Indlæg tagget med ‘myter og sagn’

Mørkets skabninger af Kåre Johannessen

Mørkets skabninger af Kåre Johannessen

Mørkets skabninger – Middelalderens gruelige gestalter kommer omkring en lang række væsner fra nisser og spøgelser, over vampyrer, varulve og andre hamskiftere, til drager, elverfolk og væmmelige varslere. Alle væsner, der trods den frygt de indgød i folk, gjorde middelaldermennesket i stand til at overleve i en truende og fjendtlig verden.

I forordet fortæller Kåre Johannessen, at bogen handler om fantasivæsner, men det vidste man ikke, at de var dengang! For middelaldermennesket eksisterede lygtemænd, nisser og og gengangere på lige fod med høns, hunde og heste. Vi synes måske, det lyder tåbeligt at tro på noget, der ikke findes beviser for, men for middelaldermennesket var disse skabninger måder at forklare verden på. Det truende og uforståelige blev gjort konkret, og derved blev menneskets rolle pludselig aktiv. For mod konkrete trusler findes der ofte råd. Det gør der ikke mod naturens luner eller skæbnens tilfældigheder.

I øvrigt ville det faktisk være forkert at hævde, at der slet ingen beviser var for disse besynderlige forestillinger. Selv i dag rummer museer og antikvariske samlinger verden over for eksempel et stort antal enhjørningehorn. De stammer ganske vist ikke fra enhjørninger; det er narhvalstødtænder, der blev forhandlet som horn fra enhjørninger og var ekstremt efterspurgt som kostelige sjældenheder af fyrster og velhavere over hele Europa. Et horn, der helt tydeligt ikke havde siddet på noget kendt dyr, og som autoriteterne sammenstemmende forsikrede om stammede fra en enhjørning, kunne selvfølgelig kun opfattes som et bevis på dyrets eksistens. Et eller andet måtte de jo stamme fra – og enhjørningen var simpelthen den mest logiske og troværdige forklaring. (side 17)

Som KJ kommer ind på lidt senere i bogen, er vi på mange måder ikke kommet meget længere. Nok ved vi, at videnskaben har forklaret Big Bang, atomer og lysbølger. Men forstår vi det? Oftest nej, så også vi stoler på, at autoriteterne fortæller os sandheden om verden omkring os.

Mørkets skabninger er opdelt i ni kapitler samt et efterskrift om nutidens overtro. Bagerst er indsat en omfattende litteratur- og billedliste samt over 200 noter.

Researchen strækker sig, trods emnets afgrænsning til middelalderen, fra de gamle romere og tidligere helt frem imod det 20. århundrede. Dette er gjort, da det overvejende var kirken som nedskrev historien i tiden, og mange af væsnerne, var ikke en del af den kirkeligt anerkendte virkelighed og blev dermed ikke dokumenteret. For at overvinde det problem har KJ bl.a. undersøgt kilder fra før middelalderen og sammenlignet dem med kilder fra folkemindesamlernes beretninger i det 19. og 20. århundrede. Hvis beretningerne kan genfindes i nogenlunde uforandret form, taler sandsynligheden for, at man også troede på væsnerne i middelalderen.

Trods den videnskabelige tilgang til sit emne er Mørkets skabninger ikke vanskelig at læse. KJ gør både emnet interessant og til tider endda morsomt. Og så er han ikke bange for at tolke på, hvorfor nogle af beretningerne opstod.

En del af middelalderens fortællinger og vidnesbyrd om mærkværdige væsner kan forklares som ren og skær propaganda eller – hvis vi skal sætte lidt mindre negative ord på det – belærende og opbyggelige skrifter. Langt den overvejende del af de overleverede beretninger om for eksempel spøgelser finder vi i kirkelige skrifter, skabt af munke, nonner og præster i et distinkt kirkeligt miljø. Som det vil ses efterfølgende, er de middelalderlige spøgelseshistorier nemlig fortællinger om mennesker, hvis sjæle ikke kan finde hvile i døden. Forklaringen på denne post mortem-uro er meget ofte den enkle, at de pågældende er døde helt af sig selv, uden kirkens beredvillige assistance; en succesfuld overgang til saligheden krævede nemlig væsentlig mere, end blot at man havde været god og dydig … (side 19)

Som horrorfan synes jeg, Mørkets skabninger er en umanerlig interessant bog. Det er spændende at dykke ned i de mange forskellige væsner, og opdage hvordan historierne om dem er blevet overleveret gennem århundrederne. Jeg vil ikke komme omkring samtlige kapitler og væsner, men blot fiske enkelte afsnit frem for at give et indtryk af indholdet.

For eksempel lærte jeg forskellen på spøgelser og gengangere. Spøgelser har en eller anden form for uafsluttet gerning på jorden, og blev i middelalderen betragtet som ånden/sjælen. Gengangeren var det, der blev tilbage, når sjælen forsvandt – et vandrende lig (på moderne dansk, zombier). Og i modsætning til spøgelser var gengangere altid nogle grimme skabninger, man skulle holde sig langt væk fra. KJ fortæller også, hvordan man kan forhindre gengangeri ved at banke en pæl gennem den afdøde.

Selvom vampyren har sit eget kapitel, var den ikke en almindelig skikkelse i de middelalderlige fortællinger. På dansk kendes begrebet vampyr ikke før 1732, men vampyren var dog et kendt begreb i det østlige Europa længe før.

Modsat vampyren var varulven tidligt en velkendt skikkelse i folketroen, og måske stammer den fra den norrøne tradition bersærkere og ulfhednir? Bjørne og ulve var dog ikke de eneste var-væsner, og jeg blev særligt betaget af KJ’s genfortælling af en rumænsk legende om en VARGRIS!

Hvad elverfolk og feer angår, fortæller KJ, hvordan de oprindeligt var ondskabsfulde væsner, der var lige så slemme til at efterlade skiftninge hos menneskene, som de underjordiske var. Og modsat de underjordiske tog de ikke kun spædbørn, men også unge mænd som vovede sig forbi en gravhøj om natten. Ganske interessant er elvere tilsyneladende en rent germansk konstruktion.

