Warning: Use of undefined constant MSW_WPFM_FILE - assumed 'MSW_WPFM_FILE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/gyseren.dk/public_html/wp-content/plugins/wordpress-file-monitor/wordpress-file-monitor.php on line 39
myter og sagn Arkiv - Gyseren
december 2019
M Ti O To F L S
« nov    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘myter og sagn’

Nordiske guder af Johan Egerkrans

Nordiske guder af Johan EgerkransOdin og Tor. Midgårdsormen. Jætter. Valhal og ragnarok. Den nordiske mytologi er fyldt med fængslende beretninger om heltemod, svig og mærkelige væsener. Johan Egerkrans har udvalgt en række af dem i Nordiske guder, et smukt illustreret og velfortalt værk for såvel unge som gamle.

Bogen er opdelt i fire overordnede afsnit: Skabelsen; Guder og Gudinder; Jætter, væsener og vidundere samt Ragnarok. Hvert afsnit indeholder en række kapitler, hvor Egerkrans dels genfortæller sagnene og dels beskriver de mest kendte guder, jætter osv. Hvert afsnit er illustreret, og for mig som er opvokset med Peter Madsens Valhalla, er det interessant at se, hvor anderledes Egerkrans ser flere af guderne, selvom jeg naturligvis godt er klar over, at fortolkningen også har med de forskellige formater at gøre. Valhalla er en tegneserie beregnet på underholdning, Nordiske guder er en gendigtning rettet mod at give viden.

Et kapitel handler om Freja. Om hende fortæller Egerkrans, at hun er en modsætningsfyldt gudinde, der både råder over frugtbarhed, kærlighed og attrå, samtidig med at hun er en krigs- og dødsgudinde. Hun er trolddomskyndig og gudernes mægtigste vølve. Og som Odin kan Freja optræde både grådigt, lusket og svigefuldt.

Af de, som falder på slagmarken, tilfalder halvdelen som bekendt Odin, men den anden halvdel har Freja ret til. Disse kæmper havner efter døden i hendes rige, Folkvang, som betyder ‘kampplads’, i den enorme hal Sesrumner. Her vier Frejas krigere sig til lignende kamplege som Odins einherjer. Til Sesrumner kommer også højtstående og modige kvinder i efterlivet.” (side 57)

Med et navn som Jette er jeg naturligvis tiltrukket af jætterne fra den nordiske mytologi. En af de jætter, Egerkrans fortæller mere om, er Angerbode. Hun er en jætteheks, der bor i en oldgammel, mørk skov ved navn Jernveden. Hendes navn betyder ‘sorgbringeren’, og hun er “[…] mor til de horder af varulve, som hjemsøger skoven. Skoll og Hate – de rædselsvækkende jætter i ulveskikkelse, som jager solen og månen – er også hendes afkom. Hun har desuden taget guden Loke som sin elsker og sammen med ham avlet de tre afskyelige børn, der alle er dømt til at føre ulykke med sig. Det første er Fenrisulven, som vil dræbe Odin i Ragnarok. Det andet er Midgårdsormen, som slynger sig omkring verdenshavet og vil blive Thors endeligt i den sidste strid. Det tredje er dødsgudinden Hel, som af guderne er sat til at herske over dødsriget.” (side 116)

Egerkrans beskriver jætterne som: “[…] er overnaturlige væsner nært knyttet til naturkræfter og urtidens kaos. De fleste nedstammer fra Ymer og er gudernes evige fjender.” Men til tider kan det være svært at skelne dem fra guderne, som også kan opføre sig svigefuldt. “I sidste ende ligger forskellen snarere i funktion end i herkomst: Guderne står for orden, frugtbarhed og fremskridt, mens jætterne repræsenterer tilværelsens mørke sider.” (side 114)

Nordiske Guder af Johan Egerkrans side 151Bogens sidste afsnit omhandler Ragnarok, som på mange måder er den del af mytologien, som jeg personligt holder mest af. For selvom alt slutter i et grusomt blodbad, så stiger en ny verden op af asken. Og for mig er det livssyn vederkvægende – at livet fortsætter, uanset hvor tosset vi bærer os ad.

Surt står alene tilbage og skuer enøjet ud over ødelæggelserne. Han lader sit flammende sværd feje ud over verden, og ilden brænder alt, der er tilbage, inklusive ildjætten selv. Jorden omsluttes af luer, revner og styrter i havet. Alt går tilbage til, hvad der var engang: kaos, ild og is … Men intet varer evigt, end ikke verdens undergang. En ny verden vil grøn og urørt rejse sig af havet, renset for ondskab og lidelse. Agre med gylden sæd vil vokse frem, og fosserne vil atter være fulde af fisk.” (side 148-152)

Svenske Johan Egerkrans er en gudsbenådet tegner, og samtidig er han en fantastisk fortolker af de gamle myter og sagn. I De udøde fra 2018 fortæller han om en lang række udøde væsener fra hele verden og giver sin egen kunstneriske fortolkning af dem. Her i Nordiske guder genfortæller han de nordiske gudesagn og fortolker guderne, jætterne og alle de andre væsener i sin egen stil.

Danske Peter Madsen har skrevet forordet, som han slutter af således: “[…] på trods af inspiration fra både fortid og samtid er Johans illustrationer først og fremmest hans helt eget, personlige udtryk. En både modig og overraskende fremstilling af den nordiske gudeverden, hvor læseren igen og igen kan drage på nye opdagelsesrejser. I mit atalier har jeg allerede adskillige hyldemeter med bøger om den nordiske mytologi. Men denne bog MÅ have sin plads i samlingen. Og det skal være en hædersplads!

