juni 2019
M T O T F L S
« maj    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Indlæg tagget med ‘myter og sagn’

Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann

Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach KreutzmannBestiarium Groenlandica er et fascinerende opslagsværk om grønlandske mytevæsener, smukt illustreret af tegnere fra Grønland, Island og Danmark

I sit forord fortæller Maria Bach Kreutzmann, idékvinde og redaktør på udgivelsen, om inspirationen til bogen. Ved et tilfælde faldt hun over nogle grønlandske mytevæsener, som hun ikke kendte. Det udviklede sig til en passion for at finde ud af mere om den gamle ånde- og myteverden, og er nu endt med Bestiarium Groenlandica, hvis titel er inspireret af ‘den videnskabelige tradition for indsamling og katalogisering af information til bevaring og oplysning’.

Bogen kan både læses fra ende til anden, men kan også bruges som et opslagsværk. Forrest er en kort indføring i grønlands historie. Her hører vi bl.a. om Thulekulturen, om taburegler og om ‘sila’ – et grønlandsk ord der både betyder vejr, forstand, verden og verdensorden. Herefter følger en alfabetisk oversigt over 67 forskellige væsener fra de grønlandske myter. Langt de fleste opslag er også illustreret samt tilføjet en kort kildeberetning om væsenet. Bagerst er et afsnit om de grønlandske åndemanere, samt en ordliste, en litteraturliste og en kort introduktion til holdet bag udgivelsen.

På forhånd bestod mit kendskab til Grønland hovedsageligt af Jørn Riels fabelagtige roman Sangen for livet. Der var derfor masser af nyt stof for mig, og det var dybt fascinerende at dykke ned i de mange farverige, farlige og fantastiske væsener, der boltrer sig i den grønlandske myteverden.

Anngiaq tegnet af Jonatan Brüsch til Bestiarium GroenlandicaAnnigiaq

Det er interessant at se, hvordan myter minder om hinanden på tværs af landegrænser. For eksempel læste jeg fornyligt om det skandinaviske væsen myling. En myling er genfærdet af et barn født i dølgsmål og derefter slået ihjel af moren. Også grønlænderne har et sådan væsen. Her hedder det Anngiaq og er ligesom mylingen født i hemmelighed og dræbt. Anngiaq forfølger sine slægtninge, når de sejler, hvor den forsøger at trække dem under vandet og drukne dem.

Ikusik tegnet af Maria Bach Kreutzmann til Bestiarium GroenlandicaIkusik og Iseqqat

Det viser sig, at grønlænderne også kender til zombier. De kalder dem blot Ikusik, og her er der tale om lig, der trækker sig frem på albuerne i deres jagt på levende mennesker. Iseqquat virker også lidt bekendte. De er småbitte, drillesyge væsener – måske en slags grønlandske nisser?

Aassik tegnet af Agust Kristinsson til Bestiarium GroenlandicaAassik

Et andet væsen, der virker bekendt, er Aassik. Aassik er en kæmpestor orm, der kan bruges som trækdyr, men som er utrolig arrig og svær at tæmme. Her kunne jeg ikke lade være med at tænke på Frank Herberts science fiction roman Dune. Heri findes også gigantiske orme, så måske er Frank Herbert blevet inspireret af en grønlandsk myte?

Med syv forskellige tegnere er billedsiden selvfølgelig meget varieret, som det også fremgår af de få eksempler, jeg viser her. Det, synes jeg dog, kun er en styrke, for det giver en mangfoldighed i udtrykket, som matcher de mange væseners forskellighed.

I det hele taget må jeg indrømme, at jeg er ret betaget af Bestiarium Groenlandica, og hvis du på nogen måde er interesseret i Grønlands kulturhistorie, så grib fat i dette smukke værk. Anbefales.

Om Bestiarium Groenlandica:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Milik Publishing, 155 sider
Illustrationer: Coco Apunnguaq Lynge, Agust Kristinsson, Maja-Lisa Kehlet, Christian Fleischer Rex, Jonatan Brüsch, Carina Lillegaard Løvgreen, Martin Brandt Hansen, Maria Bach Kreutzmann

Læs også:

De udøde af Johan Egerkrans
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Gys og eventyr

Rød tåge af David Garmark

Rød tåge af David GarmarkEn ung mand findes død ved bredden af en sø på den altid tågede Hvidø. Efterforskningsleder Max Munk og hans makker Merian Takano fra Københavns Politi rejser til Hvidø for at efterforske drabet, som hurtigt bliver omgærdet af lokal mystik. Flere beboere mener, at mordet er begået af Ellepigen, et overnaturligt væsen, som ifølge sagnet dukker op hvert hundrede år for at slå øens drenge ihjel. Efterforskerne afviser selvfølgelig teorien, men måske er der nogen på øen, der profiterer på mystikken? For Hvidø lever af sin tåge, sin lokale heks og sine dunkle historier, som trækker turister til fra nær og fjern. (fra bogens bagside)

David Garmark er en flittig mand. I 2015 debuterede han med romanen Drengen, der aldrig kom hjem. Herefter fulgte i hurtig rækkefølge spændings-trilogien om agenten Ditlev Martins: Det fjerde menneske, Abbotts hemmelighed og Stemmer der dræber. Samtidig fik han udgivet kortromanen En ørn fanger ikke fluer OG skrev to bøger sammen med sin bror Stephan Garmark: Rakelsminde samt Love City. Nu er han så aktuel med Rød tåge, der er første bind i krimiserien om efterforskerne Max Munk og Merian Takano.

