marts 2020
M Ti O To F L S
« feb    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘naturen går amok’

Kold karantæne af David Koepp

Kold karantæne af David Koepp

I 1987 bliver de to agenter, Trini og Roberto, sendt på en opgave sammen med mikrobiologen Hero Martins. Rester af Skylab (USA’s første rumstation) er blevet fundet i den australske outback, men ‘noget’ er muligvis fulgt med ned.

Det lykkes agenterne at finde og destruere Skylab-resterne – men først efter at have taget en prøve med. Og ikke uden omkostninger!

I marts 2019 har Roberto Diaz været pensioneret i fire år, men en nat ringer telefonen. Pensionisttilværelsen er ophævet. Det, han og Trini for mange år siden gemte i en tophemmelig underjordisk bunker, er muligvis sluppet ud. Nu er det op til Roberto med hjælp fra de to nattevagter, Teacake og Naomi, at stoppe den potentielle katastrofe, som kan betyde enden på menneskeheden.

At jeg overhovedet opdagede, at Kold karantæne var på vej, kan jeg takke en tråd på Facebook for. Her spurgte oversætteren nemlig om gode forslag til den danske titel, og fortalte ved samme lejlighed lidt om hvad bogen handler om. Det lød rigtigt spændende, så den kom på min liste, og nu har jeg så – med stor fornøjelse – fået læst den.

Kold karantæne er David Koepps romandebut. Hvis navnet alligevel lyder bekendt, er det, fordi han har skrevet manuskripter til en række film. Blandt andet har han arbejdet på Stir of Echoes, Jurassic Park, Mission: Impossible, Indiana Jones og krystalkraniets kongerige samt War of the Worlds. Og hans sans for gode historier mærkes tydeligt.

Jeg er ret vild med scifi-thrillers, og det tog ikke mange sider, før jeg var opslugt af historien. Koepp skriver i et nærmest filmisk sprog, der får scenerne til at stå lyslevende under læsningen. Her er både tempo, action, sort humor og gode replikker. Samtidig er personerne interessante, og især de to nattevagter kommer vi godt ind på livet af.

Selve plottet er både skræmmende og sært realistisk. Jeg vil ikke afsløre for meget, men blot sige at livet på jorden har udviklet sig i en lang mutation, afbrudt af fem (indtil videre) masseudryddelser. Måske bliver masseudryddelse nummer seks af biologisk art?

Kold karantæne er ikke eftertænksom tankespind. Den er tværtimod et hæsblæsende kapløb, hvor spændingen er i top, og det samme er underholdningsværdien. Jeg håber, at David Koepp har lyst til at skrive flere bøger. Jeg har i hvert fald lyst til at læse dem.

Reklame: Tak til Bog&Idé der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af Kold karantæne:

Teknisk set hørte Trini og Roberto til DNA, Defense Nuclear Agency, atomforsvarsagenturet. Senere blev det til en del af DTRA, men lige netop det myndighedsmiskmask ville ikke blive bikset sammen før forsvarsministeriets officielle omorganisering i 1997.

Ti år tidligere hed det stadig DNA, og deres mission var kort og præcis: Stop alle andre fra at få fat i det, som vi har. Hvis de fik færten af et atomprogram, skulle de finde det og begrave det. Hvis de kom på sporet af et eller andet mareridtsagtigt biokemisk våben, skulle de få det til at forsvinde for altid. Der ville ikke blive sparet på noget, og der ville ikke blive stillet nogen spørgsmål. Topersoners teams blev foretrukket for at holde sagerne adskilt, men der var altid forstærkninger til rådighed, hvis de fik brug for det.

Trini og Roberto havde sjældent brug for det. De havde været ved seksten forskellige hotspots på syv år og havde seksten personlige drab under bæltet. Drabene var ikke bogstavelige, det var agenternes jargon for et våbenprogram, der var blevet neutraliseret. Men der havde været ofre undervejs. Der blev ikke stillet nogen spørgsmål.

Seksten missioner, men ingen, der så meget som mindede om denne. (side 12)

Om Kold karantæne:

Forlag: HarperCollins Nordic
Udgivelsesår: 06.02.2020, 285 sider
Omslag: Will Staehle
Originaltitel: Cold Storage, 2019
Oversættelse: Nikolaj Kvistgaard Johansen

Læs også:

Regnen af Virginia Bergin
Langs smertegrænsen af Thomas Clemen
Det tredje testamente af Christopher Galt
Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark
Colombia af Morten Thor Hansen
Sort vand af Patrick Leis
Martyrens sang af Stephen Miller
Exnihilo af Publius Enigma
Rød sne af Thomas Ringstedt
Mutagen af Jonas Wilmann

Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay

Udflugt til Hanging Rock af Joan LindsayUdflugt til Hanging Rock udspiller sig i Australien i år 1900. Elever fra pigeskolen Appleyard College tager på udflugt til det Hanging Rock, en unik afsidesliggende vulkansk klippeformation i det australske vildnis. Men under udflugten sker der noget, som efterfølgende får vidtrækkende konsekvenser.

