oktober 2020
M Ti O To F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘monstre’

Virus af Henrik Einspor

Virus af Henrik Einspor

Jeg kan ikke tro, hvad jeg ser.
Bylder vælter frem alle vegne på min krop.
Snart er jeg dækket af tyk, grå hud.
Min hjerne er stadig klar.
Men jeg ligner ikke mere en dreng.
Jeg ligner … et monster.
(fra bagsiden)

Virus er en ny titel i forlaget Løse Ænders røde serie. Bøgerne er kendetegnet ved at have et lavt lixtal men et komplekst og spændende plot. De er derfor særligt gode til de lidt større børn, som ikke er så stærke læsere, men som godt vil have en alderssvarende historie. Og det er Henrik Einspor ekspert i at levere.

Mick er en helt almindelig vestjysk dreng i 6. klasse. Han er bedstevenner med Jønne, og så er han hemmeligt forelsket i Britt, som dog ikke ænser ham.

Da Mick var yngre, var han meget interesseret i øgler og dinosaurer. Nu har han andre interesser, men på hans værelse hænger stadig en plakat af en raptor, som han har fået af sin far. Og så er der også flasken med Dino DNA, en skør souvenir tænkt som en sjov gave.

Men en dag ryger proppen af, og Mick bliver klistret helt til af det grønne snask. Først er Mick bare træt af svineriet, men næste dag har han det dårligt og får lov til at blive hjemme fra skole.

Dagen efter flyder nyhederne over med historier om ulve, der har flænset en masse får på heden. Men Mick ved bedre …

Henrik Einspor serverer med Virus en actionfyldt, underholdende og letlæst historie for de +10-årige. Bogen er delt op i 30 korte kapitler, som gør den let at gå til, og som samtidig inviterer læseren til at snuppe et kapitel mere.

Historien fortælles i 1.-person af Mick, som foregriber begivenhederne flere gange, og således skaber suspense helt fra begyndelsen. Vi ved, at der kommer til at ske noget forfærdeligt, men hvornår og hvorfor afsløres først hen ad vejen.

Selvom jeg er langt over +10 år, var jeg vældig underholdt af Virus. Blandingen af tør humor og actionfyldt uhygge ramte mine smagsløg rent. Og jeg er sikker på, at målgruppen er enig med mig.

Om Virus:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Løse Ænder, 95 sider
Omslag: Kristian Eskild Jensen
Lix: 8

Læs også:

Charons sølv 1-3 af Lasse Bo Andersen
Ulm af Nick Clausen
Dræbersvin af Morten Dürr
De to myr af Henrik Einspor
Let bytte af Carina Evytt
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Liv på spil af Søren Jessen og Rasmus Meisler
Alle de andre er åndssvage af Patrick Leis
Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann

Drømmefanger af Christian Kronow

Drømmefanger af Christian Kronow

Drømmefanger er andet bind i Christian Kronows fantasy-serie om drengen Saxo med de specielle evner.

I Blodets bånd fandt Saxo ud af, at de gamle myter om trolde og sagnhelte er sande. På en ø kaldet Orator lever alle disse væsener, og ind i mellem dukker de op i menneskenes verden og laver ravage. For at stoppe sagnvæsenerne har man etableret en enhed af orator-agenter, som Saxo har været elev hos i snart et år under lærermesteren Bitten. Også Saxos far er orator-agent, men efter en ulykke sidder Torben nu i kørestol og holder styr på enhedens arkiv.

I året der er gået siden første bind, har Saxo og de øvrige orator-agenter haft travlt med at indfange de mange væsener, der slap fri under Brages oprør. Men nu er hverdagen ved at indfinde sig, og Saxo vender tilbage til skolen, hvor ingen kender hans hemmelighed, og hvor han drømmer om Maren fra parallelklassen.

Alt er dog ikke fryd og gammen. Saxo lider af frygtelige mareridt, hvor det føles, som om han er inde i cellen hos Brage. Samtidig er der kommet en ny chef for orator-enheden, Ragnar, og han har store planer. Alle artefakter skal indsamles og gemmes i en ny research-enhed, og Ragnar har også store planer for Saxo. Han er nemlig den eneste tilbage med evnen til blodmagi, og det vil Ragnar udnytte. Om Saxo vil eller ej …

Og for at gøre ondt værre er Alfast, havets konge, tæt på at slippe fri af sine blodbånd, der har holdt ham fanget i havets dyb. Alfast drømmer om hævn over menneskene, og han vil sætte alle kræfter ind på at befri Brage, så de sammen kan lægge verden øde.

