Indlæg tagget med ‘naturen’

Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen

Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen

Jeg indhenter dårlig læse-samvittighed for tiden, og en af de helt store syndere er, at jeg først nu har fået læst Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen. Den købte jeg ellers til Bogforum sidste år, og glædede mig til at læse. Nu har jeg heldigvis fået rettet op det, og kan varmt anbefale den.

Arthur Machen blev født i Wales d. 3. marts 1863 som Arthur Llewellyn Jones (Machen var hans mors pigenavn). I dag er han primært kendt som horrorforfatter, men han skrev i mange genrer. Han var også både journalist, forlagsassistent, magasinredaktør og omrejsende skuespiller. Og så var han gennem venskaber tilknyttet Londons okkulte miljø i en længere årrække.

“Den store gud Pan” (1894) var Machens første kommercielle succes. Her mødes den beåndede natur med maniske forsøg på at afdække naturens dybeste hemmeligheder i videnskabens tjeneste, og konfrontationen udløser et eskalerende orgie af rædsel og gru, der langsomt optrevles af en lille gruppe af selvbestaltede gentlemen-detektiver. Samtidige kritikere udråbte fortællingen som noget af det mest grænseoverskridende og ubehagsvækkende inden for britisk litteratur, og avisen “The Westminister Gazette” beskrev den som “Et usammenhængende mareridt af sex og de bagvedliggende formodede forfærdelige mysterier. (forordet side 9)

Bogen indledes med et interessant og oplysende forord af Freja Gyldenstrøm, der skrev speciale i litteraturvidenskab om guden Pan, herunder om Arthur Machens novelle. Her kommer hun både omkring Arthur Machens liv og forfatterskab, og hvordan han har inspireret generationer af forfattere fra den samtidige H.P. Lovecraft over Stephen King til Guillermo del Toro og Alan Moore.

Herefter følger fem udvalgte noveller med ‘Den store gud Pan‘ som den første. Med en længde på 70 sider er her nærmest tale om en lille kortroman.

Historien fortælles primært af tre gentlemen ved navn Clarke, Villiers og Austin. Vi introduceres for Clarke i første kapitel, hvor han besøger sin bekendte, doktor Raymond. Raymond forbereder et eksperiment på sin myndling, Mary, der skal løfte sløret for at se den virkelige verden, der findes bag denne verdens skygger. Selvom eksperimentet for så vidt lykkes, går det alligevel grueligt galt. Villiers og Austin introduceres i kapitel tre. Her møder Villiers en gammel bekendt, Herbert, der er gået i hundene. Herbert beretter om sit ægteskab med en kvinde ved navn Helen, som førte ham i fordærv og til sidst forlod ham. Efterfølgende fortæller Villiers om mødet til Austin, der kan tilføje en række detaljer. Bl.a. om et uforklarligt dødsfald lige foran ægteparret Herberts hus.

Historien fortælles gennem 8 kapitler og som sagt gennem forskellige fortællere, og en mystisk kvinde er den gennemgående figur. Hvert kapitel er et fragment af et større billede, som bliver tydeligere og tydeligere, jo længere ind i historien vi kommer.

De øvrige fire noveller varierer i længde fra 5 sider til 50 sider.

‘Det hvide pulver’ handler om en ung ambitiøs mand, der for at modvirke overanstrengelse af sine studier får en recept på et medikament. Medikamentet virker tilsyneladende nærmest øjeblikkeligt, men så begynder den unge mand at ændrer sig.

Samlingens korteste fortælling er ‘Bueskytterne’, om en soldat ved Slaget ved Mons der får sine bønner hørt, da en lille engelsk styrke er i fare for at blive fuldstændig udslettet af en overmagt af tysker tropper. I ‘Den lysende pyramide’ inviterer Vaughan sin gamle ven og forfatter Dyson på besøg. En pige er forsvundet på Vaughans hjemegn, og samtidig sker der mystiske ting på hans grund. Vaughan håber, at Dyson kan opklare begivenhederne, som sender dem på sporet af nogle mystiske underjordiske væsner.

Den sidste novelle i Den store gud Pan og andre fortællinger er ‘Det hvide folk’. Her diskuteres ondskabens væsen med baggrund i en ung piges dagbogsoptegnelser.

