Indlæg tagget med ‘myter og sagn’

Malea og søuhyrets æg af Lasse Bo Andersen

Malea og søuhyrets æg af Lasse Bo Andersen

Malea og søuhyrets æg er første bind i Lasse Bo Andersens spændende nye serie for børn og unge.

Efter at Malea har mistet sine forældre og sin tvillingebror i en uforklarlig bilulykke, flytter hun efter måneders rundkasten i systemet ind hos morens halvsøster, Jytte, i den lille kystby Snarevig. Malea kender ikke Jytte, og den lille søvnige by virker alt andet end tiltrækkende på hende. Men det er måske hendes sidste chance, for de andre skoler og plejefamilier har smidt hende ud.

Samme dag som Malea begynder i skolen, ankommer også en anden ny elev, Lau, der bor sammen med sin far i det store hus for enden af vejen, hvor Jytte og Malea bor. Men det, der skulle have været en ny begyndelse, bliver alt andet. Klassens førende pige, Silke, fryser Malea ud, og kun Lau virker interesseret i at lære hende at kende. Det gider Malea dog. Hun holder afstand til alle bag en afvisende facade og ønsker sig bare sin familie – og især broren Kristoffer – tilbage.

Alligevel ender det med, at Malea hjælper Lau, da hans far mister en vigtig kasse under indflytningen. Hun får et underligt syn, der fører de to unge ned til havnen, og her udvikler historien sig i en helt ny og dramatisk retning. Der gemmer sig nemlig en hemmelighed i Snarevig, som trækker tråde til Malea og hendes familie.

Malea og søuhyrets æg er en underholdende, spændende og vedkommende fortælling for de +10 årige. LBA fortæller dels en dramatisk historie fuld af væsener fra folkeeventyrerne. Dels en rørende historie om sorg, mobning og ung sårbarhed. Begge dele gør han godt, og lykkes endda med at samle dem til ét troværdigt univers. På den led lever han helt op til Mathias Clasens fine definition på god fantasy.

Fantasylitteraturen kan være nok så urealistisk på overfladen med alle de ildspyende drager og trylleformularerne og de fjerne verdener. Men fantasy er også langt mere end det, og noget af det, der gør genren interessant er, når den også er psykologisk realistisk og skildrer menneskets møde med det utrolige, det fantastiske, det rædselsfulde. Den handler om fiktive personers forsøg på at løse reelle problemer og overvinde forhindringer. Eller når fantasy også er socialt realistisk og skildrer menneskelige interaktioner og relationer i al deres kompleksitet. Den eventyrlige ramme gør således den realistiske skildring mere interessant. (Læs hele Mathias Clasens artikel på Litteratursiden)

Jeg var rigtig godt underholdt af serien om Malea. Historien flyder let uden at tale ned til læseren, men med masser af dramatik og uhygge. Og så slutter hvert bind i serien med noget af en cliffhanger, der giver lyst til straks at kaste sig over de næste bind – og de kan også anbefales!

PS. På det personlige plan vil jeg gerne takke LBA for i bind to Malea og dødishullets hemmelighed at forklare, hvad et dødishul er. Jeg er nemlig stødt på ordet flere gange, og først nu har jeg forstået det 🙂

Uddrag af bogen:

Malea følte det, som om hun forsvandt ind i en boble af tåge. Hun havde fornemmelsen af, at hun var trådt ind i en helt anden verden. Og så alligevel ikke. For omgivelserne var de samme. Men tiden var på en eller anden måde blevet skruet tilbage, for nede for enden af trappen holdt flyttebilen.

Hun standsede brat op og gloede måbende ned på den. Så vendte hun sig om for at spørge Lau, om han også kunne se bilen, men han var der ikke.

I stedet kom de to flyttemænd gående ned ad trappen direkte mod hende. Og de så ikke ud, som om de havde i sinde at stoppe. Det så nærmere ud … som om de slet ikke havde opdaget hende. Som om de ikke kunne se hende.

Malea skulle lige til at råbe op, da de to mænd med ét blev underligt blege og udviskede. Næsten helt farveløse. Og de fortsatte lige igennem hende som to spøgelser.

Hun gav et gisp fra sig, snurrede rundt og gloede måbende efter de to mænd, der helt uanfægtet sjoskede videre ned ad trappen, mens de fik deres normale udseende tilbage igen.

– Hvad sagde jeg? Ingen drikkepenge.

Malea genkendte den vrængende stemme, og hun genkendte det, der blev sagt.

Hun så ned mod Jyttes lille, hvidkalkede hus. Vinduet i gavlen stod åbent.

Hun snappede efter vejret, da hun fik øje på det, og det var, som om temperaturen tog et kraftigt dyk.

Den kendte samtale fortsatte.

Nej, du fik ret.

Det er fa’me nogle mærkelige folk, der flytter til byen.

Den forventede korte, hæse latter nåede hendes ører.

Men den skat, det er nok …

Samtidig med den tykke af flyttemændene fik Malea øje på sig selv inde bag vinduet. (side 68-69)

Reklame: Tak til forlaget Tekst & Tegning der har foræret mig bøgerne til anmeldelse.

Om Malea og søuhyrets æg:

Udgivelsesår: 24.11.2022
Forlag: Tekst & Tegning, 108 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

Serien om Malea:

Malea og søuhyrets æg
Malea og dødishullets hemmelighed
Malea og tvillingeblodets bånd
Malea og havfruens sidste tårer

Læs også:

Vampyrjægernes klub af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
De sorte symboler af Nick Clausen
Forbandet onDsdag af Ane Gudrun
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Tænkehatten præsenterer: Er jeg smuk? af Michael Kamp
Blodets bånd af Christian Kronow
Julefandens hævn af Patrick Leis

  • Malea og søuhyrets æg
  • Malea og Dødishullets hemmelighed
  • Malea og tvillingeblodets bånd
  • Malea og havfruens sidste tårer

Vampyrens historie

Vampyrens historie

Vampyrens historie

Når vi i dag taler om vampyrer, er deres egenskaber som regel ret etablerede. De drikker blod, har spidse hjørnetænder, kan ikke tåle sollys, hvidløg og kristne kors, og så sover de i en kiste og kan ikke ses i et spejl. Nogle vampyrer er smukke, andre ser ud som monstre, men de har som hovedregel et eller flere af ovenstående træk.

Sådan har det dog ikke altid været. Ifølge nyere folkloristiske undersøgelser er vampyrforestillingen en blandingsform af relativt sen oprindelse. Den forener træk fra fem forskellige folketrosvæsener: gengangeren, maren, antikkens blodsugende fugl strix, varulven og endelig hekse, som mentes at fortsætte med at gøre fortræd efter deres død. Først i 1600-t. begyndte beretningerne om disse monstrøse væsener at brede sig i Centraleuropa og på Balkan. (Lex.dk)

Oldtidens vampyrer

Vampyrmyten har altså eksisteret længe før middelalderen, blot i lidt anderledes klæder. Der er sporet beretninger om vampyrlignende væsener helt tilbage til sumerernes Mesopotamien for ca. 4000 år siden. Her omtales et kvindeligt dæmonisk væsen med vinger og fuglekløer, som jagtede mennesker – især mødre og nyfødte – og drak deres blod.

Myten om Lilitu, som dæmonen kaldtes, spredte sig under andre navne til både egypterne og jøderne, og endte hos romerne under navnet strix (striges i flertal). Her fortæller digteren Orvid, om en romersk konge hvis baby angribes af striges, som drikker babyens blod. Som forsvar mod striges skrev den romerske forfatter Titinius, at man kunne smøre hvidløg på barnets læber, mens andre kilder fortæller, at man kunne dræbe en strix ved halshugning og efterfølgende placere hovedet mellem væsenets ben.

Mikkel Starup kommer i sin bog ”Væsner” ligeledes omkring myten om Lilitu. Ifølge jødernes fortolkning af biblen var Lilith Adams første kone, og de blev begge skabt den sjette dag i Guds billede som mand og kvinde. Men Lilith forlod Adam, og da det ikke lykkes Jahve at hente hende tilbage, forbandede han hende og forbød hende at komme tilbage til Paradis. I stedet skabte hun sit eget paradis, og blev underverdenens hersker. Men hvad har Lilith med vampyrmyten at gøre? Hendes navn stammer fra Lilitu også kaldet Natteheksen, og hun er alle dæmoners moder.

”… men udover elementerne fødte hun også dæmoner, eller Se’irim som jøderne kaldte dem, når hun som Nattemaren lod sig befrugte af mænd.” (Væsner, side 142)

Starup fortæller også, at ligesom romernes strix var Lilith særlig farlig for spædbørn. For at holde hende væk hængte forældrene amuletter over vuggen. Muligvis stammer Lullaby fra Lila-bi, som betyder Lilith-be-gone. Andre amuletter bar navnene på de tre engle Sanvi, Sansanvi og Semangelaf for at holde Lilith fra barneværelset. Også Dan Turéll kommer i ”Alverdens vampyrer” ind på Liliths betydning for vampyrmyten,

Den østeuropæiske vampyr

I 100-tallet blev Dakien (nutidens Rumænien) en del af det romerske rige. Her brændte de lokale folkeslag deres døde for at frigive deres ånder fra kroppen. Men efterhånden overtog de kristne begravelsesregler, og det er i denne periode, at man har fundet de første grave, hvor en stor sten placeres på liget for at holde det nede. En artikel i tidsskriftet Historie 11/2019 fortæller, at det også var i denne periode, at betegnelsen ’strigoi’ dukker op i Rumænien. Betegnelsen ’strigoi’ minder påfaldende om romernes strix, men modsat det dæmoniske fuglelignende væsen fra Mesopotamien, er ’strigoi’ en afdød, som genopstår fra sin grav, og som både sugede blod og kastede ulykke over sine ofre.

