærling”, som jeg vil glæde mig til at få fingre i.

Udgivelsesår: 2006
Omslag: Stefan Rosenbech

Læs mere om Carina Evytt på Horrorsiden.dk

Find bøgerne på Tellerup.dk

“Critters 2″ starter et par år efter første films slutning. Dusørjægerne får at vide, at der stadig er Critter-aktivitet på jorden, så de må en tur tilbage til Grover’s Bend.

Her er Brad på besøg hos bedstemoren i påskeferien. Familien er ellers flyttet fra byen og taler aldrig om, hvad der skete under Critternes sidste besøg. Men nu er den gal igen. Nogle æg, som Critterne efterlod, udklækkes, og snart er byen oversvømmet af behårede klumper fyldt med tænder og en umættelig appetit.

“Critters 2″ er næsten ligeså god som første film. Mick Garris, som har instrueret, har fulgt Aliens-formlen: Hvis et uhyre er uhyggeligt, så er rigtig mange uhyrer rigtig meget uhyggeligt, så Grover’s Bend får denne gang besøg af hundredevis af Critters. Humoren er dog den samme, og vi får en række herlige splatter-scener, som da Critterne har besat en grillbar, og dusørjægerne kommer til. Her får flere af de små hårkugler virkelig deres bekomst, og en af dem ender i frituregryden. En anden fed scene er, da en kæmpeklump Critters ruller over en flygtende mand og efterlader et rentpillet skelet.

Manuskriptet har flere referencer til andre gysere, bl.a. “Cujo” og “Ghostbusters”, og selvom plottet til tider er papirtyndt, så fortælles det hele med humor og gejst, så man glemmer alle umulighederne.

Jeg synes klart godt om Critters-filmene og glæder mig til at se de sidste.

Critters-serien:

Critters – 1986, D: Stephen Herek
Critters 2 - 1988, D: Mick Garris
Critters 3 – 1991, D: Kristine Peterson
Critters 4 – 1992, D: Rubert Harvey

For 15 år siden fandt man en ung teenager vandrende midt på vejen. Hans hænder var sølet til i blod, han havde ingen papirer på sig, og han havde mistet sin hukommelse. 15 år senere har et medicinalfirma opfundet et lægemiddel, der kan give amnesia-patienter deres hukommelse igen. Midlet er stadig under udvikling, men den navnløse patient som siden den dag har været indlagt på et psykiatrisk hospital ønsker at afprøve det. Umiddelbart ser det dog ikke ud til, at det virker. Det eneste, patienten oplever, er nogle sære syn af et skræmmende muddermonster. Men så får han muligheden for at stikke af, og i håb om at finde ud af hvad der skete dengang løber han.

Udenfor møder han teenageren Stanley, som har problemer derhjemme. Moren drikker, og stedfaren lusker af sted hver aften uden at ville sige, hvad han laver. Stanley beslutter sig for at finde ud af, hvad stedfaren laver, og han får patienten med. Men jo mere de finder ud af om Stanleys stedfar, jo flere syner får patienten.

“The Darkroom” er en udmærket thriller, som forsøger sig med en uventet drejning af historien hen mod slutningen. Drejningen er dog ikke så uventet, hvis man er lidt bekendt med genren. Skuespillet er ok, og det mystiske muddermonster er faktisk ret godt lavet. Plottet har dog et par usandsynlige præmisser, som man kan ærge sig over, at instruktøren/manuskriptforfatteren ikke har ofret lidt tid på. Bl.a. er det temmeligt utroværdigt, at man ikke har kunne finde den navnløse patients identitet.

Alt i alt er “The Dark Room” dog en okay film, som man sagtens kan slå et par timer ihjel med, hvis den kommer på tvet.

Instruktør: Michael Hurst
Udgivelsesår: 2006

Efter et par gode Dean Koontz oplevelser (”Fanget i isen” og ”Ægtemanden”) blev ”Tiktak” en erkendelse af, at jeg ikke huskede helt galt, når jeg ind i mellem har været træt af Koontz.

Tommy Phan er amerikaner af vietnamesisk afstamning. Hans familie flygtede fra regimet, da han var dreng, og nu har de opbygget et betydeligt forretningsimperium i bagerbranchen. Familiens ønske er, at Tommy skal opgive sine forfatterdrømme og blive en del af virksomheden, men Tommy vil være fuldt og helt amerikaner, og har derfor delvist mistet kontakten til familien som synes, han svigter sine rødder.

Så en dag finder Tommy en lille dukke på sit dørtrin. Dukken har et brev i sin hånd, som Tommy ikke kan læse, da det er skrevet på vietnamesisk. Han er dog overbevist om, at det må være et trusselsbrev fra nogen af de vietnamesiske bander, han kort har skrevet om i aviserne.

