Indlæg tagget med ‘mord’

Konferencen af Mats Strandberg

Konferencen af Mats Strandberg

Udviklingsafdelingen i Kolarängen kommune har længe arbejdet på en aftale med firmaet SBFF om at bygge et stort butikscenter lidt udenfor byen. Projektet er ikke blevet entydigt godt modtaget af borgerne, idet man har måtte opkøbe en lokal landmands jord, der har boet på stedet i generationer.

Heller ikke internt i udviklingsafdelingen er alle lige begejstrede for butikscenteret, men nu er de taget på en to-dages konference, hvor de skal idéudveksle og opdateres på driftsplanen. Ankomstdagen går planmæssigt med arbejde og efterfølgende teambuilding-øvelse. Men efter aftensmaden tager konferencen en uventet – og blodig – drejning.

Jeg har tidligere med fornøjelse læst Færgen og Hjemmet af Mats Strandberg. Så forventningerne var høje til ”Konferencen”, som heldigvis lever op til dem.

Historien er dels en thriller om en gruppe mennesker fanget et afsides sted, hvor en ukendt jager dem og slår dem ihjel én for én. Men det er også en historie om en arbejdsplads og de mennesker, der arbejder der. Og endelig er det historien om et kontroversielt projekt, der muligvis ikke er helt rent i kanten.

Noget af det interessante ved Mats Strandbergs bøger er, at de aldrig ’kun’ er gys og splat. Han har et godt øje for at skildre sine personer, så man som læser kommer til at holde af dem. Også selvom de ikke nødvendigvis er sympatiske. Det er også tilfældet her, hvor vi får lov til at lære hver enkelt ansat i udviklingsafdelingen at kende, lige fra afdelingschefen Ingela der har ladet sig charmere fuldstændig af den yngre projektleder Jonas, over den gnavne Torbjörn der snart skal pensioneres, til anlægsingeniøren Lina der har været sygemeldt med stress men nu er startet på arbejde igen. Vi får et indblik i kollegaskabet og arbejdskulturen på en kommunal arbejdsplads på godt og ondt, og det er både interessant og tankevækkende.

”Konferencen” er dog også en actionfyldt, blodig thriller. Fra det øjeblik hvor den mystiske morder introduceres i handlingen, føles læsningen som én lang spurt, hvor siderne nærmest vender sig selv. Strandberg skriver så levende, at jeg næsten følte, jeg så en film for mit indre øje under læsningen.

Mats Strandberg serverer med ”Konferencen” endnu en gang en uhyggelig, overraskende og velskrevet historie, der ikke er for sarte sjæle. Jeg er fan.

Uddrag af bogen:

Trappen op til terrassen har kun tre trin, og hun har lige sat foden på det tredje, da hun opdager, at vinduessprosserne i terrassedøren er spættet af røde stænk. Der ligger noget på brædderne, og hendes første tanke er, at det er en bunke vasketøj.

Det er først, da hun kommer helt op på terrassen, at hjernen er med. At den med ét forstår. Wilma bliver stående med den ene hånd på gelænderet. Hun stirrer på bunken, kan ikke røre sig.

Det er et menneske, der ligger der. Det kan hun se helt tydeligt nu. Men kroppen er helt forkert. Der er en hætte på regnjakken, og det er, som om den har været slået op. Halvdelen af hovedet er væk. Der er ikke noget oven over kæbens ødelagte tandrække. Regnen har skyllet blodet væk, og hun kan se tungen. Den ligner et undervandsdyr, som har mistet sit beskyttende skjold.

Hun vil skrige, hvis hun bare kunne, men hendes hals har snøret sig sammen. Den dæmpede lyd, der slipper ud, har ikke en jordisk chance for at overdøve regnens hamren mod hendes parably. Hun kigger op på terrassedøren igen, på mørket inde bag glasset.

Er der nogen derinde? Nogen, som kigger på mig nu?

Hun styrter ned ad trappetrinene, løber tilbage til bilen ad flisegangen. Opfanger pludselig en bevægelse ud af øjenkrogen, og en klynken presser sig op gennem hendes strube, da hun vender sig om mod søen og ser, at døren til en af hytterne går op. (side 13-14)

Reklame: Tak til forlaget Modtryk der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Konferencen:

Udgivelsesår: 13.10.2021
Forlag: Modtryk, 348 sider
Omslag: Pär Wickholm
Originaltitel: Konferensen
Oversætter: Louise Urth Olsen

Brændoffer af Christian Kronow

Brændoffer af Christian Kronow

Journalisten Johan er med kollegaen/kæresten Ane på arbejdsweekend i Thyborøn. Han har tidligere skrevet om kvotekongen Bjørn Gabriel Havkarl og dennes forhold til landets statsminister Hans Hauge. Denne weekend har Ane et interview med Hauge, mens Johan skal dække en fiskeauktion holdt til fordel for statsministerens velgørende organisation Rødder.

Men alle overskrifter ændrer sig, da de sidste kasser til auktionen viser sig at indeholde liget af en teenager med hænderne skåret af. Hvem har lagt ham der og hvorfor? Er det en advarsel til statsministeren? Og hvem er den døde?

Ved et tilfælde opdager Johan, at sagen har tråde til hans gamle soldaterkammerat, Benjamin. Benjamin blev i hæren, da Johan forlod den, og har været udstationeret flere gange. Nu bor han på sin fiskekutter i Thyborøns havn, hvor han sælger hash og ellers holder sig langt væk fra livet. Men livet lader ikke Benjamin få fred.

Mens Johan forsøger at finde hoved og hale i mistankerne om mord, korruption, smugleri og skattesnyd, brænder hans privatliv sammen. Hustruen Laura har fået nok af deres proforma ægteskab og vil tage deres to piger fra Johan. Han ved godt, at han har kvajet sig, men ikke desto mindre vil han gøre alt for at blive i pigernes liv.

Jeg har tidligere læst de første to bind i Orator-trilogien af Christian Kronow. En ungdoms fantasy-serie med rødder i danske myter og sagn. Bøgerne var underholdende og letlæste, så jeg havde gode forventninger i Brændoffer.

