februar 2017
M T O T F L S
« jan    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘monstre’

To Those Who Are Asleep af Bo Sejer

To Those Who Are Asleep af Bo SejerI 2015 udkom Bo Sejers totalt gakkede, men også vildt underholdende horror-roman Dead World, der udspillede sig i et ikke særligt hyggeligt Esbjerg. Nu kommer så en stand-alone novella i samme univers, denne gang dog skrevet på engelsk.

Ash vågner op i sin seng uden at kunne genkende sin lejlighed. Da han ringer til Easley, viser det sig, at der er forsvundet fire år fra Ash’s hukommelse. Mens han forsøger at finde ud af, hvad der er sket, bliver han næsten opslugt af et talende sort hul. Verden er nemlig død og befolket af edderkoppe-folk, søvngængere og spøgelser, samt en lille håndfuld mennesker (heriblandt Ash, Easley og Sid) som kan se de dæmoner, der har overtaget jorden.

For de tre venner er hver dag en flugt fra dæmonerne, som de dog også af bedste evne forsøger at udrydde, hvor de kan (på trods af at deres helte-potentiale er på det absolutte minimum!). Så da detective Jensen dukker op og beder om deres hjælp, følger de gladeligt med. Og herfra tonser historien af sted i fuld fart med døde dæmoniske piger, ande-monstre og huse hvis døre forsvinder og grundplan ændrer sig i et væk.

Ligesom Dead World er To Those Who Are Asleep en surrealistisk læseoplevelse. Ash har ingen anelse om, hvad der foregår, og det har læseren stort set heller ikke. Vi halser bare efter hovedpersonerne og prøver at overskue den ene gakkede og gyselige episode efter den anden, fra tid der stopper, til edderkopper der kravler ned i halsen på folk og fjernstyrer dem som robotter. Det er vildt, men heldigvis også vildt underholdende.

Som sagt er To Those Who Are Asleep skrevet på engelsk for at udvide læserskaren. Jeg kan sagtens læse engelsk, men er ikke stærk nok til at kunne vurdere hvorvidt romanen sprogligt lever op til Dead World. Jeg fornemmer dog, at det ikke er lykkes at nå helt samme niveau af crazy humor, som gennemsyrede universet i første bog.

To Those Who Are Asleep er dog stadigvæk en både underholdende og syret læseoplevelse, hvor grum horror går hånd i hånd med slapstick humor, og som en smagsprøve på Dead World universet er den slet ikke så ringe – for at sige det på jysk.

When I looked up again I almost split my pants in two by a massive fart of terror. In the gap, where Syd’s front door used to be located, there was nothing but at swirling black hole. A swirling black hole with teeth. And a tongue. A swirling black hole with teeth and tongue and which apparently talked. – Hello there! it remarked chippy, like it was the most natural occuring thing in the world.”

Om To Those Who Are Asleep:

Udgivelsesår: 2016
Victory Publishing, 132 sider
Omslag: Branca Studio, Bacelona

Læs mere på Bo Sejers hjemmeside

Gigant af Rune Ryberg

gigant_rune_rybergKulørt, humoristisk og actionfyldt coming-of-age tegneserie fyldt med monstre, ottebenede hunde og en kærlighed der overvinder alt

Den lille, spinkle Ozzy, hvis øgenavn er Gigant, er på date med Donna. Pludselig dukker et monster op og spiser Donna i en mundfuld. Gigants første indskydelse er at stikke af, som han plejer, men så beslutter han sig alligevel for at tage kampen op. Det fører ham ud på en farlig færd til fremmede dimensioner, hvor monstre og ottebenede hunde forsøger at bremse ham i at redde Donna.

Historien om Gigant er en kulørt coming of age-fortælling pakket godt ind i humor, action og tjubang. Helten skal som i de klassiske eventyr igennem en masse prøvelser, før han kan få prinsessen og vende hjem som et bedre menneske. Der er dog ikke meget belærende over Gigants flippede og crazy univers, som ubegribeligt nok er Rune Rybergs debut.

