Indlæg tagget med ‘Norge’

Unge sjæle af Sigurd Mathiesen

Unge sjæle af Sigurd Mathiesen

Jeg blev gjort opmærksom på Unge sjæle af Sigurd Mathiesen, da jeg læste et opslag på Facebook af Anders Jørgen Mogensen. AJM har oversat bogen sammen med Caroline Enghoff Mogensen, og beskriver i opslaget bogen som sin yndlingsbog. Her fortæller han også, hvordan han tilfældigt faldt over Sigurd Mathiesen i forbindelse med et interview, hvor Astrid Ehrencron-Kidde nævnte novellen ‘Blodtirsdagen’, som inspiration for hendes egne gotiske fortællinger.

Astrid Ehrencron-Kidde er ligeledes genudgivet i Serie for Grotesker. Jeg var meget betaget af Det sukker så tungt ude i skoven, så hvis Unge sjæle skulle minde herom, var jeg nødt til at læse den.

Jeg må dog hellere straks bekende, at jeg synes, de to forfattere er meget forskellige (hvilket AJM også bemærker i sit opslag). Hvor Astrid Ehrencron-Kidde er umiddelbar læsevenlig, selvom der er masser af lag i fortællingerne, er Sigurd Mathiesen mere ordrig og mindre ligefrem. Men alligevel er der noget over hans noveller. For selvom jeg lagde bogen fra mig et par gange undervejs, var jeg nødt til at gribe den igen kort efter og fortsætte læsningen.

Oplevelsen af bogen blev dog endnu større, da jeg læste Dag Heedes fremragende efterord, som introducerer Sigurd Mathiesens forfatterskab og hjælper med at åbne novellerne.

Unge sjæle består af syv noveller skrevet i perioden 1899 til 1902. Novellerne tematiserer ulykkelige eksistenser fanget i et meningsløst liv. Fortællinger der, som Dag Heede skriver, kan ses som den skriftlige udgave af Edvard Munchs maleri Skriget.

Vi befinder os på eksistensens skyggesider med fortællere og hovedpersoner, der enten er deciderede ‘kældermennesker’ eller i hvert fald desillusionerede misantroper, enspændere og outsidere, som omgivelserne ser skævt til, og som Mathiesens hovedpersoner til gengæld foragter og hader. Skønt hovedpersonerne har forskellige navne og professioner, drejer det sig i grunden om en og den samme person(type), der udsættes for forskellige ekstremsituationer. Den mandlige mathiesenske arketype er en omvandrende gåde med fremmedheden indskrevet i sig.” (fra Dag Heedes efterord side 191)

Et andet gennemgående tema i Unge sjæle er homoseksualitet. Flere af novellerne omhandler begær mellem to mænd, dog i forvrængede fremstillinger, under dække af skrækromantikkens vinger, som Dag Heede gør opmærksom på, hvor den perverse seksualitet kunne udforskes uden at bryde loven eller moralen.

De syv noveller er enkeltstående fortællinger, men kan dog også læses som en samlet kreds, hvor hver fortælling svarer til en af ugens dage, ligesom skabelsesberetningen i Biblen. Blot ender Mathiesens fortællinger i et stort apokalyptisk vulkanudbrud, der ødelægger, fremfor at skabe.

En anden mulig fortolkning af novellerne som en samlet kreds er de syv dødssynder. Dag Heede kommer ind på dette i efterordet, hvor han beskriver den brede palet af menneskelige laster, som Mathiesen fremviser i Unge sjæle. Her møder vi hasardspil, alkoholisme, bedrag, mord, misbrug af euforiserende stoffer og så videre.

Uanset om man læser novellerne enkeltvis eller som et samlet hele, er Sigurd Mathiesens univers dog et sært fascinerende og samtidig rystende sted at besøge. Det var noveller, der krævede tid at læse og fordøje, men som også var spændende læsning.

Jeg tager hatten af for Forlaget Sidste Århundrede og Forlaget Escho, der sammen står bag udgivelsen af ’Serie for Grotesker’. Det fortjener ros, at de giver glemte, men vigtige værker en ny chance. Og en sådan er Unge sjæle.

Den sorte uge

Den første novelle i Unge sjæle er den, jeg har sværest ved at fange. Her beretter fortælleren den dag, den gamle og nærige Kale Enersen dør, samt om hans møder med den fattige og ikke helt velforvarede Jakobine.

Det trange og mørke rum, jeg kom ind i, lå i en kælder. Aldrig kan jeg mindes et uslere hul af en menneskebolig. Den lille pige viste mig sengen. Den var sammentømret af nogle umalede brædder og alene fyldt med klude. Jeg lagde den sårede pige fra mig så forsigtig som muligt på dette hårde leje og så mig fortvivlet om. Der fandtes ikke andre møbler end en bænk, en stol og et simpelt træbord. I et hjørne stod der et komfur. Det var det hele. Selv nu i juli var her en fugtig og muggen kælderluft.

Jeg skulle netop til at vende ryggen til al denne elendighed, da man bar dette halvgale fruentimmer ind og lagde hende på gulvet. Hun havde fået et epileptisk anfald. Hun tyggede uafladeligt og skar tænder, mens hendes lange arme svirrede rundt.

Jeg fik sendt bud efter en læge og hentet noget frisk vand. Omsider kom hun til sig selv. Et øjeblik holdt hun sine lange arme op for ansigtet og rokkede med overkroppen. Så sprang hun pludselig op og så sig vildt omkring. Jeg ville netop bede hende unde sig noget ro og tilbyde hende min hjælp, da hun skreg:

– Hvem er du? – og sendte mine lyse sommerklæder et giftigt blik.

Jeg nævnte, hvem jeg var, og hvorledes jeg var kommet. Da trak hun mig hen til vinduet og gav mig et skarpt og mønstrende blik fra de stikkende, vandgrå øjne.

– Jaså, det er Dem – sagde hun med et mærkeligt eftertryk på sidste ord. – Jeg har ventet, kan jeg sige, på dette …

Så slap hun mig atter og fór rasende løs på disse nysgerrige nabofolk, der havde trængt sig ind.” (side 14-15)

Asser Hein

Asser Hein var et ejendommeligt ungt menneske, som fortælleren blot har truffet en gang, og nu beretter om her i novellen.