Artiklen fortæller videre, hvordan polske arkæologer i årene 2008-2012 udgravede Drawskos kirkegård i det nordvestlige Polen. Her fandt de seks grave fra 1600-tallet, hvor der var gjort store foranstaltninger for at holde de døde i graven. Bl.a. var en kvinde i 30-erne blevet begravet med en Skt. Benedikt medaljon presset ind i munden og med en klinge fra en skarp le hen over halsen. Klingen ville halshugge hende, hvis hun rejste sig, og forskerne konkluderede, at begravelsesritualerne var en forebyggelse, mod at de døde kom tilbage som vampyrer.

En nærmere undersøgelse viste ingen tegn på misdannelser eller sygdomme, der kunne give grund til mistanken om, at de døde var vampyrer. Man undersøgte også, om individerne kom fra andre områder. Men strontium-analyser viste, at de begravede var vokset op i området. Der måtte altså have været andre grunde til, at man frygtede, at de døde genopstod. Måske var de ikke døbt? Eller måske begik de selvmord?

Og Drawskos kirkegård er ikke den eneste, hvor sådanne grave er fundet. Artiklen fortæller, at arkæologer har fundet mange hundrede ”vampyrgrave” i Øst- og Sydeuropa. I 1600-tallet blev vampyrer således betragtet som en reel trussel, der kunne rejse sig fra graven og sprede sygdom og død over de levende.

”Ifølge forskerne stammer de tidligste historier om vampyrer i den slaviske del af Østeuropa fra den tidlige middelalder. Ordet vampyr har sandsynligvis sin oprindelse i de slaviske ord ’vampir’ og ’upir’, som betegnede en genopstanden afdød – et levende lig.” (Historie, s. 45)

Vampyrens indtog i Vesten

Mens vampyr-myten var almindelig kendt i Østeuropa, var det ikke tilfældet i det øvrige Europa. I Danmark blev udtrykket ’vampyr’ ikke brugt før 1732 ifølge Kåre Johannessen i bogen ”Mørkets skabninger”. Vampyren introduceres så at sige først til Vesten med Passarowitz-traktaten i 1718, hvor bl.a. dele af Serbien kom under Østrigsk styre. Det førte til at veluddannede vesteuropæere besøgte Serbien, hvor de oplevede lokale grave deres døde op.

”Østrigske embedsmænd bemærkede en besynderlig lokal skik med at grave døde op og ”dræbe” dem. Fremmede lærde begyndte at overvære sådanne opgravninger. Vampyr-manien var med andre ord en tidlig ’medie-event’, hvor uddannede europæere blev opmærksomme på en adfærd, der langt fra var af ny dato, men som ganske enkelt for første gang fik en effektiv mediedækning.” (Mørkets skabninger, side 88)

Johannessen gør derudover opmærksom på, at der sideløbende med forestillingen om vampyren som blodsuger, var en ligeså stærk overbevisning om, at den kunne sprede sygdomme. Datidens mennesker mente, at når vampyren tyggede på sit ligklæde, spredte de dødelige sygdomme. Hvordan det rent praktisk foregik, vides ikke. Men tanken kommer sandsynligvis fra de pletter af kropsvæsker, der er flydt ud på ligklædet efter begravelsen. Det kan også forklare, hvorfor mange ’vampyrer’ er begravet med en sten o.lign. i munden.

Ligklædets betydning går igen hos Johan Egerkrans. I ”De udøde” beskriver han en lang række udøde væsner. Blandt vampyr-væsnerne nævner han nachzehrer, der er den germanske version af vampyren. Nachzehreren blev kaldt således, fordi den blev drevet af en glubende sult. Døde, der blev til nachzehrer, var ofte selvmordere eller pestofre. Man mente nemlig, at de første, der døde, når pesten slog til, blev en nachzehrer. Grebet af en umættelig sult vendte de tilbage fra døden og angreb primært deres egen familie, som de tømte for livskraft. Nachzehrer er dog så sulten, at den også ligger og tygger i sit ligklæde, når den ligger i jorden.

Forsvar mod vampyren

En af de almindeligste måder at forhindre en afdød i at forlade sin grav som strigoi var at gennembore liget med jern. Artiklen fra Historie 11/2019 fortæller, at man mente, at værktøj smedet i ild havde anti-dæmoniske egenskaber. Når man gennemborede brystet eller hjertet med et jernspyd, blev den onde ånd adskilt fra kroppen. Og skulle det mislykkes, så ville spyddet i sig selv holde kroppen fast i graven.

Andre områder brugte andre metoder til at bekæmpe strigoi. Nogle steder lagde man brændevin ned i graven, fordi den døde så ville drikke det og blive i graven. Andre steder gned man liget med hvidløg og persille for at forhindre, at den døde blev til en strigoi.

For nachzehrerne siger nogle myter, at nachzehreren først skal fortære hele sit ligklæde, før den kan hjemsøge sin familie. Og så er der de tidligere nævnte beskyttelsesforanstaltninger, som at begrave de døde med en sten, medaljon el. lignende i munden eller med en skarp le mod halsen.

Er der en forklaring på vampyrer?

Videnskaben har forsøgt sig med forskellige forklaringer på, hvad der kunne lede datidens befolkning til at tro på vampyrer. En teori er sygdommen poryri. Det er en arvelig blodsygdom, hvis bærere ikke kan tåle sollys og udvikler sår og blærer, hvis de udsættes for solens stråler. Oven i købet kan de syge få det bedre ved at indtage blod, da det bremser processen, der producerer defekte porfyriner i knoglemarven.

En anden teori er datidens generelle mangel på viden om kroppens forrådnelse efter døden. Artiklen fra Historie 11/2019 beskriver en sag fra 1800-tallets Serbien.

”Lægerne undersøgte de fire mistænkelige lig, som havde ligget i jorden i mindre end 20 dage, og kom frem til, at de ikke var formuldet. Pga. frygten for vampyrer huggede byens indbyggere hovedet af ligene og drev en pæl gennem hjertet på dem.” (Historie side 49)

Johannessen skriver ligeledes om nyere grave, der er blevet ’vampyr-sikret’. Han fortæller om en mand ved navn John Barber, der døde under en epidemi i Griswold, Connecticut i 1826. Cirka fem år efter begravelsen havde nogen åbnet graven og placeret hans hovedskal og lårben over kors på hans brystkasse. I tiden hærgede en tuberkulose epidemi i det østlige USA. Ofrene for sygdommen blev blege med indsunkne øjne, og pustede til en vampyr-paranoia som fik folk til at gribe til forskellige ritualer for at holde de døde væk.

I dag ved vi, at både temperaturen, luftfugtigheden og den jord, den døde begraves i, har betydning for, hvor hurtigt kroppen går i forrådnelse. Derudover ved vi, at den døde krop bliver oppustet af gasser, at huden kan trække sig tilbage og få det til at se ud som om, tænder og negle er blevet længere. Desuden er det ikke usædvanligt at der siver blodlignende væske ud af øjnene og munden i forrådnelsesprocessen. Men dengang blev dette set som bevis på, at den døde var en vampyr.

Virkelighedens vampyrer

Blod har gennem tiden været set som et vigtigt kulturelt element – udover at det er livsnødvendigt. Man drak blodet af sine fjender for at overtage deres styrke. Blod blev brugt som en vigtig del af magiske besværgelser. Og ofring af både dyr og mennesker til guderne har været helt almindeligt.

Starup fortæller i ”Væsner”, hvordan man brugte blod som soningsoffer i Biblen: ”thi kødets sjæl er i blodet.” Gennem Jesu blod får kristne evigt liv, og i nadveren modtager disciplene hans blod og legeme i form af nadverbrødet og -vinen.

Så det er måske ikke så underligt, at der findes historiske personer, der har lidt af en ualmindelig blodtørst.

En af dem var adelskvinden Elizabeth Báthory, som i slutningen af 1500-tallet i håb om evig skønhed torturede og myrdede et ukendt antal unge kvinder for at bade i deres blod. Hun blev født i 1560 i Ecsed i Transylvanien. Som 15-årig blev hun gift med grev Ferencz Nadasdy, der var meget ældre end hende, og døde i 1604. Det siges om hende, at hun var en gennemført værtinde, men at hun var sadistisk mod sine tjenestefolk. Af frygt for at miste sin skønhed begyndte hun efter sin mands død at bade i jomfru blod. Først da hun begyndte at dræbe unge adelige kvinder, blev hun stoppet. I 1610 blev hun arresteret, og mere end 50 lig blev fundet på slottet. Elizabeths egne journaler nævnte over 600 ofre! Mens de tjenere, der havde hjulpet hende, blev brændt efter forskellige straffe, blev Elizabeth aldrig offentlig dømt. Hun blev muret inde i sit soveværelse på slottet Csejthe, og levede isoleret der til sin død den 21. august 1614. (Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters, side 20)

En anden af middelalderens massemordere var Gilles de Laval (også kendt som Gilles de Rais), en fransk adelsmand, der levede i 1500-tallet, og som tilstod drabet på 800 børn! I 1440 blev rygterne om, at Gilles dræbte børn så vedholdende, at hertugen af Brittany ikke længere kunne undlade at handle på dem. Gilles endte med at blive sigtet for at have myrdet mere end 200 børn, og hans tjener, Henriet, forklarede til retten, hvordan han havde købt børn til sin herre.