Jeg kan kun være enig. Nordiske guder er både informativ, letlæst og fantastisk illustreret, og har du den mindste interesse i nordisk mytologi, bør du unde dig selv at læse den.

Om Nordiske guder:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Alvilda, 159 sider
Omslag og illustrationer: Johan Egerkrans
Originaltitel: Nordiska gudar, 2016
Oversættelse: Annette Lerche Trolle

Læs også:

Fall of gods: she is gone af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
Fall of gods: the faceless king af Michael Vogt
Den barske sandhed om Thor og Loke – Prøven af Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo
Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
De udøde af Johan Egerkrans
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Hels rejse: Den 6. bog om Satan af Signe Fahl

Nordiske guder, Freja side 56 Nordiske guder, jætte side 112

Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker

Den dobbelte grav af Benni BødkerGenfærd, blodsugere, gravrøvere og et sunket slaveskib er blandt ingredienserne i Benni Bødkers rædselssymfoni for gyserentusiaster fra +10 år

Den dobbelte grav indeholder 13 noveller af Benni Bødker og er fyldt med de fedeste illustrationer af David Mikkelsen.

Jeg er ret gammeldags, når det gælder bøger. Jeg kan sagtens læse ebøger, og kan også se det smarte i at man hurtigt og billigt kan købe spændende bøger fra nærmest hele verden. Men personligt holder jeg mest af at få en papirbog i hånden. Når den så er i lækkert layout, og indholdet ligeledes er godt – jamen, så bliver min verden ikke meget bedre.

Og Den dobbelte grav er flot. Bogen har stift bind og er trykt på kraftigt papir. Layoutet er gennemført med flotte knogle-vignetter i starten af hvert kapitel, og en illustration hvid på sort afslutter hver fortælling og understreger den uhyggelige stemning. Når man køber bogen, får man desuden en vinylplade af metalbandet Undergang med, som indeholder to sange inspireret af bogen. Sangen kan også streames på Undergangs hjemmeside.

De 13 noveller er en blanding af fortællinger fra gamle dage og fra nutiden. Flere af historierne har tråde til historiske emner eller myter og sagn. Eksempelvis udspiller novellen ‘De grædende børn’ sig i nutidens Spanien, men trækker tråde til den spanske borgerkrig og Francos diktatur. Mens novellen ‘Den blodige legion’ tager udgangspunkt i den fransk-preussiske krig 1870-71.

Benni Bødker skriver ikke ned til sine læsere, men er god til at forklare undervejs, for eksempel om lygtemændene i ‘I nat dør vi’: “Folk her omkring siger, at på heden hærger lygtemændene. Vover man sig ud en mørk aften som nu, kan man se de flakkende lys. Det er de dødes genfærd, der lyser op og forsøger at lokke vejfarende til sig. Lokke dem med sig så langt ud på heden, at de ikke længere kan finde hjem. Eller ud i den bundløse mose. Sådan lyder historierne. Lygtemændene varsler død, og det er bedst at holde sig på lang afstand af dem.” (side 44)

Nogle af novellerne har tidligere været udgivet i serien 666, der beskrives som “[…] klassiske, letlæste gysere, inspireret af virkelige begivenheder […]“. Blandt dem er ‘En af os’, der handler om Johan, som har fået en idé til at slippe af med rødderne, der forfølger ham. I første omgang er idéen en succes, men siden viser den sig at være et tveægget sværd.

Historierne i Den dobbelte grav er grumme, overraskende og uden garanti for lykkelige slutninger. Målgruppen er måske nok børn som holder af stemningsfulde gys, men voksne kan såmænd også sagtens læse med. Jeg var i hvert fald godt underholdt af de stemningsfulde fortællinger, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Benni Bødker er i øvrigt snart aktuel med Grimm II, hvor han sammen med Kenneth Bøgh Andersen genfortæller 10 eventyr af brødrene Grimm. Ligesom første bind bliver bogen illustreret af John Kenn Mortensen, og jeg glæder mig allerede.

Tak til forlaget Corto som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Besøg Benni Bødkers hjemmeside.

Om Den dobbelte grav og andre rædsler:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Corto, 190 sider
Omslag og illustrationer: David Mikkelsen

Indhold:

Den dobbelte grav
En af os (tidligere udgivet som Krageklippen i serien ‘666’)
I nat dør vi (tidligere udgivet som Lygtemænd i serien ‘666’)
Elsket og savnet
50 sjæle (tidligere udgivet som Hvil i Helvede i serien ‘666’)
Skibskisten
Til døden os skiller
De grædende børn (tidligere udgivet som De grædende i serien ‘666’)
Vrykoloka (tidligere udgivet som Ulvene fra Konstantinopel i serien ‘666’)
De blinde døde (tidligere udgivet som Blod til Baphometh i serien ‘666’)
Den blodige legion (tidligere udgivet som Genfærdslegionen i serien ‘666’)
Lad deres knogler synge (tidligere udgivet som Den hornede i serien ‘666’)
Den dobbelte grav

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Søvn og torne af Neil Gaiman
Og de onde lo – amoralske fabler af Ellen Holmboe & Kristian Eskild Jensen
Midnatstimen af Dennis Jürgensen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Sku ikke hunden på hårene – og 10 andre noveller om ordsprog

Det tavse vidne af Elly Griffiths

Det tavse vidne af Elly GriffithsEn død studiekammerat, et opsigtsvækkende arkæologisk fund og en buttet arkæolog med speciale i biologisk antropologi. Min yndlingsenglænder er på banen igen.

Jeg kan godt være ret dårlig til at læse krimi-serier. Det ender desværre tit med, at jeg bare læser de første par bind, og så bliver det ikke til mere, selvom serien er nok så god. Men det har ikke været tilfældet med serien om Ruth Galloway, den midaldrende, buttede arkæolog fra University of North Norfolk.

