Indlæg tagget med ‘myter og sagn’

Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe

Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe

Mens en hedebølge har lagt sig som et tungt tæppe over Danmark, bliver en afrikansk prostitueret slagtet i en cykelkælder i København. Samtidig i Billum i Vestjylland plages præsten Charlotte af mystiske blackouts. Hun frygter at det er Alzheimers eller måske en hjernetumor – men alligevel drages hun af mørket.

Langsomt lader hun sig opsluge mere og mere af det fremmede i hendes indre, og fra sidelinjen må hendes mand Søren og teenagebørnene Mie og Emil se på, mens Charlotte ændrer sig til en fremmed.

Sideløbende hører vi fortællingen om pensionisten Erik, der er en mand med en mission.

Vennerne Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard-Jürgensen udgav i 2018 romanen Randvad om en forsvunden folkemindesamler og en skov i Sønderjylland. Nu er de aktuelle med Blodbaner, en roman der går sine helt egne veje.

Romanen indledes med en prolog, hvor mordet på den afrikanske prostituerede udspiller sig. Herefter udspiller romanen sig i to dele, hver inddelt i flere kapitler og til sidst en afsluttende epilog.

I første del springer kapitlerne mellem forskellige spor i romanen med enkelte tilbageblik i tiden, og jeg må indrømme, at jeg til at begynde med var lidt forvirret under læsningen. Fordi jeg endnu ikke havde fuldt overblik over bogens karakterer, var jeg et par gange nødt til at kigge tilbage for at finde ud af, hvad og hvem det handlede om. Men som vi nærmer os anden del af romanen begynder sporene for alvor at flettes sammen til en sammenhængende og spændende historie.

For det viser sig, at noget mørkt er på vej. En ældgammel kraft der rækker langt tilbage i tiden, fra længe før kristendommen kom til. Noget der kalder på sine ‘disciple’, og som efterlader sig et spor af død i sit kølvand.

Blodbaner er et blodigt bekendtskab. Forfatterne lægger ikke fingrene imellem i deres beskrivelser, så romanen er ikke for sarte sjæle. Men den er også ond på et mere psykologisk plan. Dels ved at lade en præst, som de fleste i Danmark formentlig forbinder med det gode, blive en del af ondskabens spil. Men også fordi Charlotte er hustru og mor, og en mor vil da aldrig svigte sine børn, vel? Her tør forfatterne provokere de gængse opfattelser, og det giver romanen et ekstra skarpt bid.

Slutningen lægger op til et opgør mellem det gode og det onde, men igen leger forfatterne med os. For hvis man ser på det overordnede billede, hvor stor er så forskellen? Jeg er i hvert fald ikke sikker på, at slutningen er særlig lykkelig i Blodbaner – og om det overhovedet er slutningen?

Uanset var jeg dog rigtig godt underholdt af Blodbaner. Man mærker ikke, at romanen er skrevet af to personer. Jeg kunne i hvert fald ikke skelne, for historien flyder let og med én stemme. Så hvis du ikke lader dig afskrække af dansk horror om blod og ondskab, så er her et godt bud.

Uddrag af romanen:

Som alt andet den nat, var arbejdet målrettet, da han først fik begyndt. Med dolken gravede han sig vej ind i hendes brystkasse, ind under huden, ind gennem kødet og dernæst ind under ribbenene. Han arbejdede i blinde, men duften fra kvindens indre styrede hans bevægelser og fortalte ham, at han var på ret kurs. Knivbladet skar med besvær gennem det genstridige legeme, men da han endelig førte en hånd ind i hullet, mærkede han hendes hjerte. Det var varmt, glat og stærkt. Det hang stadig fast i noget, han ikke vidste, hvad var. Hans anatomiske viden var begrænset, men han var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad han skulle gøre for at få det ud. Hans egen krop styrede ham, viste ham hver en lille bevægelse, præcis som den havde gjort hele natten.

Øjeblikket, han havde ventet på, kom nu langt om længe. Ud fra kvindens krop trak han hovedparten af hendes hjerte. Det duftede skønt og sødt i mørket. Lyset fra gården spillede ganske svagt i den sønderhuggede muskel, da han vendte den og prøvende førte hendes kød op til sine læber. En bølge af velvære slog igennem ham.

Han satte grådigt tænderne i hjertet og begyndte at flå små lunser fri. Det var ikke let, men hvert stykke eksploderede i hans indre og sendte farver igennem ham, der oplyste hans tanker og lemmer indefra. (side 10-11)

Om Blodbaner:

Udgivelsesår: 27.09.2021
Forlag: Calibat, 250 sider
Omslag: Tom Kristensen

Ny bog fra lokal forfatter: Bloddryppende drama i Vestjylland (06.09.2021 Jydske Vestkysten)

Martin Wangsgaard-Jürgensens blog Fra Sortsand

Læs også:

Randvad af Jürgensen og Krogsøe
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Spøgelsestoget af Stephen Laws
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Vrangvendt af Christian Reslow
Fanden på væggen af Palle Schmidt
Slør af A. Silvestri
Skyggernes skov af Franck Thilliez
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Mulm af Teddy Vork

Isle of the Dead

Isle of the Dead (1945)
Instrueret af Mark Robson

I forbindelse med at jeg skrev en omtale af Hanna Lützens roman Vlad, faldt jeg over en spændende artikel af Niels K. Petersen om vampyrfilmens historie. Han nævnte filmen Isle of the Dead fra 1945 med bl.a. Boris Karloff på rollelisten. Den lød så interessant, at jeg fandt frem til den på Internet Archive, et omfattende digitalt bibliotek der bl.a. giver adgang til en lang række ældre film, som ellers kan være svære at finde lovligt.

