Indlæg tagget med ‘naturen går amok’

Nogen gange er det bare misvisende, når man på et bibliotek inddeler romanerne i børnebøger og voksenbøger. På mit bibliotek står Carina Evytts debutroman i børnebiblioteket, men jeg synes bestemt ligeså godt, at den kunne placeres blandt voksenbøgerne.

Mathias på 6 år er en helt almindelig dreng – og så alligevel ikke. Han er nemlig det, man kalder et vidunderbarn, dvs. langt mere intelligent end de fleste. Samtidig har han også en evne til at fornemme ting. F.eks. vidste han, at hans mor var syg, længe før det gik op for de voksne. Nu er han sammen med sin far flyttet til en ny by, hvor de skal forsøge at få en hverdag til at hænge sammen.

Men samtidig med deres ankomst dukker også noget andet op. Noget med skarpe tænder og en glubende appetit. Noget som er lynende intelligent – og som hurtigt opdager, at mennesket er et let bytte.

Carina Evytt fortæller sin historie ud fra forskellige vinkler. Vi hører både gennem Mathias og andre børn, men fortællingen vinkles også til den voksne læser via betjenten Jesper og læreren Kirsten. Sproget er godt, og tempoet varierer, så man aldrig falder i staver. Her er tale om en klassisk monstergyser med et twist, for det viser sig, at monstret og Mathias har en forbindelse, og på den måde udbygges både Mathias og monstrets figurer. Her er det ikke bare sort og hvidt, ondt og godt. Virkeligheden er mere kompleks end som så, og ingen kan aldrig vide sig sikker.

“Let bytte” er en slags blanding af “Predator” og “Når knoglerne fryser“, og jeg læste den i et stræk. Måske er det ikke dybdepsykologi på højt plan, men det er glimrende underholdning for både unge og voksne, som holder af “hyggelig uhygge”.

Jeg har tidligere læst novellen “Stevie” af Carina Evytt, og hun er netop nu aktuel med endnu en roman “Jack the Rippers lærling”, som jeg vil glæde mig til at få fingre i.

Udgivelsesår: 2006
Omslag: Stefan Rosenbech

Læs mere om Carina Evytt på Horrorsiden.dk

Find bøgerne på Tellerup.dk

Det var en kommentar til mit indlæg om filmen “Maneater“, som bragte mig på sporet af denne roman fra 1976. Jeg er ikke sikker på, at filmen bygger på romanen (i hvert fald står Ted Willis ikke krediteret som ophavsmand på IMDB), men der er ganske rigtigt mange fælles punkter i historierne.

I romanen slipper en tigerdomptør to tigere løs i en engelsk skov, hvor de hurtigt begynder at dræbe det letteste bytte – mennesket. Den lokale politiinspektør Charles Gosford får nys om sagen, da man finder en forladt bil, hvor føreren er sporløst forsvunden. I første omgang aner man dog ikke, at han er død, og da liget bliver fundet, er det heller ikke en tiger, der først står frem som mistænkt. Og da dette bliver foreslået, bliver det i første omgang mødt med stor skepsis. Men efterhånden som der sker flere drab, må Gosford erkende, at det muligvis er sandt, men så går der lokalpolitik i sagen.

“Manddræber” er en underholdende og letlæst fortælling, som både fortæller fra tigernes og fra menneskenes synspunkt. Jeg fik helt medlidenhed med de stakkels dyr, der oplever en kort tid i friheden, men samtidig er det nu også skræmmende at forestille sig at stå overfor en sulten tiger, når man tilfældigt er ude at gå i skoven. Selvfølgelig  mærkes alderen på romanen, ikke mindst i personbeskrivelserne hvor kvinderne er noget hjælpeløse, men det trækker dog ikke det store ned. Så kan du lide at læse om dræberdyr, så er “Manddræber” såmænd et udmærket bud.

Originaludgivelsesår: 1976
Originaltitel: Man-eater

Alfred Hitchcock lavede i 1963 en fremragende filmatisering af Rebecca Du Mauriers novelle “The Birds“. På trods af de mange år på bagen synes jeg stadig, at scenerne, hvor fuglene samler sig i kæmpeflokke, hvorefter de går amok og angriber menneskene, er fremragende lavet. I “Kaw” giver instruktør Sheldon Wilson (“Shallow Ground”, “Screamers: The Hunting“, “Carny”) sit bud på en film om fugle.