Ruth har på en eller anden måde fanget mig, så jeg er nødt til at følge med i hendes liv. Hendes nye tilværelse som alenemor. Hendes kontakt med vicekriminalkommisær Harry Nelson der til at begynde med var noget irriteret på den kvindelig akademiker. Hendes venskab med druiden Cathbad der til tider irriterer Ruth grænseløst. Og ikke mindst de mange spændende begivenheder hun uforvarende bliver involveret i.

Her i Det tavse vidne bliver Ruth kontaktet af en tidligere studieveninde, som fortæller at deres fælles ven, arkæologen Dan Golding, er død i en brand. Ruth er rystet over nyheden, men værre bliver det, da hun kort efter modtager et brev fra Dan. Her hentyder han til et opsigtsvækkende fund, som han beder om Ruths hjælp til. For tilsyneladende er stærke kræfter imod Dan.

Brevet får Ruth til at kontakte Nelson. Han trækker i trådene til en gammel politikammerat i Blackpool – som kan afsløre, at Dan blev myrdet.

Alligevel får Ruths nysgerrighed hende til at sige ja, da lederen af Pendle University’s historiske institut, Clayton Henry, beder hende om at se på Dans opdagelse. Hun slår to fluer med et smæk og holder sommerferie i Blackpool med sin datter og Cathbad, og så kan hun undersøge Dans udgravning ved samme lejlighed.

Men hvem der end stod bag Dans død, holder også øje med Ruth, og snart begynder hun at modtage truende beskeder. Kan Ruth selv være i fare?

Noget af det, jeg elsker ved Det tavse vidne (og serien i det hele taget), er blandingen af krimi med historiske emner. Denne gang hører vi blandt andet, om Englands udvikling efter at romerne forlod øen. Hvordan ældgamle sagn og myter trækker tråde til nynazistiske grupper i nutiden. Og om Englands svar på Holger Danske.

Samtidig lader Elly Griffiths historien udvikle sig i et tempo, så vi kommer helt tæt på seriens personer, hvilket også giver et spændende indblik i nutidens England.

Plotmæssigt er serien realistisk. Jeg kan godt blive lidt træt af de nærmest overnaturlige seriemordere, der kan forudsige alt, som har hovedrollen i nogle krimier. Det er ikke tilfældet i Det tavse vidne. Her er det troværdige forbrydelser og troværdige ”skurke”, og det er et stort plus i min bog.

Elly Griffith skriver, så historien nærmest læser sig selv. Jeg havde i hvert fald svært ved at lægge den fra mig, da jeg gik i gang. De forskellige plottråde er med til at skabe suspense, selvom her ikke er tale om en hæsblæsende pageturner. Mod slutningen sker der dog en voldsom stigning i spændingskurven, hvor jeg alligevel kom ud på kanten af stolen, men også det får Griffith flettet naturligt ind i historien.

I det hele taget har jeg kun godt at sige om Det tavse vidne. Den (og hele serien) er et oplagt bud til læsere af velskrevne puslespilskrimier, hvor personer og miljø er en vigtig del af fortællingen.

En charmerende og underholdende krimi jeg kun kan anbefale – og billetten til arrangementet med Elly Griffiths på Horsens Bibliotek d. 4. december er naturligvis købt 🙂

Uddrag af Det tavse vidne:

“En af vores arkæologer – skøn fyr – døde på tragisk vis i sidste uge. Dan Golding. Ved ikke, om du har hørt om ham.”

“Vi var studiekammerater.”

“Åh.” Clayton trækker vokalen. “Så er jeg meget ked af at være den, der overbringer den dårlige nyhed.”

“Det gør ikke noget. Jeg vidste det godt.”

“Åh.” En lidt anden betoning denne gang. “Nå, men jeg ved ikke, om du vidste, at Dan for nylig havde gjort en opdagelse, som han anså for at være betydningsfuld.”

Ruth venter. Det er et trick, hun har lært af Nelson.

“Knogler,” siger Henry. “På en romersk boplads uden for Ribchester. Den måde, knoglerne var blevet begravet på, fik Dan til at tænke, at disse jordiske levninger kunne være … vigtige.”

“Vigtige?”

“En vigtig historisk skikkelse.”

Ruth ved, at ens grav kan give et fingerpeg om ens status. Et avanceret gravmæle, gravgods, våben og skatte – det er alt sammen tegn på, at den døde var rig eller indflydelsesrig.

“Jeg har spurgt mig lidt for,” sagde Henry, hvis stemme igen har fået et slesk tonefald. “Og du er en af vore fremmeste eksperter inden for knogler.” (side 40-41)

Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Det tavse vidne:

Udgivelsesår: 04.10.2019
Forlag: Gad, 356 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: Dying Fall
Oversætter: Lærke Pade

Ruth Galloway-serien:

Pigen under jorden, 2018
Løgnens hus, 2018
Huset på klippen, 2018
Døden på museet, 2019
Det tavse vidne, 2019

 

Charons sølv 1-3 af Lasse Bo Andersen

Færgemandens skat af Lasse Bo AndersenEn gammel færgemand, rockere og en helvedeshund – Carl får nok at se til, da hans morfar beder ham om hjælp til at finde Charons sølv …

Carl har aldrig kendt sin far. Han bor med sin mor, som netop er flyttet sammen med Per. Per forstår ikke, at Carl bedre kan lide at sidde stille og tegne, fremfor at drøne rundt udendørs. Men det gjorde Carls morfar – og han er lige død.

