Indlæg tagget med ‘nyfortolkning’

I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi

I ly af mørket - en H.P. Lovecraft tegneserieantologi

Den 10. september søgte Forlaget Afkom støtte via Kickstarter til at få udgivet Danmarks første H.P. Lovecraft tegneserieantologi I ly af mørket. På under et døgn var beløbet samlet ind, og kampagnen endte med at samle så mange penge ind, at det planlagte uindbundne hæfte blev til et lækkert indbundet værk i A4 størrelse.

I ly af mørket indeholder i alt 9 spændende nyfortolkninger af H.P. Lovecraft noveller samt et informativt forord af Thomas Winther.

Det overordnede indtryk af udgivelsen er godt. Martin Zauner står for den stemningsfulde forside, der diskret og underspillet slår tonen af rædsel an. Herefter følger fortællingerne, der er en blanding af kendte og mindre kendte Lovecraft historier. Som det er med antologier, arbejder kunstnerne i forskellige tegnestile, men alle fortælles dog i sort/hvide illustrationer.

Thomas Winther kommer ind på det i sit forord. Lovecraft er kendt for sine ‘ubeskrivelige rædsler’, og hvordan får man lige dem formidlet i et billedmedie som tegneserien? Langt de fleste af historierne i I ly af mørket klarer opgaven overraskende godt, og jeg må sige, at jo flere gange jeg har læst dem, jo bedre bliver de.

Blandt mine favoritter er ‘Rotterne i murene’, som her bliver fortolket af Lauge Eilsøe-Madsen. Den gamle De La Poer vender tilbage til familiens slot, der blev forladt af familien under mystiske omstændigheder i 1600-tallet. Kaptajn Norrys, den nuværende ejer, har forsket lidt i De La Poer slægtens historie, men De La Poer slår de grufulde historier hen som gammel overtro og dumme rygter. Men om natten vågner han fra et mareridt til en skrattende lyd af rotter i væggene.

Lauge Eilsøe-Madsens illustrationer er yderst effektive. Siderne indeholder godt nok fortløbende billedrammer, men de opløser sig flere steder til et samlet kalejdoskopisk billede, der med sine overlap og utallige tableauer bliver en slående illustration af det ubeskrivelige.

Jeg vil også fremhæve ‘Randolph Carters erklæring’ af Mathilde “Matt” Riberholdt Jensen, som er et fremragende eksempel på en historie, hvor et billede siger mere end tusind ord. Carter afhøres af to mænd om begivenhederne, hvor hans gode ven Harley Warren forsvandt. Han forklarer, hvordan Warren tog ham med på en ekspedition til en gammel begravelsesplads. Her lod han Carter blive ved indgangen til et halvvejs forsvundet gravsted, mens han selv gik ned i mørket. Selvom de to mænd havde telefonisk forbindelse, forsvandt Warren pludselig og kom aldrig tilbage.

Hvor Eilsøe-Madsens illustrationer på en måde kan kaldes overdådige, er Riberholdt Jensens illustrationer nærmest minimalistiske. Her er fokus på personerne, og kun enkelte steder tilføjes lidt baggrund. Stilen er realistisk, og rædslen opstår i personernes mimik og beskæringen af billederne. Vi ser således ikke det ubeskrivelige, men ‘kun’ personernes reaktion på det, og det er vanvittigt effektivt.

Jeg kunne have valgt flere andre, men den sidste fortælling jeg vil fremhæve her, er ‘Billedet i huset’ fortolket af Nmaar. En rejsende søger en stormfuld nat ly i et gammelt hus i New England. Umiddelbart virker det tomt, så den rejsende ser nærmere på bøgerne i biblioteket. Her opdager han en bog, der indeholder nogle grusomme illustrationer af kannibalisme. Og pludselig dukker en gammel mand op på trappen.

Nmaars illustrationer er meget mørke og minder om linoleumstryk. Her ligger en del af fortællingens uhygge i, at vi som læsere selv putter alverdens udtryk ind i de sorte felter. Som et ekstra lille kuriosum lader Nmaar den gamle mand tale i dialekt, et ekstra indicium på hvor langt ude på landet (og i mørket) den rejsende befinder sig.

