september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Neil Gaiman’

Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman

oceanet_hvor_grusvejen_endteEn midaldrende mand vender tilbage til sin hjemegn i forbindelse med en begravelse, og selvom barndomshjemmet for længst er borte, kører han alligevel forbi for dog at ende på gården for enden af grusvejen. Her boede familien Hempstock, der bestod af bedstemoren, moren og pigen Lettie, og da manden pludselig dukker op igen, får han lov til at sætte sig ved gårdens dam, hvor tankerne glider tilbage, til dengang han var 7 år.

På den tidspunkt manglede familien penge, så de begyndte at leje værelser ud. En af lejerne var en sydafrikansk minearbejder, som uforvarende sætter gang i begivenheder, der får konsekvenser langt ud over vores verdens grænser, og som kommer til at præge drengen for resten af livet.

Neil Gaiman er stort set altid værd at læse, og “Oceanet hvor grusvejen endte” er en både smuk, skræmmende, grusom og sært blid oplevelse. Gaiman skriver enkelt og nøgternt men alligevel poetisk, så selv de mest grusomme sekvenser i bogen læses med fryd.

Jeg så bare på hende, voksen og blond, med sit grå og pink skørt, og jeg var bange. Hendes kjole var ikke forrevet. Det var vel bare moden, tænker jeg, at hendes kjole så sådan ud. Men da jeg kiggede på hende, forestillede jeg mig hendes kjole blafre i det vindløse køkken, blafre som et skibs storsejl på et ensomt ocean under en orange himmel.Jeg ved ikke, hvad jeg svarede, eller om jeg overhovedet sagde noget. Men jeg gik ud af køkkenet, selvom jeg var sulten, uden så meget som et æble.”

Uden sammenligning i øvrigt kom jeg til at tænke på “Boo’ya Moon – Liseys historie” af Stephen King, som også delvist udspiller sig i et univers, der normalt er gemt for vores øjne. Også fordi Gaiman ligesom King er fremragende til at fortælle set fra barnets synsvinkel.

“Oceanet hvor grusvejen endte” er en eventyrlig fortælling om glemte barndomsminder, som både er sørgmodig og skræmmende, og som velfortjent har vundet bl.a. den britiske “National Book Awards: Book of the Year 2013“.

Originaltitel: The Ocean at the End of the Lane
Udgivelsesår: 2015 (2013)
Omslag: Rasmus Funder efter originaludgaven

Besøg Neil Gaimans hjemmeside

 

Søvn og torne af Neil Gaiman

Søvn og torne af Neil GaimanNeil Gaiman serverer med Søvn og torne en anderledes gendigtning af eventyret om Tornerose mikset med fortællingen om Snehvide og smukt illustreret af Chris Riddell.

De tre dværge vil købe fint silkestof som gave til dronningen, der skal giftes om en uge. Men i landsbyen bag bjergene får de at vide, at en frygtelig pest er faldet over landet. Fra slottet i hovedstaden breder pesten sig ud og efterlader alle i dyb søvn.

Da dværgene vender tilbage og forklarer dronningen om sovepesten, beslutter hun sig for at lade bryllup være bryllup. Hun tager sin rustning, sit sværd og sin hest, og sammen med dværgene drager hun tilbage under bjergene for at opklare og stoppe pesten, før den når til hendes land.

Det lykkes dem at nå frem til slottet, som er helt overvokset med klatreroser med torne så skarpe som knive. Buskene er fyldt med skeletter af mænd, som har forsøgt at komme frem til slottet, så hvordan skal dronningen og dværgene klare det? Og hvad venter dem inde i slottet?

Søvn og torne er som sagt en gendigtning af eventyret om Tornerose, men ikke en helt almindelig gendigtning. Gaiman lader nemlig dronningen være helten i historien, og hun har haft sit eget eventyr og kender derfor både til forhekset søvn og onde stedmødre. Slutningen twister også det klassiske eventyr, hvor helten kysser heltinden og alle lever lykkeligt derefter, selvom ondskaben dog også i dette eventyr må tabe.