Joan Lindsay skrev romanen i 1967, og det lille forord lyder: ”Mine læsere må selv afgøre, om Udflugt til Hanging Rock er en fiktiv eller sandfærdig fortælling. Eftersom den skæbnesvangre udflugt fandt sted i år 1900, og alle de personer, som optræder i bogen, for længst er døde, gør det næppe den store forskel.

Min kollega Janus beskrev Udflugt til Hanging Rock som en overnaturlig gyser uden overnaturlige elementer. Den beskrivelse er jeg meget enig i, for i Joan Lindsays roman lurer det uforklarlige midt i hverdagens virkelighed. Uden store armbevægelser lykkes det hende at få læseren i højeste alarmberedskab, og jeg læste med tilbageholdt åndedræt og forventning om det værste.

Der er noget gådefuldt og drømmende over historien, selvom den fortælles i et ligefremt og naturalistisk sprog. Den vilde australske natur omkranser som en tavs kulisse begivenhedener, og føles skiftevis varm og venlig og truende og fjendtlig. Vi følger en række personer, der på den ene eller anden måde bliver berørt af hændelserne ved Hanging Rock, der som ringe i vandet spreder sig langt ud. Intet forklares, og det er op til læseren at tolke de ting, der beskrives. Det er så godt skrevet.

En artikel i The Sydney Morning Herald i anledning af romanens 50 års jubilæum fortæller blandt andet, hvordan historien kom til Joan Lindsay i en række drømme, og blev skrevet på blot et par uger. Da hun forelagde bogen til et forlag, var man øjeblikkeligt interesseret. Redaktøren foreslog dog, at det sidste kapitel blev fjernet for at gøre historien flertydig. Det gik Lindsay med til, og resten er historie, som man siger.

Romanen blev i 1975 filmatiseret af Peter Weir. Filmatiseringen modtog en række priser og nomineringer, og da den udkom i en restaureret ’director’s cut’ udgave i 1998 var anmelderne stadig begejstret. Blandt andet kaldte San Francisco Chronicle’s Peter Stack den for ”one of the most hauntingly beautiful mysteries ever created on film

I sin anmeldelse af filmen kommer Roger Ebert også ind på romanen. Her fortæller han, hvordan den flertydige indledning efterlod folk i tvivl, om historien reelt var baseret på en virkelig hændelse. Bog og film udviklede sig til et helt fænomen, hvor gamle aviser og arkiver blev gennemsøgt for at finde spor, ligesom der udkom en bog, The Murders at Hanging Rock, der introducerer en række teorier om blandt andet UFO’er og tidsforskydning.

Trods både romanens og filmens klassiker-status, er det først her i 2019, at Udflugt til Hanging Rock er blevet oversat til dansk. De danske anmeldere er dog ligeså begejstrede som resten af verden. Blandt andet skriver Klaus Rothstein i Weekendavisen: ”Udflugt til Hanging Rock er eminent uhyggeligt, gotisk, grotesk, magisk og mystisk (måske nok for ukonkret for det almindelige krimi publikum, der godt kan lide gådernes opklaring) og svært tilfredsstillende, når den hævnfulde natur både får det sidste ord og tager det sidste offer.” Mens Jes Stein Pedersen i Politiken ikke ”tøver et iskoldt gysende sekund med at anbefale denne intense, mageløst godt fortalte og dygtigt oversatte roman til andre, der holder af sproglig magi og langtidsholdbar uhygge.”

Jeg er heller ikke tvivl. Udflugt til Hanging Rock var en foruroligende, intens og uventet læseoplevelse, som jeg på det varmeste kan anbefale. Jeg har også tænkt mig at få set Peter Weirs film, og måske vil jeg også kaste mig over den nyeste filmatisering fra 2018, der er en tv-serie i seks afsnit.

Om Udflugt til Hanging Rock:

Udgivelsesår: 06.09.2019
Forlag: Forlaget Feldtfos, 235 sider
Omslag: Alette Bertelsen, aletteb.dk
Originaltitel: Picnic at Hanging Rock (1967)
Oversætter: Søren Feldtfos Thomsen

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Intet på jord af Conor O’Callaghan

Taranteller og tungekys af Michael Kamp

Taranteller og tungekys af Michael KampDe 15-årige tvillinger Lærke og Emil tilbringer sommerferien i kolonihaven med deres forældre. Det betyder grill, græsplænehygge … og begrænset skærmtid. Emil og Lærke keder sig, for hvad skal man få en hel ferie til at gå med når man ikke må surfe på YouTube?

