oktober 2020
M Ti O To F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Nils Anker Tønner-Oldefar’

En nybagt forlægger fortæller

Under Skrækfest 2020 fik jeg en kort snak med den nybagte forlægger Nils Anker Tønner-Oldefar på forlaget Ildanach. Efterfølgende indvilligede han i at svare på et par spørgsmål i forbindelse med forlagets første udgivelse, antologien “Frygtelige Fynske Fortællinger“.

Tak for det, og læs med herunder hvad han svarede.

Nils Anker Tønner-Oldefar, forlaget Ildanach

Hvordan opstod tanken, at du ville lave et forlag for de fantastiske genrer?

Ideen om at starte mit eget forlag startede da jeg var i starten af tyverne, men blev skrinlagt i mange år, da jeg blev distraheret af arbejde, børn og den slags. Min motivation var, helt fra starten, at hjælpe spirende forfattere med at finde deres stemme. Når det så blev den fantastiske genre, som blev mit fokus, var det fordi det er den genre jeg bedst kan lide at læse. Det lyder simpelt, men det var grunden. Fantastikken er en af de mest underlige størrelser indenfor litteratur (jeg fristes til at bruge ordet finurlig, men så ville jeg være nødt til at give mig selv en olfert)

Fortæl lidt om navnet Ildanach

Navnet på forlaget kom efter jeg opdagede at min oprindelige idé VAR taget. Jeg overvejede et par alternativer, men syntes ikke de var fængende. Så jeg lod skæbnen råde og tog et opslagsværk om mytologi og slog op på en tilfældig side. Siden handlede om den keltiske helt Pwyll, og mens jeg læste om hans eventyr, faldt jeg over fortællingen om hvordan han kommer ind i kæmpernes by. I bund og grund havde byen en politik om at kun mestre måtte komme ind ad porten. Pwyll fortæller han er mester af det ene og det andet, og får hele tiden at vide at de allerede HAR en mester af den slags i byen. Til sidst har Pwyll nævnt så mange ting han mestrer, at portneren går til kæmpernes konge og siger at de bør lukke Pwyll ind i byen, da han er “ildanach” – mester af al ting. Da mit forlag er en lille enkeltmandsvirksomhed, og jeg derfor skal have rigtigt mange forskellige hatte på, syntes jeg at navnet ramte noget særligt og valgte det som mit forlags navn.

Forlaget Ildanachs første udgivelse er en horror-antologi med fynske fortællinger, hvorfor lige horror og Fyn?

Frygtelige Fynske Fortællinger” er på sin egen måde et kærlighedsbrev til det bedste sted at bo i Danmark, nemlig Fyn. Nogen vil være uenige, men de tager desværre objektivt fejl – eller er ganske enkelt vanvittige. Jeg kom til Odense fra Esbjerg i 1988 og selvom alt var underligt, og ens, så fandt jeg mig til rette. Med tiden blev det til decideret kærlighed til bøgene, de syngende dialekter (som jeg aldrig selv fik lært), sindelaget, og ikke mindst maden og øllet.

Men Fyn har også en masse mytologi og historie, det er fyldt med områder der om natten bliver opslugt af mørke, steder hvor menneskets laveste natur kommer til udtryk, og steder hvor det kan føles at noget udefra bare venter på at bryde igennem og opsluge alt omkring det. Måske var det derfor, tanken om en eksistentiel trussel imod alt det skønne, som omgiver mig i hverdagen, der gav mig ideen til en antologiserie der tager sit udspring på Fyn. Måske var det bogstavsgentagelsen i ”Frygtelige Fynske Fortællinger”, og muligheden for at markedsføre den på den måde. Måske var det det hele, i bevidste og ubevidste grader.

Sjovt nok er der kun to-tre forfattere i indholdsfortegnelsen, som rent faktisk boede på Fyn. Men det aldrig kravet at de skulle gøre det, kun at novellen skulle handle om Fyn.

