Indlæg tagget med ‘nyfortolkning’

Jekyll & Hyde genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Jekyll & Hyde genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Jekyll & Hyde genfortalt er den anden klassiker, Kenneth Bøgh Andersen har kastet sig over at genfortælle til et moderne publikum. Den første var Frankenstein genfortalt i 2021, og den (indtil videre) sidste er Dracula genfortalt, der forventes at udkomme i 2023.

Robert Louis Stevensons historie om Dr. Jekyll og Mr. Hyde er siden sin udgivelse blevet filmatiseret og gengivet på anden vis et utal af gange. Grundlæggende handler fortællingen om doktor Henry Jekyll, der i et eksperiment fysisk splitter sin personlighed, når han drikker en mikstur. Den ene er den respekterede doktor selv, den anden er den dyriske Mr. Hyde, der udlever alle sine impulser.

I begyndelsen synes Jekyll, det er spændende at udleve Hydes drifter. Men Hyde bliver mere og mere voldelig og ondskabsfuld, og Jekyll får sværere og sværere ved at styre ham. Og en dag dukker Hyde op, uden at Jekyll har taget miksturen…

Historien fortælles af Jekylls ven og sagfører, Gabriel Utterson. Utterson har undret sig over et testamente, Jekyll har lavet, der nævner Edward Hyde som arving. Da han får nys om Hydes ondskabsfulde natur, forsøger han at advare Jekyll. Men til ingen nytte.

Kenneth Bøgh Andersen er en fremragende fortæller, og jeg tager hatten af for hans projekt med genfortællinger af de tre store horror-klassikere. Jeg var så heldig at få en lille snak med ham på Krimimessen i Horsens, og her fortalte han lidt om det kæmpe arbejde, der ligger bag hver bog. Det er jo ikke kun at modernisere sproget. Det er også at udfolde fortællingen, fortolke små spor i originalteksten og rette paradokser og fejl.

I Jekyll & Hyde genfortalt kommer vi længere ind i personerne end i original-fortællingen. KBA lader Hyde fortælle enkelte afsnit, hvilket giver os et ubehageligt indblik i hans sadistiske sind. Vi får også uddybet nogle af bipersonernes fortælling. Og ikke mindst løfter KBA sløret for Jekylls forhold til sine forældre. Alt sammen noget der samler historien, og gør den både uhyggelig og troværdig for den moderne læser.

Rasmus Jensen står endnu gang bag illustrationerne i Jekyll & Hyde genfortalt, og det gør han fabelagtigt. Jeg følte nærmest, at dobbeltansigtet, der indleder kapitel 3: Fri os fra det onde, stirrede mig direkte i øjnene.

Endeligt fortæller KBA bagerst i bogen om de ændringer, han har fortaget i forhold til originalen, som han også gjorde i Frankenstein genfortalt. Det er yderst interessant at læse om hans bevæggrunde, og så er det god stil overfor læsere, der ikke har læst originalen.

Jeg kan ikke sige andet, end at jeg er kæmpefan af både KBA og projektet. Jeg elsker, at gamle klassikere får nyt liv, så nye generationer af læsere bliver gjort bekendt med dem. Især fordi KBA er så loyal overfor originalerne, noget de mange filmatiseringer ind i mellem tager ret let på.

Jekyll & Hyde genfortalt er en skræmmende rejse ind i det mørke i menneskets sind. Det er en historie om ondskaben, der bor i os alle, og om hvor galt det kan gå, hvis vi lader den få frit løb. En stor anbefaling herfra hvad enten du allerede har læst Stevensons originale roman, eller du kun kender historien af omtale eller fra film. Jeg garanterer, at KBA’s genfortælling vil ramme dig.

Uddrag af bogen:

Manden stod henne ved bagdøren og havde netop stukket nøglen i låsen. Han opdagede ikke Utterson, før sagføreren befandt sig lige bag ham.

“De skulle vel ikke være hr. Hyde?”

Manden snurrede omkring med en forskrækket hvislen, og ideen om, at Hyde måske var Jekylls uægte søn, fordampede øjeblikkeligt. Der var intet ved denne gnom af et menneske, der tilnærmelsesvis mindede om doktoren, som altid havde været en nydelig mand. Ja flot, ligefrem. Høj og slank med harmoniske ansigtstræk og en udstråling, der gjorde, at man øjeblikkeligt følte sig godt tilpas i hans selskab.

