Indlæg tagget med ‘noveller’

48 timer i Massachusetts-havet

48 timer i Massachusetts-havet udvalgt af Lise Andreasen og Niels Dalgaard

Vi lever i en tid, hvor det ikke mere er muligt at lade som om, menneskeheden ikke har påvirket jordens klima i negativ retning. Det er derfor sørgeligt aktuelt, at Science Fiction Cirklen i april måned udgav antologien 48 timer i Massachusetts-havet. Samlingen består af 14 noveller, udvalgt og oversat af Lise Andreasen og Niels Dalgaard. Noveller som alle handler om at leve/overleve i en verden ødelagt af menneskeskabte klimakatastrofer.

De 14 noveller kommer bl.a. omkring verdensomspændende oversvømmelser, uforudsigeligt vejr med flere og voldsommere orkaner, langvarig tørke, smeltning af permafrost med følgende frigivelse af metan som accelerer opvarmningen af jorden og langvarig kulde.

Jeg vil nøjes med at nævne to noveller, selvom der sagtens kan fremhæves flere.

‘Kontoret for klimafakta’ af Mitch Sullivan handler om Jake, der er ansat på kontoret for klimafakta. En dag bliver han bedt om at deltage i dagens morgen-tv, da Maryanne, som normalt er kontorets ansigt udadtil, sidder fast i Sacramento. Jake griber muligheden, men må sande at journalisterne har svært ved at acceptere hans påstand om, at der ikke er noget at bekymre sig om. Det er trods alt bare vejr, ikke klima.

Novellen fortælles af Jake, og det er interessant at følge, hvordan han med fakta i hånden kan bortforklare det meste – indtil han pludselig oplever vejrets konsekvenser helt tæt på. Jeg kan ikke lade være med at trække en linje til langt størstedelen af nutidens politikere og pengemænd, der på samme måde frasiger sig et ansvar for at gøre noget nu, hvis det får indflydelse på nutidens bekvemmelighed. Også selvom det er på bekostning af fremtiden.

‘Fjærtfangeren’ af Pat Murphy og Paul Doherty er en helt anden type fortælling og mere ovre i ‘hård’ science fiction. Maggie Lindsay har opfundet en metan-tilbageholdelsesmåtte – populært kaldet fjærtfanger – som hun får mulighed for at afprøve ved Franklin Forskningsstation i Arktis. Med Maggie som jeg-fortæller hører vi om optakten til hendes ophold i Arktis, om selve forsøget og arbejdet med at optimere det.

Hvor Jake var ansat af magthaverne for at skjule konsekvenserne af klimaforandringerne, så er Maggie kun på overfladen en del af magthaverne. Hendes forsøg er godkendt af myndighederne i håb om at afbøde klimaforandringerne, men i virkeligheden arbejder hun mere i det skjulte for ikke at blive stoppet af politisk bureaukrati. Det er dette private initiativ, der i sidste ende gør fjærtfangeren en succes. Historien fortælles nøgternt og ‘matter-of-fact’-agtig, og slutningen er meget stærk.

Bagerst i 48 timer i Massachusetts-havet er en præsentation af de medvirkende forfattere samt et, som altid, interessant efterord af Niels Dalgaard. Her kommer han bl.a. ind på klimafiktion i historisk kontekst, for klimafiktion er ikke en ny opfindelse blandt forfattere.

Det gør en afgørende forskel i klimafiktion, om de ændringer der beskrives, er menneskeskabte eller ej. Hvis ikke skriver teksterne sig ind i en lang tradition for katastrofefortællinger, der spænder over alt fra kæmpe-jordskælv, kometer og meteornedslag til oversvømmelser, ekstra store vulkaner og at Jorden suges ind i Solen. I årtierne omkring 1900 blev der skrevet talrige noveller og romaner med denne type motiv, der tilsyneladende kunne varieres bredt […] (side 246)

Mens de ældste klimanoveller hovedsageligt omhandler udefrakommende katastrofer, danner tiden efter 2. Verdenskrig bund for en ny slags klimafiktion: den menneskeskabte. Atombomberne over Japan betød, at menneskeheden nu kunne udslette sig selv, og ved samme lejlighed afstedkomme en atomvinter med alvorlige følgevirkninger for hele kloden.

Hvis de katastrofale kilimaforandringer i en historie kommer udefra og er udenfor menneskenes kontrol, kan personerne ikke gøre andet end at forsøge at overleve … det er sjældent at situationen giver så langt varsel, at de kan overveje at forhindre katastrofen. Anderledes stiller det sig i historier om menneskeskabte klimaforandringer, hvor der kan være tale om at afbøde konsekvenserne, før de indtræffer. I mange historier er der imidlertid primært tale om at påpege problemets alvor, hvilket særligt var relevant før det stod klart for de fleste, hvor alvorlig situationen er. (side 247-248)

Hvor megen klimafiktion i sagens natur ser ret pessimistisk på fremtiden, slutter Dalgaard dog af på en mere optimistisk tone, idet han introducerer subgenren med den lidt selvmodsigende betegnelse ‘hopepunk’.

Hopepunk er tydeligvis blandt de strømninger der viser en vej frem. Der er formentlig stadigvæk brug for dystre, realistiske undergangsvisioner som advarsler til nutiden; men det er vigtigt at supplere med overvejelser over hvordan man undgår at gå under og hvad man så kan og skal sætte i stedet. Skønlitteraturens opgave er i sig selv ikke at være handlingsanvisende; men den afspejler virkeligheden og får i bedste fald læseren til at reflektere over den. Det gælder også science fiction, og det er tydeligt at rigtig mange forfattere og læsere for tiden bruger genren til at overveje planetens og menneskenes fremtid. (side 251-252)

Som jeg læser antologien, tilhører et par af novellerne i 48 timer i Massachusetts-havet sidstnævnte subgenre. ‘Fjærtfangeren’ som jeg nævnte ovenfor samt ‘Verdens ottende vidunder’ af Kathryn Blume, ‘Barnebarns-paradokset’ af Daniel Thron og ‘Astrofili’ af Carrie Vaughn slutter alle på en positiv note, selvom menneskeheden i ingen af novellerne slipper uden skrammer.

Alle 14 noveller her i antologien er oversatte, men der findes naturligvis også masser af dansk cli-fi. I min læsebunke har jeg bl.a. endnu en udgivelse fra Science Fiction Cirklen, nemlig Komplekskuller der er en antologi med danske cli-fi noveller. Den ser jeg også frem til at læse.

Om 48 timer i Massachusetts-havet:

Udgivelsesår: 15.04.2021
Forlag: Science Fiction Cirklen, 256 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Oversætter: Niels Dalgaard

Indhold:
Det druknede Venedig af Kim Stanley Robinson
Kontoret for klimafakta af Mitch Sullivan
Kælvet af Sam J. Miller
At miste det vi ikke kan leve uden af Jean-Louis Trudel
Barnebarns-paradokset af Daniel Thron
Druknet af Lavie Tidhar
De nye venusboere af Sean Williams
Fremtiden er blå af Catharynne M. Valente
Afvigere af Nicole Feldringer
Drowntown af Camille Alexa
Astrofili af Carrie Vaughn
Fjærtfangeren af Pat Murphy og Paul Doherty
Verdens ottende vidunder af Kathryn Blume
Meddelelser fra vuggen af Ken Liu
Efterord ved Niels Dalgaard

Læs også:

Verden under vand af J.G. Ballard
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Metro 2033 af Dmitrij Gluchovskij
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Varslet af Liz Jensen
Fanget i isen af Dean Koontz
Blå af Maja Lunde
Vejen af Cormac McCarthy
Til verdens ende af Charlotte McConaghy
Den hvide fjende af Niels Meyn
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Metrozone af Søren Mosdal
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Den femte dag af Frank Schätzing
Den afskyelige af Charlotte Weitze
Udsendingen af Yoko Tawada
Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Krigsfeber af J.G. Ballard

Krigsfeber af J.G. Ballard

Efter at jeg for nogen tid siden læste Verden under vand af J.G. Ballard, har jeg fået læst og genlæst flere af hans bøger, blandt andet novellesamlingen Krigsfeber der indeholder 14 noveller skrevet mellem 1975 og 1990. Hovedparten er dog skrevet i 1980’erne.

Novellerne befinder sig formmæssigt lige fra eksperimenterende tekster til den helt traditionelle novelle. Blandt førstnævnte ses f.eks. ‘Svar til et spørgeskema’, hvor læseren kun får svarene og selv må udlede spørgsmålene og dermed sammenhængen. En ganske interessant øvelse som fungerer overraskende godt.

Også i samlingens to sidste historier: ‘Notater henimod et psykisk sammenbrud’ og ‘Stikordsregistret’ leger Ballard med tekstens form. ‘Notater …’ består af én eneste sætning, hvor hvert ord er forsynet med en fodnote, og det er gennem læsningen af disse fodnoter, at historien opstår.

Sidste fortælling er, som titlen antyder, ganske simpelt et stikordsregister til en selvbiografi, der aldrig er blevet udgivet. Som i et rigtigt indeks behøver man ikke at læse opslagene fra ende til anden, men kan hoppe rundt imellem dem. Der er således ikke tale om en konventionel historie med en begyndelse og en slutning, men man får masser af hints til den mystiske Henry Rhodes Hamiltons liv, der både har indeholdt møder med Churchill, et besøg hos Mahatma Gandhi i fængslet og et mislykket forsøg på at advare John F. Kennedy om attentantet.

Mine personlige favoritter i samlingen er blandt de mere traditionelle noveller. I titelnovellen ‘Krigsfeber’ befinder vi os i et Beirut, der er fuldstændigt sønderbombet af en evig borgerkrig mellem nationalisterne, royalisterne og de øvrige fraktioner. Men en dag begynder den 17-årige Ryan at overveje, om de behøver at blive ved med at kæmpe. Hvad nu hvis de alle iførte sig FN’s blå hjelm og stoppede med at slå hinanden ihjel? Novellen har et ubarmhjertigt twist og en yderst grum slutning.

Også ‘Den hemmelige historie om 3. Verdenskrig’ skal fremhæves. Her fortæller en læge om, hvordan 3. Verdenskrig udspillede sig på blot fire minutter, og hvordan nærmest ingen opdagede det, fordi alle var fuldstændigt optagede af at følge mediernes dækning af præsident Reagans helbred. En ret morsom novelle, der også spidder folks besættelse af medierne og disses magt.