Drømmefanger er drønspændende. Endnu en gang præsenteres vi for en række gamle danske sagn og myter, som på vellykket vis føres ind i nutiden i et moderne fantasy-setup. Min eneste anke er, at jeg godt kunne tænke mig, hvis Christian Kronow kort havde ridset handlingen op fra første bind. Vi bliver kastet ret hovedkulds ind i historien, så har man ikke læst Blodets bånd, eller ikke lige har den i frisk erindring, kan det være lidt svært at følge med.

Trods denne lille anke kan jeg dog klart anbefale Drømmefanger. Forfatteren skal have ros for at bringe nyt liv til de danske sagn i denne actionmættede fantasy-serie for de +12-årige, herunder også voksne. Bøgerne er fulde af spænding, underholdning og action nærmest fra start til slut, og jeg kan ikke vente med at læse fortsættelsen. Slutningen er nemlig noget af en cliffhanger.

Uddrag af bogen:

Saxo står i skolebibliotekets hemmelige kælder med ører, der stadig blopper efter turen i helikopteren. Det er mærkeligt, som selv de vildeste ting kan blive rutine, når bare man har gjort det rigeligt. At skyde monstre og Brages håndlangere er efterhånden sammenligneligt med matematiklektier for Saxo. Det er på ingen måde rart eller let, men noget han desværre alt for tit løber ind i. Omvendt får Saxo aldrig gjort noget ved sine matematiklektier.

Han kigger over på sin skoletaske, der står ved siden af et af kælderens mange blinkende skabe. Skabet indeholder Sigurd Fafnersbanes berømmede sværd, Gram. Saxos far har fortalt ham, at sværdet dukkede op nogle måneder efter hans mors død. Og endda leveret af en havmand.

Saxo dvæler et øjeblik ved Sigurd Fafnersbane, som han desværre ikke er rendt ind i på Orator. Sigurd var en legendarisk dragedræber og helt. Faktisk var han den største helt i Vølvsungesagaen, og det siger ikke så lidt. Sigurd var også farverig på en helt anden måde end den gængse helt. Blandt andet har Saxo altid tolket, det som om Sigurd har en affære med en valkyrie. Derudover dræber han sin fosterfader, Regin, og drikker dragen Fafners blod og lærer fuglenes tale. Sigurd er bare en temmelig heftig bad-ass-helt alt i alt, synes Saxo.

Og her står Saxo ved siden af hans sværd i en fuldstændig almindelig provinsby på Hornsherred. (side 48-49)

Reklame: Tak til forlaget mellemgaard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Drømmefanger:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 330 sider
Illustrationer: Onkel Krig

Orator-trilogien:

Blodets bånd, 2018
Drømmefanger, 2020

Pigen som ikke var der af Nick Clausen

Pigen som ikke var der af Nick ClausenNick Clausen tager denne gang læseren med til ‘X-files’-land kombineret med Stephen King’ske børneportrætter fortalt i et letlæst sprog. Med andre ord er Pigen som ikke var der en glimrende ungdomsthriller, der også kan læses af voksne.

Andy elsker at læse. Så da han en dag på vej hjem fra skolen vil ind på biblioteket for at låne en bog med hjem, beder han lillesøsteren Rebekka om at vente på ham. Han er kun væk kort tid, men da han kommer ud igen, er hun væk.

Først tror Andy, at lillesøsteren bare driller ham. Men som tiden går, og hun ikke dukker op igen, går det op for ham, at hun virkelig er forsvundet. Så starter den helt store eftersøgning, men politiet finder ingen spor af Rebekka.

Andy føler, at det er hans skyld, så han starter sin egen eftersøgning. Og her får han hjælp fra en uventet hjælper på biblioteket. Men hvad er der egentligt sket med Rebekka?

Nick Clausen er en dygtig fortæller, og Pigen som ikke var der er underholdende fra først til sidst. Jeg blev hurtigt grebet af historien, som skiftevis er skræmmende og sørgelig. For nok er her tale om en thriller, men Clausen lader også historien ramme lidt dybere ved at lade familiens sorg over den forsvundne datter fylde i handlingen. Og så giver slutningen også lige lidt ekstra kant på den rigtig gode måde.

Pigen som ikke var der har en spændende opbygning, der er med til at øge suspensen. Bogen er opdelt i kapitler, der dag for dag beretter historien. Men så sker der et skift, og som læser får vi pludselig et nyt fokus. Det er rigtig fint lavet, og jeg vil ikke afsløre for meget for ikke at spolere overraskelsen.