Længere nede ad vejen bor Jessica. Jessica er nogle år ældre end tvillingerne, og Emil er snotforelsket i hende. Der er bare et problem: Jessica opdrætter taranteller, og Emil er bange for edderkopper. Det kan han selvfølgelig ikke indrømme, så han må bide tænderne sammen og smile når hun viser dem frem.

Snart får de dog andet at tænke på da et mystisk vejrfænomen får hele verden til at gå i sort. Midt i alt kaosset øjner Emil sin chance for at imponere Jessica og lade kærligheden spire. (fra bagsiden)

Jeg er ellers ikke bange for edderkopper. Altså, jeg er ikke typen, der har lyst til at kæle med en fugleedderkop, men sidder der en edderkop i soveværelset, når jeg skal i seng, så får den lov til at sidde der. Alligevel må jeg indrømme, at Taranteller og tungekys gjorde et vist indtryk på mig. Selvom det er en ungdomsbog!

Det hele starter ellers uskyldigt nok. 15-årige Emil er forelsket i den tre år ældre Jessica, der bor i et kolonihavehus ikke så langt fra tvillingernes. Hun er vildt lækker, men holder altså edderkopper i store terrarier i stuen. Emil hader edderkopper, men bider tænderne sammen og lytter interesseret til alle de edderkoppe-facts, som Jessica fodrer ham med, i håbet om at hun også vil forelske sig i ham.

En aften under et fantastisk nordlys forsvinder strømmen i kolonihaven, og samtidig begynder insekterne at opføre sig underligt. Næste dag tager tvillingernes far ind til byen for at finde ud af, hvad der sker. Mens han er væk, går Emil og Lærke hen til Jessica. Men da de ankommer, er huset fuldstændigt raseret, edderkopperne er sluppet ud af terrarierne – og Jessica er ingen steder at finde …

Herfra går det bare værre og værre for vores unge helte, og som sagt havde jeg en ubehagelig følelse, da jeg læste sidste side. Som følelsen af 100 edderkopper der kravlede på min hud.

Michael Kamp er en utrolig effektiv forfatter, hvad enten han skriver til voksne, unge eller børn. Hans sprog flyder let, og hans personer står tydelige og troværdige. Og så er han modbydelig god til at skabe universer, hvor uhyggen bare vokser og vokser. Det gør han også her i Taranteller og tungekys, som både er klam, uhyggelig og heldigvis også lidt sjov.

Slutningen åbner op for en fortsættelse, som jeg krydser fingre for, at vi får. Og gerne hurtigt!

Uddrag af Taranteller og tungekys:

Det var hyggeligt nok at bo i kolonien med to store undtagelser: begrænsningerne i skærmtid var fuldstændig urimelige, og edderkopperne var en udfordring.

De var overalt.

Kolonihaven grænsede op til skoven lige på den anden side af bøgehækken. Tvillingerne var sikre på at edderkopperne voksede sig store og fede derude før de kom listende ind i huset. De var store og saftige og myldrede frem fra sprækker og revner. Listerne gabte alle steder, og hele huset var hullet som en si.

Ligesom man sad og læste eller hørte musik, ville en skygge bevæge sig i udkanten af synsfeltet og en massiv jagtedderkop komme spankulerende som ejede den hele stedet.

Hvilket den måske gjorde i de 2/3 af året hvor huset stod tomt. (side 13)

Om Taranteller og tungekys:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Tellerup, 238 sider
Omslag: Flemming Schmidt

Læs også:

Fobi af Kasper Grandetoft
Moln – jorden husker af Michael Kamp
Made Flesh af Tom Kristensen og Lars Kramhøft
Når mørket kommer af Patrick Leis
Edderkoppen af Richard Matheson
Nephila Clavipes? af Mikala Rosenkilde
Kun edderkopper af Esther Rützou

Spøgelsesbåden af George E. Simpson og Neal R. Burger

Spøgelsesbåden af George E. Simpson og Neal R. BurgerSpøgelsesbåden er en underholdende gyser, om en ubåd der forsvinder sporløst under 2. verdenskrig – for at dukke op i perfekt stand, men uden sin besætning, 30 år senere.

Kommandør Ed Frank har i årevis interesseret sig for forsvindingerne i området kaldet Bermuda-trekanten, og han er overbevist, at der findes et tilsvarende område i Stillehavet. Han ser derfor genkomsten af ubåden ‘Candlefish’, som en fantastisk mulighed for at finde ud af, hvad disse områder gemmer af hemmeligheder. Det lykkes ham at få overtalt sine overordnede til at finansiere en gentagelse af ‘Candlefish’s sidste togt, ned til sidste detalje. Håbet er, at ved at genskabe omstændighederne for ubådens forsvinden vil man finde ud af, hvorfor skibe og fly forsvinder i særlige områder.

