Indlæg tagget med ‘nonner’

De døde husker af Teddy Vork

De døde husker af Teddy Vork

Det er ikke uden grund, at Teddy Vork to gange har vundet Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse. Uanset om han skriver for voksne eller børn, så kan han noget helt særligt. De døde husker er for børn/unge +12 år, men det skal ikke afholde andre fra at læse den. Jeg er i hvert fald fan.

Elias er vild med gys og heavy metal. Han er også lidt genert, og så er han og hans bedste ven Jonas ved at glide lidt fra hinanden. De er ikke uvenner, men Jonas er vokset Elias langt over hovedet, og er begyndt at interessere sig mere for hårprodukter og piger.

På skolen skal Elias’ klasse forberede den årlige høstfest, hvor de samler penge ind i til klasseturen i ottende. Da festen ligger i oktober, bliver temaet Halloween. Deres lærers eneste betingelse er, at de skal have et tema, som tager udgangspunkt i danske myter og sagn fremfor amerikanske.

Elias kommer i tanke om en vandrehistorie han og nogle kammerater hørte for et par år siden. Om en nonne og en pedel og som udspillede sig på deres egen skole, Skt. Jørgen. Idéen bliver vedtaget, og snart er klassen i gang med at forberede festen. Bl.a. skal der være en gyserlabyrint i kælderen. Men måske er historien ikke bare en vandrehistorie? Måske gemmer skolen virkelig på en gammel ondskab?

De døde husker er god på flere planer. Dels er det regulært en uhyggelig historie, som tager udgangspunkt i en vandrehistorie og får introduceret et kendt sagnvæsen fra den nordiske mytologi til nye læsere. Dels er det en historie om at være ung. Om de mange følelser man kæmper med – når ens forældre bliver skilt, når venskaber begynder at ændre sig, når det modsatte køn begynder at blive spændende på en helt ny måde osv.

Teddy Vork bruger ikke vilde armsving for at fremmane uhyggen. Den ligger i det små og i det usagte, hvilket gør det hele så meget værre, fordi skrækken på den måde sniger sig ind på en, uden at man opdager det. Pludselig sidder man bare med hjertet i halsen.

Jeg er i det hele taget begejstret for sproget. Som når Vork beskriver regndråberne “som gennemsigtige bær i træerne” der “styrter mod parkens græs” i vindens rusken efter et regnvejr. Det er både smukt og stærkt og understreger historiens atmosfære.

Hvert kapitel er navngivet efter en Metallica sang, hvilket også var en fornøjelse for en gammel fan. Samtidig er der naturligvis en sammenhæng mellem sangtitlen og kapitlets indhold. F.eks. i ‘Sad but true’ hvor Elias bl.a. har overvejelser om sit forhold til morens nye kæreste.

Endeligt skal Christian Guldager også roses for den stemningsfulde forside samt de små vignetter, der pryder hvert kapitel. Det gør bare læseoplevelsen bedre, når indhold, udseende og kvalitet spiller sammen i en højere enhed.

De døde husker er både en lidt sørgmodig coming-of-age fortælling og et atmosfærefyldt gys, der giver plads til eftertænksomhed. Her er ikke lagt vægt på splat og humor, men på snigende uhygge og tvivl. Tvivl på egne sanser, tvivl på virkeligheden og tvivl på sig selv. I sidste ende er der heldigvis håb, og jeg kom til at holde vældig meget af Elias under læsningen.

Uddrag af bogen:

“Jeg havde seriøst mareridt om ham pedellen dengang,” sagde Jonas og smilede, mens han rystede på hovedet. “Min mor griner stadig lidt ad det og fortæller folk om det … for jeg vidste slet ikke, hvad en pedel var. Jeg var bare bange for ham.”

Elias nikkede og grinede lidt med, selv om han havde hørt det mange gange efterhånden.

“Altså, dengang syntes hun ikke, det var sjovt, hun var én af dem, der klagede over ham manden,” fortsatte Jonas.

De passerede den katolske kirke, som også hed Skt. Jørgen og lå ved siden af skolen. Der stod et kæmpekors foran kirken, lige ved fortovet. En Jesus-figur i næsten naturlig størrelse i en slags helt hvid stenart hang på korset. Der var malet et blødende sår på Jesu ribben.

“Du havde mest noia på over hende nonnen, ikke?” spurgte Jonas.

Elias nikkede. Han dukkede nakken. Tunge regndråber faldt nu spredt fra den granitgrå himmel. (side 27-28)

Reklame: Tak til forlaget Calibat der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om De døde husker:

Udgivelsesår: 20.09.2021
Forlag: Calibat, 118 sider
Omslag: Christian Guldager

Læs også:

Lugnasad af K.L. Berger
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Nordiske guder af Johan Egerkrans
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Tænkehatten præsenterer: Blodige Mary af Michael Kamp
Blodets bånd af Christian Kronow
Metro af Emil Landgreen
Slør af A. Silvestri
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab
Hydra af Matt Wesolowski

Blodrus af Sebastià Alzamora

Blodrus af Sebastià AlzamoraGotisk roman om umenneskelighed, krig og vampyrer

Da jeg læste pressemeddelelsen for Blodrus, var jeg slet ikke i tvivl om, at det lige var en bog for mig: ”Blodrus er en gotisk fortælling om det monstrøse i mennesket og om kampen mellem det gode og det onde; om fornuft og videnskab på den ene side og det okkulte og irrationelle på den anden – fortalt med en detektivromans fremdrift.”