Brændoffer er inspireret af virkelige begivenheder, og jeg kunne da heller ikke undgå at tænke på LøkkeFonden og Lars Løkke Rasmussens forhold til kvotekongen John-Anker Hametner Larsen, mens jeg læste. Kronow understreger dog i et interview, at alle personer er opdigtede, og jeg forestiller mig da heller næppe, at Hans Hauge er en en-til-en fremstilling af Lars Løkke. Men omstændighederne med fonde og tilskud og en adskillelse af privatpersonen og statsministeren er et interessant udgangspunkt for en krimi om korruption i et land, der ligger helt i top på Transparency Internationals liste sammen med New Zealand som verdens mindst korrupte lande.

Johan er jeg-fortælleren i historien. Ind i mellem er der enkelte kapitler fra andre synsvinkler, som dels skaber suspense. Dels giver os indblik i begivenheder og tanker, som Johan ikke kan vide noget om.

Generelt var jeg godt underholdt af Brændoffer, selvom jeg lige skulle vænne mig til skrivestilen. Kronow skriver for så vidt godt, men flere gange studsede jeg lidt over ordstillingerne, som jeg synes bremsede fortællingen lidt. Men det kan være en smagssag. I hvert fald blev jeg ret hurtigt fanget ind af historien, og ikke mindst af den uperfekte Johan der er en troværdig hovedperson. Samtidig kan jeg også godt lide, at handlingen udspiller sig i Thyborøn, langt fra Christiansborg. Det er altid interessant, når forfattere bruger anderledes lokationer.

Brændoffer er en spændende politisk krimi om korruption og mord. Men det er også en fortælling om familie. Om hvordan kærlighed kan udvikle sig til en destruktiv kraft, og hvordan principper og moral forkastes, når det for alvor bliver personligt.

Christian Kronow er sluppet godt fra sin krimi-debut, som i øvrigt har en yderst smuk forside lavet af Betina Drews.

Uddrag af bogen:

Hauge smiler stadig, da det utænkelige sker. Om det er et forsagt skrig fra en i mængden, eller fordi jeg genkender færten af menneskelig tragedie, er jeg ikke sikker på. Jeg tænder videokameraet på min smartphone hurtigere, end Hauges ansigtskulør skifter fra bodegarød til ligbleg, idet det sidste lag af kasser åbenbares. Først ser fiskerne det og træder tilbage. Så turisterne, og så er alt kaos. Skrig, tumult. Jeg træder ind i cirklen af grønne kasser. Døde kulmuler, fladfisk og muslinger. Mine nakkehår bliver stive som børster. Jeg filmer statsministeren, der hastigt bliver ført væk af sine PET-vagter, og ned på kasserne igen. Mens jeg filmer, bliver jeg slået med rædsel.

Foran mig, i tre kasser, hvor siderne mod hinanden er fjernet med en nedstryger, mellem stendøde atlantiske laks, ligger noget langt større, der fylder hele det underste lag. Det hører ikke hjemme på en fiskeauktion, endsige nogen andre steder. Jeg kaster op i munden, da jeg indser, hvad jeg står og filmer. Et halvvejs frossent lig af en teenagedreng med et gabende åbent sår på tværs af halsen. Han har tøris i de åbne øjne. Hans arme er for korte, og jeg indser hvorfor. Senerne stritter stive og døde som metalwirer ud efter håndleddet, der, hvor der burde være hænder. (side 29)

Reklame: Tak til forlaget SuperLux der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Brændoffer:

Udgivelsesår: 12.10.2021
Forlag: Superlux, 244 sider
Omslag: Betina Drews

Den armenske sarkofag af Rasmus Wichmann

Den armenske sarkofag af Rasmus Wichmann

Lili Al-Shajara studerer arkæologi på Københavns Universitet. Hun lider af socialangst og har ikke mange venner. Faktisk er den eneste nok Shardrach ben Baruch, der ejer Baruch fonden og er Lilis mæcen. Som ung blev hendes forældre dræbt i et brandattentat i Irak og hun selv alvorligt vansiret. Derfor bevæger hun sig nu aldrig ud uden en maske for ansigtet.

En dag hører hun en gæsteforlæsning af den kendte tv-historiker Jesper Warmind om muligheden af en glemt egyptisk koloni i det nuværende Georgien. Han nævner bl.a. en armensk sarkofag, der er udstillet på Nationalmuseet. Lili bliver fanget ind af foredraget, og dagen efter tager hun ud for at gense sarkofagen. Umiddelbart er den sort og kedelig at se på, men da Lili imod alle forskrifter lader sin fingre glide over låget, opdager hun et usynligt mønster på overfladen.

Opstemt af sin opdagelse beslutter Lili sig for at skrive speciale om den armenske sarkofag, og fra da af ændres hendes tilbagetrukne og ensomme hverdag brat. Hun bliver involveret i et mord, finder et blad af Petrovas papyrus der burde befinde sig på Matendaran-museet i Jerevan, bliver smuglet til Armenien og møder den gådefulde Visarion, som øver en næsten uimodståelig indflydelse på hende. Mod slutningen udvikler plottet sig i en overraskende retning, der ikke lader Indiana Jones noget tilbage.

Indflettet i den actionfyldte historie med mord, kidnapning og skjulte hemmeligheder fortæller Wichmann om armeniernes historie. Ikke mindst om det armenske folkedrab i 1915-1918 hvor mellem 1 til 1,5 million armeniere blev dræbt, og som nutidens Tyrkiet nægter at anerkende.

Sidst i podcasten er desuden tilføjet et afsnit, hvor Wichmann fortæller, hvad der er ægte historie og hvad der er fiktion.

Rasmus Wichmann er uddannet historiker, og har tidligere skrevet romanen Enkemagerne. Her opruller han et komplekst univers med tråde til det gamle Egypten. Et univers der også er mere skjulte tråde til her i Den armenske sarkofag, uden at man dog behøver at have læst Enkemagerne for at kunne følge med.

Jeg er ikke særlig god til at høre lydbøger, men har dog lyttet første halvdel af bogen og efterfølgende læst den. Og jeg må indrømme, at jeg fik størst udbytte af at læse den, da jeg her kunne bladre frem og tilbage til persongalleriet forrest og ordlisten bagerst. Når det er sagt, så synes jeg dog rigtig godt om idéen med at udgive historien som en føljeton med et nyt afsnit om ugen. Det gør cliffhanger effekten endnu mere tydelig.