Nick Clausen er en produktiv forfatter som alene i 2019 udgav tre romaner (Dødt kød – dag 2, Dødt kød – dag 3 og Pigen som ikke var der). Jeg er imponeret over hans fantasi men også over, at kvaliteten af historierne kan vedblive at være så høj. Jeg har i hvert fald følt mig utroligt godt underholdt uanset om Clausen fortæller om zombie-apokalypse eller gule varevogne og forsvundne piger.

Uddrag af romanen:

I søvne drager Andy til de canadiske skove for at jage elge. Pludselig får han øje på Rebekka mellem træerne. Hun står med ryggen til. Andy løber mod hende. Det er svært at bevæge benene rigtigt. Han kommer kun langsomt nærmere.

“Bekka!” kalder han. “Bekka, jeg kommer nu!”

Rebekka drejer hovedet til siden, som om hun hører ham. Men der er noget galt med hendes øjne. Hun græder. Nej, det er ikke tårer, der løber ned over kinderne. Det er blod.

Andy gisper. 

Så træder wendigoen frem fra træet, hvor den har stået skjult. Den er endnu mere gruopvækkende end beskrivelsen i bogen. Den ligner lidt et menneske, men alligevel ikke. Den er højere og tyndere, huden er askegrå og sidder stramt over knoglerne. Øjnene er små og dybtliggende, læberne er sprukne og blodige. 

Andy kan kun se til i rædsel, mens væsenet går hen og tager Rebekkas hånd. Hun lader sig lydigt føre med. Andy vil skrige, men kan ikke få en lyd frem.

Netop da Rebekke forsvinder ud af syne, sætter Andy sig op med et halvkvalt skrig. Han glor rundt i værelset. Hans hjerte føles, som om det sidder oppe i halsen.

“Wendigoen tog Bekka,” hvisker han hæst. “Det var wendigoen …” (side 19-20)

Tak til forlaget Facet som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Pigen som ikke var der:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Facet, 276 sider
Omslag: Nick Clausen
Lix: 23

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Læs også:

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Lars Gabel
Drømmeland af Nick Clausen
I klovnenes kløer af Henrik Einspor
Let bytte af Carina Evytt
Dukkehuset af D. S. Henriksen
Små onde svin af John Kenn Mortensen

De to myr 2 af Henrik Einspor

De to myr 2 af Henrik EinsporDa jeg læste første bind om De to myr i 2017, blev jeg fuldstændig grebet af historiens uhyggelige stemning trods det lave lix-tal. Nu udgiver Henrik Einspor så en fortsættelse.

De to myr 2 fortsætter kort efter første bind slutter. Det forfaldne hus i skoven står atter forladt, efter at politiet har gennemsøgt det for at finde de forsvundne børn. De fandt ingen, og nu må børn kun komme i skoven i følgeskab med voksne.

De to myr har i mellemtiden gemt sig i en rævehule, men de er sultne og savner Lis og deres hus. Så de vover sig tilbage, og forsøger endda at nærme sig byen i deres søgen efter Lis. Men tør alligevel ikke gå derind.

Lis har også tænkt på de to myr. Hun vil gerne være biolog, når hun bliver voksen, og hun er overbevist om, at de to myr er en helt ny race, som hun kan blive berømt for at finde. Så en dag går hun tilbage til huset i skoven …

Jeg var som sagt helt vild med første bind om de to myr, og selvom jeg ikke er lige så højt oppe at ringe over De to myr 2, så er jeg sikker på, at målgruppen vil elske den. Henrik Einspor kan bare noget, når det gælder letlæst uhygge, for selvom selve teksten er let at læse, er historien ikke for de mindste.

Kristian Eskild Jensen står endnu engang for den stemningsfulde forside.

Uddrag af bogen:

En mørk skov. Et hus. Gå forbi. Gå ikke ind.

Her holdt de to myr til. Engang. Hvem ved, om de er her endnu? Godt, huset ligger langt fra alt. Folk har næsten glemt, det findes. Eller også vil de bare ikke tænke på det. Alle er bange for skoven nu.

Det er ikke sommer mere. Løvet er gult, og visne blade daler ned.

