oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Nicole Boyle Rødtnes’

Nær og fjern – lige under overfladen 7 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Nær og fjern / red. Carl-Eddy Skovgaard Hvad kan en fejl under en teleportation afstedkomme, og må man fuske med ekspeditionsdata, hvis det kan ændre fremtiden til det bedre? Science fiction er meget mere end rumkrig og små grønne mænd.

Jeg har været fast læser af serien Lige under overfladen, siden den første antologi udkom i 2007. Serien indeholder science fiction-noveller skrevet af danske forfattere, og med science fiction menes genren i bredeste forstand. Årets første antologi Nær og fjern indeholder femten noveller af både debutanter og gamle kendinge. Temaerne er som altid mange, og generelt er novellerne af høj kvalitet. Det er interessant at læse, hvor mange forskellige temaer og indfaldsvinkler, genren giver plads til, og uanset om man mest er til det eksperimenterende eller det mere klassiske sci-fi, vil jeg mene, at man kan få sin lyst stillet.

Blandt de noveller jeg især bed mærke i, er Jesper Rugård Jensens ’Krigen i himlen’. Da Eigons kone bider ham i læben under et kys, overfører hun utilsigtet nogle af sine nanoer til ham. Eigon har aldrig fået lavet nogen udvidelser, da stemmerne i hans hoved har sagt nej. Så hvad sker der, når en skizofren krop tilføres nanoer, der arbejder for at hjælpe værtskroppen mange personligheder med at opnå sine mål?

Mere klassisk er titelnovellen, ’Nær og fjern’, af Gudrun Østergaard. Her styrter et rumskib ned på en planet, og da den eneste overlevende kommer til sig selv, er hun blevet reddet af et fremmed væsen, der viser sig at være intelligent. Men hvordan kommunikerer man på tværs af race? Simon Christiansen bidrager med novellen ’Fanget i tiden’, som er et interaktivt science fiction-eventyr, hvor læseren er helten. Historien er opdelt i små bidder, og efter hver bid vælger man hvilken vej, man vil gå. Personligt er jeg ikke så vild med den slags fortællinger, men historien er velskrevet og veludført, så jeg er sikker på, at andre læsere vil finde den vældigt underholdende.

I ’Et hændeligt uheld på Lincoln Street’ ser Mikkel Harris Carlsen på, hvad en fejl under en teleportation kan afstedkomme. Mens Manfred Christiansen undersøger, om det kan tilgives at fuske med ekspeditionsdata, hvis det kan ændre fremtiden til det bedre. Endelig bidrager Lars Ahn Pedersen med ’Tannhäuser Gate’, som måske mere er en historie om science fiction og de ting, der følger med at være fan af genren, når fremtiden udvikler sig i en anden retning, end man forventede. Forfatteren har fundet inspiration i blandt andet filmen Blade Runner og romanen Neuromancer, men som altid giver han historien sit helt eget twist.

Alt i alt er Nær og fjern endnu en spændende udgivelse fra Science Fiction Cirklen, som kun kan anbefales til alle fans af genren men også til dem, der endnu ikke ved, at science fiction er meget mere end rumkrig og små grønne mænd.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Henning Andersen: Fyrtårnet
Jesper Rugård Jensen: Krigen i himlen
Nicole Boyle Rødtnes: Mobildoktor
Lonni Krause: Tibetaneren Tilda og grønthandleren
Gudrun Østergaard: Nær og fjern
Martin Willer: Dr Kincaids optegnelser
Simon Christiansen: Fanget i tiden
Ellen Miriam Pedersen: For sent
Helle Jakobsen: PXx21894 område DK-Nord
Mikkel Harris Carlsen: Et hændeligt uheld på Lincoln Street
Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Chatbot
Flemming R. P. Rasch: Omvej ved de ydre planeter
Nikolaj Johansen: Jump Session
Kenneth Krabat: Verdens nye ende
Manfred Christiansen: Mod bedre tider
Lars Ahn Pedersen: Tannhäuser Gate

