Indlæg tagget med ‘munke’

En cirkel af blod af Christian Engkilde

En cirkel af blod af Christian EngkildeSpændende og velskrevet gyser for børn og unge om ånder, besættelse og en museumsdirektør, der vil gå alt for langt for at bevise sin teori

I 2016 udkom første bind i Christian Engkildes gysertrilogi for børn og unge: Skygger i mørket. Det var historien om fodbolddrengen Sebastian, der fik som opgave at hjælpe den blinde Thomas til rette i klassen. Det viste sig, at selvom Thomas var blind, kunne han se mærkelige skygger, der tilsyneladende forfulgte Sebastian og lavede ulykker, som fik Sebastian i problemer. Skyggerne var afdøde ånder, og første bind sluttede med et voldsomt opgør i skolens gange, som bl.a. involverede den lokale museumsdirektør Botved, og hvor Sebastian kom slemt til skade.

En cirkel af blod starter umiddelbart efter. Sebastian ligger på hospitalet med hovedet indbundet i bandager. Han har fået syre i øjnene, og lægerne ved ikke, om han får synet igen. Indtil videre skal øjnene i hvert fald være i totalt mørke.

Udover at være dybt bekymret for sit syn har Sebastian også andre problemer. Ingen tror på hans og Thomas’ historie om, hvad der virkeligt skete på skolen. I stedet har Botved fået overbevist alle om, at Sebastian står bag det omfattende hærværk. Kun Thomas og deres klassekammerat Caroline, som er indlagt på hospitalet med et brækket ben, tror på hans uskyld.

Oveni er Sebastian også begyndt at se skyggerne. Og mere skræmmende – han ser en skygge besætte pigen Maja, som også er indlagt på hospitalet. Naturligvis tror ingen af lægerne på Sebastian, da han fortæller dem om Maja, og både han og Thomas er sikre på, at Maja er i fare pga. skyggens besættelse. Men hvordan kan de redde hende?

Endelig viser det sig at drengenes sammenstød med Botved langt fra er slut. Endnu en gang må de stå op imod museumsdirektøren, som ikke har opgivet at bevise sin tese om, at den gamle munkeorden Fakkelbrødrene kunne fremmane dæmoner.

Her i andet bind har Christian Engkilde i den grad skruet op for uhyggen. Hvor jeg særligt var begejstret for beskrivelsen af Sebastian og Thomas og udviklingen af deres venskab i første bind, og ikke fandt fortællingen så skræmmende, så leverer En cirkel af blod på alle planer. Her er masser af spænding, men samtidig udbygges især Sebastians karakter. Bekymringerne om blindheden, og reflektionerne over hvordan det påvirker både ham og Thomas, som er født blind, er yderst troværdige og til tider helt gribende.

Afslutningen er til gengæld fuld af tjubang. Caroline er også blevet involveret i opgøret med Botved, og bind to afsluttes med en forrygende redningsaktion under ruinerne af Fakkelbrødrenes kloster. Her er naturligvis tale om en børne/ungdomsgyser, så visse ting står lidt utroværdigt for en voksen læser, men ikke desto mindre var jeg klart underholdt og glæder mig til bind tre, der ifølge forlaget udkommer senere i 2017.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 53)

 

Om En cirkel af blod:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Silhuet, 268 sider
Omslag: Nathascha Friis

Serien:

Skygger i mørket, 2016
En cirkel af blod, 2017

 

Broder Odd af Dean Koontz

Broder Odd er tredje bog om Odd Thomas, som denne gang er gået i kloster. Men heller ikke her får han fred for hverken de hvileløse døde eller vold og mord.

Odd Thomas trænger til fred og taget til klostret St. Bartholomew i Sierra-bjergene langt fra civilisationen. Klostret huser både nonner og munke og er også hjem for en gruppe forældreløse, handicappede børn. Odd opdager dog snart, at klostret hjemsøges af en hvileløs ånd, broder Constantin, som begik selvmord. Og udover Constantin er der også mere skumle væsner på vej.

En aften opdager Odd en bodak liste omkring blandt børnene. Bodakker er nogle ubehagelige væsner, som kommer frem, når der er udsigt til vold og ødelæggelse. De er ikke synlige for almindelige mennesker – men Odd er jo heller ikke helt almindelig.

Klosteret har en også en anden gæst, russeren Romanovitsj. Han påstår at være bibliotekar fra Indiana, men Odd tror ham ikke. Tværtimod er han bange for, at Romanovitsj er involveret i den kommende katastrofe.

Jeg var rigtig vild med de to første bøger om Odd Thomas, men desværre synes jeg ikke, at Broder Odd lever op til dem. Selve plottet er såmænd udmærket, om end jeg regnede skurken ud, før jeg var nået halvvejs. Men jeg synes ikke rigtig, at der sker en udvikling med Odd.

Dean Koontz fortæller historien gennem Odd, og han bliver ved med at fortælle om, hvor god han er til at bage pandekager, hvor meget han savner Stormy og hvor almindelig han i virkeligheden er. Der er for mange gentagelser, og i stedet for at være charmerende virker Odd lidt træls denne gang.

Det var aldrig Koontz mening, at Odd skulle bruges i mere end én bog, men han fik så mange henvendelser fra læsere, at han følte, at han blev nødt til at skrive mere om Odd. Jeg håber bare, at Koontz kan finde magien fra de to første bøger igen. Ellers håber jeg, at Broder Odd bliver den sidste bog i serien.