Der kan siges meget positivt om ebøger, men for mig slår intet følelsen af at sidde med en rigtig bog, hvor du ligefrem kan mærke håndværket. Sådan en udgivelse er Gigant. Med sit luksuriøse omslag hvorpå tegninger og tekst er trykt i klare røde og blå farver, så de nærmest springer ud i hovedet på læseren, ligefrem skriger udgivelsen: fremragende håndvæk. Papiret er ligeledes i kraftig kvalitet, og udgivelsen afsluttes med et indblik i Rybergs arbejdsproces med Gigant. Det er bare så lækkert, og udgivelsen har da også modtaget støtte fra Statens Kunstfond.

Rybergs tegninger fremstår lidt forpjuskede og skæve, men er samtidig både udtryksfulde og fyldt med dynamik og energi. Her i Gigant er de holdt i pangfarver, der underbygger det gakkede univers, vi befinder os i.

Ryberg er oprindeligt uddannet animator fra Animationsværkstedet i Viborg. Han har også arbejdet på forskellige danske kortfilm og tv-serier. Gigant vandt Pingprisen 2015 for Bedste børne/ungdomstegneserie, hvor den fik følgende ord med på vejen:

Med minimal tekst og up-beat tempo styrer et suverænt billedflow fortællingen i land. Det gennemarbejdede fantasyunivers byder på action, humor og spænding, og de vilde farver og afstemningen mellem dem gør læsningen til en udsøgt visuel fornøjelse.”

Jeg kunne ikke være mere enig.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Forlæns, 60 sider

Besøg Rune Rybergs hjemmeside

Det sidste hus af Jonas Wilmann

DetSidsteHus_JonasWilmannUdkantsdanmark slår tilbage i Jonas Wilmanns novelle “Det sidste hus”.

I et fremtidigt Danmark har den statsansatte lejemorder Hedenius fået til opgave at rydde det sidste hus i Vesthimmerland Kommune. Hele området skal afvikles for at skabe plads til en gigantisk vindmøllepark, der skal sørge for energi til Danmarks fire største (og snart eneste) byer.

Selvom området burde være ubeboet holder en enlig ældre mand, I. L. Kejser, stadig stand i sit hus i Ranum. Hele 12 lejemordere har forsøgt at rydde ham af vejen, men er selv forsvundet i stedet. Nu er det op til Hedenius at slutte opgaven. Han er sikker på, at de andre lejemordere blot er deserterede, for hvor svært kan det trods alt være at slå en gammel mand ihjel?

Wilmann skrev novellen i 2012 under titlen “Det sidste hus i Vesthimmerland”. Året efter udgav han “Udkantshistorier”, som udspiller sig i samme univers men i øvrigt er urelaterede. Novellen udkom første gang i “Mestertyvens sidste ønske: ny dansk fantasty 2013”. Nu er den blevet genudgivet på forlaget Calibat, spændende illustreret af Aske Schmidt Rose.

Calibat udgiver bøger indenfor de fantastiske genrer og målgruppen er børn og unge. Dog udgiver forlaget også titler, der appellerer på tværs af aldersgrupper og et ældre publikum. Her hører Wilmanns udgivelse klart til i mine øjne.

Fortællingen er både rå og blodig, og giver samtidig et kritisk blik på hvordan det nutidige danske samfund langsomt afvikler områderne udenfor de store byer – naturligvis med Wilmanns eget twist.

Illustrationerne underbygger på bedste vis historien, og der er arbejdet virkeligt spændende med farverne, så tekstsidernes baggrund følges med illustrationerne. I det hele taget er “Det sidste hus” en lækker udgivelse at sidde med i hånden, så selvom de små 50 sider er hurtigt læst, så holder indtrykket længere.

Besøg forlaget Calibat eller Jonas Wilmanns hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Aske Schmidt Rose
ISBN-13: 9788793281097
Sideantal: 49
Forlag: Calibat

Mareridtsfabrikken og andre rædsler af John Kenn Mortensen

Mareridtsfabrikken_forsideIngen andre kan tegne monstre som John Kenn Mortensen, og i “Mareridtsfabrikken” lader han sine monstre følges af korte rim, som skiftevis får læseren til at trække på smilebåndet eller tage hænderne for øjnene.

