Indlæg tagget med ‘monstre’

Mørkets skabninger af Kåre Johannessen

Mørkets skabninger af Kåre Johannessen

Mørkets skabninger – Middelalderens gruelige gestalter kommer omkring en lang række væsner fra nisser og spøgelser, over vampyrer, varulve og andre hamskiftere, til drager, elverfolk og væmmelige varslere. Alle væsner, der trods den frygt de indgød i folk, gjorde middelaldermennesket i stand til at overleve i en truende og fjendtlig verden.

I forordet fortæller Kåre Johannessen, at bogen handler om fantasivæsner, men det vidste man ikke, at de var dengang! For middelaldermennesket eksisterede lygtemænd, nisser og og gengangere på lige fod med høns, hunde og heste. Vi synes måske, det lyder tåbeligt at tro på noget, der ikke findes beviser for, men for middelaldermennesket var disse skabninger måder at forklare verden på. Det truende og uforståelige blev gjort konkret, og derved blev menneskets rolle pludselig aktiv. For mod konkrete trusler findes der ofte råd. Det gør der ikke mod naturens luner eller skæbnens tilfældigheder.

I øvrigt ville det faktisk være forkert at hævde, at der slet ingen beviser var for disse besynderlige forestillinger. Selv i dag rummer museer og antikvariske samlinger verden over for eksempel et stort antal enhjørningehorn. De stammer ganske vist ikke fra enhjørninger; det er narhvalstødtænder, der blev forhandlet som horn fra enhjørninger og var ekstremt efterspurgt som kostelige sjældenheder af fyrster og velhavere over hele Europa. Et horn, der helt tydeligt ikke havde siddet på noget kendt dyr, og som autoriteterne sammenstemmende forsikrede om stammede fra en enhjørning, kunne selvfølgelig kun opfattes som et bevis på dyrets eksistens. Et eller andet måtte de jo stamme fra – og enhjørningen var simpelthen den mest logiske og troværdige forklaring. (side 17)

Som KJ kommer ind på lidt senere i bogen, er vi på mange måder ikke kommet meget længere. Nok ved vi, at videnskaben har forklaret Big Bang, atomer og lysbølger. Men forstår vi det? Oftest nej, så også vi stoler på, at autoriteterne fortæller os sandheden om verden omkring os.

Mørkets skabninger er opdelt i ni kapitler samt et efterskrift om nutidens overtro. Bagerst er indsat en omfattende litteratur- og billedliste samt over 200 noter.

Researchen strækker sig, trods emnets afgrænsning til middelalderen, fra de gamle romere og tidligere helt frem imod det 20. århundrede. Dette er gjort, da det overvejende var kirken som nedskrev historien i tiden, og mange af væsnerne, var ikke en del af den kirkeligt anerkendte virkelighed og blev dermed ikke dokumenteret. For at overvinde det problem har KJ bl.a. undersøgt kilder fra før middelalderen og sammenlignet dem med kilder fra folkemindesamlernes beretninger i det 19. og 20. århundrede. Hvis beretningerne kan genfindes i nogenlunde uforandret form, taler sandsynligheden for, at man også troede på væsnerne i middelalderen.

Trods den videnskabelige tilgang til sit emne er Mørkets skabninger ikke vanskelig at læse. KJ gør både emnet interessant og til tider endda morsomt. Og så er han ikke bange for at tolke på, hvorfor nogle af beretningerne opstod.

En del af middelalderens fortællinger og vidnesbyrd om mærkværdige væsner kan forklares som ren og skær propaganda eller – hvis vi skal sætte lidt mindre negative ord på det – belærende og opbyggelige skrifter. Langt den overvejende del af de overleverede beretninger om for eksempel spøgelser finder vi i kirkelige skrifter, skabt af munke, nonner og præster i et distinkt kirkeligt miljø. Som det vil ses efterfølgende, er de middelalderlige spøgelseshistorier nemlig fortællinger om mennesker, hvis sjæle ikke kan finde hvile i døden. Forklaringen på denne post mortem-uro er meget ofte den enkle, at de pågældende er døde helt af sig selv, uden kirkens beredvillige assistance; en succesfuld overgang til saligheden krævede nemlig væsentlig mere, end blot at man havde været god og dydig … (side 19)

Som horrorfan synes jeg, Mørkets skabninger er en umanerlig interessant bog. Det er spændende at dykke ned i de mange forskellige væsner, og opdage hvordan historierne om dem er blevet overleveret gennem århundrederne. Jeg vil ikke komme omkring samtlige kapitler og væsner, men blot fiske enkelte afsnit frem for at give et indtryk af indholdet.

For eksempel lærte jeg forskellen på spøgelser og gengangere. Spøgelser har en eller anden form for uafsluttet gerning på jorden, og blev i middelalderen betragtet som ånden/sjælen. Gengangeren var det, der blev tilbage, når sjælen forsvandt – et vandrende lig (på moderne dansk, zombier). Og i modsætning til spøgelser var gengangere altid nogle grimme skabninger, man skulle holde sig langt væk fra. KJ fortæller også, hvordan man kan forhindre gengangeri ved at banke en pæl gennem den afdøde.

Selvom vampyren har sit eget kapitel, var den ikke en almindelig skikkelse i de middelalderlige fortællinger. På dansk kendes begrebet vampyr ikke før 1732, men vampyren var dog et kendt begreb i det østlige Europa længe før.

Modsat vampyren var varulven tidligt en velkendt skikkelse i folketroen, og måske stammer den fra den norrøne tradition bersærkere og ulfhednir? Bjørne og ulve var dog ikke de eneste var-væsner, og jeg blev særligt betaget af KJ’s genfortælling af en rumænsk legende om en VARGRIS!

Hvad elverfolk og feer angår, fortæller KJ, hvordan de oprindeligt var ondskabsfulde væsner, der var lige så slemme til at efterlade skiftninge hos menneskene, som de underjordiske var. Og modsat de underjordiske tog de ikke kun spædbørn, men også unge mænd som vovede sig forbi en gravhøj om natten. Ganske interessant er elvere tilsyneladende en rent germansk konstruktion.