‘Candlefish’ havde en enkelt overlevende. Søløjtnant Jack Hardy befandt sig på dækket, da ‘Candlefish’ måtte dykke, og han blev efterfølgende reddet af en japansk fiskerbåd. Efter krigen vendte han sig mod havstudier og i nutiden er han dr. phil og ansat ved Scripps Institution of Oceanography. Ed Frank ønsker at få Hardy med på toget, men spørgsmålet er, om professoren har lyst til at sætte sine ben på ‘Candlefish’ igen?

Jeg var godt underholdt af Spøgelsesbåden. Den første halvdel, hvor Ed Frank forsøger at få togtet på benene, og vi hører om alle forberedelserne, er måske lidt tør. Men til gengæld er sidste halvdel vellykket. Det lykkes forfatterne at skabe en klaustrofobisk og uheldsvanger atmosfære i ubåden, der på alle måder skal gennemføre sit sidste togt en gang til. Og hvor det i starten er tydeligt, hvad formålet med Candlefish’s rejse er, bliver det sværere og sværere for besætningen at holde fokus på målet, jo tættere de kommer den 30. breddegrad, hvor skibet forsvandt i 1944.

Spøgelsesbåden er ikke nytænkende eller vildt overraskende. Men den er underholdende og har sine skumle momenter. Og så er det længe siden, jeg har læst om mystiske forsvindinger i Bermuda-trekanten (som godt nok her er i nærheden af Japan). Så alt i alt en hyggelig sommergyser, der nok fortjener et gensyn.

Uddrag af Spøgelsesbåden:

Hardy kravlede gennem lugen op i den sorte nat over Stillehavet. Diselmotorernes brummen og havets dæmpede brusen var lyde, som han var fortrolig med. Hans øjne vænnede sig langsomt til mørket. Han åndede dybt ind af den fugtige luft for at rense sine lunger for oliestank. Han tog en redningsvest i et hjørneskab og trak den på. Den beskyttede bedre mod kulden end olietøjet.

Bag ham sad udkigsfolkene på hver sin side af periskopet, i en slags kragerede, der var det højeste observationspunkt på ‘Candlefish’. Oven over dem var tvillingperiskoperne og radio- og radarantennerne. Ellers ikke andet end himlen.

Hardy så forbavset op, da de første tågeklatter kom drivende. Han så store, forrevne stumper glide forbi tæt ved havfladen, enkelte hen over dækket neden for hans plads. Han tog sekstanten for at sikre sig en observation, mens der endnu var klar himmel, og gik hen til broens styrbords side. Han indstillede sekstantens kikkert mod Nordstjernen og derefter mod to andre fikspunkter. Han skrev resultatet af observationerne på sin blok, men standsede pludselig, da der gik en voldsom skælven gennem broen under hans fødder. 

Han så sig om. De andre på broen reagerede på rystelsen. De to udkigsfolk, Stanhill, der var vagthavende officer, og Lopez, der var vagtchef – alle stirrede de forud i tågen, der var ved at samle sig, og derefter ud til siden. Havde undervandsbåden ramt noget? (side 13)

Om Spøgelsesbåden:

Udgivelsesår: 1976
Forlag: Lademann, 244 sider
Originaltitel: Ghostboat
Oversætter: Mogens Boisen

Læs også:

Bunker 137 af Michael Kamp
Fanget i isen af Dean Koontz
Jagtmarken af Patrick Leis
Skibet af Stefán Máni
Arthur Gordon Pyms eventyr af Edgar Allan Poe

Dræbersvin af Morten Dürr

Dræbersvin af Morten Dürr

Hvis du tror, at grise er dumme og kun glæder sig til at blive bacon på morgenbordet – så vil Dræbersvin få dig på andre tanker …

Onkel Torben har en svinefarm. Det er dog svært at få den til at løbe rundt, så Torben køber noget forbudt foder til grisene, så de vokser hurtigere.

Kort efter kommer Thor og Freja på ferie sammen med to af Thors venner, Jonas og Alexander. De glæder sig til alletiders ferie, og sådan starter det også. Men om natten hører Torben mærkelige lyde ovre fra stalden. Han skynder sig derover – for at opdage at noget har dræbt fem svin i en bås. Men hvad? Og har det noget med det forbudte foder at gøre?

Dræbersvin af Morten Dürr hører til serien Sort Chok, og det var min 12-årige nevø, der anbefalede mig den. Han kan nemlig lide et godt gys, og det får vi i Dræbersvin. Historien er fuld af action, fortalt i et lettilgængeligt sprog, og Erik Petri står for de bloddryppende illustrationer, der passer perfekt til fortællingen.

Jeg har tidligere læst Øksemorderens kranium i samme serie, og kan bestemt også anbefale Dræbersvin. Dog skal man være opmærksom på, at Morten Dürr ikke er bleg for at smide godt med splatter ind, og at ikke alle personerne overlever.