Vampyrer og varulve kender vi hos de gamle grækere og romere, og drager havde man allerede i de første store kulturer i Nærorienten – men alfer og elverfolk blev øjensynlig født i de dybe, mørke skove i Germanien. De er, så vidt vi kan se, et originalt germansk-keltisk påhit. (side 142)

I 8. kapitel om væmmelige varslere fortæller KJ bl.a. om kirkevarer. Ordet ‘vare’ betyder varsler og er beslægtet med ‘advare’ og ‘varetage’. Kirkevaren optræder normalt kun på kirkegårde og kan være forskellige væsner. Jeg kendte på forhånd helhesten og gravsoen, men havde ikke før hørt om liglammet. Kirkevaren kendes kun i det sydlige Skandinavien og det nordlige England og er oftest trebenet. Og da jeg bor i Horsens, er jeg selvfølgelig nødt til at nævne KJ’s fortælling fra Tamdrup Kirke. Under opførslen af kirken blev byggeriet ødelagt hver nat af onde kræfter, indtil en klog mand kom med følgende råd:

Og han sagde, at de skulle tage et lam, hvis ene ben var i stykker, og drive det ud om aftenen. Dér, hvor de så fandt lammet om morgenen, skulle de bygge kirken, thi det var hellig jord. Bygmestrene gjorde det, og om morgenen fandt de lammet på den høj, hvor kirken nu ligger […] Lammet murede de inde under koret. Lammet blev så sognets hel, og den går nu omkring på kirkegården og udseer pladsen til de døde. (side 160)

I sidste kapitel af Mørkets skabninger kommer KJ ind på nutidens myter og overtro. For selvom vi aldrig før har haft så mange effektive redskaber til at søge viden, har vi stadig ikke helt frigjort os fra fortidens fejlbehæftede tankemønstre. Internettet er fuld af surrealistiske konspirationsteorier, lige fra troen på at flyenes dampstriber er giftstoffer, til den amerikanske QAnon-bevægelse, der er overbevist om, at der eksisterer en gruppe satantilbedende pædofile politikere, topembedsmænd, mediepersonligheder, rige erhvervsfolk og skuespillere, som kidnapper børn og drikker deres blod for at opnå styrke. En af bevægelsens tilhængere er endda blevet valgt ind i det amerikanske senat!

Men hvor ovenstående – i hvert fald for mig – er let at afvise som opspind, så er andre ‘sandheder’ sværere at gennemskue. Jeg har f.eks. altid lært, at man skulle vente med at bade, når man lige har spist. Men – der findes ingen dokumenterede eksempler på, at nogen nogensinde er druknet som følge af mavekramper under svømning efter spisning. Så når nutidens eksperter kan tage fejl, er det i virkeligheden ikke så sært, at middelalderens eksperter også kunne.

Kåre Johannessen måske vigtigste ærinde med bogen er dog hverken at bevise eller modbevise de mange væsner, eller udstille middelaldermenneskene for at tro på dem. Han giver os en forklaring på, hvorfor man troede på dem. At skiftninge kunne forklare skrigende spædbørn med kolik, og vampyrer uforklarlige sygdomme. De mange væsner var en måde at skabe mening i en uforståelig verden, og en måde at genvinde kontrollen når livet slog kolbøtter.

Dermed holder han også et spejl op for den nutidige læser, for hvad siger vores overtro om os og vores største frygt? Måske er nutidens konspirationsteorier det moderne menneskes modsvar på middelalderens uhyggelige væsner?

Mørkets skabninger er fascinerende læsning, hvad enten du læser den for at blive klogere på middelalderens mennesker eller for at lære mere om de skræmmende væsner fra deres fortællinger.

Har du den mindste interesse i sagn og myter? Vil du vide mere om varulven Peter Stubbe der i 1589 blev dømt til døden i Tyskland? Eller om den danske konge, Valdemar II Sejr der vakte sin døde dronning til live igen? Eller om Arnaud Gélis, der i begyndelsen af det 14. århundrede blev retsforfulgt for at være sjælebudbringer? Så læs Mørkets skabninger – Middelalderens gruelige gestalter. Du kan ikke undgå at bliver både underholdt og klogere.

Om Mørkets skabninger:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Turbine, 199 sider
Omslag: Bearbejdet illustration fra Nürnberg krøniken, 1493

Indhold:
Indledning
Dværge, underjordiske, nisser – kære børn med mange navne
Spøgelser, ånder og hvileløse sjæle
Grumme gengangere – de levende døde
Den bestialske blodsuger – vampyren
Om mennesker og dyr – varulven og andre hamskiftere
Drager og lindorme
Elverfolk og fæle feer
Væmmelige varslere og fatale følgesvende
Rapport fra overdrevet – sære skabninger fra fjerne egne
Efterskrift
Anvendt litteratur
Billedliste
Noter

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Monstre af Mathias Clasen
De udøde af Johan Egerkrans
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Mennesker og mosevæsner af Jens S. Holt
Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
De mystiske dyr – podcast af Mikala Rosenkilde
Alverdens vampyrer af Dan Turéll

1900 – et århundredes tusmørke

1900 - et århundredes tusmørke / red. Henrik S. Harksen og Steen Langstrup

1900 – et århundredes tusmørke er en antologi, der har været længe undervejs, og som jeg har glædet mig til at læse, siden jeg første gang fik nys om den.

Henrik S. Harksen er idémanden bag antologien. I 2017 kontaktede han 10 af Danmarks bedste horrorforfattere og bad dem om at skrive en novelle for hvert årti i det 20. århundrede. Det er blevet til 10 meget forskellige fortællinger. Alle mørke, foruroligende og velskrevne. Alle værd at læse. Og alle et tusmørkebillede af det Danmark vi kender.

Den anerkendte horrorforsker Mathias Clasen har skrevet forordet. Her kommer han bl.a. omkring horrorgenrens evne til at give os indsigt i den menneskelige psykes afkroge, samt genrens rummelighed og fleksibilitet der tydeligt afspejles i 1900 – et århundredes tusmørke.

“Denne samling spænder fra det klassiske til det eksperimenterende, fra det psykologiske til det overnaturlige og paranormale, fra den afdæmpede og snigende uhygge til den slags horror, der sprøjter detaljerede rædselsscenarier, mareridtsbilleder, direkte ind i læserens psyke.” (side 7)

1900’erne: Det metafysiske eksperiment af Thomas Strømsholt
Omkring 1900-tallet var interessen for spiritisme stor. Troen på, at man kunne få kontakt med de afdødes ånder, voksede, og videnskaben forsøgte at forstå fænomener som telepati, clairvoyance og liv efter døden ved hjælp af objektive, videnskabeligt baserede studier. Det er i denne kontekst, Thomas Strømsholts novelle udspiller sig. Her besøger forfatteren Johannes Sand en seance som et videnskabeligt eksperiment.

1910’erne: Hvide piger i lygternes skær af Steen Langstrup
1. verdenskrig udspillede sig i årene 1914 til 1918 og krævede over 9 millioner soldaters liv. Men krigen i al sin grusomhed kostede dog kun en femtedel af de dødsofre, som den efterfølgende influenza-epidemi krævede. Op mod 50 millioner mennesker døde verden over af den spanske syge i årene 1918 til 1920. I Danmark anslås det, at ca. 15.000 mennesker, svarende til ca. 1/2 % af hele befolkningen, døde. Steen Langstrup lader sin novelle udspille sig på bagsiden af et sygdomsramt og delvist affolket København, hvor en læge begiver sig helt ind i mørket for at hjælpe en patient.

1920’erne: Under blodbøgen af Teddy Vork
I USA kaldes 1920’erne ‘de brølende tyvere’. Forholdene i det krigshærgede Europa var noget mere afdæmpede. Ikke desto mindre oplevede Danmark både økonomisk vækst og øget industrialisering samt teknologiske udvikling i perioden. I denne oplyste tid lader Teddy Vork sin novelle udspille sig, hvor en præst beslutter sig for at gå i fodsporene på de store folkemindesamlere og nedskrive egnens skikke og sagn, før de forsvinder i rationalitetens lys.