Følgende omtale indeholder spoilers.

Isle of the Dead udspiller sig i Grækenland under den første Balkankrig i 1912. Boris Karloff spiller den græske general Nikolas Pherides, som hele sit liv har fulgt reglerne striks og uden undtagelser. Ved filmens begyndelse tager han den amerikanske journalist Oliver Davis med, da han en aften aflægger et besøg ved sin hustrus grav. Hun døde for mange år siden, og ligger begravet på en lille ø ikke langt fra generalens lejr.

Men da de ankommer til øen, opdager generalen, at hustruens grav er tom. De opsøger det eneste hus på øen, hvor arkæologen Albrecht har slået sig ned som bod for at have købt artefakter af de lokale, som de har stjålet fra gravstederne. Hos ham er også ægteparret St. Aubyn og deres hjælper Thea. En græsk pige de har taget til sig. Derudover er der endnu en gæst, Andrew Robbins, samt Albrechts husholderske Madame Kyra.

Af forskellige årsager ender det med, at Davis og generalen overnatter på øen. Da de vågner næste morgen, er Robbins død, og generalen tilkalder lægen Drossos for at finde frem til dødsårsagen. Det viser sig, at Robbins er død af septikæmisk pest, og nu må gruppen holde sig isoleret på øen, meget mod deres vilje.

Mens gruppen langsomt decimeres, begynder Madame Kyras historier om ‘vrykolakas’ at sætte sig spor i generalen. Kyras angst for sygdommen får hende til at søge mod alle mulige forklaringer, og her er det lokale vampyrvæsen ‘vrykolakas’ et godt bud. Det er der midler til at beskytte sig mod. Kyra er sikker på, at Thea er grunden til dødsfaldene, og da man finder hende inde hos en livløs Mrs. St. Aubyn, bliver generalen også overbevist. Han truer Thea, men både Albrecht og Davis beskytter hende.

Imens bliver Mrs. St. Aubyn begravet i et gravkammer. Desværre er gruppen ikke opmærksom på, at hun lider af en sygdom, der gør, at hun falder livløs hen i lange perioder for så at komme til sig selv igen. Så da hun vågner og finder sig selv levende begravet, bliver hun selvsagt rædselsslagen.

Det lykkes Mrs. St. Aubyn at slippe ud af graven, og hun vender tilbage til huset, hvor hun dræber Madame Kyra. Siden kommer hun Thea til hjælp, da den pestramte general forsøger at standse ‘vrykolakas’. I det samme kommer Davis og Albrecht tilbage, og under Mrs. St. Aubyn flugt falder hun i døden.

Isle of the Dead varer en god times tid, og er naturligvis ikke voldsom uhyggelig efter vor tids standard. Ikke desto mindre er der en fantastisk atmosfære over filmen, og jeg blev overraskende berørt over scenen, hvor de tror, at Mrs. St. Aubyn er død og begraver hende.

Boris Karloff leverer desuden en spændende præstation som generalen, der bliver kaldt vagthunden af omgivelserne. Han står fast på at gøre det rigtige, og han ønsker at beskytte alle på øen – og dermed sine tropper inde på fastlandet. På mange måder er generalen ikke særlig sympatisk, men Karloff spiller ham fremragende.

Endelig må jeg også indrømme, at det at se en film om pest, mens COVID-19 pandemien rumler rundt om i verden, også er med til at give oplevelsen en ekstra dimension.

Om ‘vrykolakas’ skriver Johan Egerkrans i De udøde:

Næst efter Rumænien er det mest vampyrbefængte land i Europa utvivlsomt Grækenland. De græske udøde, som normalt går under navnet vrykolakas, har mange ligheder med deres nordligere slægtninge, hvad angår udseende, evner og bekæmpelsesmetoder, men på visse punkter er de forskellige. Blandt andet drikker de ikke blod i et særligt stort omfang, men kvæler hellere deres ofre. Den store forskel ligger dog i, hvad eller hvem det i virkeligheden er, der animerer de døde. De fleste europæiske gengangere som strigoi og nachzhrere er rastløse ånder, der er vendt tilbage fra graven og har taget deres egen krop i besiddelse […] I Grækenland derimod anses det for at være en dæmon eller endda Djævelen selv, som er den ansvarlige. Nogle gange fordi Den Onde så fuldstændigt har korrumperet den dødes sjæl, at den helt har mistet sin menneskelighed og er blevet forvandlet til en slags dæmon. I andre tilfælde er det andre mørke magter, som sørger for, at en vrykolakas rejser sig fra graven.” (side 37)

Anmelderne skriver:

ClassicHorror.com:
Death casts a large shadow in all of Val Lewton’s RKO horror productions, but never larger than in Isle of the Dead. Characters drop like flies as both science and superstition prove inept against the advances of the Grim Reaper in this foreboding tale set amid war, disease and encroaching madness. Perhaps the most flawed of Lewton’s chillers, this is also one of his most memorable and, in its climactic moments, the most outright frightening.” (Læs hele anmeldelsen her)

Classic Film Freak:
The Isle of the Dead isn’t great art, but it still is far from a “B” picture.  Watch it for the well done atmosphere of claustrophobia and of course Boris Karloff.” (Læs hele anmeldelsen her)

Cinema Retro:
Though the first of the Lewton horrors, The Cat People (1942, directed by Jacques Tourneur) is likely the best celebrated of the six films overall, I’ve always held a special fondness for Isle of the Dead. Now, revisiting the film with this stunning Blu ray transfer, I’m as impressed as ever with Robson’s claustrophobic direction, the thoughtful scripting of Ardel Wray and Josef Mischel and the film’s gloomy atmospherics […] In some ways Isle of the Dead is a tough film to neatly pigeonhole. It really isn’t a straight-forward drama nor a mystery, nor is it a bon a fide horror film in the general sense. It’s a psychological thriller that offers viewers little in surprises or plot twists but treats erudite moviegoers to fascinating character studies. The superstitious peasant Kyra is certain the recent spate of deaths are deserved, a punishment of the Gods for evil deeds committed by earth-bound mortals. This reading is as good as any, I suppose. But how people choose to deal with this invisible terror not easily defended against nor explained is reflective of the level of education and personality traits of any given individual. Do we believe the assessment of the doctor? The militarist? The superstitious old woman? Those most brave? Or those most fearful?” (Læs hele anmeldelsen her)

Om Isle of the Dead:

Udgivelsesår: 1945
Instruktør: Mark Robson

Se filmen her

Læs Niels K. Petersens artikel her

Genvejen af D.S. Henriksen

Genvejen af D.S. Henriksen

Genvejen er en ny ungdomsgyser af D.S. Henriksen udgivet på Steen Langstrups forlag 2Feet Entertainment. Jeg har tidligere læst flere bøger af D.S. Henriksen. Særligt begejstret var jeg for hans to voksenromaner In Absentia og Ad Nauseam, der udkom under navnet Daniel Henriksen. Men også de øvrige bøger er bestemt værd at læse.

Historien udspiller sig i 1985 og handler om de fire venner Kian, Bertram, Julius og Freya. Freya er relativ ny i klassen. Hun er dygtig til at finde på historier, og de er ofte uhyggelige. Kian er en splejset fyr med briller, og lidt af en nørd. Julius er tyk og kommer fra et hjem med faste spisetider, hvor advokatforældrene tjener mange penge. Og Bertram har taget 6. klasse om. Han bor alene med sin far, der kører lastbil og ind i mellem drikker for meget.

En sommeraften er gruppen gået ud i det blå og ender med at gå tilbage gennem en skov. Midtvejs støder de på en gammel, forladt kirkegård. Bertram kan se lysene fra byens slagteri over kirkegården, så de beslutter sig for at skyde genvej ind over kirkegården. Hele dagen har Freya fortalt uhyggelige historier for drengene, men nu er det, som om historierne ændrer karakter og bliver mere virkelige. Og samtidig bliver skoven omkring dem dødstille …

Jeg er vokset op med Stephen King, og derfor er mange af mine referencer til hans forfatterskab. Jeg kunne således ikke lade være med at læse Genvejen som en slags hyldest til Stand By Me. Her er også en umage vennegruppe og en nat fyldt med oplevelser, der ændrer de unge for altid. Som King lader Henriksen os få et indblik i ungdommens sårbarhed, og hvor svært det kan være at falde lidt udenfor. Og ligeledes som King er Henriksen ikke bange for at skrue op for uhyggen, når Freyas historier om, hvad der gemmer sig i mørket, kommer lidt for tæt på. Endeligt har D.S. Henriksen som King en nostalgisk tone. Genvejen er dog sin egen historie, og Henriksen fortæller den godt. Også selvom han ikke helt er på Kings niveau.

Genvejen er en lækker udgivelse, hvor der er kælet for layoutet med fine vignetter på alle siderne og en stemningsfuld forside. Der er enkelte kiks i korrekturen, men ikke nok til at skæmme læsningen. Bogen findes også som ebog og netlydbog, men jeg har læst den i papirform.

Uddrag af bogen:

Hun strøg nogle planter til side, der kravlede op af murværket, og viste os et gammelt, vejrbidt træskilt.

Bertram læste: “Galgebakken. Adgang forbudt.”

Inskriptionen var utydelig. Bogstaverne var gamle og skåret ind i træet med et stemmejern og bagefter malet.

Freya fløjtede. Jeg vidste ikke, hun kunne. Jeg havde aldrig hørt hende fløjte.

“Galgebakken,” sagde hun. “Hvor er det stemningsfuldt!”

