september 2020
M Ti O To F L S
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘mord’

Lemlæstet af Jonas Wilmann

Lemlæstet af Jonas Wilmann

Efter nogle personlige problemer er politimanden Martin flyttet fra København til Nordjylland, hvor han skal starte på Hobro politistation. Han glæder sig til at skulle arbejde sammen med barndomsvennen Lasse, og i det hele taget til at starte på en frisk.

Men knap har Martin overstået sin første arbejdsdag, før tre maltrakterede lig bliver fundet i Rebild National Park. Det viser sig at være nogle lokale teenagere, men udover den konstatering har politiet absolut ingen spor at gå efter.

For Martin bliver sagen personlig. Han har tidligere haft problemer med at styre sit temperament, og de fuldstændig meningsløse drab på de tre unge får ham helt op i det røde felt. Hvem der end står bag fortjener at blive udryddet, og Martin har tænkt sig at være manden, der gør det.

Det er altid underholdende at læse Jonas Wilmann. Han skriver godt og twister gerne sine historier, så man som læser bliver overrasket hver gang. Det er også tilfældet med Lemlæstet, en hardcore splatterroman “forklædt” som en krimi.

Den flotte forside, som er tegnet af Aske Schmidt Rose, signalerer giftig uhygge og varulve gru, og det kan ikke være meget mere lige på kornet.

Lemlæstet er blodig underholdning. Er du, som jeg, fan af dystre fortællinger uden garanti for en lykkelig slutning, så kan jeg anbefale en tur til Nordjylland med Jonas Wilmann.

Uddrag af romanen:

Martin fulgte i hælene på Lasse og blev opmærksom på en lugt. Han kendte udmærket lugten af lig. Havde åbnet sin del af københavnerlejligheder hvor en krop havde ligget og gået til. Men det her var ikke helt det samme. Lugten var mere frisk, mere en syrligsød dunst, som i en slagtehal.

Han vidste instinktivt, at det var lugten af indvolde.

“Jeg ville ønske, du ikke skulle se det her, Martin.” Lasse lagde hånden på Martins skulder og kiggede alvorligt på ham.

“Jeg klarer det. Jeg har set masser af døde før.”

Lasse nikkede, trådte så til side og lod Martin komme til lysningen, hvor flere teknikere og betjente var til stede.

Martin var ked af at indrømme det, men han var faktisk ved at blive nervøs, og lugten gjorde ham lidt dårlig.

“Vi er ret sikre på, at det er Noah,” sagde Lasse.

Hvor?

Martin kunne ikke se kroppen. Ud over de mange mennesker i arbejde, var stemningen i lysningen fredlig og morgenlig, nattens nedbør dryppede stadig fra de omkringstående træer, en solsort fløjtede et sted. Ikke noget, der ved første øjekast forstyrrede sceneriet.

Så fik han øje på noget blod i græsset for foden af en død eg, og han bemærkede fluernes summen. Der lå noget i blodet. Nogle klumper og en mængde hvidligt snorværk. Det lignede organer og måske tarme.

En af teknikerne, der havde siddet på hug og skrevet på en blok, flyttede sig, og Martin så, at der lå et afrevet ben på jorden. Buksebenet sad stadig på og var flået op omkring såret. Der hang et ben mere i en busk små ti meter derfra.

Martin hørte noget knirke over sig, og han kiggede op i egens krone, hvor et uforståeligt syn mødte ham. (side 78-79)

Om Lemlæstet:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Kaos, 270 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose

Læs også:

Morf af Frank Brahe
Tunnellen af Patrick Leis
Fuldmånehunden af Niels Lindow
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Vrangvendt af Christian Reslow
Varulvenætter af Whitley Strieber
Fuldmånens magt af Kit Whitfield
Smukke Anna af Jonas Wilmann

Hydra af Matt Wesolowski

Hydra af Matt Wesolowski

I 2019 udkom thrilleren Seks stemmer af Matt Wesolowski på dansk. Hydra er en uafhængig forløber i serien om podcastværten Scott King, der i sine programmer dykker ned i gamle kriminalsager og prøver at belyse dem fra nye sider gennem interviews med de involverede.

Denne gang undersøger han en nyere sag, som medierne døbte ‘Macleod-massakren’.

Forlagets beskrivelse:
En novembernat i 2014 tæver 21-årige Arla Macleod sin mor, stedfar og lillesøster til døde med en hammer – øjensynlig uden grund. Drabene bliver kendt som ’Macleod-massakren’, og Arla indlægges på en sikret psykiatrisk institution og nægter i årevis at udtale sig til pressen. Hun står først frem med sin historie, da hun bliver kontaktet af journalisten Scott King, der er vært for kult-podcasten “Seks stemmer”.

Igennem sine interviews med Arla og de få, der er villige til at udtale sig om hende, sporer King sig langsomt ind på sagen, og han begynder så småt at sætte spørgsmålstegn ved, hvem der bærer skylden for de blodige drab.

I takt med at puslespillet falder på plads, trækkes han ind i en slangerede af hemmeligheder, internettrusler og uhyggelige ’lege’, hvis deltagere leder efter en anden verden. Som en sort tråd igennem det hele løber historierne om mystiske, sortøjede børn, som dukker op så mange steder, at de dårligt bare kan være en forstyrret morders fantasi …

En af de ting, der adskiller Hydra fra de fleste thrillers, er dens opbygning. Scott King er podcastvært, og de enkelte kapitler er opbygget som podcastudsendelser. Hver udsendelse består af et interview med en person, der kan have betydning for forståelsen af begivenhederne i 2014. Ind i mellem får vi også udskrifter fra Arlas dagbogsoptagelser, som hun indtaler under sin indlæggelse på Elmtree Manor. Her er altså ikke en alvidende fortæller, der ved, hvor historierne fører os hen. Som læser er vi overladt til selv at tolke det fortalte, og det giver et ekstra kick under læsningen.