Vampyrer og varulve kender vi hos de gamle grækere og romere, og drager havde man allerede i de første store kulturer i Nærorienten – men alfer og elverfolk blev øjensynlig født i de dybe, mørke skove i Germanien. De er, så vidt vi kan se, et originalt germansk-keltisk påhit. (side 142)

I 8. kapitel om væmmelige varslere fortæller KJ bl.a. om kirkevarer. Ordet ‘vare’ betyder varsler og er beslægtet med ‘advare’ og ‘varetage’. Kirkevaren optræder normalt kun på kirkegårde og kan være forskellige væsner. Jeg kendte på forhånd helhesten og gravsoen, men havde ikke før hørt om liglammet. Kirkevaren kendes kun i det sydlige Skandinavien og det nordlige England og er oftest trebenet. Og da jeg bor i Horsens, er jeg selvfølgelig nødt til at nævne KJ’s fortælling fra Tamdrup Kirke. Under opførslen af kirken blev byggeriet ødelagt hver nat af onde kræfter, indtil en klog mand kom med følgende råd:

Og han sagde, at de skulle tage et lam, hvis ene ben var i stykker, og drive det ud om aftenen. Dér, hvor de så fandt lammet om morgenen, skulle de bygge kirken, thi det var hellig jord. Bygmestrene gjorde det, og om morgenen fandt de lammet på den høj, hvor kirken nu ligger […] Lammet murede de inde under koret. Lammet blev så sognets hel, og den går nu omkring på kirkegården og udseer pladsen til de døde. (side 160)

I sidste kapitel af Mørkets skabninger kommer KJ ind på nutidens myter og overtro. For selvom vi aldrig før har haft så mange effektive redskaber til at søge viden, har vi stadig ikke helt frigjort os fra fortidens fejlbehæftede tankemønstre. Internettet er fuld af surrealistiske konspirationsteorier, lige fra troen på at flyenes dampstriber er giftstoffer, til den amerikanske QAnon-bevægelse, der er overbevist om, at der eksisterer en gruppe satantilbedende pædofile politikere, topembedsmænd, mediepersonligheder, rige erhvervsfolk og skuespillere, som kidnapper børn og drikker deres blod for at opnå styrke. En af bevægelsens tilhængere er endda blevet valgt ind i det amerikanske senat!

Men hvor ovenstående – i hvert fald for mig – er let at afvise som opspind, så er andre ‘sandheder’ sværere at gennemskue. Jeg har f.eks. altid lært, at man skulle vente med at bade, når man lige har spist. Men – der findes ingen dokumenterede eksempler på, at nogen nogensinde er druknet som følge af mavekramper under svømning efter spisning. Så når nutidens eksperter kan tage fejl, er det i virkeligheden ikke så sært, at middelalderens eksperter også kunne.

Kåre Johannessen måske vigtigste ærinde med bogen er dog hverken at bevise eller modbevise de mange væsner, eller udstille middelaldermenneskene for at tro på dem. Han giver os en forklaring på, hvorfor man troede på dem. At skiftninge kunne forklare skrigende spædbørn med kolik, og vampyrer uforklarlige sygdomme. De mange væsner var en måde at skabe mening i en uforståelig verden, og en måde at genvinde kontrollen når livet slog kolbøtter.

Dermed holder han også et spejl op for den nutidige læser, for hvad siger vores overtro om os og vores største frygt? Måske er nutidens konspirationsteorier det moderne menneskes modsvar på middelalderens uhyggelige væsner?

Mørkets skabninger er fascinerende læsning, hvad enten du læser den for at blive klogere på middelalderens mennesker eller for at lære mere om de skræmmende væsner fra deres fortællinger.

Har du den mindste interesse i sagn og myter? Vil du vide mere om varulven Peter Stubbe der i 1589 blev dømt til døden i Tyskland? Eller om den danske konge, Valdemar II Sejr der vakte sin døde dronning til live igen? Eller om Arnaud Gélis, der i begyndelsen af det 14. århundrede blev retsforfulgt for at være sjælebudbringer? Så læs Mørkets skabninger – Middelalderens gruelige gestalter. Du kan ikke undgå at bliver både underholdt og klogere.

Om Mørkets skabninger:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Turbine, 199 sider
Omslag: Bearbejdet illustration fra Nürnberg krøniken, 1493

Indhold:
Indledning
Dværge, underjordiske, nisser – kære børn med mange navne
Spøgelser, ånder og hvileløse sjæle
Grumme gengangere – de levende døde
Den bestialske blodsuger – vampyren
Om mennesker og dyr – varulven og andre hamskiftere
Drager og lindorme
Elverfolk og fæle feer
Væmmelige varslere og fatale følgesvende
Rapport fra overdrevet – sære skabninger fra fjerne egne
Efterskrift
Anvendt litteratur
Billedliste
Noter

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Monstre af Mathias Clasen
De udøde af Johan Egerkrans
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Mennesker og mosevæsner af Jens S. Holt
Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
De mystiske dyr – podcast af Mikala Rosenkilde
Alverdens vampyrer af Dan Turéll

Natradio af Niels Kjærgaard

Natradio af Niels Kjærgaard

Martin er vikar på lokalradioen Radio Lindsted, hvor han styrer teknik og musik, mens værten Tom står for snakken i programmet Natradio. Her kan folk ringe ind og tale med Tom om alt mellem himmel og jord, og ellers taler Tom selv om stort og småt.

Martin er egentligt et storbymenneske. Alligevel falder han hurtigt til i Lindsted, og snart flytter han fra det lokale motel ind i Toms fætters hus. Han får også et godt øje til Louise fra byens sandwichbar, og i det hele taget tegner tingene lyst.

En aften får de dog et underligt opkald under udsendelsen. En ældre herre ringer ind for at spørge, om de har set en mand, der går rundt i byen om natten. Manden forfølger tilsyneladende lytteren, men politiet tager ham ikke alvorligt. Det gør Tom heller ikke.