De to politifolk bliver sendt til den lille ø, Hvidø, for at efterforske et drab på en ung mand. Det var øens skovrider, Theodor Knagenhielm, der fandt ham, og med kun 153 indbyggere skulle man tro, at det ville blive let at finde frem til morderen. Men tilsyneladende er den eneste mistænkte Ellepigen – et sagnvæsen, der danser sine ofre ihjel.

Udover at kæmpe med manglende spor besværes Munks og Merians efterforskning også af manglen på internet og mobildækning, samt ikke mindst den evindelige tåge der hviler over Hvidø. Oveni er Munk ikke på toppen. Han hjemsøges af tanken om sin søster, der døde for 25 år siden. Eller gjorde hun?

Rød tåge er en atmosfærefyldt og spændende krimi, der tager læseren med ind i en tåget verden befolket af sagnvæsener og hemmeligheder. Garmark har med Hvidø kreeret en ualmindelig stemningsfuld kulisse for historien, hvis kringlede og alligevel troværdige plot, holder læseren fastbundet hele vejen. Og så er jeg personligt vældig begejstret for den renæssance dansk folklore har haft de seneste år, hvor flere forfattere har opdaget den skattekiste af gode historier, vores kulturhistorie gemmer. Den kiste er David Garmark også dykket ned i, og det lykkes ham til fulde at gøre Ellepigen levende på Hvidø.

Kort sagt er Rød tåge en underholdende og velskrevet krimi, og makkerparret Munk og Merian et nyt og spændende bekendtskab, som jeg kun kan anbefale.

Tak til forlaget Montagne som har foræret mig læseeksemplaret til anmeldelse.

Uddrag fra Rød tåge:

Tågen lettede en anelse, da stien gav op og mundede ud i en lysning. Foran dem lå Hvidsø. Den var mere rund end aflang. Ikke større, end man kunne se over på den anden side, hvor en badebro stak ud som en brun finger. Disen kravlede som en uformelig masse hen over vandspejlet, et par troldænder snadrede i vandet. En blishøne med grønne ben stavrede omkring i mudderet i søgen efter føde. Det var, som om atmosfæren var pakket ind i en vatteret dyne. Himlens hvide sandrevler havde trukket sig sammen og var blevet til en langsomt svævende masse, lavt hængende og grå som brakvand. Luften var fugtig og trykkende, og det dryppede sagtmodigt fra træernes gulgrønne løvmosaik. Munk følte sig sært ensom.

Hold fastere omkring mig. Med dine runde Arme; Hold fast, imens dit Hjerte endnu har Blod og Varme,” mumlede han, mens han gik ned til bredden og trak sagsmappen frem fra rygsækken. Emil Aarestrup havde altid haft en stor plads i Munks hjerte. Han åbnede sagsmappen og tog en lille bunke billeder fra politifotografen frem. Sammenlignede dem med søbredden. Det første viste Frans Stampe, der lå på maven med ansigtet i vandet og armene ned langs siden. Den unge mand var fuldt påklædt, men i skjorteærmer. Det halvlange hår bredte sig som en vifte i søvandet. (side 69-70)

Om Rød tåge:

Udgivelsesår: 14.03.2019
Forlag: Montagne, 432 sider
Omslag: Imperiet

Læs også:

Bjerget af Luca D’Andrea
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Heksenatten af Fritz Leiber
Slør af A. Silvestri
Diget af Teddy Vork

De udøde af Johan Egerkrans

De udøde af Johan EgerkransSmukt illustreret opslagsværk om udøde væsener fra hele verden

Jeg har tidligere læst bogen Nordiske guder af Johan Egerkrans, og allerede her blev jeg betaget af hans fantastiske illustrationer. Nu har han så lavet et opslagsværk som beskriver udøde væsener fra hele verden, og endnu engang har han skabt et betagende smukt værk.

Efter en indledning hvor Egerkrans kort fortæller om de udøde, hvad de er, hvordan de opstår, hvordan man genkender dem og hvordan man beskytter sig imod dem, følger fire overordnede kapitler: Europa, Afrika & Mellemøsten, Amerika og Asien & Oceanien. Hver kapitel omhandler en række væsener fra denne verdensdel lige fra kendte skabninger som Succubus, Tupilak og Zombi til for mig helt ukendte navne som Cihuateteo, Draug og Vrykolakas.

Alle opslag er smukt illustreret og fortæller kort om væsenets egenskaber, hvorfor det er blevet til og hvordan man kan stoppe det. Sproget er let tilgængeligt, og på mit bibliotek står bogen i børnebiblioteket. Den kan dog sagtens læses af voksne, og den omfattende litteraturliste bagerst viser, at der ligger et stort researcharbejde bag udgivelsen.

Blandt væsenerne, som det viste sig, at jeg havde hørt om, da jeg læste nærmere, var Adze. Et blodsugende væsen der ligner en lille ildflue. Dette væsen bruger brødrene Garmark i romanen Love City, hvor det udfylder en skræmmende rolle.