I Hydra er der i offentlighedens øjne ingen tvivl om, at Arla slog sin familie ihjel. Det er Scott King egentlig også overbevist om. Men han vil gerne finde frem til hvorfor, og denne søgen bringer ham som sagt på sporet af vandrehistorien om ‘de sortøjede børn’. Arla var nemlig dybt optaget af disse internet-myter, og spørgsmålet er, om de rummer en kerne af sandhed?

Jeg var vældig underholdt under læsningen, som foregik i nærmest et stræk. Matt Wesolowski fortæller godt, og jeg blev hurtigt grebet af Arlas historie, der langsomt afdækkes gennem de forskellige interviews.

Derudover er jeg også begejstret over måden, Wesolowski blander lidt horror ind i fortællingen. På den ene side har vi en virkelig familietragedie, der ender i massemord. På den anden side har vi vandrehistorierne på det mørke net, der antyder, at alt måske ikke er, som det ser ud. Antydninger, som Scott Kings interview-ofre ubevist understøtter? Muligheden for at noget andet ligger bag drabene giver endnu et spændingsniveau til romanen.

Endeligt kommer Scott King selv i søgelyset denne gang. Nogen er ikke begejstret for, at han ser nærmere på Arlas sag, og vedkommende vil tilsyneladende gå langt for at stoppe ham. Dette ekstra twist tager læserne endnu længere ind i internettets bagside, som vi også kender i det virkelige liv. Troldene, der benytter sig af ethvert middel til at ødelægge andres liv.

Hydra er underholdende og spændende læsning. Bibliotekar Steffen Gordon Nielsen har beskrevet den som: “Fremragende og intelligent thriller, hvor podcast-kompositionen fungerer upåklageligt og bidrager til en særlig stemning af nærvær og autenticitet. Bogen er herligt fornyende, let at læse, elementært spændende og meget uhyggelig.” Jeg kan kun være enig.

Om Hydra:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Alhambra, 306 sider
Omslag: Mark Swan
Originaltitel: Hydra (engelsk)
Oversætter: Rebekka Hjelholt Svendsen

Læs også:

Triggereffekten af Wulf Dorn
Lejligheden af S. L. Grey
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
Du af Caroline Kepnes
Glasnøglen af Alex Karl Morell
Skyggernes skov af Franck Thilliez
Seks stemmer af Matt Wesolowski
Mulm af Teddy Vork

Måske uskyldig af Alafair Burke

Måske uskyldig af Alafair Burke

Veldrejet psykologisk drama om mord, hævn og tvivl

Olivia Randall arbejder som forsvarer. En dag bliver hun kontaktet af teenageren Buckley, hvis far er blevet hentet af politiet. Olivia er først tilbøjelig til at afvise henvendelsen – indtil hun hører, at Buckleys far er Jack Harris, en kendt forfatter, men også hendes ungdomskæreste.

Så Oliva følger op på sagen, og det viser sig, at Jack er under mistanke for at have skudt tre personer. Hun er overbevist om, at der er tale om en fejl, men anklagermyndigheden er usædvanlig skråsikker. Og jo mere hun arbejder med Jacks forsvar, jo mindre sikker bliver hun på, om hun egentlig kender ham. For udover smuds i nutiden dukker der også ting op fra deres fælles fortid.

Jeg har tidligere læst Bag facaden af Alafair Burke, som jeg var helt opslugt af. Måske uskyldig er i samme høje klasse. Alafair Burke er uddannet jurist og har arbejdet som anklager, og hun har derfor indgående kendskab til retssager og opbygningen af både forsvar og anklage. Den viden udnytter hun i sagen mod Jack, hvor vi kommer bag om taktikken på begge hold, uden at romanen dog udvikler sig til et retssalsdrama.

For fokusset er på personerne. Jo mere vi hører om Olivia og Jacks fortid, jo mere sniger tvivlen sig ind. Olivia har en enorm skyldfølelse overfor Jack, på grund af noget hun gjorde, da de var sammen. Derfor har hun stillet ham op på et piedestal, som et hjertegodt og blidt menneske uden fejl. Da der pludselig opstår sprækker i det glansbillede, kommer hun til at tvivle så kraftigt, at hun nærmest vender sin opfattelse af Jack på hovedet.

Selvom det lykkes for Olivia at finde troværdige forklaringer på skyderiet, så dukker der hver gang nye forhindringer op, som peger tilbage mod Jack. Er han skyldig? Er han offer for en sammensværgelse? Eller var han bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?

Jeg kan sagtens genkende Olivias reaktion, for når ‘vores sandhed’ pludselig ændrer sig, føler man sig underligt forrådt. Også selvom ingen har forsøgt at skjule noget, og det kun er ens egen opfattelse af virkeligheden, der er anderledes. Men sandheden er jo, at vi alle indeholder både godt og skidt, og det får Alafair Burke utroligt fint beskrevet.

Måske uskyldig er et veldrejet psykologisk drama, som holdt mig fast fra første side. De 300 sider blev nærmest slugt. Både fordi personerne er interessante og plottet spændende, men også fordi Alafair Burke skriver så godt, at jeg ikke opdagede, at tiden gik.

Jeg må erklære mig fan og kan kun anbefale Måske uskyldig til alle, der holder af en underholdende psykologisk thriller med en uforudsigelig slutning.

Reklame: Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Det havde slidt på Jack at være blevet tilbageholdt på stationen. Ikke kun fysisk, men også mentalt. For nogle var det næsten som at blive ramt af chok. Men der var ikke tid til nostalgiske tilbageblik. Jeg var nødt til at få ham tilbage til nuet.