Men jeg må erkende, at under de første hundrede sider havde jeg mest lyst til at lægge bogen fra mig, og det var kun, fordi jeg skulle anmelde den, at jeg holdt ud. Når det så er sagt, blev jeg til gengæld grebet af fortællingen i de sidste to tredjedele af romanen, så jeg var alligevel glad for, at jeg holdt ved.

Romanen foregår i Barcelona i 1936 i begyndelsen af Den Spanske Borgerkrig. En præst og en lille dreng findes myrdet med bidemærker i halsen, og politiinspektør Gregori Muñoz sættes på efterforskningen. Men det er ikke let i en tid, hvor kirker og klostre hærges af yderligtgående anarkister, og hvor præster og andre religiøse bliver slået ihjel, uden at nogen tør forsvare dem.

Samtidig hører vi om de 27 kapucinernonner, som har overlevet og gemmer sig i deres kloster beskyttet af anarkisten Manuel Escorza fra FAI, som ellers står bag både mord og tortur, men som har sine egne grunde til at beskytte klosteret samt om en dommer og en læge, som har et helt eget eksperiment i gang.

Alzamora indlejrer en vampyrfortælling i en reel historisk ramme, og romanen handler i høj grad om umenneskelighed. Men ikke kun vampyrens umenneskelighed, for i krig er det svært for alle at bevare menneskeligheden og troen. En filosofisk, men også bloddryppende roman, som kræver lidt af sin læser.

Sebastià Alzamora er fra Mallorca, og Blodrus er hans første bog på dansk.

(Anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Blodrus:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Turbine, 284 sider
Originaltitel: Crim de sang (2011)
Oversætter: Ane-Grethe Østergaard

Silent night, deadly night

Silent night, deadly nightNu hvor julen står for døren (det mener butikkerne tilsyneladende, selvom vi kun er midt i oktober), bestemte jeg mig for at snuppe en herlig julefilm. Det blev til “Silent night, deadly night”, som helt klart har gode takter, men som pga. sin alder (1984) alligevel ikke blev rigtig skræmmende.

Det er juleaften. Billy er med sine forældre og sin lillebror på besøg på bedstefarens plejehjem. Mens alle de andre er gået, vågner bedstefaren pludselig op og advarer lille Billy mod julemanden. For har man ikke været sød HELE året, så kommer han og straffer én!

På vej hjem fra besøget stopper faren bilen for at hjælpe julemanden, der er kørt i stå med sin bil. Desværre er det ikke en hvilken som helst julemand, der står der. Det er nemlig en psykopat på flugt, og han slår begge forældre ihjel, men de to børn overlever og kommer på et børnehjem drevet af nonner.

Mother superior er af den overbevisning, at Billy intet kan huske fra ulykken, og derfor slår hun hårdt ned på hans “uartighed”, når han tegner døde julemænd og ikke vil sidde på skødet af dem til jul. Hun siger “Straf er nødvendigt!”

Og da Billy som stor teenager bliver tvunget til at spille julemand i en legetøjsbutik juleaftensdag, slår det klik, og en dødbringende Santa tager på togt for at belønne både artige og uartige i byen …

“Silent night, deadly night” har en god historie, og jeg synes egentlig også, at Robert Brian Wilson gør det udmærket som teenageren Billy. Også optakten hvor bedstefaren vågner op og forskrækker lille Billy er ret god. Lilyan Chauvin spiller mother superior, der ikke tror på alt det psykologiske pladder, men som alligevel holder af børnehjemsbørnene – så længe de opfører sig ordentlig! Og den rolle passer perfekt til hende.

Når filmen alligevel ikke bliver skræmmende, er det pga. af den meget langsomme opbygning. Musikken er også typisk 80’er, og virker mere irriterende end uhyggelig i dag med de mange disharmoniske toner. Endelig har jeg åbenbart fået fat i en dårlig udgave, for halvvejs i filmen begynder billedet at skifte mellem at være klart og være grumset. Og det ser bestemt ikke ud til at være bevidst.

Med til historien hører dog, at “Silent night, deadly night” var en af 80’ernes måske mest kontroversielle film, fordi morderen var udklædt som Julemanden. TriStar Pictures trak alle reklamer for filmen tilbage seks dage efter udgivelsen, og filmen blev kort efter også trukket tilbage. I 1986 udkom den dog hos det uafhængige selskab Aquarius Films med en ny reklamekampagne.

På IMDB kan jeg se, at der kommer en genindspilning af “Silent night, deadly night” d. 25. december i år. Jeg er spændt på, om den holder det gode plot fra originalen blot i bedre udførelse, eller om det bliver endnu en dårlig slasher b-film.

