august 2018
M T O T F L S
« jul    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘noveller’

Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann

Öjvind Kramers monstre - og andre grusomme gys af Jonas WilmannÖjvind Kramers monstre er tredje udgivelse fra Jonas Wilmanns hånd her i 2018. Det er intet mindre end imponerende! Også selvom der denne gang er tale om en novellesamling for aldersgruppen +12 år, hvor novellen ‘IÄ! Didrik-Svendsen’ tidligere har været trykt i antologien Lyden af vanvid fra 2010.

Samlingen indeholder i alt fire noveller og er illustreret af Wilmann selv. Som altid er her tale om en hardback-udgivelse, hvor layout og redigeringsarbejdet er gennemført og i orden. Det samme er de fire historier, der alle sagtens kan læses af voksne.

Titelnovellen handler om Jakob og Kris, som en dag opdager nogle seje monster-klistermærker ved et tilfælde. Efter at have søgt i flere butikker lykkes det dem at finde forhandleren, og de køber 11 pakker. Nogle af billederne er dubletter, så senere på aften går Jakob alene ned i butikken og køber 14 pakker mere. Men om natten får han mareridt, og pludselig føles det, som om monstrene findes i virkeligheden.

I ‘IÄ! Didrik-Svendsen’ arbejder Elliot for hr. Didrik-Svendsen (kaldet Fede Didrik bag hans ryg). Didrik-Svendsen er en slavepisker, og ingen på kontoret bryder sig om ham. En dag tager Elliot imod en pakke til chefen fra en mystisk mand. Nysgerrig forsøger han senere at finde ud af, hvad pakken indeholder, og det viser sig at være to gamle bøger. Men hvorfor skal Dirik-Svendsen have dem? Hvem er hans mystiske ferieafløser? Hvorfor er Christina så fikseret på opvask og indkøb? Og er der hold i Elliots mange konspirationsteorier?

To kammerater nyder deres hemmelige fristed i ‘Betonskoven’. Her tager de hen for at komme væk fra hele verden. Der går mange rygter om stedet. Blandt andet skulle en dreng være forsvundet i området for mange år siden. Men det er jo bare en vandrehistorie …

Den sidste novelle handler om guitaristen Jimmy, der helt har mistet inspirationen. Han forsumper i arbejdsløshedens tåger – til han en dag ser en guitar i en butik. En helt særlig guitar, der slet ikke føles som de 10 han har derhjemme. En guitar, der finder musikken i Jimmy igen.

Bagerst i Öjvind Kramers monstre er indsat et efterskrift, hvor Wilmann fortæller om inspirationen til de fire noveller. Jeg synes altid, det er spændende at få et kig i forfatterens hoved, og det er også tilfældet her. Wilmann fortæller bl.a., hvordan alle fire historier er bygget på personlige oplevelser (næsten i hvert fald) samt er inspireret af H. P. Lovecraft.

Forhåbentlig kan Wilmanns noveller fungerer som en slags teaser for de yngre læsere til Lovecrafts forfatterskab. Uanset hvad får de dog fire underholdende og uhyggelige historier, som nok skal vække frydefuld rædsel. Jeg havde i hvert fald en frygtelig fornøjelig tur ind i Jonas Wilmanns mørke fantasi.

Indhold: 

Öjvind Kramers monstre
IÄ! Didrik-Svendsen
Betonskoven
Strengelegen
Efterskrift

Om Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Kaos, 179 sider
Omslag og illustrationer: Jonas Wilmann

Læs også:

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Tingen i cellen af Dennis Jürgensen
Hospitalet af Michael Kamp
En sag for Luckner af Per Sanderhage
Afsind af Martin Schjönning
Velkommen til Kadaverkøbing af Jonas Wilmann

Tidsparken af Christopher Priest

Tidsparken af Christopher PriestTidsrejser, samfundskritik og overførsel af bevidsthed er blandt temaerne i Christopher Priests novellesamling Tidsparken. Udgivelsen hører til Science Fiction Cirklens serie ‘Internationale topnavne’, og et kig på Priests forfatterskab afslører da også, at han har modtaget et hav af priser samt endnu flere nomineringer.

Nærværende samling indeholder et udvalg af Priests noveller udgivet fra 1971 (”Hukommelse og straf”) til 2009 (”Futouristic.co.uk”), samt et uddybende efterord af Niels Dalgaard der sætter forfatterskabet i perspektiv.

Bagsideteksten afslører, at Priest tilhører den nye bølge indenfor britisk science fiction, og altså ikke er så teknologisk fascineret men har en mere humanistisk tilgang til genren. Når han f.eks. i ”Hukommelse og straf” skriver om en politisk fange, der får overført sin bevidsthed til en computer for at få ‘korrigeret sin opførelse’, er det derfor ikke teknologien, der er interessant, men fangens reaktioner og opførsel på korrektionen.

Helt uden teknik og videnskab er novellen ”En nøgen kvinde” fra 1974. Novellen udspiller sig i et samfund, hvor der er langt flere mænd end kvinder, og hvor kvindens rettigheder afhænger 100% af hendes moralske opførsel – hvis standard naturligvis er blevet defineret af mænd. Hovedpersonen har været sin mand utro, og som straf skal hun være nøgen, hver gang hun bevæger sig ud i samfundet. Oven i købet er det tilladt for mænd at voldtage hende, men ikke at hjælpe hende, så længe hun er nøgen. Novellen er stærk samfundskritisk men – desværre – stadig aktuel, for mens jeg skriver denne anmeldelse, kører #metoo kampagnen på de sociale medier.

