Indlæg tagget med ‘mord’

Voks af Michael Kousgaard

Voks af Michael Kousgaard

I skolen blev både Niels og Martin mobbet af Søren. Siden har Niels levet fra hånden til munden, og nu hvor Martin er blevet smidt ud fra laborantuddannelsen for at stjæle kemikalier, mødes de som hjemløse. De opdager ved et tilfælde, at Søren er blevet gift med lækre Lone, OG ovenikøbet er en succesfuld bankmand.

Men Martin har en plan, der skal få Søren ned med nakken. Til det skal han bruge Niels samt sin helt særlige hårvoks.

Sideløbende med at vi følger de to uheldige helte, Niels og Martin, hvis practical joke løber helt af sporet, kommer politiet på banen. Den støvede kriminalkommissær Ove får til opgave at undersøge, om der er noget mistænkeligt ved Sørens død. Tilfældigt ender Ditte, som netop er blevet ansat i færdselspolitiet, også på sagen. Men hvad er der egentlig sket med Søren? Hvor er hans lig blevet af? Og hvorfor dukker der pludselig flere lig op med ødelagt hovedbund?

Voks er en lidt gakket og vildt underholdende historie om en hårvoks, der slår folk ihjel og lader dem genopstå som zombier. Plottet twister sig som en hårtot, der ikke vil blive i elastikken, mens historien udvikler sig mere og mere grotesk frem mod den uforudsigelig slutning.

Det er ikke en roman for folk, der kun læser fortællinger med raffinerede plots, prætentiøst sprog og en masse usagt mellem linjerne. Men kan du lide splat, satire og fortælleglæde ud over alle grænser, så er Voks et godt bud. Jeg var i hvert fald godt underholdt.

PS. Læg i øvrigt mærke til navnet på hårvoksen 🙂

Uddrag af bogen:

Da han vågnede, føltes det, som om en million myrer havde invaderet hans krop. Som om de bed ham. Små gnister, der løb gennem blodårerne og kildede nerveenderne. Det var underligt nok behageligt. Alle sanser var skærpede. Hele kroppen tændt. Hans humør var … Hvad skulle han kalde det? Ubegrænset? Ja, ubegrænset. Han åbnede øjnene og satte sig op.

“Jamen du er død!” lød en skælvende stemme.

Han drejede hovedet mod lyden og fik øje på en mand, der kiggede forfærdet på ham og krøb sammen på gulvet. Han var sgu ikke død. Hvorfor troede manden det? Et pludseligt raseri skyllede gennem ham, og han bukkede sig ned og greb fat i manden. Med lethed løftede han ham over hovedet og kastede ham hårdt ned i klinkegulvet. (side 3)

Om Voks:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Superlux, 296 sider
Omslag: Gitte Brinck

Læs også:

Dan lærer at leve af Karsten Brandt-Knudsen
Udød af Ruben Greis
In Absentia af Daniel Henriksen
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Natradio af Niels Kjærgaard
Kolde timer af Michael Kousgaard
Julefandens hævn af Patrick Leis
Exodus af Jacob Rask Nielsen

Gør plads! Gør plads! af Harry Harrison

Gør plads! Gør plads! af Harry Harrison

For længe siden fik jeg anbefalet filmen Soylent Green fra 1973, og forleden fik jeg endelig set den. Historien udspiller sig i 2022 (måske var det bestemt af højere magter, at jeg først skulle se den i år?), og Charlton Heston spiller hovedrollen som den korrupte kriminalbetjent Thorne. Han sættes til at opklare mordet på et af bestyrelsesmedlemmerne i Soylent Corp., et firma der stort set brødføder hele New York med sine proteinrige plankton-kiks. Men i en by med 80 millioner indbyggere er det lettere sagt end gjort. Især da nogen med forbindelser vil gå langt for at dysse sagen ned.

Filmen giver et klart indtryk af, hvordan overbefolkningen har drevet samfundet ud over kanten. New York vises som en nedslidt by, hvor vagter med geværer bevogter de pæne trappeopgange, så de fattige ikke sover der. Korruption er udbredt, og der er mangel på alt.

Plottet er bygget op om opklaringen af mordet, men filmen er meget mere end det. Klimaet er gået amok og en hedebølge ligger tungt over New York. Som kontrast til almindelige menneskers fattigdom præsenteres vi for lejligheder med alle fornødenheder for de rige. Endda med smukke unge kvinder der følger med som ‘furniture’. Stort set ingen læser mere, men enkelte mennesker fungerer som ‘books’, der kan skaffe alle mulige slags oplysninger. F.eks. er Thornes ældre sambo Sol en ‘book’, der hjælper ham med politiarbejdet. Og endelig er der slutningen, der fører filmen i en helt ny retning.

Soylent Green er fra 1973 og fik den danske titel Fremtidens rædsel. Selvom enkelte scener virker forældede i dag, synes jeg stadig, at filmen er værd at se. Den kendte filmanmelder Roger Ebert beskrev den da også som: “… a good, solid science-fiction movie, and a little more.

Romanen

Det var først efter, at jeg havde set Soylent Green, at det gik op for mig, den var baseret på Harry Harrisons roman Gør plads! Gør plads! Selvom man tydelig ser inspirationen fra bogen i Stanley R. Greenbergs manuskript, er her dog tale om en ret anderledes historie.

Igen er opklaringen af et mord den røde tråd gennem romanen. Kriminalbetjenten Andy Rusch bliver sat på sagen, da Michael O’Brien – også kendt som Store Mike – bliver myrdet i sin lejlighed. Det ligner et indbrud, der er gået galt, og normalt ville sagen hurtigt blive lukket. Med de mange mord, der sker hver dag i New York, er det oftest sådan det går. Men nogen højt oppe i systemet presser på for at finde morderen.

Historien fortælles i forskellige spor. Dels gennem Andy der modsat filmens kriminalbetjent ikke er korrupt, men hårdtarbejdende og idealistisk. Dels gennem den unge kvinde Shirl, der var Store Mikes kæreste. Han var en brutal mand, men alligevel var livet med ham langt mindre hårdt, end livet på gaden. Endelig hører vi også om den 18-årige kineser Billy Chung, der bor med sin familie i havneområdet på et nedslidt skib sammen med en masse andre familier.

Gør plads! Gør plads! udspiller sig over et lille halvt års tid i 1999 frem til årtusindskiftet. Befolkningstallet er eksploderet, og der er ikke længere nok mad til alle. Staten har indført velfærdskort, som giver adgang til madrationer, men kød og grøntsager har kun de rige råd til at købe. Vand er også en mangelvare. Både pga. det bestandigt varmere klima. Men også fordi bønderne klager over byernes store vandforbrug og saboterer rørledningerne.