Asser var en smuk yngling, der havde giftet sig med en 5 år ældre, formuende kvinde. Fortælleren møder ham på en kro, hvor han sidder sammen med nogle lokale døgenigte. Asser inviterer ham til at sidde ned, og som aftenen og natten går, udspiller der sig vilde scener, mens de spiller og drikker.

– De to fremmede er øjensynligt skurke?

– Jeg ved det – han nikkede med det samme uforståelige smil. – Hvad vedkommer det mig? For mig er de slet og ret mennesker, der kan fordrive min kedsommelighed med et slag kort. Sans phrase – jeg bekymrer mig på ingen måde om deres psykologi. Skurke? – Hehe, vi er såmænd alle skurke. Både De og jeg. Ligger der måske ikke en bandit og lurer i hvert af ens pulsslag? En påtrængende og grådig djævel, der snyder os, selv ved sidste træk … Det er en fædrenearv. Men den er sgu ikke synderlig køn.

Han hånlo og gik fra mig. Jeg hørte ham nøde de andre til at drikke. Og han hævede glasset og råbte lystigt over til mig:

– Drik, unge skumler! Drik, du gamle dreng! – Skyl livets skønhed og sandhed og mulighed og alt det andet klassiske nonsens ned. Champagne er dog champagne. Og beskedenhed skulle fanden have …

Jeg drak ikke. Jeg ville helst være ædru. Som henne fra en dyb skov hørte jeg de andres spottende latter. Jeg lod ham fortsætte med at hudflette mig – min egen bitre stemme. Det var alt sammen så langt borte. For jeg bar på en smertelig byrde – ulykkelige anelser, jeg ikke kunne hitte rede i.” (side 44)

Blodtirsdagen

Før fortælleren blev født, fandt en tragedie sted. Fire unge drenge forsvandt sporløst på vej hjem fra skolen, og en af dem var fortællerens farbror. En snetung 2. juledag falder fortælleren over en avis, som beretter om de fires forsvinden, der fandt sted i påsken 1838. Herefter føler fortælleren sig pludselig hensat til den aprilmorgen, og genoplever hvad der skete.

Klokken præcis fem i morges vågnede jeg efter en urolig slummer. Jeg stod op og tændte min lampe. Satte mig i min lænestol og faldt i en sælsom hallucination. Eller hvad skal jeg kalde det?

Jeg var lysvågen. Jeg noterer, at jeg så en brunlig bille krybe over gulvet. og jeg hørte hele tiden urets uafladelige tikken. Ikke nærved. Men fra en verden, som jeg så ganske havde forladt. Min bevidsthed var vågen. Eller var den måske alligevel ikke? Var den ydre fornemmelse blot en illusion? Og var, hvad jeg i de grufulde øjeblikke gennemlevede, den almægtige virkelighed?

Jeg ved det ikke. Men hvad jeg i disse besynderlige sekunder fornemmede, forekommer mig inderligere og mere meningsfuldt end alt, hvad mit daglige øje har set.” (side 62)

Den ukendte

Fortælleren i ‘Den ukendte’ møder flere gange en mand, der virker stærkt på ham. Den sidste gang fortæller manden sin historie, som fører læseren over havet og gennem tab af elskede personer og til en flugt i evig rædsel.

“- Jeg har søgt at undgå Dem … Men Deres ansigt har til stadighed forfulgt mig. Nuvel. De får i nat min historie. Og så er vi kvit. Vi går siden hver vor vej. Jeg min endeløse, ulykkelige. Og De Deres rolige og opstukne linje.

Jeg smilede bittert og spurgte om hans navn.

– Hvad kommer mit navn historien ved? – Menneskene er tåbelige. De tror at kende de væsentlige gennem navnet. Og så nævner de alt mellem himmel og jord. Ganske vilkårligt. Der er ingenting, som undgår deres navneraseri. Navnet er helligt. Respekt for benævnelsen. Sole, måner og stjerner. Årtusinder og døde kulturer … Menneskene nævner dem. Sætter dem i bås. Selv de ukendte hemmeligheder nævner de. Derved er naturligvis opdagelsen sket. Hehe. Men kloderne går deres høje vej gennem uendeligheden. Deres plads skifter og forgår. Og den evige hån mod menneskets usselhed har intet navn.” (side 90-91)

Flora

I ‘Flora’ går fortælleren en dag pludseligt ind i et hus, han ofte er gået forbi. Herinde møder han en ung mand, der fortæller ham om, hvordan han som barn overraskede sin mor og hendes elsker. En oplevelse der har trukket spor på alt op til nu.

Novellen har undertitlen ‘En historie om driften’. I efterskriften gør Dag Heede opmærksom på, at Sigurd Mathiesen skrev novellen 16 år, før Freud nedskrev sin berømte analyse af den såkaldte “Ulvemanden” om “urscenen”.

“- Livet er fuldt af viljer, fuldt af had. Deraf de bitre skuffelser, den onde skilsmisse. Vi var fremmede. Men vi havde begge en verden tilfælles: ungdommen. Se, oceanet derude – det er den evige ungdom. Oh, det blå hav, det blå hav … jeg elsker det. Over det nåede også vi hinanden. For er det ikke, som om bølgerne ejer et uforgængeligt liv? Er det ikke, som om sjæle mødes i dem? – I dag har vi truffet hinanden. Tusinde mile hav har skilt os ad. Men tror De dog ikke, at der her på den anden kyst har siddet et menneske med Deres bævende længsler og meddelelsestrang? Tror De ikke?

Jo, og De landede her mellem jammerlige folk, der slæbte på hver deres pengesække. De drømte endnu om at finde forståelse. Den unge, den hvide sjæl, der giver uden at fordre. Og De? – Hør, De fandt ham ikke.

Ja, undskyld – jeg er åben. Men Dem kan jeg sige, hvad der falder mig ind – ikke sandt? De misforstår mig ikke. Gå en smule på akkord med Deres menneskefordringer – godt! Jeg er Deres ven. De skal ikke forlange synderligt af mig. Men vil De leve her mellem blomsterne og de grønne træer, her i denne glade have, så bliv bare og forlyst Dem! – For haven og huset er mine nu. De kender muligvis den forrige ejer? – Godt. Jeg skal fortælle Dem en kort historie om ham. Det var min mors elsker.” (side 118-119)

Syge perioder

Fortælleren, den unge læge Åge Basse, ønsker med sin redegørelse at sætte en stopper for den horrible folkesnak, som står om hans person efter nogle mærkelige hændelser og en indrykket dødsannonce i avisen.