Carl får lov at tage med hen på plejehjemmet, hvor morfaren boede. Mens moren kort er ude for at tale med bedemanden, begynder morfar at tale til Carl. Selvom han er død! Morfar fortæller Carl, at færgemanden Charon er vred. Nogen har stjålet hans skat med sølvmønter, som de døde har betalt for at blive fragtet over floden Styx til dødsriget. Og Charon er sikker på, at det er Carls morfar.

Så nu har morfaren brug for Carls hjælp til at finde skatten og levere den tilbage til Charon. Ellers er morfaren fordømt til at blive et genfærd, der plager de levende. Carl vil rigtig gerne hjælpe, men hvordan? Heldigvis er hans gode ven Malthe fuld af gåpåmod, og snart er de to drenge i en kamp mod tiden for at finde sølvskatten. For Charon er ikke en tålmodig herre, og skatten skal leveres tilbage inden morfarens begravelse. Men drengene er ikke de eneste, der leder efter Charons sølv …

Lasse Bo Andersen er en produktiv herre, som skriver nogle actionfyldte og underholdende letlæste historier for børn. Jeg kender ham især fra Zombie Splatter-serierne, som er rent guf for zombiefans. Denne gang bevæger han sig over i den græske mytologi med historien om Carl, der skal hjælpe sin afdøde morfar videre til dødsriget.

Charons sølv består af tre bind: Færgemandens skat, De dødes skygger og I helvedeshundens gab. Hvert bind starter, hvor det foregående sluttede, så man bør læse dem kronologisk for at få fuldt udbytte af historien. Til gengæld betyder det, at handlingen nærmest bare accelerer fra side 1 i første bind til sidste side i bind tre.

Her er fuld skrue på fortællingen hele vejen, men ved at have den lidt forsigtige Carl som hovedperson føles det alligevel troværdigt. Han er nem at identificere sig med for læserne, og med kombinationen af stille Carl og vilde Malthe får vi både lov til at være kede af morfarens død; føle tvivl om forholdet til morens nye kæreste; og være seje helte der kaster sig ud i problemerne med boldtræ og selvtillid.

LBA leverer endnu en gang effektiv og actionfyldt underholdning for de +10-årige, som jeg kun kan anbefale.

Uddrag af Færgemandens skat:

Morfar satte sig op i sengen. Han greb Carl i T-shirten og trak ham nærmere.

Carls hals snørede sig sammen. Han kunne ikke sige et kvæk. Alle ord og lyde sad fast i halsen på ham.

– Færgemanden kommer! Charon … hans … hans sølv er blevet stjålet! 

Morfars stemme var kun en hæs hvisken.

Allerede ved det første ord faldt der noget ud af munden på ham. Noget fladt og rundt. Det landede på gulvet med et pling og trillede ind under sengen.

– Hører du mig, Carl? spurgte morfar skrattende. – Færgemandens skat er blevet stjålet!

– H-hvad for en skat? mumlede Carl. Han kunne næsten ikke få ordene frem. 

Morfar, du er jo død! tænkte han lamslået. Hvad er det, der sker? (side 15-16)

Tak til forlaget Tekst & Tegning som har foræret mig bøgerne til anmeldelse.

Om Charons sølv:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Tekst & Tegning, 3 bind
Omslag og illustrationer: Lasse Bo Andersen
Lix: 22-23

Serien:

Færgemandens skat
De dødes skygger
I helvedeshundens gab

Charons sølv af Lasse Bo Andersen

Drengen der tænkte ting af Henrik Einspor

Drengen der tænkte ting af Henrik EinsporSpændende børnebog om skiftinge og farlige ønsker med en gruopvækkende slutning

På det seneste har jeg fået flere spændende læsetips på Gyserens facebook-side, blandt andet Drengen der tænkte ting af Henrik Einspor. Jeg har læst flere af Einspors bøger, og han er en super dygtig forfatter. Selvom han skriver børnebøger, lykkes det ham oftest at fortælle en kompleks historie, men i et let forståeligt sprog. Flere af hans børnegysere har såmænd fået mig til at føle uhyggen risle ned ad rygraden. Så jeg sprang straks på forslaget.

Drengen der tænkte ting handler om fidusmageren Jim Horn. Han er altid på jagt efter lettjente penge, og har blandt andet turneret landet rundt med en hund, der kunne regne og en høne der kunne forudsige vejret.

Jim er ikke en rar fyr, selvom han på overfladen lader som om. Nu er han på udkig efter noget skørt til et nyt tv-program, hvor han skal være vært. Så da han hører rygtet om en dreng, der har en speciel evne til at tænke ting frem, beslutter han sig for at undersøge det.

Det lykkes for Jim at finde frem til drengen, som de lokale kalder for en skifting. Han ser også mærkelig ud. Men selvom de lokale lader til at være bange for drengen, ønsker de alligevel ikke at sælge ham til Jim. Det lader han sig dog ikke stoppe af, og snart er drengen hjemme hos Jim. Men nogle gange er det ikke godt, at få hvad man ønsker sig.

Jeg fik tippet i forbindelse med min omtale af Manden der tænkte ting, og måske har Einspor fundet inspiration her. Men Drengen der tænkte ting er alligevel helt sin egen historien, og på trods af at den er for børn, er den meget mere grum end Valdemar Holsts roman.

Drengen der tænkte ting er en del af en serie, hvor gammel folketro møder den moderne hverdag. Ofte med skæbnesvangre følger. Her i bogen er drengen en skifting, et væsen der kendes fra nordiske sagn, hvor man mente, at det var et troldbarn, der var blevet forbyttet med et menneskebarn.

Illustration af Simon Bukhave fra "Drengen der tænkte ting"Simon Bukhave står bag de stemningsfulde illustrationer, som underbygger historiens dystre stemning, og som mod slutningen hæver fortællingen til et endnu højere plan.