Menneskeheden slugte på et århundrede alle verdens ressourcer, som det havde taget millioner af år at oplagre, og ingen i toppen brød sig en døjt om det, eller hørte efter alle dem der prøvede at advare dem. De lod os bare overproducere og overkonsumere, indtil nu hvor olien er væk, muldlaget er udpint og skyllet bort, træerne hugget om, dyrene uddøde, jorden forgiftet, og alt hvad vi har fået ud af det, er syv milliarder mennesker, der kæmper om de smuler, der er tilbage og lever en elendig tilværelse – og stadig avler børn uden kontrol … (side 172)

Stort set ingen husker, hvordan det var før. Alle gør bare, hvad der skal til for at overleve i den stadig mere nedslidte by fuld af mennesker på hver kvadratmeter.

Slutningen er helt anderledes end romanen, og jeg kan forestille mig, at Gør plads! Gør plads! har været ret kontroversiel, da den udkom i USA i 1966. Andys sambo Sol, der også i romanen er en ældre mand, er nemlig fortaler for fødselskontrol. Og når man tænker på, at USA her i 2022 forsøger at rulle kvinders ret til abort tilbage i flere stater, kan jeg kun forestille mig, hvilket ramaskrig det forslag har vakt dengang.

Harry Harrison har ikke skrevet en særlig opmuntrende roman. Meget af det han forestillede sig i 1966 er sket. Vi opbruger jordens ressourcer, klimaet ændrer sig, vi er i gang med den sjette masseudryddelse, og vi er alt for mange mennesker på jorden. Men stadigvæk fortsætter forbrugsfesten, og det er svært at se vores politikere opføre sig meget anderledes, end dem i romanen. Så selv med 56 år på bagen er Gør plads! Gør plads! desværre sørgeligt aktuel.

Udgaven, jeg har læst, er uheldigvis skæmmet af en del trykfejl. En af de mest iøjnefaldende er i bogens slutning, hvor USA’s befolkningstal glædesstrålende opgøres til 44 millioner. Her skulle have stået 344 millioner.

I skrivende stund er USA’s befolkningstal på knap 335 millioner, altså lidt mindre end Harrisons bud. Til gengæld har vi på verdensplan overskredet hans syv milliarder, idet vi nærmer os otte!

Om Gør plads! Gør plads!

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Notabene, 219 sider
Omslag: Peter Sugar
Originaltitel: Make Room! Make Room!, 1966
Oversætter: Jannick Storm

Læs også:

Efter stormen af Harry Harrison
Komplekskuller – klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Atlantiz af Publius Enigma

Under sneen af Yrsa Sigurðardóttir

Under sneen af Yrsa Sigurðardóttir

Bevæger du dig op i det islandske højland om vinteren, er der ingen garanti for at vende levende tilbage. Det opdager to vennepar i den psykologiske thriller Under sneen.

Et redningshold bliver sendt ud i det afsidesliggende islandske højland for at finde en gruppe forsvundne personer. Hvad fik dem til at bevæge sig ud midt om vinteren, ud i mørke og snestorme? Og hvorfor forlod de det lille shelter de havde, uden ordentligt overtøj og helt udsatte? Samtidig sker der mærkelige ting ved den isolerede radarstation i Stokksnes. En blodpøl i den uberørte sne langt fra civilisationen, en lille barnesko har fundet vej til overfladen efter at have været begravet i årtier, og det gabende sorte hul i klippegrunden ved havet, som har en dragende effekt på mennesker… (fra bogens bagside)

Islandske Yrsa Sigurðardóttir er en internationalt anerkendt krimiforfatter. Hun har bl.a. vundet den danske Palle Rosenkrantz Pris for årets udenlandske krimi i 2016. Prisen blev givet for krimien DNA, der er første bind i serien om Freyja og Huldar. Hun krimidebuterede med Thóra Gudmundsdóttir-serien, hvor første bind udkom på dansk i 2006 med titlen Det tredje tegn. Mine personlige favoritter er de tre enkeltstående spændingsbøger: Jeg skal huske dig, Kulde og Under sneen.

Under sneen fortælles i flere forskellige spor. Dels i nutiden hvor den erfarne redningsarbejder Jóhanna deltager i eftersøgningen af de to forsvundne vennepar. Dels ca. en uge tidligere hvor vi følger de forsvundne via kvinden Dröfn. Derudover er der også et spor med den midaldrende mand Hjörvar, der er relativ nyansat på den ensomt beliggende radarstation på Stokksnes.

Jeg kan rigtig godt lide krimi/spændingsromaner, der bevæger sig i tusmørke-zonen mellem virkeligheden og det uforklarlige. Det gør Sigurðardóttir med stor succes i Under sneen. Naturens isnende kulde fylder siderne, mens en underliggende uro pibler frem. Hvorfor knurrer naboens hund af Jóhanna og Geiris hus? Hvem er det, der ringer på porttelefonen, når Hjörvar er alene på radarstationen? Og hvorfor hører Dröfn en kvindestemme, der tigger om at blive lukket ind i deres hytte midt under en snestorm? Er det hallucinationer fremkaldt af de barske forhold, eller gemmer der sig noget fremmed i mørket?

Under sneen er en foruroligende og ildevarslende roman. Islands voldsomme natur skaber en yderst atmosfærefyldt kulisse for historien, og Yrsa Sigurðardóttir er en effektiv forfatter, der forstår at holde læseren fanget. Jeg var godt underholdt hele vejen. Hvis du også holder af spændingsromaner med et strejf af noget uforklarligt, kan jeg ligeledes anbefale svenske Johan Theorin og hans Ølands-serie.

Uddrag af bogen:

“Vi må hellere se at komme tilbage, inden det bliver mørkt.” Jóhannas blik søgte op mod geviret. Dets tilstedeværelse der på den stejle fjeldside generede hende. Mændene i gruppen var jægere. Hvis dyret var blevet skudt, så havde det måske betydning for fortsættelsen af eftersøgningen. De havde ikke uanede mængder af tid, men de kunne ikke forlade stedet uden at have undersøgt det. Det ville være en katastrofe, hvis det viste sig, at krybskytteri var årsagen til, at de forsvundne personer var taget op til hytten, og hun og Thórir havde undladt at se på sagen. Jóhanna var ikke kendt for at være en, der sad med hænderne i skødet. “Men først er vi nødt til at undersøge rensdyret.”

Thórir protesterede ikke, og de begyndte at vade af sted gennem den dybe sne, så hurtigt de kunne. Isskorpen var ikke den samme tykkelse overalt, og visse steder var den papirtynd. Sine steder gik de igennem til midt på livet, for hvert skridt de tog. Det blev endnu hårdere, da de begyndte at stige op ad fjeldsiden. De var næsten nået op til geviret, da Jóhanna pludselig stoppede op. “Jeg trådte på noget.” Hun stirrede ned på sin højre fod.

“Måske en sten?” Thórir satte hænderne i siden og rynkede brynene.

“Nej. Det var ikke en sten.” Jóhanna flyttede foden og stirrede ned i hullet. Hun udstødte et gisp og måtte tage sig voldsomt sammen for ikke at miste balancen og falde baglæns ned ad fjeldsiden. “Hva’ satan!”