Basse er en agtværdig person, men han har en uforklarlig modvilje mod byens avisredaktør. Da Basse en dag er lidt for hurtig til at udskrive morfin til en patient, som efterfølgende dør (måske), bliver han overbevist om, at redaktøren vil gøre alt for at afsløre ham for omverdenen. Det fører til en nærmest delirisk tilstand, hvor Basse forsøger at undgå afsløringen.

“Som sagt – denne person gik mig forbi. Han hilste ganske vist. Nedladende og pertentligt. Jeg kom ikke så vidt. Jeg glemte det fuldstændigt. For min antipati slugte enhver fornuftig tanke. Den hæslige trøskesmag lagde sig atter under min gane. Og den gulblege skumringsluft syntes at fortætte sig og finde form i hans farveløse skikkelse. Det forekom mig, at jeg i ham havde truffet dagens onde mening.

En besynderlig tyngde faldt over mit bryst. Jeg ville helst være ham kvit. Men jeg vovede ikke at slippe ham af syne. Og jeg blev ved med at gå efter ham. Han vendte sig ikke en eneste gang, skønt jeg næppe befandt mig ti skridt bag ham.

Da svingede han ind ad en port. Jeg fulgte efter. Jeg hørte ham, foran mig på trappen. En forknyt barnestemme lød ovenfra. Med et gys genkendte jeg den. Det var den lille pige, der hentede morfinen i eftermiddags.” (side 142)

Vulkanen

Jeg er ret sikker på, at Sigurd Mathiesen har fundet inspiration til denne novelle i virkelighedens vulkanudbrud på den caribiske ø Martinique d. 7. maj 1902. Her blev byen Saint-Pierre udslettet og omkring 30.000 mennesker mistede livet. Én mand overlevede dog. Ludger Sylibaris sad i isolationsfængsel, hvilket reddede hans liv, selvom han blev voldsomt forbrændt. Fire dage efter udbruddet blev han fundet af et redningshold, og rejste siden rundt og fortalte om sine forfærdelige oplevelser.

Novellen er skrevet i august 1902, og handler om en mand, der får en vision om et forfærdeligt vulkanudbrud. Han forsøger at overtale sin hustru til at rejse væk sammen med deres lille søn, men hustruen nægter. Hun har boet på øen hele sit liv og insisterer på, at der ingen fare er. Desværre tager hun fejl, og novellen beskriver i lyriske detaljer de grufulde begivenheder, da vulkanen går i udbrud.

Da lød der en fjern torden. Den blev stadig stærkere og mere intens … Jeg følte gulvet gynge. Pludselig et skrald og et lynglimt. Stolen, hvorpå jeg sad, gjorde et hop og flyttede sig. Et skab ramlede over ende. Grundvolden under vort hus rystede og gav sig.

Jeg fór op og ville ile ind i soveværelset. Fra gaden nåede larmen af travle mennesker mig, hidsige og forvirrede skrig. Det klang så besynderligt nært – næsten som om det var herinde i værelset. Jeg erindrer i dette øjeblik endnu tydeligt:

– Jean, jeg dør … Bliv hos mig, Jean … Barnet kommer!

Og jeg hørte et smertefuldt skrig lige ind i mit øre. Der var sprunget en vældig revne i muren. Det var nu ikke mere så mørkt. Et sært svovllys dvælede allevegne. Men det var næsten uhyggeligere end selve mørket.” (side 162)

Unge sjæle er anmeldt til Litteratursiden

Om Unge sjæle:

Udgivelsesår: 09.03.2020
Forlag: Sidste Århundrede/Escho, 207 sider
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen
Originaltitel: Unge sjæle (norsk), 1903
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen & Anders Jørgen Mogensen

Indhold:
Den sorte uge
Asser Hein
Blodtirsdag
Den ukendte
Flora
Syge perioder
Vulkanen

Læs også:

Det sukker så tungt ude i skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Vi er fem af Mathias Faldbakken
Aura af Carlos Fuentes
Fuglene af Mikkel Harris Carlsen
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Fuglereden af Shirley Jackson
Dansk standard af Kim Leine
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Menneskekød: Grotesker 1910-1920
Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen
Samlede fortællinger af Edgar Allan Poe
Slør af A. Silvestri

Jernvognen af Stein Riverton

Jernvognen af Stein Riverton

Blandt de bøger, jeg har fik læst i 2020 men ikke skrevet om, er forlaget Eschos genudgivelse af Jernvognen fra 1909. Udgivelsen har et spændende efterskrift af Benni Bødker, der både fortæller lidt om Stein Riverton (pseudonym for Sven Elvestad), og perspektiverer historien.

Jernvognen er en del af serien Gule Roser, hvor forlaget Escho sætter fokus på kulørt litteratur, lige fra skrækromaner over elskovsromaner og kriminalromaner til eventyr udgivet i perioden 1900-1945.

Forlagets beskrivelse:

Romanen begynder da en mand findes myrdet på en idyllisk norsk ferieø. Den lokale befolkning forbinder mordet med et gammelt sagn om en jernvogn, der kører over den øde slette og varsler død med sine raslende kæder.

Da den excentriske detektiv Asbjørn Krag ankommer til øen, inddrages bogens navnløse fortæller i opklaringen, men de mange forfærdelige hændelser er hårde ved den unge mands nerver, og snart føler han sig forfulgt, mens verden omkring ham ramler sammen og alt leder frem mod en dramatisk afsløring af morderens identitet.

Skildringerne af angst, nerveanspændelse, naturmystik og sælsomme drømmesyner giver en febrilt sensitiv prosa, der væver naturen og fortællerens psyke sammen.

Conan Doyle var én inspiration, men i skildringen af fortællerens langsomme sammenbrud og det psykologiske spil mellem fortælleren og detektiven vækker Jernvognen ligeledes mindelser om relationen mellem Raskolnikov og chefefterforskeren Porfirij i Dostojevskis Forbrydelse og straf.