I ly af mørket er en flot udgivelse fyldt med spændende illustrationer. Skal jeg drysse en smule malurt i bægeret, så sidder jeg dog tilbage med en følelse af, at selve korrekturen er gået lidt for hurtigt. Flere steder er der slåfejl eller mangler mellemrum, og det er bare rigtigt ærgerligt, når nu resten er så flot. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale I ly af mørket til både H.P. Lovecraft entusiaster og tegneserie-elskere. Begge grupper vil helt sikkert føle sig godt underholdt.

Om I ly af mørket:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Forlaget Afkom, 100 sider
Omslag: Martin Zauner

Indhold:
Dagon af Sylvest A. Jeppesen
Rotterne i muren af Lauge Eilsøe-Madsen
Udyret i grotten af Christine Reinwald Mansoor
Den frygtelige gamle mand af Anders Fjølvar
Randolph Carters erklæring af Mathilde “Matt” Riberholdt Jensen
Kattene i Ulthar af L.P. Hømkraft
Billedet i huset af NMAAR
Farven fra rummet af Simon Petersen
Pickmans model af Peder Riis

Læs også:

Absurd #3
Okkult mekanik af Emil Brahe & Andreas Hansn
H.P. Lovecraft’s Haunt of Horror af Richard Corben
Made Flesh af Lars Kramhøft & Tom Kristensen
X fra det ydre rum af Lars Kramhøft & Tom Kristensen
Kulkælderen #5
King af A. Silvestri & Christoffer Gertz Bech

H. P. Lovecraft’s Haunt of Horror af Richard Corben

H. P. Lovecraft's Haunt of Horror af Richard Corben

 

Efter at jeg for nyligt faldt over De dødes sjæle,hvor Richard Corben gendigter og illustrerer Edgar Allan Poes historier, har jeg lånt flere af hans ældre albums. Blandt andet fandt jeg H. P. Lovecraft’s Haunt of Horror, som virkelig er en lækker udgivelse.

Ligesom i Poe albummet gendigter og illustrerer Corben nogle af Lovecrafts digte og historier. Her er tegningerne dog sort/hvide, og efter hver fortælling er den originale tekst trykt. Det fungerer rigtig godt, da jeg må indrømme, at jeg ikke kendte digtene eller alle historierne på forhånd.

Læs eventuelt Jonas Wilmanns anmeldelse af albummet på Horrorsiden.dk eller Jakob Emiliussens anmeldelse på Den elektriske kanin.

Om H. P. Lovecraft’s Haunt of Horror:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Marvel, 112 sider
Omslag og illustrationer: Richard Corben

Indhold:

Dagon
The Scar (efter Recognition)
A Memory
The Music of Erich Zann
The Canal
The Lamp
Arthur Jermyn
The Well
The Window

Dagon af Richard CorbenThe Window af Richard CorbenThe Music of Erich Zann af Richard Corben

Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen

Manden, som træerne elskede af Nikolaj JohansenDen aldrende skovridder David Bittacy drages af det libanesiske cedertræ, der står på grænsen mellem hans hjem og den ældgamle og vildsomme Skov. I mørket hører han kaldet fra Skoven. Hans hustru Sophia ser, hvordan hendes elskede mand forandrer sig. Skoven trækker ham langsomt, men ubønhørligt, væk fra hende og Gud. (fra bagsiden)

Nikolaj Johansen har skrevet flere romaner og en række noveller siden debuten i Science Fiction Cirklens årlige antologi med novellen ‘Vandkøler’. Han er også en flittig oversætter og står blandt andet for oversættelsen af Hugh Howeys BlårManden, som træerne elskede er en fri genfortælling af Algernon Blackwoods roman fra 1912 The Man Whom the Trees Loved. Jeg har desværre ikke læst originalen, så jeg er ikke klar over, hvor tæt Nikolaj Johansen holder sig til den, men gendigtningen er så absolut både smuk og foruroligende.

Som bagsideteksten fortæller, handler historien om ægteparret Bittacy. Ægtemanden David har været draget af træer hele sit liv, mens hustruen Sophia tværtimod længes efter havet. Som en loyal hustru har hun dog tilsidesat sine egne ønsker, og parret bor nu i et hyggeligt hus lige op ad en gammel, vild Skov. Et lykkeligt liv – tror Sophia da.