Illustrationerne er som altid helt i top, mens enkelte af rimene halter lidt. Det ødelægger dog på ingen måde det overordnede indtryk af en flot og lækker udgivelse, hvor der også er kælet for bogens fysiske detaljer.

Bogen er holdt i sort/hvide toner med enkelte røde farveglimt, og hver tegning indeholder et hav af detaljer, så man også skal huske at kigge grundigt på de sorte sider.

Læs anmeldelsen på Nummer 9

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forside: John Kenn Mortensen
ISBN-13: 9788711514351
Sideantal: 100
Forlag: Carlsen

Håbet er som en muskelhund af Nanna Gyldenkærne

haabet-er-som-en-muskelhundTankevækkende og velskrevet fortælling om et samfund gennemsyret af frygten for det anderledes

I en bevogtet lejr dybt inde i skoven bor teenageren Janus sammen med en række andre børn og unge. De har fået at vide, at lejren er til for at beskytte og uddanne dem. I virkeligheden føler Janus nærmere, at de er spærret inde for at omverdenen kan slippe for at forholde sig til dem. Alle lejrens beboere er nemlig resultatet af en genfejl hos en donor i en sædbank, og det er denne sædbank, som betaler for lejren.

Men løfterne om beskyttelse og uddannelse falder langsomt fra hinanden. Lejrchefen, som både er ondskabsfuld og brutal, holder sig hovedsageligt inde på sit kontor, hvor han taler i telefon, mens skolelæreren sjældnere og sjældnere dukker op. Nattevagten, som er den ansvarsperson, der tager sig mest af de unge, er alkoholiker, så det er i høj grad op til Janus og den jævnaldrende pige, Lola, at tage sig af de mindre børn.

Selvom Janus nåede at opleve omverdenens fordømmelse, før han blev anbragt i lejren af sin mor, drømmer han kun om at slippe væk og komme hjem at bo hos sin mor og stedfar igen. Så da chancen for flugt opstår, griber han den, selvom han samtidig føler, at han svigter de andre børn.

Drømmen om frihed viser sig dog at blive svær at opfylde. Mens han har siddet i lejren, har samfundet ændret sig til det værre, og det varer ikke længe, før Janus opdager, hvor uønskede han og de andre børn er. Romanens slutning er tveægget, idet chancen for et ‘normalt’ liv pludselig er en mulighed – men med enorme omkostninger.

”Håbet er som en muskelhund” er en tankevækkende og velskrevet fortælling for unge, om et samfund gennemsyret af frygten for det anderledes.

Genfejlen, som de unge i lejren har, får dem til at ligne monstre, men det gør dem ikke TIL monstre. I lejren har de kun hinanden, så selvom der også herinde er uvenskab og gnidninger, er venskabet dog det bærende element, og dermed står børnenes menneskelighed med deres håb, drømme, vrede og kærlighed i stærk kontrast til bogens voksne, som enten ikke kan se forbi det monstrøse ydre, eller, som nattevagten, er for forsumpet i deres eget liv til for alvor at kunne forholde sig til andre. En roman, der giver stof til eftertanke, i forhold til hvordan vi også i vores samfund reagerer på det ukendte og anderledes. Og om det altid er bedst at følge ‘det normale’, eller om omkostningerne kan blive for store?

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Høst & Søn, 155 sider

Afsind af Martin Schjönning

Afsind_forsideMartin Schjönning er et af de nyere talenter på den danske horrorscene. Han har skrevet en række noveller til forskellige antologier, og i 2015 udkom hans første selvstændige udgivelse, kortromanen Deroute, som var første bind i forlaget Kandors serie om Satan. Deroute er blandt de fem nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse, der uddeles på Krimimessen i Horsens d. 12. marts.

Nu er han så aktuel med sin første “rigtige” roman, Afsind.

Gregor er psykisk syg. Siden hans forældre døde, da han var barn, har han været indlagt på en psykiatrisk institution. De senere år har han dog boet for sig selv i en overfyldt kælder, stærkt medicineret for at holde de værste syner væk.