Skoven virker øde og tom. Men det er den ikke. De to myr venter. Lis har lovet at komme. Men hun kommer ikke. Lis tør ikke gå ind i skoven mere. Det gør ingen. Flere børn er blevet væk i denne skov. Nu må børn ikke komme her mere. Eller kun sammen med voksne. (side 5-6)

Tak til forlaget Løse Ænder som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om De to myr 2:

Udgivelsesår: 02.12.2019
Forlag: Løse Ænder, 47 sider
Omslag: Kristian Eskild Jensen
Lix: 6

Løse Ænders ‘røde’ serie er ekstremt letlæste bøger for større børn, som stadig er læsemæssigt udfordrede, men som ikke vil røre gængse letlæsningsbøger med en ildtang. (fra forlagets hjemmeside)

Læs også:

De to myr af Henrik Einspor
Meteor af Henrik Einspor

Alle de andre er åndssvage af Patrick Leis

Alle de andre er åndssvage af Patrick LeisAlle de andre er åndssvage er en humoristisk fortælling for de +9-årige om Gilbert, der bare ikke gider at høre efter. Han synes, alle de andre er åndssvage, og kan ikke forstå hvorfor han altid skal rette sig efter andres regler.

Men en dag finder Gilbert nogle mærkelig briller i en grøftekant. Da han tager dem på, snurrer det underligt i hans hoved, og pludselig ser alting omkring ham anderledes ud. Smilende folk ligner monstre, og det går op for Gilbert, at hele verden er fyldt af skiderikker i forklædning. Så i virkeligheden ville verden være bedre, hvis bare det var Gilbert der bestemte – eller måske alligevel ikke…

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg synes, Patrick Leis er en gudsbenådet fortæller af røverhistorier. Ikke mindst er jeg vild med hans Necrodemic-saga. Men han er også forfatter til en del børnebøger, og så er han en fantastisk illustrator.

Historien om drengen Gilbert, der er træt af, at det aldrig er ham, der bestemmer, er herlig – og lidt uhyggelig. Sproget er direkte og letforståeligt, og billedsiden veksler mellem ren idyl og frådende monstre. Når Gilbert tager brillerne på, ser han vrangsiden af virkeligheden, hvor høfligheden er skrællet væk og ID’et viser sine inderste hemmeligheder.

Først bliver Gilbert forskrækket. Så føler han sig forstærket i sin overbevisning om, at han ved bedst. Men til sidst må han se i øjnene, at alle har ubehagelige sider, og at det måske ikke er så vigtigt ALTID at have ret.

Alle de andre er åndssvage er en rigtig fin historie, som forældre godt kan få en snak med deres børn om. Men har man ikke børn, eller er man som jeg laaaangt over de +9 år, så kan jeg anbefale den alene for illustrationerne. De er simpelthen ikke til at stå for.

 

Alle de andre er åndssvage af Patrick LeisUddrag:

– Jamen, hvorfor er det altid flertallet, der skal bestemme? spørger Gilbert. Hvorfor er det aldrig mig, der bliver spurgt!

– Sådan gør man altså ikke, svarer læreren og begynder at gå mod boldbanen. Vi lever i et demokrati, hvor det gælder om at gøre flest muligt glade.

– Ja, det kan godt være, mumler Gilbert gnavent. Men jeg er ikke De Fleste, og hvem har bestemt, at flertallet altid har ret? (side 7)

Om Alle de andre er åndssvage:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Calibat, 68 sider
Illustrationer: Patrick Leis

Bird Box af Josh Malerman

Bird Box af Josh MalermanDer er noget derude …
Noget rædselsfuldt man ikke må se. Ét glimt af det, og man drives til voldeligt selvmord. Ingen ved, hvad det er, eller hvor det kom fra.
Fem år efter, at det begyndte, er der kun en håndfuld spredte overlevende tilbage, deriblandt Malorie og hendes to små børn. De bor i et forladt hus ved floden, og hun drømmer om at flygte til et sted, hvor de måske kan være i sikkerhed. Nu, hvor drengen og pigen er fire år, er tiden inde til at tage afsted. Men det er en skræmmende rejse, der ligger foran dem: 30 km ned ad floden i en robåd – med bind for øjnene – hvor det eneste, de kan stole på, er hendes intelligens og børnenes trænede ører. Ét forkert valg og de dør. Og der er noget, der følger efter dem. Men er det mennesker, dyr eller væsenerne?
(fra bagsiden)

Jeg så Susanne Biers filmatisering af Bird Box, før jeg vidste, at den byggede på en bog. Filmen er rigtig god, men jeg synes faktisk, at bogen er bedre.

Historien starter fem år efter, at verden pludselig blev invaderet af ’noget’, der gør folk sindssyge og får dem til at begå selvmord, hvis de ser det. Vi følger kvinden Malorie, der mod alle odds har klaret sig igennem sammen med sine to børn.

Med spring tilbage i tiden og fortællerstemme, hører vi hvordan Malorie sammen med sin søster oplever verdens sammenbrud. Hvordan hun finder frem til et hus med andre overlevende, og der forsøger at klare sig igennem. Og hvordan hun i nutiden, efter fire års tøven, beslutter sig for at forsøge at nå frem til et sikkert sted længere nede ad floden.