Om bogen:

Udgivelsesår:
Forlag: Science Fiction Cirklen, 260 sider

Gravslægt – skeletter i skabet 4 af Nicole Boyle Rødtnes

gravslægtJeg har læst alle tre foregående bind i serien med stor fornøjelse, så det var med spænding, at jeg begyndte på bind 4. Ville Rødtnes kunne bevare tempoet og samtidig få knyttet alle løse ender på en troværdig måde, eller ville historien om Davie ende skuffende og usammenhængende? Det spørgsmål kan heldigvis besvares med dette citat fra en tidligere anmeldelse: “Underholdning i topklasse for både unge og voksne!”

I bind 3 svigtede Adamo sin aftale med Devon og de andre dødsbørn, og nu har de overtaget Zantora. Davie befinder sig igen midt i begivenhedernes centrum, for Devon bruger ham som dobbeltgænger. Det er en farlig tjans, da Zantoras borgere er bestemt ikke tilfredse med dødsbørnenes overtagelse af byen, og en modstandsbevægelse opstår.

Davie holdes fanget, men det lykkes ham at overtale Devon til at lade ham møde sine forældre. Her fortæller Davies far, at sagnet om Gravslægten måske kan være vejen til at vinde Zantora tilbage fra dødsbørnene. Men før Davie finder ud af, hvad sagnet går ud på, bliver mødet afbrudt af Devons højre hånd, Malcolm, der hader Davie og alle andre “almindelige” mennesker.

Da Statshuset brænder ned, flytter dødsbørnene ind i Davies gamle hus, og her lykkes det for Davie sammen med slægtsskelettet at finde på en plan, så han kan undslippe. Men knap er han sluppet bort fra dødsbørnene, før han bliver fanget af modstandsbevægelsen, som styres af ingen ringere end Adamo. Og denne gang har Adamo ikke tænkt sig at lade Davie slippe væk…

Som i de første bind er der tempo og underholdning fra side et. Efter min mening er Rødtnes serie helt på højde med både “Dragens øjne” af Stephen King og “Dystopia” af Dennis Jürgensen. Hun har skabt et troværdigt og spændende univers fyldt med interessante personer, som hele tiden kastes ud i nye udfordringer, og man kan som læser ikke være sikker på, hvem der klarer sig, for Rødtnes er ikke sentimental. Samtidig forstår hun at lade sine personer udvikle sig undervejs, så den Davie, vi møder her i bind 4, har udviklet sig meget, siden vi første gang mødte ham i bind 1.

Det er muligt, at “Skeletter i skabet” er en børne-/ungdomsserie, men jeg kan på det varmeste anbefale den til voksne også. Jeg har følt mig top-underholdt hele vejen igennem, og Rødtnes slutter serien i samme høje tempo og med samme sikkerhed, som resten af bøgerne er skrevet i. Læs dem …

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Rasmus Jensen

Skeletter i skabet-serien:

Dødsbørn (2010)
Blodtåge (2011)
Ildfugl (2012)
Gravslægt (2013)

Læs mere på Forlaget Facets hjemmeside eller besøg Skeletter i skabets hjemmeside

Ildfugl – Skeletter i skabet 3 af Nicole Boyle Rødtnes

Ildfugl - skeletter i skabet 3Da Davies læremester blev dræbt af et slægtsskelet i bind 2, overlevede Davie kun med nød og næppe. Han er sikker på, at det er politikeren Adamo, der står bag mordet på både Davies læremester og vennen Gawins bror, Samuel.

Men Davies hænder er bundne. Adamo truer med at slå hans forældre ihjel, hvis han ikke makker ret, og oven i købet sørger Adamo også for, at Davie får en ny læreplads. Denne gang som flammetæmmer, et højrisikojob hvor man nemt kan blive slået ihjel.