Personen foran Utterson var doktorens diametrale modsætning. En bleg, splejset mandsling med sort hår så stridt, at det mindede om pelsen på en abe. Tætsiddende øjne med et blik som et knivsblad. Næsen var krum og havde et knæk, som om den engang havde været brækket. Hænderne var magre og senede med fremstående blodårer og knoglede fingre, der endte i lange, gule negle.

Men denne fremtoning var ikke den eneste måde at beskrive manden på. Utterson havde ikke forstået det, da Enfield havde omtalt Hyde som deform uden at være det, men det gjorde han nu. Ligesom Hydes måde at bevæge sig på var der noget grundlæggende forkert ved ham, uden at det var muligt at pege på, hvad det var, og Utterson følte med al tydelighed den afsky og væmmelse, Enfield havde berettet om. (side 45)

Om Jekyll & Hyde:

Udgivelsesår: 30.03.2022
Forlag: Politiken, 214 sider
Illustrationer og forside: Rasmus Jensen
Omslagsdesign: Simon Lilholt / Imperiet
Efter Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson, 1886

Besøg Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside

Læs også:

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury
Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen
Rebecca af Daphne du Maurier
Eksperimentet af Dean Koontz
Nicholas Marners hemmelighed af Peter Legård Nielsen
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Dracula af Bram Stoker
Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells

Kenneth Bøgh Andersen på Krimimessen 2022
Kenneth Bøgh Andersen på Krimimessen 2022 hvor jeg fik en autograf og en god snak.

Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Mary Shelley skrev Frankenstein i 1818. Siden er den blevet genudgivet igen og igen, ligesom den er blevet filmatiseret et utal af gange. Historien er ligeså fascinerende i dag, som da romanen udkom første gang, men sprogligt og tempomæssigt mærkes det naturligvis, at historien har over 200 år på bagen. Det har Kenneth Bøgh Andersen sat sig for at ændre på. I 2021 udgav han Frankenstein genfortalt, hvor han med respekt for originalen fortolker den tragiske historie i sine egne ord.

Denne bog, du nu sidder med, er Mary Shelleys grufulde og dramatiske fortælling om videnskabsmanden, der knækker selve livets kode og skaber et levende væsen – med frygtelige konsekvenser til følge. Men den er fortalt med min stemme og i min fortolkning. Jeg har så vidt mulig forsøgt at være tro mod den oprindelige historie, men har også lagt til og skåret fra, hvor jeg fandt det passende. Visse scener er blevet udvidet, andre kraftigt barberet. Nogle af disse ændringer og begrundelsen for dem uddybes i bogens efterskrift. (forordet side 5-6)

I mine øjne lykkes Kenneth Bøgh Andersen med sit projekt. Frankenstein genfortalt er spændende, dramatisk og levende fortalt. Den vil helt sikkert skaffe den gamle klassiker nye fans. Dilemmaet om, hvor langt videnskaben bør gå, er i høj grad ligeså aktuelt i dag, og det samme er diskussionen om menneskelighed og moral.

Jeg sætter også stor pris på, at læseren har mulighed for at se, hvor genfortællingen adskiller sig fra originalen i efterskriftet. Det er tydeligt, at der er tænkt over hver ændring, og at KBA i den grad har sat sig ind i Mary Shelleys værk, før han begyndte sin genfortælling.

Endelig har KBA slået sig sammen med den talentfulde tegner Rasmus Jensen, som forsyner Frankenstein genfortalt med nogle utroligt smukke og stemningsfulde illustrationer, der næsten giver mindelser til Bernie Wrigtsons Frankenstein-fortolkning. Dét, sammen med et overordnet stilfuldt layout, kvalitetspapir og en uimodståelig forside, gør KBA’s roman til en sand lækkerbisken.

Har du aldrig fået læst originalen, så grib fat i Frankenstein genfortalt. Du bliver ikke skuffet.

  • Illustration af Rasmus Jensen fra "Frankenstein genfortalt" af Kenneth Bøgh Andersen
  • Illustration af Bernie Wrightson fra "Frankenstein" af Mary Shelley

Uddrag af bogen:

Til at begynde med kunne han ikke se noget. Is og skygger og hav. Intet andet.

