april 2020
M Ti O To F L S
« mar    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘mumier’

The Curse of the Mummy’s Tomb

Jeg synes ofte, at der er noget vældigt charmerende over de gamle Hammer Film, og “The Curse of the Mummy’s Tomb” er også til tider charmerende. Der er dog også irritationsmomenter, som ind i mellem overskygger charmen og fik mig til at tænke “bras”.

Under en ekspedition i Kongernes Dal i 1900 finder egyptologen Dubois sammen med sin gruppe kongegraven for den store farao Ra-Antef. Der hviler dog en forbandelse over graven, som siger, at alle der forstyrrer Ra-Antefs gravfred skal dø. Og der går da heller ikke længe før Dubois findes myrdet og med sin ene hånd skåret af.

Datteren Annette er naturligvis knust, men det går hurtigt over, så på tilbagerejsen har hun masser af kræfter til at flirte med den mystiske Adam Beauchamp, der dukker op på skibet – på trods af at hun er forlovet med faderens hjælper John Bray. Ekspeditionen drager nemlig til USA med alle fundene (meget mod den egyptiske regerings vilje), for rigmanden Alexander King, der har finansieret ekspeditionen, vil vise alle genstandene på en rundrejse i staterne.

Men i USA er problemerne ikke slut. Mumien søger nemlig sin hævn over alle, der var med til åbningen af dens kiste, og både John og Annette er i farezonen. Og så er der altså noget sært ved Adams viden om det gamle Egypten.

Hvad der især irriterer mig er, at Annettes rolle er så ufattelig tom. Hun skal bare se godt ud og fyre lidt replikker af om egyptiske sagn, og så ellers forelske sig i først den ene og så den anden. Det klarer Jeanne Roland sådan set til UG, men det undrer mig bare, hvorfor kvinderne ofte er så hjernedøde i Hammer filmene. Et andet irritationsmoment er plottet, som starter interessant nok i Egypten, hvor der lægges op til forskellige scenarier. Men så rejser gruppen til USA, og pludselig blandes nye personer ind, og der dukker genstande op, som vi slet ikke vidste eksisterede – genstande som er afgørende for historien.

Så rigtig sammenhængende, velspillet eller uhyggelig er “The Curse of the Mummy’s Tomb” ikke, men lidt hyggelig var det alligevel at se den. 

Hammers første mumie-film kom i 1959 “The Mummy”, som ligesom Hammers successer med Dracula og Frankenstein byggede på Universals film fra 1940’erne. Selvom “The Mummy” ikke nåede samme højder som de to førnævnte, så spandt den alligevel endnu to mumie-film af: “The Curse of the Mummy’s Tomb” (1964) og “The Mummy’s Shroud” (1967). Godt nok indspillede Hammer også i 1971 “Blood From The Mummy’s Tomb“, men den var baseret på Bram Stokers historie “The Jewel Of Seven Stars“, som handler om egyptisk mystik og dermed ganske anderledes fra Hammer’s tidligere mumie-film.

Instruktør: Michael Carreras
Udgivelsesår: 1964

Se forfilmen på YouTube

The Mummy (1932)

I 1921 finder et hold britiske arkæologer den 3700 år gamle mumie Im-Ho-Tep. En af ekspeditionens deltagere åbner rullen “The Scroll of Thoth”, som bliver fundet sammen med mumien, og han bliver sindssyg, da han læser den, og mumien kommer til live.

10 år senere er endnu et hold arkæloger på stedet. De har intet fundet af værdi, så da ægypteren Ardath Bay tilbyder at vise dem, hvor den ægyptiske prinsesse Anck-es-en-Amon ligger begravet, lader de sig overbevise. De finder også graven, men det viser sig, at Ardath Bay har skumle bagtanker. Han er nemlig den genopstandne mumie og prinsessen var hans elskede. Nu vil han genoplive hende, og da han finder hendes sjæl genfødt i den smukke Helen, har han ingen skrupler.

“The Mummy” er ikke uhyggelig i vore dages standard, men ikke desto mindre gør Boris Karloff endnu en gang et uudsletteligt indtryk. Han har rollen som Im-Ho-Tep/Ardath Bay, og det lykkes ham at skabe både uhygge og medlidenhed omkring hans figur.

Instruktør: Karl Freund
Udgivelsesår: 1932

Blood from the Mummy’s Tomb

Professor Julian Fuchs har en hemmelighed i sin kælder. For mange år siden ledede han en ekspedition til Egypten på jagt efter en grav, der skulle indeholde mumien af en fordømt egyptisk dronning, hvis sjæl venter på at blive genfødt. Ekspeditionen fandt gravkammeret, og i selvsamme øjeblik som dronningens navn, Tera, blev sagt højt, blev Fuchs datter, Margaret, født hjemme i London.