Når det kommer til spørgsmålet om hvorfor horror, eller gys som jeg personligt foretrækker, så er det fordi det er en genre, som jeg altid har læst enormt meget af. Det er også en meget udfordrende genre, dels fordi formålet med genren ligger i navnet. Det er også en genre, som ofte har problemer med rent faktisk at fungere. Det har en lille men dedikeret gruppe af læsere, som livligt diskuterer genren, dog mest i forbindelse med film, hvor den gennemgår op- og nedgange. Det der virker bliver kopieret og udvandet, hvilket jeg personligt tror en af grundene til at folks interesse for den kan variere. Men, jeg har altid ment der var mere at komme efter i gysergenren. At der var noget i den som et litterært udtryk, noget validt i en større diskussion omkring kultur, litteratur og menneskets væsen. Og det var en diskussion, som jeg gerne ville give mit besyv til.

Hvordan har arbejdet været med at indsamle og udvælge noveller?

Processen var, ærligt talt, et skud i mørket. Jeg havde netop startet mit forlag op, og lavet en rudimentær hjemmeside samt en Facebook-profil for forlaget. Jeg lavede et opslag, og så begyndte der så småt at komme noveller ind fra diverse små, og lidt større forfattere. Jeg havde fra starten valgt at det skulle være en konkurrence, og at de udvalgte forfattere skulle belønnes. Dels fordi jeg mener at folks arbejde bør belønnes, og dels for at få forfatterne til at komme med deres bedste arbejde. I sidste ende havde jeg et par og tyve indsendte noveller, og satte mig for at udvælge de ti bedste. At antallet var ti, var en blanding af noget ganske arbitrært og et begrænset budget, men betød også at jeg vidste hvornår jeg havde ramt målet.

Novellerne blev inddelt i tre bunker, Afvist, På Vippen, og Godtaget. De Afviste var de letteste, for det var dér der ikke var nogen vej tilbage, men det var også den der indledningsvist fik færrest noveller i sig. Ligeledes var de Godtagede forholdsvist let, for det var der, de historier der kun krævede en smule, endte. I første omgang af læsning røg ca. fire noveller i hver af de to bunker. Så var der bare de ca. 16 noveller der var På Vippen. Disse blev gennemlæst endnu et par gange og sorteret efter hvor vidt jeg vurderede at det var muligt at redde dem. Der var også dem, der var ganske gode, men på den ene eller anden måde ikke passede ind i de organiske undertemaer, som havde materialiseret sig i processen. En enkelt ville jeg meget hellere have set som de indledende kapitler i en roman, og skrev da også det til forfatteren da jeg sendte ham et afslag.

Det var ikke en let proces, og jeg havde mange kvababbelser omkring de til- og fravalg jeg foretog, men i sidste ende var det vigtigt, mener jeg, at de blev taget.

Det var hårdt arbejde, men samtidig også berigende på et personligt plan. Efter vinderne var fundet, var det tid til at redigere, i forskellige grader. For visse var der større omskrivninger, og for andre var det tilstrækkeligt med småjusteringer.

Frygtelige fynske fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

I hvor høj grad er du inde over arbejdet med historierne og layoutet? 

Historierne har jeg haft ganske lidt at gøre med. Jeg lader forfatterne bringe deres værk til udtryk og retter ind hvor der er fejl eller steder hvor jeg mener der er behov for det. I et eksempel var der en misforståelse af en procedure, som jeg kendte til. Jeg beskrev den korrekte procedure, kom med forslag til ændringer og ideer til hvordan visse elementer kunne omskrives, og hvordan det kunne gøres uden at læseren blev hevet ud af læsningen. Jeg har en filosofi når det kommer til at arbejde med forfattere, som handler om at få dem til at forbedre sig. Men i sidste ende er det dem, og deres historier som jeg har valgt, og det er dem der skal udtrykke det.

Kort sagt så ser jeg mig selv som en opdagelsesrejsende. Jeg er på udkik efter gode historier, og så pynter jeg måske lidt på dem til sidst, men det er historierne der er vigtigst for mig. Måske er jeg dog mere som en trofæjæger. Jeg finder historierne i deres levende miljø i forfatterens fantasi, skyder dem, udstopper dem og viser dem frem i en forfinet om end død tilstand. Det afhænger vel lidt af hvordan man betragter litteratur. Måske overtænker jeg det.

