oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘myter og sagn’

Farlig fisketur af Henrik Einspor

Farlig fisketur af Henrik EinsporJeg var så heldig tidligere på året at få tilbudt tre læse-eksemplarer fra forlaget Løse Ænder med ordene “No strings attached”. Selvom jeg ikke så tit læser børnebøger, sagde jeg straks ja tak, for Henrik Einspor har skrevet nogle gode historier, der også kan læses af voksne, bl.a. I klovnenes kløer.

Ret hurtigt fik jeg læst De døde dukkers hævn og De to myr, som jeg syntes godt om, så de fik en omtale her på siden. Men så kom jeg lidt fra den sidste: Farlig fisketur. Nu er den også læst, og jeg må sige, at jeg gemte det bedste til sidst.

Hovedpersonen bor sammen med sine forældre og storebroren Mads i nærheden af en mose. I mosen bor en kæmpestor gedde, der florerer mange historier om. Drengen må dog ikke gå ned i mosen, som er bundløs, og hvor man kan synke ned i hængedyndet. Og selvom drengen er fascineret af mosen, holder han sig dog fra den.

Indtil en dag den lidt ældre kammerat Kaj, som holder ferie i området hver sommer, hører historien om Grum, som kæmpe gedden bliver kaldt. Kaj har nemlig en flot fiskestang, og han får snart overtalt drengen til, at de skal fange Grum.

Men måske er der noget sandt i de mange historier om Grum og mosen?

Farlig fisketur er en slags coming-of-age fortælling iblandet et drys gys, og jeg faldt fuldstændigt for historiens stemning, der giver mindelser om Stephen Kings Liget i skoven.

Henrik Einspor får virkelig sin hovedperson til at leve, og jeg var helt med, når han gysede over ord som hængedynd og filosoferede over, hvordan mosen kunne være bundløs. Måske fordi jeg selv husker, hvordan voksne ord kunne være genstand for mange grublerier i min egen barndom.

Derudover er stemningen i bogen så fin. Det er måske forkert at skrive, når historien ender uhyggeligt. Men hele setuppet med den farlige mose, forholdet til storebroren, kampen for at få fat i en fiskestang og ikke mindst selve fisketuren, hvor drengen lærer at fiske, er simpelthen så velskrevet og genkendelig – selvom jeg hverken fisker eller er af hankøn. Det er bare selve barndommens essens, Einspor har fanget.

Farlig fisketur kan læses fra +10 år, men efter min mening hører den ligeså vel hjemme i en novellesamling for voksne. Jo vist er her uhyggelige elementer med sagnet om bjergmanden og den mystiske pige, der viser sig for drengen flere gange i historien, og naturligvis den skræmmende kæmpe gedde. Men for mig er det oplevelsen af at have besøgt barndommens land der står stærkest ved endt læsning.

Tommy Kinnerup har tegnet forsiden, som meget fint fanger bogens stemning. Den lidt nostalgiske himmel, den bange dreng – og i dybet lurer monstret. For selvom barndommen i bagspejlet ses i et mere lyserødt skær, kunne det nu være vældig skræmmende at være barn.

Ikke langt fra hvor vi boede, lå mosen. Og alle vidste, at der gik en stor gedde i den mose. En ren kæmpe. Grum blev den kaldt. Der var nogle, som mente, at Grum var lige så gammel som mosen selv. At den havde været der altid. En masse havde selvfølgeligt prøvet at fange den. Der var vist ikke den dreng på egnen, som ikke på et tidspunkt havde forsøgt. Altid uden held og ofte med mistede blink som resultat. Netop derfor var Grum en af den slags gedder, som gav næring til gode lystfiskerhistorier.

Også jeg drømte om at fange den, men dels havde jeg ingen fiskestang, dels var mosen lukket land for mig. Min far forbød mig at gå derned. Man kunne drukne. Eller synke i hængedyndet langs bredden. Hængedyndet! Bare ordet fik én til at gyse.”

Om Farlig fisketur:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 75 sider
Omslag: Tommy Kinnerup

Tak til forlaget Løse Ænder for læse-eksemplaret. Læs mere om bogen på forlagets hjemmeside.

Læs også:

I klovnenes kløer, 2017
Farlig fisketur, 2017
Drengen der tænkte ting, 2015
Alt godt fra havet, 2014
Max Skræk – mere død end levende, 2010
Porcelænsdukken, 2009
Den yderste dag, 2009

Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas HjortshaabHvad nu hvis monstret under sengen ikke er det, du bør frygte mest? 