“Det er en kirkegård,” sagde jeg, mens jeg stod på tæer og skuede ind mellem gitterportens tremmer. Jeg kunne ane en gammel sti under blade, grene og trærødder. Terrænet var uregelmæssigt og ugæstfrit. Der var noget uvenligt over det. Jeg kunne se mindst tre gravsten. “Den ser stor ud.” (side 46)

Om Genvejen:

Udgivelsesår: 24.08.2021
Forlag: 2Feet Entertainment, 130 sider
Omslag: D.S. Henriksen

Lugnasad af K.L. Berger

Lugnasad af K.L. Berger

Vellykket ungdomsgyser som kombinerer keltiske myter og glemte guder med YA-realisme om identitet, venskab og kærlighed

Det var min kollega Louise, som anbefalede mig at læse Lugnasad. Det var et godt tip, så nu vil jeg skynde mig at give anbefalingen videre.

Forlagets beskrivelse:

En sommer du aldrig glemmer. Det er hvad der står i brochuren.
Og her er de så. De udvalgte. De heldige. Se hvor glade de er. Hvor ubekymret de stiger i land. Hver og én har de deres styrker og svagheder. Deres historie. Og nu er de hér. Stedet hvor fortidens historier flettes sammen med nutiden, og fremtiden skabes. De er unge. Overmodige. Naive. Og snart vil de være en del af øens historie.
Velkommen til Lugnasad.

Charlotte drømmer om at se hele verden – lige bortset fra øen Lugnasad. Alligevel befinder hun sig netop dér.

Alex drømmer om at finde ro og accept – både i sig selv og andre. Måske vil Lugnasad give ham de svar han mangler.

Benjamin drømmer om at høre til et sted – bare én gang i sit liv. Men han har ikke de store forhåbninger om at Lugnasad er stedet for ham.

Men på Drømmenes Ø kan alt ske.
Og alt vil ske.

Anmelderne skriver:

Pia Bechmann har anmeldt bogen på Litteratursiden:
Katja L. Bergers ’Lugnasad’ tilfører virkelig noget nyt til YA-hylden med sin kombination af skarpt skåret dark fantasy, hårrejsende horror og dyb YA-realisme. Som læser mærker man tydeligt, at forfatteren har arbejdet intenst med plot og karakterer. Intet er tilfældigt og de uhyggelige virkemidler bliver understreget af den unikke måde, som bogen er opbygget på. Kapitlerne er ikke fortløbende, men fungerer i stedet som en nedtælling mod det endelige, frygtelige klimaks. Det er et superflot og vellykket layout, som virkelig er med til at sætte stemningen. (Læs hele anmeldelsen)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
En virkelig god gyser til ungdomshylden, som også formår at sætte fokus på fordomme og værdien af venskab.

Om Lugnasad:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Tellerup, 383 sider
Omslag: Danielle Finster

Læs også:

Fjeldgænger af Julie Clausen
Menneskekød af Nick Clausen
Død verden af Louise Haiberg
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Åndehvisken af Haidi W. Klaris
Hvidt støv af Line Kyed-Knudsen
Metro af Emil Landgreen
Ånden i cirklen af E.E. Richardson
Diego og Dolly af Jesper Wung-Sung

Mennesker og mosevæsner af Jens S. Holt

Mennesker og mosevæsner af Jens S. Holt

Jeg blev gjort opmærksom på Mennesker og mosevæsner i en kommentar her på siden. Umiddelbart lød det som en interessant bog, så jeg bestilte den på biblioteket, og nu har jeg læst den.

Forlagets beskrivelse:
En tidligere bog om tørvemosen indeholdt autentiske historier om naturen og livets vante gang i og omkring den, på den tid da der endnu blev gravet tørv her. I denne bog er fortællingerne fiktive myter, som ikke kan bevises. Mystiske væsner har til alle tider fascineret menneskeheden og gjort os nysgerrige, men også utrygge og ængstelige. Mosens væsner er bestemt ikke nogen undtagelse. I nærværende bog fortælles om: mosekonen, søuhyrer/monsterål, lygtemænd, sumpmanden, kummermanden, mosehekse, mosetrolde, moserøvere, mosens troldmænd og -kvinder, elverkongen, hans elvepiger og deres ammer, slattenpatterne – og sågar om nissens venskab med mosetrolden og meget mere. Der fortælles om væsnernes mange intriger med mennesker, men også om bemærkelsesværdige, finurlige alliancer, når de to parter har fælles interesser. Historierne er fiktion, men konkrete fund, reelle steder, historiske facts og autentiske hændelser gør, at handlingerne virker mere sandsynlige og endnu mere interessante.

Jeg holder rigtig meget af idéen om at genintroducere de gamle og glemte danske sagn og myter til nutidens publikum. Der ligger mange spændende og drabelige historier gemt, som er mindst lige så fascinerende som moderne fantasy-romaner og gysere.

I Mennesker og mosevæsner har Jens S. Holt samlet en række legender, sagn og myter fra Sulstedt Mose (i dag Sølsted Mose) og gendigtet dem. Her gemmer sig flere interessante historier lige fra, hvordan dyndsmerlingen kom til mosen, over hvordan Lars Storbonde fik hjælp af lygtemændene til at slippe af med en morderisk røverbande, til historien om greven Peter Rantzau, der går igen under navnet Peter Ransel.