Selv i novellen ”Tidsparken” hvor rejser i tid ikke blot er muligt, men bruges så folkeligt som til søndagsudflugter, er det hverken tidsparadokser eller hvordan det er teknisk muligt, Priest beskæftiger sig med. I stedet er fokus på, hvad tiden gør ved hovedpersonen – hvordan tiden ændrer vores identitet. Oveni laver Priest i denne novelle en periodekrølle. For selvom man kan sende rumskibe af sted, kører man i f.eks. i hestevogne og hovedpersonens nutid beskrives i det hele taget meget victoriansk.

Jeg er en doven læser, og det er desværre ikke særlig tit, jeg læser ikke-oversat science fiction. Derfor er jeg glad for Science Fiction Cirklens serie med udgivelser af internationale forfattere, vi ellers ikke ser på dansk. Christopher Priest er således et spændende bekendtskab, og flere af novellerne greb mig straks. Alligevel må jeg nok indrømme, at enkelte af novellerne var lidt for æteriske efter min smag og blev først forståelige, efter at jeg havde læst Niels Dalgaards efterord, som sætter dem i kontekst med genrens temaer og problematikker. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det kan være en ‘show stopper’, hvis man ikke er forberedt.

Hvis man er til science fiction med fokus på science er Christopher Priest ikke manden. Er man til gengæld til udforskning af menneskelig identitet, politiske problemstillinger og tid som tema, så er han et rigtig interessant bud. For mig har Tidsparken i hvert fald været en spændende tur ind i et anderledes, men fascinerende forfatterskab, jeg gerne vil udforske nærmere.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Om Tidsparken:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 259 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Afkroge af Helene Hindberg

Afkroge af Helene HindbergEt gammelt hotel med sære gange, et lasergame der løber løbsk, religiøse sekter og kosmisk terror er blot nogle af ingredienserne i Helene Hindbergs Afkroge.

Helene Hindberg har tidligere fået udgivet en række noveller i forskellige antologier. Et par af dem er genoptrykt her i Afkroge, som er hendes første selvstændige udgivelse.

Novellerne spænder, som antydet, indholdsmæssigt bredt, men de sidste fire noveller er dog en slags cyklus med den religiøse sekt Vandets børn som omdrejningspunkt: ‘En vesterhavs fortælling’, ‘Vandets Børn’, ‘Hvad skal barnet hedde’ og ‘Graffiti’. Den svageste af disse er ‘Hvad skal barnet hedde’, mest fordi den minder mig lidt for meget om Rosemarys Baby. Alle fire noveller er dog underholdende, og det er godt fundet på at koble en vestjysk sekt til Cthulhu-mytologien.

Samlingen indledes med novellen ‘Grænsen’. Melinda bor med sine forældre og deres au pair i en patriciervilla med skel op til skoven. Faren arbejder meget, og moren går op i kost og motion. Melinda nyder at ‘gemme sig’ i havens nederste del, hvor det næsten føles som en skov, og så snyder hun sig til at købe usundt slik, som et lille oprør mod forældrenes sundhedshysteri. En aften skal faren arbejde sent, og moren mødes med nogle veninder til drinks. Melinda kan dog sagtens være alene hjemme. Men da mørket falder på, ændrer haven karakter, og Melinda ser pludselig en verden udenfor forældrenes perfekte glansbillede.

En af mine favoritnoveller er ‘Der er så dejligt ude på landet’. Her kommer en mand til sig selv på en hed sommerdag. Han står i vejkanten ved siden af sin bil og husker intet som helst. Hans forvirring bliver kun større, da en bekendt stopper op og følger ham hjem. Tilsyneladende kender manden godt Anders, som han kalder ham, og det er åbenbart ikke usædvanligt, at Anders får disse blackouts. Værre bliver det dog, da Anders’ mor bliver nødt til at hjælpe ham med indholdet af bagagerummet … Hindberg beskriver Anders’ forvirring og langsomme opvågnen dybt troværdigt, og novellen gør ikke noget godt for mit forhold til fluer!

I ‘Tilbygninger’ er fortælleren Troja et af 12 børn, som bor med sine overlevende søskende og sine forældre i et hus, hvor faren konstant har lavet tilbygninger til for at få plads til hele familien. Nu er de dog nødt til at flytte. I sidste øjeblik går Troja ind for at hente nogle ting, hun har glemt, men det er, som om huset ændrer sig, og pludselig er hun faret vild. Slutningen føles desværre lidt letkøbt, eller også forstod jeg den ikke helt. Men igen er novellens atmosfære helt i top.

‘Astrid’ trækker tråde til de gamle danske folkesagn, selvom den umiddelbart udspiller sig som en moderne kærlighedshistorie i storbyens favn. Her forelsker fortælleren sig inderligt i pigen Astrid, som han møder til et bryllup. Men hvor godt kender man egentligt nogen som helst?

‘Jeg kommer snart igen’ har en herlig dobbelttydig titel. Novellen handler om kvinden, der er vild med sex, og som begynder at fantasere mere og mere blodigt om pikke. Efter en god opbygning bliver slutningen dog lidt underlig uforløst (no pun intended), og jeg sad en smule forvirret tilbage.