Målgruppen er måske nok børn på +10 år, men jeg var nu også godt underholdt. En klar anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

Flere år rejste Jim Horn fra by til by med Tot. De optrådte på teatre og i tv-shows. Den berømte hund gøede regnestykker ti gange om ugen, og Jim skovlede penge ind. Hans eneste udgift var et kødben i ny og næ og så lidt håndører til den dreng, der luftede hunden.

Kors, hvor måtte de ærgre sig tilbage i landsbyen, tænkte Jim med et grin. De skulle bare have vidst, hvor mange penge de kunne have tjent.

Desværre blev Tot mere og mere skør af at gø regnestykker. Til sidst begyndte den at regne forkert. Folk blev sure og ville have deres penge igen. I visse byer måtte Jim flygte over hals og hoved med hunden under armen. Nå ja, tænkte han. Intet varer evigt. Og en steghed dag glemte han den i sin bil. Han glemte også at rulle ruden ned. Og så var det ude med den hund. (side 8)

Om Drengen der tænkte ting:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Løse Ænder, 56 sider
Omslag: Simon Bukhave

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker
De udøde af Johan Egerkrans
De to myr af Henrik Einspor
Og de onde lo – amoralske fabler af Ellen Holmboe
Blodets bånd af Christian Kronow
Diget af Teddy Vork

Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann

Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach KreutzmannBestiarium Groenlandica er et fascinerende opslagsværk om grønlandske mytevæsener, smukt illustreret af tegnere fra Grønland, Island og Danmark

I sit forord fortæller Maria Bach Kreutzmann, idékvinde og redaktør på udgivelsen, om inspirationen til bogen. Ved et tilfælde faldt hun over nogle grønlandske mytevæsener, som hun ikke kendte. Det udviklede sig til en passion for at finde ud af mere om den gamle ånde- og myteverden, og er nu endt med Bestiarium Groenlandica, hvis titel er inspireret af ‘den videnskabelige tradition for indsamling og katalogisering af information til bevaring og oplysning’.

Bogen kan både læses fra ende til anden, men kan også bruges som et opslagsværk. Forrest er en kort indføring i grønlands historie. Her hører vi bl.a. om Thulekulturen, om taburegler og om ‘sila’ – et grønlandsk ord der både betyder vejr, forstand, verden og verdensorden. Herefter følger en alfabetisk oversigt over 67 forskellige væsener fra de grønlandske myter. Langt de fleste opslag er også illustreret samt tilføjet en kort kildeberetning om væsenet. Bagerst er et afsnit om de grønlandske åndemanere, samt en ordliste, en litteraturliste og en kort introduktion til holdet bag udgivelsen.

På forhånd bestod mit kendskab til Grønland hovedsageligt af Jørn Riels fabelagtige roman Sangen for livet. Der var derfor masser af nyt stof for mig, og det var dybt fascinerende at dykke ned i de mange farverige, farlige og fantastiske væsener, der boltrer sig i den grønlandske myteverden.

Anngiaq tegnet af Jonatan Brüsch til Bestiarium GroenlandicaAnnigiaq

Det er interessant at se, hvordan myter minder om hinanden på tværs af landegrænser. For eksempel læste jeg fornyligt om det skandinaviske væsen myling. En myling er genfærdet af et barn født i dølgsmål og derefter slået ihjel af moren. Også grønlænderne har et sådan væsen. Her hedder det Anngiaq og er ligesom mylingen født i hemmelighed og dræbt. Anngiaq forfølger sine slægtninge, når de sejler, hvor den forsøger at trække dem under vandet og drukne dem.

Ikusik tegnet af Maria Bach Kreutzmann til Bestiarium GroenlandicaIkusik og Iseqqat

Det viser sig, at grønlænderne også kender til zombier. De kalder dem blot Ikusik, og her er der tale om lig, der trækker sig frem på albuerne i deres jagt på levende mennesker. Iseqquat virker også lidt bekendte. De er småbitte, drillesyge væsener – måske en slags grønlandske nisser?

Aassik tegnet af Agust Kristinsson til Bestiarium GroenlandicaAassik

Et andet væsen, der virker bekendt, er Aassik. Aassik er en kæmpestor orm, der kan bruges som trækdyr, men som er utrolig arrig og svær at tæmme. Her kunne jeg ikke lade være med at tænke på Frank Herberts science fiction roman Dune. Heri findes også gigantiske orme, så måske er Frank Herbert blevet inspireret af en grønlandsk myte?

Med syv forskellige tegnere er billedsiden selvfølgelig meget varieret, som det også fremgår af de få eksempler, jeg viser her. Det, synes jeg dog, kun er en styrke, for det giver en mangfoldighed i udtrykket, som matcher de mange væseners forskellighed.

I det hele taget må jeg indrømme, at jeg er ret betaget af Bestiarium Groenlandica, og hvis du på nogen måde er interesseret i Grønlands kulturhistorie, så grib fat i dette smukke værk. Anbefales.

