Indlæg tagget med ‘nyoversættelse’

Horla af Guy de Maupassant

Horla af Guy de Maupassnt

Jeg har tidligere læst Guy de Maupassants novelle ‘Horla’ (1886-udgaven) i antologien Rædslernes hus fra 1953. Nu genudgiver Det Poetiske Bureaus Forlag Maupassants novelle i en ny oversættelse ved Annette David.

Historien fortælles gennem hovedpersonens dagbog. Den starter med et opslag den 8. maj, hvor fortælleren beskriver en vidunderlig dag. Men kort efter begynder fortælleren at føle sig dårligt tilpas. Snart frygter han, at han er ved at blive gal, for han har hele tiden en fornemmelse af, at et usynligt væsen forfølger ham og styrer hans handlinger.

Maupassant udgav sin novelle næsten samtidig med, at Robert L. Steveson udgav romanen Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Begge forfattere interesserer sig for de nye tendenser i videnskaben med brug af hypnose, og begge anlægger til dels en videnskabelig tilgang i deres historier. For eksempel forsøger Maupassants fortæller at bevise det usynlige væsens eksistens ved fysisk at udelukke, at det er ham selv, der drikker mælken om natten.

I en interessant samtale fortælleren har med en gammel munk, diskuterer de, om verden kun består af det, vi kan se:

“Jeg fortsatte: “Hvis der her på jorden eksisterede andre væsener end os, ville vi ikke have mødt dem for længe siden; ville De så ikke allerede have set dem; ville jeg ikke allerede have set dem?

Han svarede: “Ser vi en hundrede tusindedel af, hvad der eksisterer? Hør blot vinden, naturens største kraft, der blæser mennesker omkuld, vælter bygninger, rykker træer op med rode, pisker havet op i bølgebjerge, ødelægger klinter, og kaster store skibe op på blinde skær, vinden der dræber, suser, hyler, tuder – har De måske set den, kan De se den? Ikke desto mindre eksisterer den.”

Jeg tav over for denne simple argumentation. Manden var en vismand, eller måske en dumrian. Jeg kunne ikke helt afgøre det; men jeg tav. Hvad han dér ytrede, havde jeg ofte selv tænkt.” (side 28-29)

Til sidst føler fortælleren sig så overbevist om det usynlige væsens eksistens, at han tager drastiske midler i brug for at slippe af med det. Men for læseren består spørgsmålet, hvorvidt fortælleren virkelig blev forfulgt eller blot hallucinerede det hele.

Forlaget skriver:

Den ikoniske gysernovelle Le Horla fra 1887 af Guy de Maupassant er den sidste i en serie af seks fantastiske noveller som den syfilisramte forfatter skrev mens han endnu var i besiddelse af sine kunstneriske og intellektuelle evner. Novellen lader læseren i tvivl om det er fortælleren, der er sindsforvirret, eller om de oplevede fænomener har rod i virkeligheden.

Le Horla er uomtvisteligt en selvbiografisk beretning, idet den falder sammen med forfatterens egne begyndende mentale forstyrrelser, og samtidig en kvasifilosofisk / videnskabelig undersøgelse, et ekko af datidens optagethed af ekstraterrestriale væsener, der påvirker den menneskelige psyke og som med tiden vil underlægge sig menneskeheden. Historien skulle blandt andet have dannet inspiration for H.P. LovecraftsThe Call of Cthulhu‘.