Men det viser sig, at Tommy har lukket noget meget værre ind i sit hus. Ud af dukken kommer nemlig et minimonster, som kun har et formål – at slå Tommy ihjel. Det lykkes Tommy at overleve første anslag og flygte i sin bil, men uhyret er lige i hælene på ham. Tilfældet fører ham sammen med Deliverance Payne, en ikke helt almindelig ung kvinde, som viser sig at blive en langt større hjælp end forventet.

Der er gode anslag i ”Tiktak”. Historien om monstret, der pludselig invaderer Tommys hus og liv, og jagten som accelererer gennem romanen er både intens og spændende. Jeg kom til at tænke på den jødiske fortælling om Golemmen, og det gav en slags ekstra dimension til historien. Men så insisterer Koontz på at introducere en kvindelig heltinde, og jeg blev direkte irriteret af Deliverances kryptiske opførsel. Desuden virker hendes og Tommys forhold bare ikke troværdigt på mig, men det er et af Koontz klassiske elementer. Den enestående kærlighed som redder alt.

Slutningen på monstrets jagt falder fint i tråd med historien, men så synes jeg igen, at Koontz påklistrer den helt unødvendige forklaring på Deliverance, som fører historien helt ud over klodens kant. Så desværre lod jeg mig irritere en del undervejs, så selvom noget af historien var god, blev det overordnede indtryk en halvdårlig oplevelse.

Udgivelsesår: 1997
Omslag: Peter Stoltze

Forleden så jeg ”Critters” fra 1986, som jeg synes var ganske underholdende, og så tænkte jeg, at ”Ghoulies” fra 1985 sikkert var ligeså god. Det var den dog ikke, selvom forsiden tegner godt med to små monstre, som stikker hovederne op af et toilet med ordene: ”They will get you in the end!”

I filmens start reddes en baby-dreng fra at blive ofret til Lucifer af sin egen far. Drengen Jonathan vokser op uden kendskab til sin familie, men da faren efter mange år dør, arver han huset og alt indholdet. Her flytter han ind sammen med kæresten Rebecca, men der går ikke længe, før nysgerrigheden får ham til at rode med de gamle notesbøger, han finder i huset, og pludselig er han alligevel i de mørke kræfters tjeneste.

Et af mine første kritikpunkter er, at Jonathan skal forestille en ung mand først i 20’erne, som studerer. Men Peter Liapis, som spiller ham, er 36 år, og så ligner du altså ikke en først i 20’erne mere. Tro mig – jeg taler af erfaring. Dernæst er historien ikke særligt overbevisende og samtidig forfærdelig langtrukken. Special effects er temmelig ringe, selv når man tager i betragtning, at filmen er fra 1985. Bl.a. får Jonathan grønne øjne, når han besættes af det onde, men tilsyneladende har man haft store problemer med at sætte linserne i, for det halve af tiden er han totalt skeløjet, og undskyld mig, men det virker ikke særligt skræmmende. Og endeligt havde jeg svært ved at finde ud af, hvad de Ghoulies, som Jonathan frembringer, skulle gøre godt for? Ja, de slår nogle mennesker ihjel, men det meste af tiden putter de sig bare og er nærmest kramme-dyr for Jonathan og faderen.

Ikke desto mindre kom der efterfølgende 3 efterfølgere, så måske er det endnu en gang bare mig, som forventer alt for meget, når jeg ser film – såsom et troværdigt plot, interessante personer og bare et minimum af enten uhygge eller humor.

Instruktør: Luca Bercovici
Udgivelsesår: 1985

Ghoulies-serien:
Ghoulies, 1985 – D: Luca Bercovici
Ghoulies II, 1988 – D:Albert Band
Ghoulies III: Ghoulies go to college, 1991 – D: John Carl Buechler
Ghoulies VI: 1994 – D: Jim Wynorski

Jeg ved ikke, om det er Joe Dantes “Gremlins” fra 1984, der har inspireret til filmen “Critters”, men umiddelbart er der i hvert fald lidt af samme stemning i Stephen Hereks film fra 1986.

Filmen starter in space, hvor en fangetransport bliver kapret af fangerne, kaldet Critters, som flygter mod jorden. Et par dusørjægere sendes efter dem, og så skifter scenen til vores jord, hvor drengen Brad bor med sine forældre og den irriterende storesøster på en farm lidt udenfor en lille by. Alt ånder idyl, indtil de ser en meteor styrte til jorden. Brad og faderen går ud for at undersøge det, men opdager, at deres kvæg er blevet ædt. Kort efter ryger strømmen og telefonforbindelsen, og da Brads far tjekker sikringerne, bliver han overfaldet af en lille pelskugle fyldt med skarpe tænder og stikkende pigge.