Som forlægger på et forlag, der kun består af mig selv, er det min pligt at stå for layoutet. Paratekstualitet var noget af det jeg gav mindst opmærksomhed på universitetet (jeg var der trods alt for at studere bøgernes indhold og ikke deres forsider), men der måtte jeg jo så lære hvad jeg kunne så hurtigt som jeg kunne. Korrektur blev mest af alt gjort i samarbejde med forfatterne, men det visuelle blev udvalgt og indkøbt af mig selv.

Forsiden af Alejandro Mirabal, er en helt særlig del af projektet, og var lige ved at gå galt da en besked forsvandt i internettet og Alejandro troede projektet var gået op i røg, men han knoklede på og skabte et billede af skulpturen Havhesten, som står i Munke Mose i Odense, som ramte noget ganske særligt.

Du har to historier med af samme forfatter (Christine Godman), hvorfor?

Godmans historie “Dullahan” (inspireret af forlagets keltiske navn) var en af de bedste gysere jeg har læst i nyere tid. Den inspirerede også forsiden. Den ramte noget hos mig. Det er lidt svært at sætte ord på, men et sted imellem Godmans mere traditionelle overnaturlige gys, og de almindelige mennesker hun befolker sine historier med, så ramte hun noget. De var også forankret helt konkret i Fyn på en måde der rørte ved “nerven” ved hele mit formål med ”Frygtelige Fynske Fortællinger”. Hun var langt fra den eneste der indsendte to noveller, men i sidste ende var det min vurdering at hendes historier fortjente at være med i ”Frygtelige Fynske Fortællinger”. Hun er også en forholdsvis ukendt forfatter, og som jeg tidligere har udtrykt så var en af de essentielle bevæggrunde for mit projekt at promovere og forbedre disse.

Novellerne dækker et bredt spektrum af horrorgenren, var det på forhånd et kriterie?

Fra starten var det eneste kriterie for novellerne i antologien de skulle handle om Fyn. Og det vil også være det eneste krav for de kommende antologier. Jeg er ikke den store tilhænger af alt for tematiske antologier. Jeg forstår hvorfor nogen gerne vil have dem, men for mig er det vigtigere at finde frem til hvor forfatterne der skriver, og fantaserer om genren vil hen. At de dækker et bredt spektrum af genren er i sidste ende, dels et produkt af det indsendte materiale, og dels et vidnesbyrd om hvor bredt genren kan anvendes. Det var fantastisk at se, hvor bredt det indsendte materiale spændte, og i min optik gjorde det også antologien bedre, selvom det på ingen måde var meningen fra starten af.

Hvilke erfaringer tager du med videre fra denne første udgivelse?

Hele processen har været meget ’learning by doing’, som så også har betydet en del ’learning by fucking up’. Læringspunkterne har været mange, men det vigtigste har nok været at have et åbent forhold til forfatterne. Jeg har oplyst dem om hvad der er foregået, og hvad der har været sket af både gode og mindre gode begivenheder. Når man er et enkeltmandsforetagende kan noget så simpelt som et par dages sygdom ligeledes føre til forsinkelser, som man helst er foruden, og med noget direkte kommunikation, kan man undgå at forfatterne sidder med en følelse af at være ignoreret. En anden lektie har været at beskedtjenester på sociale medier ikke altid er lige pålidelige, og det derfor er vigtigt at bekræfte modtagelse, især når man arbejder med folk som bor i andre tidszoner. Der var ligeledes også meget at lære da det kom til tryk. Og jeg lærer stadig væk. Det er nok noget af det der gør arbejdet så spændende for mig.

Hvad er næste projekt på forlaget Ildanach?

Lige nu er forlaget i gang med en science fiction-antologi, som gerne skulle komme til salg i det nye år, hvor en fantasyantologi også er i produktion. COVID-19 har været et overvældende tema og kunne have blevet gjort til deres egen antologi, men jeg forsøger at få et bredt udbud af genrer med. Den opgave har dog heldigvis ikke været svær, og jeg tror slutresultatet bliver rigtigt godt.