Anmelderne skriver:

Anmeldt i Politiken 05.11.2020 af Bo Tao Michaëlis:
[…] ‘Jernvognen’ er med sin stemning af verden af i går, sin skildring af angst og bæven, jalousi og psykopati mellem linjer, under overflade og over ord en underkendt lille sort perle i nordisk litteratur. Som krimi ret så altmodisch og obsolet med hensyn til opklaring, men i stil og sprog lakonisk og poetisk i en og samme sætning […]

Anmeldt i Weekendavisen 04.12.2020 af Bo Bjørnvig:
[…] Stein Riverton er forfatternavn for nordmanden Sven Elvestad (1884-1934), der levede et vildt liv som rejsende, journalist, forfatter, festabe, ædedolk og alkoholiker. Han var homoseksuel, hvilket dengang ikke gjorde tingene lettere. Ved siden af sine avisartikler spyttede han bøger ud i hurtigt tempo, blev kendt over hele Europa og tjente store summer og brugte endnu mere, han var altid i pengenød og bagefter sine deadlines. Om alt det har Benni Bødker skrevet et glimrende efterord, »En lyriker i rædsler«, som indgår i genudgivelsen af Stein Rivertons hovedværk, Jernvognen, der regnes for en af de bedste norske krimier, hvis ikke den bedste, og forfatteren har lagt navn til den norske krimipris Rivertonprisen […]

Anmeldt af Krimisiden:
[…] Dette er en af den norske forfatters mest kendte værker. En sammenligning med fortællingerne om Sherlock Holmes er nærliggende. Og måske især med ”Baskervilles hund”. Forfatteren skuer frem i mod de nye tider, hvor der hele tiden sker udvikling og forandring. Historien holder den dag i dag, så det er et dejligt genlæs med fortællingen. Det er en fin lille fortælling som er perfekt til en søndag i sofaen […] (læs hele anmeldelsen)

Anmeldt af Krimiormen:
[…] ”Jernvognen” får bestemt mine varmeste anbefalinger med på vejen. En krimiperle i en ældre genre, med et fint kig til nutidens krimigenre […] (læs hele anmeldelsen)

Om Jernvognen:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Escho, 215 sider
Omslag: Simon Bukhave
Originaltitel: Jernvognen (norsk), 1909
Oversætter: Anders Jørgen Mogensen

Læs også:

Fare! af Arthur Conan Doyle
Manden der tænkte ting af Valdemar Holst
Dommens dag af Karl Larsen
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Horla af Guy de Maupassant
Den hvide fjende af Niels Meyn
Skimmelrytteren af Theodor Storm
Syndfloden af Carl S. Torgius

Vi er fem af Mathias Faldbakken

Vi er fem af Matias Faldbakken

Udkants-Norge møder domestic noir og Mary Shelleys Frankenstein. Og med et chokerende godt resultat. Et virkelig originalt stykke skrivekunst.” Sådan beskriver Jo Nesbø Vi er fem af Matias Faldbakken, der netop er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2020.

Historien udspiller sig om Tormod Blystad fra den lille bygd Råset ca. tre timer nord for Oslo. Som ung ryger han i et misbrug sammen med vennen Espen. Stofferne hjælper ham først med at udfolde skjulte talenter, men siden er de ved at ødelægge ham. Kæresten Sivs indgriben får ham til sidst på fast grund igen, og med tiden bliver de gift og får to børn.

Tormod drømmer om et tredje barn, men det er Siv ikke interesseret i. I stedet forøges den lille familie med hunden Snusken, som børnene elsker højt. Så da Snusken en dag forsvinder, er sorgen stor. Hun efterlader et stort tomrum, også hos Tormod, som begynder at opholde sig mere og mere i sit værksted. Her eksperimenterer han med forskellige lerblandinger, og en vild weekend i fortidens tegn resulterer i noget helt uforudset.

Men hvor Tormods nye ler i starten ser ud til at samle familien igen, bliver følgerne senere hen langt mere alvorlige.

Vi er fem er næsten to romaner i én. Dels er det en realistisk roman om parforhold og familieliv under det moderne samfunds udfordringer. Dels er det en slags Prometheus-myte, der ligesom Mary Shelleys Frankenstein ender med at løbe helt af sporet.

I Weekendavisen kalder Klaus Rothstein romanen for “en glubsk og grotesk røverhistorie, som med arrogant ironi kombinerer hverdagen og det unheimliche.” Jeg fik da også mindelser til Kim Leines Dansk Standard, der ligeledes indeholder en syret blanding af hverdagsrealisme med det absurde og groteske.

Matias Faldbakken skriver i et let tilgængeligt hverdagssprog, hvor han af og til indskyder bemærkninger direkte til læseren. F.eks. når vi får forklaret hvordan Metallica udviklede sig til et fænomen med debutalbummet Kill ‘Em All i 1983. Som læser observerer vi nærmest begivenhederne, efterhånden som de udfolder sig, og det er op til os at tolke, hvad personernes reaktioner betyder. Jeg er ikke sikker på, om jeg forstår slutningen, men der er ingen tvivl om, at Vi er fem er en både interessant og anderledes læseoplevelse.

Uddrag af romanen:

Tegnefilmen (en overtydelig rusmetafor) satte sig i Tormod på en mærkelig måde, han blev urolig, utilpas, en klo greb ham i mellemgulvet og brystet og måske i ryggen og holdt godt fast. Da han fandt Snusken i mulden bag værkstedet, havde det været som om en sprække blev åbnet i ham, og tegnefilmen kilede sig nu fast i sprækken. Det er sengetid, sagde han, børnene gik, velopdragne, omhyggelige, op for at børste tænder på badeværelset. Tormod læste to sider for Helene på sengekanten, kyssede hende på øret, hviskede “godnat, min pige” og slukkede natbordslampen med mariehøns på. Så gik han ind til Alf og klappede drengen på baghovedet og sagde “godnat … min dreng”. Så gik han tungt ned ad trappen, forbi Siv i sofaen og ud i værkstedet igen. Der stod han og grublede over hvordan alt åbnede sig for Anders så snart han spiste pillen. Så blev Anders ikke bare den han ønskede at være, men måske også den han fortjente at være. Han blev den version af sig selv som havde gjort alle lykkelige: kunderne, Andersine og, ikke mindst, sig selv. Skulle det være forbudt at opfylde sit potentiale? Fandeme nej, tænkte Tormod. (side 68-69)

Om Vi er fem:

Udgivelsesår: 20.05.2020
Forlag: Gutkind, 216 sider
Omslag: Richard Øiestad
Originaltitel: Vi er fem (norsk) 2019
Oversætter: Sara Koch

Læs også:

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst
Dansk Standard af Kim Leine
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Mulm af Teddy Vork
Skyggeverden af Jonas Wilmann

Hviskeren af Karin Fossum

Hviskeren af Karin FossumHviskeren er en stilfærdig krimi hvor spændingen ligger i det fascinerende psykologiske portræt af hovedpersonen.