‘Drømmelaster’ er historien om Johnson, der er sejlet på grund i en ensomt beliggende lagune med et skib lastet med kemikalieaffald og organiske biprodukter. Som kemikalierne siver gennem skibets skrog, begynder naturen at blomstre op. Men som i Lovecrafts ‘Farven fra rummet‘ er ikke alt som det skal være.

I ‘Kærlighed i et koldere klima’ har AIDS-epidemien skræmt menneskene fra sex og fysisk nærhed, så befolkningstallet er faldet drastisk. For at øge antallet af fødsler har unge mennesker derfor værnepligt bestående af to års tvungen seksuel aktivitet med passende, udvalgte partnere. Men hvad hvis man forelsker sig i en af disse partnere?

En journalist er på jagt efter den helt store historie i ‘Flykatastrofen’. Et stort fly er styrtet ned, og i sin søgen efter vraget ender han blandt fattige bønder langt oppe i bjergene. Novellen er sært gribende og samlingens ældste.

Til slut vil jeg også fremhæve ‘Rapport om en uidentificeret rumstation’, hvor Ballard igen leger lidt med formen. Denne gang består fortællingen af en række inspektionsrapporter afgivet af en gruppe, der er nødlandet på en ubeboet rumstation. Vi følger, hvordan de begynder at undersøge deres omgivelser og langsomt opdager, at rumstationen er langt større, end de oprindeligt troede.

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Bogens 14 noveller foregår alle i en nærtliggende fremtid eller i nutiden. De fleste stammer fra 1980’erne, en periode hvor Ballard i novelleform beskriver teknologiens forfald i nær fremtid. Novellerne rækker stilistisk ud mod hele hans forfatterskab, hvor temaer fra f.eks. Grusomhedsudstillingen og Slutstranden samt Solens rige er genkendelige. Menneskets søgen efter sine grænser står i stærk modsætning til teknologiens landvindinger, og novellen “Erindringer om rumalderen” fra et forfaldent og forladt Cape Kennedy, hvor tiden er ved at gå helt i stå, hører allerede til blandt s.f.-novellens klassikere. Mediernes magt er et andet tema, hvor Ballard bl.a. fortæller, hvorledes 3. verdenskrig fandt sted, uden at nogen opdagede det. Forfatteren eksperimenterer også i denne novellesamling meget med formen. Dette kan ses af titler som “Svar til et spørgeskema”, “Rapporten om en uidentificeret rumstation”, “Notater imod et psykisk sammenbrud” og “Indholdsfortegnelsen”. Ballard hører til blandt s.f.-litteraturens største, og det er sjældent at se en så helstøbt s.f.-novellesamling på dansk. Mange af bogens titler er sikre på at blive anvendt i andre s.f.-antologier fremover. Novellerne er vedkommende, velskrevne, billedskabende, spændende og fængslende, også for andre end s.f.-læsere.

Annelise Schønnemann, Berlingske Tidende:
I de foreliggende noveller tager Ballard os med på en ydre og indre rejse i den allernærmeste fremtid og i kvæstede sind. Det er ikke personerne, der interesserer ham så meget, som det de er udtryk for. Der er tale om en bevidst fremmedgørelse, der paradoksalt nok bringer læseren nærmere på en forståelse af de absurde tiår omkring år 2000. […] Det står ikke direkte, men Ballard’s syn på en mulig fornuftig, uforurenet fremtid er ikke lyst. I novellerne bevæger han sig rundt mellem et Beirut, der virker som krigsforsøgslaboratorium, en fremtid hvor sex er en samfundspligt, og de stakkels værnepligtige glæder sig til det evige cølibat, en atom-jihad rettet mod en video-religion og en realistisk science fiction-verden befolket af flossede astronauter. Det er en herlig samling noveller, der viser Ballards spændvidde fra politisk satire til formmæssige eksperimenter med biografiskrivning. Sidste kapitel er et stikordsregister til en biografi, som aldrig er udgivet. Muligvis. (Læs hele anmeldelsen 06.03.1992 Berlingske Tidende)

Ursula K. Le Guin, New York Times:
The brilliant, obsessive fictions of J. G. Ballard circle through a round of almost canonical topics of modernist literature and film: the Conradian jungle and its white folk, consumerist America and the ugly American, popular cult figures such as astronauts and film stars, T. S. Eliot’s “waste land” and “unreal city.” Through these and other landscapes of alienation, stock figures move in meticulous patterns toward a predictably shocking conclusion. (Læs hele anmeldelsen 21.04.1991 New York Times)

Washington Post:
The real Ballard has since the early ’60s been a pioneer of a certain sort of literary science fiction I like to call Psy-Fi. Psy-Fi, often parodic, surreal and grotesque, and almost always set in some near and recognizable future, seeks to explore the psychopathology of post-atomic life, stuff like high technology, mass-media, advertising, PR, totalitarianism, etc. […] Ballard is really more a social critic than a storyteller. And, except for a couple of hard-core science fiction pieces like “Report on an Unidentified Space Station,” all of War Fever’s 14 stories grow out of the parodic expansion of some single angst-producing feature of modern social life. […] Structurally, every one of this book’s stories is exoskeletal: its symbols and meanings are right on the surface, right in your face; and they, rather than plot or character, provide the story’s developmental drive. […] Short, dense, vivid, hallucinatory, sometimes pompous, often truly disturbing, these pieces in War Fever are Ballard’s Psy-Fi gems, and they have value. (Læs hele anmeldelsen 28.04.1991 Washington Post)

Om Krigsfeber:

Udgivelsesår: 1992
Forlag: Gyldendal, 187 sider
Omslag: Lotte Bruun Rasmussen
Originaltitel: War Fever, 1990
Oversætter: Peter Marslew

Indhold:
Krigsfeber (War Fever, 1989)
Den hemmelige historie om 3. verdenskrig (The Secret History of World War 3, 1988)
Drømmelaster (Dream Cargoes, 1990)
Angrebets mål (The Object of the Attack, 1984)
Kærlighed i et koldere klima (Love in a Colder Climate, 1989)
Verdens største eventyrpark (The Largest Theme Park in the World, 1989)
Svar til et spørgeskema (Answers to a Questionnaire, 1985)
Flykatastrofen (The Air Disaster, 1975)
Rapport om en uidentificeret rumstation (Report on an Unidentified Space Station, 1982)
Manden som gik på Månen (The Man Who Walked on the Moon, 1985)
Det enorme rum (The Enormous Space, 1989)
Erindringer om rumalderen (Memories of the Space Age, 1982)
Notater henimod et psykisk sammenbrud (Notes Towards a Mental Breakdown, 1976)
Stikordsregistret (The Index, 1977)

Læs også:

8 science fiction noveller / red. Jannick Storm
En anden ensomhed / red. Palle Juul Holm
Babysæsonen / red. Ane C. Ruge og Jannick Storm
Evolution – LUO 15 / red. Carl-Eddy Skovgaard
Det sidste spørgsmål / red. Arne Herløv Petersen
Den store science fiction bog / red. Niels Dalgaard
Tidssonde / red. Arthur C. Clarke
Månebase rødhætte og andre sf noveller af Lars Ahn
Verden under vand af J.G. Ballard
Filmatiserede noveller af Philip K. Dick
Sand og sten, stål og glas af A. Silvestri
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Read.Die.Repeat – Horror og weirdart for voksne, vol. 1

Read.Die.Repeat - Horror og weirdart for voksne, vol. 1

Read.Die.Repeat startede som en lille hyggeprojekt, der anmeldte bøger, skrev artikler og havde som mission at sprede glæde for gyset og at udbrede horrorgenren på det danske, litterære marked. I januar 2021 oprettedes Read.Die.Repeat som et forlag, og i april udkom så første nummer af magasinet Read.Die.Repeat – Weirdart for voksne fyldt med noveller, illustrationer og tegneserier. Forlaget har også andre udgivelser på beddingen, og er bl.a. i gang med udgivelsen af to e-føljetoner af henholdsvis Helle Pierrier (Mørke over motorvejen) og Karsten Brandt-Knudsen (Rust og Støv).

Her skal det dog handle om første nummer af magasinet, der indeholder 12 noveller, 1 tegneserie og en række illustrationer. Bidragsyderne er en blanding af kendte og nye navne (i hvert fald for mig), og det overordnede indtryk er rigtig godt. Allerede forsideillustrationen af Christina Larsen fangede mit øje med den kludedukke-agtige pige iført en blodig machete.

Jeg kan i det hele taget godt lide, at illustrationer har fået en plads i magasinet. Der er enkelte af novellerne der har tilknyttede illustrationer, men magasinet indeholder også enkeltstående tegninger, som er medtaget i egen ret. De har alle forskellige udtryk, som giver øjnene en spændende udfordring. Skal jeg fremhæve én, må det blive ‘Horrormink’ af Pia Smith og Anders Fjølvar, fordi den lige rammer mig i mit funny bone, samtidig med at den er flot tegnet. Men som sagt – ingen af illustrationerne falder på nogen måde igennem.

Den enlige tegneserie, der er medtaget, er af Lauge Eilsøe-Madsen. I ‘Stranded’ reagerer en skib på et nødsignal. Et andet skib er tilsyneladende stødt på et rev i meget dybt farvand. Kaptajnen og mandskabet går ombord på det strandede skib, og her læser kaptajnen skibsloggen. Men noget er helt galt …

Jeg har tidligere læst bidrag af Eilsøe-Madsen i bl.a. Forlaget Afkoms Absurd-serie, og han er en glimrende historiefortæller. ‘Stranded’ bringer mindelser om både Lovecraft og filmserien Alien, og er et fint lille sort/hvidt gys.

Af novellerne er jeg nødt til at fremhæve Teddy Vork, der indleder bladet med ’Dragkisten’. Et gedigent gys om parret som køber en gammel herregård for at sætte den i stand til kursusvirksomhed og økologisk landbrug. Mens renoveringen stadig er i gang, kommer nogle venner på besøg, og Peter foreslår en gang gemmeleg med børnene. Han finder alletiders gemmested i en gammel dragkiste. Eller gør han? Vork er altid værd at læse, og denne gang kaster han sig over en ’hjemsøgt herregårds-fortælling’.

Mariane Mide, som har skrevet ’Patientjournal’, er et nyt bekendtskab for mig, men også den novelle skal fremhæves. Her følger vi udviklingen hos patienten Mikkel, der er blevet indlagt efter et længere forløb. Mikkel har mistet appetitten, han mister langsomt evnen til at se ansigter, og i det hele taget lider han af en række usædvanlige symptomer, der tilsyneladende ingen mening er med. Historien fortælles med skiftevise indføringer i journalen af henholdsvis Mikkel og lægerne, og det er rigtig interessant at følge lægernes forsøg på at opklare, hvad der er galt med Mikkel. En glimrende novelle der gav mindelser til f.eks. Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen.