“Du er anholdt, Jack, åbenbart for drab. Der blev affyret skud på football-banen nede ved Hudsonflodens moleområde i dag. Folk blev dræbt. Har man fortalt dig noget om det?” Jeg havde foretaget en hurtig nyhedssøgning på mobilen i taxaen hen til stationen, men så ingen navne på nogen af ofrene, og der stod heller ikke noget om, at man havde anholdt en mistænkt. “Nu skal du høre rigtig godt efter. Hvad kan have fået politiet til at tro, at du har gjort det her?”

Det var Don, der havde lært mig denne omhyggelige formulering, som gjorde, at klienten ikke kunne hænges op på spørgsmålet. Klienten kunne fortælle mig ting, hvilke beviser politiet muligvis havde, samtidig med at jeg uden etiske betænkeligheder kunne lade ham fortælle en helt anden historie i vidneskranken.

“Jeg … Jeg hørte skud fra West Side Highway. Jeg vidste ikke engang, at det var skud. Så kom jeg hjem og hørte nyhederne. Jeg blev naturligvis rystet. Efter det med Molly, mener jeg. At jeg var så tæt på endnu en skudepisode …” (side 23-24)

Om Måske uskyldig:

Udgivelsesår: 18.06.2020
Forlag: Gad, 304 sider
Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet
Originaltitel: The Ex (2016)
Oversætter: Brian Christensen

Læs også:

Bag facaden af Alafair Burke
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Onde piger af Alex Marwood
Perfekte dage af Raphael Montes
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Løgnen af C. L. Taylor
Sankt Psyko af Johan Theorin


Huset i Chelsea af Lisa Jewell

Huset i Chelsea af Lisa Jewell

På sin 25-års fødselsdag får Libby Jones det brev, hun som adoptivbarn har ventet på hele sit liv. Endelig skal hun få at vide, hvor hun kommer fra.

Brevet giver ikke alene svar på, hvem hendes biologiske forældre var. Det fortæller også, at Libby har arvet et gammelt hus i millionklassen i den fashionable London-bydel Chelsea. Men huset gemmer på en mørk hemmelighed.

25 år tidligere blev politiet kaldt ud til et hus. Her fandt de en baby, der lå mæt og tilfreds i sin vugge. Og tre sortklædte lig, der havde ligget i køkkenet i flere dage. To af dem var Libbys forældre.

Mysteriet om huset i Chelsea er aldrig blevet opklaret. Hvor forsvandt husets fire andre børn hen? Og hvem var det, der tog sig af den lille Libby i vuggen, i dagene efter forældrenes død?

Libby vil kende hele sandheden om sin familie. Den ligger begravet i huset i Chelsea. (fra bagsiden)

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Og så var hun væk af Lisa Jewell, så forventningerne var høje, da jeg åbnede Huset i Chelsea. De blev mere end indfriet!

Historien fortælles gennem tre forskellige stemmer: Libby, Lucy og Henry, og der går lidt tid, før vi finder ud af, hvem de hver især er. Det giver en meget åben start på romanen, som holder læseren i usikkerhed, men også skaber et bånd til os. For vi vil vide, hvem de tre personer er, og hvilken forbindelse de har.

Igennem Libby hører vi i nutiden om arven af huset, og de detaljer om begivenhederne som er offentlig kendt. Hvilket ikke er mange. Så Libby kontakter journalisten Miller Roe, som dækkede sagen dengang, i håb om at han kan hjælpe hende med at finde ud af mere.

Lucy følger vi i Frankrig, hvor hun befinder sig sammen med sine to børn. Hun er hjemløs, og ved romanens begyndelse forbereder hun sig på at besøge én, hun aldrig havde regnet med at skulle se igen.

Det er således kun gennem Henrys kapitler, vi hører om fortiden i huset i Chelsea. Han fortæller om et priviligeret liv, der langsomt begynder at ændre sig, indtil al normalitet er forsvundet, og hverdagen forvandlet til et mareridt.

Både i nutiden og i fortiden trækker hændelserne sig sammen mod en overraskende kulmination, der vender alt, hvad vi tror, vi ved, på hovedet.

Jeg var fuldstændig opslugt under læsningen. Historien folder sig ud i et roligt tempo, men er alligevel fuld af suspense og ikke mindst en nærmest fortættet atmosfære, jo længere ind i fortællingen vi kommer.

Lisa Jewell skriver levende og filmisk. De skiftende synsvinkler fungerer som iboende cliff-hangere i fortællingen, som lokker læseren ind i en verden af rædsel og misrøgt. Men kan vi overhovedet stole på, hvad vi læser?

Huset i Chelsea er en forrygende psykologisk thriller om identitet, bedrag og ikke mindst en grum hemmelighed der har været skjult i 25 år. Er du til stramt komponerede thrillers med overraskende twists og en mørk tone, så kan jeg absolut anbefale at tage med Lisa Jewell til Chelsea i London.

Reklame: Tak til Gads Forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Min far var ved at trække vin op. Min mor havde sit frynsede forklæde på og var ved at slynge salat. “Hvor længe skal de mennesker være her?” brast det ud af mig. Jeg kunne se, der gik en skygge over min fars ansigt, fordi jeg ikke havde formået at skjule en uforskammet undertone.

“Åh. Ikke så længe.” Min mor satte proppen tilbage på en flaske balsamico og stillede den til side med et mildt smil.

“Må vi blive længe oppe?” spurgte min søster. Hun kunne ikke se det store billede, ikke se ud over sin egen næsetip.

“Ikke i aften,” svarede min mor. “Måske i morgen, når det er weekend.”

“Og hvornår tager de af sted igen?” spurgte jeg og skubbede meget forsigtigt til grænsen mellem mig selv om min fars tålmodighed med mig. “Når weekenden er slut?”