Ragna Riegel er en stille eksistens. Hun passer sit arbejde i discountbutikken Europris, bor alene i sit barndomshjem efter forældrenes død, og sønnen Rikard Josef flyttede til Berlin for mange år siden. Oveni har en fejloperation efterladt hende med en stemme, der kun kan hviske. Et handicap der sammen med hendes spinkle udseende og selvudslettende opførsel er med til at holde hende ude af syne – lige som hun foretrækker.

Men dette efterår får nogen øje på Ragna. En dag ligger der pludselig et anonymt brev i hendes postkasse med ordene ”DU SKAL DØ”. Fra denne dag af bliver frygten og forvirringen en fast bestanddel af Ragnas dagligdag. Hvem er det, der har besluttet sig for at gå efter hende? Og hvorfor lige netop hende?

Hviskeren er 13. bog i serien om den norske politikommisær Konrad Sejer, en serie hvor bøgerne sagtens kan læses selvstændigt. Som i seriens øvrige bind er Karin Fossums ærinde ikke, at læseren skal gætte, hvem forbryderen er. Vi ved nemlig fra begyndelsen, at Ragna sidder fængslet, sigtet for en forbrydelse, som Sejer forsøger at finde frem til sandheden om. Og det er den sandhed, som læseren også er på jagt efter.

Hvad er der sket med Ragna i løbet af de mørke efterårsmåneder, hvor hendes verden langsomt bliver mindre og mindre på grund af hendes frygt for den fremmede forfølger. Hvilke hemmeligheder gemmer fortiden, der gør, at hun og sønnen Rikard Josef ikke mere har kontakt? Og hvorfor vil hun gerne tilstå, men føler ikke skyld?

Fossum skriver godt, og hun har et særligt talent for at skrive om samfundets oversete. Beskrivelsen af Ragna er levende og mangefacetteret, og som læser fandt jeg hende både rørende og oprørende. En stakkel, der måske ikke er så stakkels alligevel. Eller …?

Fossum er ekspert i disse fascinerende psykologiske portrætter, som jeg har været fængslet af i tidligere romaner som f.eks. Helvedesilden. Men hvor sidstnævnte er fortalt stramt, og lader fortællingen stå perfekt i sin enkelthed, så synes jeg denne gang, at Fossum går lidt for meget i tomgang midtvejs i romanen. Mod slutningen finder historien sig selv igen, og slutningen tog endnu en gang fusen på mig. Så trods min anke er Hviskeren bestemt stadigvæk værd at læse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Hviskeren:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Gyldendal, 313 sider
Omslag: Terese Moe Leiner/Blæst-design
Originaltitel: Hviskeren (norsk)
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen

Serien med Konrad Sejer:

Evas øje, 1997
Den der frygter ulven, 1999
Se dig ikke tilbage, 1999
Elskede Poona, 2001
Når djævelen holder lyset, 2001
Sorte sekunder, 2003
Drabet på Harriet Krohn, 2005
Den som elsker noget andet, 2008
Den onde vilje, 2009
Varsleren, 2010
Carmen Zita og døden, 2014
Helvedesilden, 2016
Hviskeren, 2017

I morgen er alt mørkt – når historien slutter af Sigbjørn Mostue

I morgen er alt mørkt - når historien slutter af Sigbjørn MostueVerden, som vi kender den, er brudt sammen. Parasitten MTG har hærget jorden rundt, og efterladt sine ofre som morderiske galninge hvis eneste formål er at slå alle andre ihjel. I Norge har en lille gruppe overlevende gemt sig i skovene, men også her finder de forrykte dem.

Vi er nået til bind tre i Sigbjørn Mostues dystopiske ungdomtrilogi I morgen er alt mørkt – når historien slutter. Første bind havde teenagedrengen Brage som hovedperson, mens bind to fulgte teenagepige Marlen. Denne gang skifter fortælleren mellem de to samt Brages kammerat Oliver, som også er en del af gruppen.

Efter at de forrykte har overfaldet lejrpladsen i skoven, stikker de overlevende af. Men hvor skal de tage hen? Olivers far foreslår, at de skal søge ind til Oslo, hvor det er nemmere at skaffe mad. Brages mor, som er læge, synes de skal søge til Skedsmo, hvor myndighederne har forberedt en fjeldhal til læger og forskere, som de skulle søge til, når epidemien nåede Norge.

Ved et tilfælde ender de dog på en ensomt beliggende gård, hvor de kommer forbi i rette øjeblik til at hjælpe ejeren Torger, da gården bliver overfaldet af forrykte. Torger er dog ikke spor interesseret i, at gruppen slår sig ned her. Han har knap nok forsyninger til sig selv, men i sidste ende giver han sig.

For gruppen er tiden på Torgers gård ren paradis, selvom de må arbejde hårdt, og truslen fra de forrykte stadig truer. Men de rolige tider varer ikke evigt. En dag dukker tre overlevende op på gården. De fortæller, at Oslo er kommet under kontrol, og at orden og civilisation er genoprettet. Nu vil man i gang med at genopbygge samfundet, og til det skal der bruges mad. Det skal oplandets gårde levere – hvad enten de vil eller ej.

Mostue går her i I morgen er alt mørkt – når historien slutter videre fra den umiddelbare katastrofe og ind i genopbygningsfasen. Alt er stadigvæk kaos, og de forrykte er stadigvæk en konstant trussel. For at klare sig begynder de overlevende nu at indrette sig i forskellige små samfund, men når civilisationen er brudt sammen, er det den stærkeste, der har retten.