Davies nye læremester, Nila, tager ham med ud på en rejse, hvor de skal aflevere flammer til de andre bystater. Det bliver en begivenhedsfuld tur, hvor Davie opdager, at livet i de andre bystater er meget anderledes end i Zantora. Han møder også Devon igen, og bliver bekræftet i at Devon på en eller anden måde er i ledtog med Adamo. Og som i de første bind slutter Nicole Boyle Rødtnes også denne gang på toppen. Vi får besvaret en del spørgsmål, men ligeså mange må vi vente med til sidste bind.

Ildfugl er bind 3 i serien, og der bliver kastet mange bolde op i luften, men det lader ikke til, at Rødtnes har besvær med at gribe dem igen. Jeg er i hvert fald blevet stor fan af Rødtnes’ univers med flammetæmmere, ildøgler, slægtsskeletter, dødsbørn og levende flammer.

Rødtnes skriver fantasifuldt, men stadig troværdigt, og historien om Davie holder både tempoet og kvaliteten fra de første bind. Det er underholdning i topklasse for både unge og voksne, og jeg glæder mig til bind 4.

Om Ildfugl:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Rasmus Jensen

Skeletter i skabet-serien:

Dødsbørn (2010)
Blodtåge (2011)
Ildfugl (2012)
Gravslægt (2013)

Læs mere om serien ”Skeletter i skabet” på Forlaget Facets hjemmeside

Besøg Nicole Boyle Rødtnes hjemmeside

Se traileren for ”Ildfugl – Skeletter i skabet 3”

Besøg seriens hjemmeside

Velkommen til dybet / redigeret af Mathias Clasen

Velkommen til dybet - 13 gyserhistorierUvist af hvilken grund havde jeg ikke fået læst antologien Velkommen til dybet, der udkom her i foråret. Det har jeg så endelig fået gjort, og vil straks skynde mig at anbefale alle andre at få den læst – NU!

Velkommen til dybet startede som en konkurrence i 2009 hos forlaget Tellerup i et samarbejde med en række hjemmesider, hvor bidragyderne kunne melde sig til fra. Udover Tellerups egen side var også Horrorsiden.dk en af mulighederne.

Samlingen består af 13 noveller plus forord og en kort guide til horror af redaktør Mathias Clasen. Derudover er der en lille ekstra gevinst sidst i Velkommen til dybet, hvor Michael Kamp får ordet og tager læseren en tur med til Vietnam. Alle novellerne indledes med en kort introduktion til forfatteren, hvor de bl.a. fortæller lidt om baggrunden for, hvordan deres novelle blev til.

Generelt er novellerne af høj kvalitet, og jeg var rigtig godt underholdt under læsningen. Nogen af forfatterne kendte jeg godt på forhånd, mens andre var helt ukendte for mig. En af dem var Esther Rützou, hvis novelle “Kun edderkopper” ramte lige ned i nervecentret på mig. Som inspiration til novellen fortæller Rützou, hvordan hun hvert efterår fejer edderkopperne ud, og det får hende til at føle sig lidt ond. Men hvad nu hvis edderkopperne besluttede sig for at gøre gengæld? Noget af det, der fascinerede mig ved “Kun edderkopper”, er måden Rützou starter ud i vores normale hverdag, og så stille og roligt fører os ud ad en lille sti, så vi ender i et fantastisk univers med helt andre spilleregler end i vores. Og så er det jo også altid lidt klamt, når det handler om edderkopper.

En anden af mine favoritter er “Langt ude i skoven” af Lars Ahn Pedersen. LAP kendte jeg på forhånd fra en række science fiction noveller, men det viser sig, at han også skriver glimrende horror. Novellen handler om trafikforskeren, der forsøger at minimere risikoen for ulykker på landevejene, men en dag selv er ude for et uheld. LAP skriver, at hans udgangspunkt var den klassiske gysersituation: en person farer vild i en mørk skov, og så parre den med den kendte børnesang for at gøre brug af sangens specielle struktur, hvor man starter på bjerget i skoven og så zoomer tættere og tættere på. Novellen er både velskrevet og har overraskelser i sig, og så fungerer grebet med børnesangen helt fantastisk, så slutningen bliver ond som ind i H….