Thórir kom over til hende. Nu var det hans tur til næsten at gå bagover. Nede i hullet kunne man skimte en del af et ansigt. Et vidt opspærret, brustent øje stirrede op på dem. (side 26-27)

Om Under sneen:

Udgivelsesår: 08.02.2022
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 352 sider
Omslag: Rasmus Funder
Originaltitel: Bráðin
Oversætter: Nanna Kalkar

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Mørkeræd af Andreas Roman
Vardekød af A. Silvestri
Stallo af Stefan Spjut
Højlandet af Steinar Bragi
Hjemmet af Mats Strandberg
Natstorm af Johan Theorin
Ex af Teddy Vork
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Hvidt had af David Garmark

Hvidt had af David Garmark

Sneen falder tæt, og efterforskningsleder Max Munk har dårligt fået pusten efter sin sidste sag, der nær kostede ham og hans partner Merian livet og konfronterede ham med fortiden i form af en hidtil ukendt datter og en søster, hvis død han har sørget over i 25 år. Nu er et nyt mysterium landet på hans skrivebord – en række børn er blevet kidnappet direkte fra deres mødres maver, og situationen har mistænkelige sammenfald med en 15 år gammel sag om en færøsk læge og seriemorder. Med pressen åndende ham i nakken og hele Danmark som publikum må Munk på sagen, alt imens Merians helbred forværres, og hendes stalker begynder at gøre alvor af sine trusler. Og selvom Munk er lykkelig for at have sin søster tilbage i sit liv, er hendes genkomst omgærdet af skygger fra fortiden, der ikke lader sig ignorere. Presset til det yderste bliver det snart klart, at Munk har et skæbnesvangert valg at træffe … (fra bogens bagside)

Hvidt had er tredje og sidste bind i serien om makkerparret Max Munk og Merian Takano, og jeg skal love for, at her er smæk for skillingen.

Max er ikke den typiske politimand med sin adelige baggrund. Han er heller ikke et specielt sympatisk menneske. Men han har været en knalddygtig efterforsker, og har sammen med Merian opklaret nogle usædvanlige sager i fortiden. Nu er en ny – og meget ubehagelig sag – landet hos makkerparret. Ufødte børn bliver kidnappet fra deres mødres maver, og mødrene efterlades med en sten. Hvem står bag og hvorfor?

Oveni er både Max og Merians privatliv rystet. Merians helbred forværres langsomt, men sikkert, og Max kæmper med at finde sig til rette med søsteren Leo, der er dukket op, 25 år efter han troede, hun druknede. Max kæmper både med skyldfølelser og fortrængte minder. Oveni skal han forholde sig til sin voksne datter Caroline, som pludselig er kommet ind i hans liv. Og ikke mindst dukker en ubehagelig hemmelighed fra Merians fortid op. En hemmelig hun end ikke har delt med Max.

Hvidt had er en spændingsmættet og dramatisk historie med flere sideløbende handlingstråde. Alt samles dog til sidst, hvor vi både får opklaret sagen om de bortførte babyer, Merians fortid og Munk-familiens hemmeligheder. Det hele flettes professionelt sammen, og bogen læser nærmest sig selv.

Der er således ingen tvivl om, at David Garmark har skruet en underholdende og spændende krimi sammen. Når det er sagt, er jeg dog ikke helt så begejstret for bind tre, som jeg var for de to første. Der sker næsten for meget med to store kriminalsager oveni Munk familiens historie, så jeg følte ikke helt, at der blev tid til at gå i dybden med alle handlingstrådene. Heldigvis er delplottet om Max og Merians forhold kun blevet stærkere igennem serien, og det kulminerer overraskende her i Hvidt had.

Mit lille forbehold skal dog ikke afholde nogen fra at kaste sig over serien, for Hvidt had har både action, overraskelser og masser af drama. Men læs Rød tåge og Sort arv først.

Reklame: Tak til forlaget Montagne som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Malin Martinussen var gravid i niende måned, da hun blev myrdet. Hun var på barsel fra sit job som civilingeniør, stod til at føde omkring jul. Men maven indeholdt ikke hendes barn … den indeholdt fem store sten, der var blevet indopereret post mortem.”

Næste billede viste stenene lagt ud ved siden af hinanden.

“Hvad for noget?” stønnede Munk.

“Stenene vejede tilsammen omtrent det samme som et barn. 4,5 kilo. Barnet var væk. Offer nummer to. Kirsten Lei.” Levinsen skiftede billede. Endnu et kvindelig. “Fundet i havnebassinet på Sjællands Odde den 3. januar i 2003 klokken 05.12 af en lystfisker. Som I ser, var også hun gravid, også i niende måned, men med maven fyldt med sten i stedet for hendes barn.”

Munk så til med voksende kvalme, mens to kvinder mere dukkede op på skærmen med samme grusomme skæbne.

“Som I kan forstå, blev disse kvinder myrdet vidt forskellige steder i landet. Kerteminde, Lumsås på Sjællands Odde, Køge og Vilsted i Nordjylland. Alle var i niende måned, og deres børn var og forblev forsvundet.” (side 35-36)

Om Hvidt had:

Udgivelsesår: 02.04.2022
Forlag: Montagne, 445 sider
Omslag: Imperiet / Marlene Diemar

Serien om Max Munk og Merian Takano

Rød tåge, 2019
Sort arv, 2020
Hvidt had, 2022

Forvitring af Johan Theorin

Forvitring af Johan Theorin

Det er sjældent, at hovedpersonen i en krimi bor på et plejehjem og går med rollator. Det er dog tilfældet i Forvitring af Johan Theorin, som er femte bind i serien om den sympatiske pensionist Gerlof, der med sin skarpe hjerne ikke går af vejen for at lege privatdetektiv, når brorens barnebarn, der er ansat i politiet, har problemer med en sag.

Den 86-årige Gerlof Davidsson bor nu på plejecenteret i Marnäs, men har stadig sit sommerhus i Stenvik. Under et oprydningsbesøg i sommerhuset hører han en underlig rumlende lyd. Da han samme dag får besøg af sin brors barnebarn Tilda, der arbejder som politiassistent i Kalmar politis efterforskningsafdeling, nævner han episoden for hende.

Tilda undersøger sagen nærmere, og det viser sig, at der er sket et stenskred på stranden, som har kostet en mand livet. Endvidere opdager politiet knoglerne af endnu et lig begravet på stranden sammen med et bundt breve. Men er stenskreddet et uheld eller har det forbindelse med de gamle knogler og de friske blomster ved dem?

Jeg er stor fan af Johan Theorins Ølands-serie, og Forvitring lever efter en lidt stille start op til de øvrige bind i serien. Historien udspiller sig i 2001 og fortælles med tilbageblik til henholdsvis 1951, samt ca. 20 år tidligere hvor brevene fra graven på stranden skrives. Sideløbende følger vi Gerlofs private detektivarbejde og Tilda og politiets efterforskning.

Det viser sig, at den største katastrofe i Gerlofs eget liv er vævet sammen med sagen, og han må se dårlige minder i øjnene under forsøget på at finde ud af, hvorfor fortidens hemmeligheder stadig koster liv i nutiden.

Historien fortælles i et roligt tempo, uden hæsblæsende action. Ikke desto mindre er Forvitring spændende på sin helt egen lavmælte facon. For hvordan får man svaret på gamle hemmeligheder, når de fleste, der kendte dem, er døde eller demente, og kun myter har overlevet?