Det er sidste arbejdsdag for sheriffen Wayne. Han og hustruen Cynthia skal flytte til en større by, hvor hun nemmere kan finde arbejde, men denne sidste dag viser sig at blive alt andet end almindelig. En kæmpe flok ravne har slået sig ned i området, og de er ualmindeligt frække – og blodtørstige. Og mens Wayne må tage ud til den ene dødsulykke efter den anden, tager Cynthia uvidende om det hele på besøg hos de lokale Mennonitter. Men her er hun uvelkommen, for sygdom hærger gården, og familiens ældste er overbevist om, at Gud straffer dem, fordi de omgåes byens befolkning. Måske findes løsningen på ravnenes gådefulde adfærd her?

“Kaw” er ikke en fantastisk film på samme måde som “The Birds”. Hertil er plottet lidt for forudsigeligt, selvom skuespillet sådan set er udmærket (jeg bed især mærke i Rod Taylor, der også spillede med i Hitchcocks film. I “Kaw” har han en mindre rolle som byens læge. Den rolle udfylder han med stor klasse, og hæver den langt over gennemsnittet i en horrorfilm). 

Når jeg alligevel faldt lidt for filmen, så er det fordi, der i vid udstrækning er brugt rigtige ravne. Det skaber en foruroligende stemning at se de mange kulsorte fugle sidde og stirre på én, og jeg er imponeret over, hvordan de har kunne træne dem. Desværre er ravnene ofte sat op mod en dårlig CGI-baggrund, og det tager lidt af det fantastiske af stemningen. Men ikke desto mindre var “Kaw” ganske underholdende, og jeg tror ikke, at jeg kan se en flok ravne på helt samme måde igen.

Instruktør: Sheldon Wilson
Udgivelsesår: 2007

Hvad nu hvis en psykiatrisk patient, dømt for mord, kunne forudsige naturkatastrofer, og ingen troede på hende? Og hvad nu hvis man troede?

Efter en ulykke som har kostet hende brugen af sine ben, er psykologen Gabrielle Fox stik mod alle anbefalinger vendt tilbage til arbejdsmarkedet. Hun har fået job på en lukket ungdomspsykiatrisk afdeling, hvor hun bliver terapeut for den 16-årige Bethany Krall, som er skizofren og dømt for mordet på sin egen mor. Bethanys tidligere terapeut er stoppet, og Gabrielle kan ikke få besked om hvorfor eller få lov til at se terapeutens noter om Bethany.

Bethany er både farlig og uforudsigelig, og som en del af behandlingen får hun elektrochok. Efter hver behandling fremsiger hun voldsomme forudsigelser om forskellige naturkatastrofer – forudsigelser af nærmest religiøs karakter - men det er først efter flere tilfælde, hvor det går op for Gabrielle, at forudsigelsen er gået i opfyldelse, at hun begynder at spekulere på, om Bethany rent faktisk kan forudsige disse katastrofer?

Ved en fest møder Gabrielle fysikeren Frazer Melville, og da hun præsenterer ham for nogle af Bethanys forudsigelser og tegninger, bliver han nysgerrig. Det ser ud til, at der rent videnskabeligt kan findes en forklaring på Bethanys evne. Men kan de overbevise nogen om, at det er sandt? Og vil det overhovedet gøre nogen forskel?

”Varslet” er en interessant og spændende øko-thriller, der foregår i vores nærmeste fremtid, hvor jorden plages af voldsomme naturkatastrofer og stigende temperaturer. Det har fået to ”bevægelser” til at blomstre op; den religiøse Trosbølgen som tror på, at Gud vil hente de retfærdige i en Bortrykkelse før udrensningen af jorden; og Planetarierne der ønsker at lade naturen gå sin gang, så de stærkeste kan overleve. Og så er der alle de almindelige mennesker, som blot tror, at her er tale om et år med særlige vejrforhold.

Liz Jensen skriver godt. Hun kræser for læseren med sproglige perler, men man skal give sig ro til at læse bogen og ikke begynde på den, lige før man skal sove. Her er snarere tale om en thriller end en gyser, men alligevel synes jeg, at den skal have en omtale her på siden, for sin skræmmende skildring af jordens mulige undergang.

Udgivelsesår: 2010

Når nu idéen med slanger på et fly blev en relativ succes i “Snakes on a plane”, så er det jo nærliggende at tænke andre locations, hvor slanger kunne være et hit – og hvad er mere nærliggende end en ubåd?