Om Bestiarium Groenlandica:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Milik Publishing, 155 sider
Illustrationer: Coco Apunnguaq Lynge, Agust Kristinsson, Maja-Lisa Kehlet, Christian Fleischer Rex, Jonatan Brüsch, Carina Lillegaard Løvgreen, Martin Brandt Hansen, Maria Bach Kreutzmann

Læs også:

De udøde af Johan Egerkrans
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Gys og eventyr

Rød tåge af David Garmark

Rød tåge af David GarmarkEn ung mand findes død ved bredden af en sø på den altid tågede Hvidø. Efterforskningsleder Max Munk og hans makker Merian Takano fra Københavns Politi rejser til Hvidø for at efterforske drabet, som hurtigt bliver omgærdet af lokal mystik. Flere beboere mener, at mordet er begået af Ellepigen, et overnaturligt væsen, som ifølge sagnet dukker op hvert hundrede år for at slå øens drenge ihjel. Efterforskerne afviser selvfølgelig teorien, men måske er der nogen på øen, der profiterer på mystikken? For Hvidø lever af sin tåge, sin lokale heks og sine dunkle historier, som trækker turister til fra nær og fjern. (fra bogens bagside)

David Garmark er en flittig mand. I 2015 debuterede han med romanen Drengen, der aldrig kom hjem. Herefter fulgte i hurtig rækkefølge spændings-trilogien om agenten Ditlev Martins: Det fjerde menneske, Abbotts hemmelighed og Stemmer der dræber. Samtidig fik han udgivet kortromanen En ørn fanger ikke fluer OG skrev to bøger sammen med sin bror Stephan Garmark: Rakelsminde samt Love City. Nu er han så aktuel med Rød tåge, der er første bind i krimiserien om efterforskerne Max Munk og Merian Takano.

De to politifolk bliver sendt til den lille ø, Hvidø, for at efterforske et drab på en ung mand. Det var øens skovrider, Theodor Knagenhielm, der fandt ham, og med kun 153 indbyggere skulle man tro, at det ville blive let at finde frem til morderen. Men tilsyneladende er den eneste mistænkte Ellepigen – et sagnvæsen, der danser sine ofre ihjel.

Udover at kæmpe med manglende spor besværes Munks og Merians efterforskning også af manglen på internet og mobildækning, samt ikke mindst den evindelige tåge der hviler over Hvidø. Oveni er Munk ikke på toppen. Han hjemsøges af tanken om sin søster, der døde for 25 år siden. Eller gjorde hun?

Rød tåge er en atmosfærefyldt og spændende krimi, der tager læseren med ind i en tåget verden befolket af sagnvæsener og hemmeligheder. Garmark har med Hvidø kreeret en ualmindelig stemningsfuld kulisse for historien, hvis kringlede og alligevel troværdige plot, holder læseren fastbundet hele vejen. Og så er jeg personligt vældig begejstret for den renæssance dansk folklore har haft de seneste år, hvor flere forfattere har opdaget den skattekiste af gode historier, vores kulturhistorie gemmer. Den kiste er David Garmark også dykket ned i, og det lykkes ham til fulde at gøre Ellepigen levende på Hvidø.

Kort sagt er Rød tåge en underholdende og velskrevet krimi, og makkerparret Munk og Merian et nyt og spændende bekendtskab, som jeg kun kan anbefale.

Tak til forlaget Montagne som har foræret mig læseeksemplaret til anmeldelse.

Uddrag fra Rød tåge:

Tågen lettede en anelse, da stien gav op og mundede ud i en lysning. Foran dem lå Hvidsø. Den var mere rund end aflang. Ikke større, end man kunne se over på den anden side, hvor en badebro stak ud som en brun finger. Disen kravlede som en uformelig masse hen over vandspejlet, et par troldænder snadrede i vandet. En blishøne med grønne ben stavrede omkring i mudderet i søgen efter føde. Det var, som om atmosfæren var pakket ind i en vatteret dyne. Himlens hvide sandrevler havde trukket sig sammen og var blevet til en langsomt svævende masse, lavt hængende og grå som brakvand. Luften var fugtig og trykkende, og det dryppede sagtmodigt fra træernes gulgrønne løvmosaik. Munk følte sig sært ensom.

Hold fastere omkring mig. Med dine runde Arme; Hold fast, imens dit Hjerte endnu har Blod og Varme,” mumlede han, mens han gik ned til bredden og trak sagsmappen frem fra rygsækken. Emil Aarestrup havde altid haft en stor plads i Munks hjerte. Han åbnede sagsmappen og tog en lille bunke billeder fra politifotografen frem. Sammenlignede dem med søbredden. Det første viste Frans Stampe, der lå på maven med ansigtet i vandet og armene ned langs siden. Den unge mand var fuldt påklædt, men i skjorteærmer. Det halvlange hår bredte sig som en vifte i søvandet. (side 69-70)

Om Rød tåge:

Udgivelsesår: 14.03.2019
Forlag: Montagne, 432 sider
Omslag: Imperiet

Læs også:

Bjerget af Luca D’Andrea
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Heksenatten af Fritz Leiber
Slør af A. Silvestri
Diget af Teddy Vork

De udøde af Johan Egerkrans

De udøde af Johan EgerkransSmukt illustreret opslagsværk om udøde væsener fra hele verden

Jeg har tidligere læst bogen Nordiske guder af Johan Egerkrans, og allerede her blev jeg betaget af hans fantastiske illustrationer. Nu har han så lavet et opslagsværk som beskriver udøde væsener fra hele verden, og endnu engang har han skabt et betagende smukt værk.

Efter en indledning hvor Egerkrans kort fortæller om de udøde, hvad de er, hvordan de opstår, hvordan man genkender dem og hvordan man beskytter sig imod dem, følger fire overordnede kapitler: Europa, Afrika & Mellemøsten, Amerika og Asien & Oceanien. Hver kapitel omhandler en række væsener fra denne verdensdel lige fra kendte skabninger som Succubus, Tupilak og Zombi til for mig helt ukendte navne som Cihuateteo, Draug og Vrykolakas.

Alle opslag er smukt illustreret og fortæller kort om væsenets egenskaber, hvorfor det er blevet til og hvordan man kan stoppe det. Sproget er let tilgængeligt, og på mit bibliotek står bogen i børnebiblioteket. Den kan dog sagtens læses af voksne, og den omfattende litteraturliste bagerst viser, at der ligger et stort researcharbejde bag udgivelsen.