En dag finder Gregor et billede skubbet ind under sin hoveddør, der viser en torteret pige, som han genkender. Han beslutter sig at søge hjælp hos sin psykiater Lacedon, men på vejen til hospitalet mister han orienteringen, og da han kommer til sig selv, er kaos brudt ud i byen. Ud af det blå overfalder og maltrakterer ganske almindelige mennesker familiemedlemmer, og hvem der ellers er så uheldige at være i nærheden af dem, når vanviddet rammer, og nu er både hospitalet og politiet presset til det yderste.

Det går langsomt op for Lacedon, at Gregors barndoms syner måske ikke blot er hallucinationer, og sammen med Overlægen og en mand ved navn William, der selv har oplevelser med afsindets følger tæt på, forsøger de fire at finde frem til kilden for udbruddet for at stoppe det. Men det er lettere sagt end gjort, når dæmonerne lurer, og byen er grebet af vanvid.

Jeg var rigtig godt underholdt af Afsind. Dels elsker jeg fortællinger, hvor vanviddet bryder ud, og når der så bliver smidt lidt dæmoner og andre lækkerier ind i blandingen, så er det slet ikke til at stå for.

Jeg kan også godt lide måden Schjönning fortæller sin historie på, hvor han klipper mellem fortællerstemmerne, så vi skiftevis hører fra Gregor, Kommisæren, William, Lacedon og udvalgte ofre for vanviddet m.fl. Det skaber flow og suspense i fortællingen, og gør det svært at lægge bogen fra sig fordi jeg hele tiden lige skulle have det næste med.

Derudover er Martin Schjönning fantastisk til at fremmane billeder, der sætter sig på nethinden, ligesom hans sprog er på et højt niveau. Til tider endda særdeles højt, idet jeg var nødt til at slå en del ord og begreber op undervejs.

Generelt er der fuld fart på fortællingen, men mod slutningen bliver det flotte billedskabende sprog dog også romanens svaghed, idet det bremser fortællingens fremdrift, hvor jeg som læser ikke kan vente på at plottets fortsættelse. F.eks. i nedenstående eksempel hvor kvartetten kører gennem byen på udkig efter pigen fra Gregors fotografi, og pludselig skal vi høre om Lacedons tanker om Paris:

Lacedon havde et indplantet frankofilt forhold til storbyens inderste og mest intense helvedesring. I tre lange måneder havde han som ung ligget vandret med en lungebetændelse, der åbenbart havde besluttet sig for at overvintre. Faderens private bibliotek havde været hans eneste trøst. Så han havde opædt de bedste og værste af storbyens poeter. Han havde grædt med Victor Hugos stakler, der alle syntes fanget af et Paris, der blev ved med at føde børn kun for selv at æde dem igen. Hugos storby var vokset i takt med forfatterskabet, indtil den antog uhyrlige proportioner i både bogstavelig og overført betydning. Elendige mennesker dræbte, bestjal og forulempede andre elendige mennesker i en ubrydelig cyklus – en lortebrun charybdis, en hvirvelstrøm af kloakvand, holdt i live af vanskabningens og sigøjnerskens tårer…” (s. 204)

Herefter følger næsten en halv sides beskrivelse Paris set gennem forskellige klassiske forfatteres øjne, og selvom jeg godt kan forstå sammenligningen mellem Hugos uhyrlige Paris og Schjönnings dæmonplagede By, så bliver det simpelthen for meget. Byen fylder dog generelt meget i Schjönnings univers. Både i Deroute og novellen Præludium er Byen ikke blot en kulisse for fortællingen, men snarere en medspiller i form af en nærmest levende organisme, og den rolle fører han til fulde videre her i Afsind.

Alt i alt er Afsind dog en herlig klam skræmmende og velskrevet roman, der klart kan anbefales. Så – læs den!

Besøg Martin Schjönnings blog

(også anmeldt på Bogrummet.dk og Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Tom Kristensen
ISBN-13: 9788791589430
Sideantal: 294
Forlag: Kandor

Dead World af Bo Sejer

Dead World af Bo Sejer

Dead World er et spændende bidrag til den danske horror-scene med sin blanding af gakket humor og horrible og uforklarlige begivenheder

Dansk horror er i en opblomstringsperiode i disse år. Blandt de bedste nye forfattere findes f.eks. Jonas Wilmann, hvis unikke stil af humor og splat med eksistentielle undertoner indbragte ham Årets Danske Horrorudgivelse 2012 for Frygt-filerne. En anden fremragende nyere dansk forfatter er Teddy Vork, der vandt samme pris i 2014 for Sprækker. Vork er fabelagtig til at bruge sin hjemby Esbjerg som kulisse for sine ofte afdæmpede men samtidig modbydeligt skræmmende fortællinger.