På en lille ø i det kinesiske hav er dr. Andrea Swanson (Krista Allen) tilknyttet et militærprojekt, som forsker i giftslanger for at finde et vaccine, der vil kunne bruges mod biologisk krigsførelse og terrortrusler. Til det formål har de fremavlet nogle særdeles farlige slanger, som ikke alene dræber lynhurtigt, men som også vokser til abnorme størrelser.

Pludselig er Swanson og hendes assistent Jake Goldin dog nødt til at evakuere forskningsstationen, og en gammel nedlagt ubåd, som USA har solgt til Taiwan, er nærmest til at hente dem. Men eftersom deres projekt er hemmelig, kan de ikke fortælle ubådens kaptajn (Luke Perry), at han netop har fået nogle dødsensfarlige slanger ombord. Og Jake har ikke fortalt Swanson, at han har taget alle slangerne med i stedet for kun de fire, han var blevet beordret til.

Selvfølgelig får en nysgerrig sømand åbnet for kassen, og snart er ubåden et krybende helvede. Og for at gøre ondt værre kan ubåden ikke stige til overfladen, for den er havnet midt i en kinesisk militærøvelse.

“Silent Venom” er en b-film, og starten er mildest talt ringe, da en kæmpeslange spiser en mand i en mundfuld. Men derfra stiger underholdningsværdien ganske meget, og selvom der er flere dumme kiks (som f.eks. da militærlægen modtager det første offer for slangerne på ubåden, og overser det blod der er sprøjtet ud over hans tøj, og derfor skyder på at han nok er blevet smittet af en virus!!!), så var jeg faktisk rigtig godt underholdt.

Luke Perry spiller som han plejer (jeg tror kun den mand har et ansigtsudtryk), men det er ok til rollen som ubådskaptajn. Krista Allen har vist fået for meget botex, for heller ikke hun kan meget andet end at småsmile hele tiden, men bortset fra det er hun også ok i rollen som Swanson, der for sent opdager, hvad der er sluppet løs i ubåden.

Man har for en stor del brugt rigtige slanger, og det virker rigtig godt. Til gengæld er de store CGI-slanger ikke særligt overbevisende, men dem ser vi heldigvis ikke så meget. Ubåds-scenerne er ganske udmærkede, og jeg synes, det giver en fin klaustrofobisk stemning med amok-slanger i en ubåd, som er fanget under vandet med fjendtlige fartøjer omkring sig. Det giver en ekstra dimension til historien, som øger spændingen og gør, at alt uhyggen ikke er baseret på slangerne. For det kan hurtigt blive kedeligt.

Jeg vil ikke påstå, at “Silent Venom” er en stor film, men jeg så den en tømmermands-søndag og her var den det helt rigtige

Instruktør: Fred Olen Ray
Udgivelsesår: 2009

Nu blev jeg positivt overrasket over “Dinoshark“, men desværre holdt glæden sig ikke gennem “Hyenas”, som også blev købt under ferien.

En kvinde og hendes lille barn overfaldes på en landevej af noget, som flår hende i stykker og æder barnet. Hendes mand er sønderknust, men politiet tager sagen meget alvorligt. Dog ikke alvorligt nok, mener den lokale looney “Crazy Briggs”, der opsøger Gannon og fortæller ham, hvem der virkelig er ansvarlig for mordet – nemlig en flok var-hyæner, som Briggs har været på sporet af længe. Han overtaler Gannon til at slutte sig til jagtselskabet, og så går der et par år med det. En dag redder de to så en ung kvinde, der bliver overfaldet af var-hyænerne, og Gannon forelsker sig i hende. Men var-hyænerne er på sporet af både Gannon, Briggs og den unge kvinde, og de ønsker at udslette deres forfølgere…

Selvom “Dinoshark” ikke var et mesterværk plotmæssigt eller skuespilsmæssigt, så er det dog i Shakespeare ligaen i forhold til “Hyenas”. Costas Mandylor, der spiller FBI-agenten Hoffman i Saw-filmene, er totalt fejlcastet som den hævngerrige ægtemand. Det samme er Meshach Taylor som Briggs, og helt gal er Christa Campbell som var-hyænen, der ønsker at bliver kobblets leder. Hun taler med en virkelig sær accent og har stort set kun et ansigtsudtryk, der sikkert skal se skræmmende og sexet ud, men som snarere ser ud, som om hun har forstoppelse.