‘Værelset på sjette’ er endnu en favorit. Her gør fortælleren rent på et stort hotel, men en dag har hun en meget mærkelig oplevelse, da hun skal rydde op i nogle værelser i den gamle afdeling af hotellet. Novellen fik mig til at tænke på Stephen Kings novelle ‘1408’, om et hjemsøgt hotelværelse hvor de  fysiske love træder ud af kraft, og virkeligheden pludselig ændrer perspektiv. Samme fornemmelse af en flimrende, usigelig virkelighed på kanten af vores fremmaner Hindberg her.

I den korte novelle ‘Tog’ har renlighed og præcision stor betydning.

Også ‘Stilhedens stemme’ er en favorit. Her har fortælleren booket et særligt lydrum til nogle optagelser, men rummet viser sig at indeholde noget uventet. Atmosfæren i novellen giver mindelser til H. P. Lovecraft, og slutningen holder.

Endelig skal også nævnes ‘Legen’ om to brødre, der spiller lasergame. Den yngste er træt af, at han altid skal stå på vagt i baggrunden, men så en dag går noget helt galt under spillet…

Afkroge indeholder 13 noveller (omend indholdsfortegnelsen kun lister 12), og generelt var jeg godt underholdt. Helene Hindberg er en stemningsfuld fortæller, og historierne står tydeligt under læsningen. Forsiden af Lars Kramhøft skal også nævnes for sit dystre og fængslende udtryk.

Skal jeg komme med en anke, afsluttes nogle af novellerne lidt for abrupt efter min smag, og efterlader mig i vildrede om jeg nu har forstået historien. Heldigvis er det kun et fåtal, så overordnet set er Afkroge en fin debut, især hvis du holder af Lovecraftian horror.

Indhold:

Grænsen
Der er så dejligt ude på landet
Tilbygninger
Astrid (tidligere trykt i Dystre Danmark)
Jeg kommer snart igen
Værelset på sjette
Tog
Stilhedens stemme
Legen
En vesthavsfortælling (tidligere trykt i Fra skyggerne)
Vandets Børn (tidligere trykt i Lyden af vanvid)
Hvad skal barnet hedde? (tidligere trykt i Grufulde mørke)
Graffiti

Om Afkroge:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 235 sider
Omslag: Lars Kramhøft

 

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-KiddeGotiske noveller fra et tusmørkelandskab, hvor drøm og mareridt lever side om side

Jeg må hellere starte med at indrømme, at jeg aldrig havde hørt om Astrid Ehrencron-Kidde, før forlagene Escho/Sidste Århundrede spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde novellesamlingen Det sukker så tungt udi skoven: Martin Willéns underlige hændelser. Det lød dog umiddelbart som en spændende udgivelse, så jeg takkede ja – og heldigvis for det.

Det sukker så tungt udi skoven er lige præcis den slags gotiske noveller, jeg elsker. Tonen giver mindelser til forfattere som Edgar Allan Poe og min yndlings spøgelseshistorie-fortæller M. R. James, men er alligevel unik.

Astrid Ehrencron-Kidde udgav historierne om Martin Willén mellem 1911 og 1924, men de udspiller sig i Sverige i midten af 1800-tallet. Fortælleren er Martin Willén selv. Han er nu en gammel mand, som fortæller historierne set med erfaringens viden, hvorved han også undertiden reflekterer over hændelserne, mens han beretter. Tidsmæssigt springer novellerne, så der er ikke tale om en kronologisk beretning fra ungdom til alderdom. Alligevel er der, når man læser, små henvisninger til de andre fortællinger, som man først rigtig fanger, når man har læst hele samlingen. Det virker rigtig godt, for det giver indtryk af, at vi hører historierne efterhånden som Willén tænker på dem. Og man tænker jo sjældent i streng kronologisk orden.

Samlingen indeholder 10 noveller samt et interessant efterskrift, hvor Andreas Bylov Jensen giver en kort introduktion til Astrid Ehrencron-Kidde og sætter forfatterskabet i perspektiv. Man kan sagtens læse novellerne uden at læse efterskriftet, men for mig gav det endnu mere dybde til historierne, så jeg kun kan anbefale at læse det også.

Jeg vil også rose forlagets fine bearbejdelse af teksten. Teksterne er rettet til moderne retskrivning, men uden at give afkald på de gammeldagsudtryk, der er med til at tidsfæste historierne og skabe denne særlige gotiske stemning.

Skal jeg fremhæve et par af novellerne (og det er svært, for de alle har mange gode kvaliteter, og på en måde udgør de et samlet hele, selvom her er tale om noveller), så bliver det ‘Apoteket’ og ‘Natten i Östravåg’.

I ‘Apoteket’ er vi tilbage i Willens barndom. Familien er flyttet til Kungsbacka, men da Willen går på Latinskole i Halmstad, er han ikke nået at blive så bekendt med byen. En nat bliver hans ældre søster syg. Moren sender ham til apoteket nede i byen, for at han skal hente hendes medicin. Men på vejen hjem farer han vild. Historien er fin i sig selv, men den eftertænksomme slutning løfter novellen endnu højere.

‘Natten i Östravåg’ er mere melankolsk. Her har Willen som gammel mand besøgt kirkegården, hvor hans kære ligger begravet. På vejen hjem overnatter han på en kro i Östra Våg. Om natten opsøges han af en sær mand, som han også så på kirkegården. Manden fortæller en tragisk historie og beder om Willens hjælp. Men hvad er sandt, og hvad er drøm?

