Warning: Use of undefined constant MSW_WPFM_FILE - assumed 'MSW_WPFM_FILE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/gyseren.dk/public_html/wp-content/plugins/wordpress-file-monitor/wordpress-file-monitor.php on line 39
mutanter Arkiv - Gyseren
december 2019
M Ti O To F L S
« nov    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘mutanter’

Metro 2033 af Dmitrij Gluchovskij

metro-2033En atomkrig har tvunget de få overlevende mennesker under jorden. Her har de søgt skjul i Moskvas metro, hvor hver dag er en kamp for at overleve. Dels en evig kamp for føde, men også en kamp mod de mange mærkelige mutationer, som er dukket op som følge af krigens radioaktive efterladenskaber.

På stationen VDNKh bor den unge Artjom sammen med soldaten Sukhoj, som reddede Artjom fra at blive spist af rotter, da han var en lille dreng. Stationen er truet af mutanter, der nedbryder menneskenes psyke og virker umulige at stoppe. Da stationen får besøg af stalkeren Hunter, ender det med, at Artjom involveres i en plan for at bremse mutanterne.

Det fører Artjom ud på en lang og farefuld rejse, hvor han må krydse hele metronettet for at nå frem til Polis – metroens hovedstad. En opgave, der ikke kun er farlig pga. skjulte væsner i mørket, men i lige så høj grad pga. de mange forskellige ideologier, der befolker hver station.

Ifølge forlaget startede “Metro 2033” først som en blog på Internettet. Siden blev den overført til bogform, ligesom der nu også findes computerspil af historien, og der skulle være en filmatisering på vej. Sikkert er det dog, at Dmitrij Gluchovskij leverer en utrolig spændende og samtidig ganske tankevækkende historie, der udspiller sig i et dystert, klaustrofobisk miljø.

Udover at være en elementær spændingsroman er romanen nærmest også en slags dannelsesroman, hvor vi følger Artjoms udvikling fra dreng til mand. På sin rejse oplever han de mange måder de forskellige stationer har indrettet sig på efter krigen. Nogle er religiøse, andre er kommunistiske eller fascistiske, enkelte er blevet kannibaler, og andre har ophøjet viden til Gud. Men fælles for dem alle er, at de ikke accepterer andres ideologi særligt godt, så der er stadig krig i verden, selvom næsten hele jordens befolkning er død.

“Metro 2033” er altså både spændende og interessant, selvom den dog til tider bliver lidt langtrukken. Man aner også fortiden som blog en smule, idet der nogle gange kastes bolde op i luften, som ikke helt bliver grebet igen. Det afholdt mig dog ikke fra at blive fanget fuldstændig ind af romanen, som jeg absolut kan anbefale. Også hvis du normalt ikke er til dystopiske science fiction romaner.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Cicero, 502 sider

Mutagen af Jonas Wilmann

Mutagen af Jonas WilmannD. 1. februar udkom Mutagen af Jonas Wilmann. Han har tidligere udgivet romanen The End, som også falder i den postapokalyptiske genre, men som jeg dog ikke har læst endnu.

Romanen udspiller sig i Danmark i en ikke så fjern fremtid. Et vækstfremmende hormon brugt til kvæg viser sig at have uforudsete bivirkninger. De mennesker, som har spist det hormonbehandlede kvæg, får børn med et muteret gen. Når de når teenagealderen, forvandles en stor del af dem til muskelsvulmende, aggresive monstre, som bare ønsker at dræbe og spise alle omkring dem. Mutantudbruddet har forvandlet Danmark til et land, hvor de få normale overlevende gemmer sig rundt omkring, mens teenage-mutanterne hærger gaderne.

Martin og Minna har overlevet ved at gemme sig i deres kælder i flere år. Nu er Minna gravid, og Martin kæmper en daglig kamp for at lydisolere kælderen endnu mere, samt skaffe mad og andre fornødenheder uden at mutanterne opdager deres skjulested.

Men en dag går det galt. Martin glemmer en lille detalje, og pludselig vælter to mutanter ind gennem kældervinduet. Heldigvis er Max, en udsending fra Unionen, lige i nærheden. Han rejser landet rundt for at finde raske overlevende, og han redder Martin og Minna fra den sikre død i mutanternes hænder. Men som sagt tager Unionen kun de raske overlevende til sig …

Rejsen til Lolland er ikke uden fare, og den lille gruppe må gennem flere mutantangreb, før de endelig når til sikkerhedszonen, hvor man forsøger at bygge et nyt samfund op. Her er alting dog heller ikke idyl.