Men jeg tror, denne fejlagtige opfattelse – der er så godt som universel – i vidt omfang beror på, at vi betragter sagen med sociale briller. Vi mener, at et menneske, som gør os og sin næste noget ondt, må være et meget ondt menneske. Og det er han også fra et socialt synspunkt men kan De ikke forstå, at Ondskab i sin essens er et ensomt fænomen, den enkelte, individuelle sjæls lidenskab? Den gennemsnitlige morder er vitterligt ikke som morder betragtet på nogen måde en synder i ordets sande betydning. Han er simpelthen et vildt dyr, som vi må skaffe os af med for at redde vores eget skind fra hans kniv. Jeg vil snarere kategorisere ham sammen med tigerne end med synderne. (side 146-147)

Den store gud Pan og andre fortællinger giver en glimrende introduktion til Arthur Machens forfatterskab, og demonstrerer på bedste vis hvorfor han har været en inspirationskilde for så mange store forfattere. Jeg kan kun varmt anbefale bogen, for trods de over 100 år på bagen er især de første fire fortællinger stadigvæk fremragende læsning. Sproget kan selvfølgelig virke en smule altmodisch, men det føjer egentlig blot til stemningen efter min mening. Og særligt titelnovellen indgyder en snigende følelse af ubehag, som sidder i læseren, også efter at bogen er lukket.

Andre skriver:

Berlingske Tidende:
Man skal møde livet med undren og nyfigenhed og turde se og søge bag om det umiddelbare og fysiske, for verden er fyldt med mysticisme, og virkeligheden er sjældent det, den giver sig ud for. Det er ikke bare budskabet i Arthur Machens nyoversatte, klassisk-gotiske novellesamling »Den store gud Pan og andre fortællinger«, det er også en anbefaling til kommende læsere af denne lille, fine og farligt foruroligende bog om djævelskab, ondskab og uforklarlige vanskabninger. De fem fortællinger er ikke gyserhistorier i traditionel forstand, og uhyggen afhænger af den læsendes fantasi og åbenhed for det okkulte. Men slipper man tøjlerne til sin indre rationelle pedant og giver los for det magiske og metafysiske, bliver man belønnet med mystik og seksuelle metaforer, så både nakkehår og meget andet rejser sig. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende d. 22. november 2021)

Litteratursiden:
Machens fortællinger er – meget lig H. P. Lovecrafts – mere en rejse ind i menneskets eget vanvittige sind, end det er egentlige beskrivelser af den fysiske ondskab. Novellerne er små studier i frygt – og hvordan den opstår. Hvordan vores møder med det uforklarlige præger os og danner grobund for den bidende angst, der kombineret med menneskets fantasi skaber former og skabninger i mørket, som er helt individuelle fra person til person […] For er det dovent skrivearbejde at give plads til vores fantasi og lade os stykke stumperne sammen selv? Ikke, hvis du spørger mig. Jeg finder det intelligent og provokerende, og hvis man kan acceptere historier, hvor du aldrig får det fulde svar – men selv må komme med det – så vil Machens glimt af ondskaben omkring os opleves som en sand rutschebanetur med frygttoget. (Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden.dk)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Historierne i denne samling har haft uendelig stor betydning for en lang række undergenrer af horrorgenren, og det er tydeligt hvorfor. Har man én gang læst dem, glemmer man dem aldrig; den foruroligende krybende uro og Arthur Machens uovertrufne evne til at opbygge atmosfære, her i en helt fantastisk oversættelse og tilføjet et rigtig godt forord.

Bogvægten:
Machen beskæftiger sig med sand ondskab, og den har man jo ikke haft i Danmark siden reformpædagogikken, hvilket gør den til et virkeligt spændende emne. Den sande ondskab kan godt benytte og udnytte mennesker, men ondskaben i sig selv er ikke menneskelig. Hos Machen er den flere gange lidt uspecifik dyrisk med negative, magiske evner, eller: “som hæsligt vanskabte børn, ansigter med mandelformede øjne, der lyste af ondskab og unævnelige lyster …” (Læs hele anmeldelsen på Bogvægten.dk)

Om Den store gud Pan:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Hoff & Poulsen, 196 sider
Omslag: Koitz Animation & Graphics
Oversætter: Hans-Jørgen Birkmose

Indhold:

Forord af Freja Gyldenstrøm
Den store gud Pan (The Great God Pan, 1890)
Det hvide pulver (Novel of the White Powder, 1895)
Bueskytterne (The Bowmen, 1914)
Den lysende pyramide (The Shining Pyramid, 1895)
Det hvide folk (The White People, 1904)

Læs også:

Spøgelseshistorier af Charles Dickens
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Kødets afveje af Anders Hoberg
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Horla af Guy de Maupassant
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen
Frankenstein af Mary Shelley
Al kødets gang af A. Silvestri
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Dommerens hus af Bram Stoker
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel

Under sneen af Yrsa Sigurðardóttir

Under sneen af Yrsa Sigurðardóttir

Bevæger du dig op i det islandske højland om vinteren, er der ingen garanti for at vende levende tilbage. Det opdager to vennepar i den psykologiske thriller Under sneen.