Jeg vendte mig om, fordi jeg fornemmede min mors blik glide forbi mig. Birdie stod i døråbningen med katten i favnen. Den var brun og hvid og havde et ansigt som en ægyptisk dronning. Birdie så på mig og sagde: “Vi kommer ikke til at bliver her længe, lille dreng. Kun indtil Justin og jeg har fundet vores eget sted at bo.” (side 50-51)

Om Huset i Chelsea:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Gad, 344 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: The Family Upstairs (2019)
Oversætter: Lærke Pade

Læs også:

Enken af Fiona Barton
Bjerget af Luca D’Andrea
Familiens synder af Cara Hunter
Og så var hun væk af Lisa Jewell
Tabu af Steen Langstrup
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Løgnen af C. L. Taylor

Onde piger af Alex Marwood

Onde piger er en forfærdelig og fremragende fortælling om menneskelig ondskab og tilfældighedernes spil.

Onde piger af Alex Marwood

En sommermorgen i 1986 mødes to elleve-årige piger for første gang. Ved dagens afslutning står de anklaget for en frygtelig forbrydelse.

Femogtyve år senere rammes en lille ferieby på den engelske sydkyst af en række mord og bestialske overfald på unge kvinder. Journalisten Kirsty Lindsay rapporterer fra stedet, og hendes undersøgelser bringer hende i kontakt med Amber Gordon, der arbejder som rengøringskone i det lokale tivoli.

Det er første gang, Kirsty og Amber ser hinanden, siden den skæbnesvangre dag for så mange år siden. De lever nye liv med mænd og børn, som intet ved. Men nu er det hele truet. For mens jagten i badebyen går ind for at afsløre en morder, stiger de to kvinders frygt for selv at blive afsløret. Afsløret som de børn, der engang af hele pressen blev udråbt som ondskaben selv. (fra bogens bagside)

Nogle gange er de mest uhyggelige bøger ikke de blodigste. Nogle gange er beskrivelsen af hverdagens brutale ligegyldighed og konsekvenserne deraf langt mere skræmmende end seriemordere eller dæmoner fra helvede.

Onde piger er på én og samme tid rørende og modbydelig ond. I to tidsspor følger vi Kirsty og Amber, der første gang mødte hinanden for 25 år siden. Nu er Kirsty gift med to børn og arbejder som freelance journalist, mens Amber er rengøringsassistent i det lokale tivoli og bor sammen med den lidt yngre Vic. Begge har lagt låg på fortiden, og forsøger nu at leve et normalt liv hvor ingen kender deres baggrund.

Men en dag findes en ung kvinde dræbt på Ambers arbejdsplads. En seriemorder hærger Whitmouth, og pludselig bliver de to kvinders hemmelighed meget nærværende, da Kirsty dukker op for at skrive en artikel om mordene og tilfældigt møder Amber. Mødet lukker op for en masse fortrængte følelser, og samtidig dukker frygten op for, at deres fortid igen har indhentet dem.

Ind i mellem den nutidige fortælling hører vi om den dag for 25 år siden, hvor de to 11-årige piger mødes for første gang. I små bidder får vi at vide, hvad der skete og de langtrækkende konsekvenser af tilfældigheders grusomhed.

Onde piger er mere end “bare” en krimi. Den er et velskrevet indblik i menneskelig ondskab og ligegyldighed. En historie om, hvordan det ikke kun er børn i den nedre del af samfundet, der udsættes for svigt og forsømmelse. Om samfundets ønske om hævn, og om det svære i at se gennem gerningerne til mennesket bag.

Vi hører ikke meget om opklaringsarbejdet i romanen. I stedet er fokus lagt på portrættet af de to kvinder, der kæmper med at komme overens med fortiden, og den de er. Det er både barskt og rørende, og Alex Marwood kommer ikke med nogen lette udveje.

I 2012 hvor Alex Marwood oprindeligt skrev Onde piger, var udskamningen på de sociale medier slet ikke så voldsom som i dag. Ikke desto mindre får vi et tydeligt billede af mediernes sensationsjagt og drejning af “historien”, så aviserne får flest mulige læsere, ude hensynstagen til menneskerne bag. Beskrivelsen af, hvor hurtigt vi mennesker dømmer hinanden, er rystende overbevisende, og jeg kan ikke lade være med at gyse ved tanken om, hvordan vores nutid dokumenterer alt online, sandt som falskt, og danner grobund for endnu mere had og udskamning.

Jeg kom både til at tænke på Villy Sørensens novelle Blot en drengestreg, der stiller skarpt på det uskyldige barns ondskab. Men også på Pat Barkers Over grænsen fra 2001, der var inspireret af sagen om den 2-årige James Bulger, som i 1993 rystede England i sin grundvold. Onde piger har en anden vinkel, men stiller samme eksistentielle spørgsmål: Kan mennesker ændre sig? Hvornår er folk blevet straffet nok? Og har vi ikke alle været grusomme som børn?

Onde piger er en fremragende bog. En stor anbefaling herfra.

Reklame: Tak til forlaget Hoff & Poulsen som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

Der er ikke noget blod. Kun højrøde mærker efter fingre, der har klemt om hendes hals. Det her er den tredje i år, tænker Amber. Det kan ikke være noget tilfælde. To er et tilfælde; tre er … åh, arme barn.

Amber er kold helt ind til marven, selvom natten er lun. Hun kanter sig langsomt fremad, som en gammel kone, støtter sig til spejlene med en dirrende hånd. Nye spejlbilleder krydser hendes synsfelt efterhånden – en million lig spredt i en uendelig sal.

Og så, pludselig, hende selv. Ansigtet hvidt, øjnene store, munden en tynd streg. Stående ved liget som lady Macbeth.

Hvad havde du tænkt dig at gøre? Røre ved hende?