1930’erne: Ræve af Martin Wangsgaard Jürgensen
I 1933 blev Hitler udnævnt til rigskansler i Tyskland, og herfra kom 2. verdenskrig nærmere dag for dag. I 1944 etablerede SS-leder Heinrich Himmler et underjordisk terrornetværk, de såkaldte Werwolf, der skulle fortsætte modstandskampen i Europa, hvis Tyskland skulle blive besat. I Danmark skulle mindst 100 varulve stå klar til at udøve terror. Det kan være disse varulve Martin Wangsgaard Jürgensen har fundet inspiration hos i sin novelle om kærlighed, jalousi og ræve.

1940’erne: Hvor Danmark er allersmukkest af Martin Schjönning
Danmark blev besat af Nazityskland i 1940. Regeringen indledte en samarbejdspolitik, som kørte indtil 29. august 1943. Den betød bl.a. at kommunistpartiet blev gjort ulovligt, og at danske kommunister blev interneret. Frikorps Danmark blev oprettet den 29. juni 1941 i samarbejde mellem SS og det danske nazistparti DNSAP. I 1943 blev Frikorps Danmark opløst for at indgå i den nyoprettede SS Pansergrenaderdivision Nordland. De danske frivillige blev derved regulære Waffen-SS-tropper. Regeringen accepterede oprindeligt hvervningen som led i samarbejdspolitikken, men i efterkrigstiden blev de frivillige alligevel retsforfulgt. I Martin Schjönnings novelle hører vi om en af disse frivilliges oplevelser under og efter krigen.

1950’erne: Djævelens musik af Carina Evytt
1950’erne var årene, hvor rock’n’roll slog igennem. Musikken havde rødder i de sorte amerikaneres musik, og var fra starten udskældt for sit oprør mod det etablerede samfund. Elvis Presleys hoftevrid var alt for sexede til tiden, ligesom teksterne skar i ørene på de religiøse samfund. Carina Evytts novelle handler om organisten Jørgen, der afskyr djævelens musik.

1960’erne: Hvem mon bli’r dit næste offer af A. Silvestri
Allerede i 1950’erne eksperimenterede CIA ulovligt i USA med brugen af LSD i et forsøg på at finde et sandhedsserum. Fra starten af 1960’erne spredte idéen om at behandle psykiatriske patienter med LSD sig i Danmark, hvor lægerne mente, at det kunne kurere en bred vifte af psykisk lidelser. Det er på denne baggrund A. Silvestris novelle om den lægestuderende Anne udspiller sig.

1970’erne: I feel love af Sheila Eggenberger
Det første diskotek i Danmark var Geels Kro ved Holte i 1966. I løbet af 1970’erne blev diskoteker dog udbredt til hele landet, og filmen Saturday Night Fever fra 1977 cementerede diskotekernes popularitet. Sheila Eggenbergers novelle tager udgangspunkt i åbningen af det første diskotek, Disco Inferno, i en lille provinsby.

1980’erne: Den sidste udvej af Christian Reslow
I Danmark blev den første patient behandlet med det hvide snit i 1939. Det sidste hvide snit blev udført på Rigshospitalet i 1983, da der var begyndt at lyde kritiske røster i offentligheden. Mindst 4471 hjerneoperationer er blevet foretaget i Danmark frem til 1983. Ingen andre lande har så høje tal i forhold til befolkningens størrelse. I Christian Reslows novelle hører vi om en psykisk syg ung mand.

1990’erne: Manifest af Jonas Wilmann
I løbet af 1990’erne fik internettet en enorm udbredelse, og siden 2004 har Facebook udviklet sig til at være en af de mest benyttede hjemmesider i verden. Jonas Wilmanns novelle handler om konsekvenserne af den digitale udvikling set fra en svindlers perspektiv.

Jeg har været begejstret under læsningen af 1900 – et århundredes tusmørke, der helt har levet op til mine forventninger. Antologien har 100% været værd at vente på. Min eneste anke er, at det kunne have været sjovt at høre forfatternes tanker omkring deres historier og årtier. Men det er langt fra sikkert at andre synes, det er ligeså interessant som jeg.

Under alle omstændigheder kan jeg kun varmt anbefale 1900 – et århundredes tusmørke. Her er virkelig tale om en sort perle af høj kvalitet, lige fra den flotte forside til de overraskende og velskrevne historier.

Om 1900 – et århundredes tusmørke:

Udgivelsesår: 24.02.2022
Forlag: 2 Feet Entertainment, 288 sider
Omslag: Steen Langstrup
Idé og tilrettelægning: Henrik S. Harksen
Redaktion: Steen Langstrup og Henrik S. Harksen

Læs om vejen fra idé til udgivelse

Indhold:
Forord af Mathias Clasen
1900’erne: Det metafysiske eksperiment af Thomas Strømsholt
1910’erne: Hvide piger i lygternes skær af Steen Langstrup
1920’erne: Under blodbøgen af Teddy Vork (om novellen)
1930’erne: Ræve af Martin Wangsgaard Jürgensen
1940’erne: Hvor Danmark er allersmukkest af Martin Schjönning (om novellen)
1950’erne: Djævelens musik af Carina Evytt
1960’erne: Hvem mon bli’r dit næste offer af A. Silvestri (om novellen)
1970’erne: I feel love af Sheila Eggenberger
1980’erne: Den sidste udvej af Christian Reslow
1990’erne: Manifest af Jonas Wilmann

Læs også:

10 danske gysere / red. Tage La Cour
DET GRUFULDE BIBLIOTEK – danske gys før og nu / red. Kristian Nordestgaard & Jette Holst
PIX – nygotiske skæbner / red. Henrik Sandbeck Harksen
Skygger / red. Steen Langstrup
Velkommen til dybet / redigeret af Mathias Clasen

Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Således forgår alverdens herlighed af Lars Kramhøft
Kærlighedsfrugt – 14 rædsler af A. Silvestri

Noget er på vej – 24 fortællinger om nordisk folketro / red. Helle Perrier

Noget er på vej - 24 fortællinger om nordisk folketro / red. Helle Perrier

Noget er på vej er en utrolig flot udgivelse fra forlaget Krabat bestående af 24 noveller med udgangspunkt i den gamle nordiske folketro. Samlingen indledes af et kort forord om sagn og mærkelige væsener af arkivar Lene Vinther Andersen, og hver fortælling prydes af en smuk illustration i gråtoner. Bagerst er en kort introduktion til de 23 medvirkende forfattere. Med sine godt 400 sider er det en udgivelse, der både fylder og pynter på boghylden. Og heldigvis er indholdet også godt.

Enkelte af historierne foregår i “gamle dage”, men de fleste af dem er flyttet op i nutiden. Det er dog ingen hindring for uhyggen i de gamle sagn, som det i det store hele lykkes forfatterne at integrere i det moderne liv.

I det hele taget synes jeg, at niveauet af historierne er højt, men jeg har dog alligevel nogle favoritter. Af dem vil jeg blot fremhæve et par stykker her i omtalen.

Det er ikke så længe siden, jeg læste antologien Pulp Horror Fiction, hvor Lars Ahns novelle ‘Døden i kloakken’ var en af mine favoritter. Det samme kan siges om hans novelle ‘E. Høj‘ her i Noget er på vej.