Et redningshold bliver sendt ud i det afsidesliggende islandske højland for at finde en gruppe forsvundne personer. Hvad fik dem til at bevæge sig ud midt om vinteren, ud i mørke og snestorme? Og hvorfor forlod de det lille shelter de havde, uden ordentligt overtøj og helt udsatte? Samtidig sker der mærkelige ting ved den isolerede radarstation i Stokksnes. En blodpøl i den uberørte sne langt fra civilisationen, en lille barnesko har fundet vej til overfladen efter at have været begravet i årtier, og det gabende sorte hul i klippegrunden ved havet, som har en dragende effekt på mennesker… (fra bogens bagside)

Islandske Yrsa Sigurðardóttir er en internationalt anerkendt krimiforfatter. Hun har bl.a. vundet den danske Palle Rosenkrantz Pris for årets udenlandske krimi i 2016. Prisen blev givet for krimien DNA, der er første bind i serien om Freyja og Huldar. Hun krimidebuterede med Thóra Gudmundsdóttir-serien, hvor første bind udkom på dansk i 2006 med titlen Det tredje tegn. Mine personlige favoritter er de tre enkeltstående spændingsbøger: Jeg skal huske dig, Kulde og Under sneen.

Under sneen fortælles i flere forskellige spor. Dels i nutiden hvor den erfarne redningsarbejder Jóhanna deltager i eftersøgningen af de to forsvundne vennepar. Dels ca. en uge tidligere hvor vi følger de forsvundne via kvinden Dröfn. Derudover er der også et spor med den midaldrende mand Hjörvar, der er relativ nyansat på den ensomt beliggende radarstation på Stokksnes.

Jeg kan rigtig godt lide krimi/spændingsromaner, der bevæger sig i tusmørke-zonen mellem virkeligheden og det uforklarlige. Det gør Sigurðardóttir med stor succes i Under sneen. Naturens isnende kulde fylder siderne, mens en underliggende uro pibler frem. Hvorfor knurrer naboens hund af Jóhanna og Geiris hus? Hvem er det, der ringer på porttelefonen, når Hjörvar er alene på radarstationen? Og hvorfor hører Dröfn en kvindestemme, der tigger om at blive lukket ind i deres hytte midt under en snestorm? Er det hallucinationer fremkaldt af de barske forhold, eller gemmer der sig noget fremmed i mørket?

Under sneen er en foruroligende og ildevarslende roman. Islands voldsomme natur skaber en yderst atmosfærefyldt kulisse for historien, og Yrsa Sigurðardóttir er en effektiv forfatter, der forstår at holde læseren fanget. Jeg var godt underholdt hele vejen. Hvis du også holder af spændingsromaner med et strejf af noget uforklarligt, kan jeg ligeledes anbefale svenske Johan Theorin og hans Ølands-serie.

Uddrag af bogen:

“Vi må hellere se at komme tilbage, inden det bliver mørkt.” Jóhannas blik søgte op mod geviret. Dets tilstedeværelse der på den stejle fjeldside generede hende. Mændene i gruppen var jægere. Hvis dyret var blevet skudt, så havde det måske betydning for fortsættelsen af eftersøgningen. De havde ikke uanede mængder af tid, men de kunne ikke forlade stedet uden at have undersøgt det. Det ville være en katastrofe, hvis det viste sig, at krybskytteri var årsagen til, at de forsvundne personer var taget op til hytten, og hun og Thórir havde undladt at se på sagen. Jóhanna var ikke kendt for at være en, der sad med hænderne i skødet. “Men først er vi nødt til at undersøge rensdyret.”

Thórir protesterede ikke, og de begyndte at vade af sted gennem den dybe sne, så hurtigt de kunne. Isskorpen var ikke den samme tykkelse overalt, og visse steder var den papirtynd. Sine steder gik de igennem til midt på livet, for hvert skridt de tog. Det blev endnu hårdere, da de begyndte at stige op ad fjeldsiden. De var næsten nået op til geviret, da Jóhanna pludselig stoppede op. “Jeg trådte på noget.” Hun stirrede ned på sin højre fod.