Den armenske sarkofag er en blanding af konspirationsthriller, adventure og spændingsroman. Den er underholdende, men man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Ikke mindst pga. de mange fremmedartede navne og stednavne. Slutningen er som sagt temmelig overraskende, og det er ikke sikkert alle læsere, vil være tilfredse med den. Men det er heldigvis forfatterens ret, og jeg kunne godt lide den.

Om Den armenske sarkofag:

Thriller-føljeton om den studerende Lili Al-Shajara, der hører om en mystisk sarkofag på Nationalmuseet. Inden længe bliver hun involveret i en mordsag, og kommer i besiddelse af et ulæseligt manuskript, der fører hende til Armenien. Føljetonen støtter Dansk Røde Kors og World Diabetes Foundations arbejde i regioner i Armenien.

Lyt til føljetonen på PodBean

Klik af Linwood Barclay

For ikke så længe siden skrev min kollega Janus en artikel, om bøger der har en skrivemaskine som et vigtigt element i handlingen. Havde Klik været udgivet på det tidspunkt, tænker jeg, at den havde fået en plads på listen.

Forlagets beskrivelse:
Enten er du ved at miste forstanden, eller også er du ved at miste livet …

Universitetsprofessoren Paul Davis er en almindelig fyr med et almindeligt liv. Indtil han overrasker en morder, der er i færd med at skaffe sig af med to lig på en øde landevej en sen aften. I det øjeblik bliver Pauls tilværelse vendt på hovedet. Han undgår med nød og næppe selv at blive slået ihjel, men i tiden efter kæmper han med PTSD og depression. I et desperat forsøg på at muntre ham op kommer hans kone, Charlotte, hjem med en gammel skrivemaskine – komplet med farvebånd og fine, runde taster – som inspiration til et skriveprojekt, han har i tankerne.

Men skrivemaskinen bliver hurtigt et problem. Paul hører lyden af den om natten og tror, at den skriver af sig selv. Men Charlotte hører ingenting, og hun er bekymret for, at han er ved at blive skør. Paul begynder at tro, at skrivemaskinen har en eller anden forbindelse til den morder, han afslørede for næsten et år siden. Morderen tvang sine ofre til at skrive undskyldninger på skrivemaskine, før han tog deres liv. Har skæbnen nu igen ført ham sammen med morderen – kan det her være den samme maskine? Mere og mere forpint, men fast besluttet på at afdække sandheden og se sit mareridt i øjnene, begynder Paul at undersøge dødsfaldene nærmere. Men det er måske ikke den bedste ide. Måske burde Paul bare skille sig af med skrivemaskinen. Måske skal han holde op med at stille spørgsmål og simpelthen lade det ligge, mens han kan …

Jeg har tidligere læst Uden et ord af Linwood Barclay, som var Barclays første danske udgivelse. Det var en spændende thriller, om en 14-årig pige der en morgen vågner op, og opdager at hele hendes familie er forsvundet. Først 25 år efter begynder pigen at finde ud af, hvad der er sket. Men intet er som det ser ud.

Klik er ligeledes en spændende thriller, der leger med læserens forventninger med utallige twists undervejs. Vi tror, vi ved, hvor historien er på vej hen, men så vender alt 180 grader, og alle muligheder står åbne igen. Barclay tilbyder konstant nye sideplots til handlingen, så der hele vejen igennem dukker nye mistænkte op. Jeg indrømmer, at jeg troede, at jeg havde regnet plottet ud, men det havde jeg så alligevel ikke helt. Og det er da fedt, når en thriller kan overraske.

Jeg var vældig underholdt af Klik, som er fuld af overraskelser og leger med såvel Pauls som læserens opfattelse af virkeligheden. Paul bliver mere og mere overbevist om, at skrivemaskinen er andet og mere end en tilfældig skrivemaskinen. For hvis den ikke er det, er han ved at blive sindssyg. Men er den gamle skrivemaskine besat, eller er der noget helt andet på spil?

En herlig thriller for dig der gerne vil overraskes.

Klik af Linwood Barclay

Uddrag af bogen:

“Hvor længe har du fulgt efter mig?”

“Jeg fulgte ikke rigtig -“

Paul tav. Noget bag i Volvoen havde fanget hans blik. Mellem forlygterne på hans bil og kabinebelysningen i Volvoen kunne han skelne det, der lignede bunker af klar plastik skubbet op imod det nederste af bagruden.

“Det er ikke noget,” sagde Kenneth hurtigt.

“Jeg spurgte ikke,” sagde Paul og trådte et skridt hen mod Volvoen.

“Paul, sæt dig ind i din bil og tag hjem. Helt ærligt, jeg har det fint.”

Først nu opdagede Paul de mørke pletter på Kenneths hænder og plamager af noget på hans skjorte og jeans.

“Du godeste, er du kommet til skade?”

“Jeg har det fint.”

“Det ligner blod.”

Da Paul bevægede sig hen mod Volvoen, tog Kenneth fat i hans arm, men Paul rystede ham af sig. Paul var godt og vel 15 år yngre end Kenneth, og regelmæssige kampe på universitetets squashbaner holdt ham i nogenlunde god form.

Paul nåede hen til bagklappen og kiggede ind gennem ruden.

“For fanden i helvede!” sagde han og slog hånden for munden. Han var ved at kaste op.

Kenneth, der stod bag ham, sagde: “Lad … lad mig forklare.”

Paul tog et skridt tilbage og så på Kenneth med opspærrede øjne. “Hvordan … hvem er … hvem ér de?” (side 13)

Om Klik:

Udgivelsesår: 06.08.2021
Forlag: Jentas, 390 sider
Omslag: Jentas A/S
Originaltitel: A Noise Downstairs, 2018
Oversætter: Eva Birklund

Læs også:

Splinten af Sebastian Fitzek
Døden mellem linjerne af Elly Griffiths
Det usynlige menneske af D.S. Henriksen
Nattetimen af Annika von Holdt
Familiens synder af Cara Hunter
Rædslernes hus af Dean Koontz
Hydra af Matt Wesolowski

Fangst af Martin Jensen

Fangst af Martin Jensen

Efter en benamputation frygter efterretningsagenten Karna Ingeld at hensygne resten af karrieren med støvede rutineopgaver på et kontor. Da hun bliver overflyttet til ’ekstern tjeneste’, siger hun derfor straks ja. Hun skal samarbejde med den legendariske Laust Palk fra den hemmelige del af efterretningstjenesten kaldet Ringen. Problemet er blot, at Palk blev fyret fra tjenesten, så hvorfor er opgaven endt hos ham?