“Hør,” sagde han pludselig, “jeg ser af Deres kort, at De er sagfører. Må jeg konsultere Dem, blot ganske kort, selv om det også er en aparte tid? Jeg turde ikke undlade at gå herind. Å – De må hjælpe mig. Jeg kan betale Dem for det. Der kan gå lange tider – lange tider,” gentog han, mens han vuggede sine hænder, “førend jeg kommer forbi en sagfører igen.”

Hans runde øjne stod i mine, som ville de slå nagler gennem min hjerne for at tvinge den til at lytte og forstå.

Jeg nikkede. Jeg var i en ubeskrivelig tilstand af nervøs uro. Ikke sandt – De forstår – dette, at jeg ikke kunne røre mig af pletten – havde jeg endda været påklædt og oppe på gulvet, ja blot haft så meget som en tændstikæske eller mit ur, at tage i mine fingre og flytte om med på bordet. Men alt var som forhekset. Jeg havde hverken fået det ene eller det andet bragt i orden, før jeg gik til sengs. At måtte ligge dér, fuldstændig rolig, med hænderne på tæppet og hans øjnes borende nagler gennem mine.

“Ja, hvis jeg kan være Dem til nogen nytte – så –“

Han rejste sig hastigt et par gange og satte sig igen. “Det kan de!” sagde han hver gang, “det kan De. De er jo sagfører, det vil sige, at De kan føre en sag, ikke sandt? Skaffe en sin ret. Sin soleklare ret. Ikke sandt, det er jo Deres bestilling?”

Jeg nikkede igen og bad ham forklare mig, hvad det var, han ønskede af mig. Han gik hen og låsede døren og rullede gardinet ned for månen. (s. 145)

Jeg var som sagt meget betaget af Det sukker så tungt udi skoven, som er en utrolig fin og poetisk læseoplevelse fortalt med en melankolsk eftertænksomhed. Hver eneste novelle er en god historie, som samtidig indeholder langt flere lag, end der umiddelbart antydes. Her er måske nok tale om en lille bog, men det er så sandelig en stor læseoplevelse. Læs den.

Tak til forlagene Escho og Sidste Århundrede som har sponseret læseeksemplaret.

Om Det sukker så tungt udi skoven:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Escho/Sidste Århundrede, 214 sider
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen
Originaludgivelsesår: 1911-1924

Indhold:

Alle sjæles nat
Den lille pige med violerne
Det sukker så tungt udi skoven
Pensée ; Apoteket
De hvide træer
En aften på Askaryd
Natten i Östravåg
En aften ved Lure Færgested
Gensynet

De ting der sker af Rasmus Hastrup

De ting der sker af Rasmus HastrupHvad gemmer sig bag folks vinduer? Bag deres ansigts facader? Bag tidens gardiner?

I 2016 udkom novellesamlingen Liv af Rasmus Hastrup. Jeg faldt tilfældigvis over den, og fik en fantastisk læseoplevelse. Liv var Hastrups debut, og nu udgiver han så den svære toer De ting der sker. Igen er her tale om en novellesamling – og dog. De ti noveller trækker nemlig indbyrdes tråde til hinanden, så samlingen alligevel danner en form for helhed.

De ting der sker starter med novellen “Tredive år tidligere” om en teenagepige, som stikker af hjemmefra for at flytte ind hos sin kæreste. Læseren fornemmer, at barndomshjemmet ikke har været særligt idyllisk, og at pigen drømmer om et stabilt og godt liv nu. En drøm som viser sig at være forgæves.

Så springer vi frem til et middagsselskab i “Cinna Ohlsen”. Cinna er bedsteveninde med Joris, der er gift med Kalle, og det er de to, der inviterer. Cinna kommer før de andre gæster for at hjælpe til. Inden hører vi dog om en oplevelse, hun havde i barndommen, hvor hun legede skjul med sin onkel. En leg, der endte ulykkeligt.

I “Jensen Kybert” har fortælleren skrevet speciale om tidens elasticitet og viskositet. Han filosoferer over tiden, mens han afventer udfaldet af en retssag, hvor hans morfar står anklaget.

I “Didymus Lundhaug” går fortælleren tur med sin hund i en skov og falder som en anden Alice ned i en underjordisk hule. Hulen indeholder et gigantisk bibliotek, som det er umuligt at komme væk fra.

“Wilmar Odt” er fortællingen om en lettere retarderet mand, som kan høre de døde og har en usynlig ven, der bor i toilettet.

Fortælleren i “Holmer Snegård” har ingen planer om at stifte familie. Men en aften får han problemer med sin bil på en øde strækning, hvor mobildækningen er elendig. Da han banker på i det nærmeste hus, venter ham en overraskelse – og en uventet tur ad Memory Lane.

Eskapisme og bjørne hænger sammen i novellen “Rald Hadding Eldklint”, hvor fortælleren bruger sprut og litteratur til at undgå at ‘deale med det’.

“Interludium udefra” er netop det, mens “Max Sortbjerg” handler om et kærestepar, der har slået op. Max filosoferer over ord og tal under et toiletbesøg, men da toilettet forstoppes, får han en uventet oplevelse.

Den sidste novelle “Joris Grütnow-Österling” fortæller historien om, hvordan Joris og Kalle mødte hinanden, og om deres særlige forhold.