Churel illustreret af Johan EgerkransEn anden overraskende kending nævnes kort i det overordnede afsnit om vampyren. Det skandinaviske væsen myling. Jeg husker navnet fra bøgerne om Emil fra Lønneberg, men har aldrig kendt historien bag. Nu ved jeg så, at mylingen er genfærdet af et barn født i dølgsmål og derefter slået ihjel af moren. Barnet vender i døden tilbage til moren, hvorefter det dier hende til døde.

Et tragisk væsen, der nu ikke er mindre blodtørstig af den grund, er Churel’en. Her er tale om en indisk kvinde, der er død i barselsseng eller er blevet slået ihjel af sin svigerfamilie. Et kendtetegn er de bagudvendte fødder, som også kan ses, når væsenet har forvandlet sig til en smuk, ung kvinde. Hvis Churel’en er blevet dræbt af sin svigerfamilie, starter hun med at slå det yngeste mandlige medlem ihjel og fortsætter, til alle mændene er døde. Desværre stopper det ikke hendes aktiviteter, så når hendes hævn er fuldført, fortsætter hun med at dræbe unge mænd i almindelighed. Churel’en er i øvrigt også et væsen, det viste sig, at jeg havde læst om før. Teddy Vork bruger nemlig denne skabning i novellen De rette omgivelser.

De udøde er både informativ og flot udført. Vi præsenteres for i alt 40 opslag om levende døde og andre gengangere fra alle dele af verden. Hvert væsen er skrækindjagende, tragisk og fascinerende, og samtidig er det interessant at opdage, hvordan næsten enslydende myter er opstået i hver sin ende af verden, blot med få lokale forskelle.

Har du den mindste interesse i sagn og myter, bør du ikke snyde dig selv for denne smukke bog, som fortjener mere end én læsning.

Uddrag af De udøde:

Draug, illustreret af Johan EgerkransDraug (Draugr; Haugbui; Aptrgangr)

En draug er en mægtig og blodtørstig genganger, kendt fra de oldnordiske sagaer. I modsætning til mange andre genfærd, der savner en egentlig fysisk form, er draugen en særdeles håndgribelig udød, hvis ånd har animeret den døde krop. Drauger bor i den gravhøj, hvori de er begravet, og manifesterer sig som sorte, opsvulmede lig med ondskabsfuldt glødende øjne. Draugen kan ændre størrelse efter behag, har overnaturlige kræfter og er mere eller mindre usårlig over for sværdhug og andre gængse våben. Den kan endda forvandle sig til en mystisk røg eller tåge, der om natten hvirvler op fra dens grav. (side 46)

Om De udøde:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alvilda, 125 sider
Omslag: Johan Egerkrans & Cecilia Danneker Engström
Originaltitel: De odöda

Besøg Johan Egerkrans’ hjemmeside

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Diget af Teddy Vork

Slør af A. Silvestri

Slør af A. Silvestri

Til et bryllup genforenes gamle veninder. Men fortidens slør skjuler mørke hemmeligheder, og ikke alt gammelt nag kan begraves …

Da Pernille modtager en invitation til Jeanettes bryllup, bliver hun overrasket men også glad. For år tilbage havde de et voldsomt skænderi, og siden har de ikke talt sammen. Så selvom Pernille ikke er meget for hverken kjoler, fremmede mennesker eller nye omgivelser, møder hun derfor op til brylluppet, der starter som et eventyr.

Men som dagen går, begynder Pernilles angst at røre på sig. Rosensparre Gods, som brylluppet afholdes på (og som iøvrigt tilhører Jeanettes mands familie), føles fremmed og farlig. Jeanette smiler og virker glad, men holder hun sig ikke på afstand af Pernille? Og hvad har vikingemyten om Ingrun, Skarde og Bredebringe med dagens bryllup at gøre?

Et bryllup er normalt en glædelig begivenhed, og brudepigerne er ofte brudens tætte veninder. Men som romanen skrider frem, falder fortidens lyserøde slør bort, og vi får indblik i en umage trojka, hvor veninderne gemmer på hemmeligheder langt fra nutidens pletfrie overflader. Hemmeligheder som de måske endda selv har glemt.

A. Silvestri er – uanset genre – en virkelig dygtig fortæller. I Slør mixer han chicklit, gotisk horror og vikingemyter til et overraskende helstøbt resultat. De tre umiddelbart umage genrer slynger sig ind og ud af hinanden i en historie, der starter strålende smukt, men langsomt driver ud i mørke og vanvid.

Portrættet af den skrøbelige Pernille, der i sit voksne liv har kæmpet med depression og angst, er både troværdigt og rørende. Hun plages af skygger og usikkerhed, men da hun står med ryggen mod muren, må hun forsøge at finde en indre styrke frem.

Peter Nielsens smukke og dystre forside skal også fremhæves. Billedet både fanger blikket og tilføjer lag til fortællingen med sin fantastiske fortolkning af de mange betydninger af selve ordet slør.

Endnu engang overrasker A. Silvestri med en roman, der er anderledes end noget, han tidligere har skrevet. Slør er en intens læseoplevelse, der sniger sig ind på læseren, og efterlod mig både bevæget og skræmt. Her er smukt sprog, troværdige personer, hverdagsrealisme, vikingesagn og gotisk uhygge. Det er ganske simpelt fremragende.

Uddrag af romanen:

“Det var en sær historie med klokken. Kendte du den godt i forvejen?”