Det umage par bliver bedt om at undersøge en sag om hvidvask, men der gemmer sig mange flere lag. Dels et gammelt uvenskab mellem Palk og Clas Bonnett, som har sendt Karna ud med en skjult dagsorden. Dels fører sagen om hvidvask Palk og Karna langt uden for landets grænser, hvor konflikter med andre efterretningstjenester pludselig lurer.

Sideløbende med at vi følger Karna og Palks mission, introduceres vi nærmere til de to hovedpersoner via flashback til deres fortid.

”Fangst” er en underholdende spændingsroman om politik, spionage og hvidvask. Hele set-uppet virker yderst realistisk, og jeg kunne sagtens se en serie udspille sig omkring de to hovedpersoner. Jeg kom til at tænke på forfattere som Leif Davidsen og John Le Carré, der også jonglerer med spionage og storpolitik i flere af deres bøger.

Selvom de fleste formentlig kender Martin Jensen fra hans historiske krimier, viser han her, at han absolut også mestrer den politiske spændingsromaner. I virkeligheden er springet til den politiske spændingsroman heller ikke så stort. Jensen har nemlig altid været formidabel til at bringe den politiske historie og de samfundsmæssige konsekvenser ind i sine fortællinger. Nu er det blot i nutiden, at det politiske spind spindes.

Min eneste anke til bogen er i virkeligheden yderst subjektiv. Jeg er ikke særligt begejstret for forsiden, som er en smuk illustration af en fiskekrog med en flue. Jeg forstår godt valget, for Palk er en ivrig fluefisker, og der er også en fin tvetydighed i at få noget på krogen. Men for mig signalerer forsiden en hyggelig fiske-krimi-historie, der ligger meget langt fra det spændende internationale drama, der udspiller sig i ”Fangst”.

Den detalje afholder mig dog på ingen måde fra at anbefale ”Fangst”, og jeg kan kun tilslutte mig bibliotekernes lektørudtalelse, der beskriver bogen som ”stemningsfuld, troværdig, spændende og meget realistisk”. En varm anbefaling herfra – også selvom du ikke er lystfisker.

Uddrag af bogen:

”Godt!” Han satte sig tilbage i lænestolen og skubbede sig til rette. ”Så fik vi det på plads. Du skal adlyde mine ordrer.”
Hvilket var en selvfølge. ”Ja, du er jo operationsleder.”
”Og hvem refererer jeg til?”
Hvad var det her? ”Ja, det véd jeg jo ikke.”
”Jeg referer ikke til nogen. Har du ikke hørt om Laust Palk, der forlod tjenesten så brat, at der gik flere dage, før nogen bemærkede støvet fra hans skridt på vej ud ad døren?”

Hun nikkede.
”Og tror du, jeg stadig indgår i kommandokæden?”
”Selvfølgelig ikke.”
”Så nu er vi kommet til dit svar, min pige.” Hun fik indtryk af, han havde bemærket hendes reaktion før og bevidst provokerede hende. ”Jeg er den grumme ulv, og du er Rødhætte, der er sendt lige i gabet på mig.”
”Men … Det kan de da ikke.”
”Ikke? De kan, hvad de vil. Eller i det mindste gør de, hvad de vil. Jah, altså,” han skubbede sig længere tilbage i stolen, ”du kan selvfølgelig tage hjem og fortælle, du ikke kan påtage dig opgaven.”
Tog han pis på hende? ”Det kan jeg da ikke.”
”Netop. Det kan du ikke – og hvorfor?”
”Fordi jeg allerede har påtaget mig den.”
”Åh ja, det vil være den officielle forklaring på, at du bevilges sygepensionering. Men den reelle?”
Svaret lå lige for, efter det han havde fortalt. ”At jeg har kendskab til, de benytter en mand uden for Ringen.”
”Bravo. Du skal nok blive til noget. Men ser du, du vil ikke få pension, vel.”
De ville da ikke likvidere hende? Nej, det var for langt ude. Det var ikke en spionroman det her. ”Jeg ville ikke bare få rutineopgaver, men røvkedelige rutineopgaver.”
”Bravo igen. Så nu har du valget: Bliv her i den vilde skov og hjælp ulven, eller spæn hjem og brug de næste fyrre år at rydde op i kartoteker så støvede, at du vil få kronisk hoste.” Han så næsten ligegyldigt på hende. ”Men bestem dig nu!”
(side 21-22)

Om Fangst:

Udgivelsesår: 15.03.2021
Forlag: Klim, 259 sider
Omslag: Christinna Lykkegaard Nilsson

Andre krimier af Martin Jensen:

Kongens hunde (1)
Edbryder (2)
En bondes ord (3)
Den tredje mønt (4)
Sværdets bid (5)
Ærens åg (6)
Kongens thegn (7)
Overleveren

Eske Litle – byfoged i Assens (1)
Helligåndens gæster (2)
Mens møllen maler (3)
Trækfugle (4)
Magtspor (5)
Grevens mænd (6)
Mand af ære (7)

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

For nyligt modtog jeg en dejlig pakke med posten. Det var Elly Griffiths: Døden mellem linjerne. Jeg er stor fan af Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway, men jeg elsker også gotiske spøgelseshistorier, så da jeg hørte, at Griffiths nye bog handler om en engelsk-underviser, der skriver på en bog om den gotiske forfatter R.M. Holland, som er kendt for sine spøgelseshistorier – ja, så kunne jeg næsten ikke vente. Men det har bestemt været ventetiden værd. Døden mellem linjerne er underholdning i topklasse.