Bird Box er en utrolig intens læseoplevelse, og på mange måder er bogen langt mere uhyggelig end filmen. I filmen virker den frivillige blindhed til tider en smule komisk, fordi vi som publikum kan se, hvad der sker. Men i bogen har vi kun Malories ord at forholde os til, og det gør i den grad den fremmede tilstedeværelse skræmmende. Vi er ligeså uvidende som hende, og aner derfor ikke om det blot er vinden, et dyr eller det fremmede der laver lydene.

Vi kommer også tæt på personerne i huset, hvor Malorie søger tilflugt i starten. Deres forskellige personligheder og måder at tackle katastrofen på, beskrives troværdigt. Josh Malerman har et godt øje for gruppedynamikkens relationer, og hvordan den usynlige ’magtbalance’ i en gruppe lynhurtigt kan tippe, hvis noget ændrer sig. Det er nærmest en gyser i sig selv.

Bird Box er Malermans debutroman, men det mærkes ikke. Sproget flyder, og spændingen føles næsten fysisk på en underspillet, knugende facon. Jeg blev fanget ind fra første side, og kan absolut anbefale den til alle, som holder af en vellykket thriller – også selvom man normalt ikke er den store gyserfan.

Stor anbefaling herfra.

Om Bird Box:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Kandor, 296 sider
Omslag: Rasmus Hjulgaard
Originaltitel: Bird Box
Oversætter: Lars Poulsen

Læs også:

Eksperimentet af Dean Koontz
Station 11 af Emily St. John Mandel
Den sidste af Alexandra Oliva
Den 5. bølge af Rick Yancey

Stonelegenderne af Danny H. L. Nielsen

Stonelegenderne af Danny H. L. NielsenFra bogens bagside:

I 1878 vender Jonathan hjem efter sin lange forretningsrejse til Stone Island. Idet han stiger af færgen, mærker han straks, at noget er galt – luften føles tung, og de tjenestefolk, som ikke er stukket af, er skræmte. Da han konfronteres med sine børn, indser han hurtigt, at Howard, Marcus, Elza og Sara ikke længere er de samme, som han forlod. I hans fravær har de leget med kræfter ud over børns forståelse og forstand.

Howard Stone ved, at det var hans skyld. Det var ham, der overtalte de andre til at være med i ritualet som ændrede deres liv. I en desperat søgen på svar krydser han membranen til en ødelagt verden fuld af mystik og fare. Men at finde svar er ikke nok. For Marcus, Elza og Sara har hver fundet deres måde at håndtere mørket på.

I en fortælling, som strækker sig over 130 år, følger vi de fire børn og deres ulykkelige skæbner, mens Howard forsøger at finde svar. Hvad fremkaldte børnene den stormfulde aften i 1878? Hvorfor ældes de ikke som andre? Og hvordan kan det være, at de – som de eneste – tilsyneladende er i stand til at bryde fysikkens ukrænkelige love?

Stonelegenderne er Danny H. L. Nielsens debut og på mange måder en rigtig spændende bog. Plottet er effektivt og underholdende med sin blanding af science fiction og horror, der krydses i en overraskende krølle. Historien fortælles gennem forskellige personer og i forskellige tider, og selvom det som sådan ikke er nyskabende i sig selv, så bruger forfatteren alligevel grebet på en ny måde, som både overrasker og fastholder spændingen. Romanen er således spændende og dramatisk med et snært af okkultisme og videnskab.

På det sproglige synes jeg til gengæld, at man mærker, at Stonelegenderne er en debutroman. Her mangler DHLN lidt finesse og et større vokabular. Jeg køber simpelthen ikke, at privatdetektiven John Harrow i 1879 bruger udtryk som ‘lortejob‘ og kalder kirkeklokkens ringen søndag morgen for en ‘fandens idé‘.

Derudover er sproget også for knudret ind i mellem. F.eks. side 29: “Elza fik pludselig en motivation og begyndte at samle noter …” Hvorfor ikke skrive det langt mere mundrette “… Motiveret begyndte Elza at samle noter …”? Eller side 84: “… Hr Stone og børnene har brug for mig her,” sagde pigen med en dyster tone i stemmen.” Hvorfor ikke bare skrive “… sagde pigen dystert.“?

Der er ingen tvivl om, at DHLN har rigtig mange gode idéer og en stor kærlighed for de fantastiske genrer. Stonelegenderne er bestemt heller ikke en dårlig bog. For mig halter det sproglige dog lidt for meget til en 100% uforbeholden anbefaling. Den finder du til gengæld HER.