”The children were murdered in one particular room of Castle Machecoul. Henriet and other servants tortured the children and then stabbed them in the jugular vein so that their blood gushed over Gilles in a shower in which he bathed.” (Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters, side 136)

Gilles blev sammen med sine tjenere Henriet og Pontou dømt til døden den 26. oktober 1440.

Også i nyere tid har trangen til blod været udgangspunkt for massemordere.

Fritz Haarman blev kendt som ’vampyren fra Hannover’, efter at han var blevet dømt for mordene på 24 drenge og unge mænd i årene 1918 til 1924. Flere af drabene blev begået sammen med den 24-årige prostituerede Hans Grans, som udvalgte ofrene. Ofrene blev seksuelt forulempet, før Haarman bed dem i halsen og dræbte dem. Haarman blev dømt til døden og henrette ved guillotine i 1925. (Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters, side 143)

I 1970’erne spredte ’vampire murderer’ Richard Chase skræk i Sacramento i Californien. Chase led af adskillige vrangforestillinger. Blandt andet var han overbevist om, at hans eget blod forsvandt, og at han derfor var nødt til at drikke andres blod for at erstatte det. I begyndelsen dræbte han dyr for at få blod, men i 1978 begyndte han at slå mennesker ihjel. Det første offer var en ung kvinde, som han dræbte i hendes hjem den 23. januar 1978. I alt dræbte Richard Chase seks personer, før han blev anholdt og sendt til Atascadero, et fængsel for kriminelle sindssyge. Senere blev han overført til San Quentin, hvor han begik selvmord den 27. december 1980.

Vampyren i populærkulturen

Siden Vesten fik øjnene op for vampyrskikkelsen er den blevet en kendt skikkelse i populærlitteraturen. Og den har ikke nødvendigvis meget med de oprindelige myter at gøre.

”De myter og forestillinger, vi i dag har om vampyrer, afviger på flere punkter afgørende fra de østeuropæiske folkesagn:

Historien om, at vampyrer hver dag må vende tilbage til deres kiste, findes ikke i folkesagnene. Idéen blev opfundet af romanforfatteren Bram Stoker, da han skrev historien om Dracula. Stoker ville på den måde gøre det lettere for romanens helt at dræbe den sovende vampyr.

Forestillingen om, at vampyrer ikke tåler dagslys, stammer heller ikke fra de oprindelige vampyrmyter, men derimod fra stumfilmen ’Nosferatu’ fra 1922. I folkesagnene kan vampyrer sagtens bevæge sig rundt i dagslys.

Hugtænder er det pure opspind. Idéen om de skarpe tænder stammer fra forfatteren John Polidoris fortælling ’The Vampire’ fra 1819.” (Historie, side 49)

Og med hensyn til myten om at vampyren kan forvandle sig til en flagermus, skriver Michael Sims i ”Draculas gæst”, hvordan flagermus først blev en del af vampyrfolklore, da man opdagede de blodsugende vampyrarter i Central- og Sydamerika. Som en lille pudsighed har man opkaldt det antikoagulerende enzym, som flagermusen indsprøjter i ofret for at holde blodet flydende, Draculin!

Selvom Bram Stoker ofte får æren for at opfinde den moderne vampyr med romanen ”Dracula” fra 1897, så fastlagde John Polidori flere af de kendte vampyrtræk næsten 80 år før i romanen ”Vampyren” fra 1819. Også den irske forfatter Joseph Sheridan Le Fanus roman ”Carmilla” fra 1872 menes at have været en inspiration for Stoker.

Faktisk kan Danmark også være med når det gælder tidlige vampyrfortællinger i populærkulturen. I 1870, altså 27 år før Stokers “Dracula”, skrev Alexander Schumacher fortællingen ”Vampyren: Af en afdøds dagbog”. Schumacher ernærede sig til dels som oversætter og udgav også to bind med ungarnske folkeeventyr, så mon ikke han kendte til de mange østeuropæiske vampyrmyter. (Det grufulde bibliotek, side 60)

Bram Stokers Dracula

Den mest gængse opfattelse er, at Bram Stoker har baseret Dracula på den transylvanske hersker Vlad III, med tilnavnet The Impaler for sin vane med at spidde sine fjender på pæle. Vlad blev kaldt Drăculea, som betyder Søn af Dracul. Navnet Dracul var fra faderen, som var medlem af ridderordenen Dragens Orden.

Men andre mener, at Stoker ligesom Le Fanu har søgt inspiration i den irske folklore. Bob Curran, der underviste i keltisk historie og folklore ved University of Ulster, Coleraine, foreslog, at Stoker havde baseret sin roman på den irske krigsherre Abhartach.

Historien om Abhartach er en blodig legende fra det 5. århundrede. Abhartach var en hensynsløs og brutal irsk krigsherre, der herskede over en lille region i Irland. Trætte af hans styre slog befolkningen sig sammen med nabohøvdingen Cathain om at dræbe Abhartach. Men Abhartach vendte tilbage fra graven og fortsatte sit morderiske terrorregime, hvor han nu krævede skåle fyldt med blod fra hans undersåtter. Endnu en gang dræbte Cathain tyrannen, og endnu en gang vendte Abhartach tilbage. Først da Cathain søgte hjælp fra en kristen helgen, lykkedes det at besejre Abhartach med et sværd lavet af takstræ. Og for at sikre han ikke kom tilbage, blev Abhartach denne gang begravet på hovedet med en sten ovenpå kroppen. (The Irish Post)

En anden detalje, der kan fører tanken til en irsk inspiration, kommer fra folkemindeforskeren Owen Harding. Han påpeger, at ordet Dracula kan komme fra det irske sprog. Det irske ord dreach-fhoula (udtales drac-ula) betyder nemlig dårligt eller plettet blod.  

Uanset hvorfra Bram Stoker fandt inspirationen til sin roman, har den siden været inspirationskilde for et hav af såvel bøger som film.

Udvalgte vampyrfilm

De tidlige:

Nosferatu (1922)

Dracula (1931)

Vampyr (1932)

Den klassiske vampyr:

Horror of Dracula (1958)

Dracula – Prince of Darkness (1966)
Salem’s Lot (1979)
Bram Stokers Dracula (1992)
Dracula Untold (2014)

De anderledes:

The Last Man on Earth (1964)

Martin (1976)
Hunger (1983)
En vampyrs bekendelser (1994)
Dracula: Pages from a Virgin’s Diary (2002)
Only Lovers Left Alive (2013)

Vampyrer der ikke taler engelsk:

Mørkets vogtere (2004)

Thirst (2009)
Strigoi (2009)
A Girl Walks Home Alone at Night (2014)

De ’danske’:

Vampyr (1932)
Draculas ring (1978)
Nattens engel (1998)
Dracula (med Claes Bang, 2020)

De nordiske:

Frostbiten (2006)
Låt den rätte komma in (2008)

Post Mortem – ingen dør i Skarnes (2021)

De sjove:

Vampyrernes nat (1967)
Hvem har taget mine tænder? (1988)
Dracula: Dead and Loving It (1995)
Vampire in Brooklyn (1995)
What We Do in the Shadows (2014)

De actionfyldte:

From Dusk Till Dawn (1996)
Blade – the Daywalker (1998)
Vampires (1998)
Underworld (2003)
30 Days of Night (2007)
Abraham Lincoln: Vampire Hunter (2012)
Blood Red Sky (2021)

Teenagerne:

Buffy – Vampyrernes skræk (1997–2003)
Angel (1999–2004)
Twilight (I) (2008)

Læs mere:

Historie 11/2019: heri ’Vampyrerne kommer’ af Philippe Bohström
De udøde af Johan Egerkrans udgivet på forlaget Alvilda, 2019
Mørkets skabninger – middelalderens gruelige gestalter af Kåre Johannessen udgivet på forlaget Turbine, 2021
Væsner af Mikkel Starup udgivet på forlaget Forum, 2001
Alverdens vampyrer af Dan Turéll udgivet på Borgens forlag, 1978
Det grufulde bibliotek – danske gys før og nu redigeret af Kristian Nordestgaard og Jette Holst udgivet på forlaget SerieKlubben, 2019
Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier redigeret af Michael Sims udgivet på forlaget Rosenkilde & Bahnhof, 2011
Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters redigeret af Rosemary Ellen Guiley udgivet på forlaget Checkmark Books, 2005
denstoredanske.lex.dk

Escape From Monster Island af Joe Tyler

Escape From Monster Island af Joe Tyler

For nyligt holdt Fantask udsalg, og jeg fik købt et par lækre tegneserier til billige penge. Her i blandt Escape From Monster Island som jeg ikke kendte på forhånd, men som viste sig at være en underholdende affære.

Oprindeligt blev historien udgivet i seks hæfter, men her er de udgivet i et samlet bind. Serien er ikke oversat til dansk.

I årevis har den amerikanske regering dækket over, at mange af de monstre, vi tror er ren fantasi, rent faktisk eksisterer. På en fjerntliggende ø i Stillehavet har de bygget et svært bevogtet anlæg, hvor man studerer og eksperimenterer på disse væsener.

Men i 2012 ramte katastrofen. Monstrene slap ud af deres indespærring, og de overlevende forskere blev evakueret. Siden da har øen været helt afskåret uden kontakt til omverdenen.

Fem år senere er det kraftfelt, der holder monstrene fanget på øen, ved at bryde sammen. Militæret ser kun én løsning for at sikre, at ingen af de dødelige væsener slipper væk. At bombe øen til atomer i samme øjeblik kraftfeltet svigter.