Ahns novelle handler om en ellepige, der i mange år har levet i menneskenes verden. Her tjener hun staten og sørger for, at uønskede elementer skaffes af vejen i al ubemærkethed. Men en aften opdager hun, at hendes offer er beskyttet af magi, og det bliver starten på en omvæltende opdagelse. Historien er velskrevet, og jeg synes, twistet med at indsætte en ellepige i vores nutid og endda lade hende være en slags lejemorder for staten er både overraskende og godt fundet på. Du kan læse mere om tankerne bag novellen på Lars Ahns hjemmeside.

Jeg var også ret begejstret for ‘Mørkeræd‘ af Andrias Andreasen. Her introduceres vi for en række gamle sagn og myter, idet hovedpersonen får fortalt de uhyggelige fortællinger en mørk aften på turen hjem fra sin mormor. Slutningen vender op og ned på vores forventninger om, hvad der er uhyggeligt, og det fungerer rigtig godt.

Det er ikke så tit, at træer er hovedpersonen, men det er tilfældet i ‘Hyldemor‘ af Maria Pilh Bengtsen. Her fortæller et gammelt hyldetræ om fortiden og afslører til sidst en grum hemmelighed. Hyldetræer blev i folketroen betragtet som et træ med særlige evner. Hvis man behandlede træet med respekt, passede det på husstanden. Men ve dem der kom på tværs af et hyldetræ.

Draugens døtre‘ af Thea Marie Munk Pedersen handler om Frida og hendes mor og søstre. Deres far druknede for noget tid siden, og nu vender han tilbage som en draug, der ønsker at trække de levende med ham ud til havet. Jeg kendte ikke sagnet om draugen, der stammer fra Norge (læs mere her), men historien er velfortalt og slutningen grum.

Sinus Reuss’ novelle ‘Ormegården‘ handler om teenageren Mikkel, der er dødssyg af kræft. Familien flytter derfor ind i et gammelt hus med en forfalden have for at komme tættere på hospitalet. Deres nye nabo Pil er ikke som folk er flest, og hun fortæller Mikkel om hultræet i haven. En rigtig fint fortalt historie hvor slutningen endnu en gang overrasker.

Naturligvis (fristes jeg til at skrive) hører Teddy Vorks novelle ‘Skiftning‘ også til blandt de bedste i Noget er på vej. Hovedpersonen er drengen Knud, der kender en masse af de gamle fortællinger. En dag hører han et råb om hjælp ude i skoven, og finder Skiftningen, som landsbyen kalder ham, fanget i et gammelt egetræ. Skiftningen sidder fast og beder Knud om hjælp. Men kan og vil Knud hjælpe? Vork skriver altid godt og formår at blande uhygge med eftertænksomhed. Og så kom jeg til at tænke på hans roman Diget, der ligeledes har en sagnkyndig Knud i hovedrollen.

De nævnte historier er blandt mine favoritter, men jeg kunne sagtens have fremhævet flere. Som sagt synes jeg i den grad, at her er tale om en kvalitetsudgivelse, både indholdsmæssigt og håndværksmæssigt. Historierne kan læses fra +12 år, og jeg var glimrende underholdt, selvom jeg nærmer mig de 50 🙂

Om Noget er på vej:

Udgivelsesår: 06.11.2021
Forlag: Krabat, 408 sider
Omslag: Joanna De Romanus

Indhold:

Forord af Lene Vinther Andersen, cand.mag. i historie og dansk
Ormegården af Sinus Reuss
Skifting af Teddy Vork
Draugens døtre af Thea Marie Munk Pedersen
Bare grave af Nicoline Kjærsgaard Møller
Nis af Alexandra Vinther
Har du mønt? af Rikke Havner Alrø
Bortledt af Thea Astrid
Usynlig af Mette Engel-Holm
Hesten af vand af Silja Bødker
Den vilde jagt af Signe Fahl
Glemslens sø af Kat Lassen
Fantomlys af Helle Jakobsen
Aqua sapiens af Mariane Mide
Hyldemor af Maria Pihl Bengtsen
Maren af Summer Ema
E. Høj af Lars Ahn
Mod lyset af Rasmus Vestergaard
Lilli-Rose af Malene Fabricius Holm
Løftet af Alexandra Vinther
Mørkeræd af Andrias Andreasen
Æ krochmand af Judith Annette Sølvkjær
Klokkedybet 2.0 af Pernille Thorenfeldt
Alt var hvidt af Gudrun Østergaard
Made in Denmark af Barbara Beatrice Davidsen

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Nordiske guder af Johan Egerkrans
De udøde af Johan Egerkrans
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
Mennesker og mosevæsner af Jens S. Holt
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Blodets bånd af Christian Kronow
Diget af Teddy Vork

De døde husker af Teddy Vork

De døde husker af Teddy Vork

Det er ikke uden grund, at Teddy Vork to gange har vundet Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse. Uanset om han skriver for voksne eller børn, så kan han noget helt særligt. De døde husker er for børn/unge +12 år, men det skal ikke afholde andre fra at læse den. Jeg er i hvert fald fan.

Elias er vild med gys og heavy metal. Han er også lidt genert, og så er han og hans bedste ven Jonas ved at glide lidt fra hinanden. De er ikke uvenner, men Jonas er vokset Elias langt over hovedet, og er begyndt at interessere sig mere for hårprodukter og piger.

På skolen skal Elias’ klasse forberede den årlige høstfest, hvor de samler penge ind i til klasseturen i ottende. Da festen ligger i oktober, bliver temaet Halloween. Deres lærers eneste betingelse er, at de skal have et tema, som tager udgangspunkt i danske myter og sagn fremfor amerikanske.

Elias kommer i tanke om en vandrehistorie han og nogle kammerater hørte for et par år siden. Om en nonne og en pedel og som udspillede sig på deres egen skole, Skt. Jørgen. Idéen bliver vedtaget, og snart er klassen i gang med at forberede festen. Bl.a. skal der være en gyserlabyrint i kælderen. Men måske er historien ikke bare en vandrehistorie? Måske gemmer skolen virkelig på en gammel ondskab?

De døde husker er god på flere planer. Dels er det regulært en uhyggelig historie, som tager udgangspunkt i en vandrehistorie og får introduceret et kendt sagnvæsen fra den nordiske mytologi til nye læsere. Dels er det en historie om at være ung. Om de mange følelser man kæmper med – når ens forældre bliver skilt, når venskaber begynder at ændre sig, når det modsatte køn begynder at blive spændende på en helt ny måde osv.

Teddy Vork bruger ikke vilde armsving for at fremmane uhyggen. Den ligger i det små og i det usagte, hvilket gør det hele så meget værre, fordi skrækken på den måde sniger sig ind på en, uden at man opdager det. Pludselig sidder man bare med hjertet i halsen.

Jeg er i det hele taget begejstret for sproget. Som når Vork beskriver regndråberne “som gennemsigtige bær i træerne” der “styrter mod parkens græs” i vindens rusken efter et regnvejr. Det er både smukt og stærkt og understreger historiens atmosfære.