Samme aften bliver en mand, der går aftentur med hunden, overfaldet. Og snart efter begynder det at gå op for Martin, at der er noget galt i Lindsted. Men hvad?

Natradio er Niels Kjærgaards romandebut. Jeg har tidligere læst en række noveller af ham, som generelt har været absolut læseværdige. Det, synes jeg også, at Natradio er.

Noget horror er for feinschmeckere. Her leger forfatteren måske med sproget, plottet eller endda genren selv, og læsningen kræver en indsats af læseren. Andet horror er mere popcornhygge uden den helt store hjernegymnastik. For nogen kan sidstnævnte ikke være kvalitet, men der er jeg uenig. God underholdning er også en kvalitet, og i allerbedste forstand hører Natradio til popcornhygge.

Kjærgaard har skrevet en vellykket horrorroman, som uden store omsvøb eller fine fornemmelser fortæller en underholdende historie fuld af spænding og uhygge. Og selvom plottet måske ikke er det mest overraskende, hvis man er en gammel horrorfan som jeg, så rokker det ikke ved fornøjelsen. Natradio er god, kalorielet horror der kan læses og nydes som en kold is en varm sommerdag.

Jeg ser frem til at læse mere af Niels Kjærgaard, og så håber jeg på flere fortællinger i Apokalypse-serien.

Uddrag af bogen:

Han så sig omkring og lyttede, men der var atter stille. Han havde aldrig brudt sig om at være ude så sent om natten. Der var noget faretruende over mørket, for her havde fantasien frit spil.

Ikke så langt væk kunne han høre fodtrin. Nogen slæbte fødderne hen over fliserne på fortovet. Der kom et klik, og tanken var fuld. Hurtigt satte han slangen i holderen, men han havde bøvl med at sætte den ordentligt på plads. De slæbende skridt fortsatte.

Martin drejede hovedet halvt og fornemmede en skikkelse i mørket der nærmede sig tankstationen. Koldsveden begyndte at dukke op mens han fumlede med den forbandede benzinpistol. Endelig lykkedes det at få den på plads, og han satte sig ind i bilen. I sidespejlet kunne han se personen komme tættere på bilen. Manden var bleg. Martin aktiverede låsen i førersiden og fandt en lille smule ro ved klikkene fra centrallåsen. Han startede og kørte ud på vejen uden at spænde sikkerhedsselen. Han skulle bare væk. (side 28-29)

Om Natradio:

Udgivelsesår: 26.04.2022
Forlag: Enter Darkness, 167 sider
Omslag: twenty4hrdesign

Læs også:

Morf af Frank Brahe
Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark
Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Tilflytterne af Pelle Møller
Høst af Jacob Hedegaard Pedersen
Vardekød af A. Silvestri

Grár af Aksel Studsgarth & Craig Frank

Grár af Aksel Studsgarth & Craig Frank

Jeg læste med stor fornøjelse To the Bone, der var første bind i forlaget Hunov & Haffgaards nye serie uhyggelige tegneserier under overskriften Outstanding Issues. Bagerst var indsat en smagsprøve fra næste nummer, Grár, som jeg allerede dengang så frem til at læse. Og Grár kan heldigvis også anbefales.

Kvinden Greta elsker at gå til begravelser. Hun sniger sig ind i de sorgramtes mest intime stunder. Tager for sig af maden som hun ikke holder sig tilbage for at kritisere. Lyver om at kende afdøde, og tager en lille “souvenir” med sig, før hun går.

Blomsterhandlerne vil ikke mere fortælle Greta, hvor begravelserne finder sted, og Greta ved egentlig godt, at det hun gør er forkert. Men hun kan bare ikke stoppe. Så da hun bliver smidt ud fra endnu en begravelse, hvor hun bliver afsløret som uvedkommende, og hendes søn endnu en gang må hente hende ude midt i ingenting, lover hun ham, at det er sidste gang.

Men det er det ikke. Greta kan ikke stoppe. Hendes begær er for stort. Og da hun deltager i Wilhelms begravelse, går hun over stregen. Her er helt andre spilleregler, end ved de begravelser hun tidligere har tiltvunget sig adgang til. Og da hun bliver opdaget, er konsekvenserne større end truslen om politi.

Jeg har læst Grár et par gange, og den bliver bedre for hver gang. Første gang synes jeg, at den var lidt lang tid om at komme i gang, men ved anden gennemlæsning opdagede jeg, at gruen alligevel starter tidligt. For hvorfor dukker Greta op til tilfældige begravelser med sit ponyblad? Hvilket menneske trækker sin søn med til ukendte menneskers begravelser gennem hele hans barndom, og har en reol fyldt med ting stjålet fra fremmedes mindesammenkomster. Hvad får et menneske til det? Ensomhed? Egoisme? Begærlighed?

I anden halvdel oplever Greta konsekvenserne af sit begær, og her træder Craig Franks tegninger for alvor i karakter. Hvor billederne i begyndelse glider roligt af sted, føles de nu påtrængende. Høje lyde, pludselige bevægelser og skæve vinkler gør læsningen foruroligende frem mod slutningen, der kulminerer i tårevædet rædsel.

I et interview fortæller Aksel Studsgarth, at hovedpersonen Greta er inspireret af en virkelig kvinde, der uinviteret dukkede op til faderens begravelse. Derudover fortæller Studsgarth også om væsenet Grár, og om familien der får nok af Gretas indtrængen. Læs hele interviewet her

Grár er trykt på kraftigt papir og med lækkert omslag med soft-touch kachering. Illustrationerne er holdt i en grå-lilla farveskala, med fokus på handlingen fremfor baggrunden. Der er dog stadig plads til små detaljer, som fx da Greta besøger Studtgarth’s Bakery 🙂

Jeg er vild med konceptet bag Outstanding Issues, hvor hvert bind indeholder en uafhængig fortælling. Indtil videre har kvaliteten af hvert bind været højt, så jeg ser allerede frem til næste nummer: Stalin’s Sink.