Desværre er jeg ikke så vild med selve skrivestilen, som jeg synes er noget omstændelig. Det roder ligeledes lidt med nutid og datid, og en bedre korrektur kunne have løftet bogen sprogligt ved at skære ned på de forholdsvis mange gentagelser. Og selvom jeg synes, det er fint, at forfatteren skriver i en lidt kæk sprogtone, så bliver historierne ind i mellem lidt rodede. Det er en skam. Men giv alligevel Mennesker og mosevæsner en chance, for sagt synes jeg, at idéen er yderst sympatisk.

Uddrag af bogen:

Med kirkebyggeriet ville Peter Rantzau gøre bod både for åndelige magter og for de genfærd, han havde generet. Han håbede på at kunne købe sig aflad, så han undgik skærsilden efter sin død. Til gengæld for denne håndsrækning til spøgelserne blev han lovet, at han ikke ville blive straffet i levende live. Ugerningen med at rive kirken ned var ikke det eneste problem Peter havde i forhold til genfærd, og det var næppe kun den nedrevne kirke, der var skyld i, at han som spøgelse måtte bære rundt på en raslende kæde. Han har i levende live en stærk trang til at tilegne sig så meget jord om overhovedet muligt, og denne mani bliver ofte tilgodeset på en meget brutal måde. Det er derfor, han som genfærd må slæbe rundt på den tunge landmålerkæde, der blev brugt til at opmåle jordlodderne. Kæden afslører altid umiskendeligt hans tilstedeværelse.

Det er ikke helt rigtigt, at han ikke også blev straffet i levende live, for han blev spået, at han aldrig ville få en arving, der engang ville kunne overtage al hans jordiske gods og rigdomme. Denne spådom gik i opfyldelse, selvom Peter gjorde sit bedste for at gøre forudsigelsen til skamme. Denne tillægsstraf var i sig selv en stor bet og sorg for en holden mand, der hele livet stræbte efter at samle sig så mange rigdomme som muligt. Hans hurtigt voksende landtilliggender blev omhyggeligt opmålt med selvsamme landmålerkæde, som Peter Rantzau efter sin død måtte slæbe rundt på som spøgelset ‘Peter Ransel’. (side 164-165)

Om Mennesker og mosevæsner:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 213 sider
Omslagsgrafiker: Anne Koch Rasmussen

Indhold:
Indledning
Mosekonens stærke bryg
Kæmpe rovålen Omiga
Lygtemænd mod moserøvere
‘Bitte Inge’ og elverkongen
Mosetroldens løfte
Et spøgelse med raslende lænker
‘Mose-Antons’ fortabte arv
Nissenis og Maren Jerseyko

Læs også:

Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Julebestiariet af Benni Bødker
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Nordiske guder af Johan Egerkrans
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Blodets bånd af Christian Kronow
Skimmelrytteren af Theodor Storm
Diget af Teddy Vork

Metro af Emil Landgreen

Metro af Emil Landgreen

Myter fra mørket
Har du nogensinde tænkt på, hvordan mørket lyder?
Hvis mørket kunne tale, hvad ville det så fortælle dig?
Nogle historier træder aldrig frem i lyset,
andre forsøges tiet ihjel – mens andre igen ikke må deles.

For din egen skyld.
Enkelte gange sker det alligevel, at en historie slipper ud og slår rødder i dit sind. Myter fra mørket er gemte og glemte fortællinger fra den verden, som du ellers syntes, du kendte så godt.
(side 9)

Tjalfe er Villys bedste ven. Sammen har de stiftet graffitibanden FirstMoverz, og som svendestykke vil de ‘tagge’ en af de nye metrostationer dagen før åbningen. Villys far arbejder for metroselskabet, så Villy har fundet et kort over metro-tunnelerne, som drengene kan bruge til at finde vej.

Desværre har den lidt ældre Rune også hægtet sig på. Villy er ikke særligt begejstret for ham, og føler lidt at han har overtaget pladsen som Tjalfes best buddie. Udadtil siger Villy dog ikke noget, så da det bliver nat, tager alle tre drenge af sted til metroen.

Det lykkes dem at klatre over hegnet og komme ind i tunnelen, men så begynder tingene at gå galt. Er det en vagt, der er efter dem? Og har de virkelig fundet den rigtige station?

Den 14-årige Villy er historiens jeg-fortæller. Ved at fortælle historien i første-person lader forfatter Emil Landgreen læserne føle, hvad der sker, sammen med Villy. Hans dårlige samvittighed, jalousi og rædsel bliver læserens. Vi ved aldrig mere end Villy, og det gør spændingen endnu mere intens. Det gør også Villy til en lidt mere kompleks og troværdig figur, og dermed også interessant for de lidt ældre læsere.

Landgreen fører i Metro læseren fra hverdagen ned i mørket til gamle, næsten glemte myter. En sammensmeltning der lykkes til fulde. Spændings-niveauet er støt stigende, og jeg var ualmindeligt godt underholdt.

Illustration fra Metro af Emil Landgreen

Emil Landgreen har selv illustreret romanen, og de stemningsfulde tegninger understreger i den grad uhyggen. Til sidst er indsat nogle sider fra Villys skitseblok, som man ikke må snyde sig selv for. Det må man heller ikke for det dystre soundtrack til romanen, der kan findes via QR koderne bagerst.