Hvert kapitel er navngivet efter en Metallica sang, hvilket også var en fornøjelse for en gammel fan. Samtidig er der naturligvis en sammenhæng mellem sangtitlen og kapitlets indhold. F.eks. i ‘Sad but true’ hvor Elias bl.a. har overvejelser om sit forhold til morens nye kæreste.

Endeligt skal Christian Guldager også roses for den stemningsfulde forside samt de små vignetter, der pryder hvert kapitel. Det gør bare læseoplevelsen bedre, når indhold, udseende og kvalitet spiller sammen i en højere enhed.

De døde husker er både en lidt sørgmodig coming-of-age fortælling og et atmosfærefyldt gys, der giver plads til eftertænksomhed. Her er ikke lagt vægt på splat og humor, men på snigende uhygge og tvivl. Tvivl på egne sanser, tvivl på virkeligheden og tvivl på sig selv. I sidste ende er der heldigvis håb, og jeg kom til at holde vældig meget af Elias under læsningen.

Uddrag af bogen:

“Jeg havde seriøst mareridt om ham pedellen dengang,” sagde Jonas og smilede, mens han rystede på hovedet. “Min mor griner stadig lidt ad det og fortæller folk om det … for jeg vidste slet ikke, hvad en pedel var. Jeg var bare bange for ham.”

Elias nikkede og grinede lidt med, selv om han havde hørt det mange gange efterhånden.

“Altså, dengang syntes hun ikke, det var sjovt, hun var én af dem, der klagede over ham manden,” fortsatte Jonas.

De passerede den katolske kirke, som også hed Skt. Jørgen og lå ved siden af skolen. Der stod et kæmpekors foran kirken, lige ved fortovet. En Jesus-figur i næsten naturlig størrelse i en slags helt hvid stenart hang på korset. Der var malet et blødende sår på Jesu ribben.

“Du havde mest noia på over hende nonnen, ikke?” spurgte Jonas.

Elias nikkede. Han dukkede nakken. Tunge regndråber faldt nu spredt fra den granitgrå himmel. (side 27-28)

Reklame: Tak til forlaget Calibat der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om De døde husker:

Udgivelsesår: 20.09.2021
Forlag: Calibat, 118 sider
Omslag: Christian Guldager

Læs også:

Lugnasad af K.L. Berger
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Nordiske guder af Johan Egerkrans
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Tænkehatten præsenterer: Blodige Mary af Michael Kamp
Blodets bånd af Christian Kronow
Metro af Emil Landgreen
Slør af A. Silvestri
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab
Hydra af Matt Wesolowski

Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe

Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe

Mens en hedebølge har lagt sig som et tungt tæppe over Danmark, bliver en afrikansk prostitueret slagtet i en cykelkælder i København. Samtidig i Billum i Vestjylland plages præsten Charlotte af mystiske blackouts. Hun frygter at det er Alzheimers eller måske en hjernetumor – men alligevel drages hun af mørket.

Langsomt lader hun sig opsluge mere og mere af det fremmede i hendes indre, og fra sidelinjen må hendes mand Søren og teenagebørnene Mie og Emil se på, mens Charlotte ændrer sig til en fremmed.

Sideløbende hører vi fortællingen om pensionisten Erik, der er en mand med en mission.

Vennerne Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard-Jürgensen udgav i 2018 romanen Randvad om en forsvunden folkemindesamler og en skov i Sønderjylland. Nu er de aktuelle med Blodbaner, en roman der går sine helt egne veje.

Romanen indledes med en prolog, hvor mordet på den afrikanske prostituerede udspiller sig. Herefter udspiller romanen sig i to dele, hver inddelt i flere kapitler og til sidst en afsluttende epilog.

I første del springer kapitlerne mellem forskellige spor i romanen med enkelte tilbageblik i tiden, og jeg må indrømme, at jeg til at begynde med var lidt forvirret under læsningen. Fordi jeg endnu ikke havde fuldt overblik over bogens karakterer, var jeg et par gange nødt til at kigge tilbage for at finde ud af, hvad og hvem det handlede om. Men som vi nærmer os anden del af romanen begynder sporene for alvor at flettes sammen til en sammenhængende og spændende historie.

For det viser sig, at noget mørkt er på vej. En ældgammel kraft der rækker langt tilbage i tiden, fra længe før kristendommen kom til. Noget der kalder på sine ‘disciple’, og som efterlader sig et spor af død i sit kølvand.

Blodbaner er et blodigt bekendtskab. Forfatterne lægger ikke fingrene imellem i deres beskrivelser, så romanen er ikke for sarte sjæle. Men den er også ond på et mere psykologisk plan. Dels ved at lade en præst, som de fleste i Danmark formentlig forbinder med det gode, blive en del af ondskabens spil. Men også fordi Charlotte er hustru og mor, og en mor vil da aldrig svigte sine børn, vel? Her tør forfatterne provokere de gængse opfattelser, og det giver romanen et ekstra skarpt bid.

Slutningen lægger op til et opgør mellem det gode og det onde, men igen leger forfatterne med os. For hvis man ser på det overordnede billede, hvor stor er så forskellen? Jeg er i hvert fald ikke sikker på, at slutningen er særlig lykkelig i Blodbaner – og om det overhovedet er slutningen?

Uanset var jeg dog rigtig godt underholdt af Blodbaner. Man mærker ikke, at romanen er skrevet af to personer. Jeg kunne i hvert fald ikke skelne, for historien flyder let og med én stemme. Så hvis du ikke lader dig afskrække af dansk horror om blod og ondskab, så er her et godt bud.

Uddrag af romanen:

Som alt andet den nat, var arbejdet målrettet, da han først fik begyndt. Med dolken gravede han sig vej ind i hendes brystkasse, ind under huden, ind gennem kødet og dernæst ind under ribbenene. Han arbejdede i blinde, men duften fra kvindens indre styrede hans bevægelser og fortalte ham, at han var på ret kurs. Knivbladet skar med besvær gennem det genstridige legeme, men da han endelig førte en hånd ind i hullet, mærkede han hendes hjerte. Det var varmt, glat og stærkt. Det hang stadig fast i noget, han ikke vidste, hvad var. Hans anatomiske viden var begrænset, men han var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad han skulle gøre for at få det ud. Hans egen krop styrede ham, viste ham hver en lille bevægelse, præcis som den havde gjort hele natten.

Øjeblikket, han havde ventet på, kom nu langt om længe. Ud fra kvindens krop trak han hovedparten af hendes hjerte. Det duftede skønt og sødt i mørket. Lyset fra gården spillede ganske svagt i den sønderhuggede muskel, da han vendte den og prøvende førte hendes kød op til sine læber. En bølge af velvære slog igennem ham.