I 2012 udkom antologien Til deres dages ende. Heri kunne man bl.a. læse Teddy Vorks novelle Mare, mare minde, som nu kommer i en illustreret udgave for børn. Vær dog opmærksom på at her er tale om en barsk historie á la Brødrene Løvehjerte, og at Vork ikke lefler for laveste fællesnævner.

Drengen Peter ligger i sin seng og prøver at falde i søvn. Hans forældre er til begravelse for bedstefarne, og Peter bliver passet af Sabine. Men Peter kan ikke sove. Han hører lyde og ser skygger, og angsten får ham til at tænke tunge tanker. Peter er nemlig syg og skal opereres i hjertet til sommer.

For at skubbe frygten væk begynder Peter at synge sangen om Ole Lukøje for sig selv. Pludselig svarer en stemme udenfor dynen, og da Peter titter ud, ser han en lille tyk mand med en paraply. Endelig er hjælpen kommet. Men kan Ole Lukøje hjælpe mod nattens monstre?

Jeg var meget begejstret, da jeg første gang læste Mare, mare minde, og jeg er ikke mindre begejstret for denne nye version. Teksten er bearbejdet en smule, og så er historien blevet stemningsfuldt illustreret af Thomas Hjorthaab, der tidligere har arbejdet sammen med Teddy Vork om Det bortførte bogstav.

Illustration af Thomas HjorthaabMare, mare minde er dels en fortælling om monstrene i børneværelset, som jeg også husker fra min egen barndom, men sat ind i en mytologisk kontekst der giver fortællingen et ekstra lag. Ole Lukøje bliver til Hypnos/Morfeus, søvnens og drømmenes gud i græsk mytologi, mens væsenet under sengen er Fobetor, materialisationen af mareridt. Også det sidste væsen, Thanatos, har sin oprindelse hos grækerne, hvor han personificerede døden.

Dels er det fortællingen om en syg dreng, der ligger for døden, og om de tanker og forestillinger det medfører for både ham og forældrene. Døden er vel nok det sidste store tabu, og ikke mange bryder sig om hverken at forestille sig den eller tale om den. Det er alt for skræmmende.

Men måske bør vi tale med vores børn om døden og om livets skræmmende sider. For børnene tænker på dem alligevel. Som Peter der i historien overvejer, om hullet i hans hjerte er en straf fra Gud? Og som undrer sig over, at de voksne lader som om julemanden findes, men samtidig siger at spøgelser og monstre er opdigtede.

Mare, mare minde er en smuk og eftertænksom fortælling, men den er også skræmmende og med en barsk slutning. Hjorthaabs sort/hvide illustrationer indeholder samme blanding af skønhed og rædsel, og supplerer historien fremragende. Bagerst i bogen er indsat et par sider, som viser Hjorthaabs arbejde fra idé til skitse til tegning. Noget som jeg personligt altid finder interessant.

Illustration af Thomas HjorthaabSelvom Mare, mare minde er rettet mod de +12-årige, så kan også denne illustrerede udgave med stor fornøjelse læses af voksne. Hvis man altså har mod på at blive både rørt og skræmt.

Mor sagde bedstefarne var i Himlen nu. I går havde hun peget på den mest skinnende stjerne og sagt, at det var bedstefarne, som kiggede ned på dem. Det vidste han ikke helt, om han troede på. Han havde spurgt far, om det var rigtigt, og far havde sagt, at det kunne det godt være, hvis man troede på det. Det var godt at tro på noget. Det blev man nødt til nogle gange.

Det var bare ikke til at finde ud af, hvad man skulle tro på. Julemanden fandtes ikke, selvom bedstefarne og onkel Jim og faster og mor og far ville have ham til at tro på det. Spøgelser og monstre fandtes ikke, sagde de. De var opdigtede. Men det var julemanden jo også. Var det kun uhyggelige ting, der ikke fandtes?

Om Mare, mare minde:

Udgivelsesår: 15.08.2017
Forlag: Calibat, 59 sider
Illustrationer: Thomas Hjortshaab

Tak til Teddy Vork for læseeksemplaret – og for mange mareridt igennem årene.

 

Ambrosia/Live af A. Silvestri

AmbrosiaBegyndelser og undergange er temaerne i denne sprogligt flotte dobbeltroman fra A. Silvestri

Man ved aldrig helt, hvad man kan forvente, når A. Silvestri udgiver noget nyt, bortset fra at man kan være sikker på, at det er sprogligt lækkert. Således er denne nye dobbeltroman velskrevet, men svær at anmelde. I Live følger vi dokumentaristen Sander, mens han filmer en fødsel på Rigshospitalet. Samfundet er brudt sammen, og nu er der et kapløb i gang mellem nationerne om at sende den sidste fødsel live på tv, før menneskeheden går under.