Men i forvirringen under evakueringen var en af de ledende forskere, doktor Bennett, nødt til at efterlade sin ekstremt værdifulde forskning. Pludselig er det sidste chance for at hente det tilbage, før det ødelægges sammen med resten af øen. Doktor Bennett rejser derfor tilbage til øen sammen med en gruppe professionelle lejesoldater. Nu er spørgsmålet så, om de kan overleve længe nok til at finde Bennetts forskning?

Escape From Monster Island er fornøjelig underholdning. Tegnestilen er hovedsageligt naturalistisk, trykt i stærke farver på glittet papir der får illustrationerne til at poppe ud af siderne.

Historien er et rigtig tjubang-eventyr, hvor varulve, elvere og andre sagnvæsener pludselig findes i vores verden. Der er dog også et lille drys eftertænksomhed i, hvorvidt det egentlig er sagnvæsnerne, der er monstrene i fortællingen. De eksperimenter, forskerne udførte på øen, var nemlig ikke altid særligt humane.

Jeg nød at fordrive et par timer i solen med Escape From Monster Island, som er herlig kalorielet underholdning.

  • Side 9: Monster Area 51
  • S. 23: Chupacabra
  • S. 27: My team is prepared for anything

Om Escape From Monster Island:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Zenescope Entertainment, 175 sider
Skrevet af Joe Tyler
Tegnet af Carlos Granada

Læs også:

Podcast: De mystiske dyr

De udøde af Johan Egerkrans
Overløber – Kijara 1 af Tatiana Goldberg
Mørkets skabninger af Kåre Johannessen
Blodets bånd af Christian Kronow
Kick-Ass af Mark Millar og John Romita Jr.
Thomas Alsop – Manhattans beskytter af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
Noget er på vej – 24 fortællinger om nordisk folketro / red. Helle Perrier
Gigant af Rune Ryberg
Grár af Aksel Studsgarth & Craig Frank

Mørkets skabninger af Kåre Johannessen

Mørkets skabninger af Kåre Johannessen

Mørkets skabninger – Middelalderens gruelige gestalter kommer omkring en lang række væsner fra nisser og spøgelser, over vampyrer, varulve og andre hamskiftere, til drager, elverfolk og væmmelige varslere. Alle væsner, der trods den frygt de indgød i folk, gjorde middelaldermennesket i stand til at overleve i en truende og fjendtlig verden.

I forordet fortæller Kåre Johannessen, at bogen handler om fantasivæsner, men det vidste man ikke, at de var dengang! For middelaldermennesket eksisterede lygtemænd, nisser og og gengangere på lige fod med høns, hunde og heste. Vi synes måske, det lyder tåbeligt at tro på noget, der ikke findes beviser for, men for middelaldermennesket var disse skabninger måder at forklare verden på. Det truende og uforståelige blev gjort konkret, og derved blev menneskets rolle pludselig aktiv. For mod konkrete trusler findes der ofte råd. Det gør der ikke mod naturens luner eller skæbnens tilfældigheder.

I øvrigt ville det faktisk være forkert at hævde, at der slet ingen beviser var for disse besynderlige forestillinger. Selv i dag rummer museer og antikvariske samlinger verden over for eksempel et stort antal enhjørningehorn. De stammer ganske vist ikke fra enhjørninger; det er narhvalstødtænder, der blev forhandlet som horn fra enhjørninger og var ekstremt efterspurgt som kostelige sjældenheder af fyrster og velhavere over hele Europa. Et horn, der helt tydeligt ikke havde siddet på noget kendt dyr, og som autoriteterne sammenstemmende forsikrede om stammede fra en enhjørning, kunne selvfølgelig kun opfattes som et bevis på dyrets eksistens. Et eller andet måtte de jo stamme fra – og enhjørningen var simpelthen den mest logiske og troværdige forklaring. (side 17)

Som KJ kommer ind på lidt senere i bogen, er vi på mange måder ikke kommet meget længere. Nok ved vi, at videnskaben har forklaret Big Bang, atomer og lysbølger. Men forstår vi det? Oftest nej, så også vi stoler på, at autoriteterne fortæller os sandheden om verden omkring os.

Mørkets skabninger er opdelt i ni kapitler samt et efterskrift om nutidens overtro. Bagerst er indsat en omfattende litteratur- og billedliste samt over 200 noter.

Researchen strækker sig, trods emnets afgrænsning til middelalderen, fra de gamle romere og tidligere helt frem imod det 20. århundrede. Dette er gjort, da det overvejende var kirken som nedskrev historien i tiden, og mange af væsnerne, var ikke en del af den kirkeligt anerkendte virkelighed og blev dermed ikke dokumenteret. For at overvinde det problem har KJ bl.a. undersøgt kilder fra før middelalderen og sammenlignet dem med kilder fra folkemindesamlernes beretninger i det 19. og 20. århundrede. Hvis beretningerne kan genfindes i nogenlunde uforandret form, taler sandsynligheden for, at man også troede på væsnerne i middelalderen.

Trods den videnskabelige tilgang til sit emne er Mørkets skabninger ikke vanskelig at læse. KJ gør både emnet interessant og til tider endda morsomt. Og så er han ikke bange for at tolke på, hvorfor nogle af beretningerne opstod.

En del af middelalderens fortællinger og vidnesbyrd om mærkværdige væsner kan forklares som ren og skær propaganda eller – hvis vi skal sætte lidt mindre negative ord på det – belærende og opbyggelige skrifter. Langt den overvejende del af de overleverede beretninger om for eksempel spøgelser finder vi i kirkelige skrifter, skabt af munke, nonner og præster i et distinkt kirkeligt miljø. Som det vil ses efterfølgende, er de middelalderlige spøgelseshistorier nemlig fortællinger om mennesker, hvis sjæle ikke kan finde hvile i døden. Forklaringen på denne post mortem-uro er meget ofte den enkle, at de pågældende er døde helt af sig selv, uden kirkens beredvillige assistance; en succesfuld overgang til saligheden krævede nemlig væsentlig mere, end blot at man havde været god og dydig … (side 19)

Som horrorfan synes jeg, Mørkets skabninger er en umanerlig interessant bog. Det er spændende at dykke ned i de mange forskellige væsner, og opdage hvordan historierne om dem er blevet overleveret gennem århundrederne. Jeg vil ikke komme omkring samtlige kapitler og væsner, men blot fiske enkelte afsnit frem for at give et indtryk af indholdet.

For eksempel lærte jeg forskellen på spøgelser og gengangere. Spøgelser har en eller anden form for uafsluttet gerning på jorden, og blev i middelalderen betragtet som ånden/sjælen. Gengangeren var det, der blev tilbage, når sjælen forsvandt – et vandrende lig (på moderne dansk, zombier). Og i modsætning til spøgelser var gengangere altid nogle grimme skabninger, man skulle holde sig langt væk fra. KJ fortæller også, hvordan man kan forhindre gengangeri ved at banke en pæl gennem den afdøde.

Selvom vampyren har sit eget kapitel, var den ikke en almindelig skikkelse i de middelalderlige fortællinger. På dansk kendes begrebet vampyr ikke før 1732, men vampyren var dog et kendt begreb i det østlige Europa længe før.

Modsat vampyren var varulven tidligt en velkendt skikkelse i folketroen, og måske stammer den fra den norrøne tradition bersærkere og ulfhednir? Bjørne og ulve var dog ikke de eneste var-væsner, og jeg blev særligt betaget af KJ’s genfortælling af en rumænsk legende om en VARGRIS!

Hvad elverfolk og feer angår, fortæller KJ, hvordan de oprindeligt var ondskabsfulde væsner, der var lige så slemme til at efterlade skiftninge hos menneskene, som de underjordiske var. Og modsat de underjordiske tog de ikke kun spædbørn, men også unge mænd som vovede sig forbi en gravhøj om natten. Ganske interessant er elvere tilsyneladende en rent germansk konstruktion.

Vampyrer og varulve kender vi hos de gamle grækere og romere, og drager havde man allerede i de første store kulturer i Nærorienten – men alfer og elverfolk blev øjensynlig født i de dybe, mørke skove i Germanien. De er, så vidt vi kan se, et originalt germansk-keltisk påhit. (side 142)

I 8. kapitel om væmmelige varslere fortæller KJ bl.a. om kirkevarer. Ordet ‘vare’ betyder varsler og er beslægtet med ‘advare’ og ‘varetage’. Kirkevaren optræder normalt kun på kirkegårde og kan være forskellige væsner. Jeg kendte på forhånd helhesten og gravsoen, men havde ikke før hørt om liglammet. Kirkevaren kendes kun i det sydlige Skandinavien og det nordlige England og er oftest trebenet. Og da jeg bor i Horsens, er jeg selvfølgelig nødt til at nævne KJ’s fortælling fra Tamdrup Kirke. Under opførslen af kirken blev byggeriet ødelagt hver nat af onde kræfter, indtil en klog mand kom med følgende råd:

Og han sagde, at de skulle tage et lam, hvis ene ben var i stykker, og drive det ud om aftenen. Dér, hvor de så fandt lammet om morgenen, skulle de bygge kirken, thi det var hellig jord. Bygmestrene gjorde det, og om morgenen fandt de lammet på den høj, hvor kirken nu ligger […] Lammet murede de inde under koret. Lammet blev så sognets hel, og den går nu omkring på kirkegården og udseer pladsen til de døde. (side 160)

I sidste kapitel af Mørkets skabninger kommer KJ ind på nutidens myter og overtro. For selvom vi aldrig før har haft så mange effektive redskaber til at søge viden, har vi stadig ikke helt frigjort os fra fortidens fejlbehæftede tankemønstre. Internettet er fuld af surrealistiske konspirationsteorier, lige fra troen på at flyenes dampstriber er giftstoffer, til den amerikanske QAnon-bevægelse, der er overbevist om, at der eksisterer en gruppe satantilbedende pædofile politikere, topembedsmænd, mediepersonligheder, rige erhvervsfolk og skuespillere, som kidnapper børn og drikker deres blod for at opnå styrke. En af bevægelsens tilhængere er endda blevet valgt ind i det amerikanske senat!