“Nåh, den. Ja, jeg har hørt den et par gange. Så snart familien får muligheden, så fortæller de den. Min kone kan den udenad, og det kan jeg vel også efterhånden. Det er bare en overlevering.”

“Er det ikke en lidt mørk historie at fortælle til et bryllup?”

“Det har jeg egentlig ikke tænkt på,” svarede Asger og løftede hånden til hilsen, da han fik øje på sin anden borddame, der nu vendte tilbage. “Men nu du siger det, så er det ikke en særlig rar fortælling, det er da rigtigt nok. Jeg skal lige …” sagde han, rejste sig og forsvandt ud af lokalet gennem dobbeltdørene i den anden ende af rummet. Hans stol blev et gabende hul, som borddamen på den anden side kun nødtørftigt slog bro over med et ligegyldigt smil.

Pernille smilede automatisk tilbage, stak den sidste bid steg i munden og drejede kroppen en smule, så hun ikke virkede så fortabt. Maven rumlede, måske af sult, måske af den uvante mad. Hun så efter bruden, der sad langt væk fra hende. Jeanette var leende og lykkelig. Hun lignede en åbenbaring af alt godt, og det krympede sig inden i Pernille. (s. 52)

Læs mere om Slør på A. Silvestris hjemmeside

Om Slør:

Udgivelsesår: 27.10.2018
Forlag: Kandor, 191 sider
Omslag: PN Create v. Peter Nielsen

Læs også:

Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Fall of gods : she is gone af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
Dæmoner af Carina Evytt
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Al kødets gang af A. Silvestri
Ulvetid af Helle Stangerup
Lucie af Anne Marie Vedsø-Olesen
Forglemmigej af Teddy Vork

Blodets bånd af Christian Kronow

Blodets bånd af Christian Kronow

De gamle danske sagn genopstår i Christian Kronows vellykkede fantasy-debut for de +12-årige

Den 13-årige Saxo bor alene sammen med sin far. Han har aldrig kendt sin mor, der døde kort efter hans fødsel. Saxos far arbejder på skolebiblioteket, men for nogle måneder siden var han ude for en ulykke, og nu sidder han i kørestol. Siden ulykken har faren været nervøs, og på sin 13 års fødselsdag finder Saxo ud af hvorfor.

Saxo har så længe, han kan huske, haft et tilbagevendende mareridt om en kvinde, der bliver dræbt. Nu viser det sig, at det slet ikke er en drøm, men et minde! Saxos mor var blodmagiker i et parallelt univers kaldet Orator, hvor hun havde evnerne til at vække figurerne fra de gamle sagn til live og holde den parallelle verden fri fra monstre. Efter at hun blev dræbt, har faren skjult Saxo, men nu har den onde magiker, Brage, fundet dem.

Saxo har meget svært ved at tro på historierne om trolde og magikere, og ikke mindst at faren skulle være en slags hemmelig agent. Men da han pludselig står ansigt til ansigt med en trold, er han nødt til at acceptere fakta. Så da oratoragenten Bitten bliver dødeligt såret, må Saxo og faren sammen med sagnfiguren Holger Danske tage til Orator for at redde Bitten og standse Brage.

Blodets bånd er dansk fantasy, der tager udgangspunkt i danske myter og sagnfigurer, og fører dem ind i nutiden, hvor oratoragenter bruger plasmapistoler og granater til at bekæmpe trolde og andre eventyrlige væsner. Romanen er Christian Kronows debut, og jeg synes, han er sluppet godt fra det. Tempoet er støt stigende gennem historien, som er fyldt med action og også lidt humor.

Jeg kan godt lide idéen om at genbruge vores gamle sagn, som ofte er både blodige og underholdende. Og jeg er helt på linje med Christian Kronow, som i et interview opfordrer til at ”pille lidt i vores egen navleuld”. Mange af de gamle sagn og myter har noget eviggyldigt over sig, så hvorfor ikke udnytte den skattekiste af fortællinger i stedet for altid at se mod USA efter inspiration?

I Blodets bånd hører vi bl.a. sagnet om Beowulf og hans kamp mod Grendel, historier om Holger Danske, om trolden fra Lønne og mange andre mytiske skabninger. Det er både farverigt og spændende, og jeg er sikker på, at målgruppen +12 år vil leve sig helt ind i historien.

Blodets bånd er illustreret af Kim Herlig Holm. Der indledes med et kort over Orator, som det hører sig til i en rigtig fantasyroman, mens flotte afdæmpede akvarel-tegninger pryder enkelte kapitler undervejs. Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte illustratoren på forhånd, men han kan klart anbefales. Tjek eventuelt hans hjemmeside og nyd flere af hans monstre.

Også andre forfattere har ladet sig inspirere af den danske kulturarv. Bl.a. har Teddy Vork udgivet Diget i 2010, om drengen Knud der bliver begravet levende som offer til guderne og beroliger sig selv ved at genfortælle de gamle sagn, mens mørket omkring ham vågner op. Det er også en roman, der kan anbefales.