Et besøg af maleren Arthur Sanderson sprænger nemlig idyllen som en granat i en skyttegrav. Det viser sig, at Sanderson har samme dybe tilknytning til træerne som David, og deres lange samtaler ændrer noget i David. Selvom han ikke umiddelbart virker anderledes, går det efterhånden op for Sophia, at Skovens tiltrækningskraft meget vel kan være stærkere end menneskelig kærlighed.

Ligesom i Algernon Blackwoods novelle ‘Pilene‘, der stort set er min bekendtskab med forfatterskabet, lader Nikolaj Johansen naturen spille en hovedrolle i fortællingen. Det er ikke en fejl, når Skoven skrives med stort S, for Skoven er en karakter på lige fod med menneskene. Det er dog ikke den solbeskinnede, hyggelige skovturs-skov. I stedet er det en hemmelighedsfuld, lokkende og på samme tid stærk og skræmmende skov, hvis hensigt overskrider den menneskelige indsigt.

Selvom der egentlig ikke foregår voldsomme begivenheder, er der alligevel et konstant lurende ubehag under læsningen. Ikke mindst fordi Nikolaj Johansen drager en parallel mellem Skoven og 1. verdenskrig. Først tænkte jeg ikke over det, men pludselig opdagede jeg, at teksten er fuld af militært billedsprog. Et ødelagt træ sammenlignes med “en forskansning, der var blevet bombet fuld af huller” (side 66), træernes grene sammenlignes med skarpe sværd (side 104). Og der er også mere direkte hentydninger, som denne billedrige beskrivelse af årstiderne:

“Sommeren, der fulgte, var både voldsom og smuk. Voldsom, fordi bomberne haglede ned over endnu en skråning på fastlandet, og underjordiske miner forvandlede skovene til golde pløjemarker som forberedelse til endnu en blodig sæson i skyttegravene. Smuk, fordi nattens forfriskende regn dog forlængede forårets pragt, og tusindvis af soldater oplevede de mest livfulde, intense sekunder i deres korte liv, før stormen førte dem videre til den anden side.” (side 65)

Fortællingen er stemningsfuldt illustreret af Patrick Leis. Hvert kapitel indledes med en fin trævignet holdt i sarte grålige toner, og derudover er enkeltstående tegninger dryppet ud over fortællingen. Leis’ illustrationer er altid en fornøjelse, og det er de også her, hvor de skiftevis rammer det sødmefulde og det grufulde.

Manden, som træerne elskede er ikke horror i den bloddryppende eller monstrøse betydning. Med sit dvælende tempo og sanselige sprog blev jeg under læsningen i stedet fyldt af en irrationel gru, der stille og roligt krøb ind under huden og efterlod mig i tvivl om, hvad der egentlig fandt sted i det lille hus tæt på den ældgamle vildsomme Skov.

En stor anbefaling herfra.

Uddrag fra Manden, som træerne elskede:

Nikolaj JohansenSophia stirrede på sin mand. “Livets ånd, siger Biblen. ‘Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.’ Men et krat har intet åndedræt.” Hendes tonefald var triumferende.

Så talte Sanderson, men igen var det mere til sig selv end til nogen anden – mindst af alt til Sophia, som dog ikke kunne lade være med at lytte. “Men planter har faktisk et åndedræt,” sagde han. “De trækker vejret, de spiser, de fordøjer, de bevæger sig omkring, og de tilpasser sig til deres omgivelser ligesom mennesker og dyr. De har også et nervesystem, eller i det mindste et komplekst cellesystem, der minder om nerver. Og hukommelse har de. De reagerer på ydre sansepåvirkninger. Og selvom det måske blot er fysiologisk, har ingen endnu bevist, at det ikke også kan være … psykologisk.”

Hun sad med åben mund, mens David blot stille hostede, kastede sin cigarstump ud på plænen og lænede sig frem mod kunstneren, der fortsatte.