Sidste novelle, jeg vil nævne her, er ’SVIRP’ af Helle Perrier med illustration af Félix Perrier. Fortælleren arbejder som minerydder for MANEKI-CORP i det ydre rum. Hver dag er hun ude i sin POD og vender så tilbage til rumstationen, hvis eneste anden beboer er makkeren Dean. Hver dag er rutine, indtil en dag hun opdager en lille bums på sin ene hånd. Novellen er skarp, underholdende og en af den slags science fiction fortællinger, jeg bare holder utroligt meget af.

Indholdsmæssigt er jeg med andre ord godt underholdt af magasinet Read.Die.Repeat. Skulle jeg komme med et ønske til fremtidige numre, er det at arbejde lidt mere med selve magasin-formen. For eksempel kunne jeg ønske mig, at illustrationerne bredes mere ud i stedet for at være samlet i midten. Ved at lade dem indgå mellem novellerne tror jeg, at man får mere ’ro’ til at nyde den enkelte illustration, fremfor at øjet hurtigt vandrer videre til næste billede.

Et andet ønske kunne være at lade artikler, små portrætter af kunstnerne, lister over inspirationskilder osv. indgå på lige fod med det nuværende indhold. Det ville være med til at gøre indholdet mere magasin-agtigt. Det nuværende format minder for mig nemlig på mange måder om det bibliotekerne kalder en antologi, dvs. en bog med bidrag fra forskellige forfattere. Der er intet galt i antologier, tværtimod holder jeg personligt meget af dem. Men hvis Read.Die.Repeat søger at være et magasin, kunne det være fedt at det skinnede mere igennem i det visuelle udtryk.

Afslutningsvis vil jeg dog endnu en gang rose Read.Die.Repeat for at sætte fokus på de fantastiske genrer på dansk. Hvor er det bare fedt, at så mange brænder for det weird og anderledes. Tusind tak til både forlag og bidragsydere. Jeg glæder mig meget til næste nummer.

Om Read.Die.Repeat:

Udgivelsesår: april 2021
Forlag: Read.Die.Repeat, 98 sider
Forsideillustration: Christina Larsen
Bagsideillustration: Aiden Kvarnstöm

Indhold:
Dragkisten af Teddy Vork
Nefilim af Anne-Mette Brandt
Blodsved af Rasmus Wichmann med illustration af Mike Dominic
Patientjournal af Mariane Mide
Refleksion af Sara Farag
Dans med mig af Luna Harley
Lupus af Ane Gudrun (illustration)
Cthulhu af NMAAR (illustration)
Pest af Matt Chiri (illustration)
Stranded af Lauge Eilsøe-Madsen (tegneserie)
Horrormink af Pia Smith og Anders Fjølvar (illustration)
Three’s a tree af Christina Larsen (illustration)
Alf af Stina Øhrberg (illustration)
Danse, danse, dukke min af Savanna Lind
Rævegraven af Karina Sund
SVIRP af Helle Perrier med illustration af Félix Perrier
I syv sind af Karsten Brandt-Knudsen
Morket i Puort Assant af Freddy E. Silva
Ansigtsflænseren af Jonas Dinesen med illustration af Ane Gudrun

Evolution – lige under overfladen 15 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Evolution - lige under overfladen 15 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Evolution er titlen på Science Fiction Cirklens årlige antologi med nye danske science fiction noveller. Det er 15. bind i serien, og som sædvanlig er bidragsyderne en blanding af nye og kendte ansigter. Emnemæssigt spænder de 28 noveller bredt, og kaster sig blandt andet over

  • Hvad gør genmanipulering grænseoverskridende?
  • Hvad sker der, når alle er ’isolerede’?
  • Hvad gør det sidste menneske, når jorden er blevet udslettet?
  • Hvad gør man, når det firma, der betaler en kolonisering på Mars, går konkurs?
  • Er der en god løsning på bodeling ved skilsmisse?
  • Kan man bekæmpe udenjordisk virus?

Med så mange bidrag og med den store blanding af forfattere er der naturligvis forskel på kvaliteten. Nogle noveller er mindre raffinerede end andre, og nogle idéer er set før. Gennemgående synes jeg dog, at alle historierne var underholdende, og så er jeg bare rigtig glad for, at Science Fiction Cirklen også giver plads til de nye stemmer. Jeg synes nemlig personligt, at det er spændende at få et kig ind i vækstlaget.

Jeg vil ikke gennemgå alle 28 noveller, men nøjes med at trække enkelte favoritter ud.

Maibrit Høyrup indleder samlingen med novellen ‘Kærlighed’. Høyrup har skrevet flere historier til ‘Lige under overfladen’-serien, og så hendes novelle ‘Killinger’ i Universets mørke helt fantastisk. I ‘Kærlighed’ er fortælleren lejlighedsassistenten Ayee, der gør alt for sit menneske, Rued, lige fra at masserer og made hende til at vedligeholde lejligheden og sørge for indkøb m.m. En dag kommer Rued dog i kontakt med et andet menneske og helt usædvanligt bliver de venner. Så gode venner at Rued overvejer at flytte fra lejligheden. Men hvad sker der med lejlighedsassistenten, hvis dets menneske flytter? Jeg kom til at tænke på 2001 af Arthur C. Clarke, men Høyrup har sit helt eget take på en A.I. ude af kontrol.

‘Villadybet’ af Lars Behn-Segall føles nærmest som en horrornovelle i starten. Selvom slutningen ikke helt lever op til begyndelsen, vil jeg dog alligevel fremhæve den, fordi den er så underholdende. Jan opdager, at hans terrasse er sunket i den ene side. Da han fjerner fliserne for at rette dem op, opdager han en dyb tunnel. Hvor fører den hen? Og hvem har bygget den?

Kan fortiden ændres? er et af de spørgsmål Dmitri Burdykin stiller i ‘En hjælpende hånd’. Novellen starter i 2041, hvor atomfysikeren Ronald Davenport er på vej til en afgørende test for hans opfindelse, der skal gøre menneskeskabt fusion til en brugbar energikilde. Så springer novellen til 2115 hvor en decimeret menneskehed kæmper for sin fortsatte eksistens. Et middel til det er at ændre udfaldet på Davenports test 74 år tidligere. Men kan man det? Og hvad vil omkostningerne i givet fald være. Novellen er en af de længste i Evolution, og jeg kunne sagtens se idéen udfolde sig i romanform.

I ‘Den sidste astronaut’ af Sofie Boysen rammer en meteor jorden og smadrer den i småstykker. Det eneste menneske, der overlever sammenstødet, er astronauten på rumstationen MIRA-2. Men selvom astronauten har overlevet selve sammenstødet, er det en begrænset frist. Og hvad bruger man så den sidste tid til? Jeg var aldeles begejstret for novellen, som er klassisk science fiction men alligevel ny.

Publius Enigma, der debuterede med Exnihilo i 2019, bidrager med novellen ‘Memory Hunters Ltd.’ Her følger vi to drømmedykkere, der filmer minder, men hvad der starter som en lykkelig drøm, udvikler sig helt galt. Udover at drømmedykning er en interessant tanke, er der noget etisk i det, som giver novellen et særlig menneskeligt aspekt.

Mens jeg skriver dette, er verden stadig ramt af COVID-19, og ferierejser til andre lande er nede på et minimum. I A. Silvestris novelle ‘All inclusive’ er denne tendens fortsat, så da Eskild på 79 beslutter sig for at tage på en jordomrejse med fly, er det aldeles uhørt. Silvestri tager nogle nutidige emner, accelererer dem så de kommer helt ud på spidsen, og lader læseren om at tage stilling. Jeg er solgt.

‘Time to go’ af Niels Kjærgaard er en af de mere humoristiske i Evolution. Her er tidsrejser blevet et reality-show, og vi følger fem deltagere, der i løbet af et show bliver sendt til tre forskellige tider i jordens historie. Fire af de fem deltagere er allerede kendte realitystjerner, og Kjærgaard lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af dem som hjernetomme individer, mens den sidste deltager er en ganske almindelig fyr. Jeg synes, novellens idé er super god, så selvom historien bliver lidt for pjattet efter min smag, vil jeg alligevel fremhæve den. Også fordi den farligste tid viser sig at være lidt af en overraskelse.

Jeg kunne sagtens have fremhævet flere af novellerne, for eksempel Simon Christiansens ‘En hjælpende hånd’, Helene Toksværds ‘Et meningsfuldt job’, Mette Markers ‘Mars…retur?’, Maria Aagaard ‘Drømmejobbet’, Lars Ahn ‘Billigt hotel’, Gudrun Østergaard ‘Forfædrene’ og Thomas Hverring ‘Lortejob’ for blot at nævne nogle.

Jeg er rigtig glad for Lige under overfladen-serien, og Evolution er endnu en god oplevelse, både for science fiction fans, og for dem der endnu ikke kender til genren.

Om Evolution:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Science Fiction Cirklen, 431 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Kærlighed af Majbrit Høyrup
Villadybet af Lars Behn-Segall
En hjælpende hånd af Simon Christiansen
Skæbnens ironi af Dmitri Burdykin
Et meningsfuldt job af Helene Toksværd
Retning nord af Sigrid Groth Nielsen
Fagre gamle verden af Gry Ranfelt
Mars…retur? af Mette Markert
Evolution af Anna Line Søgaard
Den sidste astronaut af Sofie Boysen
Dårlig luft af Ditlev V. Petersen
Drømmejobbet af Maria Aagaard
Virtuel sandhed af Hanne Rump
Vi har dem kun til låns af Richard Ipsen
Den lysende kugle af Lilli Lund Christensen
Billigt hotel af Lars Ahn
Hatten af Lonni Krause
Gemini af Sørine Amanda Nielsen
Forfædrene af Gudrun Østergaard
Memory Hunters Ltd. af Publius Enigma
All inclusive af A. Silvestri
Opbrud af Maria Thy
Springerne af Tim Sørensen
Flugt af Susse Kristiansen
Time to go af Niels Kjærgaard
Koldt hjerte af Stephanie Fjeldsø Fischer
I hjertet af maskinen af Kenneth Hansen
Lortejob af Thomas Hverring

Lige under overfladen:

Sandsynlighedskrydstogt – lige under overfladen, 14, 2019
De fremmede – lige under overfladen 13, 2018
Efter fødslen – lige under overfladen 12, 2017
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11, 2016
Som et urværk – lige under overfladen 10, 2015
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9, 2014
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8, 2013
Nær og fjern – lige under overfladen 7, 2013
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6, 2012
Den nye koloni – lige under overfladen 5, 2011
Ingenmandsland – lige under overfladen 4, 2010
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3, 2009
I overfladen – lige under overfladen 2, 2008
Lige under overfladen, 2007

Unge sjæle af Sigurd Mathiesen

Unge sjæle af Sigurd Mathiesen

Jeg blev gjort opmærksom på Unge sjæle af Sigurd Mathiesen, da jeg læste et opslag på Facebook af Anders Jørgen Mogensen. AJM har oversat bogen sammen med Caroline Enghoff Mogensen, og beskriver i opslaget bogen som sin yndlingsbog. Her fortæller han også, hvordan han tilfældigt faldt over Sigurd Mathiesen i forbindelse med et interview, hvor Astrid Ehrencron-Kidde nævnte novellen ‘Blodtirsdagen’, som inspiration for hendes egne gotiske fortællinger.