Selvom jeg ikke som sådan tilhører målgruppen, var jeg vældig underholdt af Blodets bånd. Sproget flyder let, og historien er spændende. Og så er jeg som sagt vild med, at forfatteren giver vores gamle sagn nyt liv. Så har du lyst til at udforske de danske sagn i en ny kontekst, kan Blodets bånd anbefales.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Læs interview med Christian Kronow

Om Blodets bånd:

Udgivelsesår: april 2018
Forlag: mellemgaard, 293 sider
Illustrator: Kim Herlig Holm

Læs også:

Den barske sandhed om Thor og Loke af Emil Blichfeldt
Den store djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo
Diget af Teddy Vork

Fandenivoldsk af Lars Kramhøft

Fandenivoldsk af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen, farvelagt af Laura BlicherHvad får man, hvis man tager et freak cirkus, græske guder og et prisvindende makkerpar? En fandenivoldsk fremragende tegneserie!

Det forelskede par Jack og Tia er ekstreme artister hos Cirkus Panopticon. Deres bryllupsdag ender dog blodigt, da en bande bevæbnede mænd stormer kirken og slår alle ihjel. Det falder kærlighedsgudinden Afrodite for brystet, og i et væddemål med krigsguden Ares lader hun Jack og Tia genopstå. Nu skal tiden vise, om kærligheden eller ønsket om hævn er den stærkeste drift.

Jeg var meget begejstret for Made Flesh af makkerparret Kramhøft og Kristensen. En krybende ond fortælling om hjemsøgte huse og sjæle, som fuldt fortjent vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2013. Siden har de to herrer haft travlt med en masse individuelle projekter. Men nu er de heldigvis sammen igen, og sammen med Laura Blicher serverer de en actionfyldt kærlighedshistorie, der ikke lader sig stoppe af døden.

Lars Kramhøft fortæller bagerst i bogen, hvordan idéen til Fandenivoldsk opstod, da han selv besøgte The Coney Island Circus Sideshow i USA. Her var han på scenen for at hjælpe sværdslugeren Betty Bloomer, og det satte sig som en uforglemmelig oplevelse, der blev startskuddet historien.

Fandenivoldsk er top underholdende. Historien kan læses lige ud ad landevejen og nydes for både den actionfyldte handling, som blander zombier, kærlighed, lejemordere og magi i en hæsblæsende fortælling, og for Tom Kristensens fremragende illustrationer. Men som altid med gode historier, er der flere lag for dem der ser efter. Tia er f.eks. tegnet med en frisure som Frankensteins brud i James Whales film fra 1935.

Cirkusset, som Tia og Jack følger, hedder Panopticon. Panoptikon er en type af fængselsbygninger designet af en filosof i slutningen af 1700-tallet. Designet giver en person mulighed for at overvåge fangerne uden deres viden. En detalje der både kan referere til gudernes væddemål og det at de er freaks og altid stikker ud blandt ‘normale’ mennesker. Plus naturligvis at Jack har deltaget i reality-programmet Extremt Talent.

Parret er veganere, men da de genopstår, lider Tia af humørsvingninger og mærkelige spisevaner såsom hjertet revet ud af en af deres drabsmænd! Men er det døden, der har ændret hende? Og er det mon tilfældigt, at Tia er slangetæmmerske? Og så videre.

Som altid udbygger Tom Kristensens nærmest filmiske tegninger historiens univers, og denne gang har Laura Blicher farvelagt fortællingen. Det er gjort meget stemningsfuldt, og resultatet er hæsblæsende, fandenivoldsk underholdning, som kun kan anbefales.

Om Fandenivoldsk:

Udgivelse: 2018
Forlag: Fahrenheit, 105 sider
Illustreret af Tom Kristensen og farvelagt af Laura Blicher

Besøg Lars Kramhøfts hjemmeside
Besøg Tom Kristensens hjemmeside

Glem ikke at lytte til EPén “Hate & Fight” af Hola Ghost, med musik inspireret af tegneserien.

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Deadboy af Tom Kristensen
Diego og Dolly af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle Schmidt
Gigant af Rune Ryberg
Kværnen af Martin Schjönning, illustreret af Tom Kristensen
Made Flesh af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen

Rødt til en død årstid af Hanna Lützen

Rødt til en død årstid af Hanna LützenRødt til en død årstid er gennemtænkt og underholdende, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel

Af uvisse årsager har jeg aldrig fået læst Hanna Lützens Rødt til en død årstid – Horrorfortællinger fra Holte, selvom det nu er godt 20 år siden, den udkom. Heldigvis bliver god litteratur ikke dårlig med årene, og jeg kan kun opfordre andre til ikke at vente lige så længe som jeg med at læse den.

Rødt til en død årstid består af en række selvstændige fortællinger, der dog alle tilhører det samme univers, blot spredt ud over tid og personer.

Rammefortællingen handler om et ungt par, der vil flytte tilbage til Holte efter flere år i København. Drømmen om at leve storbylivet er blevet afløst af ønsket om tryghed. De ønsker at “eliminere det skræmmende skel mellem ude og inde; de ville trække deres verden udenfor – i haver og på terrasser.” I Holte behøver man ikke passe på, når man træder ud af sin gadedør. Her skal man blot huske at “installere en effektiv alarm. I ved, de forsøger jo alligevel konstant at forcere grænsen.”

Men trygheden i det nordsjællandske er en illusion, og en tyverialarm hjælper intet her. Under den landlige idyl gemmer sig sære væsener og underjordiske kræfter, der drager mennesker til sig i mørket. Det hyggelige gadekær forvandles til en stinkende sump, og råddenskaben siver ind ad selv den mindste sprække. Her undslipper du ikke.