Så var der en bevægelse.

Med rynket pande tog Walton sin kikkert op af lommen, trak den ud og rettede den mod den sorte plet, der var dukket op i alt det hvide. Den var langt væk, og han kunne ikke se den ordentligt, men … Nej, det lignede ganske rigtigt ikke et dyr. Men et menneske? Det kunne heller ikke passe. Ikke kun, fordi de befandt sig midt ude i det rene ingenting, hvor ingen mennesker levede – hvor ingen mennesker kunne leve – men også fordi … Den skikkelse … Den var alt for stor.

Skabningen – hvad det end var – bevægede sig med en overraskende hast, og øjeblikket efter var den væk igen.

Walton sænkede kikkerten. Kunne det være en ny art? Kun få opdagelsesrejsende havde været så langt nordpå, som de var nu. Pokkers også, at de var spærret inde af isen, så de ikke kunne optage forfølgelsen. Og dog …

Walton ville aldrig indrømme det – ikke engang i brevet til sin søster – men en del af ham var faktisk lettet over, at han ikke kunne træffe beslutningen om at sætte efter. Lettet over, at skikkelsen var løbet væk fra skibet i stedet for mod det. For selvom figuren ikke havde været andet end en sløret plet i horisonten, så var der noget ved den, der havde fået hans hjerte til at banke hurtigere.

Hvad havde det dog været for et væsen? (siden 18-19)

Om Frankenstein genfortalt:

Udgivelsesår: 16.09.2021
Forlag: Politiken, 240 sider
Omslag: Simon Lilholt
Illustrationer: Rasmus Jensen
Efter Mary Shelleys Frankenstein fra 1818

Læs også:

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst
Edderkoppen af Richard Matheson
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells

I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi

I ly af mørket - en H.P. Lovecraft tegneserieantologi

Den 10. september søgte Forlaget Afkom støtte via Kickstarter til at få udgivet Danmarks første H.P. Lovecraft tegneserieantologi I ly af mørket. På under et døgn var beløbet samlet ind, og kampagnen endte med at samle så mange penge ind, at det planlagte uindbundne hæfte blev til et lækkert indbundet værk i A4 størrelse.

I ly af mørket indeholder i alt 9 spændende nyfortolkninger af H.P. Lovecraft noveller samt et informativt forord af Thomas Winther.

Det overordnede indtryk af udgivelsen er godt. Martin Zauner står for den stemningsfulde forside, der diskret og underspillet slår tonen af rædsel an. Herefter følger fortællingerne, der er en blanding af kendte og mindre kendte Lovecraft historier. Som det er med antologier, arbejder kunstnerne i forskellige tegnestile, men alle fortælles dog i sort/hvide illustrationer.

Thomas Winther kommer ind på det i sit forord. Lovecraft er kendt for sine ‘ubeskrivelige rædsler’, og hvordan får man lige dem formidlet i et billedmedie som tegneserien? Langt de fleste af historierne i I ly af mørket klarer opgaven overraskende godt, og jeg må sige, at jo flere gange jeg har læst dem, jo bedre bliver de.

Blandt mine favoritter er ‘Rotterne i murene’, som her bliver fortolket af Lauge Eilsøe-Madsen. Den gamle De La Poer vender tilbage til familiens slot, der blev forladt af familien under mystiske omstændigheder i 1600-tallet. Kaptajn Norrys, den nuværende ejer, har forsket lidt i De La Poer slægtens historie, men De La Poer slår de grufulde historier hen som gammel overtro og dumme rygter. Men om natten vågner han fra et mareridt til en skrattende lyd af rotter i væggene.

Lauge Eilsøe-Madsens illustrationer er yderst effektive. Siderne indeholder godt nok fortløbende billedrammer, men de opløser sig flere steder til et samlet kalejdoskopisk billede, der med sine overlap og utallige tableauer bliver en slående illustration af det ubeskrivelige.