Svenske Theorins Ølands-serie er et must for alle, der holder af stilfærdige og atmosfærefyldte krimier, hvor fortidens hemmeligheder får betydning i nutiden, og hvor det uforklarlige ind i mellem titter frem.

Som altid i Ølands-serien er landskabet i Forvitring en væsentlig stemningsskaber i historien. Det golde, stenede og til tider nærmest uhyggelige landskab skaber en helt særlig atmosfære, som underbygger fortællingens iboende spænding.

Denne gang holder plottet sig dog helt i realismens verden uden svinkeærinder til tusmørkezonen som i de tidligere bind. O det er måske min eneste anke. For netop evnen til at blande myter, gys og krimi gør Johan Theorins forfatterskab enestående. Forvitring er dog bestemt stadig værd at læse, og selvom seriens bind kan læses selvstændigt, vil jeg anbefale at læse dem i rækkefølge. For hvorfor gå glip af noget godt?

Uddrag af bogen:

Fortryllelsen, eller hvad det nu var, der havde sænket sig over Tilda, var væk. Men Amor stod stadig bøjet over rosenkransen og pegede på noget ved siden af den.

“Det der,” sagde han langsomt, “det ligner lidt knogler.”

“Fra sælen?” sagde Tilda.

Da hun satte sig på knæ ved siden af ham, fik hun øje på noget småt og lyst i gruset tæt på blomsterkransen. Smalle små sten, tænkte Tilda, men de stak lodret op af gruset ved siden af hinanden.

“Hvad tror du?” sagde Amor. “Sæl eller svane eller …?”

Uden at sige noget fjernede Tilda et par sten rundt om knoglerne og rystede på hovedet. Hun nikkede i retning af Emma og Hans. “Vi må hellere tilkalde teknikerne.”

Fundet her var hverken en knogle fra et dyr eller en fugl – det var en menneskehånd, der stak op af gruset. Med flere bøjede fingre og en enkelt strakt.

En strakt pegefinger, der smal og gråhvid syntes at pege ud mod havet. (side 53-54)

Om Forvitring:

Udgivelsesår: 17.03.2022
Forlag: Modtryk, 413 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Originaltitel: Benvittring
Oversætter: Jakob Levinsen

Ølands-serien:

Skumringstimen, 2008
Natstorm, 2009
Blodlag, 2010
Gravgæst, 2014
Forvitring, 2022

Fede svin af Nikolaj Højberg

Fede svin af Nikolaj Højberg

Siden jeg læste Nikolaj Højbergs novelle ‘Pink‘ i 2009, har jeg været stor fan af hans forfatterskab. Han har skrevet flere horror-novellesamlinger for voksne og ligeledes været redaktør på en række horror-antologier på forlaget Kandor, som han oprindeligt startede. Men de seneste år har udgivelserne mest været børnebøger. Så da jeg blev spurgt, om jeg ville læse Fede svin, kunne jeg næsten ikke få armene ned af begejstring over, at Højberg er tilbage på horrorscenen.

Fede svin består af 6 nye noveller, samt ‘Firmaets mand’ der tidligere har været trykt i sci-fi antologien Lidenskab og lysår fra Science Fiction Cirklen. Som sagt var mine forventninger til novellesamlingen høje, og det var en glæde at opdage, at Fede svin i den grad levede op til dem.

Nikolaj Højberg har en fantastisk evne til at beskrive hverdagssituationer, som får et uforudsigeligt twist og pludselig rykker helt ud af kontrol. Nogle gange endda helt ud af vores verden …

De 7 noveller handler alle om mænd, som har foretaget et valg, der får konsekvenser for deres livssituation. Gangsteren Jannick der er overbevist om, at chefen ikke kender hans hemmelighed, men tvinges til at begå et bankrøveri, da det viser sig, at det gør han alligevel. Morten der ødelægger en oplagt jobsamtale og går en tur på stranden for at køle af. Den pensionerede Poul der ikke går af vejen for en rask lille meningsudveksling på Facebook, men får tirret den forkerte troll efter et opslag om naboens hund og pludselig må forholde sig til sine ord i den virkelige verden. Jonas der drømmer om mere og køber sig til andres minder for at føle, han lever. Brian der følger efter en spritbilist, som ender med at køre galt. Toke der er lidt af en mors dreng og har svært ved at finde en kæreste. Og ikke mindst Torben der med sine 361 kg slutter samlingen med et brag, da han beslutter sig for at følge en uortodoks slankekur.

Hver novelle starter i ‘det normale’, men tager så en drejning som udvikler sig til katastrofer for personerne, der pludselig er fanget i hvert sit mareridt. Nogle noveller udspiller sig helt i vores verden, mens andre åbner op for skabninger, vi ikke tror på i dagslys. Men alle rammer rent ind i hjernens frygtcenter.

Jeg var dybt underholdt under læsningen, hvor flere af historierne fik mig ud på kanten af stolen. Novellerne er velskrevne, overraskende og ofte med en sært urovækkende stemning. Fede svin er et vellykket comeback for Nikolaj Højberg, og har du endnu ikke læst noget af ham, kan du roligt starte her.

Reklame: Tak til forlaget Kandor som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af novellen ‘Bedre sent end aldrig’:

“Det sidste minut sneglede sig af sted, og mens sekunderne talte ned, fortrød Jannick de sidste otte år af sit liv. Han fortrød, at han havde ladet hashen jage ham ud af gymnasiet. At han havde ladet narkogælden drive ham i armene på Karsten. At han havde ladet sig opfylde af begær ved synet af Hanna. At han havde stalket hende. At han havde forført hende. At han havde kneppet hende. Og mest af alt, at han havde forelsket sig i hende. Hvis ikke for det, ville han vende sig mod Villads og trykke en kugle gennem hans bumsede pande og flygte ud af bilen, mens han skød Allan i brystet. Han ville have ladet Hanna kvæle i Karstens kælder, mens han bundede en pilsner på Kho Chang og glemte banderne og den evige angst. Men han elskede hende, og så var der kun et at gøre.” (side 22)

Om Fede svin:

Udgivelsesår: 01.03.2022
Forlag: Kandor, 212 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen

Indhold:

Bedre sent end aldrig
Jobsamtalen
Hilsen den sure skid til højre
Firmaets mand
Fartdjævlen
Mor
Fede svin

Læs også:

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos af Lars Ahn
Afkroge af Helene Hindberg
Se hvad jeg siger, hør hvad jeg gør af Nikolaj Højberg
Således forgår alverdens herlighed af Lars Kramhøft
I lygternes skær af Steen Langstrup
Kærlighedsfrugt – 14 rædsler af A. Silvestri
Sprækker af Teddy Vork
Frygt-filerne 3 af Jonas Wilmann
Galgeleg – skæbnefortællinger af Alice Aagaard

1900 – et århundredes tusmørke

1900 - et århundredes tusmørke / red. Henrik S. Harksen og Steen Langstrup

1900 – et århundredes tusmørke er en antologi, der har været længe undervejs, og som jeg har glædet mig til at læse, siden jeg første gang fik nys om den.