Alt i alt er her dog tale om en ganske vellykket debutroman, og hvis Danny H. L. Nielsen fortsætter med ligeså fascinerende historier og får arbejdet lidt med det sproglige, så bliver han en spændende forfatter at følge.

Uddrag fra Stonelegenderne:

Hendes faders noter havde været mere omfattende, end hun nogensinde kunne have håbet på – eller frygtet. Men der var for meget: paralleluniverser, tidslinjer, kinetisk trolddom, fysik, mental projektion, telepati, biologi, kemi – det hele hang sammen. Men hvordan? Elza blev fortvivlet. Hun gik fra den ene væg til den anden, tog noter og smed dem på gulvet, halvfærdige og utydelige. Hun samlede bøger op og smed dem igen.

Hvorfor svarer han mig ikke? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Elza brød sammen og faldt på knæ.

Jeg samlede mine noter, skrev en analyse og relaterede til hans egne teorier. Jeg sendte endda kopier af nogle af min fars noter. Hvorfor svarer han mig så ikke? Tror han ikke på mig? Er der ingen, der tror på mig?

Det blev svært at trække vejret, og Elza følte mørket tage over. Hun kæmpede imod denne gang. Hun brugte en hånd til at trække sig op, men på en stol fandt hånden et stykke papir. Det var et brev. (side 27)

Om Stonelegenderne:

Udgivelsesår: 27.04.2017
Forlag: Skriveforlaget, 257 sider
Omslag: Lotte Lund/GrafiskGenvej

Besøg Danny H. L. Nielsens hjemmeside HER.

Læs også:

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen
Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen
Bunker 137 af Michael Kamp
Miraklets fald af Christian Reslow
Hotellet af Jonas Wilmann

De udøde af Johan Egerkrans

De udøde af Johan EgerkransSmukt illustreret opslagsværk om udøde væsener fra hele verden

Jeg har tidligere læst bogen Nordiske guder af Johan Egerkrans, og allerede her blev jeg betaget af hans fantastiske illustrationer. Nu har han så lavet et opslagsværk som beskriver udøde væsener fra hele verden, og endnu engang har han skabt et betagende smukt værk.

Efter en indledning hvor Egerkrans kort fortæller om de udøde, hvad de er, hvordan de opstår, hvordan man genkender dem og hvordan man beskytter sig imod dem, følger fire overordnede kapitler: Europa, Afrika & Mellemøsten, Amerika og Asien & Oceanien. Hver kapitel omhandler en række væsener fra denne verdensdel lige fra kendte skabninger som Succubus, Tupilak og Zombi til for mig helt ukendte navne som Cihuateteo, Draug og Vrykolakas.

Alle opslag er smukt illustreret og fortæller kort om væsenets egenskaber, hvorfor det er blevet til og hvordan man kan stoppe det. Sproget er let tilgængeligt, og på mit bibliotek står bogen i børnebiblioteket. Den kan dog sagtens læses af voksne, og den omfattende litteraturliste bagerst viser, at der ligger et stort researcharbejde bag udgivelsen.

Blandt væsenerne, som det viste sig, at jeg havde hørt om, da jeg læste nærmere, var Adze. Et blodsugende væsen der ligner en lille ildflue. Dette væsen bruger brødrene Garmark i romanen Love City, hvor det udfylder en skræmmende rolle.

Churel illustreret af Johan EgerkransEn anden overraskende kending nævnes kort i det overordnede afsnit om vampyren. Det skandinaviske væsen myling. Jeg husker navnet fra bøgerne om Emil fra Lønneberg, men har aldrig kendt historien bag. Nu ved jeg så, at mylingen er genfærdet af et barn født i dølgsmål og derefter slået ihjel af moren. Barnet vender i døden tilbage til moren, hvorefter det dier hende til døde.

Et tragisk væsen, der nu ikke er mindre blodtørstig af den grund, er Churel’en. Her er tale om en indisk kvinde, der er død i barselsseng eller er blevet slået ihjel af sin svigerfamilie. Et kendtetegn er de bagudvendte fødder, som også kan ses, når væsenet har forvandlet sig til en smuk, ung kvinde. Hvis Churel’en er blevet dræbt af sin svigerfamilie, starter hun med at slå det yngeste mandlige medlem ihjel og fortsætter, til alle mændene er døde. Desværre stopper det ikke hendes aktiviteter, så når hendes hævn er fuldført, fortsætter hun med at dræbe unge mænd i almindelighed. Churel’en er i øvrigt også et væsen, det viste sig, at jeg havde læst om før. Teddy Vork bruger nemlig denne skabning i novellen De rette omgivelser.