Men – denne korte introduktion til hver enkelt novelle er kun en ridse i overfladen. Da jeg lukkede bogen, efter at sidste side var læst, åbnede jeg den faktisk igen med det samme. Novellerne efterlod mig tvivlende, undrende og betaget, så jeg var nødt til lige at læse op på dem for at sammenfatte mine tanker.

De ting der sker er en af den slags bøger, man med stor fordel kan læse igen og igen. Hver historie, ja næsten hver sætning, rummer mulighed for fortolkning og har langt flere lag end det umiddelbare. Historierne er absurde, fabulerende, sørgelige og eftertænksomme, og hvor de måske ikke alle står helt stærkt alene, så danner helheden en fascinerende oplevelse.

På forsiden er trykt symbolet for uendelighed, som to personer klatrer rundt på, og tanker om tiden er et gennemgående træk for novellerne. Som f.eks. i “Jensen Kybert”:

“Men pointen er, at det er noget, vi selv har sat i værk. der er ingen indre logik. Det er sørgeligt, at noget så arbitrært har fået så meget magt. Påtvungen tidsinddeling er nok det mest sejlivede koncept, der nogensinde er udtænk. Men det handler bare om at tælle. Det er bare tal. Og så bruger vi solen og månen som belæg for vores måder at tælle på, som et alibi. Det er groft, synes jeg, at tage himmellegemer som gidsler i en sag om kunstige, ceremonielle opfattelser af noget, der langt overstiger vores fatteevne. Det tangerer vold mod tiden. Men tiden får det sidste ord. For mens vi er afhængige af vores konventionelle tællemåder, kører tiden bare videre efter sine helt egne bogstaveligt ubegribelige principper. Og vi opdager slet ikke, at vores kupforsøg er slået fejl, og at tiden i virkeligheden indifferent manipulerer os direkte i graven.” (s. 48-49)

Det er dog ikke bare tid som en filosofisk idé. Holmers oplevelse får ham f.eks. til at genopleve fortiden, hvilket giver ham et nyt syn på nutiden. Mens Rald forsøger at glemme fortiden, hvor en hemmelighed hjemsøger ham. Cinna bærer også på en oplevelse, som for altid har gjort hende bange for mørket, og for de hemmeligheder det gemmer.

“Jeg standsede op uden for min gadedør og kiggede rundt på vinduerne i blokkene. Jeg havde engang regnet mig frem til, at jeg fra min position lige her kunne se 288 vinduer bare ved at dreje hovedet fra side til side, sådan lige knap 160 grader. Tanken gjorde mig stadig svimmel. Alle de ting, der skete bag de vinduer. Hvert eneste vindue var en portal til potentielle perversiteter og kunne fungere som en slags drivhus for alverdens afskyelige hemmeligheder. Derinde bagved var en hel masse skjulte, ulækre verdener. Flere dybereliggende lag af virkeligheden. Jeg tænkte somme tider, at alt det her udenfor, den ydre verden, det, jeg ser og ved, er en slags overflade, erkendelsens øverste lag, der breder sig som en mild dyne hen over de underste, mørkere lag. Egentlig vil jeg helst ikke vide noget om, hvad der foregik rundtomkring. Eller rettere, jeg ville ønske, at jeg selv kunne bestemme, hvad jeg fik at vide. Hvis virkeligheden er en vintergade ved nattetide, vil jeg kun kende til de oplyste cirkler under gadelamperne.” (s. 18)

Næsten alle kapitlerne har deres titel efter fortælleren i historien, og jeg er sikker på, at Rasmus Hastrup har haft en fest med at navngive personerne. F.eks. er Didymus græsk for tvilling. Odt kan læses som en forkortelse af ‘Or Die Trying’, der både er titlen på en Star Wars historie, et computerspil og en tv-serie. Cinna var slægtsnavnet for den romerske digter Gaius Helvius, hvis død er udødeliggjort af William Shakespeare i stykket Julius Cæsar, og så videre.

De ting der sker er en spændende og udfordrende læseoplevelse, hvor novellerne rumler videre i bevidstheden længe efter endt læsning. Umiddelbart er novellerne ikke lige så tilgængelige som i Liv, men det skal ikke ses som noget dårligt. Det kræver bare mere af læseren. Mit råd er: Læs De ting der sker – og når du er færdig, så læs den igen. Jeg garanterer for, at du får noget at tænke over.

Tak til forlaget Screaming Books som har sponseret læseeksemplaret.

Indhold:

Tredive år tidligere
Cinna Ohlsen
Jensen Kybert
Didymus Lundhaug
Wilmar Odt
Holmer Snegård
Rald Hadding Eldklint
Interludium udefra
Max Sortbjerg
Joris Grütnow-Österling

Om De ting der sker:

Udgivelsesår: 13.04.2018
Forlag: Screaming Books, 184 sider
Omslag: Solveig Agerbak

Læs også:

Fuglene af Mikkel Harris Carlsen
Liv af Rasmus Hastrup
En dag uden sol af Benjamin Lunøe
Optisk bedrag af A. Silvestri
Afmagt af Mogens Wenzel Andreasen

 

Når mørket kommer krybende / red. Lars Grill Nielsen

Når mørket kommer krybende - 5 horrornovellerFem forfattere, fem noveller, fem mareridt …

I forbindelse med Krimimessen 2018 udgav forlaget Enter Darkness mini-antologien Når mørket kommer krybende bestående af fem horror-noveller skrevet af Morten Carlsen, Patrick Leis, A. Silvestri, Teddy Vork og Gudrun Østergaard. Bortset fra Teddy Vorks novelle “Svarthdel”, der oprindelig udkom i “Hvor skyggen falder“, er her tale om nye noveller.