“Og langt inde i de største skove findes der måske et mægtigt væsen, som manifesterer sig igennem alle de tusindvis af individuelle træer – et enormt, kollektivt liv, som er lige så minutiøst og komplekst organiseret som vores eget. Under visse omstændigheder kunne det måske række ud og smelte sammen med os, så vi kunne forstå det ved at være det. Midlertidigt i det mindste. (side 47)

Om Manden, som træerne elskede:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: H. Harksen Productions, 134 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Leis

Besøg Nikolaj Johansens hjemmeside

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Plantagen – Den hvilende ondskab af Steen Langstrup
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt

De dødes sjæle af Richard Corben

De dødes sjæle af Richard CorbenRichard Corben, hædret med Angoulême tegneseriefestivalens “Grand Prix” 2018 og indsat i Eisner Hall of Fame, bringer i “De dødes sjæle” sine yndlingshistorier og digte af gysets mester, Edgar Allan Poe, til live i tegneserieform. Denne udgave af albummet indeholder femten fortællinger fra den mesterlige amerikanske tegneserieskaber – inklusiv en splinterny Poe-fortolkning af novellen ‘Manden i mængden’. Desuden ses imponerende fortolkninger af klassikere som ‘Ravnen’, ‘Mordene i Rue Morgue’, ‘Den røde døds maske’ samt ‘Huset Ushers fald’ – alt sammen også farvelagt af Richard Corben og Beth Corben Reed. Dette samlede værk er Corbens fineste hyldest til Poe. Med sin fantastiske og karakteristiske tegnestil, får man her en helt uforglemmelig læseoplevelse og dette album er et absolut must for alle elskere af horrorgenren […] (fra bagsiden)

Det var lidt af et tilfælde, at jeg opdagede De døde sjæles nat. Albummet er udkommet på forlaget E-voke, som jeg ikke kendte på forhånd. Til gengæld kendte jeg godt tegneren Richard Corben, blandt andet fra Mike Mignolas Hellboy-serie og fra GRU-bladene.

Thomas Inge, der er viceformand i bestyrelsen for Edgar Allan Poe museet i Richmond har skrevet et interessant og oplysende forord, som man med fordel kan læse til sidst – og så tage historierne én gang til. Han kommer nemlig med lidt spoilers, men giver samtidig en ekstra dybde til historierne.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er så bekendt med Poes digte, men jeg følte, at Corbens fortolkninger i De dødes sjæle ramte Poes ånd med deres surrealistiske sammenblanding af drøm og virkelighed. Novellerne er ligeledes både smukke og grumme. Corben tillader sig en vis kunstnerisk frihed i sine fortolkninger, for eksempel i ‘Huset Ushers fald’ hvor han lader et maleri få en stor rolle i fortællingen. Eller i ‘Mordene i Rue Morgue’ som han giver en poetisk retfærdig slutning.

Richard Corbens tegninger er en blanding af ren realisme og en grotesk kant. Han bruger skyggerne effektivt, og den klare farvelægning på det tykke, blanke papir gør fornøjelsen ved læsningen endnu større.

I det hele taget er De dødes sjæle en lækker udgivelse, jeg kun kan anbefale. Både hvis du er godt bekendt med Poes forfatterskab, eller hvis du endnu har det til gode. Og skulle jeg ikke have overbevist dig, så læs Bjarne Jensens anmeldelse på Bogrummet 🙂

Om De dødes sjæle:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: E-voke, 215 sider
Omslag og illustrationer: Richard Corben
Originaltitel: Spirits of the Dead
Oversætter: Lea Mejdahl Christiansen og Sophie Thorkildsen

Indhold:

Introduktion
De dødes sjæle, 1827
Alene, 1829
Byen i havet, 1831
Den sovende, 1831
Stævnemødet, 1834
Berenice, 1835
Morella, 1835
Skygge, 1835
Huset Ushers fald, 1839
Manden i mængden, 1840
Mordene i Rue Morgue, 1841
Den røde døds maske, 1842
Den erobrende orm, 1843
Levende begravet, 1844
Ravnen, 1845
Amontillado-fadet, 1846
Forsidegalleri

Bogormen tegnet af Richard CorbenFriedhelm den storslåede tegnet af Richard CorbenFrossen skønhed tegnet af Richard Corben