Tanken får hende til at stivne. Hun har ikke tænkt sig om. Chokket har gjort hende til et instinktdrevet væsen, en mekanisk dukke. Har gjort hende glemsom.

Hvad er det, du laver? Du kan ikke lade dig blive blandet ind i det her. Det kan du ikke. Anonym. Det er meningen, at du skal være anonym. Hvis du bliver involveret, finder de ud af det. Hvem du er. Og når først de ved, hvem du er …

Hun mærker panikken sprede sig i kroppen. Den nervøse snurren. Den kvalmende kløe. Velkendt, aldrig langt borte. Hun må beslutte sig hurtigt.

Det kan ikke være mig, der finder hende. (side 28)

Om Onde piger:

Udgivelsesår: 24.04.2020
Forlag: Hoff & Poulsen, 427 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: Wicked Girls (2012)
Oversætter: Signe Lyng

Besøg Alex Marwoods hjemmeside

Læs også:

Over grænsen af Pat Barker
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Blot en drengestreg af Villy Sørensen
En morders død af Rupert Thomson

Leg med døden af Rachel Abbott

Leg med døden af Rachel Abbott

Letlæst domestic noir thriller om hemmeligheder, løgne og barndomsvenskab.

For godt et år siden læste jeg Drevet til mord af Rachel Abbott, som var første bind i krimi-trilogien med kriminalassistent Stephanie King. Nu er bind to, Leg med døden, udkommet. Den fangede mig desværre ikke helt så godt som første bog.

Jemma Hudson er med sin mand Matt inviteret til bryllup hos Matts barndomsven, Lucas. Sammen med en lille gruppe andre gode venner mødes de på Lucas gods nogle dage før den store dag. Jemma glæder sig til at møde Matts venner, som hun ikke har mødt før. Det bliver et par hyggelige dage – indtil en forfærdelig tragedie indtræffer, og bryllupsfesten aflyses.

Et år senere inviterer Lucas alle vennerne til en ny sammenkomst på godset, og denne gang har Jemma ikke lyst til at komme. I det forløbne år er hendes og Matts ægteskab smuldret, og samtidig forstår hun ikke, hvorfor Lucas inviterer dem alle igen.

Det viser sig, at Lucas har en skjult dagsorden, som trækker tråde tilbage til en forbrydelse i vennernes ungdom. En forbrydelse som har haft konsekvenser helt op i nutiden, og nu vil Lucas – koste hvad det vil – finde gerningsmanden.

Umiddelbart er Leg med døden letlæst, og idéen bag er interessant. Som i Drevet til mord fortæller Rachel Abbott gennem flere stemmer. Jemmas vinkel fortælles i første-person, mens kapitlerne med Stephanie King fortælles i tredje-person. Ind i mellem er også indlagt korte kapitler trykt i kursiv og fortalt af endnu en jeg-fortæller. Skiftene mellem de forskellige synsvinkler giver et godt flow i historien og skaber suspense.

Når jeg alligevel ikke er helt oppe at ringe over Leg med døden, er der flere årsager. Dels kom jeg ikke rigtig til at bryde mig om nogen af personerne. Dels havde jeg ret hurtigt en stærk mistanke om, hvordan fortællingen ville slutte. Nu læser jeg ret meget, så måske er det derfor, plottet ikke overraskede mig, men når så personerne heller ikke helt fanger, ja så er det bare ikke verdens bedste læseoplevelse.

Når det er sagt, så har Rachel Abbott en flydende pen og mange spændende idéer, så måske var mine forventninger simpelthen for høje. Jeg har i hvert fald stadig lyst til at læse sidste bind i trilogien, når den udkommer.

Reklame: Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Jeg har kun stået på balkonen et øjeblik, da jeg hører lette skridt bag mig. Matt lægger armen om livet på mig og nusser mig i nakken, så jeg gyser af fryd, men da jeg vender mig om mod ham, stivner han. Jeg drejer hovedet for at se, hvad han ser. Han stirrer på en, der kommer gående med hastige skridt nede på terrassen – en ung kvinde. Hun har sænket blik, så ansigtet er skjult af det glatte, sorte hår, der hænger ned på hver side som gardiner. På trods af de løse, grå lærredsbukser og en endnu løsere bluse i samme stof er det let at se, hvor tynd hun er.

Som om hun kan mærke vores blik på sig, løfter hun pludselig hovedet og kigger op mod os. Hun vakler. Det er overstået så hurtigt, at jeg ikke engang er sikker på, at det skete.

“Hvem er det?” spørger jeg, mens jeg stadig aer Matts arm, der ligger fast om livet på mig.

Han er tavs.

“Matt?”

“Det er Lucas’ søster.” Han taler lavt og i et blødt tonefald, og jeg drejer hovedet og ser på ham.

“Jeg vidste ikke, at han havde en søster. Hun virker …” Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Plaget er det ord der falder mig ind på grund af den anspændte tynde krop og den måde, hun bevæger sig på. Men det vil lyde for brutalt. Ulykkelig er måske mere passende.

“Ja,” siger Matt uden at vente på, at jeg gør sætningen færdig. “Ja, det gør hun.” (side 20)

Om Leg med døden:

Udgivelsesår: 16.04.2020
Forlag: Gads forlag, 384 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Murder Game
Oversætter: Nanna Lund

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Syge sjæle af Kristina Ohlsson
Løgnen af C. L. Taylor
I en mørk mørk skov af Ruth Ware
Seks stemmer af Matt Wesolowski

De udstødte af Elly Griffiths

De udstødte af Elly Griffiths

Ruth Galloway, arkæolog med speciale i biologisk antropologi, har under en udgravning i Norwich fundet skelettet af en kvinde med en krog i stedet for den ene hånd. Kvinden var en af Norfolks mest berygtede mordere og gik under navnet Moder Krog. Hun blev hængt i 1867 og begravet udenfor kirkegården. Og nu har Ruth fundet hendes lig.