Metro er første bog i serien Myter fra mørket. Hvis resten af serien holder samme niveau, er der noget at glæde sig til. En uhyggelig god roman for de +10-årige, som ikke er bange af sig.

Om Metro:

Udgivelsesår: 30.10.2019
Forlag: Bolden, 99 sider
Omslag og illustrationer: Emil Landgreen
Lix: 24

Læs også:

Charons sølv 1-3 af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Spøgelseshvisker af Nick Clausen
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen

Skimmelrytteren af Theodor Storm

Skimmelrytteren af Theodor Storm

[Skimmelrytteren] er en dramatisk historie, hvis handling udspiller sig langs den sønderjyske (sydslesvigske) vestkyst i 1700-tallet, og hvor naturens kræfter og de menneskelige lidenskaber stilles op imod en klar og nøgtern intelligens. Her berettes om stormflod og jalousi, ung kærlighed og spøgeri – kort sagt en spændende historie af en af Europas store fortællere, mesterligt fordansket af Peer Sibast.” (fra bagsiden)

Under et voldsomt uvejr rider en mand af sted på et nordfrisisk dige. Her møder han en mørk rytter på en mager skimmel, der rider forbi ham i fuld fart. Da han kort efter søger ly i en kro i nærheden, får han historien om Skimmelrytteren.

Tede Haiens søn, Hauke, lærer som lille sig selv matematik efter en hollandsk Euklid, som faren har haft liggende i en kiste på loftet. Den viden vil han bruge til at gøre digerne mere effektive, så han søger plads som ungkarl hos digegreven. Her lykkes det ham med tiden at få digegrevens fortrolighed og dermed indflydelse på arbejdet med digerne, og langsomt overtager Hauke stort set alle pligterne. Da digegreven dør, gifter Hauke sig med datteren Elke og bliver selv udnævnt til digegreve. Ikke alle er dog tilfredse med Haukes sociale opstigen, og slet ikke med hans planer om at reformere digerne. Alligevel kaster Hauke sig over opgaven med ildhu, og alt går tilsyneladende hans vej. Indtil en stormflod truer…

Med mere end 130 år på bagen er Skimmelrytteren naturligt nok ikke umiddelbart særlig uhyggelig for en moderne læser. Hertil er fortællingen for patosfyldt og sproget for bedaget. Ikke desto mindre har romanen også noget at tilbyde nutiden. For selvom historien om Hauke Haien er fuld af drama og store følelser, indeholder den også en urovækkende snert af gys. De gamle sagn føles ind i mellem virkelige, selvom den rationelle Hauke fornægter dem, og slutningen er ganske nådesløs.

Den 1. juli genudgiver A Mock Book (i kommision hos Gads Forlag) romanen. I pressematerialet skriver de: “Nu genudgives [Theodor Storms] hovedværk “Skimmelrytteren”, der samtidig er en klassiker i den tyske litteraturhistorie, på dansk. Bogen regnes til den tyske realisme, men har fået fornyet aktualitet i kraft af sin skildring af menneskets naturforhold og kamp mod stigende vandmasser.”

Anmelderne skriver:

Bogrummet: ”Skimmelrytteren”, der udkom kort efter forfatterens død i 1888, bygger på et af marsklandets mange sagn og befinder sig i spændingsfeltet mellem rationalitet og overtro. Hauke Haien var et menneske med fremtidsvisioner, men kan man ignorere omgivelsernes overtro? Der er noget skæbnesvangert over fortællingen om manden, der opnår alt: en smuk kone og barn, en stor gård, position og magt i samfundet – men aldrig sjælefred. Selv efter døden rider han på diget, når stormen er værst. Theodor Storm var embedsmand i Husum og kendte derfor livet i marken godt. ”Skimmelrytteren” er i dag en tysk klassiker og samtidig én af de få romaner, der skildrer marsklandet. Derfor kan den – ud over de litterære kvaliteter – anbefales som en introduktion til marsken og dens mennesker for rejsende til området.

Grænseforeningen: “Skimmelrytteren” er en vidunderlig blanding af marskens og Vadehavets sagn, overtro og virkelige livsvilkår. Romanen giver et indblik i det hårde liv på marskens udkant, det stadige besvær med at holde digerne, indvinde land og ikke mindst angsten for stormfloden.

Irish Times: Just as most American school children are familiar with Washington Irving’s “The Legend of Sleepy Hollow” , their German counterparts know “The Rider on the White Horse”. It is a German literary landmark and remains one of the great ghost stories, never to be forgotten and never losing its ability to terrorise. Not because it is obviously creepy, but because its slow, subtle, nuanced telling lingers through a balanced mix of logic and the inevitable.

Om Skimmelrytteren:

Udgivelsesår: 1982
Forlag: Melbyhus, 160 sider
Omslag: A. Petersen-Røm
Originaltitel: Der Schimmelretter (1888)
Oversætter: Peer Sibast

Læs også:

Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Diget af Teddy Vork

Fjeldgænger af Julie Clausen

Fjeldgænger af Julie Clausen

Ungdomsroman om tro, identitet, kærlighed og Grønland

Rebekka har taget orlov fra religionsstudiet for at arbejde et halvt år i Aasiaat i Grønland. Hun trænger til at finde sig selv efter bruddet med kæresten Jesper, og har fået job i receptionen på hotel Gudhjem, efter den tidligere receptionist pludselig rejste.