Men hvor ovenstående – i hvert fald for mig – er let at afvise som opspind, så er andre ‘sandheder’ sværere at gennemskue. Jeg har f.eks. altid lært, at man skulle vente med at bade, når man lige har spist. Men – der findes ingen dokumenterede eksempler på, at nogen nogensinde er druknet som følge af mavekramper under svømning efter spisning. Så når nutidens eksperter kan tage fejl, er det i virkeligheden ikke så sært, at middelalderens eksperter også kunne.

Kåre Johannessen måske vigtigste ærinde med bogen er dog hverken at bevise eller modbevise de mange væsner, eller udstille middelaldermenneskene for at tro på dem. Han giver os en forklaring på, hvorfor man troede på dem. At skiftninge kunne forklare skrigende spædbørn med kolik, og vampyrer uforklarlige sygdomme. De mange væsner var en måde at skabe mening i en uforståelig verden, og en måde at genvinde kontrollen når livet slog kolbøtter.

Dermed holder han også et spejl op for den nutidige læser, for hvad siger vores overtro om os og vores største frygt? Måske er nutidens konspirationsteorier det moderne menneskes modsvar på middelalderens uhyggelige væsner?

Mørkets skabninger er fascinerende læsning, hvad enten du læser den for at blive klogere på middelalderens mennesker eller for at lære mere om de skræmmende væsner fra deres fortællinger.

Har du den mindste interesse i sagn og myter? Vil du vide mere om varulven Peter Stubbe der i 1589 blev dømt til døden i Tyskland? Eller om den danske konge, Valdemar II Sejr der vakte sin døde dronning til live igen? Eller om Arnaud Gélis, der i begyndelsen af det 14. århundrede blev retsforfulgt for at være sjælebudbringer? Så læs Mørkets skabninger – Middelalderens gruelige gestalter. Du kan ikke undgå at bliver både underholdt og klogere.

Om Mørkets skabninger:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Turbine, 199 sider
Omslag: Bearbejdet illustration fra Nürnberg krøniken, 1493

Indhold:
Indledning
Dværge, underjordiske, nisser – kære børn med mange navne
Spøgelser, ånder og hvileløse sjæle
Grumme gengangere – de levende døde
Den bestialske blodsuger – vampyren
Om mennesker og dyr – varulven og andre hamskiftere
Drager og lindorme
Elverfolk og fæle feer
Væmmelige varslere og fatale følgesvende
Rapport fra overdrevet – sære skabninger fra fjerne egne
Efterskrift
Anvendt litteratur
Billedliste
Noter

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Monstre af Mathias Clasen
De udøde af Johan Egerkrans
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Mennesker og mosevæsner af Jens S. Holt
Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
De mystiske dyr – podcast af Mikala Rosenkilde
Alverdens vampyrer af Dan Turéll

1900 – et århundredes tusmørke

1900 - et århundredes tusmørke / red. Henrik S. Harksen og Steen Langstrup

1900 – et århundredes tusmørke er en antologi, der har været længe undervejs, og som jeg har glædet mig til at læse, siden jeg første gang fik nys om den.

Henrik S. Harksen er idémanden bag antologien. I 2017 kontaktede han 10 af Danmarks bedste horrorforfattere og bad dem om at skrive en novelle for hvert årti i det 20. århundrede. Det er blevet til 10 meget forskellige fortællinger. Alle mørke, foruroligende og velskrevne. Alle værd at læse. Og alle et tusmørkebillede af det Danmark vi kender.

Den anerkendte horrorforsker Mathias Clasen har skrevet forordet. Her kommer han bl.a. omkring horrorgenrens evne til at give os indsigt i den menneskelige psykes afkroge, samt genrens rummelighed og fleksibilitet der tydeligt afspejles i 1900 – et århundredes tusmørke.

“Denne samling spænder fra det klassiske til det eksperimenterende, fra det psykologiske til det overnaturlige og paranormale, fra den afdæmpede og snigende uhygge til den slags horror, der sprøjter detaljerede rædselsscenarier, mareridtsbilleder, direkte ind i læserens psyke.” (side 7)

1900’erne: Det metafysiske eksperiment af Thomas Strømsholt
Omkring 1900-tallet var interessen for spiritisme stor. Troen på, at man kunne få kontakt med de afdødes ånder, voksede, og videnskaben forsøgte at forstå fænomener som telepati, clairvoyance og liv efter døden ved hjælp af objektive, videnskabeligt baserede studier. Det er i denne kontekst, Thomas Strømsholts novelle udspiller sig. Her besøger forfatteren Johannes Sand en seance som et videnskabeligt eksperiment.

1910’erne: Hvide piger i lygternes skær af Steen Langstrup
1. verdenskrig udspillede sig i årene 1914 til 1918 og krævede over 9 millioner soldaters liv. Men krigen i al sin grusomhed kostede dog kun en femtedel af de dødsofre, som den efterfølgende influenza-epidemi krævede. Op mod 50 millioner mennesker døde verden over af den spanske syge i årene 1918 til 1920. I Danmark anslås det, at ca. 15.000 mennesker, svarende til ca. 1/2 % af hele befolkningen, døde. Steen Langstrup lader sin novelle udspille sig på bagsiden af et sygdomsramt og delvist affolket København, hvor en læge begiver sig helt ind i mørket for at hjælpe en patient.

1920’erne: Under blodbøgen af Teddy Vork
I USA kaldes 1920’erne ‘de brølende tyvere’. Forholdene i det krigshærgede Europa var noget mere afdæmpede. Ikke desto mindre oplevede Danmark både økonomisk vækst og øget industrialisering samt teknologiske udvikling i perioden. I denne oplyste tid lader Teddy Vork sin novelle udspille sig, hvor en præst beslutter sig for at gå i fodsporene på de store folkemindesamlere og nedskrive egnens skikke og sagn, før de forsvinder i rationalitetens lys.

1930’erne: Ræve af Martin Wangsgaard Jürgensen
I 1933 blev Hitler udnævnt til rigskansler i Tyskland, og herfra kom 2. verdenskrig nærmere dag for dag. I 1944 etablerede SS-leder Heinrich Himmler et underjordisk terrornetværk, de såkaldte Werwolf, der skulle fortsætte modstandskampen i Europa, hvis Tyskland skulle blive besat. I Danmark skulle mindst 100 varulve stå klar til at udøve terror. Det kan være disse varulve Martin Wangsgaard Jürgensen har fundet inspiration hos i sin novelle om kærlighed, jalousi og ræve.

1940’erne: Hvor Danmark er allersmukkest af Martin Schjönning
Danmark blev besat af Nazityskland i 1940. Regeringen indledte en samarbejdspolitik, som kørte indtil 29. august 1943. Den betød bl.a. at kommunistpartiet blev gjort ulovligt, og at danske kommunister blev interneret. Frikorps Danmark blev oprettet den 29. juni 1941 i samarbejde mellem SS og det danske nazistparti DNSAP. I 1943 blev Frikorps Danmark opløst for at indgå i den nyoprettede SS Pansergrenaderdivision Nordland. De danske frivillige blev derved regulære Waffen-SS-tropper. Regeringen accepterede oprindeligt hvervningen som led i samarbejdspolitikken, men i efterkrigstiden blev de frivillige alligevel retsforfulgt. I Martin Schjönnings novelle hører vi om en af disse frivilliges oplevelser under og efter krigen.

1950’erne: Djævelens musik af Carina Evytt
1950’erne var årene, hvor rock’n’roll slog igennem. Musikken havde rødder i de sorte amerikaneres musik, og var fra starten udskældt for sit oprør mod det etablerede samfund. Elvis Presleys hoftevrid var alt for sexede til tiden, ligesom teksterne skar i ørene på de religiøse samfund. Carina Evytts novelle handler om organisten Jørgen, der afskyr djævelens musik.

1960’erne: Hvem mon bli’r dit næste offer af A. Silvestri
Allerede i 1950’erne eksperimenterede CIA ulovligt i USA med brugen af LSD i et forsøg på at finde et sandhedsserum. Fra starten af 1960’erne spredte idéen om at behandle psykiatriske patienter med LSD sig i Danmark, hvor lægerne mente, at det kunne kurere en bred vifte af psykisk lidelser. Det er på denne baggrund A. Silvestris novelle om den lægestuderende Anne udspiller sig.

1970’erne: I feel love af Sheila Eggenberger
Det første diskotek i Danmark var Geels Kro ved Holte i 1966. I løbet af 1970’erne blev diskoteker dog udbredt til hele landet, og filmen Saturday Night Fever fra 1977 cementerede diskotekernes popularitet. Sheila Eggenbergers novelle tager udgangspunkt i åbningen af det første diskotek, Disco Inferno, i en lille provinsby.

1980’erne: Den sidste udvej af Christian Reslow
I Danmark blev den første patient behandlet med det hvide snit i 1939. Det sidste hvide snit blev udført på Rigshospitalet i 1983, da der var begyndt at lyde kritiske røster i offentligheden. Mindst 4471 hjerneoperationer er blevet foretaget i Danmark frem til 1983. Ingen andre lande har så høje tal i forhold til befolkningens størrelse. I Christian Reslows novelle hører vi om en psykisk syg ung mand.