Rødt til en død årstid består af seks noveller. Hver novelle indledes af en kort fortælling fra fortiden, der hænger sammen med historien i novellen. Titelnovellen indleder med sin fortælling om gymnasiepigen Charlotte, der får et job med at gøre rent hos en ældre dame for at tjene lidt ekstra. Damen er dog på ingen måde helt almindelig, og det er lønnen heller ikke.

I ‘Sene nætter i Søllerød’ hedder hovedpersonen Mikkel. Han bijobber som garderobepasser på den lokale kro ved siden af sine studier. Som afsluttende opgave skal han skrive om Edgar Allan Poe, så de stille timer bruger han på at læse Poes noveller. En aften hjælper han en ung pige på knallert med at finde vej, og herefter mister han selv retningen.

Den tredje novelle hedder ‘Mudderkonen’, og her følger vi Anton, som efter mange år vender tilbage til Brillesøen og skoven, hvor han i barndommen legede. Det viser sig dog, at bag de glade minder gemmer sig en dyster hemmelighed, der nu kommer frem i lyset.

I ‘Næsset’ befinder vi os på rekreationscenteret Næsseslottet. Her kommer patienterne sig efter forskellige sygdomme i en rar og hyggelig atmosfære. Men på det seneste har en mat stemning sænket sig over centret, og sygeplejersken Bodil har på fornemmelsen, at noget er helt galt.

Med ‘Den enes død’ får vi en afslutning på rammehistorien, der indledte Rødt til en død årstid, og så slutter bogen med den ganske korte fortælling ‘Afsked’.

Atmosfæren i samlingen er stemningsfuld, og Lützen skriver godt. De enkelte noveller snor sig ind og ud imellem hinanden, mens Lützen drypper forskellige henvisninger og fortolkninger ud over historierne som ekstra glasur. Rødt til en død årstid er absolut gennemtænkt og underholdende læsning, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel. Og så er bogen endda omsat til et teaterstykke i 2002 af Maria Stenz.

Anton satte sig frem på bænken med et sæt. Hændelserne fra dengang havde trængt sig frem i hans bevidsthed med en stærk intensitet der efterlod ham en smule rystet. I mange år havde han slået dem hen som erindringsforskydninger og småtraumer fra en tidlig sommers drengeudflugt – Mudderkonen var et fantasifoster og jordgangen barnlig ønsketænkning. Men Martin var jo aldrig dukket op. Han var stadig en forsvunden dreng, og selvom Anton ikke havde nogen skyld i hans uforklarlige forsvinden lurede tanken om Mudderkonen og turen i den underjordiske gang bag det hele. Netop før da han sad med lukkede øjne og genoplevede den mærkelige tur i skoven havde han følt de samme dufte og den samme kuldslåede fornemmelse om benene som dengang. Han gjorde sig ingen forhåbninger om at finde en forklaring på hvad der egentlig var sket. Tværtimod. Han ønskede det ikke. Det var bare en trang der havde fået ham herned til Brillerne igen. Måske en trang til at genopleve og glemme. Han så ud over søen og indså at stedet aldrig havde forladt hans indre blik. Panoramaet havde ligget som et baggrundstæppe for hver eneste tanke han havde tænkt i sit voksne liv. Han havde forladt sin hjemegn, men den vragede hjemlighed havde aldrig forladt ham.” (s. 122-123)

Indhold:

Rødt til en død årstid
Sene nætter i Søllerød
Mudderkonen
Næsset
Den enes død
Afsked

Om Rødt til en død årstid:

Udgivelsesår: 1997
Forlag: Gyldendal, 206 sider
Omslag: Ida Balslev-Olesen

 

Udvalgt bibliografi:

Spøgelserne i Hausers palæ (2005)
Politikens store eventyrbog (2005)
Miraklernes bog (1997)
Rødt til en død årstid (1997)
Vlad (1995)

Staudebedet i Skygger (1997/2010)
De små søstre med glasuransigter i Horror.dk (2008)

 

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn MortensenHvis du tror, at julen blot handler om gaver, god mad og familiehygge? Så læs Julebestiariet : en julekalenderguide til vinterens monstre

Et bestiarium var i middelalderen en samling moralske fabler om faktiske eller mytologiske dyr. Med Julebestiariet har Benni Bødker lavet en håndbog over en række væsener, der alle har med julens traditioner og folkesagn at gøre.

Det lyder umiddelbart hyggeligt, men allerede i bogens forord går det op for læseren, at det ikke er sandheden. For i vintermørket gemmer urgamle væsener sig, og hvis de får chancen, så fanger de os, spiser os eller det, der er værre.

Bogen er opdelt i 24 kapitler, der hvert fortæller om et monster. Alle opslagene er skræmmende illustreret af John Kenn Mortensen, hvis bløde monsterstreg passer perfekt. Derudover får vi et signalement, hvor findes væsenet, farlighedsgraden og ikke mindst – tips til overlevelse.