Slutningen af romanen er tre små noveller, som Wilmann overordnet kalder Transmissioner fra verdens ende. Her giver han ordet til andre overlevende, som fortæller deres historie fra verdens undergang. Bl.a. drengen Oliver som i første omgang overlever mutanternes angreb, men siden må slås for at overleve sult og tørst og ikke mindst frygten. Men vi hører også om David, som gennemgår en rundvisning for kommende feltagenter for Unionen, og Dan som i flere år har gemt sig i sin lejlighed, mens han tænker over jordens uendeligt langsomme undergang.

Hvis man kan lide postapokalyptiske historier, så er Mutagen et godt bud. Jonas Wilmann beskriver et samfund, der er brudt fuldstændig sammen i terror og anarki. Et samfund hvor de overlevende hver dag må se frygten for en voldelig død i øjnene. Det er dystert og trøstesløs, og især første kapitel hvor vi introduceres for Martin og Minna, samt kapitlet hvor Max tænker tilbage på sin skolelærertid, da mutanternes rædselsregime bryder ud, er fremragende. Også de tre afsluttende historier står skarpt, og slutter romanen af med manér.

Svagere står personerne i historien. Her får Wilmann ikke fyldt kød nok på hovedpersonerne, og jeg havde f.eks. lidt svært ved at sluge Max’s pludselige betagelse af Minna, der kommer til at virke en tand for klichéfyldt, fordi der ikke rigtig bygges op til det i historien.

Jonas Wilmann siger selv om Mutagen i et interview på Fantastiske Forfattere: “Mutagen er klart en dyster historie og er også meget voldsom visse steder, men det var vigtigt for mig denne gang at fortælle en mere realistisk historie, og volden er dermed også mere realistisk. Med ”The end” forventede jeg ikke, at læseren ville blive bange, men måske mere more sig over de røde kaskader, der sprøjtede til højre og venstre – på det punkt har min intention med ”Mutagen” været helt anderledes. Den skræmte mig i hvert fald selv, da jeg skrev den. Jeg skrev hele bogen på en måned, hvilket er uhørt kort tid – og det fik virkeligheden til at flyde lidt ud. Det var fedt, at historien gled sådan af sted, men det sled også lidt. Jeg rendte rundt med sådan et ildrødt øje af at have siddet og stirret ind i computerskærmen hele tiden, og om natten havde jeg de vildeste mareridt, som gav mig nye ideer til bogen.”

Mutagen er en actionfyldt fortælling, hvor Wilmann både vil skræmme, underholde og få læseren til at tænke sig om. Jeg synes, det er lykkes for Wilmann at gøre fremtidsscenariet virkeligt. Han serverer masser af action for læseren og forsøger også at få lidt mere filosofiske overvejelser ind i historien. Personerne er måske ikke helt så vellykkede, men det samlede indtryk af Mutagen er bestemt i orden. Så hvis man holder af postapokalyptiske fortællinger – og det gør jeg – er Mutagen glimrende underholdning. Og så synes jeg i øvrigt, at forsideillustrationen af Milan Zeremski er i topklasse!

Læs mere på Jonas Wilmanns og forlaget Valetas hjemmesider

Og læs også Michael Kamps “Fordærv” og Stephen Kings “Opgøret” samt naturligvis Robert Kirkmans fantastiske zombi-tegneserie “The Walking Dead“.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Milan Zeremski

Hør Jonas Willmann fortælle om idéen bag og arbejdet med “Mutagen”

The Stuff

The StuffAre you eating it … Or is it eating you?

The Stuff er fra 1985 og er en vaskeægte B-film, med alt hvad dertil hører. Mere sjove end uhyggelige special-effects, et manuskript fyldt med dårlige oneliners og huller i historien på størrelse med elefanter, og så er den plat på grænsende til det pinlige. Lige alt det som man ind i mellem har lyst til at hygge sig med, og det gjorde jeg så.

En minearbejder opdager noget hvidt stads, der pibler op af jorden. Da han smager på det, opdager han, at det smager fantastisk, og snart har han fået sat en kæmpeproduktion i gang, og The Stuff som det kaldes sælges overalt. Industri-spionen David “Mo” Rutherford bliver ansat til at finde ud af hemmeligheden bag produktet, men i stedet opdager han, at The Stuff gør folk afhængige, og forvandler dem til en slags zombier, der vil gøre alt for at få mere Stuff.