Henrik S. Harksen er idémanden bag antologien. I 2017 kontaktede han 10 af Danmarks bedste horrorforfattere og bad dem om at skrive en novelle for hvert årti i det 20. århundrede. Det er blevet til 10 meget forskellige fortællinger. Alle mørke, foruroligende og velskrevne. Alle værd at læse. Og alle et tusmørkebillede af det Danmark vi kender.

Den anerkendte horrorforsker Mathias Clasen har skrevet forordet. Her kommer han bl.a. omkring horrorgenrens evne til at give os indsigt i den menneskelige psykes afkroge, samt genrens rummelighed og fleksibilitet der tydeligt afspejles i 1900 – et århundredes tusmørke.

“Denne samling spænder fra det klassiske til det eksperimenterende, fra det psykologiske til det overnaturlige og paranormale, fra den afdæmpede og snigende uhygge til den slags horror, der sprøjter detaljerede rædselsscenarier, mareridtsbilleder, direkte ind i læserens psyke.” (side 7)

1900’erne: Det metafysiske eksperiment af Thomas Strømsholt
Omkring 1900-tallet var interessen for spiritisme stor. Troen på, at man kunne få kontakt med de afdødes ånder, voksede, og videnskaben forsøgte at forstå fænomener som telepati, clairvoyance og liv efter døden ved hjælp af objektive, videnskabeligt baserede studier. Det er i denne kontekst, Thomas Strømsholts novelle udspiller sig. Her besøger forfatteren Johannes Sand en seance som et videnskabeligt eksperiment.

1910’erne: Hvide piger i lygternes skær af Steen Langstrup
1. verdenskrig udspillede sig i årene 1914 til 1918 og krævede over 9 millioner soldaters liv. Men krigen i al sin grusomhed kostede dog kun en femtedel af de dødsofre, som den efterfølgende influenza-epidemi krævede. Op mod 50 millioner mennesker døde verden over af den spanske syge i årene 1918 til 1920. I Danmark anslås det, at ca. 15.000 mennesker, svarende til ca. 1/2 % af hele befolkningen, døde. Steen Langstrup lader sin novelle udspille sig på bagsiden af et sygdomsramt og delvist affolket København, hvor en læge begiver sig helt ind i mørket for at hjælpe en patient.

1920’erne: Under blodbøgen af Teddy Vork
I USA kaldes 1920’erne ‘de brølende tyvere’. Forholdene i det krigshærgede Europa var noget mere afdæmpede. Ikke desto mindre oplevede Danmark både økonomisk vækst og øget industrialisering samt teknologiske udvikling i perioden. I denne oplyste tid lader Teddy Vork sin novelle udspille sig, hvor en præst beslutter sig for at gå i fodsporene på de store folkemindesamlere og nedskrive egnens skikke og sagn, før de forsvinder i rationalitetens lys.

1930’erne: Ræve af Martin Wangsgaard Jürgensen
I 1933 blev Hitler udnævnt til rigskansler i Tyskland, og herfra kom 2. verdenskrig nærmere dag for dag. I 1944 etablerede SS-leder Heinrich Himmler et underjordisk terrornetværk, de såkaldte Werwolf, der skulle fortsætte modstandskampen i Europa, hvis Tyskland skulle blive besat. I Danmark skulle mindst 100 varulve stå klar til at udøve terror. Det kan være disse varulve Martin Wangsgaard Jürgensen har fundet inspiration hos i sin novelle om kærlighed, jalousi og ræve.

1940’erne: Hvor Danmark er allersmukkest af Martin Schjönning
Danmark blev besat af Nazityskland i 1940. Regeringen indledte en samarbejdspolitik, som kørte indtil 29. august 1943. Den betød bl.a. at kommunistpartiet blev gjort ulovligt, og at danske kommunister blev interneret. Frikorps Danmark blev oprettet den 29. juni 1941 i samarbejde mellem SS og det danske nazistparti DNSAP. I 1943 blev Frikorps Danmark opløst for at indgå i den nyoprettede SS Pansergrenaderdivision Nordland. De danske frivillige blev derved regulære Waffen-SS-tropper. Regeringen accepterede oprindeligt hvervningen som led i samarbejdspolitikken, men i efterkrigstiden blev de frivillige alligevel retsforfulgt. I Martin Schjönnings novelle hører vi om en af disse frivilliges oplevelser under og efter krigen.

1950’erne: Djævelens musik af Carina Evytt
1950’erne var årene, hvor rock’n’roll slog igennem. Musikken havde rødder i de sorte amerikaneres musik, og var fra starten udskældt for sit oprør mod det etablerede samfund. Elvis Presleys hoftevrid var alt for sexede til tiden, ligesom teksterne skar i ørene på de religiøse samfund. Carina Evytts novelle handler om organisten Jørgen, der afskyr djævelens musik.

1960’erne: Hvem mon bli’r dit næste offer af A. Silvestri
Allerede i 1950’erne eksperimenterede CIA ulovligt i USA med brugen af LSD i et forsøg på at finde et sandhedsserum. Fra starten af 1960’erne spredte idéen om at behandle psykiatriske patienter med LSD sig i Danmark, hvor lægerne mente, at det kunne kurere en bred vifte af psykisk lidelser. Det er på denne baggrund A. Silvestris novelle om den lægestuderende Anne udspiller sig.

1970’erne: I feel love af Sheila Eggenberger
Det første diskotek i Danmark var Geels Kro ved Holte i 1966. I løbet af 1970’erne blev diskoteker dog udbredt til hele landet, og filmen Saturday Night Fever fra 1977 cementerede diskotekernes popularitet. Sheila Eggenbergers novelle tager udgangspunkt i åbningen af det første diskotek, Disco Inferno, i en lille provinsby.

1980’erne: Den sidste udvej af Christian Reslow
I Danmark blev den første patient behandlet med det hvide snit i 1939. Det sidste hvide snit blev udført på Rigshospitalet i 1983, da der var begyndt at lyde kritiske røster i offentligheden. Mindst 4471 hjerneoperationer er blevet foretaget i Danmark frem til 1983. Ingen andre lande har så høje tal i forhold til befolkningens størrelse. I Christian Reslows novelle hører vi om en psykisk syg ung mand.

1990’erne: Manifest af Jonas Wilmann
I løbet af 1990’erne fik internettet en enorm udbredelse, og siden 2004 har Facebook udviklet sig til at være en af de mest benyttede hjemmesider i verden. Jonas Wilmanns novelle handler om konsekvenserne af den digitale udvikling set fra en svindlers perspektiv.

Jeg har været begejstret under læsningen af 1900 – et århundredes tusmørke, der helt har levet op til mine forventninger. Antologien har 100% været værd at vente på. Min eneste anke er, at det kunne have været sjovt at høre forfatternes tanker omkring deres historier og årtier. Men det er langt fra sikkert at andre synes, det er ligeså interessant som jeg.