Han satte grådigt tænderne i hjertet og begyndte at flå små lunser fri. Det var ikke let, men hvert stykke eksploderede i hans indre og sendte farver igennem ham, der oplyste hans tanker og lemmer indefra. (side 10-11)

Om Blodbaner:

Udgivelsesår: 27.09.2021
Forlag: Calibat, 250 sider
Omslag: Tom Kristensen

Ny bog fra lokal forfatter: Bloddryppende drama i Vestjylland (06.09.2021 Jydske Vestkysten)

Martin Wangsgaard-Jürgensens blog Fra Sortsand

Læs også:

Randvad af Jürgensen og Krogsøe
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Spøgelsestoget af Stephen Laws
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Vrangvendt af Christian Reslow
Fanden på væggen af Palle Schmidt
Slør af A. Silvestri
Skyggernes skov af Franck Thilliez
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Mulm af Teddy Vork

Isle of the Dead

Isle of the Dead (1945)
Instrueret af Mark Robson

I forbindelse med at jeg skrev en omtale af Hanna Lützens roman Vlad, faldt jeg over en spændende artikel af Niels K. Petersen om vampyrfilmens historie. Han nævnte filmen Isle of the Dead fra 1945 med bl.a. Boris Karloff på rollelisten. Den lød så interessant, at jeg fandt frem til den på Internet Archive, et omfattende digitalt bibliotek der bl.a. giver adgang til en lang række ældre film, som ellers kan være svære at finde lovligt.

Følgende omtale indeholder spoilers.

Isle of the Dead udspiller sig i Grækenland under den første Balkankrig i 1912. Boris Karloff spiller den græske general Nikolas Pherides, som hele sit liv har fulgt reglerne striks og uden undtagelser. Ved filmens begyndelse tager han den amerikanske journalist Oliver Davis med, da han en aften aflægger et besøg ved sin hustrus grav. Hun døde for mange år siden, og ligger begravet på en lille ø ikke langt fra generalens lejr.

Men da de ankommer til øen, opdager generalen, at hustruens grav er tom. De opsøger det eneste hus på øen, hvor arkæologen Albrecht har slået sig ned som bod for at have købt artefakter af de lokale, som de har stjålet fra gravstederne. Hos ham er også ægteparret St. Aubyn og deres hjælper Thea. En græsk pige de har taget til sig. Derudover er der endnu en gæst, Andrew Robbins, samt Albrechts husholderske Madame Kyra.

Af forskellige årsager ender det med, at Davis og generalen overnatter på øen. Da de vågner næste morgen, er Robbins død, og generalen tilkalder lægen Drossos for at finde frem til dødsårsagen. Det viser sig, at Robbins er død af septikæmisk pest, og nu må gruppen holde sig isoleret på øen, meget mod deres vilje.

Mens gruppen langsomt decimeres, begynder Madame Kyras historier om ‘vrykolakas’ at sætte sig spor i generalen. Kyras angst for sygdommen får hende til at søge mod alle mulige forklaringer, og her er det lokale vampyrvæsen ‘vrykolakas’ et godt bud. Det er der midler til at beskytte sig mod. Kyra er sikker på, at Thea er grunden til dødsfaldene, og da man finder hende inde hos en livløs Mrs. St. Aubyn, bliver generalen også overbevist. Han truer Thea, men både Albrecht og Davis beskytter hende.

Imens bliver Mrs. St. Aubyn begravet i et gravkammer. Desværre er gruppen ikke opmærksom på, at hun lider af en sygdom, der gør, at hun falder livløs hen i lange perioder for så at komme til sig selv igen. Så da hun vågner og finder sig selv levende begravet, bliver hun selvsagt rædselsslagen.

Det lykkes Mrs. St. Aubyn at slippe ud af graven, og hun vender tilbage til huset, hvor hun dræber Madame Kyra. Siden kommer hun Thea til hjælp, da den pestramte general forsøger at standse ‘vrykolakas’. I det samme kommer Davis og Albrecht tilbage, og under Mrs. St. Aubyn flugt falder hun i døden.

Isle of the Dead varer en god times tid, og er naturligvis ikke voldsom uhyggelig efter vor tids standard. Ikke desto mindre er der en fantastisk atmosfære over filmen, og jeg blev overraskende berørt over scenen, hvor de tror, at Mrs. St. Aubyn er død og begraver hende.

Boris Karloff leverer desuden en spændende præstation som generalen, der bliver kaldt vagthunden af omgivelserne. Han står fast på at gøre det rigtige, og han ønsker at beskytte alle på øen – og dermed sine tropper inde på fastlandet. På mange måder er generalen ikke særlig sympatisk, men Karloff spiller ham fremragende.

Endelig må jeg også indrømme, at det at se en film om pest, mens COVID-19 pandemien rumler rundt om i verden, også er med til at give oplevelsen en ekstra dimension.

Om ‘vrykolakas’ skriver Johan Egerkrans i De udøde:

Næst efter Rumænien er det mest vampyrbefængte land i Europa utvivlsomt Grækenland. De græske udøde, som normalt går under navnet vrykolakas, har mange ligheder med deres nordligere slægtninge, hvad angår udseende, evner og bekæmpelsesmetoder, men på visse punkter er de forskellige. Blandt andet drikker de ikke blod i et særligt stort omfang, men kvæler hellere deres ofre. Den store forskel ligger dog i, hvad eller hvem det i virkeligheden er, der animerer de døde. De fleste europæiske gengangere som strigoi og nachzhrere er rastløse ånder, der er vendt tilbage fra graven og har taget deres egen krop i besiddelse […] I Grækenland derimod anses det for at være en dæmon eller endda Djævelen selv, som er den ansvarlige. Nogle gange fordi Den Onde så fuldstændigt har korrumperet den dødes sjæl, at den helt har mistet sin menneskelighed og er blevet forvandlet til en slags dæmon. I andre tilfælde er det andre mørke magter, som sørger for, at en vrykolakas rejser sig fra graven.” (side 37)

Anmelderne skriver:

ClassicHorror.com:
Death casts a large shadow in all of Val Lewton’s RKO horror productions, but never larger than in Isle of the Dead. Characters drop like flies as both science and superstition prove inept against the advances of the Grim Reaper in this foreboding tale set amid war, disease and encroaching madness. Perhaps the most flawed of Lewton’s chillers, this is also one of his most memorable and, in its climactic moments, the most outright frightening.” (Læs hele anmeldelsen her)

Classic Film Freak:
The Isle of the Dead isn’t great art, but it still is far from a “B” picture.  Watch it for the well done atmosphere of claustrophobia and of course Boris Karloff.” (Læs hele anmeldelsen her)

Cinema Retro:
Though the first of the Lewton horrors, The Cat People (1942, directed by Jacques Tourneur) is likely the best celebrated of the six films overall, I’ve always held a special fondness for Isle of the Dead. Now, revisiting the film with this stunning Blu ray transfer, I’m as impressed as ever with Robson’s claustrophobic direction, the thoughtful scripting of Ardel Wray and Josef Mischel and the film’s gloomy atmospherics […] In some ways Isle of the Dead is a tough film to neatly pigeonhole. It really isn’t a straight-forward drama nor a mystery, nor is it a bon a fide horror film in the general sense. It’s a psychological thriller that offers viewers little in surprises or plot twists but treats erudite moviegoers to fascinating character studies. The superstitious peasant Kyra is certain the recent spate of deaths are deserved, a punishment of the Gods for evil deeds committed by earth-bound mortals. This reading is as good as any, I suppose. But how people choose to deal with this invisible terror not easily defended against nor explained is reflective of the level of education and personality traits of any given individual. Do we believe the assessment of the doctor? The militarist? The superstitious old woman? Those most brave? Or those most fearful?” (Læs hele anmeldelsen her)

Om Isle of the Dead:

Udgivelsesår: 1945
Instruktør: Mark Robson

Se filmen her

Læs Niels K. Petersens artikel her

Genvejen af D.S. Henriksen

Genvejen af D.S. Henriksen

Genvejen er en ny ungdomsgyser af D.S. Henriksen udgivet på Steen Langstrups forlag 2Feet Entertainment. Jeg har tidligere læst flere bøger af D.S. Henriksen. Særligt begejstret var jeg for hans to voksenromaner In Absentia og Ad Nauseam, der udkom under navnet Daniel Henriksen. Men også de øvrige bøger er bestemt værd at læse.