1990’erne: Manifest af Jonas Wilmann
I løbet af 1990’erne fik internettet en enorm udbredelse, og siden 2004 har Facebook udviklet sig til at være en af de mest benyttede hjemmesider i verden. Jonas Wilmanns novelle handler om konsekvenserne af den digitale udvikling set fra en svindlers perspektiv.

Jeg har været begejstret under læsningen af 1900 – et århundredes tusmørke, der helt har levet op til mine forventninger. Antologien har 100% været værd at vente på. Min eneste anke er, at det kunne have været sjovt at høre forfatternes tanker omkring deres historier og årtier. Men det er langt fra sikkert at andre synes, det er ligeså interessant som jeg.

Under alle omstændigheder kan jeg kun varmt anbefale 1900 – et århundredes tusmørke. Her er virkelig tale om en sort perle af høj kvalitet, lige fra den flotte forside til de overraskende og velskrevne historier.

Om 1900 – et århundredes tusmørke:

Udgivelsesår: 24.02.2022
Forlag: 2 Feet Entertainment, 288 sider
Omslag: Steen Langstrup
Idé og tilrettelægning: Henrik S. Harksen
Redaktion: Steen Langstrup og Henrik S. Harksen

Læs om vejen fra idé til udgivelse

Indhold:
Forord af Mathias Clasen
1900’erne: Det metafysiske eksperiment af Thomas Strømsholt
1910’erne: Hvide piger i lygternes skær af Steen Langstrup
1920’erne: Under blodbøgen af Teddy Vork (om novellen)
1930’erne: Ræve af Martin Wangsgaard Jürgensen
1940’erne: Hvor Danmark er allersmukkest af Martin Schjönning (om novellen)
1950’erne: Djævelens musik af Carina Evytt
1960’erne: Hvem mon bli’r dit næste offer af A. Silvestri (om novellen)
1970’erne: I feel love af Sheila Eggenberger
1980’erne: Den sidste udvej af Christian Reslow
1990’erne: Manifest af Jonas Wilmann

Læs også:

10 danske gysere / red. Tage La Cour
DET GRUFULDE BIBLIOTEK – danske gys før og nu / red. Kristian Nordestgaard & Jette Holst
PIX – nygotiske skæbner / red. Henrik Sandbeck Harksen
Skygger / red. Steen Langstrup
Velkommen til dybet / redigeret af Mathias Clasen

Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Således forgår alverdens herlighed af Lars Kramhøft
Kærlighedsfrugt – 14 rædsler af A. Silvestri

Noget er på vej – 24 fortællinger om nordisk folketro / red. Helle Perrier

Noget er på vej - 24 fortællinger om nordisk folketro / red. Helle Perrier

Noget er på vej er en utrolig flot udgivelse fra forlaget Krabat bestående af 24 noveller med udgangspunkt i den gamle nordiske folketro. Samlingen indledes af et kort forord om sagn og mærkelige væsener af arkivar Lene Vinther Andersen, og hver fortælling prydes af en smuk illustration i gråtoner. Bagerst er en kort introduktion til de 23 medvirkende forfattere. Med sine godt 400 sider er det en udgivelse, der både fylder og pynter på boghylden. Og heldigvis er indholdet også godt.

Enkelte af historierne foregår i “gamle dage”, men de fleste af dem er flyttet op i nutiden. Det er dog ingen hindring for uhyggen i de gamle sagn, som det i det store hele lykkes forfatterne at integrere i det moderne liv.

I det hele taget synes jeg, at niveauet af historierne er højt, men jeg har dog alligevel nogle favoritter. Af dem vil jeg blot fremhæve et par stykker her i omtalen.

Det er ikke så længe siden, jeg læste antologien Pulp Horror Fiction, hvor Lars Ahns novelle ‘Døden i kloakken’ var en af mine favoritter. Det samme kan siges om hans novelle ‘E. Høj‘ her i Noget er på vej.

Ahns novelle handler om en ellepige, der i mange år har levet i menneskenes verden. Her tjener hun staten og sørger for, at uønskede elementer skaffes af vejen i al ubemærkethed. Men en aften opdager hun, at hendes offer er beskyttet af magi, og det bliver starten på en omvæltende opdagelse. Historien er velskrevet, og jeg synes, twistet med at indsætte en ellepige i vores nutid og endda lade hende være en slags lejemorder for staten er både overraskende og godt fundet på. Du kan læse mere om tankerne bag novellen på Lars Ahns hjemmeside.

Jeg var også ret begejstret for ‘Mørkeræd‘ af Andrias Andreasen. Her introduceres vi for en række gamle sagn og myter, idet hovedpersonen får fortalt de uhyggelige fortællinger en mørk aften på turen hjem fra sin mormor. Slutningen vender op og ned på vores forventninger om, hvad der er uhyggeligt, og det fungerer rigtig godt.

Det er ikke så tit, at træer er hovedpersonen, men det er tilfældet i ‘Hyldemor‘ af Maria Pilh Bengtsen. Her fortæller et gammelt hyldetræ om fortiden og afslører til sidst en grum hemmelighed. Hyldetræer blev i folketroen betragtet som et træ med særlige evner. Hvis man behandlede træet med respekt, passede det på husstanden. Men ve dem der kom på tværs af et hyldetræ.

Draugens døtre‘ af Thea Marie Munk Pedersen handler om Frida og hendes mor og søstre. Deres far druknede for noget tid siden, og nu vender han tilbage som en draug, der ønsker at trække de levende med ham ud til havet. Jeg kendte ikke sagnet om draugen, der stammer fra Norge (læs mere her), men historien er velfortalt og slutningen grum.

Sinus Reuss’ novelle ‘Ormegården‘ handler om teenageren Mikkel, der er dødssyg af kræft. Familien flytter derfor ind i et gammelt hus med en forfalden have for at komme tættere på hospitalet. Deres nye nabo Pil er ikke som folk er flest, og hun fortæller Mikkel om hultræet i haven. En rigtig fint fortalt historie hvor slutningen endnu en gang overrasker.

Naturligvis (fristes jeg til at skrive) hører Teddy Vorks novelle ‘Skiftning‘ også til blandt de bedste i Noget er på vej. Hovedpersonen er drengen Knud, der kender en masse af de gamle fortællinger. En dag hører han et råb om hjælp ude i skoven, og finder Skiftningen, som landsbyen kalder ham, fanget i et gammelt egetræ. Skiftningen sidder fast og beder Knud om hjælp. Men kan og vil Knud hjælpe? Vork skriver altid godt og formår at blande uhygge med eftertænksomhed. Og så kom jeg til at tænke på hans roman Diget, der ligeledes har en sagnkyndig Knud i hovedrollen.

De nævnte historier er blandt mine favoritter, men jeg kunne sagtens have fremhævet flere. Som sagt synes jeg i den grad, at her er tale om en kvalitetsudgivelse, både indholdsmæssigt og håndværksmæssigt. Historierne kan læses fra +12 år, og jeg var glimrende underholdt, selvom jeg nærmer mig de 50 🙂

Om Noget er på vej:

Udgivelsesår: 06.11.2021
Forlag: Krabat, 408 sider
Omslag: Joanna De Romanus

Indhold:

Forord af Lene Vinther Andersen, cand.mag. i historie og dansk
Ormegården af Sinus Reuss
Skifting af Teddy Vork
Draugens døtre af Thea Marie Munk Pedersen
Bare grave af Nicoline Kjærsgaard Møller
Nis af Alexandra Vinther
Har du mønt? af Rikke Havner Alrø
Bortledt af Thea Astrid
Usynlig af Mette Engel-Holm
Hesten af vand af Silja Bødker
Den vilde jagt af Signe Fahl
Glemslens sø af Kat Lassen
Fantomlys af Helle Jakobsen
Aqua sapiens af Mariane Mide
Hyldemor af Maria Pihl Bengtsen
Maren af Summer Ema
E. Høj af Lars Ahn
Mod lyset af Rasmus Vestergaard
Lilli-Rose af Malene Fabricius Holm
Løftet af Alexandra Vinther
Mørkeræd af Andrias Andreasen
Æ krochmand af Judith Annette Sølvkjær
Klokkedybet 2.0 af Pernille Thorenfeldt
Alt var hvidt af Gudrun Østergaard
Made in Denmark af Barbara Beatrice Davidsen

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Nordiske guder af Johan Egerkrans
De udøde af Johan Egerkrans
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
Mennesker og mosevæsner af Jens S. Holt
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Blodets bånd af Christian Kronow
Diget af Teddy Vork

De døde husker af Teddy Vork

De døde husker af Teddy Vork

Det er ikke uden grund, at Teddy Vork to gange har vundet Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse. Uanset om han skriver for voksne eller børn, så kan han noget helt særligt. De døde husker er for børn/unge +12 år, men det skal ikke afholde andre fra at læse den. Jeg er i hvert fald fan.

Elias er vild med gys og heavy metal. Han er også lidt genert, og så er han og hans bedste ven Jonas ved at glide lidt fra hinanden. De er ikke uvenner, men Jonas er vokset Elias langt over hovedet, og er begyndt at interessere sig mere for hårprodukter og piger.

På skolen skal Elias’ klasse forberede den årlige høstfest, hvor de samler penge ind i til klasseturen i ottende. Da festen ligger i oktober, bliver temaet Halloween. Deres lærers eneste betingelse er, at de skal have et tema, som tager udgangspunkt i danske myter og sagn fremfor amerikanske.

Elias kommer i tanke om en vandrehistorie han og nogle kammerater hørte for et par år siden. Om en nonne og en pedel og som udspillede sig på deres egen skole, Skt. Jørgen. Idéen bliver vedtaget, og snart er klassen i gang med at forberede festen. Bl.a. skal der være en gyserlabyrint i kælderen. Men måske er historien ikke bare en vandrehistorie? Måske gemmer skolen virkelig på en gammel ondskab?