Chris Riddell står for illustrationerne, som er en udsøgt fornøjelse at studere. De smukke og stemningsfulde stregtegninger er holdt i sort og hvidt og indrammet af guldkanter, og hvert billede er en fortælling i sig selv. Illustrationerne fylder skiftevis halve, hele og dobbelte sider, og lægger en ekstra dybde til Gaimans eventyr med deres underfundige og flotte detaljer.

En utrolig lækker udgivelse der både kan læses af børn og voksne.

Læs mere på Neil Gaimans hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Illustrationer: Chris Riddell
Originaltitel: The Sleeper and the Spindle

Søvn_og_torne

Nobody af Neil Gaiman

Nobody af Neil GaimanNobody er historien om en lille dreng, som beslutter sig for at gå en aftentur præcis den nat, den koldblodige morder Manden Jack myrder hans far, mor og søster. Den lille dreng tuller uvidende hen på den lokale kirkegård, og her tager spøgelsesægteparret Owens drengen til sig, da Manden Jack kommer for at gøre arbejdet færdigt. Drengen navngives Nobody Owens, og de følgende år bor han på kirkegården sammen med de døde og med værgen Silas, der hverken er død eller levende.

I løbet af årene oplever Nobody mangt og meget. Han overlever med nød og næppe mødet med ligæderne. Han bliver gode venner med heksen Liza, der er begravet i den uindviede jord på kirkegården, og derfor er underlagt andre regler, end de andre beboere. Og han får også en enkelt menneskeven, pigen Scarlett, der dog flytter væk med sin familie.

Men jo ældre Nobody bliver, jo større trang får han til at se verden udenfor kirkegården. Og her venter Manden Jack stadig på at gøre sit arbejde færdigt …

Historien om Nobody er til tider ganske drabelig, bl.a. da Nobody konfronteres med Snigen, som gemmer sig i et ældgammelt gravsted. Men Nobody er vant til lidt af hvert, og da fortællingen samtidig er gennemsyret af humor, så bliver det aldrig helt uhyggeligt.

Neil Gaimans historie prydes af Chris Riddells fantastiske illustrationer, der åbner hvert kapitel og underbygger både historien og stemningen i bogen.

Det er muligt, at Nobody er en børne-ungdomsbog, men jeg læste den med stor fornøjelse, og den kan absolut anbefales til voksne. På Fortællingen.dk kan man læse, at Neil Gaiman vandt både en Newbury og en Hugo Award for bogen. Da Newbury Award gives for enestående børnelitteratur, mens Hugoen gives for fremragende voksenlitteratur, fortæller det ganske godt, hvor dygtig Gaiman er til at ramme brede målgrupper med sine fortællinger.

Jeg kan derfor her ved samme lejlighed anbefale en anden fantastisk bog af Neil Gaiman: Coraline, som jeg tidligere har omtalt tegneserieudgaven af her på siden.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: Høst, 268 sider

Coraline af Neil Gaiman

Coraline, tegneserieFor en del år siden læste jeg Neil Gaimans børneroman Coraline. Jeg husker oplevelsen med skrækblandet fryd og har glædet mig til at få fingre i den nyudgivne tegneserieudgave med illustrationer af P. Craig Russell.

Det er altid farligt at se en ny version af noget, man holder meget af, og Coraline som tegneserie er heller ikke 100 % optimal for mig, omend det stadig er en fantastisk historie.

Pigen Coraline flytter med sine forældre ind i et gammelt hus, hvor de bor i den midterste etage. Over dem bor en sær gammel mand, som altid taler om sit musecirkus ingen har set, og nedenunder dem bor frøknerne Spink og Forcible.

En dag hvor Coraline keder sig, opdager hun en  tilmuret dør i den fine stue, som ingen steder fører hen. Det synes hun er mærkeligt, men det bliver mere mærkeligt, da hun næste gang åbner den, og en mørk gang kommer til syne.

Coraline går ind og kommer ud i en spejlvendt version af sit eget hjem. Her bor hendes anden mor med hendes anden far, og begge er meget ivrige efter at Coraline skal blive. Hendes anden mor serverer hendes yndlingsretter og lover at lege med hende og aldrig overse hende, hvis bare hun bliver. Og eneste betingelse er, at hun skal udskifte sine øjne med knapper – ligesom hendes anden mor har!