Blandt væsenerne, som det viste sig, at jeg havde hørt om, da jeg læste nærmere, var Adze. Et blodsugende væsen der ligner en lille ildflue. Dette væsen bruger brødrene Garmark i romanen Love City, hvor det udfylder en skræmmende rolle.

Churel illustreret af Johan EgerkransEn anden overraskende kending nævnes kort i det overordnede afsnit om vampyren. Det skandinaviske væsen myling. Jeg husker navnet fra bøgerne om Emil fra Lønneberg, men har aldrig kendt historien bag. Nu ved jeg så, at mylingen er genfærdet af et barn født i dølgsmål og derefter slået ihjel af moren. Barnet vender i døden tilbage til moren, hvorefter det dier hende til døde.

Et tragisk væsen, der nu ikke er mindre blodtørstig af den grund, er Churel’en. Her er tale om en indisk kvinde, der er død i barselsseng eller er blevet slået ihjel af sin svigerfamilie. Et kendtetegn er de bagudvendte fødder, som også kan ses, når væsenet har forvandlet sig til en smuk, ung kvinde. Hvis Churel’en er blevet dræbt af sin svigerfamilie, starter hun med at slå det yngeste mandlige medlem ihjel og fortsætter, til alle mændene er døde. Desværre stopper det ikke hendes aktiviteter, så når hendes hævn er fuldført, fortsætter hun med at dræbe unge mænd i almindelighed. Churel’en er i øvrigt også et væsen, det viste sig, at jeg havde læst om før. Teddy Vork bruger nemlig denne skabning i novellen De rette omgivelser.

De udøde er både informativ og flot udført. Vi præsenteres for i alt 40 opslag om levende døde og andre gengangere fra alle dele af verden. Hvert væsen er skrækindjagende, tragisk og fascinerende, og samtidig er det interessant at opdage, hvordan næsten enslydende myter er opstået i hver sin ende af verden, blot med få lokale forskelle.

Har du den mindste interesse i sagn og myter, bør du ikke snyde dig selv for denne smukke bog, som fortjener mere end én læsning.

Uddrag af De udøde:

Draug, illustreret af Johan EgerkransDraug (Draugr; Haugbui; Aptrgangr)

En draug er en mægtig og blodtørstig genganger, kendt fra de oldnordiske sagaer. I modsætning til mange andre genfærd, der savner en egentlig fysisk form, er draugen en særdeles håndgribelig udød, hvis ånd har animeret den døde krop. Drauger bor i den gravhøj, hvori de er begravet, og manifesterer sig som sorte, opsvulmede lig med ondskabsfuldt glødende øjne. Draugen kan ændre størrelse efter behag, har overnaturlige kræfter og er mere eller mindre usårlig over for sværdhug og andre gængse våben. Den kan endda forvandle sig til en mystisk røg eller tåge, der om natten hvirvler op fra dens grav. (side 46)

Om De udøde:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alvilda, 125 sider
Omslag: Johan Egerkrans & Cecilia Danneker Engström
Originaltitel: De odöda
Oversætter: Annette Lerche Trolle

Besøg Johan Egerkrans’ hjemmeside

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Diget af Teddy Vork

Slør af A. Silvestri

Slør af A. Silvestri

Til et bryllup genforenes gamle veninder. Men fortidens slør skjuler mørke hemmeligheder, og ikke alt gammelt nag kan begraves …

Da Pernille modtager en invitation til Jeanettes bryllup, bliver hun overrasket men også glad. For år tilbage havde de et voldsomt skænderi, og siden har de ikke talt sammen. Så selvom Pernille ikke er meget for hverken kjoler, fremmede mennesker eller nye omgivelser, møder hun derfor op til brylluppet, der starter som et eventyr.

Men som dagen går, begynder Pernilles angst at røre på sig. Rosensparre Gods, som brylluppet afholdes på (og som iøvrigt tilhører Jeanettes mands familie), føles fremmed og farlig. Jeanette smiler og virker glad, men holder hun sig ikke på afstand af Pernille? Og hvad har vikingemyten om Ingrun, Skarde og Bredebringe med dagens bryllup at gøre?

Et bryllup er normalt en glædelig begivenhed, og brudepigerne er ofte brudens tætte veninder. Men som romanen skrider frem, falder fortidens lyserøde slør bort, og vi får indblik i en umage trojka, hvor veninderne gemmer på hemmeligheder langt fra nutidens pletfrie overflader. Hemmeligheder som de måske endda selv har glemt.

A. Silvestri er – uanset genre – en virkelig dygtig fortæller. I Slør mixer han chicklit, gotisk horror og vikingemyter til et overraskende helstøbt resultat. De tre umiddelbart umage genrer slynger sig ind og ud af hinanden i en historie, der starter strålende smukt, men langsomt driver ud i mørke og vanvid.

Portrættet af den skrøbelige Pernille, der i sit voksne liv har kæmpet med depression og angst, er både troværdigt og rørende. Hun plages af skygger og usikkerhed, men da hun står med ryggen mod muren, må hun forsøge at finde en indre styrke frem.

Peter Nielsens smukke og dystre forside skal også fremhæves. Billedet både fanger blikket og tilføjer lag til fortællingen med sin fantastiske fortolkning af de mange betydninger af selve ordet slør.

Endnu engang overrasker A. Silvestri med en roman, der er anderledes end noget, han tidligere har skrevet. Slør er en intens læseoplevelse, der sniger sig ind på læseren, og efterlod mig både bevæget og skræmt. Her er smukt sprog, troværdige personer, hverdagsrealisme, vikingesagn og gotisk uhygge. Det er ganske simpelt fremragende.

Uddrag af romanen:

“Det var en sær historie med klokken. Kendte du den godt i forvejen?”