CGI-effekterne er ligeledes ringe, men havde jeg været en mand, kunne jeg sikkert have fået lidt fornøjelse ud af filmen, for hver gang kvinderne skifter skikkelse smider de tøjet. Det gør mændene sjovt nok ikke…

Plottet er dårligt og gennemskueligt, og jeg blev virkelig irriteret undervejs. Ikke desto mindre scorer “Hyenas” 6,1 på IMDB, så måske er det bare mig, som overser åbenlyst talent?

Instruktør: Eric Weston
Udgivelsesår: 2010

På en ferie i Thailand faldt jeg over ”Dinoshark”, og allerede før jeg så den, var jeg klar over, at her ikke ville være tale om et mesterværk. Forsiden og titlen signalerer b-film udover det hele, og så er den produceret af Roger Corman, der også har en mindre rolle i filmen som dr. Reeves. Men med alle de forbehold på plads, så var “Dinoshark” langt fra den værste film, jeg har set, selvom den også har langt til toppen.

Filmen starter med, at et arktisk isbjerg kælver, og ud af isen svømmer en lille dinoshark. Tre år efter spiser den en dykker og beslutter sig herefter for at tage et smut til de varme lande – nærmere bestemt Puerto Vallarta, Mexico - hvor den begynder at overfalde glade badegæster. Vores helt, Trace, opdager dinosharken, men ingen tror på, at det ikke blot er en almindelig haj – bortset fra den smukke vandpolo-træner Carol, som heldigvis også kender noget til marinebiologi.

Så bliver der spist en masse mennesker, myndighederne tror ikke på vores helte, men til sidst lykkes det dem mod alle odds at klare situationen. Håber ikke, at det var en spoiler

Jeg kom flere gange til at tænke på min all time favorite fiske-film “Jaws”, som da Trace kynisk siger til politimesteren: “You gonna need at bigger chopper, copper” efter at dinosharken er hoppet tre meter op af vandet og har spist politihelikopteren, men “Dinoshark” kommer nu aldrig i nærheden af at opnå samme charme.

CGI-effekterne er ind i mellem helt ok, men instruktør Kevin O’Neill (som udover “Dinoshark” også har instrueret “Dinocroc” fra 2004, der scorer sølle 2,8 på IMDB) vælger efter min mening helt forkert, når han insisterer på at vise dinosharken så meget. Den mister lynhurtig alt der minder om uhygge, når vi hele tiden ser den baske rundt, og derfor begyndte jeg at lægge alt for meget mærke til, hvordan vandet ikke bevæger sig korrekt om rygfinnen, når den svømmer, hvordan blodet ikke spredes i vandet osv. osv.

Skuespillet er ikke i topklasse, og mange gange bliver replikkerne leveret uden nogen form for indlevelse overhovedet. Men igen så har jeg set langt værre skuespil i f.eks. “Alone in the dark 2” eller “House of the Dead“.

Alt i alt gemmer “Dinoshark” ikke på de store overraskelser, men hvis man godt kan lide naturen-går-amok-film, så er den såmænd ikke værre end så mange andre film og er ovenikøbet et klart bedre bud end både ”Dangerous Water” og “Shark Swarm“.

Instruktør: Kevin O’Neill
Udgivelsesår: 2010

Dr. Kruipen er miljø aktivist og forsker. Sammen med nogle kollegaer studerer han Canadisk Arktis for at finde ud af mere om den globale opvarmning. Et hold studerende er på vej der op for at følge studierne, og det samme er Kruipens datter, Evelyn, som har nogle alvorlige problemer med faderen, som hun synes har svigtet hende og moderen.

Men da de ankommer til forskningsstationen er den tom. Kun liget af en udmagret isbjørn ligger i laboratoriet, og mens de prøver at finde ud af, hvad de så skal, dukker Jane, en af forskerne, pludselig op. Hun er frygtelig syg, men før hun dør, beder hun Evelyn om “not to let them leave“. Hvad det betyder, finder vi snart ud af, for da gruppen vil flyve efter hjælp, ser de, at Jane har saboteret helikopteren, og nu begynder de også selv at blive syge. Men hvad forårsager det?

På forsiden af filmen fra Blockbuster er titlen “Arctic Outbreak”, men originaltitlen er “The Thaw”, som betyder tø. Og det er pga. den globale opvarmning, at nogle insekter fra før istiden pludselig tør op igen og begynder at formere sig i dyr og mennesker. En trussel, der kan slå millioner af mennesker ihjel, hvis den slipper ud til befolkede egne.