Anmelderne skriver:

Anmeldt af Jonas Dinesen på Bogblogger:
Horla er et klassisk værk inden for horrorgenren. Den er fra slut 1800-tallet, og man kan finde spor af både romantikken og det gotiske. Den er romantisk i sin idealisering af naturen og gotisk i sin forvrængning af dette og via jegets sindssyge. På samme tid udvikler jeget sig modsat fra at være gudsfornægtende, i takt med at forvandlingen foregår, om det så er mental sygdom eller et overnaturligt væsen eller besættelse, der plager ham, mod en gudssøgen for hjælp i sin fortvivlelse. […] Uanset om man kan lide gotisk gys, psykologisk gys eller hvilken som helst anden subgenre inden for spænding og horror, kan jeg varmt anbefale Horla. Maupassant har godt fat i den psykologiske udvikling hos hovedpersonen og sætter en glimrende, dyster stemning. (Læs hele anmeldelsen)

Anmeldt af Cecilie Bøgh Pedersen på Littuna.nu
Selvom novellen utvivlsomt er en klassisk gyserhistorie, så er det dog historiens psykologiske aspekt, som er mere uhyggeligt end noget andet. Novellen er skrevet i 1887, og selvom den er uhyggelig, så bærer den også præg af, at den selvfølgelig er fra en ganske anden tid, hvor det var helt andre ting, som skræmte folk fra vid og sans. Derfor er der mange af de ting, som bliver beskrevet i novellen, som tydeligvis er tænkt til at være uhyggelige, men som falder en smule til jorden. Med det sagt så er der alligevel noget ved novellen, som unægtelig sætter sig i én, når man læser den. Særligt novellens slutning er gruopvækkende, og det er ikke svært at forestille sig, at havde historien været længere endnu, så havde den været en lige så klassisk gyserhistorie som Shelleys Frankenstein, Stokers Dracula eller Poes ‘The Tell-Tale Heart’. (Læs hele anmeldelsen)

Om Horla:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Det Poetiske Bureaus Forlag, 89 sider
Omslag: Mikkel Pape
Originaltitel: Le Horla, 1887
Oversætter: Annette David

Læs også:

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Skruen strammes af Henry James
Frygtens herre af H.P. Lovecraft og August Derleth
Hvad der virkelig hændte M. Valdemar af Edgar Allan Poe
Dr. Jekyl og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
13 okkulte noveller af Harald Thomsen

Ved vanviddets bjerge af H. P. Lovecraft

Ved vanviddets bjerge 2013For nyligt udgav forlaget Antenna Ved vanviddets bjerge med tre noveller af H. P. Lovecraft samt et essay med en introduktion til forfatteren og forfatterskabet. Udover en nyoversættelse af titelnovellen “At the Mountains of Madness” indeholder samlingen også en nyoversættelse af “The Call of Cthulhu” samt “The Dreams in the Witch House” som her for første gang er blevet oversat til dansk.

Hvis man på nogen måde er interesseret i Lovecrafts fantastiske historier, er Ved vanviddets bjerge et absolut must. Jakob Friis Andersen, som både har oversat fortællingerne samt skrevet essayet med den korte indføring i Lovecrafts liv og litterære univers, har gjort et virkelig godt stykke arbejde. Det er lykkes ham at gøre teksten nutidig, samtidig med at han har bevaret den original tone og stemning, og jeg håber, at han vil kaste sig over flere oversættelser af Lovecraft.

I titelnovellen befinder vi os på en ekspedition til Antarktis, hvor en opdagelse af nogle mystiske spor, fører en del af ekspeditionen ind til nogle  store bjerge midt i ødet. Først sender de begejstrede meldinger tilbage til basen om deres utrolige fund, men så bliver der total radiotavshed. Da redningsgruppen når frem, er alle i lejren døde eller forsvundne. Mens størsteparten af redningsekspeditionen forsøger at skabe orden i den ødelagte lejr, flyver to mænd dog videre for at finde ud af mere. De opdager en kæmpemæssig by bag bjergene, men byen gemmer på en grusom hemmelighed.

Da Interpresse i 1995 udgav deres oversættelse af Vanviddets bjerge, var jeg ikke voldsomt imponeret, og fandt historien en smule langtrukken. I Jakob Friis Andersens oversættelse er fortællingen blevet langt mere levende, selvom det vitterlig er en stillestående historie. Endnu mere interessant blev den, da jeg læste JFA’s essay sidst i bogen. Her kalder han novellen for “en tør beretning”, men forklarer hvordan dette er et bevidst valg fra forfatterens side og uddyber derefter sin betragtning på en overbevisende måde.