Selvom alt på overfladen virker hyggeligt og rart, vil Coraline alligevel ikke blive. Men da hun kommer tilbage til sin egen verden, er hendes forældre forsvundet. Nu er det op til Coraline at skaffe dem tilbage fra den anden mor, som er mere skræmmende end først antaget.

Som sagt holder historien stadigvæk. Den fortælles i et langsomt tempo, som suger læseren ind i universet, mens uhyggen stille og roligt kryber ind under huden.

P. Craig Russell laver nogle fine tegninger, som understøtter historien godt og skaber et troværdigt univers for fortællingen. Alligevel er det her, jeg synes, tegneserien mister lidt i forhold til originalen. Her har Dave McKean nemlig illustreret, og hans tegninger af den anden mor og hendes kulsorte knap-øjne er simpelthen så uhyggelige, at Russells billeder slet kan være med.

Når det er sagt, så er tegneserien stadig en læsning værd, og har man ikke læst romanen, kan man med fordel læse tegneserien først og så uddybe universet med den fulde historie.

Coraline er også lavet som animationsfilm instrueret af Henry Selick (The Nightmare before Christmas), og den er jeg spændt på at se.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: Høst,
Illustrationer: P. Craig Russell

Se omtalen af romanen på fortællingen.dk

Besøg Coralines hjemmeside

Black Orchid af Neil Gaiman

Black Orchid af Neil GaimanGrafisk vold bruges meget i tegneserier. Men i Black Orchid vendes volden på hovedet i den betagende fortælling om den mystiske blomsterkvinde

Hey… ved du hvad? Jeg har set alle de der film, du ved. James Bond og den slags. Jeg har læst alle tegneserierne. Så ved du hvad jeg ikke har tænkt mig at gøre? Jeg har ikke tænkt mig at låse dig inde i kælderen, inden jeg afhører dig. Jeg har ikke tænkt mig at efterlade dig i en eller anden indviklet laserstråledødsfælde, så du kan stikke af. Det er dumt. Næh, ved du, hvad jeg har tænkt mig at gøre? Jeg har tænkt mig at slå dig ihjel. NU!

Black Orchid er ikke en almindelig kvinde. Hun har viet sit liv til at bekæmpe kriminalitet, men allerede på de første sider ser vi hende fanget af den selv samme skurk, som hun ville bekæmpe. Og meget overraskende lykkes det hende IKKE at slippe væk. Skurken skyder hende, og historien burde være slut.

Men det er den ikke. For et andet sted i byen vågner en skikkelse op i et drivhus. Hun ved ikke, hvem hun er, og hun ved ikke hvorfor, hun er her. Men hun ved, at der mangler noget.

Imens leder “the bad guys” efter hende. Lex Luthor, der er hovedmanden bag organisationen, ønsker at finde “blomsterkvinden” for at dissekere hende og finde ud af, hvad hun er.

Black Orchid er en betagende tegneserie. Dels er Dave McKeans illustrationer utrolig smukke, holdt i flydende strøg med mørke toner for så pludselig at flette smukke skarpe farver ind i billederne. Han leger med billedrammerne, som på nogen sider holder sig helt til konventionerne, og på andre sider sprænger alle rammer og fylder alle mellemrum.

Også historien er fascinerende. Tegneserier viser ofte vold som grafisk smukt, og dermed bliver volden også et anerkendt middel til at nå målet. Men i Black Orchid er volden ikke målet. Neil Gaiman bruger i sin historie derimod vold til at kritisere vold. Personerne har alle valget om at bruge vold – men må dermed også tage konsekvenserne for dette valg.

Black Orchid udkom oprindeligt tilbage i 1988 og var med til at skabe nye ambitioner for tegneseriemediet. Jeg kan kun sige, at det ikke er et øjeblik for tidligt, at den endelig udkommer på dansk!

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2006
Illustrator: Dave McKean
Forlag: G. Floy Studio, 160 sider