Også drengen Jason fornemmer, at der er noget galt med The Stuff. Han forsøger at forhindre sin familie i at spise det, men det mislykkes, og da de forsøger at tvinge ham til at spise stadset, så han igen kan blive part af deres lykkelige familie, stikker han af og ender op sammen med “Mo”, der også har slået sig sammen med Nicole, som opfandt kampagne for The Stuff.

Det lykkes dem at komme ind på fabrikkens område, hvor stadset puttes i emballage, men først da de finder frem til minen, hvor arbejderne henter stadset, får de en chance for at bremse det.

Filmen har masser af kiksede specialeffects, hvor vi ser stadset forlade de mennesker, som det har fyldt helt op, og i en slagsmåls-scene får en Stuffie en skovl i hovedet, og afslører et tomt, blodigt hulrum. I en anden scene brænder “Mo” og Nicole en masse af stadset, som flyder op af væggene, og det er heller ikke just overbevisende lavet. Mest kikset er nok en scene inde i en tankbil, hvor Jason forsøger at holde sig klar af stadset, der af uransagelige grunde venter med at springe på ham, til det er for sent.

Men trods alt det dårlige, der kan siges om filmen, så morede jeg mig vældigt med at se den. Michael Moriarty, som (over)spiller “Mo” er simpelthen herlig, og flere af hans replikker er så tåbelige, at de bliver fantastiske, ligesom hans scener med Chocolat Chip Charlie (Garrett Morris) er forrygende. Så har du lyst til at se en underholdende B-film, er The Stuff the stuff – when you just can’t get enough.

Instruktør Larry Cohen har også instrueret film som It’s Alive (1974), A Return to Salem’s Lot (1987) og Pick me up (2006) i Masters of Horror-serien.

Om filmen:

Instruktør: Larry Cohen
Udgivelsesår: 1985

Plague Town

En amerikansk familie forsøger at knytte bånd ved at besøge Irland, hvor faderen stammer fra. Det er en lille by langt ude på landet, og desværre for dem misser de den sidste bus og må nu finde et sted at overnatte. Men da de endelig finder mennesker, viser det sig, at lige præcist denne landsby har været ramt af en underlig pest, og nu vil de gøre, hvad der skal til for at rense ud…

På papiret ser ”Plague Town” rigtig lovende ud, og der er bestemt også flere fede effekter og scener. Ikke mindst location i både skoven og landsbyen virker overbevisende på en ond eventyragtig måde, ligesom børnene er sminket fantastisk og gør det godt. Mindre godt gør hovedrollerne det, og jeg fatter ikke, hvorfor manuskriptet skal være så fuldt af klichéer. Der er nærmest ingen af personerne, der kommer til at betyde en døjt for tilskueren, og dermed er man også fuldstændig ligeglad med, om de dør eller overlever, hvilket igen fører til, at slutningen slet ikke bliver nær så grum, som instruktøren formentlig har ønsket det.

Filmen varer 88 minutter, men føles meget længere, og det er en skam, for jeg tror, at der kunne være blevet en fed film ud af historien. Måske ikke en epokegørende, overraskende film, men trods alt en film der kunne få tilskuerne ud af sædet et par gange. Det opnåede David Gregory desværre overhovedet ikke her.

”Plague Town” er så vidt jeg kan se David Gregorys første spillefilm. Til gengæld har han lavet en masse dokumentarfilm om andre horrorfilm, bl.a. “Texas Chain Saw Massacre: The Shocking Truth”, ”Curse of Blood from the Mummy’s Tomb”, ”To the Devil… the Death of Hammer”, ”Discovering Evil Dead” og ”Portrait: The Making of Henry”.

Instruktør: David Gregory
Udgivelsesår: 2008

Children of the Damned

Children of the DamnedTre år efter successen med Village of the Damned kom en efterfølger med titlen Children of the Damned. Denne gang starter historien med, at man for første gang tester intelligensen på børn over hele verden. Testen medfører, at man finder seks ekstraordinært intelligente børn, som alle befinder sig i England, selvom de er af forskellige nationaliteter. Da børnene slutter sig sammen i en forladt kirke, begynder de forskellige landes forsøg på at hente børnene til netop deres land. Hvert land ønsker at udnytte børnenes mentale formåen til at skaffe sig herredømme over de andre stater.

På børnenes side er psykologen dr. Llewellyn, som i rædsel ser på, at myndighederne gang på gang forsøger at dræbe børnene. Han er overbevist om, at børnene kun dræber, fordi menneskene forsøger at dræbe dem, og han prøver at overtale børnene til at overgive sig til deres respektive ambassader. Men da de gør det, får de først for alvor øjnene op for den menneskelige ondskab.