For de lidt mere garvede gyserfans +10 år.

Uddrag fra bogen:

Torben afsikrede sit haglgevær. Det puslede i buskadset. Endnu et skrig. Denne gang tættere på. Og pludselig fik han øje på det. Monstret. Det havde sort pels og faldt i ét med natten. Man kunne kun se små rødglødende øjne, der svævede ildevarslende i mørket. Torben kastede geværet til skulderen og skød. Skuddet ramte rent. Monsteret hylede. Men det faldt ikke. Dyret løb direkte hen mod Torben, alt imens det skreg. Et skrig så skingert, at det overdøvede det næste skud. Hans sidste skud.

Torben vågnede op på sofaen, svedig og forvirret. Stearinlysene var næsten brændt ned. Fjernsynet stod og flimrede. Lyden var dæmpet for ikke at vække børnene. Men filmen var kedelig. Derfor var han faldet i søvn. Torben slukkede for apparatet.

Stilhed.

Han sad stille og lyttede lidt. Ingen lyde ovenfra. Børnene sov. Et sært ubehag sad i kroppen. Han havde drømt, men allerede glemt drømmen. Noget med en skov …

Men med ét kom drømmens billeder tilbage. For pludselig hørte han skriget. Skriget fra drømmen. Han blev kold over hele kroppen. Dér. Der lød skriget igen. Et panisk skrig. Det kom fra grisestalden.” (s. 20-21)

Om Dræbersvin:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Alinea, 85 sider
Omslag og illustrationer: Erik Petri

Serien Sort Chok:

Vampyren i 7A og andre sorte chok (2014)
Dræbersvin (2012)
Dæmonen fra Notre Dame (2012)
En papfar fra Helvede (2011)
Alligatorblod (2010)
Øksemorderens kranium (2010)

Læs også:

Vampyrjægernes klub (R.I.P. 1) af Lasse Bo Andersen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Vild med blod af Henrik Einspor
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann

Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen

Ondskabens rødder af Flemming Chr. NielsenEn journalist flytter ind i et næsten nybygget hus beliggende for sig selv i en skovlysning. Han er blevet træt af byens påtrængende stank og larm. Godt nok synes han, at det er lidt underligt, at de forrige ejere så hurtigt rejste fra huset, men ejendomsmægleren beroliger ham med, at manden blot havde fået nyt arbejde, og fruen var knap så begejstret for naturen.

Så journalisten flytter ind og nyder freden og roen. Da han en aften beslutter sig for at tænde op i pejsen, er den dog stoppet. En tur op på taget viser, at en gren fra et træ i haven er sunket ned i skorstenen, så journalisten finder saven frem, og problemet er løst.

Eller er det? For få dage efter er der igen problemer med grene fra træet, og snart udvikler problemerne sig så drastisk, at journalisten må søge hjælp hos en ugleset eneboer.

Jeg anede intet om Ondskabens rødder, før en kollega gjorde mig opmærksom på den. Romanen er fra 1975, og er så vidt jeg kan finde frem til Flemming Chr. Nielsens debut. Efterfølgende har han skrevet en række romaner og noveller for både børn og voksne indenfor mange forskellige genrer.

Ondskabens rødder er en tæt lille historie, som overraskede mig positivt. Selvfølgelig kan det mærkes, at den har mere end 40 år på bagen, men egentlig synes jeg, at plottet holder meget godt. Det lykkes i overvejende grad for forfatteren at skabe en krybende uhygge, efterhånden som sandheden om huset bliver åbenbaret. En sandhed som bringer mindelser om Arthur Machens historier, hvor smuk natur kan indeholde ældgammel ondskab.

Om Ondskabens rødder:

Udgivelsesår: 1975
Forlag: Vinten, 140 sider

Læs også:

Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt
Al kødets gang af A. Silvestri
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Plantagen af Steen Langstrup

Love City af David og Stephan Garmark

Love City af David og Stephan GarmarkLove City er kælenavnet for ferieparadisøen St. John i det tidligere Dansk Vestindien. Men der er ikke meget kærlighed at finde nu. En dødbringende epidemi hærger, og øerne er i forvejen stort set smadrede efter to voldsomme orkaner. Et dansk nødhjælpsteam er på vej for at hjælpe øens nødstedte beboere. Spørgsmålet er, om det er muligt …

Brødrene David og Stephan Garmark er tilbage med endnu en frygtelig og fascinerende roman. Denne gang tager de læseren med ud over Danmarks grænser til De Vestindiske Øer, der tidligere hørte under Danmark. Allerførst er vi dog en tur i Afrika i 1751, hvor en ekspedition under en dansker ved navn Wilhelm Kramer, strider sig vej gennem junglen. Kramer forsøger at finde Ewe-folket, eller mere præcist deres heksedoktor.