Jeg vil også fremhæve ‘Randolph Carters erklæring’ af Mathilde “Matt” Riberholdt Jensen, som er et fremragende eksempel på en historie, hvor et billede siger mere end tusind ord. Carter afhøres af to mænd om begivenhederne, hvor hans gode ven Harley Warren forsvandt. Han forklarer, hvordan Warren tog ham med på en ekspedition til en gammel begravelsesplads. Her lod han Carter blive ved indgangen til et halvvejs forsvundet gravsted, mens han selv gik ned i mørket. Selvom de to mænd havde telefonisk forbindelse, forsvandt Warren pludselig og kom aldrig tilbage.

Hvor Eilsøe-Madsens illustrationer på en måde kan kaldes overdådige, er Riberholdt Jensens illustrationer nærmest minimalistiske. Her er fokus på personerne, og kun enkelte steder tilføjes lidt baggrund. Stilen er realistisk, og rædslen opstår i personernes mimik og beskæringen af billederne. Vi ser således ikke det ubeskrivelige, men ‘kun’ personernes reaktion på det, og det er vanvittigt effektivt.

Jeg kunne have valgt flere andre, men den sidste fortælling jeg vil fremhæve her, er ‘Billedet i huset’ fortolket af Nmaar. En rejsende søger en stormfuld nat ly i et gammelt hus i New England. Umiddelbart virker det tomt, så den rejsende ser nærmere på bøgerne i biblioteket. Her opdager han en bog, der indeholder nogle grusomme illustrationer af kannibalisme. Og pludselig dukker en gammel mand op på trappen.

Nmaars illustrationer er meget mørke og minder om linoleumstryk. Her ligger en del af fortællingens uhygge i, at vi som læsere selv putter alverdens udtryk ind i de sorte felter. Som et ekstra lille kuriosum lader Nmaar den gamle mand tale i dialekt, et ekstra indicium på hvor langt ude på landet (og i mørket) den rejsende befinder sig.

I ly af mørket er en flot udgivelse fyldt med spændende illustrationer. Skal jeg drysse en smule malurt i bægeret, så sidder jeg dog tilbage med en følelse af, at selve korrekturen er gået lidt for hurtigt. Flere steder er der slåfejl eller mangler mellemrum, og det er bare rigtigt ærgerligt, når nu resten er så flot. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale I ly af mørket til både H.P. Lovecraft entusiaster og tegneserie-elskere. Begge grupper vil helt sikkert føle sig godt underholdt.

Om I ly af mørket:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Forlaget Afkom, 100 sider
Omslag: Martin Zauner

Indhold:
Dagon af Sylvest A. Jeppesen
Rotterne i muren af Lauge Eilsøe-Madsen
Udyret i grotten af Christine Reinwald Mansoor
Den frygtelige gamle mand af Anders Fjølvar
Randolph Carters erklæring af Mathilde “Matt” Riberholdt Jensen
Kattene i Ulthar af L.P. Hømkraft
Billedet i huset af NMAAR
Farven fra rummet af Simon Petersen
Pickmans model af Peder Riis

Læs også:

Absurd #3
Okkult mekanik af Emil Brahe & Andreas Hansn
H.P. Lovecraft’s Haunt of Horror af Richard Corben
Made Flesh af Lars Kramhøft & Tom Kristensen
X fra det ydre rum af Lars Kramhøft & Tom Kristensen
Kulkælderen #5
King af A. Silvestri & Christoffer Gertz Bech

H. P. Lovecraft’s Haunt of Horror af Richard Corben

H. P. Lovecraft's Haunt of Horror af Richard Corben

 

Efter at jeg for nyligt faldt over De dødes sjæle,hvor Richard Corben gendigter og illustrerer Edgar Allan Poes historier, har jeg lånt flere af hans ældre albums. Blandt andet fandt jeg H. P. Lovecraft’s Haunt of Horror, som virkelig er en lækker udgivelse.

Ligesom i Poe albummet gendigter og illustrerer Corben nogle af Lovecrafts digte og historier. Her er tegningerne dog sort/hvide, og efter hver fortælling er den originale tekst trykt. Det fungerer rigtig godt, da jeg må indrømme, at jeg ikke kendte digtene eller alle historierne på forhånd.

Læs eventuelt Jonas Wilmanns anmeldelse af albummet på Horrorsiden.dk eller Jakob Emiliussens anmeldelse på Den elektriske kanin.