Institutleder og Ruths chef, Phil Trent, øjner straks en mulighed, da tv-serien “Kvinder der dræber” ønsker at lave et afsnit om fundet. Så snart er Ruth involveret i tv-optagelser, som hun allerhelst var fri for.

Sideløbende følger vi vicekriminalkommisær Nelson og hans kollegaer i forsøget på at opklare forbrydelser i nutiden. Ægteparret Donaldson har netop mistet deres tredje barn til vuggedøden, og Nelson mistænker moren for at stå bag.

Oveni bliver en lille dreng kidnappet, og politiet må sætte alle ressourcer ind for at finde ham, før det er for sent.

Jeg kan bare rigtig godt lide Elly Griffiths krimier om Ruth Galloway, og De udstødte er ingen undtagelse. Hele universet omkring Ruth er velkonstrueret med interessante personligheder og et landskab, der nærmest er en karakter i historien på linje med personerne.

Samtidig er jeg vild med blandingen af historiske facts ind i krimi-plottet. Denne gang får vi noget at vide om gravrøvere, og om de udstødte døde der blev begravet udenfor kirkegården.

Jeg har tidligere kaldt Elly Griffiths krimier for charmerende puslespils-krimier, men nu er jeg blevet introduceret for begrebet “Cosy Crimes”, og det er en perfekt beskrivelse af De udstødte. For nok handler det om død og bortførte børn, men det hele fortælles varmt og med fokus på personerne fremfor forbrydelsen, og det gør besøget i Norfolk til en hyggelig og underholdende fornøjelse.

Har du ikke læst bøgerne om Ruth Galloway endnu, vil jeg anbefale at starte med bind et: Pigen under jorden. Og er du helt opdateret i serien, så sæt dig godt til rette i din lænestol og nyd det sjette kapitel i serien: De udstødte.

Reklame: Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af De udstødte:

Da vicekriminalkommisær Harry Nelson kommer hjem den dag, har han det, som om han har været vågen i flere år. Da han ser sin kones bil holde i indkørslen, tænker han, måske for første gang nogensinde, at han ville ønske Michelle var ude med veninderne eller på besøg hos sin mor i stedet for at vente på ham med varm mad og spørgsmål om hans dag.

Hvad kan han sige? Jeg har afhørt en ung mor, en kvinde, der ikke var så forskellig fra dig – tiltrækkende, uafhængig, begavet – og spurgt om hun har lagt en pude hen over munden på sine tre børn og kvalt dem. Jeg har spurgt en kvinde, som lige har mistet sit tredje barn, om hun i virkeligheden er rendyrket morder. (side 16)

Om De udstødte:

Udgivelsesår: 27.03.2020
Forlag: Gads forlag, 360 sider
Omslag. Anders Timrén
Originaltitel: The Outcast Dead
Oversætter: Lærke Pade

Ruth Galloway-serien:

Pigen under jorden, 2018
Løgnens hus, 2018
Huset på klippen, 2018
Døden på museet, 2019
Det tavse vidne, 2019
De udstødte, 2020

Ulv blandt ulve af Palle Schmidt

Ulv blandt ulve af Palle Schmidt

Hauge fra De efterladte er tilbage i Ulv blandt ulve, en ny spændende krimi noir fra Palle Schmidt

Hauge sidder endnu en gang bag tremmer. Modsat tidligere har han dog noget at komme ud til, og det har helt ændret hans perspektiv på tiden i fængslet. Udenfor venter nemlig kæresten Kristine samt ‘lillemanden’.

Men en løsladelse har lange udsigter. Da en fange findes død i isolationscellen, beslutter Hauge sig derfor for at bryde den vigtigste af de indsattes regler: tal ikke med fængselspersonalet.

Den officielle forklaring er selvmord, men Hauge er overbevist om, at fangen blev myrdet. Så i det skjulte laver han en aftale med fængselsdirektøren. Hauge finder frem til morderen, og til gengæld bliver hans straf nedsat. Nu er det eneste problem bare, at ingen tilsyneladende ved noget, og de, der gør, vil ikke tale.

Ulv blandt ulve er Palle Schmidts anden bog om den voldsdømte Hauge, som vi blev introduceret for i De efterladte fra 2018. Den var jeg begejstret for at læse, og begejstringen er ikke mindre denne gang.

Historien udspiller sig i et lukket fængsel, hvilket byder på en del udfordringer for Hauge under opklaringen. Udover at yde gode benspænd til plottet er fængslet som kulisse virkelig godt lavet. Det er tydeligt, at Palle Scmidt har gjort noget ud af at researche forholdene, som beskrives deprimerende realistisk lige fra de triste og slidte omgivelser til personalenedskæringer og deraf følgende problemer. Også de indsatte på Hauges afdeling er fremstillet troværdigt, og som læser får vi en klar fornemmelse af fængselshiearkiet, hvor den svage ikke har mange chancer.

Den dystre, mistrøstige stemning pibler ud af siderne, som blodet fra et sår. Jeg sad hele vejen og heppede på Hauge, hvis liv bestemt ikke har været et eventyr, men som nu er begyndt at drømme om en fremtid. Når bare lige han får opklaret mordet på medfangen.

Hauge er ganske simpelt en knaldgod og troværdig karakter. Vi oplever ham fra en lidt blødere side denne gang, hvor han drømmer om at komme ud og leve et almindeligt liv med Kirstine, som han mødte i De efterladte. Han er dog langt fra blevet blødsøden, og også her i Ulv blandt ulve lader han næverne tale, når ordene slipper op.