Jeg var endnu en gang dybt grebet af Mostues fremragende ungdomsdystopi, der rammer dybt og hårdt. Som nævnt i omtalen af de tidligere bind i trilogien kan jeg ikke lade være med at tænke på The Walking Dead under læsningen. Der er ikke meget glansbillede over den verden, der ramler sammen om ørene på de unge hovedpersoner, og de må undervejs bære det ubærlige.

I morgen er alt mørkt – når historien slutter er både spændende, velskrevet og tankevækkende. Serien beskriver råt og brutalt civilisationens sammenbrud, og selvom her er tale om ungdomsbøger, så lægger Mostue ikke fingrene imellem. Det er ikke kun de forrykte, som de overlevende skal frygte.

Jeg kan ikke andet end på det varmeste anbefale Sigbjørn Mostues fantastiske trilogi. Lad dig ikke bremse af ungdomsbogsprædikatet, for den er så meget mere end det: brutal, skræmmende, troværdig, rørende og ikke mindst giver den stof til eftertanke. For selvom fortællingen foregår i en tænkt fremtid, så er mange af bøgernes temaer sørgeligt aktuelle i nutiden.

Om I morgen er alt mørkt – når historien slutter:

Udgivelsesår: 26.04.2017
Forlag: ABC Forlag, 296 sider
Omslag: Anders Bergesen, Superultraplus Designstudio
Oversætter: Erik Egholm

I morgen er alt mørkt-serien:

Når historien slutter, 2017
Marlens historie, 2016
Brages historie, 2015

Den onde vilje af Karin Fossum

Den onde vilje af Karin Fossum

 

Karin Fossum er en af de krimi-forfattere, hvor opklaringen af forbrydelsen er sekundær i forhold til baggrunden for selve handlingen. Det er også tilfældet med Den onde vilje, der er både velskrevet og spændende, og giver et skræmmende indblik i det mørke i menneskesindet.

De tre venner, Axel, Reilly og Jon, er på weekendtur. Om natten tager de spontant ud at sejle på den nærliggende sø, og her springer Jon i for øjnene af vennerne. Reilly vil forsøge at redde ham, men Axel holder ham tilbage. Hvorfor begår Jon selvmord? Og hvorfor ønsker Axel at det sker?

Det er i korte træk handlingen i Den onde vilje, og måske det der adskiller den fra andre krimier. Jons selvmord sker nemlig i løbet af de første par sider, så jeg har ikke afsløret slutningen, og resten af bogen forsøger at skabe klarhed over, hvad der drev Jon til denne handling.

Det viser sig, at Jon var indlagt på en psykiatrisk afdeling, og at der tilsyneladende er sket noget, som de to kammerater også har deltaget i, som martrer Jon til døde. Det er denne gåde, der først løses til sidst, og indtil da tegner Karin Fossum et fremragende psykologisk portræt af både de to venner og Jon selv.

Hvis jeg skal sammenligne Karin Fossum med andre forfattere, må det bliver Inger Frimansson, hvis De nøgne kvinders ø jeg var helt vild med, og som også var en lidt atypisk krimi. Karin Fossum har en lidt anden skrivestil, men hun er letlæst og har nogle spændende overvejelser undervejs.

Den onde vilje fik mig også til at tænke på den danske film Fri os fra det onde, som har lidt det samme tema – nemlig at gode mennesker kan komme i situationer, hvor man ved at undlade at handle, gør andre fortræd. Det beskriver Karin Fossum fantastisk godt her.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Den onde vilje:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: Gyldendal, 191 sider
Originaltitel: Den onde viljen
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen

Serien med Konrad Sejer:

Evas øje, 1997
Den der frygter ulven, 1999
Se dig ikke tilbage, 1999
Elskede Poona, 2001
Når djævelen holder lyset, 2001
Sorte sekunder, 2003
Drabet på Harriet Krohn, 2005
Den som elsker noget andet, 2008
Den onde vilje, 2009
Varsleren, 2010
Carmen Zita og døden, 2014
Helvedesilden, 2016

Varsleren af Karin Fossum

Varsleren af Karin Fossum

 

Et forældrepar finder deres lille baby badet i blod, og kører chokerede på hospitalet. Blot for at få at vide at babyen intet fejler – hun var blot blevet overhældt med dyreblod. Kort efter opdager en ældre kvinde, at nogen har indrykket en falsk dødsannonce om hende, og så dukker et hold bedemænd op hos et ægtepar, hvor manden lider af en dødelig sygdom, men så sandelig stadig er i live.

Konrad Sejer og Jacob Skarre sættes på sagen, som de tager meget alvorligt, selvom der ikke er sket fysiske skader. Sejer er overbevist om, at her er tale om en mand, som ønsker opmærksomhed, og da han får smidt et postkort under sin dør med ordene: “Helvede begynder nu”, ved han, at de kun har set begyndelsen.

Sideløbende med politiets opklaring hører vi om den forhutlede teenager Johnny Beskow, der bor alene med sin alkoholiserede mor. Han har aldrig kendt faren, og det eneste menneske, han bryder sig om, er morfaren, som nu er gammel og syg. Johnny brænder efter at blive set og anerkendt, og det driver ham ud i en uhyggelig “leg” med omgivelserne.

Karin Fossum skriver kriminalromaner, hvor krimi-intrigen ikke er det vigtigste. Det er personerne og undersøgelsen af, hvorfor de agerer som de gør, der er interessant.

Hvis du mest er til hårdtslående action, hvor hver side driver med mord, så er Varsleren sikkert ikke noget for dig. Men brænder du til gengæld for velskrevne psykologiske portrætter med masser af menneskelig indsigt, så er Karin Fossums forfatterskab et godt valg. Det er ikke hygge-nygge-historier, for Fossum har bestemt øje for den menneskelige ondskab, men vægten er ikke på de blodige detaljer. I stedet viser hun de psykologiske mekanismer i ondskaben, og det kan være endnu værre.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Varsleren: 

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Gyldendal, 255 sider
Originaltitel: Varsleren (norsk)
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen

Serien med Konrad Sejer:

Evas øje, 1997
Den der frygter ulven, 1999
Se dig ikke tilbage, 1999
Elskede Poona, 2001
Når djævelen holder lyset, 2001
Sorte sekunder, 2003
Drabet på Harriet Krohn, 2005
Den som elsker noget andet, 2008
Den onde vilje, 2009
Varsleren, 2010
Carmen Zita og døden, 2014
Helvedesilden, 2016

Råddenskab af Siri Pettersen

Råddenskab af Siri PettersenRåddenskab er andet bind i den episke fantasy-serie om Odinsbarnet Hirka. Første bind hedder Odinsbarn, og var en fremragende læseoplevelse.