Astrid Ehrencron-Kidde er ligeledes genudgivet i Serie for Grotesker. Jeg var meget betaget af Det sukker så tungt ude i skoven, så hvis Unge sjæle skulle minde herom, var jeg nødt til at læse den.

Jeg må dog hellere straks bekende, at jeg synes, de to forfattere er meget forskellige (hvilket AJM også bemærker i sit opslag). Hvor Astrid Ehrencron-Kidde er umiddelbar læsevenlig, selvom der er masser af lag i fortællingerne, er Sigurd Mathiesen mere ordrig og mindre ligefrem. Men alligevel er der noget over hans noveller. For selvom jeg lagde bogen fra mig et par gange undervejs, var jeg nødt til at gribe den igen kort efter og fortsætte læsningen.

Oplevelsen af bogen blev dog endnu større, da jeg læste Dag Heedes fremragende efterord, som introducerer Sigurd Mathiesens forfatterskab og hjælper med at åbne novellerne.

Unge sjæle består af syv noveller skrevet i perioden 1899 til 1902. Novellerne tematiserer ulykkelige eksistenser fanget i et meningsløst liv. Fortællinger der, som Dag Heede skriver, kan ses som den skriftlige udgave af Edvard Munchs maleri Skriget.

Vi befinder os på eksistensens skyggesider med fortællere og hovedpersoner, der enten er deciderede ‘kældermennesker’ eller i hvert fald desillusionerede misantroper, enspændere og outsidere, som omgivelserne ser skævt til, og som Mathiesens hovedpersoner til gengæld foragter og hader. Skønt hovedpersonerne har forskellige navne og professioner, drejer det sig i grunden om en og den samme person(type), der udsættes for forskellige ekstremsituationer. Den mandlige mathiesenske arketype er en omvandrende gåde med fremmedheden indskrevet i sig.” (fra Dag Heedes efterord side 191)

Et andet gennemgående tema i Unge sjæle er homoseksualitet. Flere af novellerne omhandler begær mellem to mænd, dog i forvrængede fremstillinger, under dække af skrækromantikkens vinger, som Dag Heede gør opmærksom på, hvor den perverse seksualitet kunne udforskes uden at bryde loven eller moralen.

De syv noveller er enkeltstående fortællinger, men kan dog også læses som en samlet kreds, hvor hver fortælling svarer til en af ugens dage, ligesom skabelsesberetningen i Biblen. Blot ender Mathiesens fortællinger i et stort apokalyptisk vulkanudbrud, der ødelægger, fremfor at skabe.

En anden mulig fortolkning af novellerne som en samlet kreds er de syv dødssynder. Dag Heede kommer ind på dette i efterordet, hvor han beskriver den brede palet af menneskelige laster, som Mathiesen fremviser i Unge sjæle. Her møder vi hasardspil, alkoholisme, bedrag, mord, misbrug af euforiserende stoffer og så videre.

Uanset om man læser novellerne enkeltvis eller som et samlet hele, er Sigurd Mathiesens univers dog et sært fascinerende og samtidig rystende sted at besøge. Det var noveller, der krævede tid at læse og fordøje, men som også var spændende læsning.

Jeg tager hatten af for Forlaget Sidste Århundrede og Forlaget Escho, der sammen står bag udgivelsen af ’Serie for Grotesker’. Det fortjener ros, at de giver glemte, men vigtige værker en ny chance. Og en sådan er Unge sjæle.

Den sorte uge

Den første novelle i Unge sjæle er den, jeg har sværest ved at fange. Her beretter fortælleren den dag, den gamle og nærige Kale Enersen dør, samt om hans møder med den fattige og ikke helt velforvarede Jakobine.

Det trange og mørke rum, jeg kom ind i, lå i en kælder. Aldrig kan jeg mindes et uslere hul af en menneskebolig. Den lille pige viste mig sengen. Den var sammentømret af nogle umalede brædder og alene fyldt med klude. Jeg lagde den sårede pige fra mig så forsigtig som muligt på dette hårde leje og så mig fortvivlet om. Der fandtes ikke andre møbler end en bænk, en stol og et simpelt træbord. I et hjørne stod der et komfur. Det var det hele. Selv nu i juli var her en fugtig og muggen kælderluft.

Jeg skulle netop til at vende ryggen til al denne elendighed, da man bar dette halvgale fruentimmer ind og lagde hende på gulvet. Hun havde fået et epileptisk anfald. Hun tyggede uafladeligt og skar tænder, mens hendes lange arme svirrede rundt.

Jeg fik sendt bud efter en læge og hentet noget frisk vand. Omsider kom hun til sig selv. Et øjeblik holdt hun sine lange arme op for ansigtet og rokkede med overkroppen. Så sprang hun pludselig op og så sig vildt omkring. Jeg ville netop bede hende unde sig noget ro og tilbyde hende min hjælp, da hun skreg:

– Hvem er du? – og sendte mine lyse sommerklæder et giftigt blik.

Jeg nævnte, hvem jeg var, og hvorledes jeg var kommet. Da trak hun mig hen til vinduet og gav mig et skarpt og mønstrende blik fra de stikkende, vandgrå øjne.

– Jaså, det er Dem – sagde hun med et mærkeligt eftertryk på sidste ord. – Jeg har ventet, kan jeg sige, på dette …

Så slap hun mig atter og fór rasende løs på disse nysgerrige nabofolk, der havde trængt sig ind.” (side 14-15)

Asser Hein

Asser Hein var et ejendommeligt ungt menneske, som fortælleren blot har truffet en gang, og nu beretter om her i novellen.

Asser var en smuk yngling, der havde giftet sig med en 5 år ældre, formuende kvinde. Fortælleren møder ham på en kro, hvor han sidder sammen med nogle lokale døgenigte. Asser inviterer ham til at sidde ned, og som aftenen og natten går, udspiller der sig vilde scener, mens de spiller og drikker.

– De to fremmede er øjensynligt skurke?

– Jeg ved det – han nikkede med det samme uforståelige smil. – Hvad vedkommer det mig? For mig er de slet og ret mennesker, der kan fordrive min kedsommelighed med et slag kort. Sans phrase – jeg bekymrer mig på ingen måde om deres psykologi. Skurke? – Hehe, vi er såmænd alle skurke. Både De og jeg. Ligger der måske ikke en bandit og lurer i hvert af ens pulsslag? En påtrængende og grådig djævel, der snyder os, selv ved sidste træk … Det er en fædrenearv. Men den er sgu ikke synderlig køn.

Han hånlo og gik fra mig. Jeg hørte ham nøde de andre til at drikke. Og han hævede glasset og råbte lystigt over til mig:

– Drik, unge skumler! Drik, du gamle dreng! – Skyl livets skønhed og sandhed og mulighed og alt det andet klassiske nonsens ned. Champagne er dog champagne. Og beskedenhed skulle fanden have …

Jeg drak ikke. Jeg ville helst være ædru. Som henne fra en dyb skov hørte jeg de andres spottende latter. Jeg lod ham fortsætte med at hudflette mig – min egen bitre stemme. Det var alt sammen så langt borte. For jeg bar på en smertelig byrde – ulykkelige anelser, jeg ikke kunne hitte rede i.” (side 44)

Blodtirsdagen

Før fortælleren blev født, fandt en tragedie sted. Fire unge drenge forsvandt sporløst på vej hjem fra skolen, og en af dem var fortællerens farbror. En snetung 2. juledag falder fortælleren over en avis, som beretter om de fires forsvinden, der fandt sted i påsken 1838. Herefter føler fortælleren sig pludselig hensat til den aprilmorgen, og genoplever hvad der skete.

Klokken præcis fem i morges vågnede jeg efter en urolig slummer. Jeg stod op og tændte min lampe. Satte mig i min lænestol og faldt i en sælsom hallucination. Eller hvad skal jeg kalde det?

Jeg var lysvågen. Jeg noterer, at jeg så en brunlig bille krybe over gulvet. og jeg hørte hele tiden urets uafladelige tikken. Ikke nærved. Men fra en verden, som jeg så ganske havde forladt. Min bevidsthed var vågen. Eller var den måske alligevel ikke? Var den ydre fornemmelse blot en illusion? Og var, hvad jeg i de grufulde øjeblikke gennemlevede, den almægtige virkelighed?

Jeg ved det ikke. Men hvad jeg i disse besynderlige sekunder fornemmede, forekommer mig inderligere og mere meningsfuldt end alt, hvad mit daglige øje har set.” (side 62)

Den ukendte

Fortælleren i ‘Den ukendte’ møder flere gange en mand, der virker stærkt på ham. Den sidste gang fortæller manden sin historie, som fører læseren over havet og gennem tab af elskede personer og til en flugt i evig rædsel.

“- Jeg har søgt at undgå Dem … Men Deres ansigt har til stadighed forfulgt mig. Nuvel. De får i nat min historie. Og så er vi kvit. Vi går siden hver vor vej. Jeg min endeløse, ulykkelige. Og De Deres rolige og opstukne linje.

Jeg smilede bittert og spurgte om hans navn.

– Hvad kommer mit navn historien ved? – Menneskene er tåbelige. De tror at kende de væsentlige gennem navnet. Og så nævner de alt mellem himmel og jord. Ganske vilkårligt. Der er ingenting, som undgår deres navneraseri. Navnet er helligt. Respekt for benævnelsen. Sole, måner og stjerner. Årtusinder og døde kulturer … Menneskene nævner dem. Sætter dem i bås. Selv de ukendte hemmeligheder nævner de. Derved er naturligvis opdagelsen sket. Hehe. Men kloderne går deres høje vej gennem uendeligheden. Deres plads skifter og forgår. Og den evige hån mod menneskets usselhed har intet navn.” (side 90-91)

Flora

I ‘Flora’ går fortælleren en dag pludseligt ind i et hus, han ofte er gået forbi. Herinde møder han en ung mand, der fortæller ham om, hvordan han som barn overraskede sin mor og hendes elsker. En oplevelse der har trukket spor på alt op til nu.

Novellen har undertitlen ‘En historie om driften’. I efterskriften gør Dag Heede opmærksom på, at Sigurd Mathiesen skrev novellen 16 år, før Freud nedskrev sin berømte analyse af den såkaldte “Ulvemanden” om “urscenen”.

“- Livet er fuldt af viljer, fuldt af had. Deraf de bitre skuffelser, den onde skilsmisse. Vi var fremmede. Men vi havde begge en verden tilfælles: ungdommen. Se, oceanet derude – det er den evige ungdom. Oh, det blå hav, det blå hav … jeg elsker det. Over det nåede også vi hinanden. For er det ikke, som om bølgerne ejer et uforgængeligt liv? Er det ikke, som om sjæle mødes i dem? – I dag har vi truffet hinanden. Tusinde mile hav har skilt os ad. Men tror De dog ikke, at der her på den anden kyst har siddet et menneske med Deres bævende længsler og meddelelsestrang? Tror De ikke?

Jo, og De landede her mellem jammerlige folk, der slæbte på hver deres pengesække. De drømte endnu om at finde forståelse. Den unge, den hvide sjæl, der giver uden at fordre. Og De? – Hør, De fandt ham ikke.

Ja, undskyld – jeg er åben. Men Dem kan jeg sige, hvad der falder mig ind – ikke sandt? De misforstår mig ikke. Gå en smule på akkord med Deres menneskefordringer – godt! Jeg er Deres ven. De skal ikke forlange synderligt af mig. Men vil De leve her mellem blomsterne og de grønne træer, her i denne glade have, så bliv bare og forlyst Dem! – For haven og huset er mine nu. De kender muligvis den forrige ejer? – Godt. Jeg skal fortælle Dem en kort historie om ham. Det var min mors elsker.” (side 118-119)

Syge perioder

Fortælleren, den unge læge Åge Basse, ønsker med sin redegørelse at sætte en stopper for den horrible folkesnak, som står om hans person efter nogle mærkelige hændelser og en indrykket dødsannonce i avisen.

Basse er en agtværdig person, men han har en uforklarlig modvilje mod byens avisredaktør. Da Basse en dag er lidt for hurtig til at udskrive morfin til en patient, som efterfølgende dør (måske), bliver han overbevist om, at redaktøren vil gøre alt for at afsløre ham for omverdenen. Det fører til en nærmest delirisk tilstand, hvor Basse forsøger at undgå afsløringen.

“Som sagt – denne person gik mig forbi. Han hilste ganske vist. Nedladende og pertentligt. Jeg kom ikke så vidt. Jeg glemte det fuldstændigt. For min antipati slugte enhver fornuftig tanke. Den hæslige trøskesmag lagde sig atter under min gane. Og den gulblege skumringsluft syntes at fortætte sig og finde form i hans farveløse skikkelse. Det forekom mig, at jeg i ham havde truffet dagens onde mening.

En besynderlig tyngde faldt over mit bryst. Jeg ville helst være ham kvit. Men jeg vovede ikke at slippe ham af syne. Og jeg blev ved med at gå efter ham. Han vendte sig ikke en eneste gang, skønt jeg næppe befandt mig ti skridt bag ham.

Da svingede han ind ad en port. Jeg fulgte efter. Jeg hørte ham, foran mig på trappen. En forknyt barnestemme lød ovenfra. Med et gys genkendte jeg den. Det var den lille pige, der hentede morfinen i eftermiddags.” (side 142)

Vulkanen

Jeg er ret sikker på, at Sigurd Mathiesen har fundet inspiration til denne novelle i virkelighedens vulkanudbrud på den caribiske ø Martinique d. 7. maj 1902. Her blev byen Saint-Pierre udslettet og omkring 30.000 mennesker mistede livet. Én mand overlevede dog. Ludger Sylibaris sad i isolationsfængsel, hvilket reddede hans liv, selvom han blev voldsomt forbrændt. Fire dage efter udbruddet blev han fundet af et redningshold, og rejste siden rundt og fortalte om sine forfærdelige oplevelser.

Novellen er skrevet i august 1902, og handler om en mand, der får en vision om et forfærdeligt vulkanudbrud. Han forsøger at overtale sin hustru til at rejse væk sammen med deres lille søn, men hustruen nægter. Hun har boet på øen hele sit liv og insisterer på, at der ingen fare er. Desværre tager hun fejl, og novellen beskriver i lyriske detaljer de grufulde begivenheder, da vulkanen går i udbrud.

Da lød der en fjern torden. Den blev stadig stærkere og mere intens … Jeg følte gulvet gynge. Pludselig et skrald og et lynglimt. Stolen, hvorpå jeg sad, gjorde et hop og flyttede sig. Et skab ramlede over ende. Grundvolden under vort hus rystede og gav sig.

Jeg fór op og ville ile ind i soveværelset. Fra gaden nåede larmen af travle mennesker mig, hidsige og forvirrede skrig. Det klang så besynderligt nært – næsten som om det var herinde i værelset. Jeg erindrer i dette øjeblik endnu tydeligt:

– Jean, jeg dør … Bliv hos mig, Jean … Barnet kommer!

Og jeg hørte et smertefuldt skrig lige ind i mit øre. Der var sprunget en vældig revne i muren. Det var nu ikke mere så mørkt. Et sært svovllys dvælede allevegne. Men det var næsten uhyggeligere end selve mørket.” (side 162)

Unge sjæle er anmeldt til Litteratursiden

Om Unge sjæle:

Udgivelsesår: 09.03.2020
Forlag: Sidste Århundrede/Escho, 207 sider
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen
Originaltitel: Unge sjæle (norsk), 1903
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen & Anders Jørgen Mogensen

Indhold:
Den sorte uge
Asser Hein
Blodtirsdag
Den ukendte
Flora
Syge perioder
Vulkanen

Læs også:

Det sukker så tungt ude i skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Vi er fem af Mathias Faldbakken
Aura af Carlos Fuentes
Fuglene af Mikkel Harris Carlsen
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Fuglereden af Shirley Jackson
Dansk standard af Kim Leine
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Menneskekød: Grotesker 1910-1920
Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen
Samlede fortællinger af Edgar Allan Poe
Slør af A. Silvestri

Årlige uploads 202.1 – bind 1 / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Årlige Uploads 202.1 - bind 1 / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Sidste år udgav forlaget Ildanach sin første udgivelse, horror-antologien Frygtelige Fynske Fortællinger. I den forbindelse fik jeg en lille snak med manden bag, Nils Anker Tønner-Oldefar. Han fortalte blandt andet, at han arbejdede på at udgive en årlig science fiction antologi, og med Årlige Uploads 202.1 er den nu udkommet. Endda i to bind for at få plads til alle historierne.

Novellerne er skrevet af en blanding af nye og kendte navne. Christine Godman, Karsten Brandt-Knudsen og Niels Kjærgaard bidrog f.eks. til Frygtelige Fynske Fortællinger. Mens Helle Perrier også har haft noveller med i bl.a. Science Fiction Cirklens årlige antologi. Det har Flemming Johansen og Anna Line Søgaard i øvrigt også. Til gengæld har jeg ikke tidligere læst noget af Astrid Næraa eller Anders Olesen.

Overordnet set er Årlige Uploads 202.1 en underholdende omgang. Nogle af antologiens temaer er måske nok set før, så her er ikke tale om nytænkende science fiction. Men det behøver det heller ikke at være hver gang. Jeg kan også godt lide ‘bare’ at lade mig opsluge af en underholdende historie.

I ‘Usolidarisk’ af Anna Line Søgaard er befolkningens effektivitet igennem mange år blevet opgraderet medicinsk under dække af at være for den enkeltes bedste. Da Jesper Hansen ved sin mors begravelse opdager, at følelserne er helt væk, beslutter han sig for at stoppe med sin medicin, selvom det er forbundet med stor fare. Historien kunne godt have hentet inspiration fra Ira Levins Fagre nye elektronverden, men emnet er jo ikke mindre relevant i dag.

I ‘Piratbenet’ af Christine Godman kommer pigen Molly ud for en ulykke som barn, hvor hun mister det ene ben. I stedet får hun en benprotese, der med tiden vokser sammen med kroppen og bliver nærmest bedre end det biologiske ben. Lægen fortæller, at der kan være lidt bivirkninger i starten, men ikke noget at bekymre sig om. Jeg kom til at tænke på Clive Barkers novelle ‘Statslegemet’, men Godman har alligevel sin egen vinkel, og så er jeg vild med titlen.

‘ἐπίσκοπον (Episkopon)’ af Astrid Næraa er en af mine favoritter. Her skal en ansat forklare ledelsen, om de begivenheder der fandt sted, da det lykkes en fange at flygte. Særligt slutningen, der giver et helt nyt spin på historien, er fremragende.

I ‘Jaget’ af Karsten Brandt-Knudsen bliver kriminelle jaget af fjernstyrede robotter, og alt bliver vist live. Politiet vil gerne de mange dusørjægere til livs, men hvem gemmer sig egentlig bag dræber-robotternes pseudonymer? Novellens start minder om Stephen Kings Den løbende mand, men udvikler sig snart i et overraskende twist. Også en af de rigtig gode historier i Årlige Uploads 202.1.

Jeg har aldrig selv været så fascineret af de spilbøger, som var et stort hit i min barndom. Måske fordi jeg er for doven og hellere vil have historien serveret? ‘Bøllebank på Planet Delta’ af Niels Kjærgaard er dog også for dovne læsere som jeg. Her er tale om en rigtig hårdkogt kliché over macho-manden, der nødlander på en fremmed planet, men historien fortælles med et stort glimt i øjet, og er rigtig underholdende.

‘Retfærdighed’ af Helle Perrier er ligesom ‘Usolidarisk’ en dystopisk historie. Her møder Tolkir hver dag op på arbejde, men arbejdspladsen skifter fra dag til dag, så han ved først, hvor han skal hen, når vagten fortæller ham det ved mødetid. Tolkir fungerer som en slags jury, men det er ikke kun, personerne han dagligt dømmer. Også han selv er under konstant overvågning. Novellen er en af mine favoritter, og gav mindelser til George Orwells klassiker 1984.

Niels Kjærgaard har to noveller med i antologien. I ‘Tankens kraft’ kører det ikke rigtig for Laust. Han er blevet skilt, har problemer med at følge kvoterne på arbejdet, og så klager naboerne over, at hans hund gør. Så da han får mulighed for at deltage i et eksperiment, der skal hjælpe ham med at opdrage hunden via hjernebølger, siger han ja. Det viser sig dog, at det ikke kun er hunden, han kan tale med uden at åbne munden. Som i ‘Bøllebank på Planet Delta’ er der også her en humoristisk tone, men handlingen synes jeg alligevel er alvorlig. Og så er slutningen en perle.

‘Skindød’ af Flemming Johansen er endnu en favorit. Her er den smågnavne Hilmar hovedperson. Der er blevet indført fuldautomatisk borgerserviceordning, som sørger for alt det praktiske i hverdagen. Har du brug for offentlig transport for at komme på arbejde, får du automatisk tildelt et buskort. Skal du opereres, tildeles du en dato, og det er ikke muligt at snyde sig forrest i køen. Og så videre. Hilmar er egentlig glad nok for borgerserviceordningen, men der viser sig dog et problem, da han selv forsøger at ordne en løs forbindelse i sin lejlighed.

Den sidste novelle er ‘Virus’ af Anders Olesen. Her modtager den pensionerede Henning en dag en mail med en Unforseen Life Opportunity. Henning bliver tilbudt penge for at dele private oplysninger med Maria Johnson, der står som afsender af mailen. Og herfra udvikler novellen sig i en uforudset retning.

Som sagt var jeg godt underholdt af Årlige Uploads 202.1, og glæder mig nu til at gå i gang med bind to.

Om Årlige Uploads 202.1 – bind 1:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Ildanach, 184 sider
Omslag: Jeppe Lindrup Mygh

Indhold:
Forord
Usolidarisk af Anna Line Søgaard
Piratbenet af Christine Godman
ἐπίσκοπον (Episkopon) af Astrid Næraa
Jaget af Karsten Brandt-Knudsen
Bøllebank på Planet Delta af Niels Kjærgaard
Retfærdighed af Helle Perrier
Tankens kraft af Niels Kjærgaard
Skindød af Flemming Johansen
Virus af Anders Olesen

Læs også:

8 science fiction noveller / red. Jannick Storm
Blandt danske galakser af Kristoffer J. Andersen
Ord har hærget af Gudrun Østergaard
Sand og sten, stål og glas af A. Silvestri
Serien Lige under overfladen fra Science Fiction Cirklen
Undergang / red. Martin Schjönning
Universets mørke / red. Henrik S. Harksen

Spøgelseshistorier af Charles Dickens

Spøgelseshistorier af Charles Dickens

Mon ikke de fleste tænker på romaner som Oliver Twist, Pickwick-klubben og Et juleeventyr, når de hører navnet Charles Dickens? Men han skrev også en række uhyggelige historier, og et udvalg af disse er nu udkommet på Klims forlag.

Spøgelseshistorier er udvalgt og oversat af Hans-Jørgen Birkemose, og indeholder 17 fortællinger oprindeligt udgivet i årene 1836 til 1866. I den informative introduktion fortæller Birkemose nærmere om udvælgelsen, og hvordan flere af fortællingerne er historier, der oprindeligt var indbygget i Dickens romaner. Herunder blandt andre ‘Baronen af Grogzwig’, der oprindeligt udkom i 6. kapitel af romanen Nicholas Nickleby.

Birkemose kommer også ind på Edgar Allan Poes anmeldelser af Dickens historier. Ikke mindst en spøjs detalje vedrørende Poes fortælling ‘The Tell-Tale Heart’, der udkom i 1843, og har bemærkelsesværdige ligheder med Dickens novelle ‘En tilståelse fundet i et fængsel på Karl d. 2.s tid’, der var udkommet tre år tidligere.

Et par af fortællingerne har jeg læst tidligere i forskellige antologier og andre oversættelser. Det drejer sig om ‘Skal tages med et gran salt‘ samt ‘Signalmanden‘. De øvrige historier var nye for mig. Jeg vil ikke gennemgå samtlige 17 fortællinger, men nøjes med at trække nogle få stykker ud, som jeg synes særligt godt om.

‘En gal mands manuskript’ udkom oprindeligt i romanen Pickwick-klubben i kaptiel 11. Jeg-fortælleren beretter, hvordan han engang var bange for at blive gal, da galskab løb i hans familie. Efter at have brugt mange år på at bekymre sig om, hvorvidt andre mente, at han var gal, blev han ramt af galskaben og væk var frygten. I stedet begyndte en tid, hvor han nød at være gal og skjulte sin galskab for omverdenen. Det lykkedes så godt, at han blev rig og ombejlet af familier, der ønskede ham gift med deres døtre og søstre. Det bliver han, og beslutter sig for at slå sin hustru ihjel som en triumf i sin komedie.

‘Advokaten og spøgelset’ stammer også fra Pickwick-klubben (kapitel 21), og er en lille kort novelle på godt tre sider, som er mere humoristisk end uhyggelig. En mand har lejet et gammelt, fugtigt værelse, hvori der stod et klodset, muggent dokumentskab med glaslåger. Lejeren taler højt om at bruge skabet som brænde, da glasdøren pludselig går op og afslører en udtæret, bleg skikkelse. Først bliver lejeren forskrækket, men så kommer han på en god idé.

‘Baronen af Grogzwig’ udkom som nævnt oprindeligt i 6. kapitel af romanen Nicholas Nickleby. Historien har som ‘Advokaten og spøgelset’ en humoristisk tone. Baron Von Koeldwethout til Grogzwig i Tyskland var en livsglad mand, der nød at gå på jagt og feste med sine mænd. På et tidspunkt beslutter han sig for at gifte sig med baron Von Swillenhausens datter under trusler om at lægge slottet i grus, hvis hun modsatte sig. Mange år senere er baronen dybt forgældet og beslutter sig for at tage livet af sig. Men først vil han drikke en flaske vin og ryge en pibe, og mens han sidder der, får han uventet besøg.

‘Den hjemsøgte mand og åndens tilbud’ er en af Dickens fem juleromaner, der udkom i 1840’erne. Hovedpersonen er hr. Redlaw, en mand tynget af fortidens sorger, men som er hjælpsom og venlig overfor alle. En aften får han et tilbud fra en ånd, der hjemsøger ham, om at slippe for at huske på sin sorg og sin uret. Redlaw fristes af tilbuddet, men opdager snart at uden sorg er man ikke et helt menneske. Med sine 114 sider føles historien til tider lidt lang for mine moderne øjne. Men sproget er ualmindeligt smukt, som for eksempel nedenstående beskrivelse af skumringen, der falder på:

Mens skumringen allevegne slap skyggerne fri, der havde siddet fængslet hele dagen og nu nærmede sig hinanden og forsamledes som skarer af genfærd til mønstring. Mens de stod skulende og med mørke miner kiggede frem bag halvåbne døre. Mens de fuldstændig havde indtaget tomme værelser. Mens de dansede på gulvene og væggene og lofterne i beboede værelser med en sagte ild og fortrak som havet ved lavvande, når ilden flammede op i buldrende luer. Mens de drev fantastisk spot med almindelige genstandes form, gjorde barnepigen til en trold, gyngehesten til et uhyre, og det undrende barn, halvt bange og halvt fornøjet, til en fremmed for sig selv.” (side 79)

‘Signalmanden’ er en af mine all time yndlings spøgelseshistorier, så den skal også nævnes. Fortælleren er ude at gå tur, da han ser en banevogter i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Hvis du holder af fortællinger om spøgelser og sære hændelser, så er Spøgelseshistorier værd at læse. Også selvom du måske ikke tror, at Dickens er noget for dig.

Bogen er i øvrigt fuld af fine vignetter og enkelt helsides illustrationer i sort/hvid, der bidrager til det victorianske udtryk, og gør Spøgelseshistorier en fornøjelse at bladre i. Desværre fremgår det ikke, hvem der står bag illustrationerne

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
“[…] Novellerne er velskrevne og veloversatte, holdt i et moderne sprog, hvor man stadig tydeligt kan mærke den Dickenske ånd. Læseren skal ikke forvente bloddryppende eller overnaturlige gys, men nærmere fortællinger, der leger kispus med sindets krinkelkroge.”

Litteratursidens anmeldelse:
[…] De udvalgte historier har alle noget dystert og ildevarslende over sig, så man er holdt i en skruestik, mens man læser. Nogle af dem har dog også en lystig tone, blandt andet den korte historie ‘Advokaten og spøgelset’, hvor advokaten giver spøgelset noget at tænke over. Spøgelserne, om de så er fysiske eller oppe i hovedet, er i det hele taget allestedsnærværende, og jeg er ikke i tvivl om, at Birkmose her har gjort et godt og kompetent job og ramt plet i sin udvælgelse.” (Læs hele anmeldelsen her)

Berlingske Tidendes anmeldelse:
Hvis der findes en årstid for Charles Dickens’ spøgelseshistorier (som De, kære læser, sandsynligvis slet ikke kender endnu), så er det denne årstid. Regnen, der pisker mod ruden, julegaveræset og ungernes iPads, der lyser op i mørket; hvem føler ikke en ubændig trang til at supplere det 21. århundredes kommercielle tvangshygge med en dyb lænestol, en slåbrok med silkekniplinger, fut i pejsen og gruopvækkende historiske sug i maven? Lad mig betro Dem, at uanset hvor man befinder sig i denne utåleligt virkelige verden, uanset hvor meget trængsel og alarm, der omgiver én, så er det sådan, det mærkes at sidde med »Spøgelseshistorier«, denne samling af 17 kortere og længere gyserfortællinger af Charles Dickens, kurateret og oversat til fortræffelighed af den danske godfather inden for victoriansk litteratur, Hans-Jørgen Birkmose.” (30.11.2020 Kathrine Diez i Berlingske Tidende)

Politikens anmeldelse:
[…] som det fremgår af disse aldrig før oversatte 17 spøgelseshistorier, er der også hos Dickens mere mellem himmel og jord end som så. Den erfarne Dickens-oversætter Hans-Jørgen Birkmose har omhyggeligt udvalgt en samling fortællinger, der alle er karakteriseret ved at være overnaturlige gys. Spøgelser og ånder plager de levende, uforklarlige hændelser vender op og ned på skæbner for såvel høj som lav, og i et par enkelte noveller (‘ Barnepigens fortællinger’) kaster Charles Dickens sig sågar med humoristisk distance ud i noget, der nærmest må betegnes som horrorsplatter.” (26.11.2020 Anne-Marie Vedsø Olesen i Politiken)

Om Spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 19.11.2020
Forlag: Klim, 370 sider
Omslag: Christinna Lykkegaard Nilsson
Oversætter: Hans-Jørgen Birkemose

Indhold:
Det sorte slør (The Black Veil, 1836)
En gal mands manuskript (A Madman’s Manuscript, 1836)
Advokaten og spøgelset (The Lawyer and the Ghost, 1836)
Baronen af Grogzwig (The Baron of Grogzwig, 1838)
En tilståelse fundet i et fængsel på Karl d. 2.s tid (A Confession Found in a Prison in the Time of Charles II, 1840)
Den hjemsøgte mand og åndens tilbud (The Haunted Man and the Ghost’s Bargain, 1848)
Julespøgelser (Christmas Ghosts, 1850)
Bør læses i skumringen (To be Read at Dusk, 1852)
Spøgelset i brudekammeret (The Ghost in the Bride’s Chamber, 1857)
Det hjemsøgte hus (The Haunted House, 1859)
Barnepigens fortællinger (Nurse’s Stories, 1859. Også med titlen Captain Murderer and the Devil’s Bargain)
Hr. Testators hjemsøgelse (Mr. Testator’s Visitation, 1861)
Fire spøgelseshistorier (Four Ghost Stories, 1861)
Portrætmalerens fortælling (The Portrait-Painter’s Story)
Skal tages med et gran salt (To be Taken with a Grain of Salt, 1865. Også med titlen The Trial for the Murder)
Signalmanden (The Signalman, 1866)
Et barns drøm om en stjerne (A Child’s Dream of a Star, 1850)

Læs også:

Gengangerfortællinger af Vilhelm Bergsøe
Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Det grufulde bibliotek / red. Kristian Nordestgaard & Jette Holst
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
The Man in the Picture af Susan Hill
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M.R. James
Klokkerne og andre sælsomme fortællinger
Horla af Guy de Maupassant
Nye spøgelseshistorier / red. Tage la Cour
Samlede fortællinger af Edgar Allan Poe
Skygger / red. Steen Langstrup
Spøgelseshistorier / red. Hakon Stangerup
Olalla af Robert Louis Stevenson
Sælsomme historier / red. Sigurd Hoel
Fire noveller af Christian Winther

Ind i det ukendte – danske fantasynoveller

Ind i det ukendte - danske fantasynoveller

Ind i det ukendte er en antologi med otte danske fantasynoveller der alle fortolker fantasygenren på hver deres måde. Alle handler de dog om at bevæge sig fra et stadie i livet til det næste, om at udvikle sig – til det værre eller det bedre. Hvad sker der når det velkendte forsvinder, og en ny virkelighed åbenbares? (fra forlagets hjemmeside)

Af de fantastiske genrer er fantasy den, jeg læser mindst af. Ikke fordi det er dårligere end horror eller science fiction, men jeg er nok generelt for kynisk til fantasy, og så er jeg sjældent god til lange serier. Men da jeg faldt over Ulven og Uglens antologi Ind i det ukendte, lød den alligevel for interessant til at lade stå.

Efter et kort forord ved redaktørerne Kirstine Sø Dieckmann og Rikke Christensen, kommer en indledning ved Jan M. Johansen. Her giver han en god indføring i genrens udvikling og forklarer lidt om fascinationen ved fantasy.

Samlingens første novelle hedder ‘Det nye kapitel‘ og er skrevet af Sørine Amanda Nielsen. Historien handler om vavieren Flæber, der mod alle odds bliver ven med et menneskebarn uden hendes klan ved det. Historien er godt skrevet, og det er let at få sympati for den lille vavier. Samtidig giver novellen et fint indblik i, hvordan viden (eller mangel på samme) danner vores verdensbillede og vores identitet. Som bibliotekar er det også en af mine kæpheste. Alle skal have adgang til bøger og viden, for så er det sværere at holde folk nede.

Hvor kragerne vender‘ af Nanna Andersen giver et kendt ordsprog et uventet twist. Teenageren Erik forsøger at holde sammen på hjemmet for lillesøsteren Frejas skyld. For et år siden forsvandt deres far, og siden er moren gået i hundene af druk og sorg. Men en aften forsvinder også Freja. Erik VIL finde hende, og det fører ham til en helt anden verden, som gemmer på svar men også sorg.

Pigen Dahlia er hovedpersonen i ‘Under en blodrød måne‘. Hun drømmer om at blive den udvalgte i det årlige ritual, hvor landsbyens bedste unge mandlige og kvindelige magikere skal indgå i Foreningen. Dahlia drømmer om, at hun og Caspian bliver udvalgt sammen. Samtidig er hun nervøs over, hvad Foreningen indebærer. Det er der nemlig ingen, der vil tale om. Skal hun blot følge traditionen uden at stille spørgsmål? Eller skal hun følge sin egen vilje?

Tvillingeporten‘ er skrevet af Mathilde N. Rybka, og er en rigtig fin novelle om ansvar. De praktiske og teoretiske prøver er overstået, og nu skal Katrine finde ud af, om hun er blandt de udvalgte, som skal gå videre. Om hun har en port, og hvad der gemmer sig bag den.

Den eneste novelle skrevet af en mand i Ind i det ukendte er ‘De fortabte drenges ø‘ af Morten Vestergaard. Fortælleren er sammen med sine forældre på besøg hos mormor og morfar. Her finder han et album med historien om Peter Pan og Ønskeøen, men det sidste klistermærke mangler. Om natten har han mareridt, og dagen efter opdager han drengen August, der har en hemmelighed. En fin fortælling om at vokse op og alle de svære følelser.

Når egnens mænd samles” af Laura Holmegaard udspiller sig under en hungervinter, hvor landsbyen sulter. Rane og hans bedstefar bliver sammen med alle egnens mænd indkaldt til møde hos laird Arric Harve. Flere får er forsvundet, og nu er der fundet ulvespor i sneen. Måske min yndlingsnovelle i samlingen.

Jeg har tidligere læst Gudrun Østergaard, som har skrevet ‘Den, der ser mørket‘, så her var forventningerne høje. De blev heldigvis indfriet. Pigen Leo er vokset op under kuplen sammen med sine forældre og storebroren Sirius. En katastrofe skete for mange år siden, men under kuplen lever folk et helt almindeligt liv. En dag finder man liget af en ukendt mand ved kuplens kant, og det sætter en række tanker i gang hos Leo, der sammen med veninden Lucy, beslutter sig for at se nærmere på kuplen. For hvad er der egentlig udenfor?

Samlingens sidste novelle hedder ‘Sjæl på flaske‘ og er skrevet af Mia Louw Håkonsen. Dødemaneren Szarshi havde mange navne, men hun foretrak selv Sas. I novellens begyndelse har hendes kult indledt et angreb mod et tempel, men under kampene bliver Sas dræbt. Herefter følger vi hende, da hun genopstår 132 år senere i en nyfødt drengs skikkelse. Meget mod sin vilje er Sas nødt til at følge kroppens fysiske udvikling, før hun kan få hele sin magt tilbage, og da er landet pludselig under angreb af en fremmed magt. Overrasket opdager Sas, at familie betyder noget. Selv for en 600 år gammel dødemaner.

Jeg kunne lide samtlige noveller i Ind i det ukendte. Alle er velskrevne, og alle historier fungerer i deres univers. På biblioteket er samlingen placeret i børnebiblioteket, men jeg synes absolut, at den kan læses af voksne også. Der er ikke meget lyserød happy ending over nogen af fortællingerne. Til gengæld er der masser at tænke over, og det foretrækker jeg til hver en tid.

Om Ind i det ukendte:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Ulven og Uglen, 277 sider
Omslag: Ida Rose

Indhold:
Forord
Indledning ved Jan M. Johansen
Det nye kapitel af Sørine Amanda Nielsen
Hvor kragerne vender af Nanna Andersen
Under en blodrød måne af Karin B. Dammark
Tvillingeporten af Mathilde N. Rybka
De fortabte drenges ø af Morten Vestergaard
Når egnens mænd samles af Laura Holmegaard
Den, der ser mørket af Gudrun Østergaard
Sjæl på flaske af Mia Louw Håkonsen

Læs også:

#moderneeventyr
Fantastiske virkeligheder / red. Knud Larn
Ildfugle / red. Sharyn November
Mørke guders templer / red. Rasmus Wichmann og Henrik S. Harksen
Mørkets gerninger går igen / Red. Tenna Vagner
Det nådesløse daggry / red. Lars Grill Nielsen
Til deres dages ende / red. Nikolaj Højberg
Blandt danske galakser af Kristoffer J. Andersen
Ud af normalrummet af Klaus Æ. Mogensen
Fast arbejde af A. Silvestri
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Fire noveller af Christian Winther

Fire noveller af Christian Winther

Christian Winther levede fra 1796 til 1876. Han var hovedsageligt kendt som lyriker, men skrev også prosa. Mest kendt er Fire noveller, som udkom i 1843.

Samlingen indledes med ‘Skriftestolen’. Historien handler om arkitekten Giulio, der overfor herren Marchese afslører, at når man står et bestemt sted i kirken, kan man høre, hvad der bliver sagt i skriftestolen. Men da den unge arkitekt vil demonstrere sin påstand, er skriftestolen optaget. Da Giulio vender tilbage til Marchese, virker denne først oprørt, men opfører sig derefter som intet var hændt. Og den næste morgen træder han ind i sin unge hustrus soveværelse…

Niels Kaas Johansen kalder i forordet ‘Skriftestolen’ for “den første haardkogte novelle i dansk litteratur“, mens Søren Baggesen på Arkiv for dansk litteratur kalder den for “[…] det mest prægnante stykke romantistisk prosa vi har på dansk.

Katrine Lehmann Sivertsen beskriver på Forfatterweb, hvordan novellen: “[…] sætter spørgsmålstegn ved dydens smalle sti, de strenge regler og idealets idylliserede overflade. Den fremhæver, at den gamle orden ikke er så ubrydelig endda, men kan ændres af blandt andet et frigjort subjekts erotiske kærlighed.”

‘En Hevn’ er ligesom den første historie i Fire noveller ganske kort. Her opdager en baron en ung kvinde i gang med at gennemse hans faders aflåste skrivebord. Han konfronterer hende og truer med fængsel, med mindre hun vil vise ham sin taknemmelighed. Men overtaget i novellen skifter, da kvinden afviser hans forslag og i stedet insisterer på, at hun skal afsløres.