Udover Sander og den vordende (narkoman-)mor er overlæge Conradsen og sygeplejersken Elise samt Sanders hjælper Markus, en dybt religiøs ung mand, til stede ved fødslen. De fem personer tackler visheden om menneskeracens udslettelse dybt forskelligt, og det får A. Silvestri mange interessante betragtninger ud af.

I Ambrosia udgraver man en gigantisk kvinde, som har ligget begravet i Yding Skovhøj i 3000 år. Hun er dog ikke død, og før hun udånder, føder hun 26 børn. Børnene opfostres i en flyhangar under konstant overvågning, men det er ikke helt almindelige børn, og alle omkring dem påvirkes. Men ligesom i Live er påvirkningen forskellig fra person til person.

A. Silvestri fortæller på sin blog om nogle af de overvejelser, han har haft med de to kortromaner, som her samles i en bog. Ambrosia blev skrevet tilbage i 2007, men lå stille hen på harddisken indtil Silvestri i 2012 skrev Live og opdagede, at historiens elementer var et forvrænget spejlbillede af Ambrosia. Dermed opstod idéen til at udgive de to fortællinger sammen.

Jeg må indrømme, at jeg ikke lige umiddelbart fangede, at historierne afspejler hinanden (bortset fra det åbenlyse tema, fødslen), men efter endt læsning, hvor tankerne blev ved med at kredse om dem, var der alligevel noget. Hvor den ene fortælling handler om en begyndelse, handler den anden om en afslutning; begge fortællinger har personer som mister deres tro, mens andre finder den igen, og i begge fortællinger forsvinder samfundet, som vi kender det i dag. Andre kan sikkert finde flere fællesnævnere/spejlinger.

Ambrosia/Live er måske ikke Silvestris bedste bog, men med sin skæve tankegang og flydende pen er han altid værd at læse, så indtil næste udspil kommer, er denne dobbeltroman udmærket tidsfordriv.

Læs A. Silvestris overvejelser på bloggen Forfatter på halv tid

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Valeta

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen

Malkoebing_MuseumUnderholdende antologi, der med udgangspunkt i Malkøbing Museums genstande, lader gamle sagn og myter genopstå.

”Malkøbing Museum” er skrevet som et samarbejde mellem tre forfattere. Historierne tager udgangspunkt i genstande fra Malkøbing Museum, som åbnede i 1902 og indeholder mange sære objekter med tilknytning til gamle sagn og myter.

I det første kapitel er det finske sagn om Ilmarinen baggrund for fortællingen. Ilmarinen var ifølge finsk mytologi en meget dygtig smed, som bl.a. smedede en magisk genstand kaldet Sampo til en smuk jomfru for at overtale hende til at gifte sig med sig. Det ville hun dog ikke, og gemte straks Sampo’en i sit skattekammer dybt nede i jorden. I 1905, kommer en tysk doktor så til Malkøbing for at få fingre i et stykke af Sampo’en, der befinder sig på museet.

I andet kapitel ”Døren” springer fortællingen frem til 1912. Her får Anton Nordsø bragt en mærkeligt udseende dør fra et dødsbo til sin butik. Karmen er udsmykket med fornemt udførte udskæringer, der dog fuldstændig mangler kunstnerisk kvalitet og i stedet fremstår vulgære og kvalmende. Der går ikke længe, før det går op for Nordsø, at døren gemmer på en grusom hemmelighed, der kan få betydning for hele den civiliserede verden.

Kapitel tre ”De tre fjer” udspiller sig i 1922, og fortælles i jeg-form af kustoden Anton Willumsen. Historien handler om en lidt ældre ungkarl, som gifter sig med en noget yngre kvinde, der næste morgen findes død i ægtesengen under mystiske omstændigheder.

I kapitel fire får vi sandheden om nisser, mens kapitel fem afslører, hvor mareridt kommer fra. De følgende kapitler fortæller om hævn, der overskrider døden; elverpiger; magiske runer; lygtemænd; lindorme og fortidens hemmeligheder.

Generelt er fortællingerne underholdende, og jeg må indrømme, at jeg er ret vild med konceptet: at tage udgangspunkt i museumsgenstande med tilknytning til sagn og myter, og på den måde få fortidens gys ind i nutiden. Teddy Vork brugte samme kunstgreb i ”Diget”, som jeg også var rigtig glad for.

De tre forfattere til ”Malkøbing Museum” lader dog myterne være udgangspunkt for at fortælle deres egne historier, så hvis læseren vil have originalmyterne, må man selv slå dem op andetsteds, om end man dog oftest får en kort forklaring i hvert kapitel.