I de efterfølgende år forsker Fuchs i Teras historie, og imens vokser Margaret op og får en uhyggelig lighed med den egyptiske dronning. Nu nærmer sig tiden, hvor stjernerne igen står i samme position, som da Tera døde, og Corbeck, et andet medlem af ekspeditionen, vil gøre alt for at hjælpe dronningen til genfødsel.

“Blood from the Mummy’s Tomb” bygger på Bram Stokers roman “The Jewel of Seven Stars” fra 1903. Manskriptforfatteren var Christopher Wicking, og han ville egentlig gerne have beholdt titlen, men en gyserfilm kunne naturligvis ikke hedde noget med Jewel, så i stedet listede man alle de ord op, som kunne forbindes med mumier og med genren i det hele taget, og derfra kom titlen “Blood from the Mummy’s Tomb”.

Det var også Wicking, som foreslog at bruge Seth Holt som instruktør. Han havde tidligere lavet “The Nanny” for Hammer Film i 1965, som dog var mere i retning af en psykologisk thriller. Peter Cushing var tænkt i rollen som Margarets far, professor Julian Fuchs, men efter blot en dag på settet måtte han melde fra, da hans kone var alvorligt syg. I stedet overtog Andrew Keir rollen. I slutningen af filmoptagelserne døde også Seth Holt pludseligt af en hjerteanfald, og instruktørstolen blev overtaget af Michael Carreras, som gjorde sit bedste for at gøre filmen færdig i Seth Holts ånd.

På nogen måder er “Blood from the Mummy’s Tomb” rigtig underholdende. Jeg synes hele den egyptiske forhistorie er godt fortalt, og den kravlende hånd, der søger tilbage til gravkammeret, er efter min mening stadig rigtig uhyggelig. Ligeledes er scenen på sindssygehospitalet, hvor professor Berrigan er blevet indlagt og venter på, at dronning Tera skal komme efter sin slange, utrolig velfortalt. Klipningen, brugen af de skæve vinkler, og den overvældende baggrundsmusik er med til at skabe en skræmmende og forkvaklet stemning, der fungerer fuldt ud også i dag.

Til gengæld kan jeg næsten ikke holde ud at se på Valerie Leon, som spiller Margaret/Tera. Hun har en ualmindelig velformet krop, men hendes evner som skuespiller kan ligge et meget lille sted efter min mening. Uanset om hun skal se skræmmende ud eller være bange eller for den sags skyld glad, så er ansigtet bare glat og intetsigende.

Special effects er især blodet, som pumper ud af de mystiske sår, som slår de folk ihjel, der forsøger at komme i vejen for Tera. Det er generelt godt lavet, ligesom skygge-arbejdet også virker fint.

Som en lille detalje hedder Margarets kæreste Tod Browning. Gad vide om han er opkaldt som en hyldest til filminstruktøren af samme navn?

Instruktør: Seth Holt
Udgivelsesår: 1971

Se filmens trailer på YouTube

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

7 Mummies

7 MummiesHvad har det gamle Vesten, jesuitpræster, guld og mumier med hinanden at gøre? En hel del i Nick Questeds 7 Mummies fra 2006.

En fangetransport forulykker midt i en ørken, og det lykkes fangerne at undslippe med den kvindelige vagt som gidsel. På turen gennem ørkenen falder de over en gammel amulet, som de tager med sig. Det viser sig, at den tilhørte en jesuitpræst, som bevogtede en skat for mange år siden. Nu opdager fangerne, at denne skat er gemt i en by ikke langt derfra, og de beslutter sig for at finde skatten. Men byen er ikke helt almindelig – og det er dens indbyggere heller ikke…

Jeg synes, at Nick Quested har blandet frygteligt mange ting sammen her i filmen. Her er gammeldags western stemning, moderne fangeflugt, revolvermænd, vampyragtige skabninger og pludselig har vi også mummier der kan kongfu. Det bliver lidt for meget, og er svært at tage alvorligt. Ekstra svært bliver det for mig, når den kvindelige vagt sørger for at tage sin uniformskjorte af, så hun kan rende rundt i tank-top omgivet af farlige fanger, som ikke har været sammen med en kvinde i flere år. Det er ikke, hvad jeg kalder intelligent, men det giver da bedre udsigt til hendes bryster.