Så springer vi til nutiden, hvor St. Thomas er blevet invaderet af den karismatiske revolutionær King Malcolm, der ønsker at løsrive øerne fra USA. Han tillader dog internationale nødhjælpsorganisationer at komme i land på øerne, og på St. John, hvor en alvorlig epidemi raser, er der for alvor brug for hjælpen. Hertil ankommer Samantha “Sam” Fisker som en del af et hold fra European Crisis Aid under beskyttelse af et privat vagtværn, der ledes af Danny Stoker.

Kapløbet om at finde en kur mod sygdommen synes dog håbløst. Indtil videre er det kun lykkes lægerne at konstatere, at selvom alle symptomerne ligner malaria, så er det ikke malarie. For at finde ud af hvad det så er, opsøger Sam og Danny en gammel læge, der bor på øen. Måske har han set sygdommen før?

Men noget lurer i skoven, og en stærk vind trækker op. Efterhånden går det op for Sam og Danny, at det måske ikke er King Malcolms oprørere eller sygdomsbakterier, de bør frygte mest.

Med Love City går Garmark brødrene nye veje i forhold til Rakelsminde, men fortælleglæden er den samme, og endnu en gang serverer de en fængslende, velfortalt og ikke mindst skræmmende historie. Jeg er begejstret over, hvordan de i en letlæselig og underholdende roman får indlagt samfundskritiske kommentarer, der på ingen måde virker hverken prædikende eller påfaldende. Og jeg er vild med, at de får sat fokus på danskernes slaver, som ellers er en del af vores historie, vi ikke gerne tænker på. Ikke mindst er det også interessant at følge nødhjælpsarbejderne og komme tæt på deres hverdag, som nærmest er så langt fra min, som man kan komme.

Men man kan også “bare” læse Love City som en regulær thriller, der trækker tråde ind i det ukendte. På øen er nødhjælpsarbejderne på skift prisgivet King Malcolms oprørere og sygdommen på St. John, så atmosfæren er allerede fra starten fuld af frygt. Det er fremragende beskrevet, og med en støt stigende spændingskurve og en hæsblæsende slutning er underholdningsværdien i mine øjne helt i top.

Som med Rakelsminde er det Mikkel Henssel, der har lavet forsiden, og endnu en gang har jeg kun ros til overs for hans arbejde. Umiddelbart fanges øjnene af neon-titlen, men når man ser nærmere på siden, dukker flere og flere flotte detaljer op. Ikke mindst finessen at man med fingerne kan mærke konturen af titlen.

På en måde er Love City et mere helstøbt værk end Rakelsminde. Hvor sidstnævnte var en hæsblæsende spurt gennem forskellige genrer og overrumplende begivenheder, så giver Love City læseren lov til dvæle lidt mere undervejs. Her er stadig både action og blod, så man keder sig bestemt ikke. Men den lidt mere tætte handling klæder fortællingen, og jeg er overbevist om, at romanen vil tiltale en langt bredere læserskare end blot hardcore horror-elskere som jeg. Jeg kan i hvert fald anbefale den – også hvis du egentlig ikke er fan af gys og horror.

“Danny tjekkede sin M17 ni-millimeter og stoppede den i hylsteret, inden han listede ud af lejren. Den gik ham på, lejren. Ikke alene stank den af råd og sygdom, men DE var der også. Dem, han så indimellem, og nogle gange bare mærkede som en form for kvalmende elektricitet mod huden. Der var ikke meget, der skræmte Danny Stoker, men DE gjorde. De hørte ikke til i denne verden. Han havde brug for en lille travetur for at blive klar i hovedet. Og han havde en mission.” (s. 96)

Love City er også indtalt som lydbog af David Garmark, og forfatterne har doneret en del af overskuddet fra bogen til nødhjælpsarbejde i samarbejde med Dansk Røde Kors. Bidrag til indsamlingen her.

Tak til forlaget Kandor som har sponseret læseeksemplaret.

Om Love City:

Udgivelsesår: 01.09.2018
Forlag: Kandor, 277 sider
Omslag: Mikkel Henssel

Læs også:

Langs smertegrænsen af Thomas Clemen
Rakelsminde af David og Stephan Garmark (læs et interview med brødrene)
De ubudne af Liz Jensen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Blodmanden af Robert Pobi
Afsind af Martin Schjönning

 

Meteor af Henrik Einspor

Hvad ville du gøre, hvis du vidste, at du kun havde ti dage tilbage at leve i?

En stor meteor hvirvler gennem rummet på vej mod jorden. Om ti dage vil Afobis (som meteoren bliver døbt) ramme jorden, og vi følger nedtællingen gennem Mads og hans familie.