Og hvorfor starter jeg så denne anmeldelse af Bo Sejers Dead World med en omtale af to helt andre forfattere? Fordi Bo Sejers romaner bringer mindelser om de to herrer. Ikke i en direkte sammenligning for her er Wilmann og Vork begge mere raffinerede skribenter. Hvor Wilmanns humor er sort som synden, er Bo Sejers mere gakket, og hvor Vorks Esbjerg er det mest skræmmende sted på jorden, er Bo Sejers mere todimensional. Men alligevel 🙂

Tilsæt derudover et drys H. P. Lovecraft, et skvæt af The Matrix og en lille rundtur i tegneren Claus Deleurans skæve univers, så har du en fornemmelse af Dead World.

I Esbjerg (som ifølge Ask har tolv gange så mange psykotiske tilfælde som landsgennemsnittet, hvilket er fuldt forståeligt, hvis resten af historien er sand) hænger de tre kammerater Ask, Syd og Easley ud. En aften går en fest helt amok, da en pige deler rundhåndet ud af nogle små sorte piller. Pillerne ligner lakrids, men er i virkeligheden et slags ”Lovecraftiansk”-LSD, der åbner ens sind for den faktiske verden.

Det viser sig nemlig, at vores verden er fuld af dæmoner, som lever imellem og i menneskene, og ønsker at overtage det hele. Men de tre kammerater har ikke tænkt sig at læne sig tilbage og lade det ske. Det kan godt være, at de ikke fatter en pind af, hvad der foregår, da de hvirvles ind i de syretrips-agtige begivenheder, men det afholder dem ikke fra at at forsøge at redde verden efter bedste evne.

Bo Sejer skriver herligt uhøjtideligt og med en gakket humor, der fik mig til at trække på smilebåndet, selvom der sker de mest horrible og uforklarlige ting undervejs i romanen. Vi møder Moustache-monstre og skyggemænd; venter i forkontoret til venteværelset til Helvede; springer frem og tilbage i tid og sted; og præsenteres for den ene massakre efter den anden begået af de mest modbydelige væsner. Som læser prøver man forvirret (men vildt underholdt) at følge med, men må ligesom Ask opgive at få det forkromede overblik før til sidst. Og så er jeg alligevel ikke engang helt sikker på, at jeg har forstået det hele, men det gør nu ikke noget.

Forfatteren skriver selv om Dead World: ”Bogen kan læses som den giver sig ud for at være: en morsom og uhyggelig historie, i en genre som der ikke ses meget af i Danmark (horror-komedien), eller den kan læses som en fortælling om skizofreni, sindsforvirring og hallucinationer.” Det er i hvert fald helt sikkert, at jeg morede mig vældigt undervejs – og at grinet blev revet af mit ansigt i en ond og vellykket slutning.

Jeg læste Dead World som e-bog, og Bo Sejer har selv stået for udgivelsen, der klart hører til i toppen af selvudgivelser, når det kommer til korrektur og redigering. Der er også en papirudgave på vej af romanen, hvis trykke-omkostninger dækkes ved hjælp af det crowfunding-initiativ, jeg tidligere har omtalt her på siden. Den glæder jeg mig til at få fingrene i, for selvom det er fint at læse en e-bog, så synes jeg nu stadigt, at det er lækkert at bladre i en rigtig bog.