Historien udspiller sig i 1985 og handler om de fire venner Kian, Bertram, Julius og Freya. Freya er relativ ny i klassen. Hun er dygtig til at finde på historier, og de er ofte uhyggelige. Kian er en splejset fyr med briller, og lidt af en nørd. Julius er tyk og kommer fra et hjem med faste spisetider, hvor advokatforældrene tjener mange penge. Og Bertram har taget 6. klasse om. Han bor alene med sin far, der kører lastbil og ind i mellem drikker for meget.

En sommeraften er gruppen gået ud i det blå og ender med at gå tilbage gennem en skov. Midtvejs støder de på en gammel, forladt kirkegård. Bertram kan se lysene fra byens slagteri over kirkegården, så de beslutter sig for at skyde genvej ind over kirkegården. Hele dagen har Freya fortalt uhyggelige historier for drengene, men nu er det, som om historierne ændrer karakter og bliver mere virkelige. Og samtidig bliver skoven omkring dem dødstille …

Jeg er vokset op med Stephen King, og derfor er mange af mine referencer til hans forfatterskab. Jeg kunne således ikke lade være med at læse Genvejen som en slags hyldest til Stand By Me. Her er også en umage vennegruppe og en nat fyldt med oplevelser, der ændrer de unge for altid. Som King lader Henriksen os få et indblik i ungdommens sårbarhed, og hvor svært det kan være at falde lidt udenfor. Og ligeledes som King er Henriksen ikke bange for at skrue op for uhyggen, når Freyas historier om, hvad der gemmer sig i mørket, kommer lidt for tæt på. Endeligt har D.S. Henriksen som King en nostalgisk tone. Genvejen er dog sin egen historie, og Henriksen fortæller den godt. Også selvom han ikke helt er på Kings niveau.

Genvejen er en lækker udgivelse, hvor der er kælet for layoutet med fine vignetter på alle siderne og en stemningsfuld forside. Der er enkelte kiks i korrekturen, men ikke nok til at skæmme læsningen. Bogen findes også som ebog og netlydbog, men jeg har læst den i papirform.

Uddrag af bogen:

Hun strøg nogle planter til side, der kravlede op af murværket, og viste os et gammelt, vejrbidt træskilt.

Bertram læste: “Galgebakken. Adgang forbudt.”

Inskriptionen var utydelig. Bogstaverne var gamle og skåret ind i træet med et stemmejern og bagefter malet.

Freya fløjtede. Jeg vidste ikke, hun kunne. Jeg havde aldrig hørt hende fløjte.

“Galgebakken,” sagde hun. “Hvor er det stemningsfuldt!”

“Det er en kirkegård,” sagde jeg, mens jeg stod på tæer og skuede ind mellem gitterportens tremmer. Jeg kunne ane en gammel sti under blade, grene og trærødder. Terrænet var uregelmæssigt og ugæstfrit. Der var noget uvenligt over det. Jeg kunne se mindst tre gravsten. “Den ser stor ud.” (side 46)

Om Genvejen:

Udgivelsesår: 24.08.2021
Forlag: 2Feet Entertainment, 130 sider
Omslag: D.S. Henriksen

Lugnasad af K.L. Berger

Lugnasad af K.L. Berger

Vellykket ungdomsgyser som kombinerer keltiske myter og glemte guder med YA-realisme om identitet, venskab og kærlighed

Det var min kollega Louise, som anbefalede mig at læse Lugnasad. Det var et godt tip, så nu vil jeg skynde mig at give anbefalingen videre.

Forlagets beskrivelse:

En sommer du aldrig glemmer. Det er hvad der står i brochuren.
Og her er de så. De udvalgte. De heldige. Se hvor glade de er. Hvor ubekymret de stiger i land. Hver og én har de deres styrker og svagheder. Deres historie. Og nu er de hér. Stedet hvor fortidens historier flettes sammen med nutiden, og fremtiden skabes. De er unge. Overmodige. Naive. Og snart vil de være en del af øens historie.
Velkommen til Lugnasad.

Charlotte drømmer om at se hele verden – lige bortset fra øen Lugnasad. Alligevel befinder hun sig netop dér.

Alex drømmer om at finde ro og accept – både i sig selv og andre. Måske vil Lugnasad give ham de svar han mangler.

Benjamin drømmer om at høre til et sted – bare én gang i sit liv. Men han har ikke de store forhåbninger om at Lugnasad er stedet for ham.

Men på Drømmenes Ø kan alt ske.
Og alt vil ske.

Anmelderne skriver:

Pia Bechmann har anmeldt bogen på Litteratursiden:
Katja L. Bergers ’Lugnasad’ tilfører virkelig noget nyt til YA-hylden med sin kombination af skarpt skåret dark fantasy, hårrejsende horror og dyb YA-realisme. Som læser mærker man tydeligt, at forfatteren har arbejdet intenst med plot og karakterer. Intet er tilfældigt og de uhyggelige virkemidler bliver understreget af den unikke måde, som bogen er opbygget på. Kapitlerne er ikke fortløbende, men fungerer i stedet som en nedtælling mod det endelige, frygtelige klimaks. Det er et superflot og vellykket layout, som virkelig er med til at sætte stemningen. (Læs hele anmeldelsen)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
En virkelig god gyser til ungdomshylden, som også formår at sætte fokus på fordomme og værdien af venskab.

Om Lugnasad:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Tellerup, 383 sider
Omslag: Danielle Finster

Læs også:

Fjeldgænger af Julie Clausen
Menneskekød af Nick Clausen
Død verden af Louise Haiberg
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Åndehvisken af Haidi W. Klaris
Hvidt støv af Line Kyed-Knudsen
Metro af Emil Landgreen
Ånden i cirklen af E.E. Richardson
Diego og Dolly af Jesper Wung-Sung

Mennesker og mosevæsner af Jens S. Holt

Mennesker og mosevæsner af Jens S. Holt

Jeg blev gjort opmærksom på Mennesker og mosevæsner i en kommentar her på siden. Umiddelbart lød det som en interessant bog, så jeg bestilte den på biblioteket, og nu har jeg læst den.