Hirka er opvokset i Ymslanda, hvor folket er af Ymsæt, hvilket blandt andet betyder, at de har haler, og at de har EVNEN. Men Hirka er født uden hale, og som 15-årig finder hun ud af, at hun er menskr, og ikke Ymsæt. Samtidig bliver hun involveret i et gryende opgør mellem Mannfalla og det selvstændige Ravnhov. Og ikke mindst i de indbyrdes intriger og magtkampe i Mannfalla hvor Hirkas eneste barndomsven, stolearvingen Rime An-Eldrin mod sin vilje befinder sig.

Første bind sluttede med noget af en cliffhanger. For at redde Ymslanda fra ‘de blinde’ og for at sikre Rimes liv og position, rejste Hirka via Ravneringene til menskr verden – uden mulighed for at vende tilbage. Og her starter Råddenskab.

Hirka har været strandet i vores verden, nærmere bestemt York i England, i 154 dage. Hun er ved at lære sproget, men alt er anderledes, og Hirka føler sig om muligt mere fremmed her. Hun savner Rime og den verden, hun har forladt, men er fanget her i en døende verden.

Men ikke en gang i menneskenes verden er Hirka sikker. Nogen forfølger hende, og snart finder Hirka ud af, at råddenskaben også findes her. Kilden til råddenskaben har nemlig været i eksil her i 1000 år og blot ventet på at kunne hævne sig. I den hævn udgør Hirka en vigtig brik, uden at hun forstår hvorfor. Så nu er hun pludselig fanget midt i opgøret, som også bringer svaret på, hvem – og hvad – hun egentlig er.

Romanen krydsklipper mellem Rime og Hirka i hver deres verden. Selvom Hirka har ofret sig selv, kommer der stadigvæk ‘blinde’ til Ymslanda, og Rime er ved at gå til i sorg. Han forsøger af alle kræfter at finde en vej til at hente Hirka hjem igen OG redde folket fra de ‘blinde’, samtidig med at Rådet modarbejder ham i alt. Det fører ham på sporet af en gemt viden i Mannfalla – og mod danserinden Damayanti.

Siri Pettersen har skabt et helt unikt og originalt univers, hvor parallelle verdener eksisterer side om side, afskåret fra kontakt med hinanden.

Det var en fornøjelse igen at træde ind i Hirkas verden, og selvom meget af handlingen denne gang foregår i vores egen verden, bevarer fortællingen sin magi. Dels fordi det oprindelige norrønt inspirerede univers er så stærkt beskrevet. Men også fordi Pettersen ikke er bange for at blande nye myter ind i sin fortælling. F.eks. knytter hun denne gang tråde til vampyr-myten med historien om blodslaverne/de glemte og deres forhold til Graal af Dreyri-folket.

Hirka er en fascinerende hovedperson, som i løbet af bogen udvikler sig i en spændende retning, efterhånden som hun finder ud af, hvem hun er. I det hele taget har Pettersen skabt nogle troværdige og nuancerede personer, som man ikke kan lade være med at føle for og med. Rime er ganske vist stadigvæk nærmest overmenneskelig, men savnet af Hirka driver ham næsten til vanvid, og får ham til at gøre ting der alligevel er menneskelige. Menneskelig er også Stefan, Hirkas eneste ven blandt menneskene, som absolut ikke er prototypen på en helt, men som alligevel forsøger.

Råddenskab er muligvis nok en ungdomsbog, men den mangler alle klichéerne fra Twilight. Personerne er virkelige, historien er nuanceret, og sproget er både godt og letlæst. Jeg var imponeret over bind et, og jeg synes absolut at toeren lever op til den. Ligesom sidst slutter Siri Pettersen fortællingen af med noget af en cliffhanger, så atter må jeg vente i spænding til tredje og sidste bind Evnen udkommer i februar 2017.

(anmeldt til Himmelskibet, nr. 50)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Originaltitel: Råta
Oversætter: Rolf Stavnem
Forlag: Høst & Søn, 468 sider
Omslag: Siri Pettersen, Jette Aagaard Enghusen

Helvedesilden af Karin Fossum

Helvedesilden af Karin FossumMed Helvedesilden serverer norske Karin Fossum endnu en gang en velskrevet og fængslende psykologisk krimi for læserne.

I en gammel campingvogn finder Konrad Sejr liget af en smuk kvinde og en lille dreng. Begge er blevet dolket. Bortset fra et enkelt skoaftryk er der umiddelbart ingen spor at gå efter i opklaringen af den brutale forbrydelse.

Mens Sejr og kollegaerne går i gang med eftersøgningen, springer handlingen et halvt år tilbage, hvor vi dels følger de to ofre: hjemmehjælperen Bonnie og hendes lille søn, Simon, samt den ligeledes enlige mor Mass og hendes voksne søn Eddie.

Eddie er lidt til en side. Han er intelligent nok, men kan ikke klare for mange mennesker og nye situationer, så han er på offentlig forsørgelse, og trods sine 21 år bor han stadigvæk hos moren. Faren forlod dem for mange år siden, og ligger nu begravet på en kirkegård i København. Eddie drømmer om at besøge hans grav, men moren vil ikke rykke ud med, hvor præcist han ligger begravet.

Bonnie er en stille og venlig kvinde, som knokler på i sit job i hjemmeplejen, hvor hun pga. sit omgængelige væsen finder sig i det hele fra sine borgere. Trods det hårde slid er pengene små, og hun drømmer om at give sønnen Simon et bedre liv. Mænd har hun droppet, efter at være blevet skuffet inderligt af Simons far.

Som altid i Karin Fossums serie med politimanden Konrad Sejer er hovedvægten i Helvedesilden ikke på selve opklaringen af forbrydelsen. Vi hører naturligvis om Sejer og kollegaernes arbejde og følger deres jagt på de forskellige spor, men det vigtigste er portrætterne af de to små familier, der både er frygtelig ens og meget forskellige.