Odd Thomas-serien:

Odd Thomas, 2004
Odd for evigt, 2006
Broder Odd, 2007
Odds mareridt, 2009

Om Broder Odd: 

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Cicero, 261 sider
Originaltitel: Brother Odd

Djævle-eliksiren af E. T. A. Hoffmann

Djævle-eliksiren af E. T. A. HoffmannDjævle-eliksiren er historien om munken Medardus og hans kamp mod djævelen. Romanen er skrevet som “Kapucinermunken broder Medardus’ efterladte papirer”, og indeholder også et kort afsnit skrevet af den gamle maler, der i romanen symboliserer den vandrende jøde/den evige jøde.

Franz (som Medardus er døbt) vokser op uden at kende sin far, men er allerede fra barnsben stærkt påvirket til at gå troens vej. Han introduceres for abbedissen af cistercienser-nonneklostret, og hun fatter stor ømhed for ham. Hans undervisning foregår i kapucinerklostret, hvor han møder prior Leonardus, som også kommer til at betyde meget for ham, og da han træder ind i ordenen tager han navnet Medardus efter sin mors ønske.

Medardus er glad i klostret, og en dag får han til opgave at holde tilsyn med klostrets relikvier. Blandt dem er en flaske fyldt med djævelens eliksir. Drikker man af den, overgiver man sig til djævelen. Medardus lader sig lokke og tager en slurk, og kort efter begynder han at føle en sælsom glød, der gør hans prædikener så gode, at folk valfarter fra nær og fjern for at høre ham. I sit overmod tror Medardus snart, at han er en hellig mand og bedre end de andre munke, og så får han et syn – en smuk ung kvinde viser sig for ham og siger ordene: “Det er dig, dig selv, Medardus, som jeg elsker så uudsigeligt“.

Medardus beslutter sig for at bryde sit klosterløfte og drage ud for at finde pigen bag visionen, men på vejen ender han hos Baron …, som har sønnen Hermogen og datteren Aurelie med sin afdøde hustru, og nu er gift med den unge og forførende Euphemia. Medardus ser, at Aurelie er pigen fra hans syn, men starter et syndigt forhold med Euphemia, som tager ham for sin elsker Grev Viktorin. Opholdet hos Baron … ender dog skrækkeligt. Medardus dræber både Euphemia og Hermogen, og flygter forklædt som en adelig mand.

På sin videre vej støder Medardus bl.a. på en sindsforvirret munk, en frisør og får ophold hos en fyrste. Alle steder må han skjule, hvem han virkelig er, og hele tiden søger han Aurelie, som han ønsker brændende. Og det lykkedes ham til sidst at overbevise alle om, at han ikke er munken Medardus, så da Aurelie forelsker sig i ham, kan han gifte sig med hende. Men netop som brylluppet skal stå, dukker den sindsforvirrede munk op, og Medardus forsøger at dræbe både Aurelie og munken. Så flygter han, og da han kommer til sig selv igen, er han på et hospital i Italien.

Nu starter en tid, hvor Medardus erkender sine synder og skal sone dem. Men stadig kæmper han med djævelen, og da han i Rom kaldes til Paven, som ønsker at ophøje ham til Prior, må han endnu en gang se i øjnene, at hovmodet har tag i ham. Han tager derfor tilbage til sig gamle kapucinerkloster for at sone videre. Og her går det op for ham, at Aurelie ikke døde af hans angreb og nu ønsker at blive nonne. Midt i hendes indvielse dukker den sindsforvirrede munk dog op igen, og slår hende ihjel. Men hendes sidste ord til Medardus sætter ham fri, da det går op for ham, at de begge er blevet udvalgt til at sone forfædrenes synder, og at hendes mord er himlens værk.

Djævle-eliksiren er skrevet i 1815 af digteren E. T. A. Hoffmann som både var jurist og kunstner. Det er en roman, som muligvis har fundet inspiration i Matthew Lewis roman The Monk fra 1795 (Aurelie læser fx The Monk i romanen), og som udforsker menneskets kamp med synden.

Djævle-eliksiren rummer mange af de elementer som kendetegner den gotiske roman. Den rene uskyldige pige (Aurelie), dobbeltgænger-motivet (Medardus og Viktorin), eksotiske lokaliteter, syndefulde lyster, incestuøse forhold, brugen af myten om den evige jøde osv.

Flere gange ser Medardus en mystisk person, som første gang dukker op under en af Medardus prædikener, hvor han i sit hovmod mener, at han er grunden til, at folk kommer frem for at tilskrive æren Gud. Senere dukker personen op flere gange, og hver gang gribes Medardus af angst. Han tror, at det er djævelen selv. Men mod slutningen går det op for ham, at personen i virkeligheden har forsøgt at redde ham fra hans eget hovmod hele vejen.

I efterskriften af Hans Andersen skriver han: “Hoffmanns roman er et af den tyske romantiks højdepunkter, skrevet i en tid som søgte en højere verdensorden, hvor ideal og virkelighed, drøm og fornuft kunne smelte sammen. Men “Djævle-eliksiren” udtrykker stærkest en tvivl. Den er bærer af en indre splittelse, som kommer til syne i dens fantastiske og uforenelige størrelser, i dens gru og angst, dens irrationelle hændelser og dens jordskælvsagtige afstand mellem godt og ondt i samme menneske.”

Og måske er det denne tvivl, som gør at romanen stadig kan læses den dag i dag. På en nutidig læser er det ikke beskrivelserne af Medardus lyster eller pinsler, som gør historien interessant. Det er hans tanker og diskussioner med andre, som sætter fokus på menneskets mulighed for handle godt eller ondt. Og selvom jeg til tider synes, at Djævle-eliksiren var rigeligt langtrukken, så er den ikke desto mindre stadig værd at læse.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1977
Originaludgave: 1815
Forlag: Lademann, 293 sider
Originaltitel: Die Elixiere des Teufels