“Brændingen” af Morten Carlsen indleder samlingen. Her vender fortælleren tilbage til sin fødeegn efter faderens død. Huset skal ryddes, men under arbejdet finder han noget i kælderen – og barndommens mareridt om væsenerne i marehalmen vender tilbage. Jeg har læst mig til, at Lesia Solots stemningsfulde forside netop er inspireret af Morten Carlsens fortælling.

Hvor et dødsfald er omdrejningspunkt i “Brændingen”, handler det om “Et drømmebarn” hos Patrick Leis. Daniella drømte som lille pige om et prinsesseliv, men er i stedet endt med skolekæresten Tommy og en helt almindelig gennemsnitlig tilværelse. Glæden er alligevel stor, da hun opdager, at hun er gravid. Men langsomt forvandles glæden til frygt. Hvad nu, hvis der er noget galt med barnet? Hvad nu, hvis Daniella ikke er en god mor? Patrick Leis har skrevet en fremragende novelle om de tanker, mange nybagte forældre formentlig pines af. Er det en fødselsdepression? Eller noget helt andet?

Teddy Vorks novelle “Svarthdel” har som sagt været udgivet tidligere under titlen “Den forsvundne risengrød”. Det gør nu ikke spor, for jeg nød at genlæse historien om Katrine, som for nyligt er flyttet ind i et nyt hus sammen med sin mand og sønnen Peter. Det er snart jul, og Katrine stresser for at få alt klart til en rigtig hyggelig højtid i familiens skød. Bl.a. sørger hun på opfordring fra Peter for at stille risengrød til nissen op på loftet. Dog undrer hun sig over, hvor deres kat er blevet af? Og over hvem der dog spiser alt den risengrød?

Gudrun Østergaards novelle hedder “Et barndomshjem”, men der er ikke meget nostalgisk hygge at finde her. Cecilie har lovet sin tante at passe hendes planter i to uger, mens tanten er på ferie. Det burde ikke være noget problem, så længe hun følger tantens huskeliste. Tanten er dog noget forvirret, og Cecilie forstår ikke helt, hvorfor det er så vigtigt, at hun holder alle dørene lukket. Hele tiden. Jeg elskede “Et barndomshjem”, hvis atmosfære fangede mig fra første side, og som har en perfekt slutning.

A. Silvestri lukker og slukker ballet med “Blinde killinger”. Efter sigende var hans novelle nødt til at være sidst, da redaktøren ellers var bange for, at folk ikke ville læse antologien færdig. Sikkert er det i hvert fald, at Silvestri endnu engang serverer en grum og anderledes fortælling for læseren. Fortælleren vokser op på en gård sammen med sin far. Moren døde under fødslen, og de to ældre brødre forlod hjemmet, så snart de fik muligheden. Faren er en fåmælt, praktisk mand, og der er ikke meget varme at hente fra ham. Måske er det derfor fortælleren, leder efter følelser andre steder?

Når mørket kommer krybende er en herlig lille perle, som desværre er alt for hurtigt læst. Novellerne er vidt forskellige, men selvom jeg har mine favoritter, synes jeg ikke, at nogen af dem falder helt udenfor. I hvert fald var jeg godt underholdt hele vejen, og kan kun anbefale samlingen til alle, som holder af kontante gys i novelleform.

Om Når mørket kommer krybende:

Udgivelsesår: 19.03.2018
Forlag: Enter Darkness, 74 sider
Omslag: Lesia Solot

Læs også:

Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket
Rustkammeret – fortællinger fra mørket 2
Undergang
Pix – nygotiske skæbner
Vampyr

 

Rødt til en død årstid af Hanna Lützen

Rødt til en død årstid af Hanna LützenRødt til en død årstid er gennemtænkt og underholdende, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel

Af uvisse årsager har jeg aldrig fået læst Hanna Lützens Rødt til en død årstid – Horrorfortællinger fra Holte, selvom det nu er godt 20 år siden, den udkom. Heldigvis bliver god litteratur ikke dårlig med årene, og jeg kan kun opfordre andre til ikke at vente lige så længe som jeg med at læse den.

Rødt til en død årstid består af en række selvstændige fortællinger, der dog alle tilhører det samme univers, blot spredt ud over tid og personer.

Rammefortællingen handler om et ungt par, der vil flytte tilbage til Holte efter flere år i København. Drømmen om at leve storbylivet er blevet afløst af ønsket om tryghed. De ønsker at “eliminere det skræmmende skel mellem ude og inde; de ville trække deres verden udenfor – i haver og på terrasser.” I Holte behøver man ikke passe på, når man træder ud af sin gadedør. Her skal man blot huske at “installere en effektiv alarm. I ved, de forsøger jo alligevel konstant at forcere grænsen.”

Men trygheden i det nordsjællandske er en illusion, og en tyverialarm hjælper intet her. Under den landlige idyl gemmer sig sære væsener og underjordiske kræfter, der drager mennesker til sig i mørket. Det hyggelige gadekær forvandles til en stinkende sump, og råddenskaben siver ind ad selv den mindste sprække. Her undslipper du ikke.