En anden interessant iagttagelse i JFA’s efterfølgende essay er hans kig på Lovecrafts inspirationskilder. Dels hans fascination af Antarktis som, da historien udkom, langt fra var udforsket, og dels inspirationen fra Edgar Allan Poes eneste roman Arthur Gordon Pyms eventyr. Men JFA påpeger, at Lovecraft også har en tredje inspirationskilde: “Dyers ankomst til og ophold i De Ældres metropolis kan ses som et billede på Lovecrafts ankomst til og ophold i New York – og som et billede på Lovecrafts socio-politiske overbevisninger generelt [herefter følger et citat fra et brev fra 1922]… og jeg så for første gang New Yorks gigantiske omrids. Det var et mystisk syn i den sene eftermiddags gyldne sol; en drømme-ting i en mat grå farve, der tegnede sig i silhuet mod en himmel af mat, grå røg. By og himmel lignede hinanden så meget at man knap nok kunne være sikker på, at der overhovedet var en by – at de tårne og spir, man bildte sig ind, man så, ikke simpelthen blot var illusioner“. En tilsvarende fatamorgana-agtig beskrivelse giver Lovecraft af byen ved vanviddets bjerge.

Man behøver dog ikke at læse essayet for at få fornøjelse af udgivelsen, hvis man ikke er interesseret i det mere analytiske. De tre fortællinger står stærkt i sig selv, og for mig var det særligt interessant endeligt at få læst “The Dreams in the Witch House”, som jeg ellers kun har set en filmatisering af, og som jeg for nyligt læste en videredigtning af i novellen “The Statement of Frank Elwood” af Pete Rawlik fra antologien Urban Cthulhu: Nightmare Cities.

Den studerende Walter Gilman er flyttet ind i et gammelt hus i Arkham i det selvsamme værelse, som engang blev beboet af heksen Keziah Mason. Hans store interesse er matematik, men da han indtræder på universitetet i Arkham, begynder han at forbinde sin matematik med de fantastiske sagn om ældre magi, og ad den vej opstår hans fascination af Keziah, som under sin retssal i 1692 fortalte om linjer og kurver, som man kunne få til at udpege retninger, der ledte gennem rummets vægge til andre rum hinsides. Men hans betagelse af Keziah og ikke mindst hans ophold i værelset med de skæve dimensioner fører ulykke med sig.

Den sidste novelle er nyoversættelsen af “The Call of Cthulhu”, som tidligere har været oversat i bl.a. Frygtens herre fra 1983. Historiens fortæller er arvingen og eksekutoren for den gamle professor Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var tilsyneladende kommet på sporet af nogle mystiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og meget gammel stenstatuette er blevet fundet. I sine forsøg på at opklare omstændighederne vedrørende professorens død tager fortælleren også til Norge for at tale med en sømand, der ligeledes i de samme dage oplevede noget vanvittigt og uforklarligt, som først – tilsyneladende – ophørte, da en voldsom storm blæste hans skib bort. Til sidst må fortælleren dog indse, at ikke al viden er værd at kende, og ligesom i Ved vanviddets bjerge advarer fortælleren stærkt om at andre skal få samme kendskab til verden som han selv har fået.

De tre fortællinger er alle velskrevne Lovecraft-fortællinger, og i Jakob Friis Andersens oversættelse er de absolut læseværdige, så læs eller genlæs Ved vanviddets bjerge og bliv skræmt af den gamle mester.

Læs mere på forlaget Antennas hjemmeside

Om bogen:

Omslag: Peder Balke
Udgivelsesår: 2013
Originaludgivelsesår: “At the Mountains of Madness”, 1936; “The Call of Cthulhu”, 1928; “The Dreams in the Witch House”, 1933

 

Ligrøverne af Robert Louis Stevenson

Ligrøverne af Robert Louis StevensonRobert Louis Stevenson er i dag mest kendt for sin roman Dr. Jekyll & Mr. Hyde fra 1886, men et par år før den udkom, var han allerede begyndt at udforske det mørke i mennesket.