Romanen starter med Rebekkas ankomst til Grønland, men med indskudte kapitler der springer tilbage til tiden i Danmark. Dels til mødet med Jesper og dels til tanker om familien derhjemme. Særligt om lillebroren Johannes der er i en svær fase.

I nutiden falder Rebekka til på hotellet, men noget er alligevel ikke helt rigtigt. Der er mærkelige lyde på det halvtomme hotel, og en grønlandsk mand dukker op og forsvinder igen uden spor. Men kun når Rebekka er alene. Og så begynder hun at få mareridt. Mareridt som måske har forbindelse til et gammelt grønlandsk sagn om de to brødre Aqqaluk og Paalu, der går qivittog.

Fjeldgænger er en underholdende ungdomsroman om tro, identitet, kærlighed og Grønland. Mod slutningen bliver stemningen mere og mere foruroligende med Rebekkas skræmmende mareridt og pludselige blackouts, uden dog at forvandle sig til en regulær gyser.

Til gengæld indeholder Fjeldgænger mange interessante tanker om tro og identitet. Rebekka er overbevist kristen, og mødet med Grønlands gamle åndeverden lukker op for en masse tanker hos hende. Hvor hun nogle gange finder Gud i den tomme stilhed i fjeldene, er det andre gange skræmmende væsener fra Grønlands fortid, der hjemsøger hende. Men hvad vil de Rebekka? Og hvorfor rejste hun egentlig til Grønland?

Julie Clausen har en række ungdomsromaner bag sig. Flere af dem handler om ungdomslivet og om at finde sin egen identitet. Et par stykker bevæger sig ligesom Fjeldgænger over mod thriller/gyser genren, bl.a. Dæmoner og Tankespind.

Fjeldgænger er oprindeligt anmeldt til Litteratursiden

Om Fjeldgænger:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Turbine, 239 sider
Omslag: Karin Hald

Drømmefanger af Christian Kronow

Drømmefanger af Christian Kronow

Drømmefanger er andet bind i Christian Kronows fantasy-serie om drengen Saxo med de specielle evner.

I Blodets bånd fandt Saxo ud af, at de gamle myter om trolde og sagnhelte er sande. På en ø kaldet Orator lever alle disse væsener, og ind i mellem dukker de op i menneskenes verden og laver ravage. For at stoppe sagnvæsenerne har man etableret en enhed af orator-agenter, som Saxo har været elev hos i snart et år under lærermesteren Bitten. Også Saxos far er orator-agent, men efter en ulykke sidder Torben nu i kørestol og holder styr på enhedens arkiv.

I året der er gået siden første bind, har Saxo og de øvrige orator-agenter haft travlt med at indfange de mange væsener, der slap fri under Brages oprør. Men nu er hverdagen ved at indfinde sig, og Saxo vender tilbage til skolen, hvor ingen kender hans hemmelighed, og hvor han drømmer om Maren fra parallelklassen.

Alt er dog ikke fryd og gammen. Saxo lider af frygtelige mareridt, hvor det føles, som om han er inde i cellen hos Brage. Samtidig er der kommet en ny chef for orator-enheden, Ragnar, og han har store planer. Alle artefakter skal indsamles og gemmes i en ny research-enhed, og Ragnar har også store planer for Saxo. Han er nemlig den eneste tilbage med evnen til blodmagi, og det vil Ragnar udnytte. Om Saxo vil eller ej …

Og for at gøre ondt værre er Alfast, havets konge, tæt på at slippe fri af sine blodbånd, der har holdt ham fanget i havets dyb. Alfast drømmer om hævn over menneskene, og han vil sætte alle kræfter ind på at befri Brage, så de sammen kan lægge verden øde.

Drømmefanger er drønspændende. Endnu en gang præsenteres vi for en række gamle danske sagn og myter, som på vellykket vis føres ind i nutiden i et moderne fantasy-setup. Min eneste anke er, at jeg godt kunne tænke mig, hvis Christian Kronow kort havde ridset handlingen op fra første bind. Vi bliver kastet ret hovedkulds ind i historien, så har man ikke læst Blodets bånd, eller ikke lige har den i frisk erindring, kan det være lidt svært at følge med.

Trods denne lille anke kan jeg dog klart anbefale Drømmefanger. Forfatteren skal have ros for at bringe nyt liv til de danske sagn i denne actionmættede fantasy-serie for de +12-årige, herunder også voksne. Bøgerne er fulde af spænding, underholdning og action nærmest fra start til slut, og jeg kan ikke vente med at læse fortsættelsen. Slutningen er nemlig noget af en cliffhanger.

Uddrag af bogen:

Saxo står i skolebibliotekets hemmelige kælder med ører, der stadig blopper efter turen i helikopteren. Det er mærkeligt, som selv de vildeste ting kan blive rutine, når bare man har gjort det rigeligt. At skyde monstre og Brages håndlangere er efterhånden sammenligneligt med matematiklektier for Saxo. Det er på ingen måde rart eller let, men noget han desværre alt for tit løber ind i. Omvendt får Saxo aldrig gjort noget ved sine matematiklektier.