Clare Cassidy underviser i litteratur på Talgarth High, hvor hun også tilbyder undervisning i kreativ skrivning. Hendes yndlingsemne er den gotiske forfatter R.M. Holland, der boede i Holland House, en gammel bygning tilknyttet den nye skolebygning, hvor Clare underviser, og i sin fritid skriver hun på en biografi om ham. Clare flyttede fra London efter en skilsmisse, og nu bor hun sammen med teenagedatteren, Georgie og hunden Herbert i West Sussex. Men en dag i efterårsferien får hun en ubehagelig opringning. Hendes kollega og gode veninde Ella Elphick er blevet myrdet, og politiet vil gerne tale med Clare.

På sagen er kriminaloverbetjentene Harbinder Kaur og Neil Winston. I første omgang er der hverken tydelige motiver eller spor på, hvem der kan have dræbt Ella. Men så opdager Clare pludselig, at en fremmed har skrevet i hendes dagbog. Kan det have noget med mordet at gøre? Og så sker der endnu et dødsfald.

Historien fortælles gennem tre overordnede stemmer: Clare, Harbinder og Georgie. Det betyder, at vi ind i mellem hører om den samme begivenhed set fra en ny synsvinkel. Det giver et helt særligt indblik i personerne. Ikke mindst i samspillet mellem Clare og Harbinder, hvor der i første omgang ikke er meget sympati. Harbinder synes Clare er alt for høj, smuk og overlegen, men er det bare hendes egen følelse af underlegenhed, som spiller ind?

Imellem hver del er desuden indsat stumper af en novelle skrevet af R.M. Holland, som Clare bruger i sin undervisning. Undervejs dukker der mystiske henvisninger op til novellen, som er trykt i sin helhed bagerst i bogen, så vi nørder kan få slutningen med.

Døden mellem linjerne kom fint pakket ind, og er første bind i en ny serie med  kriminaloverbetjent Harbinder Kaur.

Som jeg skrev indledningsvis, har det været værd at vente på Døden mellem linjerne. Elly Griffiths er fænomenal til at tegne sympatiske og troværdige hovedpersoner, og den 35-årige Harbinder, der stadig bor hjemme hos sine indiske forældre, der ikke ved noget om, at hun er lesbisk, tegner til at blive et ligeså spændende bekendtskab som Ruth Galloway.

Selve plottet er overraskende og fuld af twists og drejninger. Vi kommer omkring hvid magi, litteraturnørder, teenagebetagelser, jalousi, affærer og spøgelser, og alligevel var jeg ikke tæt på at gætte slutningen. Det er fuldt fortjent, at Døden mellem linjerne vandt en Edgar Award for Best Novel i 2020. Jeg læste den nærmest ud i et stræk, og kan kun være enig med bloggen Crime by the Book, der giver bogen 5 ud af 5 stjerner:

Griffiths masterfully blends Gothic influence with modern-day suspense sensibility, and the result is effortless, spine-tingling, page-turning fun. Masterfully blurring the lines between reality and fiction, Elly Griffiths has crafted an exceptional bookish mystery that is both an ode to Gothic literature and an effective work of Gothic suspense unto itself.”

Bind to med Harbinder Kaur er udkommet på engelsk og hedder The Postscript Murders.

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Jeg mødte Ella første gang til jobsamtalen på Talgarth High for fem år siden. Vi blev begge budt velkommen af Rick, der forsøgte at lade, som om en tredjedel af engelskafdelingen ikke havde sagt op før påske, og dermed blot givet ham et par måneder til at finde to erfarne engelsklærere. For et stykke tid siden læste jeg tilbage i dagbogen for at se mit første indtryk af Rick, men det var skuffende banalt. Høj, tynd, forpjusket. Rick er den type, hvor charmen – som den nu engang er – langsomt åbenbares.

“Det er en meget dynamisk afdeling,” sagde han, mens han gav os en rundvisning. “Og skolen er skøn, meget forskelligartet, masser af energi.”

På det tidspunkt havde vi regnet ud, at det drejede sig om to ledige stillinger, og at vi ikke var i konkurrence med hinanden. Vi udvekslede blikke. Vi vidste begge to, hvad ‘dynamisk’ betød. Skolen lå på grænsen til rent anarki. Under den sidste kommunale inspektion havde den fået dommen ‘Forbedring kræves’. Den gamle skoleleder, Megan Williams, hang fast med det yderste af neglene, men to år senere blev hun sat fra bestillingen af Tony Sweetman, der med kun 10 års undervisningserfaring blev hentet ind fra en anden skole. Nu har skolen fået ratingen ‘God’.

Bagefter sad Ella og jeg og talte om vores første indtryk på lærerværelset, et trist lokale i den nye bygning med passiv-aggressive post-its på opvaskemaskinen – ‘Hjælp med at tømme opvaskemaskinen. Det er ikke mit job!’ Vi var blevet efterladt der med te og en tallerken med kiks, mens ‘panelet’ traf deres beslutning. Vi var begge klar over, at vi ville få tilbudt et job. Synet af kvinden over for mig: langt, blondt hår, spids næse, ikke smuk, men utrolig tiltalende, gjorde det kommende job mindre dystert. Jeg fandt senere ud af, at Ella, en Jane Austen-entusiast, identificerede sig med Elizabeth Bennet. Men for mig var hun altid Emma.

“Hvorfor vil du arbejde her?” spurgte Ella, mens hun rørte rundt i teen med en kuglepen.

“Jeg er lige blevet skilt,” sagde jeg. “Jeg vil væk fra London. Jeg har en datter på 10 år. Jeg tror, at det vil være rart for hende at komme ud på landet. Og være tæt ved vandet.”

Skolen lå i West Sussex. Shoreham-by-Sea lå blot et kvarter væk, Chichester en halv time på en god dag. Det havde både Rick og Tony talt meget om. Jeg forsøgte at fokusere på køreturen herned gennem det frodige landskab og ikke på de revnede ruder i billedkunstlokalet og den trøstesløse gård, hvor alt grønt var gået ud på grund af den salte vind.

“Jeg er også på flugt,” sagde Ella. “Jeg underviste i Wales, men jeg havde en affære med chefen. Det kan ikke anbefales.”

Jeg kan huske, at jeg blev rørt og lidt chokeret over, at hun betroede sig til mig så hurtigt.

“Jeg kan ikke forestille mig at have en affære med ham der Rick,” sagde jeg. “Han ligner et fugleskræmsel.”

“If I only had a brain,” sang Ella med en imponerende imitation af fugleskræmslet fra ‘Troldmanden fra Oz.