Og har jeg ikke overbevist dig om, at Grár er værd at læse, så tjek Nummer9’s anmeldelse her.

Om Grár:

Udgivelsesår: april 2022
Forlag: Hunov & Haffgaard, 75 sider
Omslag og illustrationer: Craig Frank
Forfatter: Aksel Studsgarth

Besøg Aksel Studsgarths hjemmeside
Besøg Craig Franks hjemmeside

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Deadboy af Tom Kristensen
Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav Bøgelund
To the Bone af Aksel Studsgarth & Craig Frank
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

Absurd #6

Absurd #6

For to år siden var jeg til Skrækfest i Odense. Her faldt jeg over et nyt tegneserie-hæfte kaldet Absurd. Det var jeg selvfølgelig nødt til at købe, og det blev starten på et spændende bekendtskab med Forlaget Afkom. Nu sidder jeg så to år senere med Absurd #6 i hånden og glæder mig til at komme til Skrækfest i Odense om få dage. I år med den ekstra kriller i maven at jeg skal være ordstyrer i en panelsnak om horror og tegneserier med udgangspunkt i … Forlaget Afkoms serie Absurd! Det er altså lidt syret, hvordan tilfældighederne styrer …

Her skal det dog handle om fødselsdagsnummeret Absurd #6.

I anledningen af 2-års fødselsdagen er hæftet denne gang i A4 format fremfor det sædvanlige A5 format. Det fungerer rigtig godt, idet tegningerne bliver foldet ud, så man lettere kan nyde detaljerne. Bagerst er indlagt seks flotte fødselsdagstegninger fra tegnere, der tidligere har bidraget til Absurd-serien.

De fem fortællinger er trykt i sort/hvid og gråtoner, og er som altid meget forskellige i deres udtryk og indhold. Det er noget af det, jeg særligt godt kan lide ved serien, for det betyder, at min smag bliver udfordret i hvert hæfte. Samtidig giver serien plads til nye navne, så jeg også bliver introduceret til spændende nye upcoming kunstnere.

Hæftet indledes med ‘Svampejagt’ af Jonas Aagard Dinesen og Jacob Rask Nielsen. Clara er på skovtur med sine forældre og hunden Felix. Det bliver en tur med dystre konsekvenser. Jeg kender Jacob Rask Nielsen fra hans vidunderlige zombie-serie Exodus, der siden er udkommet i et samlebind. Hans tegninger er på den ene side simple, lidt stive og nærmest naive i udtrykket, men samtidig får han indarbejdet masser af action og følelser. Det er godt lavet. Historien er også dejlig ond, og en af mine favoritter.

Med ‘Romantiske Stig‘ af Jana Christensen er vi ovre i en helt anden stil. Tegningerne er mindre polerede og pæne, og historien fortælles helt uden ord. Jeg husker selv pubertetens lede bumser, men kan her se at det kunne have været meget værre 🙂

Dennis Frederiksen har tegnet og skrevet ‘It grufuldt mareridt‘, hvor hovedpersonen er på vej hjem efter en koncert. Her opdager han en berygtet seriemorder, der er i gang med at slagte et par i en gyde. Herfra udvikler historien sig i vilde retninger med bl.a. monstre og nye plottwists.

Makkerparret Martin Scjönning og Steven Plato står bag historien ‘Percival‘. Parret har tidligere lavet western-fortællingen ‘Sorte bønner’ i Absurd #4. Denne gang tager de os tilbage til 1. verdenskrig. Fortælleren er soldat i skyttegravene. Han fortæller, hvordan han mødte Percival, der havde gjort tjeneste som dragon, men nu er endt som almindelig fodtudse. Percival er en sand gentleman, en frygtløs soldat og en loyal ven, der vil gå gennem helvede for sine kammerater. Historien er en af mine favoritter, ikke mindst på grund af illustrationerne, hvor Steven Plato bruger et mix af fotos med tegninger. Det fungerer forrygende, og med Martin Schjönnings tekst indsat som små maskinskrevne kartotekskort er det overordnede indtryk suverænt.

Den sidste historie i Absurd #6 er ‘En del af flokken‘, som er tegnet af Melanie Darling og skrevet af Adam Markiewicz. Dusørjægeren Eli Brenners fange stikker af fra ham en aften i en mørk skov. Noget overfalder Eli, og da han kommer til sig selv, befinder han sig på Gévaudan-ranchen. Her får han lov til at blive nogle dage, mens han kommer sig helt, og så kan han hjælpe til med småting indtil da. Men ranchens ejer, Laura, har ikke fortalt Eli alt. Jeg er vældig begejstret for Melanie Darlings illustrationer, og særligt en forvandlingsscene sidst i historien er virkelig fed. Også en rigtig flot og underholdende fortælling.

Der er endnu et Absurd-hæfte på vej i det format, som vi kender, men fra 2022 varsler forlægger Anders Fjølvar nye tider. Fremfor at udsende fire små hæfter om året kommer der i stedet to lidt større udgivelser i bogform. Det lyder spændende. Jeg vil i hvert fald glæde mig til at blive trukket gennem mørket, blodet og alt muligt ulækkert snask i de kommende år.

  • "Svampejagt" af Jonas Aagaard Dinesen og Jacob Rask Nielsen
  • "Romantiske Stig" af Jana Christensen
  • "It grufuldt mareridt" af Dennis Frederiksen
  • "Percival" af Martin Schjönning og Steven Plato
  • "En del af flokken" af Melanie Darling og Adam Markiewicz

Om Absurd #6:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Afkom, 44 sider
Omslag: Peter Skjøtt

Indhold:

Svampejagt skrevet af Jonas Aagaard Dinesen og illustreret af Jacob Rask Nielsen
Romantiske Stig skrevet og tegnet af Jana Christensen
It grufuldt mareridt skrevet og tegnet af Dennis Frederiksen
Percival skrevet af Martin Schjönning og tegnet af Steven Plato
En del af flokken skrevet af Adam Markiewicz og tegnet af Melanie Darling

Fødselsdagstegninger bagerst af Matias Gedtek, Peder Riis, Bjarke Johansen, Anders Fjølvar, Nicolai Hvidberg Jørgensen og Maria Tran

Natteræd af John Kenn Mortensen

Natteræd af John Kenn Mortensen

Jeg er vild med John Kenn Mortensens tegninger. I Natteræd har han alliereret sig med forfatter Peter Adolphsen, der indleder med en kort, men effektiv historie.

