Indlæg tagget med ‘mystik’

Tilflytterne af Pelle Møller

Tilflytterne af Pelle Møller

Der er spelt-forældre, øko-idealister og kontrære øboere i Pelle Møllers debutroman Tilflytterne. En satirisk og samtidig dybt foruroligende fortælling om drømme og mareridt.

Den velmenende Sarah og hendes familie flytter fra København til Arø. De har store ambitioner for livet på den idylliske lille ø, de vil dyrke grønsager og lave bæredygtigt landbrug, leve i pagt med naturen. Men de er ikke de første, og de lokale på øen er absolut ikke interesseret i at få deres gamle verden invaderet af frelste økotyper. Anført af den lokale ø-konge Bent opstår der hurtigt konflikt mellem de to grupperinger. Og imens truer en gammel hemmelighed med at bryde frem af jorden. Noget er sket på den gård, hvor den lille familie er flyttet ind. Knivene forsvinder fra køkkenet, og den tunge træplade ned til den gamle gylletank flytter på sig. Samtidig er der noget i gære i naturen. Hvad der før stod i fuldt flor er nu pludselig mudret og svampet. Som om jorden selv har noget, den vil sige. (fra bogens bagside)

Tilflytterne er en af den slags romaner, hvor jeg først smågrinede og siden stivnede. Det første fordi Pelle Møller rammer de idealistiske øko-hipsters lige på kornet i sin skildring af Sarah, der flytter til Arø for at leve i pagt med naturen. Samtidig går hun dog så højt op i hvordan andre opfatter hende, at hun ikke er i pagt med sig selv. Det andet fordi der under ø-idyllen findes en dyster bagside. Sidstnævnte er det, der ændrer romanen fra at være et kærligt, satirisk samtidsportræt af speltsegmentet til folk horror om kultursammenstød og naturens mørke kræfter.

Historien fortælles dels via Sarah, der har alle de rigtige meninger og en masse drømme. Det er hende, der har skubbet på for at flytte familien til Arø. Tue og børnene er bare fulgt med. Sarah kæmper dog med sit sind, og virker mest i balance når hun arbejder i sin have. Hun har ikke et godt forhold til moren, og er heller ikke så tæt på sine egne børn som hun ønsker. Det er Tue til gengæld, og ind i mellem frustreres Sarah over deres intimitet.

Den anden fortæller er Bent, den lokale ø-konge, eller sheriffen som mange af tilflytterne kalder ham. Bent har boet på øen hele sit liv, og er lidt af en krakiler. Han er træt af de mange tilflyttere, som han synes tramper på de gamle øboere og deres livsstil. Han er ikke bange for at sige sin mening højt – eller at følge den op med handling, og hans hidsige gemyt holder de fleste på afstand.

De to hovedpersoner synes umiddelbart som hinandens modsætninger. Hvor Sarah prøver at være åben og accepterer andres synspunkter, lytter Bent sjældent til andre, men holder dumstædigt fast i sine egne meninger. Mens Sarah drømmer om fremtiden, drømmer Bent om fortiden. Men som romanen skrider frem, opdager vi, at Sarah og Bent i virkeligheden ikke er så forskellige fra hinanden (et godt eksempel på det er f.eks. skildringen af nogle malerier på kroen, som jeg ikke kunne lade være med at smile af). Til sidst er det da også Sarah og Bent, der må stå op mod ondskaben, der har indtaget Arø.

Jeg var godt underholdt under læsningen af Tilflytterne, der starter som en nutidsroman om familie, bæredygtighed og fremtidsdrømme, for så fuldstændigt at ændre retning. Pelle Møller kaldte selv romanen for Nordic Horror i et interview på Krimimessen i Horsens. Her fortalte han bl.a. om, hvordan inspirationen til bogen kom, da han i forbindelse med et tv-projekt modtog trusler fra pæne, veluddannede borgere, som ønskede, at han måtte brænde i helvede. Det fik ham til at tænke på, hvad nu hvis den slags trusler blev virkelige? Derudover nævnte han en forfatter som svenske John Ajvide Lindqvist som inspirationskilde, idet han også skriver romaner, der lægger sig midt imellem realisme og det fantastiske.

Bibliotekernes lektørudtalelse kalder Tilflytterne for: “særdeles underholdende og blodigt uhyggelig på samme tid.” Bedre kan det vist ikke siges.

Uddrag af bogen:

Sarah stiller sig foran døren, trækker vejret dybt og åbner den med et hurtigt ryk.

Der står ingen udenfor. Ingen alvorlige politifolk eller opildnede naboer. Ingenting. Hun undrer sig, mens hun stirrer ud på gårdspladsen, der ligger hen i totalt mørke. Sarah er sikker på, hun hørte nogen banke.