Nikolaj Højbergs novelle “Sommerfrost” hører også til i den rigtig gode ende. En af mine all times yndlingsnoveller er hans “Pink” fra Vandringer i mørke. Her rystes virkelighedens perspektiv fuldstændig ud af sin ramme, og det samme sker her i “Sommerfrost”. Hovedpersonen taler i telefon med en kollega, da forbindelsen pludselig brydes, og kort efter falder det kendte univers sammen. Højberg kan et eller andet, når det drejer sig om at opstille utrolige scenarier og få dem til at virke troværdige. Virkeligheden er bare aldrig enkel i hans univers.

En anden der også formår at twiste hverdagens trummerum ind i det fantastiske er Thomas Strømsholt, som med “Jeg fremsætter en erklæring” fører læseren ud af Lovecraftske stier. For at optimere et mulitnationalt selskabs mellemledere bliver de sendt på en overlevelsestur ud i skoven med en forhenværende jægersoldat som guide. Fortælleren har allerede fra begyndelsen en ubehagelig fornemmelse over hele projektet, for som han siger: “Engang for årtusinder siden foretog mennesket en klog beslutning og forlod skovene for at bygge de byer, som nu udgjorde vores naturlige habitat.” Hans bange anelser viser sig at holde stik, og Strømsholt lader læseren følge panikken vokse sig større og større i gruppen – der bliver mindre og mindre.

Den sidste novelle, jeg vil fremhæve, er Teddy Vorks “Isolde”. Om novellen skriver Vork, at han ville skrive en historie om den faustiske handel, der er et centralt motiv i gotisk litteratur, men at han ville bringe den til nutiden. Det lykkes glimrende i fortællingen om Jan Pedersen, der kæmper for at give sin drømmekvinde liv – uanset omkostningerne.

Mathias Clasen er redaktør på Velkommen til dybet, men han bidrager også selv med en kort guide til horror sidst i samlingen. Det er blevet til en kort og klar gennemgang, som kommer vidt omkring emner lige fra skovhorror over udviklingen i dansk horror til et darwinistisk syn på horror.

Som sagt synes jeg, at niveauet i antologien generelt er højt, og det tegner godt for dansk horror, at så mange nye talenter er kommet på banen. Jeg kan også godt lide, at der ikke kun er gjort noget ud af indholdet, men at Tellerup også gør indpakningen interessant med den fabelagtige forside af Mads Ahm og vignetterne, der adskiller de enkelte noveller.

Så alt i alt er der ikke meget at betænke sig på. Gør ikke som mig og vent et halvt år, før du læser Velkommen til dybet. Bare læs den med det samme …

Indhold:

Manden med plasticleen af Nick Clausen
Bølgen af Henrik Einspor
Gamle minder af Michael B. Hansen
Sommerfrost af Nikolaj Højberg
Anklaget af Sonja Kjeldsmark
Kun en drøm af Pia Valentin Lorentzen
Langt ude i skoven af Lars Ahn Pedersen
Kun edderkopper af Esther Rützou
Mærket af Nicole Boyle Rødtnes
Anonymt bidrag af Martin Schjönning
Heksejægeren af Freddy E. Silva
Jeg fremsætter en erklæring af Thomas Strømsholt
Isolde af Teddy Vork

En kort guide til horror af Mathias Clasen
Backpacker af Michael Kamp

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Tellerup, 285 sider
Omslag: Mads Ahm

Blodtåge – Skeletter i skabet 2 af Nicole Boyle Rødtnes

Blodtåge – Skeletter i skabet 2 af Nicole Boyle RødtnesDa jeg læste første bind i Nicole Boyle Rødtnes serie “Skeletter i skabet”, følte jeg mig rigtig godt underholdt. Historien fængede fra første side, og Rødtnes skabte et spændende og anderledes univers, der dannede en fin kulisse for plottet. Nu er bind to i serien så udkommet: Blodtåge.

Davie har mistet sin læreplads som kloakpasser, da hans mester blev arresteret for at have gemt et dødsbarn i kælderen. Det lykkes for Davie at klare frisag, men nu går han hjemme uden læreplads, og det er ikke godt for hans fremtid. Samtidig truer familiens slægtsskelet ham med, at det snart vil afsløre alle hans hemmeligheder. Når han har boet hjemme i en måned, kan slægtsskelettet nemlig igen læse hans tanker. Men Davie vil meget nødig have afsløret de ting, han var nødt til at gøre i bind et.

Så falder der pludselig en blodtåge over byen. En blodtåge er det værste advarselssignal, der findes, og den opstår ved, at et slægtsskelet brækker sine knogler i stykker og lægger sit rituelle blod omkring byen for at advare om, at hele byen er i fare. Nærmest samtidig får Davie en ny læreplads – som skeletinspektør! Og så finder han ud af, at Devon er tilbage, og at han har kidnappet Temate fra dødsbørnenes institution. Davie bliver viklet mere og mere ind i byens hemmeligheder, og det er svært at se, hvordan han skal klare sig ud af problemerne.

Rødtnes holder stilen og tempoet fra første bind, og jeg slugte også bind to i stort set et hug. Her er underholdning for både unge og voksne, som holder af en god fantasy-historie. Og så synes jeg, det var en ekstra bonus, at slægtsskeletterne her i andet bind bliver mere farlige og dermed også lidt uhyggelige, hvilket forside-illustrationen af Rasmus Jensen understreger.

Der kommer yderligere to bind i serien, og jeg glæder mig til at høre mere.

Besøg seriens hjemmeside og læs mere på forlaget Facet

Om Blodtåge:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Rasmus Jensen

Skeletter i skabet-serien:

Dødsbørn (2010)
Blodtåge (2011)
Ildfugl (2012)
Gravslægt (2013)

Dødsbørn – skeletter i skabet 1 af Nicole Boyle Rødtnes

Dødsbørn - skeletter i skabet 1 af Nicole Boyle RødtnesAlmindeligvis når man taler om, at nogen har skeletter i skabet, mener man, at de har hemmeligheder. Men i Nicole Boyle Rødtnes debutroman Dødsbørn har familierne bogstaveligt talt et skelet i skabet!

Davie er 15 år og netop blevet færdig med skolen. Det er sidste skoledag, og alle sidste års eleverne skal trække en læreplads for det kommende år. Davie håber på noget spændende som øgletæmmer eller lignende, men i stedet kommer han i lære som kloakpasser.

Det lyder umiddelbart både kedeligt og ulækkert, men Davie bliver allerede på sin første arbejdsdag overfaldet af en blåslange og er tæt på at dø. Kort efter finder han ud af, at hans læremester skjuler en frygtelig hemmelighed i sin kælder, og da Davie endelig får lov til at tale med familiens skelet, bliver han klar over, at også hans familie har en hemmelighed at skjule. Og som om det ikke var ulykker nok, flygter et af de frygtede dødsbørn, der dræber ved mindste berøring, fra den lukkede institution, hvor de holdes indespærret.

Dødsbørn er første bind af fire om Davie og hans venner Gawin og Michia. Det er en ungdomsbog, men alligevel blev jeg grebet af universet fra første side. Her er hverdagen mikset med det fantastiske på en troværdig og overbevisende facon, og så er historien spændende fra side et. Davie bliver blandet ind i langt mere, end han har lyst til, og slutningen lader alt stå åben, så man ikke kan andet end at glæde sig til næste bind.

Det er en underholdende historie for børn og barnlige sjæle. Det er måske ikke decideret horror, men Dødsbørn er fyldt med både spænding og fantasi, og er absolut værd at læse.