“Måske en sten?” Thórir satte hænderne i siden og rynkede brynene.

“Nej. Det var ikke en sten.” Jóhanna flyttede foden og stirrede ned i hullet. Hun udstødte et gisp og måtte tage sig voldsomt sammen for ikke at miste balancen og falde baglæns ned ad fjeldsiden. “Hva’ satan!”

Thórir kom over til hende. Nu var det hans tur til næsten at gå bagover. Nede i hullet kunne man skimte en del af et ansigt. Et vidt opspærret, brustent øje stirrede op på dem. (side 26-27)

Om Under sneen:

Udgivelsesår: 08.02.2022
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 352 sider
Omslag: Rasmus Funder
Originaltitel: Bráðin
Oversætter: Nanna Kalkar

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Mørkeræd af Andreas Roman
Vardekød af A. Silvestri
Stallo af Stefan Spjut
Højlandet af Steinar Bragi
Hjemmet af Mats Strandberg
Natstorm af Johan Theorin
Ex af Teddy Vork
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Tilflytterne af Pelle Møller

Tilflytterne af Pelle Møller

Der er spelt-forældre, øko-idealister og kontrære øboere i Pelle Møllers debutroman Tilflytterne. En satirisk og samtidig dybt foruroligende fortælling om drømme og mareridt.

Den velmenende Sarah og hendes familie flytter fra København til Arø. De har store ambitioner for livet på den idylliske lille ø, de vil dyrke grønsager og lave bæredygtigt landbrug, leve i pagt med naturen. Men de er ikke de første, og de lokale på øen er absolut ikke interesseret i at få deres gamle verden invaderet af frelste økotyper. Anført af den lokale ø-konge Bent opstår der hurtigt konflikt mellem de to grupperinger. Og imens truer en gammel hemmelighed med at bryde frem af jorden. Noget er sket på den gård, hvor den lille familie er flyttet ind. Knivene forsvinder fra køkkenet, og den tunge træplade ned til den gamle gylletank flytter på sig. Samtidig er der noget i gære i naturen. Hvad der før stod i fuldt flor er nu pludselig mudret og svampet. Som om jorden selv har noget, den vil sige. (fra bogens bagside)

Tilflytterne er en af den slags romaner, hvor jeg først smågrinede og siden stivnede. Det første fordi Pelle Møller rammer de idealistiske øko-hipsters lige på kornet i sin skildring af Sarah, der flytter til Arø for at leve i pagt med naturen. Samtidig går hun dog så højt op i hvordan andre opfatter hende, at hun ikke er i pagt med sig selv. Det andet fordi der under ø-idyllen findes en dyster bagside. Sidstnævnte er det, der ændrer romanen fra at være et kærligt, satirisk samtidsportræt af speltsegmentet til folk horror om kultursammenstød og naturens mørke kræfter.

Historien fortælles dels via Sarah, der har alle de rigtige meninger og en masse drømme. Det er hende, der har skubbet på for at flytte familien til Arø. Tue og børnene er bare fulgt med. Sarah kæmper dog med sit sind, og virker mest i balance når hun arbejder i sin have. Hun har ikke et godt forhold til moren, og er heller ikke så tæt på sine egne børn som hun ønsker. Det er Tue til gengæld, og ind i mellem frustreres Sarah over deres intimitet.

Den anden fortæller er Bent, den lokale ø-konge, eller sheriffen som mange af tilflytterne kalder ham. Bent har boet på øen hele sit liv, og er lidt af en krakiler. Han er træt af de mange tilflyttere, som han synes tramper på de gamle øboere og deres livsstil. Han er ikke bange for at sige sin mening højt – eller at følge den op med handling, og hans hidsige gemyt holder de fleste på afstand.

De to hovedpersoner synes umiddelbart som hinandens modsætninger. Hvor Sarah prøver at være åben og accepterer andres synspunkter, lytter Bent sjældent til andre, men holder dumstædigt fast i sine egne meninger. Mens Sarah drømmer om fremtiden, drømmer Bent om fortiden. Men som romanen skrider frem, opdager vi, at Sarah og Bent i virkeligheden ikke er så forskellige fra hinanden (et godt eksempel på det er f.eks. skildringen af nogle malerier på kroen, som jeg ikke kunne lade være med at smile af). Til sidst er det da også Sarah og Bent, der må stå op mod ondskaben, der har indtaget Arø.