Men hun havde en hjerne, og endda en god en af slagsen, så hun burde have indset det med Rick. Hun skulle have lyttet til mig.

Men nu er det for sent. (side 20-21)

Om Døden mellem linjerne:

Udgivelsesår: 28.05.2021
Forlag: Gad, 421 sider
Omslag: Anders Timrén efter originaldesign af Ghost Design
Originaltitel: The Stranger Diaries
Oversætter: Ane Lauenblad

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Ravnens rede af Leif Davidsen
Ruth Galloway-serien af Elly Griffiths
Otte berømte spøgelseshistorier af M.R. James
Randvad af Krogsøe og Wangsgaard Jürgensen
Slør af A. Silvestri
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Skyggernes skov af Franck Thilliez

Kvinden i blåt af Elly Griffiths

Kvinden i blåt af Elly Griffiths

Det er ingen hemmelighed, at jeg med forventningens glæde ser frem til hver ny historie om arkæologen Ruth Galloway med speciale i biologisk antropologi. Kvinden i blåt er 8. bind i serien, og jeg er stadig fan.

Da en ung kvinde findes død i en grøft i nærheden af Walshingham kirkegård, bliver kriminalkommissær Harry Nelson og hans team sat på sagen. Kvinden viser sig at være patient på Sanatoriet, en privat afvænningsklinik ca. 1,5 km. fra, hvor hendes lig blev fundet. Hun var også en kendt fotomodel og umiddelbart uden nogle kendte fjender.

Mens Nelson og teamet forsøger at opklare mordet, bliver Ruth kontaktet af en gammel studiekammerat. Hilary Smithson er siden blevet præst, og da hun skal på et kursus i Walshingham, foreslår hun Ruth at mødes. Ruth, som har et anstrengt forhold til religion qua sine forældre, er skeptisk. Men hun lader sig overtale, da Hilary insisterer. Hun har brug for Ruths råd i forbindelse med en ‘speget sag’.

Det viser sig, at Hilary har modtaget hadefulde breve fra en modstander af kvindelige præster, og det seneste brev er meget personligt. Ruth anbefaler, at Hilary viser brevene til politiet. Måske har de noget med mordet på kirkegården at gøre?

Kvinden i blåt er et dejligt gensyn med seriens kendte personer. Udover Ruth, Nelson og druiden Cathbad dukker også en bifigur fra bind to, Løgnens hus, op i fortællingen.

Omdrejningspunktet er mordet på den unge kvinde samt de hadefulde breve, men vi hører også om Ruth og Nelsons privatliv, der ikke er blevet lettere med årene. Som vanligt sørger Elly Griffiths ligeledes for at flette spændende viden om blandt andet relikvier og pilgrimme ind i fortællingen, uden at det føles belærende eller ødelægger historiens flow.

Jeg kan rigtig godt lide denne blanding af puslespilskrimi, sympatiske hovedpersoner og et ‘videnskabeligt’ velresearchet afsæt, som Elly Griffiths har perfektioneret i serien om Ruth. Her er ikke bloddryppende action eller hjernevridende plots. I stedet føles det som at gense en god ven, hver gang jeg sætter mig til rette med en ny Ruth Galloway-fortælling. Og det er i mine øjne seriens store styrke.

Er du til hygge-krimier, er serien om Ruth Galloway ikke til at komme uden om. Kvinden i blåt kan varmt anbefales, og har du ikke læst de første bind i serien endnu, så har du en masse gode timer i vente.

Uddrag af bogen:

“Der er nogen, der siger, at de munke, der blev henrettet af Henrik den Ottende, kastede en forbandelse over Walsingham. De svor, at mørket ville sænke sig over byen og aldrig løfte sig igen.”

Cathbad gyser. Han er altid til fals for en flot vending, og denne her lyder ualmindelig isnende. Er det munkenes mørke, han har mærket i det lille hus?

“Hvad med den kvinde, du fortalte om?” siger Janet. “Hende, du så på kirkegården.”

“Har du læst avis i dag? De har identificeret hende. Hun var en ung fotomodel, som var indlagt på Sanatoriet. Kvalt og smidt i grøften. Fred være med hende.”

“Jeg gad nok vide …” Janet tager en bog op af sin håndtaske. “Jeg gad nok vide, om det virkelig var det, du så.”

“Hvad mener du?”

Janet åbner bogen på en side, hvor der ligger et tørret blad som bogmærke.

Cathbad bliver kortvarigt distraheret, da de får overrakt menuen. Han vælger fisketærte og kigger så på de gulnede sider igen. “Walsinghams Blå Frue,” læser han højt. “Hvem er det?” (side 47)

Om Kvinden i blåt:

Udgivelsesår: 03.03.2021
Forlag: Gads Forlag, 351 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Woman in Blue, 2016
Oversætter: Lærke Pade

Pigen under jorden, 2018
Løgnens hus, 2018
Huset på klippen, 2018
Døden på museet, 2019
Det tavse vidne, 2019
De udstødte, 2020
Stemmer fra graven, 2020
Kvinden i blåt, 2021

Salveren af Bo Reinholdt

Salveren af Bo Reinholdt

Min kollega Janus introducerede mig til forfatteren Bo Reinholdt, da han anbefalede mig at læse romanen Kore. Det var en meget speciel oplevelse, og jeg er ikke sikker på, at jeg forstod historien helt.

Ikke desto mindre har jeg siden opsøgt Reinholdts bøger flere gange, og denne gang har jeg læst Salveren, som forlaget Escho genudgav i 2016.

I byen har alle hørt om Salveren. Han laver en masse forefaldende arbejde for folk, men har et særligt talent for billeder og for at male. Så da kirkens kalkmalerier skal restaureres, spørger menighedsrådet Salveren.

Mens Salveren arbejder på malerierne i kirken, forsvinder tre børn sporløst. Siden forsvinder endnu en ung kvinde, og der begynder at gå rygter i byen, om at gartnerens kone har en affære. Alt det kan Salveren ikke tage sig af. Han er helt opslugt af at gøre Gud ære med malerierne i kirken.