Planen er at få et “hjul” med gys/science fiction/fantasy til at køre således at der er nye noveller at læse uanset hvad man foretrækker, og dermed bidrage til udviklingen af genrerne på et højere litterært niveau på landsplan.

Skrækfest 2020

Banner for Skrækfest 2020
Velkommen til Skrækfest 2020

Søndag morgen lukkede og slukkede Skrækfest 2020 efter en uges fantastiske foredrag, film, prisoverrækkelse og musik m.m. Desværre kunne jeg ikke deltage alle dagene, og måtte også smide håndklædet i ringen lørdag aften så jeg gik glip af metalkoncerter og vampyr-natfilm-marathon. Heldigvis var andre mere hårdføre end jeg 🙂

Selvom COVID-19 forsøgte at stikke en kæp i hjulet på årets vigtigste arrangement, lykkedes det alligevel arrangørerne at give os en fed festival. Herunder har jeg samlet lidt indtryk fra dagene, og jeg beklager på forhånd billedernes dårlige kvalitet.

Niels Mark introducerer Henrik S. Harksen til Skrækfest 2020
Niels Mark introducerer Henrik S. Harksen

For mig begyndte Skrækfest 2020 onsdag aften, hvor Henrik S. Harksen holdt et spændende foredrag om H.P. Lovecraft. Udover en kort intro til Lovecrafts liv fik vi en indføring i filosofien bag hans forfatterskab eksemplificeret ved novellerne Call of Cthulhu og Color Out of Space.

Efterfølgende stod der Lovecraft-film på programmet. Her var valget faldet på Color Out of Space fra 2019 med bl.a. Nicolas Cage på rollelisten. Filmen er et moderne take på novellen fra 1927, og den fungerede rigtig godt. Billedsiden var fantastisk, og Cage er altid god i roller som galning. Da filmen var slut nævnte én af de øvrige i publikum, at den mindede lidt om Annihilation-filmatiseringen, og det må jeg give ham ret i.

Call of Cthulhu filmatisering

Henrik S. Harksen kom i øvrigt også med en varm anbefaling af filmen The Call of Cthulhu fra 2005, der er indspillet fuldstændig som en stumfilm fra 1920’erne. Den må jeg se, om jeg ikke kan få fingre i.

Cand. mag. i litteraturvidenskab Kathrine Nielsen

Der var vampyrer ud over det hele om torsdagen, som startede med Kathrine Nielsen, der gav en indføring i vampyrens plads i populærkulturen. Hun startede med de østeuropæiske myter om vampyren og fortsatte herfra til vampyrens indtog i litteraturen frem til i dag. Også her fik jeg et godt tip, nemlig til Joe Hills roman NOS4A2 fra 2013, som fuldstændig var fløjet under min radar. Læg i øvrigt mærke til Kathrines nederdel der vakte velfortjent opmærksomhed.

NIcolas Barbano fortæller om alle tiders vampyr-musik fra opera til disco

Herefter indtog Nicolas Barbano scenen for at fortælle om alle tiders vampyr-musik fra opera til disco, og det blev en underholdende oplevelse. Det viser sig, at stort set alle musikgenrer har kastet sig over vampyr-temaet, så vi hørte både opera, disco og motown for blot at nævne lidt af udvalget.

Hot Blood – Soul Dracula (1977)

Fredag fortsatte musik-temaet. Nicolas Barbano var atter på scenen, og denne gang fortalte han om musikken i gyserfilm.

Kronologisk gennemgik han horrorfilm-musik fra Max Steiners King Kong (1933) og frem til det 21. århundrede. Vi hørte om udviklingen i brugen af musikken, og hvordan filmens soundtrack har ændret sig. Det hele blev krydret med masser af anekdoter og spændende facts.

Efter Nicolas Barbanos oplæg blev scenen indtaget af filmkomponist Jesper Hansen, der bl.a. har været med til at lave soundtracket til den russiske gyser The Bride (2017).