Og så går det ellers løs. The Critters er landet på jorden, og de æder alt af kød og blod. Kort efter lander også dusørjægerne, og deres jagt på flygtningene sker heller ikke uden materielle skader.

“Critters” er en rigtig 80′er film, som mikser gys med humor. Den bliver aldrig rigtig uhyggelig, men er underholdende alligevel. Jeg spekulerede som en vild over, hvad Scott Grimes, som spiller Brad, siden har været med i, for hans ansigt virkede uhyggeligt bekendt. Det viste sig at være “Band of Brothers”, hvor han spiller sergeant Malarkey.

“Critters” blev siden efterfulgt af endnu tre film om de små dødbringende pelskugler fra out of space.

Instruktør: Stephen Herek
Udgivelsesår: 1986

Critters-serien:

Critters – 1986, D: Stephen Herek
Critters 2 - 1988, D: Mick Garris
Critters 3 – 1991, D: Kristine Peterson
Critters 4 – 1992, D: Rubert Harvey

7-årige Timmy bor sammen med sine forældre og lillesøster. Hun er kun en baby, og forældrene er meget optagede af hende, men også af deres arbejde og af at gå i teatret osv. Faktisk overser de Timmy lidt, så  han har ingen, han kan fortælle om monsteret i kælderen. Monsteret er sultent, og hvis ikke Timmy sørger for, at det får noget at spise, så bliver han næste ret på menuen …

Dennis Jürgensen har skrevet en underholdende gyser om det klassiske monster i kælderen. Historien er letlæst, og med en 7-årig hovedperson må fortællingen også nødvendigvis være lidt naiv. Men jeg må indrømme, at slutningen faktisk overraskede mig ved at være ualmindelig grum, så “Monsteret i kælderen” kan bestemt også sagtens læses af voksne.

Udgivelsesår: 1993
Omslag: Leif Rosby

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

Are you eating it … Or is it eating you?

“The Stuff” er fra 1985 og er en vaskeægte B-film, med alt hvad dertil hører. Mere sjove end uhyggelige special-effects, et manuskript fyldt med dårlige oneliners og huller i historien på størrelse med elefanter, og så er den plat på grænsende til det pinlige. Lige alt det som man ind i mellem har lyst til at hygge sig med, og det gjorde jeg så.

En minearbejder opdager noget hvidt stads, der pibler op af jorden. Da han smager på det, opdager han, at det smager fantastisk, og snart har han fået sat en kæmpeproduktion i gang, og “The Stuff” som det kaldes sælges overalt. Industri-spionen David “Mo” Rutherford bliver ansat til at finde ud af hemmeligheden bag produktet, men i stedet opdager han, at ”The Stuff” gør folk afhængige, og forvandler dem til en slags zombier, der vil gøre alt for at få mere Stuff.

Også drengen Jason fornemmer, at der er noget galt med “The Stuff”. Han forsøger at forhindre sin familie i at spise det, men det mislykkes, og da de forsøger at tvinge ham til at spise stadset, så han igen kan blive part af deres lykkelige familie, stikker han af og ender op sammen med “Mo”, der også har slået sig sammen med Nicole, som opfandt kampagne for “The Stuff”.

Det lykkes dem at komme ind på fabrikkens område, hvor stadset puttes i emballage, men først da de finder frem til minen, hvor arbejderne henter stadset, får de en chance for at bremse det.

Filmen har masser af kiksede specialeffects, hvor vi ser stadset forlade de mennesker, som det har fyldt helt op, og i en slagsmåls-scene får en Stuffie en skovl i hovedet, og afslører et tomt, blodigt hulrum. I en anden scene brænder “Mo” og Nicole en masse af stadset, som flyder op af væggene, og det er heller ikke just overbevisende lavet. Mest kikset er nok en scene inde i en tankbil, hvor Jason forsøger at holde sig klar af stadset, der af uransagelige grunde venter med at springe på ham, til det er for sent.

Men trods alt det dårlige, der kan siges om filmen, så morede jeg mig vældigt med at se den. Michael Moriarty, som (over)spiller “Mo” er simpelthen herlig, og flere af hans replikker er så tåbelige, at de bliver fantastiske, ligesom hans scener med Chocolat Chip Charlie (Garrett Morris) er forrygende. Så har du lyst til at se en underholdende B-film, er “The Stuff” the stuff – when you just can’t get enough.

Instruktør Larry Cohen har også instrueret film som “It’s Alive” (1974), “A Return to Salem’s Lot” (1987) og ”Pick me up” (2006) i Masters of Horror-serien.

Instruktør: Larry Cohen
Udgivelsesår: 1985