Om H. P. Lovecraft’s Haunt of Horror:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Marvel, 112 sider
Omslag og illustrationer: Richard Corben

Indhold:

Dagon
The Scar (efter Recognition)
A Memory
The Music of Erich Zann
The Canal
The Lamp
Arthur Jermyn
The Well
The Window

Dagon af Richard CorbenThe Window af Richard CorbenThe Music of Erich Zann af Richard Corben

Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen

Manden, som træerne elskede af Nikolaj JohansenDen aldrende skovridder David Bittacy drages af det libanesiske cedertræ, der står på grænsen mellem hans hjem og den ældgamle og vildsomme Skov. I mørket hører han kaldet fra Skoven. Hans hustru Sophia ser, hvordan hendes elskede mand forandrer sig. Skoven trækker ham langsomt, men ubønhørligt, væk fra hende og Gud. (fra bagsiden)

Nikolaj Johansen har skrevet flere romaner og en række noveller siden debuten i Science Fiction Cirklens årlige antologi med novellen ‘Vandkøler’. Han er også en flittig oversætter og står blandt andet for oversættelsen af Hugh Howeys BlårManden, som træerne elskede er en fri genfortælling af Algernon Blackwoods roman fra 1912 The Man Whom the Trees Loved. Jeg har desværre ikke læst originalen, så jeg er ikke klar over, hvor tæt Nikolaj Johansen holder sig til den, men gendigtningen er så absolut både smuk og foruroligende.

Som bagsideteksten fortæller, handler historien om ægteparret Bittacy. Ægtemanden David har været draget af træer hele sit liv, mens hustruen Sophia tværtimod længes efter havet. Som en loyal hustru har hun dog tilsidesat sine egne ønsker, og parret bor nu i et hyggeligt hus lige op ad en gammel, vild Skov. Et lykkeligt liv – tror Sophia da.

Et besøg af maleren Arthur Sanderson sprænger nemlig idyllen som en granat i en skyttegrav. Det viser sig, at Sanderson har samme dybe tilknytning til træerne som David, og deres lange samtaler ændrer noget i David. Selvom han ikke umiddelbart virker anderledes, går det efterhånden op for Sophia, at Skovens tiltrækningskraft meget vel kan være stærkere end menneskelig kærlighed.

Ligesom i Algernon Blackwoods novelle ‘Pilene‘, der stort set er min bekendtskab med forfatterskabet, lader Nikolaj Johansen naturen spille en hovedrolle i fortællingen. Det er ikke en fejl, når Skoven skrives med stort S, for Skoven er en karakter på lige fod med menneskene. Det er dog ikke den solbeskinnede, hyggelige skovturs-skov. I stedet er det en hemmelighedsfuld, lokkende og på samme tid stærk og skræmmende skov, hvis hensigt overskrider den menneskelige indsigt.

Selvom der egentlig ikke foregår voldsomme begivenheder, er der alligevel et konstant lurende ubehag under læsningen. Ikke mindst fordi Nikolaj Johansen drager en parallel mellem Skoven og 1. verdenskrig. Først tænkte jeg ikke over det, men pludselig opdagede jeg, at teksten er fuld af militært billedsprog. Et ødelagt træ sammenlignes med “en forskansning, der var blevet bombet fuld af huller” (side 66), træernes grene sammenlignes med skarpe sværd (side 104). Og der er også mere direkte hentydninger, som denne billedrige beskrivelse af årstiderne:

“Sommeren, der fulgte, var både voldsom og smuk. Voldsom, fordi bomberne haglede ned over endnu en skråning på fastlandet, og underjordiske miner forvandlede skovene til golde pløjemarker som forberedelse til endnu en blodig sæson i skyttegravene. Smuk, fordi nattens forfriskende regn dog forlængede forårets pragt, og tusindvis af soldater oplevede de mest livfulde, intense sekunder i deres korte liv, før stormen førte dem videre til den anden side.” (side 65)

Fortællingen er stemningsfuldt illustreret af Patrick Leis. Hvert kapitel indledes med en fin trævignet holdt i sarte grålige toner, og derudover er enkeltstående tegninger dryppet ud over fortællingen. Leis’ illustrationer er altid en fornøjelse, og det er de også her, hvor de skiftevis rammer det sødmefulde og det grufulde.