Filmkomponist Jesper Hansen

Jesper Hansen fortalte om, hvordan man arbejder som filmkomponist, og det lød ikke umiddelbart som en let opgave. Dels fordi instruktøren ikke altid er let at danse med, og dels fordi musik og lyde er så subjektive. For at bevise det lavede han et lille eksperiment. Vi så et kort klip fra The Shining, hvor en lydeffekt blev afspillet tre forskellige steder i klippet. Herefter spurgte han publikum, hvornår det virkede bedst. En tredjedel mente at første klip var mest uhyggelig, en tredjedel mente at andet klip var mest uhyggelig, og jeg stemte med den sidste tredjedel på klip tre. Så er det jo ikke nemt at ramme alles præference.

Efter de to foredrag der blev holdt på Odense bibliotek, gik turen over til biografen, hvor en særforestilling af Stanley Kubrick’s The Shining fra 1980 blev vist. Billedet herover viser den søde velkomst-pige, der tog imod os, og jeg indrømmer gerne, at jeg var lidt nervøs ved at tage billedet. For hvad hvis hun pludselig kravler ud af min telefon!

Jeg havde kun set The Shining én gang tidligere, og må indrømme at jeg ikke var vild med den dengang. Men gensynet var langt mere positivt. Dels fordi Jesper Hansen gav en kort introduktion, hvor han fortalte lidt om Kubricks brug af musik i filmen. Dels fordi jeg denne gang IKKE havde travlt i mit hoved med at sammenligne filmen med Stephen Kings roman. Og så er der også bare noget særligt over at se film i biografen fremfor hjemme i sofaen.

Lørdagens program var tætpakket med spændende oplevelser. Dagen startede med Nils Anker Tønner-Oldefar fra Forlaget Ildanach, der er aktuel med horrorantologien Frygtelige Fynske Fortællinger. Blandt bidragsyderne er A. Silvestri med novellen ‘Havet sneen himlen’. Jeg var selvfølgelig nødt til at købe bogen, og glæder mig til at læse den.

Den store italienske filmkomponist Ennio Morricone døde d. 6. juli i år. I den anledning var næste punkt på programmet en hyldest til ham. Morricone skrev musik til op mod 500 film og tv-afsnit, heraf tilhørte godt en snes horrorgenren. Nicolas Barbano gav os et indblik i Morricones fantastiske musik, som blandt andet bød på ‘sexliderlig baronesse spøgelses-musik’ samt ‘piratø-musik’. Jeg er bare vild med Barbanos bramfri beskrivelser 🙂

Piratø-musik af Ennio Morricone

Barbano kunne i øvrigt også afsløre at det er ham, der har skrevet teksten om Morricone i Gads Musikleksikon fra 2000. Og at der var en fejl i teksten (men den afslører jeg ikke her).

Jeg har tidligere omtalt Martin Wangsgaard Jürgensens fremragende Skrækvisioner her på Gyseren. I en samtale med Jacob Holm Krogsøe fortalte MWJ om arbejdet med bogen, og det var ret spændende at komme ind i ‘maskinrummet’ på processen. Han kunne også afsløre, at han i øjeblikket arbejder på en bog om fantasy-genren ud fra samme koncept.

Stemningsbillede fra scene 1

Teddy Vork er en af Danmarks bedste horrorforfattere, og han var på scenen sammen med A. Silvestri for at tale om sit forfatterskab og særligt hans seneste roman Mulm. Det blev til en spændende snak mellem de to herrer, hvor det kom frem, at mange af Vorks historier handler om institutioner og omsorgspersoner. Og at mange af hans idéer udspringer af specifikke steder. F.eks. udspiller handlingen i Mulm sig i et hus, Vork tidligere har boet i, som blot er blevet flyttet til en anden by.

Endelig kunne Vork også afsløre, at han har en ungdomsbog på vej med titlen Pigen med det regnvåde hår, som delvist er blevet til i samarbejde med hans søn.

Fra en god forfatter til en anden. På scene 2 uddelte Dansk Horror Selskab nemlig prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2019, som i år gik til Patrick Leis for Pax Immortalis – Opgøret.

Normalt bliver prisen uddelt til Krimimessen i Horsens, men pga. COVID-19 blev messen aflyst, så i stedet modtog Leis prisen til Skrækfest 2020. Jeg havde den store fornøjelse at overrække prisen til Patrick, som bagefter blev interviewet af selskabets formand, A. Silvestri.