Han kigger over på sin skoletaske, der står ved siden af et af kælderens mange blinkende skabe. Skabet indeholder Sigurd Fafnersbanes berømmede sværd, Gram. Saxos far har fortalt ham, at sværdet dukkede op nogle måneder efter hans mors død. Og endda leveret af en havmand.

Saxo dvæler et øjeblik ved Sigurd Fafnersbane, som han desværre ikke er rendt ind i på Orator. Sigurd var en legendarisk dragedræber og helt. Faktisk var han den største helt i Vølvsungesagaen, og det siger ikke så lidt. Sigurd var også farverig på en helt anden måde end den gængse helt. Blandt andet har Saxo altid tolket, det som om Sigurd har en affære med en valkyrie. Derudover dræber han sin fosterfader, Regin, og drikker dragen Fafners blod og lærer fuglenes tale. Sigurd er bare en temmelig heftig bad-ass-helt alt i alt, synes Saxo.

Og her står Saxo ved siden af hans sværd i en fuldstændig almindelig provinsby på Hornsherred. (side 48-49)

Reklame: Tak til forlaget mellemgaard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Drømmefanger:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 330 sider
Illustrationer: Onkel Krig

Orator-trilogien:

Blodets bånd, 2018
Drømmefanger, 2020

Seks stemmer af Matt Wesolowski

Seks stemmer af Matt Wesolowski

Seks stemmer er et klassisk mordmysterie fortalt som en podcast-serie, der undervejs lader læseren forholde sig til minders utroværdighed og venskabers forgængelighed.

England, 1997. Liget af 15-årige Tom Jeffries bliver fundet i marskområdet Scarclaw Fell, hvor han og kammeraterne var på hyttetur. Det ligner en ulykke, men ikke alle er overbeviste om den udlægning. 

Ti år senere åbnes sagen igen. Scott King, internet-kultfigur og vært for en populær podcast om uopklarede mysterier, sætter sig for at undersøge, hvad der virkelig skete med Tom. I sin podcast-serie interviewer han seks forskellige mennesker, der var til stede den skæbnesvangre aften i Scarclaw Fell. I seks episoder kommer seks stemmer til orde, med seks syn på Tom og på dagene op til hans død. De fleste af de talende var teenagere dengang, og deres minder om hændelsen sløres af fortidens intriger, rivalisering og jalousi – men for hvert interview afdækkes nye detaljer, og den uhyggelige sandhed tegner sig skarpere. (fra forlagets beskrivelse)

Det er bestemt ikke altid, at de bedste bøger udkommer på de store forlag. Det lille forlag Alhambra er et glimrende bevis på det. Over de seneste år har de blandt andet udgivet Mørket i Hill House og Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson samt Kraften af Naomi Alderman. Alle tre fremragende romaner. Og Seks stemmer af Matt Wesolowski er bestemt heller ikke ueffen.

Engelske Matt Wesolowskis forslag til debutromanen Seks stemmer vandt idékonkurrencen ved Skotlands krimimesse i 2015. Der er siden udkommet endnu tre bøger i serien.

Anmelderne siger:

Seks stemmer er virkelig velkonstrueret med de overnaturlige elementer, der hører sig horrorgenren til. Den mindede mig til tider om Baskervilles hund, som gav mig samme følelse af hele tiden at ville se mig over skulderen, og som fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Jeg var lidt skeptisk over for, om ideen med mange stemmer ville fungere på skrift, eller om det ville blive for rodet eller forvirrende, men min tvivl blev gjort til skamme. Jo længere jeg kom i historien, jo mere rejste hårene sig på mine arme. Jeg måtte opgive at læse den færdig i nattens mulm og mørke og i stedet vente på dagslyset, før jeg turde læse de sidste sider. (Bogblogger)

Normalt er jeg ikke til krimigenren, men ind i mellem dukker der en krimi op, der vækker min nysgerrighed. Sådan havde jeg det med Seks stemmer; konceptet podcast-roman og legen med hukommelse efter så mange år, tiltalte mig. Og det fungerede også langt hen ad vejen; formatet var et forfriskende pust som jeg var glad for at mærke. Og en sjov detalje er, at fordi romanen bliver fortalt via en podcast, hørte jeg den for mit indre øre med speaker-stemme imens jeg læste. (The Bookworm’s Closet)

Det der imponerer mig mest ved Seks Stemmer er den måde Matt Wesolowski formår at så tvivl i mig som læser. For man kommer virkelig til at mistænke hver enkelt person på hver sin måde og man kommer uden tvivl til at trække på sine fordomme. I sidste ende er der ikke andet at sige, end at jeg blev overrasket af de twists som skete i bogen og imponerende nok, kan jeg ikke huske sidste gang jeg var så blæst bagover af et twist i en historie, så virkelig en stor applaus til Wesolowski fra mig af. (The Bookish Boegeskov)

Om Seks stemmer:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Alhambra, 254 sider
Forside: Mark Swan
Originaltitel: Six Stories
Oversætter: Marie Kopp