Om “Silent night, deadly night”:

Instruktør: Charles E. Sellier jr.
Udgivelsesår: 1984

The Nun

Jeg har ellers en svaghed for spanske horrorfilm, efter jeg tilfældigt faldt over serien “Films to keep you awake”, men selvom instruktøren Luis de la Madrid er spansk og har været involveret i film som “The devil’s backbone” og science fiction filmen “Stranded”, så bliver “The Nun” aldrig rigtig uhyggelig.

6 kvinder, som alle gik på den samme katolske kostskole i Spanien for 18 år siden, deler en hemmelighed, som nu hjemsøger dem. En for en dør de under mystiske omstændigheder, men den enes datter beslutter sig for at tage til Spanien og finde ud af hemmeligheden.

Det viser sig, at en nonne forsvandt for ca. 18 år siden – en nonne som havde sat sig for at rense skolens unge piger for synd, og som nu er tilbage for at gøre jobbet færdig.

Som sagt blev det aldrig rigtigt uhyggeligt, og det bedste jeg kan sige om “The Nun” er, at der er nogle ganske fede visual effects, når nonnen dukker op.

Instruktør: Luis de la Madrid
Udgivelsesår: 2005

Helvedeshuset

“Helvedeshuset” eller “Legend of hell house” er fra 1973 og bygger på en roman af Richard Matheson med titlen “Hell House”.

En rig gammel mand ønsker at finde ud af, om der findes noget efter døden. For at opklare dette hyrer han en parapsykolog, hans kone og to medier til at tilbringe en uge i Belasco huset, der blev bygget af den sadistiske rigmand Belasco, som menes at have dræbt 27 mennesker før han forsvandt Huset kaldes også Spøgelseshusenes Mount Everest, fordi alle tidligere forsøg på at undersøge det er endt med død og sindssyge.

Der går ikke længe, før mystiske begivenheder begynder at ske. Lionel er dog meget skeptisk overfor de to medier, og da han udsættes for et overfald uden synlig modstander, beskylder han direkte det ene medie, den unge nonne Florence, for at stå bag. Men der er noget galt i huset, og snart er alle fire fanget i et dødeligt spil.

Her er ikke tale om en særlig uhyggelig film. Spøgelseseffekterne er gode nok, men det mærkes for tydeligt, at filmen har mere end 30 år på bagen i skuespillet og i måden den er filmet på. Jeg er dog ret sikker på, at “Legend of hell house” har været en inspiration for Stephen Kings “Rose Red”.

Uncuts anmelder Casper Vang ser noget mere positivt på “Legend of hell house”. Læs anmeldelsen her.

Instruktør: John Hough
Udgivelsesår: 1973

Broder Odd af Dean Koontz

Broder Odd er tredje bog om Odd Thomas, som denne gang er gået i kloster. Men heller ikke her får han fred for hverken de hvileløse døde eller vold og mord.

Odd Thomas trænger til fred og taget til klostret St. Bartholomew i Sierra-bjergene langt fra civilisationen. Klostret huser både nonner og munke og er også hjem for en gruppe forældreløse, handicappede børn. Odd opdager dog snart, at klostret hjemsøges af en hvileløs ånd, broder Constantin, som begik selvmord. Og udover Constantin er der også mere skumle væsner på vej.

En aften opdager Odd en bodak liste omkring blandt børnene. Bodakker er nogle ubehagelige væsner, som kommer frem, når der er udsigt til vold og ødelæggelse. De er ikke synlige for almindelige mennesker – men Odd er jo heller ikke helt almindelig.

Klosteret har en også en anden gæst, russeren Romanovitsj. Han påstår at være bibliotekar fra Indiana, men Odd tror ham ikke. Tværtimod er han bange for, at Romanovitsj er involveret i den kommende katastrofe.

Jeg var rigtig vild med de to første bøger om Odd Thomas, men desværre synes jeg ikke, at Broder Odd lever op til dem. Selve plottet er såmænd udmærket, om end jeg regnede skurken ud, før jeg var nået halvvejs. Men jeg synes ikke rigtig, at der sker en udvikling med Odd.

Dean Koontz fortæller historien gennem Odd, og han bliver ved med at fortælle om, hvor god han er til at bage pandekager, hvor meget han savner Stormy og hvor almindelig han i virkeligheden er. Der er for mange gentagelser, og i stedet for at være charmerende virker Odd lidt træls denne gang.

Det var aldrig Koontz mening, at Odd skulle bruges i mere end én bog, men han fik så mange henvendelser fra læsere, at han følte, at han blev nødt til at skrive mere om Odd. Jeg håber bare, at Koontz kan finde magien fra de to første bøger igen. Ellers håber jeg, at Broder Odd bliver den sidste bog i serien.

Odd Thomas-serien:

Odd Thomas, 2004
Odd for evigt, 2006
Broder Odd, 2007
Odds mareridt, 2009

Om Broder Odd: 

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Cicero, 261 sider
Originaltitel: Brother Odd