Hun stikker forsigtigt sin arm ud og rykker den fra højre mod venstre og tilbage igen for at få lys-sensorerne i gang. Der sker ikke noget, der er bare bælgravende mørkt. Tue har lige installeret sensorerne, og de er allerede holdt op med at virke. Efter et par forsøg høres et let klik, gårdspladsen bliver lyst op, og det eneste, der træder ud af mørket, er nogle flyttekasser, en spade, der hviler op ad muren til gårdbutikken, og hendes hvide varevogn med plads til hele familien.

Sarah synes, hun kan se noget bag bilen, men hun er ikke helt sikker. Hun sætter sig på hug i entréen for at få et bedre kig ind under bilen. Der er umiddelbart ikke noget. I det samme hører hun den dumpe lyd igen, den ruller ind over gårdspladsen og rammer hende i brystet, så hun stivner. Lyden kommer fra bagsiden af den forladte svinestald. Lige efter lyden kommer stanken. (side 6-7)

Reklame: Tak til forlaget Gyldendal der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tilflytterne:

Udgivelsesår: 23.03.2022
Forlag: Gyldendal, 316 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
Høst af Jacob Hedegaard Pedersen
Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen

Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen

Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen

Forlagets beskrivelse:
Den førtidspensionerede historielærer Solveig Sollenberg er i færd med at skrive en artikel om den gamle ruin Sankt Michaels Sanatorium, da hun forsvinder sporløst ved en drukneulykke på den vestjyske ø Fejrø. Hendes niece, Katrine, tager kort tid efter Solveigs død ophold i hendes hjem på øen. Mystiske ting begynder at ske i det afsidesliggende sommerhus, og Katrine får snart mistanke om, at Solveigs død ikke var en ulykke, men at der under den idylliske overflade befinder sig mange hemmeligheder blandt lokalbefolkningen på den lille ø. Før Katrine ved af det, befinder hun sig i en slipstrøm af sorg og blodhævn, som kan spores tilbage til natten, hvor den karismatiske patient mystikeren Emanuel Kruse, sammen med sine disciple, udslettede Sankt Michaels Sanatorium.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, da jeg begyndte at læse Sankt Michaels Sanatorium, men jeg blev positivt overrasket. Romanen starter tilbage i 1892. Her brænder det tidligere Ravnekjær Gods, nu privatsanatorium for de gale, ned under grufulde omstændigheder og dræber stort set alle patienter og ansatte. Herfra springer historien til nutiden, hvor Katrine ankommer til Fejrø efter hendes faster Solveigs død.

Katrines fætter Laurits arbejder på øens lokalhistoriske arkiv. Han får hurtigt gjort Katrine interesseret i historierne om slægten der ejede Ravnekjær før det blev sanatorium, samt ikke mindst branden og patienten Emanuel Kruse. Men selvom det er over 100 år siden, at Sankt Michaels Sanatorium brændte, er flere af øens beboere stærkt imod at lave udstillinger om begivenhederne. Der bor stadig efterkommere af de døde på øen, og der er stadig ondt blod mellem slægterne.

Laurits er gift med den lokale læge, Williams, datter, og Katrine bliver snart tiltrukket af den karismatiske og venlige mand. Også en anden mand kommer til at fylde meget i Katrines verden. Den lokale særling Tom der lever alene, udstødt af det lille ø-samfund.

Jeg var vældig underholdt under læsningen af Sankt Michaels Sanatorium. Elsebeth Gundersen Jensen fortæller levende. Historien er spændende, og de historiske detaljer om sanatoriet og de gamle slægter flettes elegant ind i fortællingen. Der er et strejf af mysticisme i fortællingen, som jeg synes godt om, men som en klassisk krimilæser måske vil rynke lidt på næsen af. Endelig er jeg også vild med beskrivelserne af det gamle sanatorium. Det er en perfekt kulisse for historien.

Er du til krimier med plads til kærlighed, tråde tilbage i tiden og et strejf af det overnaturlige, så er Sankt Michaels Sanatorium et fint bud.

Uddrag af bogen:

William slog en hjertelig latter op, mens Laurtis fortsatte henvendt til Vicky: “Katrine har for øvrigt lovet mig at hjælpe med at skrive artiklen færdig om sanatoriet ud fra Solveigs noter.”

Vicky lyste op, og Katrine følte sig pludselig en smule bondefanget: “Altså, det bliver jo hverken i morgen eller i næste uge,” forsøgte hun at trække i land.

William fattede sammenhængen: “Pas på med at give Laurits en lillefinger, han tager hele armen.” Han blinkede til Vicky. “Og din datter med, hvis du er for god ved ham.”