Manden, som træerne elskede er ikke horror i den bloddryppende eller monstrøse betydning. Med sit dvælende tempo og sanselige sprog blev jeg under læsningen i stedet fyldt af en irrationel gru, der stille og roligt krøb ind under huden og efterlod mig i tvivl om, hvad der egentlig fandt sted i det lille hus tæt på den ældgamle vildsomme Skov.

En stor anbefaling herfra.

Uddrag fra Manden, som træerne elskede:

Nikolaj JohansenSophia stirrede på sin mand. “Livets ånd, siger Biblen. ‘Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.’ Men et krat har intet åndedræt.” Hendes tonefald var triumferende.

Så talte Sanderson, men igen var det mere til sig selv end til nogen anden – mindst af alt til Sophia, som dog ikke kunne lade være med at lytte. “Men planter har faktisk et åndedræt,” sagde han. “De trækker vejret, de spiser, de fordøjer, de bevæger sig omkring, og de tilpasser sig til deres omgivelser ligesom mennesker og dyr. De har også et nervesystem, eller i det mindste et komplekst cellesystem, der minder om nerver. Og hukommelse har de. De reagerer på ydre sansepåvirkninger. Og selvom det måske blot er fysiologisk, har ingen endnu bevist, at det ikke også kan være … psykologisk.”

Hun sad med åben mund, mens David blot stille hostede, kastede sin cigarstump ud på plænen og lænede sig frem mod kunstneren, der fortsatte.

“Og langt inde i de største skove findes der måske et mægtigt væsen, som manifesterer sig igennem alle de tusindvis af individuelle træer – et enormt, kollektivt liv, som er lige så minutiøst og komplekst organiseret som vores eget. Under visse omstændigheder kunne det måske række ud og smelte sammen med os, så vi kunne forstå det ved at være det. Midlertidigt i det mindste. (side 47)

Om Manden, som træerne elskede:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: H. Harksen Productions, 134 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Leis

Besøg Nikolaj Johansens hjemmeside

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Plantagen – Den hvilende ondskab af Steen Langstrup
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt

De dødes sjæle af Richard Corben

De dødes sjæle af Richard CorbenRichard Corben, hædret med Angoulême tegneseriefestivalens “Grand Prix” 2018 og indsat i Eisner Hall of Fame, bringer i “De dødes sjæle” sine yndlingshistorier og digte af gysets mester, Edgar Allan Poe, til live i tegneserieform. Denne udgave af albummet indeholder femten fortællinger fra den mesterlige amerikanske tegneserieskaber – inklusiv en splinterny Poe-fortolkning af novellen ‘Manden i mængden’. Desuden ses imponerende fortolkninger af klassikere som ‘Ravnen’, ‘Mordene i Rue Morgue’, ‘Den røde døds maske’ samt ‘Huset Ushers fald’ – alt sammen også farvelagt af Richard Corben og Beth Corben Reed. Dette samlede værk er Corbens fineste hyldest til Poe. Med sin fantastiske og karakteristiske tegnestil, får man her en helt uforglemmelig læseoplevelse og dette album er et absolut must for alle elskere af horrorgenren […] (fra bagsiden)

Det var lidt af et tilfælde, at jeg opdagede De døde sjæles nat. Albummet er udkommet på forlaget E-voke, som jeg ikke kendte på forhånd. Til gengæld kendte jeg godt tegneren Richard Corben, blandt andet fra Mike Mignolas Hellboy-serie og fra GRU-bladene.

Thomas Inge, der er viceformand i bestyrelsen for Edgar Allan Poe museet i Richmond har skrevet et interessant og oplysende forord, som man med fordel kan læse til sidst – og så tage historierne én gang til. Han kommer nemlig med lidt spoilers, men giver samtidig en ekstra dybde til historierne.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er så bekendt med Poes digte, men jeg følte, at Corbens fortolkninger i De dødes sjæle ramte Poes ånd med deres surrealistiske sammenblanding af drøm og virkelighed. Novellerne er ligeledes både smukke og grumme. Corben tillader sig en vis kunstnerisk frihed i sine fortolkninger, for eksempel i ‘Huset Ushers fald’ hvor han lader et maleri få en stor rolle i fortællingen. Eller i ‘Mordene i Rue Morgue’ som han giver en poetisk retfærdig slutning.

Richard Corbens tegninger er en blanding af ren realisme og en grotesk kant. Han bruger skyggerne effektivt, og den klare farvelægning på det tykke, blanke papir gør fornøjelsen ved læsningen endnu større.

I det hele taget er De dødes sjæle en lækker udgivelse, jeg kun kan anbefale. Både hvis du er godt bekendt med Poes forfatterskab, eller hvis du endnu har det til gode. Og skulle jeg ikke have overbevist dig, så læs Bjarne Jensens anmeldelse på Bogrummet 🙂

Om De dødes sjæle:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: E-voke, 215 sider
Omslag og illustrationer: Richard Corben
Originaltitel: Spirits of the Dead
Oversætter: Lea Mejdahl Christiansen og Sophie Thorkildsen

Indhold:

Introduktion
De dødes sjæle, 1827
Alene, 1829
Byen i havet, 1831
Den sovende, 1831
Stævnemødet, 1834
Berenice, 1835
Morella, 1835
Skygge, 1835
Huset Ushers fald, 1839
Manden i mængden, 1840
Mordene i Rue Morgue, 1841
Den røde døds maske, 1842
Den erobrende orm, 1843
Levende begravet, 1844
Ravnen, 1845
Amontillado-fadet, 1846
Forsidegalleri

Bogormen tegnet af Richard CorbenFriedhelm den storslåede tegnet af Richard CorbenFrossen skønhed tegnet af Richard Corben

Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack

Gamle gys og sære sagn

Fortællingerne i denne bog stammer fra kirkesogne i det danske land. De uhyggelige og underlige beretninger om fanden, manerpræster og herremænd blev fortalt af godtfolk til gæve folkemindesamlere som Svend Grundtvig, Ewald Tang Kristensen og Alex Olrik. Her er de i ny klædedragt”. Sådan indleder Fritz Haack sin bog Gamle gys og sære sagn, hvor han har indsamlet og nyskrevet en række gamle danske folkesagn om det uhyggelige og overnaturlige. Her er tale om en fornøjelig samling historier, hvis man altså er til fortællinger om fanden og hans besøg blandt de danske bønder. Og det er jeg.

Samlingen indledes med fortællingen ”Den fremmede”. Pesten hærger Danmark, og i det lokale kloster er kun abbeden tilbage. Alle munkene er flygtet i angst for sygdommen. Abbeden beslutter sig for at bringe den faldne unge kvinde, Mari, til klosteret, så hun og hendes lille uægte baby ikke skal lide sultedøden. På vej tilbage møder de en fremmed, som beder om husly. Det kan abbeden naturligvis ikke nægte ham, men det viser sig, at den fremmede har rejst vidt og bredt, og ikke helt er den, han ser ud til at være.

Blandt de mere humoristiske fortællinger er ”Hvor er kirken?”, som fortæller om, hvorfor der i byen Hoven findes en bakke med navnet Kirkebjerg, selvom kirken ligger på en eng. Samt ”Fanden i tønden” hvor en ung bondekone ikke har tænkt sig at give efter for den nye præsts ihærdige bejlen.

I sagnet ”Et hanefjed” fortælles om, hvorfor Højrup Gl. Kirke blev bygget, og hvordan det gik til, at koret faldt i havet, mens ”Blodmesse” fortæller om ridder Ebbes to døtre, der falder i skam og tager en grusom hævn i kirken. (Læs mere om baggrunden for sagnene på Stevns Klints hjemmeside og på Højby Kirkes hjemmeside)

Gamle gys og sære sagn indeholder i alt 11 genfortællinger, som er illustreret af Fritz Haack selv. Bagerst er indsat et Danmarkskort med indførelse af stederne, hvor sagnene har fundet sted. Det kunne have været interessant at få lidt at vide om, hvor Haack har fundet sagnene, men bortset fra denne lille anke, så er her tale om en underholdende og letlæst indføring i en række gamle – og for mit vedkommende ukendte – sagn.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Books on Demand, 104 sider

Indhold:
Den fremmede
Hvor er kirken?
Røg
Det røde skab
Et hanefjed
Strandvaskeren
Blodmesse
Beelzebubs øje
Mikkel Nifinger
Straffedom
Fanden i tønden