De udøde er både informativ og flot udført. Vi præsenteres for i alt 40 opslag om levende døde og andre gengangere fra alle dele af verden. Hvert væsen er skrækindjagende, tragisk og fascinerende, og samtidig er det interessant at opdage, hvordan næsten enslydende myter er opstået i hver sin ende af verden, blot med få lokale forskelle.

Har du den mindste interesse i sagn og myter, bør du ikke snyde dig selv for denne smukke bog, som fortjener mere end én læsning.

Uddrag af De udøde:

Draug, illustreret af Johan EgerkransDraug (Draugr; Haugbui; Aptrgangr)

En draug er en mægtig og blodtørstig genganger, kendt fra de oldnordiske sagaer. I modsætning til mange andre genfærd, der savner en egentlig fysisk form, er draugen en særdeles håndgribelig udød, hvis ånd har animeret den døde krop. Drauger bor i den gravhøj, hvori de er begravet, og manifesterer sig som sorte, opsvulmede lig med ondskabsfuldt glødende øjne. Draugen kan ændre størrelse efter behag, har overnaturlige kræfter og er mere eller mindre usårlig over for sværdhug og andre gængse våben. Den kan endda forvandle sig til en mystisk røg eller tåge, der om natten hvirvler op fra dens grav. (side 46)

Om De udøde:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alvilda, 125 sider
Omslag: Johan Egerkrans & Cecilia Danneker Engström
Originaltitel: De odöda
Oversætter: Annette Lerche Trolle

Besøg Johan Egerkrans’ hjemmeside

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Diget af Teddy Vork

Blodets bånd af Christian Kronow

Blodets bånd af Christian Kronow

De gamle danske sagn genopstår i Christian Kronows vellykkede fantasy-debut for de +12-årige

Den 13-årige Saxo bor alene sammen med sin far. Han har aldrig kendt sin mor, der døde kort efter hans fødsel. Saxos far arbejder på skolebiblioteket, men for nogle måneder siden var han ude for en ulykke, og nu sidder han i kørestol. Siden ulykken har faren været nervøs, og på sin 13 års fødselsdag finder Saxo ud af hvorfor.

Saxo har så længe, han kan huske, haft et tilbagevendende mareridt om en kvinde, der bliver dræbt. Nu viser det sig, at det slet ikke er en drøm, men et minde! Saxos mor var blodmagiker i et parallelt univers kaldet Orator, hvor hun havde evnerne til at vække figurerne fra de gamle sagn til live og holde den parallelle verden fri fra monstre. Efter at hun blev dræbt, har faren skjult Saxo, men nu har den onde magiker, Brage, fundet dem.

Saxo har meget svært ved at tro på historierne om trolde og magikere, og ikke mindst at faren skulle være en slags hemmelig agent. Men da han pludselig står ansigt til ansigt med en trold, er han nødt til at acceptere fakta. Så da oratoragenten Bitten bliver dødeligt såret, må Saxo og faren sammen med sagnfiguren Holger Danske tage til Orator for at redde Bitten og standse Brage.

Blodets bånd er dansk fantasy, der tager udgangspunkt i danske myter og sagnfigurer, og fører dem ind i nutiden, hvor oratoragenter bruger plasmapistoler og granater til at bekæmpe trolde og andre eventyrlige væsner. Romanen er Christian Kronows debut, og jeg synes, han er sluppet godt fra det. Tempoet er støt stigende gennem historien, som er fyldt med action og også lidt humor.

Jeg kan godt lide idéen om at genbruge vores gamle sagn, som ofte er både blodige og underholdende. Og jeg er helt på linje med Christian Kronow, som i et interview opfordrer til at ”pille lidt i vores egen navleuld”. Mange af de gamle sagn og myter har noget eviggyldigt over sig, så hvorfor ikke udnytte den skattekiste af fortællinger i stedet for altid at se mod USA efter inspiration?

I Blodets bånd hører vi bl.a. sagnet om Beowulf og hans kamp mod Grendel, historier om Holger Danske, om trolden fra Lønne og mange andre mytiske skabninger. Det er både farverigt og spændende, og jeg er sikker på, at målgruppen +12 år vil leve sig helt ind i historien.

Blodets bånd er illustreret af Kim Herlig Holm. Der indledes med et kort over Orator, som det hører sig til i en rigtig fantasyroman, mens flotte afdæmpede akvarel-tegninger pryder enkelte kapitler undervejs. Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte illustratoren på forhånd, men han kan klart anbefales. Tjek eventuelt hans hjemmeside og nyd flere af hans monstre.