”Der var et skrig af ren panik og rædsel, der truede med at punktere mine trommehinder, men det var lyden af insekter, der fik en hånd til at knuge om mine indvolde og pumpe adrenalin så hårdt gennem min krop, at jeg var bange for, at det ville fosse ud gennem næsen på mig. Ikke at jeg var bange for insekter som sådan, men jeg indrømmer at have en ren og rå angst for dem, når de begynder at bore sig vej ud gennem en teenagepige, der står få meter fra mig. Den stille pige havde tårer i øjnene og rystede ukontrollabelt, men det var hendes veninde, der tog opmærksomheden i øjeblikket. Hun havde vendt det hvide ud af øjnene og rev sig selv i stykker fra ansigtet og ned, som sider ud af en bog. Der var ord skrevet på det blæksorte hul, hun gravede ud af kraniet. Hun skreg ikke, eller gav på anden vis udtryk for, at det gjorde ondt på hende. Som om hun ikke rigtig var der længere og blot var et udhulet hylster for det, der begyndte at vælte ud af hende…” (s. 199)

Også omtalt på Bogrummet.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Jan Warborg Hansen

The Babadook

The BabadookI en lang periode har jeg ikke fået set særlig mange gyserfilm, men forleden læste jeg et indlæg på Skræk og Rædsel, som bl.a. nævnte The Babadook, og da jeg samme dag faldt over den på Netflix, ja så fik jeg taget mig sammen. Og heldigvis, for The Babadook er efter min mening en fremragende film.

Amelia er alene med sønnen Samuel efter sin mands død i en trafikulykke. Samuel plages af drømme om monstre, og da Amelia en aften læser en godnathistorie fra en bog om Babadook, bliver Samuels besættelse endnu værre.

The Babadook er en velfortalt og skræmmende fortælling om en mor og søn med alvorlige problemer. Amelia er aldrig kommet sig over sin mands død, og Samuel føler sig skyldig og savner samtidig sin far, som han aldrig nåede at få et forhold til. Selvom de to elsker hinanden, er hjemmet fyldt med skygger og fortielser, som sammen med Samuels absurde opførsel, der skaber problemer i skolen og i samværet med andre, langsomt presser Amelia ud over kanten.

Det er skønt at se en gyser, som ikke forfalder til “jump scares” (som Skræk og Rædsel Søren kalder det). I stedet opbygger instruktør og manuskriptforfatter Jennifer Kent en stemning af intens rædsel, som stille og roligt sniger sig ind på én, så jeg pludselig sad med dunkende hjerte og opdagede, at jeg faktisk var lidt bange for skyggerne i hjørnerne.

Historien bygger på kortfilmen Monster fra 2005, som også er instrueret af Jennifer Kent. The Babadook er hendes debut som spillefilms-instruktør, og jeg synes, hun gør det fremragende. Essie Davis er fantastisk i rollen som den kærlige, men skrøbelige mor, der langsomt bryder sammen, ligesom Noah Wiseman overrasker yderst positiv som Samuel. Han formår at undgå klichéen om drengen, der er bange for monstret under sengen, og viser i stedet imponerende skuespil.

Personligt holder jeg meget af horrorfilm, hvor det psykologiske aspekt er det vigtigste. Jeg synes, det er langt mere skræmmende, når man er i tvivl om, hvorvidt Babadook er et virkeligt monster, og det udfører Jennifer Kent perfekt. Som A. O. Scott skriver i sin anmeldelse i New York Times: “The brilliance of “The Babadook,” beyond Ms. Kent’s skillful deployment of the tried-and-true visual and aural techniques of movie horror, lies in its interlocking ambiguities. For a long time, you’re not sure if the Babadook is a supernatural or a psychological phenomenon. Once you’ve started to figure that out — or to decide that you’re too freaked out for it to matter — another, more disturbing question starts to arise. Maybe the monster is all in someone’s head, but if so, whose? Sam’s? Amelia’s? Yours?”

Babadook_tegningEndelig var jeg også vild med udgangspunktet for historien, bogen om Babadook, hvis illustrationer nok kan give mig væmmelige drømme i fremtiden, selvom her “blot” er tale om stregtegninger.

Om filmen:

Premiere: 2014
Instruktør: Jennifer Kent

Se mere på IMDB

Velkommen til Kadaverkøbing af Jonas Wilmann

kadaverkoebingSjov, uhyggelig og velskrevet børnebogsdebut fra en af den danske horrorscenes største talenter

Forestil dig at du kunne rejse til en anden verden, hvor alting var præcis efter dit hoved. Det drømmer 12-årige Gordon om. Han er vild med horror, men ingen andre forstår ham. Hans forældre forbyder ham ikke at interessere sig for det, men de driller ham og er slet ikke engagerede i hans hobby. Hans bedste ven, Andreas, interesserer sig kun for fodbold og kunne ikke kende en vampyr fra en varulv, og i skolen får Gordon ene lave karakterer for sine stile, fordi de er alt for blodige.