Dag for dag hører vi, hvordan samfundet langsomt bryder sammen, mens man venter på jordens undergang. Efterhånden som nedtællingen skrider frem, vokser fornemmelsen af undergang sig større og større, og som læser føler man med Mads, mens han prøver at holde modet oppe for lillesøsterens skyld. Men det er ikke let, for forældrene kan slet ikke håndtere nyheden, mens storebroren til gengæld er dybt fascineret af Afobis og nærmest glæder sig over dens ankomst.

Meteor er en ny bog i Henrik Einspors letlæsnings-serie for større børn. Sproget er meget let (lix 7), men indholdet er ikke for begynderlæseren. For selvom her er tale om en letlæsningsbog, giver Einspor plads til både reflektioner og komplekse følelser hos personerne, ligesom den knugende atmosfære og rørende slutning kræver en mere moden læser.

Morten Solgaard Pedersen skal roses for den meget stemningsfulde forside. Med sin giftig grønne farve og det atmosfærefyldte setup skal den nok tiltrække de unge læsere, som kan glæde sig til en spændende og gribende historie.

Vil du vide noget om virkelighedens Apophis, der forventes at passere tæt forbi jorden i 2029, så læs mere her.

Susan Beth Pfeffer har skrevet ungdomsromanen Mens vi endnu er her, som handler om en astroide, der rammer vores måne og hvilke følger det har. Mens det i Varslet af Liz Jensen er forskellige naturkatastrofer, der rammer jorden.

Tak til forlaget Løse Ænder for læse-eksemplaret.

Også anmeldt på Bogrummet.dk

Om Meteor:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Løse Ænder, 49 sider
Omslag: Morten Solgaard Pedersen
Lix: 7

Andre bøger af Henrik Einspor:

De to myr
Farlig fisketur
I klovnenes kløer
Porcelænsdukken

Lyden af stilhed af Rosamund Lupton

Lyden af stilhedLyden af stilhed er ikke en gyser, men Rosamund Lupton fortæller sin historie så intenst, at jeg synes, den fortjener en omtale her på siden.

Yasmin er på vej til Alaska sammen med sin 10-årige døve datter Ruby for at mødes med sin mand, Matt, der har været på filmoptagelser i vildmarken. Men Matt står ikke klar til at hente dem i Fairbanks Airport som aftalt, og snart får de beskeden, at han er død. Dræbt i en brand sammen med de øvrige beboere i den lille by Anaktue.

Yasmin nægter dog at tro på beskeden og mod al fornuft, beslutter hun at tage nordpå og finde Matt sammen med Ruby. Det lykkes dem at få et lift et stykke af vejen med en lastbilchauffør, der kører for de mange fracking- og oliefirmaer i Alaska, men intet går som planlagt, og pludselig er Yasmin og Ruby alene i et af de mest øde og ugæstfri områder på jorden.

Plotmæssigt er Lyden af stilhed måske ikke særlig opfindsom, men stemningen er overraskende intens og knugende. Setuppet i Alaskas vildmark, hvor et menneske hurtigt dør, hvis det bevæger sig udenfor uden beskyttelse, er yderst virksomt. Naturens magt kommer skræmmende tæt på, og vi mennesker er ikke andet end fnug i den sammenhæng.

”Den voldsomme kulde var chokerende. Hun havde tænkt sig, at kulden var hvid som sne, eller måske blå som en koldtvandshane, men kulde som her var udtænkt et sted uden dagslys og var sort, fravær af alt lys og farve. Hun hørte et gennemtrængende skrig og opdagede, at det var lyden af vinden, som blæste nyfalden sne hen over den sammenpressede sne underneden, hvide ringe som krydsede vejen og nøgent terræn.”

Udover det vellykkede – og skræmmende – setup i is-ødet giver Lupton romanen et interessant twist ved at lade Ruby være døv. Dels er der problemet med, at Yasmin dårligt kan overlade andre at passe hende, hvis ikke de kan tegnsprog. Dels har Yasmin og Matt en helt forskellig opfattelse af, hvordan de skal tackle Rubys døvhed. Skal de tvinge hende til at bruge stemmen fysisk eller tillade hende at bruge tegnsprog og skriftsprog?

Endelig er der også et drama mellem Matt og Yasmin, som ikke er overbevist om, at Matt kun er i Anaktue for at filme vilde dyr. Og var den brand nu også blot et uheld?

De forskellige tråde samles til sidst i en ikke helt overbevisende slutning, men det er nok bare mit hårde hjerte, der ikke kan tro på den.

Lupton lader skiftevis Ruby og Yasmin fortælle, og lader på den måde læseren komme helt tæt på. Det er meget vellykket, og nærheden til personerne er med til at tilføje endnu et lag i læsningen.

Lyden af stilhed ikke en blodig pageturner, men snarere en psykologisk thriller der langsomt opruller udvalgte menneskeskæbner på baggrund af naturens utæmmede kræfter og menneskets forsøg på at styre disse.