Også andre forfattere har ladet sig inspirere af den danske kulturarv. Bl.a. har Teddy Vork udgivet Diget i 2010, om drengen Knud der bliver begravet levende som offer til guderne og beroliger sig selv ved at genfortælle de gamle sagn, mens mørket omkring ham vågner op. Det er også en roman, der kan anbefales.

Selvom jeg ikke som sådan tilhører målgruppen, var jeg vældig underholdt af Blodets bånd. Sproget flyder let, og historien er spændende. Og så er jeg som sagt vild med, at forfatteren giver vores gamle sagn nyt liv. Så har du lyst til at udforske de danske sagn i en ny kontekst, kan Blodets bånd anbefales.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Læs interview med Christian Kronow

Om Blodets bånd:

Udgivelsesår: april 2018
Forlag: mellemgaard, 293 sider
Illustrator: Kim Herlig Holm

Læs også:

Den barske sandhed om Thor og Loke af Emil Blichfeldt
Den store djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo
Diget af Teddy Vork

Hotellet af Jonas Wilmann

Hotellet af Jonas WilmannEn forfatter på vej mod sin helt store chance. En ulykke. Et gammelt, nedslidt hotel. Et mareridt uden ende …

Roland Andersen skriver horror. Når folk spørger, om han er kendt, får de svaret, at han er ‘et undergrundsnavn’, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, og at han foretrækker friheden i den kunstneriske proces fremfor store salgstal. Sandheden er dog, at Roland gerne vil have flere læsere, og nu er han blevet tilbudt en kontrakt med et stort britisk forlag.

På vej til mødet kører Roland galt, og da han kommer til sig selv, befinder han sig i et gammelt, nedslidt hotel. Han har bøjet nogle ribben, har et brud på venstre skinneben, masser af skrammer og muligvis en mindre hjernerystelse.

Skaderne viser sig dog snart at være hans mindste problem. Hvor skørt det end lyder, lader det til, at hotellet, som han nu befinder sig på, ikke findes! Men hvis Sycamore Grove ikke findes, hvor er Roland og hotellets øvrige gæster så?

Jonas Wilmann er en yderst produktiv forfatter, der skriver til både børn og voksne. Han er ikke bange for at udfordre sine læsere, så nogle udgivelser har været både eksperimenterende og grænsesøgende. Hotellet hører til blandt de lettere tilgængelige romaner. Det skal forstås positivt, for når Wilmann giver den fuld gas med parallelle virkeligheder og blodtørstige monstre, så er underholdningsværdien helt i top. Han er ekspert i at male miljøer, der får klaustrofobien op i læseren, mens han slipper monstre løs der trodser enhver beskrivelse.

Flere af Wilmanns fortællinger kredser om forfatterrollen, og det er også tilfældet i Hotellet. I det danske horrormiljø dukker debatten om kvalitet og salgstal med mellemrum op, og netop den vinkel, spinder Wilmann lidt på gennem Roland Andersens tanker: “Min trøst havde været, at den sultende kunstner i det mindste var fri. Så længe man ikke havde succes, var skriveprocessen ren, ikke besudlet af kommercielle interesser og alt det. Ja, om ikke andet havde man jo sin høje hest, men den var også blevet et sølle, udmarvet øg med årene.” (s. 8) Et lille sarkastisk pust før gruen bryder løs.

Hotellet er underholdning af høj karat, men romanen har som sagt også en mere alvorlig tone. Wilmann demonstrerer en ny, mere empatisk side af sit forfatterskab ved at lade en slags ømhed snige sig ind i Rolands forståelse af hotellets øvrige gæster, som historien skrider frem, og han lærer dem bedre at kende. Midt i mareridtet er der således nogle fine menneskelige relationer.

Jeg var rigtig godt underholdt af Hotellet, som jeg læste nærmest i én køre. Det positive indtryk forstærkes yderligere af forsiden, som Aske Schmidt Rose har tegnet. Han rammer romanens stemning lige på kornet med den nedslidte bygning, der hvirvler rundt i et ækelt grønt lys midt i tomheden. En klar anbefaling herfra.

Kort om Hotellet:

Udgivelsesår: 01.10.2018
Forlag: Kaos, 251 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose

Læs også:

Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman
Samlerne af Michael Kamp
Duma Key af Stephen King
Micki 19.50 af Christian Reslow
Lovecraft af Hans Rodionoff
Rummets guder: Den mystiske eneboer af Jonas Wilmann