De døde husker er god på flere planer. Dels er det regulært en uhyggelig historie, som tager udgangspunkt i en vandrehistorie og får introduceret et kendt sagnvæsen fra den nordiske mytologi til nye læsere. Dels er det en historie om at være ung. Om de mange følelser man kæmper med – når ens forældre bliver skilt, når venskaber begynder at ændre sig, når det modsatte køn begynder at blive spændende på en helt ny måde osv.

Teddy Vork bruger ikke vilde armsving for at fremmane uhyggen. Den ligger i det små og i det usagte, hvilket gør det hele så meget værre, fordi skrækken på den måde sniger sig ind på en, uden at man opdager det. Pludselig sidder man bare med hjertet i halsen.

Jeg er i det hele taget begejstret for sproget. Som når Vork beskriver regndråberne “som gennemsigtige bær i træerne” der “styrter mod parkens græs” i vindens rusken efter et regnvejr. Det er både smukt og stærkt og understreger historiens atmosfære.

Hvert kapitel er navngivet efter en Metallica sang, hvilket også var en fornøjelse for en gammel fan. Samtidig er der naturligvis en sammenhæng mellem sangtitlen og kapitlets indhold. F.eks. i ‘Sad but true’ hvor Elias bl.a. har overvejelser om sit forhold til morens nye kæreste.

Endeligt skal Christian Guldager også roses for den stemningsfulde forside samt de små vignetter, der pryder hvert kapitel. Det gør bare læseoplevelsen bedre, når indhold, udseende og kvalitet spiller sammen i en højere enhed.

De døde husker er både en lidt sørgmodig coming-of-age fortælling og et atmosfærefyldt gys, der giver plads til eftertænksomhed. Her er ikke lagt vægt på splat og humor, men på snigende uhygge og tvivl. Tvivl på egne sanser, tvivl på virkeligheden og tvivl på sig selv. I sidste ende er der heldigvis håb, og jeg kom til at holde vældig meget af Elias under læsningen.

Uddrag af bogen:

“Jeg havde seriøst mareridt om ham pedellen dengang,” sagde Jonas og smilede, mens han rystede på hovedet. “Min mor griner stadig lidt ad det og fortæller folk om det … for jeg vidste slet ikke, hvad en pedel var. Jeg var bare bange for ham.”

Elias nikkede og grinede lidt med, selv om han havde hørt det mange gange efterhånden.

“Altså, dengang syntes hun ikke, det var sjovt, hun var én af dem, der klagede over ham manden,” fortsatte Jonas.

De passerede den katolske kirke, som også hed Skt. Jørgen og lå ved siden af skolen. Der stod et kæmpekors foran kirken, lige ved fortovet. En Jesus-figur i næsten naturlig størrelse i en slags helt hvid stenart hang på korset. Der var malet et blødende sår på Jesu ribben.

“Du havde mest noia på over hende nonnen, ikke?” spurgte Jonas.

Elias nikkede. Han dukkede nakken. Tunge regndråber faldt nu spredt fra den granitgrå himmel. (side 27-28)

Reklame: Tak til forlaget Calibat der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om De døde husker:

Udgivelsesår: 20.09.2021
Forlag: Calibat, 118 sider
Omslag: Christian Guldager

Læs også:

Lugnasad af K.L. Berger
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Nordiske guder af Johan Egerkrans
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Tænkehatten præsenterer: Blodige Mary af Michael Kamp
Blodets bånd af Christian Kronow
Metro af Emil Landgreen
Slør af A. Silvestri
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab
Hydra af Matt Wesolowski

Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe

Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe

Mens en hedebølge har lagt sig som et tungt tæppe over Danmark, bliver en afrikansk prostitueret slagtet i en cykelkælder i København. Samtidig i Billum i Vestjylland plages præsten Charlotte af mystiske blackouts. Hun frygter at det er Alzheimers eller måske en hjernetumor – men alligevel drages hun af mørket.

Langsomt lader hun sig opsluge mere og mere af det fremmede i hendes indre, og fra sidelinjen må hendes mand Søren og teenagebørnene Mie og Emil se på, mens Charlotte ændrer sig til en fremmed.

Sideløbende hører vi fortællingen om pensionisten Erik, der er en mand med en mission.

Vennerne Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard-Jürgensen udgav i 2018 romanen Randvad om en forsvunden folkemindesamler og en skov i Sønderjylland. Nu er de aktuelle med Blodbaner, en roman der går sine helt egne veje.

Romanen indledes med en prolog, hvor mordet på den afrikanske prostituerede udspiller sig. Herefter udspiller romanen sig i to dele, hver inddelt i flere kapitler og til sidst en afsluttende epilog.

I første del springer kapitlerne mellem forskellige spor i romanen med enkelte tilbageblik i tiden, og jeg må indrømme, at jeg til at begynde med var lidt forvirret under læsningen. Fordi jeg endnu ikke havde fuldt overblik over bogens karakterer, var jeg et par gange nødt til at kigge tilbage for at finde ud af, hvad og hvem det handlede om. Men som vi nærmer os anden del af romanen begynder sporene for alvor at flettes sammen til en sammenhængende og spændende historie.

For det viser sig, at noget mørkt er på vej. En ældgammel kraft der rækker langt tilbage i tiden, fra længe før kristendommen kom til. Noget der kalder på sine ‘disciple’, og som efterlader sig et spor af død i sit kølvand.

Blodbaner er et blodigt bekendtskab. Forfatterne lægger ikke fingrene imellem i deres beskrivelser, så romanen er ikke for sarte sjæle. Men den er også ond på et mere psykologisk plan. Dels ved at lade en præst, som de fleste i Danmark formentlig forbinder med det gode, blive en del af ondskabens spil. Men også fordi Charlotte er hustru og mor, og en mor vil da aldrig svigte sine børn, vel? Her tør forfatterne provokere de gængse opfattelser, og det giver romanen et ekstra skarpt bid.

Slutningen lægger op til et opgør mellem det gode og det onde, men igen leger forfatterne med os. For hvis man ser på det overordnede billede, hvor stor er så forskellen? Jeg er i hvert fald ikke sikker på, at slutningen er særlig lykkelig i Blodbaner – og om det overhovedet er slutningen?

Uanset var jeg dog rigtig godt underholdt af Blodbaner. Man mærker ikke, at romanen er skrevet af to personer. Jeg kunne i hvert fald ikke skelne, for historien flyder let og med én stemme. Så hvis du ikke lader dig afskrække af dansk horror om blod og ondskab, så er her et godt bud.

Uddrag af romanen:

Som alt andet den nat, var arbejdet målrettet, da han først fik begyndt. Med dolken gravede han sig vej ind i hendes brystkasse, ind under huden, ind gennem kødet og dernæst ind under ribbenene. Han arbejdede i blinde, men duften fra kvindens indre styrede hans bevægelser og fortalte ham, at han var på ret kurs. Knivbladet skar med besvær gennem det genstridige legeme, men da han endelig førte en hånd ind i hullet, mærkede han hendes hjerte. Det var varmt, glat og stærkt. Det hang stadig fast i noget, han ikke vidste, hvad var. Hans anatomiske viden var begrænset, men han var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad han skulle gøre for at få det ud. Hans egen krop styrede ham, viste ham hver en lille bevægelse, præcis som den havde gjort hele natten.

Øjeblikket, han havde ventet på, kom nu langt om længe. Ud fra kvindens krop trak han hovedparten af hendes hjerte. Det duftede skønt og sødt i mørket. Lyset fra gården spillede ganske svagt i den sønderhuggede muskel, da han vendte den og prøvende førte hendes kød op til sine læber. En bølge af velvære slog igennem ham.

Han satte grådigt tænderne i hjertet og begyndte at flå små lunser fri. Det var ikke let, men hvert stykke eksploderede i hans indre og sendte farver igennem ham, der oplyste hans tanker og lemmer indefra. (side 10-11)

Om Blodbaner:

Udgivelsesår: 27.09.2021
Forlag: Calibat, 250 sider
Omslag: Tom Kristensen

Ny bog fra lokal forfatter: Bloddryppende drama i Vestjylland (06.09.2021 Jydske Vestkysten)

Martin Wangsgaard-Jürgensens blog Fra Sortsand

Læs også:

Randvad af Jürgensen og Krogsøe
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Spøgelsestoget af Stephen Laws
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Vrangvendt af Christian Reslow
Fanden på væggen af Palle Schmidt
Slør af A. Silvestri
Skyggernes skov af Franck Thilliez
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Mulm af Teddy Vork

Isle of the Dead

Isle of the Dead (1945)
Instrueret af Mark Robson

I forbindelse med at jeg skrev en omtale af Hanna Lützens roman Vlad, faldt jeg over en spændende artikel af Niels K. Petersen om vampyrfilmens historie. Han nævnte filmen Isle of the Dead fra 1945 med bl.a. Boris Karloff på rollelisten. Den lød så interessant, at jeg fandt frem til den på Internet Archive, et omfattende digitalt bibliotek der bl.a. giver adgang til en lang række ældre film, som ellers kan være svære at finde lovligt.

Følgende omtale indeholder spoilers.

Isle of the Dead udspiller sig i Grækenland under den første Balkankrig i 1912. Boris Karloff spiller den græske general Nikolas Pherides, som hele sit liv har fulgt reglerne striks og uden undtagelser. Ved filmens begyndelse tager han den amerikanske journalist Oliver Davis med, da han en aften aflægger et besøg ved sin hustrus grav. Hun døde for mange år siden, og ligger begravet på en lille ø ikke langt fra generalens lejr.