Children of the Damned er en fantastisk velspillet og velfortalt historie. Menneskenes angst for det ukendte udstilles, og vores ønske om at slå det ihjel, som vi ikke forstår og som vi frygter, sættes her på spidsen. Som publikum starter vi med at synes, at børnene er skræmmende og modbydelige, men som filmen skrider frem, flyttes sympatien til børnene, idet menneskene omkring dem opfører sig som vilde dyr, der kun ønsker at dræbe og ikke forsøger at forstå eller leve i fredelig sameksistens.

I modsætning til Village of the Damned får vi ingen forklaring på børnenes opdukken, og de gør ingen fortræd, før de trues, hvor de i første film straffede folk langt ud over alle proportioner. Og selvom slutningen på sin vis er en direkte afspejling af første film, så er slutresultatet helt modsat. Børnenes udslettelse er måske i virkeligheden vores egen.

Denne gang har instruktør Anton M. Leader valgt at gøre børnene forskellige ved at vælge børn fra Indien, Kina, USA, Sovjetunionen, England og Nigeria. De er stadig for en stor del tavse, men virker overbevisende i deres samspil. Modsat første film gøres der ikke så meget ud af at lave tricks med børnenes øjne, når de bruger deres mentale kræfter, og kun i enkelte scener skifter de øjenudtryk. Til gengæld er det bedre lavet end i første film.

Selvom jeg godt kunne lide Village of the Damned, synes jeg næsten, at Children of the Damned er endnu bedre. En klar anbefaling herfra.

Om Children of the Damned:

Instruktør: Anton Leader
Udgivelsesår: 1964

The hills have eyes (2006)

Her er endnu en film, hvor jeg ikke har set den originale klassiker, men først får set genindspilningen. I dette tilfælde vil jeg dog vove at påstå, at Alexandre Aja har gjort et glimrende job. Det betyder dog ikke, at jeg vil undlade at se Wes Cravens udgave også.

“The hills have eyes” handler om en amerikansk familie, som på en ferietur beslutter sig for at se ørkenen. Desværre for dem ender de på en blind vej, hvor bilen forulykker. Big Bob (spillet af Ted Levine som havde den uforglemmelige rolle som Jame Gumb i “Ondskabens øjne”) beslutter sig for at gå tilbage til gasstationen, som de kom forbi nogle miles siden for at ringe efter hjælp. Men mens han er væk, går det op for de andre, at de ikke er alene. Nogen holder øje med dem fra bjergene …

Der er flere virkelig fede scener i filmen, og alene selve scenariet i ørkenen er både smukt og skræmmende. På ekstra materialerne forstod jeg, at Aja har tilføjet en forladt by midt i ørkenen i forhold til originalen, og jeg synes, idéen er genial. Mutanternes make-up er ganske enkelt fremragende lavet, og hele stemningen i filmen er gysende lige fra filmens intro, som viser dokumentarklip af amerikanske atomprøvesprængninger.

Jeg har tidligere set “Haute tension” af Aja, som jeg også faldt fuldstændig for. Denne genindspilning af Wes Cravens klassiker levede til fulde op til mine forventninger, og jeg glæder mig til at se hans genindspilning af “Into the mirror”, som snart kommer i de danske biografer.

Instruktør: Alexandre Aja
Udgivelsesår: 2006

Freakshow af Bruce Jones, Bernie Wrightson

Freakshow af Bernie WrightsonJeg er vild med Bernie Wrightsons illustrationer, og da jeg faldt over denne hardcover udgave af “Freakshow”, kunne jeg ikke modstå at købe den.

I “Freakshow” er samlet 4 historier: Freakshow, Out on a limb, The task og Nosferatu. Især titelhistorien er helt suveræn. I en lille tysk by under et skrækkeligt vejr ruller en overdækket kærre ind på byens torv. Her holder den stille, mens kusken sidder tavs på bukken. Efterhånden kan byens indbyggere ikke modstå nysgerrigheden og samles om kærren, og nu fortæller kusken en rystende historie om lidelse, sorg, anger – og hævn!

“Out on a limb” handler om den udstødt, som en dag får nok af omverdenens hån og drillerier og slår igen, men det får han ikke lov til at gøre ustraffet. “The Task” er tegnet anderledes end de øvrige historier, og handler om en helt, som drager rundt og slår ondskab ihjel med en forhekset økse, som sanser det onde. Men det er ikke altid ondskab kan ses med det blotte øje. Den sidste historie “Nosferatu” handler om vampyren, og om hvordan en ung kvinde redder Bremen fra hans terror.