Forlagets beskrivelse:

Natteræd. Når dit mareridt er så levende at du ikke længere kan skelne drøm fra virkelighed.

John Kenn Mortensen har samlet sine mest ekstreme monstertegninger; tegninger, der handler om mareridtet, dets væsen og væsner. I ledtog med Peter Adolphsen har han komponeret en nattesymfoni, hvor den stakkels læser kan dvæle rædselsslagen i uhyggens nådesløse skær.

John Kenn Mortensen er international anerkendt monsterskaber og illustrator. Herudover har han skrevet blandt andre De utilpassede og Små onde svin. Om den sidste skrev Information: “megauhyggelig socialrealisme.“

Peter Adolphsen havde i 1996 sit gennembrud med Små historier; filosofiske og mystiske kortprosatekster, der parrer det hverdagslige med det mystiske. Små historier 3 udkom i år og nu kan du også læse en spritny af slagsen i Natteræd.

Anmelderne skriver:

Torben Rølmer Bille fra Kulturkapellet:
Det er netop hittepåsomheden i tegningerne og det faktum, at de alle sammen nærmest tigger om at blive set som et led i en større fortælling, der er styrken i John Kenn Mortensens tegninger. Der er på én gang noget helt uskyldigt og samtidig noget diabolsk i udtrykket. Flere gange virker det som om, de mange nattevæsener er mindst lige så utrygge ved situationen som de mennesker, der optræder på billederne. Dette passer utroligt fint, for er det i virkeligheden os det er monstrene og skyggevæsenerne, der egentlig er dem, der er Natterædde? (Læs hele anmeldelsen)

Rune Christiansen fra Litteratursiden:
Med ’Natteræd’ tager John Kenn Mortensen os med på en visuel rejse ind i de mareridt, hvor monstrene venter os. Bogen indledes med en kort, grotesk historie af Peter Adolphsen og består derfra af en række håndtegnede illustrationer, der én for én fremstiller et mareridtscenarie med barnets møde med nattens skabninger som udgangspunkt. Illustrationerne har ingen fortællermæssig sammenhæng – andet end den uhygge, der gennemvæder hver og én af dem – men de fanger på smukkeste vis den følelse, jeg selv havde som barn, hvor man stirrer ind i mørket af frygt for, hvad der stirrer tilbage. […] jeg kan ærgre mig over, at der ikke følges op på Peter Adolphsens fortælling i starten. Der er noget tiltalende ved kombinationen af Adolphsens groteske fortælling og Mortensens morbide illustrationer. I ’Natteræd’ bliver det kun til en smagsprøve, som desværre går lidt i glemmebogen, og som læser savnede jeg en tilbagevenden til den korte fortælling. (Læs hele anmeldelsen)

Bjarne Jensen fra Bogrummet:
Der findes mig bekendt ikke en kur mod natteræd, eller natteskræk, kald det hvad du vil, kært barn har mange navne, men kuren er i hvert fald ikke John Kenn Mortensens billedbog, Natteræd, og den er ej heller for små børn! Kun store børn som undertegnede. […] Bogen er tilpas fyldt med billeder, men jeg ville ønske, den havde været i større format, det fortjener mange af illustrationerne i hvert fald. Det kunne også have været godt med nogle få kommentarer til tegningerne, som han nogen gange bruger på Instagram. Måske lidt mere baggrundsstof om ideen bag illustrationerne, så betragteren ikke kommer alt for meget på overarbejde, med at greje budskabet. (Læs hele anmeldelsen)

Om Natteræd:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Cobolt, 112 sider
Omslag: John Kenn Mortensen
Historie: Peter Adolphsen

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Turen gennem Midnatsskoven af John Kenn Mortensen
Gigant af Rune Ryberg
Repulsive Attraction af Patrick Steptoe
Passagen af Simon Stålenhaag

Horla af Guy de Maupassant

Horla af Guy de Maupassnt

Jeg har tidligere læst Guy de Maupassants novelle ‘Horla’ (1886-udgaven) i antologien Rædslernes hus fra 1953. Nu genudgiver Det Poetiske Bureaus Forlag Maupassants novelle i en ny oversættelse ved Annette David.

Historien fortælles gennem hovedpersonens dagbog. Den starter med et opslag den 8. maj, hvor fortælleren beskriver en vidunderlig dag. Men kort efter begynder fortælleren at føle sig dårligt tilpas. Snart frygter han, at han er ved at blive gal, for han har hele tiden en fornemmelse af, at et usynligt væsen forfølger ham og styrer hans handlinger.

Maupassant udgav sin novelle næsten samtidig med, at Robert L. Steveson udgav romanen Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Begge forfattere interesserer sig for de nye tendenser i videnskaben med brug af hypnose, og begge anlægger til dels en videnskabelig tilgang i deres historier. For eksempel forsøger Maupassants fortæller at bevise det usynlige væsens eksistens ved fysisk at udelukke, at det er ham selv, der drikker mælken om natten.

I en interessant samtale fortælleren har med en gammel munk, diskuterer de, om verden kun består af det, vi kan se:

“Jeg fortsatte: “Hvis der her på jorden eksisterede andre væsener end os, ville vi ikke have mødt dem for længe siden; ville De så ikke allerede have set dem; ville jeg ikke allerede have set dem?