Men da de ankommer til øen, opdager generalen, at hustruens grav er tom. De opsøger det eneste hus på øen, hvor arkæologen Albrecht har slået sig ned som bod for at have købt artefakter af de lokale, som de har stjålet fra gravstederne. Hos ham er også ægteparret St. Aubyn og deres hjælper Thea. En græsk pige de har taget til sig. Derudover er der endnu en gæst, Andrew Robbins, samt Albrechts husholderske Madame Kyra.

Af forskellige årsager ender det med, at Davis og generalen overnatter på øen. Da de vågner næste morgen, er Robbins død, og generalen tilkalder lægen Drossos for at finde frem til dødsårsagen. Det viser sig, at Robbins er død af septikæmisk pest, og nu må gruppen holde sig isoleret på øen, meget mod deres vilje.

Mens gruppen langsomt decimeres, begynder Madame Kyras historier om ‘vrykolakas’ at sætte sig spor i generalen. Kyras angst for sygdommen får hende til at søge mod alle mulige forklaringer, og her er det lokale vampyrvæsen ‘vrykolakas’ et godt bud. Det er der midler til at beskytte sig mod. Kyra er sikker på, at Thea er grunden til dødsfaldene, og da man finder hende inde hos en livløs Mrs. St. Aubyn, bliver generalen også overbevist. Han truer Thea, men både Albrecht og Davis beskytter hende.

Imens bliver Mrs. St. Aubyn begravet i et gravkammer. Desværre er gruppen ikke opmærksom på, at hun lider af en sygdom, der gør, at hun falder livløs hen i lange perioder for så at komme til sig selv igen. Så da hun vågner og finder sig selv levende begravet, bliver hun selvsagt rædselsslagen.

Det lykkes Mrs. St. Aubyn at slippe ud af graven, og hun vender tilbage til huset, hvor hun dræber Madame Kyra. Siden kommer hun Thea til hjælp, da den pestramte general forsøger at standse ‘vrykolakas’. I det samme kommer Davis og Albrecht tilbage, og under Mrs. St. Aubyn flugt falder hun i døden.

Isle of the Dead varer en god times tid, og er naturligvis ikke voldsom uhyggelig efter vor tids standard. Ikke desto mindre er der en fantastisk atmosfære over filmen, og jeg blev overraskende berørt over scenen, hvor de tror, at Mrs. St. Aubyn er død og begraver hende.

Boris Karloff leverer desuden en spændende præstation som generalen, der bliver kaldt vagthunden af omgivelserne. Han står fast på at gøre det rigtige, og han ønsker at beskytte alle på øen – og dermed sine tropper inde på fastlandet. På mange måder er generalen ikke særlig sympatisk, men Karloff spiller ham fremragende.

Endelig må jeg også indrømme, at det at se en film om pest, mens COVID-19 pandemien rumler rundt om i verden, også er med til at give oplevelsen en ekstra dimension.

Om ‘vrykolakas’ skriver Johan Egerkrans i De udøde:

Næst efter Rumænien er det mest vampyrbefængte land i Europa utvivlsomt Grækenland. De græske udøde, som normalt går under navnet vrykolakas, har mange ligheder med deres nordligere slægtninge, hvad angår udseende, evner og bekæmpelsesmetoder, men på visse punkter er de forskellige. Blandt andet drikker de ikke blod i et særligt stort omfang, men kvæler hellere deres ofre. Den store forskel ligger dog i, hvad eller hvem det i virkeligheden er, der animerer de døde. De fleste europæiske gengangere som strigoi og nachzhrere er rastløse ånder, der er vendt tilbage fra graven og har taget deres egen krop i besiddelse […] I Grækenland derimod anses det for at være en dæmon eller endda Djævelen selv, som er den ansvarlige. Nogle gange fordi Den Onde så fuldstændigt har korrumperet den dødes sjæl, at den helt har mistet sin menneskelighed og er blevet forvandlet til en slags dæmon. I andre tilfælde er det andre mørke magter, som sørger for, at en vrykolakas rejser sig fra graven.” (side 37)

Anmelderne skriver:

ClassicHorror.com:
Death casts a large shadow in all of Val Lewton’s RKO horror productions, but never larger than in Isle of the Dead. Characters drop like flies as both science and superstition prove inept against the advances of the Grim Reaper in this foreboding tale set amid war, disease and encroaching madness. Perhaps the most flawed of Lewton’s chillers, this is also one of his most memorable and, in its climactic moments, the most outright frightening.” (Læs hele anmeldelsen her)

Classic Film Freak:
The Isle of the Dead isn’t great art, but it still is far from a “B” picture.  Watch it for the well done atmosphere of claustrophobia and of course Boris Karloff.” (Læs hele anmeldelsen her)

Cinema Retro:
Though the first of the Lewton horrors, The Cat People (1942, directed by Jacques Tourneur) is likely the best celebrated of the six films overall, I’ve always held a special fondness for Isle of the Dead. Now, revisiting the film with this stunning Blu ray transfer, I’m as impressed as ever with Robson’s claustrophobic direction, the thoughtful scripting of Ardel Wray and Josef Mischel and the film’s gloomy atmospherics […] In some ways Isle of the Dead is a tough film to neatly pigeonhole. It really isn’t a straight-forward drama nor a mystery, nor is it a bon a fide horror film in the general sense. It’s a psychological thriller that offers viewers little in surprises or plot twists but treats erudite moviegoers to fascinating character studies. The superstitious peasant Kyra is certain the recent spate of deaths are deserved, a punishment of the Gods for evil deeds committed by earth-bound mortals. This reading is as good as any, I suppose. But how people choose to deal with this invisible terror not easily defended against nor explained is reflective of the level of education and personality traits of any given individual. Do we believe the assessment of the doctor? The militarist? The superstitious old woman? Those most brave? Or those most fearful?” (Læs hele anmeldelsen her)

Om Isle of the Dead:

Udgivelsesår: 1945
Instruktør: Mark Robson

Se filmen her

Læs Niels K. Petersens artikel her

Genvejen af D.S. Henriksen

Genvejen af D.S. Henriksen

Genvejen er en ny ungdomsgyser af D.S. Henriksen udgivet på Steen Langstrups forlag 2Feet Entertainment. Jeg har tidligere læst flere bøger af D.S. Henriksen. Særligt begejstret var jeg for hans to voksenromaner In Absentia og Ad Nauseam, der udkom under navnet Daniel Henriksen. Men også de øvrige bøger er bestemt værd at læse.

Historien udspiller sig i 1985 og handler om de fire venner Kian, Bertram, Julius og Freya. Freya er relativ ny i klassen. Hun er dygtig til at finde på historier, og de er ofte uhyggelige. Kian er en splejset fyr med briller, og lidt af en nørd. Julius er tyk og kommer fra et hjem med faste spisetider, hvor advokatforældrene tjener mange penge. Og Bertram har taget 6. klasse om. Han bor alene med sin far, der kører lastbil og ind i mellem drikker for meget.

En sommeraften er gruppen gået ud i det blå og ender med at gå tilbage gennem en skov. Midtvejs støder de på en gammel, forladt kirkegård. Bertram kan se lysene fra byens slagteri over kirkegården, så de beslutter sig for at skyde genvej ind over kirkegården. Hele dagen har Freya fortalt uhyggelige historier for drengene, men nu er det, som om historierne ændrer karakter og bliver mere virkelige. Og samtidig bliver skoven omkring dem dødstille …

Jeg er vokset op med Stephen King, og derfor er mange af mine referencer til hans forfatterskab. Jeg kunne således ikke lade være med at læse Genvejen som en slags hyldest til Stand By Me. Her er også en umage vennegruppe og en nat fyldt med oplevelser, der ændrer de unge for altid. Som King lader Henriksen os få et indblik i ungdommens sårbarhed, og hvor svært det kan være at falde lidt udenfor. Og ligeledes som King er Henriksen ikke bange for at skrue op for uhyggen, når Freyas historier om, hvad der gemmer sig i mørket, kommer lidt for tæt på. Endeligt har D.S. Henriksen som King en nostalgisk tone. Genvejen er dog sin egen historie, og Henriksen fortæller den godt. Også selvom han ikke helt er på Kings niveau.

Genvejen er en lækker udgivelse, hvor der er kælet for layoutet med fine vignetter på alle siderne og en stemningsfuld forside. Der er enkelte kiks i korrekturen, men ikke nok til at skæmme læsningen. Bogen findes også som ebog og netlydbog, men jeg har læst den i papirform.

Uddrag af bogen:

Hun strøg nogle planter til side, der kravlede op af murværket, og viste os et gammelt, vejrbidt træskilt.

Bertram læste: “Galgebakken. Adgang forbudt.”

Inskriptionen var utydelig. Bogstaverne var gamle og skåret ind i træet med et stemmejern og bagefter malet.

Freya fløjtede. Jeg vidste ikke, hun kunne. Jeg havde aldrig hørt hende fløjte.

“Galgebakken,” sagde hun. “Hvor er det stemningsfuldt!”

“Det er en kirkegård,” sagde jeg, mens jeg stod på tæer og skuede ind mellem gitterportens tremmer. Jeg kunne ane en gammel sti under blade, grene og trærødder. Terrænet var uregelmæssigt og ugæstfrit. Der var noget uvenligt over det. Jeg kunne se mindst tre gravsten. “Den ser stor ud.” (side 46)

Om Genvejen:

Udgivelsesår: 24.08.2021
Forlag: 2Feet Entertainment, 130 sider
Omslag: D.S. Henriksen