Laurits forsvarede sig: “Katrine vil da også få noget ud af det! Hun skal til at skrive ph.d. Jeg har sagt, at hun godt må bruge historien om Sankt Michael, bare jeg får lov til at udstille den først.”

William skar en overbærende grimasse: “Sanatoriet er vist udelukkende af interesse for folk her på øen.”

Laurits greb fadet med kage og rakte det til Katrine efter at have forsynet sig med et stykke selv: “Det kommer da fuldstændig an på, hvilken vinkel man tager på historien. Hvis man for eksempel tager udgangspunkt i, hvordan de behandlede deres patienter.”

William brummede afvisende: “Det var vel ikke værre på Sankt Michaels, end det var andre steder på det tidspunkt.”

Laurits lo: “Helt rart kan det fandeme heller ikke have været, siden patienterne valgte at brænde lortet ned.” (side 38-39)

Om Sankt Michaels Sanatorium:

Udgivelsesår: maj 2021
Forlag: mellemgaard, 288 sider
Omslag: Maleri af Brian Lassen, Symbiotic Ars

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex
Døden mellem linjerne af Elly Griffiths
Gæld til Djævelen af Lisa Hågensen
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Lyst af Åsa Schwarz
Natstorm af Johan Theorin
Sjælesøstre af Sarah Waters
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Focus puller af Bo Reinholdt

Focus puller af Bo Reinholdt

Falk er filmbranchens bedste focus puller. Ham der har ansvaret for kameralinsens rette indstilling. Under indspilning af filmen Silkeåen trækkes han ind i et mysterie, der sønderbryder hans enestående evne til afstandsbedømmelse. Hver nat høres rædselsskrig, filmcrewet forsvinder en efter en, verdenskendt kunst dukker op på den lokale kro og en kult huserer i kirken, hvor et kalkmaleri af en nøgen kvindeskikkelse siges at have nedkaldt en forbandelse over byen. (fra bagsiden)

Jeg har tidligere læst Kore af Bo Reinholdt efter en anbefaling fra en kollega. Kore var en lille intens roman, som udspillede sig omkring en dansk kunsthistoriker, der skulle tyde nogle vægmalerier i en nyfunden katakombe i Rom. Jeg var fascineret af historien, samtidig med at der var mange ting i den, jeg ikke forstod.

I Focus puller er det kameramanden Falk, der fortæller, og som i Kore er jeg fascineret af fortællingens univers, men usikker på om jeg forstår historien.

At læse Focus puller føltes for mig som at se en række billeder. Enkeltvis var de tydelige, men sat sammen blev de delvist uforståelige. Jeg gætter på, at det er helt bevidst, at jeg som læser skal spejle de følelser, som hovedpersonen Falk har. Han har været vant til at se alt skarpt og kunne måle alle afstande instinktivt. Men som romanen skrider frem, mister han mere og mere fornemmelsen af virkelighed. Hans tro på grundmeteren i Paris er ikke mere en trøst, snarere tværtimod. Pludselig er hans verden uden mål og fokus.

Men hvorfor skrider Falks verden? Sker de mange mystiske ting, han oplever, i virkeligheden, eller er de symboler, som man skal tolke? Falks navn er f.eks. tydeligvis symbolsk idet hans skarpe blik er hans levebrød. Philippa Lethe er filmens stjerne, og hendes efternavn er i græsk mytologi en flod i underverdenen, hvis vand bringer glemsel. Er hun skyld i Falks fald? Philippa har muligvis en tvillingesøster, og under alle omstændigheder har hun en stand-in i under forberedelserne i form af krokonens datter. Er denne anden et symbol på dualiteten i mennesket?

Selvom jeg godt kan nyde en romans sprog og fascineres af tankeeksperimenter, så må jeg indrømme, at det gør mig lidt usikker, når jeg ikke føler, jeg forstår historien. Er det forfatterens mening, at romanen ikke skal forstås? Eller er jeg simpelthen for dum?

Det gør det desværre lidt svært for mig ubetinget at nyde Focus puller, selvom jeg sagtens kan følge bibliotekernes lektørudtalelse, der kalder Reinholdt for:

[…] en fremragende fortæller [der] får sine idéer og billeder til at stå ud fra papiret, så man næsten fysisk kan mærke dem.”

For trods mine forbehold så efterlader Focus puller mig med spændende billeder i min bevidsthed og en lyst til at opklare bogens mysterium. Så måske forsøger mig med at læse romanen endnu en gang i håb om indfange den.