Under alle omstændigheder kan jeg kun varmt anbefale 1900 – et århundredes tusmørke. Her er virkelig tale om en sort perle af høj kvalitet, lige fra den flotte forside til de overraskende og velskrevne historier.

Om 1900 – et århundredes tusmørke:

Udgivelsesår: 24.02.2022
Forlag: 2 Feet Entertainment, 288 sider
Omslag: Steen Langstrup
Idé og tilrettelægning: Henrik S. Harksen
Redaktion: Steen Langstrup og Henrik S. Harksen

Læs om vejen fra idé til udgivelse

Indhold:
Forord af Mathias Clasen
1900’erne: Det metafysiske eksperiment af Thomas Strømsholt
1910’erne: Hvide piger i lygternes skær af Steen Langstrup
1920’erne: Under blodbøgen af Teddy Vork (om novellen)
1930’erne: Ræve af Martin Wangsgaard Jürgensen
1940’erne: Hvor Danmark er allersmukkest af Martin Schjönning (om novellen)
1950’erne: Djævelens musik af Carina Evytt
1960’erne: Hvem mon bli’r dit næste offer af A. Silvestri (om novellen)
1970’erne: I feel love af Sheila Eggenberger
1980’erne: Den sidste udvej af Christian Reslow
1990’erne: Manifest af Jonas Wilmann

Læs også:

10 danske gysere / red. Tage La Cour
DET GRUFULDE BIBLIOTEK – danske gys før og nu / red. Kristian Nordestgaard & Jette Holst
PIX – nygotiske skæbner / red. Henrik Sandbeck Harksen
Skygger / red. Steen Langstrup
Velkommen til dybet / redigeret af Mathias Clasen

Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Således forgår alverdens herlighed af Lars Kramhøft
Kærlighedsfrugt – 14 rædsler af A. Silvestri

Gule roser af Rud Lange

Gule roser af Rud Lange

Jeg købte Gule roser, da jeg var på Bogforum i efteråret 2021, og det er en af de bøger, jeg har dårlig samvittighed over ikke at have fået skrevet noget om her på siden. Det er nemlig en interessant lille bog. Ikke mindst pga. Anders Jørgen Mogensens efterord der hjælper læseren til en dybere forståelse af teksten. Men her kommer i det mindste en kort omtale.

Forlaget skriver:
Gule roser er en mærkværdig dansk skrækroman oprindeligt udgivet i 1911. Det er en litterær kinesisk æske i højt tempo, med utallige lag, trods dens korte længde. Ved udgivelsen blev den latterliggjort, mens det i dag er tydeligt, at den var forud for sin tid i forsøget på at vise sindssygen indefra og give sindssygen en stemme i litteraturen.

Romanens hovedperson, Viktor, er overbevist om at han har fundet grundformen til alt organisk liv. Det er et underligt dyr, en blanding af en elefant og en flue, med ildrøde øjne, snabel, stødtænder, klumpfødder og på størrelse med en oldenborre! I forsøget på at skræmme dyret væk med et skud fra sin revolver, bliver han tiltalt for mordforsøg på en lille dreng og kommer i fængsel. Senere ender han på et sindssygehospital. Dog kun til observation og ikke som patient. Siger han selv. På sindssygehospitalet møder Viktor en farlig morder, som fortæller den rablende historie om hvordan han endte på hospitalet. Og så står vanviddets porte pludseligt åbne som aldrig før, for både Viktor og læseren.

Gule roser er en del af forlaget Eschos serie af samme navn, der fokuserer på kulørt litteratur fra perioden 1900-1945, herunder skrækromaner, elskovsromaner, kriminalromaner og eventyr. Andre udgivelser i serien er bl.a. Jernvognen af Stein Riverton.

Anmelderne skriver:

Rune Christiansen, Litteratursiden:
At sætte ord på Rud Langes ’Gule roser’ er som at forsøge sig med en rutebeskrivelse ud af Minotaurus’ labyrint. Det starter klart og enkelt (højre-venstre, venstre-højre), men på et tidspunkt bliver beskrivelsen så forvirrende, at den ikke længere giver mening. […] Så hvorfor overhovedet læse den? Netop fordi den på ingen måder er en almindelig roman. Tværtimod er det en mørk og mystisk fortælling, der drager os ind i hovedet på en mand, som har tabt al greb om virkeligheden. Den direkte adgang til Viktors tanker og følelser er et fascinerende indblik i et vanvittigt menneskes forkrøblede tankegang, og der er ikke umiddelbart mange danske romaner, der på den måde slipper halsbåndet om psykoserne, lader dem får frit spil på siderne. […] den er fascinerende, og for de, der tør prøve kræfter med en historie langt væk fra triviallitteraturen, så er Rud Langes roman så oplagt et besøg (på anstalten?) værd.” (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Vrangforestillinger, galskab og sindssyge er i denne lille roman skildret med den største, skrækblandede selvfølge og i en form som en kinesisk æske. Den er mærkelig på en interessant måde og får læseren til at rette blikket mod interessen for det sjælelige i dansk litteratur fra begyndelsen af 1900-tallet.

Uddrag af bogen:

En af mine frakkeknapper skrattede mod vindueskarmen, så det gav en sviende skurren, der filede gennem min drømmende hjerne og jog alle dens fantasier på flugt, men så faldt jeg hen i en sløv, behagelig døs.

Pludselig fór jeg sammen.

Der var nogen bag mig!

Jeg hørte bestemt, at der var noget, der rørte sig.

Jeg krummede mine fingre og vendte mig hastigt om parat til at gribe den, der ville komme luskende sig ind på mig.

Men der var ingen!

Selvfølgelig var der ingen.

Der er aldrig nogen, når jeg tror, der er nogen. (side 28)

Om Gule roser:

Udgivelsesår: 13.08.2021 (1911)
Forlag: Escho, 102 sider
Omslag: Simon Bukhave

Læs også:

Små hænder af Andrés Barba
Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Hotellet af Storm Frost
Aura af Carlos Fuentes
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Horla af Guy de Maupassant
Jernvognen af Stein Riverton

Menneskekød: Grotesker 1910-1920

Det tredje hus af Irene Manteufel

Det tredje hus af Irene Manteufel

Jeg faldt tilfældigt over Det tredje hus af Irene Manteufel på årets bogmesse i Forum. Jeg havde set omtale af den på Facebook, og tænkte at den lød interessant med sit udgangspunkt i haunted houses. Nu har jeg så fået læst den, og jeg var vældig underholdt.

Journalisten Johanne forsøger at finde frem til et hemmeligt scary house, som lever af at skræmme gæsterne på ekstreme måder. Mens hun researcher, begynder folk med tilknytning til stedet at forsvinde, og en af dem findes myrdet. Undervejs modarbejdes hun både af sin egen redaktør, skeptiske efterforskere i politiet og horror-fans, som vil holde husets eksistens hemmeligt. Da det pludselig ser ud, som om Johanne er den eneste, der kan forhindre, at et nyt offer bliver slået ihjel, går hun i gang med sin egen efterforskning, selvom hun får adskillige advarsler om, at hun bør holde sig langt, langt væk … (forlagets beskrivelse)

Johanne Fryd er freelance journalist, men har en plan om at hendes nye projekt – en podcast om haunted houses – skal skaffe hende et fast job på redaktionen hos Media City. I forbindelse med sin research kommer hun på sporet af et haunted house kun for særligt inviterede. Det lykkes hende at få en rundvisning på stedet, som viser sig at være mere end almindeligt grænseoverskridende.