Han svarede: “Ser vi en hundrede tusindedel af, hvad der eksisterer? Hør blot vinden, naturens største kraft, der blæser mennesker omkuld, vælter bygninger, rykker træer op med rode, pisker havet op i bølgebjerge, ødelægger klinter, og kaster store skibe op på blinde skær, vinden der dræber, suser, hyler, tuder – har De måske set den, kan De se den? Ikke desto mindre eksisterer den.”

Jeg tav over for denne simple argumentation. Manden var en vismand, eller måske en dumrian. Jeg kunne ikke helt afgøre det; men jeg tav. Hvad han dér ytrede, havde jeg ofte selv tænkt.” (side 28-29)

Til sidst føler fortælleren sig så overbevist om det usynlige væsens eksistens, at han tager drastiske midler i brug for at slippe af med det. Men for læseren består spørgsmålet, hvorvidt fortælleren virkelig blev forfulgt eller blot hallucinerede det hele.

Forlaget skriver:

Den ikoniske gysernovelle Le Horla fra 1887 af Guy de Maupassant er den sidste i en serie af seks fantastiske noveller som den syfilisramte forfatter skrev mens han endnu var i besiddelse af sine kunstneriske og intellektuelle evner. Novellen lader læseren i tvivl om det er fortælleren, der er sindsforvirret, eller om de oplevede fænomener har rod i virkeligheden.

Le Horla er uomtvisteligt en selvbiografisk beretning, idet den falder sammen med forfatterens egne begyndende mentale forstyrrelser, og samtidig en kvasifilosofisk / videnskabelig undersøgelse, et ekko af datidens optagethed af ekstraterrestriale væsener, der påvirker den menneskelige psyke og som med tiden vil underlægge sig menneskeheden. Historien skulle blandt andet have dannet inspiration for H.P. LovecraftsThe Call of Cthulhu‘.

Anmelderne skriver:

Anmeldt af Jonas Dinesen på Bogblogger:
Horla er et klassisk værk inden for horrorgenren. Den er fra slut 1800-tallet, og man kan finde spor af både romantikken og det gotiske. Den er romantisk i sin idealisering af naturen og gotisk i sin forvrængning af dette og via jegets sindssyge. På samme tid udvikler jeget sig modsat fra at være gudsfornægtende, i takt med at forvandlingen foregår, om det så er mental sygdom eller et overnaturligt væsen eller besættelse, der plager ham, mod en gudssøgen for hjælp i sin fortvivlelse. […] Uanset om man kan lide gotisk gys, psykologisk gys eller hvilken som helst anden subgenre inden for spænding og horror, kan jeg varmt anbefale Horla. Maupassant har godt fat i den psykologiske udvikling hos hovedpersonen og sætter en glimrende, dyster stemning. (Læs hele anmeldelsen)

Anmeldt af Cecilie Bøgh Pedersen på Littuna.nu
Selvom novellen utvivlsomt er en klassisk gyserhistorie, så er det dog historiens psykologiske aspekt, som er mere uhyggeligt end noget andet. Novellen er skrevet i 1887, og selvom den er uhyggelig, så bærer den også præg af, at den selvfølgelig er fra en ganske anden tid, hvor det var helt andre ting, som skræmte folk fra vid og sans. Derfor er der mange af de ting, som bliver beskrevet i novellen, som tydeligvis er tænkt til at være uhyggelige, men som falder en smule til jorden. Med det sagt så er der alligevel noget ved novellen, som unægtelig sætter sig i én, når man læser den. Særligt novellens slutning er gruopvækkende, og det er ikke svært at forestille sig, at havde historien været længere endnu, så havde den været en lige så klassisk gyserhistorie som Shelleys Frankenstein, Stokers Dracula eller Poes ‘The Tell-Tale Heart’. (Læs hele anmeldelsen)

Om Horla:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Det Poetiske Bureaus Forlag, 89 sider
Omslag: Mikkel Pape
Originaltitel: Le Horla, 1887
Oversætter: Annette David

Læs også:

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Skruen strammes af Henry James
Frygtens herre af H.P. Lovecraft og August Derleth
Hvad der virkelig hændte M. Valdemar af Edgar Allan Poe
Dr. Jekyl og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
13 okkulte noveller af Harald Thomsen

Virus af Henrik Einspor

Virus af Henrik Einspor

Jeg kan ikke tro, hvad jeg ser.
Bylder vælter frem alle vegne på min krop.
Snart er jeg dækket af tyk, grå hud.
Min hjerne er stadig klar.
Men jeg ligner ikke mere en dreng.
Jeg ligner … et monster.
(fra bagsiden)

Virus er en ny titel i forlaget Løse Ænders røde serie. Bøgerne er kendetegnet ved at have et lavt lixtal men et komplekst og spændende plot. De er derfor særligt gode til de lidt større børn, som ikke er så stærke læsere, men som godt vil have en alderssvarende historie. Og det er Henrik Einspor ekspert i at levere.

Mick er en helt almindelig vestjysk dreng i 6. klasse. Han er bedstevenner med Jønne, og så er han hemmeligt forelsket i Britt, som dog ikke ænser ham.

Da Mick var yngre, var han meget interesseret i øgler og dinosaurer. Nu har han andre interesser, men på hans værelse hænger stadig en plakat af en raptor, som han har fået af sin far. Og så er der også flasken med Dino DNA, en skør souvenir tænkt som en sjov gave.

Men en dag ryger proppen af, og Mick bliver klistret helt til af det grønne snask. Først er Mick bare træt af svineriet, men næste dag har han det dårligt og får lov til at blive hjemme fra skole.

Dagen efter flyder nyhederne over med historier om ulve, der har flænset en masse får på heden. Men Mick ved bedre …

Henrik Einspor serverer med Virus en actionfyldt, underholdende og letlæst historie for de +10-årige. Bogen er delt op i 30 korte kapitler, som gør den let at gå til, og som samtidig inviterer læseren til at snuppe et kapitel mere.

Historien fortælles i 1.-person af Mick, som foregriber begivenhederne flere gange, og således skaber suspense helt fra begyndelsen. Vi ved, at der kommer til at ske noget forfærdeligt, men hvornår og hvorfor afsløres først hen ad vejen.