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag fra bogen:

Lidt over middag var der en kortere pause. Philippa så træt ud. Hun satte sig tungt i sin stol ovre ved kameraet. Fotografen bøjede sig ned mod hende og sagde noget, som hun besvarede med et stort smil. Falk kastede sig over nogle totalt ligegyldige afstandsbedømmelser. Besluttet på at øve sig, hvad han under ingen omstændigheder havde brug for. Var så omkring kaffevognen, men gad alligevel ikke drikke det sprøjt. I et mellemrum mellem vognen og en stor refleksskærm, opdagede han, at der var udsigt til Philippa. Hun sad og fingererede ved en tråd på nederdelen. En hårlok hang ned fra panden og krøllede for enden. Den var hele synet værd. Men så gjaldt det ellers hendes profil, der blev præget ind i vejen bagved af det bløde lys. Det gik på et tidspunkt op for ham, at hun i ét nu var billede, standset og fikseret og på en måde gemt bort i et vibrerende nærvær. Noget mindeværdigt helt på øjeblikkets både soleklare og diffuse anlæg. Sjældent hvis overhovedet nogensinde havde et syn standset ham så definitivt. Aldrig før var han blevet så brat forelsket. Havde han rejst sig uden at tænke nærmere over det? Og tilmed gået hende nogle skridt nærmere? I hvert fald stod hun pludselig foran ham. Går det an? spurgte hun og så bestemt på ham. Hvad? Han lød som og lignede en tåbe. Ja, hele mit antræk? Er man på jobbet, fokusmand? Han nikkede og lavede en afværgende bevægelse med hænderne. Rigtig fint! hviskede han efter hende, mens hun sejlede hen til stedet, hvor de næste optagelser skulle foregå.

Umiddelbart før der blændes op for drømmen, løber jeg åndeløs langs styrtende linjer mod uendelig. Forestillingen om et forsvindingspunkt har ingen ende. Jeg vil måle mig ud af livet. Væk fra dræbende følelser. Det hedder meterredning. På stregen for så vidt som jeg stadig er i konflikt med mig selv og mit måleri. Der er nu engang ikke plads til hjertesmerte i den praksis. (side 18-19)

Om Focus puller:

Udgivelsesår: 12.06.2020
Forlag: Escho, 71 sider
Omslag: Nis Sigurdsson

Læs også:

Blodrus af Sebastià Alzamora
Ind i mørket af Henrik S. Harksen
Væk af Rasmus Hastrup
En dag uden sol af Benjamin Lunøe
Kore af Bo Reinholdt

Sandheden af Peter James

Sandheden af Peter JamesPeter James’ roman Sandheden kan på nogen måder godt minde om klassikeren Rosemarys baby.

Susan og John er i håbløs gæld, men deres tilværelse ændrer sig dramatisk, da de møder den gådefulde Sarotzini. Han tilbyder at betale deres gæld, hvis Susan vil være rugemor for ham.

Forslaget får dem til at stille spørgsmålstegn ved selve fundamentet i deres livsopfattelse, og beslutningen viser sig at blive begyndelsen til en lang række forandringer – og til ren terror! For hvordan kan Sarotzini vide så meget om deres liv? Og hvad er egentlig sandheden bag hans tilbud og bag ham selv?

Læs Litteratursidens anbefaling.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1998
Forlag: Cicero, 357 sider
Originaltitel: The Truth

Natskygge af Susanne Harsfort

Natskygge af Susanne HarsfortFra pressemeddelelsen:

En hemmelig pagt med satan, forbandelser og profetier, er den røde tråd i denne trods alt socialrealistiske slægtsroman, der spænder fra 1800´erne til 1970’erne. Historien foregår dels i et lille fiskerleje ved Roskilde Fjord, endvidere i en vestsjællandsk provinsby.

Romanen er på én gang en skildring af en række personers skæbneforløb og en samfundsskildring, og der sættes fokus på begreberne skyld/uskyld og ondt/godt.

Mens fiskerlejets borgere afholder fælles midsommeraften på Klinten, slås sorte Sara med samvittigheden, fordi hun ved, at hendes smukke, men enfoldige søn, August har det med at blive ustyrlig, når flammerne slikker … Han bærer rundt på en forbandelse, og det er denne forbandelse, der via voldtægt, incest og drab føres videre gennem generationer. Alle drengebørn fødes med et mærke på skulderen – satans mærke.

Bogen repræsenterer en lang række af farverige personer: Sigøjnerklanen Kaminski, proprietærerne Dam og Jessen og deres hustruer, kunstnerparret Brasell, smukke August, sorte Sara, Sildefar og Rasser, men de egentlige hovedpersoner er døtre af satans-sønnerne: Lottie, Maja, Anna og ikke mindst Sandra, som sætter sig for at bryde forbandelsen og ændre profetierne, før Satans sejr over Gud er endelig.

Læs en anmeldelse af Natskygge på MetrOrd – Less is More

Om Natskygge:

Originaludgave: 2005
Illustrationer: Jette Petersen