Historierne fortælles kronologisk fra 1905 frem til 2002, og hvert kapitel indledes med en form for dokument, som giver læseren et praj om, hvad historien kommer til at handle om, og ind i mellem er der også en form for epilog til slut.

Personligt synes jeg altid, at det er fedt, når der er arbejdet med den grafiske fremstilling, selvom her er tale om en billig paperback. Det giver derfor plus-point hos mig, at her er brugt forskellig typografi og stavning, alt efter hvilket år historien udspiller sig i, da det giver en ekstra dimension til selve fortællingen. Dog kunne jeg godt have ønsket, at man generelt havde brugt en lidt større font for at lette læsningen.

Som sagt synes jeg i det store hele, at historierne er underholdende. Forfatterne forsøger ikke at skrive ens, men lader i stedet den enkelte historie bestemme fortællerstemmen. Det, synes jeg, er lykkes godt, samtidig med at bogen alligevel fremstår som en helhed.

Her er både humor og uhygge, og flere af slutningerne har et herligt ironisk twist, så selvom jeg ikke var lige begejstret for alle historierne, så følte jeg mig generelt godt underholdt og kan derfor sagtens anbefale en tur til Malkøbing Museum.

Læs mere på Forlaget Damgaards hjemmeside

NB. For en god ordens skyld må jeg hellere gøre opmærksom på, at jeg havde fornøjelsen af at være beta-læser på manuskriptet, men i øvrigt hverken har økonomisk interesse i bogen eller forpligtelser overfor forfatterne.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Sider: 110
Forlag: Mojibake

Stallo af Stefan Spjut

Stallo af Stefan SpjutVellykket svensk troldethriller

I 1978 bliver en lille dreng kidnappet i de svenske skove. Moren påstår, at det var en trold, som tog ham, men ingen tror på hende.

Herefter springer fortællingen frem til 2004, hvor vi møder Susso Myrén. Hun har hele sit liv været fascineret af trolde, som hun er overbevist om eksisterer i de laplandske skove, efter at have set et foto hendes afdøde morfar tog, hvor en bjørn løber gennem skoven med et mærkeligt væsen på ryggen.

Så forsvinder endnu et barn, og Susso involveres i efterforskningen, da et af hendes vildt-kameraer har fotograferet en mystisk mand i nærheden af, hvor barnet forsvandt. Men politiet tror naturligvis ikke på trolde-teorien, så sammen med sin mor og eks-kæresten Torbjörn starter hun sin egen efterforskning, der fører dem igennem det meste af Sverige.

Allerede da jeg fik bogen i hænderne, var jeg betaget af Stallo, Stefan Spjuts debut på dansk. Bogens sidekanter er sorte, så man har fornemmelsen af at sidde med en æske, man åbner op. Og ud af æsken kravler trolde og andre mystiske uvæsner fra den samiske folketro.

Det lyder nærmest som et børneeventyr, men det er det langt fra. Ved at forankre sin fortælling i en meget realistisk ramme, som Stefan Spjut bruger god tid på at opbygge, bliver de mystiske Stallo pludselig meget virkelighedsnære, og tanken om, at de lever parallelt med det moderne samfund, virker med ét slet ikke usandsynligt.

I hjemlandet Sverige er Spjut blevet sammenlignet med Stephen King, og jeg er enig i, at han har samme sikre greb om miljøbeskrivelsen og giver læseren en eminent i skildring af den svenske natur og det barske vinterklima. Der er også glimt af ondskab, men her vælger Spjut en lidt anden vej end King, hvilket jeg synes klæder romanen. Den bliver nemlig – trods trolde og uvæsner – en nærmest socialrealistisk thriller, der udfolder sig i et roligt tempo. Så forvent ikke en vild og blodig pageturner.

Jeg er meget begejstret for en anden svensk forfatter, John Ajvide Lindqvist, der skriver i tusmørket mellem det overnaturlige og det virkelige. Med Stallo bevæger Stefan Spjut sig ind i samme område, og han gør det elegant og overbevisende.

En velskrevet og spændende “trolde-thriller”, som hurtigt får læseren overbevist om, at de samiske uvæsner er lige så virkelige som os. For som en kollega sagde om romanen: “Hvis du ikke tror på trolde og andre mystiske væsener, så læs Stefan Spjuts roman Stallo, for bagefter tvivler du ikke.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: Stallo
Omslag: Christian Hunnerup Hvid

Diget af Teddy Vork

Diget af Teddy VorkDa Teddy Vork i 2008 udgav novellesamlingen Hvor skyggen falder, var min eneste anke, at 6 noveller var alt for lidt. Nu kommer der så en roman fra den unge forfatter. Selvom stilen denne gang er lidt anderledes, kan jeg heldigvis konstatere, at det endnu engang er lykkes for Vork at servere en god historie for læserne.