Mens Johanne graver sig dybere og dybere ind i horrormiljøet, opdager hun en forbindelse til nogle unge hjemløse. Og så finder politiet et halshugget lig af en ung mand. Hvem er han? Og har han forbindelse til Johannes research?

Jeg var vældig underholdt af Det tredje hus, som både er spændende og velfortalt. Det er første gang, jeg har læst en krimi, som udspiller sig i det danske horrormiljø, og det er lykkes godt. Her er både blevet plads til nørd-klichéen, hvis lejlighed er fuld af film og figurer, og som ligner en der bor hjemme i kælderen hos sin mor. Men også til den unge, succesfulde kvinde der spiller online zombiespil. Horrorfans er jo ligeså forskellige som Shakespeare-fans 🙂

Det var også interessant at følge Johannes proces med at lave sin podcast for mediehuset. Både i forhold til hendes research om haunted houses og deres historie, men også omkring overvejelserne af brugen af lyd. Jeg er ikke selv så rutineret i at lytte til podcasts, så jeg lærte en masse tricks undervejs. Endelig kommer vi også tæt på arbejdsgangen i et stort mediehus, og jeg må indrømme, at jeg næsten synes, at arbejdsmiljøet der var ligeså skræmmende som et haunted house.

Researchen virker til at være på plads, og det er med til at gøre historien troværdig. En solid baggrund betyder at plottet godt må tage nogle lidt vildere twists ind i mellem, for grundlæggende er fortællingen plausibel. Det synes jeg er tilfældet med Det tredje hus. Her sker grufulde ting, og Johanne kommer ud på dybt vand, men historien holder.

Efter jeg læste bogen, fik jeg lov til at stille Irene Manteufel et par spørgsmål. Svarene kan læses længere nede på siden.

Uddrag af bogen:

Besøget i Timme Hartvigs ‘Creepy Mansion’ var til den podcast, hun var ved at lave om kommercielle spøgelseshuse gennem tiden.

Idéen var kommet nogle år før, da hun var til Halloween i Tivoli og gik gennem deres ‘Hotel Scary’, hvor monsterklædte skuespillere skræmte publikum i en mørk labyrint af gange i et spøgelseshotel. Turen havde fået hende til at mindes parkens oprindelige ‘skræmmeforlystelse’, den nu hedengangne ‘Den Blå Vogn’, hvor man kørte rundt i en lille vogn i mørket. Som barn var hun især blevet forskrækket, når vognen pludselig passerede fronten af et gammelt damplokomotiv, der tudede højt og vibrerede, som om det lige skulle til at køre henover én. Kontrasten mellem den enkelte, lidt naive Blå Vogn og det velscenograferede ‘hotel’ gav hende lyst til at undersøge, hvordan de skræmmende forlystelser havde udviklet sig gennem tiden.

I det allerførste ‘spøgelseshus’ fra 1915, som eksisterede endnu i USA, var det nok at slukke lyset, blæse luft på publikum og få gulvene til at vippe. I dag skulle folk overfaldes, jagtes med motorsave og bades i kunstigt blod, til de græd af rædsel. I hvert fald i de ‘Haunted Houses’ i USA, der konkurrerede om at være værst. De skulle ikke være for børn. Og nichen var boomet de sidste 20 år og blevet en milliardindustri. Det, der interesserede Johanne, var hvorfor? Og så elskede hun at lege med lyd. En ingrediens, der var rigeligt af i stoffet. (side 9-10)

Mini-interview med Irene Manteufel

1) Hvorfor skrive en bog med udgangspunkt i haunted houses? Hvordan opstod idéen?

Jeg har altid været fascineret af skræmmende forlystelser, og for nogle år siden så jeg en Netflix-serie, hvor hovedpersonerne besøgte et scary house i L.A. Det var meget voldsomt, og jeg blev nødt til straks at undersøge, om sådan noget virkelig fandtes. Det gjorde det, opdagede jeg, og jeg kastede mig ud i en dybere research og fandt bl.a. frem til McKamey Manor, som er temmelig kontroversielt og også omgærdet af kritik – og mystik. Jeg tænkte, at det var underligt, der ikke var skrevet en krimi med temaet, og da jeg samtidig havde haft lyst til at skrive en krimi i rigtig lang tid, så var det oplagt.

2) Det er første gang, jeg har læst en krimi, der udspiller sig i det danske horrormiljø. Hvordan har du researchet emnet?

Allerede for mange år siden, da jeg lige var startet i DR, lavede jeg indslag om en ekstrem filmklub i København, der hed Something Weird, og senere var jeg producer på en hel P1-udsendelse om rædsler og gys. I den forbindelse besøgte jeg folk, der var i miljøet dengang. Jeg har også lavet en radiomontage med Uno Krüger, der var redaktør på gysermagasinet GRU fra 70’erne. Da jeg researchede til Det Tredje Hus, blandede jeg mine erfaringer med finkæmning af diverse fora i dag – og så min egen fantasi.

3) Du har nogle tråde i historien til unge hjemløse i København. Det er en barsk side af Danmark, vi ikke hører så meget om til dagligt. Hvordan kom du på den vinkel?

Vinklen stammer dels fra videoer, jeg har set fra McKamey Manor, hvor en ung teenager var ansat, og jeg fik en forestilling om, at han søgte en tilknytning til noget for enhver pris. Samtidig tænkte jeg, at hvis nogen vil have folk i deres magt, så vil de i nogle tilfælde netop søge de sårbareste typer frem, og det tænkte jeg at nogle unge hjemløse kunne være. Hjemløshed blandt unge er et stigende problem, og jeg har både lavet radio og TV om det, hvor jeg har været ude i nogle af deres miljøer, men det meste er selvfølgelig noget, jeg har fundet på.

4) Johanne virker som en troværdig hovedperson. Hun er podcast journalist – som du selv – Hvordan opstod hun, og hvordan skriver man troværdige personer?

Johanne opstod simpelthen som en person, der har nogle ting tilfælles med mig, idet hun er journalist og laver radio. Det synes jeg åbner for en masse oplevelser og en tilgang til mange ting, som det er nemt for mig at leve mig ind i. Grænseløs nysgerrighed og det stadige fokus på lyd, ikke mindst. Og så syntes jeg, det var sjovt at lade hende arbejde i et stort mediehus, der måske minder om DR. Mht troværdige personer, så viste det sig dog at være det allersværeste ved at skrive bogen: At gøre hende troværdig. For hun er jo slet ikke mig, men jeg skal samtidig se ting gennem hendes øjne. Det var sjovt nok nemmere at leve mig ind i mange af de personer, der overhovedet ikke har noget tilfælles med mig selv! Men jeg kan ikke rigtigt forklare hvordan. For mig var det intuition.