Stevenson boede en kort overgang i Kinnaird Cottage i det nordlige Skotland, og her fortalte hans værtinde, Mrs. Simms, om de såkaldte ”Resurrection Men” som stjal lig på kirkegårdene og solgte dem til universitet i Edinburgh, hvor professorer og studerende altid manglede kroppe til anatomi-undervisningen.

Historien inspirerede Stevenson til Ligrøverne, som han dog i første omgang synes var for uhyggelig til at blive trykt. I 1884 udkom den dog i The Pall Mall Gazettes julenummer, og avisen reklamerede stort for den bl.a. med plakater, som politiet dog måtte fjerne for ikke at støde folks følelser.

På en kro sidder fire mænd og drikker. En af dem er Fettes, en gammel, fordrukken skotte, som dog besidder en vis dannelse og med tiden er blevet en accepteret borger i byen. Denne aften dukker den betydningsfulde doktor Wolfe Macfarlane op for at tilse en syg gæst, og det viser sig, at Fettes og Macfarlane kender hinanden.

Som ung studerede Fettes medicin i Edinburgh, og her blev han hjælpelærer for en ekstern professor, dr. K., som underviste i anatomi. En af Fettes opgaver var at tage imod de lig, som blev brugt til undervisningen, og her stødte han på Macfarlane, som også studerede under dr. K.

En aften genkender Fettes liget af en ung kvinde, som han netop havde mødt aftenen før. Da han fortæller det til Marcfarlane, får denne ham dog overbevist om, at han må tage fejl. For hvilke følger kan det ikke få, hvis man begynder at grave dybere i, hvor de mange lig kommer fra! Så Fettes tier, og da der nogle nætter senere sker noget endnu mere mistænkeligt, er Fettes alt for impliceret til at kunne sige fra.

Ligrøverne udkom som sagt to år før Dr. Jekyll & Mr. Hyde, og allerede her studerer Stevenson menneskets skyggesider. Det er en velfortalt fortælling om en mand, der drives af sociale ambitioner til at give køb på sine moralske principper, men også en fortælling om medicinhistoriens mørke sider. For hvor dygtige ville lægerne være i dag, hvis de ikke havde brudt moralske grænser op gennem tiden? Det er en velskrevet og letlæst historie, og de mere end 100 år på bagen mærkes på ingen måde, og med Peter Mouritzens fine forord som introducerer historien, kan alle læsere være med.

Historien er tidligere oversat til dansk flere gange og findes i forskellige antologier, men Peter Mouritzens oversættelse med de originale plancher fra National Library of Medicine bringer nyt liv til denne 129 år gamle fortælling. Ligeledes er fortællingen også blevet filmatiseret flere gange, første gang i 1945 hvor både Boris Karloff og Bela Lugosi var på rollelisten.

Om Ligrøverne skriver William F. Naufftus i “British Short-Fiction Writers, 1880-1914”:

“The Body Snatcher,” the first of the new short fictions, had been written in the summer of 1881, shortly before Treasure Island, but its author never liked it, considering it “horrid” and only publishing it because he owed a story to the Pall Mall Gazette and did not have anything else available. He insisted on having his fee reduced from forty to thirty pounds because of the story’s low merit and never reprinted it in any collection of his short fiction. The story is actually fairly effective but also rather gruesome and not particularly original … The two grave robbers are more surprised by the conclusion than the reader is, and the gothic machinery is fairly shopworn, but the double life of Macfarlane, a respected London physician with a secret criminal past, obviously looks forward to that other London physician, Dr. Henry Jekyll.”

Besøg forlagets hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden

Om bogen:

Originaltitel: ”The Body Snatcher”, 1884
Udgivelsesår: 2013
Omslag: RubArt