Men en dag får Gordon en gave af ejeren af byens antikvariat, hvor han køber de fleste af sine bøger, og næste dag ser verden meget anderledes ud. Vømstrup er blevet forvandlet til Kadaverkøbing, og pludselig er horror det eneste, alle går op i. Først synes Gordon, at det er rigtig fedt, men efterhånden går det op for ham, at det ikke altid er lykken at få sine drømme opfyldt.

Jonas Wilmann er en yderst produktiv forfatter, som siden 2011 har udgivet 6 bøger, hvoraf den ene, ”Frygtfilerne”, modtog Dansk Horror Selskabs pris for Årets Bedste Horrorudgivelse i 2012. Nu debuterer han som børnebogsforfatter med ”Velkommen til Kadaverkøbing”, og jeg er imponeret over, hvor godt det er lykkes.

Sproget er klart og lettilgængeligt uden at give køb på handlingen, som i en støt stigende spændingskurve rummer både humor og uhygge. Også den grafiske del er vellykket med bloddryppende kapitel-angivelser og sort/hvide stregtegninger i bedste ”MAD”-stil, som Wilmann i øvrigt selv har tegnet.

Jeg synes måske, at slutningen bliver lidt brat, men det ændrer ikke ved et overordnet meget positivt indtryk af Wilmanns seneste udgivelse, hvor det er lykkes at transformere forfatterens store kærlighed og kendskab til horrorgenren om til en underholdende og letlæst gyserroman for børn. En klar anbefaling herfra.

Besøg Jonas Wilmanns blog

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Omslag: Jonas Wilmann

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Hvisken fra dybet af Patrick Leis

Hvisken_fra_dybetUnderholdende dansk horror for alle som holder af gedigne drengerøvshistorier.

Havet ud for den jyske fiskerlandsby Bolvig er hjemsøgt af en stærk understrøm. I hvert fald er antallet af drukneulykker ved Bolvig mange gange større end noget andet sted.

For 6 år siden druknede Johns far, og kort efter forlod John og moren Bolvig i al hast og efterlod huset som det stod. Farens død tog hårdt på John, som blev lidt af en rod, imens moren blev mere og mere alkoholiseret. En dag styrtede hun ned ad trappen og døde, så nu er John alene, og han plages af onde drømme.

For at finde ud af hvad drømmene kommer af og komme til bunds i, hvad der egentlig skete den nat, faren forsvandt, tager den nu 16-årige John tilbage til Bolvig. Men byens beboere bliver ikke glade for at se ham – og snart drukner et nyt offer.

Patrick Leis er altid god for et underholdende gys, og det får vi også her i ”Hvisken fra dybet”. Håndværket er i orden, historien flyder og fører læseren videre og videre, og der gemmer sig flere overraskelser undervejs.

Korrekturen kunne dog godt have været lidt bedre. Dels er der en del slå- og stavefejl, som f.eks. at Johns mormor lider af ”altzenheimer” (side 94), og dels er der kontinuitets fejl, som når John kommer tilbage til huset, og på side 24 konstaterer at strømmen for længst er slukket, og derefter tænder farens gamle computer på side 27.

Trods disse beklagelser var jeg alligevel vældig underholdt af romanen, som har en mørk og dyster stemning med en til tider næsten gotisk kvalitet over sig. De bagvedliggende sagn, som Johns opdukken giver nyt liv, er interessante og fik mig til at tænke på H. P. Lovecraft. Persontegningerne er lidt kliché-agtige, men det gør ikke noget, for det actionfyldte plot er altid det vigtigste i Patrick Leis’ bøger, og det er helt i orden her i ”Hvisken fra dybet”.

Alt i alt endnu en underholdende horror-roman fra Patrick Leis til alle som holder af gedigne drengerøvshistorier.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Patrick Leis
Forlag: Cadeau
Sider: 204

Besøg Patrick Leis’ hjemmeside