Niels Kaas Johansen skriver i forordet, hvordan Winther her “[…] foregriber senere realistiske forfatteres foruroligende skildringer af kampen mellem kønnene, men det skal indrømmes, at den lidt for effektfulde slutning, der strejfer det teatralske, afspejler den kærlighed datidens publikum nærede for blodige og rædselsvækkende begivenheder.

De sidste to fortællinger i Fire noveller er væsentlig længere, og er efter min smag de svageste i samlingen. Men det er vist mest et bevis på, at jeg ikke har forstand på litteratur 🙂

‘Et Hjertes Gaade’ handler om et mystisk dødsfald og dets følger. En forstmester findes død i skoven, og man kan hurtigt konstatere, at han er blevet skudt. Mange år senere forelsker enkens søn sig i grevinde v. L, som viser sig at gemme på en mørk hemmelighed.

I den sidste novelle, ‘En Aftenscene’, er en midaldrende lærd mand trolovet med en ung kvinde. En aftenstund besøger han hende og beretter på hendes opfordring om sit ophold i Firenze i sine unge dage. Her bliver han bedt om at tilse en smuk prinsesse, der lider af feber, og det lykkes ham at helbrede hende. Den lærdes trolovede forstår ikke, hvorfor han dog ikke blev i Firenze og giftede sig med prinsessen, og da han forlader hende om aftenen, går det op for ham, at det er fordi hun ikke kender til kærlighed.

Om ‘En Aftenscene’ skriver Niels Kaas Johansen: “En Aftenscene” er skrevet med en isnende kulde, der dækker over et oprørt sind. Novellen er en af de mest plastiske og afslørende i dansk litteratur, den, der har skrevet den, har krav paa en fremtrædende plads i den danske prosas historie.”

Om Fire noveller:

Udgivelsesår: 1955 (1843)
Forlag: Eiler Wangels Forlag A/S
Illustreret af Preben Zahle
Forord af Niels Kaas Johansen

Indhold:
Skriftestolen
En Hevn
Et Hjertes Gaade
En Aftenscene

Læs også:

Det grufulde bibliotek / red. Kristian Nordestgaard og Jette Holst
Skygger / red. Steen Langstrup
Slaget ved Dorking / red. Niels Dalgaard
Gjengangerfortællinger af Vilhelm Bergsøe
Røverhistorier af Steen Steensen Blicher
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Et skud i tågen af J.P. Jacobsen
Det tabte ansigt af Otto Rung
Olalla af Robert Louis Stevenson

Næsten her af A. Silvestri

Næsten her af A. Silvestri

Næsten her er A. Silvestris 17. udgivelse på blot 10 år. Det virker næsten naturstridigt, at en forfatter kan skrive så mange bøger så hurtigt uden at blive en gentagelse af sig selv. Men A. Silvestri kan. Hver udgivelse er en ny udfordring for læseren på den fede måde, for man ved aldrig hvilken genre eller hvilken skrivestil, han nu har kastet sig over. Det eneste, der er sikkert, er, at det er velskrevet.

Det er også tilfældet med novellesamlingen Næsten her, der indeholder 14 underholdende, tankevækkende og realistiske noveller, som udspiller sig i verdener, der er næsten magen til vores.

Som altid har Silvestri givet sig selv et benspænd under skrivningen. Denne gang er det, at historierne skal udspille sig i en verden, der er ligesom vores blot med én afgørende forskel, og denne forskel skal have afgørende betydning for historien. Som for eksempel novellen ‘Man skyder da dyr’. Her har det stigende befolkningstal betydet, at næsten alt jord bliver udlagt til landbrug. Som en barmhjertighedsgerning sendes jægere ud for at slå de dyr ihjel, der ikke kan klare sig i denne nye verden. Kolnik er lærling og skal med sin patron Armand skyde en panda. Det er en stor ære, og han forstår ikke, hvordan nogen kan være så onde at forsøge at bevare dyrene, når deres levesteder er forsvundet.

Eller i ‘Læserbrev til Sekundanten’ der er udformet som et læserbrev fra dr. med. Laust K. Severinsen, livlæge for Danmarks konge. I læserbrevet harcelerer Severinsen over en anden læge, der er imod, at videnskaben aktivt fører racehygiejne for det fælles bedste. I stedet er denne anden læge fortaler for at lade naturen gå sin gang, og dermed tillade sygdom og andre dårligdomme.

Eller hvad med ‘Listen’ hvor Token har levet et fredeligt liv med hustruen Matte. En dag opdager han, at barndomsvennen Ki-eran er kommet på listen over de 10 mest eftersøgte. Det sætter hele Tokens lovlydige liv i perspektiv, for Token kunne også have været en berømt eftersøgt.

Som det forhåbentlig fremgår af de tre eksempler, så tager hver novelle en detalje og vender på hovedet. Og det vilde er, at Silvestri beskriver sine 14 verdener så troværdige, at de virker logiske. Han sætter både vores frygt, vores fordomme og vores ‘sandhed’ i spil, og novellerne er små perler af “hvad nu hvis-scenarier?” Hvad nu hvis kristendommen tog nadveren bogstaveligt? Hvad nu hvis lægevidenskaben stadig arbejdede ud fra overbevisningen om, at sundhed drejer sig om balance mellem kroppens fire kardinalvæsker: blod, slim, gul galde og sort galde? Hvad nu hvis mændene ikke blev anset som ligeværdige med kvinder, fordi de ikke kan styre deres kropslige lyster? Og så videre.

Samtlige 14 noveller stiller spændende scenarier op, som vækker til eftertanke, samtidig med at Næsten her også “bare” er voldsomt underholdende læsning.

Jeg ved godt, at jeg har skrevet det flere gange her på Gyseren, men A. Silvestri er ganske simpelt en fremragende forfatter. Han udfordrer, uden at det bliver højpandet, og han underholder med sans for både humor, uhygge og filosofi. Silvestri fortjener masser af læsere, også blandt dem der ikke normalt læser genrelitteratur. Den eneste bås, han kan sættes i, er nemlig båsen med god litteratur.

Kan du lide Kaspar Colling Nielsen og Thomas Korsgaards noveller, så vil du helt sikkert også synes om Næsten her.

Uddrag af bogen:

Løve vendte atter blikket mod ham. Det var fyldt med spot.

“Du ved lige så godt som jeg, at du har brudt det første bud. Filmen er den nyeste gave fra muserne, og derfor må den ikke besudles af konstante variationer over samme tema. Er en historie først fortalt, må den ikke fortælles igen, ligegyldigt om det er Thaleia eller Melpomene, der har inspireret den. Det er Kalliopes ord. Det ved du godt. Enhver idé er ren. Hvis du vil lege efteraber, kan du altid skrive bøger,” sagde han hånligt.

“Men …” hviskede Stig. Virkeligheden sved som en hudafskrabning.

“Ikke noget men. Du har hånet forretningsgangen, og du har hånet muserne og derigennem det gudsbenådede aspekt, som vi mennesker intet er foruden. Nordisk Film har valgt ikke at retsforfølge dig, men selv om der ikke er nogen officiel straf, så ved du udmærket, hvad det betyder for dig og din karriere, Stig Attertag.”

“Du må tro mig,” sagde Stig med en stemme, han ikke genkendte som sin egen. Den var tryglende og ynkelig. Som en dårlig skuespillers. “Jeg havde ingen anelse om, at der eksisterede en film med den samme historie. Kan muserne ikke have inspireret forskellige mennesker med den samme idé? Hvordan kan vi vide, hvad deres plan er?”

Løve vred sig fri og rejste sig op. Omhyggeligt børstede han ikke-eksisterende støv af sin jakke, der så endnu større ud nu, hvor han ikke længere sad ned.

“Filmen var en gave. Forstår du det, Attertag? En gave. Den første nye udtryksform i årtusinder. Hvor sjældent er det ikke, at muserne velsigner en håndværker eller en videnskabsmand med en idé og kunstnerisk vision? Vi værner om de gaver, vi får, og det er mennesker som dig, der ikke burde have lov til at vandre frit omkring. Erre es korakas Stig Atterdag!” (fra novellen ‘Stig Attertag, manuskriptforfatter’, side 41-42)

Anmelderne skriver:

Anmeldt på Bogrummet af Bjarne Jensen:
Næsten her er en samling af dybt originale og underholdende noveller, sælsomme og bizarre, smukke og alternative, mange superlativer kan passe i det brogede landskab af historier. Jeg fik den samme besynderlige fornemmelse af at være i en verden der var fremtid for mange år siden, som da jeg læste Orwells “1984”. Novellerne er skrevet over en 9 års periode, og viser atter hvor enestående en forfatter A. Silvestri er! (Læs hele anmeldelsen)

Anmeldt af Louises litteratur og livstil:
“Næsten her” er en novellesamling bestående af 14 noveller omhandlende (næsten) realistiske fortællinger i, hvad man først tror, er genkendelige miljøer, men efterhånden som de små historier udvikler sig, finder man ud af, at tingene ikke helt er, som vi kender dem. Som læsere snydes vi undervejs i læsningen af vores egne forventninger til, samt viden om, hvordan verden er skruet sammen. Derfor bliver vores bevidshed ofte udfordret, og vi tvinges ud i en refleksion af, hvad det egentlig er historierne fortæller os. […] Miljøerne i overnævnte fortællinger er genkendelige. Ofte foregår det i København, musikken der spilles kan være Gasolin, vejnavne er som vi kender dem etc. Alt er alligevel kun næsten som vi kender det. A. Silvestri skriver i et malerisk, men alligevel let forståeligt sprog. – Og så er historierne ikke uden humor og ironi. (Læs hele anmeldelsen)

Om Næsten her:

Udgivelsesår: 28.11.2020
Forlag: Brændpunkt, 370 sider
Omslag: Søren Klok

Besøg A. Silvestris hjemmeside

Indhold:
En drøm om lighed
Stig Attertag, manuskriptforfatter
Fossiler
Onsdagsfællesmøder
Man skyder da dyr
Ex libris
Det tynde øl
Et studium i jordfarver IX
Læserbrev til Sekundanten
Listen
Bjergkrystal
Skudvielser
Herrens legeme
Sejren er vor

Udvalgt bibliografi:

Tre (2020)
Et satans arbejde (2019)
Slør (2018)
Jeg ved godt, du er der (2018)
King (2018, illustreret af Christoffer Gertz Bech)
Fast arbejde (2017)
Kolde facts (2016)
Sang og sten, stål og glas (2016)
Kærlighedsfrugt (2015)
Al kødets gang (2015)
Ambrosia/Live (2014)
Optisk bedrag (2012)
Faderens sønner (2011)
Pandaemonium (2011)
Køtere dør om vinteren (2010)