Forlagets beskrivelse:
En tidligere bog om tørvemosen indeholdt autentiske historier om naturen og livets vante gang i og omkring den, på den tid da der endnu blev gravet tørv her. I denne bog er fortællingerne fiktive myter, som ikke kan bevises. Mystiske væsner har til alle tider fascineret menneskeheden og gjort os nysgerrige, men også utrygge og ængstelige. Mosens væsner er bestemt ikke nogen undtagelse. I nærværende bog fortælles om: mosekonen, søuhyrer/monsterål, lygtemænd, sumpmanden, kummermanden, mosehekse, mosetrolde, moserøvere, mosens troldmænd og -kvinder, elverkongen, hans elvepiger og deres ammer, slattenpatterne – og sågar om nissens venskab med mosetrolden og meget mere. Der fortælles om væsnernes mange intriger med mennesker, men også om bemærkelsesværdige, finurlige alliancer, når de to parter har fælles interesser. Historierne er fiktion, men konkrete fund, reelle steder, historiske facts og autentiske hændelser gør, at handlingerne virker mere sandsynlige og endnu mere interessante.

Jeg holder rigtig meget af idéen om at genintroducere de gamle og glemte danske sagn og myter til nutidens publikum. Der ligger mange spændende og drabelige historier gemt, som er mindst lige så fascinerende som moderne fantasy-romaner og gysere.

I Mennesker og mosevæsner har Jens S. Holt samlet en række legender, sagn og myter fra Sulstedt Mose (i dag Sølsted Mose) og gendigtet dem. Her gemmer sig flere interessante historier lige fra, hvordan dyndsmerlingen kom til mosen, over hvordan Lars Storbonde fik hjælp af lygtemændene til at slippe af med en morderisk røverbande, til historien om greven Peter Rantzau, der går igen under navnet Peter Ransel.

Desværre er jeg ikke så vild med selve skrivestilen, som jeg synes er noget omstændelig. Det roder ligeledes lidt med nutid og datid, og en bedre korrektur kunne have løftet bogen sprogligt ved at skære ned på de forholdsvis mange gentagelser. Og selvom jeg synes, det er fint, at forfatteren skriver i en lidt kæk sprogtone, så bliver historierne ind i mellem lidt rodede. Det er en skam. Men giv alligevel Mennesker og mosevæsner en chance, for sagt synes jeg, at idéen er yderst sympatisk.

Uddrag af bogen:

Med kirkebyggeriet ville Peter Rantzau gøre bod både for åndelige magter og for de genfærd, han havde generet. Han håbede på at kunne købe sig aflad, så han undgik skærsilden efter sin død. Til gengæld for denne håndsrækning til spøgelserne blev han lovet, at han ikke ville blive straffet i levende live. Ugerningen med at rive kirken ned var ikke det eneste problem Peter havde i forhold til genfærd, og det var næppe kun den nedrevne kirke, der var skyld i, at han som spøgelse måtte bære rundt på en raslende kæde. Han har i levende live en stærk trang til at tilegne sig så meget jord om overhovedet muligt, og denne mani bliver ofte tilgodeset på en meget brutal måde. Det er derfor, han som genfærd må slæbe rundt på den tunge landmålerkæde, der blev brugt til at opmåle jordlodderne. Kæden afslører altid umiskendeligt hans tilstedeværelse.

Det er ikke helt rigtigt, at han ikke også blev straffet i levende live, for han blev spået, at han aldrig ville få en arving, der engang ville kunne overtage al hans jordiske gods og rigdomme. Denne spådom gik i opfyldelse, selvom Peter gjorde sit bedste for at gøre forudsigelsen til skamme. Denne tillægsstraf var i sig selv en stor bet og sorg for en holden mand, der hele livet stræbte efter at samle sig så mange rigdomme som muligt. Hans hurtigt voksende landtilliggender blev omhyggeligt opmålt med selvsamme landmålerkæde, som Peter Rantzau efter sin død måtte slæbe rundt på som spøgelset ‘Peter Ransel’. (side 164-165)

Om Mennesker og mosevæsner:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 213 sider
Omslagsgrafiker: Anne Koch Rasmussen

Indhold:
Indledning
Mosekonens stærke bryg
Kæmpe rovålen Omiga
Lygtemænd mod moserøvere
‘Bitte Inge’ og elverkongen
Mosetroldens løfte
Et spøgelse med raslende lænker
‘Mose-Antons’ fortabte arv
Nissenis og Maren Jerseyko

Læs også:

Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Julebestiariet af Benni Bødker
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Nordiske guder af Johan Egerkrans
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Blodets bånd af Christian Kronow
Skimmelrytteren af Theodor Storm
Diget af Teddy Vork

Metro af Emil Landgreen

Metro af Emil Landgreen

Myter fra mørket
Har du nogensinde tænkt på, hvordan mørket lyder?
Hvis mørket kunne tale, hvad ville det så fortælle dig?
Nogle historier træder aldrig frem i lyset,
andre forsøges tiet ihjel – mens andre igen ikke må deles.

For din egen skyld.
Enkelte gange sker det alligevel, at en historie slipper ud og slår rødder i dit sind. Myter fra mørket er gemte og glemte fortællinger fra den verden, som du ellers syntes, du kendte så godt.
(side 9)

Tjalfe er Villys bedste ven. Sammen har de stiftet graffitibanden FirstMoverz, og som svendestykke vil de ‘tagge’ en af de nye metrostationer dagen før åbningen. Villys far arbejder for metroselskabet, så Villy har fundet et kort over metro-tunnelerne, som drengene kan bruge til at finde vej.

Desværre har den lidt ældre Rune også hægtet sig på. Villy er ikke særligt begejstret for ham, og føler lidt at han har overtaget pladsen som Tjalfes best buddie. Udadtil siger Villy dog ikke noget, så da det bliver nat, tager alle tre drenge af sted til metroen.

Det lykkes dem at klatre over hegnet og komme ind i tunnelen, men så begynder tingene at gå galt. Er det en vagt, der er efter dem? Og har de virkelig fundet den rigtige station?

Den 14-årige Villy er historiens jeg-fortæller. Ved at fortælle historien i første-person lader forfatter Emil Landgreen læserne føle, hvad der sker, sammen med Villy. Hans dårlige samvittighed, jalousi og rædsel bliver læserens. Vi ved aldrig mere end Villy, og det gør spændingen endnu mere intens. Det gør også Villy til en lidt mere kompleks og troværdig figur, og dermed også interessant for de lidt ældre læsere.

Landgreen fører i Metro læseren fra hverdagen ned i mørket til gamle, næsten glemte myter. En sammensmeltning der lykkes til fulde. Spændings-niveauet er støt stigende, og jeg var ualmindeligt godt underholdt.

Illustration fra Metro af Emil Landgreen

Emil Landgreen har selv illustreret romanen, og de stemningsfulde tegninger understreger i den grad uhyggen. Til sidst er indsat nogle sider fra Villys skitseblok, som man ikke må snyde sig selv for. Det må man heller ikke for det dystre soundtrack til romanen, der kan findes via QR koderne bagerst.

Metro er første bog i serien Myter fra mørket. Hvis resten af serien holder samme niveau, er der noget at glæde sig til. En uhyggelig god roman for de +10-årige, som ikke er bange af sig.

Om Metro:

Udgivelsesår: 30.10.2019
Forlag: Bolden, 99 sider
Omslag og illustrationer: Emil Landgreen
Lix: 24

Læs også:

Charons sølv 1-3 af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Spøgelseshvisker af Nick Clausen
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen