juni 2017
M T O T F L S
« maj    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘noveller’

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos af Lars Ahn

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos af Lars AhnDet handler om trafiksikkerhed, bizarre sexlege og gendigtede eventyr, når Lars Ahn inviterer læseren på 6 gensyn og 3 nyskrevne noveller i Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos.

Mange kan bedst lide romaner, men jeg kan nu også rigtig godt lide noveller. Og én af Danmarks fineste novelleforfattere er efter min mening Lars Ahn. Han har skrevet en lang række noveller indenfor de fantastiske genrer, og er repræsenteret i et mindre hav af antologier. I 2012 udgav han sin første selvstændige udgivelse, novellesamlingen Månebase Rødhætte og andre SF noveller. Nu er han endelig på banen igen med en ny novellesamling: Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos.

Og den kan absolut anbefales! Lars Ahn skriver ganske enkelt fremragende. Hans noveller er skarpe, og han kender horrorgenrens virkemidler, men er ikke bange for at bruge dem i nye sammenhænge og konstellationer. Og så har han en enestående evne til at få en novelle til at udfolde sig, som læste man en roman. Man fanges lynhurtigt ind og ‘føler’ personerne med det samme.

Samlingen starter med den nyskrevne novelle “Fortovsdrab”. Fortælleren skal til gammel elev fest på sin tidligere folkeskole og kombinere festen med et besøg hos sine forældre, som han ikke ser ret tit. Ikke fordi han har noget imod dem, men opholdet i barndommens hjemby bringer minder frem. Minder om den sommer hvor han opdagede det skjulte fortov. Jeg fik næsten Stephen King-fornemmelse under læsningen. Ahn beskriver barndommens evighed og tanker så det næsten gør ondt, og så leverer han lige den ondeste slutning på falderebet.

Novellen “Langt ude i skoven” handler om en trafikforsker, der forsøger at minimere risikoen for ulykker på landevejene. En dag kommer han dog selv ud for et uheld, og da han kommer til bevidsthed, ser han en lille pige i vejkanten. Forvirret prøver han at få fat i pigen, som han er sikker på må være kommet til skade. Men i stedet kommer han længere og længere ind i skoven. Udgangspunktet i novellen er den klassiske gysersituation, hvor en person farer vild i en skov. Ahn sammenkobler derpå historien med den kendte børnesang “Langt ude i skoven lå et lille bjerg” for at gøre brug af sangens specielle struktur, hvor man starter på bjerget i skoven og så zoomer tættere og tættere på. Grebet med børnesangen virker rigtig godt, og giver novellen det grimme tvist i slutningen, der ændrer stemningen fra uhyggelig til grusom.

Også i “Blomstervanding” leger Ahn med fortællingens form, idet novellen er skrevet som en række indlæg på Facebook. Peter Larsen opretter en profil på Facebook, og selvom han i starten sværger, at han aldrig vil poste indlæg med ligegyldige opdateringer, varer det dog ikke længe, før den regel er brudt. Gennem Peters indlæg og vennernes kommentarer følger vi nu Peters liv, og – naturligvis – har novellen en uventet slutning. Hvad jeg særligt godt kan lide i “Blomstervanding” er den elegante måde, Ahn beskriver en menneskelig deroute uden at sige det direkte. Samtidig er novellen udover at være en god historie også et tankevækkende indlæg i brugen af de sociale medier.

En usædvanlig dreng dukker op på dørtrinnet hos et nyforlovet par i novellen “Donation”. Parret er lykkelige og forelskede, og da drengen beder om lov til at låne deres toilet, får han naturligvis lov til det. Men pludselig sidder han ved deres morgenbord og begynder at stille dem ubehagelige spørgsmål. Ahn stiller her spørgsmålet, hvad gør vi egentlig, hvis al almindelig opførsel suspenderes? Og hvor ærlige er vi overfor hinanden?

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos er endnu en af de nyskrevne noveller. Jimmy og Martin er bedste venner med en særlig forkærlighed for B-film. Da Jimmy en dag meddeler, at han har fået en kæreste – den perfekte Milla – ændrer det langsomt deres venskab. Måske er det bare fordi, de vokser fra hinanden? Eller måske har Martin ret i sin mistanke om, at Milla er FOR perfekt? En underholdende novelle med masser af filmreferencer som Ahn selv kalder for “en mareridtsudgave af hvad der kan ske, når ens interesse for noget får lov at overtage ens liv på bekostning af alt andet.”

“Telefon fra afdøde” mister Robert sin nye mobiltelefon. Da han ikke har råd til at købe en ny, siger han ja tak til at overtage en kammerats afdøde farmors. Kort efter begynder han at modtage sære opkald om natten, og efterhånden går det op for ham, at dem der ringer ikke længere er blandt de levende. Men hvad vil de? Novellen er en moderne spøgelseshistorie, og Ahn har fortalt, at han ser den som sit forsøg på at gå imod den hæderkronede gysertradition med, at det kun er gamle ting, der kan være hjemsøgte og uhyggelige. En drejning han også bruger i “Blomstervanding”.

Orgasme kaldes på fransk for den lille død, og den vending er udgangspunkt for novellen “La petite mort“. Her begynder et ægtepar at eksperimentere med stoffet LPM, der efterlader brugeren i en dødlignende tilstand i en halv times tid, før de atter vender tilbage til livet. I starten er manden frastødt ved tanken, mens konen er begejstret. Snart får de dog begge smag for legen – som bliver mere og mere bizar. Novellen er erotisk horror, og Ahn leger her med nekrofili og den store kærlighed.

Den sidste af de nyskrevne noveller hedder “Lauras forudsigelige skæbne”. Som 14-årig besøger Laura en spåkone, som forudsiger, at Laura vil finde sit livs kærlighed – men at han vil ende med at slå hende ihjel. Besøget hjemsøger Laura i mange år efter, selvom hun til sidst gifter sig med den ihærdigt bejlende Jakob. Efter flere års ægteskab begynder hun dog at irriteres over Jakob, og spørgsmålet er, om hun har fundet sit livs kærlighed? Jeg læser novellen som en tanke på, at vi skal huske at være til stede i nuet, for vi har alligevel ikke kontrol over fremtiden.

Samlingens sidste novelle hedder “Fortsættelse til et eventyr”. Her har kongen og dronningen inviteret forfatteren til slottet, for at han skal skrive historien om, hvordan de to mødte hinanden. Det er ikke første gang, at Ahn arbejder med videredigtning af eventyr, omend der her snarere er tale om en fortsættelse – akkurat som titlen siger. Jeg vil ikke afsløre, hvilket eventyr vi hører fortsættelsen på, blot sige at nogle morderiske hunde og en magtgal konge er blandt fortællingens ingredienser.

I alt indeholder samlingen 9 noveller og et kort efterord, hvor læseren kan få lidt at vide om baggrunden for de enkelte noveller. Her er tale om noveller af høj kvalitet, og jeg kan faktisk ikke pege på en eneste, som jeg ikke synes holder standarden. Lars Ahn er en eminent novelleforfatter, og jeg kan kun anbefale hans nye udgivelse. Også selvom du måske har læst nogle af historierne før. Personligt havde jeg læst de 6 gengangere, men var nu alligevel nødt til at købe Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, for dels glædede jeg mig til at læse de 3 nye noveller, og dels kan jeg godt lide at have rene samlinger. Lidt nørdet er man vel altid 🙂

Om Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos:

Udgivelsesår: 31. maj 2017
Forlag: Kandor, 319 sider
Omslag: Rasmus Hjulgaard

Indhold:

Fortovsdrab, 2017
Langt ude i skoven, 2011 (tidligere trykt i Velkommen til dybet)
Blomstervanding, 2011 (tidligere trykt i Dystre Danmark 2)
Donation, 2013 (tidligere trykt i Vampyr)
Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, 2017
Telefon fra afdøde, 2013 (tidligere trykt i Pix)
La petite mort, 2014 (tidligere trykt i Drifter)
Lauras forudsigelige skæbne, 2017
Fortsættelse til et eventyr, 2013 (tidligere trykt i Forvandlinger)
Bag kameraet

Besøg Lars Ahns hjemmeside
Besøg forlaget Kandors hjemmeside

Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard

Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard

Det handler om kunstig intelligens, religion, rumrejser og udforskning af nye verdener, atomkrig, klima-nedsmeltning, alternate history, tidsrejser, virtual reality og meget mere i Science Fiction Cirklens lækre mastodont udgivelse.

Hvad gør du, hvis din kontorstol tilfredsstiller din kæreste bedre end dig selv? Hvordan reagerer du, hvis du finder ud af, at dit liv blot er en simulation, som genstartes hver dag? Hvad sker der, hvis tre atombomber falder samtidigt? Hvordan beholder du din tilknytning til jorden, hvis der går 30 år, mellem hver gang du er “hjemme”? Det er blot nogle få af de spørgsmål, forfatterne stiller i Den Store Science Fiction-bog.

Niels Dalgaard har udvalgt og oversat de 22 noveller, der her er samlet. I forordet forklarer Dalgaard, at han ikke har gjort noget forsøg på at lave en systematisk antologi i forhold til science fiction genrens motiver, historiske udvikling el. lign. Den Store Science Fiction-bog indeholder simpelthen noveller udgivet i årene 1952 til 2011, udvalgt efter det indtryk de har sat i ham som læser.

Med en så subjektiv indgang til en antologi kan der være fare for, at samlingen ikke føles relevant for andre. Det er dog ikke tilfældet her. Selvom der er enkelte af novellerne, jeg ikke er så vild med, så mærkes både Dalgaards store kendskab til genren, men ikke mindst hans kærlighed for de gode historier – i alle science fiction genrens afskygninger.

For her er virkelig tale om forskellige fortællinger. I ”Og tallerkenen løb væk med skeen” af Paul Di Filippo er vi i en fremtid, hvor hvor møbler, tøj, alt – indeholder intelligente chips for at forbedre forbrugerens oplevelse. Ind i mellem forsøger genstandene at forbinde deres processorkraft og skabe nye uafhængige enheder, populært kaldet blebs. Fortælleren er rædselsslagen for disse blebs (hans forældre blev slået ihjel af én) og begynder derfor at overvåge sin kæreste for at passe på hende. Og en dag går hans værste frygt i opfyldelse …

Paul Di Filippo bruger humor til at tage livtag med teknologiens indtog i vores verden, og gør det både underholdende og velskrevet. Novellen er fra 2003 og omhandler også temaet overvågning, idet fortælleren arbejder for TANTE – en instans der overvåger alt og alle. Det er nærliggende at tænke George Orwell 1984, men også Niels E. Nielsen har en tante (tante kluk) i Troldmandens sværd fra 1967.

Flere af novellerne ser nærmere på religion. I “Ashkelons gader” af Harry Harrison er John Garth det eneste menneske på Weskers verden. Han er handelsmand og har været på planeten et år, kun i selskab med Weskerne. De er et rent logisk folk som aldrig har haft nogen form for religion, myter eller andre overleveringer ud over rene fakta. Da et rumskib sætter en anden passager af, er Garth først glad for selskabet, indtil han opdager, at den nyankomne er præst. For Garth ønsker ikke Weskerne ‘forurenet’ af religion.

I “Oceanisk” af Greg Egan er novellens fortæller drengen Martin. Hans storebror har sluttet sig til Den Dybe Kirke og ønsker at Martin skal følge ham. Martin er også troende, men ikke så inderligt. Alligevel vælger han at følge broren, og oplever samme religiøse vækkelse. Men som voksen begynder hykleriet og videnskaben at ændre hans tro.

Begge noveller er interessante, og har hver deres indgangsvinkel til diskussionen tro. Harrisons novelle fra 1962 er relativ kort og med en meget tydelig pointe, mens Egans novelle er fra 1998, og gør meget ud af også at introducere verdenen og baggrunden for religionen.

Udforskning af nye verdener er også udgangspunkt for et par af novellerne, der pudsigt nok begge er skrevet i 1950’erne. I “Overfladespænding” af James Blish er et udsåningsskib nødlandet på vandplaneten Hydrot. Besætningen har ingen chance for at overleve ret længe, men de kan nå at modificere deres menneskelige efterkommere, så de har en chance for at overleve. Og ligesom deres forfædre udforsker også disse efterkommere universet.

Fem år efter James Blishs novelle udkom, udgav H. Beam Piper “Universalordbogen”. Her er mennesket i fuld gang med at udforske Mars, og hovedpersonen Martha Dane har sat sig for at lære at læse marsiansk. Men det er mere end vanskeligt, da intet skriftligt af betydning tilsyneladende er bevaret.

Ingen af novellerne virker på nogen måde bedagede, hverken sprogligt eller idémæssigt. Nærmest kun de mange cigaretter der ryges i Pipers novelle afslører novellens alder.

Selve rumrejsen er udgangspunktet i Tom Godwins “De kolde ligninger”, der handler om en redningsmission der opdager en blind passager. Reglerne er ganske klare. Den ekstra vægt øger forbruget af brændstof, således at man ikke når frem. Derfor skal den blinde passager forlade rumskibet. Men hvad nu hvis den blinde passager er en ung teenagepige?

Lidt mere spidsfindigt undersøger John Varley rumrejsens tidsparadoks i “Pusheren”, hvor vi følger en voksen mands forsøg på at komme i nærkontakt med en lille pige på en legeplads.

I “At græde i regnen” af Tanith Lee er klimaet gået amok. De privilligerede bor under beskyttende kupler, mens resten må klare sig så godt de kan udenfor. En enlig mor kæmper for at passe godt på sine børn og sikre dem en bedre fremtid. Men betingelserne er barske. Jeg var meget betaget af Lees novelle, som jeg finder ualmindelig smuk, og som både er sørgmodig  men også fuld af håb for menneskehedens fremtid.

Novellen “Weinachtsabend” af Keith Roberts er en alternate history fortælling, hvor England og Tyskland er allierede, og der Führer regerer sammen med kongen. Charles Stross hovedperson er tidsrejseagent i “Palimpsest”. Og i “Forskellige slags mørke” af David Langford er vi næsten ovre i sci fi-horror. Her mødes en gruppe elever på en skole i deres hemmelige Gyserklub, hvor de bl.a. udfordrer hinanden i at se på et uhyggeligt billede. Hvor uhyggeligt det er, går først op for læseren mod slutningen.

Som det forhåbentlig anes, er Den Store Science Fiction-bog fyldt med spændende, anderledes, sjove, sørgelige, eftertænksomme, udfordrende og velskrevne historier, som alle viser forskellige aspekter af genrens spændvidde. Så selvom det ikke var et mål for Dalgaard, viser antologien alligevel genrens store bredde og kvalitet. Samtidig introduceres nye forfattere på dansk, ligesom koryfæerne også er repræsenteret.

Efter min mening er Den Store Science Fiction-bog derfor nærmest et must for science fiction fans. Og for de læsere, der endnu ikke ved, at de er science fiction fans, så er den et godt sted at starte. Hellere i dag end i morgen …

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Den Store Science Fiction-bog:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 534 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Paul Di Filippo: Og tallerkenen løb væk med skeen (2003)
Harry Harrison: Ashkelons gader (1962)
Gene Wolfe: Mars’ skjolde (2002)
Paolo Bacigalupi: Fløjtepigen (2003)
James Blish: Overfladespænding (1952)
Vernor Vinge: Cookie monster (2003)
Malcolm Edwards: Efterbilleder (1983)
Tanith Lee: At græde i regnen (1987)
Greg Egan: Oceanisk (1998)
H. Beam Piper: Universalordbogen (1957)
Connie Wilis: Et brev fra familien Cleary (1982)
Ian R. MacLeod: Nyt lys på Drakes ligning (2001)
Keith Roberts: Weihnachtsabend (1972)
Bruce Sterling: Maneki Neko (1998)
Tom Godwin: De kolde ligninger (1954)
Charles Stross: Palimpsest (2009)
David Langford: Forskellige slags mørke (2000)
Richard Cowper: Derude hvor de store skibe sejler (1979)
Ken Liu: Et helt andet sted, uhyre flokke af rensdyr (2011)
John Varley: Pusheren (1981)
Pat MacEwen: Hjem, kære BioHjem (2011)
Brian W. Aldiss: Et skin af liv (1976)

Fantastiske virkeligheder / redigeret af Knud Larn

Fantastiske virkelighederSandsynlige drager, nye verdener, krig og ære er blot nogen af temaerne i denne SF antologi fra 4 af genrens store forfattere.