Serien har sin egen hjemmeside www.skeletteriskabet.dk, og på youtube kan man se bogtraileren (http://www.youtube.com/user/forlagetfacet)

Om Dødsbørn:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Rasmus Jensen

Skeletter i skabet-serien:

Dødsbørn (2010)
Blodtåge (2011)
Ildfugl (2012)
Gravslægt (2013)

Også omtalt på DenElektriskeKanin

Den hemmelige dal / red. Carl-Eddy Skovgaard

den_hemmelige_dalluo3Forestil dig, at du kan designe din egen baby ned til mindste detalje. Eller at hele din verden i virkeligheden er et stort forsøgslaboratorium

God science fiction stiller spørgsmål. Det kan være spørgsmål om samfundet, etiske holdninger, historiske ”kendsgerninger” m.m. I ”Den hemmelige dal” har Science Fiction Cirklen for 3. gang samlet en række nyskrevne danske noveller, der alle lever op til prædikatet: God science fiction.

De 21 noveller er alle meget velskrevne. I de første to udgivelser har der været et par noveller, som jeg ikke var lige så vild med som de øvrige, men denne gang er niveauet utroligt højt, og det er svært for mig at fremhæve en enkelt novelle som den bedste.

Maria Kjær-Madsen er dog ikke til at komme uden om. Hun fortæller i ”Wonderboy” om parret, som er blevet godkendt til en baby hos BabySign. De er et atypisk par, idet hun er designet, og han er ”bibel-barn”, men indtil nu har de haft et godt liv sammen. Med babyen kommer dog en masse spørgsmål, for hvad er vigtigst – at være glad for naturen eller kunne stave 100%. ”Wonderboy” stiller en masse interessante spørgsmål til, hvor langt vi kan – og vil – gå, når det drejer sig om genteknologi.

”Hulsleb” af Richard Ipsen vil jeg også hive frem, fordi den blander nogle elementer ind, som vi normalt ikke forbinder med en science fiction historie, nemlig små mænd med røde huer og træsko!

En mere ”typisk” science fiction fortælling er ”Alien Ghost Ballet” af Lars Ahn Pedersen, hvor en kendt ballet-instruktør sendes til en fremmed planet for at lære indbyggerne at danse ballet. Der er dog den hage ved det, at indbyggerne har tre ben, vinger og er dobbelt så høje som mennesker! Naturligvis er der andet end ballet i historien, som er meget velskrevet og også er den længste i samlingen.

Slutteligt skal også ”Bevillinger” nævnes. En satirisk fremstilling af forskningens vilkår i Danmark der også involverer tidsrejser.

Jeg kunne også have fremhævet Simon Christiansen, Malan Jacobsen, Patrick Leis eller H. H. Løyche, som også bidrager med fremragende noveller. I stedet vil jeg opfordre både science fiction fans og andre til at læse novellesamlingen, for her er masser af gode historier.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Camilla Wandahl: Søsken
Gudrun Østergaard: Ambassadørens blå minder
A. Silvestri: Godnat
H.H. Løyche: Ryg og rejs
Maria Kjær-Madsen: Wonderboy
Helle A. Nissen: Kaptajnen
Malan Jacobsen: Terrarium
Lonni Krause: Irma Ovesen
Klaus Æ. Mogensen: Den hemmelige dal
Richard Ipsen: Hulsleb
Thomas Strømsholt: Arbores
Mikala Rosenkilde: Tusmørkefolket
Simon Christiansen: Simulacra
Brian P. Ørnbøl: Cargo Cult
Lars Ahn Pedersen: Alien Ghost Ballet
Flemming Rasch: Bevillinger
Laila Ammitsbøl: Brevet fra mor
Nicole Boyle Rødtnes: Bjørnedyr
Lise Andreasen: NeuralTerapi
Patrick Leis: Til min elskede
Manfred Christiansen: Jens, Rummand

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: Science Fiction Cirklen, 289 sider