Hvert monster scorer mellem 1 og 5 grankogler, hvor 5 er det absolut farligste. Og under den klasse finder vi bl.a. Glosoen. Glosoen kaldes også for Gravso, og om den skriver Bødker:

Hvis du står overfor Glosoen, så gælder det om at krydse benene i en fart. Dens ryg er nemlig savtakket, og den kan flække dig fra top til tå, når den krummer ryggen, sænker hovedet og farer hen over jorden og ind mellem dine ben.”

Hvis man ikke har husket at ofre til Glosoen i løbet af året, så risikerer man, at den gemmer sig under middagsbordet juleaften, og det ønsker du ikke skal ske!

Mere uskyldig er den italienske juleheks Befana. Hun kommer med gaver til de artige børn, mens de slemme i stedet for får et løg, hvidløg eller kulstykke i stedet for. Som Bødker skriver: “De italienske børn slipper billigt.”

Vi hører om Krampus, Julebukken, Nissen og andre væsener, jeg slet ikke kendte. Men i Mortensens flotte illustrationer og Bødkers ord kommer de hurtigt frem på nethinden. Og jeg har helt sikkert fået ny respekt for Lucia-bruden!

Julebestiariet er en anderledes kalenderbog. Den er lækkert udført med et fysiske layout, hvor illustrationer, typografi og indbinding gør den til en fornøjelse at læse. Samtidig er historierne velskrevne og underholdende med en tone af både gys og grin, som gør den velegnet til både børn og voksne. Bagerst i bogen er en kildeoversigt, hvis man skulle have lyst til at læse mere om de mytologiske væsener fra alverdens lande.

En gennemført og underholdende håndbog om vinterens monstre, som absolut er værd at bruge tid i selskab med. Og hvem ved – måske kan læsningen redde dit liv?

Jeg er lidt af en sucker for John Kenn Mortensen, og har du ikke læst ham, kan jeg også anbefale De utilpassede eller hans bøger med Post-it monstre … Ja faktisk alt af ham 🙂

Om Julebestiariet:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Cobolt, 111 sider
Illustrationer: John Kenn Mortensen

Besøg Benni Bødkers hjemmeside 
Besøg John Kenn Mortensens hjemmeside

Glosoen af John Kenn Mortensen

Farlig fisketur af Henrik Einspor

Farlig fisketur af Henrik EinsporJeg var så heldig tidligere på året at få tilbudt tre læse-eksemplarer fra forlaget Løse Ænder med ordene “No strings attached”. Selvom jeg ikke så tit læser børnebøger, sagde jeg straks ja tak, for Henrik Einspor har skrevet nogle gode historier, der også kan læses af voksne, bl.a. I klovnenes kløer.

Ret hurtigt fik jeg læst De døde dukkers hævn og De to myr, som jeg syntes godt om, så de fik en omtale her på siden. Men så kom jeg lidt fra den sidste: Farlig fisketur. Nu er den også læst, og jeg må sige, at jeg gemte det bedste til sidst.

Hovedpersonen bor sammen med sine forældre og storebroren Mads i nærheden af en mose. I mosen bor en kæmpestor gedde, der florerer mange historier om. Drengen må dog ikke gå ned i mosen, som er bundløs, og hvor man kan synke ned i hængedyndet. Og selvom drengen er fascineret af mosen, holder han sig dog fra den.

Indtil en dag den lidt ældre kammerat Kaj, som holder ferie i området hver sommer, hører historien om Grum, som kæmpe gedden bliver kaldt. Kaj har nemlig en flot fiskestang, og han får snart overtalt drengen til, at de skal fange Grum.

Men måske er der noget sandt i de mange historier om Grum og mosen?

Farlig fisketur er en slags coming-of-age fortælling iblandet et drys gys, og jeg faldt fuldstændigt for historiens stemning, der giver mindelser om Stephen Kings Liget i skoven.

Henrik Einspor får virkelig sin hovedperson til at leve, og jeg var helt med, når han gysede over ord som hængedynd og filosoferede over, hvordan mosen kunne være bundløs. Måske fordi jeg selv husker, hvordan voksne ord kunne være genstand for mange grublerier i min egen barndom.

Derudover er stemningen i bogen så fin. Det er måske forkert at skrive, når historien ender uhyggeligt. Men hele setuppet med den farlige mose, forholdet til storebroren, kampen for at få fat i en fiskestang og ikke mindst selve fisketuren, hvor drengen lærer at fiske, er simpelthen så velskrevet og genkendelig – selvom jeg hverken fisker eller er af hankøn. Det er bare selve barndommens essens, Einspor har fanget.

Farlig fisketur kan læses fra +10 år, men efter min mening hører den ligeså vel hjemme i en novellesamling for voksne. Jo vist er her uhyggelige elementer med sagnet om bjergmanden og den mystiske pige, der viser sig for drengen flere gange i historien, og naturligvis den skræmmende kæmpe gedde. Men for mig er det oplevelsen af at have besøgt barndommens land der står stærkest ved endt læsning.

Tommy Kinnerup har tegnet forsiden, som meget fint fanger bogens stemning. Den lidt nostalgiske himmel, den bange dreng – og i dybet lurer monstret. For selvom barndommen i bagspejlet ses i et mere lyserødt skær, kunne det nu være vældig skræmmende at være barn.