Selvom jeg er langt over +10 år, var jeg vældig underholdt af Virus. Blandingen af tør humor og actionfyldt uhygge ramte mine smagsløg rent. Og jeg er sikker på, at målgruppen er enig med mig.

Om Virus:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Løse Ænder, 95 sider
Omslag: Kristian Eskild Jensen
Lix: 8

Læs også:

Charons sølv 1-3 af Lasse Bo Andersen
Ulm af Nick Clausen
Dræbersvin af Morten Dürr
De to myr af Henrik Einspor
Let bytte af Carina Evytt
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Liv på spil af Søren Jessen og Rasmus Meisler
Alle de andre er åndssvage af Patrick Leis
Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann

Drømmefanger af Christian Kronow

Drømmefanger af Christian Kronow

Drømmefanger er andet bind i Christian Kronows fantasy-serie om drengen Saxo med de specielle evner.

I Blodets bånd fandt Saxo ud af, at de gamle myter om trolde og sagnhelte er sande. På en ø kaldet Orator lever alle disse væsener, og ind i mellem dukker de op i menneskenes verden og laver ravage. For at stoppe sagnvæsenerne har man etableret en enhed af orator-agenter, som Saxo har været elev hos i snart et år under lærermesteren Bitten. Også Saxos far er orator-agent, men efter en ulykke sidder Torben nu i kørestol og holder styr på enhedens arkiv.

I året der er gået siden første bind, har Saxo og de øvrige orator-agenter haft travlt med at indfange de mange væsener, der slap fri under Brages oprør. Men nu er hverdagen ved at indfinde sig, og Saxo vender tilbage til skolen, hvor ingen kender hans hemmelighed, og hvor han drømmer om Maren fra parallelklassen.

Alt er dog ikke fryd og gammen. Saxo lider af frygtelige mareridt, hvor det føles, som om han er inde i cellen hos Brage. Samtidig er der kommet en ny chef for orator-enheden, Ragnar, og han har store planer. Alle artefakter skal indsamles og gemmes i en ny research-enhed, og Ragnar har også store planer for Saxo. Han er nemlig den eneste tilbage med evnen til blodmagi, og det vil Ragnar udnytte. Om Saxo vil eller ej …

Og for at gøre ondt værre er Alfast, havets konge, tæt på at slippe fri af sine blodbånd, der har holdt ham fanget i havets dyb. Alfast drømmer om hævn over menneskene, og han vil sætte alle kræfter ind på at befri Brage, så de sammen kan lægge verden øde.

Drømmefanger er drønspændende. Endnu en gang præsenteres vi for en række gamle danske sagn og myter, som på vellykket vis føres ind i nutiden i et moderne fantasy-setup. Min eneste anke er, at jeg godt kunne tænke mig, hvis Christian Kronow kort havde ridset handlingen op fra første bind. Vi bliver kastet ret hovedkulds ind i historien, så har man ikke læst Blodets bånd, eller ikke lige har den i frisk erindring, kan det være lidt svært at følge med.

Trods denne lille anke kan jeg dog klart anbefale Drømmefanger. Forfatteren skal have ros for at bringe nyt liv til de danske sagn i denne actionmættede fantasy-serie for de +12-årige, herunder også voksne. Bøgerne er fulde af spænding, underholdning og action nærmest fra start til slut, og jeg kan ikke vente med at læse fortsættelsen. Slutningen er nemlig noget af en cliffhanger.

Uddrag af bogen:

Saxo står i skolebibliotekets hemmelige kælder med ører, der stadig blopper efter turen i helikopteren. Det er mærkeligt, som selv de vildeste ting kan blive rutine, når bare man har gjort det rigeligt. At skyde monstre og Brages håndlangere er efterhånden sammenligneligt med matematiklektier for Saxo. Det er på ingen måde rart eller let, men noget han desværre alt for tit løber ind i. Omvendt får Saxo aldrig gjort noget ved sine matematiklektier.

Han kigger over på sin skoletaske, der står ved siden af et af kælderens mange blinkende skabe. Skabet indeholder Sigurd Fafnersbanes berømmede sværd, Gram. Saxos far har fortalt ham, at sværdet dukkede op nogle måneder efter hans mors død. Og endda leveret af en havmand.

Saxo dvæler et øjeblik ved Sigurd Fafnersbane, som han desværre ikke er rendt ind i på Orator. Sigurd var en legendarisk dragedræber og helt. Faktisk var han den største helt i Vølvsungesagaen, og det siger ikke så lidt. Sigurd var også farverig på en helt anden måde end den gængse helt. Blandt andet har Saxo altid tolket, det som om Sigurd har en affære med en valkyrie. Derudover dræber han sin fosterfader, Regin, og drikker dragen Fafners blod og lærer fuglenes tale. Sigurd er bare en temmelig heftig bad-ass-helt alt i alt, synes Saxo.

Og her står Saxo ved siden af hans sværd i en fuldstændig almindelig provinsby på Hornsherred. (side 48-49)

Reklame: Tak til forlaget mellemgaard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Drømmefanger:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 330 sider
Illustrationer: Onkel Krig

Orator-trilogien:

Blodets bånd, 2018
Drømmefanger, 2020

Pigen som ikke var der af Nick Clausen

Pigen som ikke var der af Nick ClausenNick Clausen tager denne gang læseren med til ‘X-files’-land kombineret med Stephen King’ske børneportrætter fortalt i et letlæst sprog. Med andre ord er Pigen som ikke var der en glimrende ungdomsthriller, der også kan læses af voksne.

Andy elsker at læse. Så da han en dag på vej hjem fra skolen vil ind på biblioteket for at låne en bog med hjem, beder han lillesøsteren Rebekka om at vente på ham. Han er kun væk kort tid, men da han kommer ud igen, er hun væk.

Først tror Andy, at lillesøsteren bare driller ham. Men som tiden går, og hun ikke dukker op igen, går det op for ham, at hun virkelig er forsvundet. Så starter den helt store eftersøgning, men politiet finder ingen spor af Rebekka.