Wrightson formår efter min mening at bringe et helt særligt liv til historierne, som alle har en særlig twist/morale, der får læseren til at overveje historien én gang til. For hvem er egentlig “freak” og hvem er normal?

Bruce Jones og Bernie Wrightsons “Freak show” har ikke noget at gøre med Tod Brownings film “Freaks” fra 1932. Skuespillerne i Brownings film var født med abnormaliteter som dværgvækst, manglende arme og ben m.m. Filmen skabte stor opstandelse, da den udkom og blev flere steder forbudt. Jones havde dog ikke set filmen, da han skrev historien til “Freak show”, men det kan nu godt anbefales at se den også.

Black Sheep

Black SheepBlack Sheep er et bevis på, at New Zealand rummer nogle skjulte talenter, når det gælder film. Det er en vanvittig, sort og morsom historie om får, som har mere lyst til menneskekød end grønt græs.

Som dreng har Henry pådraget sig et traume, så han nu er dødsensangst for får. Lidt uheldigt da han og broderen Angus har arvet en stor fårefarm efter deres far, men heldigvis har Angus overtaget driften, og Henry kan holde sig langt væk.

I filmens start er Henry dog blevet sendt tilbage til farmen af sin terapeut. Han skal se stedet for sit traume i øjnene for at komme videre. Desværre har Angus ikke haft helt rent mel i posen igennem årene. Han har ansat en videnskabskvinde med gale gener til at modificere farmens får til bedre dyr. Denne proces har medført visse affaldsprodukter, og da dyreaktivisten Grant stikker af med et genmanipuleret foster, som slipper fra ham, bryder et fårehelvede løs. Pludselig er de søde uldtotter forvandlet til frådende dræberdyr, og Henry er fanget i sit værste mareridt.

Black Sheep er efter min mening hylende morsom underholdning, og hvis du kunne lide f.eks. Dead Meat er jeg ret sikker på, at du også vil kunne grine af Black Sheep. Specialeffects er i topklasse, og det er en fornøjelse at se, når fårene overfalder og flænser de sagesløse mennesker. Jeg havde svært ved at se, hvornår det var dukker, og hvornår det var ægte får, så vellavet er det. More power to New Zealand!!!

Se traileren her

Om filmen:

Instruktør: Jonathan King
Udgivelsesår: 2006

NYX – Wannabe af Joe Quesada

NYX - Wannabe af Joe QuesadaFlot illustreret og fint fortalt tegneserie fra Marvel om pigen Kiden, der som barn ser sin far blive skudt, og som teenager finder ud af, at hun har mutantkræfter

Det er aldrig nemt at være teenager, men det bliver ikke lettere, hvis man for alvor er anderledes end de andre.

Kiden vokser op til en utilpasset teenager, der tager stoffer og hænger ud med veninden Kara. En dag kommer de to piger i en alvorlig knibe, da Kiden kommer i slagsmål med skolens machofyr nr. 1, Hector som ønsker at få hævn efter en anden episode mellem ham og Kiden.

Under slagsmålet sker noget mærkeligt. Tiden stopper, og den pistolkugle, der var tiltænkt Kiden, rammer i stedet hendes lærerinde. I panik stikker Kiden af, og først efter et halvt år vender hun tilbage. Men det er ikke for at flytte hjem. Kiden har fundet ud af, at hun mutant, og hun har fået besked på at hente sin lærerinde. Det lykkes Kiden at overtale lærerinden, og på vejen samler de to andre mutanter op, men det går ikke uden problemer. Den ene er nemlig alvorligt eftersøgt af sin alfons.

At nogen af figurerne er mutanter, betyder ikke, at de er superhelte. De er helt almindelige mennesker med usædvanlige evner. Og evnerne giver dem ofte mere besvær end fordele. Først da de slår kræfterne sammen, finder de frem til en fælles styrke, som hjælper dem på vej.

NYX – Wannabe er en spændende og veltegnet historie, som i en blanding af socialrealisme og fantasy fører læseren ind i en til tider ubarmhjertig teenage-verden. Det er en historie om vold og svigt, men den handler også om venskab og tillid.

Joe Quesada fortæller sin historie med en god indlevelse i de svigtedes situation, mens tegnerne Middelton og Teranishi leverer en flot billedside. Tegningerne minder lidt om den japanske mangastil, men med dæmpede farver der indimellem nærmest er gennemsigtige.

NYX – Wannabe er endnu en anbefalelsesværdig udgivelse fra G. Floy Studio.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2006
Forlag: G. Floy Studio, 190 sider
Illustratorer: Joshua Middleton, Robert Teranishi