Rødt til en død årstid består af seks noveller. Hver novelle indledes af en kort fortælling fra fortiden, der hænger sammen med historien i novellen. Titelnovellen indleder med sin fortælling om gymnasiepigen Charlotte, der får et job med at gøre rent hos en ældre dame for at tjene lidt ekstra. Damen er dog på ingen måde helt almindelig, og det er lønnen heller ikke.

I ‘Sene nætter i Søllerød’ hedder hovedpersonen Mikkel. Han bijobber som garderobepasser på den lokale kro ved siden af sine studier. Som afsluttende opgave skal han skrive om Edgar Allan Poe, så de stille timer bruger han på at læse Poes noveller. En aften hjælper han en ung pige på knallert med at finde vej, og herefter mister han selv retningen.

Den tredje novelle hedder ‘Mudderkonen’, og her følger vi Anton, som efter mange år vender tilbage til Brillesøen og skoven, hvor han i barndommen legede. Det viser sig dog, at bag de glade minder gemmer sig en dyster hemmelighed, der nu kommer frem i lyset.

I ‘Næsset’ befinder vi os på rekreationscenteret Næsseslottet. Her kommer patienterne sig efter forskellige sygdomme i en rar og hyggelig atmosfære. Men på det seneste har en mat stemning sænket sig over centret, og sygeplejersken Bodil har på fornemmelsen, at noget er helt galt.

Med ‘Den enes død’ får vi en afslutning på rammehistorien, der indledte Rødt til en død årstid, og så slutter bogen med den ganske korte fortælling ‘Afsked’.

Atmosfæren i samlingen er stemningsfuld, og Lützen skriver godt. De enkelte noveller snor sig ind og ud imellem hinanden, mens Lützen drypper forskellige henvisninger og fortolkninger ud over historierne som ekstra glasur. Rødt til en død årstid er absolut gennemtænkt og underholdende læsning, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel. Og så er bogen endda omsat til et teaterstykke i 2002 af Maria Stenz.

Anton satte sig frem på bænken med et sæt. Hændelserne fra dengang havde trængt sig frem i hans bevidsthed med en stærk intensitet der efterlod ham en smule rystet. I mange år havde han slået dem hen som erindringsforskydninger og småtraumer fra en tidlig sommers drengeudflugt – Mudderkonen var et fantasifoster og jordgangen barnlig ønsketænkning. Men Martin var jo aldrig dukket op. Han var stadig en forsvunden dreng, og selvom Anton ikke havde nogen skyld i hans uforklarlige forsvinden lurede tanken om Mudderkonen og turen i den underjordiske gang bag det hele. Netop før da han sad med lukkede øjne og genoplevede den mærkelige tur i skoven havde han følt de samme dufte og den samme kuldslåede fornemmelse om benene som dengang. Han gjorde sig ingen forhåbninger om at finde en forklaring på hvad der egentlig var sket. Tværtimod. Han ønskede det ikke. Det var bare en trang der havde fået ham herned til Brillerne igen. Måske en trang til at genopleve og glemme. Han så ud over søen og indså at stedet aldrig havde forladt hans indre blik. Panoramaet havde ligget som et baggrundstæppe for hver eneste tanke han havde tænkt i sit voksne liv. Han havde forladt sin hjemegn, men den vragede hjemlighed havde aldrig forladt ham.” (s. 122-123)

Indhold:

Rødt til en død årstid
Sene nætter i Søllerød
Mudderkonen
Næsset
Den enes død
Afsked

Om Rødt til en død årstid:

Udgivelsesår: 1997
Forlag: Gyldendal, 206 sider
Omslag: Ida Balslev-Olesen

 

Udvalgt bibliografi:

Spøgelserne i Hausers palæ (2005)
Politikens store eventyrbog (2005)
Miraklernes bog (1997)
Rødt til en død årstid (1997)
Vlad (1995)

Staudebedet i Skygger (1997/2010)
De små søstre med glasuransigter i Horror.dk (2008)

 

Galaktiske forestillinger af Manfred Christiansen

Galaktiske forestillinger af Manfred ChristiansenMed humor, horror og hjernespind tager Manfred Christiansen læseren med på en galaktisk rejse, der strækker sig fra kosteskabet til kosmos.

Manfred Christiansen har efterhånden udgivet noveller i mange forskellige sammenhænge. Galaktiske forestillinger var hans første selvstændige udgivelse og er en del af Science Fiction Cirklens serie med danske forfattere, som omfatter bl.a. Lars Ahn Pedersens Månebase Rødhætte og Faderens sønner af A. Silvestri.

Om samlingen skriver Christiansen i sit forord, at han egentlig bare vil ønske læseren god fornøjelse. Hans mening har aldrig været at moralisere eller skabe opbyggelig litteratur, og når man alligevel ind i mellem kan ane en ”løftet pegefinger”, så er det kun fordi, at historierne har udviklet sig sådan. Det skal Christiansen ikke høre et ondt ord for, og jeg følte mig underholdt hele vejen igennem.

Galaktiske forestillinger består af 14 noveller, hvoraf halvdelen er nyskrevne, mens den anden halvdel har været trykt i diverse antologier, tidsskrifter og medlemsblade.

Blandt mine favoritter er ”Karmacorp”, hvor en kvinde er i gang med at udfylde et spørgeskema. Hun er ikke klar over hvorfor, og ved i øvrigt heller ikke hvor hun er. Spørgsmålene virker ligegyldige og uforståelige, og kvinden bliver mere og mere frustreret. Men det viser sig naturligvis, at der er en grund til hendes situation – den er bare slet ikke, hvad man havde forventet.