Andy føler, at det er hans skyld, så han starter sin egen eftersøgning. Og her får han hjælp fra en uventet hjælper på biblioteket. Men hvad er der egentligt sket med Rebekka?

Nick Clausen er en dygtig fortæller, og Pigen som ikke var der er underholdende fra først til sidst. Jeg blev hurtigt grebet af historien, som skiftevis er skræmmende og sørgelig. For nok er her tale om en thriller, men Clausen lader også historien ramme lidt dybere ved at lade familiens sorg over den forsvundne datter fylde i handlingen. Og så giver slutningen også lige lidt ekstra kant på den rigtig gode måde.

Pigen som ikke var der har en spændende opbygning, der er med til at øge suspensen. Bogen er opdelt i kapitler, der dag for dag beretter historien. Men så sker der et skift, og som læser får vi pludselig et nyt fokus. Det er rigtig fint lavet, og jeg vil ikke afsløre for meget for ikke at spolere overraskelsen.

Nick Clausen er en produktiv forfatter som alene i 2019 udgav tre romaner (Dødt kød – dag 2, Dødt kød – dag 3 og Pigen som ikke var der). Jeg er imponeret over hans fantasi men også over, at kvaliteten af historierne kan vedblive at være så høj. Jeg har i hvert fald følt mig utroligt godt underholdt uanset om Clausen fortæller om zombie-apokalypse eller gule varevogne og forsvundne piger.

Uddrag af romanen:

I søvne drager Andy til de canadiske skove for at jage elge. Pludselig får han øje på Rebekka mellem træerne. Hun står med ryggen til. Andy løber mod hende. Det er svært at bevæge benene rigtigt. Han kommer kun langsomt nærmere.

“Bekka!” kalder han. “Bekka, jeg kommer nu!”

Rebekka drejer hovedet til siden, som om hun hører ham. Men der er noget galt med hendes øjne. Hun græder. Nej, det er ikke tårer, der løber ned over kinderne. Det er blod.

Andy gisper. 

Så træder wendigoen frem fra træet, hvor den har stået skjult. Den er endnu mere gruopvækkende end beskrivelsen i bogen. Den ligner lidt et menneske, men alligevel ikke. Den er højere og tyndere, huden er askegrå og sidder stramt over knoglerne. Øjnene er små og dybtliggende, læberne er sprukne og blodige. 

Andy kan kun se til i rædsel, mens væsenet går hen og tager Rebekkas hånd. Hun lader sig lydigt føre med. Andy vil skrige, men kan ikke få en lyd frem.

Netop da Rebekke forsvinder ud af syne, sætter Andy sig op med et halvkvalt skrig. Han glor rundt i værelset. Hans hjerte føles, som om det sidder oppe i halsen.

“Wendigoen tog Bekka,” hvisker han hæst. “Det var wendigoen …” (side 19-20)

Tak til forlaget Facet som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Pigen som ikke var der:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Facet, 276 sider
Omslag: Nick Clausen
Lix: 23

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Læs også:

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Lars Gabel
Drømmeland af Nick Clausen
I klovnenes kløer af Henrik Einspor
Let bytte af Carina Evytt
Dukkehuset af D. S. Henriksen
Små onde svin af John Kenn Mortensen

De to myr 2 af Henrik Einspor

De to myr 2 af Henrik EinsporDa jeg læste første bind om De to myr i 2017, blev jeg fuldstændig grebet af historiens uhyggelige stemning trods det lave lix-tal. Nu udgiver Henrik Einspor så en fortsættelse.

De to myr 2 fortsætter kort efter første bind slutter. Det forfaldne hus i skoven står atter forladt, efter at politiet har gennemsøgt det for at finde de forsvundne børn. De fandt ingen, og nu må børn kun komme i skoven i følgeskab med voksne.

De to myr har i mellemtiden gemt sig i en rævehule, men de er sultne og savner Lis og deres hus. Så de vover sig tilbage, og forsøger endda at nærme sig byen i deres søgen efter Lis. Men tør alligevel ikke gå derind.

Lis har også tænkt på de to myr. Hun vil gerne være biolog, når hun bliver voksen, og hun er overbevist om, at de to myr er en helt ny race, som hun kan blive berømt for at finde. Så en dag går hun tilbage til huset i skoven …

Jeg var som sagt helt vild med første bind om de to myr, og selvom jeg ikke er lige så højt oppe at ringe over De to myr 2, så er jeg sikker på, at målgruppen vil elske den. Henrik Einspor kan bare noget, når det gælder letlæst uhygge, for selvom selve teksten er let at læse, er historien ikke for de mindste.

Kristian Eskild Jensen står endnu engang for den stemningsfulde forside.

Uddrag af bogen:

En mørk skov. Et hus. Gå forbi. Gå ikke ind.

Her holdt de to myr til. Engang. Hvem ved, om de er her endnu? Godt, huset ligger langt fra alt. Folk har næsten glemt, det findes. Eller også vil de bare ikke tænke på det. Alle er bange for skoven nu.

Det er ikke sommer mere. Løvet er gult, og visne blade daler ned.

Skoven virker øde og tom. Men det er den ikke. De to myr venter. Lis har lovet at komme. Men hun kommer ikke. Lis tør ikke gå ind i skoven mere. Det gør ingen. Flere børn er blevet væk i denne skov. Nu må børn ikke komme her mere. Eller kun sammen med voksne. (side 5-6)

Tak til forlaget Løse Ænder som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om De to myr 2:

Udgivelsesår: 02.12.2019
Forlag: Løse Ænder, 47 sider
Omslag: Kristian Eskild Jensen
Lix: 6

Løse Ænders ‘røde’ serie er ekstremt letlæste bøger for større børn, som stadig er læsemæssigt udfordrede, men som ikke vil røre gængse letlæsningsbøger med en ildtang. (fra forlagets hjemmeside)

Læs også:

De to myr af Henrik Einspor
Meteor af Henrik Einspor