Nogle af idéerne i filmen er sådan set okay. Det er pudsigt, da fangerne kommer til den lille by og opdager, at beboerne ser ud som de gjorde for 100 år siden. Og da natten falder på, viser det sig naturligvis, at der er en grund til at de ikke har ændret sig. Her har Quested lånt lige lovligt meget fra From dusk til dawn, men okay – har man ikke set den, får man sig måske alligevel en overraskelse.

Jeg ved ikke, om jeg vil kalde 7 Mummies en god film. Den blander efter min mening for mange genrer sammen uden en egentlig grund, og selvom der er underholdende øjeblikke i den, så var slutresultatet for mit vedkommende alligevel lidt for rodet.

Om 7 Mummies:

Instruktør: Nick Quested
Udgivelsesår: 2006

Blodet fra mumiens gravkammer af Bram Stoker

Blodet fra mumiens gravkammerJeg synes, det er ganske tankevækkende, at bøger, som var vildt uhyggelige for 100 år siden, i dag er at finde på børnebibliotekets hylder. Betyder det, at om 100 år så sidder 10 årige og griner helt vildt af Saw-filmene og synes, at de bare er pudsige fremfor klamme?

Bram Stoker er i dag hovedsageligt kendt for sin roman Dracula, der for alvor satte vampyren på verdenskortet. I Blodet fra mumiens gravkammer er det dog en mumie, det handler om.

Historien starter med, at den unge sagfører Malcolm Ross har et forfærdeligt mareridt, hvor han er blevet lukket inde i et ægyptisk gravkammer. Han forsøger desperat at komme ud, men vågner da det banker på døren. En ny bekendt, den yndige frøken Margaret Trelawney, udbeder sig hans hjælp.

Det viser sig, at Margarets far har været udsat for et mordforsøg og nu ligger i en dødlignende koma. Sammen med Ross ankommer også lægen dr. Winchester og inspektør Daw fra Scotland Yard. Professor Trelawney er egyptolog, og han havde tilsyneladende forudset situationen. I hvert fald opdager Daw et brev, der giver tydelige instrukser for, hvad Margaret nu skal gøre. Bl.a. skal Trelawney konstant holdes under opsyn og ingen genstande må flyttes fra værelset.

Trods disse forhåndsregler sket der alligevel flere gange, at Trelawney igen overfaldes af noget ukendt, og først da en af hans gamle kollegaer, Corbeck, dukker op, begynder den lille flok at forstå, hvad der er sket. Og uden at afsløre for meget handler det om dronning Teras mumie, som de to mænd sammen fandt for mere end 20 år siden.

Blodet fra mumiens gravkammer er en underholdende historie med mystiske elementer, kærlighed og en lidt overraskende slutning. Jeg har læst, at Stoker modtog meget kritik for sin grusomme slutning, så da han genudgav bogen i 1912, havde han slettet kapitel XVI “Powers – old and new” og tilføjet bogen en mere lykkelig afslutning.

Udgaven jeg har læst, er som nævnt en bearbejdet udgave. Hvis du gerne vil læse orignalen fra 1903 inklusiv det slettede kapitel, så kig på online-literature.com

Blodet fra mumiens gravkammer har også givet anledning til flere filmatiseringer. Blood from the Mummys Tomb er fra 1971 og er fra Hammer Horror. Så fulgte The Awakening og nyeste filmatisering er fra 1997 Legend of the Mummy.

Om bogen:

Originaltitel: The Jewel of Seven Stars
Udgivelsesår: 1903

Katalognummer 249 af Arthur Conan Doyle

Abercrombie Smith studerede i 1884 ved Oxford Universitet sammen med sin ven Hastie. Smith havde været så heldig at få bo i en lidt isoleret hjørnetårn, som han kun delte med to andre studerende: William Monkhouse Lee og Edward Bellingham.

En aften bliver han hidkaldt af Lee, som har fundet sin ven Bellingham bevidstløs i sin stue. Smith hjælper med at bringe ham til bevidsthed, og en slags venskab opstår, selvom Smith ikke er en helt almindelig studerende. Han er meget optaget af orientalsk mystik, og den aften de første gang mødes, har han en mumie liggende fremme.

Som tiden går begynder Smith dog at finde, at Bellingham opfører sig mystisk. Ofte lyder det som om, han taler med sig selv, og ind i mellem lyder det, som om der er nogen i rummet, selvom Smith ved, at Bellingham er ude. Og så en aften bliver en anden studerende overfaldet af et mystisk væsen. Bellingham har haft et horn i siden på det overfaldede, og Smith begynder at ane, at noget ikke er helt, som det skal være.