Diget foregår i Danmarks middelalder. Hovedpersonen Knud er blevet udvalgt til at blive ofret til de gamle guder for at beskytte landsbyen mod oversvømmelser. Selv den lokale præst har stilletiende accepteret ofringen, for på det seneste er diget blev gennembrudt af havet, og sker det igen kan det få katastrofale følger. Og hvem ved? Måske er de gamle guder bedst til det job, for traditionen siger, at der hvert 7. år skal ofres en dreng til diget langs Vadehavet, og indtil nu har det jo hjulpet.

Så Knud bliver begravet levende i et kammer i diget. I starten er han for rædselsslagen til noget som helst, men efterhånden samler han mod til at bevæge sig lidt rundt. Og snart får han på fornemmelsen, at han ikke er alene i mørket …

Fortællingen om Knuds kvaler i gravkammeret blandes med genfortællinger af gamle danske sagn og myter, lige fra historien om åmanden til sagnet om Bjovulf, der dræber uhyret Grendel og vinder stor hæder og ære. Knud holder af at fortælle disse historier for sine venner, og nu hjemsøger de ham i mørket, hvor de genopstår en efter en.

Diget er velskrevet, og jeg kan rigtig godt lide idéen bag romanen – at samle gamle danske sagn og myter og genfortælle dem for nutiden. For hvor mange har egentlig læst historien om Bjovulf, og kender ikke blot fortællingen fra Hollywood-filmatiseringen The 13th Warrior med den spanske flødebolle Antonio Banderas i hovedrollen?

Set-uppet lykkes et langt stykke hen ad vejen. Vork fremmaner en dyster historie, som foregår i en totalt angstfremkaldende atmosfære. Da landsbyboerne smider Knud ind i kammeret, og lyset langsomt forsvinder, efterhånden som de kaster jord på, fik jeg helt klaustrofobiske fornemmelser – og jeg er ellers ikke mørkeræd.

“Brædderne i døren sluttede ikke helt tæt, smalle lysstriber faldt ind og blødte mørket op. Et bump. Døren dirrede. Han kiggede gennem en revne. To mænd stod i den korte tunnel og skovlede jord mod døren, mens Kolf holdt den. “Neej, NEEJ.” Han hamrede igen løs på døren. Bumpene fortsatte. Jord raslede ned ad brædderne. “MOR! FAR!” Han prøvede at stikke sine fingre ind i revnerne, måske kunne han vriste brædderne løs. Men de sad for tæt, kun lillefingeren kunne komme ind. Bump. Bump. Bump. Lyden blev mindre hul, og døren stoppede med at dirre som tilkastningen skred frem. Støvkorn dansede i lysstriberne, der løftede sig fra gulvet. De ramte hans ben. Hans mave. Bryst. Ansigt. Med et par blink forsvandt lysstriberne helt.”

Forsiden giver læseren en drømmende fornemmelse, som passer rigtig godt til fortællingen. For hvor meget af det, Knud oplever i mørket, er virkeligt, og hvor meget er angsfremkaldte drømme? Omslagsillustrationen er lavet af Peter Nielsen, som også har illustreret genudgivelsen af Dennis Jürgensens Kadavermarch.

Skal jeg komme med en lille anke, er det, at enkelte af sagnene, som Knud fortæller i sit mørke fængsel, ikke rigtig når at udfolde sig nok til at man umiddelbart forstår deres betydning for historien. Dermed kommer det til at virke lidt, som om at Vork bare gerne har ville have dem med, fordi han nu engang har læst dem. Det er dog kun et lille pip, som ikke skal tage noget fra resten af romanen, som både er velskrevet, underholdende og indeholder momenter af ubetinget rædsel.

Det kan være svært at efterfølge en så suveræn debut som Teddy Vorks, men jeg synes det er lykkes godt med Diget, som muligvis ikke rammer helt samme højder, men som til gengæld tager læseren med på en rejse til det historiske Danmark, og viser os nogle af de gys, som har været med til at danne nutidens referenceramme, uden at vi overhovedet tænker over det i dag. Igen viser Teddy Vork sig som en forfatter med sin helt egen stemme – og han er heldigvis ikke bange for at bruge den.

Så læs Diget og bliv underholdt, undervist og skræmt på samme tid. Skulle den endnu ikke være kommet på dit bibliotek, så klik ind på Tellerup.dk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Peter Nielsen

Også omtalt på Horrorsiden.dk