5) Arbejder du på en ny bog? Og kunne du evt. forestille dig at skrive en regulær horrorroman engang?

Ja, jeg arbejder på den næste i serien. Den foregår i nogle HELT andre miljøer, men Johanne er den samme, og der sker også mord!
Jeg ved ikke, om jeg kunne finde på at skrive en regulær horrorroman. Måske😊

6) Hvad har jeg ikke spurgt dig om, som du gerne vil fortælle dine læsere?

Jeg vil gerne fortælle læserne, at jeg planlægger mindst to bøger til med Johanne, og at de bliver uhyggelige. Og at jeg stadig er i proces med at lære håndværket og arbejder på at blive bedre og bedre. Jeg er meget ydmyg overfor håndværk, og jeg har KÆMPE beundring for de mange dygtige krimiforfattere, der mestrer det så overlegent!

Om Det tredje hus:

Udgivelsesår: 31.10.2021
Forlag: Byen, 320 sider
Omslag: Michelle Rivas

Læs også:

Hvorfor fascineres vi af gyset?

Ghost House 2.0 af Arne Dahl
Døden mellem linjerne af Elly Griffiths
Den sidste af Alexandra Oliva
Seks stemmer af Matt Wesolowski

Den gale doktors vanvidsmikstur af Lasse Bo Andersen

Den gale doktors vanvidsmikstur af Lasse Bo Andersen

Lasse Bo Andersen, som jeg hovedsageligt kender som børnebogsforfatter, har med Den gale doktors vanvidsmikstur skrevet en charmerende og hamrende underholdende spændingsroman, der udspiller sig i 1910’ernes Aarhus.

Bernhard Bruun arbejder som bydreng hos Aarhus Film-compagni, der ledes af filmfabrikanten Sophus B. Christensen. Året er 1910, og filmindustrien blomstrer i Danmark, hvor forskellige selskaber sprøjter kortfilm ud til et umætteligt publikum.

Sophus B. Christensen har dog fået en idé, der skal føre Aarhus Film-compagni op i en helt ny liga. Han vil nemlig indspille Danmarks første langfilm. Til det har han fået lovning på et manuskript, der ellers var bestilt af konkurrenten, filmfabrikken Fotorama.

Men tingene forløber ikke som planlagt, og pludselig bliver Bernhard hyret til at skrive et nyt manuskript baseret på en spændende bog, han netop har læst: Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Det skal blive til filmen Den gale doktors vanvidsmikstur. Hvis altså de øvrige problemer, der opstår undervejs, bliver løst.

Samtidig med at Den gale doktors vanvidsmikstur indspilles, dør en række personer på grufuld vis i Aarhus’ gader. Politibetjent Frederik Schrøder-Petersen er overbevist om, at der er en slags ‘Jack the Ripper’ på spil, men han har svært ved at vinde gehør for sin teori hos ledelsen.

Undervejs flettes de to spor sammen, før historien afsluttes i en hæsblæsende finale, der er Die Hard værdig. Hvis altså Die Hard udspillede sig i 1910.

Som jeg indledningsvist skrev, har jeg været ualmindeligt godt underholdt af Den gale doktors vanvidsmikstur. Den starter temmelig grumt, men herfra bliver stemningen lysere, og der bliver plads til både humor og romantik midt i dramaet om filmproduktionen og jagten på morderen.

Historien er fuld af dramatik og ramasjang. Den udspiller sig over en lille uge og fortælles i korte kapitler og et letlæst sprog, som hjælper med at holde det høje tempo. På den led minder romanen lidt om de gamle film, der er omdrejningspunkt for plottet, idet de også blev indspillet på ganske få dage.

Personerne er ligeledes charmerende bekendtskaber. Igen lader forfatteren sig inspirere af de gamle film ved at lade karakterne være en smule karikerede. Men fordi det er gjort bevidst, føles de alligevel ægte.

Lasse Bo Andersen har tydeligvis researchet de historiske detaljer, så det gamle Aarhus fremstår levende og troværdigt. Jeg synes også, at det er fedt, at han i efterskriftet fortæller lidt nærmere om dansk filmindustris historie, samt indsætter en oversigt over bøger hvor man kan læse mere om både filmhistorie og det gamle Aarhus.

Endeligt vil jeg også rose både omslag og layout, som Lasse Bo Andersen i øvrigt også selv har stået for. Forsidens illustration af en mand iført høj hat foran en gammel gadelampe emmer af Victoria-tiden hvor både Dr. Jekyll og Mr. Hyde samt Jack the Ripper foregår, og som altså udspiller sig ikke så mange år før romanen. Jeg er også vild med, at de overordnede kapitler er illustreret som tekst-skiltene, man ser i de gamle stumfilm. Det gør simpelthen læseoplevelsen endnu mere gennemført.

Jeg har med andre ord ikke noget dårligt at sige om Den gale doktors vanvidsmikstur, og kan kun varmt anbefale den. Forlaget beskriver målgruppen som alle mellem 13 og 99 år, så holder du af gode historier fulde af dramatik, romantik, humor og lidt gys, så bliver du ikke skuffet.

Uddrag af bogen:

Clement Ejlersen stod stille og stirrede ind mellem tremmerne i gitterlågen. Ind på den natsorte kirkegård. Han havde besøgt flere værtshuse og beverdinger på sin vej, inden han nu, her langt over midnat, var ankommet til Den Gamle Kirkegård. Han havde forsøgt at overbevise sig selv om, at det udelukkende var for at holde varmen, men inderst inde vidste han, at det også var for at drikke sig mod til. Han brød sig ikke om at skulle færdes på kirkegården om natten.

Den mørke kirkegård med de mange høje træer skræmte ham. Endnu var der ikke for alvor kommet blade på træerne, så de lange, nøgne grene strakte sig som fangarme i vejret. Flere af dem så ud, som om de forsvandt direkte op i den sorte nattehimmel.

Det støvede, uklare lys fra den enlige lampe, der hang over krydset, hvor Frederiksgade og Frederiks Allé mødtes, og hvor Vester Allé gik over i Sønder Allé, hjalp ikke meget. Det samme gjaldt det gullige lys fra gaslygterne på gadehjørnerne. Snarere tværtimod. Den sparsomme belysning fik kun træerne til at se endnu mere dystre og uhyggelige ud, og inde midt på kirkegården ville der være bælgmørkt.

Clement Ejlersen trak vejret dybt. Den forårskolde natteluft forsvandt ned i hans lunger. Han kunne kun lige akkurat mærke brændevinen fra den sidste kaffepunch rumle i sin mave. Men dens varme og mod var forsvundet. (side 16)

Reklame: Tak til forlaget Tekst og Tegning der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Den gale doktors vanvidsmikstur:

Udgivelsesår: 26.11.2021
Forlag: Tekst og Tegning, 281 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen

Læs et interview med Lasse Bo Andersen i Skanderborg Lokalavis

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Al kødets gang af Ambrose Parry
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
Et satans arbejde af A. Silvestri
Tre små kinesere af Niels Søndergaard
Videovold og 80’er snask