I ”RT2200-DragonFly TM – transpeeding er en livsstil” forestiller Christiansen sig, hvad der kan ske, hvis befolkningen fik adgang til et ultimativt produkt, i dette tilfælde en 2-personers transpeeder med Userhappiness installeret.

Privathospitaler er på dagsordenen i ”BetaLife TM”, hvor et privathospital er blevet fjendtligt overtaget af en konkurrent, som nu vil tjene på at udskille dele af hospitalet og fyre personalet. De fleste patienter er komatøse langtidspatienter (op til 593 år!), og så er en del af de ansatte delvis maskiner.

Reklamefinansiering får en hel ny betydning i ”Sundgatan”, hvor en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg bliver en realitet, mens titelnovellen Galaktiske forestillinger giver os Christiansens forestilling om mødet med en fremmed civilisation.

Endelig vil jeg også fremhæve ”Second Contact”, hvor vigtigheden af kommunikation uden misforståelser bliver udpenslet.

Manfred Christiansen skriver godt. Selvom hans mål har været at underholde (hvilket han bestemt gør), og de fleste noveller har en humoristisk undertone, så er der dog også alvor at spore i samlingen, når Christiansen f.eks. diskuterer etikken i at genoplive mordere, mens deres ofre ikke får chancen.

Der udgives ikke så meget dansk science fiction. Science Fiction Cirklen gør dog en stor indsats for at ændre på det, og Manfred Christiansens Galaktiske forestillinger understreger, at man både kan finde kvalitet og underholdning i genren.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Galaktiske forestillinger:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Science Fiction Cirklen, 210 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Solformørkelsen
Karmacorp
RT2000-DragonflyTM – transpeeding er en livsstil
Nøjsomhed
Den indre fjende
BetalifeTM
Sundgatan
Gallaktiske forestillinger
Det danske tillæg
Det tabte tordenæg
Sky City
Glitch
Second Contact
I morgen

Besøg Manfred Christiansens hjemmeside

Gys og genfærd – danske spøgelseshistorier / red. Poul Sørensen

Gys og genfærd - danske spøgelseshistorier / red. Poul Sørensen

Fra bogens forord:

Lad os lige saa godt med det samme afvæbne den gunstige Læsers eventuelle Kritik ved straks at indrømme, at denne Bogs Undertitel, “Danske Spøgelseshistorier”, maaske ikke kan tages strengt bogstaveligt.

Danske er Historierne i den Forstand, at de alle er skrevet af nulevende danske Forfattere; men i flere af dem er Handlingen henlagt til udenlandsk Skueplads: Skaane, Rusland, Mellemeuropa og U.S.A. Og typisk dansk er det vel ogsaa, at en Del af dem næppe kan betegnes som egentlige Spøgelseshistorier. Et Par af dem overlader til Læseren selv at afgøre, hvorvidt Kræfter, man i daglig Tale plejer at kalde overnaturlige, maa siges at have grebet ind. Et Par andre munder ud i en “naturlig” Forklaring, hvilket vel maa siges at være i god Samklang med den nøgterne Skepsis, der nok er et ikke uvæsentligt Træk i vor Nationalkarakter. Man kunne næsten paa Forhaand sige sig selv, at et Udvalg af nutidige danske Spøgelseshistorier maatte falde saadan ud.

Men naar dette er sagt, er der dog en Del igen, hvor Digterfantasien, som det siges i den længste af Fortællingerne, “fortsættes bort paa den anden Side af, hvad vi véd og forstaar”. Og ogsaa dette er nok typisk for dansk Sind.

Vel har Spøgelseshistorierne og den dermed beslægtede Litteratur ikke haft saa rig Grobund herhjemme som i de to store germanske Litteraturer, den tyske og den engelske; men flere af vor største Forfattere har dog gennem Tiden ydet Bidrag til Genren. Og den har, som dette lille Udvalg gerne skulle vise, endnu i Dag Livskraft helt ned i den yngste Forfattergeneration.

P.S.

Indhold:

Frank Jæger: Præsten i Herløw
Leif E. Christensen: De vises sten i Edelhøj
Eiler Jørgensen: Der var en mand
Thit Jensen: Da Øllebrød-Niels fik Huset fuldt af Fremmede 
Finn Methling: Opvågnen i Schlüsselburg
Boris Møller: en Orm gør Oprør
Soya: Fotografier der talte
Joachim Stenzelius: Enkelegen
Poul Sørensen: Genfærds-Kolonnen

Om Gys og genfærd:

Udgivelsesår: 1952
Forlag: Borgen, 151 sider

10 danske gysere / red. Tage La Cour

10 danske gysere red. Tage La Cour

Antologien 10 danske gysere indeholder 10 noveller skrevet af danske forfattere. Blandt bidragsyderne ses Tom Kristensen, Thomas Dinesen, Herman Bang og Niels E. Nielsen

Indhold:

Herman Bang: Men du skal mindes mig
Thomas Dinesen: Tusmørke
Astrid Ehrencron-Kidde: Fugleedderkoppen
B.S. Ingemann: Glasskabet
Johannes V. Jensen: Vinternat
Tom Kristensen: De forsvundne ansigter
Viggo F. Møller: Hendes hjerte
Niels E. Nielsen: Det hændte på Broadway
Jais Nielsen: Perlevennen Gaston
Otto Rung: Blind passager

Om 10 danske gysere:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Spektrum, 154 sider