Idéen er god, og jeg kom til at tænke på “The Thing”, da jeg læste bagsiden. Det lagde nok et urimeligt pres på filmen, som ikke helt levede op til forventningerne. Her er dog flere gode elementer, og insekterne er virkelig ubehagelige. Jeg var lidt træt af Martha Maclsaac, der spillede Evelyn, fordi hun næsten var for meget heltinde. Det er da dejligt at se en kvindelig figur med både mod og overblik, men det virkede bare ikke særligt realistisk, at Maclsaac var en sådan kvinde. Og det var også for urealistisk at de tilstedeværende mænd generelt var ligeså passive, som kvinderne var i de gamle gyserfilm.

Men bortset fra det så var “Arctic Outbreak” ganske underholdende, og Val Kilmer har en lille rolle undervejs, så der er også lidt øjenguf at hygge sig med. Ikke en film der vil stå forrest i min bevidsthed i fremtiden, men en okay underholdende film med et miljøbevidst budskab (ikke særligt godt) skjult i gys.

Instruktør: Mark A. Lewis
Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: The Thaw

Nær ved den arktiske cirkel foretages en atomprøvesprængning, og da professor Nesbit efterfølgende skal indsamle prøver, ser han et forhistorisk uhyre i sneen. Ingen tror naturligvis på ham, og han sendes tilbage til New York, hvor han indlægges. Men da han efterfølgende læser i avisen om et skib, som er blevet sænket af et søuhyre, kontakter han den anerkendte palæontolog professor Elson, for at høre om denne kan hjælpe ham med at undersøge sagen. Det bliver dog hans assistent, Lee Hunter, som i første omgang hjælper til, og da det lykkes dem at bevise, at et forhistorisk dyr har overlevet i den arktiske is og nu er på vej mod New York, sætter professor Elson sit renommé ind på at hjælpe dem. Men bæstet har kurs mod New York, og intet lader til at kunne stoppe det …

Filmen er instrueret af Eugène Lourié, der også stod for production design på filmen. Historien bygger på en novelle af Ray Bradbury, og special effect er af Ray Harryhausen, der også stod for animationen i film som “The Valley of Gwangi” og “Clash of the Titans” fra 1981.

“The Beast from 20.000 Fathoms” indeholder ikke de store overraskelser historiemæssigt, og jeg synes heller ikke, at animationen var så fantastisk, som jeg havde hørt, den skulle være. Egentlig synes jeg, at Willis O’Brian gør et bedre job i stumfilmen “The Lost World” fra 1925. Men når det er sagt, så er “The Beast from 20.000 Fathoms” heller ikke dårlig. Skuespillet er ok, og slutningen har garanteret virket spektakulær i tiden. Jeg havde bare håbet på et lidt bedre monster.

Instruktør: Eugène Lourié
Udgivelsesår: 1953

Hvem fandt på, at det kunne være en god idé at sætte en flok cowboyer til at fange en dinosaurus med lasso?

Syd for Rio Bravo opsøger Tuck Kirby sin tidligere kæreste, T.J., for at overtale hende til at sælge sin berømte hest, som hun bruger i sit Wild West cirkus. Hun afslår, og i stedet møder han professor Horace Bromley, som har opdaget en miniature hest – Eohippus - forfader til nutidens vilde heste. Og der er flere dyr fra fortiden. Tuck opdager en tyrannusaurus-lignende dinosaur, som de lokale kalder Gwangi, og han beslutter sig for at hjælpe T. J. med at fange dyret, så det kan bruges i hendes show. Men naturligvis er det lettere sagt end gjort, og Gwangi slipper fri midt under showet.

Det er i korte træk handlingen i “The Valley of Gwangi”, der desværre ikke helt levede op til mine forventninger. Filmen er fra 1969, og er lavet ved hjælp af stop-motion teknik mixet med real optagelser. Manden bag dinosaurerne er Ray Harryhausen, og han får masser af ros i ekstra materialerne, hvor han nærmest omtales som ophavsmanden til alle gode stop motion film. Selv var han dog godt klar over, at han skyldte en stor del til Willis O’Brian (“Lost World” og “King Kong”).

Jeg synes såmænd, at flere af scenerne med dinosaurer og mennesker sammen var teknisk godt lavet, men jeg var ikke imponeret over historien, som er set før (fx “King Kong”), så alt i alt kommer “The Valley of Gwangi” ikke til at stå højt på min personlige favoritliste.

Instruktør: James O’Connelly
Udgivelsesår: 1969