Jeg var godt underholdt under læsningen af Tilflytterne, der starter som en nutidsroman om familie, bæredygtighed og fremtidsdrømme, for så fuldstændigt at ændre retning. Pelle Møller kaldte selv romanen for Nordic Horror i et interview på Krimimessen i Horsens. Her fortalte han bl.a. om, hvordan inspirationen til bogen kom, da han i forbindelse med et tv-projekt modtog trusler fra pæne, veluddannede borgere, som ønskede, at han måtte brænde i helvede. Det fik ham til at tænke på, hvad nu hvis den slags trusler blev virkelige? Derudover nævnte han en forfatter som svenske John Ajvide Lindqvist som inspirationskilde, idet han også skriver romaner, der lægger sig midt imellem realisme og det fantastiske.

Bibliotekernes lektørudtalelse kalder Tilflytterne for: “særdeles underholdende og blodigt uhyggelig på samme tid.” Bedre kan det vist ikke siges.

Uddrag af bogen:

Sarah stiller sig foran døren, trækker vejret dybt og åbner den med et hurtigt ryk.

Der står ingen udenfor. Ingen alvorlige politifolk eller opildnede naboer. Ingenting. Hun undrer sig, mens hun stirrer ud på gårdspladsen, der ligger hen i totalt mørke. Sarah er sikker på, hun hørte nogen banke.

Hun stikker forsigtigt sin arm ud og rykker den fra højre mod venstre og tilbage igen for at få lys-sensorerne i gang. Der sker ikke noget, der er bare bælgravende mørkt. Tue har lige installeret sensorerne, og de er allerede holdt op med at virke. Efter et par forsøg høres et let klik, gårdspladsen bliver lyst op, og det eneste, der træder ud af mørket, er nogle flyttekasser, en spade, der hviler op ad muren til gårdbutikken, og hendes hvide varevogn med plads til hele familien.

Sarah synes, hun kan se noget bag bilen, men hun er ikke helt sikker. Hun sætter sig på hug i entréen for at få et bedre kig ind under bilen. Der er umiddelbart ikke noget. I det samme hører hun den dumpe lyd igen, den ruller ind over gårdspladsen og rammer hende i brystet, så hun stivner. Lyden kommer fra bagsiden af den forladte svinestald. Lige efter lyden kommer stanken. (side 6-7)

Reklame: Tak til forlaget Gyldendal der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tilflytterne:

Udgivelsesår: 23.03.2022
Forlag: Gyldendal, 316 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
Høst af Jacob Hedegaard Pedersen
Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen

Meningen med livet af Anders Kofoed

Meningen med livet af Anders Kofoed

Er Meningen med livet en gyser? Nix, men jeg blev så begejstret, da jeg læste den, at jeg simpelthen er nødt til at anbefale den til så mange som muligt. Så derfor omtaler jeg den her 🙂

I Meningen med livet fortæller biologen Anders Kofoed humoristisk, provokerende og meget vidende om mennesket, fra sædcellernes spurt mod ægget i livmoderen, til forrådnelsesprocessen og sorgen hos de efterladte. Undervejs eksemplificerer han, hvordan vores udvikling hænger sammen med alt liv, der er gået forud for os. For eksempel er det sandsynligvis parasitter som bændelorm, der er skyld i, at vi dyrker sex for at formere os i stedet for f.eks. knopskydning.

Undervejs har Anders Kofoed også et kapitel om forskellene mellem kønnene. Her fortæller han bl.a., hvordan biologien ofte bliver taget til indtægt for flere forskelle, end der måske er grundlag for. Mange af vores adfærdsforskelle kan nemlig lige så vel bunde i kultur som i biologi. Visse biologiske forskelle er dog ikke til at komme udenom. Mandens hjerne er f.eks. generelt større end kvindens – også når man modregner, at mænd generelt er større end kvinder. Men er større så bedre?

[…] selv når vi modregner, at hele mandens krop er større, så er der stadig nogle procenters forskel i størrelsen. Det skal vi mænd nu ikke nødvendigvis være alt for stolte af. Det er tydeligvis ikke en garanti for succes. To af vores uddøde forfædre, neandertalerne og Homo Erectus, havde større hjerner end de nulevende mennesker, og se hvor de er i dag …” (side 161)

Lidt senere kommer han ind på, hvad der er ‘naturligt’. Her forsøger han at definere, hvad der er unaturligt, hvilket munder ud i, at biologisk set er intet unaturligt. Det er mennesket, der definerer det unaturlige. Og det er vi alt for gode til!

