oktober 2018
M T O T F L S
« sep    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘new weird’

Autoritet af Jeff VanderMeer

Autoritet af Jeff VanderMeer

I Southern Reachs nedslidte forskningsfaciliteter studerer man Område X. Efter mange år med manglende resultater indkaldes en ny leder. Men hvem undersøger egentlig hvem? Autoritet er 2. bind i Southern Reach trilogien.

Jeg var vild med med første bind i Jeff VanderMeers Southern Reach trilogi, så jeg havde store forventninger til bind to. Måske lidt for mange, for da jeg begyndte at læse Autoritet, greb den mig ikke i lige så høj grad. Alligevel læste jeg videre, for slutningen ville jeg have med. Det var godt, jeg gjorde det. Sidste tredjedel er nemlig mindst lige så spændende som Udslettelse.

I første bind hørte vi om ekspedition nr. 12, der krydsede grænsen til Område X. Et område der er afskærmet fra omverdenen under påskud af et fejlslagent militærforsøg. I virkeligheden ved man ikke, hvad Område X er, selvom den videnskabelige institution, Southern Reach, i 30 år har studeret det. Og det er i Southern Reachs nedslidte og indskrumpede faciliteter, at bind to udspiller sig.

John Rodriguez, kaldet Control, er blevet indsat som leder i Southern Reach, efter at Direktøren forsvandt med ekspedition 12. Controls opgave er at effektivisere og få styr på institutionen, samt at danne sig et overblik over hvad Område X er. Det er ikke en nem opgave.

Dels modarbejder vicedirektøren Grace ham åbenlyst. Hun tror stadig, at Direktøren vender tilbage fra Område X. Dels er intet af materialet om området og ekspeditionerne digitalt. I stedet må Control læse optegnelser på papir, i logbøger og på tilfældige lapper og kvitteringer alt efter hvad Direktøren lige havde ved hånden, når hun ville skrive noget ned. Selv den ene væg på hendes kontor er overtegnet med notater og kort. Og endelig virker resten af staben underligt ude af sync, selvom de overfladisk set er venlige nok.

Control gør sit bedste, og særligt er han interesseret i at interviewe Biologen fra ekspedition 12. Hun vendte sammen med Antropologen og Topografen tilbage fra Område X uden at have nogen erindring om hvordan. Alligevel virker hun mere vidende end de to andre, og Control er ivrig efter at nå ind til hende.

Det er dog en kamp mod tiden, og Control udsættes ikke kun for chikane i den ene ende. Også hans kontakt i Central bruger beskidte tricks for at få oplysninger ud af ham. Og så er der selve Område X …

Som sagt blev jeg ikke grebet af Autoritet lige så hurtigt, som jeg blev af Udslettelse. Ikke desto mindre er her tale om en fremragende roman, som bliver bedre, jo længere ind i historien man kommer. Jeff VanderMeers beskrivelse af Control, der starter med de bedste intentioner, men snart bliver viklet ind i Southern Reachs betændte atmosfære, er fascinerende. Den forvrængning Område X udøver, strækker sig tilsyneladende helt ind bag Southern Reachs mure, og som læser invaderes vi ligeså usynligt som Control. Det er brandgodt udført.

Mod slutningen accelerer handlingen, og jeg sidder allerede som på nåle for at læse bind tre, Accept, som er sat til at udkomme til august.

Southern Reach trilogien hører til subgenren New Weird, der nedbryder grænserne mellem horror, science fiction og fantasi. Her bruges genre-klichéerne til at skabe ubehag fremfor sikkerhed, og læseren ved aldrig, i hvilken retning historien drejer.