Ikke langt fra hvor vi boede, lå mosen. Og alle vidste, at der gik en stor gedde i den mose. En ren kæmpe. Grum blev den kaldt. Der var nogle, som mente, at Grum var lige så gammel som mosen selv. At den havde været der altid. En masse havde selvfølgeligt prøvet at fange den. Der var vist ikke den dreng på egnen, som ikke på et tidspunkt havde forsøgt. Altid uden held og ofte med mistede blink som resultat. Netop derfor var Grum en af den slags gedder, som gav næring til gode lystfiskerhistorier.

Også jeg drømte om at fange den, men dels havde jeg ingen fiskestang, dels var mosen lukket land for mig. Min far forbød mig at gå derned. Man kunne drukne. Eller synke i hængedyndet langs bredden. Hængedyndet! Bare ordet fik én til at gyse.”

Om Farlig fisketur:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 75 sider
Omslag: Tommy Kinnerup

Tak til forlaget Løse Ænder for læse-eksemplaret. Læs mere om bogen på forlagets hjemmeside.

Læs også:

I klovnenes kløer, 2017
Farlig fisketur, 2017
Drengen der tænkte ting, 2015
Alt godt fra havet, 2014
Max Skræk – mere død end levende, 2010
Porcelænsdukken, 2009
Den yderste dag, 2009

Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas HjortshaabHvad nu hvis monstret under sengen ikke er det, du bør frygte mest? 

I 2012 udkom antologien Til deres dages ende. Heri kunne man bl.a. læse Teddy Vorks novelle Mare, mare minde, som nu kommer i en illustreret udgave for børn. Vær dog opmærksom på at her er tale om en barsk historie á la Brødrene Løvehjerte, og at Vork ikke lefler for laveste fællesnævner.

Drengen Peter ligger i sin seng og prøver at falde i søvn. Hans forældre er til begravelse for bedstefarne, og Peter bliver passet af Sabine. Men Peter kan ikke sove. Han hører lyde og ser skygger, og angsten får ham til at tænke tunge tanker. Peter er nemlig syg og skal opereres i hjertet til sommer.

For at skubbe frygten væk begynder Peter at synge sangen om Ole Lukøje for sig selv. Pludselig svarer en stemme udenfor dynen, og da Peter titter ud, ser han en lille tyk mand med en paraply. Endelig er hjælpen kommet. Men kan Ole Lukøje hjælpe mod nattens monstre?

Jeg var meget begejstret, da jeg første gang læste Mare, mare minde, og jeg er ikke mindre begejstret for denne nye version. Teksten er bearbejdet en smule, og så er historien blevet stemningsfuldt illustreret af Thomas Hjorthaab, der tidligere har arbejdet sammen med Teddy Vork om Det bortførte bogstav.

Illustration af Thomas HjorthaabMare, mare minde er dels en fortælling om monstrene i børneværelset, som jeg også husker fra min egen barndom, men sat ind i en mytologisk kontekst der giver fortællingen et ekstra lag. Ole Lukøje bliver til Hypnos/Morfeus, søvnens og drømmenes gud i græsk mytologi, mens væsenet under sengen er Fobetor, materialisationen af mareridt. Også det sidste væsen, Thanatos, har sin oprindelse hos grækerne, hvor han personificerede døden.

Dels er det fortællingen om en syg dreng, der ligger for døden, og om de tanker og forestillinger det medfører for både ham og forældrene. Døden er vel nok det sidste store tabu, og ikke mange bryder sig om hverken at forestille sig den eller tale om den. Det er alt for skræmmende.

Men måske bør vi tale med vores børn om døden og om livets skræmmende sider. For børnene tænker på dem alligevel. Som Peter der i historien overvejer, om hullet i hans hjerte er en straf fra Gud? Og som undrer sig over, at de voksne lader som om julemanden findes, men samtidig siger at spøgelser og monstre er opdigtede.

Mare, mare minde er en smuk og eftertænksom fortælling, men den er også skræmmende og med en barsk slutning. Hjorthaabs sort/hvide illustrationer indeholder samme blanding af skønhed og rædsel, og supplerer historien fremragende. Bagerst i bogen er indsat et par sider, som viser Hjorthaabs arbejde fra idé til skitse til tegning. Noget som jeg personligt altid finder interessant.

Illustration af Thomas HjorthaabSelvom Mare, mare minde er rettet mod de +12-årige, så kan også denne illustrerede udgave med stor fornøjelse læses af voksne. Hvis man altså har mod på at blive både rørt og skræmt.

Mor sagde bedstefarne var i Himlen nu. I går havde hun peget på den mest skinnende stjerne og sagt, at det var bedstefarne, som kiggede ned på dem. Det vidste han ikke helt, om han troede på. Han havde spurgt far, om det var rigtigt, og far havde sagt, at det kunne det godt være, hvis man troede på det. Det var godt at tro på noget. Det blev man nødt til nogle gange.

Det var bare ikke til at finde ud af, hvad man skulle tro på. Julemanden fandtes ikke, selvom bedstefarne og onkel Jim og faster og mor og far ville have ham til at tro på det. Spøgelser og monstre fandtes ikke, sagde de. De var opdigtede. Men det var julemanden jo også. Var det kun uhyggelige ting, der ikke fandtes?

Om Mare, mare minde:

Udgivelsesår: 15.08.2017
Forlag: Calibat, 59 sider
Illustrationer: Thomas Hjortshaab

Tak til Teddy Vork for læseeksemplaret – og for mange mareridt igennem årene.