Sidst men ikke mindst er plottet elementært spændende og godt bygget op. Efterhånden som Hauge dykker ned i, hvem den myrdede fange var, bliver det klart for ham, at sagen måske ikke er så ligetil. Er morderen en medfange, en ansat eller en udefra? Hvem har haft interesse i at lukke munden på ofret og hvorfor?

Palle Schmidt har med Ulv blandt ulve skrevet en spændende hårdkogt noir krimi, som jeg kun kan anbefale. Sproget flyder let, og hele setuppet i fængslet er særdeles vellykket, og giver historien en perfekt mørk atmosfære. Hvis du endnu har krimierne om Hauge til gode, har du et par fantastiske læseoplevelser på vej.

Uddrag af Ulv blandt ulve:

Jeg havde holdt mig for mig selv i de knap fire måneder, jeg havde været her siden varetægt. Havde fået lov at lave cellearbejde. Men det ville blive udfaset på de fleste fællesskabsafsnit, havde man sagt. Jeg havde fået valget om enten at tage den niende klasse, jeg aldrig havde fået, eller lave julenisser på træværkstedet. Ingen af delene virkede tillokkende.

Jeg passerede igen flokken af indvandrere. De slog over i arabisk, da jeg gik forbi. Jeg så små poser skifte hænder, vagtsomme blikke, der flakkede. En af dem fulgte mig med øjnene. Alfahan med guldkæde over den stramme t-shirt. Gåsehud på de hårdtpumpede overarme.

“Hva’ glor du på?”
Jeg sagde ikke noget, gik forbi ham uden at sætte farten ned.
“Hey, jeg tjaler til dig, din luder.

Kammeraten hev fat i ham, hviskede ham i øret. “Det er Hauge,” sagde han. “Lad ham være, bro, han er en fucking psykopat.

Jeg fortsatte på min rute. De kunne sagtens indhente mig og springe på mig, hvis de ville. Men jeg havde et rygte indenfor murene. Det havde indtil videre holdt mig ude af problemer, og det skulle det gerne blive ved med. Jeg havde afgivet et løfte. (side 10-11)

Tak til Palle Schmidt som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Ulv blandt ulve:

Udgivelsesår: 20.03.2020
Forlag: Avanti, 284 sider
Omslag: Palle Schmidt

Læs også:

Hviskeren af Karin Fossum
Eksploderende skadedyr af Dennis Jürgensen
Den sidste gode mand af A. J. Kazinski & Palle Schmidt
Manden der glemte han var død af John Lorentz
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
De efterladte af Palle Schmidt
Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen

Vinterjagt af Nina von Staffeldt

Vinterjagt er fjerde uafhængige bind i den grønlandske krimiserie om Sika Haslund

Vinterjagt af Nina von Staffeldt

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg har læst de foregående bøger af Nina von Staffeldt med stor fornøjelse. Vinterjagt lægger sig på bedste vis i kølvandet af disse, og tager endnu en gang læseren med på en underholdende rejse til Grønland.

Sika Haslund flyttede sammen med sønnen Mathias tilbage til Grønland, da hendes mand døde for tre år siden. Her fik hun arbejde som kommunikationskonsulent hos Go Greenland, det grønlandske selvstyres paraplyorgan for erhverv og turisme, og ved siden af er hun begyndte at skrive artikler om gamle kriminalsager for avisen Seqineq.

Hvor alt ånder fred og ro hjemme hos Sika og Mathias, er det samme ikke tilfældet i det grønlandske natteliv. En stigende mængde hash og hårde stoffer finder vej til værtshuse og diskoteker med indlæggelser og dødsfald til følge. Politi og toldere forsøger at dæmme op for indsmuglingen, men Grønlands over 44.000 km kystlinje gør det mildest talt til en vanskelig opgave.

Journalisten Thormod Gislasson skriver på en artikel om de nye, farlige stoffer, da han bliver kontaktet af en ung mand, som har oplysninger til ham. Oplysninger der har bragt den unge mand i alvorlig fare.

Imens arbejder Sika på en artikel til Go Greenland om lokale virksomheder, der benytter sig af udenlandsk arbejdskraft. Her støder hun på en virksomhed, der både har albanere og grønlændere ansat, men som viser sig ikke at være helt fin i kanten.

I efterskriftet fortæller Nina von Staffeldt, at idéen til Vinterjagt opstod, da en af hendes bekendte fik job i Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug i Nuuk. Ad den led hørte hun om Fiskerilicenskontrollens arbejde, og så lå det lige til højrebenet at sammenkoble det ellers så fredelige erhverv med narkosmugling og hvidvask. Resultatet er blevet en vellykket krimi, der tager livtag med nogle af det moderne Grønlands problemer.

Serien om Sika Haslund er ikke hæsblæsende action, hvor hver side drypper af blod. Heldigvis, for dem er der nok af. Derimod mærkes det tydeligt, at Nina von Staffeldt kender Grønland og grønlænderne indgående. Hun går bag om avisernes sort/hvide overskrifter, og gør landet og befolkningen levende for læseren, samtidig med at vi bliver underholdt på bedste vis af et troværdigt plot og sympatiske hovedpersoner.

Jeg er blevet bidt af serien fra det iskolde nord, som på den ene side er et koldt og meget anderledes sted, og som på den anden side ikke er meget forskellig fra vores hjemlige provinsbyer. Så en stor anbefaling til Vinterjagt herfra. Og har du ikke læst de tre første bøger i serien, så har du noget godt til gode.

Uddrag fra bogen:

Tyve minutter senere ønskede hun, at hun bare var gået direkte til frokost. Uengageret sad hun og stak til maden, da Gitte og Mads gled ned ved hendes bord.

“Hva’ søren, smager det så grimt?” Mads pegede grinende på den i øvrigt udmærkede kyllinge-linse-salat.