I september 2007 blev science fiction festivallen Eurocon for første gang afholdt i Danmark. Her var 3 æresgæster inviteret: Anne McCaffrey, Zoran Zivkovic og Stephen Baxter. Alle 3 kendte i udlandet, men knap så godt repræsenteret i danske oversættelser. Sammen med Stanislaw Lem bliver de introduceret til danskerne i antologien Fantastiske virkeligheder fra Science Fiction Cirklen.

Alle 4 forfattere præsenteres først med en kort gennemgang af deres forfatterskab efterfulgt af 2 noveller, som er udvalgt for at vise bredden i forfatterskabet. Det er 4 meget forskellige forfattere, som skriver indenfor forskellige områder af science fiction genren. Dermed giver antologien både en smagsprøve på hver forfatter, men også på forskellige subgenrer.

Af de 4 forfattere havde jeg kun stiftet bekendtskab med Stanislaw Lem, før jeg læste Fantastiske virkeligheder. Han har skrevet romanen Solaris, som er blevet filmatiseret flere gange. Stanislaw Lem bevæger sig både i den hårde science fiction, men også skriver mere fabulerende historier. Her repræsenteret med novellen ”Sandsynlighedsdragerne”.

Anne McCaffrey har fået 4 romaner oversat til dansk. Bøgerne er en del af Pernsagaen, om planeten Pern som befolkes af drager og deres riddere. Karakteristisk for McCaffreys bøger er en stærk kvindelig heltinde.

Zoran Zivkovic skriver surrealistiske flot konstruerede historier, som kommer ind på moral og etik. På dansk er tidligere udkommet Biblioteket i 2006.

Den hårde science fiction er repræsenteret ved Stephen Baxter, som jeg glæder mig til at læse mere af. Baxter bliver kaldt Arthur C. Clarkes arvetager, og han har også skrevet et par romaner sammen med Clarke. På dansk findes også novellesamlingen Det himmelske tyranni. I antologien er han repræsenteret med novellerne ”Ombord på Orion Linien” og ”Stillehavets mysterium”.

I den første er menneskene i krig med en fremmed race, man kalder spøgelser, og hovedpersonen er den 15-årige rumskibsmatros, Case, som er klar til at ofre sit liv i kampen. ”Stillehavets mysterium” foregår derimod i en alternativ verden, hvor Hitler vandt 2. verdenskrig, og hvor Stillehavet ikke kan krydses.

Alle 4 forfattere fortjener at blive læst langt mere på dansk, og jeg håber, at Science Fiction Cirklen kan inspirere andre forlag til at udgive flere titler fra dem.

Om Fantastiske virkeligheder:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Science Fiction Cirklen, 274 sider

Fuglene af Mikkel Harris Carlsen

Fuglene af Mikkel Harris CarlsenFor John Hansen, regnskabsmedarbejder og gift med Kirsten, er livet fyldt med absurde tildragelser i Mikkel Harris Carlsens nyeste udgivelse Fuglene

John Hansen er en ganske almindelig midaldrende mand. Den begyndende måne er blevet fuld, halsen har fået pelikanform, og maven er blevet en vom. Drømmen om børn blev ikke til noget, og nu har han arbejdet for Watt-Boolsen i 13 år.

Vi følger den pertentlige og selvudslettende John gennem en række surrealistiske og groteske situationer, som tager den midaldrende mands midtvejskrise helt ud i det absurdes overdrev.

I et afsnit tager John modvilligt med hustruen til koncert, hvor det ender med, at hans finger sidder uhjælpelig fast i sidemandens sæde. Trods de ydmygende omstændigheder oplever John alligevel fascinationen ved musikken og formår endda at finde lighedspunkter mellem sig selv og pianisten, der begge undslipper situationen via musikkens kraft.

I et andet afsnit har Kirsten inviteret familien til fødselsdagskaffe. Pludselig får John nok og forlader selskabet for at gemme sig i klædeskabet. Da han endelig kommer ud, har Reformationen overskyllet landet, og John finder sig selv fængslet og dødsdømt.

Siden sidder han fast i en elevator, hvor folk står så tæt, at ingen kan bevæge så meget som en finger. Han og Kirsten inviteres til middag hos Watt-Boolsen, hvor han udsættes for en sjælefanger. Under en campingferie bliver han fejlagtig antaget for at være en ged. Deres lejlighed bliver invaderet af et kæmpe æg, og barndommens teddybjørn forsvinder endnu en gang. For blot at nævne nogle af de mange absurde optrin John udsættes for.

Forlaget betegner Fuglene som en roman, og der er da heller ingen titler til at skille historierne ad. Jeg havde nu alligevel mere indtryk af at læse en novellesamling, hvor en fin fugle-vignet adskiller hver fortælling.

Det er fascinerende at bevæge sig ind i Mikkel Harris Carlsens surrealistiske univers, omend jeg ikke altid helt forstod de enkelte afsnits pointer. Men det kan meget vel være min egen uvidenheds skyld.

Sproget er som altid flot, og der løber en understrøm af sort humor gennem bogen. Som når John står i stemmeboksen og nyder endelig at være alene – og denne ophøjede demokratiske proces sammenlignes med at sidde på tønden. Det er både absurd morsomt, men får også læseren til at reflektere over teksten. For mener forfatteren at demokrati er til at lukke op og sk… i? Eller er det os læsere, som ikke bidrager til demokratiet og dermed selv skyder det i sænk? Hver tekst giver således læseren masser af mulighed for fordybelse og fortolkning.

Fuglene er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse 2016, og det er anden gang Mikkel Harris Carlsen er blandt de fem forfattere på shortlisten. Første gang var i 2015 for Midnatsmuse, og der er absolut heller ingen tvivl om, at Harris Carlsen er en yderst talentfuld forfatter. Men selvom jeg synes, at Fuglene er velskrevet og tankevækkende, og de enkelte afsnit både overrasker og har en skæv vinkel på virkeligheden, så er det dog ikke horror for mig. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale Fuglene, til alle som holder af sprogligt spændende ny dansk litteratur.

Om Fuglene:

Udgivelsesår: 21. december 2016
Forlag: Æther, 144 sider
Forside: Sebastian Graneberg

Tak til forlaget Æther for læseeksemplaret

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger / red. Niels Dalgaard

Slaget ved Lyngby og andre fremtidskrigsfortællinger / red. Niels DalgaardUdgivelsen Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger fra Science Fiction Cirklen er ikke helt ny, men eftersom novellerne heri i forvejen har omkring 100 år på bagen, gør et par år fra eller til vist ikke den store forskel i forhold til en anmeldelse.

Som undertitlen antyder, handler de seks noveller om tænkte fremtidige krigsscenarier og følger i den retning samme tråd som en tidligere udgivelse i serien ‘Gammel Dansk Science Fiction’, nemlig Karl Larsens Dommens dag der oprindelig udkom i 1908 og blev genudgivet af SFC 100 år senere i 2008.

I Dommens dag angriber Tysk­land Danmark, hvis militær er blevet nedprioriteret, og det er samme udgangspunkt her i titelnovellen “Slaget ved Lyngby”. Tyskland invaderer Danmark, som forgæves håber på hjælp fra Rusland da det danske militær slet ikke kan hamle op med den effektive tyske krigsmaskine. P. N. Nieuwenhuis står bag novellen, der udkom i 1880. Nieuwenhuis havde en lang militærkarriere bag sig, og fortællingen sprudler da heller ikke ligefrem litterært, men tynges i stedet af alenlange militære opremsninger.

Samlingens anden novelle er langt lettere at læse og dermed også (i mine øjne) mere underholdende. “Københavns belejring i 189*” er skrevet af R-r, og igen trues Danmarks grænser af en tysk invasion. Men i stedet for kun at se på situationen i Danmark, lader R-r konflikten sprede sig til hele Europa, idet Frankrig og Rusland står overfor Tyskland og Østrig. Danmark forsøger at holde sig neutralt, men invaderes alligevel, og endnu engang beskrives det danske militær som aldeles utilstrækkeligt. Modsat “Slaget ved Lyngby” må den ukendte forfatters motiv altså være at advare mod en militæroprustning.

“Den store revolution 1904” er ligeledes skrevet af en anonym forfatter og blev trykt som en avisføljeton i 1901. Her er der ikke tale om en udenlandsk invasion af Danmark, men derimod en anarkistisk revolution i København. Historien er på den ene side satirisk med masser af ‘name dropping’ af datidens kendte, men samtidig indeholder den ret voldsomme og udpenslede scener, som beskrivelsen af, hvordan anarkisterne torturerer og dræber børn af rige forældre.

Viggo Schiwe har skrevet novellen “Lynet”, hvor den tyske kejser Wilhelm for at forberede sig på krig med England og Frankrig flytter tropper til Danmark for at ‘tilbyde’ at hjælpe kong Frederik d. 8. med at bevare landets neutralitet. Skulle kongen nægte, bliver tropperne alligevel, men så som besættelsesmagt og med store økonomiske konsekvenser for landet. Endnu engang ender det med, at slaget udkæmpes på dansk jord med danskerne som de store tabere, der nogle år efter krigen må indgå i en skandinavisk forsvarsunion med Sverige og Norge. “Lynet” udkom i 1908, samme år som Dommens dag, og blev i første omgang udgivet anonymt, men da en mistanke om plagiat blev luftet, meldte Schiwe sig på banen med afvisninger af dette. Ligesom P. N. Nieuwenhuis er Schiwe tilbøjelig til at remse alt for mange tal og navne op, men “Lynet” er dog alligevel langt mere læsevenlig.

Som et modsvar til Schiwes pessimisme udgav Ekstra Bladet, ligeledes i 1908, fortællingen “Skypumpen” der tykt parodierer historier som bl.a. “Lynet”. Historien er skrevet af Julius Magnussen og Frejlif Olsen og er en ret morsom fortælling om, hvordan tyskerne vil invadere os, men i stedet ender Danmark med at herske over hele Europa pga. danskernes store tapperhed og fædrelandskærlighed. “Skypumpen” hører klart til de bedre læseoplevelser i samlingen, og de to forfattere var da også journalister og derfor vant til at skrive.

Samlingens sidste fortælling hedder “Angrebet på København 8. juli 1918 skildret af et øjenvidne”. Den udkom i et månedsblad i 1909 og er af en ukendt forfatter. Historiens fortæller er tidligere militærmand, som pga. en skade har måtte lade sig pensionere. Han er dog stadig stærkt optaget af landets forsvar og forsøger – forgæves – at gøre den militær ledelse opmærksom på, at man trods oprustning og udbygning af forsvarsværker helt glemmer ‘det vertikale forsvar’. Ingen vil dog lytte til ham, men heldigvis er han på plads til at hjælpe, da tyskerne angriber med luftskibe, som det danske forsvar er fuldstændigt hjælpeløse overfor. Historien er en blanding af en heltefortælling og en fremtidskrigsfortælling, som vil fortælle en underholdende historie og gøre opmærksom på at det ikke nytter at stagnere i sin militære tankegang, men at man er nødt til at holde de nye våben og metoder for øje.

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger sluttes af med et oplysende efterord af Niels Dalgaard, som både forklarer om perioden, genren og særlige omstændigheder for historierne og som også fungerer som opslagsværk over de mange navne og betegnelser der bruges undervejs.

Som altid er Dalgaards efterord fremragende til at give en forståelse af historierne og hvorfor de er valgt til udgivelsen. Det hjælper på oplevelsen at få sammenhængen til sidst, men jeg må indrømme, at jeg undervejs i læsningen til tider havde lyst til at lægge bogen fra mig. Især titelnovellen var uhyre kedelig, men jeg forstår alligevel godt bevæggrundene for at tage den med i samlingen og også hvorfor den står først. Det gør den desværre bare ikke til underholdende læsning. I den anden ende af spektret er “Skypumpen”, hvis satiriske tone og betydeligt bedre fortalte historie stadigvæk er morsom og læseværdig.

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger er et godt indblik i en genre, der i denne særlige form kun eksisterede i en kortere periode. Samlingen er ikke så umiddelbart tilgængelig som hverken Dommens dag eller Slaget ved Dorking, og jeg tænker, at man skal have en vis interesse i enten militærhistorie eller større kendskab til tidens politiske og kulturelle klima, end jeg har, for at få fuldt udbytte af udgivelsen.

(Anmeldt til Himmelskibet, nr. 47)

Indhold:

P.N. Nieuwenhius: Slaget ved Lyngby
R-r: Københavns Belejring i 189
Viggo Schiwe: Lynet
Julius Magnussen: Skypumpen
Den store Revolution i 1904
Angrebet på København 8. Juli 1918 skildret af et Øjenvidne

Om Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Science Fiction Cirklen, 254 sider
Omslag: Carl-Eddy Skovgaard

Liv af Rasmus Hastrup

Liv: noveller af Rasmus HastrupScreaming Books er et nystartet forlag, og novellesamlingen Liv af Rasmus Hastrup er forlagets første udgivelse. Og jeg kan bare sige wauw!

Gennem 12 noveller tager Hastrup læseren på en rejse gennem livet fra fødsel til død. Hver novelle tager udgangspunkt i en begivenhed, og fører så denne videre til det nærmest absurde. F.eks. i “Børnehaven ringer” hvor børnehavelederen ringer til en far for at fortælle, at der har været en hændelse, og at hans datter nu desværre er død. Samtalen udvikler sig endnu mere surrealistisk, da børnehavelederen insisterer på, at det ikke kommer til at påvirke den kommende bedsteforældre-dag, for et af de andre børn skal nok male datterens tegning færdig. Det lyder sindssygt, men Hastrup rammer den helt rigtige tone i novellen, som stærkt kan anbefales.

En anden af favoritterne er “Dostav”. Her fortæller drengen Vagn om, hvordan han og kammeraterne af de voksne tvinges til at lege med den lettere handicappede dreng, Gustav, som moren pga. en talefejl kalder Dostav. Børnene gider ikke have Dostav med, og ofte er der et element af mobning i deres lege med ham. Så da de voksne får færten af, at alt måske ikke er lutter idyl, bliver børnene nervøse for, om Dostav vil sladre. Både om deres “lege” men ikke mindst om det sprut og de cigaretter de stjæler fra de voksne. What to do… En fremragende novelle hvor de voksnes indblanding får forfærdelige konsekvenser. Men også en fortælling om børns evne til ondskabsfuldhed og om at føle sig fanget i en fælde.

I “Den 13. november” befinder vi os i et samfund, hvor fængslerne er fyldte med dømte, og hvor tv transmitterer live fra henrettelserne. Hovedpersonen er den 22-årige Lars Halvorsen, der efter at have siddet i fængsel i halvdelen af sit liv, skal henrettes. Han husker godt nok ikke sin forbrydelse, og alle papirerne på ham er blevet væk. Men som den gode dreng Lars er, ved han godt, at dommen må være korrekt, og ved henrettelsen gør han endelig sin mor stolt. En både rørende og tankevækkende novelle, som både sætter spørgsmålstegn ved retssystemet, medierne og forældre-børn forholdet.

“To brødre” bør også fremhæves, selvom den er ganske kort, og i virkeligheden kunne jeg fremhæve stort set samtlige noveller i Liv. Jeg vil dog nøjes med også lige at nævne to mere: “Åge” og “Det sidste hus”.

I novellen “Åge” harcelerer hovedpersonen over sin datters kommentar om, at det må være spændende at blive ældre fordi man har så stor livserfaring og så mange minder. Men Åge er ikke enig. For ham er livet en lang række nederlag og sorger, og det er kun med forbitrelse han tænker tilbage.

Minder er ikke en skid andet end et katalog over alt det, man har mistet. Erfaring? Hvad fanden skal man bruge det til? Man kan ikke betale med erfaringer i Irma, vel? Erfaringer kan højst omsættes til råd til yngre mennesker – råd, der er nogenlunde lige så velkomne som en dampende lort i panden på en brunsvigerkagemand.”

Jeg blev faktisk ret rørt af novellen, fordi Åge minder mig om et familiemedlem, der også har ualmindeligt svært ved at finde glæde i at leve. Det må være hårdt at leve med den følelse af uretfærdighed i sig, men det er sørme også hårdt at være pårørende til én, der gør.

Også samlingens sidste novelle skal have stor ros med på vejen. “Det sidste hus” beskriver den rejse gennem mørket, som vi alle må igennem på et tidspunkt. Her tvinges vi til at se alt det om os selv, som vi gerne vil fortrænge, i øjnene. Vi må overvinde vores værste mareridt og gennemleve alle vores nederlag, før vi – måske – når igennem. Her skriver Hastrup, så det gør ondt i sjælen at læse om rejsen, og jeg håber aldrig, at jeg skal møde det sidste hus.

Som sagt i indledningen er jeg dybt begejstret for Liv, hvor kold realisme blandes med det surrealistiske. Novellerne er absurde nedslag, som oftest følges af et sørgmodigt eller dystert forløb, og efterlader både novellens personer og læseren forandret.  Rasmus Hastrup skriver i et letforståeligt sprog, der måske virker enkelt, men alligevel brænder billeder ind i læserens fantasi. Det er virkelig godt gjort.

Bogen er grøn (håbet og livets farve), men på forsiden danser knokkelmanden, og således advaret om novellernes indhold, kan læseren begive sig ud på en velskrevet og tankevækkende rejse.

Rasmus Hastrup har til Plusbog.dk fortalt om at skrive.

Jeg finder inspiration i de mørkere kroge af det menneskelige sind. Jeg foretrækker at læse – og skrive – noveller, der kredser om de dunkle aspekter af tilværelsen, ikke fordi der ikke kan skrives gode historier om glæde og lys, men fordi jeg synes, at der kan males smukkere billeder med mørke nuancer. Mørket kan desuden indeholde en virkelig absurd humor. Samtidig er sproget utroligt vigtigt – man må aldrig sløse med det; det skal behandles efter fortjeneste og respekteres som det vidunderlige virkelighedsskabende virkemiddel, det er.” Læs hele artiklen her.

Indhold:

Prolog – onsdag
Børnehaven ringer
Et fremmeligt barn
Dostav
Den trettende november
To brødre
Charterferie
En perifer mand
Andelsboligforeningen Kurvemagergården
Åge
Koma
Det sidste hus

Om Liv:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Screaming Books, 141 sider
Omslag: Anders Peter Mejer

De blindes land af H. G. Wells

De blindes land af H. G. WellsDen engelske forfatter Herbert George Wells levede fra 1866 til 1946. I sin levetid skrev han en række romaner og noveller indenfor stort set alle genrer, lige fra almindelig mainstream over humoristiske underholdnings-historier til fantastik, science fiction og horror.

I novellesamlingen De blindes land har Niels Dalgaard udvalgt og oversat 13 af H. G. Wells noveller indenfor science fiction genren. Som altid ved Science Fiction Cirkelens klassiker-serie har han også skrevet et interessant og uddybende efterord om forfatterskabet.

Et par af novellerne kendte jeg på forhånd, bl.a. titelnovellen “De blindes land” og novellen “Historien om afdøde mr. Elvesham“. Resten var nye for mig. Langt de fleste er dog både velskrevne og interessante trods de efterhånden mange år på bagen.

Blandt mine favoritter er “Stjernen”, som oprindelig blev skrevet i 1897.

Få mennesker uden naturvidenskabelig uddannelse kan gøre sig klart hvor isoleret Solsystemet er. Solen med dens pletter af planter, dens støv af planetoider, og dens urørlige kometer, svømmer i en enorm tomhed der næsten er umulig at forestille sig. Uden for Neptuns kredsløb er der rum, tomt så langt mennesket har været i stand til at observere, uden varme eller lys eller lyd, blank tomhed, i 30 millioner gange en million kilometer. Og bortset fra nogle få kometer der er mindre massive end den tyndeste flamme, havde intet stof så vidt menneskene vidste, nogen sinde krydset denne afgrund i rummet, før denne besynderlige vandringsmand dukkede op i begyndelsen af det tyvende århundrede.”

Jeg er vild med dette citat, som på fornem vis opsummerer, hvor meget man vidste og ikke vidste om rummet i slutningen af 1800-tallet. Man fandt f.eks. først Pluto i 1930 (som siden er blevet nedgraderet til en dværgplanet), så Neptun var den yderste planet man kendte. Man anså kometer for tynde flammer, mens man siden har fundet ud af, at de er rester, en slags dybfrosne tidskapsler, fra solsystemets dannelse for 4,6 milliarder år siden. Og man kunne ikke forestille sig, at jorden kunne blive ramt af et andet himmellegeme, for der var ingen fortilfælde for den slags. I dag mener forskerne, at det var et meteornedslag, der udryddede dinosaurerne for 65 millioner år siden. Og at månen i øvrigt blev skabt, da jorden og planeten Theia stødte sammen mellem 50-150 millioner år efter vores solsystems fødsel.

“Stjernen” er dog spændende læsning, for H. G. Wells har også mange rigtige betragtninger med, når han forestiller sig følgerne af et stort himmellegeme, der nærmer sig jorden med astronomisk fart. Han forudser tsunamier, miljøforandringer med følgende smeltning af polerne, oversvømmelser, jordskælv m.m. Og så slutter han af med en absolut sandhed om katastrofen, som jeg ikke vil afsløre her. Men virkelig en vellykket novelle.

Også “Myrernes imperium” var jeg meget betaget af. Her sendes kaptajn Gerilleau med sin kanonbåd til Badama på Batemo-armen af Guaramadema for at hjælpe indbyggerne mod en invasion af myrer. Først er Gerilleau skeptisk og tror, at nogen holder ham for nar, men båden sejler af sted. Ombord er også maskinmesteren Holroyd, og undervejs begynder situationen for alvor at gå op for ham.

Det var dette lands umenneskelige enormitet, der forbløffede og undertrykte ham. Han vidste, at der ikke var mænd i himlen, at stjernerne var pletter i rummets utrolige enormitet; han vidste at havet var enormt og ikke lod sig tæmme, men i England tænkte han på landjorden som menneskets. I England er den vitterligt menneskets, de vilde ting lever på hans nåde og vokser under kontrol, overalt er der veje, hegn og fuldstændig sikkerhed. Også i et atlas er jorden menneskets, og alt sammen farvet for at vise hans krav på det – i levende kontrast til havets uafhængige blå. Han havde taget det for givet, at der ville komme en dag, hvor der overalt på jorden ville herske plov og dyrkning, letbaner og gode veje, velordnet sikkerhed. Men nu tvivlede han. Skoven var uendelig, den virkede uovervindelig, og mennesket var i bedste fald en sjælden, usikker indtrængende.”

Blandt de mere kulørte noveller holder jeg særligt af den første novelle i samlingen “Den mærkelige orkidés blomstring”. Her får den sky og svagelige Winter-Wedderburn en dag får fingre i en ukendt orkideart. Med spænding planter han den ud i sit drivhus, men da den endelig blomstrer, får det uforudsete følger.

Jeg vil også fremhæve “Historien om afdøde mr. Elvesham”. Edward George Eden er en ung stærk mand, som er i gang med sit medicinstudie, da han en aften opsøges af en ukendt ældre mand, Mr. Elvesham. Elvesham har et noget usædvanligt forslag til Edward. Han vil indsætte ham som arving til sin store formue, hvis Edward vil gennemgå en række fysiske tests og iøvrigt indvillige i at tage Mr. Elveshams navn. Edward er først lidt skeptisk, men lader sig overbevise og snart er han i fuld gang med at blive testet. Da alle test er gennemført tilfredsstillende, fejrer de to mænd det med en god middag. Her giver Mr. Elvesham Edward et pulver i sin drik, som får ham til at føle sig meget mærkeligt tilpas, men heldigvis har han fået et andet pulver med, som kan hjælpe ham til at sove. Men da Edward vågner op, er noget helt galt. Og så ser han sig selv i spejlet …

Jeg har tidligere læst novellen som horror, men i efterordet forklarer Dalgaard, at “Historien om afdøde mr. Elvesham” (sammen med “Den bemærkelsesværdige sag med Davidsons øjne”) er med, fordi personerne heri udsættes for oplevelser, der drejer sig om forskydninger i tid og rum.

Personligt er jeg ikke så begejstret for “De landgående panserskibe”, der tilhører subgenren fremtidskrigsfortællingen (Slaget ved Dorking, Dommens dag og Slaget ved Lyngby), som jeg synes bliver lidt kedelig. Men som dog på en måde forudser opfindelsen af terrængående tanks. Heller ikke “I afgrunden” (der muligvis har inspireret Arthur Conan Doyle til novellen “Maracot-dybet“) falder helt i min smag, selvom selve idéen om at blive sænket ned på haves bund er godt skrevet. Disse beklagelser hører dog til i småtingsafdelingen.

Som regel er det både en fornøjelse og en oplysende oplevelse at læse et værk i SFC’s klassiker-serie, og De blindes land af H. G. Wells er ingen undtagelse. Wells er både en underholdende fortæller, men har også en bred viden der får hans historier til at virke troværdige. Så giv endelig denne novellesamling en chance.

Indhold:

Den mærkelige orkidés blomstring (1894)
Diamantmageren (1894)
Elefantfuglenes ø (1894)
Den bemærkelsesværdige sag med Davidsons øjne (1895)
Historien om afdøde mr. Elvesham (1896)
I afgrunden (1896)
Krystalægget (1897)
Stjernen (1897)
Filmer (1901)
Den nye accelerator (1901)
De landgående panserskibe (1903)
De blindes land (1904)
Myrernes imperium (1905)

Om De blindes land:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 254 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket / red. Lars Grill Nielsen

Hvis jeg overlever natten - fortællinger fra mørketFra bagsiden:
En afrikansk dæmon, en helhest, Satans yngel, syge sind med skæbnesvangre følger, udenjordisk liv og en lind strøm af edderkopper er hvad de syv noveller i Hvis jeg overlever natten udsætter sine læsere for.”

Enter Darkness er et nyt dansk forlag. Manden bag er Lars G. Nielsen, der beskriver Enter Darkness som et “enmands- og fritidsforetagende drevet af en passion for bøger og fortællinger fra især de fantastiske genrer.”

Antologien Hvis jeg overlever natten er både forlagets første udgivelse og første bind i serien Fortællinger fra mørket med horror og science fiction noveller af både etablerede og nye forfattere. Blandt bidragsyderne denne gang ses garvede kræfter som A. Silvestri og Lars Ahn Pedersen, men også en debutant (Savanna Lind) er repræsenteret – endda med titelnovellen.

A. Silvestri får lov til at åbne ballet med “In uteri”:
Om morgenen, når jeg løfter min nøgne krop ud af sengen, og ser på mig selv i det mandsstore spejl, der som en rude ind til andre verdener dominerer den modsatte væg, er det første jeg lægger mærke til mit kønsorgan. Min pik. Min ynglepind, min pumpestok. Mit fede spermelem fyldt med slimet sæd.

Sjældent har jeg læst en tekst der bruger så mange slangudtryk for kønsorganerne, men naturligvis har Silvestri en pointe. Intet er nogensinde “bare” i hans litterære univers. “In uteri” er skræmmende på det åbenlyse plan, men er også både velskrevet og udfordrende og efterlader læseren med uro i kroppen.

Titelnovellen “Hvis jeg overlever natten” er som sagt skrevet af debutanten Savanna Lind. Det er historien om Alice, der er blevet forladt af Rasmus, og nu sidder alene i deres tomme lejlighed, som skal sælges. Alice vil så gerne ud, men gulvet er glat, og så er der også stemmen.

Når det kommer til noveller, er Lars Ahn en af mine favoritforfattere. Her bidrager han med “Hvor hesten ligger begravet”. Laust er arkitekt, og som nyuddannet får han tilbud om at tegne et hus for it-millionærern Krøyer, der dog har et specielt ønske. Under huset skal en hvid, trebenet hest begraves levende! Laust bryder sig ikke om det, men tanken, om alt det jobbet kan føre med sig af anerkendelse, bliver for stor. Desværre er der også andre, der kender til aftalen.

Ahn fortæller på sin hjemmeside, at novellen er inspireret af myten om helhesten. Jeg kendte godt til helhesten, men vidste ikke at den var et sagnvæsen fra kristen tid og forbundet med opførelsen af kirker og kirkegårde. Ahn har ført historien op til nutiden, og serverer her et drama om ambitioner, lidenskab og hævn.

“Der er ingen bånd der binder mig” er skrevet af Susanne Thrane, af hvem jeg tidligere har læst novellerne “Lige børn leger bedst” samt “Vrangside“. Her handler det om en utilpasset teenagedreng, hvis mor er meget kontrollerende og besat af renlighed. Han er kun godt tilpas, når han er sammen med kammeraten Tobber, for Tobber lader ikke nogen konventioner styre sit liv.

Kasper Grandetoft har skrevet novellen “Fobi”, og den skal man ikke læse, hvis man er bange for edderkopper. Martin er murer, men nu er han blevet fyret. For at gøre indtryk på kæresten Louise beslutter han sig for at fælde et gammelt træ, som de længe har talt om. Det går ikke helt efter planen, og pludselig bryder Martins fobi for edderkopper ud i lys lue. Grandetoft (som også har skrevet den vellykkede “Klong Prem“) formår virkelig at få Martins angst ud over siderne og ind i læseren. Det er fedt gjort.

Klaus bliver opsøgt af sin gamle ven Frederik i “Babusjkaernes herre” af Morten Carlsen. Frederik har været udstationeret med Læger Uden Grænser i Nigeria. Da han opsøger Klaus, er han nærmest blot en gusten kopi af sit gamle jeg. Under besøget fortæller han hvorfor, men det er en historien, der er svær at tro på.

Den sidste novelle i Hvis jeg overlever natten er skrevet af Flemming Johansen (“Utak er verdens løn“) og hedder “Den tavse zone”. Historien kan katalogiseres som scifi-horror og er fortællingen om rumskibsbesætningen, der undersøger planeten Kepler-726 i jagten på sjældne mineraler og metaller. Indtil videre har de ikke fundet det store. Til gengæld er et af besætningsmedlemmerne kommet til skade og skal sendes retur til jorden. Men før de får sendt redningskapslen af sted, finder de noget helt uventet. En snigende novelle, der både er velskrevet og underholdende med en grum slutning.

Jeg kan ikke andet end at tage hatten af for ildsjæle som Lars G. Nielsen, der aktivt arbejder for at udgive ny dansk horror. Især når resultatet bliver godt. Hvis jeg overlever natten indeholder gode noveller, men er også en flot og professionel udgivelse. Her er arbejdet både med korrekturen og layoutet, og forsiden af Lesia Solot fanger virkelig blikket. En stor anbefaling herfra, og så glæder jeg mig til de kommende udgivelser fra Enter Darkness, som har indkaldt bidrag til både en splatter-kortroman og noveller til bind 2 i Fortællinger fra mørket med udgivelse i 2017.

Indhold:

In uteri af A. Silvestri
Hvis jeg overlever natten af Savanna Lind
Hvor hesten ligger begravet af Lars Ahn
Der er ingen bånd der binder mig af Susanne Thrane
Fobi af Kasper Grandetoft
Babusjkaernes herre af Morten Carlsen
Den tavse zone af Flemming Johansen

Om Hvis jeg overlever natten:

Udgivelsesår: 23. december 2016
Forlag: Enter Darkness, 231 sider
Omslag: Lesia Solot

Delirium af Chris D’Amato

Delirium af Chris D'Amato, illustreret af D. S. BlakeDelirium består af 6 korte, men yderst underholdende science fiction noveller skrevet af Chris D’Amato og flot illustreret af D. S. Blake.

Hvis man slår ordet delirium op i en lægefaglig ordbog, får man følgende forklaring: “Delirium kaldes også for konfusion, akut organisk psykosyndrom eller organisk psykose. Det viser sig især ved at man over kort tid bliver forvirret og ikke helt ved hvor man er og hvornår det er.” Den følelse kan man godt få, når man læser Delirium.

Jeg har tidligere læst Midtland af Chris D’Amato samt antologien Malkøbing Museum, hvor han også bidrager. Begge hører til i horror-genren, men med Delirium bevæger D’Amato sig over i science fiction. Og gør det godt.

Samlingen åbner med novellen “Kryb”, hvor Kaiu er kommet lidt på afveje. På en svømmetur ser hun en aflang ting fyldt med små kryb, som er sjove at iagttage. Så hun svømmer efter, og ender på en ø hun ikke kender. Her er fuld af de små kryb og masser andre underlige ting, Kaiu ikke kender, og hun hygger sig med at lege med dem. Indtil det pludselig ikke er sjovt mere.

På trods af at “Kryb” kun er på tre sider, når historien både at være morsom, overraske og have referencer til såvel Godzilla som King Kong. Og så er Blakes illustration vidunderlig tvetydig i forhold til fortællingen.

I “Richards helvede” møder vi Richard, som under afsoningen af en fængselsdom møder den pensionerede fysiker Schmidt. Schmidt har forsket i tidsrejser og har endda lavet tegningerne til en tidsmaskine – men han har aldrig haft mulighed for at afprøve den. Og så bliver Richard løsladt. Igen er her tale om en meget kort novelle, men også her lykkes det at fortælle en fuldt udbygget historie med et grumt twist, der fik mig til at tænke på Frysepunktet af Anders Bodelsen.

Hjerneforskeren Alexandre Marais arbejder på et stof, der øger hjernens kapacitet, og forsøg med mus har vist, at det virker. Men er det ubetinget godt at blive klog? Jeg måtte læse “Eliksir” to gange, før jeg fangede pointen (så jeg kunne vist godt have brug for Marais opfindelse hø, hø), for D’Amato lader meget være usagt og overlader en stor del af baggrunden samt slutningen til læseren. Og jeg er stadigvæk lidt i tvivl om, hvordan jeg tror, den ender.

“Da Bernhard vendte hjem” er historien om en astronaut, der drager længere ud end nogen andre har været. Men hvad er der i det enorme kolde rum? En lidt speciel historie med et spændende tema, hvor jeg dog synes, at det korte omfang forhindrer novellen i at fungere optimalt.

Til sidst var han endt et fuldstændigt sort sted. Det var så koldt, at han frøs inde i cockpittet, gennem kødet og helt ind til knoglerne. Mens han sad og rystede med armene over kors, så han sig eget kondensvand fryse til is på de små rektangulære ruder og endte dermed i en slags dobbelt blindhed; det var for mørkt til at man kunne se noget udenfor, men han kunne end ikke se det gennem de tilfrosne ruder.”

Illustration af D. S. Blake til Månen over Zneva af Chris D'AmatoMin favorit historie er “Månen over Zneva”, hvor Blakes illustration og D’Amatos historie igen går op i en højere enhed. Wryb lader sig indrullere i hæren, hvor han bliver medansvarlig for udviklingen af ZYNARG, der kan udslette alt liv i universet. I starten er offentligheden skeptisk overfor projektet, men da Zneva pludselig udsættes for den ene meteor efter den anden, er ZYNARG pludselig som sendt fra himlen. Men …

Undervejs i historien skifter fortællingen fuldstændig retning, og jeg er vild med slutningen, der både er tragikomisk og samtidig sært optimistisk.

Samlingens sidste novelle hedder “Phobos, Deimos, Mars” og er den måske mest klassiske science fiction fortælling i Delirium. Året er 2159, og fortælleren arbejder på Mars’ måne Phobos, hvor man har fundet en måde at udvinde Helium-3. En dag får de besked om en ny virus, der truer menneskeheden på jorden. Men det har vel ingen umiddelbare konsekvenser for de udsendte på Phobos?

“Phobos, Deimos, Mars” er nok den mindst overraskende af novellerne. Til gengæld er den mere actionfyldt og umiddelbart underholdende med sin mere klassiske plot-opbygning, så den slutter samlingen godt af.

Jeg har kaldt fortællingerne for noveller, men det er nok i virkeligheden mere korrekt at kalde dem for kortprosa. Kortprosa defineres bl.a. ved at være ultrakort; meget står mellem linjerne; der gives ingen ‘facitliste’ til teksten; og små ubetydelige pointer kan pludselig vendes og få stor værdi for læseoplevelsen. Læst i den optik passer “Eliksir” og “Da Bernhard vendte hjem” perfekt og gør mine anker ugyldige.

Alligevel ville jeg ønske, at Chris D’Amato ville skrive lidt længere. Et ønske jeg også fremførte efter læsningen af Midtland. Delirium indeholder masser af gode idéer, og D’Amato forstår også at fremføre dem. Sproget er godt, og selvom samlingen er udgivet som et hæfte, er der arbejdet med såvel layout og indhold, som fremstår professionelt og gennemført. Derfor kunne det være så fedt at få lov at synke ind i fortællingerne, men det giver formatet på så få sider ikke mulighed for.

Når det er sagt, er jeg nu alligevel begejstret for Delirium, hvis ultra-korte historier succesfuldt fanger læserens opmærksomhed. Med det korte format er det nærmest givet, at her ikke er tale om hård science fiction, men fortællingerne formår både at overraske, stille spørgsmål og udforske fremtiden, med en understrøm af tør humor og et glimt i øjet. Det er slet ikke så ringe endda.

D. S. Blakes illustration til Kryb af Chris D'AmatoIndhold:

Kryb
Richards helvede
Eliksir
Da Bernard vendte hjem
Månen over Zneva
Phobos, Deimos, Mars

Om Delirium:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Mojibake, 40 sider
Illustrationer: D. S. Blake

Tak til forlaget for læse-eksemplaret

Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt

Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas StrømsholtThomas Strømsholt serverer 12 drømmende, stemningsfulde og til tider sært skræmmende noveller i sit seneste udspil Dr. Wunderkammers oversættelser.

Strømsholt er en virkelig interessant forfatter. I 2010 udgav han sin første novellesamling De underjordiske. Her gav han de danske folkesagn et twist, og resultatet var en række fascinerende og velskrevne noveller.

I Dr. Wunderkammers oversættelser har han samlet 12 noveller, hvor knap halvdelen er reviderede udgaver af tidligere udgivne noveller. Eller måske skulle man kalde dem oversættelser? For som der står indledningsvis i samlingen, betyder oversættelse 1) at oversætte noget fra ét sprog til et andet. 2) omdannelse eller omsættelse af noget til noget andet. Jævnfør forvandling.

Og novellerne her i samlingen handler netop om oversættelser, omdannelse og forvandling. Om skov og by og mennesker.

I den første novelle “Dr. Wunderkammer – oversætter af Guds tavshed” møder vi for første gang Dr. Wunderkammer, der optræder i flere af fortællingerne undervejs. Hun er organist i en lille landsby-kirke, hvis eneste plus er dets orgel, der ifølge overleveringen stammede fra Byzantien. En dag sætter Wunderkammer sig for at skabe et nyt værk – en transskription af Guds tavshed.

Også i “Auwisnat” er der forvandlinger i vente. Fortælleren har besluttet sig for at opsøge Herneskovene, for at få klarhed over hvad der egentlig skete for mange år siden, da hendes far forsvandt. Han var antropolog med speciale i skovsagn og -myter, men ingen kan tilsyneladende huske noget om dem. Hun flytter ind på det lokale gæstgiveri, trods værtens fordømmende blikke og starter sin efterforskning. Men jo længere hun bevæger sig ind i skoven, jo fjernere forekommer resten af verden hende.

“Hans blod skal forvandles til blomster” kalder Strømsholt for en oversættelse af Szépassony-völgy, en dal i Ungarn hvis navn kan oversættes til den smukke kvindes dal. Her mødte Serewell den smukke Tarna, og nu – flere år senere – er han vendt tilbage. Novellen fortælles som en blanding af Serewells tilbageblik, Tarnas genfortælling af sagnet om Laskó og Tarna og begivenheder i nutiden.

I “A Thing of Beauty” vender Strømsholt tilbage til litteraturen – og lidt til Dr. Wunderkammer. Fortælleren er bibliofil og har en næsten fuldendt samling af Lilian Slaviks værker. For efter Slavik begik selvmord har rygterne svirret om et sidste manuskript, som aldrig er blevet udgivet. Opslugt af samlertrang opsøger fortælleren en respekteret professor, der også kender til det manglende manuskript.

“Orphe” handler på real-planet om en digter, som tager med metroen. En tur hvor han udsættes for medpassagerernes fordømmelse og kæmper med sit eget savn. Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig forstod novellen, men efterfølgende slog jeg titlen op og fandt frem til det græske sagn om Orfeus og Eurydike. Det opklarede en del.

“Arkitektens øjne” skrev Strømsholt oprindeligt til Urban Cthulu: Nigtmare Cities. Nu kommer den så i en dansk revision, som er blandt mine favoritter her i Dr. Wunderkammers oversættelser. Novellens fortæller er Luka, der lider af søvnbesvær blandet med mareridt om en forladt by. Da han bliver fyret, må han flytte fra sin lejlighed, og det bringer ham til Tawil Street i Old Town, hvor han flytter ind i et pensionat. På sine gåture rundt i området støder han en dag på en bygning fra sin drøm, og det bliver starten på en lang søgen. Hvad der særligt fascinerer mig i netop denne novelle, er den nærmest Lovecraftianske horror, der emmer ud hver eneste sætning, men alligevel holdt i Strømsholts nærmest poetiske sprog.

Også “Det triumferende løvmørke” er en revision (“Jeg fremsætter en erklæring“), som ligeledes hører til blandt mine favoritter. For at optimere et mulitnationalt selskabs mellemledere bliver de sendt på en overlevelsestur ud i skoven med en forhenværende jægersoldat som guide. Fortælleren har allerede fra begyndelsen en ubehagelig fornemmelse over hele projektet, for som han siger: “Forstå mig ret: jeg er ikke blind for et landskabs eventuelle æstetiske kvaliteter, ligesom jeg også ville kunne sætte pris på en tigers anatomi – så længe tigeren befandt sig i et bur.” Hans bange anelser viser sig at holde stik, og Strømsholt lader læseren føle panikken vokse sig større og større i gruppen – der bliver mindre og mindre.

“Ham ar tano” har tidligere været udgivet i Det sker igen. Da Lukas er på vej hjem, støder han på en tigger, som han giver et par mønter. Senere dukker tiggeren op hjemme hos Lukas, som befippet lader ham komme ind. Et opkald til de officielle myndigheder gør ikke noget ved sagen, og pludselig har Lukas en ubuden, ildelugtende gæst i sin kælder, gemt men ikke glemt. Ligesom i “Orphe” var jeg ikke helt sikker på, om jeg havde fanget novellen, så jeg slog titlen op, og fandt ud af, at harmatano stammer fra oldgræsk og betyder: at ramme ved siden af. I kristen sammenhæng bruges ordet også i forbindelse med at synde.

Da psykologen selv begynder at lide under en tilbagevendende drøm i “Frie associationer over kirurgi betragtet som en af de skønneste kunster”, opsøger han kollegaen for hjælp. Men kollegaens tolkning af fortællerens møder med den fremragende dr. Naso i sine drømme virker bare ikke rigtig.

En patient vågner op efter en operation i “Dr. W – oversætter af den menneskelige tilstand”. I sin let fortumlede tilstand lytter vedkommende til en medpatient, som gemt bag sengeforhænget beretter om sine oplevelser med Dr. W. En meget underlig novelle, som jeg stadig ikke har forstået.

Skoven spiller atter en hovedrolle i “Vi husker efteråret”. Da sommergæsterne er rejst bort, skal et stort byggeri sættes i værk. Men først skal skoven ryddes, og det viser sig vanskeligere for skovarbejderne end først antaget. Faktisk får det konsekvenser for hele byen.

Den sidste novelle i Dr. Wunderkammers oversættelser hedder “Peregrination gjennem Kjøbenhavn”. Forestil dig et kort der ikke bare viser byen, som den ser ud i dag, men også som den så ud for hundrede af år siden – og som den kunne have set ud, hvis alle planer var blevet ført ud i livet. Og forestil dig så hvor det kort kunne føre dig hen.

Thomas Strømsholt er ikke let at læse. Hans tekster kræver tid, tid til at synke ind, men også til at læse. De er fyldt med referencer om alt lige fra musikhistorie over græske myter til botanik og arkitektur. Jeg må også ofte slå ord op under læsningen (f.eks. vidste jeg ikke, at elegisk betyder vemodig eller apoteose er guddommeliggørelse), så ind i mellem kan jeg føle mig lidt dum.

Alligevel er jeg begejstret, for Strømsholts univers er måske nok sært og svært, men det er også fascinerende og fabulerende med en understrøm af mørke, dystre og elegiske hemmeligheder. Og så har han altså et helt fantastisk sprog:

I byens udkant lå fabriksbygningen som en halvrådden hval kastet op på en strandbred; forladt og udplyndret, en ruin omgivet af murbrokker, affald og vildtbevoksede tomter. Dens ydre mure var krakelerede, og fra de øverste etager stirrede tomme vinduer ud i den kaffegrumsede nat. På de nederste etager var vinduerne plankede til, og metaldørene var lukkede og låste; men der er altid en revne, et hul, en løndør.”

Jeg indrømmer, at det ikke er alle novellerne i Dr. Wunderkammers oversættelser, jeg er lige begejstret for. Til gengæld er de gode noveller både i overtal og i særklasse, og derfor kan jeg kun anbefale en rejse ind i Thomas Strømsholts univers, hvor mennesker forvandles, og hvor skoven og byen kun er overfladen.

Om bogen:

Udgivelsesår: 27. oktober 2016
Forlag: H. Harksen Productions, 197 sider
Omslag: Jan Homann

Indhold:

Dr. Wunderkammer – oversætter af Guds tavshed
Auwisnat
Hans blod skal forvandles til blomster
A Thing of Beauty
Orphe
Arkitektens øjne
Det triumferende løvmørke
Ham ar tano
Frie associationer over kirurgi betragtet som en af de skønneste kunster
Dr. W – oversætter af den menneskelige tilstand
Vi husker efteråret
Peregrination gjennem Kjøbenhavn
Om forfatteren

Besøg Thomas Strømsholts blog