Fossum er en mester i at beskrive sine personer, så man ikke kan undgå at få sympati for dem. Selv morderen formår hun at gøre menneskelig, uden dog at give undskyldninger for dennes gerninger. Samtidig er plottet troværdigt, og selvom man som læser godt kan regne ud, hvem der står bag drabet, så er det opklaringen af hvorfor, der er spændende. Og her snød Fossum i hvert fald mig fuldstændigt.

Jeg er som regel ikke særlig god til at læse krimiserier, men Fossums serie er anderledes. Nok er Konrad Sejer omdrejningspunktet for opklaringen i hvert bind, men fokus er aldrig i særlig høj grad på ham og hans privatliv. Det er et stort plus for mig, og gør samtidig at hvert bind kan læses som en enkeltstående roman.

Selvom jeg er begejstret over Helvedesilden, så skæmmes udgivelsen desværre lidt af rod i korrekturen. Et stort forlag som Gyldendal burde have styr på den del af en udgivelse, men jeg blev flere steder irriteret over fejl. Gentagne gange roder teksten rundt mellem han og hun, ligesom man og men forveksles flere gange. Hvor sidstnævnte er til at leve med, så var førstnævnte med til at forkludre læsningen, så handlingen blev mindre forståelig.

Det er dog ikke nok til at afholde mig fra at anbefale Helvedesilden, som trods småfejlene er yderst læseværdig.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Helvedesilden:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gyldendal, 228 sider
Originaltitel: Helvetesilden
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen
Omslag: Terese Mo Leiner/Blæst Design

Serien med Konrad Sejer:

Evas øje, 1997
Den der frygter ulven, 1999
Se dig ikke tilbage, 1999
Elskede Poona, 2001
Når djævelen holder lyset, 2001
Sorte sekunder, 2003
Drabet på Harriet Krohn, 2005
Den som elsker noget andet, 2008
Den onde vilje, 2009
Varsleren, 2010
Carmen Zita og døden, 2014
Helvedesilden, 2016

 

Odinsbarn af Siri Pettersen

Odinsbarn_Siri_Pettersen

Siri Pettersen serverer med Odinsbarn en ualmindlig underholdende og velskrevet fantasyroman

Det er måske lidt overdrevet at sammenligne Siri Pettersen med J. K. Rowling, men en god historie er det nu. Den norske forfatter debuterer nemlig med trilogien ”Ravneringene”, som allerede har opnået stor succes i Norge, har vundet flere priser, er blevet solgt til udlandet, og nu er der også en filmatisering på trapperne. Og igen – måske overdriver jeg lidt – men bliver filmatiseringen så god, som første bind fortjener, så forudser jeg et hit a la LOTR.

Første bog ”Odinsbarn” foregår i verdenen Ymslanda. Her er folket af Ymsæt, hvilket blandt andet betyder, at de har haler, og at de har EVNEN – nogen mere end andre. Her vokser pigen Hirka op alene med sin far, Thorrald. De første mange år er de altid på farten, og da de endelig slår sig ned i Elveroa, bosætter de sig i en hytte langt væk fra landsbyen klemt op mod klippevæggen, hvor ingen kommer tilfældigt forbi. For Hirka er nemlig anderledes. Thorrald fandt hende en vinter, efterladt i sneen. Et Odinsbarn, født uden en hale, som siges at være et misfoster i ledtog med ‘de blinde’ fra det hinsides, som bare venter på en mulighed til at komme ind i Ymslanda og udrydde alt liv.

Først som 15-årig, da Hirka står for at skulle gennemgå Ritualet sammen med landsbyens øvrige unge, får hun dog sandheden om sin herkomst at vide. Hun er menskr i en verden, hvor mennesket er myten. Afsløringen kommer til at ændre – ikke blot Hirkas liv – men historiens gang…

”Odinsbarn” er som sagt første bog i en trilogi, og selvom jeg, allerede før jeg gik i gang med at læse, var lidt træt ved tanken om endnu to bind (første bog er knap 600 sider), så blev jeg lynhurtigt opslugt af bogens univers og kan nu nærmest ikke vente på at få fingre i bind to.

Siri Pettersen har nemlig skabt en mangefacetteret og kompleks verden, jeg som læser i den grad nød at synke ned i. Det tager tid at lære bogens personer og steder at kende, for Pettersen giver ikke unødvendige forklaringer i tide og utide. Men det er tid der er brugt vel. Samtidig er historien i sig selv elementært spændende, for alle kan jo sætte sig ind i følelsen af at være udenfor. Og Hirka er virkelig udenfor – på flugt for sit liv. Oveni bliver hun en nøgleperson i et gryende opgør mellem de 12 slægter, der leder Mannfalla, og det selvstændige Ravnhov. Og for at gøre ondt værre er der også indbyrdes intriger og magtkampe mellem de 12, som blandt andet får store konsekvenser for Hirkas eneste barndomsven, stolearvingen Rime An-Eldrin.

Her er med andre ord tale om en storslået episk fortælling om både kærlighed, ondskab, hemmeligheder, magtbegær, ensomhed, død, tro og meget meget mere. Det hele fortalt flydende og så godt bundet sammen, at jeg som sagt var klar til at læse bind to, så snart jeg havde læst sidste linje i ”Odinsbarn”. Ikke mindst fordi bind 1 slutter med noget af en cliffhanger for Hirka.

Jeg har læst mig til, at de tre bøger i serien udspiller sig i tre parallelle verdener. Hvor vi i bind 1 er i Ymlanda, en norrønt inspireret verden hvor mennesker (eller menskr) er en myte, foregår bind 2 i vores tid og verden, mens bind 3 udspiller sig i ‘de blindes’ verden. Jeg venter i spænding på de næste bind, hvor bind 2 ”Råddenskab” er sat til at udkomme på dansk den 12. oktober og bind 3 ”Evnen” i februar 2017.

(anmeldt til Himmelskibet, nr. 49)

Hør Siri Pettersen fortælle om bogen på Høst og Søns hjemmeside
Læs artiklen om den kommende filmatisering
Besøg Ravneringenes hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Siri Pettersen / dans versionering: Jette Aagaard Enghusen
Forlag: Høst, 575 sider
Oversætter: Rolf Stavnem