Sika gjorde en grimasse. “Naamik. Det er, fordi jeg læste på KNR, at to personer i Nuuk kort efter hinanden er døde af en overdosis ecsatsy.” Hun så op. “Jeg tænkte ikke videre over det, men bagefter tjekkede jeg Facebook og opdagede på opdateringer fra venner og naboer, at jeg ved, hvem begge er. Det føles ærligt talt ikke ret festligt.”

Gitte lagde spontant hånden på hendes arm. “Hvor trist, var det nogen du kendte godt?”

Sika rystede på hovedet. “Ikke personligt, men jeg har mødt kvinden, der døde, og også den unge fyrs mor.”

Og mens Gitte og Mads stille lagde bestikket ned ved siden af deres tallerkener og lyttede med alvorlige miner, fortalte Sika om den 18-årige Karl, som var kommet ud, hvor han ikke kunne styre tilværelsen, og hvordan forældrene magtesløse havde måttet stå og se til uden at kunne gribe ind. Og hvor skidt hun følte sig over ikke at have hjulpet hans mor noget mere. Og bagefter om 44-årige Ragna, hvis venner havde skrevet en fin og smuk nekrolog på Facebook i forlængelse af venindens helt uforståelige død.

“Men du foreslog jo drengens mor, hvad de kunne gøre – og det var vildtfremmede mennesker.” Gitte så indtrængende på Sika, som smilede blegt tilbage. Ja og nej, tænkte hun. Gitte havde boet her i mange år, men forstod måske ikke fuldstændigt hvordan det hele hang sammen. (side 39-40)

Reklame: Tak til Milik Publishing som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Vinterjagt:

Udgivelsesår: 19.03.2020
Forlag: Milik Publishing, 320 sider
Omslag: Emil Nørgaard Stach, Justin Case Productions

Læs en spændende artikel på Bog.dk om arctic noir, hvor bl.a. Nina von Staffeldt bliver interviewet.

Serien om Sika Haslund:

Vinterjagt, 2020
Skibet fra Isfjorden, 2018
Den sorte engel, 2017
Frosne beviser, 2016

Læs også:

De dødes fjord af Hans Jakob Helms
Korsveje i nord af Bjarne Ljungdahl
Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo
Åndemaneren – Blodengel 2 af Lotte Petri
Skibet fra Isfjorden af Nina von Staffeldt
Den sidste olie af Rune Stefansson
Is i blodet af Robert Zola Christensen

Hvem myrdede præsidenten? af Duval & Pécau

Hvem myrdede præsidenten? af Duval & Pécau, illustreret af Colin Wilson

I serien ”Hvad nu hvis …” af Fred Duval og Jean-Pierre Pécau tager de udgangspunkt i historiske begivenheder, og forestiller sig hvordan det kunne være gået, hvis tingene havde udspillet sig lidt anderledes. F.eks. har de forestillet sig, at russerne nåede månen først i Russerne på månen, og denne gang handler det om Vietnamkrigen og mordet på en præsident.

D. 22. november 1963 tænker de fleste amerikanere på med gru. Det var dagen, hvor præsident Kennedy blev myrdet i Dallas. Politiet arresterede Lee Harvey Oswald som skytten, men Oswald blev dræbt inden sin retssag, og det har siden givet grobund for en række konspirationsteorier.

Duval og Pécau tager dog deres fortælling en helt ny retning. I deres univers vandt Nixon præsidentvalget over Kennedy i 1960, og USA er under hans ledelse trukket langt ud mod højre. Staten slår hårdt ned på fredsdemonstrationerne mod Vietnamkrigen, og der går rygter om brutale forhørsmetoder og rene afstraffelseslejre for modstandere af præsidentens politik. Alligevel genvælges Nixon uden problemer både anden og tredje gang. Men for at blive genvalgt fjerde gang kræves mere yderliggående aktioner.

Historien fortælles gennem det tidligere Hells Angels medlem, French, som sammen med sine klubkammerater har meldt sig til Vietnamkrigen som en særlig guerilla-enhed. Nu er han tilbage i USA, hvor han får et tilbud, han ikke kan sige nej til.

Hvem myrdede præsidenten? fortælles i to spor. Et, der udspiller sig under French ophold i Vietnam, og et i samtidens USA. Billedsiden er denne gang tegnet af Colin Wilson, som bl.a. også har illustreret en række Blueberry-albums. Stilen er realistisk med rene streger og klar farvelægning. Jeg var særligt begejstret for Wilsons panorama- og situationsbilleder fra krigen, landskaber og lign., som er utrolig flotte, mens hans persontegninger er mindre udtryksfulde.

Generelt er jeg vild med ’Hvad nu hvis’-konceptet, og Hvem myrdede præsidenten? er endnu et interessant bind i serien. Her vendes virkelig rundt på verdenshistorien, men desværre ikke helt urealistisk. F.eks. har valget af præsident Trump i 2016 medført nye normer i USA, hvor man som europæer ind i mellem må undre sig over, hvad der foregår i Det Hvide Hus.

Hvem myrdede præsidenten? er både en spændende og underholdende historie i sig selv, og samtidig giver den stof til eftertanke ved at sætte fokus på, hvor lidt der måske skal til for at ændre verdenshistorien radikalt.

Anmeldt til Litteratursiden.dk

Om Hvem myrdede præsidenten?:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Zoom, 56 sider
Omslag: Manchu & Fred Blanchard
Tegnet af: Colin Wilson
Farvelagt af: Jean-Paul Fernandez
Originaltitel: Jour J, volume 5
Oversat af: Sebastian Weirsøe Flamant

Læs også:

Berlin 404 af Thomas Clemen
Russerne på månen af Fred Duval & Jean-Pierre Pécau
I kamp mod tiden af Ben Elton
22.11.63 af Stephen King
Den døde zone af Stephen King
Bødlen af Patrick Leis