Rosamund Lupton debuterede med romanen Søster, der udkom på dansk i 2012 sammen med hendes næste roman Efter branden. Jeg har ikke læst nogen af dem endnu, men hvis hun skriver lige så stemningsfuldt som her, er det vist kun et spørgsmål om tid, før jeg griber fat i dem også.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Originaltitel: The quality of silence

Blodmanden af Robert Pobi

Blodmanden af Robert PobiFBI-agenten Jake Cole har en fotografisk hukommelse, der gør, at han kan genkalde sig alle detaljer på et drabssted efter blot at have kastet et kort blik på det. Samtidig har han en enestående evne til at sammensætte detaljerne til mønstre, som gør morderen bag genkendelig på et øjeblik.

Hans bemærkelsesværdige evner sammensat med hans overraskende ydre – stort set hele kroppen er dækket af tatoveringer – gør ham til en speciel agent som mange lokale betjente har det lidt vanskeligt med. Ikke desto mindre føler sherif Hauser sig heldig over, at Jake er i nærheden, da man finder liget af en kvinde og et barn flået og myrdet på en yderst bestialsk maner.

Jake er på besøg i sin hjemby for første gang i 25 år. Hans far har forsøgt at brænde sig selv ihjel og ligger nu på hospitalet. Trods deres dårlige forhold føler Jake, at han har pligt til at være der. Men da Hauser beder om hjælp, er Jake klar.

Opklaringen bringer grusomme minder tilbage fra Jakes barndom. Hans mor blev nemlig myrdet på tilsvarende vis som de nye ofre, og Jake er sikker på, at der er en forbindelse, men hvilken? Og hvorfor har faren forsøgt at brænde sig selv, og er nu nærmest skræmt til døde inde på hospitalet? Og er der grund til bekymring for Jakes kone og søn som er kommet for at være der for Jake? Og for at sætte trumf på rammes kysten af en orkan i kategori 5, som næsten umuliggør politiarbejdet.

Jeg må indrømme, at Blodmanden snød mig. Den er velskrevet, om end der ind i mellem dukker lidt amerikanske vendinger op, men det ødelægger heldigvis ikke hverken tempo eller spænding. Første del hvor vi præsenteres for mordet og Jake Cole tryllebandt mig, men så dukker konen og sønnen pludselig op, og det irriterede mig, for jeg var sikker på, at klichéerne nu stod på spring. Men heldigvis vender historien igen, og slutningen tog mig fuldstændig med bukserne nede.

Blodmanden er Robert Pobis debut, og den har fundet vej ind på bestsellerlisterne i både USA, Canada, England, Tyskland og Frankrig, hvilket jeg synes er fortjent. Bogen er blevet kaldt “a Sixth-Sense-like take on Thomas Harris in his prime“, og med sin overraskende slutning hæver den sig da også højt over de mange seriemorder-thrillere, som ikke har det store indhold og hovedsageligt lever højt på at beskrive rædselsfulde mord og en overintelligent detektiv. Begge dele findes også her, men de leveres med kant og ikke mindst nytænkning.

Alt i alt er Blodmanden en overraskende og velskrevet thriller som absolut kan anbefales.

”På et øjeblik – hurtigere end på et øjeblik, hvis det overhovedet var muligt – vidste han det. Vidste. Med en sikkerhed, der var lige så uforklarlig som det, han gjorde. Nu forstod han den baggrundsmumlen, han ikke helt havde kunnet placere, da han var ankommet til huset. Det havde været fornemmelsen af noget bekendt. Han kendte det her. Det var ham. Ham.

Jake blev stående, hver eneste lille detalje ved stedet summede i hans kranium. Han vidste, hvad der var sket. Hvordan det var sket. Hvor lang tid det havde taget.

Verden var forsvundet – bare forsvundet – og der var ikke en lyd, bortset fra barnets vrælen. Skrigene fra kvinden på gulvet. Jake hørte lyden som af bladselleri, der knækker, da hendes ribben blev sparket ind. Han hørte lyden af hendes kæbe, der brækkede, da hun blev slået med enden af skaftet på den jagtkniv, der ville blive brugt til at flå hende. Han lyttede til hendes skrigen, der lagde sig over lyden af hendes hud, der slap hendes krop. Og hendes tryglende, fremgurglede bønner om, at det hele skulle stoppe. Om at lade døden komme til hende.

Og så, lige så pludseligt, var det væk. Han var tilbage på dørtrinnet, og en stemme til venstre for ham sagde noget morsomt.”

Læs mere på forlaget Rosenkilde & Bahnhofs hjemmeside eller besøg Robert Pobis hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: Bloodman
Omslag: Silvana Nikolic

Også omtalt på Litteratursiden.dk