Denne lille novelle af Sir Arthur Conan Doyle er her fra “Klassiske Makabre Historier“. Historien er også filmatiseret i “Tales from the darkside“, hvor altid fantastiske Steve Buscemi spiller Bellingham og Christian Slater spiller Smith.

Originaltitel: Lot No 249
Udgivelsesår: 1892

Bubba Ho-Tep

Bubba Ho-TepJeg synes på en måde ikke, at Bubba Ho-Tep er en rigtig gyser, men det er en fed film, så den skal alligevel omtales her.

Bruce Campbell (Evil dead) spiller Elvis Presley, som i virkeligheden ikke er død, men har overtaget en af sine impersonaters identitet og nu er blevet gammel og bor på plejehjem. På samme hjem bor også Jack, der tror, han er J. F. Kennedy (Ossie Davis).

Pludselig begynder dødsfaldene blandt de gamle at stige, og både Elvis og Jack oplever mystiske ting om natten. Det går op for dem, at plejehjemmet hjemsøges af en 3000 år gammel mumie, som suger sjælen ud af beboerne for selv at leve. Elvis og Jack beslutter sig for at kæmpe, men det er ikke så nemt, når man har svært ved at gå og må bruge gangstativ og rullestol!

Noget af det bedste ved filmen er slet ikke gyserscenerne eller den humor som Bruce Campbell simpelthen udstråler. Nej, det er de overvejelser og tanker, som Elvis gør sig over livet og alderdommen, som han ligger i sin seng og venter på at dø. Indtil det pludselig går op for ham, at der stadig er grund til at kæmpe.

Om Bubba Ho-Tep:

Instruktør: Don Coscarelli
Udgivelsesår: 2002

Dødebogen af Douglas Preston og Lincoln Child

Dødebogen af Douglas Preston og Lincoln ChildDødebogen er 3. del i en trilogi fra de to forfattere, som har Aloysius Pendergast i hovedrollen. De to foregående hedder I pagt med djævelen og Dødedans. Det giver klart det største udbytte at have læst dem først, da personer og plot ellers kan være noget uklar og forvirrende.

I de foregående bind har FBI agent Aloysius Pendergast forsøgt at bremse sin bror Diogenes, der både har myrdet og bedraget Aloysius venner. Her i Dødebogen befinder Aloysius sig i et flugtsikkert fængsel, uretmæssigt anklaget for de mord Diogenes har begået. Og mens Aloysius sidder der, er Diogenes i gang med at gennemføre en endnu grusommere og mere rædselsvækkende forbrydelse.

Aloysius har dog stadig allierede udenfor fængslet. Vicekommisær Vincent D’Agosta gør, hvad han kan for at få Aloysius ud. Men det er et foretagende, der virker som en håbløs opgave, for Herkmoor Correction Facility 3 er et topmoderne flugtsikkert fængsel.

Uvidende om både Aloysius og Diogenes arbejder Nora Kelly fra New Yorks Naturhistoriske Museum på højtryk. Trofaste læsere af Preston/Lincoln husker måske, at museet også var scenen for romanen Forbandelsen. Heller ikke denne gang er det et rart sted at befinde sig.

Nora er ved at færdiggøre en udstilling, som udmunder i genåbningen af Senefs Gravkammer. Et gravkammer, der sten for sten er hentet i Egypten og genopført i kælderen under museet. Og et gravkammer som tilsyneladende er ramt af en forbandelse.

Aloysius og Diogenes er begge nærmest overnaturlige begavelser, der fungerer som hinandens modpol. Diogenes bruger sit intellekt på grusomme forbrydelser, mens Aloysius bruger sit til at bekæmpe kriminalitet. En nærliggende sammenligning er Sherlock Holmes og hans ærkefjende Moriarty, som også begge er intelligente og komplekse personer. Her i Dødebogen får vi en forklaring på, hvorfor Diogenes hader Aloysius så meget. Vi kommer også ind under huden på den mystiske kvinde Constance, der har optrådt i de tidligere bøger.

Preston og Lincoln har skrevet en effektiv roman, hvor spændingskurven hele tiden stiger. Samtidig er der lagt spor ud, så læseren har en chance for at gætte med. Det gør læsningen sjovere efter min mening. Forfatterne skifter hele tiden scene fra Aloysius fængsel, til museet, til journalisten Smithback, til den mystiske unge kvinde Constance, tilbage til Aloysius og så videre. De skiftende synsvinkler putter nye lag ind i fortællingen, og er med til at øge spændingen helt frem til sidste side. Det er underholdende og til tider bloddryppende, så er du til en god thriller, er Dødebogen et godt bud. Men sørg for at få læst de foregående romaner først.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Aschehoug, 441 sider