Salveren er en fabulerende historie om at skabe, og om kærlighed der tager en helt forkert drejning. Helliger målet midlet, når det gælder om at lave det smukkeste billede? Kan det være til Guds ære, hvis fristelsen efter det perfekte har ført hånden på afveje? Og kan ønsket om at give omsorg og kærlighed fører til fortabelse?

Jeg var meget betaget af Salveren, som nok er den Reinholdt roman, jeg har læst, der umiddelbart er lettest tilgængelig. Sproget er dog – som altid – et smukt sanseorgie, der leger med fortællevinkel, tid og virkelighed.

Bagerst er indsat novellen ‘Øjets purpur’, om fotografen Lau der farer vild under en tur i skoven. Her opdager han et ensomt beliggende hus, hvis ejer byder ham indenfor. Einar Larsen, som denne hedder, har en særpræget hobby. Han arbejder på at kunne fremkalde det sidste billede på øjets nethinde – og han er kommet langt i processen. Lau er fascineret af Einars arbejde, men også frastødt, og går derfra med følelsen af at have oplevet et eventyr og for at vende tilbage til hverdagen.

Noget tid efter bliver Lau dog opsøgt af Einar Larsens søster. Einar er blevet arresteret, og nu beder hun Lau om hjælp.

‘Øjets purpur’ er en underholdende lille historie, som fik mig til at tænke på tegneserien Morderens mesterværk af Gigi Simeoni.

Uddrag af Salveren:

Byen var på den anden ende. Tre børn forsvundet på vej hjem fra skole. Politimesteren tilkaldte forstærkning fra storbyen. Ikke mange kroge undgik en omhyggelig granskning – lofter, kældre, skure, lader og udhuse; men det var omsonst. Der var tilsyneladende intet spor at gå frem efter. Heller ikke da bønderne forsamledes med greven og hans folk fra det nærliggende gods, og man lod omtrent enhver hund med sporsans i behold blive sat på opgaven, fandtes noget af betydning. De tre var som sunket i jorden.

Imens bankede Salveren kalk af på kirkens hvælvinger. Frilagt kalken fra et helt hvælvingefag. Midt i kirken. Banker let med stumpen af et økseskaft. Tok – tok -tok …

Billedet af Himmeldronningen på hvidgrund, af Elisabeth, hendes slægtning, af Jesusbarnet, af Josef, af de fordums funklende konger og deres gaver. Guld og gyldent til rødt og orange. Maries kærlighed salvet i mit hjerte. Det ligger frit nu som de første billeder. Alt tager jeg med. Labber farven i mig, hoster af kalken og æder de slyngede skriftbånd. Var det ikke således profeten gjorde? Bugen er min sjæl. Brystkassen min kirke. Øjnene min frelse. Smerten bygges op af kvadre og kridt. Øjeblikket er bygherre. Ham frygter jeg. Øjeblikket har bemalet den friske kalkpuds i raske penselstrøg. Det var bindende i mere end én forstand. Nu har jeg så lagt det frit. Efter mere end 300 år. En evighed eller bare et øjeblik. Tok – tok – tok … (side 19-20)

Anmelderne skrev:

Erik Svendsen i Jyllandsposten:
Historien er på en gang en parodi og en psykodrama […] Dens energi ligger ikke i dramatikken, snarere i malerens rablende visioner om sit kunstneriske arbejde og i den lettere morbide og udstillende beskrivelse af de småborgerlige typer – præsten, gartnerfruen, brugsens kommis og i særdeleshed den jomfrunalske, pensionerede skolelærer, Frk. Hansen, der virkelig går op i drømmen om at gøre noget for sine medmennesker. (Læs hele anmeldelsen i Jyllandsposten fra d. 13. maj 1997)

Lars Handesten i Berlingske Tidende:
»Salveren« er kunstnerens sære navn, og selv fremstår han i romanen som en splittet dæmonisk kraft. Han er en kvindeforfører og lokker både erotik og guld til glorierne ud af byens kvinder. Men han er også en tvivler, der mister troen på sit arbejde. I begyndelsen er han besat af det, og billederne overflødiggør alt andet og bliver til det sande liv. Men netop denne forveksling af liv og billede bliver fatal. Det viser den skæbne, som bliver hans hemmelige hjælper til del. Romanens tunge vinterlige symbolik, dens bloddryppende gys og dens splittede figurer giver »Salveren« præg af den gotiske skrækhistorie, som Reinholdt med held dyrkede i sin sidste bog »Øjets purpur«. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende fra d. 13. maj 1997)

Bent Mohn i Politiken:
Alt er billeder, billedet er alt, har Bo Reinholdt tidligere forkyndt, gerne med en fotograf som talerør. At skabe billeder er kunstnerens opgave. Vil de forråde virkeligheden, vil de skabe en højere virkelighed, eller kan man gengive virkeligheden ganske nøjagtigt? I hans nye roman er hovedpersonen den lille landsbys kunstmaler og fotograf […] Hovedpersonen, der kaldes for Salveren, føler sig tvunget til at skabe lidelse for at skabe kunst, der kan hylde Gud. Han ønsker det ikke selv, er kun et redskab, og dog er han Skaberen. Om kunsten og dens ofre, om billedet og virkeligheden handler den lille roman. Kunst koster. Noget der her tages meget bogstaveligt. Og den handler om lidelsen med Gud som medvider. (Læs hele anmeldelsen i Politiken fra d. 13. maj 1997)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016 (1. udgave på forlaget Centrum, 1997)
Forlag: Escho, 200 sider
Omslag: Simon Bukhave

Udvalgt bibliografi:

Focus puller, 2020
Ormespinger, 2019
Kore, 2016
Hjertets synskreds, 2010
Tavlen, 1998
Salveren, 2016 (1997)

Green Manor 2: Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Ulempen ved at dø er andet bind i Fabien Vehlmann og Denis Bodarts serie Green Manor. Jeg fik aldrig skrevet om første bind, og det er en fejl. For her er tale om en utrolig underholdende og stemningsfuld krimi-serie fra Victoriatidens London.

I Snigmordere og Gentlemen blev vi introduceret til klubben Green Manor, en eksklusiv gentlemens klub, hvor medlemmerne elsker at fortælle hinanden de værste historier om mord og andre forbrydelser – og måske er det ikke bare historier! Fortælleren er den tidligere tjener, Thomas Below, som nu sidder indespærret på et psykiatrisk hospital og beretter om de historier, han hørte i klubben til doktor Thorne, 20 år efter.