“Nåh, den. Ja, jeg har hørt den et par gange. Så snart familien får muligheden, så fortæller de den. Min kone kan den udenad, og det kan jeg vel også efterhånden. Det er bare en overlevering.”

“Er det ikke en lidt mørk historie at fortælle til et bryllup?”

“Det har jeg egentlig ikke tænkt på,” svarede Asger og løftede hånden til hilsen, da han fik øje på sin anden borddame, der nu vendte tilbage. “Men nu du siger det, så er det ikke en særlig rar fortælling, det er da rigtigt nok. Jeg skal lige …” sagde han, rejste sig og forsvandt ud af lokalet gennem dobbeltdørene i den anden ende af rummet. Hans stol blev et gabende hul, som borddamen på den anden side kun nødtørftigt slog bro over med et ligegyldigt smil.

Pernille smilede automatisk tilbage, stak den sidste bid steg i munden og drejede kroppen en smule, så hun ikke virkede så fortabt. Maven rumlede, måske af sult, måske af den uvante mad. Hun så efter bruden, der sad langt væk fra hende. Jeanette var leende og lykkelig. Hun lignede en åbenbaring af alt godt, og det krympede sig inden i Pernille. (s. 52)

Læs mere om Slør på A. Silvestris hjemmeside

Om Slør:

Udgivelsesår: 27.10.2018
Forlag: Kandor, 191 sider
Omslag: PN Create v. Peter Nielsen

Læs også:

Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Fall of gods : she is gone af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
Dæmoner af Carina Evytt
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Al kødets gang af A. Silvestri
Ulvetid af Helle Stangerup
Lucie af Anne Marie Vedsø-Olesen
Forglemmigej af Teddy Vork

Blodets bånd af Christian Kronow

Blodets bånd af Christian Kronow

De gamle danske sagn genopstår i Christian Kronows vellykkede fantasy-debut for de +12-årige

Den 13-årige Saxo bor alene sammen med sin far. Han har aldrig kendt sin mor, der døde kort efter hans fødsel. Saxos far arbejder på skolebiblioteket, men for nogle måneder siden var han ude for en ulykke, og nu sidder han i kørestol. Siden ulykken har faren været nervøs, og på sin 13 års fødselsdag finder Saxo ud af hvorfor.

Saxo har så længe, han kan huske, haft et tilbagevendende mareridt om en kvinde, der bliver dræbt. Nu viser det sig, at det slet ikke er en drøm, men et minde! Saxos mor var blodmagiker i et parallelt univers kaldet Orator, hvor hun havde evnerne til at vække figurerne fra de gamle sagn til live og holde den parallelle verden fri fra monstre. Efter at hun blev dræbt, har faren skjult Saxo, men nu har den onde magiker, Brage, fundet dem.

Saxo har meget svært ved at tro på historierne om trolde og magikere, og ikke mindst at faren skulle være en slags hemmelig agent. Men da han pludselig står ansigt til ansigt med en trold, er han nødt til at acceptere fakta. Så da oratoragenten Bitten bliver dødeligt såret, må Saxo og faren sammen med sagnfiguren Holger Danske tage til Orator for at redde Bitten og standse Brage.

Blodets bånd er dansk fantasy, der tager udgangspunkt i danske myter og sagnfigurer, og fører dem ind i nutiden, hvor oratoragenter bruger plasmapistoler og granater til at bekæmpe trolde og andre eventyrlige væsner. Romanen er Christian Kronows debut, og jeg synes, han er sluppet godt fra det. Tempoet er støt stigende gennem historien, som er fyldt med action og også lidt humor.

Jeg kan godt lide idéen om at genbruge vores gamle sagn, som ofte er både blodige og underholdende. Og jeg er helt på linje med Christian Kronow, som i et interview opfordrer til at ”pille lidt i vores egen navleuld”. Mange af de gamle sagn og myter har noget eviggyldigt over sig, så hvorfor ikke udnytte den skattekiste af fortællinger i stedet for altid at se mod USA efter inspiration?

I Blodets bånd hører vi bl.a. sagnet om Beowulf og hans kamp mod Grendel, historier om Holger Danske, om trolden fra Lønne og mange andre mytiske skabninger. Det er både farverigt og spændende, og jeg er sikker på, at målgruppen +12 år vil leve sig helt ind i historien.

Blodets bånd er illustreret af Kim Herlig Holm. Der indledes med et kort over Orator, som det hører sig til i en rigtig fantasyroman, mens flotte afdæmpede akvarel-tegninger pryder enkelte kapitler undervejs. Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte illustratoren på forhånd, men han kan klart anbefales. Tjek eventuelt hans hjemmeside og nyd flere af hans monstre.

Også andre forfattere har ladet sig inspirere af den danske kulturarv. Bl.a. har Teddy Vork udgivet Diget i 2010, om drengen Knud der bliver begravet levende som offer til guderne og beroliger sig selv ved at genfortælle de gamle sagn, mens mørket omkring ham vågner op. Det er også en roman, der kan anbefales.

Selvom jeg ikke som sådan tilhører målgruppen, var jeg vældig underholdt af Blodets bånd. Sproget flyder let, og historien er spændende. Og så er jeg som sagt vild med, at forfatteren giver vores gamle sagn nyt liv. Så har du lyst til at udforske de danske sagn i en ny kontekst, kan Blodets bånd anbefales.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Læs interview med Christian Kronow

Om Blodets bånd:

Udgivelsesår: april 2018
Forlag: mellemgaard, 293 sider
Illustrator: Kim Herlig Holm

Læs også:

Den barske sandhed om Thor og Loke af Emil Blichfeldt
Den store djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo
Diget af Teddy Vork