Hvis du er til overraskende og foruroligende romaner, er Southern Reach trilogien et must. Også selvom bind to er lidt længe om at komme rigtigt i gang.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Autoritet:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Rosinante, 362 sider
Omslag: Charlotte Strick
Omslagsillustration: Eric Nyquist
Serie: Southern Reach, bind 2

Læs også:

Morf af Frank Brahe
Rakelsminde af David og Stephan Garmark
Samlerne af Michael Kamp
Ved vanviddets bjerge af H. P. Lovecraft
Udslettelse af Jeff VanderMeer

 

Udslettelse af Jeff VanderMeer

Udslettelse af Jeff VanderMeer“Da Område X opstod, herskede der uklarhed og forvirring, og det er stadig et faktum, at der ude i verden ikke er ret mange mennesker, der ved, at det eksisterer. Regeringens version af begivenhederne betonede, at det var en miljøkatastrofe inden for et begrænset område, der skyldtes militærets eksperimentelle research. Denne historie sivede ind i den offentlige sfære over en periode på adskillige måneder, så nyheden – som anekdoten om frøen i gryden – trængte ind i folks bevidsthed gradvis som en del af den daglige overmætning af mediestøj om konstant økologisk ødelæggelse. Efter et par år var det blevet et domæne for konspirationsteoretikere og andre yderliggående elementer. Da jeg meldte mig frivilligt og blev sikkerhedsgodkendt, så jeg kunne få syn for sagen, figurerede tanken om ‘Område X’ i mange menneskers hoved som et dystert eventyr, noget, de ikke havde lyst til at tænke særligt meget over. Hvis de overhovedet tænkte på det. Vi havde så mange andre problemer.” (s. 108-109)

Biologen er en af fire kvinder, der deltager i den 12. ekspedition ind i Område X. Bag ekspeditionerne står en hemmelig regeringsorganisation ved navn Southern Reach. Kvindernes mission er enkel. Fortsæt undersøgelsen af de mystiske ting, der finder sted i Område X. Fortsæt kortlægningen af området. Beskriv alt af interesse. Dog skal al dokumentation foregå i papirlogbøger, og for at undgå kontaminering er al kontakt ud af zonen forbudt.

Allerede få dage inde i ekspeditionen finder gruppen en underjordisk konstruktion, der ikke er opført på deres kort. På trods af at den er underjordisk, bliver biologen ved med at tænke på den som ‘Tårnet’. Biologen og topografen går ind for at undersøge tårnet, og herinde opdager de en endeløs række af sætninger, der tilsyneladende er skrevet med levende organismer.

Hvad gemmer sig i tårnet? Hvad er Område X? Hvad er der sket med de tidligere ekspeditioner? Og vil nogen af de fire kvinder overleve?

Udslettelse er første bind i Jeff VanderMeers Southern Reach trilogi, og sikke en start. Jeg blev suget ind i romanens univers allerede fra første side, og må indrømme at jeg sjældent har oplevet noget lignende. Vi efterlades med flere spørgsmål end svar på, hvad Område X er. Selvom tingene overfladisk set virker normale, emmer stedet af gru. Dyrene har foruroligende træk. Personerne kan ikke stole på deres sanser, og en for en bukker de under for presset.

Biologen, som er romanens fortæller, har sine helt personlige grunde til at deltage i ekspeditionen. De grunde løftes sløret for i en række tilbageblik, som vi får sideløbende med hendes logbogsoptegnelser. De øvrige personer ser vi kun gennem biologiens blik og ved således ikke, hvad deres tanker og bevæggrunde er. Et skriveteknisk kneb der er med til at skabe suspense i fortællingen, som på overfladen ikke indeholder en masse action. Men akkurat som Område X gemmer sine hemmeligheder under overfladen, så er Udslettelse næsten et langt tilbageholdt åndedræt. En kæmpe anbefaling herfra.

Udslettelse er filmatiseret i 2018 med Alex Garland (Ex Machina, 2014) i instruktørstolen. Jeg så filmen, før jeg læste bogen, og også filmen er en speciel oplevelse. Dog synes jeg, at bogen langt bedre beskriver Område X, så læs den først.

De øvrige bøger i triologien er Autoritet og Acceptance (pt. ikke oversat til dansk)

Besøg Jeff VanderMeers hjemmeside

Om Udslettelse:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Rosinante, 220 sider
Omslagsillustration: Eric Nyquist
Southern Reach trilogien, 1

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Det tredje testamente af Christopher Galt
Varslet af Liz Jensen
Dark Matter af Michelle Paver
Udryddelsen af Kazuaki Takano