Lad os lægge ud med de homoseksuelle, for ingen er nok blevet mere forfulgt end dem i de seneste århundreder. Anslået er 5-10% af verdens befolkning homoseksuel, om end langt færre er det officielt. Et sted mellem 400 og 800 millioner mennesker skulle i så fald være unaturlige. Det er ret mange. Hvis de alle flyttede sammen, ville de kunne befolke hele det katolske Sydamerika med overskud nok til, at resten kunne bo i Italien. Hvis ikke antallet af homoseksuelle mennesker skulle være bevis nok på, at det er helt naturligt, så kan resten af dyreriget komme til undsætning. Homoseksualitet er i skrivende stund observeret hos mere end 1000 dyrearter, og før bogen når til tryk, er listen nok blevet længere. Den norske zoolog Petter Bøckman går endda så vidt som at sige: ”Der er ikke fundet nogen arter, hvor homoseksuel adfærd ikke eksisterer, med undtagelsen af de arter, der aldrig har fysisk sex, som søpindsvin og visse bladlus.” (side 177)

Anders Kofoed har en dejlig praktisk og nøgtern tilgang. Vi mennesker er et dyr blandt andre dyr. Vi er biologisk set jammerligt skruet sammen på mange måder, på grund af selv samme evolution der har givet os vores fantastiske hjerne. Som han konkluderer, er evolutionen ikke en konstant forædling mod det optimale. Det er tilfældige ændringer i DNA’en, og evolutionen er ligeglad med perfekte løsninger. Det nye skal bare være lidt bedre end det gamle. Også selvom det kan give andre problemer på længere sigt. 

Det er også derfor, det ikke giver mening at kalde pattedyr for højerestående og fisk m.m. for primitive. Alle dyr, som lever nu, er en succes. Evolutionen er ikke en forædlingsproces fra primitiv til højerestående. En vandmand er måske mindre kompliceret i sin opbygning og adfærd end et menneske, men den er ikke primitiv eller mindre værd. Det, at den har overlevet frem til i dag, er et bevis på dens succes.

Vi kan som sagt ikke bruge biologien til godt og ondt eller rigtigt og forkert. Alt, hvad vi gør er naturligt, og vi deler det helt sikker med andre dyr. Men det retfærdiggør ikke noget. Myrer tager slaver hos andre kolonier og lader dem knokle sig ihjel. Løver dræber unger, der ikke er deres egne. Rotter er tydeligvis racister, og ænder voldtager. Alt dette er naturligt, men det giver os ikke retten til at gøre det samme. Vi kan ikke bruge andre dyr til at bestemme, hvad der er rigtigt for mennesker. Der må vi bruge vores egen stærkt udviklede hjerne til at afgøre, hvad der er godt eller ondt, rigtigt eller forkert. For vi er ikke gråænder eller myrer. Vi er ikke slaver af vores fælles fortid med chimpanser og gorillaer. Hvad der gælder for gorillaer, gælder for gorillaer. Hvad der gælder for mennesker, er noget komplet andet. Og hvad der gælder for mig, gælder ikke nødvendigvis for dig. Det er en enorm vigtig pointe i alle livets forhold.” (side 188)

Og hvad er så meningen med livet?
Der er ingen – og bare rolig, jeg spoiler ikke bogen. Anders Kofoed afslører svaret allerede i forordet. Vi er skabt af det samme stof som en sten på stranden, og hvad er meningen med stenen? Nogle finder det skræmmende, at der ikke er en højere plan med os, men jeg føler, ligesom Anders Kofoed, at det er en stor frihed. Vi er alle skabt af en række usandsynligt heldige lykketræf, og alene dét er en grund til at vælge hver dag til og ikke fra.

Jeg blev som sagt blæst helt bagover af at læse Meningen med livet. Den er velskrevet, tankevækkende, humoristisk og provokerende, og så gav den mig lyst til at starte forfra da den sidste side var vendt. Bare lige for at være sikker på, at jeg havde fået det hele med.

En stor anbefaling herfra.

Om Meningen med livet:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 261 sider
Omslag: Imperiet, Simon Lilholt