I bind to Om ulempen ved at dø er Below stukket af fra hospitalet. Politiet har omringet et hus på Leuker Street, hvor han er gået ind, men sender først doktor Thorne ind for at tale ham ud. Below tror, at han skal gøre klar til at åbne klubben for Green Manors medlemmer, og mens han pusler med det, fortæller han doktor Thorne fem nye historier.

Denne gang handler historierne om et spyd, hvis ejer vil kunne erobre hele verden, men i stedet er det altid endt med en voldelig død. Om en dommer som opdager, at en dødsdømt er uskyldig og må prøve at redde ham. Om en rigmand der forsøger at korrumpere en godmodig tjener. Om et slægtsopgør og om et mord i et lukket lokale.

Jeg elsker den slags små detektiv-historier, som giver mindelser til Sherlock Holmes, men med et lille drys humor. Vi præsenteres godt nok for både dekadence, arrogance, grådighed, kynisme og overklassens afstumpede moral, men historierne fortælles med en tryghed om, at de onde nok skal få deres bekomst, og det er altså helt rart ind i mellem.

Tegnestilen passer perfekt til disse små venlige mordgåder, idet her nok leges med farvespillet for at skabe en dyster stemning, men samtidig er personerne tegnet i bløde former og uden grufulde detaljer.

Der er med andre ord ikke rigtigt noget dårligt at sige om Om ulempen ved at dø, så holder du af gode tegneserier, er Green Manor-serien et godt bud.

Om Green Manor 2: Om ulempen ved at dø:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Zoom, 48 sider
Tegner: Denis Bodart
Forfatter: Fabien Vehlmann
Originaltitel: De l’inconvénient d’être mort
Oversætter: Michael Gabelgaard Nielsen

Serien Green Manor:
Snigmordere og Gentlemen; 1
Om ulempen ved at dø; 2
Mordfantasier; 3

Læs også:

Gys og gru af Fredric Brown
Danske gys – kriminalnoveller / red. Harald Mogensen
De glæder med gys: Poe-Klubben skriver / red. Tage la Cour
En hjælpende hånd af Gillian Flynn
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Freakshow af Bruce Jones & Bernie Wrightson
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
En sag for Luckner af Per Sanderhage
Den sidste seance / red. Mogens Toft

Stemmer fra graven af Elly Griffiths

Stemmer fra graven af Elly Griffiths

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg bare er begejstret for Elly Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway. Stemmer fra graven er 7. bind i serien, og jeg synes stadig, den holder.

Forlagets beskrivelse:
Ruth Galloway tilkaldes, da et jagerfly fra Anden Verdenskrig dukker op under udgravningsarbejdet på en byggegrund. I cockpittet sidder liget af en mand, der ved første øjekast ser ud til at være flyets pilot. En dna-test viser dog, at der er tale om Fred Blackstock, en lokal aristokrat, som angiveligt blev skudt ned over Nordsøen under krigen – men i et helt andet fly. Sagen bliver endnu mere indviklet, da kriminalinspektør Harry Nelson og hans team gør et mistænkeligt fund på en svinefarm, og en af Blackstocks efterkommere tilmed bliver overfaldet. Snart må Ruth og Nelson indse, at de jagter en langt farligere gerningsmand, end de først troede.

Anmelderne skriver:

Mie Petersens anmeldelse i Kristeligt Dagblad:
Hører man til dem, der mest er til krimier af den lidt mere stilfærdige slags med en heltinde, der også er af den mere stilfærdige type, måske lidt akavet, men bestemt charmerende og samtidig en person, man føler sig i godt selskab med. Så kender man uden tvivl engelske Elly Griffiths’ krimiserie med arkæologen og knogleeksperten Ruth Galloway i hovedrollen, og hvis man ikke gør, så har man virkelig noget godt til gode. […] Griffiths lægger stor vægt på, at alle historiske begivenheder er korrekt beskrevet, både når det drejer sig om arkæologiske udgravninger af for eksempel en ringvold og om opførelsen af hundredvis af RAF-flyvepladser under krigen. […] Samtidig er hun lige så omhyggelig, når hun beskriver den gamle folketro. […] De elementer, der adskiller Galloway-krimierne fra mange andre, er selve substansen i historierne, som må siges at være repræsenteret ved hovedpersonens arbejde, det er de spændende, ja, ligefrem fascinerende personkarakteristikker og et højt spændingsniveau. (Læs hele anmeldelsen i Kristeligt Dagblad, 28.11.2020)

Lene Jensens anmeldelse på Litteratursiden:
’Stemmer fra graven’ er en velkomponeret og fængslende krimi, hvor handlingen hele tiden twister, og hvor spændingskurven er konstant opadgående. Det skudsikre plot holder hele vejen, og jeg blev på bedste krimimanér overrasket over slutningen. Også på det private område udvikler romanen sig fra sine forgængere, da den noget akavede Ruth pludselig er vældig ombejlet, hvilket hun slet ikke er vant til. Da Ruth er min favorit hovedperson, trækker indblikket i deres privatliv min anmeldelse i en særligt positiv retning, da jeg efterhånden føler, at jeg har udviklet et mangeårigt venskab med seriens karakterer. Selvom jeg er så stor fan af Ruth og alle de andre, er jeg sikker på, at det aldrig fylder for meget. Krimi og spænding er stadig i centrum, og det er præcis sådan, det skal være. (Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden)

Krimiormen:
Månedens absolut bedste krimi er ”Stemmer fra graven” […] Det er ganske imponerende at møde en serie hvor hver enkelt bind kan stå alene uden at miste spændingen. Tilsat et passende skvæt humor. “Stemmer fra graven” får mine varmeste anbefalinger med på vejen. (Læs hele anmeldelsen på Krimiormen)

Om Stemmer fra graven:

Udgivelsesår: 30.09.2020
Forlag: Gad, 351 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Ghost Fields
Oversætter: Lærke Pade

Ruth Galloway-serien:

Pigen under jorden, 2018
Løgnens hus, 2018
Huset på klippen, 2018
Døden på museet, 2019
Det tavse vidne, 2019
De udstødte, 2020
Stemmer fra graven, 2020