Femte og sidste bind af Patricks episke zombie-saga hedder Regnum Mortis – Slutspil og udkommer på forlaget Valeta d. 1 oktober. Jeg glæder mig i den grad til at få slutningen med.

Bandet DUALITY BY PRONE har lavet titelmusik til Necrodemic-serien
Det blev ikke til så mange stemningsbilleder i år, men lørdag fik jeg lov til at tage et billede af disse to unge mænd med de fedeste t-shirts på
Stemningsbillede fra scene 2

Efter prisoverrækkelsen skyndte jeg mig videre, så jeg kunne høre Nicolas Barbano fortælle om Dracula i Danmark. Her blev vi ført igennem ‘danske’ Dracula-produktioner, fra udenlandske Dracula-film med danske instruktører som f.eks. Vampyr af Carl Th. Dreyer over rene danske produktioner til Dracula-film med danske skuespillere osv.

Det er ikke, fordi der findes tusindvis af film, men jeg blev alligevel positivt overrasket over, hvor mange der egentlig er. Ovenstående slides er kun et lille udvalg af Barbanos foredrag, og der var flere gode titler, som jeg hellere må få set. Og så må jeg bare tage hatten af for det kæmpe-arbejde Nicolas Barbano har lagt i at finde frem til dem.

Skrækfest 2020 sluttede for mit vedkommende med filmen Cannibal Holocaust, der blev introduceret af Davide Rota. Jeg var meget i tvivl, om jeg ville se filmen igen, men jeg holdt ud.

Efter filmen kunne Nicolas Barbano, der også var blandt publikum, fortælle en ret interessant anekdote. Da filmen kom til Danmark, var der et stort postyr over den. Flere ønskede at forbyde den, så der blev indkaldt til et møde. Her var Barbano med, og som den eneste talte han imod censureringen af filmen. Heldigvis lyttede man, så i Danmark er vi sluppet for censurens indgriben i den kunstneriske frihed.

Ting jeg gik glip af

Jeg oplevede desværre ikke pre-eventen lørdag d. 19. september med visning af stumfilmen Heksen fra 1922, der er instrueret af Benjamin Christensen, som blev ledsaget af et moderne lydspor komponeret og udført af den danske producer og elektroniske musiker AKELA, og den svensk-britiske percussionist – Greta Eacott.

Jeg gik også glip af forsker Mathias Clasens foredrag om videnskaben bag skræk og rædsel tirsdag d. 22. september. Samme dag viste Odense Filmværksted seks forskellige kortfilm som hver især benytter sig af nogle af horror-genrens velkendte virkemidler. Det gik jeg desværre også glip af. Dog mødte jeg Gilbert Hedegaard bag MagicalMovies.dk senere på festivallen og fik en lille snak om kortfilm der.

Endelig missede jeg koncerterne med Manticora og Awake The Lights lørdag d. 26. september samt marathonen med vampyrfilm frem til søndag morgen.

Farvel til Skrækfest 2020

Nu skulle man nok tro, at jeg ikke fik købt en masse bøger, når Dark Market desværre var lukket pga. COVID-19 restriktionerne. Men så tager man fejl 🙂

Udbyttet fra Skrækfest 2020

Jeg var nemlig en tur omkring Fyns Antikvariat samt Genbrugshallerne, så lidt bøger blev det til. På billedet ses også en cd med soundtracket til The Bride, som Jesper Hansen var så venlig at forære mig efter hans foredrag, samt naturligvis Frygtelige Fynske Fortællinger som jeg købte af forlæggeren. Derudover opdagede jeg undervejs, at forlaget Tellerup i øjeblikket giver massive rabatter på flere af deres udgivelser, så der er flere bøger på vej …

Afslutningsvis vil jeg benytte lejligheden til at takke ildsjælen Niels Mark og hans kollega Kathrine Nielsen fra Odense Bibliotek for deres kæmpe indsats. Skrækfest 2020 var virkelig en fest. Jeg er så imponeret …

Tak for i år